62000J0312

1. Landbrug - fælles markedsordning - bananer - importordning - toldkontingent - hensyntagen til vanskeligheder, der følger af overgangen fra de nationale ordninger til den fælles markedsordning

(Rådets forordning nr. 404/93, art. 19, stk. 2, og art. 30)

2. Ansvar uden for kontrakt - betingelser - tilstrækkelig kvalificeret tilsidesættelse af fællesskabsretten - institutionens skøn, da den vedtog retsakten

(Art. 288, stk. 2, EF)

3. Appel - anbringender - en doms præmisser i strid med fællesskabsretten - domskonklusionen berettiget af andre retlige grunde - forkastelse

4. Appel - anbringender - Domstolens efterprøvelse af den retlige kvalifikation af de faktiske omstændigheder - lovligt

(Art. 225 EF; EF-statutten for Domstolen, art. 51)

5. Annullationssøgsmål - fysiske eller juridiske personer - retsakter, der berører dem umiddelbart og individuelt - Kommissionens afslag på at træffe foranstaltninger ved forordning, således at importørerne af bananer med oprindelse i et tredjeland kan overvinde de vanskeligheder, der skyldes sammenbruddet af produktionen i det pågældende land som følge af helt usædvanlige klimatiske begivenheder - afvisning

(Art. 230, stk. 4, EF; Rådets forordning nr. 404/93, art. 16, stk. 3, art. 18 og art. 19, stk. 1)

1. Selv om artikel 30 i forordning nr. 404/93 om den fælles markedsordning for bananer giver Kommissionen ret til - og efter omstændighederne forpligter den til - at fastsætte bestemmelser for særligt vanskelige tilfælde, som opstår ved, at importører af tredjelandsbananer eller ikke-traditionelle AVS-bananer rammes af vanskeligheder, der truer deres eksistens, når der er tildelt dem et usædvanlig lavt kontingent på grundlag af de referenceår, som skal tages i betragtning i henhold til samme forordnings artikel 19, stk. 2, er det på ingen måde udelukket, at artikel 30 også kan finde anvendelse på andre typer af vanskeligheder, såfremt disse følger af overgangen fra de nationale ordninger, der fandtes før ikrafttrædelsen af den nævnte forordning, til den fælles markedsordning.

( jf. præmis 46 og 47 )

2. Fællesskabsretten anerkender en ret til erstatning, såfremt tre betingelser er opfyldt, nemlig at den bestemmelse, der er overtrådt, har til formål at tillægge borgerne rettigheder, at overtrædelsen er tilstrækkelig kvalificeret, og at der er en direkte årsagsforbindelse mellem tilsidesættelsen af den forpligtelse, der påhviler den, der har udstedt retsakten, og de skadelidtes tab. Hvad angår den anden betingelse er det afgørende kriterium for, om en overtrædelse af fællesskabsretten kan anses for tilstrækkelig kvalificeret, om den pågældende fællesskabsinstitution åbenbart og groft har overskredet grænserne for sine skønsbeføjelser. Såfremt denne institution har et stærkt begrænset eller intet skøn, kan selve den omstændighed, at der er begået en overtrædelse af fællesskabsretten, være tilstrækkelig til at bevise, at der foreligger en tilstrækkelig kvalificeret krænkelse. Det følger heraf, at det afgørende kriterium ved afgørelsen af, om der foreligger en sådan krænkelse, ikke er den pågældende retsakts individuelle karakter, men det skøn, som institutionen havde, da den vedtog den.

( jf. præmis 53-55 )

3. Hvis præmisserne i en dom afsagt af Retten indeholder en tilsidesættelse af fællesskabsretten, men konklusionen er berettiget af andre retlige grunde, må appellen forkastes.

( jf. præmis 57 )

4. Selv om det fremgår af artikel 225 EF og artikel 51 i EF-statutten for Domstolen, at appel er begrænset til retsspørgsmål, og at det derfor alene er Retten, der har kompetence til at fastlægge og vurdere sagens faktiske omstændigheder, er Domstolen stadig kompetent til at kontrollere den retlige vurdering af disse faktiske omstændigheder og de retlige konsekvenser, Retten har draget heraf.

( jf. præmis 69 )

5. En almengyldig retsakt såsom en forordning kan kun berøre fysiske eller juridiske personer individuelt, såfremt de rammes på grund af visse egenskaber, der adskiller dem fra alle andre og derfor individualiserer dem på lignende måde som en adressat.

De største importører af somaliske bananer kan ikke anses for at være individuelt berørt af den forordning, som Kommissionen efter deres opfattelse burde have vedtaget i medfør af artikel 16, stk. 3, i forordning nr. 404/93 om den fælles markedsordning for bananer med henblik på at tilpasse toldkontingentet, som er fastsat i samme forordnings artikel 18, for at imødegå følgerne for den somaliske bananproduktion af de usædvanligt omfattende oversvømmelser, der indtraf i 1997 og 1998.

Selv om denne forordning for så vidt angår den tilpassede del af toldkontingentet kunne have fraveget fordelingsnøglen, der er fastsat i artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 404/93, ville den nemlig alene have berørt de nævnte importører på grund af deres objektive egenskab af importører af somaliske bananer på samme måde som enhver anden erhvervsdrivende, der befandt sig i samme situation.

( jf. præmis 73, 75, 76 og 79 )

I sag C-312/00 P,

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved C. van der Hauwaert og L. Visaggio, som befuldmægtigede, bistået af avvocato A. Dal Ferro, og med valgt adresse i Luxembourg,

appellant,

angående appel af dom afsagt den 8. juni 2000 af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (Fjerde Afdeling) i de forenede sager T-79/96, T-260/97 og T-117/98, Camar og Tico mod Kommissionen og Rådet (Sml. II, s. 2193), hvori der er nedlagt påstand om ophævelse af denne dom,

de andre parter i appelsagen:

Camar Srl, Firenze (Italien), ved avvocati W. Viscardini Donà, M. Paolin og S. Donà og med valgt adresse i Luxembourg,

sagsøger i første instans i sagerne T-79/96, T-260/97 og T-117/98,

Tico Srl, Padova (Italien), ved avvocati W. Viscardini Donà, M. Paolin og S. Donà og med valgt adresse i Luxembourg,

sagsøger i første instans i sag T-117/98,

Rådet for Den Europæiske Union ved F. Ruggeri Laderchi, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg,

sagsøgt i første instans i sag T-260/97,

Den Franske Republik ved C. Vasak og G. de Bergues, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg,

intervenient i første instans i sagerne T-79/96 og T-260/97,

Den Italienske Republik ved U. Leanza, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato F. Quadri, og med valgt adresse i Luxembourg,

intervenient i første instans i sag T-79/96,

har

DOMSTOLEN

sammensat af præsidenten, G.C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformændene J.-P. Puissochet, M. Wathelet, R. Schintgen (refererende dommer) og C.W.A. Timmermans samt dommerne C. Gulmann, D.A.O. Edward, A. La Pergola, P. Jann, V. Skouris, F. Macken, N. Colneric, S. von Bahr, J.N. Cunha Rodrigues og A. Rosas,

generaladvokat: C. Stix-Hackl

justitssekretær: R. Grass,

på grundlag af den refererende dommers rapport,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 16. april 2002,

afsagt følgende

Dom

1 Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 17. august 2000 har Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber i medfør af artikel 49 i EF-statutten for Domstolen iværksat appel af dom afsagt den 8. juni 2000 af Retten i Første Instans i sagen Camar og Tico mod Kommissionen og Rådet (forenede sager T-79/96, T-260/97 og T-117/98, Sml. II, s. 2193, herefter »den appellerede dom«), med påstand om ophævelse af denne dom.

De relevante retsregler

2 I den appellerede dom har Retten beskrevet de relevante retsregler således:

»1 Ved Rådets forordning (EØF) nr. 404/93 af 13. februar 1993 om den fælles markedsordning for bananer (EFT L 47, s. 1) er de tidligere forskellige nationale ordninger blevet erstattet af en fælles ordning for samhandelen med tredjelande. I den version af forordningen, der var gældende på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i de foreliggende sager, var det bestemt, at der hvert år skulle åbnes et toldkontingent for indførsel af bananer fra tredjelande og fra landene i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS). I artikel 15, der er blevet til artikel 15a efter de ændringer, der er indført ved Rådets forordning nr. 3290/94 af 22. december 1994 om de tilpasninger og overgangsforanstaltninger, der er nødvendige i landbrugssektoren for gennemførelsen af de aftaler, som er indgået under de multilaterale handelsforhandlinger i Uruguay-rundens regi (EFT L 349, s. 105), blev der sondret mellem »traditionelle« og »ikke-traditionelle« bananer, afhængigt af, om bananerne var, henholdsvis ikke var en del af de mængder bananer, der traditionelt udføres af AVS-staterne til Fællesskabet, og som er anført i bilaget til forordning nr. 404/93. For Somalia blev størrelsen af »den traditionelle indførsel« fastsat til 60 000 tons.

