(jf. præmis 25-27)

(jf. præmis 29-31)

(jf. præmis 53)

DOMSTOLENS DOM
10. juli 2003(1)

»Appel – Fællesskabets ansvar uden for kontrakt – midlertidig antidumping- og udligningstold på importen af opdrættede atlanterhavslaks med oprindelse i Norge«

I sag C-472/00 P,

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved V. Kreuschitz og S. Meany, som befuldmægtigede, bistået af barrister N. Khan, og med valgt adresse i Luxembourg,

appellant,

angående appel af dom afsagt den 24. oktober 2000 af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (Tredje Udvidede Afdeling) i sag T-178/98, Fresh Marine mod Kommissionen (Sml. II, s. 3331), hvori der er nedlagt påstand om ophævelse af denne dom,

den anden part i appelsagen:

Fresh Marine Company A/S , Trondheim (Norge), ved avocats J.-F. Bellis og B. Servais, og med valgt adresse i Luxembourg,

sagsøger i første instans,

har

DOMSTOLEN,,

sammensat af præsidenten, G.C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformændene J.-P. Puissochet, R. Schintgen og C.W.A. Timmermans samt dommerne C. Gulmann, D.A.O. Edward, A. La Pergola, V. Skouris, S. von Bahr, J.N. Cunha Rodrigues (refererende dommer) og A. Rosas,

generaladvokat: C. Stix-Hackl
justitssekretær: ekspeditionssekretær L. Hewlett,

efter at parterne har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 17. september 2002,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 28. november 2002,

afsagt følgende

Dom

»1

[Fresh Marine], der er et i 1992 stiftet norsk selskab, er specialiseret i salg af opdrættede atlanterhavslaks.

2

Kommissionen fremsatte, efter at den i juli 1996 havde modtaget klager fra Scottish Salmon Growers’ Association Ltd og Shetland Salmon Farmers’ Association på vegne af deres medlemmer, den 31. august 1996 to særskilte meddelelser, der blev offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende , om indledning af en antidumpingprocedure og en antisubsidieprocedure vedrørende importen af opdrættede atlanterhavslaks med oprindelse i Norge (EFT C 253, s. 18 og 20).

3

Kommissionen [...] konkluderede [...], at det var nødvendigt at iværksætte endelige antidumping- og udligningsforanstaltninger [...].

4

Den 17. juni 1997 gav [Fresh Marine], der havde fået meddelelse om Kommissionens konklusioner, Kommissionen et tilsagn i overensstemmelse med artikel 8 i [...] forordning [...] nr. 384/96 [...], og artikel 10 i Rådets forordning (EF) nr. 3284/94 af 22. december 1994 om beskyttelse mod subsidieret indførsel fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (EFT L 349, s. 22). [...]

5

Kommissionen godtog ved afgørelse 97/634/EF af 26. september 1997 om godtagelse af tilsagn i forbindelse med antidumping- og antisubsidieprocedurerne vedrørende importen af opdrættede atlanterhavslaks med oprindelse i Norge (EFT L 267, s. 81) tilsagnene fra en række norske eksportører af disse varer, herunder [Fresh Marine]. [...]. [Fresh Marines] tilsagn trådte i kraft den 1. juli 1997.

6

Rådet vedtog samme dag forordning (EF) nr. 1890/97 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af opdrættede atlanterhavslaks med oprindelse i Norge (EFT L 267, s. 1) og forordning (EF) nr. 1891/97 om indførelse af en endelig udligningstold på importen af opdrættede atlanterhavslaks med oprindelse i Norge (EFT L 267, s. 19). I henhold til artikel 1, stk. 2, i begge forordninger var importen til Fællesskabet af opdrættede atlanterhavslaks med oprindelse i Norge, der var produceret af [Fresh Marine], fritaget for denne told på grund af, at Kommissionen havde godtaget [Fresh Marines] tilsagn.

7

Den 22. oktober 1997 tilsendte [Fresh Marine] Kommissionen en rapport, hvori var opregnet selskabets samlede eksport af opdrættede atlanterhavslaks til Fællesskabet i løbet af tredje kvartal 1997 (herefter »rapporten af oktober 1997«).

