FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

F.G. JACOBS

fremsat den 18. september 2003 (1)

Sag C-18/02

Danmarks Rederiforening for DFDS Torline A/S

mod

LO Landsorganisationen i Sverige for SEKO Sjöfolk

Facket för Service och Kommunikation

1.        I denne sag har Arbejdsretten (Danmark) forelagt en række præjudicielle spørgsmål om artikel 5, nr. 3, i Bruxelles-konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (2). Som en undtagelse fra konventionens hovedregel om, at retterne i den stat, hvor sagsøgte har bopæl, har kompetencen, tillægges kompetencen »i sager om erstatning uden for kontrakt« i henhold til artikel 5, nr. 3, »retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået«.

 De relevante retsforskrifter

2.        Konventionens artikel 2, stk. 1, bestemmer:

»Med forbehold af bestemmelserne i denne konvention skal personer, der har bopæl på en kontraherende stats område, uanset deres nationalitet, sagsøges ved retterne i denne stat.«

3.        Artikel 5 bestemmer, for så vidt som det er relevant:

»En person, der har bopæl på en kontraherende stats område, kan sagsøges i en anden kontraherende stat:

[...]

3) i sager om erstatning uden for kontrakt, ved retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået

[...]«

4.        Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (3) er udstedt i medfør af artikel 61, litra c), EF og artikel 67, stk. 1, EF. Forordningen trådte i kraft den 1. marts 2002 og træder i stedet for konventionen i forholdet mellem de fleste kontraherende stater. Forordningen er imidlertid ikke bindende for og finder ikke anvendelse i Danmark (4).

5.        Forordningens artikel 5 bestemmer, for så vidt som det er relevant:

»En person, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges i en anden medlemsstat

[...]

3) i sager om erstatning uden for kontrakt, ved retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået eller vil kunne foregå

[...]«

6.        Artikel 2 i protokollen vedrørende Domstolens fortolkning af Bruxelles-konventionen (5) bestemmer, for så vidt som det er relevant:

»Følgende retter kan anmode Domstolen om at træffe præjudiciel afgørelse vedrørende et fortolkningsspørgsmål:

1)      [...]

–      i Danmark: højesteret

[...]

2)      retterne i de kontraherende stater, såfremt de træffer afgørelse som appelinstans [...]«.

 Hovedsagen

7.        Hovedsagen vedrører lovligheden af kollektive kampskridt varslet af SEKO Sjöfolk Facket for Service och Kommunikation (et svensk fagforbund for søfarende inden for fagområderne service og kommunikation, herefter »SEKO«) over for det danske rederi DFDS Torline A/S (herefter »DFDS«) til støtte for krav om indgåelse af kollektiv overenskomst for polske søfolk på fragtskibet Tor Caledonia, der ejes af DFDS og sejler i rutefart mellem Göteborg (Sverige) og Harwich (Det Forenede Kongerige).

8.        Tor Caledonia er registreret i Dansk Internationalt Skibsregister og er dermed undergivet dansk ret. Skibet var på det pågældende tidspunkt bemandet med menige polske søfolk og danske officerer. De polske søfolk var ansat i henhold til individuelle aftaler under iagttagelse af en rammeaftale mellem en række danske fagforeninger på den ene side og tre danske rederiforeninger på den anden side. Kontrakterne var undergivet dansk lovvalg.

9.        Den 7. marts 2001 fremsatte SEKO krav om kollektiv overenskomst for den polske besætning om bord på Tor Caledonia. Den 9. marts 2001 afviste Danmarks rederiforening på DFDS’s vegne SEKO’s krav. Efter svensk lovgivning har svenske fagforbund ret til at iværksætte konflikt over for skibe under fremmed flag (6). Ved fax af 21. marts 2001 afgav SEKO konfliktvarsel om kampskridt, der skulle træde i kraft den 28. marts. Kampskridtet gik ud på, at SEKO’s svenske medlemmer ikke måtte tage hyre på Tor Caledonia. Det hed også i faxen, at SEKO ville begære sympatiaktioner, dvs. kampskridt iværksat af andre fagforbund til støtte for SEKO’s hovedkonflikt.

10.      Den af SEKO varslede konflikt ville ikke få betydning for DFDS uden sympatiaktionen, da DFDS hverken beskæftigede eller havde til hensigt at beskæftige svenske søfolk på Tor Caledonia. Den 3. april 2001 varslede Svenska Transportarbetareforbundet (det svenske transportarbejderforbund, herefter »STAF«) en sympatiaktion, der skulle træde i kraft den 17. april 2001. Aktionen indebar et forbud mod at udføre nogen form for arbejde vedrørende Tor Caledonia, og dette ville forhindre fortøjning, lastning og losning af skibet i Göteborg. Det fremgik klart af varslet, at sympatiaktionen blev varslet efter anmodning fra SEKO.

11.      Det fremgår af forelæggelsesbeslutningen, at Arbejdsretten efter dansk ret (7) har enekompetence til at træffe afgørelse om lovligheden af anvendelsen af kollektive kampskridt til støtte for krav om overenskomst på områder, hvor der ikke i forvejen er indgået overenskomst. Det henhører derimod under de almindelige domstole at tage stilling til krav om erstatning for tab som følge af varsling eller anvendelse af kollektive kampskridt på ikke-overenskomstdækkede områder. De almindelige domstole kan imidlertid ikke træffe afgørelse om lovligheden af kollektive kampskridt.

12.      Den 4. april 2001 anlagde Danmarks Rederiforening for rederiet DFDS (herefter under ét »DFDS«) sag ved Arbejdsretten mod LO Landsorganisationen i Sverige (den svenske landsorganisation for fagforbund, herefter »LO«) for SEKO og STAF med påstand om, at de to indklagede fagforbund tilpligtedes at anerkende, at den varslede hovedkonflikt og sympatiaktion var ulovlige, og at de derfor tilpligtedes at tilbagekalde varslerne.

13.      Under et forberedende retsmøde i Arbejdsretten den 11. april 2001 erklærede SEKO at ville suspendere den varslede konflikt, indtil Arbejdsretten havde truffet afgørelse. SEKO var imidlertid ikke bemyndiget til at suspendere sympatiaktionen.

14.      Den 16. april 2001 besluttede DFDS at tage Tor Caledonia ud af drift på ruten mellem Göteborg og Harwich på grund af risikoen for, at skibets drift ikke kunne opretholdes uforstyrret. DFDS erstattede senere skibet med et skib, der var indchartret til formålet.

15.      Den 18. april suspenderede STAF sympatiaktionsvarslet. DFDS hævede derefter sagen i forhold til STAF.

16.      Den 7. januar 2002 anlagde DFDS erstatningssag mod SEKO ved Sø- og Handelsretten i København. DFDS har herunder nedlagt påstand om erstatning for det tab, DFDS har lidt som følge af, at Tor Caledonia blev taget ud af drift, og indchartringen af et andet skib. Tabet udgør efter det oplyste ca. 60 000 EUR. Denne sag er udsat på afgørelsen af den ved Arbejdsretten verserende sag, eftersom spørgsmålet om den varslede konflikts lovlighed kan være afgørende for dens udfald.

