62000O0467

1. Tjenestemænd - ansatte ved Den Europæiske Centralbank - søgsmål - frister

(Protokollen om statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank, art. 36.2; ansættelsesvilkårene for de ansatte i Den Europæiske Centralbank, art. 42; Den Europæiske Centralbanks Staff Rules, art. 8.2)

2. Appel - anbringender - anbringende, der fremsættes første gang under appellen - afvisning

(Art. 225 EF; EF-statutten for Domstolen, art. 51)

3. Appel - anbringender - urigtig bedømmelse af faktiske omstændigheder - afvisning - Domstolens prøvelsesret med hensyn til vurdering af beviserne - udelukket, medmindre de er gengivet forkert

(Art. 225 EF; EF-statutten for Domstolen, art. 51)

1. Det fremgår klart af artikel 36.2 i protokollen om statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank, at Fællesskabernes retsinstanser, inden for de grænser og betingelser, der er fastsat i ordningen for Den Europæiske Centralbanks ansatte, har kompetence til at pådømme tvister mellem Den Europæiske Centralbank og Bankens ansatte. De nævnte betingelser for at anlægge sag for Fællesskabernes retsinstanser, som er fastsat i artikel 42 i ansættelsesvilkårene og præciseret i artikel 8.2 i Staff Rules, kræver bl.a., at sagen anlægges inden for en frist på to måneder.

( jf. præmis 15 og 16 )

2. Et anbringende, der fremføres for første gang under appellen, skal afvises. En parts adgang til først for Domstolen at fremføre et anbringende, der ikke er blevet fremført for Retten, er ensbetydende med en adgang til at forelægge Domstolen en mere omfattende tvist end den, der blev forelagt Retten. Under en appel har Domstolen imidlertid kun kompetence til at tage stilling til Rettens bedømmelse af de anbringender, der er blevet behandlet for den.

( jf. præmis 22 og 23 )

3. Det fremgår af artikel 225 EF og af artikel 51 i statutten for Domstolen, at appel til Domstolen er begrænset til retsspørgsmål. Det er således alene Retten, der har kompetence til at fastlægge sagens faktiske omstændigheder, når bortses fra tilfælde, hvor den faktiske urigtighed af Rettens konstateringer fremgår af de aktstykker, den har fået forelagt, og til at tage stilling til disse faktiske omstændigheder. Bedømmelsen af de faktiske omstændigheder udgør ikke - medmindre der er tale om en forvanskning af de for Retten fremlagte beviser - et retsspørgsmål, der er undergivet Domstolens prøvelsesret.

( jf. præmis 26 )

I sag C-467/00 P,

Personaleudvalget ved Den Europæiske Centralbank, Frankurt am Main (Tyskland),

Johannes Priesemann, ansat ved Den Europæiske Centralbank, med bopæl i Frankfurt am Main,

Marc Van de Velde, ansat ved Den Europæiske Centralbank, med bopæl i Usingen-Kransberg (Tyskland),

og

Maria Concetta Cerafogli, ansat ved Den Europæiske Centralbank, med bopæl i Frankfurt am Main,

ved Rechtsanwälte N. Pflüger, R. Steiner og S. Mittländer, og med valgt adresse i Luxembourg,

appellanter,

angående appel af kendelse afsagt af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (Fjerde Afdeling) den 24. oktober 2000, sag T-27/00, Personaleudvalget ved ECB m.fl. mod ECB (Sml. Pers. I-A, s. 217, og II, s. 987), hvori der er nedlagt påstand om ophævelse af denne kendelse,

den anden part i appelsagen:

Den Europæiske Centralbank ved C. Zilioli, V. Saintot og M. López Torres, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg,

sagsøgt i første instans,

har

DOMSTOLEN (Tredje Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, C. Gulmann, og dommerne F. Macken (refererende dommer) og J.N. Cunha Rodrigues,

generaladvokat: P. Léger

justitssekretær: R. Grass,

efter at have hørt generaladvokaten,

afsagt følgende

Kendelse

1 Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 27. december 2000 har Personaleudvalget ved Den Europæiske Centralbank (herefter »Personaleudvalget«) samt J. Priesemann, M. Van de Velde og M.C. Cerafogli, ansatte ved Den Europæiske Centralbank (herefter »ECB«), i medfør af artikel 49 i EF-statutten for Domstolen iværksat appel af kendelse afsagt af Retten i Første Instans den 24. oktober 2000 i sag T-27/00, Personaleudvalget ved ECB m.fl. mod ECB (Sml. Pers. I-A, s. 217, og II, s. 987, herefter »den anfægtede kendelse«), hvorved Retten afviste sagsøgernes påstand om annullation af administrativt cirkulære nr. 11/98 af 12. november 1998 fra ECB's direktion om ordningen for brug af Internettet i ECB.

Relevante retsregler og de faktiske omstændigheder i hovedsagen

2 De relevante retsregler og de faktiske omstændigheder i hovedsagen er i den anfægtede kendelses præmis 1-9 gengivet som følger:

»1 Protokollen om statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank [...] der er optaget som bilag til EF-traktaten (herefter ESCB-statutten) indeholder navnlig følgende bestemmelser:

Artikel 35

Domstolskontrol mv.

35.1. ECB's handlinger eller undladelser bedømmes eller fortolkes af Domstolen i de tilfælde og på de vilkår, der er fastlagt i denne traktat. ECB kan anlægge sag i de tilfælde og på de vilkår, der er fastlagt i traktaten.

[...]

Artikel 36

Personale

36.1. Styrelsesrådet fastsætter på forslag af direktionen ansættelsesvilkårene for ECB's ansatte.

36.2. Domstolen har kompetence til at træffe afgørelser i enhver tvist mellem ECB og dens ansatte inden for de rammer og på de betingelser, der er fastsat i ansættelsesvilkårene.

2 I ansættelsesvilkårene for de ansatte i Den Europæiske Centralbank (Den Europæiske Centralbanks afgørelse af 9.6.1998 om vedtagelsen af ansættelsesvilkårene for de ansatte i Den Europæiske Centralbank, ændret den 31.3.1999, EFT L 125, s. 32, herefter ansættelsesvilkårene), bestemmes det bl.a.:

Ottende del

Klageadgang og disciplinærforfølgning

41. Medlemmer af personalet kan efter den i Staff Rules fastsatte procedure anmode administrationen om under hensyntagen til ECB's personalepolitik og ansættelsesvilkår at tage stilling til klager og klagepunkter vedrørende afgørelser, der træffes i forhold til dem. Medlemmer af personalet, der ikke har fået medhold i deres klage, kan iværksætte den i Staff Rules' fastsatte klageprocedure.

Ovennævnte procedurer kan ikke anvendes til prøvelse af:

i) nogen af Styrelsesrådets eller ECB's interne retningslinjer, herunder enhver retningslinje, der er fastsat i ansættelsesvilkårene eller i Staff Rules

ii) enhver afgørelse, for hvilken der er en bestemt klageprocedure

iii) enhver afgørelse om ikke at fastansætte en person, der er ansat på prøve.

42. Når alle interne klagemuligheder er udtømt, er De Europæiske Fællesskabers Domstol kompetent i alle tvister mellem ECB og et medlem eller tidligere medlem af personalet, hvorpå disse ansættelsesvilkår finder anvendelse.

En sådan kompetence er begrænset til en prøvelse af lovligheden af foranstaltningen eller afgørelsen, medmindre tvisten er af økonomisk art, hvor Domstolen har fuld prøvelsesret.

[...]

Niende del

Personalerepræsentation

[...]

46. Personaleudvalget skal høres inden nærværende ansættelsesvilkår, Staff Rules eller andre forhold desangående, som er nævnt i artikel 45 ovenfor, ændres.

3. Disse bestemmelser er uddybet i Den Europæiske Centralbanks Staff Rules (herefter Staff Rules), hvori det navnlig hedder:

Ottende del

Klageadgang og disciplinærforfølgning

[...]

