RETTENS DOM (enedommer)

10. juni 2004

Sag T-330/03

Xanthippi Liakoura

mod

Rådet for Den Europæiske Union

»Tjenestemænd – afslag på forfremmelse – annullations- og erstatningssøgsmål«

Fuldstændig gengivelse på fransk II - 0000

Angående:         Påstand om annullation af Rådets afgørelse om ikke at forfremme sagsøgeren til lønklasse C1 i forfremmelsesåret 2002 samt en påstand om tilkendelse af erstatning.

Udfald:         Rådet frifindes. Hver part bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

1.     Tjenestemænd – forfremmelse – ikke-forfremmet ansøgers klage – afvisning –begrundelsespligt – rækkevidde

(Tjenestemandsvedtægten, art. 45)

2.     Tjenestemænd – forfremmelse – sammenligning af fortjenester – administrationens skønsbeføjelse – domstolskontrol – grænser

(Tjenestemandsvedtægten, art. 45)

3.     Tjenestemænd – forfremmelse – sammenligning af fortjenester – kriterier – ansøgernes personlige fortjenester – hensyntagen til alle forfremmelsesværdige tjenestemænd, der henhører under den samme kategori, og som er i samme lønklasse

(Tjenestemandsvedtægten, art. 5, 7 og 45)

4.     Tjenestemænd – forfremmelse – kriterier – fortjenester – hensyntagen til anciennitet og alder – subsidiær karakter

(Tjenestemandsvedtægten, art. 45, stk. 1)

5.     Tjenestemænd – søgsmål – forudgående administrativ klage – samme genstand og grundlag – anbringender og argumenter, som ikke figurerer i klagen, men som er snævert forbundet hermed – antagelse til realitetsbehandling

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90)

6.     Tjenestemænd – søgsmål – erstatningspåstand tilknyttet en annullationspåstand – afvisning af annullationspåstanden medfører afvisning af erstatningspåstanden

(Tjenestemandsvedtægten, art. 91)

1.     Selv om ansættelsesmyndigheden ikke har pligt til at begrunde en afgørelse om forfremmelse over for ikke-forfremmede tjenestemænd, har den derimod pligt til at begrunde en afgørelse om afvisning af en ikke-forfremmet tjenestemands klage, idet begrundelsen for afgørelsen om afvisning er sammenfaldende med begrundelsen for den afgørelse, som klagen er rettet mod. Ifølge vedtægtens artikel 45 træffes afgørelse om forfremmelser efter udvælgelse, og det er tilstrækkeligt, at begrundelsen for afvisningen af klagen vedrører de retlige betingelser i vedtægten for forfremmelsens lovlighed.

(jf. punkt 35 og 36)

Henvisning til: Domstolen, 7. februar 1990, sag C‑343/87, Culin mod Kommissionen, Sml. I, s. 225, præmis 13; Domstolen, 9. december 1993, sag C‑115/92 P, Parlamentet mod Volger, Sml. I, s. 6549, præmis 22 og 23; Retten, 29. maj 1997, sag T‑6/96, Contargyris mod Parlamentet, Sml. Pers. I‑A, s. 119, og II, s. 357, præmis 147; Retten, 18. december 1997, sag T‑142/95, Delvaux mod Kommissionen, Sml. Pers. I‑A, s. 477, og II, s. 1247, præmis 84; Retten, 21. september 1999, sag T‑157/98, Oliveira mod Parlamentet, Sml. Pers. I‑A, s. 163, og II, s. 851, præmis 50.

2.     Med henblik på en sammenligning af de fortjenester, der skal tages i betragtning i forbindelse med den i vedtægtens artikel 45 nævnte afgørelse om forfremmelse, råder ansættelsesmyndigheden over et vidt skøn, da afgørelser om forfremmelse i henhold til nævnte artikel træffes efter udvælgelse. Fællesskabets retsinstanser skal i den henseende kun tage stilling til, om administrationen ved den fremgangsmåde og det grundlag, der har ført til denne vurdering, har holdt sig inden for rimelige grænser, og om dens afgørelse er behæftet med åbenbare fejl. Retten kan således ikke sætte sin vurdering af ansøgernes fortjenester og kvalifikationer i stedet for ansættelsesmyndighedens.

(jf. præmis 45)

Henvisning til: Domstolen, 21. april 1983, sag 282/81, Ragusa mod Kommissionen, Sml. s. 1245, præmis 9 og 13; Retten, 27. april 1999, sag T-283/97, Thinus mod Kommissionen, Sml. Pers. I‑A, s. 69, og II, s. 353, præmis 42.

