Back to EUR-Lex homepage

EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Use quotation marks to search for an "exact phrase". Append an asterisk (*) to a search term to find variations of it (transp*, 32019R*). Use a question mark (?) instead of a single character in your search term to find variations of it (ca?e finds case, cane, care).
Search tips
Need more search options? Use the Advanced search
You are here

Document 62003CJ0148

Domstolens Dom (Tredje Afdeling) af 28. oktober 2004.
Nürnberger Allgemeine Versicherungs AG mod Portbridge Transport International BV.
Anmodning om præjudiciel afgørelse: Oberlandesgericht München - Tyskland.
Bruxelles-konventionen - artikel 20 og artikel 57, stk. 2 - sagsøgtes udeblivelse - sagsøgt med bopæl i en anden kontraherende stat - Genève-konventionen om fragtaftaler ved international godsbefordring ad landevej - konflikt mellem konventioner.
Sag C-148/03.

Samling af Afgørelser 2004 I-10327

ECLI identifier: ECLI:EU:C:2004:677

Arrêt de la Cour

Sag C-148/03

Nürnberger Allgemeine Versicherungs AG

mod

Portbridge Transport International BV

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Oberlandesgericht München)

»Bruxelles-konventionen – artikel 20 og artikel 57, stk. 2 – sagsøgtes udeblivelse – sagsøgt med bopæl i en anden kontraherende stat – Genève-konventionen om fragtaftaler ved international godsbefordring ad landevej – konflikt mellem konventioner«

Sammendrag af dom

Konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser – forholdet til andre konventioner – konventioner vedrørende et særligt retsområde – konvention, der indeholder regler om retternes kompetence – sagsøgtes indsigelse mod den internationale kompetence i medfør af en sådan konvention hos den ret, ved hvilken sagen er anlagt – den pågældende rets overholdelse af kompetencereglerne i specialkonventionen i henhold til Bruxelles-konventionens artikel 57

[Bruxelles-konventionen af 27.9.1968, art. 20 og art. 57, stk. 2,litra a)]

Artikel 57, stk. 2, litra a), i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, som ændret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltrædelse, ved konventionen af 25. oktober 1982 om Den Hellenske Republiks tiltrædelse, ved konventionen af 26. maj 1989 om Kongeriget Spaniens og Den Portugisiske Republiks tiltrædelse og ved konventionen af 29. november 1996 om Republikken Østrigs, Republikken Finlands og Kongeriget Sveriges tiltrædelse, skal fortolkes således, at en ret i en kontraherende stat, for hvilken en sagsøgt med bopæl i en anden kontraherende stat er sagsøgt, kan anse sig for kompetent i medfør af en specialkonvention, som den førstnævnte stat også er part i, og som indeholder særlige regler om retternes kompetence, selv om sagsøgte under den pågældende sag ikke har nedlagt påstand vedrørende sagens realitet og har fremsat en formalitetsindsigelse vedrørende den internationale kompetence hos den ret, ved hvilken sagen er anlagt.

I denne henseende skal den pågældende ret ifølge artikel 20 i konventionen af 27. september 1968, som finder anvendelse i medfør af dens artikel 57, stk. 2, litra a), andet punktum, ganske vist på embeds vegne erklære sig inkompetent, såfremt den ikke er kompetent efter reglerne i denne konvention, men retten skal ikke desto mindre anses for at være kompetent i medfør af den samme konvention, eftersom dennes artikel 57 netop bestemmer, at kompetenceregler i medfør af specialkonventioner ikke berøres af denne konvention.

Under disse omstændigheder skal en ret i en kontraherende stat, ved hvilken en sagsøgt med bopæl i en anden kontraherende stat er sagsøgt, men ikke giver møde, når den på embeds vegne efterprøver sin kompetence efter den nævnte konvention, tage kompetenceregler i medfør af specialkonventioner, som den førstnævnte stat også er part i, i betragtning.

(jf. præmis 16-20 og domskonkl.)




