English
Select your language
Official EU languages:
Access to European Union law
EUR-Lex
Access to European Union law
This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Use quotation marks to search for an "exact phrase". Append an asterisk (*) to a search term to find variations of it (transp*, 32019R*). Use a question mark (?) instead of a single character in your search term to find variations of it (ca?e finds case, cane, care).
Need more search options? Use the
Advanced search
Document 62001CO0253
Order of the Court (Third Chamber) of 29 January 2004. # S.A. Krüger v Directie van de rechtspersoonlijkheid bezittende Dienst Wegverkeer. # Reference for a preliminary ruling: Arrondissementsrechtbank te Rotterdam - Netherlands. # Article 104(3) of the Rules of Procedure - Freedom of movement for persons - Directive 91/439/EEC - Driving licences - Mutual recognition - Compulsory exchange. # Case C-253/01.
Kendelse afsagt af Domstolens Tredje Afdeling den 29. januar 2004.
S.A. Krüger mod Directie van de rechtspersoonlijkheid bezittende Dienst Wegverkeer.
Anmodning om præjudiciel afgørelse: Arrondissementsrechtbank te Rotterdam - Nederlandene.
Procesreglementets artikel 104, stk.3 - fri bevægelighed for personer - direktiv 91/439/EØF - kørekort - gensidig anerkendelse - obligatorisk ombytning.
Sag C-253/01.
Kendelse afsagt af Domstolens Tredje Afdeling den 29. januar 2004.
S.A. Krüger mod Directie van de rechtspersoonlijkheid bezittende Dienst Wegverkeer.
Anmodning om præjudiciel afgørelse: Arrondissementsrechtbank te Rotterdam - Nederlandene.
Procesreglementets artikel 104, stk.3 - fri bevægelighed for personer - direktiv 91/439/EØF - kørekort - gensidig anerkendelse - obligatorisk ombytning.
Sag C-253/01.
Samling af Afgørelser 2004 I-01191
ECLI identifier: ECLI:EU:C:2004:59
Language
HTML
PDF
- Fri bevægelighed for personer – etableringsfrihed – kørekort – direktiv 91/439 – ikke muligt at indføre kørekort udstedt af oprindelsesmedlemsstaten i værtsmedlemsstatens kørekortregister – forpligtelse til at ombytte kørekortet – ulovlig – overholdelse af betingelserne for fornyelse af kørekortet i værtsmedlemsstaten – bevisbyrden påhviler kørekortindehaveren – forskelsbehandling på grundlag af nationalitet – forbud – uanvendelighed på rent interne forhold i en medlemsstat
S.A. Krüger
mod
Directie van de rechtspersoonlijkheid bezittende Dienst Wegverkeer
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Arrondissementsrechtbank te Rotterdam)
«Procesreglementets artikel 104, stk. 3 – fri bevægelighed for personer – direktiv 91/439/EØF – kørekort – gensidig anerkendelse – obligatorisk ombytning»
|
||||
(Rådets direktiv 91/439, art. 1)
- 1 Ved kendelse af 27. juni 2001, indgået til Domstolen den 2. juli 2001, har Arrondissementsrechtbank te Rotterdam i medfør af artikel 234 EF forelagt to præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen dels af artikel 1, stk. 1 og 2, i Rådets direktiv 91/439/EØF af 29. juli 1991 om kørekort (EFT L 237, s. 1), som ændret ved Rådets direktiv 96/47/EF af 23. juli 1996 (EFT L 235, s. 1, herefter »direktiv 91/439«), dels af visse bestemmelser i EF-traktaten om den frie bevægelighed for personer.
- 2 Spørgsmålene er blevet rejst i en sag anlagt af S.A. Krüger mod Directie van de rechtspersoonlijkheid bezittende Dienst Wegverkeer (det nederlandske vejtrafikdirektorat) vedrørende registrering og ombytning i Nederlandene af vedkommendes kørekort.
