(jf. præmis 31, 36, 39, 40, 43, 44, 47-50 og 52 samt domskonkl. 1 og 2)

DOMSTOLENS DOM (Sjette Afdeling)
11. september 2003(1)

»Beskyttelse af arbejdstagerne – arbejdsgiverens insolvens – anvendelsesområdet for direktiv 80/987/EØF – national retspraksis vedrørende selskabsdeltagerlån, der sidestilles med kapitalindskud – fuldstændig rettighedsfortabelse«

I sag C-201/01,

angående en anmodning, som Oberster Gerichtshof (Østrig) i medfør af EF-traktatens artikel 234 EF har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Maria Walcher

mod

Bundesamt für Soziales und Behindertenwesen Steiermark,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af Rådets direktiv 80/987/EØF af 20. oktober 1980 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens (EFT L 283, s. 23), som ændret ved akt vedrørende vilkårene for Republikken Østrigs, Republikken Finlands og Kongeriget Sveriges tiltrædelse og tilpasningerne af de traktater, der danner grundlag for Den Europæiske Union (EFT 1994 C 241, s. 21, og EFT 1995 L 1, s. 1),har

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling),,

sammensat af afdelingsformanden, J.-P. Puissochet, og dommerne C. Gulmann, F. Macken, N. Colneric (refererende dommer) og J.N. Cunha Rodrigues,

generaladvokat: J. Mischo
justitssekretær: R. Grass,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

–

Maria Walcher ved Rechtsanwalt C. Orgler

–

Bundesamt für Soziales und Behindertenwesen Steiermark ved P. Liebeg, som befuldmægtiget

–

den østrigske regering ved C. Pesendorfer, som befuldmægtiget

–

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved J. Sack og H. Kreppel, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 3. oktober 2002,

afsagt følgende

Dom

»1.

medlemmer af et selskabs ledende organer, som repræsenterer selskabet i henhold til dettes vedtægter

2.

selskabsdeltagere, som kan udøve en dominerende indflydelse i selskabet, selv om denne indflydelse er baseret på finansiel deltagelse.«

–

enten datoen, på hvilken arbejdsgiverens insolvens er indtrådt

–

eller datoen for meddelelsen om den pågældende arbejdstagers opsigelse på grund af arbejdsgiverens insolvens

–

eller datoen, enten på hvilken arbejdsgiverens insolvens er indtrådt eller for ophør af den pågældende arbejdstagers arbejdsaftale eller ansættelsesforhold på grund af arbejdsgiverens insolvens.«

–

for så vidt angår det i artikel 3, stk. 2, første led, omhandlede tilfælde, sikre betalingen af tilgodehavender for løn for de sidste tre måneder af arbejdsaftalen eller ansættelsesforholdet, som ligger inden for en periode af seks måneder forud for den dato, på hvilken arbejdsgiverens insolvens er indtrådt

–

for så vidt angår det i artikel 3, stk. 2, andet led, omhandlede tilfælde, sikre betalingen af tilgodehavender for løn for de sidste tre måneder af arbejdsaftalen eller ansættelsesforholdet, som ligger forud for datoen for meddelelsen om arbejdstagerens opsigelse på grund af arbejdsgiverens insolvens

–

for så vidt angår det i artikel 3, stk. 2, tredje led, omhandlede tilfælde, sikre betalingen af tilgodehavender for løn for de sidste 18 måneder af arbejdsaftalen eller ansættelsesforholdet, som ligger forud for den dato, på hvilken arbejdsgiverens insolvens er indtrådt, eller datoen for ophør af arbejdstagerens arbejdsaftale eller ansættelsesforhold på grund af arbejdsgiverens insolvens. I disse tilfælde kan medlemsstaterne begrænse betalingspligten for løn svarende til en periode på otte uger eller til flere tidsrum, der tilsammen udgør en periode af samme længde.«

a)

at træffe de foranstaltninger, der måtte være nødvendige for at undgå misbrug

b)

at afvise eller begrænse den i artikel 3 omhandlede betalingspligt eller den i artikel 7 omhandlede garantipligt, såfremt det viser sig, at opfyldelse af pligten ikke er rimelig på grund af særlige forbindelser mellem arbejdstager og arbejdsgiver og af sammenfaldende interesser, der medfører en stiltiende aftale mellem disse.«

2.

krav i henhold til særlig aftale, som er indgået:

a)

efter begæringen om indledning af konkursbehandling, af betalingsstandsningsbehandling, eller en ordning med tvungent tilsyn

b)

inden for de seneste seks måneder forud for indledningen af konkursbehandlingen, af betalingstandsningsbehandlingen eller af ordningen med tvungent tilsyn eller forud for kendskabet til beslutningen i henhold til stk. 1, punkt 3-6, for så vidt som kravene overskrider den i henhold til loven, den kollektive overenskomst eller virksomhedsaftalen (§ 97, stk. 1, i Arbeitsverfassungsgesetz, BGBl. 22/1974) hjemlede ret eller overskrider den almindelige aflønning, eller såfremt kravene baseres på andre fordele, når en højere aflønning ikke objektivt set er berettiget

[...]

