FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

CHRISTINE STIX-HACKL

fremsat den 11. januar 2005 (1)

Sag C-265/03

Igor Simutenkov

mod

Ministerio de Educación y Cultura

og

Real Federación Española de Fútbol

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Audiencia Nacional (Spanien))

»Artikel 23 i partnerskabs- og samarbejdsaftalen EF/Rusland – fri bevægelighed for arbejdstagere – begrænsning af antallet af spillere fra tredjelande, som ikke er kontraherende parter i EØS – fodbold«

I –    Indledende bemærkninger

1.     Den foreliggende præjudicielle sag vedrører fortolkningen af partnerskabs- og samarbejdsaftalen om oprettelse af et partnerskab mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Den Russiske Føderation på den anden side (2) (herefter »aftalen«), nærmere betegnet spørgsmålet om, hvorvidt artikel 23, som vedrører arbejdsvilkårene, har direkte virkning. Hovedsagen drejer sig om en bestemmelse vedtaget af et sportsforbund, som begrænser det antal fodboldspillere fra tredjelande, der kan deltage i bestemte kampe.

II – Retsforskrifter

A –    Fællesskabsretten

2.     Aftalens artikel 23, stk. 1, lyder i uddrag således:

»1. Under hensyntagen til de i de enkelte medlemsstater gældende love, betingelser og procedurer sikrer Fællesskabet og dets medlemsstater, at russiske statsborgere, der er lovligt beskæftiget på en medlemsstats område, ikke på grund af deres nationalitet forskelsbehandles i forhold til medlemsstatens egne statsborgere for så vidt angår arbejdsvilkår, aflønning eller afskedigelse.«

B –    National ret

3.     Real Federación Española de Fútbol (RFEF) udsteder en licens til fodboldspillere, som ifølge artikel 129.2. i RFEF’s vedtægter giver den pågældende mulighed for at udøve denne sport som forbundsspiller og at deltage i kampe og officielle turneringer som spiller fra en bestemt klub. Blandt de officielle turneringer på nationalt plan kan nævnes Campeonatos Nacionales (de nationale mesterskaber), Liga de Primera y Segunda División (første og anden division), de spanske mesterskaber, som i Spanien benævnes Copa del Rey (King’s Cup), og Supercopa. Det er således nødvendigt at have forbundslicens for at kunne deltage i disse turneringer.

4.     Vedtægternes artikel 173 bestemmer:

»Med forbehold af de i nærværende vedtægter fastsatte undtagelser skal en fodboldspiller for at kunne registreres og få licens som professionel være spansk statsborger eller statsborger i en af De Europæiske Fællesskabers eller Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområdes medlemsstater.«

Vedtægternes artikel 176 bestemmer:

»1.      Klubber, der er tilmeldt officielle turneringer for professionelle på nationalt plan, kan deltage med spillere fra lande uden for EØS, hvis antal fastsættes i de aftaler, der indgås mellem RFEF, Liga Nacional de Fútbol Profesional og Asociación de Futbolistas Españoles (forbundet for spanske fodboldspillere), og som bl.a. skal indeholde bestemmelser om, hvor mange fodboldspillere af denne kategori der kan spille på holdet samtidig.

2.      I henhold til den aftale, der blev indgået mellem disse foreninger den 28. maj 1999, gælder der følgende regler for sæsonen 2000/2001 til og med sæsonen 2004/2005 […]

3.      Fodboldspillere, der er omfattet af bestemmelserne i denne artikel, har samme rettigheder og forpligtelser i forbundet og er undergivet de samme bestemmelser som de spillere, der er registreret på grundlag af de almindelige regler.«

5.     Den del af bestemmelsen i artikel 176, stk. 2, som ikke er gengivet her, vedrører antallet af licenser for hver enkelt sæson (hvilket antal i første division udgør fem i sæsonen 2000/2001, fire i hver af de tre efterfølgende sæsoner og tre i sæsonen 2004/2005, mens det i anden division udgør fire i sæsonen 2000/2001, tre i hver af de to efterfølgende sæsoner og to i den sidste sæson) og antallet af de spillere fra et land uden for EØS, som kan spille samtidig (tre i første division i hver af de fem sæsoner og i anden division tre i hver af de to første og to i hver af de tre efterfølgende sæsoner).

III – Faktiske omstændigheder, hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål

6.     Igor Simutenkov er russisk statsborger og har opholds- og arbejdstilladelse i Kongeriget Spanien. Han er engageret som professionel fodboldspiller i medfør af en arbejdskontrakt med Club Deportivo Teneriffa og har den forbundslicens, som gælder for spillere fra lande uden for Fællesskabet og EØS. I januar 2001 indgav Simutenkov under henvisning til partnerskabsaftalen via sin klub en ansøgning til RFEF, om i stedet for sin forbundslicens at få udstedt samme licens, som gælder for EØS-spillere. Dette afslog forbundet i medfør af artikel 173 ff. i forbundets vedtægter og en aftale af 28. maj 1999 mellem RFEF og Liga Nacional de Fútbol Profesional (det nationale forbund for professionelle spillere).