8

Den 16. december 1997 vedtog Kommissionen på grundlag af forordning nr. 384/96 og [...] forordning [...] nr. 2026/97 [...], forordning (EF) nr. 2529/97 om indførelse af en midlertidig antidumping- og udligningstold på importen af opdrættede atlanterhavslaks med oprindelse i Norge (EFT L 346, s. 63). I henhold til denne forordning blev importen til Fællesskabet af opdrættede atlanterhavslaks med oprindelse i Norge, der var produceret af [Fresh Marine], pålagt en midlertidig antidumpingtold [...] og en midlertidig udligningstold [...]. Denne forordning trådte i kraft den 18. december 1997. [...]

9

Ved skrivelse af 19. december 1997 oplyste Kommissionen [Fresh Marine] om de faktiske forhold [...] Kommissionen forklarede [Fresh Marine], at en gennemgang af oplysningerne i rapporten af oktober 1997 havde vist en gennemsnitspris for eksporten af rensede laks med hoved [...], der var lavere end den mindstepris, der var fastsat i tilsagnet af 17. juni 1997, hvilket førte Kommissionen til at antage, at [selskabet] ikke havde overholdt tilsagnet. [...]

10

Ved telefax af 22. december 1997 kritiserede [Fresh Marine] Kommissionen for at have forvansket rapporten af oktober 1997, idet den havde slettet en række linjer, der havde til formål at annullere linjer med fejlagtige oplysninger. [Fresh Marine] anmodede om – idet selskabet angav, at det siden forordning nr. 2529/97’s ikrafttræden var ophørt med at eksportere til Fællesskabet, hvilket havde påført det betydelig skade – at sanktionerne mod [det] omgående blev ophævet.

11

Ved skrivelse af 5. januar 1998 afviste Kommissionen [Fresh Marines] beskyldninger. Kommissionen forklarede [Fresh Marine], at den havde besluttet at slette en række linjer i rapporten af oktober 1997, idet de indeholdt oplysninger om mængder eller værdier, der var sat minustegn foran, og som i mangel af en nærmere forklaring i rapporten ikke kunne sættes i forbindelse med tilsvarende fakturaer. Kommissionen tilføjede, at hvis [Fresh Marine] rettidigt tilsendte Kommissionen en korrekt rapport, der viste alle de af selskabet gennemførte salg, netto for kreditnotaer, i løbet af tredje kvartal 1997 til en gennemsnitspris, der var højere end mindsteprisen, ville Kommissionen overveje at ændre sin holdning. Kommissionen understregede ligeledes, at den ved forordning nr. 2529/97 iværksatte told var midlertidig, og oplyste, at [Fresh Marine] kunne fortsætte sin eksport til Fællesskabet ved at stille en passende garanti over for de pågældende medlemsstaters toldmyndigheder for salg, der gennemførtes i henhold til »DDP«-ordningen (»Delivered Duty Paid«, leveret med tolden betalt).

12

Den 6. januar 1998 tilsendte [Fresh Marine] Kommissionen en revideret udgave af rapporten af oktober 1997.

19

Ved skrivelse af 30. januar 1998 meddelte Kommissionen [Fresh Marine], at den nu var af den opfattelse, at [Fresh Marine] i det tredje kvartal 1997 havde overholdt den minimumsgennemsnitspris, der var fastsat i tilsagnet, for eksport af renset laks med hoved, og at Kommissionen derfor ikke længere havde grund til at tro, at tilsagnet var blevet tilsidesat.

20

Ved skrivelse af 2. februar 1998 meddelte Kommissionen [Fresh Marine], at den havde til hensigt at foreslå Rådet, at der ikke blev pålagt endelig told, og at den midlertidige told, der var blevet indført ved forordning nr. 2529/97, ikke skulle opretholdes. Kommissionen tilføjede, at de beløb, der var deponeret til dækning af den midlertidige told i overensstemmelse med artikel 10, stk. 2, i forordning nr. 384/96, ville blive frigivet, såfremt Rådet besluttede ikke helt eller delvist at opkræve dem endeligt.

