Use quotation marks to search for an "exact phrase". Append an asterisk (*) to a search term to find variations of it (transp*, 32019R*). Use a question mark (?) instead of a single character in your search term to find variations of it (ca?e finds case, cane, care).
Order of the Court (Second Chamber) of 29 October 2004. # Carlo Ripa di Meana v European Parliament. # Appeal - Former Member of the European Parliament - Provisional retirement pension scheme - Suspension of payment of the pension following the election of the Member as a regional councillor - Action for annulment - Confirmatory act - Inadmissibility - Appeal manifestly unfounded. # Case C-360/02 P.
Kendelse afsagt af Domstolens Anden Afdeling den 29. oktober 2004. Carlo Ripa di Meana mod Europa-Parlamentet. Appel - tidligere medlem af Europa-Parlamentet - foreløbig pensionsordning - ophævelse af pensionen efter nævnte medlems valg til et regionalråd - annullationssøgsmål - bekræftende retsakt - formaliteten - appellen åbenbart ugrundet. Sag C-360/02 P.
Kendelse afsagt af Domstolens Anden Afdeling den 29. oktober 2004. Carlo Ripa di Meana mod Europa-Parlamentet. Appel - tidligere medlem af Europa-Parlamentet - foreløbig pensionsordning - ophævelse af pensionen efter nævnte medlems valg til et regionalråd - annullationssøgsmål - bekræftende retsakt - formaliteten - appellen åbenbart ugrundet. Sag C-360/02 P.
»Appel – tidligere medlem af Europa-Parlamentet – foreløbig pensionsordning – ophævelse af pensionen efter nævnte medlems valg til et regionalt råd – annullationssøgsmål – bekræftende retsakt – formaliteten – appellen åbenbart ugrundet«
Sammendrag af kendelse
1. Retspleje – søgsmålsfrister – appel – betingelser for forkyndelse vedrørende procedurens afslutning – manglende underretning
om forkyndelsen af Rettens Justitskontor – udelukkelse af iværksættelse af appel i henhold til artikel 44, stk. 2, tredje
afsnit, i Rettens procesreglement – foreligger ikke
(Rettens procesreglement, art. 44, stk. 2, tredje afsnit, art. 100, stk. 2, og art. 114, stk. 1)
2. Retspleje – foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse – skriftlige spørgsmål til parterne – ingen automatisk
følge for sagens udfald – Retten frit stillet ved vurderingen af sagens faktiske omstændigheder og beviser
(Rettens procesreglement, art. 49, 64 og 65)
3. Appel – anbringender – Domstolens prøvelse af den foretagne vurdering af de faktiske omstændigheder og beviser – udelukket,
medmindre der er tale om åbenbart forkert gengivelse heraf
(Art. 225 EF; Domstolens statut, art. 58)
4. Retspleje – Rettens forpligtelse til at tage stilling til en formalitetsindsigelse efter indledningen af den mundtlige forhandling
– foreligger ikke
1. Det kan ikke udledes af en manglende underretning fra Rettens Justitskontor ved telefax eller ethvert andet teknisk kommunikationsmiddel
af en dom eller kendelse for Retten, at sagsøgeren er udelukket fra at iværksætte appel, og at denne automatisk henføres under
artikel 44, stk. 4, tredje afsnit, i Rettens procesreglement, hvorefter en behørig forkyndelse antages at være foretaget ved
indleveringen af et anbefalet brev til postvæsenet på det sted, hvor Retten har sæde. Sidstnævnte bestemmelse finder nemlig
kun anvendelse, såfremt der ikke er valgt adresse i Luxembourg, og/eller sagsøgerens advokat eller befuldmægtig har indvilget
i, at forkyndelserne til vedkommende kan gives pr. telefax eller ved ethvert andet teknisk kommunikationsmiddel.
(jf. præmis 22 og 23)
2. Beslutningen om at stille parterne skriftlige spørgsmål henhører under Rettens skøn, idet denne på ethvert tidspunkt under
retsforhandlingerne kan træffe bestemmelse om foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse eller bevisoptagelse
som omhandlet i artikel 64 og 65 i Rettens procesreglement. Udøvelsen af denne mulighed har dog ingen automatisk følge for
sagens udfald, idet Retten er frit stillet med hensyn til den værdi, den vil tillægge de forskellige faktiske forhold og beviser,
som forelægges den, eller som den selv har kunnet indhente.
(jf. præmis 28)
3. Det tilkommer ikke Domstolen under en appelsag at tage stilling til den vurdering af de faktiske omstændigheder og beviser,
som Retten har foretaget, medmindre der er tale om en åbenbart forkert gengivelse af disse forhold.
(jf. præmis 29)
4. Når Retten mener, at den er tilstrækkelig oplyst af sagens akter, kan den træffe afgørelse vedrørende en formalitetsindsigelse
uden at indlede den mundtlige forhandling i henhold til artikel 114, stk. 1-3, i Rettens procesreglement, eftersom den i dette
tilfælde ikke er forpligtet til at afholde et retsmøde.