7.     Herefter anlagde Simutenkov sag mod RFEF ved Juzgado de lo Social (social ret) nr. 3 Santa Cruz, Tenerifa, hvorunder han nedlagde påstand om beskyttelse af sin grundlæggende ret til ikke at blive forskelsbehandlet på grund af sin russiske nationalitet.

8.     Den nævnte ret tog hans påstand til følge og fastslog ved dom af 19. april 2001, at der forelå en forskelsbehandling, og at han havde krav på at blive behandlet på samme måde som en statsborger i et EU-land for så vidt angår hans arbejdsvilkår. Dommen blev ikke endeligt stadfæstet, da der blev rejst indsigelse vedrørende rettens kompetence.

9.     Tribunal Supremo fastslog, at den kompetente ret var Juzgado Central de lo Contencioso Administrativo. Denne frifandt ved dom af 22. oktober 2002 sagsøgte i hovedsagen.

10.   Simutenkov indgav derpå appel ved Audiencia Nacional, som den 4. marts 2003 har besluttet at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Er artikel 23 i partnerskabs- og samarbejdsaftalen om oprettelse af et partnerskab mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Den Russiske Føderation på den anden side, som blev undertegnet på Korfu den 24. juni 1994, til hinder for, at et sportsforbund på en professionel fodboldspiller af russisk nationalitet, der har indgået en lovlig kontrakt med en spansk fodboldklub, anvender en regel, hvorefter klubberne i nationale turneringer kun kan anvende et begrænset antal spillere fra tredjelande, som ikke er kontraherende parter i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde?«

IV – Retlig vurdering

11.   Vedrørende indholdet af det forelagte spørgsmål og gennemgangen heraf skal jeg bemærke, at det første spørgsmål, der må afgøres, er, om den i aftalen omhandlede bestemmelse er umiddelbart anvendelig, uanset at den forelæggende ret ikke udtrykkeligt har rejst dette spørgsmål.

A –    Spørgsmålet, om aftalens artikel 23 har direkte virkning

12.   Ifølge fast retspraksis er en bestemmelse i en aftale mellem Fællesskabet og et tredjeland umiddelbart anvendelig, når den indeholder en klar og præcis forpligtelse, hvis opfyldelse og retsvirkninger ikke er betinget af, at der udstedes yderligere retsakter.

13.   Denne betingelse skal undersøges ud fra to synsvinkler. For det første skal bestemmelsen vurderes for sig på grundlag af dens ordlyd. For det andet skal der foretages en vurdering af aftalen som sådan, dvs. dens indhold og nærmere karakter (altså også dens formål og kontekst). Det er denne fremgangsmåde, som Domstolen har valgt at følge såvel ved behandlingen af Europa-aftaler (3) som samarbejdsaftaler (4).

1.      Isoleret bedømmelse af bestemmelsen

14.   En isoleret bedømmelse af aftalens artikel 23 må tage udgangspunkt i dennes ordlyd. Der må herved tages hensyn til, at fællesskabsrettens bestemmelser er affattet på flere sprog, og at de forskellige sprogversioner er ligestillet hvad angår retsgyldigheden. Ved fortolkningen af en fællesskabsbestemmelse er det derfor nødvendigt at sammenligne de sproglige versioner heraf (5).

15.   En sådan sammenligning af de forskellige versioner af aftalens artikel 23, stk. 1, viser, at dennes ordlyd og mening ikke stemmer overens i alle sprogversioner. Hvis man går ud fra de ti sprogversioner, som var retsgyldige på tidspunktet for aftalens underskrivelse, tegner følgende billede sig: Der er syv sprogversioner (6), herunder den russiske version, som tyder på, at bestemmelsen fastsætter en forpligtelse – idet der anvendes et udtryk, hvorefter det »skal sikres« (at der ikke sker nogen forskelsbehandling) – mens tre sprogversioner tyder på (7), at der foreligger en hensigtserklæring. Ifølge den græske version skal »Fællesskabet og dets medlemsstater bestræbe sig på […]«, ifølge den spanske version »påse, at […]« og ifølge den nederlandske version »sørge for, at […]«.

16.   For at udfinde meningen med aftalens artikel 23 kunne man tage udgangspunkt i den mindste fællesnævner for alle sprogversioner og lægge til grund, at der kun foreligger en hensigtserklæring. Der er imidlertid ingen overbevisende argumenter til støtte for denne metode, og den har heller ikke støtte i Domstolens praksis.

