FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

CHRISTINE STIX-HACKL

fremsat den 11. november 2004 (1)

Sag C-336/03

easyCar (UK) Limited

mod

The Office of Fair Trading

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af High Court of Justice (England & Wales) Chancery Division (Det Forenede Kongerige))

»Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF af 20. maj 1997 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg – anvendelsesområde – undtagelse af anvendelsesområder i henhold til artikel 3, stk. 2 – er biludlejning en aftale om levering af tjenesteydelser i form af […] transport?«

I –    Indledning

1.     Denne sag vedrører fortolkningen af artikel 3, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF af 20. maj 1997 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg (2). I den forbindelse skal Domstolen afklare, hvorvidt aftaler om biludlejning kan betragtes som »aftaler om levering af tjenesteydelser i form af […] transport« i denne bestemmelses forstand.

2.     Fjernsalgsdirektivets artikel 3, stk. 2, foreskriver, at et område omfattet af fjernsalgsdirektivet undtages fra dets artikel 4, 5 og 6 samt artikel 7, stk. 1 – og således også undtages fra den fortrydelsesret, som forbrugeren skal have i medfør af artikel 6.

3.     Til grund for hovedsagen ligger sager anlagt af Office of Fair Trading (herefter »OFT«) og af selskabet easyCar (UK) Limited (herefter »easyCar«), hvori OFT på den ene side kræver, at easyCar skal ophøre med at nægte kunderne den lovpligtige fortrydelsesret og ret til tilbagebetaling, men easyCar på den anden side anmoder den nationale ret om at fastslå, at selskabet er fritaget for at overholde disse forpligtelser.

II – Retsforskrifter

A –    Fællesskabsretten

4.     I henhold til fjernsalgsdirektivets artikel 1 er formålet med direktivet »at tilnærme medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om aftaler vedrørende fjernsalg indgået mellem en forbruger og en leverandør«.

5.     Ved begrebet »aftale vedrørende fjernsalg« forstås i henhold til artikel 2, stk. 1, »enhver aftale mellem en leverandør og en forbruger vedrørende varer eller tjenesteydelser, der er indgået som led i et system for varesalg eller levering af tjenesteydelser organiseret af leverandøren, som for den pågældende aftales vedkommende udelukkende anvender en eller flere former for fjernkommunikationsteknik frem til og inklusive selve indgåelsen af aftalen«.

6.     Til de centrale bestemmelser i fjernsalgsdirektivet hører dets artikel 6, stk. 1, som bestemmer, at »[v]ed enhver aftale vedrørende fjernsalg har forbrugeren en frist på mindst syv hverdage til at fortryde aftalen, uden at der kan kræves bod, og uden angivelse af årsag [...]«. Artikel 6, stk. 2, fastlægger retsvirkningerne af, at forbrugeren gør fortrydelsesretten gældende, medens artikel 6, stk. 3, opregner de tilfælde, hvor fortrydelsesretten ikke kan gøres gældende, medmindre andet er aftalt.

7.     I henhold til fjernsalgsdirektivets artikel 3, stk. 2, finder imidlertid bl.a. dets artikel 6 ikke anvendelse på »aftaler om levering af tjenesteydelser i form af logi, transport, forplejning og fritidstilbud, når leverandøren ved aftalens indgåelse påtager sig at levere sådanne ydelser på en forud fastlagt dato eller i et nærmere bestemt tidsrum«.

B –    National ret

8.     Fjernsalgsdirektivet er gennemført i britisk ret ved Consumer Protection (Distance Selling) Regulations 2000 (herefter »Regulations«). Undtagelsen i artikel 3, stk. 2, er gennemført ved lovens Regulation 6, stk. 2, der fastsætter følgende:

»Regulations 7-19, stk. 1, finder ikke anvendelse på:

[…]

b)      aftaler om levering af tjenesteydelser i form af logi, transport, forplejning og fritidstilbud, når leverandøren ved aftalens indgåelse påtager sig at levere sådanne ydelser på en forud fastlagt dato eller i et nærmere bestemt tidsrum.«

9.     Den grundlæggende »fortrydelsesret« er fastsat i Regulation 10, stk. 1:

»Såfremt forbrugeren inden for fortrydelsesfristen i Regulations 11 og 12 giver leverandøren meddelelse om, at aftalen fortrydes [...] bevirker denne meddelelse at aftalen ophæves, jf. dog Regulation 13.«

10.   Regulation 12 gennemfører tidsfristerne i fjernsalgsdirektivets artikel 6, stk. 1, med hensyn til aftaler om levering af tjenesteydelser, og Regulation 13, stk. 1, litra a), – som easyCar subsidiært har påberåbt sig – gennemfører fjernsalgsdirektivets artikel 6, stk. 3.