21

Den 23. marts 1998 vedtog Kommissionen forordning (EF) nr. 651/98 om ændring af forordning nr. 1890/97, nr. 1891/97 og nr. 2529/97 og af afgørelse 97/634 (EFT L 88, s. 31). I henhold til forordning nr. 651/98 ophævedes den midlertidige antidumpingtold og udligningstold, der var blevet fastsat ved forordning nr. 2529/97, for så vidt angik importen af [Fresh Marines] varer (artikel 1, stk. 1). [Fresh Marines] tilsagn trådte i øvrigt på ny i kraft fra den 25. marts 1998 [...].«

57

Selv om Rådets og Kommissionens retsakter under en procedure med henblik på en eventuel vedtagelse af antidumpingforanstaltninger i princippet må betragtes som generelle retsakter, der bygger på et økonomisk-politisk valg, således at Fællesskabet kun ifalder ansvar på grund af sådanne retsakter, når der foreligger en tilstrækkeligt kvalificeret krænkelse af en højere retsregel til beskyttelse af private ([Rettens dom af 18.9.1995] Nölle mod Rådet og Kommissionen [sag T-167/94, Sml. II, s. 2589] [...] præmis 51, og den deri nævnte retspraksis), skal de særlige forhold i denne sag dog fremhæves. I denne sag er den pågældende skade angiveligt forårsaget af Kommissionens retsstridige adfærd i forbindelse med dens behandling af rapporten af oktober 1997, hvorved det skulle efterprøves, om [Fresh Marine] i tredje kvartal 1997 havde overholdt det tilsagn, hvis godtagelse bragte antidumping- og antisubsidieundersøgelserne til ophør for [selskabets] vedkommende. Denne angiveligt retsstridige adfærd medførte, at Kommissionen fik den opfattelse, at [Fresh Marine] havde tilsidesat tilsagnet. Dette skete i forbindelse med en forvaltningshandling, der specifikt og udelukkende vedrørte [Fresh Marine]. Denne handling indebar ikke et økonomisk-politisk valg, og Kommissionen rådede kun over et yderst begrænset skøn, hvis den overhovedet kunne udøve et skøn.

58

Den formodede retsstridige adfærd fra Kommissionens side forårsagede ganske vist først den påståede skade fra det tidspunkt, hvor og på grund af, at den blev stadfæstet ved vedtagelsen af midlertidige foranstaltninger over for importen af [Fresh Marines] varer inden for rammerne af forordning nr. 2529/97. Kommissionen har imidlertid, i forhold til [Fresh Marine], i forordning nr. 2529/97 alene draget midlertidige konklusioner af sin gennemgang af ovennævnte rapport og navnlig af gennemsnitsprisniveauet for den eksport, som [selskabet] foretog i den periode, der var omfattet af denne rapport (jf. niende betragtning til forordning nr. 2529/97).

59

Det skal tilføjes, at forholdene i de sager, som gav anledning til de to domme, som Kommissionen har påberåbt sig i processkrifterne [...], og hvori Fællesskabets retsinstanser kvalificerede Rådets og Kommissionens retsakter vedrørende en antidumpingprocedure som generelle retsakter, der indebar et økonomisk-politisk valg, var helt anderledes end forholdene i den foreliggende sag. Sagsøgerne i disse sager ønskede nemlig – i modsætning til situationen i den foreliggende sag – at opnå erstatning for en skade, der var forårsaget af et økonomisk-politisk valg, der var truffet af fællesskabsmyndighederne inden for rammerne af deres kompetence til at udstede generelle retsakter.

