FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

M. POIARES MADURO

fremsat den 18. januar 2006 (1)

Sag C-459/03

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

mod

Irland

»Tvist mellem Irland og Det Forenede Kongerige – voldgiftsdomstol nedsat i overensstemmelse med bilag VII til De Forenede Nationers havretskonvention af 1982 – Domstolens kompetence – artikel 292 EF – artikel 193 EA – samarbejdspligt – artikel 10 EF – artikel 192 EA«

1.        Med denne traktatbrudssag anmodes Domstolen om for første gang at behandle en medlemsstats påståede overtrædelse af artikel 292 EF og artikel 193 EA. Kommissionen mener, at Irland har overtrådt disse bestemmelser samt artikel 10 EF og artikel 192 EA ved at indbringe en tvist med en anden medlemsstat (Det Forenede Kongerige) for en voldgiftsdomstol nedsat i overensstemmelse med De Forenede Nationers havretskonvention (herefter »Unclos«).

2.        I henhold til artikel 292 EF og artikel 193 EA, der har samme ordlyd, »forpligter [medlemsstaterne] sig til ikke at søge tvister vedrørende fortolkningen eller anvendelsen af denne traktat afgjort på anden måde end fastsat i traktaten«. For at fastslå, om disse bestemmelser er blevet overtrådt, må Domstolen afgøre, om de spørgsmål, som Irland har indbragt for voldgiftsdomstolen, henhører under fællesskabsretten.

I –    Faktiske omstændigheder og den administrative procedure

3.        Denne sag vedrører en tvist mellem Irland og Det Forenede Kongerige om driften af et MOX-anlæg i Sellafield i det nordvestlige England ud til Det Irske Hav. Anlægget skal genbruge plutonium fra brugt nukleart brændsel ved at blande plutoniumdioxid med depleteret urandioxid og omdanne det til brændsel af blandede oxider (MOX), der kan anvendes som en energikilde i kernekraftværker.

4.        Det Forenede Kongerige godkendte, at British Nuclear Fuel plc (herefter »BNFL«) lod MOX-anlægget opføre, efter at BNFL havde offentliggjort en miljøkonsekvensvurdering i 1993. Anlægget stod færdigt i 1996. Efter at have gennemført fem offentlige undersøgelser af MOX-anlæggets økonomiske berettigelse gav Det Forenede Kongerige den 3. oktober 2001 BNFL tilladelse til at drive anlægget og fremstille MOX.

5.        Den 25. oktober 2001 anlagde Irland sag mod Det Forenede Kongerige vedrørende MOX-anlægget ved en voldgiftsdomstol nedsat i overensstemmelse med bilag VII til Unclos med påstand om, at Det Forenede Kongerige havde overtrådt forskellige bestemmelser i Unclos (2).

6.        Den 20. juni 2002 blev der afholdt et møde mellem Irland og Kommissionens tjenestegrene om tvisten vedrørende MOX-anlægget (3). Den 15. maj 2003 sendte Kommissionen en åbningsskrivelse til Irland, hvori den anførte, at Irland ved at anlægge sag mod Det Forenede Kongerige i henhold til Unclos havde tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 10 EF og 292 EF og artikel 192 EA og 193 EA.

7.        Ved skrivelse af 15. juli 2003 forklarede Irland, at det var uenigt i Kommissionens synspunkter. Den 19. august 2003 sendte Kommissionen en begrundet udtalelse til Irland, fordi det havde anlagt voldgiftssag vedrørende MOX-anlægget mod Det Forenede Kongerige i henhold til Unclos. Den 16. september 2003 svarede Irland, at det fortsat ikke var overbevist af Kommissionens synspunkt. Kommissionen anlagde herefter sag ved Domstolen den 15. oktober 2003.

II – De rejste spørgsmål

8.        Domstolen er kun sjældent blevet anmodet om at afgøre en tvist mellem to medlemsstater (4). I medfør af artikel 220 EF, sammenholdt med artikel 227 EF, og artikel 136 EA, sammenholdt med artikel 142 EA, har Domstolen imidlertid kompetence i sådanne tvister, når de vedrører anvendelse og fortolkning af EF-traktaten og Euratom-traktaten (5).

9.        Artikel 292 EF og artikel 193 EA bestemmer, at denne kompetence er en enekompetence. Tilsammen fastlægger disse bestemmelser det, der benævnes »retslig enekompetence« for Domstolen i forbindelse med tvister mellem medlemsstaterne om anvendelse og fortolkning af fællesskabsretten (6).

10.      Domstolens enekompetence i tvister mellem medlemsstaterne vedrørende fællesskabsretten er en metode til at bevare Fællesskabets retsordens uafhængighed (7). Den skal sikre, at medlemsstaterne ikke indgår retlige forpligtelser i henhold til folkeretten, der kan være i strid med deres forpligtelser i henhold til fællesskabsretten. Grundlæggende er artikel 292 EF og artikel 193 EA et udtryk for en forpligtelse til loyalitet over for det retssystem, der er oprettet ved Fællesskabets traktater. Medlemsstaterne er blevet enige om at bilægge deres tvister i henhold til de retningslinjer, der er fastsat i traktaterne; de afholder sig fra at indbringe tvister vedrørende disse traktater for andre tvistbilæggelsesinstanser (8).

11.      Kommissionen har anført, at Irland har overtrådt denne bestemmelse ved at indbringe tvisten med Det Forenede Kongerige vedrørende MOX-anlægget til voldgiftsafgørelse for en voldgiftsdomstol, der er nedsat i overensstemmelse med Unclos. Det vigtigste spørgsmål, som Domstolen skal afgøre, er, om denne tvist vedrører fællesskabsretten. Domstolen skal undersøge og sammenligne dels dens kompetenceområde, dels genstanden for den tvist, der er indbragt for voldgiftsdomstolen.

12.      Irland har ved voldgiftsdomstolen nedlagt påstand om, at Det Forenede Kongerige har overtrådt tre forpligtelser. For det første forpligtelsen til at gennemføre en korrekt vurdering af de potentielle virkninger, som godkendelsen af MOX-anlægget kan have på havmiljøet i Det Irske Hav. I den forbindelse henviser Irland til artikel 206 i Unclos. For det andet forpligtelsen til at samarbejde med Irland, der også er en bredstat til Det Irske Hav, som halvvejs er et indhav, om de nødvendige skridt til beskyttelse af havmiljøet i dette hav. I den forbindelse henviser Irland til artikel 123 og 197 i Unclos. For det tredje forpligtelsen til at tage alle de nødvendige skridt til at beskytte og bevare havmiljøet i Det Irske Hav. I den forbindelse henviser Irland til artikel 192, 193, 194, 207, 211, 213 og 217 i Unclos.