17.      Under sagen for Arbejdsretten har SEKO, repræsenteret ved LO (herefter under ét »SEKO«), gjort gældende, at retten ikke har kompetence til at påkende sagen. SEKO har specielt anført, at undtagelsen i Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 3, ikke kan finde anvendelse, fordi DFDS ikke har fremsat erstatningskrav. Da SEKO vil være tvunget til at trække sit konfliktvarsel tilbage, hvis Arbejdsretten træffer afgørelse om, at konflikten vil være ulovlig, vil der heller ikke være noget grundlag for et efterfølgende erstatningskrav. SEKO har erkendt, at der er risiko for, at en lovlig kollektiv konflikt giver anledning til en ulovlig sympatiaktion, der kan forvolde skade og medføre erstatningskrav, men efter SEKO’s opfattelse indebærer en sådan risiko ikke i sig selv, at en sag, der udelukkende skal angå lovligheden af hovedkonflikten, er en sag om »erstatning uden for kontrakt« i konventionens artikel 5, nr. 3’s forstand. Sammenfattende har SEKO gjort gældende, at sag mod SEKO vedrørende konfliktvarslet falder ind under hovedreglen i konventionens artikel 2 og derfor skulle være anlagt ved svensk domstol.

18.      På denne baggrund har Arbejdsretten forelagt Domstolen følgende spørgsmål:

»1)      a)     Skal artikel 5, nr. 3, i Bruxelles-konventionen fortolkes således, at bestemmelsen omfatter sager om lovligheden af kollektive kampskridt til opnåelse af overenskomst, når eventuel skadetilføjelse som følge af sådanne kampskridts ulovlighed er erstatningsansvarspådragende efter reglerne om erstatning uden for kontrakt, således at sag om lovligheden af varslede kollektive kampskridt kan anlægges ved retten på det sted, hvor sag om erstatning for skadetilføjelse som følge af kampskridtet kan anlægges?

b)      Stilles der i givet fald krav om, at skadetilføjelse skal være en sikker eller sandsynlig følge af vedkommende kampskridt i sig selv, eller er det tilstrækkeligt, at vedkommende kampskridt er en nødvendig betingelse for og kan udgøre grundlaget for sympatiaktioner, som vil være skadeforvoldende?

c)      Gør det nogen forskel, at iværksættelse af et varslet kollektivt kampskridt efter sagens anlæg af den varslende part stilles i bero på rettens afgørelse af lovligheden?

2)      Skal artikel 5, nr. 3, fortolkes således, at skade som følge af kollektive kampskridt iværksat af et fagforbund i et land, der besejles af et skib indregistreret i et andet land (flagstaten), til opnåelse af overenskomst for sømandsarbejde om bord på skibet af skibets rederi kan anses for sket i flagstaten, således at rederiet i medfør af bestemmelsen kan anlægge erstatningssag mod fagforbundet i flagstaten?«

19.      Der er indgivet skriftlige indlæg af DFDS, SEKO, den danske og den svenske regering, Det Forenede Kongeriges regering samt Kommissionen, som alle – med undtagelse af Det Forenede Kongerige – har været repræsenteret under retsmødet.

 Arbejdsrettens kompetence til at forelægge præjudicielle spørgsmål

20.      Som Det Forenede Kongerige har påpeget, opstår der spørgsmål om, hvorvidt Arbejdsretten har kompetence til at anmode Domstolen om en præjudiciel afgørelse. I henhold til protokollen vedrørende Domstolens fortolkning af konventionen (8) kan de retter, der er opregnet i protokollens artikel 2, nr. 1 – hvor Arbejdsretten ikke nævnes – samt retter, der »træffer afgørelse som appelinstans«, jf. artikel 2, nr. 2, anmode Domstolen om at træffe præjudiciel afgørelse.

21.      Det fremgår af forelæggelsesbeslutningen, at Arbejdsretten efter dansk ret (9) er den eneste domstol, der har kompetence til at påkende sager om lovligheden af varslede kollektive kampskridt. Den danske regering har tilføjet, at Arbejdsretten træffer afgørelse i første og sidste instans, og at dens afgørelser dermed ikke kan appelleres. I forelæggelsesbeslutningen gør Arbejdsretten gældende, at den derfor må anses for at have samme status som en appelinstans.

22.      At retter, der træffer afgørelse i første instans, ikke er medtaget i opregningen af de retter, der har adgang til at anmode om præjudiciel afgørelse, forklares af P. Jenard (10) med, at denne udelukkelse »først og fremmest [skal] hindre, at Domstolen kan anmodes om en fortolkning i alt for mange tilfælde og navnlig i sager af mindre betydning«.

23.      Motivet hertil er klart forståeligt, når der er tale om førsteinstansretter, hvis afgørelser kan indbringes for højere instans. Når retten derimod, som i den foreliggende sag, træffer afgørelse både i første og sidste instans, kan der ikke være nogen tvingende begrundelse for at nægte retten mulighed for at indhente en præjudiciel afgørelse fra Domstolen.

24.      I så fald ville det desuden – som den danske regering har anført – kunne føre til, at visse spørgsmål om konventionens fortolkning i relation til forhold af arbejdsretlig karakter ikke ville blive forelagt Domstolen. Dette kan ikke have været, hvad konventionens og protokollens forfattere har haft til hensigt.

25.      Det kan også nævnes, at P. Schlosser (11) var af den opfattelse, at udtrykket »retsmiddel« (o.a.: jf. »som appelinstans«) i protokollens artikel 2, nr. 2) »ikke [skal] udlægges teknisk, men forstås som en appel til en højere instans«, hvilket giver grundlag for at antage, at udtrykket omfatter enhver ret, hvis afgørelser er endelige.

26.      Denne fortolkning er også i overensstemmelse med bestemmelserne i forordning nr. 44/2001 (12) om fortolkningsanmodninger. I henhold til artikel 68, stk. 1, EF skal sådanne anmodninger fremsættes i form af en præjudiciel forelæggelse i henhold til artikel 234 EF, dog således, at kun retter, »hvis afgørelser ifølge de nationale retsregler ikke kan appelleres«, kan anmode om en præjudiciel afgørelse. Det må være klart, at Arbejdsretten falder ind under denne definition.

27.      Herefter har Arbejdsretten efter min opfattelse kompetence i henhold til protokollen vedrørende fortolkningen af konventionen til at anmode om en præjudiciel afgørelse fra Domstolen.