60

I [dommen af 28.11.1989 i] sagen Epicheiriseon Metalleftikon Viomichanikon ke Naftiliakon m.fl. mod Kommissionen og Rådet [sag C-122/86, Sml. s. 3959] krævede sagsøgerne således erstatning for den skade, de påstod at have lidt som følge af Rådets beslutning om at afslutte en antidumpingprocedure og ikke at vedtage den af Kommissionen foreslåede forordning om indførelse af en endelig antidumpingtold på den pågældende import. I den sag, der gav anledning til [Rettens dom af 18.9.1995] Nölle mod Rådet og Kommissionen [sag T-167/94, Sml. II, s. 2589, præmis 51], krævede en importør i Fællesskabet erstatning for den skade, han angiveligt havde lidt som følge af Rådets vedtagelse af en forordning om indførelse af en endelig antidumpingtold og om endelig opkrævning af en midlertidigt opkrævet antidumpingtold, i et tilfælde hvor Domstolen havde kendt forordningen ugyldig på grund af de vilkår, hvorunder fællesskabsmyndighederne havde foretaget valget af referenceland med henblik på at fastsætte den normale værdi af de pågældende varer.

61

Det må konkluderes, at en ren tilsidesættelse af fællesskabsretten i denne sag vil være tilstrækkelig til, at Fællesskabet ifalder ansvar uden for kontrakt (jf. [Domstolens] dom af 4.7.2000, Bergaderm og Goupil mod Kommissionen [sag C-352/98 P, Sml. I, s. 5291] præmis 44). Navnlig vil konstatering af en retsstridighed, som en almindeligt forsigtig og påpasselig forvaltning ikke ville have begået under tilsvarende omstændigheder, give mulighed for at konkludere, at institutionens adfærd har været et retsstridigt forhold af en sådan karakter, at Fællesskabet ifalder ansvar i henhold til [EF-]traktatens artikel 215 [(nu artikel 288 EF)].

62

Det skal derfor undersøges, om Kommissionen under den administrative efterprøvelse af [Fresh Marines] overholdelse af tilsagnet på grundlag af rapporten af oktober 1997 har gjort sig skyldig i et retsstridigt forhold, som en almindeligt forsigtig og påpasselig forvaltning ikke ville have begået under de samme omstændigheder.

75

Der er umiddelbart efter at have læst disse endelige tal i rapporten af oktober 1997 grundlag for at tro, at [Fresh Marine] havde overholdt sit tilsagn i den periode, der er omfattet af denne rapport. [...]

76

Selv om det må indrømmes, at specifikationerne i [Fresh Marines] tilsagn ikke giver mulighed for, at der kan være negative værdier i de kvartalsvise salgsrapporter, havde Kommissionen – i forhold til en rapport, der i første omgang g[av] anledning til at tro, at [selskabet] ha[vde] opfyldt sit tilsagn – ikke ret til, således som den har gjort i denne sag [...], ensidigt at ændre indholdet af denne rapport ved at slette de linjer, der indeholder negative værdier, og erstatte de endelige tal [...] med sin egen beregning, der blev foretaget på grundlag af den således ændrede rapport, af gennemsnitsprisen for den af [Fresh Marine] gennemførte eksport i den pågældende periode uden hverken at forklare [selskabet] begrundelsen for, at Kommissionen så bort fra de nævnte endelige tal eller sikre sig i forhold til [selskabet], at de skete ændringer ikke satte pålideligheden af de oplysninger, der var fremlagt med henblik på efterprøvelsen af tilsagnets overholdelse, over styr. Kommissionen skulle, da den besluttede ikke at følge det umiddelbare indtryk, der følger af rapporten af oktober 1997, og som var gunstigt for [Fresh Marine], have udvist den nødvendige omhu ved en korrekt fortolkning af de tal i rapporten, som den byggede sin opfattelse på med hensyn til overensstemmelsen mellem [selskabets] adfærd og tilsagnet for den pågældende periode.

77

Kommissionen kan i denne forbindelse ikke påberåbe sig bestemmelserne i artikel 8, stk. 10, i forordning nr. 384/96 og artikel 13, stk. 10, i forordning nr. 2026/97.

78

Disse bestemmelser har til formål at give Kommissionen mulighed for, når den på grundlag af de foreliggende oplysninger har grund til at antage, at et tilsagn, som den oprindeligt har godtaget inden for rammerne af en antidumping- eller antisubsidieprocedure, er blevet misligholdt, i rette tid at træffe midlertidige foranstaltninger, der indføres for at beskytte fællesskabsindustriens interesser, under forbehold af en efterfølgende materiel undersøgelse med henblik på at fastslå, om der reelt har været tale om en tilsidesættelse af det pågældende tilsagn.