8.2. Søgsmålsadgang for Den Europæiske Unions Domstol

Følgende bestemmelser er de almindelige gennemførelsesbestemmelser til artikel 42 i ansættelsesvilkårene.

8.2.1. Sager for Det Europæiske Fællesskabs Domstol skal anlægges inden for en frist på to måneder. Denne frist løber:

- fra tidspunktet for meddelelsen til den pågældende ansatte af den endelige afgørelse af hans klage, eller

- fra datoen for udløbet af fristen på en måned, der finder anvendelse i klageproceduren, uden at der er truffet en sådan afgørelse; dog begynder en ny søgsmålsfrist at løbe, når der alligevel efter udløbet af den nævnte frist på en måned, men inden udløbet af fristen på to måneder svarende til søgsmålsfristen, er truffet en endelig afgørelse om afvisning af en klage [...]

4. I artikel 11.2 i ECB's forretningsorden, ændret den 22. april 1999 (EFT 1999 L 125, s. 34), bestemmes det, at med forbehold af statuttens artikel 36 og 47 vedtager direktionen organisatoriske bestemmelser [...]. ECB's personale skal overholde disse bestemmelser. Med hjemmel i denne bestemmelse vedtog direktionen den 12. november 1998 administrativt cirkulære nr. 11/98 om ordningen for brug af Internettet i ECB (herefter administrativt cirkulære nr. 11/98 eller det omtvistede cirkulære). Cirkulæret opstiller og offentliggør, på hvilke betingelser Internettet stilles til rådighed for ECB's personale. Heri fastsættes ECB's ordning for brugen af Internettet, og de rettigheder og forpligtelser som ECB's personale har i denne forbindelse. Cirkulæret blev vedtaget uden høring af Personaleudvalget ved ECB.

5 Administrativt cirkulære nr. 11/98 blev meddelt personalet ad elektronisk vej den 12. november 1998 og i en papirudgave den følgende dag.

6 Ved skrivelse af 20. december 1999 anmodede Personaleudvalget ved ECB ECB's næstformand Noyer om at tilbagekalde administrativt cirkulære nr. 11/98, idet udvalget ikke var blevet hørt i henhold til artikel 46 i ansættelsesvilkårene.

7 Ved skrivelse af 10. januar 2000 besvarede ECB's generaldirektør for administration og personale anmodningen. Han anførte heri, at sådanne regler ikke var underlagt en høring af Personaleudvalget.

8 I januar 2000 anmodede Personaleudvalget ved ECB om en administrativ prøvelse af direktionens afgørelse om at vedtage administrativt cirkulære nr. 11/98.

9 Uden at have udtømt den interne administrative klageadgang, som fastsat i artikel 41 og 42 i ansættelsesvilkårene og præciseret i artikel 8.1 og 8.2 i Staff Rules, har Personaleudvalget ved ECB, samt tre af dets medlemmer på egne vegne, anlagt nærværende sag med påstand om annullation af administrativt cirkulære nr. 11/98 som følge af, at Personaleudvalget ved ECB ikke er blevet hørt, inden cirkulæret blev vedtaget.«

Forhandlingerne for Retten og den anfægtede kendelse

3 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 15. februar 2000 nedlagde sagsøgerne bl.a. påstand om, at Retten fastslog, at ECB skulle ophøre med at lade rettigheder og forpligtelser for sit personale følge af administrativt cirkulære nr. 11/98, at ECB skulle tilbagekalde det omhandlede cirkulære og undlade at vedtage regler om regulering af sit personales adfærd uden forinden at høre Personaleudvalget samt kende administrativt cirkulære nr. 11/98 ugyldigt, da det tilsidesætter Personaleudvalgets rettigheder.

4 Ved særskilt dokument indleveret den 16. maj 2000 nedlagde ECB påstand om sagens afvisning. Sagsøgerne har den 26. juni 2000 fremsat deres bemærkninger til formalitetsindsigelsen.