- Relevante retsforskrifter Fællesskabsbestemmelser
- 3 Første betragtning til direktiv 91/439 lyder således: »Som led i den fælles transportpolitik og med henblik på at bidrage til at forbedre færdselssikkerheden på vejene samt for at øge bevægeligheden for personer, som bosætter sig i en anden medlemsstat end den, hvor de har bestået en køreprøve, er det ønskeligt, at der findes et nationalt kørekort efter en EF-model, som medlemsstaterne anerkender gensidigt, og som ikke skal ombyttes.«
- 4 I direktivets niende betragtning anføres det: »Bestemmelserne i artikel 8 i direktiv 80/1263/EØF, særlig den tvungne ombytning af kørekortet inden et år i tilfælde af bopælsændring, er en hindring for den frie bevægelighed for personer og kan ikke accepteres i betragtning af de fremskridt, der er nået inden for rammerne af den europæiske integration.«
- 5 Artikel 1 i direktiv 91/439 bestemmer: »1. I overensstemmelse med dette direktiv indfører medlemsstaterne nationale kørekort, som svarer til den EF-model, der er afbildet i bilag I eller Ia. 2. De kørekort, som medlemsstaterne udsteder, anerkendes gensidigt. 3. Når indehaveren af et gyldigt kørekort erhverver sædvanlig bopæl i en anden medlemsstat end den, der har udstedt kørekortet, kan værtsmedlemsstaten lade sine nationale bestemmelser med hensyn til gyldighedsperiode, lægekontrol og fiskale forhold finde anvendelse på den pågældende person og kan påføre kørekortet sådanne påtegninger, som er nødvendige af administrative hensyn.«
- 6 Artikel 2, stk. 2, i direktiv 91/439 bestemmer: »Medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger til at undgå risiko for, at kørekort forfalskes.«
- 7 I henhold til direktivets artikel 7, stk. 5, må ingen person være indehaver af mere end ét kørekort udstedt af en medlemsstat.
- 8 Artikel 8 i direktiv 91/439 bestemmer: »1. Når indehaveren af et gyldigt kørekort udstedt i en medlemsstat får sædvanlig bopæl i en anden medlemsstat, kan han anmode om at få sit kørekort ombyttet med et tilsvarende kørekort; den medlemsstat, der foretager ombytningen, skal om fornødent kontrollere, at det hidtidige kørekort er gyldigt. 2. Med forbehold af overholdelsen af territorialprincippet i straffelove og -bestemmelser kan bopælsmedlemsstaten på indehaveren af et kørekort, der er udstedt af en anden medlemsstat, anvende sine nationale bestemmelser vedrørende begrænsning, suspension, inddragelse eller annullation af førerretten og om nødvendigt med henblik herpå ombytte dette kørekort. 3. Den medlemsstat, der foretager ombytningen, tilbagesender det gamle kørekort til myndighederne i den medlemsstat, der har udstedt det, med oplysning om årsagen hertil. 4. En medlemsstat kan for en person, der på dens område er omfattet af en af de foranstaltninger, der er omhandlet i stk. 2, nægte at anerkende gyldigheden af ethvert kørekort, der er udstedt af en anden medlemsstat til denne person. En medlemsstat kan endog nægte at udstede et kørekort til en ansøger, som er omfattet af sådanne foranstaltninger i en anden medlemsstat. [...]« Nationale bestemmelser
- 9 Nederlandenes vigtigste retsforskrifter om kørekort findes i færdselslovgivningen, herunder Wegenverkeerswet (færdselsloven) af 21. april 1994 (Stbl. 1994, nr. 475), med senere ændringer (Stbl. 1996, nr. 276, herefter »WVW 1994«).
- 10 Ifølge artikel 107, stk. 1, i WVW 1994 skal førere af et motorkøretøj, som kører på offentlig vej, være i besiddelse af et kørekort, som er udstedt af den kompetente myndighed – dvs. den myndighed, som er kompetent i Nederlandene – og som giver ham ret til at føre køretøjet. Artikel 107, stk. 2, fastsætter kravene til kørekortet og bestemmer bl.a., at dette stadig skal have gyldighed.
- 11 Artikel 108, stk. 1, litra h), i WVW 1994 bestemmer: »1. Artikel 107 finder ikke anvendelse på førere af: [...]