2 I artikel 18, stk. 1, i forordning nr. 404/93 (som ændret ved forordning nr. 3290/94) var det bestemt, at der for indførsel af tredjelandsbananer og ikke-traditionelle AVS-bananer skulle åbnes et toldkontingent på 2,1 mio. tons nettovægt for 1994 og 2,2 mio. tons nettovægt årligt for de følgende år. Inden for rammerne af dette toldkontingent opkrævedes der en told på 75 ECU pr. ton for indførsel af tredjelandsbananer og en nultold for ikke-traditionelle AVS-bananer. Endvidere hed det i artikel 18, stk. 2, at der for bananer indført uden for toldkontingentet, uanset om der var tale om ikke-traditionelle bananer indført fra AVS-staterne eller tredjelande, skulle opkræves en told beregnet efter satserne i den fælles toldtarif.

3 Ved artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 404/93 blev det således åbnede toldkontingent fordelt med 66,5% til erhvervsdrivende, der havde markedsført tredjelandsbananer og/eller ikke-traditionelle AVS-bananer (kategori A), 30% til erhvervsdrivende, der havde markedsført EF-bananer og/eller traditionelle AVS-bananer (kategori B), og 3,5% til erhvervsdrivende, der var etableret i Fællesskabet, og som i 1992 var begyndt at markedsføre andre bananer end EF- og/eller traditionelle AVS-bananer (kategori C).

4 Ifølge artikel 19, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 404/93 blev der i andet halvår 1993 udstedt licenser til den enkelte erhvervsdrivende på grundlag af halvdelen af den gennemsnitlige årlige mængde, der var blevet markedsført fra 1989 til 1991.

5 I artikel 19, stk. 4, i forordning nr. 404/93 hed det, at hvis toldkontingentet blev forhøjet, blev den yderligere disponible mængde tildelt til de erhvervsdrivende i de i stk. 1 i nævnte artikel omhandlede kategorier.

6 I henhold til artikel 16, stk. 1 og 3, i forordning nr. 404/93 blev der hvert år udarbejdet en prognose for produktionen og forbruget i Fællesskabet samt for ind- og udførsel. Prognosen kunne, hvis det viste sig nødvendigt, f.eks. for at tage højde for ekstraordinære omstændigheder, som berørte produktions- og indførselsforholdene, revideres i løbet af produktionsåret. I så fald blev det toldkontingent, der var fastsat i artikel 18, tilpasset efter proceduren i artikel 27.

7 I artikel 18, stk. 1, fjerde afsnit, i forordning nr. 404/93 var det bestemt, at den årlige kontingentmængde i givet fald skulle forhøjes på grundlag af prognosen i artikel 16, og at forhøjelsen skulle ske efter proceduren i forordningens artikel 27.

8 Forordningens artikel 20 tillagde Kommissionen beføjelse til at vedtage og ændre prognosen i artikel 16 og vedtage gennemførelsesbestemmelserne for samhandelsordningen med tredjelande; gennemførelsesbestemmelserne kunne navnlig omfatte de supplerende foranstaltninger vedrørende udstedelse af licenser, disses gyldighedsperiode og betingelserne for overdragelse.

9 Artikel 30 i forordning nr. 404/93 var affattet således:

»Hvis særlige foranstaltninger er nødvendige fra juli 1993 for at lette overgangen fra de ordninger, der eksisterede før denne forordnings ikrafttræden, til den ordning, der indføres med denne forordning, træffer Kommissionen, for at afhjælpe væsentlige vanskeligheder, de fornødne overgangsforanstaltninger efter proceduren i artikel 27.«

10 Ved samme forordnings artikel 27, der bl.a. var nævnt i artikel 16, 18 og 30, fik Kommissionen bemyndigelse til at træffe foranstaltninger til gennemførelse af forordningen efter den såkaldte »forvaltningskomitéprocedure«.

11 Gennemførelsesbestemmelserne for Fællesskabets importordning for bananer var i den relevante periode fastsat i Kommissionens forordning (EØF) nr. 1442/93 af 10. juni 1993 (EFT L 142, s. 6). Efter forordningens artikel 4 og 5 blev toldkontingentet fordelt mellem de erhvervsdrivende i kategori A (66,5%) ud fra den mængde tredjelandsbananer eller ikke-traditionelle AVS-bananer, de erhvervsdrivende havde afsat i hvert af de tre år forud for året før det år, for hvilket det pågældende toldkontingent var blevet åbnet. Fordelingen af kontingentet mellem erhvervsdrivende i kategori B (30%) skete derimod ud fra den mængde EF-bananer eller traditionelle AVS-bananer, der var afsat i en referenceperiode beregnet på samme måde som for kategori A.

12 I henhold til bestemmelserne i artikel 19, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 404/93 og artikel 4 og 5 i forordning nr. 1442/93 blev referenceperioden hvert år forrykket med ét år. For indførsel, der skulle foretages i 1993, omfattede referenceperioden således årene 1989, 1990 og 1991, mens referenceperioden for indførsler, der skulle ske i 1997, omfattede årene 1993, 1994 og 1995.

[...]

15 Mellem 1994 og 1996 havde Kommissionen som følge af de tropiske storme Debbie, Iris, Luis og Marilyn, som havde forårsaget skader på bananplantagerne i Martinique, Guadeloupe, St. Vincent og Grenadinerne, St. Lucia og Dominica, vedtaget en række forordninger [Kommissionens forordning (EF) nr. 2791/94 af 16.11.1994, nr. 510/95 af 7.3.1995 og nr. 1163/95 af 23.5.1995 om ekstraordinær tildeling af en supplerende mængde til importtoldkontingentet for bananer for henholdsvis 1994, første kvartal 1995 og andet kvartal 1995 som følge af stormen Debbie (henholdsvis EFT L 296, s. 33, EFT L 51, s. 8, og EFT L 117, s. 12); Kommissionens forordning (EF) nr. 2358/95 af 6.10.1995, nr. 127/96 af 25.1.1996 og nr. 822/96 af 3.5.1996 om ekstraordinær tildeling af en supplerende mængde til importtoldkontingentet for bananer for henholdsvis fjerde kvartal 1995, første kvartal 1996 og andet kvartal 1996 som følge af stormene Iris, Luis og Marilyn (henholdsvis EFT L 241, s. 5, EFT L 20, s. 17, og EFT L 111, s. 7]. Ved disse forordninger blev toldkontingentet forhøjet, ligesom der blev fastsat særlige retningslinjer for fordelingen af denne supplerende mængde mellem erhvervsdrivende, der omfatter eller direkte repræsenterer skadelidte bananproducenter. Disse retningslinjer for fordelingen fraveg reglen i artikel 19, stk. 4, i forordning nr. 404/93.

16 De nævnte forordninger blev vedtaget af Kommissionen med hjemmel i artikel 16, stk. 3, samt artikel 20 og 30 i forordning nr. 404/93.

17 Begrundelsen for at vedtage forordningerne var, at disse tropiske storme havde forårsaget meget betydelige skader på bananplantagerne i EF-regionerne Martinique og Guadeloupe samt i AVS-staterne St. Vincent og Grenadinerne, St. Lucia og Dominica, at de virkninger, som disse ekstraordinære omstændigheder ville have for produktionen i de skaderamte regioner, ville være mærkbare i adskillige måneder og i væsentlig grad påvirke EF-markedets indførsler og forsyninger, ligesom der var en risiko for, at dette kunne medføre en betydelig stigning i markedspriserne i visse regioner i Fællesskabet.

18 Hvad angår det system for forhøjelse af toldkontingentet, der var fastsat i artikel 16, stk. 3, i forordning nr. 404/93, anførte Kommissionen følgende i fjerde betragtning til ovennævnte forordninger:

»En sådan tilpasning af toldkontingentet bør åbne mulighed dels for tilstrækkelige forsyninger til Fællesskabets marked [...] dels for at yde en kompensation til de erhvervsdrivende, der omfatter eller direkte repræsenterer skadelidte bananproducenter, og som desuden risikerer for stedse at miste deres sædvanlige afsætning på Fællesskabets marked, hvis der ikke træffes passende foranstaltninger.«

19 I femte betragtning anførte Kommissionen:

»De foranstaltninger, der træffes, bør have karakter af særlige overgangsforanstaltninger som omhandlet i artikel 30 i forordning [...] nr. 404/93; inden ikrafttrædelsen af den nye fælles markedsordning den 1. juli 1993 omfattede de daværende nationale markedsordninger bestemmelser, som i nødstilfælde eller under ekstraordinære omstændigheder såsom [ovennævnte storme] kunne sikre forsyningen af markedet fra andre leverandører og samtidig varetage interesserne for de erhvervsdrivende, der var ofre for sådanne ekstraordinære omstændigheder.««

Sagens faktiske omstændigheder

3 Vedrørende sagens faktiske omstændigheder har Retten fastslået følgende i den appellerede dom:

»20 Sagsøgeren, Camar Srl, blev oprettet i 1983 af den italienske investeringskoncern De Nadai med henblik på at indføre bananer af somalisk oprindelse til Italien. Indtil 1994 var Camar den eneste importør, og indtil 1997 den største importør af denne type bananer.

21 Mellem 1984 og 1990 nåede bananproduktionen i Somalia sin højeste udvikling med en årlig produktion på 90 000-100 000 tons. Camar indførte en del af denne produktion til Europa (51 921 tons i 1988, 59 388 tons i 1989 og 57 785 tons i 1990) og især til Italien (45 130 tons i 1990).