13.      Irlands og Kommissionens holdninger til omfanget af Domstolens kompetence i tvisten om MOX-anlægget er diametralt modsatte. Ifølge Irland henhører ingen af tvistens spørgsmål under Domstolens kompetence. Kommissionen mener derimod, at hele tvisten henhører under Domstolens kompetence. Med henblik på den foreliggende sag er det imidlertid ikke nødvendigt at fastslå, om tvisten om MOX-anlægget henhører fuldt ud under Domstolens kompetence. Det er tilstrækkeligt at undersøge, om i hvert fald en del af tvistens genstand er omfattet af fællesskabsretten. Hvis dette er tilfældet, må det efter min mening fastslås, at der er tale om en tilsidesættelse af artikel 292 EF – eller eventuelt af artikel 193 EA.

14.      Dette indebærer ikke, at Domstolens kompetence omfatter hele tvisten, blot fordi en del af tvisten er omfattet af fællesskabsretten. Det er muligt, at en tvist i vid udstrækning og måske hovedsageligt falder uden for Domstolens kompetence, og at kun en enkelt eller visse af de omtvistede spørgsmål henhører under dens kompetence. Under sådanne omstændigheder udelukker artikel 292 EF – eller artikel 193 EA – imidlertid, at hele tvisten, herunder de elementer, der henhører under fællesskabsretten, underlægges en anden tvistbilæggelsesprocedure end den, der er fastlagt i fællesskabstraktaterne. Reelt foreligger der ingen tærskel for, hvornår reglerne om Domstolens retslige enekompetence finder anvendelse. Når fællesskabsretten er berørt, skal medlemsstaterne bilægge deres tvister inden for Fællesskabet (9).

15.      Kommissionen har fremført tre klagepunkter: For det første har den gjort gældende, at de bestemmelser i Unclos, som Irland har påberåbt sig ved voldgiftsdomstolen, udgør en del af fællesskabsretten og derfor henhører under Domstolens enekompetence til at bilægge tvister mellem medlemsstaterne. Derfor udgør anlæggelsen af en voldgiftssag mod en anden medlemsstat vedrørende de pågældende bestemmelser i Unclos en tilsidesættelse af artikel 292 EF. For det andet mener Kommissionen, at Irland har tilsidesat artikel 292 EF og artikel 193 EA ved at anmode voldgiftsdomstolen om at anvende bestemmelserne i visse fællesskabsdirektiver. For det tredje har den anført, at Irland ved at indlede sådanne forhandlinger har tilsidesat den samarbejdsforpligtelse, der kan udledes af artikel 10 EF og artikel 192 EA.

16.      Jeg skal behandle disse tre klagepunkter efter deres rækkefølge.

III – Domstolens kompetence for så vidt angår bestemmelserne i Unclos

17.      Unclos er en blandet aftale. På det tidspunkt, hvor Irland indbragte tvisten mod Det Forenede Kongerige for voldgiftsdomstolen, var Det Europæiske Fællesskab og 14 af dets medlemsstater parter i Unclos (10). Fællesskabet og de medlemsstater, der var parter i Unclos på det pågældende tidspunkt, har indgået forpligtelser under Unclos inden for deres respektive kompetenceområder (11). F.eks. har Fællesskabet indgået forpligtelser på området bevarelse og forvaltning af havfiskeriressourcerne, mens medlemsstaterne har indgået forpligtelser om søterritoriets grænser (12).

18.      Det er Kommissionens opfattelse, at de bestemmelser i Unclos, som Irland har gjort gældende over for Det Forenede Kongerige, henhører under Domstolens kompetence, fordi de henhører under og blev indgået af Fællesskabet. I denne forbindelse understreger Kommissionen, at beskyttelse af miljøet er et udtrykkeligt mål for Fællesskabet, inden for hvilket Fællesskabet har ekstern kompetence. Kommissionen har endvidere påpeget, at Rådets afgørelse 98/392/EF (13), hvorefter Det Europæiske Fællesskab indgik Unclos, også var baseret på artikel 130 S i EF-traktaten (nu artikel 175 EF).

19.      I modsætning hertil er Irland af den mening, at der ikke er sket nogen overførsel af kompetence fra medlemsstaterne til Fællesskabet på de områder, hvor Irland har anlagt sag mod Det Forenede Kongerige. Irland mener, at Fællesskabet kun er kontraherende part i Unclos for så vidt angår de områder, der henhører under dets eksterne enekompetence. For så vidt der findes fællesskabsinstrumenter i tilknytning til de spørgsmål, der er rejst i forbindelse med tvisten om MOX-anlægget, fastsætter disse instrumenter minimumsstandarder og berøres ikke af bestemmelserne i Unclos. Ifølge Irland følger heraf, at disse bestemmelser ikke er blevet en del af fællesskabsretten, og at Domstolen ikke har kompetence til at afgøre Irlands krav mod Det Forenede Kongerige i henhold til Unclos.

20.      Inden jeg skal behandle disse argumenter, skal jeg kort gøre rede for den relevante praksis vedrørende omfanget af Domstolens kompetence i forbindelse med blandede aftaler.

21.      Domstolen har ved gentagne lejligheder fastslået, at dens kompetence omfatter bestemmelserne i blandede aftaler (14). Domstolen fastslog navnlig i Haegeman-sagen, at de bestemmelser, der var omhandlet i denne sag, udgjorde en integreret del af fællesskabsretten (15). Derfor har Domstolen kompetence til at træffe præjudicielle afgørelser om fortolkningen heraf og til at træffe afgørelse, såfremt Fællesskabets medlemsstater tilsidesætter deres forpligtelser i henhold til disse bestemmelser (16). Det kan dog ikke udledes af Domstolens praksis, at alle bestemmelser i en blandet aftale automatisk henhører under Domstolens kompetence. Domstolen følger en mere subtil fremgangsmåde. Den mener, at »blandede aftaler, der er indgået af Fællesskabet, dets medlemsstater og tredjelande, [har] samme status i Fællesskabets retsorden som rent fællesskabsretlige aftaler, når der er tale om bestemmelser, der henhører under Fællesskabets kompetence« (17).

22.      I det omfang Fællesskabet har indgået forpligtelser i henhold til en blandet aftale, udgør de regler, som Fællesskabet er bundet af, en del af fællesskabsretten (18). De er i denne egenskab bindende for Fællesskabet og dets medlemsstater (19), og de henhører under Domstolens kompetence (20). Der er ingen tvivl om, at Fællesskabet har indgået forpligtelser i henhold til en bestemmelse i en blandet aftale, når denne bestemmelse finder anvendelse på spørgsmål, der henhører under Fællesskabets enekompetence – som det var tilfældet med handelsbestemmelserne i Haegeman-sagen. Når en bestemmelse derimod udelukkende finder anvendelse på spørgsmål henhørende under medlemsstaternes enekompetence, har medlemsstaterne og ikke Fællesskabet indgået forpligtelser under denne bestemmelse (21).

