1. 

Der er iværksat appel af den dom, som Retten i Første Instans afsagde den 8. november 2000, Dreyfus m.fl. mod Kommissionen ( 2 ).

2. 

Selskaberne Glencore Grain Ltd, tidligere Richco Commodities Ltd ( 3 ), og Compagnie Continentale (France) SA ( 4 ) har nedlagt påstand om, at Domstolen ophæver den appellerede dom, idet der er sket tilsidesættelse af fællesskabsretten, og navnlig som følge af, at Retten ikke har foretaget en korrekt bedømmelse af princippet om fri konkurrence.

3.

De relevante bestemmelser findes i afgørelse 91/658/EØF ( 5 ) og forordning (EØF) nr. 1897/92 ( 6 ).

4.

Denne afgørelse er et led i Fællesskabets bestræbelser på at støtte Den Russiske Føderation med sin politiske reform og økonomiske restrukturering.

5.

Rådet for Den Europæiske Union ydede med dette formål for øje et mellemfristet lån på 1250 mio. ECU til det tidligere Sovjetunionen og dens republikker som en foranstaltning til fødevare- og lægemiddelhjælp og som et incitament til at fortsætte de økonomiske reformer.

6.

Artikel 4, stk. 3, i afgørelse 91/658 fastlægger de økonomiske, finansielle og retlige betingelser, der gælder for ydelse af dette lån. Bestemmelsen lyder:

»Importen af varerne, som finansieres ved hjælp af lånet, sker til verdensmarkedspriserne. Der skal sikres fri konkurrence ved indkøb og levering af varerne, som skal opfylde de internationalt anerkendte kvalitetsnormer. «

7.

Denne forordning præciserer, at lånene ydes på grundlag af aftaler, der indgås mellem republikkerne i det tidligere Sovjetunionen og Kommissionen ( 7 ).

8.

Forordningens artikel 4 bestemmer:

9.

Forordningens artikel 5 opregner de betingelser, der gælder for den i artikel 4 nævnte anerkendelse. Disse betingelser omfatter de to følgende punkter:

10.

Den 9. december 1992 undertegnede Fællesskabet, Den Russiske Føderation og dennes finansielle institution, Vnesheconombank, i overensstemmelse med forordning nr. 1897/92 en rammeaftale, på grundlag af hvilken Fællesskabet ydede det i afgørelse 91/658 omhandlede lån til Den Russiske Føderation.

11.

1 løbet af det sidste kvartal i 1992 blev appellanterne, internationale handelsselskaber, kontaktet i forbindelse med en uformel licitation, der var iværksat af det statslige selskab Exportkhleb, som Den Russiske Føderation havde pålagt at forhandle om indkøb af hvede.

12.

Ved kontrakter indgået den 27. og 28. november 1992 blev appellanterne og Exportkhleb enige om hvedemængden og prisen herfor.

13.

Kommissionen godkendte de nævnte kontrakter den 27. januar 1993.

14.

Ifølge appellanterne blev rembursbrevene, på grundlag af hvilke finansieringen skulle ske, imidlertid først operative i løbet af anden halvdel af februar måned 1993, dvs. kun nogle dage inden udløbet af den i kontrakterne fastsatte indlastningsperiode.

15.

Selv om en stor del af varerne var samlet, kunne ikke alle varerne leveres inden den fastsatte frist.

16.

Under et møde i Bruxelles den 19. februar 1993 blev appellanterne enige med Exportkhleb om nye leveringer af hvede til en ny pris, hvilket skete under hensyntagen til den betydelige stigning i hvedeprisen på verdensmarkedet, der var indtrådt i perioden mellem datoen for købekontrakternes indgåelse (november 1992) og datoen for de nye forhandlinger (19.2.1993).

17.

Da sagen hastede på grund af den alvorlige fødevaresituation i Rusland, blev det på anmodning fra Exportkhleb besluttet blot at formalisere disse ændringer i tillæg til de oprindelige kontrakter.

18.

Den 9. marts 1993 meddelte Exportkhleb Kommissionen, at de kontrakter, der var blevet indgået med fem af selskabets hovedleverandører, var blevet ændret, navnlig i relation til prisen for hveden.

19.