11.   Regulation 14 gennemfører fjernsalgsdirektivets artikel 6, stk. 2, og fastsætter bl.a., at leverandøren ved fortrydelse af en aftale efter Regulation 10 uden omkostninger skal tilbagebetale ethvert beløb, der er betalt af forbrugeren eller på dennes vegne i forbindelse med aftalen, med undtagelse af visse ved lov fastsatte omkostninger i forbindelse med tilbageleveringen af varen.

III – Faktiske omstændigheder og retsforhandlinger

12.   easyCar er et biludlejningsfirma, der indgår aftaler med kunder udelukkende ved hjælp af internettet. Lejen for bilerne tilpasses efter udbud og efterspørgsel, dvs. at priserne principielt stiger, jo færre biler der er til rådighed. Derved bliver lejen lavere, jo tidligere man reserverer, og den stiger afhængigt af den resterende kapacitet, efterhånden som udlejningsdatoen nærmer sig. På den måde skal det også være muligt for kunderne at få en bil kort tid før udlejningsdatoen, omend til en højere pris.

13.   Af easyCars forretningsbetingelser fremgår det, at kunden efter indgåelsen af en udlejningsaftale ganske vist har ret til at fortryde aftalen, men at dette ikke giver kunden ret til tilbagebetaling, medmindre der foreligger uforudseelige eller i øvrigt særlige omstændigheder som f.eks. alvorlig sygdom eller naturkatastrofer.

14.   Efter at der var indgivet flere klager fra forbrugere mod easyCar vedrørende udlejningsaftalernes forenelighed med britisk ret, især Regulations, anlagde easyCar den 21. november 2002 sag ved den forelæggende ret med påstand om, at det fastslås, at selskabets udlejningsaftaler i henhold til Regulation 6, stk. 2, litra b), og/eller Regulation 13, stk. 1, litra a) »er undtaget fra kravene med hensyn til fortrydelse i Regulations 10 og 12«.

15.   Selskabet easyCar anførte, at dets biludlejningsaftaler henhører under undtagelsen i Regulation 6, stk. 2, om »aftaler om levering af tjenesteydelser i form af […] transport«, som gennemfører fjernsalgsdirektivets artikel 3, stk. 2.

16.   OFT anlagde den 7. februar 2003 sag med påstand om, at det pålægges easyCar at ophøre med at tilsidesætte sine forpligtelser i henhold til Regulations 10 og 14, som gennemfører fjernsalgsdirektivets artikel 6, stk. 1 og 2.

17.   Selv om parterne har forskellige opfattelser af begrebet »transport« i Regulations’ forstand, er det ubestridt mellem parterne, at de foreliggende biludlejningsaftaler er »aftaler vedrørende fjernsalg« og »levering af tjenesteydelser« i Regulations’ og dermed i fjernsalgsdirektivets forstand.

18.   Da de Regulations, som tilsidesættes ifølge OFT’s sagsanlæg ved den nationale ret, gennemfører fjernsalgsdirektivet og derfor skal fortolkes ud fra dette direktiv, har High Court of Justice (England & Wales), Chancery Division, ved afgørelse af 21. juli 2003 forelagt Domstolen følgende spørgsmål:

»Omfatter udtrykket »aftaler om levering af tjenesteydelser i form af [...] transport« i artikel 3, stk. 2, i direktiv 97/7/EF om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg aftaler om biludlejning?«

IV – Det præjudicielle spørgsmål

A –    Parternes væsentligste argumenter

19.   easyCar er af den opfattelse, at biludlejningsaftaler er »aftaler om levering af tjenesteydelser i form af [...] transport«. »Transport« omfatter ikke kun den faktiske gennemførelse af en transport ved hjælp af eget personale, men også det blot at stille et transportmiddel til rådighed. Lovgiver har bevidst ikke sondret mellem disse muligheder. Bestemmelsen i artikel 3, stk. 2, omfatter derfor alle aftaler, som indgås på transportområdet. For det taler også den tyske ordlyd »in den Bereichen […] Beförderung« (inden for [...] transportområdet) og den italienske ordlyd »relativi […] ai trasporti« (vedrørende [...] transport); ingen af disse sprogversioner giver mulighed for en snæver fortolkning.

20.   Derudover fremgår det af de andre tjenesteydelser, der er nævnt i artikel 3, stk. 2, at man netop vil udelukke de tilfælde fra fjernsalgsdirektivets anvendelsesområde, hvor fortrydelse ikke kan komme på tale, fordi det ville have alvorlige følger for udbyderen. Netop dette er tilfældet, hvor det er nødvendigt at foretage en reservation på grund af begrænset kapacitet. Denne risiko er også biludlejning udsat for. Derved adskiller biludlejning sig ikke fra aftaler inden for områderne logi, forplejning og fritidstilbud.

21.   Denne fortolkning følger, stadig ifølge easyCar, også af forarbejderne til direktivet, for allerede i eksempelvis Kommissionens direktivforslag af 21. maj 1992 (3) var der udtrykkeligt medtaget tjenesteydelser, som kræver reservation.

