FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

PHILIPPE LÉGER

fremsat den 17. februar 2005 (1)

Sag C-40/03 P

Rica Foods (Free Zone) NV

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

og sag C-41/03 P

Rica Foods (Free Zone) NV

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Appel – OLT-ordningen – sukkermarkedet – beskyttelsesforanstaltninger«

1.     Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber vedtog i 1999 og 2000 beskyttelsesforanstaltninger over for bestemte indførsler af sukker og kakao fra de oversøiske lande og territorier (OLT). Kommissionen vurderede, at de omtvistede indførsler greb forstyrrende ind i den fælles markedsordning for sukker.

2.     Disse beskyttelsesforanstaltninger har været genstand for flere søgsmål anlagt af bl.a. firmaet Rica Foods (Free Zone) NV (herefter »Rica Foods«) ved Retten i Første Instans og af Kongeriget Nederlandene ved Domstolen.

3.     De af Rica Foods anlagte søgsmål er blevet afvist af Retten i tre domme afsagt den 17. januar 2002 (2) og 14. november 2002 (3). To af disse domme er nu genstand for en appelsag, som jeg skal behandle i dette forslag til afgørelse.

4.     Med hensyn til de søgsmål, som er anlagt af Kongeriget Nederlandene, har Domstolen udsat behandlingen heraf på Rettens afsigelse af dommene i de ovennævnte sager. Disse søgsmål behandles i det forslag til afgørelse, som jeg fremsætter i dag i forenede sager C-26/00, C-180/00 og C-452/00, Nederlandene mod Kommissionen.

I –    Retsforskrifter

5.     De bestemmelser, som er relevante for behandlingen af disse sager, er bestemmelserne om den fælles markedsordning for sukker (punkt A), bestemmelserne om ordningen for OLT’s associering med Fællesskabet (punkt B) og de beskyttelsesforanstaltninger, som anfægtes i den foreliggende sag (punkt C).

A –    Den fælles markedsordning for sukker

6.     Ved udstedelsen af Rådets forordning (EF) nr. 2038/1999 af 13. september 1999 om den fælles markedsordning for sukker (4) kodificerede Rådet forordning (EØF) nr. 1785/81 af 30. juni 1981 (5), hvorved den nævnte fælles markedsordning var blevet indført, og som flere gange senere var blevet ændret. Denne fælles markedsordning har til formål at regulere Fællesskabets marked for sukker med henblik på at øge beskæftigelsen og hæve levestandarden blandt sukkerproducenterne i Fællesskabet.

7.     Støtten til fællesskabsproduktionen i form af garanterede priser omfatter alene de nationale produktionskvoter (A- og B-kvoter), der af Rådet tildeles de enkelte medlemsstater, som derefter fordeler dem mellem deres producenter. Sukker henhørende under B-kvoten (»B-sukker«) er pålagt en produktionsafgift, som er højere end for A-kvoten (»A-sukker«). Den del af sukkerproduktionen, der overstiger A- og B-kvoterne, betegnes »C-sukker« og kan ikke sælges i Det Europæiske Fællesskab, medmindre salget modregnes i det efterfølgende års A- og B-kvoter.

8.     For sukker, som eksporteres til tredjelande, bortset fra C-sukker, ydes der eksportrestitution som kompensation for prisforskellen mellem fællesmarkedet og verdensmarkedet, jf. artikel 18 i forordning nr. 2038/1999.

9.     Mængden af sukker, hvortil eksportrestitution ydes, og det samlede årlige restitutionsbeløb fastlægges i henhold til aftalerne inden for Verdenshandelsorganisationen (WTO) (herefter »WTO-aftalerne«), som Fællesskabet er kontraherende part i, jf. Rådets afgørelse 94/800/EF af 22. december 1994 (6). Senest for produktionsåret 2000/2001 skulle mængden af sukker eksporteret med eksportrestitution og det totale restituerede beløb begrænses til henholdsvis 1 273 500 tons og 499,1 mio. EUR, hvilket svarer til en nedgang på henholdsvis 20% og 36% i forhold til sæsonen 1994/1995.

B –    Ordningen for OLT’s associering med Fællesskabet

10.   I henhold til artikel 3, stk. 1, litra s), EF indebærer Fællesskabets virke associering af OLT med henblik på at forøge samhandelen og på at fremme den økonomiske og sociale udvikling i fællesskab.

11.   I henhold til artikel 299, stk. 3, EF og EF-traktatens bilag II er Aruba og De Nederlandske Antiller del af OLT.

12.   I henhold til artikel 182 EF er formålet med associeringen at fremme den økonomiske og sociale udvikling i OLT og at oprette nære økonomiske forbindelser mellem disse og Fællesskabet som helhed. I artikel 183, punkt 1, EF præciseres, at medlemsstaterne i deres samhandel med OLT anvender samme regler, som de i henhold til traktaten anvender indbyrdes.

13.   Rådet har i medfør af artikel 187 EF vedtaget adskillige afgørelser, hvori de nærmere retningslinjer for og fremgangsmåden ved OLT’s associering med Fællesskabet fastlægges. Den relevante afgørelse i denne sag er Rådets afgørelse 91/482/EØF af 25. juli 1991 (7), som i henhold til afgørelsens artikel 240, stk. 1, anvendes for en periode på ti år fra den 1. marts 1990.

14.   Forskellige bestemmelser i denne afgørelse er blevet ændret ved Rådets afgørelse 97/803/EF af 24. november 1997 om midtvejsrevision af afgørelse 91/482 (8). Desuden forlængede Rådet den 25. februar 2000 denne afgørelses gyldighedsperiode til den 28. februar 2001 (9).

15.   I henhold til OLT-afgørelsens artikel 101, stk. 1, fritages varer med oprindelse i OLT for importafgifter ved indførsel i Fællesskabet. Endvidere hedder det i artikel 102: »Fællesskabet anvender hverken kvantitative restriktioner eller foranstaltninger med tilsvarende virkning ved indførsel af varer med oprindelse i OLT, jf. dog [...] artikel 108b.«

16.   OLT-afgørelsens artikel 108, stk. 1, første led, henviser til afgørelsens bilag II (herefter »bilag II«) for så vidt angår definitionen af bl.a. begrebet »varer med oprindelsesstatus«. I henhold til bilagets artikel 1 anses en vare for at have oprindelse i OLT, Fællesskabet eller i stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet (herefter »AVS-staterne«), hvis den enten er fuldt ud fremstillet eller tilstrækkeligt forarbejdet dér.

17.   I artikel 3, stk. 3, i bilag II opstilles en liste over bearbejdninger eller forarbejdninger, som anses for at være utilstrækkelige med henblik på at give en vare fra bl.a. OLT oprindelsesstatus.

18.   I artikel 6, stk. 2, i bilag II bestemmes det dog, at »[s]åfremt varer, der fuldt ud er fremstillet i Fællesskabet eller i AVS-staterne, bearbejdes eller forarbejdes i OLT, anses de for værende fuldt ud fremstillet i OLT«. Dette er reglerne om den såkaldte »EF-OLT- og AVS-OLT-kumulation af oprindelsen«.

19.   I medfør af artikel 6, stk. 4, i bilag II gælder reglerne om EF-OLT- og AVS-OLT-kumulation af oprindelsen for »enhver bearbejdning eller forarbejdning foretaget i OLT, herunder de i artikel 3, stk. 3, nævnte arbejdsprocesser«.

20.   Ved afgørelse 97/803 begrænsedes imidlertid anvendelsen af reglerne om kumulation ved tilføjelsen til afgørelse 91/482 af artikel 108b, hvor det i stk. 1 bestemmes, at »AVS-OLT-kumulation af oprindelse som omhandlet i bilag II, artikel 6, [er] tilladt inden for en samlet årlig mængde på 3 000 tons sukker«. Afgørelse 97/803 begrænsede dog ikke anvendelsen af reglen om EF-OLT-kumulation af oprindelsen.

C –    De omtvistede beskyttelsesforanstaltninger

21.   OLT-afgørelsens artikel 109, stk. 1, bemyndiger Kommissionen til at træffe »beskyttelsesforanstaltninger« i to tilfælde. Det første tilfælde er, »såfremt anvendelsen af [OLT-afgørelsen] medfører alvorlige forstyrrelser i en erhvervssektor i Fællesskabet eller i en eller flere medlemsstater eller bringer disses finansielle stabilitet udadtil i fare«, og det andet tilfælde er, »såfremt der opstår vanskeligheder, der vil kunne medføre en forringelse af situationen i en erhvervssektor inden for Fællesskabet eller i en af dettes regioner«.

22.   I begge tilfælde skal Kommissionen ifølge OLT-afgørelsens artikel 109, stk. 2, dog vælge »foranstaltninger, som bringer mindst mulig forstyrrelse i associeringens og Fællesskabets funktion«. Desuden må »disse foranstaltninger [...] ikke gå ud over, hvad der er absolut nødvendigt for at afhjælpe de opståede vanskeligheder«.