17.   En anden måde at løse spørgsmålet på vil være at søge den klareste tekst og altså se bort fra utypiske tekster (8) eller versioner, som indeholder en oversættelsesfejl (9). En sådan fremgangsmåde er ganske vist i princippet mulig og følges også i visse af Domstolens domme, men giver ikke nogen overbevisende løsning i den foreliggende sag, hvor det ikke kun er én version, der afviger fra alle de andre.

18.   Den fortolkningsmetode, som Kommissionen har anbefalet, og som går ud på at følge det resultat, der tilsiges af et flertal af sprogversionerne, støtter også den opfattelse, at man bør tillægge de sprogversioner, som fastsætter en forpligtelse, afgørende betydning. Også denne metode genfindes i Domstolens praksis (10). Herimod taler ganske vist nogle af Domstolens udtalelser, hvorefter en enkelt version under visse omstændigheder bør foretrækkes frem for flertallet af versioner (11).

19.   Dette taler for at anvende en anden metode, nemlig den, hvorefter man går ud fra den originale tekst, dvs. den version af aftalen, der er anvendt som udgangspunkt for oversættelserne til de andre sprog. Det er i den foreliggende sag teksten på forhandlingssproget, som var engelsk. Denne version foreskriver klart en forpligtelse (»shall ensure«).

20.   I betragtning af de sproglige uoverensstemmelser synes det imidlertid påkrævet at se på de kontraherende parters hensigt og formålet med den bestemmelse, som skal fortolkes (12).

21.   I denne forbindelse skal jeg bemærke, at dette stadium i undersøgelsen ikke altid kan adskilles fra det andet stadium i undersøgelsen (13), som består i at vurdere aftalens formål, hensigt, art og lignende.

22.   De kontraherende parters hensigt har afgørende betydning for fortolkningen af aftalens artikel 23, stk. 1. De dokumenter, som Kommissionen har fremlagt, og som blev anvendt ved forberedelsen af forhandlingerne forud for aftalens indgåelse, taler for, at man med bestemmelsen ville fastlægge en klar forpligtelse, som går videre end en ren hensigtserklæring.

23.   Også en sammenligning med andre tilsvarende aftaler taler for, at aftalens artikel 23, stk. 1, fastsætter en egentlig forpligtelse. Således viser en sammenligning med artikel 24, stk. 1, i aftalen med Ukraine (14) og med artikel 23, stk. 1, i aftalen med Moldova (15), at der i disse parallelle bestemmelser udtrykkeligt anvendes udtrykket »bestræber […] sig på at sikre«.

24.   Også den omstændighed, at Rusland under forhandlingerne om aftalen udtrykte ønske herom, således som det fremgår af bilagene til forhandlingerne, taler for, at aftalens artikel 23, stk. 1, fastsætter en forpligtelse, som går videre end en ren hensigtserklæring.

25.   Derimod kan det forbehold, som kommer til udtryk i begyndelsen af aftalens artikel 23, stk. 1, og som lyder: »under hensyntagen til de i enkelte medlemsstater gældende love, betingelser og procedurer [...]«, tale imod, at bestemmelsen indeholder en forpligtelse og således har direkte virkning.

26.   Ifølge Domstolens praksis vedrørende tilsvarende bestemmelser i Europa-aftaler bør udtrykket »[p]å de betingelser og efter de retningslinjer, der gælder i hver af medlemsstaterne«, imidlertid ikke fortolkes således, at det giver medlemsstaterne mulighed for at fastsætte betingelser for eller skønsmæssigt begrænse afvendelsen af ligebehandlingsprincippet i denne bestemmelse, da en sådan fortolkning vil medføre, at bestemmelsen mister sit indhold og således fuldstændigt berøves sin effektive virkning (16).

27.   Resultatet af en isoleret gennemgang af aftalens artikel 23, stk. 1, er altså, at såvel den oprindelige version, der var engelsk, som flertallet af de sproglige versioner og de kontraherende parters hensigt taler for, at bestemmelsen pålægger Fællesskabet og medlemsstaterne en klar forpligtelse og dermed også har direkte virkning.

2.      Aftalens indhold og udformning

28.   Selv om en isoleret vurdering af en bestemmelse taler for, at denne har direkte virkning, må det ved undersøgelsen heraf også efterprøves, at dette resultat bekræftes af aftalens indhold og art (også: karakter og hensigt eller mål og kontekst).

29.   Hvad angår fortolkningen af aftaler har Domstolen under henvisning til artikel 31, stk. 1, i Wienerkonventionen om traktatretten af 23. maj 1969 fastslået, at en traktat skal fortolkes loyalt i overensstemmelse med den sædvanlige betydning, der må tillægges traktatens udtryk i deres sammenhæng og under hensyn til dens hensigt og formål (17).