22.   Derudover støtter easyCar sig på fortolkningen af begrebet »transport«. easyCar er af den opfattelse, at der ved »transport«, som Domstolen har fastslået i forbindelse med Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter – Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag (4), skal forstås alt, som benyttes til at komme fra et sted til et andet. Derfor omfatter begrebet også transportmidler. Det fremgår også af Rådets direktiv 83/182/EØF af 28. marts 1983 om afgiftsfritagelse inden for Fællesskabet ved midlertidig indførsel af visse transportmidler (5), at det at stille køretøjer til rådighed udgør levering af transporttjenesteydelser.

23.   Dertil kommer, stadig ifølge easyCar, at det ikke vil være i overensstemmelse med det fællesskabsretlige lighedsprincip, såfremt biludlejning ikke er omfattet af disse bestemmelser, for biludlejning ville være ringere stillet i forhold til traditionelle transporttjenesteydelser som bustjenesteydelser, som biludlejning konkurrerer med, hvis undtagelsesbestemmelsen ikke omfattede biludlejning.

24.   Det Forenede Kongeriges regering derimod er af den opfattelse, at biludlejningsaftaler ikke er omfattet af undtagelsen i artikel 3, stk. 2, for det første fordi bestemmelsen skal fortolkes snævert, og for det andet fordi »transport« betyder levering af en transporttjenesteydelse og ikke er begrænset til det at stille transportmidler til rådighed.

25.   En forskellig behandling i forhold til passagertransportvirksomheder er ifølge denne regering berettiget. I modsætning til transportvirksomheder, som skal have en særlig tilladelse til at transportere personer, stilles der ikke sådanne krav til biludlejningsvirksomheder. Desuden er transportvirksomhederne afhængige af bestemte trafiknet. Endvidere kan en passagers situation med hensyn til besiddelse af rejsehjemmel og tegning af en forsikring ikke sammenlignes med den situation, som en fører af en udlejningsbil befinder sig i.

26.   Derudover stiller Det Forenede Kongeriges regering sig tvivlende overfor, hvorvidt biludlejningsvirksomheder overhovedet står i et konkurrenceforhold til persontransportvirksomheder.

27.   Under alle omstændigheder, stadig ifølge denne regering, har en kunde i det tilfælde, hvor han indgår en biludlejningsaftale via fjernsalg, nøjagtigt lige så stort et behov for beskyttelse som i de andre tilfælde, som direktivet omfatter.

28.   Den spanske regering har anført, at indholdet af en biludlejningsaftale ikke udgør transport som sådan. Selv om ordene »suministro/fourniture/provision« i henholdsvis den spanske, franske og engelske sprogversion (6) af direktivets artikel 3, stk. 2, for så vidt kan misforstås, idet de kan forlede til at tro, at denne bestemmelse også omfatter det at stille løsøre til rådighed, foreskriver direktivet imidlertid kun en undtagelse for selve gennemførelsen af transporten, og ikke for det at stille transportmidler til rådighed. Dette fremgår frem for alt af en sammenligning af de to led af artikel 3, stk. 2, [i den tyske sprogversion] og anvendelsen af begrebet »levering« der.

29.   Kommissionen er enig i, at artikel 3, stk. 2, ikke omfatter biludlejningsaftaler. Ifølge Kommissionen fremgår dette allerede af en naturlig fortolkning af begrebet »at transportere«. »At transportere« er at bringe personer eller ting til et andet sted. Begrebet indeholder dermed et aktivt element, som ikke er til stede, når der blot stilles udlejningsbiler til rådighed.

30.   Endvidere har Kommissionen anført, at samtlige undtagelser ganske vist er ydelser forbundet med reservation, men at det også har været lovgivers hensigt at undtage de tjenesteydelser fra direktivets anvendelsesområde, hvor en ophævelse af aftalen kort tid før den fastsatte dato for leveringen ville have alvorlige konsekvenser for tjenesteydelsesvirksomheden. Denne risiko består ikke for en biludlejningsvirksomhed, for der vil bilen blot gå tilbage i bilparken og dermed fortsat stå til rådighed for virksomheden.

B –    Retlig vurdering

31.   Det præjudicielle spørgsmål vedrører fortolkningen af fjernsalgsdirektivets artikel 3, stk. 2, andet led, og især en afklaring af begrebet »i form af […] transport«.

32.   Artikel 3, stk. 2, andet led, udelukker aftaler om levering af tjenesteydelser i form af logi, transport, forplejning og fritidstilbud fra anvendelsesområdet for enkelte af direktivets bestemmelser, når leverandøren ved aftalens indgåelse påtager sig at levere sådanne tjenesteydelser på en forud fastlagt dato eller i et nærmere bestemt tidsrum.