23.   Den 15. november 1999 udstedte Kommissionen, med hjemmel i OLT-afgørelsens artikel 109, forordning (EF) nr. 2423/1999 om beskyttelsesforanstaltninger for sukker henhørende under KN-kode 1701 og for sukker- og kakaoblandinger henhørende under KN-kode 1806 10 30 og 1806 10 90 med oprindelse i OLT (10). Ved denne forordning, som skulle anvendes indtil den 29. februar 2000, besluttede Kommissionen at fastsætte en mindstepris for import af sukker med EF-OLT-kumulation af oprindelsen samt at importen af sukker- og kakaoblandinger (herefter »blandingsprodukter«) fra OLT skulle underkastes fællesskabstilsyn i henhold til artikel 308d i forordning (EØF) nr. 2454/93 (11), som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1427/97 af 23. juli 1997 (12).

24.   Kommissionen udstedte den 29. februar 2000, ligeledes i henhold til OLT-afgørelsens artikel 109, forordning (EF) nr. 465/2000 om beskyttelsesforanstaltninger over for indførsel fra OLT af sukkerprodukter, som har EF-OLT-kumulation af oprindelsen (13).

25.   I betragtningerne til forordningen anføres følgende:

»(1)      Kommissionen har konstateret, at indførslen af sukker (KN-kode 1701) og […]blandinger henhørende under KN-kode 1806 10 30 og 1806 10 90 med oprindelse i [OLT] har været meget kraftigt stigende siden 1997, især uforarbejdet sukker med EF-OLT-kumulation af oprindelsen. Denne indførsel steg fra 0 t i 1996 til over 47 000 t i 1999 […].

[…]

(4)      Der er opstået vanskeligheder på EF’s sukkermarked de sidste år. Dette marked er præget af overskud. Sukkerforbruget ligger konstant på 12,7 mio. t. Produktionen svinger mellem 16,7 og 17,8 mio. t. Enhver sukkerindførsel til Fællesskabet bevirker derfor at en tilsvarende mængde EF-sukker ikke kan afsættes på EF-markedet og derfor må udføres. Restitutionerne for dette sukker – inden for visse kvoter – betales over EF-budgettet (p.t. ca. 520 EUR/t). Udførslerne med restitutioner er dog begrænset i deres omfang ved den landbrugsaftale, der blev indgået i forbindelse med Uruguay-runden, og nedsat fra 1 555 600 t for produktionsåret 1995/1996 til 1 273 500 t i produktionsåret 2000/2001.

(5)      Disse vanskeligheder kan forstyrre den fælles markedsordning for sukker meget. For produktionsåret 2000/2001, der begynder den 1. juli 2000, påtænkes det på grundlag af de mest forsigtige skøn for tiden at reducere EF-producenternes kvoter med ca. 500 000 t […]. Hver yderligere indførsel af sukker og produkter med høj sukkerkoncentration fra OLT forudsætter en større nedsættelse af EF-producenternes kvoter og dermed et større tab af garanti for deres indkomst.«

26.   Kommissionen besluttede derfor at begrænse den EF-OLT-kumulation af oprindelsen, som er omhandlet i artikel 6 i bilag II til OLT-afgørelsen, til en mængde på 3 340 tons sukker for sukker og blandingsprodukter.

27.   I henhold til artikel 3 i forordning nr. 465/2000 skulle denne forordning anvendes fra 1. marts til 30. september 2000.

28.   Den 29. september 2000 udstedte Kommissionen, ligeledes i henhold til OLT-afgørelsens artikel 109, forordning (EF) nr. 2081/2000 om fortsat anvendelse af beskyttelsesforanstaltninger over for indførsel fra de oversøiske lande og territorier af sukkerprodukter, som har EF-OLT-kumulation af oprindelsen (14).

29.   I betragtningerne til forordningen anføres følgende:

»(1)      Kommissionen har konstateret, at indførslen af sukker (KN-kode 1701) og […]blandinger henhørende under KN-kode 1806 10 30 og 1806 10 90 med oprindelse i [OLT] har været meget kraftigt stigende fra 1997 til 1999. Denne indførsel steg fra 0 t i 1996 til over 53 000 t i 1999 […].

[…]

(4)      Der er opstået vanskeligheder på EF’s sukkermarked de sidste år. Dette marked er præget af overskud. Sukkerforbruget ligger konstant på ca. 12,8 mio. t om året. Produktionen af kvotesukker andrager ca. 14,3 mio. t om året. Enhver sukkerindførsel til Fællesskabet bevirker derfor, at en tilsvarende mængde EF-sukker ikke kan afsættes på EF-markedet og derfor må udføres. Restitutionerne for dette sukker – inden for visse kvoter – betales over EF-budgettet (p.t. ca. 520 EUR/t). Udførslerne med restitutioner er dog begrænset i deres omfang ved den landbrugsaftale, der blev indgået i forbindelse med Uruguay-runden [...], og nedsat fra 1 555 6000 t for produktionsåret 1995/96 til 1 273 500 t i produktionsåret 2000/01.

(5)      Disse vanskeligheder kan forstyrre den fælles markedsordning for sukker meget. For produktionsåret 2000/01 har Kommissionen besluttet at reducere EF-producenternes kvoter med ca. 500 000 t [...]. Hver yderligere indførsel af sukker og produkter med høj sukkerkoncentration fra OLT forudsætter en større nedsættelse af EF-producenternes kvoter og dermed et større tab af garanti for deres indkomst.

(6)      Der består derfor fortsat vanskeligheder, der kan forringe situationen i EF’s sukkersektor [...]«

30.   Kommissionen begrænsede derfor EF-OLT-kumulationen af oprindelsen til 4 848 t sukker for produkter henhørende under KN-kode 1701, 1806 10 30 og 1806 10 90.

31.   I henhold til artikel 3 i forordning nr. 2081/2000 skulle denne forordning anvendes fra den 1. oktober 2000 til den 28. februar 2001.

II – Søgsmålene for Retten og de appellerede domme

32.   Ved stævninger indleveret i 2000 anlagde flere sukkerforarbejdningsvirksomheder med hjemsted i OLT (Aruba og De Nederlandske Antiller) sager ved Retten.

33.   Hver af disse virksomheder nedlagde påstand om annullation af forordning nr. 465/2000 og forordning nr. 2081/2000 (herefter »de omtvistede forordninger«) samt om, at Fællesskabet blev pålagt at betale erstatning for det tab, som de fandt at have lidt på grund af udstedelsen af disse foranstaltninger.

34.   Ved Rica Foods-dommen II og Rica Foods-dommen III (15) forkastede Retten disse påstande og pålagde sagsøgerne at betale sagens omkostninger.

III – Retsforhandlingerne ved Domstolen og påstandene i appelsagen

35.   Rica Foods har ved appelskrifter indleveret til Domstolens Justitskontor den 29. januar 2003 (sag C-40/03 P og C-41/03 P) iværksat appel af disse domme.

36.   Rica Foods har nedlagt påstand om ophævelse af de appellerede domme og om, at Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger. Virksomheden har endvidere nedlagt påstand om, at Domstolen prøver sagerne, og om, at de påstande om annullation og erstatning, som var fremsat i første instans, imødekommes.

37.   I begge sager har Kommissionen, sagsøgte, og Kongeriget Spanien, intervenient i første instans, nedlagt påstand om, at appellen forkastes, og om, at appellanten tilpligtes at betale sagens omkostninger. Den Franske Republik, ligeledes intervenient i første instans, har nedlagt de samme påstande i sag C-41/03 P.

IV – Appellerne

38.   Selv om appellerne er temmelig uklare, må det antages, at Rica Foods har fremsat seks anbringender til støtte for sine påstande:

–       tilsidesættelse af OLT-afgørelsens artikel 109, stk. 1

–       urigtigt skøn med hensyn til virkningerne af den omtvistede import

–       forkert gengivelse af de omtvistede forordninger

–       fejlfortolkning af OLT-afgørelsens artikel 109, stk. 1

–       tilsidesættelse af OLT-afgørelsens artikel 109, stk. 2

–       tilsidesættelse af præferenceordningen for OLT.

39.   Inden jeg behandler de forskellige anbringender, skal jeg anføre, at begrundelsen for Rica Foods-dommen II så at sige er identisk med begrundelsen for Rica Foods-dommen III, og at appellanten har fremsat de samme klagepunkter mod de to domme. Af bekvemmelighedshensyn skal jeg i mit forslag til afgørelse derfor kun henvise til den første dom og appellen heraf, og ikke hver gang anføre, at min redegørelse også gælder for den anden sag.

A –    Det første anbringende om tilsidesættelse af OLT-afgørelsens artikel 109, stk. 1

40.   Det første anbringende vedrører præmis 86 i Rica Foods-dommen II.

41.   Retten fastslog heri, at »fællesskabsinstitutionerne råder over et vidt skøn ved anvendelsen af OLT-afgørelsens artikel 109«, og tilføjede, at det »[n]år der foreligger en sådan skønsbeføjelse, påhviler [...] Fællesskabets retsinstanser at begrænse sig til at efterprøve, om afgørelsen er åbenbart urigtig eller behæftet med magtfordrejning, eller om fællesskabsinstitutionerne åbenbart har overskredet grænserne for deres skøn«

42.   Rica Foods har anført, at Retten ved at tillægge Kommissionen en sådan skønsbeføjelse har tilsidesat OLT-afgørelsens artikel 109. Rica Foods mener nemlig, at denne bestemmelse udgør en undtagelse fra princippet i OLT-afgørelsens artikel 101, stk. 1, om at varer fra OLT ikke må pålægges told eller afgifter, og at den som alle andre undtagelser bør fortolkes indskrænkende. Rica Foods mener derfor ikke, at Kommissionen kunne tillægge Kommissionen et vidt skøn på dette område.