»1)

Er det i strid med formålene med Rådets direktiv 80/987/EØF af 20. oktober 1980 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens, at en selskabsdeltager, der ikke har en dominerende indflydelse i selskabet, i betragtning af de principper, som også finder anvendelse i østrigsk retspraksis med hensyn til lån, der sidestilles med kapitalindskud, mister sin ret til garanti for betaling af løntilgodehavender ved insolvens, når den pågældende som arbejdstager i selskabet, efter at dettes manglende kreditværdighed er indtrådt og er kendelig for arbejdstageren, i over 60 dage ikke har gjort effektivt krav på betaling af den ikke erlagte løbende arbejdsløn og/eller ikke har sagt op på grund af den manglende lønudbetaling?

2)

Omfatter dette rettighedstab alle ikke-opfyldte krav i henhold til arbejdsforholdet eller kun krav, der opstår efter det fiktive tidspunkt, hvor en arbejdstager, der ikke er selskabsdeltager, ville have sagt op på grund af, at lønnen ikke blev betalt?«

–

Det påhviler selskabsdeltageren at foretage en regelmæssig finansiering af selskabet. Når det drejer sig om et anpartsselskab, er selskabsdeltageren imidlertid ikke forpligtet til af sin personlige formue at indskyde den kapital, som selskabet i en kriseperiode har behov for. Selskabsdeltageren kan vælge at likvidere selskabet. Hvis selskabsdeltageren imidlertid virkelig påtænker at yde finansielt tilskud til selskabet, må han ikke handle til skade for kreditorerne ved i forbindelse med ydelsen af tilskuddet at vælge en finansieringsform, som for selskabsdeltageren fremstår som mindre risikobetonet end det kapitalindskud, som ud fra et objektivt synspunkt er påkrævet. Følgelig må tilskuddet under disse omstændigheder behandles som om der var tale om et sådant indskud.

–

Disse principper, som nægter en selskabsdeltager den retlige behandling, der ville tilkomme en tredjemand, gælder ikke alene ved ydelse af et lån til selskabet, men ligeledes for andre af selskabsdeltagerne foretagne dispositioner, der økonomisk svarer til ydelse af lån. Følgelig skal en selskabsdeltagers undladelse af at inddrive sine krav, herunder de krav, der hidrører fra et ansættelsesforhold, i tilfælde af, at selskabet har økonomiske vanskeligheder, anses for sammenlignelig med et kapitalindskud.

–

Det forhold, at kravet skifter status til kapital, ændrer ikke dettes indhold, men medfører, at betalingsfristen fastsættes til det tidspunkt, hvor den økonomiske krise, selskabet befinder sig i, er ophørt. Denne statusændring sker uafhængigt af selskabsdeltagerens intentioner, såfremt han kunne have kendskab til krisen. Et selskab har økonomiske vanskeligheder, når det mister kreditværdigheden, hvilket kan forekomme, før det bliver insolvent.

–

Selskabsdeltageren kan forhindre, at hans krav skifter status, ved at forlange midlerne tilbagebetalt, hvilket således fremskynder selskabets likvidation. I denne forbindelse indrømmer østrigsk retspraksis selskabsdeltageren en rimelig betænkningstid, som under ingen omstændigheder kan overskride 60 dage, fra det tidspunkt, hvor han har mulighed for at få kendskab til virksomhedens finansielle krise. Såfremt selskabsdeltageren ikke inden udløbet af denne frist effektivt forlanger betaling af tilgodehavendet, skifter kravet status.

–

Direktiv 80/987 er til hinder for, at en arbejdstager, som har en betydelig andel i det anpartsselskab, hvori han er ansat, men som ikke udøver en dominerende indflydelse i dette, i henhold til østrigsk retspraksis vedrørende selskabsdeltagerlån, der sidestilles med kapitalindskud, mister retten til garanti for krav på løn, der ikke er betalt som følge af arbejdsgiverens insolvens, og som er omfattet af direktivets artikel 4, stk. 2, når arbejdstageren, efter at han har fået mulighed for at få kendskab til selskabets manglende kreditværdighed, i mere end 60 dage har undladt effektivt at kræve betaling af den løbende løn, som skulle være udbetalt til ham.

–

En medlemsstat har med henblik på at undgå misbrug i princippet ret til at træffe foranstaltninger, hvorefter en sådan arbejdstager mister retten til garanti for lønkrav, som er stiftet efter det tidspunkt, hvor en arbejdstager, der ikke er selskabsdeltager, ville have opsagt sin stilling på grund af manglende lønudbetaling, medmindre det godtgøres, at der ikke foreligger en adfærd, der udgør et misbrug. Hvad angår garantibetaling for krav, der er omfattet af artikel 4, stk. 2, i direktiv 80/987, kan medlemsstaten ikke med føje antage, at en arbejdstager, der ikke er selskabsdeltager, almindeligvis af denne grund ville have opsagt sin stilling, før den tilgodehavende løn vedrører en periode på tre måneder.

På grundlag af disse præmisser

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)