3.     Den i vedtægtens artikel 45 fastsatte pligt for ansættelsesmyndigheden til at foretage en sammenligning af fortjenesterne for de tjenestemænd, der kan forfremmes, udtrykker på en gang princippet om ligebehandling af tjenestemændene og om disses ret til karriere. Bedømmelsen af deres fortjenester er i denne forbindelse det afgørende kriterium. Det fremgår af ordlyden og ånden i vedtægtens artikel 5 og 7 samt af princippet om ligebehandling af tjenestemænd og om deres adgang til karriere, at når ansættelsesmyndigheden sammenligner fortjenesterne hos de tjenestemænd, der kan forfremmes, bør den tage hensyn til alle de forfremmelsesværdige tjenestemænd, som henhører under den samme kategori og har samme lønklasse, idet denne omstændighed indebærer, at de anses for at have ligeværdige opgaver og ansvar. Følgelig tager udnævnelsen i forbindelse med en forfremmelsesprocedure ved sammenligningen af fortjenesterne for de tjenestemænd, der kan forfremmes, hensyn til »den forskel, der er mellem en given tjenestemands analytiske vurderinger og det gennemsnitlige niveau for analytiske vurderinger foretaget af tjenestemænd i samme lønklasse i den samme tjenestegren samt alle tjenestemænd i tjenestemandens lønklasse, uanset tjenestegrenen«, og er i overensstemmelse med de anførte principper.

(jf. præmis 46-48)

Henvisning til: Retten, 12. februar 1992, sag T‑52/90, Volger mod Parlamentet, Sml. II, s. 121, præmis 24; Retten, 5. marts 1998, sag T-221/96, Manzo-Tafaro mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 115, og II, s. 307, præmis 17.

4.     I henhold til vedtægtens artikel 45, stk. 1, foretages forfremmelse »udelukkende på grundlag af en udvælgelse blandt de tjenestemænd, der har en minimumsanciennitet i deres lønklasse; udvælgelsen sker blandt de tjenestemænd, der kan komme i betragtning ved forfremmelsen, efter sammenligning af deres fortjenester og de afgivne udtalelser om dem«. Imidlertid kan ansættelsesmyndigheden med hensyn til udvælgelseskriterierne for forfremmelse ligeledes subsidiært tage hensyn til andre forhold, bl.a. de forfremmelsesværdige tjenestemænds alder og deres anciennitet i lønklassen eller tjenestegrenen. Det følger heraf, at en hensyntagen til de forfremmelsesværdige tjenestemænds karrieremæssige baggrund indgår i sammenligningen af deres respektive fortjenester.

(jf. præmis 49 og 50)

Henvisning til: Domstolen, 24. marts 1983, sag 298/81, Colussi mod Parlamentet, Sml. s. 1131; Domstolen, 17. januar 1989, sag 293/87, Vainker mod Parlamentet, Sml. s. 23; Manzo-Tafaro mod Kommissionen, præmis 17.

5.     I tjenestemandssager kan de påstande, som nedlægges for Retten, kun have samme genstand som de påstande, der er fremført i klagen, og kan kun indeholde indsigelser, der hviler på samme grundlag som det i klagen anførte, selv om disse indsigelser under søgsmålet kan udvikles ved fremførelse af anbringender og argumenter, som ikke nødvendigvis er indeholdt i klagen, men som har snæver forbindelse hermed. Formålet med den administrative klageprocedure i vedtægtens artikel 90 er nemlig, at konflikter mellem tjenestemænd og administrationen skal løses i mindelighed. For at dette formål kan nås, må ansættelsesmyndigheden tilstrækkeligt præcist være bekendt med de klagepunkter, som de berørte fremfører mod den anfægtede beslutning

(jf. præmis 56 og 57)

Henvisning til: Domstolen, 1. juli 1976, sag 58/75, Sergy mod Kommissionen, Sml. s. 1139; Domstolen, 17. februar 1977, sag 48/76, Reinarz mod Kommissionen og Rådet, Sml. s. 291; Domstolen, 20. maj 1987, sag 242/85, Geist mod Kommissionen, Sml. s. 2181, præmis 9; Domstolen, 26. januar 1989, sag 224/87, Koutchoumoff mod Kommissionen, Sml. s. 99, præmis 10; Domstolen, 14. marts 1989, sag 133/88, Del Amo Martinez mod Parlamentet, Sml. s. 689, præmis 9; Retten, 29. marts 1990, sag T‑57/89, Alexandrakis mod Kommissionen, Sml. II, s. 143, præmis 8-10.

6.     I tjenestemandssager skal påstanden om erstatning for et tab forkastes, når der er nær sammenhæng mellem denne og den annullationspåstand, som enten er blevet afvist fra påkendelse eller forkastet som ubegrundet.

(jf. præmis 69)

Henvisning til: Retten, 6. juli 1992, sag T‑1/91, Della Pietra mod Kommissionen, Sml. II, s. 2145, præmis 34; Retten, 15. maj 1997, sag T‑273/94, N mod Kommissionen, Sml. Pers. I‑A, s. 97, og II, s. 289, præmis 159.