23.      Spørgsmålet bliver vanskeligere, når en bestemmelse i en blandet aftale kan finde anvendelse på et område, der henhører under Fællesskabets og dets medlemsstaters fælles kompetence. Som bekendt har såvel Fællesskabet som medlemsstaterne ret til selv at indgå forpligtelser med tredjelande på et område som f.eks. miljøpolitikken, hvor traktaten indeholder bestemmelser om fælles kompetence (22). Når Fællesskabet har indgået sådanne forpligtelser, eller når det har vedtaget interne foranstaltninger, har medlemsstaterne imidlertid ikke længere ret til at indgå forpligtelser, der berører disse fælles regler (23).

24.      Både Irland og den svenske regering har anført, at Det Europæiske Fællesskab, da det indgik Unclos, kun udøvede sin eksterne enekompetence inden for beskyttelse af havmiljøet. Irland har endvidere anført, at de bestemmelser, der er relevante i tvisten om MOX-anlægget, ikke henhører under Fællesskabets enekompetence, fordi de blot fastsætter minimumsstandarder og derfor ikke er af en sådan art, at de berører Fællesskabets fælles regler (24). Til støtte herfor har Irland henvist til den kompetenceerklæring, som Fællesskabet fremsatte på tidspunktet for dets bekræftelse af Unclos (25).

25.      Hvis Irland havde ret i, at Fællesskabet udelukkende udøvede sin eksterne enekompetence, måtte Domstolen nøje kontrollere omfanget af denne kompetence – på samme måde, som den gjorde det i Open Skies-dommene (26) – for at fastslå, om de relevante bestemmelser i Unclos var blevet en del af Domstolens kompetence som en integreret del af Fællesskabets retsorden.

26.      Efter min mening er den forudsætning, at Fællesskabet, da det indgik Unclos, udelukkende handlede inden for rammerne af dets eksterne enekompetence, imidlertid ukorrekt.

27.      Unclos blev indgået på Det Europæiske Fællesskabs vegne ved Rådets afgørelse 98/392. Som Kommissionen med rette har påpeget, er denne afgørelse bl.a. baseret på traktatens artikel 130 S. Det kan derfor antages, at Fællesskabet med hensyn til bestemmelserne i Unclos vedrørende beskyttelse af havmiljøet udøvede både sin eksterne enekompetence og sin eksterne fælles kompetence på miljøbeskyttelsesområdet, da det tiltrådte Unclos.

28.      Dette bekræftes endvidere af den omstændighed, at der allerede på tidspunktet for indgåelsen af Unclos fandtes en lang række fællesskabsforanstaltninger på dette område.

29.      I denne forbindelse har Kommissionen anført, at der kan drages en parallel til to tidligere traktatbrudssager i tilknytning til blandede aftaler: Kommissionen mod Irland (27) og Kommissionen mod Frankrig (28). I begge tilfælde fastslog Domstolen, at den var kompetent under henvisning til, at de pågældende aftaler »i vidt omfang henhører under Fællesskabets kompetence« (29). Jeg er dog kun delvis overbevist af Kommissionens sammenligning. Jeg mener, at der kan drages en parallel til sagen Kommissionen mod Frankrig, men ikke til sagen Kommissionen mod Irland.

30.      Domstolen behandlede i sin dom i sagen Kommissionen mod Irland spørgsmålet om, hvorvidt den havde kompetence i traktatbrudssagen vedrørende Irlands manglende tiltrædelse inden for den fastsatte frist af Bernerkonventionen til værn for litterære og kunstneriske værker (Paris-akten). Domstolen fastslog, at den var kompetent, fordi Bernerkonventionen dækkede et område, der »i vidt omfang henhør[te] under Fællesskabets kompetence« (30). Dette udsagn skal dog forstås ud fra den forudsætning, at sagen vedrørte tilsidesættelse af forpligtelsen til at tiltræde Bernerkonventionen (31). Som generaladvokat Mischo påpegede, henhører Bernerkonventionen ikke fuldstændigt under Fællesskabets kompetence, men den kan ikke opdeles, og en stat kan ikke tiltræde en del af den. Af samme grund kan forpligtelsen i fællesskabsretten til at tiltræde Bernerkonventionen derfor ikke opdeles (32).

31.      Sagen Kommissionen mod Frankrig vedrørte derimod ikke en forpligtelse til at tiltræde en international aftale. Den vedrørte en traktatbrudssag anlagt mod Frankrig for manglende opfyldelse af dets forpligtelser i henhold til visse bestemmelser i Konventionen om beskyttelse af Middelhavet mod forurening og en protokol til denne konvention. Domstolen fastslog, at »[e]ftersom en traktatbrudssag kun kan vedrøre tilsidesættelse af forpligtelser i henhold til fællesskabsretten, skal det først efterprøves, om de forpligtelser, der påhviler Frankrig og er genstand for sagen, henhører under fællesskabsretten« (33). Domstolen fastslog, at genstanden i konventionen og protokollen »i vid udstrækning« var sammenfaldende med genstanden i forskellige af Fællesskabets retsakter, og konkluderede, at »det [er] en fællesskabsinteresse, at både Fællesskabet og dets medlemsstater overholder de forpligtelser, som er undertegnet [i henhold til konventionen og protokollen]« (34). Domstolen fandt følgelig, at den var kompetent, skønt traktatbrudssagen vedrørte ferskvands- og slamudledning i havmiljøet, et spørgsmål, der endnu ikke havde været genstand for en intern fællesskabslovgivning (35).

32.      Som i den foreliggende sag vedrørte sagen Kommissionen mod Frankrig en international aftale, der var indgået i fællesskab af Fællesskabet og dets medlemsstater. I sagen Kommissionen mod Frankrig nedlagde den indstævnte medlemsstat endvidere påstand om, at Domstolen ikke var kompetent i forbindelse med de pågældende spørgsmål, fordi de ikke henhørte under Fællesskabets eksterne kompetence. Domstolen forkastede denne påstand. Den fortolkede sit kompetenceområde ud fra hensynet til beskyttelse af den eksisterende fællesskabslovgivning.