DOMSTOLENS DOM (Tredje Afdeling)
28. oktober 2004(1)

»Bruxelles-konventionen – artikel 20 og artikel 57, stk. 2 – sagsøgtes udeblivelse – sagsøgt med bopæl i en anden kontraherende stat – Genève-konventionen om fragtaftaler ved international godsbefordring ad landevej – konflikt mellem konventioner«

I sag C-148/03,angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i medfør af protokollen af 3. juni 1971 vedrørende Domstolens fortolkning af konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, indgivet af Oberlandesgericht München (Tyskland) ved afgørelse af 27. marts 2003, indgået til Domstolen den 31. marts 2003, i sagen:

Nürnberger Allgemeine Versicherungs AG

Portbridge Transport International BV,

har

DOMSTOLEN (Tredje Afdeling),



sammensat af afdelingsformanden, A. Rosas, og dommerne R. Schintgen (refererende dommer) og N. Colneric,

generaladvokat: A. Tizzano
justitssekretær: R. Grass,

på grundlag af den skriftlige forhandling, efter at der er afgivet indlæg af:

–
Nürnberger Allgemeine Versicherungs AG ved Rechtsanwalt K. Demuth

–
Portbridge Transport International BV ved Rechtsanwalt J. Kienzle

–
den tyske regering ved R. Wagner, som befuldmægtiget

–
Det Forenede Kongeriges regering ved K. Manji, som befuldmægtiget, bistået af barrister D. Beard

–
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved A.-M. Rouchaud og W. Bogensberger, som befuldmægtigede,

og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden mundtlig forhandling og uden forslag til afgørelse,

afsagt følgende



Dom



1
Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 20 og artikel 57, stk. 2, litra a), i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1978 L 304, s. 17, herefter »Bruxelles-konventionen«), som ændret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltrædelse (EFT L 304, s. 1 og – den ændrede tekst – s. 77), ved konventionen af 25. oktober 1982 om Den Hellenske Republiks tiltrædelse (EFT L 388, s. 1), ved konventionen af 26. maj 1989 om Kongeriget Spaniens og Den Portugisiske Republiks tiltrædelse (EFT L 285, s. 1) og ved konventionen af 29. november 1996 om Republikken Østrigs, Republikken Finlands og Kongeriget Sveriges tiltrædelse (EFT 1997 C 15, s. 1).

2
Anmodningen er indgivet i forbindelse med en sag mellem selskabet Nürnberger Allgemeine Versicherungs AG (herefter »Nürnberger«) og selskabet Portbridge Transport International BV (herefter »Portbridge«) vedrørende et krav om erstatning for den skade, Nürnberger har lidt på grund af tab af gods, som Portbridge skulle have befordret til Det Forenede Kongerige.


Retsforskrifter

3
Bruxelles-konventionens artikel 57, stk. 1, og artikel 57, stk. 2, litra a), bestemmer følgende:

»1.     Denne konvention berører ikke konventioner, som de kontraherende stater har tiltrådt eller vil tiltræde, og som på særlige områder fastsætter regler for retternes kompetence samt for anerkendelse eller fuldbyrdelse af retsafgørelser.

2.       Med henblik på at sikre en ensartet fortolkning skal stk. 1 anvendes på følgende måde:

a)
Denne konvention er ikke til hinder for, at en ret i en kontraherende stat, der er part i en konvention vedrørende et særligt område, kan anse sig for kompetent i medfør af denne sidstnævnte konvention, også selv om sagsøgte har bopæl i en kontraherende stat, der ikke er part i den pågældende konvention. Den ret, ved hvilken sagen er anlagt, skal under alle omstændigheder anvende artikel 20 i nærværende konvention.«

4
Bruxelles-konventionens artikel 20, første afsnit, bestemmer:

»Såfremt en sagsøgt, der har bopæl på en kontraherende stats område, er sagsøgt ved en ret i en anden kontraherende stat, men ikke giver møde, skal den pågældende ret på embeds vegne erklære sig inkompetent, såfremt den ikke er kompetent efter reglerne i denne konvention.«

5
Konventionen om fragtaftaler ved international godsbefordring ad landevej, undertegnet i Genève den 19. maj 1956 (herefter »CMR-konventionen«), finder ifølge dens artikel 1 »uden hensyn til parternes bopæl og nationalitet anvendelse på enhver aftale om udførelse mod vederlag af befordring af gods med køretøj ad landevej, når stedet for godsets overtagelse og bestemmelsesstedet, således som disse steder er angivet i aftalen, er beliggende i to forskellige lande, af hvilke i det mindste det ene er et kontraherende land«.