79

I denne sag skal det imidlertid fastslås, at rapporten af oktober 1997, navnlig de endelige tal, giver anledning til at antage, at [Fresh Marine] havde overholdt sit tilsagn [...].

80

Det var først efter, at Kommissionen på eget initiativ havde ændret denne rapport uden at sørge for at forhøre sig hos [Fresh Marine] om de mulige følger af dette ensidige skridt for så vidt angår pålideligheden af de oplysninger, [selskabet] var fremkommet med, at Kommissionen konkluderede, at der tilsyneladende var tale om, at [det] havde tilsidesat tilsagnet. Det er åbenbart, at de således ændrede oplysninger i rapporten af oktober 1997 ikke kan anses for de oplysninger i henhold til de ovenfor i præmis 77 omtalte bestemmelser, som Kommissionen på dette tidspunkt havde haft til rådighed til støtte for dens opfattelse med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt [Fresh Marine] havde overholdt tilsagnet eller ikke.

82

Det skal derfor konkluderes, at Kommissionen ved gennemgangen af rapporten af oktober 1997 gjorde sig skyldig i et retsstridigt forhold, der ikke ville være begået af en almindeligt forsigtig og påpasselig forvaltning under tilsvarende omstændigheder.

84

Det skal imidlertid understreges, at [Fresh Marines] adfærd også er kritisabel. [...]

89

Under hensyn til, at rapporten af oktober 1997 var tætskrevet, og til den manglende åbenlyse forbindelse mellem de fejlbehæftede linjer og de linjer, der indeholder negative værdier, og den uklare betydning af disse værdier, skulle [Fresh Marine] af sig selv over for Kommissionen, da [selskabet] fremsendte rapporten, være fremkommet med de forklaringer, der var nødvendige for at forstå rapporten. [Fresh Marine] har ved at fremsende rapporten af oktober 1997 uden en eneste bemærkning hertil gjort sig skyldig i en forsømmelse, der, som det fremgår af den skrivelse af 5. januar 1998, som Kommissionen rettede til [selskabet], har givet anledning til tvivl hos Kommissionens ansatte [...]

91

Det skal således [...] konkluderes, at [Fresh Marine] og Kommissionen hver har begået en retsstridighed af lige stor betydning under efterprøvelsen af, hvorvidt [selskabet] havde overholdt sit tilsagn i tredje kvartal 1997 – ved afslutningen af hvilken Kommissionen konkluderede, at der tilsyneladende var sket en tilsidesættelse af dette tilsagn, og at det var nødvendigt at træffe midlertidige foranstaltninger over for import af [dets] varer i henhold til forordning nr. 2529/97. [Fresh Marine] har, idet selskabet har undladt af sig selv at vedlægge rapporten af oktober 1997 uomgængeligt nødvendige oplysninger for forståelsen af de negative værdier heri, udvist en forsømmelse, som en sædvanligt forsigtig og påpasselig erhvervsdrivende ikke ville have udvist. Selv når [Fresh Marines] retsstridige adfærd og de problemer, som denne adfærd har medført ved læsningen af den nævnte rapport, tages i betragtning, skal det fastslås, at Kommissionens reaktion, der bestod i ensidigt at ændre denne rapport, der dog gav anledning til umiddelbart at antage, at [selskabet] havde opfyldt tilsagnet i den pågældende periode, var af uforholdsmæssig karakter og dermed retsstridig, og at ingen omstændighed kan undskylde denne reaktion.

92

Såfremt den af [Fresh Marine] påståede skade må anses for bevist, eventuelt delvist, og såfremt det måtte fremgå, at der er årsagsforbindelse mellem denne skade og de faktiske forhold, der førte til indførelsen af midlertidige foranstaltninger vedrørende import af [selskabets] varer, hvilket der herefter skal tages stilling til, skal det ved fastsættelsen af den erstatningspligt, der påhviler Kommissionen, tages i betragtning, at parterne hver for halvdelens vedkommende er delvist ansvarlige for disse forhold.

