Sag C-353/04

Nowaco Germany GmbH

mod

Hauptzollamt Hamburg-Jonas

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesfinanzhof)

»Forordning (EØF) nr. 1538/91 og (EØF) nr. 3665/87 – EF-toldkodeks – eksportrestitutioner – tildelingskriterier – sund og sædvanlig handelskvalitet – toldprocedure – udførselsangivelse – fysisk kontrol – prøve – tilladte antal fejlemner – beskaffenhedsforestillingen – rettigheder og forpligtelser for eksportøren og toldmyndigheden – fjerkrækød«

Sammendrag af dom

1.        Landbrug – fælles markedsordning – eksportrestitutioner – tildelingskriterier

(Kommissionens forordning nr. 3665/87, art. 13, og nr. 1538/91, art. 6 og 7)

2.        Landbrug – fælles markedsordning – eksportrestitutioner – tildelingskriterier

(Kommissionens forordning nr. 386/90 og nr. 2913/92, art. 1 og 70; Kommissionens forordning nr. 1538/91 og nr. 2221/95)

3.        Landbrug – fælles markedsordning – eksportrestitutioner – tildelingskriterier

(Kommissionens forordning nr. 2913/92, art. 70, stk. 1, første punktum; Kommissionens forordning nr. 1538/91, art. 7, stk. 3- 5)

4.        Landbrug – fælles markedsordning – eksportrestitutioner – tildelingskriterier

(Rådets forordning nr. 2913/92, art. 70)

1.        Bestemmelserne i forordning nr. 1538/91 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 1906/90 om handelsnormer for fjerkrækød, som ændret ved forordning nr. 1000/96, som fastsætter minimumskvalitetsnormer og tolerancetærskler, særligt forordningens artikel 6 og 7, finder anvendelse ved fastsættelsen af den »sunde og sædvanlige handelskvalitet« for en vare, med hensyn til hvilken der ansøges om eksportrestitution.

(jf. præmis 39 og domskonkl. 1)

2.        Artikel 70 i forordning nr. 2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks, som ændret ved forordning nr. 82/97, vedrørende delvis undersøgelse af varer, der er omfattet af en og samme angivelse, finder anvendelse, når det drejer sig om at fastslå, om en vare, med hensyn til hvilken der ansøges om eksportrestitution, er af »sund og sædvanlig handelskvalitet«, med forbehold for den i bestemmelsen omhandlede undersøgelses regelmæssighed.

Bestemmelsen er nemlig en af de generelle toldbestemmelser, som finder anvendelse på alle udførselsangivelser vedrørende varer, som giver anledning til eksportrestitution, med forbehold af særlige bestemmelser. Der er imidlertid ingen særlig bestemmelse i den specifikke lovgivning om kontrol med udførsel af landbrugsvarer, der giver anledning til restitution, som afviser anvendelsen af toldkodeksens artikel 70.

[jf. præmis 47-53 og domskonkl. 2, litra a)]

3.        Beskaffenhedsforestillingen i artikel 70, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks, som ændret ved forordning nr. 82/97, finder ikke anvendelse, når størrelsen af den udtagne prøve ikke er tilstrækkelig, henset til artikel 7 i forordning nr. 1538/91 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 1906/90 om handelsnormer for fjerkrækød.

Toldkodeksens artikel 70, stk. 1, første afsnit, er nemlig en generel bestemmelse, som foreskriver, at når undersøgelsen kun vedrører en del af de varer, der er omfattet af en og samme angivelse, anses resultatet af undersøgelsen for at gælde for alle de varer, der er omfattet af angivelsen. Denne beskaffenhedsforestilling finder imidlertid ikke alene anvendelse på undersøgelser gennemført med hjemmel i toldbestemmelserne, men er ligeledes relevant for kontrol gennemført i overensstemmelse med bestemmelserne om ordningen med eksportrestitution for landbrugsvarer og om handelsnormer for fjerkræ. Artikel 7, stk. 3-5, i forordning nr. 1538/91 fastsætter det tilladte antal fejlemner i forhold til partiets størrelse og prøvestørrelsen. Hvis et mindsteantal prøver ikke er blevet udtaget, er det umuligt at efterprøve overholdelsen af tolerancetærsklen.

[jf. præmis 55-57 og 59 samt domskonkl. 2, litra b)]

4.        Når der er udtaget flere prøver af den samlet angivne eksportforsendelse, og når der ved undersøgelsen af en del af prøverne er fastslået en sund og sædvanlig handelskvalitet, mens der med hensyn til en anden del af prøverne ikke er fastslået en sund og sædvanlig handelskvalitet, tilkommer det de nationale administrative eller retlige myndigheder at fastslå de faktiske omstændigheder, idet der skal tages hensyn til alle bevisforhold. Disse beviser kan omfatte de tilgængelige prøver, men ligeledes andre forhold, særligt rapporter udarbejdet i overensstemmelse med fællesskabsretten af den toldembedsmand, der har foretaget den fysiske kontrol. I tilfælde af, at de faktiske omstændigheder ikke kan fastslås med henblik på afgørelsen af retten til restitution, tilkommer det den nationale ret at vurdere eksportørens og toldmyndighedens adfærd for at fastslå, i hvilket omfang hver af dem har udøvet sine rettigheder og opfyldt sine forpligtelser, og udlede de passende konklusioner vedrørende retten til eksportrestitution.