43.   Jeg skal understrege, at Retten ved at tillægge Kommissionen en sådan skønsbeføjelse blot har anvendt Domstolens faste praksis. Domstolen har nemlig fastslået, at fællesskabsinstitutionerne råder over et vidt skøn ved anvendelsen af OLT-afgørelsens artikel 109, og at retsinstansernes prøvelse, når der foreligger en sådan skønsbeføjelse, må begrænses til en kontrol af, om procedure- og begrundelsesforskrifterne er overholdt, om de faktiske omstændigheder, på grundlag af hvilke det anfægtede valg er foretaget, er materielt rigtige, samt til, om der foreligger en åbenbar fejl ved vurderingen af de nævnte faktiske omstændigheder, eller om der er begået magtfordrejning (16).

44.   I modsætning til, hvad Rica Foods har hævdet, beror anerkendelsen af, at en fællesskabsinstitution har en sådan skønsbeføjelse, ikke på, om den pågældende bestemmelse er en undtagelse eller ikke.

45.   Med hensyn til retspraksis mener jeg nemlig, at man kan sondre mellem to kategorier af »skønsbeføjelser«. Den første kategori kan benævnes skønsbeføjelser af »politisk« art. Dette skøn anerkendes almindeligvis institutionerne, når de handler i egenskab af »politiske« myndigheder, og navnlig når de lovgiver inden for et givet område eller fastlægger retningslinjer for en fællesskabspolitik. I dette tilfælde begrundes anerkendelsen af en skønsbeføjelse i den kendsgerning, at institutionerne generelt skal afveje modstående interesser og således vælge mellem flere muligheder inden for rammerne af de politiske valg, som henhører under deres særlige ansvarsområder (17). Det »politiske« skøn er således i overensstemmelse med det politiske ansvar, som en institution er tillagt i henhold til en fællesskabsbestemmelse (18).

46.   Den anden kategori omfatter det, man kunne kalde skønsbeføjelser af »teknisk« art. Dette skøn anerkendes almindeligvis institutionerne, når de handler i egenskab af »administrative« myndigheder, og navnlig når de vedtager enkeltbeslutninger, der drejer sig om konkurrence eller statsstøtte, eller når de træffer konkrete antidumpingforanstaltninger. I disse tilfælde begrundes anerkendelsen af en skønsbeføjelse til institutionerne af den tekniske, økonomiske og retlige kompleksitet af de situationer, de skal undersøge, og de skøn, de skal foretage (19).

47.   Det ligger fast, at anerkendelsen af dette skøn til en institution i begge tilfælde indebærer en begrænsning af domstolsprøvelsen. Som nævnt (20) har Domstolen fastslået, at retsinstansernes prøvelse, når der foreligger en sådan skønsbeføjelse, må begrænses til en kontrol af, om procedure- og begrundelsesforskrifterne er overholdt, om de faktiske omstændigheder, på grundlag af hvilke det anfægtede valg er foretaget, er materielt rigtige, samt til, om der foreligger en åbenbar fejl ved vurderingen af de nævnte faktiske omstændigheder, eller om der er begået magtfordrejning.

48.   Som generaladvokat Poiares Maduro har påpeget (21), vedrører begrænsningen ikke domstolsprøvelsens omfang: Under alle omstændigheder omfatter kontrollen de forskellige mangler, der er angivet i artikel 230 EF, dvs. inkompetence, tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter, overtrædelse af retsregler samt magtfordrejning. Begrænsningen drejer sig snarere om prøvelsens intensitet, i den forstand at domstolen kun skal kontrollere, at der ikke er sket åbenbare tilsidesættelser, og at der ikke foreligger åbenbare fejl ved anvendelsen af den relevante lovgivning og ved vurderingen af de relevante faktiske omstændigheder

49.   På denne baggrund varierer domstolsprøvelsens intensitet efter min mening alt efter, om der er tale om et politisk skøn eller et teknisk skøn. Selv om domstolsprøvelsen i begge tilfælde er klart begrænset til »åbenbare fejl«, forekommer det mig med hensyn til retspraksis, at den er mindre intens, når den pågældende retsakt, som i dette tilfælde, er en følge af en institutions udøvelse af et politisk skøn.

50.   Under alle omstændigheder er disse forskellige faktorer klart tilstrækkelige til, at det kan konstateres, at Rica Foods’ første anbringende må forkastes. Det følger heraf, at anerkendelsen af en institutions skønsbeføjelse på ingen måde hænger sammen med, om den pågældende bestemmelse er en undtagelse eller ikke. Denne skønsbeføjelse beror på det politiske ansvar, som institutionerne er tillagt i henhold til OLT-afgørelsens artikel 109 (22). Retspraksis indeholder i øvrigt talrige eksempler på tilfælde, hvor institutionerne har et vidt skøn ved anvendelsen af undtagelsesbestemmelser som f.eks. artikel 87, stk. 3, EF (23), artikel 81, stk. 3, EF, inden forordning (EF) nr. 1/2003 (24) trådte i kraft, og EØF-traktatens artikel 108, stk. 3, inden Maastricht-traktaten trådte i kraft (25).

51.   På baggrund heraf foreslår jeg derfor, at Domstolen forkaster det første anbringende.

B –    Det andet anbringende om urigtigt skøn med hensyn til virkningerne af den omtvistede import

52.   Med sit andet anbringende har Rica Foods gjort gældende, at Retten har anlagt flere urigtige skøn med hensyn til virkningerne af de omtvistede indførsler.

53.   I sagen for Retten bestred Rica Foods flere af Kommissionens påstande og hævdede bl.a., at den yderligere import af sukker med EF-OLT-kumulation af oprindelsen ikke forøgede mængden af sukker på fællesmarkedet og ikke medførte yderligere omkostninger for EF-budgettet.

54.   Retten forkastede disse argumenter af følgende grunde:

»95      [...] det følger af de statistikker fra De Europæiske Fællesskabers Statistiske Kontor (Eurostat), der er fremlagt af Kommissionen, at importen af sukker fra OLT i 1996 var på 2 251,1 tons, og at der ikke var nogen import af blandingsprodukter fra OLT. [Det er ubestridt], at importen af 2 251,1 tons sukker var sukker med AVS-OLT-kumulation af oprindelsen[, og at] der i 1996 ikke var import af sukker med EF-OLT-kumulation af oprindelsen [...].

96      Endvidere følger det af Eurostats statistikker, at importen til Fællesskabet af sukker med EF-OLT-kumulation af oprindelsen i 1999 var på 35 791,8 tons og importen af blandingsprodukter på 12 420 tons.

97      Det var derfor korrekt, da Kommissionen […] fastslog, at importen af sukker henhørende under KN-kode 1701 og sukker- og kakaoblandinger henhørende under KN-kode 1806 10 30 og 1806 10 90 med oprindelse i OLT og med EF-OLT-kumulation af oprindelsen steg »fra 0 ton i 1996 til over 48 000 tons i 1999«[, og at der var tale om] en »meget kraftig« stigning […].

98      Sagsøgerne har […] anfægtet, at indførsel af sukker med EF-OLT-kumulation af oprindelsen til Fællesskabet bevirker, at en tilsvarende mængde EF-sukker må udføres med støtte. […].

99      Det skal indledningsvis fastslås, at sagsøgerne anerkender, at der på markedet for sukker i Fællesskabet er overkapacitet. Produktionen i Fællesskabet af A- og B-sukker, der kan afsættes på fællesmarkedet, og som ved eksport tildeles støtte, overstiger allerede forbruget i Fællesskabet af sukker. […].

100      Domstolen understregede i sin dom af 8. februar 2000 i sagen Emesa Sugar […], præmis 56[…], at Fællesskabet er forpligtet til at indføre en vis mængde sukker fra tredjelande i overensstemmelse med WTO-aftalerne.

101      Under disse omstændigheder vil – hvis Fællesskabets produktion af sukker ikke reduceres – enhver yderligere import af sukker med EF-OLT-kumulation af oprindelsen forøge mængden af sukker på fællesmarkedet og vil medføre en forøgelse af den subventionerede eksport af sukker (jf. Emesa Sugar-dommen, nævnt i præmis 100 ovenfor, præmis 56).

102      Retten skal herefter fastslå, at Kommissionen med rette […] kunne fastslå, at »[e]nhver sukkerindførsel til Fællesskabet bevirker derfor, at en tilsvarende mængde EF-sukker ikke kan afsættes på EF-markedet og derfor må udføres«.

[…]

116      Endelig har sagsøgerne anført, at […] importen fra OLT ikke [belaster] EF-budgettet. I det omfang importen har til følge, at en tilsvarende mængde EF-sukker eksporteres, finansieres den støtte, som følger det eksporterede sukker, af de europæiske roesukkerproducenter gennem selvfinansieringssystemet og således i sidste ende af de europæiske forbrugere. […].

[…]

118      Retten skal minde om, at de i den anfægtede forordning nævnte vanskeligheder er den kraftige stigning i importen af sukker og blandingsprodukter med EF-OLT-kumulation af oprindelsen, overskudsproduktionen af EF-sukker, som medfører subventioneret eksport, samt forpligtelserne i henhold til WTO-aftalerne […].

