Sag T-213/02

SNF SA

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Annullationssøgsmål – direktiv 2002/34/EF – begrænsninger i anvendelsen af polyacrylamider i sammensætningen af kosmetiske midler – individuelt berørt person – formaliteten«

Rettens kendelse (Femte Afdeling) af 6. september 2004  

Sammendrag af kendelse

1.     Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – generel retsakt – direktiv

(Art. 230, stk. 4, EF)

2.     Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – generel retsakt – søgsmål anlagt af en erhvervsdrivende inden for den berørte sektor, som tilhører en begrænset kreds – afvisning

(Art. 230, stk. 4, EF)

3.     Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – direktiv 2002/34 om begrænsninger i anvendelsen af polyacrylamider i sammensætningen af kosmetiske midler – søgsmål anlagt af en virksomhed, som er indehaver af et patent indleveret i en medlemsstat med henblik på fremstilling af polyacrylamider – afvisning

(Art. 230, stk. 4, EF; Kommissionens direktiv 2002/34)

1.     Selv om artikel 230, stk. 4, EF ikke udtrykkeligt omhandler formalitetsspørgsmålet med hensyn til annullationssøgsmål, der er anlagt af borgere til prøvelse af et direktiv, kan denne omstændighed ikke i sig selv begrunde, at et sådant søgsmål afvises fra realitetsbehandling. Derudover kan Fællesskabets institutioner ikke udelukke den retsbeskyttelse, som denne bestemmelse i traktaten giver privatpersoner, alene ved valg af formen for den omhandlede retsakt. I øvrigt kan selv en generel retsakt, som gælder for de pågældende erhvervsdrivende i almindelighed, under visse omstændigheder berøre visse af dem umiddelbart og individuelt.

(jf. præmis 54 og 55)

2.     Muligheden for med større eller mindre bestemthed at angive antallet eller endog identiteten af de retssubjekter, på hvem en generel retsakt finder anvendelse, er på ingen måde ensbetydende med, at de skal anses for individuelt berørt af denne foranstaltning, som omhandlet i artikel 230, stk. 4, EF, når det er ubestridt, at foranstaltningen anvendes på grundlag af objektive faktiske og retlige kriterier, som er fastlagt i den pågældende retsakt.

Den blotte omstændighed at være berørt i egenskab af erhvervsdrivende inden for den sektor, der berøres af en foranstaltning, er således ikke tilstrækkeligt til, at denne erhvervsdrivende anses for at være individualiseret i mangel af navnlig tilstedeværelsen af et yderligere element, nemlig eksistensen af årsagssammenhæng mellem den pågældende erhvervsdrivende og institutionens indgreb, som viser, at institutionen med vedtagelsen af den omtvistede foranstaltning har bestemt den behandling, der skal gives denne erhvervsdrivende.

Det følger heraf, at det i forbindelse med et søgsmål med påstand om annullation af et direktiv, som finder anvendelse på objektivt bestemte situationer og har retsvirkninger for personkategorier, der er bestemt generelt og abstrakt, er uden betydning, at de berørte erhvervsdrivende udgør et begrænset antal, for så vidt som denne kreds ikke er lukket på tidspunktet for vedtagelsen af det anfægtede direktiv, eftersom ingen bestemmelser i direktivet giver holdepunkter for at udelukke, at erhvervsdrivende, som endnu ikke var aktive før dettes vedtagelse, efterfølgende beslutter sig for at påbegynde den virksomhed, som berøres af dette.

(jf. præmis 59 og 63)

3.     Et søgsmål anlagt af indehaveren af et patent i en medlemsstat med hensyn til fremstilling af faste polyacrylamider til kosmetikindustrien til prøvelse af direktiv 2002/34 om tilpasning til den tekniske udvikling af bilag II, III og VII til direktiv 76/768 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om kosmetiske midler kan ikke antages til realitetsbehandling, for så vidt som det begrænser anvendelsen af polyacrylamider i sammensætningen af kosmetiske midler. Sagsøgeren råder nemlig ikke over en eneret på fremstilling af et »kosmetisk produkt« som defineret i artikel 1 i direktiv 76/768 og er følgelig ikke berørt af det anfægtede direktiv i sin egenskab af indehaver af eksklusive rettigheder, men alene i sin egenskab af producent af råstoffer eller ingredienser, der anvendes i fremstillingen af kosmetiske produkter, på samme måde som alle de andre erhvervsdrivende, der fremstiller råstoffer eller ingredienser. Desuden er sagsøgerens eksklusive rettigheder stadig gyldige, og udnyttelsen af disse er ikke nødvendigvis begrænset til kosmetiske produkter, idet den potentielt kan udstrækkes også til farmaceutiske og veterinære produkter samt rengøringsmidler.

(jf. præmis 67, 69 og 70)

RETTENS KENDELSE (Femte Afdeling)

6. september 2004 (*)

»Annullationssøgsmål – direktiv 2002/34/EF – begrænsninger i anvendelsen af polyacrylamider i sammensætningen af kosmetiske midler – individuelt berørt person – formaliteten«

I sag T-213/02,

SNF SA, Saint-Étienne (Frankrig), ved avocats K. Van Maldegem og C. Mereu,

sagsøger,

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved X. Lewis, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg,

sagsøgt,

angående en påstand om delvis annullation af Kommissionens seksogtyvende direktiv 2002/34/EF af 15. april 2002 om tilpasning til den tekniske udvikling af bilag II, III og VII til Rådets direktiv 76/768/EØF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om kosmetiske midler (EFT L 102, s. 19), for så vidt som den begrænser anvendelsen af polyacrylamider i sammensætningen af kosmetiske midler,

har

DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS

(Femte Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, P. Lindh, og dommerne R. García-Valdecasas og J.D. Cooke,

justitssekretær: H. Jung,

afsagt følgende

Kendelse

 Retsforskrifter

1       Rådets direktiv 76/768/EØF af 27. juli 1976 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om kosmetiske midler (EFT L 262, s. 169), som senest ændret før vedtagelsen af det direktiv, der er genstand for nærværende søgsmål, ved Kommissionens direktiv 2000/41/EF af 19. juni 2000 om anden udsættelse af datoen for forbud mod afprøvning af kosmetiske midlers bestanddele eller forbindelser heraf på dyr (EFT L 145, s. 25, herefter »kosmetikdirektivet«), foreskriver bl.a., at kosmetiske midler, der bringes i handelen inden for Fællesskabet, ikke må kunne være til skade for menneskets sundhed, når de anvendes under normale betingelser eller under betingelser, som med rimelighed kan forudses, under hensyntagen til navnlig produktets præsentationsmåde, mærkning, eventuelle anvisninger vedrørende dets anvendelse og bortskaffelse samt alle andre angivelser eller oplysninger fra fabrikanten eller hans befuldmægtigede eller enhver anden person, der er ansvarlig for markedsføringen af disse produkter i Fællesskabet.