30.   At en bestemmelses ordlyd ikke er eneafgørende, fremgår af, at Domstolen ved en lejlighed har fortolket en bestemmelse i en aftale, som endog ordret gentager en bestemmelse i EF-traktaten, ligesom i traktaten, og ved en anden lejlighed ikke (18).

31.   Hvad angår aftalens artikel 23, stk. 1, er det den fremherskende opfattelse i litteraturen, at bestemmelsen ikke har direkte virkning. Dette begrundes enten med, at det er fastsat i aftalens artikel 27, at Samarbejdsrådet skal fremsætte henstillinger om bestemmelsens gennemførelse (19), eller med, at aftalen kun forfølger et begrænset formål (20).

32.   I det følgende skal jeg altså gennemgå aftalen på grundlag af dens karakter og hensigt eller det med den tilstræbte formål.

33.   Hvad dette spørgsmål angår kan det på den ene side fastslås, at aftalen udgør et fremskridt i forhold til den tidligere indgåede handelsaftale med Rusland. På den anden side er aftalen dog i flere henseender ikke så vidtgående som de såkaldte Europa-aftaler. Det gælder for det første det materielle indhold, fordi der ikke engang etableres et frihandelsområde med aftalen, og fordi den heller ikke hvad angår den frie bevægelighed er så vidtgående som bestemmelserne i Europa-aftalerne. For det andet udviser også de institutionelle bestemmelser en række forskelle, såsom tvistbilæggelsesordningen.

34.   Hertil kommer, at aftalen ikke tilstræber nogen associering, endsige at den kontraherende part, som ikke er noget EU-land, tiltræder Fællesskaberne, således som det er tilfældet med aftalen med Slovakiet, der var omhandlet i sagen Deutscher Handballbund mod Kolpak.

35.   Efter min opfattelse er det dog ikke afgørende for at antage, at en bestemmelse i en aftale har direkte virkning, at aftalen indeholder en udtrykkelig henvisning til en fremtidig tiltrædelse.

36.   Dette fremgår også af den faste praksis, som siden hen har udviklet sig vedrørende samarbejdsaftalerne, såsom med Algeriet og Marokko. Vedrørende aftalen med Marokko har Domstolen således fastslået følgende:

»[Aftalen har] til formål at fremme et globalt samarbejde mellem de kontraherende parter, herunder hvad angår arbejdskraften. Den omstændighed, at aftalen i det væsentlige tilsigter at bidrage til Marokkos økonomiske udvikling, og at den begrænser sig til at indføre et samarbejde mellem parterne uden at sigte mod en associering eller en fremtidig marokkansk tiltrædelse af Fællesskaberne, er ikke til hinder for den umiddelbare anvendelighed af visse af aftalens bestemmelser« (21).

37.   På et punkt udviser aftalen med Rusland endog en vis lighed med Europa-aftalerne. Også denne aftale tilstræber nemlig en »gradvis integration« med det andet land, som er kontraherende part. Dette var for Domstolen en af de afgørende omstændigheder ved vurderingen af, om visse af bestemmelserne i Europa-aftalerne har direkte virkning (22).

38.   Det fremgår endvidere af Domstolens faste praksis vedrørende samarbejdsaftaler, at det hvad angår en aftales formål er tilstrækkeligt, at de kontraherende parter iværksætter et globalt samarbejde, navnlig hvad angår arbejdskraften, for at en bestemmelse, der er indeholdt i en sådan aftale, er egnet til umiddelbart at regulere borgernes retsstilling (23).

39.   Formålsbestemmelsen i samarbejdsaftalen med Algeriet og Marokko lyder:

»Denne aftale mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og [...] har til formål at fremme et globalt samarbejde mellem de kontraherende parter med henblik på at bidrage til […] økonomiske og sociale udvikling og fremme en styrkelse af deres indbyrdes forbindelser. Med henblik herpå vil der blive vedtaget og iværksat bestemmelser og aktioner inden for økonomisk, teknisk og finansielt samarbejde, inden for samhandel samt på det sociale område.«

40.   Ifølge den tilsvarende bestemmelse i aftalen, nemlig artikel 1, har partnerskabet med Rusland følgende formål: »at fremme handel og investeringer og harmoniske økonomiske forbindelser mellem parterne på basis af markedsøkonomiske principper og dermed befordre en bæredygtig udvikling hos parterne«; »at skabe grundlag for økonomisk, socialt, finansielt og kulturelt samarbejde på basis af principperne om gensidig fordel, gensidigt ansvar og gensidig støtte«; »at skabe passende rammer for den gradvise integration mellem Rusland og et bredere samarbejdsområde i Europa«; »at skabe de nødvendige betingelser for på et senere tidspunkt at oprette et frihandelsområde mellem Fællesskabet og Rusland omfattende i hovedsagen al varehandel mellem dem samt betingelser for fri etablering af virksomheder, fri grænseoverskridende handel med tjenesteydelser og frie kapitalbevægelser«.