Ved skrivelse af 1. april 1993 gjorde Kommissionen gældende, at »priserne er forhøjet i et sådant omfang, at [den] ikke [kunne] anse dem for at være en nødvendig tilpasning, men snarere for en væsentlig ændring af de oprindeligt indgåede kontrakter«. Kommissionen gør gældende, at »[d]et aktuelle prisniveau på verdensmarkedet (i slutningen af marts 1993) er ikke væsentligt forskelligt fra niveauet på det tidspunkt, hvor priserne oprindeligt blev aftalt (slutningen af november 1992).« Kommissionsmedlemmet bemærkede, at hensynet til at sikre dels fri konkurrence mellem mulige leverandører, dels de gunstigste vilkår for indkøbene var et af de vigtigste kriterier for Kommissionens godkendelse af kontrakterne. Idet han i det foreliggende tilfælde konstaterede, at ændringerne var blevet aftalt direkte med de berørte virksomheder uden udbud i konkurrence med andre leverandører, konkluderede han, at »Kommissionen kan ikke godkende så væsentlige ændringer blot på grundlag af ændringer af eksisterende kontrakter«. Kommissionsmedlemmet angav også, at »hvis det findes nødvendigt at ændre priserne eller mængderne, vil det kræve indgåelse af nye kontrakter, der skal forelægges for Kommissionen til godkendelse efter den sædvanlige, fuldstændige procedure (herunder fremlæggelse af mindst tre tilbud)«.

20.

Glencore Grain har hævdet, at Exportkhleb den 5. april 1993 underrettede selskabet om Kommissionens afslag. Compagnie Continentale har gjort gældende, at selskabet samme dag modtog en telex fra Exportkhleb, der underrettede det om dette afslag, men at den fulde ordlyd af skrivelsen af 1. april 1993 først blev meddelt selskabet den 20. april 1993.

21.

Ved stævninger indleveret til Domstolens Justitskontor henholdsvis den 9. juni, 5. juli og 22. juni 1993 har selskaberne Louis Dreyfus & Cie, Glencore Grain og Compagnie Continentale anlagt sag ved Domstolen. Ved kendelser af 27. september 1993 henviste Domstolen disse sager til De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans i medfør af Rådets afgørelse 93/350/Euratom, EKSF, EØF af 8. juni 1993 om ændring af afgørelse 88/591/EKSF, EØF, Euratom om oprettelse af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans ( 8 ). Ved domme af 24. september 1996 ( 9 ) afviste Retten de påstande om annullation, som appellanterne havde nedlagt. Den 5. maj 1998 ophævede Domstolen Rettens domme ( 10 ), i det omfang dommene afviste de af sagsøgerne nedlagte annullationspåstande, og hjemviste sagerne til Retten til afgørelse i realiteten og udsatte afgørelsen om sagens omkostninger.

22.

Ved kendelse af 11. juni 1998 besluttede Retten at forene sagerne med henblik på den mundtlige og skriftlige forhandling ( 11 ).

23.

Det er i denne sammenhæng, at Retten afsagde den dom, der er genstand for den foreliggende appel.

24.

Lad mig, inden jeg behandler appellen, bringe den appellerede dom i erindring.

25.

Med det første anbringende har Kommissionen gjort gældende, at annullationssøgsmålet, der blev anlagt den 22. juni 1993, blev anlagt for sent. Retten forkastede dette første anbringende, idet den fandt, at det ikke var begrundet ( 12 ).

26.

Med det første led af det andet anbringende har appellanterne for det første lagt vægt på argumentet om, at betingelsen vedrørende overholdelse af fri konkurrence var blevet overholdt i forbindelse med tildelingen af kontrakterne i februar 1993, som den var blevet det i forbindelse med indgåelsen af kontrakterne i november 1992. Appellanterne har endvidere bemærket, at bestemmelserne i afgørelse 91/658 og forordning nr. 1897/92 ikke kræver nogen særlige formaliteter opfyldt med henblik på at bringe leverandørerne inden for Fællesskabet i konkurrence med hinanden.

27.

Retten forkastede dette første led med den følgende begrundelse:

28.

Med det andet led i det andet anbringende har appellanterne gjort gældende, at princippet om beskyttelse af den berettigede forventning er blevet tilsidesat. De har navnlig støttet sig på de mundtlige løfter, de hævder at have modtaget fra Kommissionen, og på den korrespondance, der blev udvekslet med sidstnævnte ( 13 ). Retten forkastede dette led, idet den fastslog, at betingelserne for, at det nævnte princip er tilsidesat, ikke var opfyldt.

29.

Med det tredje led i det andet anbringende har appellanterne gjort gældende, at Kommissionen ikke havde overholdt den begrundelsespligt, der følger af EF-traktatens artikel 190 (nu artikel 253 EF). Retten fastslog, at Kommissionens beslutning var i overensstemmelse med kravene i fællesskabsretten, hvorfor den også forkastede dette led.

