1

Ved appellen har Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber nedlagt påstand om ophævelse af den dom, De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans afsagde den 1. juli 2004, Salzgitter mod Kommissionen (sag T-308/00, Sml. II, s. 1933, herefter »den appellerede dom«), hvorved Retten delvist annullerede Kommissionens beslutning 2000/797/EKSF af 28. juni 2000 om Tysklands statsstøtte til Salzgitter AG, Preussag Stahl AG og koncernens datterselskaber inden for jern- og stålindustrien, nu Salzgitter AG — Stahl und Technologie (SAG) (EFT L 323, s. 5, herefter »den anfægtede beslutning«). Salzgitter AG (herefter »Salzgitter«) har ved kontraappel nedlagt påstand om delvis annullation af den appellerede dom

2

Retten har i den appellerede doms præmis 1-5 fremlagt retsforskrifterne således:

3

Sagens faktiske omstændigheder blev herefter opsummeret af Retten i den appellerede doms præmis 6-11 således:

4

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 21. september 2000 anlagde Salzgitter sag med påstand om annullation af den anfægtede beslutning.

5

Ved kendelse af 29. marts 2001 fik Forbundsrepublikken Tyskland tilladelse til at intervenere i sagen til støtte for Salzgitters påstande.

6

Retten fandt i den appellerede dom, at Kommissionen korrekt havde anvendt artikel 4, litra c), KS på den støtte, der var ydet Salzgitter, og dermed udelukket anvendelsen af artikel 67 KS.

7

Retten fastslog herved i den appellerede doms præmis 111-115 navnlig, at artikel 4, litra c), KS og 67 KS omhandler to forskellige områder, idet artikel 67 KS ikke vedrører statsstøtte, og at den usikkerhed, der er forbundet med udviklingen i den ikke-sektorbestemte retlige ordning for støtte til kul- og stålsektoren, ved den successive vedtagelse af de tre første stålstøttekodekser, ikke kunne ændre deres fortolkning.

8

Retten forkastede i øvrigt Salzgitters argumenter om, at Kommissionen havde fejlfortolket begrebet statsstøtte og artikel 95 KS, samt at den anfægtede beslutning var behæftet med en begrundelsesmangel.

9

Derimod fandt Retten, at Kommissionen ikke uden derved at tilsidesætte retssikkerhedsprincippet kunne kræve tilbagesøgning af den støtte, Salzgitter modtog mellem 1986 og 1995, og annullerede artikel 2 og 3 i den anfægtede beslutning vedrørende Forbundsrepublikken Tysklands pligt til at tilbagesøge statsstøtten, der var berørt af denne beslutning.

10

Retten anførte i den appellerede doms præmis 174 som begrundelse for, at retssikkerhedsprincippet var tilsidesat, at den retsstilling, som bestod efter vedtagelsen af anden og tredje stålstøttekodeks, havde skabt en retlig usikkerhed med hensyn til rækkevidden af 1971-beslutningen og rækkevidden af pligten til at anmelde statsstøtte tildelt Salzgitter efter vedtagelsen af denne tredje kodeks ifølge dens artikel 6.

11

Retten konstaterede dernæst i den appellerede doms præmis 179, at Kommissionen havde haft kendskab til støtten ydet til Salzgitter i medfør af ZRFG på grund af Salzgitters fremsendelse af sin aktivitetsrapport og årsregnskaber for 1987/1988.

12

Retten konkluderede i den appellerede doms præmis 180, at denne usikkerhed og manglende klarhed således — sammen med den omstændighed, at Kommissionen i strid med den påpasselighedspligt, som påhviler denne institution, gennem længere tid undlod at reagere på trods af sit kendskab til den støtte, Salzgitter havde modtaget — havde skabt en uklar retsstilling, som det påhvilede Kommissionen at afklare, inden den kunne tage skridt til tilbagesøgning af den allerede ydede støtte. Retten fandt herefter i den appellerede doms præmis 182, at Kommissionen ikke uden derved at tilsidesætte retssikkerhedsprincippet kunne kræve tilbagesøgning af den støtte, Salzgitter modtog mellem 1986 og 1995.

13

Retten fandt det under disse omstændigheder ufornødent at tage stilling til beregningen af støtten, som var berørt af den anfægtede beslutning.

14

Kommissionen har i appelskriftet nedlagt påstand om, at den appellerede dom annulleres, at sagen hjemvises til Retten, og at Salzgitter tilpligtes at betale sagens omkostninger.

15

Salzgitter har nedlagt påstand om, at appellen forkastes, og har ved kontraappel nedlagt påstand om ophævelse af den appellerede dom, for så vidt som den delvist frifandt Kommissionen, samt annullation af den anfægtede beslutnings artikel 1, der kvalificerer de ekstraordinære afskrivninger og de skattefrie hensættelser, som virksomheden modtog i henhold til ZRFG, som »statsstøtte«. Salzgitter har ligeledes påstået Kommissionen tilpligtet at betale sagens omkostninger for de to instanser.

16

Forbundsrepublikken Tyskland har nedlagt påstand om, at Kommissionens appel forkastes, at den appellerede dom ophæves, for så vidt som den delvist frifandt Kommissionen i den af Salzgitter anlagte sag, og at den anfægtede beslutnings artikel 1 annulleres.

17

Såfremt Domstolen admitterer Salzgitters kontraappel, er det ufornødent at tage stilling til hovedappellen, der vil have mistet enhver betydning. Der skal således først tages stilling til kontraappellen.