106

Hvad for det første angår indtægtstabet i perioden mellem den 18. december 1997 og 25. marts 1998 bemærkes, at de oplysninger, som Kommissionen er fremkommet med vedrørende [Fresh Marines] eksport af opdrættede atlanterhavslaks til Fællesskabet mellem juli 1997 og september 1998, viser, at [selskabets] eksport i den periode, der ca. omfatter medio december 1997 og ultimo marts 1998, fuldstændig ophørte. [...]

109

Det indtægtstab, som [Fresh Marine] har lidt på grund af indstillingen af selskabets eksport til Fællesskabet mellem den 18. december 1997 og den 25. marts 1998, skal bedømmes på denne baggrund. Indtægtstabet skal anses for at svare til den fortjenstmargen, som [Fresh Marine] ville have opnået, hvis selskabet i denne periode havde fortsat sin eksport til Fællesskabet.

115

[Fresh Marines] indtægtstab kan således fastsættes til 292 000 NOK for perioden fra den 18. december 1997 til den 31. januar 1998, til 135 000 NOK for februar 1998 og til 150 000 NOK for perioden fra den 1. marts til den 25. marts 1998.

117

Det skal herefter efterprøves, om der er årsagsforbindelse mellem [Fresh Marines] forretningsmæssige skade [...] og Kommissionens retsstridige adfærd, der er stadfæstet ved forordning nr. 2529/97 [...]

118

Der er årsagsforbindelse efter traktatens artikel 215, stk. 2, når der er en direkte årsagsforbindelse mellem den fejl, der er begået af den pågældende institution, og det tab, der påberåbes, hvilken sammenhæng sagsøgeren skal bevise (jf. Rettens dom af 30.9.1998, sag T-149/96, Coldiretti m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 3841, præmis 101 og den deri nævnte retspraksis). Fællesskabet kan alene være ansvarligt for den skade, der er en tilstrækkelig direkte følge af den pågældende institutions retsstridige adfærd (jf. bl.a. Domstolens dom af 4.10.1979, forenede sager 64/76, 113/76, 167/78, 239/78, 27/79, 28/79 og 45/79, Dumortier Frères m.fl. mod Rådet, Sml. s. 3091, præmis 21, Rettens dom af 18.9.1995, sag T-168/94, Blackspur m.fl. mod Rådet og Kommissionen, Sml. II, s. 2627, præmis 52, og [af 29.10.1998] TEAM mod Kommissionen [sag T-13/96, Sml. II, s. 4073], præmis 68).

119

I denne sag fremgår det [...], at den periode, hvori [Fresh Marine] indstillede sin eksport til Fællesskabet, falder sammen med den periode, hvor de midlertidige foranstaltninger i henhold til forordning nr. 2529/97 fandt anvendelse på importen af [Fresh Marines] varer. Et sådant forhold skal fortolkes således, at der er årsagsforbindelse mellem dels de retsstridige forhold, som særligt Kommissionen har begået, og som ligger bag indførelsen af disse midlertidige foranstaltninger, dels [Fresh Marines] indtægtstab.

120

Det kan ikke nægtes, at [Fresh Marine], såfremt der ikke havde været sådanne retsstridige forhold og de heraf følgende midlertidige foranstaltninger, kunne have fortsat sin eksport til Fællesskabet i overensstemmelse med vilkårene i tilsagnet. [Fresh Marine] ville således ikke have lidt noget indtægtstab på fællesskabsmarkedet. Kommissionens retsstridige adfærd ved gennemgangen af rapporten af oktober 1997, der blev stadfæstet ved forordning nr. 2529/97, står dermed i årsagsforbindelse i henhold til den ovenfor i præmis 118 omtalte retspraksis med det af [Fresh Marine] lidte forretningsmæssige tab.