6
CMR-konventionens artikel 31, stk. 1, bestemmer følgende:

»Søgsmål vedrørende tvistigheder om befordringer, som er omfattet af denne konvention, kan foruden ved en domstol i et kontraherende land, hvorom parterne er enige, anlægges ved domstolene i et land, på hvis område

a)
sagsøgte har sin sædvanlige bopæl, sit hovedforretningssted eller den filial eller det agentur, hvorigennem fragtaftalen blev indgået, eller

b)
det sted, hvor godset overtoges til befordring, eller bestemmelsesstedet er beliggende,

og kan ikke anlægges ved nogen anden domstol.«

7
Såvel Forbundsrepublikken Tyskland som Kongeriget Nederlandene er parter i CMR-konventionen.


Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål

8
Nürnberger er et tysk transportforsikringsselskab, som over for Portbridge, der er en nederlandsk transportvirksomhed, har rejst erstatningskrav på grund af tab af gods i juni 2000, som Portbridge havde overtaget i Vöhringen (Tyskland), og som skulle have været befordret til Det Forenede Kongerige.

9
Den befordring, som hovedsagen drejer sig om, er omfattet af CMR-konventionen. Ifølge denne konventions artikel 31, stk. 1, litra b), er den domstol, hvor sagen er blevet anlagt, dvs. Landgericht Memmingen (Tyskland), kompetent, eftersom stedet for overtagelsen af det gods, der skulle befordres, er beliggende inden for dennes retskreds. Portbridge har imidlertid bestridt Landgericht Memmingens internationale kompetence og har ikke nedlagt påstand vedrørende sagens realitet.

10
Landgericht Memmingen har ved dom fastslået, at den ikke har international kompetence, og afvist Nürnbergers søgsmål, idet den fandt, at Bruxelles-konventionens artikel 20, uanset værnetingsbestemmelserne i CMR-konventionens artikel 31, i medfør af Bruxelles-konventionens artikel 57, stk. 2, litra a), andet punktum, skal finde anvendelse i tilfælde, hvor sagsøgte ikke giver møde eller undlader at nedlægge påstand vedrørende sagens realitet. I henhold til Bruxelles-konventionens artikel 20 skal den pågældende ret under disse omstændigheder på embeds vegne erklære sig inkompetent, såfremt retten ikke er kompetent efter reglerne i Bruxelles-konventionen.

11
Nürnberger har anket denne dom til Oberlandesgericht München, idet selskabet har gjort gældende, at kompetencebestemmelserne i CMR-konventionens artikel 31, stk. 1, har forrang i forhold til de almindelige kompetenceregler i Bruxelles-konventionen, selv om sagsøgte ikke har nedlagt påstand vedrørende sagens realitet, men har begrænset sig til at bestride den pågældende rets internationale kompetence.

12
Det er på denne baggrund, at den forelæggende ret har besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Finder kompetencebestemmelser, der er fastsat i andre konventioner, også anvendelse frem for de almindelige kompetenceregler i Bruxelles-konventionen, når sagsøgte, som har bopæl i en kontraherende stat i Bruxelles-konventionen, og som er sagsøgt for retten i en anden kontraherende stat, ikke har nedlagt påstand vedrørende sagens realitet for denne ret?«


Om det præjudicielle spørgsmål

13
Med spørgsmålet ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om Bruxelles-konventionens artikel 57, stk. 2, litra a), skal fortolkes således, at en ret i en kontraherende stat, ved hvilken en sagsøgt med bopæl i en anden kontraherende stat er sagsøgt, kan anse sig for kompetent i medfør af en specialkonvention, som den førstnævnte stat også er part i, og som indeholder særlige regler om retternes kompetence, og derved udelukke anvendelsen af Bruxelles-konventionen, selv om sagsøgte under den pågældende sag ikke har nedlagt påstand vedrørende sagens realitet.