18

Med det første anbringende, der er opdelt i tre led, har Salzgitter gjort gældende, at artikel 4, litra c), KS og artikel 67 KS er tilsidesat.

19

Med det første anbringendes første led har Salzgitter anført, at Retten har begået en retlig fejl ved at fastslå, at Kommissionen korrekt havde anset støtten, der er berørt af den anfægtede beslutning, for omfattet af artikel 4, litra c), KS og ikke artikel 67 KS (dom af 10.5.1960, forenede sager 27/58-29/58, Compagnie des Hauts Fourneaux et Fondries de Givors m.fl. mod Den Høje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 183, org.ref.: Rec. s. 501, på s. 523, af 23.2.1961, sag 30/59, De Gezamenlijke Steenkolenmijnen in Limburg mod Den Høje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 211, org.ref.: Rec. s. 1, på s. 47, og af 20.9.2001, sag C-390/98, Banks, Sml. I, s. 6117, præmis 88).

20

Ifølge Salzgitter følger det ikke af dommen af 10.12.1969, Kommissionen mod Frankrig (forenede sager 6/69 og 11/69, Sml. 1969, s. 143, org.ref.: Rec. s. 523), at ikke-sektorbestemt støtte til kul- og stålsektoren allerede havde været forbudt i medfør af artikel 4, litra c), KS før vedtagelsen af den første stålstøttekodeks.

21

Den tyske regering har fremsat argumenter svarende til Salzgitters.

22

Den tyske regering har ligeledes gjort gældende, at EKSF-traktaten kun har skabt en partiel integration, der er begrænset til kul- og stålsektoren.

23

Den tyske regering har understreget, at henset til den vide fortolkning af begrebet »statsstøtte« i artikel 87 EF, som også gælder i forhold til begrebet »støtte« i artikel 4, litra c), KS (dom af 1.12.1998, sag C-200/97, Ecotrade, Sml. I, s. 7907), ville anvendelsen af artikel 4, litra c), KS på en støtte som den, der er berørt af den anfægtede beslutning, medføre, at artikel 67 KS vil blive frataget sin effektive virkning.

24

Manglende anvendelse af artikel 4, litra c), KS på støtte, som ikke udelukkende tildeles virksomheder inden for jern- og stålindustrien, svækker ikke Kommissionens kontrol med statsstøtte, eftersom artikel 87 EF, 88 EF og 67 KS finder anvendelse i den henseende. Et forbud mod sådan støtte ville på ulovlig måde indskrænke anvendelsesområdet for de i artikel 87, stk. 3, litra a) -e), EF fastsatte undtagelser.

25

Den tyske regering har endvidere gjort gældende, at udtrykket »i hvilken som helst form dette sker«, der er anvendt i artikel 4, litra c), KS, udelukkende tager sigte på at sondre mellem selve statsstøttebegrebet og reglerne for tildeling af støtte, men ikke på at udvide denne bestemmelses anvendelsesområde til støtte som den, der er berørt af den anfægtede beslutning.

26

Regeringen finder, at dommen i sagen Kommissionen mod Frankrig fastslår, at artikel 67 KS finder anvendelse for ikke-sektorbestemt støtte til kul- og stålsektoren, og at dette blev bekræftet såvel i dom af 6.7.1971, Nederlandene mod Kommissionen (sag 59/70, Sml. 1971, s. 157, org.ref.: Rec. s. 639), som i Banks-dommen.

27

Ifølge regeringen har Forbundsrepublikken Tyskland ved at underrette Kommissionen om ZRFG opfyldt sine underretningspligter i henhold til artikel 87 EF og artikel 88 EF, og det fremhæves, at Tyskland ikke var undergivet en oplysningspligt i medfør af artikel 67, stk. 1, KS, idet ZRFG ikke kunne have en mærkbar indvirkning på konkurrencevilkårene i kul- eller stålindustrien i denne bestemmelses forstand.

28

Kommissionen har gjort gældende, at den af Salzgitter påberåbte retspraksis i realiteten foreskriver, at artikel 67 KS ikke finder anvendelse på statsstøtte, men kun på de generelle foranstaltninger, som medlemsstaterne kan træffe som led i deres økonomiske og sociale politik, eller sektorbestemte foranstaltninger, der ikke specifikt henhører under kul- eller stålindustrien. Artikel 4, litra c), KS finder ifølge Kommissionen derimod anvendelse på selve statsstøtten, selv når den har en generel karakter (jf. bl.a. dommen i sagen De Gezamenlijke Steenkolenmijnen in Limburg mod Den Høje Myndighed).

29

Ifølge Kommissionen fortolker den tyske regering retspraksis forkert, fordi den har undladt at sondre mellem generelle foranstaltninger og generelt anvendelige støtteordninger, ligesom Domstolen ikke i nogen af de domme, den tyske regering påberåber sig, ses at have henvist til generelle støtteordninger.

30

Kommissionen har understreget, at selv om artikel 67 KS måtte finde anvendelse i den foreliggende sag, blev den i hvert fald ikke underrettet af Forbundsrepublikken Tyskland i overensstemmelse med artikel 67, stk. 1, KS, om dens intention om at anvende ZRFG på virksomhederne i jern- og stålsektoren, og at Tyskland ikke kunne påberåbe sig en selv stiltiende godkendelse med hensyn til støtten, der er berørt af anfægtede beslutning, med henvisning til denne bestemmelse.