22 Den 31. december 1990 udbrød der borgerkrig i Somalia, hvorfor Camars normale indførsler blev afbrudt.

23 Fra borgerkrigens begyndelse og frem til ikrafttrædelsen af den fælles markedsordning i juli 1993 forsynede Camar det italienske marked med bananer fra visse AVS-lande, Cameroun og Windward Islands, samt fra visse tredjelande, som Camar allerede havde importeret fra siden 1988.

24 Fra indførelsen af den fælles markedsordning i juli 1993 til udgangen af 1997 fik Camar udstedt kategori A-licenser (4 008,521 tons i 1993, 8 048,691 tons i 1994, 3 423,761 tons i 1995 og 5 312,671 tons i 1996), kategori B-licenser (5 622,938 tons i 1993, 10 739,088 tons i 1994, 6 075,934 tons i 1995 og 2 948,596 tons i 1996). I 1997 fik Camar udstedt importlicenser for henholdsvis 7 545,723 tons for kategori A og 2 140,718 tons for kategori B.

25 I denne periode indførte sagsøgeren fra Somalia ca. 482 tons bananer i 1993, 1 321 tons i 1994, 14 140 tons i 1995 og 15 780 tons i 1996. I 1997 var der forventet en somalisk bananproduktion på ca. 60 000 tons, men som følge af klimaproblemer, og fordi der ikke var nogen anden havn med de nødvendige faciliteter end Mogadishu, blev der kun udført 21 599 tons bananer fra Somalia, hvoraf 12 000 tons blev markedsført af Camar.

[...]

27 Siden den fælles markedsordnings ikrafttræden har Camar gentagne gange ansøgt Kommissionens tjenestegrene om at forhøje kontingentet for tredjelandsbananer med forskellen mellem den i forordning nr. 404/93 fastsatte traditionelle mængde somaliske bananer (60 000 tons) og den mængde, som Camar faktisk havde eller kunne have indført til Fællesskabet, og at udstede licenser til Camar svarende til forskellen mellem disse to mængder. I denne forbindelse påberåbte sagsøgeren sig som fortilfælde de foranstaltninger, Kommissionen havde vedtaget efter hvirvelstormene Debbie, Iris, Luis og Marilyn.«

Sagerne for Retten

Sag T-79/96

4 I sag T-79/96 anmodede Camar Srl (herefter »Camar«) Retten om at fastslå, at Kommissionen ved at undlade at træffe de foranstaltninger for produktionsåret 1996, der var nødvendige for, at virksomheden kunne overvinde sine forsyningsvanskeligheder som følge af krisen i Somalia, og som den havde anmodet Kommissionen om at træffe under en sag om retsstridig passivitet, der var iværksat i medfør af EF-traktatens artikel 175, stk. 2 (nu artikel 232, stk. 2, EF), havde tilsidesat artikel 30 i forordning nr. 404/93 og EF-traktatens artikel 40, stk. 3 (efter ændring nu artikel 34, stk. 2, EF). Virksomheden påstod endvidere Kommissionen dømt til at erstatte de tab, som den var blevet påført ved denne undladelse.

5 Til støtte for passivitetssøgsmålet gjorde Camar to anbringender gældende, som dels vedrørte en tilsidesættelse af den forpligtelse til at træffe foranstaltninger, der pålægges ved artikel 30 i forordning nr. 404/93 for at lette overgangen fra de forskellige nationale ordninger til den fælles markedsordning, der er oprettet ved den nævnte forordning, dels tilsidesættelse af den handelsforpligtelse, som Kommissionen i medfør af princippet om forbud mod forskelsbehandling har i forhold til de erhvervsdrivende, der traditionelt havde forhandlet bananer med oprindelse i visse AVS-lande og i visse franske oversøiske departementer, der var ramt af tropiske storme.

Sag T-260/97

6 I sag T-260/97 nedlagde Camar over for Retten påstand om annullation af Kommissionens beslutning af 17. juli 1997 (herefter »beslutningen af 17. juli 1997«), hvorved denne havde afslået virksomhedens anmodning i medfør af artikel 30 i forordning nr. 404/93 om, at de importlicenser for tredjelandsbananer og ikke-traditionelle AVS-bananer, som virksomheden skulle have tildelt som erhvervsdrivende i kategori B, for året 1997 og for de følgende år - indtil genoprettelsen af virksomhedens normale referencemængder - blev fastsat på grundlag af de mængder bananer, som virksomheden havde markedsført i årene 1988-1990. Sagsøgeren påstod endvidere Kommissionen tilpligtet at erstatte de hidtidige og fremtidige tab som følge af denne beslutning. Subsidiært påstod sagsøgeren Rådet tilpligtet at betale virksomheden erstatning, fordi det ikke i henhold til forordning nr. 404/93 havde vedtaget særlige bestemmelser med henblik på at afhjælpe situationer som dem, virksomheden stod i.

7 Til støtte for annullationspåstanden fremførte Camar en række anbringender, herunder som de tre første, at der forelå en tilsidesættelse af artikel 30 i forordning nr. 404/93, for det første fordi denne var fortolket forkert, for det andet fordi de faktiske omstændigheder var bedømt urigtigt, og for det tredje på grund af magtfordrejning.

8 Til støtte for de over for Rådet nedlagte erstatningspåstande gjorde Camar gældende, at såfremt det blev antaget, at Kommissionen ikke rådede over de fornødne beføjelser til at afhjælpe virksomhedens situation, måtte følgen heraf være, at forordning nr. 404/93 skal anses for ulovlig, fordi den har ladet et sådant hul i reglerne bestå.

Sag T-117/98

9 I sag T-117/98 nedlagde Camar og Tico Srl (herefter »Tico«) påstand om annullation af Kommissionens beslutning af 23. april 1998, hvorved den havde afslået sagsøgernes anmodning om, at toldkontingentet for første og andet kvartal 1998 blev tilpasset i henhold til artikel 16, stk. 3, i forordning nr. 404/93 under hensyntagen til indførslerne fra Somalia i 1996, fordi der var færre somaliske bananer til rådighed som følge af det meteorologiske fænomen kendt under navnet »El Niño«, som fra oktober 1997 til januar 1998 havde beskadiget Somalias bananplantager. Camar og Tico nedlagde endvidere påstand om, at Kommissionen blev tilpligtet at erstatte deres tab som følge af denne beslutning.

10 Til støtte for annullationssøgsmålet fremførte Camar og Tico fire anbringender, hvoraf tre blev støttet på, at artikel 16, stk. 3, i forordning nr. 404/93 var blevet tilsidesat, idet Kommissionen for det første havde tilsidesat betingelserne for anvendelsen af denne artikel, for det andet havde undladt at tage hensyn til de ekstraordinære omstændigheder, der er nævnt i denne artikel, og for det tredje havde undladt at iværksætte proceduren i den nævnte forordnings artikel 27.

Den appellerede dom

Domskonklusionen

11 I den appellerede dom udtalte og bestemte Retten:

»1) I sag T-79/96 har Kommissionen tilsidesat de forpligtelser, som påhviler den i henhold til artikel 30 i Rådets forordning (EØF) nr. 404/93 af 13. februar 1993 om den fælles markedsordning for bananer, ved at undlade at træffe de fornødne foranstaltninger som omhandlet i denne artikel over for sagsøgeren.

2) I sag T-260/97 annulleres Kommissionens beslutning af 17. juli 1997 om afslag på sagsøgerens anmodning i henhold til artikel 30 i forordning nr. 404/93.

3) I sag T-117/98 annulleres Kommissionens beslutning af 23. april 1998 om afslag på sagsøgernes anmodning i henhold til artikel 16, stk. 3, i forordning nr. 404/93.

4) I sagerne T-79/96 og T-117/98 afvises påstanden om erstatning.

5) I sag T-260/97 dømmes Kommissionen til at erstatte det tab, som sagsøgeren har lidt som følge af beslutningen af 17. juli 1997 om afslag på den anmodning, som sagsøgeren har indgivet i henhold til artikel 30 i forordning nr. 404/93.

Parterne meddeler inden for en frist på seks måneder fra datoen for dommens afsigelse Retten de beløb, der skal betales, som fastsat efter fælles aftale.

Såfremt der ikke indgås en aftale, skal parterne inden for samme frist tilstille Retten deres påstande opgjort i tal.

6) Kommissionen betaler omkostningerne i sagerne T-79/96 og T-117/98.

7) Kommissionen betaler 90% af omkostningerne i sag T-260/97.

8) Rådet betaler 10% af omkostningerne i sag T-260/97.

9) Den Italienske Republik og Den Franske Republik bærer deres egne omkostninger.«

12 I henhold til en begæring indgivet af Kommissionen i medfør af artikel 85 i Rettens procesreglement traf denne ved kendelse af 6. december 2000 følgende afgørelse om sagsomkostningerne i de sager om foreløbige forholdsregler, som Camar havde iværksat i sagerne T-79/96 og T-260/97:

»1) Kommissionen bærer sine egne omkostninger samt de af Camar afholdte omkostninger i sag T-79/96 R.