(jf. præmis 35)
5. En borger kan under usædvanlige omstændigheder påberåbe sig en undskyldelig vildfarelse med henblik på at undgå en forældelsesfrist,
som gælder for anlæg af annullationssøgsmål, bl.a. når institutionen, ophavsmanden til denne anfægtede retsakt, har udvist
en adfærd, der i sig selv eller i afgørende omfang har været egnet til at fremkalde en undskyldelig vildfarelse hos en borger,
der har handlet i god tro og med den omhu, som kræves af en normalt påpasselig person.
(jf. præmis 50)
DOMSTOLENS KENDELSE (Anden Afdeling) 29. oktober 2004(1)
I sag C-360/02 P, angående appel i henhold til artikel 49 i EF-statutten for Domstolen, iværksat den 2. oktober 2002,
Carlo Ripa di Meana, tidligere medlem af Europa-Parlamentet, Montecastello di Vibio (Italien), ved avvocati W. Viscardini og G. Donà,
appellant,
den anden part i appelsagen:
Europa-Parlamentet ved A. Caiola og G. Ricci, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg,
sagsøgt i første instans,
har
DOMSTOLEN (Anden Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, C.W.A. Timmermans (refererende dommer), og dommerne C. Gulmann, J. Makarczyk, P. Kūris og
J. Klučka,
generaladvokat: M. Poiares Maduro justitssekretær: R. Grass,
efter at have hørt generaladvokaten,
afsagt følgende
Kendelse
1
Ripa di Meana har ved appellen nedlagt påstand om ophævelse af kendelse afsagt af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første
Instans den 9. juli 2002, Ripa di Meana mod Europa-Parlamentet (sag T-127/01, Sml. II, s. 3005, herefter »den appellerede
kendelse«), hvorved Retten afviste det af Ripa di Meana anlagte søgsmål med påstand om annullation af Europa-Parlamentets
afgørelse af 26. marts 2001 om ophævelse af betaling af hans alderspension efter hans valg til Umbriens Regionalråd (Italien).
Retsforskrifter
Fællesskabsbestemmelser
2
Da der ikke fandtes nogen endelig pensionsordning for samtlige medlemmer af Europa-Parlamentet (herefter »Parlamentet«), vedtog
Parlamentets Præsidium den 24. og 25. maj 1982 en foreløbig pensionsordning (herefter »den foreløbige pensionsordning«) for
medlemmer af Parlamentet fra medlemsstater, hvor der ikke findes en national pensionsordning for parlamentsmedlemmer. Denne
ordning finder ligeledes anvendelse, hvor niveauet og/eller betingelserne for en sådan pension ikke er de samme som dem, der
gælder for medlemmer af parlamentet i den stat, hvor medlemmet af Europa-Parlamentet er valgt. Denne foreløbige pensionsordning
findes i bilag III til regulativ om omkostningsgodtgørelser og andre godtgørelser til Europa-Parlamentets medlemmer (herefter
»bilag III«).
3
Regulativ om omkostningsgodtgørelser og andre godtgørelser (»bilag III«) bestemte i den på tidspunktet for sagens faktiske
omstændigheder af gældende version bl.a.:
»Artikel 1
1. Alle Europa-Parlamentets medlemmer er pensionsberettigede.
2. Indtil indførelsen af den endelige Fællesskabspensionsordning for alle Europa-Parlamentets medlemmer udbetales en foreløbig
alderspension efter anmodning fra det pågældende medlem og Fællesskabets budget, sektion Parlamentet.
Artikel 2
1. Størrelsen af og betingelserne for den foreløbige pension er overensstemmende med, hvad der gælder for den pension, som udbetales
til medlemmer af parlamentet i den stat, hvor medlemmet af Europa-Parlamentet er valgt.
2. Ethvert medlem, som dér er omfattet i bestemmelserne i artikel 1, stk. 2, betaler et bidrag til Fællesskabets budget, som
beregnes således, at vedkommende i henhold til de gældende nationale bestemmelser betaler det samme bidrag, som et medlem
af parlamentet i den stat, hvor vedkommende er valgt.
[...]
4. Med henblik på pensionens størrelse kan årene som medlem af en medlemsstats parlament sammenlægges med årenes medlem af Europa-Parlamentet.
Såfremt vedkommende har udøvet dobbelt mandat beregnes alene et mandat.«
Nationale bestemmelser
4
Artikel 12, stk. 1, i Regolamento per gli assegni vitalizi dei deputati (ordning for rejsegodtgørelser for medlemmer af det
italienske deputeretkammer, herefter »den italienske ordning«), bestemmer følgende:
»Såfremt et medlem, som allerede har afsluttet sit mandat, bliver genvalgt til det nationale parlament eller Europa-Parlamentet
eller bliver valgt til et regionalråd, ophæves betalingen af den rejsegodtgørelse, vedkommende har ret til, i vedkommendes
embedsperiode.«
Sagens baggrund og retsforhandlinger
5
Ripa di Meana, der er italiensk statsborger, var medlem af Europa-Parlamentet fra 1979 til 1984 og fra 1994 til 1999.
6
Efter hans valg til Umbriens Regionalråd tilstillede chefen for afdelingen for finansordningen for Europa-Parlamentets medlemmer
appellanten en skrivelse dateret den 26. januar 2001 om ophævelse af hans pension som tidligere medlem Europa-Parlamentet
under henvisning til, at Ripa di Meana var blevet valgt til Umbriens Regionalråd herefter »skrivelsen af 26. januar 2001«.