- h)
- motorkøretøjer, såfremt føreren har bopæl i Nederlandene, og den kompetente myndighed i en anden af De Europæiske Fællesskabers medlemsstater eller i en anden stat, som er kontraherende part i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, har udstedt et kørekort til ham, som har gyldighed til kørsel med et motorkøretøj som det, han fører, inden for den periode, der er fastsat for kørekortets gyldighed i Nederlandene ved indførelsen i kørekortregisteret, eller, hvis kørekortet ikke er indført i registeret, eller den periode, der er fastsat for dets gyldighed i Nederlandene ved indførelsen i registret, er kortere end et år, så længe der ikke er forløbet et år, siden den pågældende har taget bopæl i Nederlandene.«
- 12 Artikel 109 i WVW 1994 bestemmer: »1. Den periode, der er fastsat for kørekortets gyldighed i Nederlandene ved indførelsen i registeret i henhold til artikel 108, stk. 1, litra h), udgør
- a)
- ti år fra udstedelsesdatoen, hvis kørekortet udstedes til en person, som endnu ikke var fyldt 60 år på udstedelsesdatoen
- 13 I medfør af artikel 122, stk. 1, i WVW 1994 har et kørekort, der er udstedt til en ansøger, som endnu ikke er fyldt 60 år, en gyldighedsperiode på ti år regnet fra udstedelsesdagen. Såfremt ansøgeren er mellem 60 og 65 år, er kørekortet gyldigt fra udstedelsesdagen til den dag, hvor ansøgeren fylder 70 år. Såfremt ansøgeren er 65 år eller ældre, har kørekortet en gyldighedsperiode på fem år fra udstedelsen.
- 14 I henhold til artikel 177, stk. 1, i WVW 1994 er det strafbart at føre motorkøretøj uden kørekort eller med et kørekort, som ikke længere er gyldigt, eller med et kørekort, som ikke opfylder de betingelser, der er fastsat ved eller i medfør af denne lov. Straffen udgør fængsel indtil to måneder eller bøde.
- 15 Det bestemmes i artikel 2, stk. 1, i Wet administratiefrechtelijke handhaving verkeersvoorschriften (lov om administrativ gennemførelse af færdselsforskrifter) af 3. juli 1989 (Stbl. 1989, nr. 300), som ændret senest ved lov af 28. oktober 1999 (Stbl. 1999, nr. 469, herefter »WAHV«), at der for visse handlinger, som er i strid med de ved eller i medfør af WVW 1994 fastsatte bestemmelser, pålægges administrative sanktioner i stedet for de strafferetlige sanktioner, som er fastsat ved WVW 1994.
- 16 Det fremgår af forelæggelseskendelsen, at S.A. Krüger, der er tysk statsborger, har haft bopæl og arbejde i Nederlandene siden 1996. Hun er indehaver af et kørekort, som blev udstedt af de tyske myndigheder den 2. september 1983. Efter tysk ret har kørekortet livsvarig gyldighed. For at overholde artikel 108, stk. 1, litra h), i WVW 1994 ansøgte S.A. Krüger ved skrivelse af 14. juni 1996 vejtrafikdirektoratet om indførsel af sit tyske kørekort i kørekortregistret. Ved afgørelse af 1. oktober 1996 afslog sidstnævnte at efterkomme ansøgningen med den begrundelse, at kørekortet var blevet udstedt mere end ti år tidligere. Efter nederlandsk lovgivning kan et sådant kørekort ikke indføres i registret, men skal ombyttes med et nederlandsk kørekort.
- 17 S.A. Krüger har indbragt denne afgørelse for Arrondissementsrechtbank te Rotterdam, idet hun har gjort gældende, at afslaget på hendes ansøgning om registrering af kørekortet dels udgør en hindring for den frie bevægelighed for personer, der ikke kan begrundes med objektive hensyn af almen interesse, dels er i strid med princippet om gensidig anerkendelse af kørekort, der fremgår af artikel 1, stk. 2, i direktiv 91/439, således som dette er blevet fortolket af Domstolen i dom af 29. februar 1996 (sag C-193/94, S. Skanavi og K. Chryssanthakopoulos, Sml. I, s. 929).
