EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62001CJ0103

Domstolens Dom (Femte Afdeling) af 22. maj 2003.
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Forbundsrepublikken Tyskland.
Traktatbrud - direktiv 89/686/EØF - anvendelsesområde - undtagelser - personlige værnemidler, der er udformet og fremstillet specielt til de væbnede styrker eller til ordensmyndighederne.
Sag C-103/01.

Samling af Afgørelser 2003 I-05369

ECLI identifier: ECLI:EU:C:2003:301

62001J0103

Domstolens Dom (Femte Afdeling) af 22. maj 2003. - Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Forbundsrepublikken Tyskland. - Traktatbrud - direktiv 89/686/EØF - anvendelsesområde - undtagelser - personlige værnemidler, der er udformet og fremstillet specielt til de væbnede styrker eller til ordensmyndighederne. - Sag C-103/01.

Samling af Afgørelser 2003 side I-05369


Sammendrag
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse

Nøgleord


1. Tilnærmelse af lovgivningerne - personlige værnemidler - direktiv 89/686 - national lovgivning med supplerende krav til personlige værnemidler, uanset at disse opfylder direktivets bestemmelser - ulovlig

(Rådets direktiv 89/686, art. 1 og 4, samt bilag I, punkt 1)

2. Fællesskabsret - begreber - fortolkning - henvisning til national ret - ulovlig

3. Tilnærmelse af lovgivningerne - personlige værnemidler - direktiv 89/686 - harmoniseringsforanstaltninger for personlige værnemidler, der er beregnet til beskyttelse af brandfolk under udøvelsen af deres sædvanlige funktioner - tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet - tilsidesættelse af subsidiaritetsprincippet - foreligger ikke

(Rådets direktiv 89/686)

Sammendrag


$$1. En medlemsstat - der stiller supplerende krav til personlige værnemidler for brandfolk, selv om disse opfylder kravene i direktiv 89/686 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om personlige værnemidler og er forsynet med CE-mærkning - tilsidesætter sine forpligtelser i henhold til direktivets artikel 1 og 4.

Det følger således af direktivets artikel 1, stk. 4, at de personlige værnemidler, der er beregnet til anvendelse i brandkorps, kun falder uden for direktivets anvendelsesområde, såfremt de er udformet og fremstillet specielt til de væbnede styrker eller til ordensmyndighederne i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i bilag I, punkt 1, til direktivet. Da brandkorpsenes opgaver imidlertid normalt består i at redde personer og formuegoder i forbindelse med brand, trafikulykker, eksplosioner, oversvømmelser eller andre katastrofer, afviger disse opgaver fra opgaverne for de styrker, hvis hovedopgave består i at opretholde den offentlige orden. Hvis brandkorpsene derimod under bestemte omstændigheder tilkaldes for at deltage i opretholdelsen af den offentlige orden og i den forbindelse er udstyret med personlige værnemidler, der er udformet og fremstillet specielt til opfyldelsen af denne opgave, ville disse personlige værnemidler være omfattet af undtagelsen i bilag I, punkt 1, til direktivet.

Selv om direktivet ikke er til hinder for, at en medlemsstat kræver, at brandkorps er udstyret med redningsværktøjer, der alle opfylder de samme fremstillings- og sikkerhedsnormer med henblik på at sikre deres kompatibilitet, skal direktivet for at nå målet om at sikre den frie bevægelighed for personlige værnemidler mellem medlemsstaterne hindre medlemsstaterne i at forbyde, begrænse eller hindre markedsføring af personlige værnemidler, der opfylder direktivets bestemmelser, og som er forsynet med CE-mærkning.

( jf. præmis 30 og 31, 36, 39, 43, 50 samt domskonkl. )

2. Det gælder for det fællesskabsretlige system, at bestemmelserne heri ikke materielt skal udformes ud fra et nationalt retssystem eller flere af disse systemer uden udtrykkelig bestemmelse.

