FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

DÁMASO RUIZ-JARABO COLOMER

fremsat den 10. maj 2005 (1)

Forenede sager C-465/02 og C-466/02

Forbundsrepublikken Tyskland

og

Kongeriget Danmark

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Landbrug – geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og levnedsmidler – betegnelsen »feta« – artsbetegnelser – traditionelle betegnelser – gyldigheden af forordning (EF) nr. 1892/2002«

Indhold

I –   Indledning

II – De relevante retsregler: Fællesskabsbeskyttelsen af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser

A –   Fortiden

B –   Fællesskabslovgivningens første skridt

C –   De gældende fællesskabsbestemmelser

1.     Produkter fra vindyrkning

2.     Landbrugsprodukter og levnedsmidler

D –   Forordning nr. 2081/92

1.     Begreberne oprindelsesbetegnelse og geografisk betegnelse

a)     Grundlæggende afgrænsning

i)     Den geografiske tilknytning

ii)   Den kvalitative forbindelse

b)     Ligestillede begreber

i)     De traditionelle betegnelser

ii)   Andre territoriale betegnelser

2.     Betegnelser, der ikke kan registreres

a)     Artsbetegnelser

b)     Vildledende betegnelser

3.     Registreringsproceduren

a)     Den normale procedure

b)     Den forenklede procedure

c)     Den Videnskabelige Komité

E –   Forordning nr. 1107/96

III – Undersøgelse af Domstolens retspraksis

A –   Den begrebsmæssige udformning som industrielle og kommercielle ejendomsrettigheder

B –   Beskyttelsens formål

C –   Grundforordningen

1.     Anvendelsesområde

2.     Beskyttelsens udstrækning

3.     Registreringen og dennes virkninger

4.     Sammenfald

IV – Tvisternes baggrund

A –   Den første optagelse af »feta« i forordning nr. 1107/96

B –   »Feta-dommen«

C –   Den anden optagelse af »feta« i forordning nr. 1107/96 i medfør af forordning nr. 1829/2002

D –   Canadane Cheese og Kouri-sagen

V –   Annullationssøgsmålene

A –   Spørgsmålet om annullationssøgsmålene kan antages til realitetsbehandling

B –   Formelle anbringender

1.     Tilsidesættelse af tidsfristerne og af sprogordningen

2.     Utilstrækkelig begrundelse

C –   Materielle anbringender

1.     »Feta« som artsbetegnelse

a)     Begrebet »generisk«

b)     Kriterier for afgrænsningen

i)     De faktiske forhold i den medlemsstat, hvor navnet har sin oprindelse, og i det traditionelle forbrugsområde

–       De faktiske forhold i oprindelsesstaten

–       De faktiske forhold i forbrugsområderne

ii)   De faktiske forhold i andre EF-stater

–       Den almindelige situation i de øvrige stater

–       De faktiske forhold i de stater, der fremstiller osten

iii) De relevante nationale lovgivninger og de relevante fællesskabsbestemmelser

–       De nationale lovgivninger

–       Fællesskabsbestemmelserne

iv)   Andre faktorer

–       De faktiske forhold i tredjelande

–       Tidsfaktoren

c)     Bedømmelse af kriterierne og konsekvenserne

2.     »Feta« som traditionel betegnelse

a)     Betegnelsens traditionelle karakter

b)     Betegnelse af et levnedsmiddel med oprindelse inden for bestemte geografiske områder

c)     Årsagen til »fetas« kvalitet eller særlige egenskaber og den geografiske afgrænsning af det område, hvor den fremstilles, forarbejdes og tilvirkes

i)     Kvaliteten som en følge af det geografiske miljø

ii)   Fremstilling, forarbejdning og tilvirkning inden for et afgrænset område

d)     Konsekvenser

VI – Sagsomkostninger

VII – Forslag til afgørelse

I –    Indledning

1.     I dette annullationssøgsmål er det på ny omtvistet for Domstolen, hvorvidt betegnelsen »feta« lovligt er brevet optaget i Det Europæiske Fællesskabs register over geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser.

2.     En lignende tvist har før foreligget i forbindelse med et præjudicielt spørgsmål, der blev forelagt – og derefter trukket tilbage – af Symvoulio tis Epikratias (Grækenlands øverste forvaltningsdomstol), og hvori jeg fremsatte forslag til afgørelse den 24. juni 1997 (2), og i et andet annullationssøgsmål, hvori der blev afsagt en dom (3), der kendte registreringen ugyldig af formelle grunde og derfor uden en undersøgelse af, om den nævnte betegnelse var en »artsbetegnelse« eller kunne betragtes som »traditionel« i de relevante bestemmelsers forstand.

3.     Derefter iværksatte Kommissionen nogle undersøgelser med henblik på at berigtige de mangler, der var påvist ved Domstolens afgørelse, hvorefter den på ny optog ordet »feta« på listen over betegnelser, der er beskyttet i henhold til forordning (EF) nr. 1829/2002 (4), som er den beslutning, den tyske og den danske regering hver har anfægtet ved et annullationssøgsmål.

4.     Jeg skal i dette forslag til afgørelse undersøge de relevante bestemmelser og Domstolens retspraksis på området og derefter redegøre for tvisternes baggrund og undersøge annullationsanbringenderne.

II – De relevante retsforskrifter: fællesskabsbeskyttelsen af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser

A –    Fortiden

5.     I Bibelen findes den første henvisning til en oprindelsesbetegnelse i beretningen om opførelsen af templet i Jerusalem, som kong David havde lovet Jahve, og hvortil Jiram, konge over Sidon og Tyrus, fældede cedertræer på befaling fra Salomon, hvis palads derefter blev opført med en sådan mængde af disse cedertræer, at det blev kendt som »skoven fra Libanons hus«, for det havde fire rækker af søjler af den højt værdsatte træsort, der ligeledes udgjorde loftet over tronsalen, »hvor han sad til doms i domssalen« (5). Ud over navne og symboler udgjorde henvisningen til oprindelsesområdet sandsynligvis en af de første måder til at individualisere personer og ting for at adskille dem fra lignende personer og ting (6). Der foreligger en række vidnesbyrd om, at man siden oldtiden har tilkendt produkter med oprindelse inden for bestemte områder ry og prestige. Klassiske forfattere som Herodot, Aristoteles og Platon omtaler, at grækerne værdsatte bronze fra Korinth, marmor fra Frygien og fra Paros, pottemagerkunst fra Athen, statuetter i terracotta fra Theben, parfumer fra Arabien og vine fra Naxos, Rhodos og Korinth (7). Virgil beretter i Æneiden, at Helena gav Æneas »genstande af massivt guld og forarbejdet elfenben, store mængder sølv og kar fra Dodona« (8), og nævner blandt Andromakes’ gaver til Ascanius »klæder med figurer broderet med guldtråd og en frygisk kappe« (9). Horats har krydret sine værker med en regulær samling af romerske geografiske betegnelser, og han advarer i den forbindelse mod forfalskninger (10).

6.     Der blev ved forbindelsen mellem ting og deres oprindelsessted ikke sondret mellem dem, der opstår naturligt, og dem, der er resultatet af menneskelig indgriben, og der var heller ikke tale om noget præcist begreb, lige så lidt som forholdet var reguleret i nogen lovbestemmelse (11).

7.     Forholdet var det samme i middelalderen, hvor et brudstykke fra Alceo nævner sværd fra Cálcide, med et kort blad og et langt greb, som blev betegnet således efter deres fremstillingssted (12). I denne periode ser man en vis sammenblanding mellem håndværkernes mærker og de segl, der henviste til varernes oprindelse, og som udsprang af lavsmedlemmernes forpligtelse til at identificere deres frembringelser, idet de ellers blev ekskluderet. Der optræder følgelig to typer af mærker: lavets mærke (signum collegii) og den enkelte ophavsmands mærke (signum privati) (13). På denne måde blev det attesteret, at der ved fremstillingen var iagttaget visse krav, hvilket indirekte ligeledes gav en garanti med hensyn til det sted, hvor fremstillingen var sket.

8.     Ved den franske revolution blev lavene ophævet, og den fulde erhvervsfrihed blev indført, idet de fleste af disse beskyttelsesforanstaltninger blev ophævet. Helt skete det dog ikke, eftersom der i første halvdel af det 19. århundrede fortsat findes regler, hvis formål er at fremme specialiteter fra bestemte lokaliteter, såsom sæbe fra Marseilles, stål fra Westphalen og Rhinlandet og smedearbejder fra Østrig (14).

9.     I tiden derefter vedtog nogle lande foranstaltninger til bekæmpelse af svig vedrørende oprindelsen af varer, såvel naturprodukter som fabrikerede varer, navnlig inden for vindyrkningens område (15). Hensigten er at beskytte forbrugerne ved at garantere varens ægthed og at beskytte de erhvervsdrivende mod uberettiget efterligning (16). Senere udarbejdes en beskyttelsesordning, der giver oprindelsesbetegnelsen et selvstændigt indhold i lighed med ordningen indført for tegn, som identificerer varerne.

10.   Sideløbende hermed finder man i den europæiske litteratur og kultur en opblomstring af mangfoldige henvisninger til visse varers oprindelse med henblik på at fremhæve deres anerkendte kvalitet eller deres særlige egenskaber. Cervantes henviser i El Quijote til tenene fra Guadarrama (17), til visse levnedsmidler som kikærter fra Martos (18), frankolinhøns fra Milano, fasaner fra Rom, kalvekød fra Sorrento, agerhøns fra Moron eller gæs fra Lavajos (19), til sæbe fra Napoli (20) og til visse stoffer, såsom klæde fra Cuenca y og »límiste« fra Segovia (21); Lope de Vega lovpriser en fransk kappe (22) og nævner stof fra Cuenca (23) og tallerkener fra Talavera (24); Shakespeare henviser i Hamlet, prins af Danmark, til de bægre med rhinskvin, som kongen skåler i (25), og til væddemålet mellem Claudius og Laertes, hvor seks berberheste sættes ind mod seks franske kårder og daggerter (26); Proust beretter om lovprisningen af en dessert og fremhæver, at den fortjente, at flasker med portvin blev trukket op (27), og nævner fortællerens møde i hotellet i Balbec med grevinden af Guermantes, der er klædt i et slør af en kjole af gråt crêpe de Chine (28); og Carpentier, der er et troværdigt udtryk for den europæiske kultur på det amerikanske kontinent, skriver om vin fra Bordeaux (29), stråhatte fra Italien (30), franske og italienske dukker og skotsk »whisky« (31).

11.   I dag bliver tingene individualiseret derved, at de markedsføres med den enkelte producents eget mærke, i mange tilfælde dog også med angivelse af fremstillingsstedet. I en verden, hvor symbolerne er så fremtrædende, og hvori udviklingen i varehandelen giver brugeren talrige alternativer, fremstår særpræget som noget afgørende, når valget træffes; heraf dets vidtrækkende økonomiske betydning.

B –    Fællesskabslovgivningens første skridt

12.   EF-traktaten indeholder ingen bestemmelse om de geografiske betegnelser. Da den blev vedtaget, blev disse, som konsekvens af den ovenfor beskrevne udvikling, beskyttet i de nationale lovgivninger på forskellig måde. Mens nogle lande gav visse generelle garantier i henhold til bestemmelserne om bekæmpelse af illoyal konkurrence – navnlig ved anvendelsen af sandhedsprincippet – anvendte andre, som f.eks. Frankrig eller Spanien, en særlig ordning, der er parallel med den beskrevne, men adskiller sig ved visse træk og er karakteristisk ved, at »betegnelse af fremstillingssted« adskilles fra »oprindelsesbetegnelse« (32).

13.   Eksistensen af disse forskellige former for beskyttelse i Unionen skaber spændinger i forhold til de grundlæggende friheder, eftersom anerkendelsen af en eneret til brug af et navn påvirker samhandelen med varer (33). Denne virkning er der imidlertid udtrykkeligt taget højde for i den grundlæggende retsakt, for selv om artikel 28 EF og 29 EF forbyder kvantitative indførsels- og udførselsrestriktioner såvel som foranstaltninger med tilsvarende virkning, bestemmer artikel 30 EF, at de nævnte bestemmelser ikke er til hinder for, at der fastsættes begrænsninger, som bl.a. er begrundet i hensynet til »beskyttelse af industriel og kommerciel ejendomsret« (34); medlemsstaternes kompetence til at fastlægge disse grænser falder dog bort, når Fællesskabet gennemfører en harmonisering for at sikre beskyttelsen. Som det skal forklares senere, har det under alle omstændigheder været Domstolens opgave at fastsætte betingelserne for sådanne rettigheders forrang frem for den frie bevægelighed.

14.   Det hensigtsmæssige i at opbløde virkningen af artikel 28 EF på dette område kom til udtryk i Kommissionens direktiv 70/50/EØF af 22. december 1969 om afskaffelse af foranstaltninger med tilsvarende virkning som kvantitative importrestriktioner, der ikke omfattes af andre bestemmelser truffet i medfør af traktaten (35), hvori nævnes foranstaltninger, som alene forbeholder indenlandske varer benævnelser, som ikke er oprindelsesbetegnelser eller angivelse af afsendelsesstedet [artikel 2, litra s)]. Dette indebærer modsætningsvis, at foranstaltninger, der ikke omfattes af et af disse to begreber, ikke er forbudt.

15.   Senere blev der ved Rådets direktiv 79/112/EØF af 18. december 1978 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om mærkning af og præsentationsmåder for levnedsmidler bestemt til den endelige forbruger (36) hjemlet mulighed for, at det enkelte lands myndigheder kan forbyde handel med sådanne varer af hensyn til beskyttelse af industriel og kommerciel ejendomsret, beskyttelse af herkomstangivelser og oprindelsesbetegnelser, samt af hensyn til bekæmpelse af illoyal konkurrence (artikel 15, stk. 2).

C –    De gældende fællesskabsbestemmelser

16.   I første omgang interesserede Fællesskabet sig udelukkende for vindyrkningsområdet, men senere blev landbrugs- og levnedsmiddelsektoren inddraget, ligesom der i fremtiden vil kunne komme andre områder til (37), hvilket synes foregrebet ved niende betragtning til Rådets forordning (EØF) nr. 2081/92 – herefter »grundforordningen« – af 14. juli 1992 om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og levnedsmidler (38), for så vidt som den begrænser forordningens anvendelsesområde til varer af den nævnte art, »for hvilke der er en sammenhæng mellem produktet eller levnedsmidlets kendetegn og dens geografiske oprindelse; anvendelsesområdet kan om nødvendigt udvides til også at omfatte andre produkter eller levnedsmidler« (39).

1.      Produkter fra vindyrkning

17.   Vin, druemost og druesaft blev optaget i traktatens bilag II i forbindelse med opregningen af de varer, for hvilke der skulle udformes en fælles landbrugspolitik. Denne omstændighed begrunder, at der meget tidligt, nemlig ved Rådets forordning (EØF) nr. 24 af 4. april 1962 om den gradvise oprettelse af en fælles markedsordning for vin (40), blev fastlagt nogle grundlæggende principper og pålagt udarbejdet nogle regler om »kvalitetsvine fra bestemte dyrkningsområder«.

18.   Rådets forordning (EF) nr. 1493/1999 af 17. maj 1999 om oprettelse af den fælles markedsordning på det nævnte marked (41) udgør i dag grundpillen i bestemmelserne vedrørende denne sektor, selv om der findes visse særregler spredt over forskellige områder (42).

19.   Under henvisning til, at »beskrivelsen, betegnelsen og præsentation af produkter, der er omfattet [...], kan have stor indflydelse på afsætningen af dem«, fastsætter forordningen bl.a. bestemmelser om »obligatorisk anvendelse af visse udtryk med henblik på at identificere produktet og give forbrugerne bestemte vigtige oplysninger samt frivillig anvendelse af forskellige andre angivelser enten i henhold til fællesskabsbestemmelser eller på grundlag af bestemmelserne om forebyggelse af svigagtige fremgangsmåder« (50. betragtning). Ifølge artikel 47, stk. 1, har forordningen bl.a. til formål at beskytte forbrugernes [litra a)] og producenternes [litra b)] legitime interesser, at sikre, at det indre marked kan fungere tilfredsstillende [litra c)], og at tilskynde til produktion af kvalitetsprodukter [litra d)].

20.   I øvrigt suppleres den fastsatte ordning med særlige love, der vedtages af de enkelte medlemsstater.

2.      Landbrugsprodukter og levnedsmidler

21.   Man måtte vente indtil begyndelsen af 90’erne i forrige århundrede, før Fællesskabet tilvejebragte bestemmelser med henblik på at regulere anvendelsen af områdebetegnelser for andre varer, især landbrugsprodukter og levnedsmidler, for selv om ovennævnte direktiv 79/112 vedrørende etikettering tilsyneladende var et tilstrækkeligt og egnet instrument til at beskytte køberen mod risikoen for svig (43), blev man senere klar over, at dette ikke var tilfældet, idet andre interesser var berørt. Direktivet udgjorde et godt supplement, men omfattede ikke geografiske betegnelser og beskyttede heller ikke køberen på effektiv vis (44).

22.   Nødvendigheden af at undgå nye hindringer for samhandelen og behovet for bestemmelser for at yde forbrugerne og fabrikanterne en passende beskyttelse førte til udformningen af en kvalitetspolitik for Fællesskabet (45) med det formål at udbedre de mangler, der var konstateret, og som Domstolen havde fremhævet (46).

23.   I forbindelse med de senere overvejelser fremkom diverse forslag, bl.a. et forslag om at sikre en omfattende beskyttelse for ord, der betegner de steder, hvor levnedsmidlerne er fremstillet (47). Kommissionen arbejdede i denne retning (48), og også Europa-Parlamentet ydede nogle bidrag (49).

24.   Herefter vedtog Rådet, idet det tiltrådte det forslag, der var fremsat i februar 1991, den 14. juli 1992 den allerede omtalte forordning nr. 2081/92 (50), som er den væsentlige lovgivning på området. I modsætning til hvad der er tilfældet inden for vinsektoren, er ordningen opbygget omkring det traditionelle begreb om oprindelsesbetegnelse, der bekræftes ved den foreskrevne registrering, idet beskyttelsen udelukkende opnås efter optagelse i et register (51).

D –    Forordning nr. 2081/92

25.   Forordningens betragtninger nævner en række initiativer, der begrunder den: tilskyndelse til diversificering af landbrugsproduktionen, fremme af salget af produkter med visse kendetegn og forsyning af forbrugerne med klare og sikre oplysninger om oprindelsen af de produkter, som de køber. Under anerkendelse af de tilfredsstillende resultater, der er opnået af de stater, hvis lovgivning beskytter oprindelsesbetegnelser (femte betragtning), og under hensyn til de forskelle, der foreligger på området, bemærkes det i præamblen, at »et sæt EF-regler med en beskyttelsesordning vil [...] gøre det muligt for de geografiske betegnelser og oprindelsesbestemmelserne at udvikle sig, fordi sådanne regler i kraft af den ensartethed, som de vil medføre, vil sikre lige konkurrencevilkår for producenterne af produkter med sådanne betegnelser og styrke produkternes værdi for forbrugerne» (syvende betragtning).

26.   Den ydede beskyttelse er meget omfattende, da det registrerede navn ifølge artikel 13 forbyder a) enhver direkte eller indirekte kommerciel brug for produkter, der ikke er omfattet af registreringen, b) enhver uretmæssig brug, efterligning eller antydning, selv hvis den virkelige oprindelse er angivet, c) enhver form for falsk angivelse af herkomst, oprindelse og hovedegenskaber og d) enhver anden form for praksis, som kan vildlede køberne med hensyn til varens virkelige oprindelse.

27.   Kort sagt er der tale om, således som jeg udtrykte det i forslaget til afgørelse i Canadane Cheese og Kouri-sagen, at »retsbeskyttelsen af en geografisk betegnelse skaber en kollektiv eneret til dens kommercielle udnyttelse for en gruppe producenter, der er bestemt efter det sted, hvor de virker, til forskel fra varemærket, der alene kan benyttes af indehaveren« (52). Dette indebærer en belønning af den indsats, der er udfoldet af gruppen af rettighedshavere til betegnelsen, der, når de fremstiller produkterne på en bestemt måde, opnår, at de erhverver et omdømme, der er værdigt til beskyttelse ved hjælp af denne form for industriel ejendomsret. Ved beskyttelsen sikres betegnelsens indehavere mod økonomiske tab, og endvidere forhindres en uberettiget berigelse af andre personer.

28.   De fremskridt, der er gjort på internationalt niveau, og ønsket om at opnå en løsning, der svarer til synspunkterne i de nationale lovgivninger, har medført, at beskyttelsen ikke er begrænset til de typiske oprindelsesbetegnelser, men – om end med mindre styrke – omfatter geografiske betegnelser, hvilke to begreber jeg skal opholde mig nærmere ved i lyset at de her behandlede annullationssøgsmål. Jeg skal også omtale ord, der ikke kan registreres, samt registreringsproceduren.

1.      Begreberne oprindelsesbetegnelse og geografisk betegnelse

29.   Artikel 2 beskriver, hvad der i henhold til grundforordningen skal forstås ved disse to begreber. I stk. 2 foretages en første afgrænsning, som derefter udbygges i stk. 3 og 4.

a)      Grundlæggende afgrænsning

30.   Artikel 2 bestemmer:

a)      Oprindelsesbetegnelsen omfatter »navnet på et område, et bestemt sted eller i undtagelsestilfælde et land, der betegner et landbrugsprodukt eller et levnedsmiddel:

–       som har oprindelse i dette område, dette bestemte sted eller dette land, og

–       hvis egenskaber eller andre kendetegn hovedsageligt eller fuldstændigt kan tilskrives det geografiske miljø med dets naturbetingede og menneskelige faktorer, og som er fremstillet, forarbejdet og tilvirket i det afgrænsede geografiske område« (53).

b)      Den geografiske betegnelse defineres som »navnet på et område, et bestemt sted eller i undtagelsestilfælde et land, der betegner et landbrugsprodukt eller et levnedsmiddel:

–       som har oprindelse i dette område, dette bestemte sted eller dette land, og

–       hvis bestemte egenskaber, omdømme eller andre kendetegn kan tilskrives den geografiske oprindelse, og som er fremstillet og/eller forarbejdet og/eller tilvirket i det afgrænsede geografiske område«.