- 18 Vejtrafikdirektoratet har for Arrondissementsrechtbank anført, at den manglende mulighed for at registrere et kørekort, der er udstedt mere end ti år tidligere, ikke udgør en hindring for den frie bevægelighed for personer, idet den uden forskel gælder for indehavere af et nederlandsk kørekort og indehavere af et kørekort, der er udstedt af en anden medlemsstat. Selv hvis det antages, at den nederlandske lovgivning udgør en sådan hindring, er den under alle omstændigheder begrundet i forhold til det mål, der ønskes opnået, nemlig at alle kørekort fornys hvert tiende år. Vejtrafikdirektoratet har tilføjet, at direktiv 91/439 ikke er til hinder for, at indehaveren af et tysk kørekort, som er bosat i Nederlandene, forpligtes til at lade dette kørekort ombytte med et nederlandsk kørekort.
- 19 I forelæggelseskendelsen har Arrondissementsrechtbank te Rotterdam konstateret, at for en person, der befinder sig i en situation som S.A. Krügers, indebærer bestemmelserne i WVW 1994, at der består eller i hvert fald skabes en forpligtelse til at ombytte sit kørekort inden for en frist på ét år, såfremt den pågældende ikke vil overtræde loven. Det synes dog at fremgå både af den niende betragtning til direktiv 91/439 og af præmis 42 i dom af 29. oktober 1998 (sag C-230/97, Awoyemi, Sml. I, s. 6781), at det i medfør af direktivet påhviler medlemsstaterne at undgå, at indehaveren af et kørekort, der er udstedt af en medlemsstat, forpligtes til at ombytte dette med et kørekort, der er udstedt af værtsmedlemsstaten.
- 20 Da den forelæggende ret under disse omstændigheder finder, at en afgørelse af den verserende tvist kræver en fortolkning af fællesskabsretten, har den udsat sagen og forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
- »1)
- Skal direktiv 91/439 – navnlig direktivets artikel 1, stk. 1 og 2 – fortolkes således, at en national ordning til gennemførelse af direktivet er i overensstemmelse dermed, når der i henhold til denne ordning inden for et år efter flytningen af den sædvanlige bopæl til Nederlandene består, eller i hvert fald opstår en ombytningspligt for indehaveren af et i Forbundsrepublikken Tyskland af den kompetente myndighed udstedt kørekort, som har livsvarig gyldighed, idet et kørekort, som er udstedt for mere end ti år siden i en anden medlemsstat, ikke kan registreres i Nederlandene, og når indehaveren, såfremt kørekortet ikke er registreret, begår en strafbar handling ved at føre et motorkøretøj i Nederlandene?
- 2)
- Er en national ordning som den i første spørgsmﾥl beskrevne, som har de deri nævnte følger, en hindring for den frie bevægelighed for personer, og i bekræftende fald, kan denne hindring da være berettiget af hensyn til, at det skal være muligt periodisk at forny de oplysninger, som er anført på dokumentet, og tilpasse dokumentet til den fremadskridende tekniske viden hvad angår de krav, der må stilles til dokumentet af hensyn til beskyttelse mod og bekæmpelse af svig?«
- 21 Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 1, stk. 1 og 2, i direktiv 91/439 skal fortolkes således, at de er til hinder for en medlemsstats retsforskrifter, der pålægger indehavere af et kørekort udstedt af en anden medlemsstat, som har bosat sig på dens område, en pligt til at ombytte dette kørekort med et nationalt kørekort, med den begrundelse, at et kørekort, der er udstedt af en anden medlemsstat, og som ikke overholder de gyldighedsbestemmelser, der gælder i værtsmedlemsstaten, ikke kan indføres i sidstnævnte stats kørekortregister.
- 22 Domstolen finder, at besvarelsen af det forelagte spørgsmål klart kan udledes af retspraksis, hvorfor den i henhold til procesreglementets artikel 104, stk. 3, har underrettet den forelæggende ret om, at den har til hensigt at træffe afgørelse ved begrundet kendelse og anmodet hovedsagens parter, medlemsstaterne og de institutioner, der er nævnt i artikel 23 i statutten for Domstolen, om at fremkomme med deres eventuelle bemærkninger hertil.