119      Henset til overproduktionen på EF-markedet vil importeret OLT-sukker erstatte EF-sukker, som herefter for at fastholde stabiliteten af den fælles markedsordning må eksporteres.

120      Selv om eksporten af EF-sukker i vidt omfang finansieres af Fællesskabets sukkerindustri og derigennem af forbrugerne, skal det fastslås, at WTO-aftalerne sætter grænser for eksportstøtten uafhængigt af, hvem der i sidste ende betaler omkostningerne til støtten, og at enhver yderligere import forværrer situationen på et marked, der allerede har overproduktion.

121      […] de [af Rica Foods] anførte argumenter er følgelig ubegrundede.«

55.   Det andet anbringende består af to led, som jeg skal behandle hver for sig (26).

56.   I det første led har Rica Foods anført flere argumenter, hvorved virksomheden søger at påvise, at importen af sukker med EF-OLT-kumulation af oprindelsen i modsætning til, hvad Retten fastslog i præmis 99-102 i den appellerede dom, ikke medførte, at mængden af sukker på fællesmarkedet blev forøget (27).

57.   Jeg skal herved bemærke, at Domstolen i henhold til fast praksis (28) ikke har kompetence til at fastlægge de faktiske omstændigheder og i princippet heller ikke til at bedømme de beviser, Retten har lagt til grund ved fastlæggelsen af de faktiske omstændigheder. Når disse beviser er blevet forskriftsmæssigt tilvejebragt, og de almindelige retsgrundsætninger og de processuelle regler om bevisbyrde og bevisførelse er blevet overholdt, er det alene Retten, der har kompetence til at vurdere, hvilken bevisværdi der skal tillægges de oplysninger, den har fået forelagt. Rettens vurdering heraf udgør derfor ikke et retsspørgsmål, der som sådant er undergivet Domstolens prøvelsesret, medmindre oplysningerne er gengivet forkert.

58.   Retten har imidlertid i denne sag på grundlag af de oplysninger, der fremgår af sagsakterne fastslået, at der allerede er overproduktion af sukker i Fællesskabet, hvorfor »enhver yderligere import af sukker med EF-OLT-kumulation af oprindelsen [vil] forøge mængden af sukker på fællesmarkedet og vil medføre en forøgelse af den subventionerede eksport af sukker« (29).

59.   Under disse omstændigheder må anbringendets første led åbenbart forkastes. For så vidt som sagsøger ikke har godtgjort, eller endog hævdet, at Retten har gengivet de faktiske forhold og forelagte beviser forkert, udgør dens vurdering med hensyn til forøgelsen af mængden af sukker på fællesmarkedet en vurdering af de faktiske forhold, som ikke kan anfægtes inden for rammerne af denne appel.

60.   I det andet led har Rica Foods hævdet, at Retten har begået en fejl ved, i præmis 118, 119 og 120 i den appellerede dom, at fastslå, at importen af sukker med EF-OLT-kumulation af oprindelsen ville medføre yderligere omkostninger for EF-budgettet. Rica Foods har påpeget, at støtten til eksport af A- og B-sukker fuldt ud finansieres af producenterne via afgifter, som de overvælter på forbrugerne. For så vidt som den omtvistede import erstatter eksporten af en tilsvarende mængde EF-sukker, vil denne import således ikke have nogen indvirkning på EF-budgettet.

61.   Hertil skal jeg alene bemærke, at Retten i den anfægtede dom ikke fastslog, at den omtvistede import medførte yderligere omkostninger for EF-budgettet. Den påpegede derimod, at enhver yderligere import af sukker, henset til overproduktionen på EF-markedet og de grænser, WTO-aftalerne sætter for eksportstøtten, forværrer situationen »uafhængigt af, hvem der i sidste ende betaler omkostningerne til [eksport]støtten« (30).

62.   Rica Foods’ andet anbringende bør derfor forkastes.

C –    Det tredje anbringende om forkert gengivelse af de omtvistede forordninger

63.   Det tredje anbringende vedrører præmis 107 og 108 i Rica Foods-dommen II.

Retten fastslog heri:

»107      Sagsøgerne har gjort gældende, at hverken stigningen i importen af sukker og blandingsprodukter med EF-OLT-kumulation af oprindelsen, overproduktionen eller forpligtelserne i henhold til WTO-aftalerne udgør vanskeligheder i OLT-afgørelsens artikel 109, stk. 1’s forstand, som kan medføre beskyttelsesforanstaltninger.

108      Retten skal indledningsvis bemærke, at Kommissionen aldrig har påstået, at de forskellige vanskeligheder, som den anførte, enkeltvis kunne legitimere en beskyttelsesforanstaltning. Det fremgår af de […] anfægtede forordning[er], at vanskelighederne, som Kommissionen har henvist til, er tæt forbundet. Kommissionen har forklaret, at overproduktionen på markedet har til følge, at alle yderligere importerede tons sukker medfører en stigning i støtten til eksporten. Denne stigning er egnet til at medføre en overskridelse af grænserne fastsat i WTO-aftalerne.«

64.   Rica Foods har herved anført, at Retten har gengivet de omtvistede forordninger forkert. I modsætning til, hvad Retten har fastslået, har Kommissionen nemlig ikke i de omtvistede forordninger givet udtryk for, at de i OLT-afgørelsens artikel 109 omhandlede »vanskeligheder« i nærværende sag var en følge af en kombination af alle de ovennævnte elementer, dvs. overskudsproduktion på fællesmarkedet, forøgelsen af den omtvistede import og grænserne fastsat i WTO-aftalerne. Retten har således, ifølge Rica Foods, erstattet de omtvistede forordningers begrundelse med sin egen begrundelse.

65.   Jeg bemærker, at selv om Retten alene er kompetent til at afgøre, hvilken værdi der skal tillægges de fremførte beviser (31), er spørgsmålet, om disse beviser er gengivet forkert, eller den anfægtede retsakt er gengivet forkert, et spørgsmål, som er undergivet Domstolens prøvelsesret under en appelsag (32). Et anbringende, der vedrører forkert gengivelse af den anfægtede retsakt, har til formål at få fastslået, at Retten har ændret ved den anfægtede retsakts mening, indhold eller anvendelsesområde. Denne forvanskning kan således medføre en ændring af retsaktens indhold (33), at der ikke er taget hensyn til retsaktens hovedpunkter (34), eller ikke er taget hensyn til sammenhængen (35).

66.   Da nærværende anbringende drejer sig om forkert gengivelse af de omtvistede forordninger, kan det, i modsætning til, hvad den franske regering har fremført (36), antages til realitetsbehandling i henhold til Domstolens praksis.

67.   Jeg mener dog, det er åbenbart, at dette anbringende må forkastes.

68.   Det fremgår nemlig uden videre af læsningen af de omtvistede forordninger, at Kommissionen rent faktisk mente, at de i OLT-afgørelsens artikel 109 omhandlede »vanskeligheder« i nærværende sag var en følge af en kombination af tre faktorer.

69.   Efter at have fastslået, at importen af sukker og blandingsprodukter fra OLT »har været meget kraftigt stigende« (37), anfører Kommissionen, at »[d]er er opstået vanskeligheder […] de sidste år« (38). Kommissionen forklarer, at »EF’s sukkermarked […] er præget af overskud […] [hvorfor] enhver sukkerindførsel til Fællesskabet bevirker […], at en tilsvarende mængde EF-sukker […] må udføres« (39). Kommissionen præciserer desuden, at »[r]estitutionerne for dette sukker […] finansieres[, men at] [u]dførslerne med restitutioner […] er begrænset i deres omfang ved [WTO-]aftale[rne]« (40). Kommissionen slutter heraf, at »[h]ver yderligere indførsel af sukker og produkter med høj sukkerkoncentration fra OLT forudsætter en større nedsættelse af EF-producenternes kvoter og dermed et større tab af garanti for deres indkomst« (41).

70.   Det følger heraf, at Kommissionen rent faktisk har fastslået, at de i OLT-afgørelsens artikel 109 omhandlede vanskeligheder var en følge af en kombination af flere faktorer, nemlig forøgelsen af den omtvistede import, overskudsproduktion på fællesmarkedet og grænserne fastsat i WTO-aftalerne. I modsætning til, hvad Rica Foods har hævdet, har Retten således ikke på dette punkt gengivet de omtvistede forordninger forkert.

D –    Det fjerde anbringende om fejlfortolkning af OLT-afgørelsens artikel 109, stk. 1

71.   Rica Foods har med sit fjerde anbringende hævdet, at Retten har begået flere fejl i fortolkningen af OLT-afgørelsens artikel 109, stk. 1.

72.   Rica Foods havde i første instans anført, at de af Kommissionen givne faktorer ikke kunne anses for »vanskeligheder«, som »kunne medføre en forringelse af situationen i en erhvervssektor inden for Fællesskabet« i henhold til OLT-afgørelsens artikel 109, stk. 1.

73.   Retten fastholder disse argumenter. Vedrørende for det første eksistensen af »vanskeligheder« i OLT-afgørelsens artikel 109, stk. 1’s forstand, anførte Retten følgende:

»108      [...] Det fremgår af de [...] anfægtede forordning[er], at vanskelighederne, som Kommissionen har henvist til, er tæt forbundet. Kommissionen har forklaret, at overproduktionen på markedet har til følge, at alle yderligere importerede tons sukker medfører en stigning i støtten til eksporten. Denne stigning er egnet til at medføre en overskridelse af grænserne fastsat i WTO-aftalerne.