31.   Det er således ikke en hvilken som helst betegnelse, der beskyttes, men kun dem, der udviser en dobbelt forbindelse, rumlig og kvalitativ, mellem på den ene side godet og på den anden side dettes betegnelse. Den kvalitative forbindelse gør det i øvrigt muligt at adskille oprindelsesbetegnelsen fra den geografiske betegnelse, idet tilknytningen til miljøet er mindre stærk for så vidt angår den sidstnævnte betegnelse (54).

i)      Den geografiske tilknytning

32.   Ved begge begreber kræves der en umiddelbar tilknytning til et sted. Dette led i tilknytningen har intet minimumsomfang, idet angivelsen af et »bestemt sted« også omfatter et ganske lille område, som f.eks. en del af en dal, en bjergside eller en flodbred.

33.   Derimod er der en begrænsning med hensyn til det største område, hvilket følger af udtrykket »land«, en territorial enhed, der kun er omfattet i »undtagelsestilfælde«. Man kunne principielt formode, at der med sådanne tilfælde var tænkt på stater af lille udstrækning (55). Men hvis det havde forholdt sig sådan, ville forordningen selv have angivet det (56). Det må følgelig anses for muligt, at der, når de fastsatte betingelser er opfyldt, gives beskyttelse til betegnelser af stor udstrækning, herunder dem, der omfatter et helt land (57).

34.   Det må fastholdes som en mulighed, at oprindelsesbetegnelsen omfatter et helt lands område, hvorved jeg bemærker, at der i flere bestemmelser, såvel nationale som internationale, ikke fastsættes nogen overgrænse (58). Derimod betragter nogle fællesskabsbestemmelser, som f.eks. de tidligere nævnte inden for vindyrkningsområdet, en så vid henvisning som et undtagelsestilfælde (59).

35.   En betegnelse, der omfatter en stat i sin helhed, kan sikkert kritiseres for at være protektionistisk, for så vidt som statens produkter opnår fordele ene og alene i kraft af at være fremstillet der. Ved at betegne disse situationer som »undtagelsestilfælde« har forordningen imidlertid villet tage højde for, at det er sjældent forekommende, at en vares egenskaber fremstår som værende knyttet til de naturbetingede og menneskelige faktorer i et land som helhed (60), hvilken situation har mindre vidtrækkende virkninger, når der er tale om lande af lille udstrækning, men anvendelsen er ikke udelukket i andre situationer. Til denne gruppe må således henregnes registreringen af »Svecia« (61) eller registreringen af »Salamini italiani alla cacciatora« (62).

ii)    Den kvalitative forbindelse

36.   Med denne betingelse kræves det, at produktet har en kvalitet eller nogle egenskaber, der adskiller det fra andre af samme art, og at dette skyldes nogle særlige betingelser i dets oprindelsesområde, som f.eks. klimaet eller vegetationen.

37.   I almindelighed skyldes den særlige karakter dog mere end et forhold, og ofte følger den af en kombination af flere omstændigheder. Bestemmelsen nævner »naturbetingede og menneskelige» faktorer (63). Selv om benyttelsen af »og« viser, at begge faktorer skal foreligge, er der intet til hinder for, at den ene normalt er den dominerende, dvs. at i de fleste tilfælde, hvor de særlige egenskaber skyldes de naturbetingede omstændigheders indflydelse, ydes beskyttelsen som oprindelsesbetegnelse, mens den, såfremt de særlige kendetegn specielt skyldes menneskets medvirken, ydes som geografisk betegnelse (64).

b)      Sidestillede begreber

38.   I artikel 2, stk. 3 og 4, udvides oprindelsesbetegnelsesbegrebet idet der tilføjes traditionelle betegnelser og andre betegnelser, der har bibetydninger vedrørende fysiske omstændigheder.

i)      De traditionelle betegnelser

39.   Normalt består de territoriale kendetegn i navnet på en by, en lokalitet, et område eller en mere eller mindre udstrakt region. I erhvervslivet kendes der imidlertid andre tegn af større rækkevidde, som ikke umiddelbart eller utvetydigt vækker forestillinger om en oprindelse inden for et bestemt område, men som antyder en sådan indirekte. Dette er tilfældet ved de traditionelle betegnelser, der ikke umiddelbart henviser til et sted, men som er egnede til at betegne varens herkomst, idet de i forbrugernes bevidsthed udløser en associeringsproces til en eller anden lokalitet (65).

40.   Artikel 2, stk. 3, bestemmer, at visse traditionelle betegnelser, geografiske eller af anden art, som betegner et landbrugsprodukt eller et levnedsmiddel med oprindelse i et område eller et bestemt sted, og som opfylder betingelserne i stk. 2, litra a), andet led, sidestilles med oprindelsesbetegnelser (66).

41.   Hvad angår disse betegnelser, der også anerkendes inden for andre områder, som f.eks. vindyrkning (67), forsvinder den geografiske tilknytning, selv om det grundlæggende træk opretholdes, som består i associeringen til et konkret område, som skaber visse særlige egenskaber. Der er tale om atypiske tilfælde – »visse betegnelser« hedder det i bestemmelsen – der opfylder de grundlæggende krav til det begreb, som de sidestilles med.

42.   Til forskel fra andre sektorer, hvor beskyttelsen alene ydes med hensyn til udtrykkeligt nævnte egenskaber, ydes der her en generel beskyttelse for landbrugsprodukter eller levnedsmidler, som har oprindelse »i et område eller et bestemt sted«, såfremt varens egenskaber eller andre kendetegn hovedsageligt eller fuldstændigt kan tilskrives det geografiske miljø med dets naturbetingede og menneskelige faktorer, og som er fremstillet, forarbejdet og tilvirket i det afgrænsede område.

ii)    Andre territoriale betegnelser

43.   Artikel 2, stk. 4, udstrækker beskyttelsen til de tilfælde, hvor råvarerne i de pågældende produkter hidrører fra et større eller et andet geografisk område end det område, hvor de er forarbejdet, forudsat at produktionsområdet for råvaren er afgrænset, at der gælder særlige betingelser for fremstilling af råvaren, samt at der findes en kontrolordning, som sikrer, at disse betingelser er overholdt.

44.   Herved medtages de situationer, hvor en vare, der er identificeret ved hjælp af en oprindelsesbetegnelse, dog ikke stammer fra de angivne steder (68).

2.      Betegnelser, der ikke kan registreres

45.   Artikel 3 foretager en negativ afgrænsning, idet den forbyder registrering af visse navne, såsom artsbetegnelser og navne, der kan virke vildledende med hensyn til produktets virkelige oprindelse.

a)      Artsbetegnelser

46.   Artikel 3, stk. 1, som herved har overtaget et klassisk forbud, der anvendes af de nationale myndigheder og er anerkendt af Domstolen (69), forbyder optagelse i registeret af »betegnelser, der er blevet artsbetegnelser«. Denne bestemmelse suppleres med forskriften i artikel 17, stk. 2, der også udelukker »artsbetegnelser«, selv om de nyder beskyttelse i Fællesskabets medlemsstater eller har vundet hævd ved brug i andre stater, hvor der ikke findes nogen beskyttelsesordning.

47.   Begrænsningen er berettiget, eftersom disse betegnelser ikke længere opfylder deres hovedfunktion efter at have tabt tilknytningen til det område, hvor de er frembragt, og ikke længere betegner varen i sig selv som hidrørende fra et bestemt sted, men er overgået til at være beskrivende for en art eller en klasse af genstande (70).

48.   I erkendelse af de vanskeligheder, som forbuddet giver anledning til, fastsætter grundforordningen selv bestemmelser, hvorved det afgrænses. Det bestemmes for det første, at »i denne forordning forstås ved en betegnelse, der er blevet en artsbetegnelse, navnet på et landbrugsprodukt eller et levnedsmiddel, der selv om det henviser til det sted eller område, hvor [det] først blev fremstillet eller markedsført, er blevet fællesbetegnelsen for et landbrugsprodukt eller levnedsmiddel«. For det andet bestemmer forordningen, at »for at fastslå, hvorvidt en betegnelse er blevet en artsbetegnelse, tages der hensyn til alle faktorer, især

–       de faktiske forhold i den medlemsstat, hvor navnet har sin oprindelse, og i det traditionelle forbrugsområde

–       de faktiske forhold i andre medlemsstater

–       de relevante nationale retsforskrifter eller EF-retsforskrifter.«

49.   Dermed er forskrifterne ikke udtømt, idet samme artikel 3 pålægger Rådet – inden forordningen træder i kraft – at opstille og godkende en ikke udtømmende vejledende liste over navnene på landbrugsprodukter og levnedsmidler, der er omfattet af forordningen, og som i henhold til stk. 1 betragtes som artsbetegnelser og således ikke kan registreres. På datoen for fremsættelsen af nærværende forslag til afgørelse er dette påbud dog ikke blevet efterlevet.

b)      Vildledende betegnelser

50.   Ifølge artikel 3, stk. 2, er det udelukket at registrere et navn, der kolliderer med navnet »på en planteart eller en dyrerace og derfor vil kunne vildlede offentligheden med hensyn til produktets virkelige oprindelse«.

3.      Registreringsproceduren

51.   I lighed med andre industrielle ejendomsrettigheder opnås beskyttelsen af et kendetegn for et landbrugsprodukt eller et levnedsmiddel ved optagelse i et register, som er en foranstaltning med konstitutiv karakter, der har samme formål som ordningen vedrørende EF-varemærker (71), men som adskiller sig fra ordningen inden for vinsektoren.

52.   Da der er tale om det eneste middel til beskyttelse af sådanne tegn inden for Fællesskabet, skal registreringskravet, således som det fremgår af artikel 17, stk. 3, også overholdes for de betegnelser, der inden grundforordningens ikrafttræden allerede var beskyttet i henhold til de nationale lovgivninger eller havde vundet hævd som følge af brug i henhold til de lovgivninger, der er baseret på en anden ordning. Registreringen kan gennemføres efter en normal procedure eller efter en forenklet procedure.

a)      Den normale procedure

53.   Denne består af to successive faser, hvor den første gennemføres ved de nationale instanser og den anden ved Kommissionen. Dette sidste led omfatter kontrol, eventuelt indsigelse samt afgørelsen vedrørende registreringen.

54.   For så vidt angår de foreliggende annullationssøgsmål skal jeg blot bemærke, at grundforordningens artikel 15 (72) nedsætter et udvalg – herefter »forvaltningsudvalget« – der forelægges et udkast med henblik på, at udvalget afgiver en udtalelse. Herefter foreligger to alternative muligheder: Hvis udtalelsen er overensstemmende, vedtages foranstaltningen; hvis den ikke er overensstemmende, forelægges udkastet for Rådet. Denne sidstnævnte mulighed foreligger tillige i den situation, hvor det nævnte udvalg ikke afgiver nogen udtalelse, hvilket i mange tilfælde skyldes, at der ikke har kunnet opnås de fornødne stemmer. Såfremt Rådet, uanset af hvilken grund, ikke har truffet nogen afgørelse inden for en frist på tre måneder, »vedtages de foreslåede foranstaltninger af Kommissionen«.

b)      Den forenklede procedure

55.   Ved siden af disse bestemmelser indeholdt artikel 17 – bestemmelsen er blevet ophævet ved den ovennævnte forordning nr. 692/2003 – andre, mere enkle regler for at undgå, at de betegnelser, der allerede var beskyttet i de nationale retsordener, blev undergivet de samme restriktioner og tidsmæssige betingelser som de nye betegnelser.

56.   Bestemmelsen omfattede følgende foranstaltninger: a) meddelelse fra medlemsstaterne til Kommissionen, inden for en frist på seks måneder efter forordningens ikrafttræden, hvilke ved lov beskyttede betegnelser eller, i de lande, hvor der ikke findes nogen beskyttelsesordning, hvilke hævdvundne betegnelser de ønskede at registrere, og b) registrering ved Kommissionens foranstaltning i henhold til proceduren i artikel 15 af de betegnelser, der var i overensstemmelse med artikel 2 og 4, hvorved artikel 7 ikke finder anvendelse, og idet det er udelukket at registrere »artsbetegnelser« (73).

c)      Den Videnskabelige Komité

57.   Uanset hvilken procedure der blev anvendt, indebar den beskrevne ordning hyppigt en undersøgelse af meget tekniske spørgsmål. Med henblik på bistand vedrørende disse spørgsmål oprettede Kommissionen ved afgørelse af 21. december 1992 (74) en videnskabelig komité, hvis medlemmer er højt kvalificerede sagkyndige, og hvis opgave er at undersøge elementerne i definitionen af geografisk betegnelse og oprindelsesbetegnelse, undtagelserne herfra, hvorvidt der er tale om artsbetegnelser, og at vurdere spørgsmålet om et produkts traditionelle karakter samt kriterierne vedrørende risikoen for vildledning af forbrugeren i tilfælde af konflikt.

E –    Forordning nr. 1107/96

58.   Som resultat af de i grundforordningens artikel 17 omhandlede underretninger vedtog Kommissionen den 12. juni 1996 den tidligere nævnte forordning nr. 1107/96 (75) med henblik på at give meddelelse om de foretagne EF-registreringer. Det bestemmes i artikel 1, at »betegnelserne i bilaget registreres som beskyttet geografisk betegnelse [...] eller beskyttet oprindelsesbetegnelse [...]«.

59.   Bilaget er blevet ændret og suppleret mange gange, sædvanligvis for at foretage en registrering (76). Det er netop anfægtelsen af en af disse registreringer, som har givet anledning til de søgsmål, der nu skal tages stilling til.

III – Undersøgelse af Domstolens retspraksis

60.   En gennemgang af Domstolens afgørelser har særlig betydning med henblik på at afklare de begreber, der skal tages i betragtning for så vidt angår den ydede beskyttelse og indholdet af grundforordningen.

A –    Den begrebsmæssige udformning som industrielle og kommercielle ejendomsrettigheder

61.   Dassonville-dommen (77) behandlede for første gang oprindelsesbetegnelser, ganske vist indirekte, idet anledningen var en præjudiciel sag vedrørende fortolkningen af de tidligere artikler 30, 31, 32, 33, 36 og 85 i traktaten i relation til et krav i Belgien om, at et officielt dokument, udstedt af eksportlandets regering, skulle fremlægges for produkter med oprindelsesbetegnelse. Ud over at definere begrebet foranstaltning med tilsvarende virkning (præmis 5) fastslog Domstolen, at så længe der ikke er skabt en fællesskabsordning, som garanterer forbrugerne, at et produkts oprindelsesbetegnelse er ægte, kan medlemsstaterne træffe rimelige foranstaltninger, der hverken er diskriminerende eller restriktive, med henblik på at hindre illoyal praksis (præmis 6 og 7).

62.   Sekt-dommen, som jeg har nævnt ovenfor, behandlede spørgsmålet mere direkte ud fra synsvinklen vedrørende de frie varebevægelser. Efter Kommissionens opfattelse havde Tyskland tilsidesat denne frihed ved at forbeholde betegnelserne »Sekt« og »Weinbrand« for nationale vine og brændevine og betegnelsen »Prädikatssekt« for sekt, der var fremstillet i Tyskland, og som indeholdt en bestemt mindsteandel af tyske druer. Domstolen var af samme opfattelse, idet den bemærkede, at selv om traktaten ikke hindrer den enkelte medlemsstat i at lovgive på dette område, forbyder den, at der indføres nye foranstaltninger, som har en vilkårlig og uberettiget karakter og derfor indebærer virkninger, der svarer til kvantitative restriktioner, hvilket netop er tilfældet, når den beskyttelse, som er fastsat for herkomstbetegnelser, gives for så vidt angår benævnelser, der ikke har denne karakter, såsom navne, der på det pågældende tidspunkt har karakter af artsbenævnelser.

63.   Der anerkendtes i dommen, at begrænsningen af de frie varebevægelser var berettiget af hensyn til beskyttelsen af oprindelsesbetegnelser, for så vidt som disse sikrer producenternes interesse i at undgå illoyal konkurrence og forbrugernes interesse i at værge sig mod vildledende betegnelser (præmis 7). Cassis de Dijon-dommen (78) henviste på ny til »god handelsskik« og »forbrugerbeskyttelse« som begrundelse for begrænsningen.

64.   Disse hensyn findes imidlertid ikke blandt dem, der nævnes i artikel 30 EF, der ikke må »udvides til andre tilfælde end de udtrykkeligt nævnte« (79), idet den skal fortolkes indskrænkende (80). Det var som følge heraf tvivlsomt, hvorvidt den nævnte bestemmelse fandt anvendelse på benævnelser, der angiver en tings oprindelse.

65.   Den overvejende opfattelse i teorien var, at sådanne benævnelser opfattes af begrebet industriel og kommerciel ejendomsret, der nævnes i bestemmelsen (81). Man henviste i den forbindelse til Pariserkonventionen af 20. marts 1983 om en union til beskyttelse af industriel ejendomsret (82), hvis artikel 1, stk. 2, ved siden af patenter og varemærker omfatter »oprindelsesbetegnelser«.

66.   I Delhaize-dommen (83) tiltrådte Domstolen denne opfattelse, da den tog stilling til spørgsmålet om muligheden for at aftappe en vin et andet sted end inden for dyrkningsområdet, idet den fandt, at et forbud herimod udgør en forbudt foranstaltning, der kun kan begrundes »ud fra hensynet til at beskytte industriel og kommerciel ejendomsret efter traktatens artikel 36 [efter ændring nu artikel 30 EF], såfremt disse betingelser er nødvendige for at sikre, at oprindelsesbetegnelsen opfylder sit særlige formål« (præmis 16). Det samme standpunkt blev indtaget i Exportur-dommen (84) og i dommen i sagen Belgien mod Spanien (85); det udtales i sidstnævnte dom: »Oprindelsesbetegnelser udgør industrielle og kommercielle ejendomsrettigheder. Reglerne herom beskytter de berettigede mod retsstridig brug af oprindelsesbetegnelser, som foretages af tredjemænd, der ønsker at udnytte disses omdømme. Oprindelsesbetegnelsers formål er at sikre, at det produkt, der bærer en sådan betegnelse, hidrører fra et bestemt geografisk område og har visse særlige kendetegn« (præmis 54). Disse synspunkter kom på ny til udtryk i Ravil-dommen og Consorzio del Prosciutto di Parma (86) og Salumificio S. Rita-dommen (87).

B –    Beskyttelsens formål

67.   I den ovennævnte Sekt-dom understregede Domstolen, at formålet med oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser er at angive og garantere, at det betegnede produkt »faktisk har kvaliteter og egenskaber, som skyldes dets geografiske herkomst« (præmis 7). Denne opfattelse indebar, at der blev krævet en dobbelt tilknytning, rumlig og kvalitativ (88), hvilket også blev foreskrevet i grundforordningen, ligesom det blev understreget i Delhaize-dommen, som jeg har omtalt ovenfor.

68.   I dommen i sagen Belgien mod Spanien, som også er nævnt ovenfor, fremdrog Domstolen det omdømme i brugernes øjne, som virksomhederne kan benytte for at tiltrække kunder. Den bemærkede, at »oprindelsesbetegnelsers omdømme beror på det image, de har hos forbrugerne. Dette afhænger igen hovedsagelig af produktets særlige kendetegn og mere generelt af dets kvalitet. Det er i sidste ende kvaliteten, som skaber produktets omdømme« (præmis 56).

69.   Rubriceringen som industriel og kommerciel ejendomsret giver rettighedsindehaverne et nyt perspektiv, der er baseret på deres varers åbenlyse eller underforståede omdømme (89), idet de beskyttes mod at blive anvendt med urette af personer, der ønsker at benytte en betegnelse uden lovligt grundlag. Med andre ord tildeles der herved et monopol på brugen. I overensstemmelse hermed fastslog Domstolen i Keurkoop-dommen (90), at beskyttelsen af disse formuegoder i henhold til artikel 30 EF har til formål at »definere de enerettigheder, der er karakteristiske for denne ejendomsret« (præmis 14).

70.   Dog følger beskyttelsen af de såkaldte rene oprindelsesangivelser – således som det kan udledes af Warsteiner Brauerei-dommen (91) og mere udtrykkeligt følger af den allerede nævnte CMA-dom – ikke af den industrielle eller kommercielle ejendomsrettighed, men derimod af hensynet til beskyttelsen af forbrugerne. I præmis 26 i denne sidstnævnte dom forkaster Domstolen argumentet om, »at den omtvistede ordning skulle være retfærdiggjort med henvisning til EF-traktatens artikel 36 [...], idet den skulle falde ind under undtagelsen vedrørende beskyttelse af industriel og kommerciel ejendomsret, fordi CMA-mærket skulle være en rent geografisk oprindelsesbetegnelse«.

C –    Grundforordningen

71.   Domstolen har ved flere lejligheder behandlet forordning nr. 2081/92. En systematiseret fremstilling af retspraksis gør det muligt at sondre mellem afgørelser vedrørende anvendelsesområde, udstrækningen af beskyttelsen efter fællesskabsbestemmelserne samt vedrørende optagelsen i registeret og virkningerne heraf, således at der opnås et generelt overblik over forordningen.

1.      Anvendelsesområde

72.   I dommen i sagen Italien mod Kommissionen (92) præciserede Domstolen i en sag vedrørende anfægtelse af forordningen om handelsnormer for olivenolie (93), at de særlige kriterier, som er fastsat i grundforordningen, »henviser [...] til bestemte ensartede geografiske områder og kan ikke omsættes i generelle regler, som gælder uden hensyn til de pågældende områders udstrækning og forskelligartethed«, og at der ikke kan opstilles »noget generelt princip, hvorefter de forskellige landbrugsprodukters oprindelse nødvendigvis skal fastsættes ensartet under hensyn til det geografiske område, hvor de er dyrket« (præmis 24).

73.   Dernæst bemærkede Domstolen i Budějovický Budvar-dommen (94), at grundforordningens anvendelsesområde »afhænger i det væsentlige af betegnelsens art, da det er begrænset til betegnelser vedrørende et produkt, med hensyn til hvilket der er en særlig forbindelse mellem dets egenskaber og geografiske oprindelse, samt af rækkevidden af den tillagte fællesskabsretlige beskyttelse«.