Skrivelsen, som sagsøgeren modtog den 31. januar 2001, var affattet således:
»Jeg skal henlede Deres opmærksomhed på artikel 12 i Regolamento per gli assegni vitalizi dei deputati (kopi vedlagt), der
finder analogisk anvendelse på italienske deputerede, som har indbetalt pensionsbidrag til Europa-Parlamentet, og hvorefter
betalingen af pension ophæves i det tidsrum, hvor vedkommende er valgt til det nationale parlament eller Europa-Parlamentet
eller til et regionalråd.
Jeg er blevet bekendt med, at De er blevet valgt til et regionalråd, hvorfor jeg ser mig nødsaget til at ophæve betalingen
af Deres pension.
Med henblik på beregningen af det pensionsbeløb, som fejlagtigt er udbetalt Dem, beder jeg Dem venligst meddele mig datoen
for Deres valg til regionalrådet.«
7
Efter at Ripa di Meana ved skrivelse af 15. marts 2001 havde udtrykt sin overraskelse over Europa-Parlamentets hensigt om
at ophæve betalingen af hans pension på grund af hans valg til regionalrådet og heri anført grundene til, at den italienske
ordning ikke kunne finde analogisk anvendelse på hans tilfælde, tilstillede Parlamentet ham en anden skrivelse dateret den
26. marts 2001 (herefter »skrivelsen af 26. marts 2001«), hvori det anførte følgende:
»Som følge af Deres ovenfor angivne skrivelse, hvori De udtrykker overraskelse over ophævelsen af Deres pension som tidligere
medlem af Europa-Parlamentet efter Deres valg til regionalrådet, skal jeg bekræfte, at denne afgørelse er i overensstemmelse
med artikel 12/1 i ordningen for Camera (det italienske deputeretkammer) og Cameras praksis.
Jeg erkender, at de gældende bestemmelser for Camera er ufuldstændige. Selv om bestemmelserne med hensyn til ophævelsen af
pensioner er udtømmende, indeholder de med hensyn til genoprettelse af rettigheder ingen henvisning til embedet som regional
rådgiver.
Jeg mener dog, at de bestemmelser, der er vedtaget af den politiske myndighed for at undgå sammenlægning af en pension som
deputeret eller medlem af et regionalråd med oppebærelsen af en løn som deputeret eller som medlem af et regionalråd er klare,
og jeg anmoder Dem derfor høfligst om snarest muligt at meddele mig datoen for Deres valg til regionalrådet.
Jeg skal endvidere meddele Dem, at betalingen af Deres pension i mellemtiden er blevet indstillet.«
8
Ripa di Meana anlagde på dette grundlag ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 12. juni 2001 en sag, bl.a.
med påstand om annullation af skrivelsen af 26. marts 2001, for så vidt den indeholder Parlamentets afgørelse om at indstille
betalingen af hans pension efter hans valg som medlem af Umbriens Regionalråd.
9
Ved processkrift indleveret på Rettens Justitskontor den 27. juli 2001 har Parlamentet i medfør af artikel 114, stk. 1, i
Rettens procesreglement fremsat en formalitetsindsigelse, som Retten efterkom i den appellerede kendelse efter at have opfordret
parterne til at besvare visse spørgsmål skriftligt.
Den appellerede kendelse
10
Rettens afvisning af sagen beroede hovedsagelig på to grunde.
11
Efter at Retten i den appellerede kendelses præmis 25 fastslog, at i henhold til fast retspraksis er foranstaltninger med
bindende retsvirkninger, som berører sagsøgerens interesser ved at ændre dennes retsstilling væsentligt, retsakter eller afgørelser,
der kan anfægtes under et annullationssøgsmål i medfør af artikel 230 EF, og at der ved afgørelsen af, om en retsakt eller
en beslutning har sådanne virkninger, må lægges vægt på indholdet, fastslog den i nævnte kendelse i præmis 29 først, at »det
er derfor klart, at Parlamentets oprindelige afgørelse af 26. januar 2001 udgør den retsakt, som direkte og umiddelbart påvirkede
sagsøgerens retsstilling, og som derfor burde anfægtes«.
12
Retten støttede denne konklusion dels på ordlyden af skrivelsen af 26. januar 2001, hvoraf det klart fremgik, at Parlamentet
havde besluttet at ophæve sagsøgerens pensionsrettigheder på grund af hans valg til et regionalråd (den appellerede kendelse,
præmis 26 og 27), dels på det svar, som nævnte institution afgav på et skriftligt spørgsmål fra Retten, og hvoraf det fremgik,
at afgørelsen om at indstille betalingen af pensionen til Ripa di Meana blev gennemført ved den første månedlige betaling
efter fremsendelse af skrivelsen af 26. januar 2001, nemlig i februar 2001. Retten anførte herved, at det fremgik af sagsøgerens
kontoudtog af 1. marts 2001, som sagsøgeren havde tilstillet Retten, at Ripa di Meanas pension for februar 2001 ikke var blevet
krediteret nævnte konto, hvorfor sagsøgeren efter betaling af pensionen for januar 2001, dateret den 26. januar 2001, ikke
længere oppebar pension som tidligere medlem af Parlamentet (samme kendelses præmis 28).