( jf. præmis 33 )

3. Direktiv 89/686 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om personlige værnemidler tilsidesætter hverken subsidiaritetsprincippet eller proportionalitetsprincippet ved harmoniseringen af medlemsstaternes bestemmelser vedrørende personlige værnemidler, der er beregnet til beskyttelse af brandfolk under udøvelsen af deres sædvanlige funktioner.

Med hensyn til subsidiaritetsprincippet kan de omhandlede bestemmelser være meget forskellige i medlemsstaterne og kan, som anført i femte betragtning til direktivet, være en hindring for samhandelen og dermed indvirke direkte på fællesmarkedets oprettelse og funktion. Harmoniseringen af disse forskellige bestemmelser kan på grund af deres omfang og virkning kun foretages af fællesskabslovgiver.

Med hensyn til proportionalitetsprincippet er henførelsen af personlige værnemidler til beskyttelse af brandfolk under direktivets anvendelsesområde egnet til at sikre den frie bevægelighed af sådanne værnemidler mellem medlemsstaterne og går ikke videre end, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål. Det griber ikke ind i medlemsstaternes kompetence til at fastlægge brandkorpsenes opgaver og beføjelser samt til at sikre brandfolkenes personlige sikkerhed. Det griber heller ikke ind i organisationen af de væbnede styrker eller af ordensmyndighederne.

( jf. præmis 46-48 )

Parter


I sag C-103/01,

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved J.C. Schieferer, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg,

sagsøger,

mod

Forbundsrepublikken Tyskland ved W.-D. Plessing, B. Muttelsee-Schön og H.-W. Rengeling, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

støttet af

Den Franske Republik ved G. de Bergues og D. Colas, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg,

intervenient,

angående en påstand om, at det fastslås, at Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 1 og 4 i Rådets direktiv 89/686/EØF af 21. december 1989 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om personlige værnemidler (EFT L 399, s. 18), idet den i retsforskrifterne i visse delstater stiller supplerende krav til personlige værnemidler for brandfolk, selv om disse opfylder direktivets krav og er forsynet med CE-mærkning,

har

DOMSTOLEN (Femte Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, M. Wathelet, og dommerne D.A.O. Edward, A. La Pergola, P. Jann (refererende dommer) og A. Rosas,

generaladvokat: D. Ruiz-Jarabo Colomer

justitssekretær: ekspeditionssekretær H.A. Rühl,

på grundlag af retsmøderapporten,

efter at parterne har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 24. oktober 2002,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 10. december 2002,

afsagt følgende

Dom

Dommens præmisser


1 Ved stævning indleveret til Domstolens Justitskontor den 2. marts 2001 har Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber i medfør af artikel 226 EF anlagt sag med påstand om, at det fastslås, at Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 1 og 4 i Rådets direktiv 89/686/EØF af 21. december 1989 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om personlige værnemidler (EFT L 399, s. 18, herefter »PV-direktivet«), idet den i retsforskrifterne i visse delstater stiller supplerende krav til personlige værnemidler for brandfolk, selv om disse opfylder direktivets krav og er forsynet med CE-mærkning.

De relevante retsforskrifter

2 PV-direktivet, som ændret ved Rådets direktiv 93/68/EØF af 22. juli 1993 (EFT L 220, s. 1), bestemmer bl.a. i artikel 1:

»1. Dette direktiv finder anvendelse på personlige værnemidler, i det følgende benævnt PV.

I direktivet fastsættes bestemmelserne for markedsføring og fri omsætning i Fællesskabet samt de væsentlige sikkerhedskrav, som disse værnemidler skal opfylde af hensyn til brugernes sikkerhed og sundhed.

2. I dette direktiv forstås ved PV: enhver anordning bestemt til at bæres eller holdes af en person med henblik på at beskytte denne mod en eller flere risici, der kan true hans sundhed og sikkerhed.