74.   I dommen i sagen Pistre m.fl., som jeg har omtalt i det foregående, hvori Domstolen besvarede et præjudicielt spørgsmål, der var stillet af Frankrigs Cour de cassation vedrørende anvendelsen af udtrykket »montagne« for landbrugsprodukter og levnedsmidler, fremhævede Domstolen mere konkret forbindelsen mellem varernes kvalitet og egenskaber på den ene side og det fysiske miljø på den anden side. Denne forbindelse foreligger ikke ved det nævnte ord, som i øvrigt hos køberen vækker forestillinger om egenskaber, som abstrakt vedrører bjergområder, men ikke en forestilling om et bestemt sted, område eller land.

75.   Som det fremgår af sidstnævnte dom, har staterne bevaret retten til at fastsætte bestemmelser for deres eget territorium vedrørende brugen af territoriale betegnelser. Warsteiner Brauerei-dommen, der ligeledes er nævnt i det foregående, bekræftede dette princip for så vidt angår rene angivelser, idet det blev kendt for ret, at fællesskabsretten »ikke er til hinder for anvendelsen af en national lovgivning, der forbyder brug, med risiko for vildledning, af en geografisk betegnelse, ved hvilken der ikke er nogen sammenhæng mellem produktets kendetegn og dets geografiske oprindelse« (præmis 54). Budějovický Budvar-dommen, jf. ovenfor, fastslog på ny denne opfattelse.

2.      Beskyttelsens udstrækning

76.   I Consorzio per la tutela del formaggio Gorgonzola-dommen (95) fastslog Domstolen for det første, at på fællesskabsrettens nuværende udviklingstrin er princippet om frie varebevægelser ikke til hinder for, at en medlemsstat træffer foranstaltninger for at sikre beskyttelsen af registrerede betegnelser. Den tilføjede for det andet, at beskyttelsen i henhold til grundforordningen omfatter enhver antydning [artikel 13, stk.1, litra b)], uanset at den virkelige oprindelse er angivet, hvilket omfatter de tilfælde, hvor det anvendte udtryk omfatter en del af den beskyttede betegnelse, og det er herved uden betydning, om der er risiko for forveksling (præmis 25 og 26).

77.   Mellem fremstillingen og markedsføringen ligger der imidlertid som regel flere faser, og af denne grund tog Domstolen i de førnævnte domme i Ravil- og Consorzio del Prosciutto di Parma og Salumificio S. Rita-sagerne stilling til det forhold, at rivningen og emballeringen af en ost, ligesom udskæringen af en skinke, muligvis foretages andre steder end på produktionsstedet. Det blev fastslået i begge domme, at hverken forpligtelsen til at underrette køberne om, at de nævnte foranstaltninger er blevet foretaget et andet sted, eller kontrolforanstaltningerne uden for oprindelsesområdet er tilstrækkelige til at sikre, at det formål nås, som oprindelsesbetegnelserne forfølger (96).

3.      Registreringen og dennes retsvirkninger

78.   I Chiciak og Fol-dommen (97) og i den tidligere nævnte Consorzio per la tutela del formaggio Gorgonzola-dom behandlede Domstolen det forhold, at registreringen er pligtmæssig, og støttede sig i den anden dom på den første som begrundelse for at fastslå, at den beskyttelse af en betegnelse, som en national myndighed har givet, falder bort, når Kommissionen har gennemført registreringen, hvilket også gælder, selv om den nationale beskyttelse havde større rækkevidde end fællesskabsbeskyttelsen (præmis 18).

79.   I Chiciak og Fol-dommen afgrænsede Domstolen derimod registreringens retsvirkninger ved undersøgelsen af spørgsmålet, om et registreret navn ensidigt kunne ændres efter den forenklede procedure i grundforordningens artikel 17. Den forkastede denne mulighed, idet den fortolkede forordningen »således, at en medlemsstat efter forordningens ikrafttrædelse ikke ved nationale bestemmelser kan ændre en oprindelsesbetegnelse, som den har anmodet om registrering af i medfør af artikel 17, og yde den beskyttelse på nationalt plan« (præmis 33).

80.   For så vidt angår følgerne af indførelsen i registeret skal jeg ligeledes nævne Bigi-dommen (98). Spørgsmålet i sagen var, hvorvidt reven ost kunne sælges som »parmesan« uden for Italien – det land, hvor den fremstilles, og hvor brugen af denne betegnelse er forbudt – fordi den ikke overholdt varespecifikationen »Parmigiano Reggiano«. Svaret var meget klart: Fra det tidspunkt, hvor en medlemsstat anmoder om registrering efter den forenklede procedure, kan varer, som ikke er i overensstemmelse med de relevante varespecifikationer, ikke lovligt markedsføres på denne stats område, og når en betegnelse er indført i registeret, gælder den undtagelsesordning, som er fastsat i grundforordningens artikel 13, stk. 2, kun for produkter, der ikke har oprindelse på denne stats område.

81.   I anledning af, at en af ændringerne af forordning nr. 1107/96, hvorved »Spreewälder Gurken« blev registreret som beskyttet geografisk betegnelse (99), blev anfægtet, fik Domstolen endvidere i dommen i sagen Carl Kühne m.fl. (100) lejlighed til at behandle kompetencefordelingen mellem staterne og Kommissionen i forbindelse med registreringsproceduren, og den præciserede herved det i grundforordningens artikel 17 anvendte begreb »hævdvunden« betegnelse. Vedrørende det første punkt anførte Domstolen, at arbejdsfordelingen er begrundet med, at en registrering forudsætter, at »visse betingelser er opfyldt, hvilket i vidt omfang kræver indgående kendskab til forhold, som er særegne for den pågældende medlemsstat, og hvilke forhold de kompetente myndigheder i denne stat er bedst til at kontrollere« (præmis 53), hvorimod det påhviler Kommissionen at kontrollere, »at en varespecifikation, som er bilagt ansøgningen, er i overensstemmelse med [grundforordningens] artikel 4«, dvs. at den indeholder de krævede elementer, og at disse ikke er behæftet med åbenbare fejl, såvel som at kontrollere, »at betegnelsen opfylder betingelserne i artikel 2, stk. 2, litra a) eller b)« i den nævnte forordning (præmis 54). Hvad angår det andet punkt fandt Domstolen, at vurderingen af, om der er vundet hævd på et udtryk som følge af dets brug, falder ind under den kontrol, som de kompetente nationale myndigheder skal foretage – i givet fald efterprøvet af de nationale domstole – før registreringsansøgningen tilsendes Kommissionen (præmis 60).

4.      Sammenfatning

82.   Alle disse domme afspejler fællesskabsbestemmelsernes målsætning om at styrke kvaliteten af de produkter, der er omfattet af den fælles landbrugspolitik, ved at forbedre disses anseelse, således som det udtrykkeligt anerkendes i de tidligere nævnte domme i Ravil- og Consorzio del Prosciutto di Parma og Salumificio S. Rita-sagerne (101), der tillægger oprindelsesbetegnelserne den dobbelte målsætning at garantere det betegnede produkts herkomst og forhindre svigagtig benyttelse af navnet, samtidig med at de beskytter den industrielle og kommercielle ejendomsret, der i relation til princippet om frie varebevægelser får stadig større betydning.

IV – Tvisternes baggrund

A –    Den første optagelse af »feta« i forordning nr. 1107/96 (102)

83.   Den 21. januar 1994 indgav de græske myndigheder i henhold til grundforordningens artikel 17, stk. 1, en ansøgning til Kommissionen om registrering ordet »feta« som beskyttet oprindelsesbetegnelse for en ostetype. De fremsendte akter indeholdt oplysninger om den geografiske oprindelse af den råvare, der anvendes ved fremstillingen, om naturforholdene i de områder, hvor råvaren produceres, om arterne og racerne af de dyr, hvis mælk anvendes, om den pågældende mælks kvalitative karakteristika, om metoden til fremstilling af osten og om dennes kvalitative egenskaber.

84.   De græske myndigheder vedlagde landbrugsministeriets ministerielle bekendtgørelse nr. 313025/1994 af 11. januar 1994 (103) om beskyttelse af den nævnte betegnelse inden for det nationale område:

–       Det bestemmes i bekendtgørelsens artikel 1, stk. 1, at »betegnelsen »feta« registreres som beskyttet oprindelsesbetegnelse (BOB) for hvid ost i saltlage, der fremstilles på traditionel vis i Grækenland, nærmere bestemt i de egne, som er anført i stk. 2, og af fåremælk eller en blanding af fåre- og gedemælk«.

–       I medfør af artikel 1, stk. 2, må den mælk, der anvendes ved fremstillingen, »udelukkende komme fra Makedonien, Thrakien, Epiros, Thessalien, Centralgrækenland (Sterea Ellada), Peloponnes og fra Lesvos amt«.

–       De øvrige bestemmelser omhandler kravene til mælken, fremstillingsmetoden, ostens kendetegn, navnlig de kvalitative, organoleptiske og smagsmæssige kendetegn, samt angivelserne på emballagen.

–       I henhold til artikel 6, stk. 2, er det ikke tilladt at fremstille, importere, eksportere, markedsføre og sælge en ost som »feta«, som ikke opfylder de ovennævnte forskrifter.

85.   Kommissionen – som fandt det nødvendigt at handle med den største forsigtighed – lod i 1994 foretage en eurobarometer-forbrugerundersøgelse med deltagelse af 12 800 personer, hvorom den afsluttende rapport blev vedtaget den 24. oktober 1994:

–       Gennemsnitligt har én ud af fem borgere i Den Europæiske Union hørt ordet eller set det gengivet på tryk. I to stater, nemlig Den Hellenske Republik og Kongeriget Danmark, kendes ordet af næsten alle.

–       Blandt dem, der genkender ordet, forbinder flertallet det med en ost, og en ret stor del præciserer, at den har græsk oprindelse.

–       Tre ud af fire personer, der kender »feta«, anfører, at ordet får dem til at tænke på et land eller en region, som produktet har noget at gøre med.

–       Blandt dem, som har set eller hørt navneordet, betegner 37,2% det som et almindeligt navn – en procent, som i Danmark når op på 63% – mens 35,2% mener, at det henviser til et produkt med en bestemt oprindelse – i Grækenland har 52% denne opfattelse. Resten udtaler sig ikke.

–       Endelig er meningerne meget forskellige med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om et levnedsmiddel, der er artsbestemt eller har en bestemt oprindelse. Blandt de personer, der spontant reagerer på navnet og forklarer, at der er tale om en ost, tillægger 50% den en konkret oprindelse, og 47% mener, at der er tale om et almindeligt navn.

86.   Den 15. november 1994 afgav Den Videnskabelige Komité en udtalelse, hvori den med fire stemmer mod tre antog, at henset til de foreliggende oplysninger var betegnelserne for registrering opfyldt, navnlig betingelserne i grundforordningens artikel 2, stk. 3. Endvidere erklærede komitéen, på dette punkt med enstemmighed, at ordet ikke var blevet en artsbetegnelse.

87.   Den 19. januar 1996 vedtog Kommissionen en liste over navne – heri indgik »feta« – der kunne registreres i henhold til forordningens artikel 17. Forvaltningskomitéen afgav ikke udtalelse inden for den herfor fastsatte frist; forslaget blev den 6. marts 1996 forelagt for Rådet, som imidlertid heller ikke traf afgørelse inden for den frist på tre måneder, som det havde hertil.

88.   Den 12. juni 1996 vedtog Kommissionen forordning nr. 1107/96, hvorved »feta« blev optaget i forordningens bilag, afsnit A, »produkter i traktatens bilag II til konsum«, under »ost«, land »Grækenland«, og blev herved registreret som beskyttet oprindelsesbetegnelse (»BOB«).

89.   Den danske, den tyske og den franske regering anfægtede denne registrering ved indledning af annullationssøgsmål herom for Domstolen.

B –    »Feta-dommen«

90.   Denne dom bragte de tre søgsmål til afslutning, idet den udtalte og bestemte, at »Kommissionens forordning (EF) nr. 1107/96 af 12. juni 1996 om registrering af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser efter proceduren i artikel 17 i Rådets forordning (EØF) nr. 2081/92 annulleres, for så vidt som »feta« i forordningen er registreret som beskyttet oprindelsesbetegnelse«.

91.   Sagsøgerne havde i det væsentlige fremført to anbringender vedrørende grundforordningens artikel 2, stk. 3, og artikel 3, stk. 1. Med det første anbringende gjorde de gældende, at de fornødne betingelser for registreringen ikke var opfyldt, da det betegnede levnedsmiddel ikke havde oprindelse i et område eller bestemt sted og heller ikke havde egenskaber eller andre kendetegn, som hovedsageligt eller fuldstændigt kunne tilskrives det geografiske miljø med dets naturbetingede og menneskelige faktorer i det område eller på det sted, som det havde oprindelse i. Med det andet anbringende gjorde de gældende, at udtrykket var en artsbetegnelse og derfor ikke kunne registreres.

92.   Domstolen indledte sin undersøgelse med dette sidstnævnte spørgsmål, fordi forbuddet mod registrering af artsbetegnelser omfatter alle slags betegnelser, herunder betegnelser, der opfylder betingelserne for at yde dem beskyttelse (præmis 52).

93.   Efter at have anført de sagsøgende staters argumenter på den ene side (præmis 53-64) og Kommissionens og Grækenlands argumenter på den anden side – ligesom i nærværende sag intervenerede Grækenland til støtte for, at den anfægtede forordning var lovlig – (præmis 65-77) fremsatte Domstolen sine bemærkninger, hvoriblandt følgende punkter skal fremhæves:

–       Registreringsforbuddet i grundforordningens artikel 3 finder også anvendelse »på betegnelser, der altid har været artsbetegnelser« (præmis 80).

–       For så vidt angår de argumenter, som visse regeringer havde fremført herom, »dels i forbindelse med udarbejdelsen af […] [forslaget] til en liste over artsbetegnelser, dels i forbindelse med proceduren omkring vedtagelsen af den omtvistede forordning«, må der lægges megen vægt på »de bemærkninger«, som Kommissionen fremsatte før og under sagens behandling (præmis 82-86).

–       Gennemgangen heraf viser, at den nævnte institution »har bagatelliseret betydningen af de faktiske forhold i andre medlemsstater end oprindelsesstaten, og at den har frakendt de nationale retsforskrifter enhver betydning« (præmis 87), hvilke forhold, tillige med de faktiske forhold i den medlemsstat, hvor navnet har sin oprindelse, og i det traditionelle forbrugsområde, udtrykkeligt nævnes i artikel 3, stk. 1 (præmis 88).

–       I forlængelse af det ovenfor anførte og under henvisning til artikel 7, stk. 4, andet led, bemærkede Domstolen, at »den omstændighed, at registreringen af en betegnelse [...] vil skade eksisterende produkter, som lovligt findes på markedet, [er] en omstændighed, der kan bevirke, at en indsigelsesmeddelelse fra en anden medlemsstat tages til følge« hvilket, selv om dette udtrykkeligt er bestemt for den normale registreringsprocedure, også gælder for den forenklede procedure, idet der skal tages hensyn til »loyal skik og brug og den faktiske risiko for forveksling« (præmis 91-94).

–       Endvidere skal der tages hensyn til eksisterende produkter på markedet, som har været lovligt markedsført under den pågældende betegnelse i andre medlemsstater end oprindelsesstaten, der ansøgte om registreringen (præmis 96).

–       I det omtvistede tilfælde var der ikke blevet taget hensyn til, at den pågældende betegnelse »længe havde været anvendt i en række andre medlemsstater end Den Hellenske Republik« (præmis 101).

94.   På baggrund af de ovennævnte punkter måtte det konkluderes, at Kommissionen ikke havde taget hensyn til »alle de faktorer, som den skulle i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 1«, hvilket begrundede afsigelsen af den ovenfor citerede annullationsdom.

95.   Dommen undersøgte ikke de materielle forudsætninger, der kræves opfyldt med henblik på registreringen, især spørgsmålet om betegnelsens karakter af artsbetegnelse, men vurderede simpelthen Kommissionens analyse, som Domstolen fandt mangelfuld. Domstolen efterprøvede heller ikke, hvorvidt de formelle krav, der stilles til traditionelle betegnelser, var opfyldt.

C –    Den anden optagelse af »feta« i forordning nr. 1107/96 i medfør af forordning nr. 1829/2002

96.   Som følge af den gennemgåede dom blev betegnelsen »feta« slettet i registeret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1070/1999 af 25. maj 1999.

97.   I betragtning af grundene til annullationen ønskede Kommissionen imidlertid at foretage en tilbundsgående ajourført vurdering af situationen i Fællesskabet med hensyn til produktion og forbrug af »feta« og kendskabet til denne betegnelse, og den 15. oktober 1999 sendte den herefter et spørgeskema til samtlige medlemsstater, som der er grund til at opholde sig ved, selv om det udtrykkeligt er af vejledende karakter (104).

a)      Med hensyn til fremstillingen af osten har kun Grækenland – siden 1935 – og Danmark – siden 1963 – en særlig lovgivning (105), selv om også Tyskland og Frankrig fremstiller den:

–       Grækenland producerede 115 000 tons, næsten udelukkende til hjemmemarkedet.

–       Danmark producerede i 1998 27 640 tons, der hovedsageligt gik til eksport.

–       Tyskland påbegyndte fremstillingen i 1972, og produktionen har svinget mellem 19 757 tons og 39 201 tons, og mens den oprindeligt blev konsumeret af indvandrere, er den senere blevet omlagt til eksport.

–       Frankrig påbegyndte fremstillingen af osten i 1931, og produktionen har været oppe på 19 964 tons, som for tre fjerdedeles vedkommende sælges til andre lande (106).

Det skal fremhæves, at mens grækerne udelukkende anvender fåremælk eller en blanding af fåre- og gedemælk, bruger danskerne og tyskerne næsten udelukkende komælk, mens franskmændene bruger fåremælk og – i mindre omfang – komælk.

b)      Vedrørende forbruget, og under skyldigt hensyn til de herom tagne forbehold (107), fremgår det, at ca. 92% fandt sted i Den Hellenske Republik, da den tiltrådte Fællesskabet, hvilket senere er faldet til 73% som følge af stigningen i andre lande. Ved en beregning af forbruget pr. person pr. år fremkom der følgende data:

–       I Spanien, Luxembourg, Portugal, Italien og Nederlandene er forbruget på 0,010 kg eller derunder (svarende til 0,08% af det samlede forbrug i Fællesskabet).

–       I Irland, Det Forenede Kongerige, Østrig, Frankrig, Sverige, Belgien og Finland er forbruget mellem 0,040 og 0,150 kg (svarende til 0,32% og 1,22% af fællesskabsforbruget).

–       I Tyskland udgør forbruget 0,290 kg (svarende til 2,36% af fællesskabsforbruget).

–       I Danmark ligger det på 0,700 kg (5% af fællesskabsforbruget).

–       I Grækenland udgør forbruget hele 10,500 kg (svarende til 85,64% af fællesskabsforbruget).

c)      Vedrørende forbrugerne oplyses det, at disse generelt har tendens til at sætte »feta« i forbindelse med den græske verden, hvilket følger af etiketterne for osten (108), af offentliggjorte værker og af reklamen.

98.   De ovennævnte oplysninger blev fremsendt til Den Videnskabelige Komité, som den 24. april 2001 afgav en udtalelse, der blev vedtaget med enstemmighed (109), og hvori betegnelsen frakendes karakter af en artsbetegnelse med følgende begrundelse:

a)      Produktionen og forbruget af osten finder hovedsagelig sted i Grækenland, hvor der anvendes en anden råvare og en anden fremstillingsmetode end i de andre medlemsstater, hvilket giver produktet en dominerende stilling på det indre marked; i flertallet af de lande, hvor osten hverken fremstilles eller spises, anvendes navnet ikke, og det kan derfor ikke betegnes som en fællesbetegnelse.

b)      Hos forbrugerne leder ordet »feta« tanken hen på en bestemt oprindelse, nemlig græsk oprindelse.

c)      I de lande, der har en særlig lovgivning vedrørende dette levnedsmiddel, kan der konstateres betydelige forskelle i teknisk henseende; det forhold, at betegnelsen anvendes i toldnomenklaturen og i bestemmelserne om eksportrestitutioner, er i denne forbindelse uden betydning.

99.   På grundlag af de oplysninger, den rådede over, fandt Kommissionen, at »feta« måtte tillægges beskyttelse (110). Forvaltningskomitéen afgav ikke udtalelse inden for den frist, der var fastsat af komitéens formand. Forslaget blev forelagt Rådet, der ikke havde truffet afgørelse efter udløbet af tre måneder.

100. Under disse omstændigheder bestemte forordning nr. 1829/2002, at betegnelsen skulle optages som beskyttet oprindelsesbetegnelse i det register, der er nævnt i grundforordningens artikel 6, stk. 3, »da det ikke har kunnet fastslås, at betegnelsen [...] er en artsbetegnelse« (34. betragtning), og at den er en traditionel, ikke-geografisk betegnelse (35. betragtning).

D –    Canadane Cheese og Kouri-sagen

101. I den nævnte præjudicielle sag skulle Domstolen tage stilling til de foranstaltninger, som den græske regering havde vedtaget til beskyttelse af »feta«, og som er nævnt ovenfor. Domstolen gjorde det ikke, for efter at den foreliggende ret havde trukket de stillede spørgsmål tilbage, stod der ikke andet tilbage for Domstolen end at slette sagen af registeret ved kendelse af 8. august 1997.

102. Jeg skal, ganske vist i korthed, omtale sagen og de bemærkninger, som jeg fremførte i det fremsatte forslag til afgørelse.

103. Når bortses fra visse ældre fremgangsmåder og en første restriktiv regulering (111), indledte den græske regering en gradvis regulering af betingelserne for fremstilling og markedsføring af osten »feta« med ministeriel bekendtgørelse nr. 2109/1988 (112) udstedt af finans- og landbrugsministerierne og fortsatte reguleringen med to yderligere ministerielle bekendtgørelser udstedt af de samme ministerier, bekendtgørelse nr. 688/1989 (113) og bekendtgørelse nr. 565/1991 (114), der ændrede bestemmelserne i levnedsmiddellovens artikel 83, hvilket tillige skete ved den ministerielle bekendtgørelse nr. 313025/1994, der er omtalt ovenfor.

