(jf. præmis 30-35)

Dette er imidlertid tilfældet for så vidt angår en fortolkning af den nævnte betingelse, hvorefter en fysisk eller juridisk person skal anses for at være individuelt berørt af en almengyldig fællesskabsbestemmelse, som berører ham umiddelbart, hvis den pågældende bestemmelse utvivlsomt og aktuelt påvirker hans retsstilling ved at begrænse hans rettigheder eller pålægge ham forpligtelser.

En sådan fortolkning vil føre til en forvanskning af betingelsen om, at der skal være tale om et indgreb i individuelle rettigheder, i artikel 230, stk. 4, EF.

(jf. præmis 36-38)

(jf. præmis 47 og 48)

DOMSTOLENS DOM (Sjette Afdeling)
1. april 2004(1)

»Appel – formaliteten med hensyn til et søgsmål anlagt af en juridisk person med påstand om annullation af en forordning«

I sag C-263/02 P,

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved T. van Rijn og A. Bordes, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg,

appellant,

angående appel af dom afsagt den 3. maj 2002 af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (Første Udvidede Afdeling) i sag T-177/01, Jégo-Quéré mod Kommissionen (Sml. II, s. 2365), hvori der er nedlagt påstand om ophævelse af denne dom,

den anden part i appelsagen:

Jégo-Quéré et Cie SA ved abogados A. Creus Carreras og B. Uriarte Valiente, har

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling),,

sammensat af C. Gulmann (refererende dommer) som fungerede formand for Sjette Afdeling og dommerne J.N. Cunha Rodrigues, J.-P. Puissochet, R. Schintgen og F. Macken,

generaladvokat: F.G. Jacobs
justitssekretær: ekspeditionssekretær L. Hewlett,

efter at parterne har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 22. maj 2003,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse 10. juli 2003,

afsagt følgende

Dom

»44

[Det] bemærkes, at der ud over annullationssøgsmålet findes to andre retsmidler, som giver en borger adgang til at anlægge sag ved Fællesskabets retsinstanser, som i den henseende er enekompetente, med henblik på at få fastslået, at en fællesskabsretsakt er ulovlig, nemlig et søgsmål ved de nationale domstole med en præjudiciel forelæggelse for Domstolen i medfør af artikel 234 EF og et søgsmål om Fællesskabets ansvar uden for kontraktforhold i medfør af artikel 235 EF og artikel 288, stk. 2, EF.

45

Hvad angår søgsmålet ved de nationale domstole med en præjudiciel forelæggelse for Domstolen i medfør af artikel 234 EF skal det imidlertid understreges, at der i et tilfælde som det foreliggende ikke findes gennemførelsesforanstaltninger, som kan danne grundlag for et søgsmål ved de nationale domstole. Den omstændighed, at en borger, som berøres af en fællesskabsforanstaltning, kan anfægte dennes gyldighed ved de nationale domstole ved at overtræde de bestemmelser, foranstaltningen fastsætter, og gøre gældende, at de er ulovlige, inden for rammerne af retssager, som bliver rejst mod ham, yder ham ikke en tilstrækkelig retsbeskyttelse. Det kan ikke kræves af borgerne, at de skal overtræde loven for at få adgang til en domstolsprøvelse (jf. generaladvokat Jacobs’ forslag til afgørelse af 21.3.2002 i sag C-50/00 P, Unión de Pequeños Agricultores mod Rådet, [dom af 25.7.2002, Sml. I, s. 6677], punkt 43).

46

Et erstatningssøgsmål støttet på Fællesskabets ansvar uden for kontraktforhold tilgodeser i et tilfælde som det foreliggende ikke på tilfredsstillende vis borgernes interesser. Et sådant søgsmål kan nemlig ikke føre til, at en retsakt fjernes fra Fællesskabets retsorden, selv om den antages at være ulovlig. Eftersom et erstatningssøgsmål forudsætter, at der er en direkte årsagsforbindelse mellem anvendelsen af den omtvistede retsakt og et lidt tab, er det undergivet betingelser vedrørende formaliteten og realiteten, som er forskellige fra dem, der gælder for et annullationssøgsmål, og det sætter således ikke Fællesskabets retsinstanser i stand til fuldt ud at foretage den legalitetskontrol, som de har til opgave at udføre. Særligt bemærkes, at den kontrol, der udøves af Fællesskabets retsinstanser, når en almengyldig foranstaltning som de bestemmelser, der er omhandlet i denne sag, anfægtes i forbindelse med et erstatningssøgsmål, ikke omfatter alle forhold, som kan tænkes at påvirke foranstaltningens lovlighed, men alene går ud på at fastsætte sanktioner for tilstrækkeligt kvalificerede tilsidesættelser af retsregler, som har til formål at tillægge borgerne rettigheder (Domstolens dom af 4.7.2000, sag C-352/98 P, Bergaderm og Goupil mod Kommissionen, Sml. I, s. 5291, præmis 41-43, og Rettens dom af 23.10.2001, sag T-155/99, Dieckmann & Hansen mod Kommissionen, Sml. II, s. 3143, præmis 42 og 43; jf. ligeledes, vedrørende et tilfælde, hvor tilsidesættelsen ikke var tilstrækkeligt kvalificeret, Domstolens dom af 19.5.1992, forenede sager C-104/89 og C-37/90, Mulder m.fl. mod Rådet og Kommissionen, Sml. I, s. 3061, præmis 18 og 19, og, vedrørende et tilfælde, hvor den påberåbte bestemmelse ikke havde til formål at tillægge borgerne rettigheder, Rettens dom af 6.12.2001, sag T-196/99, Area Cova m.fl. mod Rådet og Kommissionen, Sml. II, s. 3597, præmis 43).