14
I denne forbindelse bemærkes, at der ved artikel 57 er indført en undtagelse fra den almindelige regel om, at Bruxelles-konventionen har forrang i forhold til andre konventioner, som de kontraherende stater har undertegnet vedrørende retternes kompetence samt anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser. Hensigten med denne undtagelse er at sikre, at kompetenceregler i specialkonventioner respekteres, idet disse regler er fastsat under hensyn til de særlige omstændigheder, der gør sig gældende inden for de pågældende områder (jf. dom af 6.12.1994, sag C-406/92, Tatry, Sml. I, s. 5439, præmis 24).

15
Portbridge har ikke desto mindre gjort gældende, at kompetencereglerne i CMR-konventionens artikel 31, stk. 1, bør lades ude af betragtning, og at de bør vige for anvendelsen af Bruxelles-konventionen i medfør af dennes artikel 57, stk. 2, litra a), andet punktum, hvorefter »[d]en ret, ved hvilken sagen er anlagt, under alle omstændigheder [skal] anvende artikel 20 i nærværende konvention«.

16
Det bemærkes, at Bruxelles-konventionens artikel 20 bestemmer, at såfremt en sagsøgt er sagsøgt ved en ret i en anden kontraherende stat, men ikke giver møde, skal den pågældende ret på embeds vegne erklære sig inkompetent, såfremt den ikke er kompetent efter reglerne i Bruxelles-konventionen.

17
I det foreliggende tilfælde skal retten imidlertid anses for at være kompetent i medfør af Bruxelles-konventionen, eftersom artikel 57 heri netop bestemmer, at kompetenceregler i medfør af specialkonventioner ikke berøres af denne konvention.

18
Under disse omstændigheder skal en ret i en kontraherende stat, ved hvilken en sagsøgt med bopæl i en kontraherende stat er sagsøgt, men ikke giver møde, når den på embeds vegne efterprøver sin kompetence efter Bruxelles-konventionen, tage kompetenceregler i medfør af specialkonventioner, som den førstnævnte stat også er part i, i betragtning.

19
Dette gælder også, såfremt sagsøgte, som i det foreliggende tilfælde, har fremsat en formalitetsindsigelse vedrørende den internationale kompetence hos den nationale ret, ved hvilken sagen er anlagt, uden at nedlægge påstand vedrørende sagens realitet.

20
Herefter skal det forelagte spørgsmål besvares med, at Bruxelles-konventionens artikel 57, stk. 2, litra a), skal fortolkes således, at en ret i en kontraherende stat, ved hvilken en sagsøgt med bopæl i en anden kontraherende stat er sagsøgt, kan anse sig for kompetent i medfør af en specialkonvention, som den førstnævnte stat også er part i, og som indeholder særlige regler om retternes kompetence, selv om sagsøgte under den pågældende sag ikke har nedlagt påstand vedrørende sagens realitet.


Sagens omkostninger

21
Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret:

Artikel 57, stk. 2, litra a), i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, som ændret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltrædelse, ved konventionen af 25. oktober 1982 om Den Hellenske Republiks tiltrædelse, ved konventionen af 26. maj 1989 om Kongeriget Spaniens og Den Portugisiske Republiks tiltrædelse og ved konventionen af 29. november 1996 om Republikken Østrigs, Republikken Finlands og Kongeriget Sveriges tiltrædelse skal fortolkes således, at en ret i en kontraherende stat, for hvilken en sagsøgt med bopæl i en anden kontraherende stat er sagsøgt, kan anse sig for kompetent i medfør af en specialkonvention, som den førstnævnte stat også er part i, og som indeholder særlige regler om retternes kompetence, selv om sagsøgte under den pågældende sag ikke har nedlagt påstand vedrørende sagens realitet.

 Underskrifter.

1 –
Processprog: tysk.
Top