33.      Domstolens bemærkning i dommens præmis 27 om, at de berørte bestemmelser »i vidt omfang henhør[te] under Fællesskabets kompetence« (36), kan nemt misforstås således, at Domstolen afsagde dom i en traktatbrudssag vedrørende forpligtelser, der var opstået uden for fællesskabsrettens område. Dette kan naturligvis ikke være tilfældet (37). Jeg fortolker dommen således, at Domstolen mente, at Fællesskabet på området ferskvands- og slamudledning til havmiljøet havde udøvet sin delte kompetence ved at indgå aftalen. Med andre ord kan indgåelsen af en international aftale i sig selv være en form for udøvelse af Fællesskabets delte kompetence uafhængigt af den interne fællesskabslovgivning, der måtte være vedtaget tidligere. Som i den foreliggende sag indebærer dette, at Fællesskabet, da det indgik aftalen, for så vidt den var baseret på et retsgrundlag, der giver det ekstern kompetence, udøvede denne kompetence både på områder, hvor der er tale om enekompetence, og på områder, hvor der ikke er tale om enekompetence (38). Fællesskabet har således indgået internationale forpligtelser på disse områder, som følgelig henhører under Domstolens kompetence i form af forpligtelser, der følger af fællesskabsretten (39).

34.      I modsætning til hvad Irland har påstået, fører »kompetenceerklæringen fra Det Europæiske Fællesskab om de områder, der behandles i konventionen«, ikke til en anden konklusion.

35.      Erklæringen bestemmer under overskriften »Områder, hvor Fællesskabet deler kompetence med medlemsstaterne« følgende:

»Hvad angår bestemmelserne om søtransport, sikkerhed i søtrafikken og forebyggelse af havforurening […] har Fællesskabet kun enekompetence i det omfang, disse bestemmelser i konventionen eller retsinstrumenter vedtaget i medfør deraf påvirker bestående fællesskabsregler. Når der findes fællesskabsregler, men disse ikke berøres, navnlig i tilfælde af EF-minimumsregler, deles kompetencen mellem Fællesskabet og dets medlemsstater. I de andre tilfælde har medlemsstaterne kompetence.

En liste over de relevante EF-retsakter findes i tillægget. Udstrækningen af fællesskabskompetencen i henhold til disse tekster skal vurderes i forhold til deres præcise bestemmelser, særlig hvor disse bestemmelser fastlægger fælles regler.«

36.      Efter min mening søger denne formulering at afspejle Domstolens praksis, navnlig i AETR-sagen og i udtalelse 2/91. Den tekst, der således er udarbejdet, er måske ikke særlig klar eller elegant, men den underbygger ikke det synspunkt, at Fællesskabet blot udøvede sin eksterne enekompetence inden for beskyttelse af havmiljøet.

37.      Kommissionen har derfor med rette fastholdt, at Irland har påberåbt sig bestemmelser i Unclos, der er blevet en del af fællesskabsretten og dermed underlagt Domstolens kompetence.

38.      Irland har anført, at Irland fratages et passende retsmiddel under Unclos, såfremt Domstolens enekompetence opretholdes i spørgsmål, der er omfattet af denne konvention.

39.      Jeg er ikke enig heri. Også her henvises til den ordning, der er omfattet af artikel 227 EF, og til muligheden for at anmode om foreløbige forholdsregler i medfør af artikel 243 EF. Derudover skal jeg nævne, at artikel 282 i Unclos udtrykkeligt tillader andre former for tvistbilæggelsesprocedurer end dem, der er fastsat i Unclos (40). Ydermere må medlemsstaterne ikke, selv om de har reelle problemer, handle uden for fællesskabssammenhængen, blot fordi de mener, at en sådan fremgangsmåde vil være mere hensigtsmæssig (41).

40.      Subsidiært har Irland anført, at hvis bestemmelserne i Unclos er indarbejdet i fællesskabsretten, må det samme gælde for bestemmelserne i Unclos vedrørende tvistbilæggelse. De tvistbilæggelsesordninger, der er fastsat i Unclos, udgør følgelig tvistbilæggelsesordninger fastsat i »denne traktat« som omhandlet i artikel 292 EF.

41.      Jeg er ikke enig i, at tvistbilæggelsesordningen i Unclos er blevet indarbejdet i og dermed har ændret Fællesskabets eget retssystem. Artikel 292 EF er til hinder for, at Domstolens enekompetence kan overføres til en anden ret eller domstol via en international aftale (42). Det er således ikke muligt, at indgåelsen af Unclos har resulteret i en overførsel af Domstolens kompetence til at bilægge tvister mellem Fællesskabets medlemsstater vedrørende fortolkningen eller anvendelsen af fællesskabsretten til en domstol nedsat i henhold til Unclos.

42.      Sammenfattende foreslår jeg derfor, at Domstolen fastslår, at Irland ved at forelægge tvisten mod Det Forenede Kongerige vedrørende et MOX-anlæg for en voldgiftsdomstol nedsat i overensstemmelse med bilag VII i Unclos, har tilsidesat sine forpligtelser i medfør af artikel 292 EF.

43.      Da Euratom ikke er part i Unclos, kan ovenstående ræsonnement ikke føre til det samme resultat med hensyn til artikel 193 EA. For at kunne vurdere påstanden om, at Irland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 193 EA, er det nødvendigt at behandle Kommissionens andet anbringende.

IV – Irlands henvisning til fællesskabslovgivningen ved voldgiftsdomstolen

44.      Ifølge Kommissionen har Irland tilsidesat sine forpligtelser i medfør af artikel 292 EF og artikel 193 EA ved at anmode en domstol uden for Fællesskabet om at fortolke og anvende instrumenter i fællesskabsretten. Det Forenede Kongerige støtter dette synspunkt. Kommissionen og Det Forenede Kongerige har anført, at Irland i sine indlæg for voldgiftsdomstolen nævner direktiv 85/337/EØF (43), 90/313/EØF (44), 80/836/Euratom (45), 92/3/Euratom (46) og 96/29/Euratom (47) samt bestemmelserne i OSPAR-konventionen (48).

45.      Irland har anført, at det ikke anmodede voldgiftsdomstolen om at anvende fællesskabsretten, men alene henviste til direktiverne som en hjælp til fortolkningen af Unclos-bestemmelserne. Irland har påpeget, at det i en skrivelse til Kommissionen af 16. september 2003 højtideligt erklærede, at det fortsat udelukkende ville henvise til instrumenter i fællesskabsretten med det formål at bidrage til fortolkningen af Unclos, og at det ikke ville anmode voldgiftsdomstolen nedsat i henhold til Unclos om at undersøge, om Det Forenede Kongerige havde tilsidesat en retsregel eller et instrument i fællesskabsretten. Irland gør fortsat gældende, at det ikke har tilsidesat sine forpligtelser i medfør af artikel 292 EF eller artikel 193 EA, da det ikke har fremsat nogen påstand om, at Det Forenede Kongerige har tilsidesat en forpligtelse i fællesskabsretten.

46.      Jeg mener ikke, at dette argument kan tiltrædes.

47.      Det følger af Irlands indlæg for voldgiftsdomstolen, at henvisningerne til instrumenter i fællesskabsretten blev fremsat på grundlag af artikel 293, stk. 1, i Unclos. I henhold til denne bestemmelse skal voldgiftsdomstolen »anvende denne konvention og andre folkeretlige regler, som ikke er uforenelige med denne konvention«.