33.   Der er således tale om en undtagelse fra anvendelsesområdet for en ordning i afledt ret, som ifølge Domstolens faste retspraksis skal fortolkes snævert (7). Dette gælder især inden for forbrugerbeskyttelse (8), for netop her er det i forbindelse med fortolkningen af en retsakt i særlig grad nødvendigt at tage hensyn til den pågældende retsakts formål at yde beskyttelse.

34.   Med hensyn til biludlejning opstår uklarheden vedrørende undtagelsen fra anvendelsesområdet, fordi de pågældende aftaler kunne have en tjenesteydelse i form af transport som genstand, da de har til formål at stille et transportmiddel til rådighed. Med udgangspunkt i ordlyden af den omhandlede undtagelse skal man således i det væsentlige besvare spørgsmålet om, hvorvidt det at stille et transportmiddel til rådighed skal anses som en ydelse i form af transport. I denne sammenhæng skal formålet med undtagelsen tillægges særlig opmærksomhed.

1.      Begrebet »transport« i fjernsalgsdirektivets artikel 3, stk. 2

35.   Direktivet selv forklarer ikke begrebet »transport«, hvorfor begrebet principielt skal ses ud fra den sammenhæng, hvori det indgår i direktivet, og på den baggrund fortolkes i overensstemmelse med dets almindelige betydning (9).

36.   Afgørende for, at der er tale om transport, er efter den almindelige opfattelse det, at personer eller genstande bringes til et andet sted end udgangsstedet. Det er imidlertid ikke tilstrækkeligt, at transportydelsen gennemføres af den egentlige modtager af ydelsen, som det eksempelvis sker ved biludlejning. Tværtimod hører ifølge sagens natur netop det at bringe nogen/noget et andet sted hen til tjenesteyderens væsentlige pligter. Dette forhold har den franske regering med rette henvist til i sit mundtlige indlæg.

37.   I forbindelse med fjernsalgsdirektivet kunne man imidlertid nå et andet resultat af fortolkningen alene af den grund, at enkelte sprogversioner i undtagelsesbestemmelsen ikke angiver »transport« som sådan, men generelt levering af ydelser »i form af« transport. Således vedrører både den tyske og den italienske version alle tjenesteydelser »in den Bereichen […] Beförderung« (inden for områderne […] transport), og »relativi […] ai trasporti« (vedrørende […] transport), mens eksempelvis den franske, spanske eller engelske sprogversion omhandler ydelse »af transport« (10). Som f.eks. den spanske regering mener, udelukker dette imidlertid ikke, at de forskellige sprogversioners ordlyd også tillader en videre fortolkning.

38.   Ifølge fast retspraksis skal de forskellige sprogversioner af en fællesskabsbestemmelse fortolkes ensartet, og den pågældende bestemmelse skal derfor, når der er uoverensstemmelse mellem versionerne, fortolkes på baggrund af den almindelige opbygning af og formålet med det regelsæt, som den indgår i (11).

39.   På den ene side har direktivet til formål at indføre en omfattende forbrugerbeskyttelse, som principielt skal være sikret på alle områder, hvor der er et øget informationsbehov på grund af anvendelse af medier til fjernsalg. På den anden side skal bestemte områder, som lovgiver gik ud fra ville blive ramt af fjernsalgsdirektivets strenge krav i særlig alvorlig grad, dog være undtaget.

40.   Inddrages bl.a. forarbejderne til fjernsalgsdirektivet og dettes ordlyd, hvorefter tjenesteydelserne skal leveres på en forud fastlagt dato eller i et nærmere bestemt tidsrum, i fortolkningen, kan det fastslås, at samtlige de i artikel 3, stk. 2, andet led, nævnte, undtagne områder har det væsentlige kendetegn, at det drejer sig om former for tjenesteydelser, hvor der foretages reservationer. Dette skyldes behovet for at beskytte tjenesteyderen, navnlig når den forudbestilte tjenesteydelse afbestilles med kort varsel (12).

41.   En virksomheds afhængighed af reservationer medfører nemlig, at den påtager sig forskellige omkostninger, som ville være en væsentlig belastning for virksomheden i tilfælde af manglende kompensation herfor. Især forpligter udbyderen af tjenesteydelsen sig allerede på tidspunktet for aftalens indgåelse til at holde en bestemt kapacitet fri i et bestemt tidsrum. Hvis tjenesteydelsesmodtageren imidlertid ikke benytter sig af denne tjenesteydelse, er udbyderen nødt til inden for kort tid at finde en anden tjenesteydelsesmodtager, som vil have den samme tjenesteydelse i præcis samme tidsrum. Dette kan vise sig at være problematisk, når det tages i betragtning, at virksomheden skal tage hensyn til kundernes særønsker uden at have tilsvarende mulighed for fleksibilitet – til forskel fra de tilfælde, hvor varer eller tjenesteydelser, hvor reservation ikke spiller nogen rolle, blot kan sættes til salg igen.