31

Først bemærkes, at mens artikel 4, litra c), KS forbyder statsstøtte til kul- og stålindustrien uden at sondre mellem individuel støtte og støtte ydet i medfør af en støtteordning, henviser artikel 67 KS kun udtrykkeligt til statsstøtte som led i beskyttelsesforanstaltninger, som Kommissionen kan godkende i medfør af artikel 67, stk. 2, første led, KS til fordel for kul- og stålvirksomheder, hvis disse udsættes for konkurrenceulemper som følge af generelle økonomisk-politiske foranstaltninger.

32

Endvidere fremgår det af fast retspraksis, at artikel 4 KS og artikel 67 KS omhandler to forskellige områder. Artikel 4 ophæver og forbyder visse indgreb fra medlemsstaternes side på et område, som traktaten undergiver fællesskabskompetencen, artikel 67 tilsigter at afbøde de indgreb i konkurrencen, som medlemsstaternes udøvelse af de dem forbeholdte beføjelser ikke kan undgå at medføre (jf. Banks-dommen, præmis 88 og den deri nævnte retspraksis). Heraf konkluderer Domstolen, at artikel 67 KS dækker de generelle foranstaltninger, som medlemsstaterne kan træffe som led i deres økonomiske og sociale politik, og de af medlemsstaterne trufne foranstaltninger, der gælder for andre sektorer end kul- eller stålindustrien, men som kan have en mærkbar virkning på konkurrencevilkårene i disse industrier (jf. Banks-dommen, præmis 88).

33

Domstolen har også fastslået, at indgrebene i artikel 67 KS ikke kan være dem, der i artikel 4 erklæres for uforenelige med fællesmarkedet for kul og stål, og som skal ophæves og forbydes, i hvilken som helst form dette sker (dommen i sagen De Gezamenlijke Steenkolenmijnen in Limburg mod Den Høje Myndighed, s. 44). Domstolen har ligeledes fremhævet, at det nemlig ikke kan antages, at EKSF-traktatens forfattere har bestemt i artikel 4, litra c), KS, at tilskud eller anden støtte ydet af medlemsstaterne, i hvilken som helst form dette sker, skal ophæves og forbydes, for herefter i artikel 67 KS at udtale, at denne støtte endog uden at være godkendt af Kommissionen kan tillades under forbehold af foranstaltninger, som bliver anbefalet af Kommissionen for at mildne eller rette op på følgerne heraf (dommen i sagen De Gezamenlijke Steenkolenmijnen in Limburg mod Den Høje Myndighed, s. 43).

34

Domstolen har endvidere præciseret, at artikel 67, stk. 2, første led, KS, hvorefter der kan ydes statsstøtte under fravigelse af artikel 4 KS, i form af beskyttelsesforanstaltninger for virksomheder, der er opregnet i artikel 80 KS, ikke sondrer mellem særlig støtte på kul- og stålsektoren og støtte, der ydes til denne sektor som led i en almindelig foranstaltning (jf. dommen i sagen Kommissionen mod Frankrig, præmis 43). Domstolen har desuden fastslået, at en præferencesats for rediskontering ved udførsel udgør en støtte, der, i det tilfælde, skulle godkendes af Kommissionen efter artikel 67, stk. 2, KS, i det omfang, den vedrørte området, som er omfattet af EKSF-traktaten (jf. dommen i sagen Kommissionen mod Frankrig, præmis 44).

35

Endelig har en støtte ydet til en virksomhed, som er omfattet af EKSF-traktaten, de samme konkurrencebegrænsende virkninger, uanset om der er tale om individuel støtte eller en støtte tildelt i medfør af en statsstøtteordning, der ikke er sektorbestemt til kul- og stålsektoren.

36

Det må herefter antages, at artikel 4, litra c), KS finder anvendelse på statsstøtte tildelt kul- og stålvirksomheder i medfør af en statsstøtteordning, der ikke er sektorbestemt til kul- og stålsektoren.

37

I modsætning til, hvad den tyske regering har gjort gældende, skader denne fortolkning ikke den effektive virkning af artikel 67 KS. De generelle politiske foranstaltninger kan nemlig have en mærkbar indvirkning på konkurrencevilkårene i kul- eller stålindustrien i artikel 67, stk. 1, KS’ forstand, uden at de udgør statsstøtte.

38

I den foreliggende sag er det fastslået, at Salzgitter er en virksomhed, der er omfattet af EKSF-traktaten, og at støtten, som omhandles i den anfægtede beslutning, ikke udgør beskyttelsesforanstaltninger efter artikel 67, stk. 2, første led, KS.

39

Det følger heraf, at Retten ikke har begået en retlig fejl ved at fastslå, at Kommissionen korrekt havde fundet, at artikel 4, litra c), KS og ikke artikel 67 KS fandt anvendelse på støtten, som omhandles i den anfægtede beslutning.

40

Det første anbringendes første led bør således forkastes

41

Med det første anbringendes andet led har Salzgitter anført, at Retten har begået en retlig fejl ved at fastslå, at Kommissionen i den anfægtede beslutning korrekt anså støtten for omfattet af artikel 4, litra c), KS og ikke artikel 67 KS, for så vidt som Kommissionen ikke havde beføjelse til inden for rammerne af en stålstøttekodeks at udvide anvendelsesområdet for artikel 4, litra c), KS.