[…]

112      Sagsøgerne har angående overproduktionen og forpligtelserne i henhold til WTO-aftalerne bemærket, at overproduktionen på den ene side har eksisteret i omkring 30 år, men at WTO-aftalerne, som fastsætter maksimumsgrænser for eksportstøtten til sukker, på den anden side blev vedtaget i 1994. Der var derfor ikke tale om »vanskeligheder« i OLT-afgørelsens artikel 109, stk. 1’s forstand.

113      Retten bemærker hertil, at mængden af sukker, som må tildeles støtte, blev nedsat ved WTO-aftalerne, nemlig i liste CXL. Mens 1 555 600 tons kunne eksporteres med støtte i produktionsåret 1995/1996, blev mængden nedsat til 1 273 500 tons i produktionsåret 2000/2001.

114      I lyset af overproduktionen i Fællesskabet vil enhver yderligere sukkerindførsel til Fællesskabet derfor bevirke, at en tilsvarende mængde EF-sukker må udføres […]. Stigningen i importen af sukker og blandingsprodukter med EF-OLT-kumulation af oprindelsen vil følgelig kunne skabe vanskeligheder i forhold til forpligtelserne i henhold til WTO-aftalerne.

115      På trods af at loftet for produktionsåret 2000/2001 allerede var kendt siden 1994, og selv om situationen med overproduktion på EF-markedet har eksisteret i årtier, ændrer dette ikke ved, at Kommissionen med rette i lyset af fællesmarkedets overkapacitet kunne anse den stærke stigning i importen af sukker og blandingsprodukter med EF-OLT-kumulation af oprindelsen for en »vanskelighed« i OLT-afgørelsens artikel 109, stk. 1’s forstand, så meget mere som lofterne i WTO-aftalerne allerede nødvendiggjorde en væsentlig reduktion af Fællesskabets kvoter for produktionsåret 2000/2001 […].«

74.   Med hensyn til eksistensen af en risiko for »en forringelse af situationen i en erhvervssektor inden for Fællesskabet«, bemærkede Retten endelig følgende:

»123      Sagsøgerne har gjort gældende, at der ville foreligge en forringelse eller trussel om forringelse i artikel 109, stk. 1’s forstand i tilfælde af prisfald på sukkermarkedet eller ved en væsentlig forringelse i form af tab, fyringer osv. Imidlertid er den europæiske sukkerindustri sund. Priserne på sukker er ikke faldet.

124      De af sagsøgerne anførte forhold er efter Rettens vurdering egnede til at påvise en forringelse eller trussel om forringelse. En situation, hvor det er nødvendigt at reducere produktionen blandt de europæiske producenter, viser imidlertid lige så vel en forringelse af situationen i en erhvervssektor inden for Fællesskabet. En sådan reduktion har direkte indflydelse på EF-producenternes indtjening.

125      Sagsøgerne anfægter nødvendigheden af at nedsætte Fællesskabets sukkerproduktion med 500 000 tons af hensyn til WTO-aftalerne […].

126      Det bemærkes hertil, at produktionen af EF-sukker overstiger forbruget af sukker i Fællesskabet […]. Endvidere bemærkes, således som fastslået i Domstolens dom i sagen Emesa Sugar, nævnt ovenfor […] (præmis 56), at Fællesskabet er »forpligtet til at indføre en vis mængde sukker fra tredjelande i overensstemmelse med aftaler indgået inden for WTO«. Hertil kommer »indførslerne af rørsukker fra AVS-staterne, som skal opfylde den særlige efterspørgsel efter denne vare« (Emesa Sugar-dommen, nævnt […] ovenfor, præmis 56).

127      Sagsøgerne har ikke benægtet, at der er en sammenhæng mellem overholdelsen af forpligtelserne i medfør af WTO-aftalerne på den ene side og reduktionen af EF-produktionen som fastlagt i den anfægtede forordning på den anden side. De anfægter imidlertid den i den anfægtede forordning ansatte mængde på 500 000 tons.

128      Det fremgår dog af Kommissionens forordning (EF) nr. 2073/2000 af 29. september 2000 om nedsættelse i sukkersektoren for produktionsåret 2000/2001 af garantimængden inden for ordningen med produktionskvoter og de forventede maksimale forsyningsbehov for raffineringsindustrien inden for præferenceimportordningerne (EFT L 246, s. 38), at Kommissionen har nedsat produktionen af A- og B-sukker med 478 277 tons for produktionsåret 2000/2001. […].

129      Sagsøgerne har herefter gjort gældende, at mængden af sukker og blandingsprodukter med EF-OLT-kumulation af oprindelsen, der importeres i Fællesskabet, er ubetydelig, hvis man sammenligner mængden af sukker fra OLT med mængden af sukker produceret i Fællesskabet og med mængden af sukker importeret fra visse tredjelande.

130      [Rica Foods] har udregnet, at importen af sukker med AVS-OLT- og EF-OLT-kumulation af oprindelsen i 1999 svarede til 0,320% (KN-kode 1701) og 0,102% (KN-kode 1806) af EF-produktionen. Importen med EF-OLT-kumulation af oprindelsen udgjorde i 1999 40 000 tons, dvs. mindre end den import, som et enkelt AVS-land som f.eks. Barbados årligt må indføre til Fællesskabet (49 300 tons).

131      Dette argument kan ikke tages til følge. Som fastslået ovenfor, kunne Kommissionen med rette i lyset af fællesmarkedets overkapacitet anse den stærke stigning i importen af sukker og blandingsprodukter med EF-OLT-kumulation af oprindelsen for »vanskeligheder« i OLT-afgørelsens artikel 109, stk. 1’s forstand.

132      Når forpligtelserne i medfør af WTO-aftalerne tages i betragtning, er det en rimelig antagelse, at »[h]ver yderligere indførsel af sukker og produkter med høj sukkerkoncentration fra OLT forudsætter en større nedsættelse af EF-producenternes kvoter og dermed et større tab af garanti for deres indkomst« […]. Det skal i denne sammenhæng understreges, at sukker og blandingsprodukter med EF-OLT-kumulation af oprindelsen ved vedtagelsen af den anfægtede forordning udgjorde omkring 10% af den i den anfægtede forordning nævnte nedsættelse af EF-producenternes kvoter, og at produktionen af OLT-sukker lå på til 100 000-150 000 tons om året […].

133      Domstolen har allerede fastslået, at en nedsættelse af EF-produktionen for at imødegå en stigning i importen af OLT-sukker forstyrrer den fælles markedsordning for sukker og vil være i strid med målene for den fælles landbrugspolitik (jf. Emesa Sugar-dommen, nævnt […] ovenfor, præmis 56).

134      I lyset heraf kunne Kommissionen med rette i de[…] anfægtede forordning[er] […] fastslå, at den øgede import af sukker fra OLT kunne destabilisere den fælles markedsordning for sukker.«

75.   I Rica Foods-dommen III tilføjede Retten følgende:

»127      Sagsøgerne har endvidere understreget, at en nedsættelse af produktionen af A- og B-sukker ikke nødvendigvis medfører tab af indkomst for landbrugerne. Disse kan nemlig beslutte at dyrke andre produkter.

128      Det skal imidlertid fastslås, at nødvendigheden af en væsentlig nedsættelse af produktionskvoten for A- og B-sukker, uafhængigt af spørgsmålet om, hvorvidt dyrkningen af andre afgrøder kunne være lige så rentabel som dyrkningen af sukker, i sig selv beviser eksistensen af en forringelse eller trussel om en forringelse af situationen i en erhvervssektor inden for Fællesskabet i OLT-afgørelsens artikel 109, stk. 1’s forstand.«

76.   Retten fastslog som følge heraf, at Kommissionen ikke havde anlagt et åbenbart urigtigt skøn, da den vurderede, at forøgelsen af den omtvistede import udgjorde »vanskeligheder«, som »kunne medføre en forringelse af situationen i en erhvervssektor inden for Fællesskabet« i OLT-afgørelsens artikel 109, stk. 1’s forstand.

77.   Selv om appellerne er særligt uklare på dette punkt, består det fjerde anbringende tilsyneladende af fire led, som jeg skal behandle hver for sig.

78.   I det første led har Rica Foods anført, at de forskellige faktorer, som Kommissionen har angivet – nemlig forøgelsen af den omtvistede import, overskudsproduktion på fællesmarkedet og grænserne fastsat i WTO-aftalerne – ikke alene var forudsigelige, men også, i et vist omfang, ønsket af EF-lovgiverne. Det fremgår af OLT-afgørelsen, at udviklingen af importen af produkter fra OLT var det væsentligste formål med det handelssamarbejde, som blev indført ved denne afgørelse. Også begrænsningen af eksportstøtten, der var angivet i liste CXL, var resultatet af et bevidst valg fra EF-lovgivernes side.

79.   Rica Foods har tilføjet, at disse forskellige faktorer allerede forelå, da OLT-afgørelsen blev vedtaget og i hvert fald, da den blev revideret i 1997. Fællesmarkedet havde således haft overskudproduktion siden 1968. Under disse omstændigheder kunne Retten ikke anse disse faktorer for »vanskeligheder«, som kunne fremkalde »en forringelse af situationen i en erhvervssektor inden for Fællesskabet« i OLT-afgørelsens artikel 109, stk. 1’s forstand.