42.   Med dette formål for øje – nemlig at tage hensyn til tjenesteudbyderens behov – kommer det således ikke så meget an på, om det ved gennemførelsen af den omhandlede aktivitet faktisk drejer sig om gennemførelse af en transport som sådan, men snarere på, om denne aktivitet skal kategoriseres som en aktivitet i form af transport, og den derfor indebærer samme risici som de i artikel 3, stk. 2, andet led, anførte aktiviteter.

43.   Da det afgørende for undtagelsen således ikke kan være, om der faktisk gennemføres en transport, er det i hvert fald ikke udelukket, at også det at stille transportmidler til rådighed skal anses som en ydelse i form af »transport«, og at det derfor kan falde ind under fjernsalgsdirektivets undtagelse.

2.      Det at stille transportmidler til rådighed set som en ydelse i form af […] transport

44.   easyCar har i det væsentlige gjort gældende, at der ved udlejning af biler er tale om at stille transportmidler til rådighed, hvilket i sin egenskab af tjenesteydelse er omfattet af fjernsalgsdirektivets artikel 3, stk. 2, lige så vel som selve transportydelsen er omfattet deraf. easyCar har i denne forbindelse henvist til forskellige domme afsagt af Domstolen til afklaring af begrebet transportmiddel.

45.   Om og i hvilket omfang disse domme er relevante for denne sag, er imidlertid tvivlsomt.

 Relevansen af tilsvarende retspraksis

46.   I Hamann-dommen (13) fastslog Domstolen, at også havkrydsere er omfattet af begrebet »transportmiddel« i sjette momsdirektivs artikel 9, stk. 2, litra d) (14).

47.   Sjette momsdirektivs artikel 9, stk. 2, indeholder af praktiske årsager nogle særlige kriterier for fastsættelsen af leveringsstedet for afgiftspligtige tjenesteydelser. Det afgørende kriterium for udlejning af løsøregenstande – det sted, hvor benyttelsen sker – viste sig ikke at være anvendeligt ved udlejning af transportmidler, da transportmidler nemt kan krydse grænser, og det derfor er vanskeligt, om end ikke umuligt, at fastlægge det sted, hvor benyttelsen sker (15). I overensstemmelse hermed gælder det ovennævnte særlige kriterium ikke for transportmidler. På denne baggrund har Domstolen begrundet det, at havkrydsere benævnes »transportmiddel«, med, at det er vanskeligt at fastlægge det sted, hvor benyttelsen af båden sker, og med, at det skal forhindre, at der overhovedet ikke betales moms. Hermed har Domstolen på afgørende vis inddraget synspunkter, som ikke kan have betydning for fortolkningen af fjernsalgsdirektivets artikel 3, stk. 2.

48.   Samme konklusion kommer jeg til med hensyn til ARO Lease- dommen (16) og Lease Plan Luxembourg-dommen (17), hvori Domstolen – igen på baggrund af sjette momsdirektiv – med henblik på at definere det sted, hvor tjenesteydelsen leveres, sidestillede leasing af motorkøretøjer med udlejning af transportmidler. Noget tilsvarende gælder for dommen i sag C-83/99, Kommissionen mod Spanien (18), hvor Domstolen med hensyn til anvendelse af en reduceret momssats fastslog, at »[i]midlertid består den ydelse at stille en vejinfrastruktur til rådighed for brugerne mod betaling af en vejafgift ikke i levering af et transportmiddel, men i at give de brugere, der råder over et køretøj, mulighed for at tilbagelægge en distance på den bedst mulige måde«.

49.   Sammenfattende må det derfor fastholdes, at løsninger, som Domstolen er nået frem til i forbindelse med fortolkningen af sjette momsdirektiv, kun kan inddrages i en anden sammenhæng under specielle forudsætninger. Derudover er det i nærværende tilfælde heller ikke et spørgsmål om, hvorvidt biludlejning kan klassificeres som det at stille et transportmiddel til rådighed, men derimod om, hvorvidt der her er tale om en ydelse i form af […] transport i fjernsalgsdirektivets forstand.

50.   Endelig kan heller ikke direktiv 83/182/EØF og den retspraksis, som er baseret på dette direktiv, bidrage til en afklaring, for også her er det regulerede område med dets afgiftsretlige vurdering et område, som ikke er omfattet af forbrugerbeskyttelse.

51.   Lige så lidt kan der med hensyn til udtrykket »ydelser i form af […] transport« udledes noget af de generelle retsprincipper i Rådets første direktiv 80/1263/EØF af 4. december 1980 om indførelse af et EF-kørekort (19) og i det efterfølgende direktiv 91/439/EØF af 29. juli 1991 om kørekort (20), for ingen af de to direktiver vedrører transport; formålet med disse direktiver er først og fremmest at kategorisere de enkelte kørekortsklasser.

52.   Det fremgår imidlertid også af Domstolens praksis, at ikke alle ydelser i transportsektoren er transportydelser. Dette er umiddelbart indlysende i betragtning af, at sagen Aéroports de Paris mod Kommissionen (21) drejer sig om vurderingen af ydelser i forbindelse med drift af en lufthavn.