42

Salzgitter finder, at artikel 95, stk. 1 og 2, KS ikke udgør et tilstrækkeligt retsgrundlag for en sådan ændring af EKSF-traktaten, og at proceduren i den tidligere gældende affattelse af artikel 96 KS skulle have været fulgt, eller at i det mindste proceduren om »den lille traktatændring« i artikel 95, tredje og fjerde afsnit, skulle have været fulgt (Domstolens udtalelse af 17.12.1959, Sml. 1954-1964, s. 157, org.ref.: Rec. s. 533).

43

Kommissionen har gjort gældende, at der ikke er foretaget nogen ændring af EKSF-traktaten, da ordlyden af artikel 4, litra c), KS er uændret siden den 23. juli 1952.

44

Henset til besvarelsen af det første anbringendes første led må det fastslås, at dette anbringendes andet led også er ubegrundet og skal forkastes af de samme grunde, som fremgår i forbindelse med det første led.

45

Med det første anbringendes tredje led har Salzgitter gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 112 ff. har givet en urigtig fremstilling af Kommissionens beslutningspraksis. Salzgitter finder, at Kommissionen fra EKSF-traktatens ikrafttræden, og ikke fra begyndelsen af 1970’erne, har været af den opfattelse, at artikel 4, litra c), KS alene fandt anvendelse på sektorbestemt støtte til kul- og stålsektoren (jf. i denne retning Den Høje EKSF-Myndigheds rapport fra 1963 med titlen »EKSF-traktaten fra 1952 til 1962«). Salzgitter har endvidere gjort gældende, at Kommissionen følger en anden praksis hvad angår fortolkningen af artikel 4, litra c), KS og artikel 67 KS med hensyn til støtte ydet til virksomheder i kulindustrien i forhold til støtte ydet til virksomheder i stålindustrien.

46

Ifølge Kommissionen er det forhold, at den har forsvaret et andet synspunkt før vedtagelsen af den tredje stålstøttekodeks, uden betydning for støtten til Salzgitter, fordi dette synspunkt ikke er indgået i nogen individuel retsakt rettet til denne virksomhed, der kunne blive endelig før den 1. januar 1986, som er datoen for denne kodeks’ ikrafttrædelse.

47

Det må fastslås, at analysen af Kommissionens fortolkningspraksis vedrørende støtte til virksomheder omfattet af EKSF-traktaten ikke kan have betydning for Rettens fortolkning af artikel 4, litra c), KS og artikel 67 KS.

48

Herefter skal det tredje led af det første anbringende forkastes, da det ikke har betydning.

49

Kontraappellens første anbringende kan derfor som helhed ikke tages til følge.

50

Med det andet anbringende har Salzgitter gjort gældende, at Retten har tilsidesat artikel 5, fjerde led, KS og artikel 15, stk. 1, KS, da den forkastede det andet anbringende om, at den anfægtede beslutning er behæftet med en begrundelsesmangel.

51

Salzgitter finder nemlig, at Kommissionen undlod at forklare udviklingen i sin retsopfattelse med hensyn til anvendelsesområdet for artikel 4, litra c), KS, henholdsvis artikel 67 KS, samt begrundelserne for, hvorfor dens vurdering i denne sag afveg fra dens beslutningspraksis vedrørende kulsektoren eller i tilsvarende sager.

52

Den tyske regering har lagt vægt på, at udviklingen i Kommissionens retsopfattelse med hensyn til artikel 4, litra c), KS krævede en mere detaljeret begrundelse af den anfægtede beslutning.

53

Kommissionen har gjort gældende, at dens praksis ændrede sig efter offentliggørelsen af tredje stålstøttekodeks, og at denne ændring blev tilstrækkeligt begrundet på dette punkt. Kommissionen har herved navnlig henvist til punkt I, tredje og fjerde afsnit, i den tredje kodeks’ begrundelse. Kommissionen har afvist, at der findes en særlig begrundelsesforpligtigelse, idet den er af den opfattelse, at dens oplysningspligt er udtømmende reguleret i artikel 95, første afsnit, KS og artikel 15, tredje afsnit, KS.

54

Salzgitter har gjort gældende, at Retten har begået en retlig fejl ved at fastslå, at anbringendet om, at den anfægtede beslutning er behæftet med en begrundelsesmangel, er ubegrundet og derfor skulle forkastes.

55

Det drejer sig her om et retsspørgsmål, som er underlagt Domstolens prøvelse i en appelsag (dom af 20.2.1997, sag C-166/95 P, Kommissionen mod Daffix, Sml. I, s. 983).

56

Det følger af fast retspraksis vedrørende artikel 253 EF, som kan overføres på anvendelsen af artikel 15 KS, at begrundelsen af en bebyrdende retsakt skal tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at Domstolen kan udøve sin prøvelsesret. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de relevante faktiske og retlige forhold, da spørgsmålet, om en beslutnings begrundelse opfylder kravene efter artikel 253 EF, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes i forhold til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område (jf. dom af 15.7.2004, sag C-501/00, Spanien mod Kommissionen, præmis 73 og den deri nævnte retspraksis).

57

Retten har i præmis 184 i den appellerede dom anført, at det i forbindelse med den undersøgelse, som den havde foretaget af Salzgitters første tre anbringender, i tilstrækkelig grad var godtgjort, at begrundelsespligten var overholdt i den anfægtede beslutning.