5 Indledningsvis forkastede Retten i den anfægtede kendelses præmis 15 sagsøgernes argumentation, hvorefter ECB ikke kan lade sig repræsentere ved en befuldmægtiget.

6 Hvad angik påstanden om annullation af det omtvistede cirkulære undersøgte Retten i den anfægtede kendelses præmis 24-36 først det sidste af de tre af ECB påberåbte anbringender til støtte for formalitetsindsigelsen, nemlig anbringendet om tilsidesættelse af søgsmålsfristerne. Retten bemærkede herom følgende:

»24 Det omtvistede cirkulære er vedtaget af ECB den 12. november 1998. De individuelle sagsøgere (J. Priesemann, M. Van de Velde og M.C. Cerafogli) erkender at være blevet bekendt hermed samme dag. På trods heraf hævder Personaleudvalget som organ, at det aldrig har modtaget det administrative cirkulære [nr. 11/98].

25 Det kan med hensyn til denne påstand fastslås, at Personaleudvalget kun kan handle i kraft af sine medlemmer. Eftersom udvalgets talsmand, J. Priesemann, har fået kendskab til administrativt cirkulære nr. 11/98 den 12. november 1998, må Personaleudvalget som organ anses for samtidig at have fået kendskab hertil.

26 Det må derfor undersøges, om nærværende sag er blevet anlagt inden for de fastsatte frister.

27 Sagsøgerne har anlagt sagen i medfør af artikel 236 EF og artikel 36.2 i statutten for ESCB.

28 Det bemærkes herved, at artikel 36.2 i statutten for ESCB for så vidt angår betingelserne for, at Fællesskabets retsinstanser har kompetence til at pådømme tvister mellem ECB og dennes ansatte, henviser til den ordning, der gælder for sidstnævnte.

29 I henhold til artikel 42 i ansættelsesvilkårene kan der kun anlægges sag ved Fællesskabets retsinstanser, såfremt den interne administrative klageadgang er udtømt. Det er ubestridt, at sagsøgerne ikke har udtømt de administrative muligheder for klage, der er fastsat i artikel 8.1 i Staff Rules.

30 Sagsøgerne er imidlertid af den opfattelse, at de kan anlægge sag ved Retten uden at have udtømt de i ECB interne administrative muligheder for klage.

31 Selv om det antages, at det, for at anlægge sag til prøvelse af et administrativt cirkulære, ikke er nødvendigt at udtømme de i ECB interne administrative muligheder for klage, må det konstateres, at den frist på to måneder, der i artikel 8.2. i Staff Rules, som er gennemførelsesbestemmelserne til artikel 42 i ansættelsesvilkårene, er fastsat for anlæggelse af sag ved Retten, finder anvendelse. Da sagen er anlagt mere end femten måneder efter vedtagelsen og offentliggørelsen af det omtvistede cirkulære, er den anlagt efter søgsmålsfristens udløb.

32 Denne fortolkning bekræftes af Domstolens faste praksis, hvorefter kun en streng overholdelse af fællesskabsbestemmelserne vedrørende procesfrister er i overensstemmelse med hensynet til retssikkerheden og nødvendigheden af at undgå enhver forskelsbehandling eller vilkårlighed i retsplejen (jf. bl.a. Domstolens kendelse af 7.5.1998, sag C-239/97, Irland mod Kommissionen, Sml. I, s. 2655, præmis 7).

33 Det bemærkes endeligt, at selv om det antages, at artikel 35.1 i statutten for ESCB skulle have været anvendt, vedrører denne bestemmelse tilfælde og betingelser, der er fastsat i traktaten, og derfor artikel 230, stk. 5, EF, hvori bestemmes, at annullationssøgsmål skal anlægges inden to måneder efter, at retsakten alt efter sin art er offentliggjort eller meddelt klageren eller, i mangel heraf senest to måneder efter, at klageren har fået kendskab til den (Rettens kendelse af 30.3.2000, sag T-33/99, Méndez Pinedo mod BCE, Sml. Pers. I-A, s. 63, og II, s. 273, præmis 23).