(jf. præmis 24 og 68 samt domskonkl. 3)

DOMSTOLENS DOM (Første Afdeling)

7. september 2006 (*)

»Forordning (EØF) nr. 1538/91 og (EØF) nr. 3665/87 – EF-toldkodeks – eksportrestitutioner – tildelingskriterier – sund og sædvanlig handelskvalitet – toldprocedure – udførselsangivelse – fysisk kontrol – prøve – tilladte antal fejlemner – beskaffenhedsforestillingen – rettigheder og forpligtelser for eksportøren og toldmyndigheden – fjerkrækød«

I sag C-353/04,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 234 EF, indgivet af Bundesfinanzhof (Tyskland) ved kendelse af 22. juli 2004, indgået til Domstolen den 16. august 2004, i sagen:

Nowaco Germany GmbH

mod

Hauptzollamt Hamburg-Jonas,

har

DOMSTOLEN (Første Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, P. Jann, og dommerne J.N. Cunha Rodrigues, E. Juhász (refererende dommer), M. Ilešič og E. Levits,

generaladvokat: P. Léger

justitssekretær: fuldmægtig B. Fülöp,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 20. oktober 2005,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

–        Nowaco Germany GmbH ved Rechtsanwälte C. Bittner og U. Schrömbges

–        Hauptzollamt Hamburg-Jonas ved s. Plenter, som befuldmægtiget

–        Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved J. Schieferer og F. Erlbacher, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 23. februar 2006,

afsagt følgende

Dom

1        Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks (EFT L 302, s. 1), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 82/97 af 19. december 1996 (EFT 1997 L 17, s. 1, herefter »toldkodeksen«), og af Kommissionens forordning (EØF) nr. 1538/91 af 5. juni 1991 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 1906/90 om handelsnormer for fjerkrækød (EFT L 143, s. 11), som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1000/96 af 4. juni 1996 (EFT L 134, s. 9, herefter »forordning nr. 1538/96«).

2        Begæringen er indgivet i forbindelse med en tvist mellem Nowaco Germany GmbH (herefter »Nowaco«) og Hauptzollamt Hamburg-Jonas (herefter »Hauptzollamt«) vedrørende retten til eksportrestitution og størrelsen heraf.

 Fællesskabsretlige retsforskrifter

3        Niende betragtning til Kommissionens forordning (EØF) nr. 3665/87 af 27. november 1987 om fælles gennemførelsesbestemmelser for eksportrestitutioner for landbrugsprodukter (EFT L 351, s. 1) har følgende ordlyd:

»[…] produkterne bør være af en sådan kvalitet, at de kan afsættes på normale betingelser«.

4        Forordningens artikel 3, stk. 4-6, bestemmer:

»4.      Datoen for antagelsen lægges til grund ved bestemmelsen af mængden af det udførte produkt, dets art og egenskaber.

5.      For at der kan ydes en restitution, skal det dokument, der anvendes ved udførslen, indeholde alle de oplysninger, der er nødvendige for beregningen af restitutionen, herunder:

a)      en varebeskrivelse i overensstemmelse med restitutionsnomenklaturen

b)      produkternes nettomasse eller i givet fald mængden udtrykt i den måleenhed, der anvendes ved beregningen af restitutionen

c)      produkternes sammensætning eller en henvisning til denne sammensætning, dersom dette er nødvendigt for beregningen af restitutionen.

Hvis det i dette stykke omhandlede dokument er udførselsangivelsen, skal denne også indeholde oplysningerne samt angivelse af restitutionskoden.

6.      Når denne antagelse eller denne handling foreligger, anbringes produkterne under toldkontrol, indtil de forlader Fællesskabets toldområde.«

5        Det følger af forordningens artikel 13, at »[d]er ydes ingen restitution, når produkterne ikke er af sund og sædvanlig handelskvalitet, og hvis disse produkter er bestemt til konsum, når deres anvendelse til dette formål er udelukket eller i betydelig grad forringet på grund af deres egenskaber eller tilstand«.

6        Toldkodeksens artikel 1 har følgende ordlyd:

»Toldforskrifterne udgøres af denne kodeks og de gennemførelsesbestemmelser, som Fællesskabet eller medlemsstaterne vedtager. Kodeksen gælder med forbehold af særlige bestemmelser på andre områder,

–        i samhandelen mellem Fællesskabet og tredjelande

[…]«

7        Det følger af toldkodeksens artikel 4, nr. 16, litra h), at udførsel er en af toldprocedurerne.

8        Kodeksens artikel 69 bestemmer:

»1.      Transport af varerne til det sted, hvor undersøgelsen og i givet fald prøveudtagningen skal finde sted, og alle nødvendige behandlinger i forbindelse hermed foretages af klarereren eller på dennes ansvar. Udgifterne hertil afholdes af klarereren.

2.      Klarereren har ret til at overvære undersøgelsen af varerne og i givet fald prøveudtagningerne. Finder toldmyndighederne det hensigtsmæssigt, kan de forlange, at klarereren overværer undersøgelsen af varerne eller prøveudtagningen, eller at han sender en repræsentant, for at der kan ydes toldmyndighederne den assistance, der er nødvendig for at lette undersøgelsen eller prøveudtagningen.

3.      Administrationen yder ikke erstatning for prøver, som toldmyndighederne udtager, når det i øvrigt sker efter gældende bestemmelser, men den afholder analyse- og kontrolomkostningerne.«

9        Toldkodeksens artikel 70 bestemmer følgende:

»1.      Vedrører undersøgelsen kun en del af de varer, der er omfattet af en og samme angivelse, anses resultatet af undersøgelsen for at gælde for alle de varer, der er omfattet af angivelsen.

Klarereren kan dog anmode om en yderligere undersøgelse af varerne, når han skønner, at resultatet af undersøgelsen af en del af varerne ikke gælder for resten af de angivne varer.

2.      Når en angivelse omfatter flere vareposter, anses oplysningerne for hver varepost for at udgøre en særskilt angivelse med henblik på anvendelsen af stk. 1.«

10      Toldkodeksens artikel 71 har følgende ordlyd:

»1.      Resultatet af verifikationen af angivelsen tjener som grundlag for anvendelsen af de bestemmelser, der gælder for den toldprocedure, varerne henføres under.