 Konklusioner med henblik på fortolkning af fjernsalgsdirektivet

53.   Når der således ikke kan drages nogen konklusioner ud fra den bestående retspraksis med hensyn til fortolkningen af fjernsalgsdirektivet, er det nødvendigt at underkaste transportbegrebet i fjernsalgsdirektivets artikel 3, stk. 2, en selvstændig fortolkning uafhængigt af de ovennævnte direktiver og retlige områder. Denne fortolkning skal være i overensstemmelse med direktivets kontekst og det formål, dets bestemmelser skal beskytte.

54.   Hvad angår undtagelsen fra anvendelsesområdet, skal man, som allerede understreget (22), frem for alt være opmærksom på, at en sådan ifølge fast retspraksis skal fortolkes snævert. Derfor bør der også tages passende hensyn til forbindelsen mellem transportmidlet og begrebet transport i den forstand, som det anvendes i i artikel 3, stk. 2, andet led.

55.   En udlejet bil er principielt egnet til ud over at transportere føreren også at transportere genstande eller andre personer. For den antagelse, at der ved biludlejning er tale om levering af tjenesteydelser i form af transport – i hvert fald i videste forstand – taler ligeledes, at formålet med det udlejede køretøj er at anvende det som et transportmiddel. Biludlejeren har ganske vist i forbindelse med biludlejning for det meste ikke indblik i, hvad bilen anvendes til. Men som easyCar med rette har påpeget, medfører det, at man lejer en udlejningsbil som et alternativ til at benytte offentlige transportmidler, vel nok, at anvendelse af bilen som et transportmiddel træder i forgrunden.

56.   Det må således fastholdes, at genstanden for biludlejning ganske vist er det at stille transportmidler til rådighed, men at der trods alt alligevel leveres en ydelse inden for transportområdet. Men om det – hvilket er nødvendigt i denne sammenhæng – drejer sig om en ydelse i form af […] transport i den forstand, som udtrykket anvendes i fjernsalgsdirektivets artikel 3, stk. 2, er dog i væsentlig grad afhængig af formålet med den i fjernsalgsdirektivet fastsatte undtagelse af visse anvendelsesområder.

3.      Formålet med undtagelsen af anvendelsesområder i fjernsalgsdirektivets artikel 3, stk. 2.

57.   Her skal det undersøges, hvorvidt fjernsalgsdirektivets artikel 3, stk. 2, andet led, i overensstemmelse med ånden bag og formålet med direktivet og under passende hensyntagen til direktivets formål at beskytte forbrugeren hjemler mulighed for, at det at stille et transportmiddel til rådighed betragtes som en ydelse i form af transport.

 Ånden bag og formålet med undtagelsen af anvendelsesområder

58.   Selv om biludlejning har som genstand at stille et transportmiddel til rådighed, kunne ånden bag undtagelsen kræve, at ikke enhver stillen til rådighed af transportmidler skulle falde under undtagelsesbestemmelsen. Dette er igen afhængigt af, om den pågældende virksomhed i tilfælde af, at fjernsalgsdirektivet finder anvendelse, er udsat for de samme økonomiske eller faktiske konsekvenser som de andre tjenesteydere, som er omfattet af fjernsalgsdirektivets artikel 3, stk. 2, andet led. For kun hvis virksomheden er udsat for sådanne konsekvenser på grund af anvendelsen af fjernsalgsdirektivets bestemmelser, vil en begrænsning af forbrugerbeskyttelsen i overensstemmelse med undtagelsens afvejning af forbrugerens beskyttelse på den ene side og virksomhedens berettigede interesser (23) på den anden side være begrundet.

59.   Som fastslået ovenfor (24) har undtagelsen af anvendelsesområder til formål at beskytte bestemte tjenesteydelser, som forudsætter reservation, og som ellers ville blive ramt af fjernsalgsdirektivets krav i urimelig grad. Dette er en følge af, at en reservation medfører, at der stilles kapacitet til rådighed, som således ikke kan anvendes andetsteds og derfor kan medføre høje alternativomkostninger for udbyderen.

 Eventuel urimelig belastning af biludlejningsvirksomhederne

60.   En biludlejningsvirksomhed, som indgår samtlige aftaler via internettet, er principielt afhængig af, at der foretages reservation af dens ydelser, for kun således er den i stand til at anvende bilerne på en økonomisk måde. Men også for »traditionelle« biludlejningsvirksomheder giver reservation mulighed for en mere økonomisk anvendelse af bilparken. Dette økonomiske synspunkt alene er dog tilsyneladende ikke afgørende, hvis man f.eks. tager i betragtning, at der muligvis også kunne gøres en rentabel forretning med udlejningsbiler, som bliver ledige med kort varsel, f.eks. ved hjælp af de såkaldte last-minute-tilbud. For i så fald har udbyderen et koncept til i sidste øjeblik at forebygge manglende kapacitetsudnyttelse. En anvendelse af fjernsalgsdirektivets fortrydelsesret på biludlejning er derfor ikke i sig selv egnet til at begrunde, at der sker en urimelig belastning af de pågældende virksomheder set ud fra et økonomisk synspunkt.