2) Kommissionen bærer sine egne omkostninger i sag T-260/97 R og 90% af de af Camar afholdte omkostninger i samme sag.

3) Rådet bærer sine egne omkostninger i sag T-260/97 R.

4) Camar bærer 10% af de omkostninger, som virksomheden har afholdt i sag T-260/97 R.

5) Den Italienske Republik og Den Franske Republik bærer deres egne omkostninger i sag T-79/96 R.

6) Den Franske Republik bærer sine egne omkostninger i sag T-260/97 R.«

13 I medfør af artikel 77, litra b), i Rettens procesreglement bestemte denne ved kendelse af 7. februar 2001, at behandlingen af sag T-260/97 skulle udsættes indtil afsigelsen af Domstolens endelige dom i nærværende appelsag.

Præmisserne i sagerne T-79/96 og T-260/97

14 Vedrørende sagerne T-79/96 og T-260/97 fastslog Retten indledningsvis i den appellerede doms præmis 102, at Camar både med sin påstand om konstatering af retsstridig passivitet (sag T-79/96) som med annullationspåstanden (sag T-260/97) søgte at få fastslået, at Kommissionen - i det første tilfælde ved at undlade at handle og i det andet tilfælde ved udtrykkeligt at give afslag - havde tilsidesat den forpligtelse til at handle, der er fastsat i artikel 30 i forordning nr. 404/93. Retten besluttede følgelig at foretage en samlet behandling af anbringenderne vedrørende denne artikel.

15 I den appellerede doms præmis 138 mindede Retten først om, at Domstolen allerede havde taget stilling til fortolkningen af artikel 30 i forordning nr. 404/93 i dom af 26. november 1996, T. Port (sag C-68/95, Sml. I, s. 6065). I den appellerede doms præmis 139 anførte Retten, at det ikke var bestridt, at Camars vanskeligheder ikke skyldtes virksomhedens adfærd, før forordning nr. 404/93 trådte i kraft, og den fandt herefter under henvisning til T. Port-dommens præmis 36 og 38, at betingelserne for anvendelsen af forordningens artikel 30 kunne anses for opfyldt i den foreliggende sag, hvis Camar havde haft vanskeligheder i forbindelse med overgangen fra den nationale ordning til fællesskabsordningen, og hvis løsningen af disse vanskeligheder krævede et indgreb fra Kommissionens side.

16 Herom anførte Retten i den appellerede doms præmis 140 bl.a. følgende:

»Med hensyn til de forsyningsvanskeligheder, sagsøgeren har påberåbt sig, skal for det for det første bemærkes, at hvad angår den mulige omlægning af forsyningskilderne for bananer var den italienske ordning før ikrafttrædelsen af forordning nr. 404/93 væsentligt mere smidig end fællesskabsordningen. Som sagsøgeren har udtalt uden at blive modsagt af Kommissionen, tillod den italienske ordning toldfri indførsel af AVS-bananer uden mængdebegrænsning. Hvad angår indførslen af tredjelandsbananer kunne de erhvervsdrivende, selv om der i den italienske ordning var fastsat kontingenter, få tildelt sådanne kontingenter uden hensyn til, hvor store mængder bananer der var blevet indført i tidligere år, og hvor bananerne havde deres oprindelse. Derimod er det i den fælles markedsordning for bananer, der blev indført ved forordning nr. 404/93, bestemt, dels at der toldfrit højst kan indføres AVS-bananer i mængder svarende til de traditionelle mængder eller til toldkontingentet, dels at importlicenserne skal tildeles hver enkelt erhvervsdrivende efter bananernes oprindelse (Fællesskabet, traditionelle AVS-lande, tredjeland og ikke-traditionelle AVS-lande) og ud fra de gennemsnitlige mængder, der er indført i en referenceperiode. Det må klart fastslås, at indførelsen af en fælles markedsordning har medført en begrænsning af de importmuligheder, som den italienske ordning før forordning nr. 404/93 gav.«

17 I den appellerede doms præmis 141 og 142 fastslog Retten, at det især som følge af den ved forordning nr. 404/93 indførte ordning er vanskeligt for en erhvervsdrivende, der mister sine sædvanlige leverancer af EF-bananer eller traditionelle AVS-bananer, at erstatte disse med andre leverancer af sådanne bananer, og Retten konkluderede herefter i den appellerede doms præmis 143:

»[...] selv om sagsøgerens vanskeligheder med at skaffe bananforsyninger har sammenhæng med borgerkrigen i Somalia, der udbrød i slutningen af 1990, er de en direkte følge af indførelsen af den fælles markedsordning, idet denne ordning i realiteten væsentligt og objektivt har begrænset Camars mulighed for at erstatte det svigtende udbud af somaliske bananer, som den tidligere italienske ordning indebar. Disse vanskeligheder havde således meget alvorlige konsekvenser for levedygtigheden af Camars økonomiske aktiviteter og kunne true videreførelsen af disse aktiviteter. De udgjorde følgelig »væsentlige vanskeligheder«, som i henhold til artikel 30 i forordning nr. 404/93, der er nærmere uddybet i T. Port-dommens præmis 38, skaber en forpligtelse for Kommissionen til at træffe de foranstaltninger, der anses for nødvendige.«

18 Retten behandlede i den appellerede doms præmis 144-148 spørgsmålet, om de foranstaltninger, Camar havde anmodet om for at afhjælpe disse vanskeligheder, var nødvendige, eller om vanskelighederne kunne være overvundet på anden måde. Den konkluderede herom i den appellerede doms præmis 149, at Kommissionen havde anlagt et åbenbart urigtigt skøn, da den fandt, at Camar inden for markedets rammer var i stand til at overvinde de væsentlige vanskeligheder, der var forårsaget af overgangen fra den nationale italienske ordning til fællesskabsordningen. Retten tilføjede i den samme præmis, at Kommissionens vedtagelse af overgangsforanstaltninger i henhold til artikel 30 i forordning nr. 404/93 nemlig var det eneste, der kunne afhjælpe Camars vanskeligheder.

19 I den anfægtede doms præmis 150 og 151 fortsatte Retten:

»150 Denne konklusion svækkes ikke af Kommissionens argument, hvorefter artikel 30 i forordning nr. 404/93, som fortolket af Domstolen i T. Port-dommen, kun pålægger den en forpligtelse til at handle, såfremt bananimportørerne støder på vanskeligheder, der ikke alene er en følge af overgangen fra den nationale ordning til EF-ordningen, men som også truer dem på deres eksistens.

151 Det skal bemærkes, at Domstolen i T. Port-dommens præmis 43 har fastslået, at artikel 30 kan pålægge Kommissionen »at fastsætte bestemmelser for særligt vanskelige tilfælde, som opstår ved, at importører af tredjelandsbananer eller ikke-traditionelle AVS-bananer trues på deres eksistens«. Denne udtalelse kan imidlertid ikke fortolkes således, at Kommissionen alene i sådanne tilfælde har pligt til at gribe ind. En sådan fortolkning ville nemlig for det første være i strid med ordlyden af artikel 30, hvor det som allerede nævnt er bestemt, at Kommissionen træffer de fornødne foranstaltninger for at afhjælpe »væsentlige vanskeligheder«, og være uforenelig med principperne om god forvaltning og beskyttelse af den frie erhvervsudøvelse. For det andet bemærkes, at henvisningen til, at de erhvervsdrivende trues på deres eksistens, skyldes ordlyden af det præjudicielle spørgsmål (jf. T. Port-dommen, præmis 23).«

20 Under henvisning til de nævnte betragtninger i det hele fastslog Retten i den appellerede doms præmis 152 og 153, at det første anbringende i sag T-79/96 samt første, andet og tredje anbringende i sag T-260/97 skulle tages til følge, og uden at behandle de andre fremførte anbringender fastslog den, at der skulle gives Camar medhold i påstanden i sag T-79/96 om, at Kommissionen ulovligt havde undladt at træffe de fornødne foranstaltninger i henhold til artikel 30 i forordning nr. 404/93, og i påstanden i sag T-260/97 om, at beslutningen af 17. juli 1997 kendes ulovlig.

21 I sag T-260/97 kendte Retten endvidere den over for Kommissionen nedlagte erstatningspåstand for begrundet. Den henviste i den appellerede doms præmis 205 til Rettens praksis om, at når det drejer sig om forvaltningsakter, udgør enhver retskrænkelse en ulovlig adfærd, som kan påføre Fællesskabet et ansvar. Den bemærkede i dommens præmis 206, at beslutningen af 17. juli 1997 måtte anses for en forvaltningsakt, selv om den var baseret på artikel 30 i forordning nr. 404/93, som tillægger Kommissionen et vidt skøn, og at eftersom den nævnte beslutning var blevet truffet i strid med denne bestemmelse, var den første betingelse for, at Fællesskabet ifalder ansvar, således opfyldt.

22 Efter at have fastslået, at de andre ansvarsbetingelser også var opfyldt, og at Fællesskabet havde pådraget sig ansvar som følge af Kommissionens handling, udtalte Retten i den appellerede doms præmis 212, at det ikke var fornødent at tage stilling til, om Rådet havde pådraget sig et ansvar, hvilket Camar subsidiært havde gjort gældende.