13
Efter at Retten havde fastslået, at denne skrivelse af 26. januar 2001 ikke var blevet anfægtet af Ripa di Meana, gennemgik
den derefter karakteren af skrivelsen af 26. marts 2001. Retten fastslog herved bl.a. følgende:
»31
[...] det bemærkes herved, at Parlamentet i skrivelsen af 26. marts 2001 alene angav, at den italienske ordning på visse punkter
er ufuldstændig, men at bestemmelserne for at undgå sammenlægning af en pension som deputeret eller medlem af et regionalråd
med oppebærelsen af en løn som deputeret eller medlem af et regionalråd tilsyneladende er klare, og at afgørelsen af 26. januar
2001 er i overensstemmelse med den italienske praksis. Disse bemærkninger kan i sammenhængen ikke anses for at være et bevis
på, at afgørelsen om at indstille betalingen af sagsøgerens pension, der blev meddelt ham ved skrivelse af 26. januar 2001,
er blevet taget op til fornyet vurdering. De må fortolkes således, at de grunde, som førte Parlamentet til at indstille sagsøgerens
pension, fortsat bestod. Parlamentet angav alene formålet med den bestemmelse, som var blevet anvendt i afgørelsen af 26.
januar 2001, og meddelte sagsøgeren, at denne afgørelse var i overensstemmelse med den italienske praksis, men ændrede intet
i den allerede givne begrundelse.
32
Det bemærkes desuden, at den omstændighed, at sagsøgeren ved skrivelse af 26. marts 2001 blev oplyst om, at hans pension i
mellemtiden var blevet indstillet, ikke udgør et nyt forhold, der kan indebære, at nævnte skrivelse må anses for en ny bebyrdende
afgørelse. Denne oplysning er alene en gennemførelse af den bebyrdende retsakt, nemlig afgørelsen af 26. januar 2001.«
14
Retten fastslog derfor i den appellerede kendelses præmis 33, at skrivelsen af 26. marts 2001 må anses for en ren bekræftende
afgørelse af afgørelsen af 26. januar 2001. Da denne afgørelse ikke var blevet anfægtet inden for den fastsatte frist, måtte
sagen afvises, og Ripa di Meana dømtes til at betale sagens omkostninger.
Appellen
15
Ripa di Meana har under appellen nedlagt påstand om, at Domstolen ophæver den appellerede kendelse, fastslår, at sagen kan
fremmes til realitetsbehandling ved Retten, samt hjemviser sagen til Retten med henblik på afgørelse, og at Parlamentet tilpligtes
at betale sagens omkostninger i de to instanser.
16
Ripa di Meana har fremført fire anbringender til støtte for appellen. Det første anbringende støttes på, at der er begået
rettergangsfejl »ved Retten, som har krænket sagsøgerens interesser«, det andet, at der er sket en tilsidesættelse af retten
til forsvar, det tredje, at Retten har foretaget en fejlagtig retlig kvalificering af skrivelsen af 26. januar 2001 og af
26. marts 2001, samt anvendt Fællesskabets retspraksis vedrørende bekræftende retsakter fejlagtigt, og endelig, at Retten
ikke har taget hensyn til retspraksis på området »undskyldelige fejl«.
17
Parlamentet har nedlagt påstand om, at appellen afvises eller under alle omstændigheder forkastes, og at sagsøgeren tilpligtes
at betale alle sagens omkostninger.
18
Det skal indledningsvis anføres, at Domstolen i henhold til procesreglementets artikel 19, når det er åbenbart, at sagen enten
ikke kan antages til realitetsbehandling eller er ugrundet, når som helst efter at hørt generaladvokaten ved begrundet kendelse
kan beslutte helt eller delvis at afvise eller forkaste appellen.
Appellens antagelse til realitetsbehandling
19
Parlamentet har i sit svarskrift indledningsvis nedlagt påstand om, at appellen afvises. Parlamentet har herved anført, at
eftersom sagsøgeren ikke har valgt adresse i Luxembourg som omhandlet i artikel 44, stk. 2, første afsnit, i Rettens procesreglement,
og Rettens domme og kendelser i henhold til samme reglements artikel 100, stk. 2, første afsnit, ikke omfattes af de procesdokumenter,
der kan forkyndes pr. telefax eller ved ethvert andet teknisk kommunikationsmiddel, såfremt modtageren i henhold til artikel
44, stk. 2, andet afsnit, har indvilget her i, kan alene bestemmelsens tredje afsnit – hvorefter en behørig forkyndelse antages
at være foretaget ved indleveringen af et anbefalet brev til postvæsenet på det sted, hvor Retten har siddet – anvendes i
sagen.
20
Da indleveringen af den appellerede kendelse blev foretaget af postvæsenet i Luxembourg den 17. juli 2002, og det i øvrigt
fremgår af sagen, at Rettens Justitskontor, modsat kravet i artikel 100, stk. 2, andet afsnit, i Rettens procesreglement,
ikke havde underrettet appellanten om denne fremsendelse ved telefax eller ved ethvert andet teknisk kommunikationsmiddel,
udløb fristen for at iværksætte appel under hensyn til afstanden den 27. september 2002. Da appellen blev iværksat den 2.
oktober 2002, blev den altså iværksat efter fristen og må derfor afvises.