41.   Det fremgår således af en sammenligning mellem aftalens formål og formålene i samarbejdsaftaler, at der på mange punkter er overensstemmelser mellem disse.

42.   Endelig taler heller ikke forskellen mellem overskriften til det kapitel, som aftalens artikel 23, stk. 1, er indeholdt i (»Kapitel I, Arbejdskraftens vilkår«), og det tilsvarende kapitel i Europa-aftalerne (»Kapitel I, Arbejdskraftens bevægelighed«) mod, at artikel 23, stk. 1, har direkte virkning.

43.   Den omstændighed, at det afsnit, som aftalens kapitel I er indeholdt i, nemlig afsnit IV om »bestemmelser vedrørende erhvervsliv og investeringer«, viser ganske vist, at aftalen anvender en anden terminologi og har et andet materielt indhold end Europa-aftalerne, men giver ikke grundlag for at drage nogen konklusioner vedrørende virkningen af de heri indeholdte bestemmelser.

44.   Af samtlige de anførte betragtninger følger, at aftalens karakter og hensigt eller formål og sammenhæng taler for, at den i sagen omtvistede bestemmelse har direkte virkning.

45.   Tilbage står imidlertid endnu at undersøge, om bestemmelserne i aftalens artikel 27 og 48 er til hinder for, at artikel 23 har direkte virkning.

46.   Heller ikke aftalens artikel 27 er til hinder for, at artikel 23 har direkte virkning. Den bestemmer, at Samarbejdsrådet fremsætter henstillinger om gennemførelsen af artikel 23 og 26.

47.   Allerede ordlyden af artikel 27, som kun vedrører de former for retsakter, der har karakter af en »henstilling«, taler imod heraf at drage den konklusion, at gennemførelsen af artikel 23 er betinget af, at der udstedes yderligere retsakter. Den funktion, Samarbejdsrådet har fået tildelt ved artikel 27, er altså begrænset hvad angår artikel 23 – den skal medvirke til at lette bestemmelsernes gennemførelse – og kan i hvert fald ikke opfattes således, at de gør den direkte virkning af diskriminationsforbuddet afhængig af den betingelse, at der udstedes en retsakt (24).

48.   Dette resultat er i øvrigt i overensstemmelse med fast retspraksis vedrørende samarbejdsaftalerne med Algeriet og Marokko. Ifølge denne praksis har diskriminationsforbuddet inden for området social sikring direkte virkning, selv om Samarbejdsrådet ikke gør brug af sin gennemførelsesbeføjelse, dvs. selv om det ikke har udstedt nogen foranstaltninger til gennemførelse af de principper, som er fastsat i de pågældende bestemmelser i aftalen (25).

49.   Heller ikke bestemmelsen i aftalens artikel 48 er til hinder for at antage, at artikel 23, stk. 1, indeholder en klar forpligtelse. Artikel 48 bestemmer, at »intet i aftalen [skal] hindre parterne i at anvende deres love og administrative bestemmelser vedrørende fysiske personers indrejse og ophold, arbejde, arbejdsvilkår og etablering samt levering af tjenesteydelser, forudsat at det ikke sker på en sådan måde, at en part derved helt eller delvis berøves de fordele, der tilkommer den i medfør af en given bestemmelse i aftalen«.

50.   Aftalens artikel 48 svarer næsten ordret til artikel 59 i aftalen med Slovakiet og til artikel 58 i aftalen med Polen. Domstolen har fastslået, at disse to bestemmelser ikke kan være til hinder for, at andre bestemmelser har direkte virkning (26).

3.      Resultat

51.   En samlet vurdering af alle de aspekter, som har betydning for, om en bestemmelse i en aftale har direkte virkning, fører til det resultat, at aftalens artikel 23, stk. 1, må fortolkes således, at den heri fastsatte forpligtelse for Fællesskabet og dets medlemsstater til at sikre, at russiske statsborgere, der i forvejen er lovligt beskæftiget på en medlemsstats område, ikke på grund af deres nationalitet forskelsbehandles i forhold til medlemsstatens egne statsborgere for så vidt angår arbejdsvilkår, aflønning eller afskedigelse, har direkte virkning.