104. Under henvisning til disse bestemmelser forbød de græske myndigheder enhver form for salg af et parti ost, der var indført fra Danmark. Den danske virksomhed Canadane Cheese Trading AMBA og den græske virksomhed Afoi G. Kouri AEVE anfægtede forbuddet såvel som den betingelse, der var stillet for at få adgang til markedet, nemlig anvendelse af betegnelsen »hvid dansk ost i saltlage fremstillet af pasteuriseret komælk« (punkt 1-6 i forslag til afgørelse). Under den følgende retssag forelagde Grækenlands øverste forvaltningsdomstol Domstolen tre spørgsmål (punkt 7) for at få fastslået, om en lovgivning, der er til hinder for, at der i en medlemsstat under betegnelsen »feta« sælges en ost, der lovligt er fremstillet og bragt i omsætning under samme betegnelse i en anden medlemsstat, er en foranstaltning med tilsvarende virkning, som er i strid med fællesskabsretten, og om der i givet fald forelå et hensyn, der kunne begrunde foranstaltningen (punkt 46).

105. I forslaget til afgørelse omtalte jeg fremstillingen og afsætningen af den nævnte ost i Fællesskabet (punkt 9-19) og beskrev i detaljer fremstillingsprocessen i Grækenland og ostens væsentligste egenskaber: dens hvide farve, dens karakteristiske smag og lugt (den er syrlig, salt og fed) og dens faste konsistens (punkt 15 og 16). Jeg gennemgik ligeledes i enkeltheder de nationale forskrifter vedrørende dette levnedsmiddel (punkt 20-25): Under hensyn til, at grundforordningen ikke var trådt i kraft, da de faktiske omstændigheder udspillede sig, omtalte jeg Domstolens praksis samt fællesskabsbestemmelserne om salgsbetegnelser for levnedsmidler; vedrørende dette punkt opstillede jeg følgende grupper:

a)      fællesskabsbetegnelser (punkt 27), der gælder for »eurolevnedsmidler« – f.eks. honning eller chokolade – og som kan forhandles uden nogen begrænsning

b)      artsbetegnelser (punkt 28-34), som er de almindelige benævnelser, der benyttes til betegnelse af landbrugsvarer eller levnedsmidler, og som indgår i den almindelige kulturelle og gastronomiske arv, og som principielt kan benyttes af enhver, der fremstiller dem. Som eksempler herpå nævnte jeg »eddike«, »genever«, »øl«, »pasta«, »yoghurt«, »Edam«-ost, »oste«, »kødvarer« og »brød«

c)      geografiske betegnelser (punkt 35-44), hvorved forstås navne, der benyttes til betegnelse af levnedsmidler, og som angiver, at de stammer fra et bestemt område. Dette kan ske direkte, når der gives en udtrykkelig henvisning (»queso manchego«, »prosciutto di Parma«, »faba asturiana« eller »camembert de Normandie«), eller indirekte, når betegnelsen ikke indeholder noget stednavn (»queso de tetilla«, »reblochon«, »grappa«, »ouzo« eller »cava«).

106. Med henblik på besvarelsen af de præjudicielle spørgsmål måtte det først afgøres, om de omtvistede bestemmelser udgjorde en foranstaltning med tilsvarende virkning i strid med EF-traktatens artikel 30. I bekræftende fald måtte det undersøges, om foranstaltningen var begrundet.

a)      Efter en bedømmelse af de nationale bestemmelser i lyset af retspraksis fandt jeg, at de udgjorde en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ restriktion som omhandlet i traktaten (punkt 47-49).

b)      Det måtte følgelig undersøges, om den konstaterede begrænsning var omfattet af EF-traktatens artikel 30 eller eventuelt af traktatens artikel 36:

–       For at fastslå rækkevidden af den givne beskyttelse af køberne og af hensynet til god handelsskik undersøgte jeg lighederne og forskellene mellem den græske og den danske ost ud fra sammensætningen og fremstillingsmetoden (punkt 61 og 62), i lyset af de internationale bestemmelser (punkt 63), importlandets bestemmelser og forventningerne hos forbrugerne i dette land (punkt 64) og i de øvrige medlemsstater (punkt 65) samt Fællesskabets foranstaltninger (punkt 66). Konklusionen blev, at der ikke består nogen væsentlig forskel mellem de to produkter; beskyttelsen af forbrugerne og hensynet til god handelsskik kunne tilgodeses ved en passende mærkning (punkt 67 og 68).

–       Derimod fandt jeg – idet jeg understregede, at undersøgelsen var baseret på de græske retsforskrifter – at de industrielle og kommercielle ejendomsrettigheder hjemlede begrænsningen, idet betegnelsen »feta« opfylder de betingelser, der blev fastlagt i Exportur-dommen: a) Betegnelsen angiver indirekte herkomsten af den ost, der forhandles under denne betegnelse (punkt 73), b) den garanterer et levnedsmiddel med bestemte karakteristiske egenskaber og en kvalitet, der giver det et særligt renommé blandt de græske forbrugere (punkt 74 og 75), c) betegnelsen er beskyttet i national ret (punkt 76), og d) betegnelsen er ikke i Grækenland blevet ramt af uoprettelig nedslidning, som skulle have gjort den til en artsbetegnelse (punkt 77).

107. Af de nævnte grunde foreslog jeg Domstolen at besvare de præjudicielle spørgsmål som følger:

»1)      Retsforskrifter i en medlemsstat, der forbyder markedsføring af en ost under salgsbetegnelsen »feta«, der lovligt er fremstillet og bragt i omsætning under denne betegnelse i en anden medlemsstat, er en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ restriktion, der strider mod EF-traktatens artikel 30.

2)      Retsforskrifter i en medlemsstat, der forbeholder de indenlandske producenter brugen af betegnelsen »feta«, kan ikke begrundes med hensynet til forbrugerne eller beskyttelsen af god handelsskik.

3)      Retsforskrifter i en medlemsstat, der har til formål at beskytte de rettigheder, som særlig er genstand for en geografisk betegnelse, som f.eks. betegnelsen ‘feta’, kan begrundes med hensynet til beskyttelsen af industriel og kommerciel ejendomsret i henhold til EF-traktatens artikel 36.«

V –    Annullationssøgsmålene

108. Tyskland og Danmark påstår forordning nr. 1829/2002 annulleret (115); Frankrig og Det Forenede Kongerige støtter dem. Kommissionen gør gældende, at den nævnte forordning er lovlig, og støttes heri af Grækenland, der i sit indlæg endvidere har anført, at sagerne bør afvises, fordi de er anlagt for sent.

109. Tyskland påberåber sig i sin stævning nogle ugyldighedsgrunde af formel karakter, som jeg skal undersøge før de materielle anbringender, der både for Tysklands vedkommende og i den af Danmark anlagte sag i det væsentlige er de samme som dem, der blev fremført i de sager, hvori den ovenfor omtalte dom af 16. marts 1999 blev afsagt. Det gøres således gældende, at navnet »feta« er blevet en artsbetegnelse og ikke opfylder de stillede krav til, at det kan opfattes som en traditionel betegnelse og nyde godt af den beskyttelse, som grundforordningen giver.

110. I retsmødet, som fandt sted den 15. februar 2005, blev der med henblik på afgivelse af mundtlige indlæg givet møde af repræsentanter for Tyskland, Danmark, Frankrig, Grækenland og for Kommissionen.

A –    Spørgsmålet, om annullationssøgsmålene kan antages til realitetsbehandling

111. Den græske regering har gjort gældende, at da stævningerne blev indleveret den 30. december 2002, var de to måneder, der nævnes i artikel 230, stk. 5, EF, udløbet, eftersom forordningen blev offentliggjort i EF-Tidende den 15. oktober 2002.

112. Denne processuelle indsigelse kan ikke gives medhold, da den i traktaten fastsatte frist for at anfægte en bestemmelse skal beregnes efter bestemmelserne i procesreglementets (116) artikel 81, hvis stk. 1 lyder: »Når fristen for anlæggelse af søgsmål til prøvelse af en institutions retsakter begynder at løbe fra tidspunktet for offentliggørelsen af retsakten, regnes fristen i overensstemmelse med artikel 80, stk. 1, litra a), fra udløbet af fjortendedagen efter datoen for offentliggørelsen af retsakten i De Europæiske Fællesskabers Tidende«. Stk. 2 tilføjer: »Procesfristerne forlænges under hensyn til afstanden med en fast særlig frist på 10 dage«.

113. I de foreliggende sager følger det af de nævnte bestemmelser, at begyndelsestidspunktet for de to måneder derfor ikke indtrådte den 15., men den 30. oktober, dvs. at når sagsøgerne henvendte sig til Domstolens Justitskontor den 30. december, gjorde de det rettidigt.

114. Formalitetsindsigelsen, der støttes på, at sagerne er anlagt for sent, må følgelig forkastes.

B –    Formelle anbringender

115. Tyskland har gjort nogle annullationsgrunde gældende subsidiært, dels vedrørende tilsidesættelse af forvaltningskomitéens forretningsorden og af forordningen om den ordning, der skal gælde for Fællesskabet på det sproglige område (117), dels vedrørende utilstrækkelig begrundelse.

1.      Tilsidesættelse af tidsfristerne og af sprogordningen

116. Den tyske regering har anført, at indkaldelsen til mødet i forvaltningskomitéen den 20. november 2001 skete pr. e-mail den 9. november 2001, hvormed fulgte nogle bilag, der udelukkende var på fransk og på engelsk, og som der ikke blev tilvejebragt en oversættelse af, selv om der blev fremsat en klage herover.

117. Tyskland kritiserer herefter, at indkaldelsen skete med mindre end 14 dages varsel (118), uden at der blev fremsendt et eksemplar af bilagene på alle sprog. Kommissionen benægter ikke disse omstændigheder, men har en anden opfattelse med hensyn til deres retlige konsekvenser.

118. Med henblik på behandlingen af dette spørgsmål skal jeg minde om, at formen ikke udgør et mål i sig selv. Denne tanke kan bedre udtrykkes derhen, at selv om uregelmæssighederne ikke var blevet begået, ville det endelige resultat have været det samme (119).

119. Det er ubestrideligt, at der på mødet den 20. november 2001, således som det fremgår af mødereferatet, blot fandt en meningsudveksling sted vedrørende »feta«-spørgsmålet og vedrørende en sammenfatning af besvarelserne af det af Kommissionen udsendte spørgeskema. Den 16. maj 2002 blev udkastet til forordning drøftet og sat til afstemning (120).

120. De her nævnte omstændigheder adskiller denne sag fra omstændighederne i forbindelse med dommen i sagen Tyskland mod Kommissionen (121), der er påberåbt af sagsøgeren, og hvor de formelle mangler, som Domstolen konstaterede, og som derefter førte til annullation af den anfægtede retsakt, var forekommet på det møde, hvor Kommissionens udkast blev drøftet. Domstolen sammenfattede sin opfattelse i præmis 32, hvor den fastslog »[...] at vedtagelsen af Det Stående Byggeudvalgs udtalelse under tilsidesættelse af forpligtelsen til at foretage denne dobbelte fremsendelse inden for den fastsatte frist, og undladelsen af at udsætte afstemningen på trods af en begæring herom fra en medlemsstat er behæftet med en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter, hvorfor den anfægtede beslutning er en nullitet«.

121. I det forslag til afgørelse, jeg udarbejdede i den nævnte sag, sondrede jeg under hensyn til det pågældende udvalgs forretningsorden mellem de tilfælde, hvor der fremlægges arbejdsdokumenter i almindelighed eller til forberedelse af et møde, og andre tilfælde, hvor vedtagelsen af en bestemt retsakt drøftes. I begge tilfælde har formforskrifterne betydning, men en væsentlig betydning har de kun i det andet tilfælde, hvor påbuddet i artikel 3 i forordning nr. 1, hvorefter institutionernes dokumenter skal affattes på sproget i den stat, som de rettes til, udfolder alle sine virkninger.

122. Når denne argumentation følges i det foreliggende tilfælde, fremgår det, at uregelmæssighederne i forbindelse med det forberedende møde den 20. november 2001 ikke er væsentlige og dermed ikke kan føre til ugyldighed af den forordning, der anfægtes, og som på forslagsstadiet blev drøftet nærmere på et andet, efterfølgende møde, med hensyn til hvilket ingen som helst mangel er blevet påvist. Det forekommer heller ikke sandsynligt, at afkortningen af den periode, der forløb mellem mødeindkaldelsen og afholdelsen af mødet, eller den omstændighed, at der ikke forelå en oversættelse af udtalelsen fra Den Videnskabelige Komité og af oplysningerne i spørgeskemaet, gjorde det umuligt for sagsøgeren at forsvare sine interesser.

123. Jeg bemærker endvidere, at selv om man havde undgået disse fejl, kunne der vanskeligt være nået et andet resultat i den efterfølgende udtalelse fra forvaltningskomitéen vedrørende det af Kommissionen fremlagte udkast. Det synes tværtimod logisk at mene, at udfaldet ville have været identisk på grund af manglende stemmeflertal; en annullation af den anfægtede forordning måtte føre til, at foranstaltningerne blev ført tilbage til situationen på det tidspunkt, hvor fejlene blev begået, hvorefter forløbet, efter at de var blevet berigtiget, sandsynligvis ville være det samme.

124. Det er på denne måde, man må forstå 10. betragtning til den anfægtede forordning, når det heri anføres, at Kommissionen på grundlag af modtagne oplysninger udarbejdede en sammenfattende oversigt for medlemsstaterne, som efterfølgende har foretaget visse korrektioner og ændringer af denne sammenfatning. Det kan ikke føre til ugyldighed, at denne sidstnævnte udtalelse er delvis ukorrekt.

2.      Utilstrækkelig begrundelse

125. I det forslag til afgørelse, jeg fremsatte i sagen Portugal mod Kommissionen (122), bemærkede jeg, at begrundelsen for en retsakt »udgør en væsentlig del af denne« (123), og at kravet om at angive den såvel stilles af hensyn til borgerne som for at give Domstolen de oplysninger, der er nødvendige for, at den fuldt ud kan udøve den retlige kontrol, der påhviler den (124). Det er endvidere fastslået i retspraksis, at det ifølge dette krav klart og utvetydigt skal fremgå, hvilke betragtninger den institution, som har udstedt retsakten, har lagt til grund, således at den berørte kan gøre sig bekendt med baggrunden for den trufne foranstaltning, og Domstolen kan udøve sin kontrol. Det kræves dog ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, da beslutningen ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt alle de retsregler, som gælder på det pågældende område (125) (punkt 83).

126. I den anfægtede forordning forklarer Kommissionen, hvorledes den efter anmodning fra de græske myndigheder foretog registrering af »feta«, selv om den trak registreringen tilbage efter dommen af 16. marts 1999 (første og femte betragtning). Derefter nævner den spørgeskemaet, der blev sendt til staterne med henblik på at vurdere produktionen og forbruget samt, generelt set, fællesskabsforbrugernes kendskab til denne betegnelse, og den redegør for og kommenterer skemaets indhold (6. og 21. betragtning). Straks derefter henviser den til udtalelsen, der blev afgivet af Den Videnskabelige Komité, og den refererer dennes sidste del (22. til 32. betragtning). I det følgende anfører den, »at den samlede tilbundsgående vurdering af alle de forhold af retlig, historisk, kulturel, politisk, social, økonomisk, videnskabelig og teknisk art, som medlemsstaterne har givet oplysning om, og af resultaterne af de undersøgelser, som Kommissionen har foretaget eller foranlediget, gør det muligt at konkludere, at især ingen af de kriterier, der i artikel 3 i forordning (EØF) nr. 2081/92 er opstillet for, at en betegnelse kan betragtes som en artsbetegnelse, er opfyldt« (33. betragtning), men at »feta« tværtimod er en traditionel, ikke-geografisk betegnelse, og Kommissionen går ganske detaljeret ind på de naturbetingede og menneskelige faktorer, der samvirker ved fremstillingen af den ost, som ordet betegner (34. til 36. betragtning). Endelig nævner den, at varespecifikationen indeholder de krævede oplysninger (37. betragtning), at forordning nr. 1107/96 bør ændres (38. betragtning), og den omtaler den gennemførte procedure (39. betragtning).

127. Det fremgår af ovenstående, at der foreligger en tilstrækkelig begrundelse. Man kan være uenig i rækkevidden eller indholdet af de fremførte grunde, men denne kritik anfægter ikke den omstændighed, at der er givet en forskriftsmæssig begrundelse for vedtagelsen.

C –    Materielle anbringender

128. Med henblik på behandlingen af de to materielle annullationsanbringender, der er påberåbt, finder jeg det hensigtsmæssigt at følge den rækkefølge, der blev opstillet af Domstolen i dommen af 16. marts 1999, idet jeg først vil undersøge, om »feta« kan betegnes som en artsbetegnelse, og derefter tage stilling til, om der er tale om en traditionel betegnelse (126).

1.      »Feta« som artsbetegnelse

129. Jeg skal først omtale begrebet »artsbestemt«, før jeg undersøger de faktorer, der i forordningen er fastsat med henblik på afgrænsningen af dette begreb, og anvender dem i det foreliggende tilfælde.

a)      Begrebet »artsbestemt«

130. Ved egenskaben artsbestemt forstås det, der er fælles for arterne, herunder de egenskaber, der knytter sig til samme klasse eller familie, og som karakteriserer dens art eller dens egenskaber. Dette er f.eks. tilfældet med »appelsin«, der anvendes som betegnelse for alle frugter med visse egenskaber i henseende til form, farve, lugt eller smag, som adskiller dem fra alle andre (127).

131. Denne karakter kan skyldes udtrykket selv – fordi det altid har været artsbetegnelse – eller at det gradvist er blevet en almindelig betegnelse. Der er tale om navne, der aldrig har haft, eller som har tabt, deres identificerende funktion, idet de ikke egner sig til at foretage en sondring på grundlag af det sted, hvor de har oprindelse.

132. Uanset at retspraksis ikke giver nogen definition af, hvad der skal forstås ved »artsbetegnelse« (128), fremgår det af anvendelsen af begrebet på levnedsmidler, at det, som jeg bemærkede i forslaget til afgørelse i Canadane Cheese og Kouri-sagen, omfatter betegnelser, »der indgår i den almindelige kulturelle og gastronomiske arv, og som principielt kan benyttes af enhver producent« (punkt 28). Således forstået omfatter begrebet også betegnelser, der ikke henviser til fremstilling på et bestemt sted, og dermed til produktets herkomst, men udelukkende til dets egenskaber, der skyldes den omstændighed, at der anvendes stort set de samme fremstillingsmåder (129).

133. Begrebet omfatter endvidere andre udtryk, der i begyndelsen havde en territorial betydning, men har mistet denne, fordi de efterhånden er blevet almindelige betegnelser, hvilket medfører, at de ikke længere bruges til at betegne en vare med en bestemt herkomst, således at brugen af dem ikke er forbeholdt de virksomheder, der er hjemmehørende i det pågældende område.

134. Årsagen til, at et navn får generel karakter, plejer at være (130), at fabrikanter, der ikke er hjemmehørende på det sted, hvor navnet opstod, begynder at anvende det, enten alene eller sammen med et »delokaliserende« ord – i sidstnævnte tilfælde forløber processen langsommere. I mange tilfælde påbegyndes brugen inden for områder, der har oplevet store immigrationsbølger, idet nogle erhvervsdrivende genoptager den virksomhed, de udøvede i oprindelseslandet, og udøver den i værtslandet, eller tilstræber at imødekomme efterspørgslen fra de nyankomne personer, der ønsker at nyde godt af deres traditionelle spiser; i begge tilfælde handler de erhvervsdrivende i den bevidste hensigt at udnytte det omdømme, som produktet allerede har opnået. Efterhånden som den geografiske forbindelse bliver svagere, handler de i god tro, nemlig ud fra en overbevisning om, at betegnelserne alene angiver en klasse af goder, der har visse egenskaber. Forvandlingen er afsluttet, når betegnelsen beskriver en art og kan anvendes frit.

135. En anden faktor, der indgår i processen, er passivitet fra de berettigedes side. Betegnelsen svækkes, såfremt personer og myndigheder ikke handler i tilfælde af retsstridig brug af betegnelsen, mens den styrkes, hvis der reageres hensigtsmæssigt. Det må dog ikke overses, at midlerne til beskyttelse er svage, dels fordi der kun findes få bestemmelser – indtil for ganske nyligt fandtes der ingen – dels på grund af de nationale domstoles inaktivitet (131).

b)      Kriterier for afgrænsningen

136. Efter den ved grundforordningen fastlagte ordning tilkommer kompetencen til at bedømme spørgsmålet om artsbestemt karakter Kommissionen, der træffer afgørelse i overensstemmelse med den beskrevne procedure efter at have hørt Den Videnskabelige Komité. I et mindre omfang tilkommer kompetencen også Rådet, idet artikel 3, stk. 3, som anført pålægger Rådet at udarbejde en liste over ord med denne karakter, som betegner landbrugsprodukter eller levnedsmidler.

137. Denne ordning udelukker ikke en efterfølgende judiciel kontrol i fuldt omfang af spørgsmålet om afgørelsens lovlighed. Der er ikke tale om, at Domstolen træder i den nævnte institutions sted og undersøger de mulige grunde af ikke-retlig art, der har ført til registrering af ord, men den efterprøver, om registreringen er i overensstemmelse med retsreglerne (132).

138. Problemet opstår, fordi der er tale om et ubestemt retsbegreb, der præciseres fra sag til sag, og fordi registreringen af en oprindelsesbetegnelse, der udtrykker »den historiske, kulturelle, retlige og økonomiske realitet«, der knytter sig til produktet (133), er desto vanskeligere, jo mere udbredt betegnelsen er, og jo hyppigere den anvendes.

139. Grundforordningen hviler på en anerkendelse af, at afgrænsningen i de fleste tilfælde er en tung og kompliceret opgave. For at gøre den mere overkommelig opstiller forordningen to metoder til afgrænsning: opstillingen af en liste over fællesnavne (artikel 3, stk. 3) og angivelse af nogle faktorer af relevans for bedømmelsen (artikel 3, stk. 1) (134).