21
Det bemærkes, at Parlamentets opfattelse, hvorefter artikel 44, stk. 2, tredje afsnit, i Rettens procesreglement finder anvendelse
i sagen uden videre, må afvises. Som det fremgår af bestemmelsens ordlyd sker forkyndelsen af ethvert procesdokument til den
pågældende part ved anbefalet brev til denne parts befuldmægtigede eller advokat, »såfremt stævningen ikke opfylder de i første
og andet afsnit (artikel 44, stk. 2) omhandlede krav«, som henholdsvis kræver valg af adresse på det sted, hvor Retten har
sæde, og supplerende eller alternativt, advokatens eller den befuldmægtigedes indvilgelse i, at forkyndelser for ham sker
pr. telefax eller ved ethvert andet teknisk kommunikationsmiddel. Det står fast, at Ripa di Meanas stævning opfylder disse
krav, efter at hans befuldmægtigede indvilgede i, at procesdokumenterne kunne forkyndes for dem pr. telefax eller elektronisk
mail. Artikel 44, stk. 2, kan derfor ikke finde anvendelse.
22
Det bemærkes, at Parlamentet med rette i sit svarskrift har anført, at det også fremgår af artikel 100, stk. 2, i Rettens
procesreglement, at Rettens domme og kendelser undtagelsesvis, når modtageren ikke har valgt en adresse, kan forkyndes på
vedkommendes adresse i henhold til betingelserne i denne bestemmelses stk. 1, nemlig ved anbefalet brev med modtagelsesbevis
eller ved fremsendelse med modtagelsesbevis af en bekræftet kopi af den pågældende dom eller kendelse, idet modtageren desuden
pr. telefax eller ved ethvert andet teknisk kommunikationsmiddel underrettes om den af Justitskontoret foretagne fremsendelse.
23
Det kan imidlertid ikke udledes af den manglende underretning fra Rettens Justitskontor, at Ripa di Meana er udelukket fra
at iværksætte appel, og at denne automatisk må henføres under artikel 44, stk. 2, tredje afsnit, i Rettens procesreglement.
Som fastslået i nærværende kendelses præmis 21, finder nævnte bestemmelse kun anvendelse, såfremt der ikke er valgt adresse
i Luxembourg, og/eller sagsøgerens advokat eller befuldmægtigede har indvilget i, at forkyndelserne til vedkommende kan ske
pr. telefax eller ved et ethvert andet teknisk kommunikationsmiddel, hvilket klart ikke er tilfældet i denne sag. Desuden
bestemmer procesreglementets artikel 100, stk. 2, andet afsnit, at fremsendelsen af det anbefalede brev fra Justitskontoret
anses for at være afleveret til modtageren den tiende dag efter indleveringen af brevet til postvæsenet på det sted, hvor
Retten har sæde, medmindre det ved hjælp af modtagelsesbeviser godtgøres, at brevet er modtaget på et andet tidspunkt, eller
modtageren inden for en frist på tre uger fra underretningen pr. telefax eller ved ethvert andet teknisk kommunikationsmiddel
meddeler justitssekretæren, at forkyndelsen ikke er nået frem til ham.
24
Det er derfor klart, at Ripa di Meana har modtaget den appellerede kendelse den 22. juli 2002, altså fem dage efter indleveringen
af det anbefalede brev indeholdende kendelsen til postvæsenet i Luxembourg, og at appelskriftet er indgået pr. telefax til
Domstolens Justitskontor den 2. oktober 2002 – originaleksemplaret af appelskriftet er i henhold til artikel 37, stk. 6, i
Domstolens procesreglement indleveret ti dage efter modtagelsen af nævnte telefax – hvorfor det må fastslås, at appellen kan
fremmes til realitetsbehandling.
25
Parlamentets formalitetsindsigelse er derfor baseret på en fejlagtig fortolkning af Rettens procesreglement og må derfor forkastes
som åbenbart ugrundet.
Realiteten Første anbringende
26
Ripa di Meana har i sit første anbringende hovedsagelig foreholdt Retten at have begået en rettergangsfejl, idet den i den
appellerede kendelses præmis 12 fastslog, at parterne havde besvaret de af Retten stillede spørgsmål skriftligt inden for
fristen, skønt Parlamentet alene havde besvaret et af disse spørgsmål. Ripa di Meana har anført, at denne rettergangsfejl
groft har skadet hans interesser, eftersom Retten har baseret sig på Parlamentets ufuldstændige besvarelse og herved har sammenblandet
den dato, på hvilken Parlamentet havde underrettet appellanten om dets afgørelse om at indstille betalingen af hans pension
med datoen, på hvilken han var blevet oplyst om den reelle indstillelse heraf. Ripa di Meana har anført, at det fremgik såvel
af den omstændighed, at Retten havde fundet det hensigtsmæssigt at stille parterne de skriftlige spørgsmål, som indholdet
af selve spørgsmålet, at Retten tillagde disse væsentlig relevans for nævnte sondring.
27
Appellantens argument, hvorefter såvel det forhold, at Retten fandt det hensigtsmæssigt at stille parterne skriftlige spørgsmål,
som indholdet heraf, skulle bekræfte Rettens tvivl med hensyn til afgørelsen i skrivelsen af 26. januar 2001, må uden videre
forkastes.