80.   Jeg mener, at det første led bygger på en forkert forudsætning. Det fremgår nemlig klart af de appellerede domme, at der indtil 1997 ikke havde været nogen import til Fællesskabet af sukker og blandingsprodukter under ordningen med EF-OLT-kumulation af oprindelsen. Retten fastslog i præmis 110 i Rica Foods-dommen II, at den pågældende import »steg fra 0 ton i 1996 til over 48 000 tons i 1999«. Det er derfor forkert at fastslå, som appellanten har gjort, at de af Kommissionen konstaterede »vanskeligheder« allerede var til stede, da OLT-afgørelsen blev vedtaget i 1991 og i hvert fald, da den blev revideret i 1997.

81.   Med hensyn til, om nogle af disse faktorer var forudsigelige eller ønskede, ville dette forhold, hvis man antog, at det forholdt sig således (42), ikke være til hinder for, at Kommissionen, og senere Retten, fastslog, at disse faktorer udgjorde »vanskeligheder«, i OLT-afgørelsens artikel 109, stk. 1’s forstand. Den kendsgerning i sig selv, at der blev indført en beskyttelsesklausul i OLT-afgørelsen, selv om afgørelsens formål er at udvikle handelen med OLT, viser, at denne handel, selv om den er af den ønskede karakter, udmærket en dag kan antages at skabe »vanskeligheder«, eller risiko for »forringelse« af situationen i en erhvervssektor inden for Fællesskabet.

82.   I det andet led har Rica Foods fremført, at den nedsættelse af produktionskvoten, som var foretaget på grund af den omtvistede import, i modsætning til, hvad Retten har fastslået i præmis 128 i Rica Foods-dommen III, ikke ville medføre en indtægtsnedgang for EF-producenterne. Den eneste konsekvens af kvotenedsættelsen ville være, at producenterne ville dyrke et andet produkt og komme ind under en anden garantiordning for landbruget.

83.   Dette argument bør også forkastes. Appellanten har nemlig ikke fremført nogen oplysninger, der godtgør, at EF-producenterne rent faktisk havde mulighed for at dyrke andre afgrøder, hvis produktionskvoterne blev nedsat. Kommissionen har desuden også kraftigt bestridt denne påstand (43).

84.   Under alle omstændigheder har Rica Foods ikke godtgjort, og heller ikke gjort gældende, at Retten har foretaget et urigtigt skøn ved at fastslå, at »nødvendigheden af en væsentlig nedsættelse af produktionskvoten for A- og B-sukker, uafhængigt af spørgsmålet om, hvorvidt dyrkningen af andre afgrøder kunne være lige så rentabel som dyrkningen af sukker, i sig selv beviser eksistensen af en forringelse eller trussel om en forringelse af situationen i en erhvervssektor inden for Fællesskabet i OLT-afgørelsens artikel 109, stk. 1’s forstand« (44).

85.   I anbringendets tredje led har Rica Food gjort opmærksom på, at den omtvistede import var af ubetydeligt omfang i forhold til EF-produktionen. I 1999 svarede importen af sukker med AVS-OLT- og EF-OLT-kumulation af oprindelsen således til kun 0,320% (KN-kode 1701) og 0,102% (KN-kode 1806) af EF-produktionen. Appellanten mener derfor, at Retten har begået en retlig fejl, da den fastslog, at så ubetydelige mængder kunne udgøre »vanskeligheder i OLT-afgørelsens artikel 109, stk. 1’s forstand«.

86.   Jeg skal hertil bemærke, at Domstolen i Emesa Sugar-dommen i forbindelse med vedtagelsen af kontingentet på 3 000 tons årligt for import af sukker med AVS-OLT-kumulation af oprindelsen fastslog, at »enhver yderligere sukkermængde, som nåede Fællesskabets marked, selv om den var ubetydelig i forhold til produktionen i Fællesskabet, ville forpligte dennes institutioner til at øge støtten til eksporten […] eller til at nedsætte de europæiske producenters kvoter, hvilket ville have forstyrret den […] fælles markedsordning for sukker og ville have været i strid med målene for den fælles landbrugspolitik« (45). Jeg skal ligeledes bemærke, at importen i Fællesskabet af sukker fra OLT i 1996 og 1997, da ovennævnte kontingent blev vedtaget, udgjorde henholdsvis 2 251,1 tons og 10 372,2 tons (46).

87.   Da de omtvistede forordninger blev udstedt i 1999, udgjorde den samme import imidlertid 51 969,5 tons (47).

88.   Under disse omstændigheder kan jeg ikke indse, i hvilken henseende Retten skulle have begået en retlig fejl. Eftersom Domstolen i februar 2000 vurderede, at sukkerimporten på 10 000 tons udgjorde en risiko for forstyrrelse af den fælles markedsordning for sukker, var det logisk, at Retten i november 2002 fandt, at en fem gange så stor import udgjorde »vanskeligheder« og en trussel om en »forringelse« af den fælles markedsordning.

89.   Endelig har appellanten, i anbringendets sidste led, hævdet, at Retten har begået en retlig fejl ved, i Rica Foods-dommen II’s præmis 112-115, at fastslå, at importen af sukker fra OLT i produktionsåret 1999/2000 havde indvirkning på Fællesskabets forpligtelser som følge af liste CXL. Rica Foods mener, at Fællesskabet med hensyn til gennemførelsen af de lofter, som er fastsat i denne liste, havde en tilstrækkelig margen til at optage den øgede import af sukker og blandingsprodukter med EF-OLT-kumulation af oprindelsen i produktionsåret 1999/2000.

90.   Jeg skal hertil alene bemærke, at Retten i Rica Foods-dommen II’s præmis 112-115 ikke behandlede spørgsmålet, hvorvidt de lofter, der er fastsat i WTO-aftalerne, gjorde det muligt at optage den omtvistede import i produktionsåret 1999/2000. Den behandlede derimod sagsøgerens argument om, at overproduktionen og forpligtelserne i henhold til WTO-aftalerne ikke udgjorde »vanskeligheder« i OLT-afgørelsens artikel 109, stk. 1’s forstand med den begrundelse, at »overproduktionen […] har eksisteret i omkring 30 år«, og at »WTO-aftalerne […] blev vedtaget i 1994« (48).

91.   På baggrund af det anførte skal jeg foreslå Domstolen at forkaste det fjerde anbringende i dets helhed.

E –    Det femte anbringende om tilsidesættelse af OLT-afgørelsens artikel 109, stk. 2

92.   Det femte anbringende vedrører Rettens skøn med hensyn til de omtvistede foranstaltningers forholdsmæssighed.

93.   I første instans vurderede Retten, at Kommissionen ikke havde tilsidesat proportionalitetsprincippet i OLT-afgørelsens artikel 109, stk. 2, ved at begrænse importen af sukker og blandingsprodukter med EF-OLT-kumulation af oprindelsen til først 3 340 tons i forordning nr. 465/2000, derefter 4 848 tons i forordning nr. 2081/2000 (49).

94.   Rica Foods har i sit femte anbringende hævdet, at dette skøn er i strid med proportionalitetsprincippet, og har fremført to klagepunkter vedrørende Rettens behandling heraf.

95.   For det første var de lofter, som Kommissionen fastsatte i de omtvistede forordninger, dvs. henholdsvis 3 340 tons og 4 484 tons, alt for lave i forhold til de mængder OLT-sukker, som importeres til Fællesskabet.

96.   Jeg mener, at det er åbenbart, at dette første klagepunkt må afvises.

97.   Det følger nemlig af fast retspraksis (50), at det af artikel 225 EF, artikel 58, stk. 1, i statutten for Domstolen, og artikel 112, stk. 1, litra c), i Domstolens procesreglement fremgår, at et appelskrift præcist skal angive, hvilke elementer der anfægtes i den dom, som påstås ophævet, samt de retlige argumenter, der særligt støtter denne påstand.

98.   I nærværende sag har Rica Foods i sine appelskrifter kun angivet, at:

»[…] [Kommissionen] og Rådet har ikke givet en rimelig og forståelig redegørelse for, hvilke interesser og bevæggrunde […] der var for at begrænse importen af sukker fra OLT til niveauet fra 1997, dvs. til en mængde, som er

–       fuldstændig ubetydelig i forhold til den europæiske produktion, den europæiske import og eksport, det europæiske overskud og alle andre dele af den europæiske markedsordning for sukker

–       fuldstændig utilstrækkelig til at give sukkerindustrien i OLT et rimeligt fremtidsgrundlag« (51).

99.   Appellanten har således ikke specifikt angivet, på hvilken måde Retten skulle have tilsidesat proportionalitetsprincippet i OLT-afgørelsens artikel 109, stk. 2.

100. For det andet har Rica Foods hævdet, at de mængder OLT-sukker, som blev importeret til Fællesskabet, var så ubetydelige, at de ikke kunne legitimere vedtagelsen af de omtvistede kontingenter (52).