2       Artikel 4, stk. 1, i kosmetikdirektivet bestemmer følgende:

»Medlemsstaterne forbyder, med forbehold af deres almindelige forpligtelser ifølge artikel 2, markedsføring af kosmetiske midler indeholdende:

[…]

b)      de i første del af bilag III nævnte stoffer anvendt ud over de deri fastsatte grænser, og såfremt de deri omhandlede betingelser ikke overholdes;

[…]«

3       Artikel 8 i kosmetikdirektivet lyder således:

»1. Efter fremgangsmåden i artikel 10 fastlægges:

–       analysemetoderne for kontrol af de kosmetiske midlers sammensætning

–       kriterierne for de kosmetiske midlers mikrobiologiske og kemiske renhed samt kontrolmetoderne for disse kriterier.

2. Efter samme fremgangsmåde vedtages i givet fald den fælles nomenklatur for de bestanddele, som anvendes i kosmetiske midler, og efter høring af Det Videnskabelige Udvalg for Kosmetologi de ændringer, der er nødvendige for at tilpasse bilagene til dette direktiv til den tekniske udvikling.«

4       Artikel 9 i kosmetikdirektivet bestemmer:

»1. Der nedsættes et udvalg for tilpasning af direktiverne om fjernelse af tekniske handelshindringer på området for kosmetiske midler til de tekniske fremskridt – i det følgende benævnt »Udvalget« – bestående af repræsentanter for medlemsstaterne og med en repræsentant for Kommissionen som formand.

2. Udvalget fastsætter selv sin forretningsorden.«

5       Artikel 10 i kosmetikdirektivet bestemmer:

»1. Såfremt der henvises til den fremgangsmåde, der er fastsat i denne artikel, indbringer formanden sagen for Udvalget, enten på eget initiativ eller på begæring af en medlemsstats repræsentant.

2. Kommissionens repræsentant forelægger Udvalget et udkast til de foranstaltninger, der skal træffes. Udvalget afgiver en udtalelse om dette udkast inden for en frist, som formanden kan fastsætte under hensyntagen til, hvor meget det forelagte spørgsmål haster […]

3.a)      Kommissionen træffer de påtænkte foranstaltninger, når de er i overensstemmelse med Udvalgets udtalelse.

b)      Er de påtænkte foranstaltninger ikke i overensstemmelse med Udvalgets udtalelse, eller i mangel af udtalelse, fremsætter Kommissionen snarest over for Rådet forslag om, hvilke foranstaltninger der bør træffes. Rådet træffer afgørelse med kvalificeret flertal.

c)      Såfremt Rådet ikke inden udløbet af en frist på tre måneder efter, at henvendelse er rettet til det, har truffet nogen afgørelse, vedtages de foreslåede foranstaltninger af Kommissionen.«

6       Artikel 13 i kosmetikdirektivet bestemmer:

»Enhver individuel handling i medfør af dette direktiv, som medfører en begrænsning af eller et forbud mod markedsføring af kosmetiske midler, skal begrundes udførligt. Den meddeles den pågældende med angivelse af hvilke klageveje, der står åbne ifølge gældende lov i medlemsstaterne, og inden for hvilken frist disse klager skal være fremsat.«

7       Den 15. april 2002 vedtog Kommissionen seksogtyvende direktiv 2002/34/EF om tilpasning til den tekniske udvikling af bilag II, III og VII til direktiv 76/768/EØF (EFT L 102, s. 19, herefter »det anfægtede direktiv«) i medfør af kosmetikdirektivets artikel 8, stk. 2, og efter høring af Den Videnskabelige Komité for Kosmetiske Produkter og Andre Forbrugsvarer end Levnedsmidler (herefter »SCCNFP«).

8       Artikel 1 i det anfægtede direktiv bestemmer, at kosmetikdirektivet ændres som anført i bilaget til det anfægtede direktiv. Dette bilag foreskriver bl.a. indsættelse af en reference nr. 66 i bilag III til kosmetikdirektivet og fastsætter for så vidt angår polyacrylamider det maksimale indhold af restmængde af acrylamidindholdet til 0,1 mg/kg i produkter til personlig pleje, der ikke skylles ud/af, og til 0,5 mg/kg i andre kosmetiske produkter.

 Sagens faktiske omstændigheder

9       Sagsøgeren er en af de største producenter af acrylamid og polymerer af acrylamid, såsom polyacrylamider, som selskabet sælger over hele verden. Selskabet har med baggrund i sin erfaring og knowhow på området for analyseteknikker af polymerer udviklet en vifte af polyacrylamider specielt fremstillet til brug i kosmetik og produkter til personlig pleje under mærket FLOCARE.

10     Polyacrylamider anvendes i kosmetiske produkter på grund af deres mange forskellige anvendelsesmuligheder som konditioneringsmidler og stoffer til fremstilling af film, exfoliative polymerer, fortykningsmidler, emulgatorer og dispergeringsmidler til sminkeprodukter.

11     Sagsøgeren er medlem af Polyacrylamide Producers Group (herefter »PPG«), som består af syv producenter af polyacrylamid inden for Fællesskabet. To af disse producenter, heriblandt sagsøgeren, fremstiller også acrylamid. Det skønnes, at 99,9% af acrylamid i Fællesskabet anvendes til fremstilling af polyacrylamider.

12     SCCNFP behandlede spørgsmålet om polyacrylamider, som anvendes i kosmetiske produkter, på komitéens møde den 14. november 1997. Medio 1998 modtog Association européenne de cosmétiques, d’articles de toilette et de parfumerie (herefter »Colipa«), der er en sektorsammenslutning, som omfatter producenter af kosmetiske produkter (men som ikke omfatter producenter af råvarer såsom sagsøgeren), en kopi af et første udkast til en udtalelse fra SCCNFP vedrørende den kræftrisiko, der er forbundet med brugen af polyacrylamider i kosmetiske produkter. Hverken PPG eller sagsøgeren modtog en kopi af dette dokument direkte. Den af SCCNFP foreslåede konklusion var bl.a., at en livslang brug af kosmetiske produkter, der indeholder polyacrylamider, udgjorde en supplerende uacceptabel høj kræftrisiko som følge af restkoncentrationen af acrylamid. Colipa fremsendte udkastet til udtalelse til PPG.

13     Den 3. september 1998 fremsendte Colipa et fælles svar fra sektoren til SCCNFP, hvoraf en del var udarbejdet af PPG. Colipa anførte i svarskrivelsen, at SCCNFP’s udkast til udtalelse burde revideres i lyset af de nye data og den aktuelle metode i forbindelse med risikovurdering. SCCNFP, Colipa og PPG udvekslede herefter en omfattende korrespondance. Colipa og PPG deltog i møder med SCCNFP og fremlagde adskillige vurderinger vedrørende de risici, der er forbundet med brugen af polyacrylamider i kosmetiske produkter, for komitéen, forud for vedtagelsen af det anfægtede direktiv den 15. april 2002.

 Retsforhandlinger og parternes påstande

14     Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 12. juli 2002 har sagsøgeren anlagt nærværende søgsmål.