61.   Et væsentligt kendetegn for en urimelig belastning kunne derimod være en øget belastning af organisationen på grund af en eksisterende reservation. Dette vil som regel ikke være tilfældet i forbindelse med selve det at stille udlejningsbiler til rådighed for kunder, i hvert fald ikke, hvor f.eks. forberedelse af bilen (rengøring, tankning osv.) under alle omstændigheder udføres separat på grundlag af en tillægsaftale, hvilket tilsyneladende er tilfældet hos easyCar.

62.   En biludlejningsvirksomhed er desuden heller ikke berørt af en ophævelse af aftalen på samme måde som transportvirksomheder generelt, som ubestridt er omfattet af undtagelsens anvendelsesområder. En ophævelse med kort varsel af aftaler kan ganske vist også inden for biludlejningsområdet medføre, at kapacitet frigøres og forbliver uudnyttet i den reserverede periode. Men en transportvirksomhed skal i modsætning til en biludlejningsvirksomhed derudover også principielt løse problemet med en (eventuel) passende omplacering af personale, som der ikke er arbejde til. Uafhængigt deraf skal en transportvirksomhed også bære øgede ansvarsrisici i forbindelse med de transporterede varer eller personer, hvilket medfører øgede omkostninger. Derudover må en manglende anvendelsesmulighed for en bil i en bilpark, som ved biludlejning, være forbundet med færre omkostninger end gennemførelsen af en transporttjenesteydelse med en stor andel af fri kapacitet.

63.   Det ændrer heller ikke noget herved, at der eventuelt er et konkurrenceforhold mellem en biludlejningsvirksomhed og specielt persontransportvirksomheder, som falder ind under fjernsalgsdirektivets undtagelse af anvendelsesområder i artikel 3, stk. 2. Hvorvidt et sådant konkurrenceforhold faktisk eksisterer, må stå hen i det uvisse, da man, selv hvis dette forhold eksisterer, bør tage i betragtning, at det er berettiget, at fjernsalgsdirektivet ikke finder anvendelse på sådanne transportvirksomheder, som er underlagt særlige krav med hensyn til drift og personale, som f.eks. om særlige tilladelser, afhængighed af net, og i visse tilfælde en reel tvang til at indgå aftaler, krav, som ikke foreligger med hensyn til biludlejningsvirksomheder i samme omfang.

64.   Af alt dette fremgår tydeligt, at en biludlejningsvirksomheds tjenesteydelseskoncept ikke påvirkes i urimelig grad, blot fordi forbrugeren har en fortrydelsesret.

65.   Et berettiget behov for beskyttelse ville for en biludlejningsvirksomhed principielt kun kunne opstå ved, at den er afhængig af et samlet koncept, som rækker ud over den enkelte virksomhed. Den sag, under hvilken det præjudicielle spørgsmål er forelagt, vedrører biludlejningsvirksomheden easyCar, som indgår i et koncept med forskellige brancher (easyJet, easyBus osv.). En biludlejningsvirksomhed, som er integreret i et koncept, der også omfatter områder, der er omfattet af fjernsalgsdirektivets undtagelse af anvendelsesområder, i en sådan grad, at alvorlige konsekvenser, f.eks. på grund af en væsentlig fælles personale- eller virksomhedsidentitet eller på grund af kombinerede tilbud (fly + udlejningsbil), faktisk slår igennem på biludlejningsvirksomheden, kunne også være omfattet af undtagelsen af anvendelsesområder. Biludlejningsvirksomheden ville nemlig ellers på grund af de nævnte konsekvenser være dårligere stillet end sine konkurrenter. Desuden ville forbrugerbeskyttelsen i tilfælde af en sådan konstellation muligvis være sikret i tilstrækkelig grad via Rådets direktiv 90/314/EØF af 13. juni 1990 om pakkerejser, herunder pakkeferier og pakketure (25).

66.   De omstændigheder, som ligger til grund for det præjudicielle spørgsmål, tyder dog ikke på en sådan afhængighed.

67.   Alt dette berettiger derfor principielt ikke til at udelukke eller begrænse forbrugerens beskyttelse i forbindelse med indgåelse af en ren biludlejningsaftale ved ikke at lade fjernsalgsdirektivets bestemmelser finde anvendelse herpå, for forbrugeren skal frem for alt forsynes med tilstrækkelig information til at være fuldstændig klar over, hvad aftalen indeholder. En virksomhed – som f.eks. den biludlejningsvirksomhed, easyCar, som det præjudicielle spørgsmål vedrører – som skaber omkostningsbesparelser ved en høj grad af opsplitning i delydelser, påhviler der således en øget oplysningspligt, f.eks. om, hvilke ydelser er inklusive, og hvilke der skal afgives ekstra bestilling på.