34 Heraf følger, at sagen, der er anlagt mere end 15 måneder efter vedtagelsen eller offentliggørelsen af det omtvistede cirkulære, under alle omstændigheder er anlagt for sent.

35 Det er derfor ufornødent at undersøge de øvrige anbringender.

36 Det følger er ovenstående, at sagsøgernes annullationssøgsmål under alle omstændigheder skal anses for at være anlagt for sent og derfor må afvises.«

7 Hvad angik de øvrige påstande fastslog Retten for det andet i den anfægtede kendelses præmis 37 følgende:

»37 Hvad angår de øvrige påstande begæres der herved meddelt et påbud til en fællesskabsinstitution. Da Retten i henhold til fast retspraksis ikke har kompetence til at meddele fællesskabsinstitutionerne påbud, må disse påstande ligeledes afvises (jf. bl.a. Rettens dom af 6.2.1998, sag T-124/96, Interporc mod Kommissionen, Sml. II, s. 231, præmis 61).«

8 Retten afviste således sagen og bestemte, at hver part skulle bære sine omkostninger.

Appellen

9 Appellanterne har til støtte for appellen anført tre anbringender og nedlagt påstand om dels, at den anfægtede kendelse ophæves, dels at de gives medhold i de påstande, de har gjort gældende ved Retten, eller subsidiært at sagen hjemvises til Retten.

10 ECB har i sin appel gjort gældende, at appellanterne i realiteten søger at opnå, at Domstolen foretager en ny bedømmelse af de faktiske omstændigheder og den argumentation, der er blevet fremført for Retten uden konkret at angive, hvilken overtrædelse Retten har begået. ECB har derfor nedlagt påstand om, at appellen afvises, og at appellanterne tilpligtes at betale sagens omkostninger.

11 I medfør af artikel 119 i Domstolens procesreglement kan Domstolen, når det er åbenbart, at appellen helt eller delvis skal afvises eller forkastes, når som helst ved begrundet kendelse beslutte at afvise eller forkaste appellen uden at indlede den mundtlige forhandling.

Første anbringende

12 Med det første anbringende, der består af fire led, har appellanterne gjort gældende, at selv om Retten med føje fastslog, at deres søgsmål var anlagt i henhold til artikel 236 EF og artikel 36.2 i statutten for ESCB, havde den med urette fastslået, at sagen ikke opfyldte de betingelser for antagelse til realitetsbehandling, der er fastsat i disse bestemmelser.

Første led

13 Med første led af dette anbringende har appellanterne anført, at Retten i den anfægtede kendelses præmis 31 ikke kunne fastslå, at den frist på to måneder, der er fastsat i artikel 8.2.1 i Staff Rules, fandt anvendelse i den sag, som var forelagt den. Denne bestemmelse omfatter udelukkende søgsmål, der vedrører individuelle rettigheder, mens der i denne sag er tale om kollektive rettigheder. Tværtimod giver artikel 42 og 45 i ansættelsesvilkårene mulighed for ved Retten at anlægge sager vedrørende kollektive rettigheder, for hvilke der ikke er fastsat en frist.

14 Det bemærkes hertil, at sagen for Retten vedrørte en tvist dels mellem ECB og Bankens ansatte, dels mellem ECB og Personaleudvalget.

15 Det fremgår klart af artikel 36.2 i statutten for ESCB, at Fællesskabernes retsinstanser, inden for de grænser og betingelser, der er fastsat i ordningen for ECB's ansatte, har kompetence til at pådømme tvister mellem ECB og Bankens ansatte.

16 De nævnte betingelser for at anlægge sag for Fællesskabernes retsinstanser, som er fastsat i artikel 42 i ansættelsesvilkårene og præciseret i artikel 8.2 i Staff Rules, kræver bl.a., at sagen anlægges inden for en frist på to måneder.

17 Selv om det hvad angår Personaleudvalget antages, at udvalget for Fællesskabernes retsinstanser kan anfægte en akt som administrativt cirkulære nr. 11/98, gælder der under alle omstændigheder en præklusionsfrist på to måneder, uanset om sagen anlægges i henhold til artikel 8.2.1 i Staff Rules, artikel 35.1 i statutten for ESCB eller artikel 230, stk. 5, EF.