2.      Er der ikke foretaget verifikation af angivelsen, tjener oplysningerne på angivelsen som grundlag for anvendelsen af de i stk. 1 omhandlede bestemmelser.«

11      Artikel 247 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 af 2. juli 1993 om visse gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 2913/92 (EFT L 253, s. 1, herefter »gennemførelsesbestemmelserne til toldkodeksen«) bestemmer:

»1.      Når toldmyndighederne foretager kontrol af angivelsen og de vedlagte dokumenter eller undersøger varerne, anfører de i det mindste på det eksemplar af angivelsen, der er bestemt til toldmyndighederne, eller i et bilag til dette, hvad der er kontrolleret eller undersøgt, samt de opnåede resultater. Hvis kun en del af varerne er undersøgt, anføres ligeledes henvisning til det undersøgte vareparti.

I givet fald anfører toldmyndighederne også i angivelsen, at klarereren eller dennes repræsentant ikke var til stede.

2.      Er resultatet af kontrollen af angivelsen og de vedlagte dokumenter eller undersøgelsen af varerne ikke i overensstemmelse med angivelsen, præciserer toldmyndighederne i det mindste på det eksemplar af angivelsen, der er bestemt til toldmyndighederne, eller i et bilag til angivelsen, hvilke beskatningselementer der skal anvendes på de pågældende varer, og, i givet fald, med henblik på beregning af restitutioner og andre beløb ved udførsel samt på anvendelse af de øvrige bestemmelser, der gælder for den toldprocedure, varerne henføres under.

3.      Toldmyndighedernes bemærkninger skal vise, hvilke identifikationsmidler der i givet fald er anvendt.

De skal desuden dateres og indeholde de oplysninger, der er nødvendige for at identificere den ansatte, der har anført bemærkningerne.

4.      Toldmyndighederne kan undlade at påtegne angivelsen eller det bilag, der er vedlagt angivelsen som omhandlet i stk. 1, når de ikke har foretaget kontrol af angivelsen eller undersøgelse af varerne.«

12      I henhold til artikel 2 og 3 i Rådets forordning (EØF) nr. 386/90 af 12. februar 1990 om kontrol i forbindelse med udførsel af landbrugsprodukter, der giver ret til udbetaling af restitutioner eller andre beløb (EFT L 42, s. 6), som ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 163/94 af 24. januar 1994 (EFT L 24, s. 2, herefter »forordning nr. 386/90«), foretager medlemsstaterne fysisk kontrol af varerne ved gennemførelsen af toldformaliteterne ved udførsel, og inden der bevilges tilladelse til udførsel af varerne, baseret på de dokumenter, der er fremlagt til støtte for udførselsangivelsen, og kontrol af betalingsansøgningsdossierne. Det følger af samme forordning, at med forbehold af de særlige bestemmelser, der kræver en mere grundig kontrol, skal den fysiske kontrol foretages stikprøvevis og være hyppig og uanmeldt. Under alle omstændigheder skal den mindst omfatte et repræsentativt udsnit på 5% af de udførselsangivelser, i forbindelse med hvilke der er ansøgt om ydelse af eksportstøtte. Der er særlige bestemmelser om, hvordan denne tærskelværdi skal opnås.

13      Det hedder i ottende betragtning til Kommissionens forordning (EF) nr. 2221/95 af 20. september 1995 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 386/90 (EFT L 224, s. 13):

»[Toldkodeksen] anvendes på udførsler af alle industri- og landbrugsprodukter; for landbrugsprodukter, som der ydes eksportrestitution for, kan det være nødvendigt at fastsætte særlige bestemmelser.«

14      Forordningens artikel 5 bestemmer:

»1.      Ved »fysisk kontrol« efter artikel 2, litra a), i forordning (EØF) nr. 386/90 forstås kontrol af, at der er overensstemmelse mellem udførselsangivelsen, herunder de dokumenter, der er fremlagt til støtte for angivelsen, og varen, hvad angår dennes mængde, art og kendetegn.

[…]

Udførselstoldstedet overvåger, at artikel 13 i forordning (EØF) nr. 3665/87 overholdes.

[…]

4.      Hvis restitutionssatsen afhænger af indholdet af bestemte bestanddele, udtager udførselstoldstedet ved den fysiske kontrol repræsentative prøver til en analyse af ingredienserne i det kompetente laboratorium.«

15      Forordningens artikel 7, stk. 1 og 2, har følgende ordlyd:

»1.      Det enkelte udførselstoldsted træffer de fornødne foranstaltninger til at sikre, at det på ethvert tidspunkt kan afgøres, om den samlede kontrolsats på 5% er nået.

Foranstaltningerne skal indebære, at følgende fremgår for hver sektor:

–        antallet af udførselsangivelser, der er taget i betragtning i forbindelse med den fysiske kontrol, og

–        det antal tilfælde, hvor der er foretaget fysisk kontrol.

2.      Ved hver fysisk kontrol skal den toldembedsmand, der har foretaget kontrollen, udfærdige en detaljeret rapport.

Rapporten skal være forsynet med dato og navn på den pågældende embedsmand. Den skal efter udførslen opbevares på udførselstoldstedet eller i et andet kontor i tre år på en sådan måde, at den let kan konsulteres.«

16      Artikel 1, stk. 3, første led, i Rådets forordning (EØF) nr. 1906/90 af 26. juni 1990 om handelsnormer for fjerkræ (EFT L 173, s. 1) bestemmer:

»Bestemmelserne i denne forordning gælder ikke for:

–        fjerkrækød, der er bestemt til eksport fra Fællesskabet.«

17      Artikel 6 i forordning nr. 1538/91 bestemmer:

»Fjerkrækroppe og fjerkræudskæringer, der er omfattet af denne forordning, skal opfylde følgende minimumskrav for at kunne klassificeres i klasse A og B:

[…]

–        fri for fremstikkende knækkede ben

[…]«

18      Forordningens artikel 7, stk. 1, bestemmer, at beslutninger på grund af manglende overholdelse af artikel 6 kun kan træffes for hele den batch, der er blevet kontrolleret i henhold til pågældende artikel 7. I henhold til forordningens artikel 7, stk. 3, udtages prøven tilfældigt fra hvert parti. Ifølge den tabel, der fremgår af bestemmelsen, skal der udtages 50 prøver i et parti på mellem 501 og 3 200 enheder, mens der skal udtages 80 prøver, hvis et parti er på mere end 3 200 enheder. I henhold til artikel 7, stk. 4, er det samlede antal fejlemner, som er tilladt ved kontrol af en batch fjerkrækød i klasse A, henholdsvis 7 og 10 for de nævnte partier. Hvis den konstaterede fejl skyldes en af de i artikel 6, stk. 1, nævnte årsager, såsom »fremstikkende knækkede ben«, nedsættes det tilladte antal fejlemner til henholdsvis 3 og 4. Hvad angår fjerkrækød i klasse B fordobles det tilladte antal fejlemner i henhold til artikel 7, stk. 5.