Ligeledes betragtes følgende som PV:

a) en helhed bestående af flere samhørende anordninger eller dele, som er samlet af fabrikanten til en enhed med henblik på at beskytte én person mod en eller flere risici, der vil kunne optræde samtidigt (kombiværn)

b) en beskyttende anordning eller del, der udgør en enhed med, og som kan adskilles eller ikke adskilles fra et ikke-beskyttende personligt udstyr, der bæres eller holdes af én person med henblik på udførelse af en aktivitet

c) udskiftelige dele af PV, der er nødvendige for, at de kan fungere, og som udelukkende anvendes til dette PV.

[...]

4. Dette direktiv omfatter ikke:

- PV, der er omfattet af et andet direktiv med samme målsætning om markedsføring og fri omsætning og sikkerhed som nærværende direktiv

- uafhængigt af den i første led omhandlede udelukkelsesgrund, sådanne arter af PV, der er anført på listen over undtagelser i bilag I.«

3 PV-direktivets artikel 4, stk. 1, bestemmer:

»Medlemsstaterne kan ikke forbyde, begrænse eller hindre markedsføring af PV eller dele af PV, som er i overensstemmelse med dette direktiv, og som er forsynet med CE-mærkning, der viser, at de opfylder alle bestemmelser i dette direktiv, herunder også de i kapitel II omhandlede procedurer for overensstemmelsesvurdering.«

4 Bilag I til PV-direktivet indeholder en udtømmende liste over arter af PV, der ikke falder ind under direktivets anvendelsesområde. I henhold til bilagets punkt 1 er PV, der er udformet og fremstillet specielt til de væbnede styrker eller til ordensmyndighederne (hjelme, skjolde osv.), ikke omfattet.

De faktiske omstændigheder og den administrative procedure

5 Kommissionens opmærksomhed blev henledt på, at retsforskrifterne i visse tyske delstater stillede krav til udstyr til brandfolk, der ikke var omhandlet i PV-direktivet. I delstaten Niedersachsen skal sikkerhedsremmen f.eks. overholde specifikationerne i en national teknisk norm. I Nordrhein-Westfalen kræver retsforskrifterne, at hjelme godkendes af et i delstaten oprettet organ.

6 Da Kommissionen fandt disse bestemmelser uforenelige med PV-direktivets artikel 1 og 4, tilstillede den den 19. marts 1998 den tyske regering en åbningsskrivelse.

7 Den tyske regering gjorde i sit svar af 25. maj 1998 gældende, at brandvæsenerne henhører under delstaternes kompetence. Det bestemmes i delstaternes lovgivning, om brandvæsenerne er pålagt at sikre den offentlige orden og sikkerhed. Såfremt dette er tilfældet, er de PV, der udelukkende er udformet eller fremstillet til denne type af organer, ikke omfattet af anvendelsesområdet for PV-direktivet. Regeringen gjorde gældende, at det derfor ikke generelt kunne fastslås, at de tyske brandfolk ikke hørte under de væbnede styrker eller ordensmyndighederne. Det påhviler bl.a. brandvæsenerne i delstaten Niedersachsen at sikre den offentlige orden eller sikkerhed, og den omhandlede sikkerhedsrem er specielt beregnet til deres udstyr.

8 Da Kommissionen ikke var tilfreds med denne forklaring, fremsatte den ved skrivelse af 21. oktober 1998 en begrundet udtalelse over for Forbundsrepublikken Tyskland, hvori den opfordrede denne til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at efterkomme udtalelsen inden for en frist på to måneder fra dens meddelelse.

9 I en meddelelse af 18. december 1998 informerede den tyske regering Kommissionen om, at den havde sendt en skrivelse til delstaternes ministerier for indre anliggender med anmodning om, at disse ændrede deres retsforskrifter vedrørende forsyning af PV med henblik på at tilpasse disse til fællesskabsretten. I en anden meddelelse af 8. december 2000 anførte regeringen, at den stadig ventede på delstaternes reaktion.