18 Retten har derfor ikke foretaget en urigtig retsanvendelse ved i den anfægtede kendelses præmis 31 at fastslå, at der gælder en søgsmålsfrist på to måneder for sager for Retten.

19 Det første led af det første anbringende skal derfor forkastes.

Andet led

20 Med andet led af det første anbringende har appellanterne anført, at Retten ikke har taget hensyn til den omstændighed, at artikel 8.2.1 i Staff Rules er ugyldig, da vedtagelsen af Staff Rules, som er bestemmelser, der gælder for personale, er behæftet med en uoprettelig retlig mangel, idet de ikke er vedtaget i overensstemmelse med artikel 36, stk. 1, og artikel 47, stk. 2, i statutten for ESCB. ECB's direktion har vedtaget Staff Rules uden deltagelse af Styrelsesrådet og Det Generelle Råd i ECB, og har således overskredet sin kompetence i strid med disse bestemmelser.

21 Det skal herved alene bemærkes, at appellanterne for Retten på intet tidspunkt har påberåbt sig en sådan mangel.

22 En parts adgang til først for Domstolen at fremføre et anbringende, der ikke er blevet fremført for Retten, er ensbetydende med en adgang til at forelægge Domstolen en mere omfattende tvist end den, der blev forelagt Retten. Under en appel har Domstolen således kun kompetence til at tage stilling til Rettens bedømmelse af de anbringender, der er blevet behandlet for den (jf. Domstolens dom af 1.6.1994, sag C-136/92 P, Kommissionen mod Brazzelli Lualdi m.fl., Sml. I, s. 1981, præmis 59, og kendelse af 25.1.2001, sag C-111/99 P, Lech-Stahlwerke mod Kommissionen, Sml. I, s. 727, præmis 25).

23 Da andet led af det første anbringende ikke er blevet fremført for Retten, skal det afvises.

Tredje led

24 Med tredje led af det første anbringende har appellanterne anført dels, at de forsøgte at løse tvisten i ECB, inden de anlagde sag ved Retten, og dels, at ansættelsesvilkårene under alle omstændigheder ikke pålægger en forpligtelse til at iværksætte en intern procedure, inden der anlægges sag ved Retten, når der er tale om en tvist om kollektive rettigheder.

25 For så vidt angår den første del af dette led, hvorefter Personaleudvalget hævder at have overholdt de interne procedurer, bemærkes, at Rettens bedømmelse af de faktiske omstændigheder i den anfægtede kendelses præmis 29 herved anfægtes.

26 Det fremgår imidlertid af artikel 225 EF og af artikel 51 i EF-statutten for Domstolen, at appel til Domstolen er begrænset til retsspørgsmål. Det er således alene Retten, der har kompetence til at fastlægge sagens faktiske omstændigheder, når bortses fra tilfælde, hvor den faktiske urigtighed af Rettens konstateringer fremgår af de aktstykker, den har fået forelagt, og til at tage stilling til disse faktiske omstændigheder. Bedømmelsen af de faktiske omstændigheder udgør ikke - medmindre der er tale om en forvanskning af de for Retten fremlagte beviser - et retsspørgsmål, der er undergivet Domstolens prøvelsesret (dom af 2.3.1994, sag C-53/92 P, Hilti mod Kommissionen, Sml. I, s. 667, præmis 42, og af 21.6.2001, forenede sager C-280/99 P, C-281/99 P og C-282/99 P, Moccia Irme m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 4717, præmis 78).

27 I denne sag har appellanterne ikke godtgjort, at der er sket en forvanskning af de for Retten forelagte beviser, hvorfor første del af tredje led må afvises.

28 Hvad angår anden del af tredje led er den uden betydning, idet - som det også er angivet i den anfægtede kendelses præmis 31 - sagen er anlagt mere end femten måneder efter vedtagelsen og offentliggørelsen af det omtvistede cirkulære, og eftersom - hvilket også er fastslået i den anfægtede kendelses præmis 16 og 17 - der under alle omstændigheder gjaldt en præklusionsfrist på to måneder.