58

Den anfægtede beslutning præciserer nemlig klart og utvetydigt i punkt 66 Kommissionens vurdering, hvormed den begrunder, at artikel 4, litra c), finder anvendelse på den omhandlede støtte. I beslutningens punkt 66-76 og 126-133 angiver Kommissionen endvidere detaljeret de specifikke regler i de stålstøttekodekser, der har været gældende siden 1986.

59

Retten begik derfor ikke nogen retlig fejl ved at fastslå, at den anfægtede beslutning overholdt begrundelsespligten.

60

Som følge heraf er det andet anbringende om, at den anfægtede beslutning er behæftet med en begrundelsesmangel, grundløst, hvorfor det må forkastes.

61

Kontraappellen må følgelig forkastes.

62

Kommissionen har med det første anbringende, der er opdelt i seks led, gjort gældende, at artikel 4, litra c), KS, samt tredje, fjerde og sjette stålstøttekodeks er tilsidesat. Med det andet anbringende har Kommissionen gjort gældende, at dens ret til forsvar er tilsidesat.

63

Kommissionen har med sit andet anbringende — der skal behandles først, da klagepunktet anfægter den appellerede doms lovlighed — gjort gældende, at Retten har tilsidesat dens ret til forsvar ved at fastslå, at den successive vedtagelse af de tre første stålstøttekodekser havde skabt en usikker retsstilling, uden at give Kommissionen lejlighed til at fremsætte sine argumenter vedrørende dette punkt.

64

Kommissionen fremhæver, at de spørgsmål, som Retten havde stillet den i en skrivelse af 28. juli 2003, ikke henledte Kommissionens opmærksomhed på en sådan påstået retlig usikkerhed.

65

Salzgitter har gjort gældende, at den retlige usikkerhed som følge af den successive vedtagelse af de tre første stålstøttekodekser er omtalt i punkt 114 i virksomhedens stævning, og at Kommissionen således havde lejlighed til at fremsætte sine argumenter på dette punkt.

66

Salzgitter har endvidere gjort gældende, at Retten ikke har tilsidesat procedurens kontradiktoriske karakter, da den har lagt de omstændigheder til grund, som Salzgitter har redegjort for i sit skriftlige indlæg for at påvise, der foreligger en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet (dom af 14.4.2005, sag C-110/03, Belgien mod Kommissionen, Sml. I, s. 2801, præmis 27).

67

I den foreliggende sag fremgår det af akterne, herunder navnlig af svarene på Rettens skriftlige spørgsmål stillet i dens skrivelse af 28. juli 2003, at Kommissionen fik lejlighed såvel til at redegøre for udviklingen i den lovgivning, der finder anvendelse på støtte ydet til jern- og stålvirksomheder i medfør af en generel støtteordning i forbindelse med den successive vedtagelse af de tre første stålstøttekodekser, som til at udtale sig om den retlige rækkevidde af en godkendelsesbeslutning vedtaget i medfør af artikel 88 EF inden for rammerne af EKSF-traktaten. Kommissionen har inden for disse rammer også præciseret, at artikel 6 i tredje stålstøttekodeks foreskrev en pligt til at anmelde støtten til Salzgitter i medfør af ZRFG.

68

Under disse omstændigheder finder Domstolen at måtte forkaste Kommissionens hævdelse af, at Retten ikke havde givet den mulighed for at drøfte dette spørgsmål.

69

Kommissionens andet anbringende skal således forkastes som ugrundet.

70

Med sit første anbringende har Kommissionen i to henseender rejst tvivl om Rettens vurdering vedrørende en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet. Den anfører for det første, at reglerne, der finder anvendelse på den omhandlede støtte, var fuldstændigt klare, og for det andet, at den ikke reagerede for sent med hensyn til denne støtte. Ifølge Kommissionen er Rettens samlede vurdering om at annullere den del af beslutningen, der foreskriver tilbagesøgning af den nævnte støtte, derfor retlig ukorrekt.

71

Kommissionen har endvidere hævdet, at Retten begik en retlig fejl ved at antage, at en støttemodtager kan påberåbe sig en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet.

72

Kommissionen har gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at den samtidige anvendelse af EKSF-traktaten, EF-traktaten og de forskellige stålstøttekodekser medførte en usikker og tvetydig retsstilling.

73

Kommissionen har indledningsvis bestridt Rettens vurdering, hvorefter vedtagelsen af anden og tredje stålstøttekodeks resulterede i en tilbagekaldelse af den godkendelse af ZFRG, som Kommissionen gav i 1971-beslutningen.

74

Kommissionen hævder, at godkendelsen ifølge denne beslutning, der blev vedtaget på grundlag af EØF-traktaten, ikke kunne have virkninger i forhold til EKSF-traktaten, og at støtten til jern- og stålvirksomheder i ZRFG var forbudt før offentliggørelsen af den første stålstøttekodeks (dommen i sagen Kommissionen mod Frankrig, præmis 41-44). Kommissionen finder, at det først var ved denne kodeks, at godkendelsen meddelt ved 1971-beslutningen og de efterfølgende godkendelser blev anvendelige på jern- og stålvirksomheder, og at denne generelle, midlertidige godkendelse udløb den 31. december 1981, datoen for den nævnte kodeks’ udløb (jf. i denne retning dom af 24.9.2002, forenede sager C-74/00 P og C-75/00 P, Falck og Acciaierie di Bolzano mod Kommissionen, Sml. I, s. 7869, præmis 115 og 116).