15     Ved særskilt dokument indleveret til Justitskontoret den 22. august 2002 har Kommissionen fremsat en formalitetsindsigelse i henhold til artikel 114 i Rettens procesreglement. Sagsøgeren har indleveret sine bemærkninger til formalitetsindsigelsen den 10. oktober 2002.

16     Med henblik på sagens tilrettelæggelse har Retten (Femte Afdeling) den 28. november 2002 opfordret sagsøgeren til at besvare spørgsmål og bl.a. præcisere sin holdning vedrørende selskabets påstand om, at en række af de patenter, selskabet var indehaver af, de facto blev værdiløse som følge af vedtagelsen af det anfægtede direktiv, og til at fremsende kopier til Retten af ethvert af de omhandlede patenter. Sagsøgeren har efterkommet opfordringen inden for den fastsatte frist.

17     Sagsøgeren har i stævningen og i sine bemærkninger til formalitetsindsigelsen nedlagt følgende påstande:

–       Sagen fremmes til realitetsbehandling, og der gives sagsøgeren medhold, subsidiært henskydes formalitetsindsigelsen til afgørelse i forbindelse med sagens realitet.

–       Det anfægtede direktiv annulleres delvist.

–       Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

18     Kommissionen har i formalitetsindsigelsen nedlagt følgende påstande:

–       Sagen afvises.

–       Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

 Retlige bemærkninger

 Parternes argumenter 

19     Sagsøgeren har gjort gældende, at nærværende søgsmål skal antages til realitetsbehandling i henhold til artikel 230 EF, eftersom det anfægtede direktiv er en bindende retsakt med retsvirkninger af definitiv karakter, som berører selskabet umiddelbart og individuelt. Sagsøgeren har indledningsvis anmodet Retten om at undersøge nærværende sags realitet, før den tager stilling til formaliteten, eller, subsidiært, vente med at træffe afgørelse, indtil der er afsagt dom i hovedsagen. Sagsøgeren har bl.a. anført, at den foreliggende sag vedrører et yderst specialiseret lovgivningsområde, og at selskabets retsstilling ikke kan vurderes uafhængigt af sagens realitet. Sagsøgeren har anført, at nærværende tvist bl.a. vedrører forbindelsen mellem Rådets direktiv 67/548/EØF af 27. juni 1967 om tilnærmelse af lovgivning om klassificering, emballering og etikettering af farlige stoffer (EFT 1967, s. 211) og kosmetikdirektivet.

20     Sagsøgeren har fremført fem argumenter til støtte for sin påstand.

21     Sagsøgeren har for det første anført, at det anfægtede direktiv til trods for, at det er formuleret i generelle vendinger, kun berører de syv producenter af polyacrylamider inden for Fællesskabet, som udgør PPG. Disse selskaber udgør både faktisk og retligt en lukket kategori af erhvervsdrivende som følge af faktiske omstændigheder, der adskiller dem fra alle andre erhvervsdrivende. Ifølge sagsøgeren identificerer kosmetikdirektivet selv virksomhederne som »berørte parter« (jf. artikel 5a). Sagsøgeren har understreget, at selve forekomsten af polyacrylamider på fællesskabsmarkedet og i kosmetiske produkter udelukkende skyldes en kontinuerlig indsats fra PPG’s medlemsvirksomheder. Sagsøgeren har anført, at hvis PPG ikke havde investeret i støtte til udvikling af polyacrylamider og ikke havde fremsendt data til Kommissionen, ville denne bestanddel aldrig være blevet solgt inden for kosmetikindustrien og det anfægtede direktiv højst sandsynligt aldrig være blevet vedtaget.

22     Sagsøgeren er af den opfattelse, at den tekniske og forretningsmæssige knowhow er vigtig i forbindelse med fremstilling af polyacrylamider, og at det derfor ikke er muligt for udenforstående selskaber at trænge ind på dette marked med kort varsel. Sagsøgeren har tilføjet, at det anfægtede direktiv med indførelsen af strengere grænseværdier for koncentration for så vidt angår restindholdet af acrylamid i kosmetiske produkter har skabt yderligere en lovmæssig hindring for potentielle nye virksomheder.

23     Sagsøgeren har anført, at det med disse nye grænseværdier for koncentration er teknisk umuligt at fremstille faste pulvere af polyacrylamider, som er i overensstemmelse med de nye grænseværdier for restindholdet af acrylamid, da den nuværende teknologi ikke gør det muligt at fjerne alle de acrylamidrester, der er indeholdt i faste polyacrylamider. Følgelig vil markedet for faste polyacrylamider til forskellige former for kosmetisk brug de jure blive lukket.

24     Sagsøgeren har desuden anført, at de anfægtede restriktioner gælder specifikt for selskabets produkter. Sagsøgeren har anført, at selskabets produkter er begrundelsen og genstanden for de anfægtede restriktioner, og at de er grunden til institutionernes handling på området. Der er således årsagssammenhæng mellem det anfægtede direktiv og sagsøgerens situation. Sagsøgeren er den eneste virksomhed, som fremstiller faste polyacrylamider, og som sælger dem i pulverform til kosmetisk brug. De øvrige virksomheder fremstiller likvide emulsioner, som ikke er berørte af de nye grænseværdier for koncentration for så vidt angår restindholdet af acrylamid. Følgelig berører det anfægtede direktiv særligt sagsøgeren, for så vidt som selskabet er den eneste virksomhed, som fremstiller faste pulvere af polyacrylamider til den kosmetiske industri, og som følge af de specielle karakteristika ved selskabets produkt.

25     Sagsøgeren er for det andet af den opfattelse, at selskabet er individuelt berørt af det anfægtede direktiv, fordi dette på negativ måde påvirker en række specifikke allerede eksisterende rettigheder, som selskabet er indehaver af, hvilket adskiller det fra de øvrige erhvervsdrivende.

26     Sagsøgeren har herved anført, at det anfægtede direktiv ganske sikkert vil fratage selskabet den beskyttelse, som der følger af selskabets patent i Frankrig fra 2004, idet denne medlemsstat ikke har andre muligheder end at anvende de restriktioner for polyacrylamider, der er fastsat i det anfægtede direktiv, hvilket de facto vil gøre selskabets patent værdiløst. Sagsøgeren har anført, at selskabets eneret på at markedsføre de produkter, som er resultatet af selskabets opfindelser, er identisk med den ret, sagsøgeren rådede over i henhold til sit registrerede varemærke i den sag, der gav anledning til Domstolens dom af 18. maj 1994, Codorniu mod Rådet (sag C-309/89, Sml. I, s. 1853).

27     Sagsøgeren har præciseret, at selskabet fremstiller faste polyacrylamidprodukter bestemt til kosmetikindustrien ved at anvende en speciel fabrikationsmåde, som er frembragt ved langvarig forskning samt langvarige udviklingsaktiviteter og ved enorme økonomiske investeringer. Selskabets patent omfatter en teknologisk fremgangsmåde, der anvendes til kosmetik, hvorved selskabet fremstiller faste fortykkende polymerer, som ændrer viskositeten og konsistensen af kosmetiske produkter, såsom shampooer og cremer, således at opløsningsmidler (mineralske olier) og overfladeaktive stoffer (nonylfenoler og andre ethoxylater) fjernes, idet disse ikke kan fjernes i de emulsioner, der fremstilles af selskabets konkurrenter, som anvender den traditionelle teknologi.