 De faktiske omstændigheder i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

19      Nowaco angav i december 1997 og februar 1998 to forsendelser af frosne kyllinger, som bestod af henholdsvis 2 647 og 2 750 kasser (i alt 43 996 kg), til udførsel. I forbindelse med besigtigelsen af vareforsendelsen udtog Zollamt (den tyske toldmyndighed) en prøve og en reserveprøve.

20      Det blev ved begge de i 1997 udtagne prøver konstateret, at visse kyllinger havde fremstikkende knækkede lårben. Ved den i februar 1998 angivne forsendelse viste alene den første prøve fremstikkende knækkede ben på den venstre vingespids, mens reserveprøven var fejlfri.

21      Hauptzollamt fastsatte herefter eksportrestitutionen for begge forsendelser til 0 DEM. I den af Nowaco anlagte sag til prøvelse af denne beslutning tilpligtede Finanzgericht vedrørende forsendelsen fra februar 1998 Hauptzollamt at indrømme sagsøgeren halvdelen af den beregnede eksportrestitution. I øvrigt frifandt Finanzgericht sagsøgte, idet den var af den opfattelse, at varerne ikke var af sund og sædvanlig handelskvalitet, for så vidt som de ikke var i overensstemmelse med de handelsnormer, der er fastlagt i forordning nr. 1538/91, hvorefter fjerkrækroppe og fjerkræudskæringer bl.a. skal opfylde minimumskravet om at være fri for fremstikkende knækkede ben for at kunne klassificeres i klasse A og B.

22      Hauptzollamt burde ifølge Finanzgericht ikke have nægtet eksportrestitution for hele den i februar 1998 angivne vareforsendelse. Rækkevidden af forestillingen i artikel 70, stk. 1, i toldkodeksen skal nemlig forstås således, at denne eksportforsendelse for 50% af de af sagsøgeren angivne produkters vedkommende bestod af produkter af sund og sædvanlig handelskvalitet.

23      De to parter i hovedsagen ankede ved en revisionsanke Finanzgerichts dom til Bundesfinanzhof. Nowaco er af den opfattelse, at selskabet er berettiget til fuld eksportrestitution for eksportforsendelserne fra såvel december 1997 som februar 1998. Hauptzollamt har gjort gældende, at Finanzgericht, hvad angår den i februar 1998 angivne eksportforsendelse, skulle have fastslået et restitutionsegnet kvantum på 48,1%, henset til vægtforholdet mellem den første prøve og reserveprøven.

24      På denne baggrund har Bundesfinanzhof besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)      Kan Kommissionens forordning (EØF) nr. 1538/91 af 5. juni 1991 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 1906/90 om handelsnormer for fjerkrækød lægges til grund ved fastsættelsen af den [sunde og] sædvanlige handelskvalitet for en vare, med hensyn til hvilken der ansøges om eksportrestitution?

2)      Såfremt første spørgsmål besvares bekræftende:

a)      Finder artikel 70 i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks anvendelse, når det drejer sig om at fastslå, om en vare, med hensyn til hvilken der ansøges om eksportrestitution, er af [sund og] sædvanlig handelskvalitet?

b)      Finder beskaffenhedsforestillingen i artikel 70, stk. 1, første afsnit, i forordning (EØF) nr. 2913/92 ligeledes anvendelse, når der kun er besigtiget en stikprøve af varen, selv om de relevante fællesskabsretlige bestemmelser accepterer mangler ved varen i et vist omfang og følgelig kræver, og endog udtrykkeligt foreskriver en fysisk kontrol af et bestemt mindsteantal prøver for at afgøre, om disse grænser er overholdt?

3)      Såfremt ligeledes [andet spørgsmål, litra a), og andet spørgsmål, litra b)] besvares bekræftende:

Hvilken virkning har førnævnte beskaffenhedsforestilling, når der er udtaget flere prøver af den samlet angivne eksportforsendelse, og når der ved undersøgelsen af en del af prøverne er fastslået en [sund og] sædvanlig handelskvalitet, mens der med hensyn til en anden del af prøverne ikke er fastslået en [sund og] sædvanlig handelskvalitet?«

 Om de præjudicielle spørgsmål

 Første spørgsmål

25      Bundesfinanzhof har i forelæggelseskendelsen rejst spørgsmålet om anvendelsen af forordning nr. 1538/91 med henblik på fastlæggelsen af den »sunde og sædvanlige handelskvalitet« af en vare, som den i hovedsagen omhandlede, på grund af udelukkelsesreglen i artikel 1, stk. 3, i forordning nr. 1906/90. Under alle omstændigheder er Bundesfinanzhof af den opfattelse, at der ved anvendelsen af forordning nr. 1538/91 ikke alene skal tages hensyn til artikel 6, men også til artikel 7, som fastsætter tolerancer. Den forelæggende ret har endvidere rejst spørgsmålet om, hvorvidt forordningen – forudsat, at den finder anvendelse – ligeledes giver mulighed for en tolerancemargin for andet end færdigpakkede varer.

26      Hvad angår anvendelsen af forordning nr. 1538/91 bemærkes, at forordningen tilsigter at fastsætte gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 1906/90, som udtrykkeligt i artikel 1, stk. 3, første led, bestemmer, at den ikke gælder for fjerkrækød, der er bestemt til eksport fra Fællesskabet. Nowaco har udledt heraf, at handelsnormerne i bestemmelserne i forordning nr. 1538/91, sammenholdt med bestemmelserne i forordning nr. 1906/90, ikke udgør en betingelse for, at der foreligger en »sund og sædvanlig handelskvalitet«.