140. Som jeg tidligere har nævnt, er der stadig ikke opnået enighed om opstilling af en liste over navne, der ikke kan registreres, fordi de er artsbetegnelser (135), hvilket viser opgavens vanskelighed, og der knytter sig derfor særlig interesse til den anden afgrænsningsmetode, hvis blotte eksistens bekræfter, at det ikke er muligt at definere »artsbestemt« ved at opstille det som modsætningen til »det eksklusive« (136).

141. Ved foretagelsen af afgrænsningen skal der i øvrigt tages hensyn til »alle faktorer«, og der nævnes »især« tre: de faktiske forhold i den medlemsstat, hvor navnet har sin oprindelse, og i det traditionelle forbrugsområde, de faktiske forhold i andre medlemsstater og de relevante nationale retsforskrifter eller EF-retsforskrifter. Det er således ikke udelukket at bedømme andre kriterier.

i)      De faktiske forhold i den medlemsstat, hvor navnet har sin oprindelse, og i forbrugsområderne

142. Under denne overskrift findes to forskellige faktorer: Levnedsmidlets position på det sted, hvor det blev tilvejebragt, og dets position på det sted, hvor det forbruges, uden at de to områder skal være sammenfaldende.

–       De faktiske forhold i oprindelsesstaten

143. I Exportur-dommen, der er nævnt ovenfor, blev betydningen af dette kriterium fremhævet, idet dommen præciserede, at beskyttelsen af en betegnelse udelukkende udstrækkes til et andet EF-lands område, i det omfang beskyttelsen er lovlig i oprindelseslandet. Ved bedømmelsen af den faktiske situation skal der imidlertid, ud over beskyttelseslovgivningen, tages hensyn til andre faktorer, som f.eks. omfanget af produktionen og forbruget, befolkningens opfattelse eller den påviste interesse.

144. Det fremgår af sagernes akter, at grækere er af den samstemmende opfattelse, at »feta« betegner et særligt traditionelt levnedsmiddel, der fremstilles af en bestemt slags mælk ved en speciel fremgangsmåde. Den samme opfattelse kommer man til, når man tager de oplysninger i betragtning, som Kommissionen har fremlagt.

145. Sagsøgerne benægter ikke disse faktiske forhold, men fremhæver de andre faktorer, der utvivlsomt fortjener særlig opmærksomhed, da der ikke er tale om at fremme beskyttelsen af visse rettighedshavere i det ene eller det andet land, men om at yde en retsbeskyttelse, der er den samme i alle medlemsstater.

–       De faktiske forhold i forbrugsområderne

146. Det er en indlysende rigtig betragtning, at selv om kundekredsen for en vare oprindeligt har sin rod på det sted, hvor varen fremstilles, kan den senere udvides til andre områder og herved miste den oprindelige identitet. En ting kan ofte erhverves på meget forskellige steder, der ikke er de samme som dem, hvor den forarbejdes, eller som den stammer fra. Heraf følger den betydning, som opfattelsen af betegnelsen på disse steder har, med henblik på at vurdere, om den er en artsbetegnelse.

147. Udtrykket »forbrugsområder« henviser til forbrugerne. I litteraturen har man fremhævet betydningen af forbrugernes mening, når betegnelsen skal kvalificeres juridisk (137), da de fremtræder som de endelige fortolkere af den betydning, den har på markedet. Før spørgsmålet om beskyttelsen af forbrugerne har man imidlertid i de foreliggende sager diskuteret beskyttelsen af de industrielle og kommercielle ejendomsrettigheder, der er anerkendt i traktaten.

148. Det bemærkes indledningsvis, at det alene er områder inden for Fællesskabet, der skal tages i betragtning. Det er med hensyn til »feta« gjort gældende, at den også fremstilles og sælges i Balkanlandene. Ifølge grundforordningens artikel 3 skal der tages hensyn til »alle« de faktorer, der har betydning for kvalifikationen, og jeg kan derfor her begrænse mig til at fastslå de faktiske forhold på områderne inden for Fællesskabet og udskyde spørgsmålet om forholdene på områder udenfor til senere.

149. Jeg bemærker endvidere, at forbrugsområderne må omfatte oprindelsesområderne, såfremt de, som det er tilfældet i denne sag, er sammenfaldende. Heraf følger, at man ikke kan se bort fra opfattelsen hos de græske borgere, blandt hvilke varen har et stort ry, hvilket gør det lettere for virksomhederne at fastholde en meget stor kundekreds.

150. Det følger af denne flerhed af hensyn, at forbrugerne i Grækenland identificerer »feta« med et nationalt produkt, og at et betydeligt udsnit af forbrugerne i de øvrige lande sætter den nævnte ost i forbindelse med Grækenland, eftersom der på etiketten forekommer udtrykkelige eller indirekte henvisninger til den græske kultur, selv om der undtagelsesvis findes fortegnelser, bøger, tidsskrifter eller andre neutrale vidnesbyrd, der ikke indeholder denne forbindelse.

ii)    De faktiske forhold i andre EF-stater

151. Det kræves ikke, at varen forbruges overalt, og denne faktor er derfor relevant i to henseender. På den ene side med hensyn til den almindelige situation i andre lande end det, der gør krav på betegnelsen, og på den anden side i de lande, hvor levnedsmidlet også fremstilles.

–       Den almindelige situation i de øvrige stater

152. For så vidt angår den førstnævnte henseende, og under hensyn til eurobarometer-oplysningerne og til resultaterne af den af Kommissionen iværksatte undersøgelse, fremkommer det indtryk, at i lighed med, hvad der er tilfældet inden for forbrugsområderne, bliver »feta« inden for de områder, hvor det forstås, af borgerne og af de forskellige publikationer sat i forbindelse med den græske kultur. Det samme er ikke tilfældet i Danmark eller i Tyskland og heller ikke, om end i mindre omfang, i Frankrig, hvilket kan forklares med, at der i disse lande er en betydelig produktion, hvilket er en faktor, der skal vurderes på et senere sted.

153. I øvrigt må én oplysning fremhæves: En ud af fem adspurgte personer kender ordet; såfremt det var blevet en artsbetegnelse, ville det så ikke være blevet identificeret af et større antal af de interviewede? Jeg minder om, at det er hensynet til beskyttelsen af de industrielle og kommercielle ejendomsrettigheder, der står på spil i hele Fællesskabet, ikke blot der, hvor denne ost fremstilles og forbruges, for i fremtiden vil det sandsynligvis blive mere populært at købe den. Med andre ord skal udtrykkets almindelige karakter foreligge i flere henseender, således at der udelukkes en territorial begrænsning til de lokaliteter, der har interesse i den erhvervsmæssige udnyttelse.

–       De faktiske forhold i de stater, der fremstiller osten

154. I denne anden henseende understregede Domstolen i »feta-dommen«, at der skal tages hensyn til, om der findes produkter, der markedsføres under den samme betegnelse i andre medlemsstater end oprindelsesstaten (præmis 96).

155. Domstolen henviste således til grundforordningens artikel 7, stk. 4, andet led, hvori denne omstændighed nævnes blandt dem, der kan begrunde en indsigelse mod registreringen. Denne bestemmelse finder imidlertid anvendelse på de registreringer, der gennemføres efter den normale procedure (138), mens der i nærværende sag er tale om et ord, der allerede er beskyttet i national lovgivning, og for hvilket der ønskes EF-beskyttelse efter den forenklede fremgangsmåde. Situationerne er således forskellige.

156. I lyset af det anførte er det min opfattelse, at den faktor, der blev fremhævet i den tidligere dom, stadig er en relevant faktor – de faktiske forhold inden for andre områder – ikke for at give den forrang frem for de andre, men for at undgå, at den tillægges mindre betydning, således som Kommissionen havde gjort det i første omgang. Der bør følgelig foretages en nærmere analyse af den i dommen fremsatte opfattelse, da man i modsat fald slet og ret ville acceptere et passivitetsprincip og derved ikke vise megen forståelse for den manglende retsbeskyttelse, som mange betegnelser led under, før grundforordningen trådte i kraft, og hvorunder de var udsat for en alvorlig risiko, idet der blev åbnet mulighed for en generaliseringsproces som følge af den blotte omstændighed, at tredjemænd uden tilladelse gør brug af betegnelsen; dette ville stride mod tidligere retspraksis, for så vidt som Domstolen i den tidligere nævnte SMW Winzersekt-dom, der vedrørte beskyttelsen af betegnelser for vine, anså det for afgørende for at opnå formålet med oprindelsesbetegnelser, »[…] at producenten ikke kan udnytte et omdømme, som er oparbejdet for et lignende produkt for producenter i en anden region, til sit eget produkt […]«, og at » […] den endelige forbruger får så nøjagtige oplysninger som nødvendigt for vurderingen af de pågældende produkter«. Jeg bemærker endelig, at såfremt man tillagde den nævnte faktor større betydning, ville dette straffe de varer, som på grund af deres dynamiske karakter befinder sig i omsætningen i andre lande hurtigt efter at være kommet frem på et bestemt marked, eftersom konkurrenterne med nutidens teknologiske fremskridt ville efterligne dem og anvende den samme betegnelse.

157. Alt i alt skal henvisningen til, at varerne omsættes lovligt under den samme betegnelse, forstås i overensstemmelse med den indførte beskyttelsesordning. Denne samlede vurdering betyder alene, at i sager som den, som nu foreligger til bedømmelse, må man ikke undlade at tage hensyn til de faktiske forhold i andre medlemsstater. Disse forhold er på ingen måde i sig selv tilstrækkelige til at hindre den ansøgte registrering i henhold til fremgangsmåden i grundforordningens artikel 17.

158. Når tvisten særlig ses i relation til den nævnte faktor, kan det konstateres, at der under betegnelsen »feta« fremstilles en ost, specielt i Danmark, Tyskland og Frankrig, uden at der anvendes den samme slags mælk eller den samme fremstillingsmetode, som benyttes i Grækenland.

159. Vedrørende dette sidste punkt finder jeg det nyttigt at sammenfatte det, jeg anførte i punkt 61 og 62 i forslaget til afgørelse i Canadane Cheese og Kouri-sagen:

a)      Brugen af den ene eller den andens slags mælk medfører, at eftersom fåre- og gedemælk har visse kemiske og organoleptiske egenskaber, der er forskellige fra komælks, fremkommer der følgende forskelle i det færdige produkt:

–       Anvendelsen af fåremælk resulterer i et helt hvidt levnedsmiddel, mens der i det andet tilfælde fremkommer en gullig-hvid nuance, der kun kan fjernes ved hjælp af kemikalier.

–       Med fåremælk får osten en fed, salt og let syrlig smag samt megen aroma, mens ost fremstillet af komælk har mindre aroma og i øvrigt en sødere smag.

–       Ved anvendelse af komælk får produktet færre huller, end når der bruges fåremælk, hvorfor saltlagen ikke virker på samme måde på de to oste.

b)      Selv om osten modnes hurtigere ved ultrafiltrering, idet vallen udskilles før dannelsen af løben, synes den forskellige fremstillingsproces ikke at have en påviselig virkning.

iii) De relevante nationale retsforskrifter eller EF-retsforskrifter

160. Ifølge grundforordningen skal der tages hensyn til de gældende retsforskrifter i medlemsstaterne og i Fællesskabet.

–       De nationale retsforskrifter

161. Formålet med henvisningen til de nationale retsforskrifter er at fastslå, om betegnelsen er beskyttet i det land, hvor den har oprindelse, og i andre stater, i lyset af den omsætning, der er tale om. Jeg skal her minde om et forhold, der allerede er nævnt i det foregående: I tiden før grundforordningen havde de fleste lokaliteter ikke noget retligt system for beskyttelse af geografiske betegnelser, hvilket i et vist omfang begrænser betydningen af denne faktor.

162. Således er de græske bestemmelser fra 1980’erne begrænset til en skriftlig fiksering af en traditionel anvendelse af benævnelsen, der går flere århundreder tilbage i tiden, og der fastsættes i den forbindelse regler for fremstilling og markedsføring af »feta«.

163. Der er endvidere vedtaget bestemmelser vedrørende dette levnedsmiddel i Danmark – i Nederlandene havde man sådanne bestemmelser i en bestemt periode – men der gælder heller ingen begrænsninger for handelen med dette produkt, da det ville være selvmodsigende at beskytte en betegnelse, der hævdes at være blevet en artsbetegnelse.

164. Det skal ligeledes nævnes, at Østrig forbeholder betegnelsen for den ost, der stammer fra Grækenland, i henhold til en bilateral aftale, der blev indgået den 20. juni 1972, jf. ovenfor.

–       Fællesskabsbestemmelserne

165. På dette område har man som omstændigheder, der kan gøre et navn til en artsbetegnelse, henvist dels til den kombinerede nomenklatur, der anvendes i den fælles toldtarif, dels til bestemmelserne om eksportrestitutioner.

166. I betragtning af det formål, de forfølger, kan disse faktorer imidlertid ikke anvendes som afgrænsningskriterium på området for industrielle ejendomsrettigheder (139). Det samme gælder for de inden for den fælles landbrugspolitik fastsatte regler til støtte for visse priser. Det er hverken ved vedtagelsen eller anvendelsen af disse bestemmelser tillagt nogen betydning, om de af bestemmelserne omfattede personer anvender en konkret betegnelse lovligt. Bestemmelserne kan i det højeste tillægges en vejledende betydning, der på ingen måde er afgørende.

167. Et eksempel kan illustrere virkningerne af en usmidig anvendelse af den kombinerede nomenklatur (140). »Mozartkugler« er en berømt østrigsk specialitet af marcipan og nougat, som er overtrukket med flødechokolade. Hvis den betegnes som et chokoladeprodukt, selv om den kun indeholder en ganske lille del heraf, vil den falde uden for grundforordningen, da den ikke er nævnt i traktatens bilag I; hvis den anses for konfekt, vil den findes på listen i den nævnte forordnings bilag I, selv om den indeholder en vis procentdel af chokolade.

iv)    Andre faktorer

168. Jeg minder om forpligtelsen til at tage hensyn til »alle faktorer«, der er relevante. I litteraturen er nogle angivet: anvendelse af betegnelsen i referenceværker som ordbøger, rejsebøger eller guidebøger for restauranter (141), omfanget af omsætningen inden for og uden for det betegnede område eller det område, som betegnelsen oprindeligt var knyttet til (142), klassificering som artsbetegnelse i en international traktat, der er ratificeret af mindst en medlemsstat (143).

169. I de foreliggende sager synes der at kunne lægges vægt på to faktorer: de faktiske forhold i områderne uden for Fællesskabet og tidsfaktoren.

–       De faktiske forhold i tredjelande

170. Konstateringen af forholdene i områder uden for Fællesskabet følger af henvisningen til »forbrugsområder« i grundforordningens artikel 3, stk. 1, såvel som af artikel 12, hvorefter forordningens bestemmelser finder anvendelse »på landbrugsprodukter og levnedsmidler fra et tredjeland«, såfremt visse betingelser er opfyldt.

171. Det er under det foreliggende annullationssøgsmål ubestridt, at der inden for andre dele af Europa fremstilles hvide oste i saltlage, der ligner »feta«, således som det f.eks. er tilfældet i Bulgarien. Lignende ostetyper fremstilles også i Iran og i Saudi-Arabien, hvor der anvendes fåremælk, såvel som i De Forenede Stater og New Zealand, hvor man normalt bruger komælk (144).

172. Opfattelsen i de nævnte lande er for så vidt et kriterium med henblik på fastlæggelsen af den rette afgrænsning af betegnelsen, selv om opfattelsens betydning ikke må overdrives af hensyn til formålet med den beskyttelse, der er tale om, med det forbehold, at opfattelsen, således som det er tilfældet med andre kendetegn, kan udvides territorialt ved internationale aftaler (145).

–       Tidsfaktoren

173. Selv om de faktiske forhold i den medlemsstat, der har indgivet ansøgningen, synes at vedrøre forholdene i dag, har minder fra fortiden betydning for opfattelsen af spørgsmålet, om navnet er blevet en artsbetegnelse, og er af grundlæggende betydning med henblik på at fastslå, om det altid har været et fællesnavn. Det historiske perspektiv har stor betydning i denne sag.

174. Idet jeg henviser til, hvad jeg anførte i forslaget til afgørelse i Canadane Cheese og Kouri-sagen, skal det understreges, at ordet »feta« er af italiensk oprindelse og kommer af »fetta«, der betyder skive, lille hjul eller rondel. Det blev indført i Grækenland under veneziansk indflydelse og slog igennem i det 19. århundrede som betegnelse for den traditionelle hvide ost i saltlage, der siden antikken havde været fremstillet i store dele af dette land og i andre områder i Balkanlandene.

I Homers Odyssé hedder det, at Polyfem »[...] satte sig til at malke fårene og gederne, og de små lagde han til at patte. Derpå løbede han halvdelen af mælken [...] knugede den af og pakkede den færdige ost ned i flettede kurve« (146). På denne måde fremstillede kyklopen Polyfem de oste, som Odysseus og hans mænd fandt i hans hule. Det er ikke overraskende, at Polyfem ved anvendelsen af denne metode til fremstilling af ost, der i den grad ligner den, der benyttes i Grækenland i dag, var helt ukendt med de juridiske problemer, som den frie handel med denne vare skulle komme til at give anledning til i slutningen af det 20. århundrede, ikke blot fordi det 27 århundreder før var umuligt at forudse de spidsfindige regler vedrørende beskyttede betegnelser, men tillige fordi kykloperne efter deres egen natur fremtræder som væsener, der var fuldstændig ukendte med nogen form for lov eller ret (147). Ligeledes omtales det i Odysséen, hvorledes de voldsomme storme tidligere havde bortrevet Pandáreos’ døtre, og guderne havde skilt dem fra deres far og mor, og hvorledes den hulde Afrodite »havde opfostret dem med vin og ost og den lifligste honning« (148).

Homers andet digt, Iliaden, viser, at ost var vidt udbredt i Grækenland i det 8. århundrede før Kristi fødsel (149).

»Feta« fremstilles af fåremælk eller en blanding af fåre- eller gedemælk efter fremgangsmåden med naturlig filtrering uden pres. De græske myndigheder gav ikke forskrifter for fremstillingen af osten før 1981, hvor der allerede var opstået en lang række lokale eller regionale varianter (punkt 14-16 i forslaget til afgørelse).

175. Den omstændighed, at der ikke fandtes tekniske specifikationer på internationalt plan, åbnede mulighed for, at der i de enkelte lande udvikledes forskellige, mere moderne og konkurrencedygtige produktionsformer, som i begyndelsen var rettet imod at tilfredsstille efterspørgselen fra de græske indvandrere – således som det under retsmødet blev erkendt af repræsentanterne for Tyskland og for Frankrig. I anden halvdel af det 20. århundrede blev der i Danmark, i Tyskland og i Nederlandene påbegyndt fremstilling af en ost af komælk ved hjælp af en industriel metode, ultrafiltrering, og denne ost blev markedsført under anvendelse af den samme betegnelse. I Frankrig fremstilles en ost under samme navn af komælk og visse steder, som f.eks. på øen Korsika og inden for nogle områder i Massif Central, af fåremælk, hvilket i disse sidstnævnte områder sker med henblik på at anvende de mælkemængder, der ikke anvendes til »Roquefort« (punkt 17 i nævnte forslag til afgørelse).

176. Hvorfor har disse erhvervsdrivende besluttet at anvende betegnelsen »feta« for den hvide ost i saltlage, der er fremstillet af komælk? Uden tvivl for at give et navn, der betyder noget for forbrugerne. Kort sagt – som det blev anført af Kommissionen under retsmødet – søgte man den betegnelse, der kunne give en større afsætning (150).

c)      Bedømmelse af kriterierne og konsekvenserne

177. Grundforordningen opstiller ikke en hierarkisk orden mellem de omstændigheder, der er relevante for bedømmelsen af, om en betegnelse er en artsbetegnelse, og der opstår følgelig det spørgsmål, om én omstændighed har fortrin frem for de andre.

178. Den flere gange nævnte Exportur-dom, der blev afsagt, før grundforordningen trådte i kraft, hældede til at give en større beskyttelse for de faktiske forhold på oprindelsesstedet, hvilket princip jeg også lagde til grund i forslaget til afgørelsen i Canadane Cheese og Kouri-sagen (151).

179. Denne retspraksis blev imidlertid ændret ved den tidligere nævnte »feta«-dom, idet ingen af de faktorer, der udtrykkeligt nævnes i den nævnte bestemmelse (152), navnlig de faktiske forhold i andre medlemsstater, ifølge dommen har underordnet betydning. Der er således ingen prioritering, og alle faktorerne skal derfor tages i betragtning, ligesom andre kan tages i betragtning; og der er intet til hinder for, at der ved denne vurdering gives en vis faktor større betydning, når dette begrundes, for eftersom vurderingen er et middel til at afgrænse et ubestemt juridisk begreb, bedømmes faktorerne under hensyn til deres egnethed til at nå dette mål.

180. Efter dette synspunkt forekommer det tvivlsomt, at der er indtruffet en forandring af ordet »feta«, hvorved dets betydning er blevet udvidet til at betegne en hel gruppe af oste, uanset disses oprindelse, deres fremstillingsmetode og deres bestanddele.

181. Ud over en individuel undersøgelse af hver enkelt af disse faktorer er det nødvendigt at anlægge en samlet bedømmelse, hvori indgår:

–       samtlige umiddelbare og fjernere liggende omstændigheder, for i visse situationer, som f.eks. den, der foreligger i nærværende sag, har det historiske perspektiv en grundlæggende betydning

–       parternes faktiske og retlige anbringender, såvel som de beviser, der blev fremlagt i forbindelse med proceduren vedrørende den anfægtede registrering

–       udtalelsen fra Den Videnskabelige Komité, der er afgivet af højt kvalificerede fagfolk (artikel 3 i den tidligere nævnte afgørelse, hvorved komitéen blev oprettet) (153)

–       den tidligere foretagne opinionsundersøgelse og de afgivne svar på det af Kommissionen udsendte spørgeskema (154).

182. Alle disse omstændigheder fører mig til den overbevisning, at navnet ikke er blevet til en artsbetegnelse på fællesskabsplan – ligeså lidt som inden for Grækenland selv, som jeg argumenterede for i forslaget til afgørelse i Canadane Cheese og Kouri-sagen – eftersom ordet »feta« er uløseligt knyttet til et konkret levnedsmiddel, nemlig den ost, der fremstilles inden for store dele af Grækenland, af fåremælk eller af en blanding af fåre- og gedemælk og ved anvendelse af den naturlige, håndværksmæssige metode med filtrering uden pres.