121

[...] Det skal i denne forbindelse efterprøves, om [Fresh Marine], således som det kræves i retspraksis, har udvist rimelig omhu i sit forsøg på at begrænse skadens omfang, hvilket Kommissionen har bestridt (jf. Domstolens dom af 19.5.1992, forenede sager C-104/89 og C-37/90, Mulder m.fl. mod Rådet og Kommissionen, Sml. I, s. 3061, præmis 33, af 5.3.1996, forenede sager C-46/93 og C-48/93, Brasserie du pêcheur og Factortame, Sml. I, s. 1029, præmis 85, og af 16.3.2000, sag C-284/98 P, Parlamentet mod Bieber, Sml. I, s. 1527, præmis 57).

122

Kommissionen har i det væsentlige under hensyn til, at den ved forordning nr. 2529/97 indførte told var midlertidig, gjort gældende, at [Fresh Marine] kunne have fortsat sin eksport til Fællesskabet til uændrede priser mod en beskeden udgift til oprettelse af en bankgaranti.

124

Selv hvis det antages, at [Fresh Marine], der ikke har bestridt Kommissionens angivelser hvad angår udgifterne til en sådan bankgaranti, havde opnået en sådan garanti, skal det dog fastslås, at selskabet ville udsætte sig for en usædvanlig stor forretningsmæssig risiko, der overskrider det risikoniveau, der er forbundet med enhver forretningsmæssig aktivitet, ved at eksportere til Fællesskabet i den periode, hvori forordning nr. 2520/97 fandt anvendelse på importen af selskabets varer. Såfremt [Fresh Marine], når bankgarantien var oprettet, besluttede, således som Kommissionen har foreslået, at eksportere til Fællesskabet til uændrede priser, uden at disse priser, der blev afkrævet kunderne i Fællesskabet, afspejlede den midlertidige told, ville selskabet risikere selv at skulle bære udgifterne til denne told i det tilfælde, at den blev endeligt opkrævet. Da [Fresh Marine] ikke på dette tidspunkt kunne forudse, om dette ville blive tilfældet, havde selskabet ikke andre muligheder end at forhøje sine eksportpriser med beløb svarende til den midlertidige told. Under hensyn til bl.a. konkurrencen fra de virksomheder i Fællesskabet, der sælger laks, og til de talrige norske eksportører, der i den pågældende periode kunne fortsætte deres salg på fællesskabsmarkedet i henhold til deres tilsagn, kunne [Fresh Marine] med rimelighed antage, at selskabet ikke havde nogen chance for at afsætte sine varer på markedet i denne periode.

125

På baggrund af disse omstændigheder kan det forhold, at [Fresh Marine] ikke forsøgte at eksportere sine varer til Fællesskabet i den pågældende periode, ikke anses for en tilsidesættelse af den forpligtelse, der fremgår af den ovenfor i præmis 121 omtalte retspraksis, til at bevise, at der er udvist den nødvendige omhu for at begrænse skadens omfang.

131

Det må derimod ved læsningen af [...] skrivelser af 30. januar og 2. februar 1998 [...] fastslås, at Kommissionen ikke har truffet de nødvendige og effektive foranstaltninger, som det påhviler skadevolder at træffe, når der, som i denne sag, fortsat voldes skade (jf. i denne retning dommen i sagen Parlamentet mod Bieber, præmis 57), for at begrænse det tab, som Kommissionens retsstridige adfærd ved efterprøvelsen af [Fresh Marines] overholdelse af tilsagnet havde medvirket til at forårsage.