27      I forbindelse med Kommissionens forordning nr. 1041/67/EØF af 21. december 1967 om de nærmere regler for anvendelse af eksportrestitutioner for de produkter, for hvilke der gælder en ordning med fællespriser (EFT 1967 I, s. 298), har Domstolen allerede fastslået, at kravet om »sund og sædvanlig handelskvalitet« er en almindelig og objektiv betingelse for ydelsen af en restitution, og at et produkt, der ikke kan afsættes på Fællesskabets område »på normale vilkår«, ikke opfylder disse kvalitetskrav (jf. i denne retning dom af 9.10.1973, sag 12/73, Muras, Sml. s. 963, præmis 12, af 26.5.2005, sag C-409/03, SEPA, Sml. I, s. 4321, præmis 22, og af 1.12.2005, sag C-309/04, Fleisch-Winter, Sml. I, s. 10349, præmis 20).

28      Domstolen har ligeledes fastslået, at den omstændighed, at kravet om, at produktet skal kunne afsættes »på normale vilkår«, er uløseligt forbundet med begrebet »sund og sædvanlig handelskvalitet«, klart fremgår af bestemmelserne om eksportrestitutioner til landbrugsprodukter, for så vidt som alle relevante forordninger siden forordning nr. 1041/67 har anført såvel begrebet »sund og sædvanlig handelskvalitet« som kriteriet om, at produktet skal kunne afsættes »på normale vilkår«, som betingelser for, at produktet kan give anledning til en eksportrestitution. Dette krav gentages i niende betragtning til forordning nr. 3665/87 (SEPA-dommen, præmis 23 og 26, og Fleisch-Winter-dommen, præmis 21).

29      Forordning nr. 3665/87 blev fra den 1. juli 1999 erstattet af Kommissionens forordning (EF) nr. 800/1999 af 15. april 1999 om fælles gennemførelsesbestemmelser for eksportrestitutioner for landbrugsprodukter (EFT L 102, s. 11), som i artikel 21, stk. 1, første og andet afsnit, bestemmer, at der ikke ydes restitution, hvis produkterne ikke er af »sund og sædvanlig handelskvalitet« den dag, udførselsangivelsen antages, og at produkterne opfylder dette krav, »hvis de kan afsættes på Fællesskabets område på normale betingelser«. Domstolen har fastslået, at denne bestemmelse har bekræftet en eksisterende retstilstand (jf. i denne retning SEPA-dommen, præmis 27).

30      Det følger heraf, som generaladvokaten med rette har understreget i punkt 32 og 33 i forslaget til afgørelse, at artikel 13 i forordning nr. 3665/87 skal fortolkes således, at varer, der udføres fra Fællesskabet til et tredjeland, for at kunne betragtes som værende af »sund og sædvanlig handelskvalitet« og således give ret til eksportrestitutioner skal kunne afsættes i Fællesskabet »på normale vilkår«, og at varerne skal opfylde de kvalitetsnormer, som salg i Fællesskabet til konsum er underlagt.

31      I henhold til artikel 6 i forordning nr. 1538/91 skal fjerkrækroppe og fjerkræudskæringer for at kunne klassificeres i klasse A eller B og dermed sælges til konsum i Fællesskabet opfylde adskillige kvalitetskrav og navnlig være fri for fremstikkende knækkede ben. I henhold til forordningens artikel 7 tolereres tilstedeværelsen af fremstikkende knækkede ben, hvis antallet af fejlemner ikke overstiger et loft, der er afhængigt af partiets størrelse. I dette tilfælde kan et parti fjerkrækød, der indeholder varer med fremstikkende knækkede ben, hvis antal ikke overskrider tolerancetærsklerne, sælges uden begrænsninger i Fællesskabet.

32      Der er ikke tvivl om, at de pågældende bestemmelser, som fastsætter minimumsbetingelserne for, hvornår kravet om, at fjerkrækød skal kunne afsættes på Fællesskabets område »på normale betingelser«, er opfyldt, udgør kvalitetsnormer, som kødet skal opfylde, for at det er af »sund og sædvanlig handelskvalitet« i henhold til artikel 13 i forordning nr. 3665/87.

33      Den »sunde og sædvanlige handelskvalitet« af fjerkrækød, som skal udføres, skal således vurderes på baggrund af de fællesskabsretlige krav, herunder artikel 6 og 7 i forordning nr. 1538/91. Nowaco er i øvrigt subsidiært nået frem til samme betragtning ved at gøre gældende, at for så vidt som de handelsnormer, der er fastsat for kategori B, er overholdt, er fjerkrækød, som giver anledning til eksportrestitution, af »sund og sædvanlig handelskvalitet« i henhold til artikel 13 i forordning nr. 3665/87.

34      Hvad angår artikel 7 i forordning nr. 1538/91 skal det understreges, at den supplerer forordningens artikel 6, og at det er på baggrund af disse to bestemmelser, at det skal vurderes, hvorvidt et parti fjerkrækød, som de i hovedsagen omhandlede, henset til eventuelle fremstikkende knækkede ben på fjerkrækroppene i det pågældende parti, kan afsættes på Fællesskabets område »på normale betingelser«.

35      Artikel 1, stk. 3, første led, i forordning nr. 1906/90, som bestemmer, at forordningen ikke gælder for fjerkrækød, der er bestemt til eksport fra Fællesskabet, er ikke til hinder for den konklusion, som fremgår af denne doms præmis 33, første sætning. Bestemmelsen skal fortolkes i lyset af forordningens formål, som er at fastsætte handelsnormer inden for Fællesskabet. Der fastsættes således hverken i denne forordning eller i forordningen om dens gennemførelse kriterier for udførsel som sådan. Selv hvis en vare ikke opfylder kvalitetsnormerne i artikel 6 og 7 i forordning nr. 1538/91 som kriterier for afsætning på Fællesskabets område »på normale betingelser«, kan den i princippet udføres.