183. Såfremt navnet nægtes beskyttelse også i de tilfælde, hvor varen kan fremstilles med de samme egenskaber på et andet sted, er dette det samme som at fratage en opfinder hans patentret på grund af den omstændighed, at det lykkes en anden person at skabe noget lignende, efter at opfindelsen er registreret (155).

2.      »Feta« som traditionel betegnelse

184. Hvis Domstolen er enig i de ovenstående betragtninger og frakender betegnelsen karakter af en artsbetegnelse, er det med henblik på den videre behandling nødvendigt at undersøge grundforordningens artikel 2, stk. 3, hvorefter »visse traditionelle, eventuelt geografiske, betegnelser, som betegner et landbrugsprodukt eller et levnedsmiddel med oprindelse i et område eller et bestemt sted, og som opfylder betingelserne i stk. 2, litra a), andet led,« kan ligestilles med oprindelsesbetegnelser.

185. »Feta« henviser ikke direkte til en konkret lokalitet, hvorfor det er nødvendigt at efterprøve, om betegnelsen opfylder de krav, der stilles til geografiske betegnelser, dvs. om den er traditionel, om den henviser til et levnedsmiddel med oprindelse i et område eller et bestemt sted, om varens kvalitet eller dens særlige egenskaber grundlæggende eller udelukkende kan tilskrives det geografiske miljø, samt om dens fremstilling, forarbejdning eller tilvirkning finder sted inden for et afgrænset område med henblik på at opnå et endeligt resultat.

a)      Betegnelsens traditionelle karakter

186. Ved tradition forstås overførslen fra generation til generation af viden, læresætninger, historier, ritualer eller skikke. Betegnelsen traditionel bruges om adfærdsformer, der styres af begreber, forskrifter eller vaner fra den forgangne tid.

187. På baggrund af det anførte vedrørende det tidsmæssige aspekt, kan der ikke være tvivl om, at ordet »feta« har alle de egenskaber, der kræves, for at det kan betragtes som »traditionelt« i den nævnte bestemmelses forstand. Men denne vurdering er i sig selv ikke tilstrækkelig til, at registreringen kan gennemføres. De øvrige nævnte krav skal også være opfyldt.

b)      Betegnelse af et levnedsmiddel med oprindelse inden for bestemte geografiske områder

188. I forslaget til afgørelse i Canadane Cheese og Kouri-sagen anførte jeg, at på samme måde som betegnelserne »grappa«, »ouzo« eller »cava« indirekte angiver den italienske, græske eller spanske oprindelse af disse produkter, der fremstilles i bestemte regioner, uden at nogen af disse indeholder et dertil svarende stednavn, forbindes betegnelsen »feta« med en ost, der er fremstillet i Grækenland, selv om ordet »fetta« stammer fra italiensk i etymologisk henseende (punkt 73).

189. Problemet opstår, fordi oprindelsen knyttes til »navnet på det område, et bestemt sted eller i undtagelsestilfælde et land« (grundforordningens artikel 2, stk. 2), mens der for de her omhandlede betegnelser henvises til et landbrugsprodukt eller et levnedsmiddel, der har oprindelse – det bemærkes, at der ikke siges »udelukkende oprindelse« – »i et område eller et bestemt sted« (samme forordnings artikel 2, stk. 3), for »feta« har tilknytning til en stor del af Grækenland, såvel historisk som efter de faktiske forhold i dag (156).

190. For at løse denne vanskelighed skal jeg fremføre følgende overvejelser:

a)      Stk. 2 i den nævnte artikel finder anvendelse på direkte betegnelser, hvorfor den kræver en forbindelse med et område, der undtagelsesvis kan omfatte et helt land. I modsætning hertil omhandler stk. 3 de indirekte betegnelser, idet forbindelsen knyttes til produktets geografiske placering og ikke til det grammatiske udtryk. De to stykker vedrører således forskellige situationer.

b)      Det er selvmodsigende at forbinde en geografisk afgrænsning med den traditionelle betegnelse, når bestemmelsen ser bort fra enhver territorial betydning, som i de fleste tilfælde heller ikke vil foreligge.

c)      I stk. 3 tales der ikke om »et land«, hvoraf sagsøgerne udleder, at det ikke er muligt for en traditionel benævnelse at omfatte et så vidt område. Jeg mener imidlertid, at fortolkningen må være en anden: Betydningen af den manglende henvisning er, at der ikke gælder denne maksimale territoriale begrænsning. I modsat fald ville det være udelukket at betragte dele af flere stater, og også to eller flere stater, som et »område« (157). Det afgørende er, at det er levnedsmidlet, ikke dettes navn, der knytter sig til et afgrænset område, hvilket forhindrer en territorial ubestemthed.

d)      Endelig synes der at være enighed om, at begrebet »område« som anvendt af fælleskabslovgiver ikke er sammenfaldende med ordets administrative betydning (158).

191. I lyset af disse betragtninger må det anerkendes, at »feta« som betegnelse for en ost, der har oprindelse inden for et udstrakt, men bestemt geografisk område, opfylder den angivne betingelse. Udstrækningen af det område, den stammer fra, er irrelevant, det afgørende er, at det opfylder visse betingelser, der er karakteristiske for dette område.

192. Denne opfattelse modsiges ikke af retspraksis i henhold til CMA-dommen, nævnt ovenfor, som i præmis 27 – efter at have bemærket, at Domstolen i Exportur-dommen havde anerkendt, at beskyttelsen af geografiske angivelser »under visse betingelser kan være omfattet af beskyttelsen af industriel og kommerciel ejendomsret i traktatens artikel 36’s forstand« – fastslog, at en ordning, hvorved Tyskland havde tildelt et kvalitetsmærke til produkter fremstillet i Tyskland, der opfyldte visse betingelser, ikke kunne betragtes som en geografisk angivelse, der kunne retfærdiggøres med henvisning til den nævnte artikel 36 i traktaten. Fra denne bemærkning i retspraksis kan man ikke udlede det meget vidtgående synspunkt, at det er udelukket, at en oprindelsesangivelse omfatter et helt land; endvidere vedrører tvisten i nærværende sag en traditionel betegnelse med visse særlige træk, der adskiller den fra de omstændigheder, der var omtvistet i CMA-sagen.

c)      Årsagen til »fetas« egenskaber eller kendetegn og den geografiske afgrænsning af det område, hvor den fremstilles, forarbejdes og tilvirkes

193. Med hensyn til de traditionelle betegnelser henviser grundforordningens artikel 2, stk. 3, til stk. 2, litra a), andet led, hvorefter et produkts egenskaber eller kendetegn hovedsageligt eller fuldstændigt skal kunne tilskrives det geografiske miljø med dets naturbetingede og menneskelige faktorer, og produktet skal være fremstillet, forarbejdet og tilvirket i et bestemt område. Dette krav stilles for at sikre en bestemt tilknytning mellem produktet og det område, det stammer fra, hvilket konkretiseres ved de to angivne betingelser i den netop citerede bestemmelse.

i)      Egenskaber som følge af det geografiske miljø

194. Hvis det således lægges til grund, at »feta« betegner en ost, der fremstilles inden for et bestemt område, skal det herefter undersøges, om disse betingelser er opfyldt med hensyn til »fetas« egenskaber og kendetegn.

195. Som relevante faktorer i så henseende er der i nærværende sag henvist til klimaet i fremstillingsområdet, til områdets rige og varierede vegetation, den til fremstillingen anvendte mælk, der fås fra får og geder, der opdrættes efter gammel skik, hvortil kommer, at osten tilvirkes håndværksmæssigt af erfarne personer ved naturlig filtrering uden pres.

196. Konstateringen af afhængigheden mellem disse faktorer og produktets særlige egenskaber forudsætter en samlet bedømmelse, hvor alle disse faktorer tages i betragtning, og der tages hensyn til deres indbyrdes afhængighed for at nå frem til et helhedsindtryk (159).

197. Modsat sagsøgernes opfattelse kan »feta«-ostens egenskaber og kendetegn følgelig tilskrives det græske miljø, hvor den fremstilles, da der er påvist en grundlæggende forbindelse mellem dens farve, lugt, struktur, smag, bestanddele og dens særlige egenskaber på den ene side og det naturlige miljø, hvor den har oprindelse, den kultur, den udspringer af, og den traditionelle fremstillingsproces, der følges i Grækenland, på den anden side.

198. Denne antagelse mister ikke sin gyldighed, fordi der er visse forskelle ved osten, alt efter om den kommer fra det ene eller det andet område i Grækenland, og heller ikke fordi der på andre punkter ikke er ensartethed, som f.eks. græsgangenes højdeforhold eller bonitet, da de fælles faktorer er fremherskende, og de grundlæggende udløsende faktorer er de samme. Opfattelsen støttes netop af den af sagsøgerne kritiserede afgrænsning, eftersom Den Hellenske Republiks ø-områder er holdt udenfor, med undtagelse af »præfekturet« Lesvos (160). I denne henseende ligner fårene og gederne fra Thrakien eller fra Thessalien hinanden meget, hvorimod de adskiller sig tydeligt fra de skotske, franske eller spanske; det samme gælder for så vidt angår det foder, de spiser, de bjergområder eller græsgange, hvor de opholder sig, det klima, de er omgivet af, og med hensyn til de øvrige vilkår, der indgår i skabelsen af dette produkt. Jeg fryder mig på ny over romanen Hr. Palomar af Italo Calvino, hvor der gives en mesterlig beskrivelse af hovedpersonens oplevelser i en forretning i Paris: »Bag hver enkelt ost er der en eng i en forskellig grøn farve under en himmel i en forskellig blå farve, enge, der er oversået med det salt, der daglig afsættes af tidevandet ved Normandiet, enge, der dufter af solens aroma og vindene i Provence. Man ser dér alle mulige former for husdyr i deres stalde eller hytter på marken eller hjordene, der flyttes; man aner fabrikationshemmeligheder, der er nedarvet gennem århundreder. Denne forretning er et museum. Under sit besøg har Palomar en fornemmelse af at besøge Louvre, bag hver enkelt udstillet ting finder han den civilisation, der har formet den« (161).

ii)    Fremstilling, forarbejdning og tilvirkning inden for et afgrænset område

199. Kravet om, at fremstillingsprocessen for produktet gennemføres fuldstændigt inden for et afgrænset område, udstrækkes ikke til det navn, som produktet får, idet dette kan være uden enhver geografisk bibetydning.

200. Kravet stilles for at forhindre, at der som følge af en opdeling af faserne i fremstillingen, eller fordi disse henlægges til ubestemte områder, indtræder en svækkelse af produktets tilknytning til det geografiske miljø.

201. For så vidt angår »feta« er der næppe tvivl om, at dette krav er opfyldt, for det stilles i den græske lovgivning, om end med en vis lempelse, for så vidt som det område, hvor osten fremstilles, har videre grænser end det, der er fastlagt med henblik på fremstillingen af råvaren. Det skal bemærkes, at der er foretaget en indskrænkning for den anvendte mælk, som skal stamme fra dyr af indenlandske racer, der opdrættes efter de historiske metoder og fodres med græs fra de tilladte områder. Men denne forskel har ingen særlig betydning, når henses til, at grundforordningen ikke kræver en fuldstændig territorial overensstemmelse, men åbner mulighed for områder, der er udformet som koncentriske cirkler, forudsat at de er fuldstændigt afgrænsede.

202. Den store udstrækning af det angivne område er efter min mening uden betydning, for der er intet forbud mod, at området omfatter hele den græske halvø, selv om dette fører til visse forskelle ved produktet; det afgørende er, at de forskellige faser i fremstillingen afvikles inden for et bestemt område, hvilket er godtgjort at være tilfældet i nærværende sag.

d)      Konsekvenser

203. Det fremgår af den undersøgelse, der er gennemført i det foregående, at den anfægtede forordning retligt korrekt har betegnet ordet »feta« som et ord, der betegner en ost, der har sin oprindelse i en betydelig del af Grækenland, og hvis egenskaber eller andre kendetegn hovedsageligt eller fuldstændigt kan tilskrives det geografiske miljø, og som er fremstillet, forarbejdet og tilvirket i et afgrænset område.

204. Områdets store udstrækning skaber nogle varianter af »feta«, men de har alle en ensartethed i det væsentlige, da de har de fælles træk, der giver osten dens særlige karakter.

205. Det følger af det anførte, at navnet »feta« ikke er blevet en artsbetegnelse, da det opfylder betingelserne for, at det som en traditionel betegnelse sidestilles med en oprindelsesbetegnelse, der fortjener beskyttelse inden for hele Fællesskabets område som udtryk for en industriel og kommerciel ejendomsret. De i sagen fremførte annullationsanbringender må følgelig forkastes, og den anfægtede retsakts gyldighed bekræftes.

VI – Sagsomkostningerne

206. Det følger af procesreglementets artikel 69, stk. 2, at de to sagsøgende stater, efter at deres påstande er blevet forkastet, og idet Kommissionen har nedlagt påstand om tilkendelse af sagsomkostninger, bør pålægges at bære deres egne omkostninger og betale Kommissionens omkostninger. I overensstemmelse med artikel 69, stk. 2, skal de stater, der er indtrådt som intervenienter i sagen, bære deres egne omkostninger.

VII – Forslag til afgørelse

207. I lyset af de foranstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at træffe følgende afgørelse:

»1)      Kommissionen frifindes i de annullationssøgsmål, der er indledt af Forbundsrepublikken Tyskland og Kongeriget Danmark til prøvelse af Kommissionens forordning (EF) nr. 1829/2002 af 14. oktober 2002 om ændring af bilaget til Kommissionens forordning (EF) nr. 1107/96, for så vidt angår betegnelsen »feta«.

2)      De sagsøgende stater pålægges at bære deres egne omkostninger og at betale de omkostninger, som Kommissionen har afholdt.

3)      Den Franske Republik, Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland og Den Hellenske Republik bærer deres egne omkostninger.«

---

1 – Originalsprog: spansk.

---

2  – Sag C-317/95, Canadane Cheese Trading og Kouri, Sml. 1997 I, s. 4681.

---

3  – Dom af 16.3.1999, forenede sager C-289/96, C-293/96 og C-299/96, Danmark, Tyskland og Frankrig mod Kommissionen, »feta-sagen«, Sml. I, s. 1541.

---

4  – Forordning (EF) nr. 1829/2002 af 14.10.2002 om ændring af bilaget til Kommissionens forordning (EF) nr. 1107/96 for så vidt angår betegnelsen »feta« (EFT L 277, s. 10).

---

5  – Biblia de Jerusalén, Første Kongebog, kapitel 5, 6 og 7, udgivet af E. Nácar og A. Colunga, i en version baseret direkte på originalsprogene, editorial Desclee de Brouwer, Bilbao, 1975, s. 371-373. Fremdeles omtales i Bibelen nogle produkter af anerkendt kvalitet, der udmærker sig på grund af deres geografiske oprindelse, som f.eks. bøflerne fra Bashan, som er den nordlige del af Jordan-dalen, hvor der blev opdrættet nogle særligt stærke og kampglade bøfler (Salmernes Bog, nr. 22, vers 13, s. 730), bladsølv fra Tarshish og guld fra Ufaz (Jeremias’ bog, kap. 10, vers 9, s. 1144) og vingårdene i En-Gedi (Højsangen, 1. kap., 1. sang, vers 14, s. 914).

---

6  – H. Harte Bavendamm, »Geographical Indications and Trademarks: Harmony or Conflict«, i Symposium on the International Protection of Geographical Indications, Somerset West, South Africa, 1. og 2. september, WIPO, Genève, 1999, s. 59.

---

7  – Henvisningerne er indsamlet af J.M. Cortés Martín i La protección de las indicaciones geográficas en el comercio internacional y comunitario, Ministerio de Agricultura, Pesca y Alimentación, Madrid, 2003, s. 25 og 26.

---

8  – Virgil, Æneiden, oversat og forsynet med noter af Javier Echave-Susaeta, editorial Gredos, Madrid, 1977, 1. optryk. Dodona var et sted i Epirus, hvor der fandtes et orakel for Zeus; man fremstillede der nogle kar, der blev anvendt til at spå, idet man fortolkede den lyd, som de gav, når vinden bevægede dem i grenene på den store eg, som de hang fra (III. Bog, vers 465, s. 223).

---

9  – Æneiden, III. Bog, vers 484, s. 224.

---

10  – »Den, der ikke kan skelne mellem purpur fra Thyrrus og skind, der farves med cinnoberrødt fra Aquino, er ikke udsat for nogen mere nærliggende og sikker fare end den, der ikke kan se forskel på sandt og falsk«, Horats, Epistler X; XVII, Ode I, XXI og XXIX.6, citeret af M. Plaisant og F. Jacq, Traité de noms et appellations d’origine, Librairies Techniques, Paris, 1974, s. 1.

---

11  – Dog blev der muligvis i Rom ydet en beskyttelse i et vist omfang i medfør af Lex Cornelia de Falsis, som beskyttede en handlende mod misbrug af hans kendetegn ved hjælp af en actio iniarium eller en actio doli. Se R. Franceschelli, Trattado di Diritto Industriale, Giuffrè, Milano, 1973, s. 77 ff.

---

12  – G.M. Ferragio, »Denominazione di origine, indicazione di provinienza e d’intorni«, Rivista di Diritto Industriale, 1990, nr. 2, s. 224 ff.

---

13  – I nogle tilfælde bestod det kollektive produktmærke af forbogstavet i navnet på den by, hvor produktet blev fremstillet, eller af dens våbenskjold: Bogstavet A betegnede tæpper fra Audernarde, et B angav varer stammende fra Bruxelles, og to E’er placeret ryg mod ryg betegnede varer fra Enghien, jf. J.M. Cortés Martín, a.st., s. 27, fodnote 8, som citerer A. Braun, Nouveau traité des marques de fabrique et de commerce, droit belge, droit international et droit comparé, Bruxelles, s. XXIII-XXIV.

---

14  – H. Coiné, Derecho privado europeo, bind 2, »El siglo XIX«, Fundación Cultural del Notariado, Madrid, 1996, s. 213-214, nævner silke fremstillet i Lyon, hørlærred fra Bielefeld og leer fra Erzberg i Steiermark.

---

15  – Som følge af den vinlusepidemi, der ramte vinområderne i anden halvdel af det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. Jf. J.M. Girardeu, »The Use of Geographical Indications in a Collective Marketing Strategy: The Example of Cognac«, i Symposium …, nævnt i fodnote 6 ovenfor, s.  70.

---

16  – Denne målsætning fremgår af den franske lov af 1.8.1905 om bekæmpelse af svig ved salg af varer og af forfalskninger af landbrugsprodukter og levnedsmidler, selv om det var ved lovene om beskyttelse af bestemte produkter – som f.eks. lov af 26.7.1925 om beskyttelse af betegnelsen »Roquefort« – og ved de horisontale bestemmelser for visse artsbestemte kategorier – således lov af 30.7.1935 om beskyttelse af oprindelsesbetegnelser inden for vindyrkningssektoren – at man opnåede en nærmere præcisering af beskyttelsen. I Spanien har Estatuto del Vino, som blev godkendt ved Real Decreto af 8.9.1932, anerkendt den selvstændige betydning af oprindelsesbetegnelsen som et mærke med særpræg.

---

17  – M. de Cervantes, Don Quijote de La Mancha, udgivet og forsynet med indledning og noter af Martín de Riquer, RBA Editores, Barcelona, 1994 (Første del, kap. IV, s. 128), nævner disse redskaber af træ, der bruges til at spinde, idet tråden snos og det spundne spoles op, og som havde et stort ry, når de var fremstillet af bøgetræ fra Guadarrama-bjergene.

---

18  – A.st., Anden del, kap. XXXVIII, s. 905.

---

19  – A.st., Anden del, kap. XLIX, s. 981.

---

20  – A.st., Anden del, kap. XXXII, s. 865.

---

21  – A.st., Anden del, kap. XXX, s. 876.

---

22  – Lope de Vega y Carpio, El caballero de Olmedo, udgivet af Francisco Rico, editorial Cátedra, Madrid, 1981, I. akt, vers 103, s. 111.

---

23  – Lope de Vega y Carpio, Peribáñez y el com endador de Ocaña, udgivet af Juan Maria Marín, editorial Cátedra, Madrid, 1979, I. akt, XIII scene, vers 677, s. 89.

---

24  – A.st. I. akt, XIII scene, vers 739, s. 91.

---

25  – William Shakespeare, Hamlet, prins af Danmark, oversat af Luis Astrana Marín, 13. udgave, editorial Aguilar, Madrid, 1965, I. akt, IV scene, s. 1342.

---

26  – A.st., V akt, II scene, s. 1391.

---

27  – Marcel Proust, På sporet af den tabte tid, III. bind, Sodomaog Gomorrha, s. 330.

---

28  – A.st., III. bind, La prisonnière, s. 542.

---

29  – Alejo Carpentier, La consagración de la primavera, Siglo XXI de España Editores, 7. udgave, Madrid, 1979, III del, kap. 18, s. 219.

---

30  – A.st., VII del, kap. 35, s. 463.

---

31  – A.st., VII del, kap. 36, s. 480. Det fortælles i øvrigt i denne roman, at en af dens personer, Teresa, havde den sjældne evne at kunne opdage »enhver form for snyderi eller stikken til side af husholdningspengene ved køb af kaviar, oprindelsen af foie-gras, eller ægtheden af vine af fine mærker og fra store år«. Denne kvinde revser sin kok med ordene: »Du ved at mine landsmænd ikke har noget begreb om årgangsvine, og derfor kan du ligeså godt give dem en coca-cola som en pepsi-cola, men mig skal du ikke ærgre med dine Mouton-Rotschild-flasker, der er fyldt med gallicisk blæk. Og næste gang du forsøger at servere mig en 2. klasses champagne og udgiver den for en Dom Perignon, sender jeg dig tilbage til Frankrig […]« (III del, kap. 18, s. 219).

---

32  – M.M. Maroño Gargallo, La protección jurídica de las denominaciones de origen en los Derechos español y comunitario, Marcial Pons, Madrid, 2002, s. 176.