28
Det bemærkes, således som det fremgår af selve ordlyden af artikel 49 i Rettens procesreglement, at beslutningen om at stille
parterne skriftlige spørgsmål henhører under Rettens skøn, idet denne på ethvert tidspunkt under retsforhandlingerne kan træffe
bestemmelse om foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse eller bevisoptagelse, jf. procesreglements artikel
64 og 65. Udøvelsen af denne mulighed har dog ingen automatisk følge for sagens udfald, idet Retten er frit stillet med hensyn
til den værdi, den vil tillægge de forskellige faktiske forhold og beviser, som forelægges den, eller som den selv har kunnet
indhente.
29
Det bemærkes med hensyn til appellantens argument, hvorefter Retten har begået en rettergangsfejl ved at antage, at parterne
har efterkommet dens anmodning, skønt Parlamentet alene havde besvaret et af de spørgsmål, som var blevet stillet det, at
det ikke tilkommer Domstolen under en appelsag at tage stilling til den vurdering af de faktiske omstændigheder og beviser,
som Retten har foretaget, medmindre der er tale om en åbenbart forkert gengivelse af disse forhold (jf. i denne retning bl.a.
kendelse af 11.11.2003, sag C-488/01 P, Ripa di Meana mod Parlamentet, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 53,
og dom af 29.4.2004, sag C-470/00 P, Parlamentet mod Ripa di Meana m.fl., endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis
40). Intet i de sagsakter, der er forelagt Domstolen, gør det muligt at konstaterer en sådan forkert gengivelse.
30
Parlamentet har i sine besvarelser af Rettens skriftlige spørgsmål bekræftet, at afgørelsen om at indstille betalingen af
pensionen til Ripa di Meana havde »øjeblikkelig virkning«, og at pensionen ikke var blevet betalt siden den 26. januar 2001.
31
Desuden bemærkes, at selv om Parlamentets besvarelse kunne forekomme ufuldstændig med hensyn til det tidspunkt, fra hvilket
appellanten var blevet oplyst om den effektive indstilling af betalingen af hans pension, er denne besvarelse under alle omstændigheder
ikke det eneste forhold, som Retten har taget i betragtning ved sin afgørelse af, hvorvidt sagen kunne fremmes til realitetsbehandling.
Retten har også taget hensyn til Ripa di Meanas besvarelse og bl.a., hvilket fremgår af den appellerede kendelses præmis 28,
et kontoudtog af 1. marts 2001, som sidstnævnte havde forelagt Retten, og hvoraf det klart fremgår, at appellantens konto
i februar 2001 ikke var blevet krediteret hans pension som tidligere medlem af Parlamentet.
32
På dette grundlag må appellantens argumentation, hvori Retten har baseret sig på en ufuldstændig besvarelse fra Parlamentets
side af de spørgsmål, som Retten havde stillet det, forkastes.
33
Det første anbringende må derfor afvises som åbenbart ugrundet.
Andet anbringende
34
Ripa di Meana har i sit andet anbringende, som omfatter to led, anført, at retten til forsvar er blevet tilsidesat, idet Retten
dels har truffet direkte afgørelse vedrørende Parlamentets formalitetsindsigelse uden at have givet ham mulighed for at indgive
supplerende skriftlige indlæg eller uden at afholde mundtligt retsmøde, dels ikke at har taget hensyn til de besvarelser,
som han havde givet på Rettens spørgsmål. Ripa di Meana har herved navnlig foreholdt Retten, at den ikke har taget hensyn
til, at han på grund af et alvorligt synsproblem og hans sygeorlov i Montecastello di Vibio ikke havde fået kendskab til kontoudtoget
af 1. marts 2001, idet dette var sendt til hans bopæl i Rom i begyndelsen af april samme år.
35
Med hensyn til dette første led af anbringendet bemærkes først, at artikel 114, stk. 1-3, i Rettens procesreglement bestemmer,
at ønsker en part, at Retten skal tage stilling til, om sagen bør afvises, om Retten savner kompetence eller til et andet
processuelt stridspørgsmål uden at indlede behandlingen af sagens realitet, fastsætter Rettens præsident en frist, inden for
hvilken modparten skriftligt skal fremsætte sine indsigelser og påstande vedrørende denne begæring, idet der forhandles mundtligt
herom, medmindre Retten bestemmer andet. Det fremgår klart af denne bestemmelse, at Retten ikke er forpligtet til at afholde
et retsmøde. Retten kunne derfor beslutte at træffe afgørelse vedrørende den af Parlamentet rejste formalitetsindsigelse uden
at indlede den mundtlige forhandling, eftersom den mente, at den var tilstrækkeligt oplyst af sagens akter, bl.a. af de besvarelser,
der var givet de skriftlige spørgsmål, den havde fundet det hensigtsmæssigt at stille parterne.