- 23 Det Forenede Kongeriges regering og Kommissionen har anført, at de ikke vil gøre indsigelse mod, at Domstolen træffer afgørelse ved begrundet kendelse. S.A. Krüger og den nederlandske, den spanske og den finske regering har derimod givet udtryk for den modsatte opfattelse.
- 24 Ved besvarelsen af det således omformulerede spørgsmål skal det for det første bemærkes, at det fremgår af præmis 60-63 og præmis 67-70 i dom af 10. juli 2003 (sag C-246/00, Kommissionen mod Nederlandene, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser), at direktiv 91/439 er til hinder for en medlemsstats retsforskrifter, der pålægger obligatorisk registrering af kørekort, der er udstedt af andre medlemsstater, når kortets indehaver bosætter sig på den pågældende medlemsstats område.
- 25 Efter at have udtalt i præmis 60 og 61 i dommen i sagen Kommissionen mod Nederlandene, at det følger af fast praksis, dels at den gensidige anerkendelse af kørekort i artikel 1, stk. 2, i direktiv 91/439 skal ske uden nogen formaliteter (jf. Skanavi og Chryssanthakopoulos-dommen, præmis 26, og Awoyemi-dommen, præmis 41), dels at forpligtelsen til gensidig anerkendelse af kørekort er en præcis og ubetinget forpligtelse, over for hvilken medlemsstaterne ikke råder over noget skøn med hensyn til de foranstaltninger, der skal træffes for at efterkomme forpligtelsen (jf. Awoyemi-dommen, præmis 42), har Domstolen således i samme doms præmis 63 fastslået, at den i den nederlandske lovgivning fastsatte pligt til at registre et kørekort, der er udstedt af en anden medlemsstat, udgør en formalitet i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i den ovennævnte retspraksis, og derfor strider mod princippet om gensidig anerkendelse af kørekort i artikel 1, stk. 2, i direktiv 91/439.
- 26 Domstolen har endvidere i præmis 67-70 i dommen i sagen Kommissionen mod Nederlandene fastslået, at obligatorisk registrering af kørekort, der er udstedt af en anden medlemsstat, ikke er nødvendig for, at en medlemsstat kan gøre brug af den mulighed, der gives i artikel 1, stk. 3, i direktiv 91/439 for over for indehaveren af et i en anden medlemsstat udstedt kørekort – der har bosat sig i Nederlandene – at lade sine nationale bestemmelser med hensyn til kørekorts gyldighedsperiode, lægekontrol og fiskale forhold finde anvendelse samt for at påføre kørekortet sådanne påtegninger, som er nødvendige af administrative hensyn.
- 27 I denne forbindelse bemærkede Domstolen for det første, at den omstændighed, at et kørekort, der er udstedt af en anden medlemsstat, ikke bliver registreret i Nederlandene, ikke er til hinder for, at de nederlandske myndigheder i forbindelse med trafikkontrol kan anvende de nationale bestemmelser med hensyn til kørekorts gyldighedsperiode korrekt ved at beregne en periode på ti år regnet fra den udstedelsesdato, som er angivet på kørekortet.
- 28 Domstolen fastslog derefter, at den omtvistede registrering heller ikke er nødvendig for, at de kompetente myndigheder kan kontrollere overholdelsen af de nationale bestemmelser om fornyelse af kørekort og lægekontrol, så længe det påhviler indehaveren af et kørekort at godtgøre, at han har overholdt de pågældende bestemmelser. Det vil således være tilstrækkeligt at informere indehavere af kørekort, som er udstedt af andre medlemsstater, om de forpligtelser, som påhviler dem efter den nationale lovgivning i forbindelse med, at de træffer foranstaltninger til at bosætte sig i Nederlandene og at anvende de sanktioner, der er fastsat for tilsidesættelse af de pågældende bestemmelser.
- 29 Domstolen fastslog endelig, at det forhold, at der i visse medlemsstater findes kørekort af polycarbonat, ikke nødvendiggør en obligatorisk registrering af disse kørekort, da sådanne kørekort, i modsætning til hvad den nederlandske regering hævdede, som det fremgår af bilag Ia, punkt 2, til direktiv 91/439, skal indeholde plads til, at værtsmedlemsstaten i givet fald påfører kørekortet de af administrative hensyn nødvendige påtegninger.