10 Kommissionen har på baggrund heraf besluttet at anlægge denne sag.

Søgsmålet

Indlæg til Domstolen

11 Kommissionen har gjort gældende, at anvendelsen af PV-direktivet udelukkende afhænger af definitionen af begrebet »de væbnede styrker eller ordensmyndighederne« i fællesskabsretten, hvorunder brandkorps ikke henhører. Den blotte administrative organisation af brandfolkene er i denne forbindelse uden betydning. Deres særlige opgave afviger fra de opgaver, der påhviler de væbnede styrker eller ordensmyndighederne. Begrebet »de væbnede styrker eller ordensmyndighederne« vedrører selve kerneområdet for udøvelse af offentlig myndighed.

12 Begrebet »de væbnede styrker eller ordensmyndighederne« omfatter de væbnede styrker og de væbnede ordensmyndigheder. De eksempler, der er nævnt i listen over undtagelserne i bilag I til PV-direktivet, nemlig hjelme og skjolde, gør det efter Kommissionens opfattelse muligt at præcisere, at det drejer sig om indsatsstyrker, der skal kunne forsvare sig mod angreb fra andre personer. De PV, der er fremstillet specielt til disse organer, skal opfylde specielle sikkerhedskrav i tilfælde af voldelige sammenstød og er derfor ikke almindelige varer, der findes på markedet. Dette er ikke tilfældet med udstyr, der ikke er fremstillet specielt til de offentlige brandvæsener, men til alle brandfolk, inklusive brandfolk i virksomheder eller på fabrikker.

13 Da offentlige og private brandkorps løser ensartede opgaver i forbindelse med bekæmpelse af brand, eksplosioner, ulykker og naturkatastrofer, er deres ordensmæssige beføjelser ikke kerneområdet af deres opgaver. Disse beføjelser har endvidere ingen tilknytning til deres værnemidler, der er udformet til brandbekæmpelse og til brandfolks øvrige opgaver.

14 Den tyske regering har indledningsvis anført, at den sikkerhedsrem, der er genstand for det foreliggende traktatbrudssøgsmål, er udformet og fremstillet specielt til beskyttelse af brandfolk mod de farer, som disse udsættes for under deres uddannelse, øvelser og indsatser. Regeringen har anført, at det tekniske cirkulære vedrørende sikkerhedsremmen indeholder bestemmelser om dimensioner, krav og kontrolforanstaltninger samt fastsætter pligt til at forsyne remmen med et mærke. Anvendelsen af en ensartet rem, der under øvelserne og indsatserne bæres af samtlige brandfolk, er afgørende for redningen af sig selv, af tredjemand og navnlig af kolleger i vanskeligheder. Remmen gør det muligt for brandmanden at beskytte sig selv med sikkerhedslinen mod farer for at falde ned af stigerne eller ned fra andre usikrede steder. Den tyske regering har præciseret, at der i overensstemmelse med DIN 14 924 hører en brandmandsøkse med tilhørende beskyttelseshylster til remmen. Det er desuden nødvendigt med detaljerede angivelser for remmen, idet man f.eks. kan komme ud for, at redningsforanstaltninger kun kan gennemføres ved hjælp af præcist definerede liner og redningsudstyr. Derfor er anvendelsen af og omgangen med brandmandsudstyr reguleret ved regler fastsat på forbundsplan. En succesfuld indsats, der forudsætter, at flere enheder samarbejder, kan kun sikres, såfremt enhederne har redningsværktøj, der alle opfylder de samme fremstillings- og sikkerhedsnormer.

15 Den tyske regering har med hensyn til fortolkningen af begrebet »ordensmyndighederne« gjort gældende, at brandkorpsenes beføjelser og opgaver i delstaterne hører til den hårde kerne i udøvelsen af offentlig myndighed. De offentlige brandkorps skal således, ifølge delstaternes love, træffe de nødvendige foranstaltninger til beskyttelse af almenheden og den enkelte mod de farer, som deres liv, helbred og formuegoder udsættes for som følge af brand, eksplosioner, ulykker og andre nødsituationer, såsom naturkatastrofer. De offentlige brandkorps' indsatser kan endvidere indebære begrænsninger af grundrettighederne. For at udføre deres opgaver er brandkorpsene udstyret med håndhævelsesbeføjelser og kan i givet fald anvende magt over for formuegoder eller personer.