Præmisserne i sag T-117/98

23 Vedrørende spørgsmålet om realitetsbehandling af annullationspåstanden i sag T-117/98 henviste Retten i den appellerede doms præmis 93 til Domstolens praksis, hvoraf det følger, at når en beslutning fra Kommissionen er et afslag på at udstede en forordning, kan borgerne kun påstå denne beslutning annulleret, såfremt de godtgør, at de, selv om de ikke ville være adressater for den pågældende forordning, ville have været umiddelbart og individuelt berørt heraf.

24 Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt den forordning, som Kommissionen nægtede at vedtage i sagen, ville have berørt Camar og Tico umiddelbart og individuelt, fastslog Retten følgende i den appellerede doms præmis 96:

»[...] denne forordning, hvis gennemførelse ikke ville afhænge af de nationale myndigheders skøn, ville have ramt sagsøgerne på grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre. De foranstaltninger, Kommissionen blev anmodet om at træffe, vedrørte nemlig tildeling af et yderligere antal importlicenser til erhvervsdrivende, som var ramt af oversvømmelserne i Somalia, i forhold til det lidte tab. Det fremgår herved af sagens akter, at Camar indtil 1997 var den største importør af somaliske bananer, og at Tico fra fjerde kvartal 1997 midlertidigt overtog denne stilling. Reduktionen af mængden af disponible somaliske bananer i fjerde kvartal 1997 og første halvår 1998 berørte således i særlig grad sagsøgerne, som følgelig ville have været de første til at få fordel af forhøjelsen af toldkontingentet. Under disse omstændigheder må det fastslås, at Kommissionens afslag på at tilpasse toldkontingentet ikke ramte sagsøgerne på samme måde som enhver anden importør af bananer fra Somalia, men ramte dem som følge af en faktisk situation, der adskilte dem fra enhver anden erhvervsdrivende, som handlede på det samme marked.«

25 Følgelig erklærede Retten i den appellerede doms præmis 97, at annullationspåstanden i sag T-117/98 kunne antages til påkendelse.

26 Vedrørende realiteten fastslog Retten indledningsvis i præmis 161, at Camar og Tico med det første anbringende, der var fremført i sag T-117/98, gjorde gældende, at betingelserne for anvendelsen af artikel 16, stk. 3, i forordning nr. 404/93 var opfyldt i sidste kvartal 1997 og de to første kvartaler 1998, når der henses til indvirkningerne af vejrfænomenet »El Niño« på den somaliske produktion.

27 Retten bemærkede i den appellerede doms præmis 163, at det nærmere fremgår af T. Port-dommens præmis 27 og 31, at to betingelser skal være opfyldt på samme tid, for at artikel 16, stk. 3, i forordning nr. 404/93 kan anvendes. Dels skal der være indtruffet en ekstraordinær omstændighed, som påvirker produktionen af EF-bananer eller indførslerne af traditionelle AVS-bananer, dels skal der foreligge en risiko for underforsyning af Fællesskabets marked med bananer.

28 Efter at Retten i den appellerede doms præmis 164 havde fastslået, at de ekstraordinære oversvømmelser, som fandt sted i Somalia i 1997-1998 som følge af vejrfænomenet »El Niño«, opfyldte den første betingelse for anvendelsen af artikel 16, stk. 3, i forordning nr. 404/93, bemærkede den med hensyn til den anden betingelse følgende:

»167 [...] [det] skal indledningsvis bemærkes, at det ikke er nødvendigt, at sagsøgerne godtgør, at EF-markedet reelt var underforsynet, hvorimod de blot behøver at godtgøre, at der var risiko for underforsyning. Og sagsøgerne har ved uimodsagt af Kommissionen at hævde, at der i sidste kvartal 1997 og første halvår 1998 var sket et markant fald i indførslerne af somaliske bananer, understøttet deres anbringender om, at der forelå en sådan risiko for hele det italienske marked og dermed for en væsentlig del af EF-markedet. Kommissionen har derimod ikke fremlagt oplysninger, der er egnet til at tilbagevise disse anbringender, når den i sit svar på et skriftligt spørgsmål fra Retten har forklaret, at EF-markedet kunne anses for tilstrækkeligt forsynet i 1997 sammenlignet med 1996, idet EF-produktionen - efter et fald i indførslerne af traditionelle AVS-bananer på 94 000 tons (heraf 3 522 tons fra Somalia) og en stigning i Fællesskabets efterspørgsel på 86 000 tons - steg med ca. 126 000 tons, mens indførslerne fra tredjelande voksede med ca. 64 000 tons.

168 Hvad for det første angår stigningen i produktionen af EF-bananer i 1997 skal bemærkes, at Kommissionen ikke har forklaret, hvorledes denne stigning kunne opveje faldet i indførslerne fra Somalia i 1998. Hvad for det andet angår stigningen i indførslerne fra tredjelande i 1997 i forhold til 1996 må det fastslås, at det fremgår af Kommissionens egne oplysninger, at det i prognosen fastsatte toldkontingent ikke blev udnyttet fuldt ud ved disse indførsler i 1997, således at det ikke kan hævdes, at der var en sådan stigning i forhold til prognosen, at den kunne afhjælpe en eventuel underforsyning.

169 Retten skal endvidere bemærke, at hvis Kommissionen i sin vurdering af risikoen for underforsyning af markedet i 1998 faktisk gik ud fra oplysninger om produktionen af EF-bananer i 1997, hvilket dens svar synes at antyde, har den begået en retlig fejl ved anvendelsen af artikel 16 i forordning nr. 404/93. Som Domstolen allerede har fastslået i T. Port-dommen (præmis 31), skal den stigning i produktionen af EF-bananer, der kan bruges til at opveje et fald i indførslen af traditionelle AVS-bananer, der er sket i løbet af et år, nemlig vise sig i forhold til oplysningerne i prognosen for det samme år og ikke i forhold til produktionen i det foregående år.

170 Når Kommissionen, som den har erkendt i retsmødet, hver uge modtager oplysninger om situationen på bananmarkedet, er det uforståeligt, at den på intet tidspunkt under retsforhandlingerne har fremlagt oplysninger om forsyningerne til EF-markedet i 1998 som svar på sagsøgernes påstande. Ved alene at støtte sig på oplysninger for 1997 har Kommissionen således styrket de bevisligheder vedrørende markedssituationen i 1998, som sagsøgerne har fremlagt.

171 I det foreliggende tilfælde er den anden betingelse for anvendelsen af artikel 16, stk. 3, således også opfyldt.«

29 Idet Retten således tog anbringendet om tilsidesættelse af betingelserne for anvendelsen af artikel 16, stk. 3, i forordning nr. 404/93 til følge, gav den medhold i annullationspåstanden, der var nedlagt i sag T-117/98, uden at behandle de øvrige fremførte anbringender.

Appelsagen

30 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

- Den appellerede dom ophæves.

- Sagsøgte frifindes i sag T-79/96.

- Sagsøgte frifindes for annullations- og erstatningspåstanden i sag T-260/97.

- Sag T-117/98 afvises, eller sagsøgte frifindes.

- Camar og Tico tilpligtes at betale de omkostninger, der er afholdt i forbindelse med nærværende appelsag og under sagens behandling for Retten.

31 Camar og Tico har nedlagt følgende påstande:

- Den af Kommissionen iværksatte appel forkastes.

- Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

32 Rådet har nedlagt følgende påstande:

- Den appellerede dom ændres.

- Camar og Tico tilpligtes at betale Rådets omkostninger i forbindelse med sagens behandling i første instans, i forbindelse med sagerne om foreløbige forholdsregler samt i forbindelse med nærværende appelsag.

33 Den Franske Republik, der var indtrådt til støtte for Kommissionens påstande i sag T-79/96 og for Kommissionens og Rådets påstande i sag T-260/97, har nedlagt følgende påstande:

- Den appellerede dom ophæves.

- Følgelig frifindes sagsøgte i sagerne T-79/96 og T-260/97.

- Camar og Tico tilpligtes at afholde sagsomkostningerne.

34 Den Italienske Republik, der var indtrådt til støtte for Camars påstande i sag T-79/96, har nedlagt følgende påstande:

- Den af Kommissionen iværksatte appel forkastes.

- Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

35 Kommissionen har til støtte for appellen fremført tre anbringender. Med et af disse anbringender - som vedrører sagerne T-79/96 og T-260/97 - gøres det gældende, at Retten har tilsidesat to af betingelserne for anvendelsen af artikel 30 i forordning nr. 404/93. Med de to andre anbringender, der vedrører sag T-117/98, gøres det gældende, at Retten henholdsvis har tilsidesat betingelserne for at realitetsbehandle et annullationssøgsmål, der er anlagt til prøvelse af et afslag på at vedtage en almengyldig retsakt, og den anden af betingelserne for anvendelsen af artikel 16, stk. 3, i forordning nr. 404/93, der er nævnt i præmis 27 ovenfor.