36
Appellantens klagepunkt om, at retten til forsvar ikke var blevet overholdt, idet han ikke havde mulighed for at tage stilling
til Parlamentets besvarelse af Rettens spørgsmål, kan for det andet ikke tages til følge. Bortset fra, hvilket parterne er
uenige om, om Ripa di Meana havde eller ikke havde haft mulighed for ved Retten at tage stilling til besvarelsen af de spørgsmål,
som Retten havde stillet Parlamentet, havde en eventuel tilsidesættelse af princippet om retten til forsvar under alle omstændigheder
ikke kunnet ændre sagens udfald. Som det nemlig fremgår af den appellerede kendelses præmis 28, har Retten alene taget hensyn
til parternes besvarelse af de spørgsmål, der var forelagt dem, for så vidt angår det forhold, at de klargør, at afgørelsen
af 26. januar 2001 øjeblikkeligt var blevet sat i kraft af Parlamentet. Spørgsmålet om, fra hvilket tidspunkt Ripa di Meana
reelt var blevet oplyst om den reelle indstilling af den pension, som han oppebar, var derimod overhovedet ikke blevet behandlet
i den appellerede kendelses begrundelse.
37
På dette grundlag må klagepunktet om tilsidesættelse af retten til forsvar forkastes som irrelevant.
38
Det første led af det andet anbringende må derfor afvises som åbenbart ugrundet.
39
For så vidt angår det andet led af det andet anbringende, som støttes på, at Retten ikke havde taget hensyn til, at appellanten
på grund af sin helbredstilstand først fik kendskab til kontoudtoget af 1. marts 2001 i april måned samme år, bemærkes, at
dette spørgsmål er nært forbundet med fjerde anbringende, hvorfor det skal behandles i forbindelse hermed.
Tredje anbringende
40
Ripa di Meana har i sit tredje anbringende bestridt den retlige kvalificering, som Retten har givet skrivelserne af 26. januar
og 26. marts 2001.
41
Ripa di Meana har for så vidt angår skrivelsen af 26. januar 2001 bestridt, at den indeholder en afgørelse, henset til den
generelle ordlyd, som Parlamentet har anvendt heri, samt til, at undersøgelsen af sagen endnu ikke var afsluttet, eftersom
han skulle tilstille institutionen yderligere oplysninger vedrørende datoen for hans valg som medlem af Umbriens Regionalråd.
42
Ripa di Meana har med hensyn til skrivelsen af 26. marts 2001 bestridt, at denne alene udgør en bekræftelse, eftersom skrivelsen
indeholdt flere nye omstændigheder i forhold til skrivelsen af 26. januar, og der forinden var blevet foretaget en fornyet
behandling af hans situation efter den skrivelse, han havde tilsendt Parlamentet den 15. marts 2001.
43
Appellantens påstand, hvorefter skrivelsen af 26. januar 2001 ikke kan være genstand for et annullationssøgsmål, eftersom
den alene er foreløbig, må uden videre forkastes. Retten kunne med føje uden at begå en retlig fejl fastslå, at det fremgår
såvel af ordlyden af skrivelsen, der er anført i nærværende kendelses præmis 6, som af de grunde, Parlamentet har henvist
til, at sidstnævnte reelt havde besluttet at indstille betalingen af appellantens pension på grund af hans valg som regional
rådgiver, hvorved bemærkes, at anmodningen om oplysninger, som var tilstillet Ripa di Meana, alene havde til formål at gøre
det muligt at beregne den pension, der fejlagtigt var blevet betalt denne efter hans valg som medlem af Umbriens Regionalråd.
44
Vedrørende appellantens påstand, hvorefter Retten burde have fremmet hans sag til realitetsbehandling, eftersom skrivelsen
af 26. marts 2001 ikke udgjorde en bekræftelse, fastslås, at Ripa di Meana intet har frembragt til støtte for denne påstand,
som kan rejse tvivl om den konklusion, Retten nåede frem til.
45
Med hensyn først til den henvisning, som Parlamentet foretog til det italienske deputeretkammer og til de politiske myndigheders
ønske om at undgå sammenlægning af en pension som deputeretmedlem eller som medlem af et regionalråd med oppebærelse af løn
i forbindelse med et mandat som deputeret eller medlem af et regionalråd, indeholder denne klart ikke noget nyt element i
forhold til skrivelsen af 26. januar 2001, hvori Parlamentet allerede i indledningen gjorde Ripa di Meana opmærksom på artikel
12 i ordningen for rejsegodtgørelser, der var bilagt skrivelsen, og hvori det netop var fastsat, at betalingen af pension
under et mandat som medlem af et parlament i en stat eller som medlem af Europa-Parlamentet eller som medlem af et regionalråd
indstilles.
46
Det bemærkes dernæst, at meddelelsen til appellanten om, at betalingen af hans pension reelt var indstillet, må anses – hvilket
også fremgår af indholdet af skrivelsen af 26. marts 2001 – for en skrivelse af rent informativ karakter til den pågældende,
til besvarelse af dennes skrivelse af 15. marts 2001. Under ingen omstændigheder kan en sådan meddelelse anses for at udgøre
en ny omstændighed i forhold til skrivelsen af 26. januar 2001, hvori det udtrykkeligt blev angivet, at Parlamentet havde
indstillet betalingen af appellantens pension.