Spørgsmål 1, a)

28.      Med spørgsmål 1, a), ønsker Arbejdsretten nærmere bestemt oplyst, om en sag ved én ret, hvorunder der er nedlagt påstand om anerkendelse af, at et varslet kollektivt kampskridt er ulovligt – hvilket er en nødvendig forudsætning for et erstatningssøgsmål, der skal anlægges ved en anden ret – er omfattet af anvendelsesområdet for »sager om erstatning uden for kontrakt« i konventionens artikel 5, nr. 3’s forstand.

29.      I overensstemmelse med, hvad DFDS, den danske regering, Det Forenede Kongeriges regering og Kommissionen har anført, er jeg af den opfattelse, at dette spørgsmål bør besvares bekræftende. SEKO og den svenske regering har på den anden side anført, at spørgsmålet bør besvares benægtende.

30.      Efter min opfattelse er det sidstnævnte synspunkt i modstrid med affattelsen og opbygningen af samt formålet med konventionen som fortolket af Domstolen.

31.      Som Kommissionen har anført, er artikel 5, nr. 3, specielt i den tyske og den engelske version (13) affattet vidt, hvilket tyder på, at en sag simpelt hen skal vedrøre»erstatning uden for kontrakt« for at være omfattet af bestemmelsen. Domstolens praksis tyder også på, at begrebet skal fortolkes i vid forstand. I Mines de Potasse d’Alsace-sagen (14) – som var den første sag, hvori Domstolen traf afgørelse om artikel 5, nr. 3 – udtalte Domstolen, at »konventionens artikel 5, nr. 3, ved sin vide formulering omfatter en lang række forskellige former for ansvar«. I den senere afgørelse i Kalfelis-sagen (15) forklarede Domstolen, »at begrebet »erstatning uden for kontrakt« (o.a.: i den engelske version »matters relating to [...]«, dvs. egentlig i sager vedrørende) omfatter ethvert krav om, at en sagsøgt pålægges et erstatningsansvar, som ikke er knyttet til et »kontraktforhold« i artikel 5, nr. 1’s forstand«.

32.      Denne definition synes at være udformet således, at den tager sigte på at omfatte sager som dem, den forelæggende ret har beskrevet i spørgsmål 1, a), dvs. sager om lovligheden af kollektive kampskridt, »når eventuel skadetilføjelse som følge af sådanne kampskridts ulovlighed er erstatningsansvarspådragende efter reglerne om erstatning uden for kontrakt«(16).

33.      SEKO har imidlertid anført, at sagen for Arbejdsretten ikke har nogen sammenhæng med begrebet »sager om erstatning uden for kontrakt« i artikel 5, nr. 3’s forstand, eftersom DFDS ikke støtter sit krav på regler om erstatning uden for kontrakt, men kun på, at konfliktvarslet har været ulovligt. Der er ikke for Arbejdsretten fremsat krav om betaling, f.eks. af erstatning, og under alle omstændigheder har Arbejdsretten ikke kompetence til at påkende et sådant krav.

34.      Dette argument kan jeg ikke tiltræde.

35.      For det første er der – som den danske regering og Det Forenede Kongeriges regering specielt har henvist til – ved konventionen ikke sket en harmonisering af de kontraherende staters nationale processuelle regler (17), idet de kontraherende stater har bevaret kompetencen til at afgøre, hvordan krav om skadeserstatning uden for kontrakt skal gøres gældende. Det fremgår af forelæggelsesbeslutningen, at man i Danmark har tillagt Arbejdsretten enekompetence til at træffe afgørelse om kollektive kampskridts lovlighed, mens det udelukkende henhører under de almindelige domstole at tage stilling til krav om erstatning for tab som følge af sådanne kampskridt. I denne sammenhæng vil det klart være unaturligt at betragte de to former for sager som særskilte sager med henblik på anvendelsen af artikel 5, nr. 3.

36.      For det andet vil en sådan fortolkning indebære, at en sagsøger, der ønsker at anlægge sag ved retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået, med henblik på at få fastslået et ansvar for skade som følge af ulovlige kollektive kampskridt, i sager som den foreliggende måske ikke vil kunne anlægge en sådan sag, før han har anlagt sag ved en ret i en anden kontraherende stat for at få fastslået, at kampskridtene er ulovlige. Det er åbenbart, at et sådant resultat ikke vil være i overensstemmelse med procesøkonomiske hensyn eller retsplejehensyn. Hertil kommer, at der i nogle kontraherende stater eventuelt ikke anerkendes en adgang til at anlægge sag med henblik på at få fastslået, at kollektive kampskridt er ulovlige. Den, der ønsker at anlægge sag, vil derfor under sådanne omstændigheder eventuelt ikke kunne anlægge sagen ved retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået, med henblik på at få fastslået et ansvar for skader, der er en følge af kampskridtet.

37.      Endelig fremgår det nu klart af Domstolens dom i Henkel-sagen (18) – som er afsagt efter, at forelæggelsesbeslutningen i den foreliggende sag er truffet og efter indgivelsen af indlæggene i sagen – at artikel 5, nr. 3, kan finde anvendelse på sager, hvori der ikke fremsættes betalingskrav. Det spørgsmål, der skulle afgøres i Henkel-sagen, var i det væsentlige, om et præventivt søgsmål, som var rejst af en forbrugerorganisation med påstand om, at en erhvervsdrivende tilpligtedes at undlade at anvende vilkår, der ansås for urimelige, i kontrakter med privatpersoner, var en sag om kontraktforhold i konventionens artikel 5, nr.1’s forstand eller en sag om erstatning uden for kontrakt i artikel 5, nr. 3’s forstand. Domstolen udtalte, at en sådan sag går ud på at få fastslået, at sagsøgte har pådraget sig et ansvar uden for kontrakt »på grundlag af den erhvervsdrivendes forpligtelse til – uafhængigt af kontraktforhold – at undlade at udvise en adfærd i sit forhold til forbrugerne, som lovgiver har villet forhindre«(19).

38.      Domstolen forklarede derefter, at begrebet »skadetilføjelsen« i artikel 5, nr. 3, skal forstås som et vidt begreb, og at det derfor, når der er tale om forbrugerbeskyttelse, ikke alene omfatter situationer, i hvilke en privatperson individuelt har lidt skade, men specielt også indgreb i retsordenen som følge af anvendelsen af urimelige vilkår, som organisationer som sagsøgeren i hovedsagen har til opgave at forhindre (20).

39.      I den foreliggende sag er det klart, at den sag, sagsøgeren har anlagt, er analog med søgsmålet i Henkel-sagen, idet det søges fastslået, at SEKO har pådraget sig et ansvar uden for kontrakt på grundlag af SEKO’s forpligtelse til – uafhængigt af kontraktforhold – at undlade at udvise en bestemt adfærd, som lovgiver har anset for uantagelig. Hertil kommer – som Kommissionen har påpeget, og som det også klart fremgår af affattelsen af spørgsmål 1, b) – at DFDS’ søgsmål i modsætning til, hvad der var tale om i Henkel-sagen, er direkte knyttet til SEKO’s potentielle erstatningsansvar, idet den afgørelse om, at det kollektive kampskridt er ulovligt, som søges opnået i den første sag, er en nødvendig betingelse for at pålægge et erstatningsansvar under den særskilte sag, der verserer for Sø- og Handelsretten i København.