101. Dette argument vedrører imidlertid ikke de omtvistede forordningers forholdsmæssighed. Det vedrører spørgsmålet, om den omtvistede import kunne anses for »vanskeligheder«, som kunne legitimere en beskyttelsesforanstaltning i henhold til OLT-afgørelsens artikel 109, stk. 1. Argumentet er i øvrigt behandlet som sådan under det fjerde anbringende om fejlfortolkning af OLT-afgørelsens artikel 109, stk. 1 (53).

102. Jeg foreslår derfor, at Domstolen forkaster det femte anbringende.

F –    Det sjette anbringende om tilsidesættelse af OLT’s præferencestatus

103. Det sidste anbringende vedrører Rettens bedømmelse med hensyn til OLT-produkters præferencestatus.

104. Denne bedømmelse er formuleret således (54):

»198      Sagsøgerne har gjort gældende, at Fællesskabets institutioner i medfør af artikel 3, stk. 1, litra s), EF og bestemmelserne i traktatens fjerde del […] skal tage højde for princippet om en præferencerangfølge. I medfør af dette princip må institutionerne ikke stille varer fra OLT ringere end varer fra AVS eller andre tredjelande […].

199      Sagsøgerne anfører for det første, at artikel 213 i Lomé-konventionen fuldstændig udelukker beskyttelsesforanstaltninger vedrørende sukker. De[…] anfægtede forordning[er] er derfor vedtaget i strid med den fortrinsstilling, som OLT nyder i forhold til AVS.

200      [Rica Foods] har endvidere sammenlignet OLT-afgørelsens artikel 109, stk. 1, med andre beskyttelsesforanstaltninger. […]. Sagsøgeren anfører, at når OLT nyder en mere privilegeret status, skal Kommissionen afstå fra at vedtage beskyttelsesforanstaltninger i medfør af OLT-afgørelsens artikel 109, stk. 1, over for produkter fra OLT, når forholdene ikke tillader, at de samme forholdsregler tages over for varer fra tredjelande, som nyder en mindre privilegeret status.

201      For det andet har sagsøgerne gjort opmærksom på, at Fællesskabet i medfør af ottende protokol til Lomé-konventionen har tildelt AVS-landene en kvote på 1,7 mio. tons sukker, som disse helt eller delvist kan importere til Fællesskabet, uden at der skal betales told og med prisgaranti. Ved at begrænse importen af sukker med EF-OLT-kumulation af oprindelsen til 3 340 tons inden for en periode på syv måneder har Kommissionen tilsidesat princippet om, at varer fra OLT ikke må stilles ringere end varer fra AVS eller fra andre tredjelande.

202      Retten bemærker, at det påhviler Fællesskabets retsinstanser at begrænse sig til at prøve, om Kommissionen, som i dette tilfælde har et vidt skøn, har foretaget et åbenbart urigtigt skøn ved at udstede de[…] anfægtede forordning[er] […].

203      Selv om varer fra OLT i medfør af traktatens fjerde del nyder en særstilling, har både Domstolen og Retten fastslået, at OLT-afgørelsens artikel 109, som bemyndiger Kommissionen til at vedtage beskyttelsesforanstaltninger, på ingen måde strider mod principperne i traktatens fjerde del ved sin blotte eksistens […]. Den blotte vedtagelse af en beskyttelsesforanstaltning i henhold til artikel 109 er således ikke udtryk for en tilsidesættelse af OLT-produkters fortrinsstilling.

204      Hvad angår sukkers status efter Lomé-konventionen konstaterer Retten, at Fællesskabet i ottende protokol til konventionen forpligter sig over for AVS-landene til at importere sukker til en garanteret pris og af en nøjagtig årlig mængde (1,7 mio. tons). Denne import er helt eller delvist fritaget fra told. For at undgå, at denne forpligtelse bliver uden indhold, fastsætter Lomé-konventionens artikel 213, at beskyttelsesklausulen (konventionens artikel 177) ikke finder anvendelse inden for rammerne af ottende protokol.

205      Det følger derimod af OLT-afgørelsens artikel 101, stk. 1, at alle produkter fra OLT, og derfor i princippet også sukker, er undtaget fra told ved import til Fællesskabet. OLT-sukker nyder derfor klart en fortrinsstilling i forhold til AVS-sukker. Det forhold, at Kommissionen vedtager en beskyttelsesforanstaltning – der i sin natur er af midlertidig karakter – ændrer intet herved. Retten skal endvidere understrege, at den anfægtede forordning udelukkende vedrører sukker og blandingsprodukter med EF-OLT-kumulation af oprindelsen. Den indfører ingen begrænsninger af importen af sukker fra OLT efter de almindelige regler om oprindelse, såfremt en sådan produktion skulle eksistere.

206      Argumentet, som bygger på OLT-sukkers fortrinsstilling i forhold til sukker fra AVS-landene, skal følgelig forkastes.

207      Af de samme grunde kan sagsøgerne ikke påberåbe sig beskyttelsesklausulerne i de aftaler, Fællesskabet har indgået med visse tredjelande.

[…]

210      Under henvisning til disse overvejelser skal det fastslås, at de […] anfægtede forordning[er] ikke har placeret AVS-landene og tredjelande i en konkurrencemæssigt klart bedre stilling end OLT.«

105. Rica Foods har i sit sidste anbringende hævdet, at denne bedømmelse tilsidesatte OLT-produkternes præferencestatus. Rica Foods mener ikke, at Retten tog hensyn til den store forskelsbehandling, som beskyttelsesforanstaltningerne medførte mellem på den ene side import af produkter fra OLT og på den anden side import af produkter fra AVS-landene og mest begunstigede lande og selv importen fra visse andre tredjelande.

106. Jeg er enig med Kommissionen i, at det er åbenbart, at dette anbringende må afvises.

107. I præmis 198-210 i Rica Foods-dommen II, som er anført tidligere, har Retten gjort tydeligt rede for årsagerne til, at den mener, at de omtvistede beskyttelsesforanstaltninger ikke har placeret AVS-landene og tredjelande i en konkurrencemæssigt klart bedre stilling end OLT.

108. Rica Foods har i sine appeller imidlertid ikke angivet, på hvilken måde Retten skulle have begået en retlig fejl i sin begrundelse på dette punkt. Rica Foods har blot gentaget, at »OLT-produkter har en privilegeret stilling på grundlag af deres præferencestatus i Fællesskabet«, og at »sagsøgte med beskyttelsesforanstaltningerne har foretaget en væsentlig forskelsbehandling mellem på den ene side import fra AVS-landene og mest begunstigede lande og på den anden side import fra OLT« (55).

109. Under disse omstændigheder er det åbenbart, at anbringendet må afvises i henhold til den retspraksis, der tidligere er angivet i punkt 97.

V –    Forslag til afgørelse

110. I lyset af det anførte foreslår jeg Domstolen at forkaste appellerne og dømme appellanten til at betale sagens omkostninger bortset fra de af intervenienterne afholdte omkostninger i medfør af artikel 69 og 118 i Domstolens procesreglement.

---

1 – Originalsprog: fransk.

---

2  – Sag T-47/00, Rica Foods mod Kommissionen, Sml. II, s. 113.

---

3  – Forenede sager T-94/00, T-110/00 og T-159/00, Rica Foods m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 4677 (herefter »Rica Foods-dommen II«), og forenede sager T-332/00 og T-350/00, Rica Foods og Free Trade Foods mod Kommissionen, Sml. II, s. 4755 (herefter »Rica Foods-dommen III«).

---

4  – EFT L 252, s. 1.

---

5  – Rådets forordning om den fælles markedsordning for sukker (EFT L 177, s. 4).

---

6  – Afgørelse om indgåelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af de aftaler, der er resultatet af de multilaterale forhandlinger i Uruguay-rundens regi (1986-1994), for så vidt angår de områder, der hører under Fællesskabets kompetence (EFT L 336, s. 1).

---

7  – Afgørelse om de oversøiske landes og territoriers associering med Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EFT L 263, s. 1).

---

8  – EFT L 329, s. 50 (herefter, sammen med afgørelse 91/482, »OLT-afgørelsen«).

---

9  – Jf. afgørelse 2000/169/EF (EFT L 55, s. 67).

---

10  – EFT L 294, s. 11.

---

11  – Kommissionens forordning af 2.7.1993 om visse gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks (EFT L 253, s. 1).

---

12  – EFT L 196, s. 31. Ifølge den procedure, der blev indført ved forordningens artikel 308d, skal medlemsstaterne »en gang hver måned eller hyppigere […] sende Kommissionen nærmere oplysninger om de varemængder, der er bragt i fri omsætning ved anvendelse af præferencetoldordninger i de foregående måneder«.

---

13  – EFT L 56, s. 39.

---

14  – EFT L 246, s. 64.

---

15  – Herefter også benævnt »de appellerede domme«.