36      De normer, der er fastsat i artikel 6 og 7 i forordning nr. 1538/91, finder ikke anvendelse på udførsler som sådan, dvs. på de transaktioner, hvorved Fællesskabets økonomiske operatører er i forbindelse med økonomiske operatører fra tredjelande. De skal blot skabe grundlag for retten til en finansiel støtte fra Fællesskabet. Der er i denne forstand tale om en intern foranstaltning inden for Fællesskabet, idet den finder sted mellem Fællesskabets økonomiske operatører og de nationale myndigheder i en medlemsstat og ikke omfatter fysiske eller juridiske personer fra tredjelande.

37      En fortolkning, der gjorde det muligt at give støtte til udførsel af varer, der ikke opfyldte betingelserne for afsætning »på normale betingelser« inden for Fællesskabet, ville forekomme inkonsekvent i den fællesskabsretlige ordning med eksportrestitution, som Domstolen allerede har fastslået i præmis 31 i SEPA-dommen.

38      Det skal i øvrigt præciseres, som Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber har gjort det i punkt 23 i sit skriftlige indlæg, at de i artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 1538/91 fastsatte minimumsbetingelser (såsom bl.a. fraværet af fremmedlegemer, fremmed lugt og synlige blodpletter) er krav, som direkte vedrører varernes kvalitet, mens andre bestemmelser i forordningen, som ikke vedrører kvaliteten (f.eks. bestemmelserne vedrørende benævnelse og mærkning af varerne), som tilsigter at oplyse forbrugerne og de økonomiske operatører, ikke kan påberåbes ved anvendelsen af artikel 13 i forordning nr. 3665/87.

39      Første spørgsmål skal således besvares med, at de bestemmelser i forordning nr. 1538/91, som fastsætter minimumskvalitetsnormer og tolerancetærskler, særligt forordningens artikel 6 og 7, finder anvendelse ved fastsættelsen af den »sunde og sædvanlige handelskvalitet« for en vare, med hensyn til hvilken der ansøges om eksportrestitution.

40      Det skal tilføjes, at den besvarelse, der skal gives Bundesfinanzhof på dennes andet spørgsmål, nemlig hvorvidt forordningen giver mulighed for en tolerancemargin for andet end færdigpakkede varer, ikke berører den besvarelse, der er givet i denne doms præmis 39.

41      Det skal for det første bemærkes, at denne tvivl primært skyldes forskelle mellem de forskellige sprogversioner af artikel 7 i forordning nr. 1538/91. Den tyske udgave af bestemmelsen indeholder betegnelsen »Fertigpackung« (»færdigpakning«), hvilket er i modstrid med andre sprogversioner af bestemmelsen, særligt den spanske (»unidad«), den danske (»emne«), den græske (»μονάδa«), den engelske (»unit«), den franske (»unité«), den italienske (»unità«), den nederlandske (»produkt«), den portugisiske (»unidade«), den finske (»yksiköt«) og den svenske (»enhet«). I et sådant tilfælde følger det af fast retspraksis, at hensynet til en ensartet fortolkning af fællesskabsretten ikke tillader, at en bestemmelses ordlyd i tvivlstilfælde betragtes isoleret, men tværtimod kræver, at ordlyden fortolkes på baggrund af versionerne på de andre officielle sprog (jf. i denne retning dom af 12.7.1979, sag 9/79, Koschniske, Sml. s. 2717, præmis 6, af 2.4.1998, sag C-296/95, EMU Tabac m.fl., Sml. I, s. 1605, præmis 36, og af 9.3.2006, sag C-174/05, Zuid-Hollandse Milieufederatie et Natuur en Milieu, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 20).

42      Ud over sammenligningen af ordlyden af de forskellige sprogversioner af forordning nr. 1538/91 viser en gennemgang af opbygningen af og baggrunden for forordningen ligeledes, at det er betegnelsen »enhed« i tabellen i forordningens artikel 7, stk. 3, der skal fastholdes. Det bemærkes, at færdigpakninger behandles i artikel 8 i forordning nr. 1538/91, og at den tyske version af forordningens artikel 7, før dennes ændring ved artikel 1, nr. 4, i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2891/93 af 21. oktober 1993 (EFT L 263, s. 12), ikke indeholdt begrebet færdigpakning. Det ligger fast, at denne ændring alene vedrørte toleranceforanstaltningerne og ikke de omhandlede produkter.

43      Selv hvis det dernæst antages, at der i artikel 7 i forordning nr. 1538/91 skal anvendes betegnelsen »færdigpakning« i stedet for betegnelsen »enhed«, dvs. lægges en ordlyd til grund, hvorefter de fastsatte tolerancetærskler gælder for færdigpakkede varer, skal den forelæggende rets analyse lægges til grund sammen med generaladvokatens, som han har redegjort for i punkt 45 og 46 i forslaget til afgørelse, og hvorefter disse tolerancetærskler ligeledes bør anvendes analogt for ikke-færdigpakkede varer. Såfremt sådanne tolerancetærskler er fastsat, når varerne er beregnet til forbrugerne, dvs. de købere, der har størst behov for beskyttelse, forekommer det nemlig logisk, at de ligeledes finder anvendelse, når den samme vare sælges til mellemled.

 Andet spørgsmål

 Andet spørgsmål, litra a)

44      Indledningsvis bemærkes, at toldkodeksen ifølge artikel 1, første led, gælder i samhandelen mellem Fællesskabet og tredjelande med forbehold af særlige bestemmelser på andre områder. Kodeksens bestemmelser udgør sammen med gennemførelsesbestemmelserne hertil en generel ordning for mange sektorer og aktiviteter vedrørende samhandelen mellem Fællesskabet og tredjelande.

45      I overensstemmelse med definitionen i kodeksens artikel 4, nr. 16, forstås i øvrigt ved begrebet »toldprocedure« overgang til fri omsætning, forsendelse, toldoplag, aktiv forædling, forarbejdning under toldkontrol, midlertidig indførsel, passiv forædling og udførsel. Udførsel udgør altså en toldprocedure (»régime douanier«) eller, som Kommissionen har anført, en »procédure douanière«.