---

33  – »[…] de industrielle ejendomsrettigheder har det indhold, at en eneret tildeles for et helt marked, hvilket herved forstås som det territoriale område, inden for hvilket de frie varebevægelser gælder […] Såfremt markedet udvides og gøres overnationalt, uden at man tilpasser den eneret, der følger af de industrielle ejendomsrettigheder, til dette nye område, opstår konflikten uundgåeligt […]«, A. Bercovitz, »La propiedad industrial e intelectual en el Derecho comunitario«, i samleværket Tratado de Derecho Comunitario Europeo, II bind, Civitas, Madrid, 1986, s. 532.

---

34  – Artikel III-154 i traktaten om en forfatning for Europa (EFT 2004 C 310, s. 1) nævner også dette hensyn blandt dem, der begrunder forbud eller restriktioner vedrørende indførsel, udførsel eller transit af varer.

---

35  – EFT 1970 I, s. 10.

---

36  – EFT 1979 L 33, s. 1. En tilsvarende formulering findes i artikel 18, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/13/EF af 20.3.2000 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om mærkning af og præsentationsmåder for levnedsmidler samt om reklame for sådanne levnedsmidler (EFT L 109, s. 29), der ophæver det ældre direktiv.

---

37  – Alt afhængigt af, hvilken opfattelse der vinder: den traditionelle, hvorefter man beskytter produkter, hvis specielle egenskaber i det væsentlige skyldes naturbetingede faktorer i oprindelsesområdet, eller en mere vidtrækkende opfattelse, hvor der ses bort fra sådanne særlige egenskaber. I denne forstand kan det ikke udelukkes, at oprindelsesbetegnelser beskyttes for andre goder. Således R. Pellicer, »Primeros pasos de una política communitaria de defensa de la calidad de los productos alimenticios. Reglamento sobre la »especificidad«, i Gaceta Jurídica, B-83 og B-84, maj 1993, henholdsvis s. 13 og s. 15, konkret B-84, s. 16.

---

38  – EFT L 208, s. 1.

---

39  – Rådets forordning (EF) nr. 692/2003 af 8.4.2003 om ændring af forordning (EØF) nr. 2081/92 om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og levnedsmidler (EFT L 99, s. 1) går, om end meget forsigtigt, i denne retning og anfører således: »For at indfri forventningerne hos nogle producenter er det også nødvendigt at udvide listen over landbrugsprodukter i bilag II til forordning (EØF) nr. 2081/92. Det er endvidere hensigtsmæssigt at udvide listen i forordningens bilag I, så den også kommer til at omfatte fødevarer, der fremkommer af de produkter, der er nævnt i bilag I til traktaten, efter en lettere forarbejdning« (første betragtning).

---

40  – EFT 1959-1962, s. 116.

---

41  – EFT L 179, s. 1. Forgængeren var forordning (EØF) nr. 816/70 af 28.4.1970 (EFT 1970 I, s. 212) om supplerende regler for den fælles markedsordning for vin og forordning (EØF) nr. 817/70 af 28.4.197 (EFT 1970 I, s. 228) om fastlæggelse af særlige regler for kvalitetsvine fra bestemte dyrkningsområder. De blev erstattet henholdsvis af Rådets forordning (EØF) nr. 337/79 og nr. 338/79 af 5.2.1979 (EFT L 54, s.1 og s. 48), der igen blev erstattet af Rådets forordning (EØF) nr. 822/87 og nr. 823/87 af 16.3.1987 (EFT L 84, s. 1 og s. 59), som blev ophævet ved den nugældende forordning nr. 1493/1999.

---

42  – I henhold til Rådets forordning (EØF) nr. 1576/89 af 29.5.1989 om fastlæggelse af almindelige regler for definition, betegnelse og præsentation af spiritus (EFT L 160, s. 1) og Rådets forordning (EØF) nr. 1601/91 af 10.6.1991 om almindelige regler for definition, betegnelse og præsentation af aromatiserede vine, aromatiserede vinbaserede drikkevarer og aromatiserede cocktails af vinprodukter (EFT L 149, s. 1) er der for de nævnte produkter forbeholdt eneret til geografiske betegnelser, der har forbindelse med de områder, hvor »produkterne opnår deres karakter og endelige kvaliteter« [henholdsvis artikel 5, stk. 3, litra b), og artikel 6, stk. 2, litra b)].

---

43  – Som det fremgår af direktivets artikel 2, stk. 1, litra a), har det til formål at beskytte køberne mod enhver form for svig eller vildledning som følge af varernes betegnelse. Hertil svarer inden for vinsektoren Rådets forordning (EØF) nr. 2392/89 af 24.7.1989 om fastsættelse af almindelige regler for betegnelse og præsentation af vin og druemost (EFT L 232, s. 13), der blev ophævet ved den ovennævnte forordning nr. 1493/1999.

---

44  – G. Salignon, »La jurisprudence et la réglementation communautaires relatives à la protection des appellations d’origine, des dénominations géographiques et des indications de provenance«, Revue du Marché Unique Européen, nr. 4, 1994, s. 107.

---

45  – Dette formål havde Kommissionen angivet i grønbogen om perspektiver for den fælles landbrugspolitik (EF-Bulletin 1985, 7/8, punkt 1.2.1 ff., og KOM(85) 333 endelig udg.) såvel som i meddelelsen om gennemførelse af det indre marked: EF-levnedsmiddellovgivningen (EF-bulletin 1985, 11-1985, punkt 2.1.18, og KOM(85) 603 endelig udg.).

---

46  – Navnlig i dom af 20.2.1979, sag 120/78, Rewe-Zentral, Sml. s. 649, »Cassis de Dijon-dommen«, som omtales nedenfor.

---

47  – Dette forslag indgik i et memorandum, som den franske regering i januar 1988 fremlagde for Rådet med titlen »Bidrag til gennemførelsen af det indre marked for levnedsmidler«, hvori den franske regering, ud over at foreslå harmonisering af beskyttelsen af oprindelsesbetegnelser for levnedsmidler, opfordrede Kommissionen til videreføre udarbejdelsen af regler om vertikal harmonisering – navnlig for råvarerne – til på fællesskabsniveau at indføre en ordning for anerkendelse af de levnedsmiddelspecialiteter, der udgør en del af den enkelte medlemsstats madtraditioner, og til at gennemføre aftaler om kvalitetsattestation, jf. O. Brouwer, »Community Protection of Geographical Indications and Specific Character as a Means of Enhancing Foodstuffs Quality«, Common Market Law Review, nr. 28‑1991, s. 618.

---

48  – F.eks. i Kommissionens fortolkningsmeddelelse af 24.10.1989 om salgsbetegnelser for levnedsmidler (EFT C 271, s. 2).

---

49  – Det vedtog diverse resolutioner, hvoriblandt bemærkes resolutionen af 28.4.1989, hvorved der foreslås indført en ordning for beskyttelse af oprindelsesbetegnelser i Fællesskabet, om end begrænset til oste.

---

50  – Rådet vedtog samme dag forordning (EØF) nr. 2082/92 om specificitetsattestering af landbrugsprodukter og levnedsmidler (EFT L 208, s. 9), hvis hovedformål ligeledes er at indføre en metode til differentiering på markedet, således at de pågældende producenter kan øge deres salg eller forbedre deres indtjening, og forordningen indfører i den forbindelse en traditionel ordning for registrering og mærkning af varer med kontrollerede specifikke kendetegn, men til forskel fra oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser opstilles der ingen tilknytning mellem fremstilling eller forarbejdning på et bestemt sted, idet de nationale bestemmelser om attestering fortsat finder anvendelse.

---

51  – M.M. Maroño Gargallo, a.st., s. 217.

---

52  – Nævnt i fodnote 2 ovenfor, punkt 36. Jf. også punkt 42, som beskriver følgerne af registreringen i henhold til grundforordningen.

---

53  – Med denne formulering overtages en lignende udformning af begrebet som den, der traditionelt er anerkendt i internationale retsakter og i de nationale lovgivninger. Den citerede bestemmelse minder om den definition, der gives i artikel 2, stk. 1, i Lissabon-overenskomsten vedrørende beskyttelse af oprindelsesbetegnelser og international registrering af disse af 31.10.1958, som revideret i Stockholm den 14.7.1967, Recueil des traités des Nations unies, bind 923, nr. 13172, s. 205. Den ligner også definitionen i henhold til artikel 79 i den spanske lov 25/1970 af 2.12.1970 (BOE nr. 291) om godkendelse af statutten for vindyrkning, vin og spiritus, såvel som definitionen i artikel 22 i lov 24/2003 af 10.7.2003 (BOE nr. 165) om vindyrkning og vin, hvorved den ældre lov blev ophævet.

---

54  – Nogle forfattere mener, at der kun er tale om en gradsforskel og ikke en afgørende forskel, således L. Sordelli, »Indicazioni geografiche e denominazioni di origine nella disciplina comunitaria«, Diritto Industriale, 1994, s. 837 ff.; efter andres opfattelse er der ikke tale om en klar forskel, således M. López Benítez, Las denominaciones de origen, Cedecs, Córdoba, 1996, s. 85, hvilket er den opfattelse, som Det Økonomiske og Sociale Udvalg havde givet udtryk for i udtalelsen af 3.7.1991 om forslaget til Rådets forordning (EØF) om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og levnedsmidler (EFT C 269, s. 62).

---

55  – Det fremgår af protokollat nr. 7290/92 af 12.6.1992 fra den særlige komité for landbrug, at »Kommissionen og Rådet erklærer, at for så vidt angår bestemmelserne i artikel 2, stk. 2, litra a) og b), vil Storhertugdømmet Luxembourg blive betragtet som et undtagelsestilfælde. Rådet og Kommissionen bekræfter, at forordningens artikel 2 omfatter la Marque Nationale Luxembourgoise«. Jf. R. Pellicer, a.st. B-84, s. 16 og 17.

---

56  – Således som det tidligere var blevet foreslået af Det Økonomiske og Sociale Udvalg i den førnævnte udtalelse om forslaget til forordning.

---

57  – Denne sidste mulighed gjorde allerede generaladvokat Jacobs opmærksom på i det forslag til afgørelse, han fremsatte i den sag, hvori der blev afsagt dom den 5.11.2002, sag C-225/00, Kommissionen mod Tyskland, Sml. I, s. 9977, »CMA-dommen«, idet han i punkt 40 bemærkede, at begrænsningen hovedsagelig finder anvendelse, når medlemsstaten »er særligt lille (eksempelvis Luxembourg) og måske, når registrering ønskes for en hel medlemsstat med henblik på et særligt produkt, hvis kvalitet eller anseelse kan tilskrives denne medlemsstat«.

---

58  – Den franske lov af 6.7.1966 anerkender uden begrænsninger, at navnet på et land kan udtrykke en oprindelsesbetegnelse. Der fremgår heller ingen arealmæssig begrænsning af aftalen om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder, der findes som bilag 1 C til overenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen, der blev godkendt ved Rådets afgørelse 94/800/EF af 22.12.1994 om indgåelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af de aftaler, der er resultatet af de multilaterale forhandlinger i Uruguay-rundens regi (1986-1994), for så vidt angår de områder, der hører under Fællesskabets kompetence (EFT L 336, s. 1) Aftalens artikel 22 definerer geografiske betegnelser som betegnelser, »der angiver en vare som havende oprindelse på et medlems område eller i en region eller en lokalitet på dette område, dersom varens kvalitet, omdømme eller andre egenskaber i alt væsentligt tilskrives dens geografiske oprindelse«. Det samme gør sig gældende i den allerede nævnte Lissabon-overenskomst fra 1958 vedrørende begrebsbestemmelsen af oprindelsesbetegnelser.

---

59 – Dette fremgår af begrebet »bestemte dyrkningsområder«, der i henhold til bilag VI.A. til den førnævnte forordning nr. 1493/1999 er begrænset til »et eller flere vindyrkningsområder«. Det forklares mere udtrykkeligt i tredje betragtning til den ligeledes nævnte forordning nr. 1576/89, at »[...] det bør i fællesskabsbestemmelserne bestemmes, at brugen af geografiske betegnelser, der henviser til visse områder, som undtagelsesvis kan være visse lande, forbeholdes disse områder […]«, og forordningen fastsætter i artikel 5, stk. 3, en konkret undtagelse til fordel for Luxembourg – »marque nationale luxembourgoise«.

---

60  – J.M. Cortés Martín, a.st., s. 351. Det er i den forbindelse med rette blevet påpeget, at muligheden for at antage en sådan tilknytning »mindskes i takt med, at det geografiske område, som betegnelsen vedrører, bliver større« (punkt 8 i generaladvokat La Pergolas forslag til afgørelse i »feta-sagen«).

---

61  – Kommissionens forordning (EF) nr. 2325/97 af 24.11.1997 om en tilføjelse i bilaget til Kommissionens forordning (EF) nr. 1107/96 om registrering af geografiske betegnelser efter proceduren i artikel 17 i Rådets forordning (EØF) nr. 2081/92 (EFT L 322, s. 33).

---

62  – Kommissionens forordning (EF) nr. 1778/2001 af 7.9.2001 om en tilføjelse i bilaget til forordning nr. 1107/96, som er nævnt i den foregående fodnote (EFT L 240, s. 6).

---

63  – Generaladvokat Cosmas opregnede i punkt 45 i det forslag til afgørelse, han fremsatte i Windsurfing Chiemsee-sagen (dom af 4.5.1999, forenede sager C-108/97 og C-109/97, Sml. I, s. 2779), som naturbetingede faktorer råstoffer, jord og regionalt klima; som menneskelige faktorer koncentration af virksomheder, der ligner hinanden, i den samme region, specialisering i fabrikation eller forarbejdning af bestemte varer og bibeholdelse af bestemte kvalitetsniveauer.

---

64  – Således er et større antal mineralvande – hvor de naturbetingede faktorer er fremherskende – blevet registreret som oprindelsesbetegnelser, mens produkter som brød, wienerbrød og kager er blevet registreret som geografiske betegnelser. Det skal bemærkes, at den tidligere nævnte forordning nr. 692/2003 har fjernet mineralvand og kildevand fra anvendelsesområdet for grundforordningen, og disse betegnelser vil derfor udgå af registeret (artikel 2), når der er forløbet ti år efter vedtagelsen af forordningen.

---

65  – C. Fernández Novoa, La protección internacional de las denominaciones geográficas de los productos, Tecnos, Madrid, 1970, s. 3.

---

66  – I forslaget til forordning (EFT 1991 C 30, s. 11) blev sidestillingen foretaget i forhold til de geografiske betegnelser. Den omstændighed, at der savnes en bestemmelse om udvidelse i forhold til disse sidstnævnte, er i øvrigt blevet anset for diskriminerende af nogle forfattere: F.K. Beier og R. Knaak, »The Protection of Direct and Indirect Geographical Indications of Source in Germany and The European Community«, International Review of Industrial Property and Copyright Law, bind 25-1994, s. 32, W. Tilmann, »EG-Schutz für Geographische Herkünftsangaben«, Gewerblicher Rechtsschutz und Urheberrecht, 1992, s. 833, og P. Jiménez Blanco, Las denominaciones de origen en el Derecho del comercio internacional, Eurolex, Madrid, 1996, s. 52.

---

67  – Den tidligere nævnte forordning nr. 1493/1999 bestemmer i bilag VI, at betegnelserne »muscadet«, »blanquette«, »vinho verde«, »cava« og »manzanilla« anerkendes som navne på de respektive bestemte områder, som medlemsstaterne har afgrænset og reguleret inden den 1.3.1986. Tilsvarende beskytter forordning (EØF) nr. 1576/89, som ligeledes er nævnt ovenfor, betegnelserne »pacharán«, »korn«, »kornbrand« og »jägertee«.

---

68  – Optagelsen af denne undtagelse i forordningen skete på forslag fra Det Forenede Kongerige om registrering af »Stilton Cheese«, hvis tilvirkning begyndte i denne engelske by, men som derefter blev flyttet til et sted i nærheden, men som alligevel bevarede den betegnelse, den traditionelt var kendt under.

---

69  – Dom af 20.2.1975, sag 12/74, Kommissionen mod Tyskland, Sml. s. 181, »Sekt-dommen«.

---

70  – C. Fernández Novoa, a.st., s. 39; se også A. Mattera, El mercado único, sus reglas y su funcionamiento, Civitas, Madrid, 1991, s. 447.

---

71  – Disse reguleres i Rådets forordning (EF) nr. 40/94 af 20.12.1993 (EFT 1994 L 11, s. 1).

---

72  – En ny affattelse af denne bestemmelse findes i Rådets forordning (EF) nr. 806/2003 af 14.4.2003 om tilpasning til afgørelse 1999/468/EF af bestemmelserne vedrørende de udvalg, der bistår Kommissionen i forbindelse med udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der er fastsat i retsakter vedtaget af Rådet efter høringsproceduren (kvalificeret flertal) (EUT L 122, s. 1).

---

73  – De nærmere enkeltheder i denne fremgangsmåde beskrives i Kommissionens meddelelse til erhvervsdrivende, der berøres af oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser for landbrugsprodukter og levnedsmidler, for så vidt angår den forenklede fremgangsmåde for EF-registrering i henhold til artikel 17 (EØF) nr. 2081/92 (EFT C 273 af 9.10.1993, s. 4). I litteraturen blev det stærkt kritiseret, at der ikke var fastsat en procedure for, at de private, der blev berørt af registreringen, kunne fremføre en indsigelse; jf. bl.a. Cortés Martín, a.st., s. 386 og 387. Ifølge 13. betragtning i forordning nr. 692/2003, nævnt ovenfor, var det denne mangel, der – sammen med andre grunde – førte til ophævelsen af den forenklede procedure.

---

74  – Afgørelse 93/53/EØF af 21.12.1992 om oprettelse af en videnskabelig komité for oprindelsesbetegnelser, geografiske betegnelser og specificitetsattestering (EFT 193 L 13, s. 16), som ændret ved afgørelse 94/437/EF af 14.6.1994 (EFT L 180, s. 47) og afgørelse 97/656/EF af 2.10.1997 (EFT L 277, s. 30).

---

75   Om registrering af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser efter proceduren i artikel 17 i forordning nr. 2081/92 (EFT L 148, s. 1).

---

76  – Kommissionens forordning (EF) nr. 1263/96 af 1.7.1996 (EFT L 163, s. 19), nr. 123/97 af 23.1.1997 (EFT L 22, s. 19), nr. 1065/97 af 12.6.1997 (EFT L 156, s. 5), nr. 134/98 af 20.1.1998 (EFT L 15, s. 6), nr. 644/98 af 20.3.1998 (EFT L 87, s. 8), nr. 1549/98 af 17.7.1998 (EFT L 202, s. 25), nr. 83/1999 af 13.1.1999 (EFT L 8, s. 17), nr. 590/1999 af 18.3. 1999 (EFT L 74, s. 8), nr.  1070/1999 af 25.5.1999 (EFT L 130, s. 18), nr. 2317/1999 af 29.10.1999 (EFT 280, s. 66), nr. 813/2000 af 17.4.2000 (EFTL 100, s. 5), nr. 2703/2000 af 11.12.2000 (EFT L 311, s. 25), nr. 913/2001 af 10.5.2001 (EFT L 129, s. 8), nr. 1347/2001 af 28.6.2001 (EFT L 182, s. 3), nr. 1660/2003 af 19.9.2003 (EFT L 234, s. 10), de tidligere nævnte forordninger nr. 2325/97 og nr. 1778/2001 og den anfægtede forordning nr. 1829/2002.

---

77  – Dom af 11.7.1974, sag 8/74, Sml. s. 837.

---

78  – Dom af 20.2.1979, nævnt ovenfor, der er kendt som »Cassis de Dijon-dommen« efter den franske frugtlikør med mellem 15 og 20% alkohol, der blev solgt lovligt i Frankrig, og som ønskedes solgt i Tyskland, hvor der gjaldt et krav om et alkoholindhold på mindst 25%.

---

79  – Dom af 17.6.1981, sag 113/80, Kommissionen mod Irland, Sml. s s. 1625, præmis 7, af 9.6.1982, sag 95/81, Kommissionen mod Italien, Sml. s. 2187, præmis 20 og 21, og af 7.5.1997, forenede sager C-321/94 – C‑324/94, Pistre m.fl., Sml. I, s. 2343, præmis 52.

---

80  – Dom af 19.3.1991, sag C-205/89, Kommissionen mod Grækenland, Sml. I, s. 1361, præmis 9.

---

81  – Således F.-K. Beier »Propiedad industrial y libre circulación de mercancías en el mercado interior y en el comercio con terceros Estados«, Revista General de Derecho, nr. 549, juni 1990, s. 4521, og note 31 på s. 4519; tilsvarende A. Bercovitz, a.st., s. 520.

---

82  – Revideret i Stockholm den 14.7.1967, Recueil des traités des Nations unies, bind 828, nr. 11851, s. 305.

---

83  – Dom af 9.6.1992, sag C-47/90, Sml. I, s. 3669.

---

84  – Dom af 10.11.1992, sag C-3/91, Sml. I, s. 5529.

---

85  – Dom af 16.5.2000, sag C-388/95, Sml. I, s. 3123.

---

86 – Dom af 20.5.2003, sag C-469/00, Sml. I, s. 5053, præmis 49.

---

87  – Dom af 20.5.2003, sag C-108/01, Sml. I, s. 5121, præmis 64.

---

88  – Det blev i teorien stærkt kritiseret, at der også skulle foreligge en dobbelt forbindelse for oprindelsesangivelser. Se bl.a. F.-K. Beier, »La nécessité de protéger les indications de provenance et les appellations d’origine dans le Marché Commun. En marge de l’Arret Sekt/Weinbrand de la Cour de Justice des Communautés européennes du 20 février 1975«, Propieté Industrielle, OMPI/BIRPI, 1977, s. 160.

---

89  – En udtrykkelig henvisning til »omdømme« findes f.eks. i dom af 23.5.1978, sag 102/77, Hoffmann-La Roche, Sml. s. 1139, præmis 7, af 11.7.1996, forenede sager C-71/94, C-72/94 og C-73/94, Eurim-Pharm, Sml. I, s. 3603, præmis 31 – begge vedrørende varemærker – af 10.11.1992, Exportur, nævnt ovenfor, præmis 28, og af 13.12.1994, sag C-306/93, SMW Winzersekt, Sml. I, s. 5555, præmis 25.