Betingelserne for anvendelsen af artikel 30 i forordning nr. 404/93 (sagerne T-79/96 og T-260/97)

Parternes argumenter

36 Kommissionen, som på dette punkt støttes af den franske regering, har anført, at i henhold til Domstolens praksis forudsætter anvendelsen af artikel 30 i forordning nr. 404/93, at navnlig to betingelser er opfyldt, nemlig dels betingelsen om, at den pågældende virksomheds vanskeligheder skyldes overgangen fra den gamle nationale ordning til den nye fællesskabsordning, dels betingelsen om, at disse vanskeligheder kan true den nævnte virksomheds eksistens.

37 Vedrørende den første af disse betingelser har Kommissionen og den franske regering kritiseret Retten for i den appellerede doms præmis 140 blot at have erklæret, at den italienske ordning før ikrafttrædelsen af forordning nr. 404/93 var væsentligt mere smidig end den ordning, der blev indført ved denne forordning, uden at undersøge den førstnævnte ordnings konkrete virkninger for Camars stilling, og herunder spørgsmålet om, hvorvidt denne ordning ville have gjort det muligt for virksomheden at overvinde vanskelighederne i forbindelse med indførslerne af bananer fra Somalia i årene 1995 og 1996.

38 Vedrørende den anden af disse betingelser har Kommissionen og den franske regering gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 151 med urette fandt, at det ikke er en nødvendig betingelse for anvendelsen af artikel 30 i forordning nr. 404/93, at den pågældende virksomhed er truet på sin eksistens, og at Kommissionen har pligt til at træffe foranstaltninger i medfør af denne bestemmelse, selv om en sådan trussel ikke foreligger. Herved henviser disse parter navnlig til T. Port-dommens præmis 43, hvor Domstolen kendte for ret, at »artikel 30 [i forordning nr. 404/93] bemyndiger Kommissionen til, og pålægger den efter omstændighederne, at fastsætte bestemmelser for særligt vanskelige tilfælde, som opstår ved, at importører af tredjelandsbananer eller ikke-traditionelle AVS-bananer trues på deres eksistens«.

39 Efter Kommissionens opfattelse følger det af det anførte, at den appellerede dom skal ophæves, ikke alene for så vidt som den gav medhold i passivitets- og annullationssøgsmålet i sagerne T-79/96 og T-260/97, men også for så vidt som Kommissionen i sag T-260/97 blev tilpligtet at erstatte det tab, som Camar havde lidt som følge af beslutningen af 17. juli 1997. Vedrørende dette sidstnævnte punkt har Kommissionen anført, at efter formuleringen af præmis 206 i den appellerede dom skyldes institutionens ansvar, at den nævnte beslutning skulle være truffet i strid med artikel 30 i forordning nr. 404/93. Men da dette ikke var tilfældet, kan institutionen ikke have pådraget sig ansvar.

40 Også Rådet har påstået den appellerede dom ophævet, for så vidt som den pålægger Kommissionen ansvaret for Camars tab. Ifølge Rådet fremgår det herved af Domstolens praksis (jf. dom af 4.7.2000, sag C-352/98 P, Bergaderm og Goupil mod Kommissionen, Sml. I, s. 5291, præmis 43-46), at det ikke er en retsakts individuelle eller generelle karakter, men det skøn, som retsaktens udsteder har, der er afgørende for, om den omstændighed, at retsakten er ugyldig, dermed giver anledning til erstatning, eller om der skal føres bevis for en kvalificeret tilsidesættelse af en retsregel, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder. Når henses til det vide skøn, som Kommissionen havde på dette område, burde Retten derfor ikke i den appellerede doms præmis 206 have fastslået, at den blotte omstændighed, at beslutningen af 17. juli 1997 var ugyldig, var tilstrækkelig til at pådrage Fællesskabet ansvar uden for kontrakt. Retten burde have efterprøvet, om denne ulovlighed udgjorde en kvalificeret tilsidesættelse af en retsregel, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder.

41 Camar og Tico samt den italienske regering har gjort gældende, at Kommissionen fejlagtigt hævder, at Retten ikke undersøgte, om den tidligere nationale ordning ville have sat Camar i stand til at overvinde de vanskeligheder, der indtraf i 1995 og 1996. Virksomhederne anlægger endvidere en anden fortolkning af T. Port-dommen, hvis præmis 43 ikke har til formål at angive, at en af betingelserne for anvendelsen af artikel 30 i forordning nr. 404/93 er, at de pågældende erhvervsdrivende er truet på deres eksistens, men at belyse forskellene mellem forordningens artikel 30 og artikel 16, stk. 3. Den nævnte præmis skal således læses i relation til det særlige spørgsmål, som den forelæggende ret havde stillet i den konkrete sag.

Domstolens bemærkninger

42 Det fremgår af 22. betragtning til forordning nr. 404/93, at artikel 30 i denne forordning skal kunne bidrage til at imødegå den forstyrrelse af det indre marked, der kan blive følgen af, at den fælles markedsordning erstatter de forskellige nationale ordninger. Ifølge samme betragtning giver denne bestemmelse Kommissionen mulighed for at træffe alle de overgangsforanstaltninger, der er nødvendige for at afhjælpe vanskelighederne ved den fælles markedsordnings iværksættelse. I øvrigt har Domstolen fastslået, at anvendelsen af artikel 30 er betinget af, at de specifikke foranstaltninger, som Kommissionen skal træffe, har til formål at lette overgangen fra de nationale ordninger til den fælles markedsordning og er nødvendige herfor (jf. bl.a. dom af 27.9.2001, sag C-442/99 P, Cordis mod Kommissionen, Sml. I, s. 6629, præmis 12).

43 Det bemærkes imidlertid, at ikke alene anførte Retten i den appellerede doms præmis 140, at den italienske ordning før ikrafttrædelsen af forordning nr. 404/93 var væsentligt mere smidig end fællesskabsordningen, og at indførelsen af den fælles markedsordning havde medført en begrænsning af de importmuligheder, som denne nationale ordning gav, men den fastslog også i den appellerede doms præmis 143, at Camars vanskeligheder med at skaffe forsyninger var en direkte følge af indførelsen af den fælles markedsordning, idet denne netop i realiteten væsentligt og objektivt havde begrænset Camars mulighed - som bestod efter den nævnte nationale ordning - for at erstatte det svigtende udbud af somaliske bananer.

44 Hermed har Retten i tilstrækkelig grad påvist, at der var en forbindelse mellem Camars forsyningsvanskeligheder og den omstændighed, at den fælles markedsordning var trådt i stedet for den italienske ordning fra tiden før ikrafttrædelsen af forordning nr. 404/93.

45 For så vidt angår Kommissionens og den franske regerings indsigelse om, at kun vanskeligheder, der truer den pågældende virksomheds eksistens, kan berettige Kommissionen til at træffe en foranstaltning med hjemmel i artikel 30 i forordning nr. 404/93, skal det bemærkes, at efter at Retten i den appellerede doms præmis 143 havde betegnet de for Camar indtrufne vanskeligheder som »væsentlige vanskeligheder« i den nævnte bestemmelses forstand, fastslog den med rette i den appellerede doms præmis 150 og 151, at et krav om, at vanskelighederne skal true virksomhedens eksistens, ikke kan udledes af T. Port-dommen.

46 I sagen, der blev pådømt ved den nævnte dom, var Domstolen således blevet forelagt et præjudicielt spørgsmål om, hvorvidt artikel 16, stk. 3, eller artikel 30 i forordning nr. 404/93 forpligter Kommissionen »til at fastsætte bestemmelser for særligt vanskelige tilfælde, som opstår ved, at importører af tredjelandsbananer [rammes af vanskeligheder, der truer] deres eksistens, når der er tildelt dem et usædvanlig lavt kontingent på grundlag af de referenceår, som skal tages i betragtning i henhold til [...] artikel 19, stk. 2 [i forordning nr. 404/93]« (jf. T. Port-dommen, præmis 23 og 26).

47 Domstolen besvarede dette spørgsmål således, at artikel 30, men ikke artikel 16, stk. 3, i forordning nr. 404/93 finder anvendelse i en sådan situation, men dermed har Domstolen på ingen måde udelukket, at den nævnte artikel 30 også kan finde anvendelse på andre typer af vanskeligheder, såfremt disse følger af overgangen fra de nationale ordninger, der fandtes før ikrafttrædelsen af den nævnte forordning, til den fælles markedsordning.

48 Enhver anden fortolkning ville i øvrigt være i strid med ordlyden af artikel 30 i forordning nr. 404/93 såvel som med denne bestemmelses formål, således som dette fremgår af forordningens 22. betragtning, hvorefter anvendelsen af denne bestemmelse på ingen måde er begrænset til tilfælde, hvor vanskelighederne truer den pågældende virksomheds eksistens.

49 Anbringendet om, at Retten har tilsidesat betingelserne for anvendelsen af artikel 30 i forordning nr. 404/93, må følgelig forkastes.

50 Der kan følgelig heller ikke gives medhold i påstanden om frifindelse for passivitets- og annullationssøgsmålet i sagerne T-79/96 og T-260/97.

51 Med hensyn til påstanden om ophævelse af den appellerede dom, for så vidt som den pålægger Kommissionen at betale det af Camar påståede tab i sag T-260/97, fremgår det ligeledes af det ovenfor anførte, at Kommissionens anbringende om, at dommen på dette punkt hviler på en urigtig anvendelse af artikel 30 i forordning nr. 404/93, må forkastes.