- 30 For det andet bemærkes, at Domstolen tillige har fastslået, at artikel 1, stk. 2, og artikel 8, stk. 1, i direktiv 91/439, sammenholdt med direktivets niende betragtning, navnlig forbyder medlemsstaterne at kræve ombytning af kørekort, der er udstedt af en anden medlemsstat, uden hensyntagen til indehaverens nationalitet (jf. i denne retning Awoyemi-dommen, præmis 42).
- 31 Domstolen har for nylig bekræftet denne fortolkning i sin dom i sagen Kommissionen mod Nederlandene. I dommens præmis 72 har Domstolen således fastslået, at det fremgår af niende betragtning til direktiv 91/439, at dette udtrykkeligt har til hensigt at fjerne ordningerne med ombytning af kørekort.
- 32 Herefter kan det konstateres, at det klart fremgår af retspraksis, at direktiv 91/439 er hinder for, at en medlemsstat kræver registrering eller ombytning af kørekort, der ikke er udstedt af dens egne myndigheder, når indehaveren af kørekortet bosætter sig på dens område.
- 33 Det følger heraf, at direktiv 91/439 er til hinder for nationale retsforskrifter som de i hovedsagen omhandlede, der pålægger indehavere af et kørekort, som er udstedt af en anden medlemsstat end værtsmedlemsstaten, en registreringspligt og i givet fald en pligt til at ombytte det pågældende kørekort med et nationalt kørekort.
- 34 Det skal tilføjes, at det, som det allerede fremgår af denne kendelses præmis 28, påhviler en indehaver af et kørekort udstedt af en medlemsstat, som erhverver sædvanlig bopæl på en anden medlemsstats område, hvor der er gjort brug af muligheden i artikel 1, stk. 3, i direktiv 91/439, at godtgøre, at han opfylder de betingelser, der er fastsat i værtsmedlemsstatens bestemmelser om fornyelse af kørekort. Når dette er godtgjort, påhviler det dog værtsmedlemsstatens myndigheder at drage konsekvenserne heraf og tillade den pågældende at føre et køretøj på grundlag af sit oprindelige kørekort.
- 35 Dette resultat kan ikke drages i tvivl af den nederlandske regerings argument, hvorefter det udgør diskrimination i forhold til værtsmedlemsstatens statsborgere, at en medlemsstat forhindres i at kræve af de EF-borgere, der er bosat på dens område, at de ombytter deres kørekort, der er udstedt af en anden medlemsstat, med et nationalt kørekort, mens indehavere af et sådant nationalt kørekort, som hovedsagelig er statsborgere i værtsmedlemsstaten, er forpligtet til hvert tiende år at ombytte dette med et nyt kørekort.
- 36 Det fremgår således af Domstolens praksis, at eventuel forskelsbehandling af statsborgere i en medlemsstat i forhold til lovgivningen i denne stat henhører under denne lovgivnings anvendelsesområde, således at disse spørgsmål skal løses inden for rammerne af statens nationale retsorden (dom af 5.6.1997, forenede sager C-64/96 og C-65/96, Uecker og Jacquet, Sml. I, s. 3171, præmis 23).
- 37 Henset til disse betragtninger skal det første spørgsmål, som omformuleret, besvares med, at artikel 1, stk. 1 og 2, i direktiv 91/439 skal fortolkes således, at de er til hinder for en medlemsstats retsforskrifter, der under visse omstændigheder pålægger indehavere af et kørekort udstedt af en anden medlemsstat, som har bosat sig på dens område, en pligt til at ombytte dette kørekort med et nationalt kørekort, med den begrundelse, at et kørekort, der er udstedt af en anden medlemsstat, og som ikke overholder de gyldighedsbestemmelser, der gælder i værtsmedlemsstaten, ikke kan indføres i sidstnævnte stats kørekortregister. Det påhviler en indehaver af et kørekort udstedt af en medlemsstat, som erhverver sædvanlig bopæl på en anden medlemsstats område, hvor der er gjort brug af muligheden i artikel 1, stk. 3, i direktiv 91/439, at godtgøre, at han opfylder de betingelser, der er fastsat i værtsmedlemsstatens bestemmelser om fornyelse af kørekort. Når dette er godtgjort, påhviler det dog værtsmedlemsstatens myndigheder at drage konsekvenserne heraf og tillade den pågældende at føre et køretøj på grundlag af sit oprindelige kørekort.