68.   Derfor må det fastslås, at det at stille transportmidler til rådighed gennem biludlejning på grundlag af udlejningsaftaler kun kan undtages fra direktivets anvendelsesområde i de tilfælde, hvor udlejningsvirksomheden ved at medtage de rettigheder, som er indeholdt i bestemmelserne i fjernsalgsdirektivets artikel 3, stk. 2, ville være undergivet lige så alvorlige, særlige konsekvenser som en virksomhed, der selv foretager transporten. Dette er imidlertid principielt ikke tilfældet ved en »almindelig« biludlejningsvirksomhed.

V –    Forslag til afgørelse

69.   På baggrund af ovenstående foreslår jeg Domstolen at træffe følgende afgørelse:

»En ren biludlejningsaftale er ikke en »aftale om levering af tjenesteydelser i form af […] transport« i den forstand, hvori udtrykket anvendes i artikel 3, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF af 20. maj 1997 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg.«

---

1 – Originalsprog: tysk.

---

2 – EFT L 144, s. 19 (herefter »fjernsalgsdirektivet«).

---

3 – EFT C 156, s. 14.

---

4 – EFT L 145, s. 1 (herefter »sjette momsdirektiv«).

---

5 – EFT L 105, s. 59.

---

6 – I de nævnte sprogversioner kan disse begreber misforstås, da de både kan betyde levering af en ydelse og levering af en genstand. Da den tyske sprogversion med ordet »Erbringung« kun refererer til levering af en ydelse, kan man ikke anlægge et sådant synspunkt på grundlag af den tyske sprogversions ordlyd.

---

7 – Jf. bl.a. dom af 7.9.1999, sag C-216/97, Gregg, Sml. I, s. 4947, præmis 12, og af 18.1.2001, sag C-83/99, Kommissionen mod Spanien, Sml. I, s. 445, præmis 19

---

8 – Bl.a. dom af 10.5.2001, sag C-203/99, Veedfald, Sml. I, s. 3569, præmis 15, og af 13.12.2001, sag C-481/99, Heininger, Sml. I, s. 9945, præmis 31.

---

9 – Jf. dommen i sagen Kommissionen mod Spanien (nævnt ovenfor i fodnote 7), præmis 16 og 20.

---

10 – Jf. fodnote 6 ovenfor.

---

11 – Dom af af 27.10.1977, sag 30/77, Bouchereau, Sml., s. 1999, præmis 14, af 7.12.1995, sag C-449/93, Rockfon, Sml. I, s. 4291, præmis 28, af 11.12.2003, sag C-127/00, Hässle, præmis 70, Sml. I, s. 14781 og af 29.4.2004, sag C-341/01, Plato Plastik, præmis 64, Sml. I, s. 4883.

---

12 – Jf. forslag til Rådets direktiv om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg, KOM(92)11 endelig, EFT 1992 C 156, s. 14. Se også fælles holdning (EF) Nr. 19/95 fastlagt af Rådet den 29.6.1995 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentet og Rådets Direktiv 95/…/EF om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg, EFT C 288, s. 1.

---

13 – Dom af 15.3.1989, sag 51/88, Hamann, Sml., s. 767, præmis 15 ff.

---

14– Med hensyn til begrebet motorkøretøj i sjette momsdirektiv, se også f.eks. dom af 5.10.1999, sag, C-305/97, Sml. I, s. 6671, præmis 20.

---

15 – Dommen i Hamann-sagen, nævnt ovenfor i fodnote 13, præmis 17.

---

16 – Dom af 17.7.1997, sag C-190/95, ARO Lease, Sml. I, s. 4383, præmis 11-14.

---

17 – Dom af 7.5.1998, sag C-390/96, Lease Plan Luxembourg, Sml. I, s. 2553, præmis 22 og 23.

---

18 – Nævnt ovenfor i fodnote 7, præmis 21.

---

19 – EFT L 375, s. 1.

---

20 – EFT L 237, s. 1.

---

21 – Dom af 24.10.2002, sag C-82/01 P, Sml. I, s. 9297, præmis 27.

---

22 – Se punkt 33 ovenfor.

---

23 – Dette betyder igen, at en saglig korrekt fortolkning af den pågældende undtagelse af anvendelsesområder ikke nødvendigvis er den »mest forbrugervenlige«, da selve eksistensen af en sådan undtagelsesbestemmelse viser, at der i forbindelse med fortolkningen af denne undtagelse er behov for en sådan udligning mellem forbrugerbeskyttelse og virksomhedens berettigede interesser. I den sammenhæng er det vigtigt, at innovative ydelser eller salgskanaler i sidste instans kommer forbrugerne til gode.

---

24 – Se punkt 40 ff ovenfor.

---

25 – EFT L 158, s. 59.