47

På grundlag af det ovenfor anførte bemærkes, at de procedurer, som er fastlagt i artikel 234 EF på den ene side og i artikel 235 EF og artikel 288, stk. 2, EF på den anden side, på baggrund af artikel 6 og 13 i EMRK og artikel 47 i charteret om grundlæggende rettigheder ikke længere kan anses for at sikre borgerne ret til en effektiv domstolsprøvelse, som giver dem mulighed for at anfægte lovligheden af almengyldige fællesskabsbestemmelser, der umiddelbart berører deres retsstilling.

48

Ganske vist giver denne omstændighed ikke grundlag for en ændring af det retsmiddel- og proceduresystem, som er indført ved traktaten, og hvormed Fællesskabets retsinstanser skal kunne kontrollere lovligheden af institutionernes retsakter. En sådan omstændighed kan i intet tilfælde medføre, at et annullationssøgsmål, der anlægges af en fysisk eller juridisk person, som ikke opfylder betingelserne i artikel 230, stk. 4, EF, skal antages til realitetsbehandling (jf. Domstolens præsidents kendelse af 12.10.2000, sag C-300/00 P(R), Federación de Cofradías de Pescadores de Guipúzcoa m.fl. mod Rådet, Sml. I, s. 8797, præmis 37).

49

Det skal imidlertid understreges, som anført af generaladvokat Jacobs i forslaget til afgørelse i sagen Unión de Pequeños Agricultores mod Rådet (nævnt i præmis 45 ovenfor, punkt 59), at der ikke er noget tvingende argument for at hævde, at begrebet individuelt berørt person i artikel 230, stk. 4, EF’s forstand indebærer den betingelse, at en borger, som ønsker at anfægte en almengyldig foranstaltning, skal være individualiseret på lignende måde som en adressat.

50

Under disse omstændigheder og i betragtning af, at der ved EF-traktaten er indført et fuldstændigt retsmiddel- og proceduresystem, hvormed Fællesskabets retsinstanser skal kunne kontrollere lovligheden af institutionernes retsakter (dommen i sagen Les Verts mod Parlamentet, nævnt i præmis 41 ovenfor, præmis 23), bør den snævre fortolkning, som hidtil er blevet anlagt af begrebet individuelt berørt person i artikel 230, stk. 4, EF’s forstand, tages op til fornyet overvejelse.

51

På grundlag af det ovenfor anførte og med henblik på at sikre borgerne en effektiv retsbeskyttelse, skal en fysisk eller juridisk person anses for at være individuelt berørt af en almengyldig fællesskabsbestemmelse, som berører ham umiddelbart, hvis den pågældende bestemmelse utvivlsomt og aktuelt påvirker hans retsstilling ved at begrænse hans rettigheder eller pålægge ham forpligtelser. I den forbindelse er det ikke relevant at tage antallet af og situationen for andre personer, der ligeledes er eller kan blive berørt af bestemmelsen, i betragtning.

52

I det foreliggende tilfælde pålægger de anfægtede bestemmelser faktisk Jégo-Quéré forpligtelser. Sagsøgeren, hvis fiskerfartøjer er omfattet af forordningens anvendelsesområde, udøver fiskeri i et af de områder, hvor fiskeriet i henhold til de anfægtede bestemmelser underlægges præcise forpligtelser med hensyn til de maskestørrelser, der skal anvendes.

53

Det følger heraf, at sagsøgeren er individuelt berørt af de anfægtede bestemmelser.

54

Eftersom sagsøgeren tillige er umiddelbart berørt af de anfægtede bestemmelser (jf. præmis 26 ovenfor), kan Kommissionens formalitetsindsigelse ikke tages til følge, og sagen bør således fremmes til realitetsbehandling.«

–

Den appellerede dom ophæves.

–

Domstolen afviser annullationssøgsmålet vedrørende forordning nr. 1162/2001; subsidiært hjemvises sagen til fornyet behandling ved Retten.

–

Jégo-Quéré tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder omkostningerne i sagen for Retten.

–

Appellen afvises som værende iværksat for sent.

–

Appellen forkastes og den appellerede dom stadfæstes.

–

Den appellerede dom ophæves, for så vidt som Jégo-Quéré ikke er blevet anset for at være individuelt berørt i artikel 230, stk. 4, EF’s forstand.

–

Domstolen træffer selv afgørelse i overensstemmelse med de bemærkninger, Jégo-Quéré har fremsat for Retten, og bestemmer navnlig, at:

–

det søgsmål, som er anlagt ved Retten, antages til realitetsbehandling

–

artikel 3, litra d), og artikel 5 i forordning nr. 1162/2001 annulleres.

–

Følgende personer indkaldes som vidner:

–

John Farnell, direktør for Direktoratet »Bevarelsespolitik« i Kommissionens Generaldirektorat for Fiskeri

–

Victor Badiola, forretningsfører for organisationen af producenter inden for fiskeriet i Ondárroa.

–

Kommissionen tilpligtes at betale sagen omkostninger, herunder omkostningerne i sagen for Retten.

På grundlag af disse præmisser

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)