29 Anden del af tredje led skal derfor forkastes.

Fjerde led

30 Endelig har appellanterne med sidste led af det første anbringende anført, at Retten i den anfægtede kendelses præmis 25 har foretaget en urigtig retsanvendelse, idet den har anset Personaleudvalget som organ for at have fået kendskab til administrativt cirkulære nr. 11/98, fordi et af udvalgets repræsentanter havde fået kendskab hertil. Et sådant ræsonnement savner imidlertid retligt grundlag og fører til uacceptable resultater. Ifølge appellanterne kan en arbejdsgivers handling eller undladelse ikke antages at være Personaleudvalget bekendt, medmindre et af udvalgets medlemmer eller repræsentanter i denne egenskab har modtaget oplysning herom.

31 Det skal herved alene bemærkes, at Retten i den anfægtede kendelses præmis 25 med føje har fastslået, at Personaleudvalget kun kan handle i kraft af sine medlemmer, hvorfor udvalget må anses for at have fået kendskab til administrativt cirkulære nr. 11/98 fra det øjeblik, hvor dets talsmand selv har fået kendskab hertil.

32 Da appellanterne ikke har godtgjort, at Retten har foretaget en urigtig retsanvendelse i denne forbindelse, må fjerde led af det første anbringende derfor forkastes.

33 Det følger af ovenstående, at det første anbringende dels skal afvises, dels forkastes.

Andet anbringende

34 Med deres andet anbringende har appellanterne anfægtet Rettens argumentation i den anfægtede kendelses præmis 33 og anført, at artikel 230, stk. 5, EF og de frister, der er fastsat heri, ikke finder anvendelse i et søgsmål til prøvelse af administrativt cirkulære nr. 11/98. Et sådant cirkulære er ikke en normativ retsakt, og kun normative retsakter er omfattet af et søgsmål, der er anlagt med hjemmel i denne bestemmelse.

35 Hertil bemærkes, som det også klart fremgår af den anfægtede kendelse, at Rettens omtale af den eventuelle mulighed for at anlægge sag i medfør af artikel 35.1 i statutten for ESCB og dermed artikel 230 EF var supplerende.

36 Det er under disse omstændigheder uden betydning, at Retten i den anfægtede kendelses præmis 33 herudover udtalte, at appellanternes søgsmål var for sent anlagt. Selv om det antages, at anfægtelsen af begrundelsen er berettiget, kan det ikke medføre, at den anfægtede kendelse ophæves, eftersom begrundelsen er supplerende (jf. i denne retning dom af 16.9.1997, sag C-362/95 P, Blackspur DIY m.fl. mod Rådet og Kommissionen, Sml. I, s. 4775, præmis 23).

37 Det andet anbringende er derfor uden betydning og skal forkastes.

Tredje anbringende

38 Med deres sidste anbringende har appellanterne anført, at Retten har foretaget en urigtig retsanvendelse, idet den i den anfægtede kendelses præmis 37 afviste deres påstand om at meddele ECB påbud under henvisning til, at den ikke har kompetence til at meddele et fællesskabsorgan sådanne påbud.

39 Eftersom det, navnlig efter nærværende kendelses præmis 28, er ubestridt, at sagen for Retten er anlagt efter søgsmålfristens udløb, er dette anbringende uden betydning og må derfor forkastes.

40 Som følge heraf skal appellen dels afvises, dels forkastes.

Sagens omkostninger

41 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, som ifølge artikel 118 finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da ECB har nedlagt påstand om, at appellanterne tilpligtes at betale sagens omkostninger, og appellanterne har tabt sagen, bør det pålægges dem at betale sagens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN (Tredje Afdeling)

for ret:

1) Appellen forkastes.

2) Personaleudvalget ved Den Europæiske Centralbank, J. Priesemann, M. Van de Velde og M.C. Cerafogli betaler sagens omkostninger.