75

Kommissionen gør endvidere gældende, at artikel 67 KS ikke finder anvendelse på statsstøtte, og at artikel 4, litra c), KS forbyder støtte »i hvilken som helst form dette sker«. Kommissionen finder endvidere ikke, at Forbundsrepublikken Tyskland har underrettet den om støtten til Salzgitter, og at denne medlemsstat derfor ikke kan foregive, at Kommissionen har godkendt støtten på grundlag af artikel 67 KS.

76

Kommissionen har dernæst bestridt Rettens vurdering, hvorefter vedtagelsen af den andet og tredje stålstøttekodeks medførte yderligere tvetydighed på grund af usikkerheden med hensyn til, om artikel 6 i nævnte tredje kodeks, som foreskriver pligt til at anmelde statsstøtte, finder anvendelse på støtten ydet til virksomhederne i jern- og stålsektoren i medfør af ZRFG, da denne støtteordning allerede var godkendt under EF-traktaten.

77

Kommissionen finder, at artikel 6 i tredje stålstøttekodeks utvetydigt kræver anmeldelse af støtteordninger, som allerede er godkendt af Kommissionen under EF-traktaten, for at disse ordninger kan finde anvendelse på jern- og stålvirksomheder, og at forskellen mellem eksisterende støtte og ny støtte er uden betydning i forhold til EKSF-traktaten, som foreskriver øjeblikkelig afskaffelse af alle former for statsstøtte uden undtagelse.

78

Salzgitter har anført, at Retten ikke har begået en retlig fejl, og at Kommissionen i den anden og tredje stålstøttekodeks, eller i enhver anden meddelelse, skulle have bekendtgjort, at den havde ændret sin fortolkning af artikel 4, litra c), KS (dom af 29.4.2004, sag C-181/02 P, Kommissionen mod Kvaerner Warnow Werft, Sml. I, s. 5703, præmis 41). Salzgitter gør navnlig gældende, at Kommissionens talrige godkendelser af ZRFG under EF-traktaten havde givet anledning til en berettiget forventning hvad angår denne retsakts lovlighed.

79

Ifølge Salzgitter finder artikel 4, litra c), KS ikke anvendelse på medlemsstaternes generelle foranstaltninger vedrørende samtlige erhvervssektorer, såsom ZRFG, hvilket Kommissionen havde bekræftet i første betragtning til første og anden støttekodeks. Salzgitter mener, at Kommissionen har anvendt af artikel 4, litra c), KS med tilbagevirkende kraft, hvilket er i strid med fællesskabsretten og i uoverensstemmelse med dens langsigtede investeringsbeslutninger (jf. i denne retning dommen i sagen Falck og Acciaierie di Bolzano mod Kommissionen, præmis 119), og at Kommissionens beslutningspraksis vedrørende kulminesektoren, hvorefter artikel 67 KS skal anvendes på ikke-sektorbestemt støtte til denne sektor, bekræfter denne vurdering.

80

Salzgitter gør gældende, at artikel 6 i tredje stålstøttekodeks, i modsætning til det af Kommissionen anførte, ikke gav mulighed for at afgøre, om anvendelsen af de i ZRFG fastsatte skattemæssige bestemmelser til fordel for jern- og stålvirksomheder fortsat krævede en anmeldelse efter EKSF-traktaten, trods Kommissionens tidligere godkendelse af ZRFG som en støtteordning inden for rammerne af EF-traktaten.

81

Salzgitter fremhæver, at anvendelsen af ZFRG på jern- og stålvirksomheder under alle omstændigheder ikke udgør en »plan« om »indførsel eller ændring af støtte« i den nævnte artikels forstand, eftersom støtten til grænseområder, der er foreskrevet i ZFRG, er ydet længe før tredje stålstøttekodeks’ ikrafttræden.

82

Salzgitter fremhæver også, at artikel 6 i tredje stålstøttekodeks ikke fandt anvendelse på støtte, tildelt mens ZFRG var i kraft, fordi denne støtte, der blev ydet i medfør af en godkendt støtteordning, udgjorde eksisterende støtte (dom af 5.10.1994, sag C-47/91, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 4635).

83

Salzgitter finder, at Forbundsrepublikken Tyskland ved at anmelde ZFRG til Kommissionen i 1971 inden for rammerne af EØF-traktaten under alle omstændigheder havde gjort Kommissionen bekendt med loven i overensstemmelse med artikel 67 KS, og at Kommissionen ved at godkende de skattemæssige foranstaltninger, anmeldt efter EF-traktaten, stiltiende havde accepteret, at den omhandlede foranstaltning ikke havde nogen »mærkbar indvirkning på konkurrencevilkårene« i kul- og stålindustrien i artikel 67, stk. 1, KS’ forstand.

84

Den tyske regering har i det væsentlige påberåbt sig de samme argumenter som Salzgitter.

85

Indledningsvis påpeges — således som det er fastslået i denne doms præmis 39 — at Retten ikke har begået en retlig fejl ved at fastslå, at støtten, der omhandles i den anfægtede beslutning, var omfattet af forbuddet i artikel 4, litra c), KS.

86

Forbundsrepublikken Tyskland kan følgelig ikke på grundlag af artikel 67 KS påberåbe sig en angivelig stiltiende godkendelse fra Kommissionen af denne støtte.