40.      Mere generelt udtalte Domstolen følgende i Henkel-sagen:

»Den specielle kompetenceregel, der opstilles i Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 3, støttes på, at der foreligger en særlig snæver sammenhæng mellem tvisten og retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået, og at denne sammenhæng begrunder, at det er denne ret, der tillægges kompetencen af retsplejehensyn og af hensyn til tilrettelæggelsen af retssagen [...] Retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået, er normalt også bedst egnet til at træffe afgørelse, bl.a. på grund af nærheden i forhold til tvisten og på grund af, at bevisoptagelsen herved lettes. Disse hensyn må gælde på samme måde, uanset om tvisten angår erstatning af en allerede indtrådt skade, eller den angår en sag, som tager sigte på at forhindre, at der indtræder skade« (21).

41.      Efter min opfattelse gør disse hensyn sig i samme omfang gældende i en sag som den foreliggende hovedsag, hvor de nationale regler om fordelingen af retternes kompetence kræver, at der – forud for, at sag om erstatning som følge af en parts adfærd kan anlægges ved én ret – ved en anden ret skal være opnået en anerkendelsesdom for, at adfærden er ulovlig.

42.      På denne baggrund vil jeg foreslå, at spørgsmål 1, a), besvares med, at i tilfælde, hvor en ret i en kontraherende stat efter denne stats lovgivning har enekompetence til at træffe afgørelse om, hvorvidt kollektive kampskridt er ulovlige, og hvor en anden ret i samme stat har kompetence til at påkende erstatningskrav som følge af ulovligheden, er en sag ved den førstnævnte ret, hvorunder der nedlægges påstand om anerkendelse af, at et kollektivt kampskridt er ulovligt, omfattet af udtrykket »sager om erstatning uden for kontrakt« i konventionens artikel 5, nr. 3’s forstand.

Spørgsmål 1, b)

43.      Med spørgsmål 1, b), ønsker Arbejdsretten oplyst, om det er nødvendigt for, at artikel 5, nr. 3, finder anvendelse under omstændigheder som de foreliggende, at skadetilføjelse skal være en sikker eller sandsynlig følge af vedkommende kampskridt, eller om det er tilstrækkeligt, at kampskridtet er en nødvendig betingelse for og kan udgøre grundlaget for sympatiaktioner, som vil være skadeforvoldende.

44.      Dette spørgsmål opstår, fordi den hovedkonflikt, der blev varslet af SEKO, ikke i sig selv kunne forvolde DFDS skade. Den sympatiaktion, som STAF varslede efter SEKO’s anmodning herom, kunne imidlertid forvolde DFDS skade. Sympatiaktionsbegrebet forudsætter en hovedkonflikt. Hertil kommer, at det oplyses i forelæggelsesbeslutningen, at det såvel efter dansk som svensk ret kræves, at der skal være en konflikt til støtte for krav om indgåelse af kollektiv overenskomst, før andre fagforbund kan varsle sympatiaktioner.

45.      Kun SEKO har gjort gældende, at det er nødvendigt, at en skadetilføjelse skal være en sikker eller sandsynlig følge af det pågældende kampskridt. SEKO har fremført to argumenter til støtte for dette synspunkt.

46.      SEKO har for det første anført, at artikel 5, nr.3, kun finder anvendelse, når der faktisk er indtrådt en skade, som resulterer i et økonomisk tab, der ligger til grund for erstatningskravet.

47.      Det fremgår imidlertid klart af Domstolens praksis, at det ikke er nødvendigt, for at artikel 5, nr. 3, kan anvendes, at der påvises en faktisk skade, som resulterer i et økonomisk tab (22). Hertil kommer, at det er åbenbart umuligt at påvise en sådan skade, når der i den pågældende sag er nedlagt en påstand, som skal forhindre den adfærd, der kræves forhindret. Ikke desto mindre kan sådanne sager, som allerede nævnt, være »sager om erstatning uden for kontrakt« i artikel 5, nr. 3’s forstand (23). Dette kan efter omstændighederne også være tilfældet i sager, hvori der nedlægges påstand om anerkendelse af, at en bestemt handlemåde, som er stillet i bero på sagens afgørelse, er ulovlig, således som det er tilfældet i hovedsagen for Arbejdsretten i den foreliggende sag.

48.      SEKO har mere generelt anført, at den omstændighed i sig selv, at der altid er risiko for, at en arbejdskonflikt kan føre til en ulovlig sympatiaktion, som kan medføre, at der opstår et erstatningskrav, ikke betyder, at sager, der alene angår hovedkonfliktens lovlighed, er sager om erstatning uden for kontrakt i artikel 5, nr. 3’s forstand.

49.      I forbindelse med spørgsmål 1, a), har jeg allerede forklaret, hvorfor jeg er af den opfattelse, at den første sag – under de omstændigheder, der foreligger i denne sag, dvs. hvor sagen om hovedkonfliktens lovlighed er en nødvendig forudsætning for en særskilt sag om erstatning for den ved konflikten forvoldte skade – er en sag om erstatning uden for kontrakt i artikel 5, nr. 3’s forstand. I sit indlæg har SEKO i forbindelse med spørgsmål 1, b), i det væsentlige gjort gældende, at den første sag ikke under nogen omstændigheder kan være en sag om erstatning uden for kontrakt, hvis det hverken er sikkert eller sandsynligt, at skaden vil være en direkte følge af hovedkonflikten.

50.      Dette argument rejser spørgsmålet om, hvor langt den ret, ved hvilken der først anlægges sag i medfør af artikel 5, nr. 3, skal gå ind i sagens realitet for at afgøre, om den har den fornødne kompetence i henhold til bestemmelsen.

51.      Domstolen har udtalt, at det er i overensstemmelse med konventionens formål om at opnå retssikkerhed, at den ret, som har fået en sag forelagt, uden vanskeligheder kan tage stilling til, om den er kompetent ifølge konventionens regler, uden at skulle undersøge sagen i realiteten (24). Specielt angives det ikke nærmere i konventionen, under hvilke omstændigheder den skadegørende handling kan betragtes som en skadetilføjelse i forhold til den skadelidte, eller hvilke beviser sagsøgeren skal fremføre for den ret, ved hvilken sagen er anlagt, for at den kan træffe afgørelse om, hvorvidt der skal gives ham medhold (25). Disse forhold skal afgøres efter den nationale lov, der finder anvendelse, og denne lov skal fastlægges af den ret, som i henhold til konventionen har kompetence til at påkende sagen.