B –    Indholdet af aftalens artikel 23, stk. 1: forpligtelsens omfang

52.   Den foreliggende sag drejer sig om, hvorvidt aftalens artikel 23, stk. 1, udelukker en bestemmelse som den i hovedsagen omhandlede. Hvad dette spørgsmål angår må der tages udgangspunkt i Domstolens praksis vedrørende indholdet af bestemmelserne om fri bevægelighed i artikel 39 EF, og det må undersøges, om aftalens artikel 23, stk. 1, har samme indhold, i det mindste hvad angår en bestemmelse som den i hovedsagen omhandlede.

53.   I forbindelse med spørgsmålet om omfanget af diskriminationsforbuddet i aftalens artikel 23, stk. 1, må det undersøges, om bestemmelsen i hovedsagen udgør et arbejdsvilkår. Her er der to elementer, som skal holdes ude fra hinanden: For det første skal det undersøges, om også bestemmelser vedtaget af sportsforbund er omfattet, og for det andet, hvilket omfang diskriminationsforbuddet i aftalens artikel 23, stk. 1, har.

54.   Udgangspunktet ved fastlæggelsen af indholdet af aftalens artikel 23, stk. 1, er Domstolens dom i sagen Deutscher Handballbund mod Kolpak, der vedrører en bestemmelse i en anden aftale, nemlig artikel 38 i aftalen med Slovakiet, som kan sammenlignes med den foreliggende aftales artikel 23, stk. 1.

55.   Hvad angår spørgsmålet, om artikel 38 i aftalen med Slovakiet kan anvendes på bestemmelser vedtaget af et sportsforbund, har Domstolen fastslået, at denne artikel også finder anvendelse på en bestemmelse, som er vedtaget af et sportsforbund som Deutscher Handballbund, og som indeholder betingelser for udøvelse af professionelle sportsfolks lønnede virksomhed (27).

56.   Aftalens artikel 23, stk. 1, indeholder en tilsvarende forpligtelse – der i det væsentlige næsten har samme ordlyd – som artikel 38, stk. 1, i aftalen med Slovakiet, til at sikre, at statsborgere fra den kontraherende parts land, der er lovligt beskæftiget på en medlemsstats område, ikke på grund af deres nationalitet forskelsbehandles i forhold til medlemsstatens egne statsborgere for så vidt angår arbejdsvilkår, aflønning eller afskedigelse.

57.   Hermed er, ligesom det var tilfældet i sagen Deutscher Handballbund mod Kolbak, betingelserne opfyldt for at anvende de principper, som Domstolen opstillede i Bosman-sagen (28) vedrørende artikel 39 EF, på aftalens artikel 23, stk. 1.

58.   Hvad angår spørgsmålet, om bestemmelsen i hovedsagen har karakter af et arbejdsvilkår, er det blevet gjort gældende under sagen, at licenserne regulerer adgangen til arbejdsmarkedet og ikke kan karakteriseres som arbejdsvilkår, idet bestemmelser, som regulerer adgangen til arbejdsmarkedet, utvivlsomt ikke er omfattet af aftalens artikel 23, stk. 1.

59.   Det fremgår dog klart af Domstolens praksis (29) for det første, at klausuler som de i hovedsagen omhandlede ikke vedrører selve ansættelsen af professionelle spillere, som ikke begrænses af klausulerne, men deres klubbers mulighed for at lade dem spille i officielle kampe, og for det andet, at deltagelsen i sådanne kampe er hovedformålet med disse spilleres virksomhed.

60.   I det omfang, en sportslig bestemmelse som den i hovedsagen omhandlede direkte påvirker muligheden for, at en russisk professionel fodboldspiller, som i forvejen er lovligt beskæftiget i henhold til værtsmedlemsstatens nationale retsforskrifter, kan deltage i kampe, vedrører den arbejdsvilkårene i den i aftalens artikel 23, stk. 1, anvendte forstand.

61.   Forskellene mellem de sportslige bestemmelser i hovedsagen, navnlig hvad angår deres retlige karakter, og de sportslige bestemmelser, som var omhandlet i sagen Deutscher Handballbund mod Kolpak, kan ikke ændre denne retlige vurdering.

62.   Tilbage bliver at undersøge, om bestemmelsen i hovedsagen medfører en diskrimination, som er ulovlig ifølge aftalens artikel 23, stk. 1.

63.   Hvad angår artikel 39, stk. 2, EF, fremgår det af Domstolens praksis (30), at denne traktatbestemmelse er til hinder for anvendelse af regler fastsat af sportsforbund, hvorefter klubberne i de af forbundene organiserede officielle kampe kun kan benytte et begrænset antal professionelle spillere, der er statsborgere i andre medlemsstater.

64.   Ifølge aftalens artikel 23, stk. 1, har arbejdstagere, som er russiske statsborgere, og som er lovligt beskæftiget på en medlemsstats område, en ret til ligebehandling for så vidt angår arbejdsvilkår af samme omfang som den, der ifølge artikel 39, stk. 2, EF – hvori anvendes tilsvarende udtryk – tilkommer medlemsstaternes statsborgere.