48.      I punkt 3 i det indledende processkrift af 25. oktober 2001 anførte Irland, at »voldgiftsdomstolen også ville blive anmodet om eventuelt at tage hensyn til bestemmelserne i andre internationale instrumenter, herunder internationale konventioner og Det Europæiske Fællesskabs retsakter«. I punkt 34 i det indledende processkrift henviste Irland til artikel 293, stk. 1, i Unclos og gjorde gældende, at »bestemmelserne i Unclos skulle fortolkes med henvisning til andre internationale bestemmelser, der er bindende for Det Forenede Kongerige, herunder OSPAR-konventionen om beskyttelse af havmiljøet i det nordøstlige Atlanterhav af 1992, direktiv 85/337/EØF og direktiv 80/836/Euratom og direktiv 96/239/Euratom«.

49.      I det processkrift, som Irland indgav til voldgiftsdomstolen under Unclos, anførte Irland endvidere, at »bestemmelserne i folkeretten, som domstolen i bilag VII skal anvende […] skal findes både i de relevante bestemmelser i Unclos og i »andre folkeretlige regler, som ikke er uforenelige« med konventionen« (49). Irland anførte endvidere, at Unclos »på disse to måder – ved fortolkning af de generelle bestemmelser i Unclos i lyset af de bredere folkeretlige bestemmelser og instruktionen om at anvende andre internationale bestemmelser, standarder og praksis – får en integrerende funktion og samler konventionelle og sædvaneretlige bestemmelser og regionale og globale regler« (50).

50.      Irland anførte i punkt 6.19 i sit processkrift, at det ikke henviste til de relevante fællesskabsbestemmelser med henblik på, at voldgiftsdomstolen skulle anvende dem direkte, men »for at vise, hvorledes de generelle forpligtelser i Unclos skal fortolkes og anvendes«. Ikke desto mindre har Irland i sine efterfølgende indlæg for voldgiftsdomstolen gentagne gange henvist til fællesskabsbestemmelser i forbindelse med artikel 293, stk. 1, i Unclos. I den del af Irlands processkrift, der omhandler forpligtelsen til at gennemføre en egentlig miljøkonsekvensvurdering under overskriften »Grundlaget for retlige forpligtelser«, henviser Irland f.eks. til bl.a. direktiv 85/337 og fastslår, at »disse instrumenter er relevante som en vejledning i fortolkningen af de forpligtelser, der er fastlagt i artikel 206 i Unclos, og som eksempler på de [andre folkeretlige bestemmelser], som domstolen skal anvende på den sag, der er indbragt for den, i medfør af artikel 293, stk. 1, i Unclos« (51). Irland har i sin replik anført, at voldgiftsdomstolen »i forbindelse med en klage vedrørende havmiljøet, der indebærer overtrædelse af visse internationale bestemmelser og standarder fastlagt via en kompetent international organisation eller diplomatisk konference«, »skal tage hensyn til og anvende disse internationale bestemmelser og standarder« (52).

51.      På baggrund af disse indlæg kan jeg ikke se, at Irland ikke påstår, at Det Forenede Kongerige har overtrådt en forpligtelse i fællesskabsretten (53). Under alle omstændigheder anmoder Irland voldgiftsdomstolen om at fastslå, at Det Forenede Kongerige har tilsidesat forpligtelser i henhold til Unclos, som i henhold til Irlands egen fortolkning er sammenfaldende med forpligtelser i henhold til fællesskabsretten. Derfor anmoder Irland voldgiftsdomstolen om at fortolke Det Forenede Kongeriges forpligtelser i henhold til EF- og Euratom-lovgivningen (54).

52.      Sammenfattende skal jeg fastslå, at Irland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 292 EF og artikel 193 EA ved at forelægge en tvist vedrørende fortolkningen og anvendelsen af EF-traktaten og Euratom-traktaten for en voldgiftsdomstol nedsat i henhold til bilag VII i Unclos.

V –    Samarbejdsforpligtelsen

53.      Kommissionen har anført, at Irland foruden at have tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 292 EF og artikel 193 EA ligeledes har tilsidesat artikel 10, stk. 2, EF og artikel 192, stk. 2, EA. Begge artikler bestemmer, at medlemsstaterne »afholder sig fra at træffe foranstaltninger, der er egnede til at bringe virkeliggørelsen af denne traktats målsætning i fare«. Kommissionen har herved fremført to argumenter.

54.      For det første har Kommissionen anført, at medlemsstaterne i forbindelse med blandede aftaler har pligt til at samarbejde i medfør af artikel 10, stk. 2, EF. Ifølge Kommissionen har Irland tilsidesat denne forpligtelse ved at indlede en tvistbilæggelsessag på grundlag af bestemmelser, der henhører under Fællesskabets kompetence, idet et sådant skridt kan skabe forvirring blandt tredjelande om Fællesskabets eksterne repræsentation og interne samhørighed som en kontraherende part, hvilket er yderst skadeligt for effektiviteten af og sammenhængen i Fællesskabets eksterne indsats.

55.      Jeg mener ikke, at det er nødvendigt for Domstolen at behandle dette spørgsmål. Formålet med Kommissionens påstand er hovedsageligt det samme som formålet med påstanden i henhold til artikel 292 EF. Efter min mening er artikel 292 EF en specifik tilkendegivelse af det generelle loyalitetsprincip, der er stadfæstet i artikel 10, stk. 2, EF (55). Det er derfor tilstrækkeligt, at tvisten afgøres på grundlag af artikel 292 EF.

56.      Kommissionen har ligeledes fremført et andet argument til støtte for den påstand, at Irland har tilsidesat samarbejdsforpligtelsen. I medfør af artikel 10 EF og artikel 192 EA har den anført, at Irland burde have informeret og konsulteret de kompetente fællesskabsinstitutioner, inden det indledte tvistbilæggelsesproceduren i henhold til Unclos.

57.      På dette punkt er jeg enig med Kommissionen. Artikel 10 EF og artikel 192 EA pålægger Fællesskabets institutioner og dets medlemsstater en gensidig forpligtelse til loyalt samarbejde (56). Denne forpligtelse er særlig vigtig på området eksterne forbindelser (57) og gælder i endnu højere grad, når Fællesskabet og medlemsstaterne i fællesskab har indgået forpligtelser med tredjelande (58).