52.      Det er ikke desto mindre klart, at der kan foreligge omstændigheder, hvorunder den ret, ved hvilken der først er anlagt sag, vil skulle foretage i det mindste en foreløbig bedømmelse af sagens realitet for at kunne afgøre, om den anlagte sag er en sag om »erstatning uden for kontrakt« i artikel 5, nr. 3’s forstand. I modsat fald ville sagsøgte kunne forhindre, at den ret, ved hvilken sagen er anlagt, har den fornødne kompetence, simpelt hen ved at gøre gældende, at der ikke er opstået skade for sagsøgeren og dermed intet ansvar uden for kontrakt.

53.      I den tilsvarende sammenhæng i forbindelse med konventionens artikel 5, nr. 1, hvorefter kompetencen i kontraktforhold tillægges retten på det sted, hvor den pågældende forpligtelse er opfyldt eller skal opfyldes, har Domstolen udtalt, at »den nationale rets kompetence til at træffe afgørelse om søgsmål vedrørende en kontrakt også [omfatter] kompetencen til at afgøre, om de momenter, der er karakteristiske for selve kontrakten, foreligger, da en sådan vurdering er nødvendig for, at den nationale ret, som sagen er indbragt for, kan afgøre, om den er kompetent i henhold til konventionen. Hvis det ikke forholdt sig således, ville der være risiko for, at konventionens artikel 5, nr. 1, mistede sit retlige indhold, fordi det ville betyde, at det ville være tilstrækkeligt til at gøre disse bestemmelser virkningsløse, at en af parterne hævdede, at der ikke forelå nogen kontrakt. Derimod kræver hensynet til konventionens formål og ånd en sådan fortolkning af de ovennævnte bestemmelser, at den ret, som skal afgøre en tvist vedrørende en kontrakt, kan prøve – også på embeds vegne – om de grundlæggende betingelser for dens kompetence er opfyldt, når henses til de af den pågældende part fremlagte afgørende og relevante momenter, som beviser, hvorvidt der foreligger en kontrakt«(26).

54.      Denne måde at opfatte forholdet på afspejler desuden bestemmelsen i konventionens artikel 20, stk. 1, hvorefter retten, såfremt en sagsøgt, der har bopæl på en kontraherende sats område, er sagsøgt ved en ret i en anden kontraherende stat, men ikke giver møde (medmindre det kun sker for at bestride rettens kompetence (27)), »på embeds vegne skal erklære sig inkompetent, såfremt den ikke er kompetent efter reglerne i denne konvention«. Herom hedder det i Jenard-rapporten: »Artikel 20 indeholder en af de vigtigste bestemmelser i konventionen [...] Det bestemmes, at retten [i tilfælde af, at sagsøgte ikke giver møde] på embeds vegne skal efterprøve, om den er kompetent i konventionens forstand. [...] Det er ikke tilstrækkeligt, at retten godtager sagsøgerens [anbringender om kompetencen], men [den] må af sagsøgeren forlange bevis for dens internationale kompetence« (28).

55.      Med hensyn til, hvilke krav der skal stilles til beviset, havde Domstolen i Shevill-sagen (29) fået forelagt det spørgsmål, om den ret, ved hvilken sagen er anlagt, ved afgørelsen af, om den har kompetence i medfør af artikel 5, nr. 3, som retten på det sted, hvor skaden er indtrådt, skal følge andre regler end dem, der er fastsat i den nationale lovgivning, der gælder for retten, for så vidt angår betingelserne for bedømmelsen af, om den omtvistede handling har karakter af en skadetilføjelse, og betingelserne vedrørende beviset for, at der foreligger en skade som hævdet af den fornærmede (i forbindelse med en ærekrænkelse), og for skadens omfang. Domstolen fastslog, at disse forhold skal afgøres udelukkende af den nationale ret, ved hvilken sagen er anlagt, efter den materielle lov, der finder anvendelse i medfør af lovkonfliktreglerne i den nationale lovgivning, der gælder for retten, idet der dog ikke ved anvendelsen heraf må gøres indgreb i konventionens tilsigtede virkning.

56.      Der vil imidlertid kunne gøres indgreb i konventionens tilsigtede virkning, hvis kompetencen til at påkende en sag om erstatning uden for kontrakt tillægges retterne på det sted, hvor en skade, der er helt uforudselig, er indtrådt. Konventionens formål er at foretage en sikker og forudselig tildeling af kompetence (30). Specielt med henvisning til artikel 5, nr. 3, har Domstolen forkastet en fortolkning af konventionen, der ville medføre, at afgørelsen af, hvilken ret der har kompetencen, skulle træffes på grundlag af usikre og tilfældige omstændigheder (31). I samme forbindelse har Domstolen udtalt, at det er nødvendigt, at de »kompetenceregler, som fraviger konventionens hovedregel, fortolkes således, at en normalt velunderrettet sagsøgt nogenlunde kan forudse, ved hvilken ret – ud over retten i den stat, hvor han har bopæl – han kan blive sagsøgt« (32). Det må være klart, at dette ikke er tilfældet, hvis en person kan sagsøges ved retten på det sted, hvor en helt uforudselig skade er indtrådt som følge af det forhold, der pådrager erstatningsansvar.

57.      Det synes imidlertid at fremgå af formuleringen af spørgsmål 1, b), at dette ikke er tilfældet i denne sag, eftersom den nationale ret betegner hovedkonflikten således, at den er en nødvendig betingelse for og kan udgøre grundlaget for sympatiaktioner, som vil være skadeforvoldende. Hertil kommer, at SEKO har medgivet, at der er fare for, at enhver konflikt kan medføre ulovlige sympatiaktioner. En skade, der forvoldes ved sympatiaktioner, synes derfor ikke at kunne betegnes som en uforudselig konsekvens af hovedkonflikten.

58.      Herefter vil jeg foreslå, at spørgsmål 1, b), besvares med, at i tilfælde, hvor en ret i en kontraherende stat efter denne stats lovgivning har enekompetence til at træffe afgørelse om, hvorvidt kollektive kampskridt er ulovlige, og hvor en anden ret i samme stat har kompetence til at påkende erstatningskrav som følge af ulovligheden, er en sag ved den førstnævnte ret, hvorunder der nedlægges påstand om anerkendelse af, at det kollektive kampskridt er ulovligt, omfattet af udtrykket »sager om erstatning uden for kontrakt« i artikel 5, nr. 3’s forstand, også selv om det kollektive kampskridt, som i sagen påstås kendt ulovligt, ikke umiddelbart kan forvolde skade, men hovedkonflikten er en nødvendig betingelse for og kan udgøre grundlaget for sympatiaktioner, som vil være skadeforvoldende.

Spørgsmål 1, c)

59.      Med spørgsmål 1, c), ønsker Arbejdsretten oplyst, om det forhold, at iværksættelse af et varslet kollektivt kampskridt efter sagens anlæg af den varslende part stilles i bero på den forelæggende rets afgørelse af lovligheden, har betydning for, om artikel 5, nr. 3, finder anvendelse under omstændigheder som dem, der foreligger i denne sag.