16 Med hensyn til den systematiske fortolkning af PV-direktivets bestemmelser har den tyske regering henvist til Rådets direktiv 89/391/EØF af 12. juni 1989 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet (EFT L 183, s. 1) og Rådets direktiv 89/656/EØF af 30. november 1989 om minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med arbejdstagernes brug af personlige værnemidler under arbejdet (tredje særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF) (EFT L 393, s. 18). Disse to direktiver indeholder minimumskrav. Det forhold, at det er tilladt at fastsætte supplerende eller forskellige betingelser vedrørende værnemidler, kan efter den tyske regerings opfattelse ikke være uden betydning for PV-direktivet. En sammenhængende fortolkning af disse tre direktiver bør i forbindelse med de frie varebevægelser tage hensyn til bestemmelserne vedrørende beskyttelse af arbejdstagere, der anvender personlige værnemidler.

17 Den tyske regering har endvidere foretaget en sammenligning med EF-traktatens regler vedrørende arbejdskraftens frie bevægelighed. I henhold til EF-traktatens artikel 48, stk. 4 (efter ændring nu artikel 39, stk. 4, EF), falder samtlige stillinger, der indebærer en direkte eller indirekte deltagelse i udøvelse af offentlig myndighed og i de funktioner, som skal sikre statens eller de andre offentlige kollektive enheders almene interesser, uden for anvendelsesområdet for bestemmelserne om arbejdskraftens frie bevægelighed. Regeringen har anført, at det ligeledes bør være brandkorpsenes opgaver og funktioner, der er afgørende ved fortolkningen af undtagelserne i PV-direktivet.

18 Den tyske regering har desuden gjort gældende, at den med hensyn til fortolkningen af undtagelsesbestemmelsen i PV-direktivet har en skønsmargen ved fastlæggelsen af dels ordensmyndighedernes offentlige myndighedsopgaver, dels beskyttelsesniveauet for de PV, der fremstilles til disse.

19 I øvrigt skal fortolkningen af PV-direktivets artikel 1, stk. 4, sammenholdt med bilag I, punkt 1, til direktivet respektere de principper for udøvelse af beføjelser, nemlig subsidiaritetsprincippet og proportionalitetsprincippet, der er omhandlet i EF-traktatens artikel 3 B, stk. 2 og 3 (nu artikel 5, stk. 2 og 3, EF).

20 Kommissionen har anfægtet den systematiske fortolkning, som den tyske regering har påberåbt sig, og gør herved gældende, at bestemmelserne i PV-direktivet først og fremmest skal betragtes ud fra en indre markedssynsvinkel, da det drejer sig om et direktiv, der tilsigter en tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger. For at lette de frie varebevægelser definerer direktivet de væsentlige krav, som PV skal opfylde.

21 Direktiv 89/391 og 89/656, som den tyske regering har påberåbt sig, har derimod til formål at forbedre sikkerhedsbetingelserne og beskyttelsen af arbejdstagernes sundhed under arbejdet og indeholder minimumsforskrifter for sikkerhed og beskyttelse af sundhed i forbindelse med arbejdstagernes brug af PV. Som det fremgår af direktivernes artikel 2, stk. 2, omfatter de ikke beskyttelsesudstyr til brandfolk.

22 Den franske regering har gjort gældende, at fortolkningen af begrebet »PV, der er udformet og fremstillet til de væbnede styrker eller til ordensmyndighederne (hjelme, skjolde osv.)« ikke drejer sig om, hvorvidt de, der anvender det pågældende udstyr, kan anses for væbnede styrker eller ordensmyndigheder, men om det pågældende materiel specielt er bestemt for militære eller politimæssige formål. Som svar på den tyske regerings argument skal det derfor fastslås, at det omhandlede udstyr ikke kun kan anvendes til militære eller politimæssige formål.