58.      Samarbejdsforpligtelsen kan i visse tilfælde medføre en forpligtelse for medlemsstaterne til at konsultere Kommissionen for at undgå risikoen for at overtræde fællesskabsbestemmelser eller skabe hindringer for fællesskabspolitikker (59). Efter min mening var Irland underlagt en sådan forpligtelse i den foreliggende sag. Irland besluttede at anlægge sag mod en anden medlemsstat i henhold til en international aftale, som Det Europæiske Fællesskab er part i, og vedrørende et spørgsmål, der muligvis henhørte under Domstolens enekompetence. Som Kommissionen med rette har anført, kunne konsultationer have været nyttige for at klarlægge, i hvilket omfang tvisten vedrørte fællesskabsretten. Endvidere ville sådanne konsultationer have givet mulighed for at udveksle synspunkter om, hvorvidt der kunne indledes en traktatbrudssag mod en medlemsstat, der angiveligt havde tilsidesat en international aftale. Irland forsøgte imidlertid først at konsultere Kommissionen efter at have indledt tvistbilæggelsessagen.

59.      Derfor mener jeg, at Irland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 10 EF og artikel 192 EA.

VI – Sagens omkostninger

60.      Da Kommissionen har nedlagt påstand om betaling af sagens omkostninger, foreslår jeg, at Irland som den tabende part i denne sag tilpligtes at betale omkostningerne i medfør af procesreglementets artikel 69, stk. 2.

VII – Forslag til afgørelse

61.      Jeg foreslår, at Domstolen:

–        fastslår, at Irland ved at indlede tvistbilæggelsessagen mod Det Forenede Kongerige vedrørende MOX-anlægget i Sellafield har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 292 EF og artikel 193 EA

–        fastslår, at Irland ved at indlede ovennævnte sag uden først at have konsulteret Kommissionen har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 10 EF og artikel 192 EA

–        pålægger Irland at betale sagens omkostninger.

---

1 – Originalsprog: portugisisk.

---

2 – Derudover fremsendte Irland den 9.11.2001 i medfør af artikel 290, stk. 5, i Unclos en anmodning til Den Internationale Havretsdomstol (ITLOS) om foreløbige forholdsregler, nemlig suspendering af tilladelsen til MOX-anlægget og et stop for international transport af radioaktivt materiale i tilknytning til MOX-anlægget. ITLOS anordnede visse foreløbige forholdsregler, der ikke svarede til dem, Irland havde anmodet om: ITLOS, kendelse af 3.12.2001 i sag nr. 10, MOX-anlægget (Irland mod Det Forenede Kongerige), foreløbige forholdsregler, Samling af domme, rådgivende udtalelser og kendelser 5 (2001), del II, s. 51-54.

---

3 – Irland havde parallelt hermed en tvistbilæggelsesprocedure mod Det Forenede Kongerige under konventionen om beskyttelse af havmiljøet i det nordøstlige Atlanterhav (herefter »OSPAR-konventionen«). Irland påstod, at Det Forenede Kongerige havde overtrådt artikel 9 i OSPAR-konventionen. OSPAR-Domstolen forkastede Irlands krav. Endelig afgørelse af 2.7.2003 i tvisten om adgang til information i henhold til artikel 9 i OSPAR-konventionen (Irland mod Det Forenede Kongerige). Den foreliggende traktatbrudssag mod Irland vedrører kun indledningen af tvistbilæggelsesproceduren i henhold til Unclos.

---

4 – Indtil nu er fem sådanne tvister blevet indbragt for Domstolen. I to tilfælde førte sagerne til dom: sag 141/78, Frankrig mod Det Forenede Kongerige, Sml. 1979, s. 2923 og sag C-388/95, Belgien mod Spanien, Sml. I 2000, s. 3123. To sager blev hævet og slettet af registret (kendelse af 15.2.1977, sag 58/77, Irland mod Frankrig, ikke trykt i Samling af Afgørelser, og kendelse af 27.11.1992, sag C-349/92, Spanien mod Det Forenede Kongerige, ikke trykt i Samling af Afgørelser). En sag verserer, nemlig sag C-145/04, Spanien mod Det Forenede Kongerige.

---

5 – Blandt andre bestemmelser i EF-traktaten og Euratom-traktaten, hvorefter tvister mellem medlemsstaterne indbringes for Domstolen, kan nævnes artikel 88, stk. 2, EF, artikel 95, stk. 9, EF, artikel 239 EF, artikel 298 EF og artikel 154 EA.

---

6 – N. Mackel, »Article 292 (ex article 219)«, i: P. Léger, (udg.), Commentaire article par article des traités UE et CE, Dalloz/Bruylant, Paris/Bruxelles, 2000, s. 1874. I samme retning: K. Lasok, og D. Lasok, Law and institutions of the European Union, Reed Elsevier, 2001, s. 371. EKSF-traktaten indeholdt en tilsvarende bestemmelse, nemlig artikel 87 KS. Vedrørende forskellen i ordlyden mellem denne bestemmelse og artikel 292 EF/193 EA, se P. Herzog, »Article 219« i: Smit/Herzog, The law of the European Community: a commentary on the EEC Treaty, Bender, New York (1976-), punkt 6-170.1-2.

---

7 – Udtalelse 1/91 af 14.12.1991, Sml. I 1991, s. 6079, punkt 35.

---

8 – H.F. Van Panhuys, »Conflicts between the law of the European Communities and other rules of international law«, 3 Common Market Law Review 420 (1966), s. 445.

---

9 – Dette indebærer ikke nødvendigvis, at medlemsstaterne altid omhyggeligt skal isolere fællesskabselementer fra en tvist mellem dem for kun at indbringe disse elementer for Domstolen, mens resten af tvisten indbringes for en anden bilæggelsesinstans. Teoretisk ville en sådan løsning være i overensstemmelse med artikel 292 EF eller 193 EA. I praksis kan det være hensigtsmæssigt at indbringe »blandede tvister« mellem medlemsstaterne – vedrørende spørgsmål, der henhører under og falder uden for Domstolens kompetence – i deres helhed for Domstolen i medfør af artikel 239 EF eller artikel 154 EA.

---

10 – Alle medlemsstater undtagen Danmark havde ratificeret Unclos. På nuværende tidspunkt har alle medlemsstater ratificeret Unclos.

---

11 – Jf. artikel 4 og 5 i bilag IX til Unclos og Det Europæiske Fællesskabs erklæring af 1.4.1998 fremsat i medfør af artikel 5, stk. 1, i bilag IX til Unclos og artikel 4, stk. 4, i aftalen om gennemførelse af kapitel XI i Unclos. Erklæringen vil blive behandlet senere i punkt 35 og 36.

---

12 – Reelt er der tale om spørgsmål, der henhører under henholdsvis Fællesskabets og medlemsstaternes enekompetence.

---

13 – Rådets afgørelse 98/392/EF af 23.3.1998 om Det Europæiske Fællesskabs indgåelse af de Forenede Nationers havretskonvention af 10.12.1982 og af aftalen af 28.7.1994 vedrørende anvendelsen af kapitel XI i denne konvention (EFT 1998 L 179, s. 1).