65.   Endvidere svarer den i hovedsagen omhandlede bestemmelse til de udlændingeklausuler, som var omhandlet i Bosman-sagen og i sagen Deutscher Handballbund mod Kolpak.

66.   Som følge heraf kan det resultat, som Domstolen er nået til i sin praksis hvad angår fortolkningen af artikel 39, stk. 2, også anvendes på aftalens artikel 23, stk. 1.

67.   Det må følgelig konkluderes, at aftalens artikel 23, stk. 1, er til hinder for at anvende en bestemmelse som den i hovedsagen omhandlede på Igor Simutenkov, da den indebærer, at han som følge af sit russiske statsborgerskab, selv om han er lovligt beskæftiget i en medlemsstat, principielt kun har begrænset mulighed i forhold til spillere, som er statsborgere i en medlemsstat eller en EØS-stat, for at deltage i bestemte kampe, nemlig i Campeonatos Nacionales (de nationale mesterskaber) i Liga de Primera y Segunda División (første og anden division), de spanske mesterskaber/Copa del Rey og Supercopa, som endog udgør hovedformålet med den pågældendes virksomhed som professionel fodboldspiller (31).

68.   Ligesom det var tilfældet med de bestemmelser, der var omhandlet i Bosman-sagen og i sagen Deutscher Handballbund mod Kolbak, vedrører bestemmelsen i hovedsagen ikke specielle kampe mellem hold, som repræsenterer deres lande, men finder anvendelse på alle officielle kampe mellem klubberne og dermed på de professionelle spilleres hovedbeskæftigelse (32).

69.   Endelig skal jeg bemærke, at det ikke under sagen er blevet gjort gældende, at bestemmelsen i hovedsagen må anses for berettiget udelukkende af sportslige hensyn.

V –    Forslag til afgørelse

70.   På grundlag af det anførte skal jeg foreslå Domstolen at besvare det forelagte spørgsmål på følgende måde:

»Artikel 23, stk. 1, i partnerskabs- og samarbejdsaftalen om oprettelse et partnerskab mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Den Russiske Føderation på den anden side skal fortolkes således, at den er til hinder for, at et sportsforbund i en medlemsstat anvender en bestemmelse på en professionel spiller af russisk nationalitet, der har indgået en lovlig kontrakt med en fodboldklub, som er medlem af forbundet, hvorefter klubberne i nationale turneringer kun må anvende et begrænset antal spillere fra tredjelande, som ikke er parter i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.«

---

1 – Originalsprog: tysk.

---

2  – EFT L 327, s. 3: Rådets og Kommissionens afgørelse af 30.10.1997 om indgåelse af en partnerskabs- og samarbejdsaftale mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Den Russiske Føderation på den anden side (EFT L 327, s. 1).

---

3  – Dom af 27.9.2001, sag C-63/99, Gloszczuk, Sml. I, s. 6369, præmis 30, af 29.1.2002, sag C-162/00, Pokrzeptowicz-Meyer, Sml. I, s. 1049, præmis 20 og 25, og af 8.5.2003, sag C-438/00, Deutscher Handballbund, Sml. I, s. 4135, præmis 25 ff.

---

4  – Herom skal blot henvises til dom af 16.6.1998, sag C-162/96, Racke, Sml. I, s. 3655, præmis 31.

---

5  – Jeg skal herom blot henvise til dom af 6.10.1982, sag 283/81, CILFIT, Sml. 3415, præmis 18, og af 24.10.1996, sag C-72/95, Kraaijeveld m.fl., Sml. I, s. 5403, præmis 28.

---

6  – Nemlig, ud over den russiske version, den danske (»sikrer«), den tyske (»stellen … sicher«), den engelske (»shall ensure«), den franske (»assurent«), den italienske (»evitano«) og den portugisiske (»assegurarão«).

---

7  – Den græske, spanske og nederlandske.

---

8  – Dom af 1.12.1965, sag 16/65, Schwarze, Sml. 1965-1968, s. 131, org.ref.: Rec. s. 1152, af 23.10.1975, sag 35/75, Matisa, Sml. s. 1205, og af 26.1.1984, sag 45/83, Universität München, Sml. s. 267.

---

9  – Dom af 12.11.1969, sag 29/69, Stauder, Sml. 1969, s. 107, org.ref.: Rec. s. 419.

---

10  – Dom af 7.7.1988, sag 55/87, Moksel, Sml. s. 3845, præmis 16 ff., og af 17.10.1996, sag C-64/95, Konservenfabrik Lubella, Sml. I, s. 5105, præmis 18.