23 Derimod kan den argumentation, som Kommissionen har fremført, gribe ind i organisationen af de væbnede styrker, der er medlemsstaternes prærogativ. En sådan fremgangsmåde er i strid med Domstolens praksis samt med traktaten om Den Europæiske Union, inden for rammerne af hvilken forhold vedrørende den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik henhører under anden søjle.

Domstolens bemærkninger

24 Indledningsvis fremhæves, at det følger af sjette betragtning til PV-direktivet, at dette tilsigter ved harmonisering af medlemsstaternes bestemmelser om PV at sikre fri omsætning af disse produkter, idet det bestående og rimelige beskyttelsesniveau i medlemsstaterne ikke må sænkes.

25 Det præciseres i syvende betragtning til PV-direktivet, at direktivets bestemmelser vedrørende konstruktion og fremstilling af PV især er af betydning for at nå frem til et mere sikkert arbejdsmiljø.

26 Med hensyn til formålene vedrørende sundheden, arbejdssikkerheden og den personlige beskyttelse bestemmes det i PV-direktivets artikel 3, at de PV, hvorpå direktivet finder anvendelse, skal opfylde de væsentlige sundheds- og sikkerhedskrav, der er anført i bilag II til direktivet.

27 Punkt 3.1.2.2 i bilag II til PV-direktivet indeholder specifikke krav til hindring af fald fra højder, bilagets punkt 3.6 vedrører beskyttelse mod varme og/eller ild, og punkt 3.10.1 vedrører beskyttelse af åndedrætsorganerne.

28 Heraf følger, at PV-direktivet bl.a. tager højde for de specifikke risici, for hvilke brandfolk er udsat, ved at fastsætte væsentlige sikkerhedskrav, som de PV, der er beregnet til deres beskyttelse, skal opfylde.

29 Betragtninger vedrørende de farer, som brandfolk udsættes for under deres uddannelse, øvelser og indsatser, kan derfor ikke i sig selv begrunde en fravigelse af PV-direktivets bestemmelser.

30 PV-direktivet er i øvrigt ikke til hinder for, at en medlemsstat kræver, at brandkorps er udstyret med redningsværktøjer, der alle opfylder de samme fremstillings- og sikkerhedsnormer med henblik på at sikre deres kompatibilitet.

31 Det følger endvidere af PV-direktivets artikel 1, stk. 4, at de PV, der er beregnet til anvendelse i brandkorps, kun falder uden for direktivets anvendelsesområde, såfremt de er udformet og fremstillet specielt til de væbnede styrker eller til ordensmyndighederne i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i bilag I, punkt 1, til direktivet.

32 Da bestemmelsen er en undtagelse til princippet om de frie varebevægelser, som fastsat i EF-traktatens artikel 30 (efter ændring nu artikel 28 EF), og er indført for PV ved PV-direktivets artikel 4, stk. 1, må den fortolkes strengt (jf. for så vidt angår de undtagelser, der er fastsat i EF-traktatens artikel 36 (efter ændring nu artikel 30 EF), dom af 25.1.1977, sag 46/76, Bauhuis, Sml. s. 5, præmis 12, og generelt dom af 7.10.1985, sag 199/84, Migliorini og Fischl, Sml. s. 3317, præmis 14).

33 Det fremgår i den forbindelse af Domstolens praksis, at det gælder for det fællesskabsretlige system, at bestemmelserne heri ikke materielt skal udformes ud fra et nationalt retssystem eller flere af disse systemer uden udtrykkelig bestemmelse (dom af 14.1.1982, sag 64/81, Corman, Sml. s. 13, præmis 8, og af 2.4.1998, sag C-296/95, EMU Tabac m.fl., Sml. I, s. 1605, præmis 30).