---

14 – Forslag til afgørelse fra generaladvokat Tesauro i sag C-53/96, Hermès mod FHT, Sml. I 1998, s. 3603, punkt 8.

---

15 – I Haegeman-sagen blev Domstolen via en præjudiciel forelæggelse anmodet om at fortolke visse handelsbestemmelser i EF’s associeringsaftale med Grækenland. Domstolen fastslog med hensyn til dens kompetence følgende: »[A]ftalens bestemmelser udgør fra dens ikrafttræden en integreret del af fællesskabsretten […] Domstolen har herefter kompetence til at træffe præjudicielle afgørelser vedrørende fortolkningen af denne aftale.« (dom af 30.4.1974, sag 181/73, Sml. s. 449, præmis 5 og 6). Jf. også sag 104/81, Kupferberg, Sml. 1982, s. 3641, præmis 13 og udtalelse 1/91 af 14.12.1991, Sml. s. 6079, punkt 37 og 38).

---

16 – Udtalelse 1/91, punkt 38.

---

17 – Dom af 7.10.2004, sag C-239/03, Kommissionen mod Frankrig, Sml. I, s. 9325, præmis 25 (min fremhævelse). Jf. ligeledes dom af 19.3.2002, sag C-13/00, Kommissionen mod Irland, Sml. I, s. 2943, præmis 14, og i samme retning dom af 30.9.1987, sag 12/86, Demirel, Sml. s. 3719, præmis 9.

---

18 – Dom af 14.12.2000, forenede sager C-300/98 og C-392/98, Dior m.fl., Sml. I, s. 11307, præmis 33. Jf. ligeledes forslag til afgørelse fra generaladvokat Reischl i sag 65/77 Razanatsimba, Sml. 1977, s. 2229, på s. 2243: »Det er alene en forudsætning for, [at Domstolen har kompetence til at behandle de rejste spørgsmål], at Fællesskabet er forpligtet ved den pågældende konvention, og at forpligtelsen også gælder for den bestemmelse, som skal fortolkes.«

---

19 – Jf. dom af 19.11.1975, sag 38/75, Nederlandse Spoorwegen, Sml. s. 1450, præmis 16.

---

20 – I medfør af artikel 300, stk. 2, EF og artikel 220 EF. Jf. også H.G. Schermers og D.F. Waelbroeck, Judicial protection in the European Union, Kluwer Law International, Haag/London/New York, 2001, s. 296 og 297.

---

21 – I sådanne tilfælde har Domstolen ikke kompetence i henhold til denne bestemmelse (jf. i denne retning forslag til afgørelse fra generaladvokat Tesauro i sagen Hermès mod FHT, punkt 19). En bestemmelse i en blandet aftale kan imidlertid også finde anvendelse på situationer henhørende under national ret og situationer henhørende under fællesskabsretten. Jeg skal her bemærke, at Domstolen i sådanne tilfælde har kompetence til at fortolke bestemmelsen i en præjudiciel afgørelse, selv når der er tale om situationer, der henhører under national ret (Hermès-dommen, præmis 32 og 33; jf. ligeledes dom af 13.9.2001, sag C-89/99, Schieving-Nijstad m.fl., Sml. I, s. 5851, præmis 30). Grundlaget for dette aspekt af Domstolens kompetence er forpligtelsen til samarbejde mellem medlemsstaterne og Fællesskabets institutioner (dommen i sagen Dior m.fl., præmis 38). Se vedrørende dette emne: J. Heliskoski, »The Jurisdiction of the European Court of Justice to Give Preliminary Rulings on the Interpretation of Mixed Agreements«, [2000] 4 Nordic Journal of International Law, s. 395-412 og P. Koutrakos, »The Interpretation of Mixed Agreements under the Preliminary Reference Procedure«, [2002] 7 European Foreign Affairs Review, s. 25-52.

---

22 – Traktatens afsnit XIX. Fællesskabets kompetence til at indgå aftaler med tredjeparter fastslås udtrykkeligt i artikel 174, stk. 4, EF.

---

23 – Dom af 31.3.1971, sag 22/70, Kommissionen mod Rådet (AETR), Sml. 1971, s. 41, præmis 17, org.ref.: Rec. s. 263. Jf. ligeledes Open Skies-dommene af 5.11.2002: sag C-466/98, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, Sml. I, s. 9427, sag C-467/98, Kommissionen mod Danmark, Sml. I, s. 9519, sag C-468/98, Kommissionen mod Sverige, Sml. I, s. 9575, sag C-472/98, Kommissionen mod Luxembourg, Sml. I, s. 9741, sag C-475/98, Kommissionen mod Østrig, Sml. I, s. 9797 og sag C-476/98, Kommissionen mod Tyskland, Sml. I, s. 9855.

---

24 – I denne henseende henviser Irland til udtalelse 2/91 af 19.3.1993, Sml. I, s. 1061. Se navnlig punkt 18 heri.

---

25 – Det Europæiske Fællesskabs erklæring af 1.4.1998 fremsat i medfør af artikel 5, stk. 1, i bilag IX til Unclos og artikel 4, stk. 4, i aftalen om fortolkning af kapitel XI i Unclos (herefter »erklæringen«).

---

26 – Nævnt ovenfor i fodnote 23.

---

27 – Nævnt ovenfor i fodnote 16.

---

28 – Ibid.

---

29 – Kommissionen mod Frankrig, præmis 27, Kommissionen mod Irland, præmis 16.

---

30 – Kommissionen mod Irland, præmis 16.

---

31 – Jf. navnlig dommens præmis 19 og 23.

---

32 – Forslag til afgørelse fra generaladvokat Mischo i sagen Kommissionen mod Irland, punkt 52.

---

33 – Kommissionen mod Frankrig, præmis 23.

---

34 – Dommens præmis 29.

---

35 – Dommens præmis 30 og 31. Jf. ligeledes Domstolens præjudicielle afgørelse i sag C-213/03, Pêcheurs de l’étang de Berre, Sml. I 2004, s. 7357, om samme konvention. Uden direkte at undersøge sin kompetence vedrørende bestemmelserne i konventionen og protokollen besvarede Domstolen den nationale rets spørgsmål.

---

36 – Min fremhævelse.