---

16  – Jf., som et nyere eksempel, dom af 8.5.2003, forenede sager C-328/99 og C-399/00, Italien og SIM 2 Multimedia mod Kommissionen, Sml. I, s. 4035, præmis 39. Netop inden for OLT-afgørelsens artikel 109's område har Domstolen generelt anvendt en anden formulering. Den har anført, at det »[n]år der er tale om et sådant skøn, påhviler [...] Fællesskabets retsinstanser at begrænse sig til at efterprøve, om afgørelsen er åbenbart urigtig eller behæftet med magtfordrejning, eller om fællesskabsinstitutionerne åbenbart har overskredet grænserne for deres skøn« (jf. dom af 22.11.2001, sag C-110/97, Nederlandene mod Rådet, Sml. I, s. 8763, præmis 62, og af 22.11.2001, sag C-301/97, Nederlandene mod Rådet, Sml. I, s. 8853, præmis 74. Jf. desuden dom af 11.2.1999, sag C-390/95 P, Antillean Rice Mills m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 769, præmis 48). Denne formulering er dog efter min mening mindre korrekt end den, der er gengivet i punkt 43 i dette forslag til afgørelse, idet den ikke nævner efterprøvelsen af visse elementer f.eks. af, om de faktiske omstændigheder er materielt rigtige, og om procedure- og begrundelsesforskrifter er overholdt. Det fremgår heller ikke klart, hvorledes der er sondret mellem tilfældet med en »åbenbart urigtig« afgørelse og tilfældet, hvor institutionen »åbenbart har overskredet grænserne for sit skøn«.

---

17  – Jf. bl.a. dom af 5.10.1994, sag C-280/93, Tyskland mod Rådet, Sml. I, s. 4973, præmis 90 og 91, af 17.10.1995, sag C-44/94, Fishermen's Organisations m.fl., Sml. I, s. 3115, præmis 37, af 19.11.1998, sag C-150/94, Det Forenede Kongerige mod Rådet, Sml. I, s. 7235, præmis 87, af 8.2.2000, sag C-17/98, Emesa Sugar, Sml. I, s. 675, præmis 53, og dommene i sagerne Nederlandene mod Rådet, C-110/97, præmis 63, og C-301/97, præmis 64-68 og 75.

---

18  – Jf. herved ligeledes dom af 21.2.1990, forenede sager C-267/88 – C-285/88, Wuidart m.fl., Sml. I, s. 435, præmis 14, af 26.6.1990, sag C-8/89, Zardi, Sml. I, s. 2515, præmis 11, og Rettens dom af 5.6.1996, sag T-162/94, NMB France m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 427, præmis 70.

---

19  – Jf. f.eks. dom af 13.7.1966, forenede sager 56/64 og 58/64, Consten og Grundig mod Kommissionen, Sml. 1965-1968, s. 245, org.ref.: Rec. s. 429, på s. 501, og Rettens dom af 17.7.1998, sag T-118/96, Thai Bicycle mod Rådet, Sml. II, s. 2991, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis.

---

20  – Jf. ovenfor, punkt 43.

---

21  – Forslag til afgørelse i sagen Kommissionen mod max.mobil, sag C-141/02 P, der verserer for Domstolen, punkt 77 og 78.

---

22  – Jf. i denne henseende bl.a. dom i sagen Emesa Sugar (præmis 53) og dommene i sagerne Nederlandene mod Rådet, C-110/97, præmis 63, og C-301/97, præmis 64-68 og 75.

---

23  – Jf. f.eks. dom af 21.3.1990, sag C-142/87, Belgien mod Kommissionen, Sml. I, s. 959, præmis 56, af 21.3.1991, sag C-303/88, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 1433, præmis 34, og af 15.6.1993, sag C-225/91, Matra mod Kommissionen, Sml. I, s. 3203, præmis 24.

---

24  – Rådets forordning af 16.12.2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EUT L 1, s. 1). Jf. f.eks. dommen i sagen Consten og Grundig mod Kommissionen og dom af 23.10.1974, sag 17/74, Transocean Marine Paint mod Kommissionen, Sml. s. 1063, præmis 16.

---

25  – Jf. dom af 4.4.1990, forenede sager C-111/88, C-112/88 og C-20/89, Grækenland mod Kommissionen, Sml. I, s. 1559, summarisk offentliggørelse, præmis 1.

---

26  – Rica Foods har i sit appelskrift (punkt 31-35) fremført et tredje klagepunkt, som jeg skal behandle i forbindelse med det tredje anbringende (jf. punkt 63-70 nedenfor).

---

27  – Rica Foods' appelskrift, punkt 16-19 og 24, 25 og 26.

---

28  – Jf., som nyere eksempler, dom af 8.5.2003, sag C-122/01 P, T. Port mod Kommissionen, Sml. I, s. 4261, præmis 27, og kendelse af 9.7.2004, sag C-116/03, Fichtner mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 33.

---

29  – Rica Foods-dommen II, præmis 101.

---

30  – Rica Foods-dommen II, præmis 120.

---

31  – Jf. bl.a. dom af 1.6.1994, sag C-136/92 P, Kommissionen mod Brazzelli Lualdi m.fl., Sml. I, s. 1981, præmis 66, af 7.5.1998, sag C-401/96 P, Somaco mod Kommissionen, Sml. I, s. 2587, præmis 54, og af 17.12.1998, sag C-185/95 P, Baustahlgewebe mod Kommissionen, Sml. I, s. 8417, præmis 24.

---

32  – Dom af 2.3.1994, sag C-53/92 P, Hilti mod Kommissionen, Sml. I, s. 667, præmis 42, af 16.9.1997, sag C-362/95 P, Blackspur DIY m.fl. mod Rådet og Kommissionen, Sml. I, s. 4775, præmis 29, af 28.5.1998, sag C-8/95 P, New Holland Ford mod Kommissionen, Sml. I, s. 3175, præmis 26, dommen i sagen Baustahlgewebe mod Kommissionen, præmis 24, dom af 9.9.1999, sag C-257/98 P, Lucaccioni mod Kommissionen, Sml. I, s. 5251, præmis 45, 46 og 47 samt kendelse af 6.10.1997, sag C-55/97 P, AIUFFASS og AKT mod Kommissionen, Sml. I, s. 5383, præmis 25, af 16.10.1997, sag C-140/96 P, Dimitriadis mod Revisionsretten, Sml. I, s. 5635, præmis 35, og af 27.1.2000, sag C-341/98 P, Proderec mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 28.

---

33  – Jf. dom af 27.1.2000, sag C-164/98 P, DIR International Film m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 447, præmis 47 og 48, og af 11.9.2003, sag C-197/99 P, Belgien mod Kommissionen, Sml. I, s. 8461, præmis 67.

---

34  – Jf. bl.a. kendelse af 11.4.2001, sag C-459/00 P(R), Kommissionen mod Trenker, Sml. I, s. 2823, præmis 71.

---

35  – Jf. bl.a. dom af 3.4.2003, sag C-277/01 P, Parlamentet mod Samper, Sml. I, s. 3019, præmis 40.

---

36  – Interventionsindlæg, punkt 11 ff.

---

37  – De omtvistede forordninger, første betragtning.

---

38  – Ibidem, fjerde betragtning.

---

39  – Idem.

---

40  – Idem.

---

41  – De omtvistede forordninger, femte betragtning.

---

42  – I sit forslag til afgørelse i Emesa Sugar-sagen anførte generaladvokat Ruiz-Jarabo Colomer, at konsekvenserne af anvendelsen af reglen om kumulation af oprindelsen ikke kunne forudses, da OLT-afgørelsen blev vedtaget. Han mener, at »Rådet [i sin tid] […] vedtog den fiktion, som følger af ordningen med kumulation af oprindelse, uden at være – og sandsynligvis uden at kunne være – fuldstændig klar over, hvilke konsekvenser den kunne få« (punkt 58).

---

43  – Jf. svarskrifter i sag C-40/03 P, punkt 39, og i sag C-41/03 P, punkt 45.

---

44  – Rica Foods-dommen III, præmis 128 (min fremhævelse).

---

45  – Præmis 56 (min fremhævelse).

---

46  – Statistik udarbejdet af Eurostat over eksport fra OLT til Fællesskabet af produkter henhørende under KN-kode 1806 10 30, 1806 10 90 og KN-kode 1701 for 1991-2000 (bilag 1 i Kongeriget Spaniens interventionsindlæg i sag T-94/00).

---

47  – Idem.

---

48  – Præmis 112. Spørgsmålet om, hvilket spillerum WTO-aftalerne giver, er faktisk behandlet af Retten i præmis 135-139 i Rica Foods-dommen II. Selv om man antog, at Rica Foods appel vedrører disse præmisser i stedet for præmis 112-115 i Rica Foods-dommen II, som er udtrykkeligt angivet i appelskriftet, mener jeg dog under alle omstændigheder, at Rica Foods' argumentation må afvises af de årsager, jeg har angivet i mit forslag til afgørelse, fremsat i dag, i forenede sager C-26/00, C-180/00 og C-452/00, Nederlandene mod Kommissionen, punkt 76-79.

---

49  – Jf. Rica Foods-dommen II, præmis 157-197, og Rica Foods-dommen III, præmis 142-177.

---

50  – Jf., som nyere eksempler, dom af 23.3.2004, sag C-234/02 P, Den Europæiske Ombudsmand mod Lambert, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 76, og kendelse af 28.10.2004, sag C-236/03 P, Kommissionen mod CMA CGM m.fl., endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 43.

---

51  – Appelskrift i sag C-40/03 P, punkt 66, og C-41/03 P, punkt 72.

---

52  – Appelskrift i sag C-40/03 P, punkt 68, og C-41/03 P, punkt 74.

---

53  – Jf. punkt 85-88 ovenfor.

---

54  – Rica Foods-dommen II.

---

55  – Appelskrift i sag C-40/03 P, punkt 88, og C-41/03 P, punkt 99.