28     Sagsøgeren har i sine svar på de af Retten stillede spørgsmål (jf. ovenfor, præmis 16) præciseret, at selskabet i det foreliggende tilfælde bl.a. støttede sig til de to patentansøgninger nr. 00 02664 (2805461) og 01 00963 (2819719), som blev indgivet henholdsvis den 28. februar 2000 og den 19. januar 2001. De pågældende patenter omfatter såvel fremstillingsmetoderne som de kosmetiske sammensætninger.

29     Sagsøgeren har anført, at selskabet tilbyder sine kunder og endelige brugere produkter, som kombinerer to vigtige faktorer, nemlig en fast konsistens og mindre restindhold af acrylamid monomer. Disse faktorer er særegne for sagsøgeren og sikrer selskabet et stort forspring i forhold til dets konkurrenter. Det anfægtede direktiv fratager imidlertid selskabet muligheden for at gøre brug af sin patenterede fabrikationsmåde med hensyn til de kosmetiske anvendelser, da selskabets patenterede teknologi ikke gør det muligt at opfylde de nye koncentrationsværdier, der er fastsat i det anfægtede direktiv for så vidt angår restindholdet af acrylamid i kosmetiske produkter.

30     Sagsøgeren har anfægtet Kommissionens påstand om, at selskabets patent omfatter andre mulige anvendelser inden for den farmaceutiske sektor og veterinærsektoren. Sagsøgeren har anført, at det ved indgivelsen af en patentansøgning er normal praksis at sigte mod så mange anvendelsesmuligheder som muligt med henblik på at foregribe mulige fremtidige markeder, også selv om produkterne i virkeligheden ikke er klar til at blive markedsført med henblik på alle disse anvendelser. I det foreliggende tilfælde er sagsøgerens patent kun klart for så vidt angår kosmetiske anvendelser. Desuden vil patentet ikke på samme tid kunne omfatte kosmetiske og farmaceutiske anvendelser som følge af lovmæssige begrænsninger.

31     Sagsøgeren har tilføjet, at beskyttelsen af selskabets rettigheder er et overordnet retsprincip, som bør overholdes i alle situationer, hvor de individuelle rettigheder og friheder er på spil. Dette princip følger af artikel 6 og 13 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder.

32     Sagsøgeren har for det tredje anført, at Kommissionen har tilsidesat de processuelle rettigheder, selskabet er tillagt i henhold til kosmetikdirektivets artikel 13. Ifølge sagsøgeren foreskriver denne artikel bl.a., at en »berørt part« får meddelelse om alle restriktive foranstaltninger, der træffes i henhold til direktivet, og oplyses om mulige klageveje. Sagsøgeren har nærmere bestemt bemærket, at der i nævnte artikel ikke sondres mellem de retsakter, der træffes af Kommissionen med henblik på at begrænse brugen af kemiske stoffer i kosmetiske produkter, og de foranstaltninger, der træffes af medlemsstaterne med henblik på at overvåge, at de færdige kosmetiske produkter er i overensstemmelse med disse restriktioner på deres nationale områder. Sagsøgeren er af den opfattelse, at Kommissionen således var forpligtet til at underrette selskabet om restriktioner ved anvendelse af polyacrylamider i kosmetiske produkter.

33     Sagsøgeren har i denne forbindelse bestridt Kommissionens fortolkning af kosmetikdirektivet. Selskabet har anført, at Kommissionen på det område, der er omfattet af direktivet, ikke har den vide skønsbeføjelse, som normalt tilkommer den, da den skal høre industriens eksperter og de kompetente videnskabelige udvalg og kun kan vedtage de tilpasningsforanstaltninger, som godkendes af ad hoc-udvalget. Ifølge sagsøgeren følger dette klart af de i kosmetikdirektivets artikel 10 og 13 fastsatte procedureregler. Den specifikke beskyttelse, som disse artikler giver de berørte virksomheder, adskiller dem som omhandlet i artikel 230, stk. 4, EF.

34     Hvad angår Kommissionens reference til Rettens dom af 16. juli 1998, Bergaderm og Goupil mod Kommissionen (sag T-199/96, Sml. II, s. 2805, præmis 58), har sagsøgeren anført, at Retten udtrykkeligt har anerkendt eksistensen af en procedure baseret på kontradiktionsprincippet. Sagsøgeren har anført, at Retten sondrer mellem »administrative procedurer« og »lovgivningsprocedurer«, som fører til vedtagelsen af en fællesskabsforanstaltning, og at den erkender, at personer, som har en direkte interesse hvad angår udfaldet af den administrative procedure og/eller som faktisk har deltaget i den administrative procedure, som fører til vedtagelsen af en fællesskabsforanstaltning, har processuelle rettigheder med hensyn til denne foranstaltning. I det foreliggende tilfælde har sagsøgeren anført, at selskabet kan udlede specifikke rettigheder af det anfægtede direktiv, da det har deltaget i den administrative procedure ved at forelægge videnskabelige data og ved at fremsende sine kommentarer under hele vedtagelsesproceduren. Kommissionen har imidlertid vurderet sagsøgerens produkt uden at tage hensyn til de data, som sagsøgeren har fremlagt under den administrative procedure, og som førte til vedtagelsen af Kommissionens forslag. Kommissionen har derved vedtaget det anfægtede direktiv uden at overholde proceduren og i strid med gældende fællesskabsret vedrørende polyacrylamider.

35     Sagsøgeren har anført, at selv om Retten anerkender Kommissionens påstand, hvorefter kosmetikdirektivets artikel 13 ikke tillægger selskabet processuelle rettigheder, fordi den anfægtede foranstaltning blev vedtaget i medfør af samme direktivs artikel 8, stk. 2, indfører sidstnævnte bestemmelse under alle omstændigheder ligeledes en administrativ procedure, i forbindelse med hvilken selskabet er omfattet af de grundlæggende rettigheder til kontradiktion. Sagsøgeren har nærmere bestemt anført, at nævnte bestemmelse foreskriver, at de ændringer, der tilsigter at tilpasse direktivets bilag til de tekniske fremskridt, vedtages efter høring af SCCNFP.