132

Det fremgår således af sagsakterne, at Kommissionen efter de forklaringer, som [Fresh Marine] fremkom med i begyndelsen af januar 1998 [...], og af kontrollen på [selskabets] hjemsted i slutningen af samme måned [...], at Kommissionen var blevet overbevist om ─ i det mindste fra den 30. januar 1998, som det fremgår af dens skrivelse af samme dag ─ at [selskabet] havde overholdt sit tilsagn i tredje kvartal 1997. Kommissionen, der efter dens egen opfattelse [...], og som det i øvrigt er bevist gennem det forhold, at forordning nr. 651/98 blevet vedtaget af Kommissionen, var enekompetent til i denne sag at ophæve de midlertidige foranstaltninger, der var indført ved forordning nr. 2529/97 vedrørende importen af [Fresh Marines] varer, ventede imidlertid, uden at der ses at være nogen grund hertil, indtil den 25. marts 1998 med ved forordning nr. 651/98 at give [selskabet] den formelle retlige forsikring, som Kommissionen kunne have givet [det] i slutningen af januar 1998. Selv om Kommissionen selv ved ovennævnte undersøgelse på [Fresh Marines] hjemsted havde kunnet gøre sig bekendt med den betydelige forretningsmæssige skade, som [selskabet] havde lidt på grund af disse midlertidige foranstaltninger [...], opretholdt den uden grund i sin skrivelse af 2. februar 1998 tvivlen om det endelige udfald af den midlertidige told, der var fastsat ved forordning nr. 2529/97. Kommissionen forhindrede således [Fresh Marine] i at genoptage selskabets forretningsmæssige aktivitet på fællesskabsmarkedet.

134

Kommissionen skal anses for eneansvarlig for [Fresh Marines] indtægtstab, i det mindste fra ultimo januar 1998, idet Kommissionen på denne måde afholdt sig fra at træffe de foranstaltninger, der påhvilede den fra det tidspunkt, hvor de retsstridige forhold, der lå bag indførelsen af midlertidige foranstaltninger over for importen af [selskabets] varer, blev endelig berigtiget.

135

Det skal således konkluderes, at mens [Fresh Marine] – som det følger af den begrundelse, der er redegjort for ovenfor i præmis 73-92 – i samme omfang som Kommissionen har medvirket til, at den forretningsmæssige skade er opstået, er det derimod alene Kommissionen, der efter ultimo januar 1998 ikke har udvist den nødvendige omhu, idet den, selv om de oplysninger, den havde modtaget fra [Fresh Marine], gav mulighed for endeligt at korrigere de tidligere retsstridige forhold og fjerne enhver grund til at antage, at der var tale om en tilsidesættelse af tilsagnet, uden at der ses at være nogen grund hertil, ventede med at berigtige [selskabets] situation ved at ophæve de midlertidige foranstaltninger, der oprindelig blev indført [over for] [selskabet].

136

Det følger heraf, at Kommissionen er ansvarlig for halvdelen af det indtægtstab, [Fresh Marine] har lidt mellem den 18. december 1997 og den 31. januar 1998, og for hele det indtægtstab, som [selskabet] har lidt mellem den 1. februar og den 25. marts 1998 [...].

137

Kommissionen skal herefter tilpligtes at betale [Fresh Marine] dels halvdelen af 292 000 NOK for det indtægtstab, [selskabet] har lidt mellem den 18. december 1997 og den 31. januar 1998, dels 285 000 NOK (135 000 NOK + 150 000 NOK) i erstatning for den skade, [selskabet] har lidt fra den 1. februar til den 25. marts 1998, eller en samlet erstatning på 431 000 NOK. I øvrigt frifindes Kommissionen.’

–

Den appellerede dom ophæves.

–

Principalt: Domstolen træffer selv afgørelse i sagen, fastslår frifindelse for de af Fresh Marine for førsteinstansen nedlagte påstande og tilpligter Fresh Marine at betale sagsomkostningerne.

–

Subsidiært: Sagen hjemvises til Retten.

–

Appellen forkastes i sin helhed.

–

Den appellerede dom ophæves, i det omfang den fastslår, at Fresh Marine for halvdelens vedkommende selv bærer ansvaret for de faktiske forhold, som har medført tabet.

–

Kommissionen tilpligtes følgelig at betale Fresh Marine 577 000 NOK i erstatning.

–

Kommissionen tilpligtes at betale Fresh Marines omkostninger både i førsteinstansen og i appelsagen.

–

Kommissionen tilpligtes at forrente beløbet på 577 000 NOK samt Fresh Marines sagsomkostninger, som Kommissionen skal betale, med 8% pr. år fra datoen for afsigelsen af den appellerede dom at regne.

På grundlag af disse præmisser

DOMSTOLEN