60.      DFDS, den danske regering, Det Forenede Kongeriges regering og Kommissionen har anført, at spørgsmålet bør besvares benægtende. SEKO har derimod gjort gældende, at den omstændighed, at kampskridtet stilles i bero, under disse omstændigheder medfører, at sagen falder uden for anvendelsesområdet for artikel 5, nr. 3.

61.      Specielt SEKO har argumenteret for, at det forhold, at det var muligt for DFDS at få konflikten stillet i bero før det tidspunkt, hvor den skulle træde i kraft, og at DFDS faktisk fik konflikten stillet i bero, viser, at sagen ikke er en erstatningssag, men at der alene skal tages stilling til grænserne for lovlige konflikter. Dette understreges ifølge SEKO også af, at det af DFDS er oplyst, at man først traf beslutning om at trække skibet væk fra ruten, efter at konflikten var suspenderet på retsmødet den 11. april 2001. Hvis DFDS får medhold, træder konflikten ikke i kraft, og der kan dermed ikke opstå nogen skade eller noget erstatningskrav. Hvis Arbejdsretten giver SEKO medhold, har konfliktvarslet og konflikten derimod fra starten været lovlig og kan derfor ikke danne grundlag for et erstatningskrav. SEKO har konkluderet, at den omstændighed, at konflikten er stillet i bero, indtil Arbejdsrettens afgørelse af lovligheden foreligger, fratager sagen enhver karakter af erstatningssag.

62.      Indledningsvis skal jeg bemærke, at det forhold, at der i sagen ikke er fremsat krav om erstatning – som omtalt i forbindelse med spørgsmål 1, a), og 1, b) – ikke i sig selv er tilstrækkeligt til, at artikel 5, nr. 3, ikke finder anvendelse. For så vidt som SEKO’s argument støttes på det modsatte synspunkt, er det således ikke korrekt.

63.      Til grund for det specifikke spørgsmål, den forelæggende ret har stillet, ligger imidlertid et mere generelt spørgsmål, nemlig om forhold, der er opstået efter sagens anlæg, kan have betydning for kompetencetildelingen i henhold til konventionen. Efter min opfattelse må dette spørgsmål besvares benægtende.

64.      Som allerede omtalt (33) har konventionen til formål at skabe klare og sikre regler for kompetencetildelingen (34), og det er nødvendigt, at de »kompetenceregler, som fraviger konventionens hovedregel, fortolkes således, at en normalt velunderrettet sagsøgt nogenlunde kan forudse, ved hvilken ret – ud over retten i den stat, hvor han har bopæl – han kan blive sagsøgt«(35). Det må være klart, at det vil virke undergravende på en sådan retssikkerhed, hvis en ret, der har haft kompetence i henhold til konventionen ved sagens anlæg, kan fratages denne kompetence som et resultat af sagsøgtes efterfølgende adfærd.

65.      En sådan adfærd vil naturligvis kunne have betydning for erstatningsansvaret eller skadens omfang, når sagen skal påkendes. Men også dette er et materielt retsspørgsmål, som skal afgøres af den ret, der har kompetence i henhold til konventionen.

66.      På denne baggrund skal spørgsmål 1, c), efter min opfattelse besvares med, at i tilfælde, hvor en ret i en kontraherende stat efter denne stats lovgivning har enekompetence til at træffe afgørelse om, hvorvidt kollektive kampskridt er ulovlige, og hvor en anden ret i samme stat har kompetence til at påkende erstatningskrav som følge af ulovligheden, er en sag ved den førstnævnte ret, hvorunder der er nedlagt påstand om anerkendelse af, at et kollektivt kampskridt er ulovligt, omfattet af udtrykket »sager om erstatning uden for kontrakt« i artikel 5, nr. 3’s forstand, også selv om iværksættelsen af kampskridtet efter sagens anlæg stilles i bero af den varslende part på rettens afgørelse af lovligheden.

Spørgsmål 2

67.      Spørgsmål 2 går nærmere bestemt ud på, om skaden under de omstændigheder, der har givet anledning til hovedsagen, kan anses for sket i Danmark, således at sag kan anlægges i Danmark. Selv om den nationale rets spørgsmål er formuleret således, at det angår kollektive kampskridt, der er iværksat, vil jeg lægge til grund, at udtrykket er benyttet i betydningen varslede, snarere end faktisk anvendte.

68.      DFDS og den danske regering har gjort gældende, at spørgsmål 2 bør besvares bekræftende, mens SEKO og Kommissionen har indtaget det modsatte standpunkt. Det Forenede Kongerige har anført, at spørgsmålet bør besvares på grundlag af den nationale lov, som finder anvendelse i henhold til de danske internationalprivatretlige regler.

69.      I Mines de Potasse d’Alsace-dommen (36) fastslog Domstolen, at »udtrykket »det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået« i artikel 5, nr. 3, skal [...] forstås således, at sagsøger efter eget valg kan anlægge sag enten på det sted, hvor skaden er indtrådt, eller på stedet for den skadeforvoldende begivenhed«. Domstolen forklarede, at disse steder kan have lige stor betydning som tilknytningsmoment ved udpegning af den kompetente ret, idet de hver især efter omstændighederne kan være af særlig praktisk betydning med henblik på beviset og tilrettelæggelsen af retssagen. Et valg af stedet for den skadeforvoldende begivenhed som eneste tilknytningsmoment ville også medføre, at værnetingsreglerne i konventionens artikel 2 og artikel 5, nr. 3, i et betydeligt antal sager ville falde sammen, således at den sidstnævnte bestemmelse for så vidt ville miste sin betydning (37).

70.      I Shevill-dommen (38) fastslog Domstolen, at i tilfælde, hvor der er tale om en ærekrænkelse i en avisartikel, som er blevet udbredt i flere kontraherende stater, kan stedet for den skadeforvoldende begivenhed kun være det sted, hvor avisudgiveren har hjemsted, for så vidt som det er det sted, hvor skadetilføjelsen har sin oprindelse, og hvorfra ærekrænkelsen hidrører og er bragt i omløb.

71.      I den foreliggende sag må det være klart, at den skadeforvoldende begivenhed er varslet om kollektive kampskridt. Efter en analogi med omstændighederne i Shevill-sagen må den skadeforvoldende begivenhed anses for at have sin oprindelse i Sverige, hvor varslerne blev fremsat og afsendt.

72.      Med hensyn til det sted, hvor skaden er indtrådt – hvilket er det begreb, Arbejdsretten navnlig ønsker en stillingtagen til – udtalte Domstolen i Shevill-dommen, at dette sted er det sted, hvor den skadegørende handling, der fører til, at skadevolderen ifalder erstatningsansvar uden for kontraktforhold, har påført den skadelidte et tab, og at den skade, der – i tilfælde, hvor der er tale om en ærekrænkelse gennem pressen – påføres en fysisk eller juridisk persons ære, omdømme og agtelse, indtræder på de steder, hvor skriftet udbredes, når den fornærmede er kendt på de pågældende steder (39).