36     Sagsøgeren har med henvisning til Domstolens dom af 16. maj 1991, Extramet Industrie mod Rådet (sag C-358/89, Sml. I, s. 2501), for det fjerde anført, at det anfægtede direktivs virkninger på selskabets situation er egnede til at adskille selskabet fra alle de andre virksomheder, selv inden for PPG, som følge af visse egenskaber, som er særlige for selskabet. Selskabet har i denne forbindelse anført, at det tilhører det lille antal selskaber i PPG, som både fremstiller acrylamid og polyacrylamider. Det anfægtede direktivs virkninger på selskabets situation er sådanne, at selskabet er berørt af dette på samme måde, som en modtager ville være, da det reelt er hele selskabets produktion af acrylamid, som er i fare som følge af dettes vedtagelse. Sagsøgeren har i årenes løb udviklet en »markedsniche« ved anvendelse af sin unikke og højt teknologiske fabrikationsmåde vedrørende polyacrylamider. Selskabets situation er således speciel og adskiller sig fra situationen for konkurrenter, som opererer på det traditionelle marked for fortykningsmidler. Det anfægtede direktiv har derfor en speciel økonomisk indvirkning på sagsøgeren, eftersom selskabet vil blive tvunget til at opgive sine aktiviteter inden for kosmetiksektoren samt alle dets finansielle investeringer og dets industrielle ejendomsrettigheder.

37     Sagsøgeren har ligeledes anført, at selskabet ikke råder over nogen klageadgang til andre judicielle, administrative eller statslige myndigheder inden for Fællesskabet. Sagsøgeren har tilføjet, at selskabet ikke vil være umiddelbart og individuelt berørt af de foranstaltninger til gennemførelse af det anfægtede direktiv, som vedtages af medlemsstaterne.

38     Sagsøgeren har for det femte henvist til den seneste udvikling i retspraksis vedrørende anvendelsen af artikel 230, stk. 4, EF, som følger af Rettens dom af 3. maj 2002, Jégo-Quéré mod Kommissionen (sag T-177/01, Sml. II, s. 2365), og af generaladvokat Jacobs’ forslag til afgørelse i Domstolens dom af 25. juli 2002, Unión de Pequeños Agricultores mod Rådet (sag C-50/00 P, Sml. I, s. 6677, på s. 6681).

39     Kommissionen har bestridt de af sagsøgeren fremførte argumenter vedrørende nærværende søgsmåls antagelse til realitetsbehandling. Kommissionen er af den opfattelse, at Retten kan træffe afgørelse vedrørende sagens formalitet uafhængigt af realiteten, og at der i modsætning til det af sagsøgeren påståede ikke er sammenhæng mellem spørgsmålene vedrørende de videnskabelige data, der blev indgivet i henhold til direktiv nr. 67/548, og sagsøgerens situation i forhold til kosmetikdirektivet.

40     Kommissionen er for det første af den opfattelse, at sagsøgeren ikke tilhører en lukket kategori af acrylamidproducenter. Kommissionen har anført, at sagsøgeren ikke har redegjort for grundene til, at andre producenter end de syv producenter af polyacrylamider i Fællesskabet er udelukket fra dette marked og forhindret i at konkurrere med de eksisterende producenter.

41     Efter Kommissionens opfattelse har kosmetikdirektivets artikel 5a ikke til formål at lukke kategorien af producenter af bestanddele af et kosmetisk middel. Bestemmelsen forpligter Kommissionen til at udarbejde en vejledende fortegnelse over bestanddelene, men ikke over fabrikanterne af bestanddele.

42     Kommissionen har for det andet anført, at patentansøgningerne ikke adskiller sagsøgeren og ikke placerer selskabet i en situation, der ligner eller svarer til situationen for sagsøgeren i den sag, der gav anledning til førnævnte dom i sagen Cordorniu mod Rådet.

43     Ifølge Kommissionen har sagsøgeren ikke redegjort for, hvorledes det anfægtede direktiv sætter patenterne ud af kraft eller gør den beskyttelse, som de kan tilbyde, ineffektiv. Kommissionen har anført, at det anfægtede direktiv fastsætter det maksimale indhold af restmængden af acrylamidindholdet i de færdige kosmetiske midler, at anvendelsen af acrylamid ikke er forbudt, og at sagsøgeren ikke har oplyst, hvad det faktiske indhold af restmængden af acrylamidindholdet i selskabets produkter var før vedtagelsen af det anfægtede direktiv. Undersøgelsen af patentansøgningerne angiver ingen oplysninger vedrørende restmængderne af acrylamid i de produkter, som de beskytter. Følgelig har sagsøgeren ikke godtgjort, at anvendelsen af nye grænser for færdige kosmetiske midler rent faktisk vil påvirke de kemiske sammensætninger, der er dækket af patentansøgningerne.

44     Kommissionen har henvist til patentansøgning nr. 00 02664 (2805461) og nr. 01 00963 (2819719) af 28. februar 2000 og 19. januar 2001. Kommissionen har anført, at den anden patentansøgning omfatter produkter, som ikke begrænser sig til kosmetik, men også vedrører farmaceutiske og veterinære produkter samt rengøringsmidler, som på ingen måde er berørt af det anfægtede direktiv. Kommissionen har ligeledes anført, at den første patentansøgning omfatter anvendelsen af »en eller flere« nonionaktive monomerer, heriblandt acrylamid. Kommissionen har tilføjet, at den måde, hvorpå disse produkter er opført på listen, synes at antyde, at de er indbyrdes substituerbare. I så fald mister det patent, der blev ansøgt om den 28. februar 2000, ikke sin værdi eller sin virkning, selv om acrylamider blev totalt forbudte.

45     Hvad angår sagsøgerens stilling i den sag, der gav anledning til dommen i sagen Codorniu mod Rådet, har Kommissionen bemærket, at den omtvistede bestemmelse forbeholdt brugen af benævnelsen »crémant« til mousserende kvalitetsvine fremstillet på særlig måde i Frankrig og Luxembourg. En spansk producent, Codorniu, havde registreret ordmærket Gran Crémant de Codorniu i Spanien i 1924 og havde traditionelt benyttet dette mærke både før og efter registreringen. Den omtvistede bestemmelse hindrede Codorniu i at udnytte sit ordmærke, idet benævnelsen »crémant« alene blev forbeholdt de franske og luxembourgske producenter. Kommissionen er i modsætning til det af sagsøgeren påståede (jf. bl.a. præmis 26-28) af den opfattelse, at de ansøgte patenter ikke giver selskabet »specifikke rettigheder til at forhandle polyacrylamider som ingredienser i kosmetiske produkter«, men blot giver det ret til at forhindre andre fabrikanter i at sælge lignende kemiske præparater.

46     Kommissionen er for det tredje af den opfattelse, at sagsøgerens processuelle rettigheder ikke blev tilsidesat i forbindelse med vedtagelsen af det anfægtede direktiv. Kommissionen har anført, at dette direktiv ikke blev vedtaget i medfør af artikel 13 i kosmetikdirektivet, men i medfør af sidstnævnte direktivs artikel 8, stk. 2. Individuelle virksomheder og sammenslutninger af virksomheder spiller imidlertid ingen rolle i den procedure, der er fastsat i sidstnævnte bestemmelse; de indleder ikke proceduren og skal ikke høres i løbet af denne.

47     Kommissionen har anført, at Retten i dommen i sagen Bergaderm og Goupil mod Kommissionen (præmis 59) klart har fastslået, at proceduren i kosmetikdirektivets artikel 8, stk. 2, er en procedure, som leder frem til vedtagelsen af en generel retsakt. Vedtagelsen af en generel retsakt krævede ikke, at der blev sikret en ret til kontradiktion uden udtrykkelige bestemmelser herom, og kosmetikdirektivet indeholder ikke sådanne bestemmelser.