---

90 – Dom af 14.9.1982, sag 144/81, Sml. s. 2853.

---

91  – Dom af 7.11.2000, sag C-312/98, Sml. I, s. 9187, der besvarer et præjudicielt spørgsmål foranlediget af en tvist vedrørende etiketten for en øl.

---

92  – Dom af 14.12.2000, sag C-99/99, Sml. I, s. 11535.

---

93  – Kommissionens forordning (EF) nr. 2815/98 af 22.12.1998 (EFT L 349, s. 56).

---

94  – Dom af 18.11.2003, sag C-216/01, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser.

---

95  – Dom af 4.3.1999, sag C-87/97, Sml. I, s. 1301. Denne sag vedrørte en konflikt mellem betegnelsen »Cambozola«, en ost, der importeres til Italien fra en anden medlemsstat, hvor den fremstilles lovligt, og betegnelsen »Gorgonzola«, der er en italiensk ost, hvis oprindelsesbetegnelse er optaget i EF-registeret. Domstolen fandt, at idet de to levnedsmidlers ydre fremtræden ikke var uden lighed, syntes det rimeligt at antage, at der foreligger en antydning af en beskyttet betegnelse, når der er samme antal stavelser, og de to sidste er ens, således at der opstår et klart fonetisk og optisk slægtsskab mellem de to udtryk.

---

96  – Eftersom varespecifikationerne for oprindelsesbetegnelserne ikke offentliggøres, blev spørgsmålet om, hvorvidt de kan gøres gældende over for tredjemænd, ligeledes behandlet i disse domme.

---

97  – Dom af 9.6.1998, forenede sager C-129/97 og C-139/97, Sml. I, s. 3315. Sagens faktiske baggrund var, at efter at den franske regering havde ladet betegnelsen »époisses de Bourgogne« registrere efter den forenklede procedure, anmodede den om en ændring heraf, hvorefter kun betegnelsen »époisses« blev beskyttet.

---

98  – Dom af 25.6.2002, sag C-66/00, Sml. I, s. 5917.

---

99  – I medfør af Kommissionens forordning (EF) nr. 590/1999 af 18.3.1999 om en tilføjelse i bilaget til forordning (EF) nr. 1107/96, nævnt ovenfor (EFT L 74, s. 8).

---

100  – Dom af 6.12.2001, sag C-269/99, Carl Kühne m.fl., Sml. I, s. 9517.

---

101  – Generaladvokat Alber havde udtalt sig i samme retning i de forslag til afgørelse, han fremsatte i begge sager (henholdsvis punkt 92 og 97).

---

102  – Vedrørende de faltiske omstændigheder henvises til præmis 22-47 i »feta-dommen«, der vil blive behandlet nærmere nedenfor.

---

103  – FEK B 8.

---

104  – En generel sammenfatning af spørgeskemaet findes som bilag I til Kommissionens svarskrift. Den vejledende karakter nævnes i forordning nr. 1829/2002 selv, i hvis 17. betragtning det bemærkes, at »der i næsten ingen medlemsstater findes specifikke bestemmelser på dette område, og [...] den meget generelle definition af »feta«, der findes i den kombinerede toldnomenklatur, i nogle tilfælde fører til tilnærmelsesvise skøn og meget afvigende statistiske tal ved en sammenholdelse af de modtagne svar. Det har i øvrigt i mange medlemsstater vist sig vanskeligt at skelne mellem produktion og genudførsel, hvilket i givet fald fører til fejlbehæftede statistikker«.

---

105  –      Nederlandene havde også bestemmelser herom mellem 1981 og 1998. I Østrig er betegnelsen forbeholdt græske produkter i henhold til en overenskomst, der i medfør af aftalen af 5.6.1970 blev indgået den 20.6.1972 mellem de to lande, og som vedrører beskyttelse af oplysninger om oprindelse, oprindelsesbetegnelser og benævnelser af landbrugs-, håndværks- og industriprodukter (BGBl nr. 378/1972 og nr. 379/1972; Österreichisches Patentblatt nr. 11/1972 af 15.11.1972).

---

106  – Den franske produktion udgjorde, efter hvad Frankrigs repræsentant oplyste under retsmødet, 10 325 tons i 2003 og 11 200 tons i 2004.

---

107  –      Ifølge 19. betragtning til forordning nr. 1829/2002 har en bruttoberegning »i nogle tilfælde [...] vist sig at være uhensigtsmæssig eller at føre til helt misvisende resultater, idet den manglende mulighed for at tage hensyn til de bestående lagre, genudførte mængder og andre forhold for nogle medlemsstaters vedkommende fører til et teoretisk negativt forbrug«.

---

108  –      Det blev under retsmødet oplyst, at etiketter med sådanne henvisninger anvendes af de tyske og af de danske producenter, hvilket ligeledes fremgår af de dokumenter, som Kommissionen har vedlagt sit svarskrift.

---

109  – Udtalelsen findes i sin helhed som bilag 3 til Kommissionens svarskrift. Vurderingerne er gengivet i 30.-32. betragtning til forordning nr. 1829/2002.

---

110  – Dog hævdes det i litteraturen, at en løsning af konflikten kun kunne nås ved et kompromis. A. Fluir, »Feta als geschützte Ursprungsbezeichnung – eine Leidensgeschichte«, European Law Reporter, 2002, nr. 11, s. 437.

---

111  – Ministeriel bekendtgørelse nr. 15294/1987 udstedt af finans- og landbrugsministerierne (FEK B 347).

---

112  – FEK B 892.

---

113  – FEK B 663.

---

114  – FEK B 667.

---

115  – Der er også ved Retten i Første Instans blevet indledt søgsmål af denne art, som vedrører prøvelse af den nævnte forordning, og som er anlagt af Alpenhain-Camembert-Werk m.fl. (sag T-370/02), af Confédération générale des producteurs de lait de brebis et des industriels de Roquefort (sag T-381/02) og af Arla Foods m.fl. (T-397/02). Ved kendelse af 6.7.2004 (endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser), der blev afsagt i den første af de nævnte sager, blev Kommissionens formalitetsindsigelse taget til følge, og sagen afvistes med den begrundelse, at sagsøgerne, som er tyske virksomheder, der fremstiller en ost, som markedsføres under betegnelsen »feta«, ikke er individuelt berørt af den anfægtede retsakt. De to andre sager er endnu ikke afgjort.

---

116  – Domstolens procesreglement, kodificeret udgave af 19.6.1991 (EFT L 176, s. 7), ændret flere gange (seneste officielle offentliggørelse i EFT C 193 af 14.8.2003, s. 1).

---

117  – Rådets forordning nr. 1 af 15.4.1958 om den ordning, der skal gælde for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab på det sproglige område (EFT 1952-1958, s. 59).

---

118  – Fremsendelsen af dagsordenen og af udkastene til foranstaltninger samt de øvrige arbejdsdokumenter senest 14 dage inden datoen for mødet er foreskrevet i artikel 3 i den standardforretningsorden, der er godkendt ved Rådets afgørelse 1999/468/EF (EFT 2001 C 38, s. 3). Der henvises også til Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28.6.1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (EFT L 184, s. 23), og til den tidligere nævnte forordning nr. 806/2003.

---

119  – Jeg gav udtryk for en lignende opfattelse i forslaget til afgørelse i sagen Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen (dom af 7.1.2004, forenede sager C‑204/00 P, C-205/00 P, C-211/00 P, C-213/00 P, C-217/00 P og C-219/00 P, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser), hvor jeg påpegede, at det alene kommer på tale at annullere den retsakt, der afslutter en sag, »hvis det konstateres, at resultatet kunne have været mere gunstigt for den pågældende, om de proceduremæssige forskrifter var blevet fulgt minutiøst, eller hvis man netop på grund af den formelle mangel ikke kan vide, om beslutningen ville have været en anden«. Jeg bemærkede videre: »De formelle mangler har kort sagt ikke nogen selvstændig interesse, hvis de betragtes adskilt fra sagens materielle indhold. Hvis en beslutning annulleres efter et forløb med formelle mangler, fordi den som følge af procedurefejlene ved dens vedtagelse er materielt forkert, skyldes annullationen, at beslutningen i betydeligt omfang er fejlagtig, og ikke, at der foreligger en formel fejl. Den formelle fejl har kun selvstændig betydning, når det ikke er muligt at bedømme den beslutning, der er vedtaget, på grund af fejlen.«

---

120  – Som det fremgår af det kortfattede referat af mødet, blev der ikke opnået enighed, idet der blev afgivet 47 stemmer for forslaget, 23 imod og 17 hverken for eller imod. Det nævnte dokument kan ligesom de øvrige dokumenter fra komitéen for geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og levnedsmidler findes på www.europa.eu.int/comm/agriculture/minco/regco.

---

121  – Dom af 10.2.1998, sag C-263/95, Sml. I, s. 441.

---

122  – Dom af 11.11.2004, sag C-249/02, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser.

---

123  – Dom af 23.2.1988, sag 131/86, Det Forenede Kongerige mod Rådet, Sml. s. 905, præmis 37.

---

124  – Dom af 20.3.1959, sag 18/57, Nold mod Den Høje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 131, org.ref.: Rec. s. 89, og senere domme.

---

125  – Dom af 14.2.1990, sag C-350/88, Delacre m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 395, og af 15.4.1997, sag C-22/94, Irish Farmers Association m.fl., Sml. I, s. 1809.

---

126  – Kongeriget Danmark følger også denne rækkefølge i stævningen, mens Forbundsrepublikken Tyskland i stævningen først behandler spørgsmålet om betegnelsens traditionelle karakter for derefter at påstå, at den er en artsbetegnelse.

---

127  – Jeg har taget eksemplet fra Diccionario de la Real Academia Española, 22. udgave.

---

128  – Som jeg anførte i punkt 28 i mit tidligere nævnte forslag til afgørelse i Canadane Cheese og Kouri-sagen, har Domstolen imidlertid anset følgende for artsbetegnelser: »eddike« (dom af 9.12.1981, sag 193/80, Kommissionen mod Italien, Sml. s. 3019), »genever« (dom af 26.11.1985, sag 182/84, Miro, Sml. s. 3731), »øl« (dom af 12.3.1987, Kommissionen mod Tyskland, sag 178/84, Sml. s. 1227), »pasta« (domme af 14.7.1988, sag 407/85, Glocken m.fl., Sml. s. 4233, og sag 90/86, Zoni, Sml. s. 4285), »yoghurt« (dom af 14.7.1988, sag 298/87, Smanor, Sml. s. 4489), »Edam«-ost (dom af 22.9.1988, sag 286/86, Deserbais, Sml. s. 4907), »oste« (dom af 11.10.1990, sag C‑210/89, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 3697, og af 11.10.1990, sag C‑196/89, Nespoli og Crippa, Sml. I, s. 3647), »kødvarer« (dom af 13.11.1990, sag C‑269/89, Bonfait, Sml. I, s. 4169) og »brød« (dom af 19.2.1981, sag 130/80, Kelderman, Sml. s. 527, af 14.7.1994, sag C‑17/93, Van der Veldt, Sml. I, s. 3537, og af 13.3.1997, sag C-358/95, Morellato, Sml. I, s. 1431).

---

129  – Forslag til afgørelse fra generaladvokat Saggio i Guimont-sagen (dom af 5.12.2000, sag C-448/98, Sml. I, s. 10663), punkt 11.

---

130  – Til forskel fra, hvad der gælder vedrørende varemærker, fastlægger grundforordningen ikke årsagerne til, at en betegnelse bliver et fællesnavn, hvilket har givet anledning til nogen kritik. Jeg henviser til L. Lobato García-Miján, »La protección de las Denominaciones de origen: estudio del reglamento (CEE) 2081/92«, i Estudios de Derecho Mercantil en homenaje al profesor Manuel Brosseta Pont, bind II, Tirant lo Blanch, Valencia, 1995, s. 1985 ff. Vedrørende processen for overgang til fællesnavn henviser jeg til C. Fernández Novoa, a.st., s. 42.

---

131  – I engelsk retspraksis gav f.eks. en dom, der blev afsagt af High Court i London (Chancery Division) den 31.7.1967 i sagen »Wine Products Ltd. m.fl. mod Mackenzie & Co. Ltd m.fl.«, de australske og sydafrikanske virksomheder ret til på det engelske marked at anvende betegnelsen »Jerez« (»Sherry«), der er en spansk lokalitet, på betingelse af, at de tilføjede adjektivet »australsk« eller »sydafrikansk« (»Australian Sherry« eller »South African Sherry«), idet retten anså det for uhjemlet at tillade producenterne af Jerez at gøre indsigelse mod de nævnte udtryk, når de havde været bekendt med en sådan brug – jf. generaladvokat Warners forslag til afgørelse i Sekt-sagen, som er nævnt ovenfor. I fransk retspraksis har dommen, der blev afsagt af Cour d’appel de Montpellier den 25.8.1984 vedrørenede betegnelserne »Jijona« og»Alicante« givet anledning til mange kommentarer, hvorunder den er blevet bedømt i lyset af EF-Domstolens argumentation i den ovennævnte Exportur-dom, der netop blev afsagt i anledning af et præjudicielt spørgsmål, der var forelagt i den nævnte sag.

---

132  – Jeg er her på linje med, hvad generaladvokat Léger gav udtryk for i punkt 40 forslaget til afgørelse i Bigi-sagen, nævnt ovenfor, hvori han bemærkede, at »eftersom vurderingen af, om en betegnelse er en artsbetegnelse eller ej i henhold til forordningen, henhører under Kommissionens kompetence, mener jeg ikke, at det i relation til dette spørgsmål tilkommer Domstolen at sætte sig i Kommissionens sted. Ifølge bestemmelserne i artikel 230 EF består Domstolens rolle udelukkende i at foretage en undersøgelse af lovligheden af de beslutninger, som Kommissionen (eller Rådet) har truffet på området«. Ligesom der med hensyn til denne anden del ikke kan være nogen diskussion, da der i den situation, hvor retsakten annulleres som følge af Domstolens juridiske undersøgelse af, om et navn er en artsbetegnelse, er der heller ikke tale om, at den sætter sig i den anden institutions sted eller fratager denne dens beføjelser.

---

133  – Generaladvokat Légers ord fra punkt 50 i det nævnte forslag til afgørelse i Bigi-sagen.

---

134  – Denne dobbelte fremgangsmåde er udtryk for valget af en pragmatisk løsning i betragtning af den forskellige udformning af beskyttelsesniveauet i de enkelte medlemsstater.

---

135  – I »feta«-dommens præmis 22-28 beskrives den procedure, som Kommissionen fulgte med henblik på at udarbejde et udkast til en vejledende og ikke udtømmende liste over navne, der ikke kan registreres, fordi de betragtes som artsbetegnelser.

---

136  – M. López Escudero, »Parmigiano, feta, epoisse y otros manjares en Luxemburgo: las denominaciones geográficas ante el TJCE«, Une Communauté de droit: Festschrift für Gil Carlos Rodríguez Iglesias, BMW-Berliner Wissenschafts-Verlag, 2003, s. 409 ff., kritiserer stærkt, at der for at anse et produkt for ikke at være artsbestemt, kræves en eksklusiv tilknytning til et område.

---

137  – F.eks. C. Fernández Novoa, a.st., s. 46; i tysk litteratur K. Bussman, »Herkunftsangabe oder Gattungsbezeichnung«, Gewerblicher Rechtsschutz und Urheberrecht, 1965, s. 281 ff.

---

138  – Denne procedure anvendes ved optagelsen i bilaget til Kommissionens forordning (EF) nr. 2400/96 af 17.12.1996 om optagelse af visse betegnelser i det register over beskyttede oprindelsesbetegnelser og beskyttede geografiske betegnelser, der er fastsat i Rådets forordning (EØF) nr. 2081/92 om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og levnedsmidler (EFT L 327, s. 11), der flere gange er blevet ændret.

---

139  – Jf. i samme retning J.M. Cortés Martín, a.st., s. 381.

---

140  – Eksemplet er taget fra J.M. Cortés Martín, a.st., note 1206, s. 335.

---

141  – C. Fernández Novoa, a.st., s. 43.

---

142  – D. Rochard, »Rillettes du Mans«, »Rilettes dela Sarthe«: dénominations génériques ou IGP? C´est le juge qui va déguster!«, Revue de Droit Rural, nr. 251, 1997, s. 175.

---

143  – D. Rochard, a.st., nævner konkret Stresa-konventionen, der blev undertegnet den 1.6.1951, og som tillader de deltagende parter at benytte betegnelserne i bilag II, forudsat at fremstillingsforskrifterne overholdes, og produktionslandet angives; derimod kan betegnelserne i bilag I kun anvendes af fabrikanterne i det pågældende geografiske område. Det skal bemærkes, at den nævnte konvention – der ikke finder anvendelse på »feta« – blev undertegnet af Danmark, som dog senere har opsagt den, mens Grækenland ikke har undertegnet den.

---

144  – Jf. punkt 19 i forslaget til afgørelse i Canadane Cheese og Kouri-sagen.

---

145  – På dette internationale område kan f.eks. henvises til Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Den Arabiske Republik Egypten på den anden side, udfærdiget i Luxembourg den 25.6.2001 (EFT 2004 L 304, s. 39), navnlig artikel 37, bilag VI, og den fælles erklæring om begge, aftalen om økonomisk partnerskab og politisk samordning og samarbejde mellem Det Europæiske Fællesskab og dettes medlemsstater på den ene side og De Forenede Mexikanske Stater på den anden side, udfærdiget i Bruxelles den 8.12.1997 (EFT 2000 L 276, s.45), især artikel 12, og interimaftalen om handel og handelsanliggender mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab på den ene side og Republikken Bulgarien på den anden side, undertegnet i Bruxelles den 8.3.1993 (EFT L 323, s. 2).

---

146  –      Homer, Odysséen, IX. sang, vers 244-247.

---

147 –      A.st., IX sang: »et ubændigt og lovløst folk« (vers 107), »intet de kender til love, ej råd de holder på tinge« (vers 112 og 113), »og hver mand råder som dommer selv over kvinder og børn og bryder sig ej om de andre« (vers 114 og 115), og »til en mand vi gik, som besad umådelig styrke, vild og udædisk, som ej til ret eller billighed kendte« (vers 214 og 215).

---

148 –      A.st., XX sang, vers 69.

---

149 –      Homer: Iliaden, XI sang, vers 539, fortæller, hvordan Hekamedes med det smukt krøllede hår med sit bronceraspjern rev gedeost ned i vin og tilberedte en blanding til Patroklos og Nestor.

---

150  – Jf. B. O’Connor og I. Kirieeva, »What’s in a name?: The Feta cheese saga«, International trade law and regulation, bind 9, 2003, s. 117 ff.

---

151  – Den opfattelse er i overensstemmelse med artikel 6 i Lissabon-overenskomsten, nævnt ovenfor, i modsætning til artikel 24, stk. 6, i aftalen om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder, også nævnt ovenfor, der giver omstændighederne vedrørende benævnelsen i forbrugsområderne forrang.

---

152  – Det bestemmes udtrykkeligt i grundforordningens artikel 3, at »[...] for at fastslå, hvorvidt en betegnelse er blevet en artsbetegnelse, tages der hensyn til alle faktorer, især de faktiske forhold i den medlemsstat, hvor navnet har sin oprindelse, og i det traditionelle forbrugsområde, de faktiske forhold i andre medlemsstater og de relevante nationale retsforskrifter eller EF-retsforskrifter [...]«.

---

153  – Kongeriget Danmark diskuterer ganske vist udtalelsen, men anfører ingen tungtvejende grunde til at tilsidesætte den.

---

154  – Idet Domstolen herved overvandt sin oprindelige tilbageholdenhed, anerkendte den relevansen af opinionsundersøgelser i Windsurfing Chiemsee-dommen, præmis 53, og i dom af 16.7.1998, sag C-210/96, Gut Springenheide og Tusky, Sml. I, s.4657, præmis 37. Selv om disse domme omtaler denne metode i forbindelse med varemærker og henviser til de nationale retters overvejelser, kan retspraksis udvides til området for oprindelsesbetegnelser og til fællesskabsinstitutionernes foranstaltninger.

---

155  – Netop vedrørende patenter fastslog Domstolen i dom af 5.12.1996, forenede sager C-267/95 og C-268/95, Merck og Beecham, Sml. I, s. 6285, at den særlige genstand for industriel og kommerciel ejendomsret inden for dette område »særligt er at sikre indehaveren eneret til at udnytte en opfindelse – for at belønne opfinderen for hans kreative anstrengelser – med henblik på fremstillingen og den første afsætning af industriprodukter, dels direkte, dels ved at udstede licenser til tredjemænd, såvel som retten til at modsætte sig enhver form for efterligning« (præmis 30).

---

156  – Ifølge de græske forskrifter og varespecifikationen, der var vedlagt anmodningen om optagelse i EF-registeret, kan fremstillingen lovligt ske i Makedonien, Thrakien, Epiros, Thessalien, Centralgrækenland, Peloponnes – næsten hele det græske fastland – og i det administrative område (»nomos«) Lesvos.

---

157  –      Jeg skal minde om den udvikling, som Den Europæiske Union har gennemløbet, med successive udvidelser, hvoraf nogle omfattede stater af begrænset udstrækning. Dette fænomen vil fortsætte, og måske vil den beskyttelse, der gives et vist produkt på et område inden for Fællesskabets nuværende territorium, blive udvidet til andre områder i de nye stater.

---

158  –      Dette blev tiltrådt af generaladvokat La Pergola i hans forslag til afgørelse i »feta«-sagen (punkt 8).

---

159  – Dette gjorde jeg allerede opmærksom på i punkt 75 i det flere gange nævnte forslag til afgørelse i Canadane Cheese og Kouri-sagen, idet jeg understregede, at den modsatte opfattelse »ville være til hinder for beskyttelsen af mange geografiske betegnelser, idet de moderne fremstillingsmetoder næsten ubegrænset gør det muligt at fremstille et produkt på et hvilket som helst sted«.

---

160  – Dette betyder, at denne ø heller ikke er omfattet i sin helhed.

---

161  – I. Calvino, Hr. Palomar, udg. Giulio Einaudi, Torino, 1983, s. 85.