---

37 – Som Domstolen fastslog i præmis 23 i sin dom, kan en traktatbrudssag »kun […] vedrøre tilsidesættelse af forpligtelser i henhold til fællesskabsretten«. Domstolen efterprøvede derfor »om de forpligtelser, der påhviler Frankrig og er genstand for sagen, henhører under fællesskabsretten«. Det er helt sikkert muligt, navnlig i forbindelse med blandede aftaler, at en medlemsstats tilsidesættelse af en forpligtelse, der opstår som følge af en aftale, men som ikke henhører under Fællesskabets kompetence, vil bringe realiseringen af Fællesskabets mål i fare og skade Fællesskabets interesser. I sådanne situationer har Domstolen kompetence til at afsige dom i en traktatbrudssag. Traktatbrudssagen kan imidlertid ikke anlægges direkte grundet på en manglende opfyldelse af de forpligtelser, der opstår på grundlag af en blandet aftale. Sagen skal derimod anlægges under henvisning til en manglende opfyldelse af den fællesskabsforpligtelse, der følger af artikel 10 EF. Jf. ligeledes C. Hillion, The evolving system of European Union external relations as evidenced in the EU Partnerships with Russia and Ukraine, afhandling, Leyden, 2005, s. 130.

---

38 – Konventionen om beskyttelse af Middelhavet og protokollen om beskyttelse af Middelhavet mod landbaseret forurening blev indgået ved henholdsvis Rådets afgørelse 77/585/EØF af 15.7.1977 og Rådets afgørelse 83/101/EØF af 28.2.1983, begge på grundlag af EF-traktatens artikel 235 (nu artikel 308 EF).

---

39 – Dommen i sagen Dior m.fl., præmis 33. Jf. også punkt 22 ovenfor.

---

40 – Artikel 282 i Unclos med overskriften »Forpligtelser i henhold til generelle, regionale eller bilaterale aftaler« bestemmer følgende: »Såfremt de deltagende stater, der er parter i en tvist vedrørende fortolkningen eller anvendelsen af denne konvention, ved en generel, regional eller bilateral aftale eller på en anden måde har aftalt, at en sådan tvist efter anmodning fra en part i tvisten skal underkastes en procedure, der indebærer en bindende afgørelse, skal denne procedure anvendes i stedet for de procedurer, der er fastsat i dette kapitel, medmindre andet aftales mellem parterne i tvisten.«

---

41 – Jf. analogt hermed dom af 25.9.1979, sag 232/78, Kommissionen mod Frankrig, Sml. s. 2729, præmis 7-9.

---

42 – Udtalelse 1/91, punkt 35.

---

43 – Rådets direktiv af 27.6.1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet (EFT L 175, s. 40), som ændret ved Rådets direktiv 97/11/EF af 3.3.1997 (EFT L 73, s. 5). Direktivet blev senere ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/35/EF af 26.5.2003 (EUT L 156, s. 17).

---

44 – Rådets direktiv af 7.6.1990 om fri adgang til miljøoplysninger (EFT L 158, s. 56).

---

45 – Rådets direktiv af 15.7.1980 om ændring af direktiverne om fastsættelse af de grundlæggende normer for beskyttelse af befolkningens og arbejdstagernes sundhed mod de farer, der er forbundet med ioniserende stråling (EFT L 246, s. 1).

---

46 – Rådets direktiv af 3.2.1992 om overvågning af og kontrol med overførsel af radioaktivt affald mellem medlemsstaterne samt ind i og ud af Fællesskabet (EFT L 35, s. 24).

---

47 – Rådets direktiv af 13.5.1996 om fastsættelse af grundlæggende sikkerhedsnormer til beskyttelse af befolkningens og arbejdstagernes sundhed mod de farer, som er forbundet med ioniserende stråling (EFT L 159, s. 1).

---

48 – Konventionen om beskyttelse af havmiljøet i det nordøstlige Atlanterhav indgået på vegne af Fællesskaberne ved Rådets afgørelse af 7.10.1997 (EFT 1998 L 104, s. 1).

---

49 – Punkt 6.1 i Irlands processkrift. Fremhævelsen findes i originalen.

---

50 – Punkt 6.7 i Irlands processkrift.

---

51 – Punkt 7.6 i Irlands processkrift.

---

52 – Punkt 5.14 i Irlands processkrift. Jf. også punkt 5.36: »En voldgiftsdomstol nedsat i overensstemmelse med bilag VII har til opgave at fastslå omfanget af en stats forpligtelser i henhold til Unclos på et objektivt grundlag. Dette kræver nødvendigvis, at den vurderer, om en stat f.eks. har truffet de nødvendige foranstaltninger til at gennemføre gældende internationale bestemmelser og standarder, som Unclos henviser til. Det Forenede Kongerige har som deltager i Unclos accepteret, at voldgiftsdomstolen nedsat i overensstemmelse med bilag VII træffer denne afgørelse.«

---

53 – Som et af medlemmerne af voldgiftsdomstolen rent faktisk også bemærkede. Se: The Mox Plant Case, retsforhandlingerne dag to, s. 44 in fine (spørgsmål af Sir Arthur Watts KCMG QC til professor Vaughan Lowe, rådgiver for Irland).

---

54 – Jf. f.eks. Irlands indlæg vedrørende Det Forenede Kongeriges forpligtelser i henhold til direktiv 85/337 i punkt 7.28, 8.102 og 8.114 i Irlands processkrift.

---

55 – Se punkt 10 ovenfor.

---

56 – Jf. f.eks. dom af 10.2.1983, sag 230/81, Luxembourg mod Parlamentet, Sml. s. 255, præmis 37, af 22.10.1998, forenede sager C-36/97 og C-37/97, Kellinghusen og Kelsen, Sml. I, s. 6337, præmis 30, af 4.3.2004, sag C-344/01, Kommissionen mod Tyskland, Sml. I, s. 2081, præmis 79, og dom af 13.7.2004, sag C-82/03, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 6635, præmis 15.

---

57 – Jf. f.eks. AETR-dommen, præmis 21 og 22, dom af 14.7.1976, forenede sager 3/76, 4/76 og 6/76, Kramer, Sml. s. 1279, præmis 42-45, udtalelse 1/78 af 14.11.1978, Sml. s. 2151, præmis 33, Kupferberg-dommen, præmis 13, og dom af 2.6.2005, sag C-266/03, Kommissionen mod Luxembourg, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 57-66.

---

58 – Jf. i denne retning udtalelse 2/91, punkt 36, udtalelse 1/94 af 15.11.1994, Sml. I, s. 5267, punkt 108, og dom af 19.3.1996, sag C-25/94, Kommissionen mod Rådet, Sml. I, s. 1469, præmis 48.

---

59 – Jf. i denne forbindelse sager, hvor Domstolen har fastslået, at artikel 10 EF medførte en forpligtelse til at gennemføre konsultationer med Kommissionen: Dom af 4.10.1979, Frankrig mod Det Forenede Kongerige, præmis 8 og 9, sag 804/79, af 5.5.1981, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, Sml. s. 1045, præmis 31, af 7.5.1987, sag 186/85, Kommissionen mod Belgien, Sml. s. 2029, præmis 40, sag C-266/03, Kommissionen mod Luxembourg, præmis 61-66, og dom af 14.7.2005, sag C-433/03, Kommissionen mod Tyskland, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 68-73.