48     Kommissionen er for det fjerde af den opfattelse, at sagsøgeren ikke har redegjort for, hvorledes den omstændighed at være »en af de få« producenter af acrylamid og polyacrylamider adskiller selskabets situation fra situationen for de øvrige producenter. Kommissionen har anført, at den blotte omstændighed, at sagsøgerens aktivitet på området for acrylamid er berørt af det anfægtede direktiv, ikke er tilstrækkeligt til at give selskabet ret til at påstå dette annulleret.

49     Hvad angår det ovenfor i præmis 37 anførte argument fra sagsøgeren har Kommissionen bemærket, at det er vanskeligt at forene på den ene side sagsøgerens påstand om, det anfægtede direktiv har præcise, ubetingede og ufravigelige virkninger, der fratager medlemsstaterne ethvert skøn ved gennemførelsen, og på den anden side påstanden om, at selskabet ikke er direkte berørt af en national gennemførelsesforanstaltning. Kommissionen har anført, at såfremt det anfægtede direktiv berører sagsøgeren direkte, berører de nationale gennemførelsesforanstaltninger ligeledes selskabet, eftersom de afspejler direktivet.

50     Kommissionen har for det femte anført, at Rettens seneste retspraksis vedrørende realitetspåkendelse, der fremgår af Rettens dom i sagen Jégo-Quéré mod Kommissionen og af generaladvokat Jacobs forslag til afgørelse i dommen i sagen Unión de Pequeños Agricultores mod Rådet, ikke er til nogen støtte for sagsøgeren. Kommissionen har tilføjet, at Domstolen i sidstnævnte sag klart har stadfæstet den traditionelle retspraksis vedrørende realitetspåkendelse. Under alle omstændigheder nedlægger sagsøgeren i den foreliggende sag ikke påstand om annullation af en forordning som i de to ovenfor nævnte sager, men om annullation af et direktiv. Til forskel fra en forordning skal et direktiv imidlertid implementeres af medlemsstaterne, som er adressater for dette.

 Rettens bemærkninger

51     I henhold til procesreglementets artikel 114, stk. 1, kan Retten, såfremt en part ønsker det, tage stilling til, om sagen bør afvises, uden at indlede behandlingen af sagens realitet. I henhold til samme artikels stk. 3 forhandles der mundtligt om begæringen, medmindre Retten bestemmer andet. I den foreliggende sag finder Retten, at de oplysninger, der fremgår af sagen, er tilstrækkelige, og at det ikke er nødvendigt at indlede den mundtlige forhandling. Retten finder desuden, at det er ufornødent at henskyde formalitetsindsigelsen til afgørelse i forbindelse med sagens realitet

52     Ifølge artikel 230, stk. 4, EF kan »[e]nhver fysisk eller juridisk person [...] indbringe klage over beslutninger, der retter sig til ham, samt over beslutninger, som, skønt de er udfærdiget i form af en forordning eller en beslutning rettet til en anden person, dog berører ham umiddelbart og individuelt«.

53     I den foreliggende sag skal formalitetsspørgsmålet i et annullationssøgsmål anlagt af en juridisk person i henhold til denne bestemmelse til prøvelse af en række bestemmelser i et direktiv vedtaget af Kommissionen i medfør af kosmetikdirektivets artikel 8, stk. 2 EF behandles.

54     Selv om artikel 230, stk. 4, EF ikke udtrykkeligt omhandler formalitetsspørgsmålet med hensyn til annullationssøgsmål, der er anlagt af borgere til prøvelse af et direktiv, fremgår det dog af retspraksis, at denne omstændighed ikke i sig selv kan begrunde, at et sådant søgsmål afvises fra realitetsbehandling (Rettens dom af 17.6.1998, sag T-135/96, UEAPME mod Rådet, Sml. II, s. 2335, præmis 63, og Rettens kendelse af 10.9.2002, sag T-223/01, Japan Tobacco og JT International mod Parlamentet og Rådet, Sml. II, s. 3259, præmis 28). Derudover kan Fællesskabets institutioner ikke udelukke den retsbeskyttelse, som denne bestemmelse i traktaten giver privatpersoner, alene ved valg af formen for den omhandlede retsakt (Rettens kendelse af 14.1.2002, sag T-84/01, Association contre l’heure d’été mod Parlamentet og Rådet, Sml. II, s. 99, præmis 23, og kendelsen i sagen Japan Tobacco og JT International mod Parlamentet og Rådet, præmis 28).

55     I øvrigt kan selv en generel retsakt, som gælder for de pågældende erhvervsdrivende i almindelighed, under visse omstændigheder berøre visse af dem umiddelbart og individuelt (Domstolens dom af 17.1.1985, sag 11/82, Piraiki-Patraiki m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 207, præmis 11-32, og Rettens dom af 27.6.2000, forenede sager T-172/98 og T-175/98–T-177/98, Salamander m.fl. mod Parlamentet og Rådet, Sml. II, s. 2487, præmis 30).

56     I denne forbindelse bemærkes, at ifølge fast retspraksis kan en anden person end adressaten for en beslutning kun hævde at være individuelt berørt som omhandlet i artikel 230, stk. 4, EF, såfremt beslutningen berører den pågældende på grund af visse egenskaber, som er særlige for ham, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller ham fra alle andre og derved individualiserer ham på lignende måde som adressaten (Domstolens dom af 15.7.1963, sag 25/62, Plaumann mod Kommissionen, Sml. 1954-1964, s. 411, på s. 414, org.ref.: Rec. s. 197, på s. 223, dommen i sagen UEAPME mod Rådet, præmis 69, og kendelsen i sagen Association contre l’heure d’été mod Parlamentet og Rådet, præmis 24).

57     Denne betingelse for realitetsbehandling af et søgsmål anlagt af en fysisk eller juridisk person er for nylig atter blevet gentaget af Domstolen i dommen i sagen Unión de Pequeños Agricultores mod Rådet (præmis 36) og i dommen af 1. april 2004 i sagen Kommissionen mod Jégo-Quéré (sag C-263/02 P, Sml. I, s. 3425, præmis 45).

58     Sagsøgeren har for det første anført, at selskabet er individuelt berørt af det anfægtede direktiv, fordi det tilhører en begrænset kreds af erhvervsdrivende, der er omfattet af dette.

59     Hertil bemærkes, at muligheden for med større eller mindre bestemthed at angive antallet eller endog identiteten af de retssubjekter, på hvem en foranstaltning finder anvendelse, på ingen måde er ensbetydende med, at de skal anses for individuelt berørt af denne foranstaltning, når det er ubestridt, at foranstaltningen anvendes på grundlag af objektive faktiske og retlige kriterier, som er fastlagt i den pågældende retsakt (Domstolens dom af 15.6.1993, sag C-213/91, Abertal m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 3177, præmis 17, og af 15.2.1996, sag C-209/94 P, Buralux m.fl. mod Rådet, Sml. I, s. 615, præmis 24).