- 38 I betragtning af besvarelsen af det første spørgsmål er det ufornødent at besvare det andet spørgsmål.
- 39 De udgifter, der er afholdt af den nederlandske, den spanske, den italienske og den finske regering, af det Forenede Kongeriges regering og af Kommissionen, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.
DOMSTOLENS KENDELSE (Tredje Afdeling)
29. januar 2004(1)
»Procesreglementets artikel 104, stk. 3 – fri bevægelighed for personer – direktiv 91/439/EØF – kørekort – gensidig anerkendelse – obligatorisk ombytning«
I sag C-253/01, angående en anmodning, som Arrondissementsrechtbank te Rotterdam (Nederlandene) i medfør af artikel 234 EF har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag, S.A. Krügermod
Directie van de rechtspersoonlijkheid bezittende Dienst Wegverkeer, at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen dels af artikel 1, stk. 1 og 2, i Rådets direktiv 91/439/EØF af 29. juli 1991 om kørekort (EFT L 237, s. 1), som ændret ved Rådets direktiv 96/47/EF af 23. juli 1996 (EFT L 235, s. 1), dels af visse bestemmelser i EF-traktaten om den frie bevægelighed for personer,har
DOMSTOLEN (Tredje Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, A. Rosas, og dommerne R. Schintgen (refererende dommer) og N. Colneric, generaladvokat: P. Léger
justitssekretær: R. Grass,
efter at den forelæggende ret er blevet underrettet om, at Domstolen har til hensigt at træffe afgørelse ved begrundet kendelse i henhold til procesreglementets artikel 104, stk. 3,
efter at de parter eller andre, der er nævnt i artikel 23 i statutten for Domstolen, er blevet anmodet om at fremkomme med deres eventuelle bemærkninger hertil,
og efter at have hørt generaladvokaten,afsagt følgende
Kendelse
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
Det første spørgsmål
Det andet spørgsmål
Sagens omkostninger
På grundlag af disse præmisser
DOMSTOLEN (Tredje Afdeling)
vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Arrondissementsrechtbank te Rotterdam ved kendelse af 27. juni 2001, for ret: Artikel 1, stk. 1 og 2, i Rådets direktiv 91/439/EØF af 29. juli 1991 om kørekort, som ændret ved Rådets direktiv 96/47/EF af 23. juli 1996, skal fortolkes således, at de er til hinder for en medlemsstats retsforskrifter, der under visse omstændigheder pålægger indehavere af et kørekort udstedt af en anden medlemsstat, som har bosat sig på dens område, en pligt til at ombytte dette kørekort med et nationalt kørekort, med den begrundelse, at et kørekort, der er udstedt af en anden medlemsstat, og som ikke overholder de gyldighedsbestemmelser, der gælder i værtsmedlemsstaten, ikke kan indføres i sidstnævnte stats kørekortregister.Det påhviler en indehaver af et kørekort udstedt af en medlemsstat, som erhverver sædvanlig bopæl på en anden medlemsstats område, hvor der er gjort brug af muligheden i artikel 1, stk. 3, i direktiv 91/439, at godtgøre, at han opfylder de betingelser, der er fastsat i værtsmedlemsstatens bestemmelser om fornyelse af kørekort. Når dette er godtgjort, påhviler det dog værtsmedlemsstatens myndigheder at drage konsekvenserne heraf og tillade den pågældende at føre et køretøj på grundlag af sit oprindelige kørekort. Således bestemt i Luxembourg den 29. januar 2004.|
Justitssekretær |
Formand for Tredje Afdeling |
|
R. Grass |
A. Rosas |
- 1 –
- Processprog: nederlandsk.