30.

Det tredje og fjerde anbringende omhandler appellanternes påstand om erstatning for økonomisk og ikke-økonomisk skade. Retten forkastede disse påstande.

31.

Med appellen i den foreliggende sag har appellanterne nedlagt påstand om, at Domstolen ophæver den appellerede dom, idet bedømmelsen af den betingelse vedrørende fri konkurrence, der er indskrevet i artikel 5 i forordning nr. 1897/92, er forkert (første anbringende), hvilket også gælder for anvendelsen af betingelsen ved indgåelsen af tillæggene til kontrakterne (andet anbringende). Appellanterne har også kritiseret Retten for at have tilsidesat procedurereglerne (tredje anbringende) og for at have afvist at yde den krævede erstatning (fjerde anbringende).

32.

Idet behandlingen af realiteten af den foreliggende appel er betinget af, at den kan antages til realitetsbehandling, begynder jeg min undersøgelse af denne appel med at kontrollere, om formalitetsbetingelserne er opfyldt.

33.

Jeg knytter nogle bemærkninger til visse af de principper, der gælder for en appel, navnlig i relation til rækkevidden af Domstolens kompetence.

34.

For det første har Domstolen under henvisning til artikel 48, stk. 2, første afsnit, i Rettens procesreglement, hvori det bestemmes, at nye anbringender ikke må fremsættes under sagens behandling, medmindre de støttes på retlige eller faktiske omstændigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne, fastslået følgende:

»En parts adgang til først for Domstolen at fremføre et anbringende, der ikke er blevet fremført for Retten, er ensbetydende med en adgang til at forelægge Domstolen — der har en begrænset kompetence i appelsager — en mere omfattende tvist end den, der blev forelagt Retten. Under en appel har Domstolen således kun kompetence til at tage stilling til den retlige afgørelse, der er blevet truffet vedrørende de anbringender, der er blevet behandlet i første instans« ( 14 ).

35.

Ved anvendelse af denne retspraksis kommer jeg frem til, at det andet led af det andet anbringende skal kvalificeres som et nyt anbringende som omhandlet i Domstolens praksis. Appellanterne har således til støtte for påstanden om annullation gjort gældende, at Retten har pålagt dem forpligtelser, der følger af forordning nr. 1897/92, men som alene kan kræves opfyldt af de russiske myndigheder. Dette anbringende blev ikke påberåbt i sagen for Retten, men er fremsat for første gang i sagen for Domstolen. Derfor finder jeg, at der er tale om et nyt anbringende.

36.

Derfor må det andet led af det andet anbringende afvises.

37.

For det andet fremgår det af Domstolens faste praksis, at i henhold til EF-traktatens artikel 168 A (nu artikel 225 EF) og artikel 51 i Domstolens statut er appel begrænset til retsspørgsmål og skal være støttet på, at Retten savner kompetence, at der er begået rettergangsfejl, som krænker appellantens interesser, eller at Retten har overtrådt fællesskabsretten ( 15 ).

38.

Det fremgår klart af Domstolens praksis, at en appel kun kan støttes på, at Retten har overtrådt visse retsregler, idet enhver bedømmelse af faktisk karakter er udelukket. Det er således alene Retten, der er kompetent til dels at fastlægge de faktiske omstændigheder i sagen, når bortses fra tilfælde, hvor den indholdsmæssige urigtighed af dens konstateringer følger af de akter, den har fået forelagt i sagen, dels at tage stilling til disse faktiske omstændigheder. Når Retten har fastlagt eller vurderet de faktiske omstændigheder, har Domstolen i henhold til traktatens artikel 168 A kompetence til at gennemføre en kontrol med den retlige vurdering af disse faktiske omstændigheder og de retlige konsekvenser, Retten har draget ( 16 ).

39.

Domstolen har således ikke kompetence til at fastlægge de faktiske omstændigheder og i princippet heller ikke til at bedømme de beviser, Retten har lagt til grund. Når disse beviser er blevet forskriftsmæssigt tilvejebragt, og de almindelige retsgrundsætninger og de processuelle regler om bevisbyrde og bevisførelse er blevet overholdt, er det alene Retten, der har kompetence til at afgøre, hvilken bevisværdi der skal tillægges de oplysninger, den har fået forelagt ( 17 ). Denne vurdering udgør således ikke — medmindre beviserne er gengivet forkert — et retsspørgsmål og er dermed ikke undergivet Domstolens prøvelsesret ( 18 ).

40.

Det skal derfor undersøges, om de formalitetskrav, der fremgår af retspraksis, og som jeg netop har fremstillet, er overholdt i den foreliggende sag.