73.      I den foreliggende sag må det sted, hvor skaden er indtrådt, efter en analogi være det sted, hvor de varslede kollektive kampskridt – dvs. den skadeforvoldende begivenhed – har påført skade. Den væsentligste skade, som blev påført, og som sagsøgeren efter det oplyste kræver erstatning for under sagen for Sø- og Handelsretten, var, at Tor Caledonia måtte tages ud af drift, og at der i stedet blev indchartret et andet skib, hvilket DFDS anså for nødvendigt på baggrund af konfliktvarslerne. Denne skade synes at være indtrådt i Danmark, selv om det – som Det Forenede Kongerige har gjort gældende – i sidste instans tilkommer den nationale ret at fastslå de faktiske omstændigheder for at afgøre, hvor den skadeforvoldende begivenhed rent faktisk påførte skade (40).

74.      SEKO og Kommissionen har imidlertid – under henvisning til Marinari-dommen (41) – anført, at »det sted, hvor skaden er indtrådt« ikke omfatter det sted, hvor skadelidte hævder at have lidt et formuetab som følge af en skade, der oprindelig er indtrådt og lidt af ham i en anden kontraherende stat. SEKO og Kommissionen har på denne baggrund gjort gældende, at det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået, ikke kan befinde sig i Danmark, men må befinde sig i Sverige.

75.      I Marinari-sagen havde sagsøgeren anlagt sag med påstand om erstatning for tab, som hævdedes at være påført af sagsøgte, der var en bank. I Marinari-sagen havde såvel den skadegørende handling (den adfærd, som ansatte i den sagsøgte bank hævdedes at have udvist) som den oprindelig indtrådte skade (beslaglæggelse af veksler, som sagsøgeren havde deponeret, og den efterfølgende anholdelse af sagsøgeren) fundet sted i samme stat, og kun den hævdede efterfølgende skade (formuetabet) kunne være lidt i en anden stat. Domstolen fastslog, at udtrykket »det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået« ikke kan fortolkes udvidende, således at det omfatter ethvert sted, hvor der kan opstå skadevirkninger af et forhold, som allerede har forvoldt en skade, der faktisk er indtrådt et andet sted. Udtrykket kan derfor ikke fortolkes således, at det omfatter det sted, hvor skadelidte hævder at have lidt et formuetab som følge af en skade, der oprindelig er indtrådt og lidt af ham i en anden kontraherende stat (42). 

76.      Marinari-dommen vil derfor ikke kunne tillægges betydning, hvis hele skaden indtræder i én kontraherende stat. Det tilkommer den nationale ret at bedømme, om dette er tilfældet i den foreliggende sag.

77.      DFDS har til dels støttet sit synspunkt om, at det sted, hvor skaden er indtrådt, var beliggende i Danmark, på et argument om, at hensigten med det påtænkte kollektive kampskridt var at opnå en ændring af ansættelsesvilkårene om bord på Tor Caledonia, som er registreret i Danmark og må betragtes som dansk territorium. Den danske regering finder også, at det er relevant, at hensigten med den skadeforvoldende begivenhed var, at den skulle have virkning og virke bestemmende på modpartens adfærd på det sted, hvor det skib, konflikten var rettet mod, var registreret, og hvor centrale beslutninger om ansættelsesforhold blev truffet, dvs. om bord på skibet. Det Forenede Kongerige og Kommissionen har derimod anført, at skibets nationalitet ikke kan have betydning for fastlæggelsen af, hvor skadetilføjelsen er foregået i konventionens artikel 5, nr. 3’s forstand.

78.      Jeg kan tilslutte mig, at Tor Caledonias nationalitet ikke synes at være relevant for de spørgsmål, der er forelagt for Domstolen i denne sag. Ingen af de forhold, DFDS eller den danske regering har fremført i denne forbindelse, har efter min opfattelse betydning for kompetencetildelingen i henhold til Bruxelles-konventionen. Det fremgår klart af Domstolens praksis, både at søgsmål, der tager sigte på at forhindre, at der begås handlinger, som hævdes at være ulovlige, kan være omfattet af konventionens artikel 5, nr. 3, og at sådanne søgsmål kan anlægges enten på det sted, hvor skaden er indtrådt, eller på stedet for den skadeforvoldende begivenhed. I den foreliggende sag er den relevante skade ikke den tilsigtede ændring af ansættelsesvilkårene om bord på skibet, men det forhold, at skibet blev taget ud af drift og erstattet af et andet skib, hvilket DFDS på grund af konfliktvarslerne anså for nødvendigt. Selv om spørgsmålet om, hvor skaden indtrådte – i den forstand, hvor den ulovlige handling medførte, at skadelidte blev påført skade, som allerede nævnt er et faktisk spørgsmål, der skal afgøres af den nationale domstol, er det vanskeligt at se, hvordan en sådan skade under de omstændigheder, der foreligger i denne sag, kan anses for at være indtrådt om bord på det pågældende skib.

79.      Endelig ønsker jeg at fremhæve, at en ret, ved hvilken der er anlagt sag i medfør af konventionens artikel 5, nr. 3 – når den skal afgøre, om den har kompetence på grundlag af det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået – skal tage Domstolens praksis om konventionen i betragtning, herunder specielt det overordnede princip om, at den specielle kompetenceregel, der opstilles i artikel 5, nr. 3, er baseret på, at der foreligger en særlig snæver sammenhæng mellem tvisten og retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået, og at denne sammenhæng begrunder, at det er denne ret, der tillægges kompetencen af retsplejehensyn og af hensyn til tilrettelæggelsen af retssagen (43).

 Forslag til afgørelse

80.      Sammenfattende foreslår jeg, at de spørgsmål, Arbejdsretten har forelagt, besvares således:

»1a)      I tilfælde, hvor en ret i en kontraherende stat efter denne stats lovgivning har enekompetence til at træffe afgørelse om, hvorvidt kollektive kampskridt er ulovlige, og hvor en anden ret i samme stat har kompetence til at påkende erstatningskrav som følge af ulovligheden, er en sag ved den førstnævnte ret, hvorunder der nedlægges påstand om anerkendelse af, at et kollektivt kampskridt er ulovligt, omfattet af udtrykket »sager om erstatning uden for kontrakt« i den forstand, hvori det er anvendt i artikel 5, nr. 3, i Bruxelles-konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager.

1b)      En sådan sag er omfattet af udtrykket »sager om erstatning uden for kontrakt« i Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 3’s forstand, også selv om det kollektive kampskridt, som i sagen påstås kendt ulovligt, ikke umiddelbart kan forvolde sagsøgeren skade, men hovedkonflikten er en nødvendig betingelse for og kan udgøre grundlaget for sympatiaktioner, som vil være skadeforvoldende.