52 Med hensyn til Rådets anbringende, hvormed Retten kritiseres for at have fastslået et ansvar for Kommissionen på grundlag af Rettens praksis, hvorefter enhver retskrænkelse, når det drejer sig om forvaltningsakter, udgør en retsstridig adfærd, som kan påføre Fællesskabet et ansvar, skal der mindes om, at i den ordning, som Domstolen har udviklet vedrørende Fællesskabets ansvar uden for kontrakt, tages der specielt hensyn til kompleksiteten af de forhold, der skal reguleres, vanskeligheden ved at anvende eller fortolke bestemmelserne og især rammerne for det skøn, der kan anlægges af den, der har udstedt den anfægtede retsakt (jf. dom af 5.3.1996, forenede sager C-46/93 og C-48/93, Brasserie du Pêcheur og Factortame, Sml. I, s. 1029, præmis 43, og dommen i sagen Bergaderm og Goupil mod Kommissionen, præmis 40).

53 Der skal endvidere mindes om, at fællesskabsretten anerkender en ret til erstatning, såfremt tre betingelser er opfyldt, nemlig at den bestemmelse, der er overtrådt, har til formål at tillægge borgerne rettigheder, at overtrædelsen er tilstrækkelig kvalificeret, og at der er en direkte årsagsforbindelse mellem tilsidesættelsen af den forpligtelse, der påhviler den, der har udstedt retsakten, og de skadelidtes tab (jf. Brasserie du Pêcheur og Factortame-dommen, præmis 51, og dommen i sagen Bergaderm og Goupil mod Kommissionen, præmis 41 og 42).

54 Hvad angår den anden betingelse er det afgørende kriterium for, om en overtrædelse af fællesskabsretten kan anses for tilstrækkelig kvalificeret, om den pågældende fællesskabsinstitution åbenbart og groft har overskredet grænserne for sine skønsbeføjelser (jf. Brasserie du Pêcheur og Factortame-dommen, præmis 55, og dommen i sagen Bergaderm og Goupil mod Kommissionen, præmis 43). Såfremt denne institution har et stærkt begrænset eller intet skøn, kan selve den omstændighed, at der er begået en overtrædelse af fællesskabsretten, være tilstrækkelig til at bevise, at der foreligger en tilstrækkelig kvalificeret krænkelse (dom af 23.5.1996, sag C-5/94, Hedley Lomas, Sml. I, s. 2553, præmis 28, af 8.10.1996, forenede sager C-178/94, C-179/94 og C-188/94 - C-190/94, Dillenkofer m.fl., Sml. I, s. 4845, præmis 25, af 2.4.1998, sag C-127/95, Norbrook Laboratories, Sml. I, s. 1531, præmis 109, af 4.7.2000, sag C-424/97, Haim, Sml. I, s. 5123, præmis 38, og dommen i sagen Bergaderm og Goupil mod Kommissionen, præmis 44).

55 Det følger af det anførte, at det afgørende kriterium ved afgørelsen af, om der foreligger en sådan krænkelse, ikke er den pågældende retsakts individuelle karakter, men det skøn, som institutionen havde, da den vedtog retsakten.

56 Det må under disse omstændigheder konkluderes, at Retten begik en retlig fejl, da den fastslog, at Kommissionen kunne pådrage sig ansvar alene som følge af, at beslutningen af 17. juli 1997 var ulovlig, uden at tage hensyn til Kommissionens skøn i forbindelse med udstedelsen af denne retsakt.

57 Det må imidlertid bemærkes, at hvis præmisserne i en dom afsagt af Retten indeholder en tilsidesættelse af fællesskabsretten, men konklusionen er berettiget af andre retlige grunde, må appellen forkastes (jf. dom af 9.6.1992, sag C-30/91 P, Lestelle mod Kommissionen, Sml. I, s. 3755, præmis 28, og af 13.7.2000, sag C-219/98 P, Salzgitter mod Kommissionen, Sml. I, s. 5843, præmis 58).

58 I den appellerede doms præmis 145 fastslog Retten imidlertid, at Kommissionen som anført af Domstolen i T. Port-dommens præmis 38 har et vidt skøn ved vurderingen af, om det er nødvendigt at indføre overgangsforanstaltninger i medfør af artikel 30 i forordning nr. 404/93.

59 Som det endvidere fremgår af præmis 18 ovenfor, fastslog Retten i den appellerede doms præmis 149, at Kommissionen havde anlagt et åbenbart urigtigt skøn, da den fandt, at Camar inden for markedets rammer var i stand til at overvinde de væsentlige vanskeligheder, der var forårsaget af overgangen fra den nationale italienske ordning til fællesskabsordningen, og at Kommissionens vedtagelse af overgangsforanstaltninger i henhold til artikel 30 i forordning nr. 404/93 var det eneste, der kunne afhjælpe Camars vanskeligheder.

60 Den åbenbare og grove overskridelse, som Kommissionen dermed foretog af sine skønsbeføjelser, udgør en tilstrækkelig kvalificeret krænkelse af fællesskabsretten i henhold til den retspraksis, der er citeret ovenfor i præmis 53 og 54, og pådrager derfor Fællesskabet et ansvar.

61 Da det ikke er omtvistet, at de andre betingelser for, at Fællesskabet ifalder ansvar uden for kontrakt, er opfyldt i denne sag, har Retten med rette taget erstatningspåstanden over for Kommissionen til følge i sag T-260/97.

62 Påstanden om ophævelse af den appellerede dom, for så vidt som Kommissionen herved tilpligtes at erstatte det tab, som Camar har gjort gældende i den nævnte sag, må følgelig forkastes.

Betingelserne for realitetsbehandling af en påstand om annullation af et afslag på at vedtage en almengyldig retsakt (sag T-117/98)

Parternes argumenter

63 Ifølge Kommissionen, Rådet og den franske regering fandt Retten i den appellerede doms præmis 96 med urette, at den forordning, som Kommissionen angiveligt var forpligtet til at vedtage med hjemmel i artikel 16, stk. 3, i forordning nr. 404/93, berørte Camar og Tico individuelt, fordi disse virksomheder var de største importører af somaliske bananer og derfor blev ramt som følge af en faktisk situation, der adskilte dem fra enhver anden erhvervsdrivende, som handlede på det samme marked.

64 Efter de tre nævnte parters opfattelse kunne den ønskede foranstaltning, dvs. en forhøjelse af det toldkontingent for indførsel af tredjelandsbananer og af ikke-traditionelle AVS-bananer, der er fastsat i artikel 18 i forordning nr. 404/93, kun være truffet med hjemmel i en generel og abstrakt retsakt, hvis almengyldige karakter ifølge Domstolens og Rettens praksis ikke kan anfægtes som følge af muligheden for mere eller mindre præcist at fastslå antallet eller endog identiteten af de retssubjekter, som den på et givet tidspunkt finder anvendelse på, eftersom det står fast, at denne anvendelse finder sted i medfør af en objektiv retlig eller faktisk situation, der er fastlagt i retsakten i relation til dennes formål.

65 Disse parter har også anført, at såfremt der som betingelse for realitetsbehandling af en sag, der anlægges af en virksomhed, skal foretages en undersøgelse af denne virksomheds stilling på et marked, gøres adgangen til de i traktaten foreskrevne retsmidler afhængig af et domstolsskøn over udviklingen på dette marked og giver de største virksomheder særrettigheder til at sagsøge, hvilket er i strid med forbuddet mod forskelsbehandling.

66 Rådet har i øvrigt gjort gældende, at såfremt situationen virkelig havde gjort det nødvendigt at tilpasse toldkontingentet i medfør af artikel 16, stk. 3, i forordning nr. 404/93, ville Kommissionen ikke være forpligtet til at tildele de nye mængder til importørerne af somaliske bananer, således at Camar og Tico - i modsætning til hvad Retten udtalte i den appellerede doms præmis 96 - ikke nødvendigvis ville have været dem, der primært opnåede fordelene ved den forordning, som Kommissionen afslog at vedtage.

67 Camar og Tico samt den italienske regering gør gældende, at Rettens konklusioner vedrørende realitetsbehandling af påstanden om annullation af Kommissionens afslag på at handle i medfør af artikel 16, stk. 3, i forordning nr. 404/93 ikke kan anfægtes under en appelsag, da de hviler på faktiske konstateringer vedrørende disse to selskabers stilling på markedet.

68 Subsidiært finder Camar, Tico og den italienske regering, at Retten har foretaget en korrekt anvendelse af Domstolens og Rettens praksis på området. De har i den forbindelse navnlig gjort gældende, at Kommissionen i forbindelse med vedtagelsen af de fornødne foranstaltninger ikke alene skulle have fastsat en forhøjelse af toldkontingentet, men også nærmere bestemmelser om fordelingen af den tildelte supplerende mængde, således at Camar og Tico kunne få sikkerhed for faktisk at få del heri.