60     Det fremgår ligeledes af retspraksis, at den blotte omstændighed at være berørt i egenskab af erhvervsdrivende inden for den sektor, der berøres af en foranstaltning, ikke er tilstrækkeligt til, at denne erhvervsdrivende anses for at være individualiseret som omhandlet i artikel 230, stk. 4, EF (jf. i denne retning dommen i sagen Piraiki-Patraiki m.fl. mod Kommissionen, præmis 14, og Domstolens kendelse af 21.6.1993, sag C-276/93, Chiquita Banana m.fl. mod Rådet, Sml. I, s. 3345, præmis 12, og af 23.11.1995, sag C-10/95 P, Asocarne mod Rådet, Sml. I, s. 4149, præmis 42). Denne retspraksis kan nemlig forklares ved tilstedeværelsen af et yderligere element i disse sager, nemlig foreliggelsen af årsagssammenhæng mellem den pågældende erhvervsdrivende og institutionens indgreb, som viser, at institutionen med vedtagelsen af den omtvistede foranstaltning har bestemt den behandling, der skal gives den erhvervsdrivende (jf. i denne retning Domstolens dom af 13.5.1971, forenede sager 41/70-44/70, International Fruit Company m.fl. mod Kommissionen, Sml. 1971, s. 83, org.ref.: Rec. s. 411, præmis 20, og af 6.11.1990, sag C-354/87, Weddel mod Kommissionen, Sml. I, s. 3847, præmis 22). Denne betingelse er imidlertid ikke opfyldt i den foreliggende sag.

61     Det anfægtede direktiv ændrer nemlig kosmetikdirektivet ved bl.a. at medtage polyacrylamider på listen over de stoffer, som de kosmetiske produkter ikke kan indeholde ud over de grænser og de betingelser, der er anført i bilag III til kosmetikdirektivet, og ved for polyacrylamider at fastsætte et maksimalt restindhold af acrylamider på 0,1 mg/kg i produkter til personlig pleje, der ikke skylles ud/af, og til 0,5 mg/kg i andre kosmetiske produkter. Det følger heraf, at det anfægtede direktiv finder anvendelse på objektivt bestemte situationer og har retsvirkninger for personkategorier, der er bestemt generelt og abstrakt, dvs. bl.a. alle kosmetikproducenter.

62     Det er åbenbart, at de pågældende bestemmelser kun berører sagsøgeren i selskabets objektive egenskab af erhvervsdrivende inden for sektoren for fremstilling af polyacrylamider og dette på samme måde som enhver anden erhvervsdrivende, der befinder sig i samme situation. Som det fremgår af den i præmis 59 og 60 nævnte retspraksis, er denne blotte egenskab ikke tilstrækkelig til at godtgøre, at sagsøgeren er individuelt berørt af disse bestemmelser. I denne forbindelse er det uden betydning, at polyacrylamider inden for Fællesskabet kun fremstilles af syv virksomheder, og at sagsøgeren ifølge selskabet er den eneste erhvervsdrivende, som fremstiller faste polyacrylamidprodukter og som markedsfører dem i pulverform til kosmetisk brug.

63     Under alle omstændigheder var kredsen af producenter af polyacrylamider, i modsætning til det af sagsøgeren påståede, ikke lukket på tidspunktet for vedtagelsen af det anfægtede direktiv, eftersom ingen bestemmelser i direktivet giver holdepunkter for at udelukke, at erhvervsdrivende, som endnu ikke var aktive inden for fremstilling af polyacrylamider før dettes vedtagelse, efterfølgende beslutter sig for at påbegynde en sådan virksomhed.

64     Sagsøgeren er for det andet af den opfattelse, at selskabet er individuelt berørt af det anfægtede direktiv, fordi dette på negativ måde påvirker selskabets rettigheder ifølge de patenter, som det besidder, hvilket adskiller det fra de øvrige erhvervsdrivende. Sagsøgeren har anført, at det anfægtede direktiv fratager selskabet de rettigheder, der følger af de to førnævnte patentansøgninger, og således placerer det i en stilling, der svarer til stillingen for sagsøgeren i den sag, der gav anledning til dommen i sagen Codorniu mod Rådet.

65     Selv om det i forbindelse med undersøgelsen af dette argument erkendes, at sagsøgeren har eksklusive rettigheder, som følger af de pågældende patenter, er det Rettens opfattelse, at selskabets stilling materielt er forskellig fra sagsøgerens situation i den sag, der gav anledning til dommen i sagen Codorniu mod Rådet.

66     Det bemærkes, at denne sag vedrørte et spansk selskab ved navn Cordorniu, som fremstillede og forhandlede mousserende vine og som var indehaver af det spanske ordmærke Gran Crémant de Codorniu, som det siden 1924 anvendte som betegnelse for en af dets mousserende vine. Selskabet havde benyttet dette mærke både før og efter registreringen. Domstolen fastslog i dommen, at den omtvistede bestemmelse hindrede Codorniu i at udnytte sit ordmærke, idet benævnelsen »crémant« alene blev forbeholdt de franske og luxembourgske producenter.

67     I det foreliggende tilfælde råder sagsøgeren imidlertid ikke over en eneret på fremstilling af et »kosmetisk produkt« som defineret i kosmetikdirektivets artikel 1. Det fremgår nemlig af sagsøgerens egne argumenter, at selskabet fremstiller faste polyacrylamider for dernæst at levere disse til kosmetikproducenter som råstoffer eller ingredienser til fremstilling af kosmetik.

68     Retten finder, at det anfægtede direktiv i modsætning til den omtvistede bestemmelse i dommen i sagen Codorniu mod Rådet ikke har til formål at forhindre brugen af sagsøgerens eksklusive rettigheder eller at fratage selskabet dets rettigheder. Formålet med det anfægtede direktiv er at begrænse anvendelsen af polyacrylamider i kosmetiske produkter. Selv om det er korrekt, at sagsøgerens patenterede fremstillingsmetoder og sammensætninger i det tilfælde, hvor disse ikke gør det muligt at opfylde de betingelser, der er fastsat i det anfægtede direktiv, ville kunne blive sværere at afsætte, eller endog ikke kunne sælges til sagsøgerens eksisterende kunder, er denne omstændighed kun en indirekte konsekvens af det anfægtede direktiv.

69     Sagsøgeren er reelt ikke berørt af det anfægtede direktiv i sin egenskab af indehaver af eksklusive rettigheder, men alene i sin egenskab af producent af råstoffer eller ingredienser, der anvendes i fremstillingen af kosmetiske produkter, på samme måde som alle de andre erhvervsdrivende, der fremstiller råstoffer eller ingredienser. Det bemærkes ligeledes, at en patentindehavers eksklusive rettigheder forbeholder opfinderen monopol på at udnytte sit produkt eller sin fremstillingsmåde og tillader ham at opnå belønning for sin kreative anstrengelse, uden at det herved garanteres ham, at han under alle forhold opnår en sådan belønning (jf. analogt Domstolens dom af 5.12.1996, forenede sager C-267/95 og C-268/95, Merck og Beecham, Sml. I, s. 6285, præmis 31).