87

Hvad angår Rettens argumentation, hvorefter Kommissionen delvist havde tilbagekaldt 1971-beslutningen om ikke at gøre indsigelse over for anvendelsen af ZFRG i forbindelse med vedtagelsen af anden og tredje stålstøttekodeks, hvilket havde medført en usikkerhed vedrørende retsstillingen for ZFRG, skal der henvises til, at artikel 305, stk. 1, EF bestemmer, at »[…] [EF-]traktatens bestemmelser ændrer ikke bestemmelserne i [EKSF-]traktaten, navnlig ikke medlemsstaternes rettigheder og forpligtelser, beføjelserne for dette Fællesskabs institutioner og reglerne i den nævnte traktat om, hvorledes fællesmarkedet for kul og stål skal fungere«.

88

Heraf fremgår, at EF-traktaten og EKSF-traktaten er to selvstændige traktater, og at EF-traktaten samt dens afledte ret ikke kan frembringe virkninger på EKSF-traktatens anvendelsesområde (jf. i denne retning dom af 6.7.1982, forenede sager 188/80-190/80, Frankrig m.fl. mod Kommissionen, præmis 31). EF-traktatens bestemmelser finder kun subsidiært anvendelse i fravær af specifikke regler i EKSF-traktaten (jf. bl.a. dom af 15.12.1987, sag 328/85, Deutsche Babcock, Sml. s. 5119, præmis 6-14).

89

Som følge heraf kunne Kommissionen med forbuddet mod såvel støtte bestemt for stålsektoren som støtte, der ikke er bestemt for denne sektor, i artikel 1 i tredje stålstøttekodeks ikke stiltiende tilbagekalde 1971-beslutningen.

90

Hvad dernæst angår Rettens konstatering af, at vedtagelsen af den anden og tredje stålstøttekodeks medførte en tvetydighed på grund af usikkerheden med hensyn til, om den senere anvendelse af ZRFG skulle have været anmeldt som en »plan« i den betydning, udtrykket har i artikel 6 i den nævnte tredje kodeks, skal det indledningsvis fastslås, at denne bestemmelse udtrykkeligt foreskriver pligt til at underrette Kommissionen om planer, som medfører anvendelse af støtteordninger for jern- og stålsektoren, hvorom Kommissionen allerede har vedtaget en beslutning under EF-traktaten.

91

Hertil kommer, at EKSF-traktaten i modsætning til EF-traktaten ikke sondrer mellem ny støtte og eksisterende støtte. Artikel 4, litra c), KS forbyder ganske enkelt medlemsstaterne at yde statsstøtte i hvilken som helst form dette sker.

92

Domstolen har endvidere fastslået, at støttens forenelighed med fællesmarkedet i sammenhæng med stålstøttekodekserne kun skal bedømmes i overensstemmelse med de gældende regler på tidspunktet for støttens faktiske tildeling (dom i sagen Falck og Acciaierie di Bolzano mod Kommissionen, præmis 117).

93

Det følger, som Kommissionen har hævdet, heraf, at artikel 6 i tredje stålstøttekodeks klart og utvetydigt foreskrev en pligt til at underrette Kommissionen om støtte, som Salzgitter skulle tildeles i medfør af ZRFG ved denne kodeks’ ikrafttræden.

94

Retten begik følgelig retlige fejl ved at fastslå for det første, at vedtagelsen af tredje stålstøttekodeks havde medført en stiltiende, delvis tilbagekaldelse af godkendelsen af ZFRG meddelt ved 1971-beslutningen, og for det andet, at artikel 6 i tredje stålstøttekodeks ikke klart gav mulighed for at afgøre, om anvendelsen af ZFRG efter vedtagelsen af denne kodeks var omfattet af pligten til at underrette om »planer«, som foreskrevet i denne artikel.

95

Kommissionen har bestridt, at den før starten af 1998 havde kendskab til, at ZRFG blev anvendt på Salzgitter, og at den derfor skulle have reageret forsinket.

96

Kommissionen gør gældende, at støttemodtagende virksomheder principielt ikke kan have en berettiget forventning om, at støtten er lovlig, medmindre den er blevet anmeldt, at en påpasselig erhvervsdrivende normalt er i stand til at forvisse sig om, at denne procedure er blevet fulgt (dom af 20.3.1997, sag C-24/95, Alcan Deutschland, Sml. I, s. 1591, præmis 25), og at den af Retten valgte løsning skader retssikkerheden og tilgodeser modtagere af ulovlig støtte.

97

Salzgitter og den tyske regering har hævdet, at de omstændigheder, der førte til Alcan Deutschland-dommen, er forskellige fra omstændighederne i den foreliggende sag, fordi det her ikke drejer sig om, hvorvidt en erhvervsdrivende var berettiget til at forlade sig på, at en foranstaltning fra en national myndighed var lovlig, men om at fastslå, om Kommissionen handlede rettidigt.

98

Retten har også ved afgørelsen om at annullere den del af den anfægtede beslutning, der vedrører Forbundsrepublikken Tysklands pligt til at tilbagesøge støtten til Salzgitter, lagt til grund, at Kommissionen havde haft kendskab til denne støtte fra udgangen af 1988, og at den ved ikke at have reageret før 1998 med vedtagelsen af denne beslutning havde tilsidesat retssikkerhedsprincippet.

99

Uden at det er nødvendigt at udtale sig om, hvorvidt Retten korrekt kunne gå ud fra, at Kommissionen havde haft kendskab til støtten fra udgangen af 1988, hvilket bestrides af Kommissionen, må det konstateres, at den argumentation, der er fulgt i den appellerede dom vedrørende tilsidesættelsen af retssikkerhedsprincippet, er urigtig.