46      Hvad angår toldkodeksens opbygning skal det understreges, at artikel 70 står under Afdeling 1 (Henførelse af varer under en toldprocedure) i Kapitel 2 (Toldprocedurer) i Afsnit IV (Toldmæssig bestemmelse eller anvendelse), mens bestemmelserne om hver toldprocedure befinder sig i de andre afdelinger i samme kapitel.

47      Det følger heraf, at artikel 70 er en af de generelle toldbestemmelser, som finder anvendelse på alle udførselsangivelser vedrørende varer, som giver anledning til eksportrestitution, med forbehold af særlige bestemmelser.

48      Det skal således undersøges, om den specifikke lovgivning, som finder anvendelse i hovedsagen, indeholder sådanne bestemmelser.

49      Det fremgår for det første ikke af bestemmelserne i forordning nr. 3665/87, at toldkodeksens artikel 70 ikke skulle finde anvendelse på ordningen med eksportrestitution til landbrugsvarer. Tværtimod fremgår det af forordningens artikel 3, stk. 6, hvorefter produkterne på tidspunktet for antagelsen af udførselsangivelsen eller enhver anden handling, der har samme retsvirkning som antagelsen, anbringes under toldkontrol, indtil de forlader Fællesskabets toldområde, at toldkodeksens bestemmelser finder anvendelse.

50      Hvad for det andet angår kontrol med udførsel af landbrugsvarer, der giver anledning til restitution, supplerer forordning nr. 386/90 blot de generelle toldbestemmelser ved i artikel 2 og 3 bl.a. at fastslå, at der skal foretages en fysisk kontrol af varerne ved gennemførelsen af toldformaliteterne ved udførsel, og inden der bevilges tilladelse til udførsel af varerne, og at den fysiske kontrol skal foretages stikprøvevis og være hyppig og uanmeldt.

51      Det fremgår heller ikke af forordning nr. 2221/95 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 386/90, at den udelukker anvendelsen af toldkodeksens artikel 70. Det er korrekt, at ottende betragtning til forordning nr. 2221/95 bestemmer, at det kan være nødvendigt at fastsætte særlige bestemmelser i forbindelse med landbrugsprodukter, som der ydes eksportrestitution for. Der er imidlertid ingen bestemmelser i forordningen – selv om de kan betragtes som særlige – der medfører, at toldkodeksen ikke skal finde anvendelse.

52      Som fastslået i denne doms præmis 39, er der for det tredje visse bestemmelser i forordning nr. 1538/91, som ligeledes finder anvendelse ved fastsættelsen af den »sunde og sædvanlige handelskvalitet« af en vare, som der ydes restitution for. Disse bestemmelser er ligeledes særlige bestemmelser i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i toldkodeksens artikel 1. De udelukker heller ikke anvendelsen af kodeksens artikel 70, men de udgør gennemførelsesbestemmelser hertil.

53      Herefter skal andet spørgsmål, litra a), besvares med, at toldkodeksens artikel 70 under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede finder anvendelse, når det drejer sig om at fastslå, om en vare, med hensyn til hvilken der ansøges om eksportrestitution, er af »sund og sædvanlig handelskvalitet«, med forbehold for den i bestemmelsen omhandlede undersøgelses regelmæssighed.

 Andet spørgsmål, litra b)

54      Med dette spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om beskaffenhedsforestillingen i toldkodeksens artikel 70, stk. 1, første afsnit, ligeledes anvendes, når størrelsen af den udtagne prøve ikke er tilstrækkelig, henset til artikel 7 i forordning nr. 1538/91, og når det derfor ikke er muligt at fastslå, om de heri fastsatte tolerancetærskler er overskredet.

55      Toldkodeksens artikel 70, stk. 1, første afsnit, er en generel bestemmelse, som foreskriver, at når undersøgelsen kun vedrører en del af de varer, der er omfattet af en og samme angivelse, anses resultatet af undersøgelsen for at gælde for alle de varer, der er omfattet af angivelsen.

56      Denne beskaffenhedsforestilling finder ikke alene anvendelse på undersøgelser gennemført med hjemmel i toldbestemmelserne, men er, som det ligeledes fremgår af besvarelsen af andet spørgsmål, litra a), relevant for kontrol gennemført i overensstemmelse med bestemmelserne om ordningen med eksportrestitution for landbrugsvarer og om handelsnormer for fjerkræ. For at kunne anvende beskaffenhedsforestillingen er det nødvendigt, at betingelserne og undersøgelsens fremgangsmåde opfylder kriterierne i disse forordninger.

57      Artikel 7, stk. 3-5, i forordning nr. 1538/91 fastsætter det tilladte antal fejlemner i forhold til partiets størrelse og prøvestørrelsen. Hvis et mindsteantal prøver ikke er blevet udtaget, er det umuligt at efterprøve overholdelsen af tolerancetærsklen.

58      Det følger heraf, at hvis det ikke er muligt at bekræfte overholdelsen af tolerancetærsklen på grund af, at den udtagne prøve er af utilstrækkelig størrelse, kan resultatet af prøvens undersøgelse ikke overføres til hele partiet og er således ikke gyldig herfor.

59      Under disse omstændigheder skal andet spørgsmål, litra b), besvares med, at beskaffenhedsforestillingen i toldkodeksens artikel 70, stk. 1, første afsnit, ikke finder anvendelse, når størrelsen af den udtagne prøve ikke er tilstrækkelig, henset til artikel 7 i forordning nr. 1538/91.