70     Som Kommissionen med føje har påpeget, er sagsøgerens eksklusive rettigheder endvidere stadig gyldige, og udnyttelsen af disse er ikke nødvendigvis begrænset til kosmetiske produkter, idet den potentielt kan udstrækkes også til farmaceutiske og veterinære produkter samt rengøringsmidler, selv om sagsøgeren ikke i øjeblikket fremstiller sådanne produkter, kan denne mulighed ikke udelukkes for fremtiden.

71     Det må følgelig fastslås, at det forhold, at der foreligger en sådan mulighed, klarlægger forskellen mellem sagsøgerens stilling i den foreliggende sag og stillingen for sagsøgeren i den sag, der gav anledning til dommen i sagen Codorniu mod Rådet, hvorefter formålet med den omtvistede bestemmelse var øjeblikkeligt og definitivt at ulovliggøre sagsøgerens anvendelse af sit mærke i forretningsmæssig sammenhæng.

72     Sagsøgeren har for det tredje anført, at selskabets processuelle rettigheder som »berørt part« i henhold til kosmetikdirektivets artikel 13 blev tilsidesat med vedtagelsen af det anfægtede direktiv, og at selskabet er individuelt berørt af dette på en måde, som adskiller det fra andre erhvervsdrivende.

73     Retten finder, at dette argument er forkert. Det må nemlig konstateres, at det af indledningen til det anfægtede direktiv ved den anden henvisning klart fremgår, at direktivet har hjemmel i kosmetikdirektivets artikel 8, stk. 2, og ikke i dette direktivs artikel 13. Kosmetikdirektivets artikel 13 vedrører nemlig individuelle handlinger i medfør af direktivet, som medfører en begrænsning af eller et forbud mod markedsføring af kosmetiske midler. Bestemmelsen foreskriver, at disse handlinger skal begrundes udførligt, og at de skal meddeles »den pågældende« med angivelse af, hvilke klageveje der står åbne ifølge gældende lov i medlemsstaterne, og inden for hvilken frist disse klager skal være fremsat.

74     Det anfægtede direktiv er imidlertid ikke en individuel handling, som begrænser eller forbyder markedsføringen af kosmetiske produkter, men en generel retsakt vedtaget af Kommissionen i medfør af kosmetikdirektivets artikel 8, stk. 2, for bl.a. at tilpasse sidstnævnte direktivs bilag III til den tekniske udvikling. Sagsøgeren tildeles ingen processuelle rettigheder ved kosmetikdirektivets artikel 8, stk. 2. Det følger heraf, at ingen processuelle rettigheder kan være tilsidesat som følge af vedtagelsen af det anfægtede direktiv.

75     Den i kosmetikdirektivets artikel 8, stk. 2, fastsatte høring af SCCNFP ændrer desuden ikke den procedure, der udmunder i vedtagelsen af den pågældende generelle retsakt, til en administrativ procedure, således som sagsøgeren har påstået, og skaber heller ingen ret for sagsøgeren til at blive hørt af Kommissionen under denne procedure, hvilket eventuelt ville kunne karakterisere selskabet i forhold til enhver anden tredjemand.

76     Sagsøgeren har for det fjerde, i analogi med dommen i sagen Extramet Industries mod Rådet, anført, at det anfægtede direktivs virkninger på selskabets situation er egnede til at adskille selskabet fra alle de andre virksomheder som følge af visse egenskaber, som er særlige for selskabet. Sagsøgeren har herved bemærket, at selskabet tilhører det lille antal selskaber i PPG, som både fremstiller acrylamid og polyacrylamider, og at det anfægtede direktiv har en speciel økonomisk indvirkning på sagsøgeren, da selskabet vil blive tvunget til at opgive sine aktiviteter inden for kosmetiksektoren samt alle dets finansielle investeringer og dets industrielle ejendomsrettigheder.

77     Retten finder ikke, at dette argument kan tiltrædes. Det fremgår nemlig af dommen i sagen Extramet Industrie mod Rådet, at en virksomhed ikke er individuelt berørt af en lovbestemmelse alene af den grund, at bestemmelsen berører dens økonomiske aktivitet. I den i denne sag undersøgte situation forelå et sammenfald af en række særlige omstændigheder, som ikke foreligger i denne sag, og sagsøgeren har ikke godtgjort, at selskabet befandt sig i en situation, der kan sammenlignes med situationen for selskabet Extramet Industrie på markedet for calciummetal. I denne dom (præmis 17) fandt Domstolen, at en virksomhed, som både er den vigtigste importør samt endelig bruger af det produkt, som er genstand for antidumpingforanstaltningen, og som desuden godtgør, at virksomhedens erhvervsmæssige aktiviteter i meget vidt omfang afhænger af denne import, og i væsentlig grad er påvirket af den anfægtede forordning på grund af det begrænsede antal producenter af det pågældende produkt og det forhold, at virksomheden har vanskeligheder ved at opnå forsyninger hos den eneste fællesskabsproducent, som er dens hovedkonkurrent for så vidt angår det forarbejdede produkt, bør anses for at være individuelt berørt. Domstolen fandt, at alle disse omstændigheder skabte en særlig situation, som i forhold til den pågældende foranstaltning adskilte selskabet Extramet Industrie fra alle andre erhvervsdrivende. Disse omstændigheder foreligger imidlertid ikke i det foreliggende tilfælde.

78     Hvad for det femte angår sagsøgerens argument, der støttes på den seneste udvikling i retspraksis vedrørende anvendelsen af artikel 230, stk. 4, EF, som følger af dommen i sagen Jégo-Quéré mod Kommissionen og af generaladvokat Jacobs’ forslag til afgørelse i dommen i sagen Unión de Pequeños Agricultores mod Rådet, konstateres blot, at Domstolen i dommene i sagerne Unión de Pequeños Agricultores mod Rådet (præmis 36) og Kommissionen mod Jégo-Quéré (præmis 37, 38 og 45) har stadfæstet sin faste praksis på området.

79     Det må således fastslås, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at selskabet var individuelt berørt af det omtvistede direktiv.

80     Heraf følger, at sagen bør afvises, hvorved det er ufornødent at undersøge, om sagsøgeren er umiddelbart berørt af det anfægtede direktiv.

 Sagens omkostninger

81     I henhold til artikel 87, stk. 2, i Rettens procesreglement pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgeren har tabt sagen, bør selskabet derfor pålægges at bære sine egne omkostninger og betale Kommissionens omkostninger i overensstemmelse med Kommissionens påstand herom.

På grundlag af disse præmisser

bestemmer

RETTEN (Femte Afdeling)

1)      Sagen afvises.

2)      Sagsøgeren bærer sine egne omkostninger og betaler Kommissionen for De Europæiske Fællesskabers omkostninger.

Således bestemt i Luxembourg den 6. september 2004.

H. Jung

P. Lindh

Justitssekretær

Afdelingsformand

---

* Processprog: engelsk.