100

Domstolen har ganske vist fastslået, at selv uden forældelsesfrister fastsat af fællesskabslovgiver hindrer det grundlæggende krav om retssikkerhed, at Kommissionen i det uendelige kan udsætte udøvelsen af sine beføjelser (jf. i denne retning dom af 14.7.1972, sag 52/69, Geigy mod Kommissionen, Sml. 1972, s. 225, org.ref.: Rec. s. 787, præmis 21, samt, med hensyn til statsstøtte omfattet af EKSF-traktaten, dommen i sagen Falck og Acciaierie di Bolzano mod Kommissionen, præmis 140 og 141).

101

Herved påpeges, at hvad angår statsstøtte, som er omfattet af EF-traktaten, bestemmer artikel 10, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (EFT L 83, s. 1), at er Kommissionen kommet i besiddelse af oplysninger om en påstået ulovlig støtte, undersøger den omgående oplysningerne, uanset kilden til disse oplysninger.

102

Artikel 15 i forordning nr. 659/1999 bestemmer endvidere, at tilbagebetaling af ulovlig støtte er underlagt en forældelsesfrist på ti år regnet fra det tidspunkt, hvor støtten blev tilkendt. Som det fremgår af 14. betragtning til forordningen, er denne forældelsesfrist fastsat af hensyn til retssikkerheden.

103

Disse regler finder ganske vist ikke umiddelbart anvendelse under EKSF-traktatens anvendelsesområde, men de har dog på statsstøtteområdet fundet inspiration i det grundlæggende krav om retssikkerhed. Det følger heraf, at selv om fællesskabslovgiveren ikke udtrykkeligt har fastsat forældelsesfrister, kan Kommissionen ikke i det uendelige udsætte udøvelsen af sine beføjelser.

104

Det må imidlertid ikke overses, at anmeldelsen af statsstøtten er et centralt element i fællesskabslovgivningen om kontrol med denne støtte, og at støttemodtagerne principielt ikke kan have en berettiget forventning om, at statsstøtten er lovlig, hvis den ikke er blevet ydet under overholdelse af denne procedure (dom i Alcan Deutschland-sagen, præmis 25).

105

Det skal desuden tages i betragtning, at den særlige snævre karakter af reglerne vedrørende statsstøtte under EKSF-traktaten adskiller dem fra reglerne om statsstøtte under EF-traktaten (jf. i denne retning dommen i Falck og Acciaierie di Bolzano mod Kommissionen, præmis 101 og 102).

106

Det følger af det ovenstående, at hvis en støtte er ydet under EKSF-traktaten uden at være blevet anmeldt, vil den omstændighed, at Kommissionen i længere tid har undladt at udøve sine kontrolbeføjelser og foreskrive tilbagesøgning af støtten, kun i undtagelsestilfælde, hvor Kommissionen har begået en åbenbar forsømmelse og klart har tilsidesat pligten til at udvise rettidig omhu, medføre, at denne beslutning om tilbagesøgning bliver ulovlig.

107

Selv om Retten korrekt fastslog, at en modtager af statsstøtte kan påberåbe sig retssikkerhedsprincippet til støtte for et annullationssøgsmål til prøvelse af en beslutning, der pålægger tilbagesøgning af denne støtte, følger det af det ovenstående, at Retten har anvendt dette princip urigtigt i det foreliggende tilfælde ved ikke at prøve, om Kommissionen havde begået en åbenbar forsømmelse og klart havde tilsidesat sin pligt til at udvise rettidig omhu ved udøvelsen af sine kontrolbeføjelser, hvilket alene i undtagelsestilfælde medfører, at en beslutning fra Kommissionen, der foreskriver tilbagesøgning under EKSF-traktaten af en ikke-anmeldt støtte, bliver ulovlig.

108

Herefter skal der gives medhold i hovedappellen, og den appellerede dom vil være at ophæve, for så vidt som den annullerer den anfægtede beslutnings artikel 2 og 3.

109

Det fremgår af nærværende dom, at Retten i den appellerede dom korrekt fastslog, at Salzgitter havde modtaget ulovlig støtte i forhold til EKSF-traktaten, men at denne dom derimod er behæftet med en retlig fejl, for så vidt som den annullerer den del af den anfægtede beslutning, der foreskriver tilbagesøgning af den omhandlede støtte.

110

Det tilkommer således for det første Retten at udtale sig om, hvorvidt Kommissionen under sagens omstændigheder begik en åbenbar forsømmelse og klart tilsidesatte sin forpligtelse til at udvise rettidig omhu, og for det andet, i givet fald, at prøve de øvrige anbringender, som Retten var berettiget til ikke at tage stilling til, da den havde annulleret artikel 2 og 3 i den anfægtede beslutning, nemlig anbringender om, at Kommissionen fejlagtigt havde anset visse investeringer for omfattet af EKSF-traktaten, at en del af den omhandlede støtte burde have været anset for støtte til fordel for miljøbeskyttelse, og at den relevante diskonteringssats blev fastsat forkert.

111

Disse forskellige aspekter af sagen kræver prøvelse af komplekse spørgsmål om faktiske forhold på grundlag af oplysninger, som ikke er blevet bedømt af Retten, og som ikke har været drøftet ved Domstolen, således at sagen vedrørende disse punkter ikke er moden til påkendelse.

112

Sagen hjemvises derfor til Retten.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Store Afdeling):