47
For så vidt endelig angår appellantens argument, hvorefter der forinden skrivelsen af 26. marts 2001 var foretaget en fornyet
behandling af hans situation, for så vidt som Parlamentet, efter appellantens skrivelse af 15. marts 2001, havde erkendt,
at den italienske ordning vedrørende godtgørelser var ufuldstændige, bemærkes, at denne erkendelse alene vedrørte den manglende
henvisning til mandatet som medlem af et regionalråd ved genoprettelse af pensionsrettigheder efter sådan et mandat. Denne
sag vedrører imidlertid ikke genoprettelsen af pensionsrettigheder, men ophævelse af rettigheder efter valget af et tidligere
medlem af Europa-Parlamentet til medlem af et regionalråd.
48
På grundlag af det anførte må det tredje anbringende afvises som åbenbart ugrundet.
Det fjerde anbringende
49
Ripa di Meana har i sit fjerde anbringende, som hovedsagelig udgør en gentagelse af den kritik, han har fremsat i det andet
anbringendes andet led, subsidiært anført, at selv om Domstolen skulle fastslå, at skrivelsen af 26. marts 2001 udgjorde en
bekræftelse, må den under alle omstændigheder ophæve den appellerede kendelse, idet Retten ikke har anvendt Fællesskabets
retspraksis vedrørende undskyldelige fejl. Appellanten har herved anført, at betingelserne for anvendelse af denne retspraksis
er opfyldt i denne sag, eftersom skrivelsen af 26. januar 2001 fremstår som en foreløbig skrivelse, og at han i god tro forventede,
at spørgsmålet om analog anvendelse af artikel 12 i ordningen om godtgørelser ville blive diskuteret mellem parterne. Ripa
di Meana har desuden anført, at hans synsproblemer havde hindret ham i enhver »læsning« i februar 2001, hvorfor han først
i begyndelsen af april 2001 havde kunnet gøre sig bekendt med kontoudtoget af 1. marts 2001, hvoraf det fremgår, at Parlamentet
havde indstillet hans pension som tidligere medlem af Europa-Parlamentet.
50
Det bemærkes hertil, at i henhold til fast retspraksis kan en borger under usædvanlige omstændigheder påberåbe sig en undskyldelig
vildfarelse med henblik på at undgå en forældelsesfrist, som gælder for anlæg af annullationssøgsmål, bl.a. når institutionen,
ophavsmanden til denne anfægtede retsakt, har udvist en adfærd, der i sig selv eller i afgørende omfang har været egnet til
at fremkalde en undskyldelig vildfarelse hos en borger, der har handlet i god tro og med den omhu, som kræves af en normal
påpasselig person (jf. i denne retning bl.a. dom af 15.12.1994, sag C-195/91 P, Bayer mod Kommissionen, Sml. I, s. 5619, præmis
26, og af 15.5.2003, sag C-193/01 P, Pitsiorlas mod Rådet, Sml. I, s. 4837, præmis 24). Det er i denne sag dog klart, at Ripa
di Meana ikke befandt sig i en sådan situation og ikke kan påberåbe sig nævnte retspraksis, idet de nødvendige betingelser
for, at det kan antages, at der foreligger en undskyldelig fejltagelse, ikke er til stede.
51
Det bemærkes, at Ripa di Meana ikke er berettiget til at foreholde Parlamentet en adfærd, som har været egnet til at bringe
ham i tvivl med hensyn til karakteren af skrivelsen af 26. januar 2001, eftersom, hvilket er fastslået i nærværende kendelses
præmis 43, Parlamentet i denne skrivelse anvendte en ordlyd, hvoraf det klart fremgik, at det havde besluttet at indstille
betalingen af appellantens pension samt grundene hertil.
52
De sagsakter, som er forelagt Domstolen, rejser også tvivl om den omhu, appellanten har udvist i sagen, eftersom han, selv
om han havde modtaget skrivelsen af 26. januar 2001 allerede den 31. januar 2001, først reagerede den 15. marts 2001 ved at
tilsende Parlamentet en skrivelse, hvori han udtrykte sin overraskelse over Parlamentets afgørelse om at indstille betalingen
af hans pension og først den 12. juni 2001 anlagde sag ved Retten.
53
Det bemærkes desuden med hensyn til Ripa di Meanas argument, hvorefter han i februar og marts 2001 havde været ude af stand
til »læse« og først havde kunnet gøre sig bekendt med kontoudskriften af 1. marts i begyndelsen af april måned i 2001, at
dette argument modsiges af det forhold, at appellanten selv tilstillede Parlamentet en skrivelse af 15. marts 2001, altså
på et tidspunkt inden for det tidsrum, hvori han gør gældende, at han havde alvorlige synsproblemer, som forhindrede ham i
»at foretage nogen form for læsning«.
54
På grundlag af det anførte må det andet led af det andet anbringende samt det fjerde anbringende forkastes som åbenbart ugrundet.
55
De fire anbringender, som Ripa di Meana har fremført til støtte for sin appel, er åbenbart ugrundede, hvorfor appellen må
forkastes i sin helhed.
Sagens omkostninger
56
I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, som i henhold til artikel 118 i samme reglement finder tilsvarende anvendelse
i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Ripa di Meana
har tabt sagen og bør derfor i overensstemmelse med Parlamentets påstand pålægges at betale sagens omkostninger.
På grundlag af disse præmisser bestemmer Domstolen (Anden Afdeling):