60      Henset til Domstolens besvarelse af andet spørgsmål, litra b), er det ufornødent at besvare tredje spørgsmål.

61      Det skal imidlertid bemærkes, at det tilkommer Domstolen at oplyse den nationale ret om alle de momenter, der angår fortolkning af fællesskabsretten, og som kan være til nytte ved afgørelsen af den sag, som verserer for denne, uanset om den henviser til dem i sine spørgsmål (jf. i denne retning bl.a. Domstolens dom af 12.12.1990, sag C-241/89, SARPP, Sml. I, s. 4695, præmis 8, af 2.2.1994, sag C-315/92, Verband Sozialer Wettbewerb, »Clinique-dommen«, Sml. I, s. 317, præmis 7, af 4.3.1999, sag C-87/97, Consorzio per la tutela del formaggio Gorgonzola, Sml. I, s. 1301, præmis 16, og af 7.9.2004, sag C‑456/02, Trojani, Sml. I, s. 7573, præmis 38).

62      Inden for rammerne af nærværende sag skal der nærmere bestemt foretages en undersøgelse af eksportørens og de nationale toldmyndigheders rettigheder, forpligtelser samt ansvar for så vidt angår undersøgelsen af varer, der er eksporteret med fællesskabsstøtte.

63      De fællesskabsretlige bestemmelser fastsætter en form for samarbejde mellem eksportøren og de nationale toldmyndigheder med henblik på en korrekt gennemførelse af kontrollen med restitutionsberettiget udførsel.

64      Det følger af toldkodeksens artikel 69, stk. 2, at klarereren har ret til at overvære undersøgelsen af varerne og i givet fald prøveudtagningerne. Kodeksens artikel 70, stk. 1, andet afsnit, bestemmer, at klarereren kan anmode om en yderligere undersøgelse af varerne, når han skønner, at resultatet af undersøgelsen af en del af varerne ikke gælder for resten af de angivne varer.

65      Domstolen har allerede i præmis 35 i Fleisch-Winter-dommen bemærket, at eftersom den eksportør, der indgiver en restitutionsansøgning, altid udtrykkeligt eller stiltiende indestår for, at produktet er af »sund og sædvanlig handelskvalitet«, påhviler det vedkommende i overensstemmelse med de nationale bevisregler at godtgøre, at betingelsen faktisk er opfyldt, hvis de nationale myndigheder rejser tvivl om angivelsen. Selv om størrelsen af de udtagne prøver var utilstrækkelige i hovedsagen, viser resultatet af toldkontrollen og Hauptzollamts afgørelser, at de nationale toldmyndigheder rejste tvivl om udførselsangivelsen.

66      De fællesskabsretlige bestemmelser fastsætter til gengæld ligeledes særlige forpligtelser for myndighederne. Det bestemmes særligt i artikel 5, stk. 1, tredje afsnit, i forordning nr. 2221/95, at udførselstoldstedet overvåger, at kravet om »sund og sædvanlig handelskvalitet« for varer, for hvilke der ydes eksportrestitution, er overholdt. Der er endvidere ikke tvivl om, at de nationale toldmyndigheder af egen drift skal anvende de relevante fællesskabsretlige bestemmelser, herunder bestemmelserne om prøveudtagning.

67      Det ligger fast, at der hverken i forordning nr. 386/90 eller i forordning nr. 2221/95 stilles krav om, at hvert parti skal være genstand for fysisk kontrol, men hvis der gennemføres fysiske kontrol af et parti, skal denne finde sted i overensstemmelse med de fællesskabsretlige bestemmelser, herunder bestemmelserne om prøveudtagning.

68      Herefter bemærkes, at under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede tilkommer det de nationale administrative eller retlige myndigheder at fastslå de faktiske omstændigheder, idet der skal tages hensyn til alle bevisforhold. Disse beviser kan omfatte de tilgængelige prøver, men ligeledes andre forhold, særligt rapporter udarbejdet i overensstemmelse med fællesskabsretten af den toldembedsmand, der har foretaget den fysiske kontrol. I tilfælde af, at de faktiske omstændigheder ikke kan fastslås med henblik på afgørelsen af retten til restitution, tilkommer det den nationale ret at vurdere eksportørens og toldmyndighedens adfærd for at fastslå, i hvilket omfang hver af dem har udøvet sine rettigheder og opfyldt sine forpligtelser, og udlede de passende konklusioner vedrørende retten til eksportrestitution.

 Sagens omkostninger

69      Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret:

1)      Bestemmelserne i Kommissionens forordning (EØF) nr. 1538/91 af 5. juni 1991 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 1906/90, som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1000/96 af 4. juni 1996, som fastsætter minimumskvalitetsnormer og tolerancetærskler, særligt forordningens artikel 6 og 7, finder anvendelse ved fastsættelsen af den »sunde og sædvanlige handelskvalitet« for en vare, med hensyn til hvilken der ansøges om eksportrestitution.

2)      a)     Under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede finder artikel 70 i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 82/97 af 19. december 1996, anvendelse, når det drejer sig om at fastslå, om en vare, med hensyn til hvilken der ansøges om eksportrestitution, er af »sund og sædvanlig handelskvalitet«, med forbehold for den i bestemmelsen omhandlede undersøgelses regelmæssighed.

         b)     Beskaffenhedsforestillingen i artikel 70, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 2913/92, som ændret ved forordning nr. 82/97, finder ikke anvendelse, når størrelsen af den udtagne prøve ikke er tilstrækkelig, henset til artikel 7 i forordning nr. 1538/91.

3)      Under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede tilkommer det de nationale administrative eller retlige myndigheder at fastslå de faktiske omstændigheder, idet der skal tages hensyn til alle bevisforhold. Disse beviser kan omfatte de tilgængelige prøver, men ligeledes andre forhold, særligt rapporter udarbejdet i overensstemmelse med fællesskabsretten af den toldembedsmand, der har foretaget den fysiske kontrol. I tilfælde af, at de faktiske omstændigheder ikke kan fastslås med henblik på afgørelsen af retten til restitution, tilkommer det den nationale ret at vurdere eksportørens og toldmyndighedens adfærd for at fastslå, i hvilket omfang hver af dem har udøvet sine rettigheder og opfyldt sine forpligtelser, og udlede de passende konklusioner vedrørende retten til eksportrestitution.

Underskrifter

---

*Processprog: tysk.