---

11  – Dom af 15.12.1977, sag 76/77, Dufour, Sml. s. 2485, og af 28.6.1979, forenede sager 233/78-235/78, Lentes m.fl., Sml. s. 2305.

---

12  – Dom af 13.3.1973, sag 61/72, Mij PPW, Sml. s. 301, af 21.11.1974, sag 6/74, Moulijn, Sml. s. 1287, af 3.3.1977, sag 80/76, Kerry Milk, Sml. s. 425, og af 16.3.1977, sag 93/76, Liégeois, Sml. s. 543. Se også dom af 13.7.1989, sag 173/88, Henriksen, Sml. s. 2763, præmis 11, og af 7.12.1995, sag C-449/93, Rockfon, Sml. I, s. 4291, præmis 28, samt dommen i sagen Kraaijeveld m.fl., nævnt i fodnote 5, præmis 28.

---

13  – Dom af 27.10.1977, sag 30/77, Bouchereau, Sml. s. 1999, Dufour-dommen, nævnt i fodnote 11, og dom af 24.6.1981, sag 150/80, Elefanten Schuh, Sml. s. 1671.

---

14  – EFT 1998 L 49.

---

15  – EFT 1998 L 181.

---

16  – Deutcher Handballbund-dommen, nævnt i fodnote 3, præmis 29; jf. også dommen i sagen Pokrzeptowicz-Meyer, nævnt i fodnote 3, præmis 23 ff.

---

17  – Udtalelse 1/91 af 14.12.1991, Sml. I, s. 6079, præmis 14, og dom af 20.11.2001, sag C-268/99, Jany m.fl., Sml. I, s. 8615, præmis 35.

---

18  – Herom skal blot henvises til domme af 1.7.1993, sag C-207/91, Eurim-Pharm, Sml. I, s. 3723, og sag C-312/91, Metalsa, Sml. I, s. 3751.

---

19  – M. Cremona, »Citizens of Third Countries: movement and employment of migrant workers within the European Union«, Legal Issues of European integration 1997, s. 87 (jf. s. 112).

---

20  – M. Cremona (jf. fodnote 19), s. 87 (se s. 112). M. Maresceau/E. Montaguti, »The Relations between the European Union and Central and Eastern Europe: A legal Appraisal«, Common Market Law Review 1995, s. 1327 (jf. s. 1341 f.), som af de valgte retsgrundlag slutter, at der forfølges en anden politik.

---

21  –      Vedrørende aftalen med Marokko, se dom af 31.1.1991, sag C-18/90, Kziber, Sml. I, s. 199, præmis 21.

---

22  – Gloszczuk-dommen, nævnt i fodnote 3, præmis 50, og dommen i sagen Pokrzeptowicz-Meyer, nævnt i fodnote 3, præmis 42.

---

23  – Jf. Kziber-dommen, nævnt i fodnote 21, præmis 15-22, dom af 20.4.1994, sag C-58/93, Yousfi, Sml. I, s. 1353, præmis 16-18, af 5.4.1995, sag C-103/94, Krid, Sml. I, s. 719, præmis 21-23, af 3.10.1996, sag C-126/95, Hallouzi-Choho, Sml. I, s. 4807, præmis 19, og af 15.1.1998, sag C-113/97, Babahenini, Sml. I, s. 183, præmis 17.

---

24  – Jf. Kziber-dommen, nævnt i fodnote 21, præmis 19.

---

25  – Jf. Kziber-dommen, nævnt i fodnote 21, Youdfi-dommen, nævnt i fodnote 23, Krid-dommen, nævnt i fodnote 23, dommen i sagen Hallouzi-Choho, nævnt i fodnote 23, og Babahenini-dommen, nævnt i fodnote 23.

---

26  – Deutcher Handballbund-dommen, nævnt i fodnote 3, præmis 28, og dommen i sagen Pokrzeptowicz-Meyer, nævnt i fodnote 3, præmis 28.

---

27  – Deutcher Handballbund-dommen, nævnt i fodnote 3, præmis 37.

---

28  – Dom af 15.12.1995, sag C-415/93, Bosman, Sml. I, s. 4921, præmis 87.

---

29  – Bosman-dommen, nævnt i fodnote 28, præmis 120, og Deutcher Handballbund-dommen, nævnt i fodnote 3, præmis 45 ff.

---

30  – Bosman-dommen, nævnt i fodnote 28, præmis 137, og Deutcher Handballbund-dommen, nævnt i fodnote 3, præmis 48 ff.

---

31  – Jf. Deutcher Handballbund-dommen, nævnt i fodnote 3, præmis 51.

---

32  – Bosman-dommen, nævnt i fodnote 28, præmis 128, og Deutcher Handballbund-dommen, nævnt i fodnote 3, præmis 54.