34 Bilag I, punkt 1, til PV-direktivet indeholder herved ingen udtrykkelig henvisning til de nationale retsordener.

35 Bestemmelsen fastlægger endvidere undtagelsen til PV-direktivets anvendelsesområde ved henvisning til præcise opgaver, der består i opretholdelsen af den offentlige orden. De PV, der således falder uden for direktivets anvendelsesområde, skal være udformet og fremstillet specielt til opfyldelsen af disse opgaver.

36 Det bemærkes, at brandkorpsenes opgaver normalt består i at redde personer og formuegoder i forbindelse med brand, trafikulykker, eksplosioner, oversvømmelser eller andre katastrofer. Disse opgaver afviger fra opgaverne for de styrker, hvis hovedopgave består i at opretholde den offentlige orden.

37 De PV, der skal beskytte brandfolk mod de farer, de udsættes for under udøvelsen af deres sædvanlige funktioner, kan derfor ikke anses for at være udformet og fremstillet specielt til anvendelse ved opretholdelse af den offentlige orden.

38 De offentlige brandkorps' behov for beskyttelse under udøvelsen af deres sædvanlige funktioner afviger ikke fra private brandkorps' behov for beskyttelse, selv om de private brandkorps ikke har nogen offentlige myndighedsbeføjelser.

39 Hvis brandkorpsene derimod under bestemte omstændigheder tilkaldes for at deltage i opretholdelsen af den offentlige orden og i den forbindelse er udstyret med PV, der er udformet og fremstillet specielt til opfyldelsen af denne opgave, ville disse PV være omfattet af undtagelsen i bilag I, punkt 1, til PV-direktivet.

40 Denne konstatering gælder ikke de PV, der er omtvistet i denne sag, idet Forbundsrepublikken Tyskland ikke har gjort gældende, at de omhandlede sikkerhedsremme og hjelme virker til beskyttelsen af brandfolkene ud over ved udøvelsen af deres sædvanlige funktioner.

41 Heraf følger, at PV, der er udformet og fremstillet til anvendelse af brandfolk under udøvelse af de funktioner, der er beskrevet i denne doms præmis 36, ikke er omfattet af listen over undtagelserne i bilag I, punkt 1, til PV-direktivet.

42 De argumenter, som sagsøgte vil hente i direktiv 89/391 og 89/656, er ikke til hinder for denne konklusion. Direktiverne, der er vedtaget med hjemmel i EF-traktatens artikel 118 A (EF-traktatens artikel 117-120 er blevet erstattet af artikel 136 EF-143 EF), har til formål at forbedre arbejdstagernes sikkerhed og sundhed. Det er i overensstemmelse med dette formål, at direktiverne fastsætter minimumsregler og tillader bestemmelser, der beskytter arbejdstagerne bedre.

43 PV-direktivet er derimod vedtaget med hjemmel i EF-traktatens artikel 100 A (efter ændring nu artikel 95 EF). For at nå målet om at sikre den frie bevægelighed for PV mellem medlemsstaterne skal direktivet hindre medlemsstaterne i at forbyde, begrænse eller hindre markedsføring af PV, der opfylder direktivets bestemmelser, og som er forsynet med CE-mærkning.

44 Forbundsrepublikken Tyskland kan heller ikke støtte sig på traktatens artikel 48, stk. 4. Selv om det følger af denne bestemmelse, at anvendelsesområdet for arbejdskraftens frie bevægelighed ikke omfatter ansættelser i den offentlige administration, der indebærer en direkte eller indirekte deltagelse i udøvelsen af offentlig myndighed og i de funktioner, som skal sikre statens eller de andre offentlige kollektive enheders almene interesser (jf. dom af 17.12.1980, sag 149/79, Kommissionen mod Belgien, Sml. s. 3881, præmis 10, og af 2.7.1996, sag C-290/94, Kommissionen mod Grækenland, Sml. I, s. 3285, præmis 2), giver bestemmelsen ingen oplysninger om rækkevidden af en undtagelse i et direktiv, der har til formål at lette de frie varebevægelser, og som kun udelukker PV, der er udformet og fremstillet specielt til de væbnede styrker eller til ordensmyndighederne. Det er åbenbart, at denne undtagelse ikke dækker alle PV anvendt af personer, der er udstyret med offentlige myndighedsbeføjelser, eller som har til opgave at sikre statens almene interesser.

45 Med hensyn til den skønsmargen, som sagsøgte har påberåbt sig, bemærkes, at den ikke kan række ud over grænserne ifølge den bestemmelse, der indeholder den omhandlede undtagelse. Selv om det er korrekt, at medlemsstaterne kan fastlægge ordensmyndighedernes opgaver og beføjelser samt bestemme niveauet for disses beskyttelse, følger det ikke heraf, at de ligeledes er berettigede til at anvende deres egne definitioner af PV med henblik på anvendelsen af den omtvistede undtagelse.

46 Endvidere tilsidesætter PV-direktivet hverken subsidiaritetsprincippet eller proportionalitetsprincippet ved harmoniseringen af medlemsstaternes bestemmelser vedrørende PV, der er beregnet til beskyttelse af brandfolk under udøvelsen af deres sædvanlige funktioner.

47 Med hensyn til subsidiaritetsprincippet kan de omhandlede bestemmelser være meget forskellige i medlemsstaterne og kan, som anført i femte betragtning til PV-direktivet, være en hindring for samhandelen og dermed indvirke direkte på fællesmarkedets oprettelse og funktion. Harmoniseringen af disse forskellige bestemmelser kan på grund af deres omfang og virkning kun foretages af fællesskabslovgiver (jf. i denne retning dom af 10.12.2002, sag C-491/01, British American Tobacco (Investments) og Imperial Tobacco, Sml. I, s. 11453, præmis 180-182).

48 Med hensyn til proportionalitetsprincippet er henførelsen af PV til beskyttelse af brandfolk under PV-direktivets anvendelsesområde egnet til at sikre den frie bevægelighed af PV mellem medlemsstaterne og går ikke videre end, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål. Det griber ikke ind i medlemsstaternes kompetence til at fastlægge brandkorpsenes opgaver og beføjelser samt til at sikre brandfolkenes personlige sikkerhed. Det griber, som den franske regering har gjort gældende, heller ikke ind i organisationen af de væbnede styrker eller af ordensmyndighederne.

49 Da den undtagelse, der er fastsat i bilag I, punkt 1, til PV-direktivet ikke finder anvendelse i denne sag, er delstaterne i henhold til direktivets artikel 4, stk. 1, ikke berettigede til at fastsætte supplerende betingelser for PV, der opfylder direktivets bestemmelser, og som er forsynet med CE-mærkning.

50 Det følger af det anførte, at Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til PV-direktivets artikel 1 og 4, idet den i retsforskrifterne i visse delstater stiller supplerende krav til PV for brandfolk, selv om disse opfylder direktivets krav og er forsynet med CE-mærkning.

Afgørelse om sagsomkostninger


Sagens omkostninger

51 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at Forbundsrepublikken Tyskland tilpligtes at betale sagens omkostninger, og Forbundsrepublikken Tyskland har tabt sagen, bør det pålægges den at betale sagens omkostninger. I overensstemmelse med reglementets artikel 69, stk. 4, første afsnit, bærer Den Franske Republik sine egne omkostninger.

Afgørelse


På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN (Femte Afdeling)

1) Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 1 og 4 i Rådets direktiv 89/686/EØF af 21. december 1989 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om personlige værnemidler, idet den i retsforskrifterne i visse delstater stiller supplerende krav til personlige værnemidler for brandfolk, selv om disse opfylder direktivets krav og er forsynet med CE-mærkning.

2) Forbundsrepublikken Tyskland betaler sagens omkostninger.

3) Den Franske Republik bærer sine egne omkostninger.

Top