1c)      En sådan sag er omfattet af udtrykket »sager om erstatning uden for kontrakt« i Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 3’s forstand, også selv om iværksættelsen af det kampskridt, som i sagen påstås kendt ulovligt, efter sagens anlæg stilles i bero af den varslende part på rettens afgørelse af lovligheden.

2)      Når sag er anlagt ved en ret i en kontraherende stat under påberåbelse af, at den i medfør af artikel 5, nr. 3, i Bruxelles-konventionen, som fortolket af Domstolen, er retten på det sted, hvor skaden er indtrådt, er det denne ret, der i overensstemmelse med Domstolens praksis skal fastlægge det sted, hvor den skadegørende handling, der fører til, at skadevolderen ifalder erstatningsansvar uden for kontrakt, har påført skadelidte et tab. Når skaden er en følge af, at et fagforbund har varslet kollektive kampskridt til støtte for krav om overenskomst for søfolk om bord på et skib, der er registreret i én kontraherende stat, men som besejler en anden kontraherende stat, er skibets nationalitet ikke et relevant kriterium for, hvor skaden er indtrådt.«

---

1 – Originalsprog: engelsk.

---

2  – Konventionen af 27.9.1968. En konsolideret version af konventionen, som ændret ved de fire efterfølgende tiltrædelseskonventioner, er offentliggjort i EFT 1998 C 27, s. 1.

---

3  – EFT 2001 L 12, s. 1.

---

4  – 21. betragtning til forordningen samt forordningens artikel 1, stk. 3, og artikel 76.

---

5  – Protokollen vedrørende Domstolens fortolkning af konventionen af 27.9.1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, undertegnet i Luxembourg den 3.6.1971. En konsolideret version af protokollen, som ændret ved de fire efterfølgende tiltrædelseskonventioner, er offentliggjort i EFT 1998 C 27, s. 28.

---

6  – § 42 i den svenske medbestemmelseslov.

---

7  – Lov nr. 183 af 12.3.1997.

---

8  – Jf. ovenfor i fodnote 5.

---

9  – Jf. ovenfor i punkt 21.

---

10  – Rapport om protokollerne vedrørende Domstolens fortolkning af konventionen af 29.2.1968 om gensidig anerkendelse af selskaber og juridiske personer og af konventionen af 27.9.1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, undertegnet den 3.6.1971, EFT 1979 C 59, s. 66, punkt 11, nr. 1.

---

11  – Rapport om konventionen om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltrædelse af konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, samt af protokollen om Domstolens fortolkning af denne konvention, undertegnet den 9.10.1978, EFT 1979 C 59, s. 71, punkt 255.

---

12  – Jf. ovenfor i punkt 4.

---

13  – Den tyske version er »wenn eine unerlaubte Handlung oder eine Handlung, die einer unerlaubten Handlung gleichgestellt ist, oder wenn Ansprüche aus einer solchen Handlung den Gegenstand des Verfahrens bilden [...]«, og den engelske version er »in matters relating to tort, delict or quasi-delict«.

---

14  – Dom af 30.11.1976, sag 21/76, Sml. s. 1735, præmis 18.

---

15  – Dom af 27.9.1988, sag 189/87, Sml. s. 5565, præmis 17.

---

16  – Min fremhævelse.

---

17  – Jf. dom af 7.6.1984, sag 129/83, Zelger, Sml. s. 2337, præmis 15, af 15.5.1990, sag 365/88, Hagen, Sml. I, s. 1845, præmis 19, og af 7.3.1995, sag C-68/93, Shevill, Sml. I, s. 415, præmis 35 og 36.

---

18  – Dom af 1.10.2002, sag C-167/00, Sml. I, s. 8111.

---

19  – Præmis 41.

---

20  – Præmis 42, hvori der henvises til den i fodnote 14 nævnte dom i Mines de Potasse d’Alsace-sagen, præmis 18.

---

21  –      Præmis 46. I præmissen henvises der til Mines de Potasse d’Alsace-dommen, jf. ovenfor i fodnote 14, præmis 11 og 17, dom af 11.1.1990, sag C-220/88, Dumez France og Tracoba, Sml. I, s. 49, præmis 17, Shevill-dommen, jf. ovenfor i fodnote 17, præmis 19, og dom af 19.9.1995, sag C-364/93, Marinari, Sml. I, s. 2719, præmis 10.

---

22  – Shevill-dommen, jf. ovenfor i fodnote 17, præmis 40, og Henkel-dommen, jf. ovenfor i fodnote 18, præmis 42.

---

23  – Henkel-dommen, jf. ovenfor i fodnote 18, og omtalen af dommen i punkt 37-40.

---

24  – Dom af 3.7.1997, sag C-269/95, Benincasa, Sml. I, s. 3767, præmis 27.

---

25  – Shevill-dommen, jf. ovenfor i fodnote 17, præmis 38, og mere generelt præmis 35-41.

---

26  – Dom af 4.3.1982, sag 38/81, Effer, Sml. s. 825, præmis 7, jf. også punkt 3-6 i generaladvokat Reischls forslag til afgørelse.

---

27  – Jf. artikel 18.

---

28  – Rapport vedrørende konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, EFT 1979 C 59, s. 1.

---

29  – Jf. ovenfor i fodnote 17, præmis 34-41.

---

30  – Marinari-dommen, jf. ovenfor i fodnote 21, præmis 19.

---

31  – Dom af 27.10.1998, sag C-51/97, Réunion Européenne, Sml. I, s. 6511, præmis 34.

---

32  – Dom af 17.6.1992, sag C-26/91, Handte, Sml. I, s. 3967, præmis 18.

---

33  – Jf. punkt 56.

---

34  – Marinari-dommen, jf. ovenfor i fodnote 21, præmis 19.

---

35  – Handte-dommen, jf. ovenfor i fodnote 30, præmis 18.

---

36  – Jf. ovenfor i fodnote 14, præmis 19.

---

37  – Jf. præmis 15, 17 og 20.

---

38  – Jf. ovenfor i fodnote 17, præmis 24.

---

39  – Jf. ovenfor i fodnote 21, præmis 28 og 29.

---

40  – Shevill-dommen, jf. ovenfor i fodnote 17, præmis 37-39.

---

41  – Jf. ovenfor i fodnote 21.

---

42  – Præmis 14 og 15.

---

43  – Henkel-dommen, jf. ovenfor i fodnote 18, præmis 46. Jf. analogt, med hensyn til, hvilket lands lov der finder anvendelse, at der i artikel 3, stk. 3, i forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontraktforhold (»Rom II«) – KOM(2003) 427 endelig udg., som forelagt af Kommissionen den 22.7.2003 – foreslås en bestemmelse, hvorefter det, uanset hovedreglen om, at loven i det land, hvor skaden er opstået eller truer med at opstå, finder anvendelse, dog skal gælde, »at når det af samtlige kendte forhold fremgår, at en forpligtelse uden for kontraktforhold har en åbenbart stærkere tilknytning til et andet land, skal dette andet lands lov anvendes«.