41.

I forbindelse hermed bemærker jeg, at det tredje og fjerde led i det andet anbringende ikke overholder de formalitetskrav, som jeg netop har omtalt.

42.

I dette anbringendes tredje led finder appellanterne, at Retten gjorde sig skyldig i en urigtig retsanvendelse, da den ikke tog hensyn til Kommissionens administrative praksis og de forpligtelser, der følger heraf. Appellanterne har fremført argumenter om, at Kommissionen skulle have anmodet dem om andre dokumenter, end blot de ændrede kontrakter. Kommissionen foretog ikke en tilstrækkelig grundig undersøgelse af omstændighederne i den foreliggende sag ( 19 ).

43.

I dette anbringendes fjerde led har appellanterne gjort gældende, at Rettens tilgangsvinkel er retlig forkert, idet den foretog en ukorrekt vurdering af det bevis for fri konkurrence, den var blevet forelagt. Appellanterne har gjort gældende, at Retten skulle have udledt af Exportkhlebs telefax af 9. marts 1993 til Kommissionen, at betingelsen om fri konkurrence var blevet overholdt ( 20 ).

44.

Undersøgelsen af det tredje og fjerde led af det andet anbringende viser, at appellanternes argumenter er baseret på, at de rejser tvivl om den fastlæggelse og bedømmelse af de faktiske omstændigheder, på grundlag af hvilke Retten fastslog, at betingelsen om fri konkurrence ikke var blevet overholdt. Appellanterne har ikke fremført noget argument, der sigter mod at godtgøre, at den konklusion, Retten nåede frem til på grundlag af bestemte faktiske omstændigheder, er behæftet med en retlig fejl.

45.

Herefter skal det tredje og fjerde led af det andet anbringende afvises.

46.

Appellanterne har gjort gældende, at Retten har gjort sig skyldig i en urigtig retsanvendelse ved at fastslå, at de i forordning nr. 1897/92 fastsatte betingelser vedrørende fri konkurrence og pris var kumulative. Derimod finder appellanterne, at disse to betingelser er uadskilleligt forbundne. Betingelsen vedrørende verdensmarkedsprisen gør det således muligt at afgøre, om betingelsen om fri konkurrence er blevet overholdt, for så vidt som verdensmarkedsprisen som sådan afspejler de priser, der på verdensplan følger af en fri og loyal konkurrence.

47.

Ifølge Kommissionen har de to betingelser en forskellig karakter. Betingelsen om overholdelse af fri konkurrence vedrører fremgangsmåden for indgåelse af kontrakter, mens betingelsen om verdensmarkedspriser vedrører kontrakternes indhold. Retten var således berettiget til at anse de to betingelser for kumulative.

48.

Med henblik på at kunne foretage en bedømmelse af, om dette anbringende er begrundet, finder jeg det nødvendigt at se på ordlyden af artikel 5, stk. 1, i forordning nr. 1897/92.

49.

Bestemmelsen er formuleret således, at den opregner en række betingelser, der skal være overholdt i forbindelse med indgåelse af kontrakter. Det bestemmes i stk. 1, at »[k]ontrakten skal være indgået efter en procedure, der sikrer fri konkurrence« ( 21 ). Herefter beskriver forfatterne af denne forordning de procedureregler, der skal overholdes, dvs. en forpligtelse, hvorefter indkøbsorganisationer mindst skal indhente tre tilbud fra firmaer, der er uafhængige af hinanden ( 22 ).

50.

I lyset af denne formulering finder jeg, at fri konkurrence som omhandlet i forordning nr. 1897/92 skal forstås som en procedureregel og ikke som en materiel regel. Henset til, at Retten endeligt har fastslået, at proceduren ikke var blevet overholdt, finder jeg ikke, at anbringendet er begrundet.

51.

Derfor skal det første anbringende forkastes.

52.

Ifølge appellanterne er det med urette, at Retten har krævet, at hver leverandør skal konkurrere med mindst to uafhængige virksomheder i forbindelse med indgåelse af nye kontraktvilkår. Appellanterne finder ikke, at de relevante fællesskabsbestemmelser stiller krav herom.

53.

Kommissionen har bestridt denne argumentation og finder derimod, at det fremgår meget klart af de nævnte bestemmelser, at denne betingelse er fastsat.

54.

Appellanternes argumenter forekommer mig ikke at være relevante.

55.