Domstolens bemærkninger

69 Vedrørende spørgsmålet, om anbringendet kan realitetsbehandles, bemærkes, at selv om det fremgår af artikel 225 EF og artikel 51 i EF-statutten for Domstolen, at appel er begrænset til retsspørgsmål, og at det derfor alene er Retten, der har kompetence til at fastlægge og vurdere sagens faktiske omstændigheder, er Domstolen stadig kompetent til at kontrollere den retlige vurdering af disse faktiske omstændigheder og de retlige konsekvenser, Retten har draget heraf (jf. bl.a. dom af 28.5.1998, sag C-7/95 P, Deere mod Kommissionen, Sml. I, s. 3111, præmis 21, og af 2.10.2001, sag C-449/00 P, EIB mod Hautem, Sml. I, s. 6733, præmis 44 og 45).

70 I den foreliggende sag bestrider Kommissionen, Rådet og den franske regering imidlertid ikke den af Retten konstaterede faktiske omstændighed, at Camar og Tico var de største EF-importører af somaliske bananer, men de gør gældende, at konstateringen heraf ikke er tilstrækkelig til, at det kan konkluderes, at disse selskaber ville have været individuelt berørt af den forordning, som de havde anmodet Kommissionen om at vedtage i medfør af artikel 16, stk. 3, i forordning nr. 404/93.

71 Med dette anbringende anfægtes således de retlige konsekvenser, som Retten har draget af den nævnte faktiske konstatering, hvorfor det må antages til realitetsbehandling.

72 Ved bedømmelsen af, hvorvidt det nævnte anbringende er begrundet, skal det indledningsvis bemærkes, at parterne ikke bestrider Rettens konstatering i den appellerede doms præmis 93, hvorefter beslutningen i form af et afslag fra Kommissionen, som var genstand for søgsmålet i sag T-117/98, vedrører udstedelse af en forordning, og at borgerne derfor kun kan anlægge sag om annullation af denne beslutning, såfremt de godtgør, at den nævnte forordning ville have berørt dem direkte og individuelt.

73 Det er fast retspraksis, at en almengyldig retsakt såsom en forordning kun kan berøre fysiske eller juridiske personer individuelt, såfremt de rammes på grund af visse egenskaber, der adskiller dem fra alle andre og derfor individualiserer dem på lignende måde som en adressat (jf. bl.a. dom af 22.11.2001, sag C-451/98, Antillean Rice Mills mod Rådet, Sml. I, s. 8949, præmis 49, og af 25.7.2002, sag C-50/00 P, Unión de Pequeños Agricultores mod Rådet, Sml. I, s. 6677, præmis 36).

74 Som Kommissionen, Rådet og den franske regering imidlertid har mindet om, indebærer den omstændighed, at det er muligt med større eller mindre nøjagtighed at fastlægge antallet eller endog identiteten af de retssubjekter, som en foranstaltning finder anvendelse på, ikke, at de pågældende retssubjekter må anses for individuelt berørt af foranstaltningen, når det kan fastslås, at grundlaget for denne anvendelse er objektive retlige eller faktiske kriterier, som er opstillet i den pågældende retsakt (jf. bl.a. dommen i sagen Antillean Rice Mills mod Rådet, præmis 52).

75 Under henvisning til det anførte må det fastslås, at Camar og Tico ikke ville have været individuelt berørt af den forordning, som Kommissionen efter deres opfattelse burde have vedtaget i medfør af artikel 16, stk. 3, i forordning nr. 404/93 med henblik på at tilpasse toldkontingentet, som er fastsat i samme forordnings artikel 18, for at imødegå følgerne for den somaliske bananproduktion af de usædvanligt omfattende oversvømmelser, der indtraf i 1997 og 1998.

76 Selv om denne forordning for så vidt angår den tilpassede del af toldkontingentet kunne have fraveget fordelingsnøglen, der er fastsat i artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 404/93 (jf. i denne retning dom af 4.2.1997, forenede sager C-9/95, C-23/95 og C-156/95, Belgien og Tyskland mod Kommissionen, Sml. I, s. 645, præmis 34), ville den nemlig alene have berørt Camar og Tico på grund af deres objektive egenskab af importører af somaliske bananer på samme måde som enhver anden erhvervsdrivende, der befandt sig i samme situation.

77 Camar og Tico kan ikke anses for individuelt berørt af den nævnte forordning med den begrundelse, at de som de største importører af somaliske bananer ville have opnået flere fordele ved forordningen end andre erhvervsdrivende, eftersom det står fast, at det forhold, at en retsforskrift kan have forskellige konkrete virkninger for de enkelte retssubjekter, som den finder anvendelse på, ikke kan udelukke, at retsakten kan have karakter af en forordning, såfremt denne situation er objektivt bestemt (jf. bl.a. dom af 5.5.1977, sag 101/76, Koninklijke Scholten Honig mod Rådet og Kommissionen, Sml. s. 797, præmis 24, og kendelse af 25.4.2002, sag C-96/01 P, Galileo og Galileo International mod Rådet, Sml. I, s. 4025, præmis 41).

78 Det står ganske vist fast - hvilket Domstolen mindede om i præmis 44 i dommen i sagen Unión de Pequeños Agricultores mod Rådet - at betingelsen om, at en fysisk eller juridisk person kun kan anlægge en sag til prøvelse af en forordning, såfremt den pågældende er individuelt berørt, skal fortolkes i lyset af princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse under hensyntagen til de forskellige omstændigheder, som kan individualisere en sagsøger.

79 Det må imidlertid konstateres, at i den appellerede doms præmis 96 baserede Retten sig på den ene omstændighed, at Camar og Tico var de største importører af somaliske bananer, til støtte for konklusionen om, at virksomhederne ville have været individuelt berørt af den forordning, som de havde anmodet Kommissionen om at vedtage i medfør af artikel 16, stk. 3, i forordning nr. 404/93.

80 Anbringendet om, at Retten har tilsidesat betingelserne for realitetsbehandling af en påstand om annullation af et afslag på at udstede en almengyldig retsakt, er under disse omstændigheder begrundet.

81 Følgelig skal den appellerede dom ophæves, for så vidt som den i sag T-117/98 gav medhold i påstanden om annullation af Kommissionens beslutning af 23. april 1998 om afslag på den anmodning, Camar og Tico havde indgivet i medfør af artikel 16, stk. 3, i forordning nr. 404/93, uden at det er fornødent at undersøge, hvorvidt anbringendet om tilsidesættelse af en af betingelserne for anvendelsen af den nævnte forordnings artikel 16, stk. 3, er begrundet.

82 I medfør af artikel 54, stk. 1, andet punktum, i EF-statutten for Domstolen kan denne, såfremt Rettens afgørelse ophæves, selv træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse. Dette er tilfældet i den foreliggende sag.

83 Eftersom Camar og Tico ikke har fremført nogen anden omstændighed end den, på grundlag af hvilken Retten fandt annullationspåstanden i sag T-117/98 egnet til realitetsbedømmelse, er det vedrørende dette punkt tilstrækkeligt at fastslå, at det følger af præmis 72-79 ovenfor, at den nævnte påstand skal afvises.

Sagens omkostninger

84 Det bestemmes i procesreglementets artikel 122, stk. 1, at såfremt der ikke gives appellanten medhold, eller såfremt der gives appellanten medhold, og Domstolen selv endeligt afgør sagen, træffer den afgørelse om sagens omkostninger.

85 Ifølge procesreglementets artikel 69, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Camar og Tico har tabt sagen i sag T-117/98, og idet Kommissionen har nedlagt påstand om, at de tilpligtes at betale sagens omkostninger, bør de betale disse i den nævnte sag.

86 Ifølge procesreglementets artikel 69, stk. 3, som i medfør af procesreglementets artikel 118 finder anvendelse i appelsager, kan Domstolen fordele sagens omkostninger eller bestemme, at hver part skal bære sine egne omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder på et eller flere punkter, eller hvor der foreligger ganske særlige grunde. Såvel Kommissionen som Camar og Tico har hver delvis tabt sagen, hvorfor det bør pålægges dem at bære deres egne omkostninger i forbindelse med appelsagen.

87 I medfør af procesreglementets artikel 69, stk. 4, som også finder anvendelse i appelsager ifølge procesreglementets artikel 118, bærer medlemsstater og institutioner, der er indtrådt i en sag, deres egne omkostninger. I henhold til denne bestemmelse skal Rådet, Den Franske Republik og Den Italienske Republik bære deres egne omkostninger i forbindelse med appelsagen.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

1) Dommen afsagt af Retten i Første Instans den 8. juni 2000, Camar og Tico mod Kommissionen og Rådet (forenede sager T-79/96, T-260/97 og T-117/98), ophæves, for så vidt som den i sag T-117/98 har givet medhold i påstanden om annullation af beslutningen af 23. april 1998, hvorved Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber afslog den af Camar Srl og Tico Srl indgivne ansøgning i henhold til artikel 16, stk. 3, i Rådets forordning (EØF) nr. 404/93 af 13. februar 1993 om den fælles markedsordning for bananer.

2) I øvrigt forkastes appellen.

3) Annullationspåstanden i sag T-117/98 afvises.

4) Camar Srl og Tico Srl betaler sagens omkostninger i sag T-117/98.

5) Hver part bærer sine egne omkostninger i forbindelse med appelsagen.