Som Kommissionen med rette har bemærket i sit svarskrift ( 23 ), præciserer artikel 5, stk. 1, i forordning nr. 1897/92 udtrykkeligt, at »[k]ontrakten skal være indgået efter en procedure, der sikrer fri konkurrence. Med henblik herpå skal republikkernes indkøbsorganisationer, når de udvælger leverandørfirmaer i Fællesskabet, mindst indhente tre tilbud fra firmaer, der er uafhængige af hinanden, og skal, når de udvælger leverandørfirmaer i leverandørlande uden for Fællesskabet, mindst indhente tre tilbud fra firmaer, der er uafhængige af hinanden [...]« ( 24 ).

56.

Derfor er det med urette, at appellanterne hævder, at hverken afgørelse 91/658 eller forordning nr. 1897/92 indeholder en forpligtelse til at indkalde mindst tre virksomheder for at sikre overholdelsen af den frie konkurrence ( 25 ). Som jeg netop har anført, så nævner forordning nr. 1897/92 udtrykkeligt denne betingelse.

57.

Derfor foreslår jeg Domstolen, at det første led af det andet anbringende forkastes som ugrundet.

58.

Ifølge appellanterne skulle Retten have afhørt vidner med henblik på at efterprøve visse faktiske omstændigheder. Appellanterne har anført, at Retten afviste at tage hensyn til artikler i pressen som bevis for den frie konkurrence. Appellanterne har under disse omstændigheder gjort gældende, at Retten for at fastslå, at der fandtes en fri konkurrence, skulle have afhørt vidner ( 26 ).

59.

Heroverfor har Kommissionen gjort gældende, at artikel 68, stk. 1, i Rettens procesreglement tillægger Retten en diskretionær beføjelse til at beslutte, om den vil afhøre vidner eller ej ( 27 ). En sådan beslutning kan kun anfægtes under en appelsag, hvis appellanterne havde godtgjort, at det forhold, at der ikke var blevet afhørt vidner, var åbenbart urimeligt.

60.

I denne sammenhæng fortjener to præmisser i Domstolens praksis at blive citeret.

61.

Jeg bemærker for det første, at Domstolen allerede har fastslået, at »Retten ikke kan være forpligtet til af egen drift at indkalde vidner, idet det fremgår af artikel 66, stk. 1, i Rettens procesreglement, at den ved kendelse angiver, hvilke bevismidler den finder hensigtsmæssige, og hvilke faktiske omstændigheder der skal bevises« ( 28 ).

62.

Domstolen har for det andet allerede bekræftet, at »[...] det tilkommer Retten alene at bedømme, om det er nødvendigt at supplere bevismaterialet i de sager, der forelægges til afgørelse, og at det henhører under dens frie skøn at vurdere beviskraften af dokumenterne i sagen. Domstolen har efter fast praksis ikke nogen prøvelsesret under appelsagen vedrørende denne vurdering, medmindre de beviser, som er fremlagt for Retten, er gengivet forkert, eller det fremgår af de fremlagte dokumenter, at Rettens konstateringer er materielt urigtige [...]« ( 29 ).

63.

Jeg må i denne sag konstatere, at der ikke under den foreliggende appelsag er anført noget, der gør det muligt at tro, at det er tilfældet i denne sag.

64.

Derfor må anbringendet om, at artikel 68, stk. 1, i Rettens procesreglement er tilsidesat, forkastes.

65.

Ifølge appellanterne har Retten anvendt retsreglerne forkert ved at fastslå, at Kommissionen havde handlet lovligt. Det er af denne grund, og fordi spørgsmålet om skade i betydelig grad hviler på faktiske omstændigheder, at appellanterne gør gældende, at sagen skal hjemvises til Retten, for at den kan træffe afgørelse om erstatningsspørgsmålet.

66.

Ifølge Kommissionen skal dette anbringende forkastes, eftersom det er knyttet til de tidligere anbringender, der ikke er begrundede.

67.

Det er tilstrækkeligt at anføre, at et erstatningsansvar forudsætter, at der er sket opfyldelse af et vist antal betingelser for så vidt angår for det første ulovligheden af den handling, som institutionen kritiseres for at have udvist, for det andet godtgørelse af, at det påståede tab foreligger, og for det tredje, at der er årsagssammenhæng mellem handlingen og den påberåbte skade ( 30 ).

68.

Idet undersøgelsen af de ovenfor nævnte anbringender ikke har gjort det muligt at påvise, at Kommissionen har begået nogen fejl, er det med rette, at Retten afviste at yde erstatning.

69.

Det fjerde anbringende må derfor forkastes.

70.

Under hensyntagen til de ovenfor anførte betragtninger fremsætter jeg følgende forslag: