62000J0115

1. Transport - transport ad landevej - adgang for ikke-hjemmehørende transportvirksomheder til at udføre intern vejgodstransport - forordning nr. 3118/93 - opkrævning af motorkøretøjsafgift i værtsmedlemsstaten for køretøjer, som er registreret i etableringsmedlemsstaten, og for hvilke, der er udstedt en cabotagetilladelse - ulovligt

(Rådets forordning nr. 3118/93, art. 6)

2. Transport - transport ad landevej - fiskale bestemmelser - harmonisering af lovgivningerne - afgifter på visse køretøjer, der anvendes til vejgodstransport, samt vejafgifter og brugsafgifter for benyttelse af visse infrastrukturer - direktiv 93/89 - opkrævning af motorkøretøjsafgift i værtsmedlemsstaten for køretøjer, som er registreret i etableringsmedlemsstaten, og for hvilke, der er udstedt en cabotagetilladelse - ulovligt

(Rådets forordning nr. 3118/93; Rådets direktiv 93/89, art. 5)

1. Artikel 6 i forordning nr. 3118/93 om betingelserne for transportvirksomheders adgang til at udføre intern vejgodstransport i en medlemsstat, hvor de ikke er hjemmehørende - hvorefter udførelse af cabotagekørsel er undergivet værtsmedlemsstatens love og administrative bestemmelser på en række udtømmende opregnede områder, for hvilke der hverken består en forpligtelse til at registrere køretøjet i værtsmedlemsstaten eller til at betale motorkøretøjsafgift dér - er til hinder for nationale retsforskrifter i en værtsmedlemsstat, som fører til, at denne opkræver afgifter for benyttelse af motorkøretøjer til godstransport med den begrundelse, at køretøjerne har deres sædvanlige stationeringssted på værtsmedlemsstatens område og derfor bør være registreret der, selv om de er registreret i etableringsmedlemsstaten og anvendes i værtsmedlemsstaten til cabotagekørsel i overensstemmelse med tilladelser, der er lovligt udstedt af etableringsmedlemsstaten.

Det vil være ensbetydende med, at selve friheden til udveksling af tjenesteydelser på cabotageområdet ikke længere vil bestå, hvis en transportvirksomhed forpligtes til at registrere køretøjer i værtsmedlemsstaten, idet udøvelsen af denne frihed forudsætter, at køretøjet er registreret i etableringsmedlemsstaten. På samme måde vil en forpligtelse for en transportvirksomhed til at betale motorkøretøjsafgift i værtsmedlemsstaten, når virksomheden i forvejen har betalt en sådan afgift i etableringsmedlemsstaten, være i strid med formålet med forordning nr. 3118/93, som er at fjerne enhver restriktion over for den virksomhed, der udfører tjenesteydelsen, på grundlag af nationalitet eller som følge af, at virksomheden er etableret i en anden medlemsstat end den medlemsstat, hvor tjenesteydelsen skal udføres.

( jf. præmis 54-56 og 59 samt domskonkl. 1 )

2. Artikel 5 i direktiv 93/89 om opkrævning i medlemsstaterne af afgifter på visse køretøjer, der anvendes til vejgodstransport, samt af vejafgifter og brugsafgifter for benyttelse af visse infrastrukturer - hvorefter en medlemsstat »[kun kan opkræve [...] afgifter på køretøjer, der er registreret i medlemsstaten selv« - er til hinder for nationale retsforskrifter i en værtsmedlemsstat i den forstand, hvori udtrykket anvendes i artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 3118/93 om betingelserne for transportvirksomheders adgang til at udføre intern vejgodstransport i en medlemsstat, hvor de ikke er hjemmehørende, som fører til, at denne opkræver afgifter for benyttelse af motorkøretøjer til godstransport med den begrundelse, at køretøjerne har deres sædvanlige stationeringssted på værtsmedlemsstatens område og derfor bør være registreret der, selv om de er registreret i etableringsmedlemsstaten, hvor den i direktivets artikel 3, stk. 1, omhandlede afgift betales, og køretøjerne anvendes i værtsmedlemsstaten til cabotagekørsel i overensstemmelse med tilladelser, der er lovligt udstedt af etableringsmedlemsstaten.

Direktiv 93/89, som har harmoniseret de nationale afgiftsordninger for visse erhvervskøretøjer, indeholder ganske vist ingen kollisionsnorm, hvorefter det kan fastslås, hvilken medlemsstat der er kompetent til at foretage registreringen og dermed til at opkræve afgifter, men formålet med forordning nr. 3118/93, som er at fremme udviklingen af tjenesteydelser på cabotageområdet, sammenholdt med den harmonisering af afgifterne, som er foretaget ved direktiv 93/89, vil ikke kunne opfyldes, såfremt værtsmedlemsstaten under henvisning til, at et køretøj omfattes af anvendelsesområdet for dens lovgivning om opkrævning af afgifter for køretøjer, kunne tvinge en transportvirksomhed, som benytter dette køretøj til cabotagekørsel, til at betale en af de i direktivet omhandlede afgifter for køretøjet, selv om der i forvejen er betalt en sådan afgift i etableringsmedlemsstaten.

( jf. præmis 67, 70-72 og domskonkl. 2 )

I sag C-115/00,

angående en anmodning, som Finanzgericht Münster (Tyskland) i medfør af artikel 234 EF har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Andreas Hoves Internationaler Transport-Service SARL

mod

Finanzamt Borken,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af artikel 6 i Rådets forordning (EØF) nr. 3118/93 af 25. oktober 1993 om betingelserne for transportvirksomheders adgang til at udføre intern vejgodstransport i en medlemsstat, hvor de ikke er hjemmehørende (EFT L 279, s. 1), og artikel 5 i Rådets direktiv 93/89/EØF af 25. oktober 1993 om opkrævning i medlemsstaterne af afgifter på visse køretøjer, der anvendes til vejgodstransport, samt af vejafgifter og brugsafgifter for benyttelse af visse infrastrukturer (EFT L 279, s. 32),

har

DOMSTOLEN

sammensat af præsidenten, G.C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformændene P. Jann, F. Macken, N. Colneric og S. von Bahr samt dommerne C. Gulmann, D.A.O. Edward, A. La Pergola, J.-P. Puissochet, M. Wathelet (refererende dommer), R. Schintgen, V. Skouris og J.N. Cunha Rodrigues,

generaladvokat: D. Ruiz-Jarabo Colomer

justitssekretær: ekspeditionssekretær H.A. Rühl,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

- Andreas Hoves Internationaler Transport-Service SARL ved direktørerne B. Jansen-Weber og A. Hoves

- den franske regering ved K. Rispal-Bellanger og S. Seam, som befuldmægtigede

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved M. Wolfcarius og E. Traversa, som befuldmægtigede, bistået af Rechtsanwalt A. Böhlke,

på grundlag af retsmøderapporten,

efter at der i retsmødet den 16. oktober 2001 er afgivet mundtlige indlæg af Finanzamt Borken ved W. Busch, som befuldmægtiget, af Det Forenede Kongeriges regering ved barrister P. Whipple, og af Kommissionen ved M. Wolfcarius, bistået af A. Böhlke,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 27. november 2001,

afsagt følgende

Dom

1 Ved kendelse af 23. februar 2000, indgået til Domstolen den 27. marts 2000, har Finanzgericht Münster i medfør af artikel 234 EF forelagt to præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af artikel 6 i Rådets forordning (EØF) nr. 3118/93 af 25. oktober 1993 om betingelserne for transportvirksomheders adgang til at udføre intern vejgodstransport i en medlemsstat, hvor de ikke er hjemmehørende (EFT L 279, s. 1), og artikel 5 i Rådets direktiv 93/89/EØF af 25. oktober 1993 om opkrævning i medlemsstaterne af afgifter på visse køretøjer, der anvendes til vejgodstransport, samt af vejafgifter og brugsafgifter for benyttelse af visse infrastrukturer (EFT L 279, s. 32).

2 Spørgsmålene er blevet rejst under en sag mellem Andreas Hoves Internationaler Transport-Service SARL (herefter »Hoves SARL«) og Finanzamt Borken om en motorkøretøjsafgift, som sidstnævnte har opkrævet i medfør af tysk ret for lastvogne, som Hoves SARL har registreret i Luxembourg, og som benyttes til cabotagekørsel i Tyskland.

Relevante retsforskrifter

Fællesskabsbestemmelser

3 Ved Rådets forordning (EØF) nr. 4059/89 af 21. december 1989 om betingelserne for transportvirksomheders adgang til at udføre intern vejgodstransport i en medlemsstat, hvor de ikke er hjemmehørende (EFT L 390, s. 3), blev der indført en første overgangsordning for cabotagekørsel.

4 Ifølge denne forordning havde enhver transportvirksomhed, der udførte vejgodstransport for fremmed regning, og som dels var etableret i en medlemsstat (herefter »etableringsmedlemsstaten«) i overensstemmelse med dennes lovgivning, dels dér havde ret til at udføre international vejgodstransport, adgang til fra den 1. juli 1990 midlertidigt at udføre intern vejgodstransport i en anden medlemsstat (herefter »værtsmedlemsstaten«) uden at have hjemsted eller andet forretningssted dér, forudsat at virksomheden havde tilladelse til cabotagekørsel.

5 Ved forordningen blev der fastsat et fællesskabskontingent, som svarede til et vist antal tilladelser til cabotagekørsler med en gyldighedsperiode på to måneder, der kunne forhøjes hvert år af Kommissionen. Endvidere var fremgangsmåden for fordelingen af disse tilladelser mellem de enkelte medlemsstater fastsat i forordningen. Kommissionen meddelte etableringsmedlemsstaterne tilladelserne til cabotagekørsel, hvorefter de kompetente myndigheder i disse medlemsstater udstedte dem til de transportvirksomheder, som ansøgte herom.

6 Denne overgangsordning var gældende indtil den 31. december 1992. Det var således fastsat i artikel 9 i forordning nr. 4059/89, at Rådet inden den 1. juli 1992 skulle vedtage en forordning om den endelige ordning for cabotagekørsel, der skulle træde i kraft den 1. januar 1993.

7 Ved dom af 16. juli 1992 i sagen Parlamentet mod Rådet (sag C-65/90, Sml. I, s. 4593) annullerede Domstolen forordning nr. 4059/89 på grund af en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter, men fastslog, at forordningens retsvirkninger skulle stå ved magt, indtil der forskriftsmæssigt var vedtaget en ny ordning.

8 Den 25. oktober 1993 vedtog Rådet forordning nr. 3118/93, som fandt anvendelse fra den 1. januar 1994. Denne forordning bestemte, at adgangen til at udføre intern transport skulle være åben for enhver transportvirksomhed, der udfører godstransport, og som har en fællesskabstilladelse i henhold til Rådets forordning (EØF) nr. 881/92 af 26. marts 1992 om adgang til markedet for vejgodstransport i Fællesskabet, som udføres fra eller til en medlemsstats område eller gennem en eller flere medlemsstaters områder (EFT L 95, s. 1).

9 Forordning nr. 3118/93 indførte en ny overgangsordning for tilladelse til og fastsættelse af et fællesskabskontingent for cabotagekørsel. Der blev indført et fællesskabskontingent svarende til et vist antal tilladelser til cabotagekørsel med en gyldighedsperiode på to måneder og fastsat en fremgangsmåde for fordelingen af disse tilladelser mellem de enkelte medlemsstater. Den årlige forhøjelse af dette kontingent var fastsat ved forordningen til en fast procentsats.

10 Artikel 12, stk. 2, i forordning nr. 3118/93 bestemte, at anvendelsen af ordningen med fællesskabstilladelser og -kontingenter skulle ophøre den 1. juli 1998. Ifølge artikel 12, stk. 3, første afsnit, skulle enhver ikke-hjemmehørende transportvirksomhed, som opfyldte forordningens betingelser, fra denne dato have ret til midlertidigt og uden kvantitative restriktioner at udføre intern vejtransport i en anden medlemsstat uden at have hjemsted eller andet forretningssted dér.

11 Artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 3118/93 er affattet således:

»Enhver transportvirksomhed, der udfører vejgodstransport for fremmed regning, og som er indehaver af en fællesskabstilladelse i henhold til forordning (EØF) nr. 881/92, har adgang til på de betingelser, der er fastsat i nærværende forordning, midlertidigt at udføre intern vejgodstransport for fremmed regning i en anden medlemsstat, i det følgende benævnt henholdsvis »cabotagekørsel« og »værtsmedlemsstat«, uden at have hjemsted eller andet forretningssted dér.«

12 Artikel 3, stk. 3, første og andet afsnit, i forordning nr. 3118/93 har følgende ordlyd:

»Tilladelsen til cabotagekørsel udfærdiges i transportvirksomhedens navn. [...] Hver tilladelse til cabotagekørsel kan kun benyttes for ét køretøj ad gangen.

Ved »køretøj« forstås et motorkøretøj, som er registreret i etableringsmedlemsstaten, eller et sammenkoblet vogntog, hvoraf i det mindste motorkøretøjet er registreret i etableringsmedlemsstaten, og som udelukkende er beregnet til godstransport.«

13 Artikel 6, stk. 1 og 3, i forordning nr. 3118/93, der har næsten samme ordlyd som artikel 5, stk. 1 og 2, i forordning nr. 4059/89, bestemmer:

»1. Udførelsen af cabotagekørsel er, med forbehold af anvendelsen af fællesskabsforskrifterne, undergivet værtsmedlemsstatens love og administrative bestemmelser inden for følgende områder:

a) priser og betingelser gældende for transportkontrakter

b) køretøjernes vægt og dimensioner [...]

c) forskrifter vedrørende transport af visse kategorier [af] gods, navnlig farligt gods, letfordærvelige levnedsmidler og levende dyr

d) køre- og hviletid

e) merværdiafgift (moms) på transportydelser. [...]

[...]

3. Bestemmelserne i stk. 1 skal finde anvendelse på ikke-hjemmehørende transportvirksomheder på samme betingelser som dem, medlemsstaten pålægger de i staten hjemmehørende virksomheder, for at forhindre en åbenlys eller skjult forskelsbehandling som følge af nationalitet eller etableringssted.«

14 Den 25. oktober 1993 vedtog Rådet endvidere direktiv 93/89. Direktivet har til formål at fjerne konkurrencefordrejninger mellem transportvirksomheder i medlemsstaterne ved hjælp af en harmonisering af afgiftssystemerne og indførelse af retfærdige ordninger for opkrævning af afgifter hos transportvirksomhederne med henblik på dækning af infrastrukturomkostningerne. Ifølge artikel 13, stk. 1, første afsnit, skulle direktivet være gennemført i national ret inden den 1. januar 1995.

15 Direktivets artikel 1, stk. 1, bestemmer, at medlemsstaterne om nødvendigt bl.a. skal tilpasse deres afgiftsordninger for køretøjer.

16 Ifølge artikel 2 i direktiv 93/89 forstås ved »køretøj« »et motorkøretøj eller en kombination af sammenkoblede køretøjer, som udelukkende er beregnet til vejgodstransport, og hvis højst tilladte bruttovægt er mindst 12 tons«.

17 De i direktiv 93/89 omhandlede afgifter på køretøjer er opregnet i direktivets artikel 3, stk. 1, som bl.a. omfatter følgende afgifter:

»- Tyskland: Kraftfahrzeugsteuer

[...]

- Luxembourg: taxe sur les véhicules automoteurs

[...]«

18 Artikel 5 i direktiv 93/89 bestemmer:

»Den enkelte medlemsstat kan kun opkræve de i artikel 3 omhandlede afgifter på køretøjer, der er registreret i medlemsstaten selv.«

19 Ved dom af 5. juli 1995 i sagen Parlamentet mod Rådet (sag C-21/94, Sml. I, s. 1827) annullerede Domstolen direktiv 93/89, men opretholdt direktivets retsvirkninger, indtil der var vedtaget en ny ordning. Denne nye ordning er vedtaget ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/62/EF af 17. juni 1999 om afgifter på tunge godskøretøjer for benyttelse af visse infrastrukturer (EFT L 187, s. 42), som trådte i kraft den 20. juli 1999.

Nationale bestemmelser

20 De relevante nationale bestemmelser, som disse er beskrevet af den nationale ret i forelæggelseskendelsen, er følgende.

21 Det drejer sig for det første om Kraftfahrzeugsteuergesetz (den tyske lov om afgifter på motorkøretøjer, herefter »KraftStG«), hvis § 1, der har overskriften »Genstanden for beskatningen«, indeholder følgende bestemmelse, i den affattelse heraf, der var gældende indtil den 31. december 1994:

»1) Motorkøretøjsafgift påhviler:

[...]

2. indehavelse af udenlandske køretøjer til kørsel på offentlig vej, når køretøjerne befinder sig i indlandet

3. retsstridig brug af køretøjer [...]«

22 Samme bestemmelse i KraftStG i den affattelse, der finder anvendelse fra den 1. januar 1995, har følgende ordlyd:

»1) Motorkøretøjsafgift påhviler:

[...]

2. indehavelse af udenlandske køretøjer til kørsel på offentlig vej, når køretøjerne befinder sig i indlandet. Undtaget herfra er køretøjer og kombinationer af sammenkoblede køretøjer, som udelukkende er beregnet til vejgodstransport, hvis højst tilladte bruttovægt efter færdselslovgivningen er mindst 12 000 kg, og som er registreret i en anden af Det Europæiske Fællesskabs medlemsstater i medfør af artikel 5 i Rådets direktiv 93/89/EØF af 25. oktober 1993 (EFT L 279, s. 32). Dette gælder ikke i de i nr. 3 nævnte tilfælde.

3. retsstridig brug af køretøjer [...]«

23 KraftStG's § 2, som har overskriften »Definitioner og færdselsmyndighedernes virksomhed«, bestemmer:

»[...]

4) Et køretøj er udenlandsk, når det er registreret i henhold til registreringsproceduren i en anden medlemsstat.

5) Der foreligger en retsstridig brug i denne lovs forstand, når et køretøj benyttes til kørsel på offentlig vej i indlandet uden at være forskriftsmæssigt registreret i henhold til færdselslovgivningen. Der pålægges ikke afgift ved retsstridig brug, når indehavelse af køretøjet er fritaget for afgift, eller beskatning allerede sker i medfør af § 1, stk. 1, nr. 1 eller 2.«

24 Det drejer sig for det andet om Strassenverkehrs-Zulassungsordnung (lov om tilladelse til ibrugtagning af motorkøretøjer, herefter »StVZO«), hvis § 18, der har overskriften »Registreringspligt«, har følgende ordlyd:

»Motorkøretøjer, som er konstrueret til at kunne køre med en hastighed på over 6 km/t samt anhængere til sådanne køretøjer (et fartøj, der medføres af motorkøretøjet, med undtagelse af køretøjer, der ikke er i køredygtig stand og bliver slæbt bort, samt aksler til bortslæbning), må kun tages i brug på offentlig vej, når der er meddelt en brugstilladelse eller en EF-typegodkendelse, og de ved tildeling af et registreringsnummer for motorkøretøj eller anhænger fra den kompetente myndighed (motorkontoret) er blevet godkendt til færdsel.«

25 StVZO's § 23, stk. 1, der har overskriften »Tildeling af registreringsnummer«, bestemmer:

»Tildeling af et registreringsnummer for et motorkøretøj eller en anhænger dertil sker efter ansøgning, der af brugeren indgives til den kompetente myndighed (motorkontoret) i det forvaltningsområde, hvor køretøjet skal have sit sædvanlige stationeringssted. [...]«

26 For det tredje drejer det sig om § 1, stk. 1, i Verordnung über internationalen Kraftfahrzeugverkehr (bekendtgørelse om international færdsel med motorkøretøjer, herefter »IntKfzVO«) af 12. november 1934 (RGBl. 1934 I, s. 1137), som indeholder følgende bestemmelse i den affattelse, der var gældende i den i hovedsagen omhandlede periode:

»Udenlandske motorkøretøjer og anhængere til sådanne kan godkendes til midlertidig færdsel inden for denne bekendtgørelses gyldighedsområde, når der af en kompetent myndighed er udstedt

[...]

b) et udenlandsk registreringsbevis, og køretøjet ikke har sædvanligt stationeringssted inden for denne bekendtgørelses gyldighedsområde. [...]«

Hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

27 Det fremgår af forelæggelseskendelsen, at Hoves SARL, som blev oprettet i Luxembourg ved stiftelsesoverenskomst af 6. juni 1989, er et luxembourgsk selskab, der er etableret i Storhertugdømmet Luxembourg. Andreas Hoves har været eneejer af selskabet siden den 13. september 1993. Han var enedirektør i den første tid efter selskabets stiftelse, hvorefter Bettina Jansen-Weber ved notarialdokument af 24. marts 1998 blev optaget som meddirektør. De to direktører tegner selskabet i fællesskab. Andreas Hoves er tillige direktør for det tyske selskab Hoves Speditionsgesellschaft mbH, der har hjemsted i Rhede (Tyskland) (herefter »det tyske GmbH«).

28 Hoves SARL's formål er at drive indenlandsk og international vare- og godstransport. Indtil udgangen af 1995 udførte selskabet kun transport som fragtfører for det tyske GmbH. Denne virksomhed var skriftligt reguleret ved en kontrakt af 27. januar 1993. I henhold til kontrakten blev driftsplaner for køretøjer og chauffører udarbejdet af det tyske GmbH. Efter udførelsen af transporterne blev mellemværendet med Hoves SARL afregnet ved kreditering af dettes konto.

29 Der var registreret femten lastbiler i Luxembourg i Hoves SARL's navn. Selskabet betalte den luxembourgske motorkøretøjsafgift for disse køretøjer. De luxembourgske myndigheder meddelte selskabet tilladelser til cabotagekørsel i henhold til artikel 5 i forordning nr. 4059/89. Selskabet beskæftigede otte chauffører, der alle var bosiddende i Tyskland.

30 Under en afgiftssag vedrørende årene 1993 og 1994, som er en anden sag end hovedsagen, og som verserede for Finanzgericht Köln (Tyskland), anmodede Bundesamt für Finanzen de luxembourgske myndigheder om retslig og administrativ bistand med henblik på at få fastslået, hvor Hoves SARL's ledelse befandt sig. Ved skrivelse af 12. juli 1996 afgav Direction luxembourgeoise des contributions directes en række oplysninger i henhold til Rådets direktiv 77/799/EØF af 19. december 1977 om gensidig bistand mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder inden for området direkte skatter (EFT L 336, s. 15).

31 Ifølge disse oplysninger, som de er gengivet af den forelæggende ret, havde Hoves SARL hverken eget værksted eller parkeringsplads til sine lastbiler i Luxembourg. Da virksomheden i Luxembourg i det væsentlige var begrænset til administration af transportforretningerne, og da de væsentligste beslutninger vedrørende selskabet udelukkende blev truffet af Andreas Hoves, der havde bopæl i Tyskland, hvor han for det meste opholdt sig, befandt ledelsen for Hoves SARL sig ikke i Luxembourg, men i Tyskland, således som dette begreb forstås i artikel 3, stk. 6, i overenskomsten af 23. august 1958 mellem Storhertugdømmet Luxembourg og Forbundsrepublikken Tyskland til undgåelse af dobbeltbeskatning og om fastsættelse af regler om gensidig administrativ bistand i forbindelse med indkomst- og formueskat samt erhvervs- og ejendomsskatter (BGBl. 1959 II, s. 1270), i den ændrede affattelse af 15. juli [skal være juni] 1973 (BGBl. 1978 II, s. 111). Det var tvivlsomt efter disse oplysninger, om selskabets kontorer i Remich og Esch-sur-Alzette (Luxembourg) udgjorde et fast driftssted i overenskomstens forstand. Det var dog muligt, at der siden den 9. februar 1996 havde været fast driftssted i Bertrange (Luxembourg).

32 De tyske skatte- og afgiftsmyndigheder tilsluttede sig de luxembourgske myndigheders opfattelse og lagde til grund, at Hoves SARL's ledelse befandt sig i Rhede. De fastsatte derfor skatte- og afgiftsgrundlaget vedrørende selskabsskat og merværdiafgift for 1989-1995, formueskat for 1992 såvel som lønskat for 1989-1994 efter et skøn. Der var endnu ikke truffet afgørelse om klagerne over disse beslutninger på tidspunktet for afsigelsen af forelæggelseskendelsen.

33 Finanzamt Borken fastsatte desuden beskatningsgrundlaget vedrørende motorkøretøjsafgiften for de køretøjer, der var registreret i Hoves SARL's navn, efter et skøn og fastsatte motorkøretøjsafgiften for 1991-1996. Sagen ved Finanzgericht Münster vedrører afgørelserne og afgiftsansættelserne med hensyn til motorkøretøjsafgiften.

34 Den forelæggende ret har anført, at det sædvanlige stationeringssted i den forstand, hvori dette udtryk anvendes i StVZO's § 23, stk. 1, som denne bestemmelse fortolkes i retspraksis, er det sted, hvorfra køretøjet direkte benyttes til kørsel på offentlig vej, og hvor det henstilles efter afslutningen af kørslen; i den interregionale godstransport, som i hovedsagen, er dette det sted, hvor der træffes bestemmelse om køretøjets benyttelse til transport, inklusive chaufførernes hviletid. Ifølge den forelæggende ret er køretøjernes sædvanlige stationeringssted i denne sag Rhede.

35 Den forelæggende ret har bemærket, at da køretøjerne har sædvanligt stationeringssted i Tyskland, skal de registreres dér i henhold til StVZO's § 18. Det følger af KraftStG, at der skulle svares afgift af motorkøretøjerne i Tyskland, dvs. indtil den 31. december 1994 i medfør af § 1, stk. 1, nr. 2, og fra den 1. januar 1995 i medfør af § 1, stk. 1, nr. 2, 2. pkt., andet led, jf. nr. 3 i samme bestemmelse. Der er tale om en retsstridig brug af køretøjerne i henhold til KraftStG's § 2, stk. 5, 1. pkt.

36 Efter den forelæggende rets opfattelse er der hverken i national ret eller i dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 23. august 1958 hjemmel for en fritagelse for motorkøretøjsafgiften. Den forelæggende ret henviser til en række nationale retsforskrifter og fremhæver, at den bilaterale overenskomst, som er indgået med Storhertugdømmet Luxembourg vedrørende afgiftsordningen for motorkøretøjer (jf. anordning af 1.7.1930 fra Reichminister der Finanzen, RStBl. 1930, s. 454) ligeledes forudsætter, at køretøjerne kun midlertidigt befinder sig i Tyskland.

37 Den forelæggende ret er imidlertid i tvivl om, hvorvidt denne retstilstand er forenelig med fællesskabsrettens bestemmelser, navnlig med artikel 6 i forordning nr. 3118/93 og artikel 5 i direktiv 93/89.

38 Finanzgericht Münster har fremhævet, at et selskabs hjemsted ifølge Domstolens dom af 9. marts 1999 i Centros-sagen (sag C-212/97, Sml. I, s. 1459) skal bestemmes på grundlag af selskabets vedtægter. Hoves SARL har hjemsted og forretningssted i Luxembourg, og det er uden betydning, om dette også er hjemstedet for selskabets ledelse. I den i hovedsagen omhandlede periode havde selskabet hverken et datterselskab, et agentur, en filial eller i øvrigt en fast indretning af varig karakter, dvs. et fast driftssted i skatteretlig forstand i Tyskland. Den omstændighed alene, at det tyske GmbH disponerede over Hoves SARL's køretøjer, eller at selskabets direktør havde bopæl i Tyskland, indebærer ikke, at der består et sådant driftssted. Desuden er det Storhertugdømmet Luxembourg, som har udstedt tilladelserne til godstransport.

39 Hvad angår formålet om bekæmpelse af skatteunddragelse og misbrug anfører den nationale ret, at Hoves SARL blot udnyttede de lovlige muligheder inden for Det Europæiske Fællesskab, selv om formålet hermed var at spare afgift ved at betale motorkøretøjsafgiften i en medlemsstat med en fordelagtig afgiftsordning.

40 På baggrund af disse omstændigheder har Finanzgericht Münster besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1) Er artikel 6 i Rådets forordning (EØF) nr. 3118/93 af 25. oktober 1993 (EFT L 279, s. 1) til hinder for nationale retsforskrifter, hvorefter der pålægges afgifter for benyttelse af motorkøretøjer til godstransport, som er registreret i en anden af Den Europæiske Unions medlemsstater, hvor der er udstedt tilladelse til cabotagekørsel, men som benyttes til cabotagekørsel i Forbundsrepublikken Tyskland, hvor de har deres sædvanlige stationeringssted?

2) Er artikel 5 i Rådets direktiv 93/89/EØF af 25. oktober 1993 (EFT L 279, s. 32), i tilfælde som nævnt i spørgsmål 1, til hinder for en national retsforskrift som den, der gælder i henhold til Kraftfahrzeugsteuergesetz' § 1, stk. 1, nr. 2, 2. pkt., andet led, jf. § 1, stk. 1, nr. 3?«

Første spørgsmål

41 Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 6 i forordning nr. 3118/93 er til hinder for nationale retsforskrifter i en værtsmedlemsstat, som fører til, at denne opkræver afgifter for benyttelse af motorkøretøjer til godstransport med den begrundelse, at køretøjerne har deres sædvanlige stationeringssted på værtsmedlemsstatens område, selv om de er registreret i etableringsmedlemsstaten og anvendes i værtsmedlemsstaten til cabotagekørsel i overensstemmelse med tilladelser, der er lovligt udstedt af etableringsmedlemsstaten.

Indlæg til Domstolen

42 Hoves SARL har taget stilling til begge spørgsmål under ét og foreslået, at de besvares bekræftende. Selskabet gør gældende, at det luxembourgske transportministerium havde udstedt licenser eller tilladelser til cabotagekørsel inden for Fællesskabet for samtlige køretøjer, og at ministeriet hvert år kontrollerede, at betingelserne for udstedelsen heraf var overholdt, herunder betingelsen vedrørende selskabets hjemsted og køretøjernes stationeringssted samt overholdelsen af de gældende tekniske og økonomiske forskrifter. Argumentet om, at udstedelsen af transporttilladelserne i Luxembourg er uden betydning, er ensbetydende med at hævde, at det luxembourgske transportministeriums handlemåde er i strid med fællesskabsretten, eftersom udstedelse af tilladelser til transportvirksomheder og disses adgang til markedet er harmoniseret på fællesskabsniveau.

43 Hoves SARL bestrider ikke, at det på intet tidspunkt har haft eget værksted i Luxembourg eller parkeringspladser til lastvognene. Det var imidlertid ikke efter selskabets opfattelse nødvendigt. Hvis dette havde været en betingelse for at drive transportvirksomhed, ville det luxembourgske transportministerium ikke have udstedt tilladelserne hertil.

44 Hvad angår betingelsen om køretøjets »sædvanlige stationeringssted« som kriterium for, om der skal betales afgift, bestrider Hoves SARL, at dette kan defineres som »det sted, hvor der træffes bestemmelse om køretøjets benyttelse«. Hvis det var tilfældet, kunne et hvilket som helst større transportselskab undgå at betale motorkøretøjsafgift ved at placere den afdeling, der træffer bestemmelse herom, i den medlemsstat, hvor afgiften er lavest. Såfremt man anvender det tilknytningskriterium, der er fastsat i den tyske lov, i den foreliggende sag, vil det berøre mange selskaber i Europa, da det tyske GmbH ikke blot administrerede anvendelsen af Hoves SARL's køretøjer, men også af køretøjer fra transportvirksomheder, der var etableret i Italien, Spanien og Portugal, men som det tyske GmbH ikke havde kapitalandele i.

45 Efter Hoves SARL's opfattelse bør hjemstedet for benyttelsen af et køretøj fastlægges på grundlag af objektive kriterier. Det henviser i så henseende til, at

- køretøjerne for størstedelens vedkommende blev benyttet til kørsel i udlandet

- hviletiden for lastvogne var mindst lige så lang i Luxembourg som i Tyskland

- registreringen og afgiftsopkrævningen for køretøjerne fandt sted i Luxembourg

- syn af køretøjerne blev foretaget i Luxembourg

- påfyldning af benzin skete overvejende i Luxembourg

- lastvognene var forsikret i Luxembourg, hvor også chaufførerne var registreret og forsikret

- der blev anvendt luxembourgske transportlicenser, som blev fornyet hvert år efter ansøgning

- den i Luxembourg gældende ordning for erhvervet og betingelserne for adgangen hertil blev overholdt

- Hoves SARL blev regelmæssigt kontrolleret og pålagt skat.

46 Såvel den franske regering som Finanzamt Borken har i henholdsvis sit skriftlige og mundtlige indlæg gjort gældende, at artikel 6 i forordning nr. 3118/93 ikke er til hinder for nationale retsforskrifter om opkrævning af motorkøretøjsafgift, selv om de medfører, at der opkræves afgift af køretøjer, som benyttes til godstransport, og som er registreret i en anden medlemsstat, hvor der er udstedt tilladelse til cabotagekørsel. Motorkøretøjsafgiften er ikke udtrykkeligt nævnt i denne bestemmelse, som gælder »med forbehold af anvendelse af fællesskabsforskrifterne«. Direktiv 93/89 indeholder bestemmelser om afgifter på visse køretøjer, der anvendes til vejgodstransport, men fristen for dette direktivs gennemførelse i medlemsstaternes nationale ret udløb først den 1. januar 1995. Indtil denne dato var forordning nr. 3118/93 som sådan ikke til hinder for, at medlemsstaternes ordning for motorkøretøjsafgifter blev bragt i anvendelse.

47 I sit mundtlige indlæg har Det Forenede Kongeriges regering gjort gældende, at hver medlemsstat er kompetent til at fastsætte betingelser for registrering og opkrævning af afgifter for køretøjer. Fællesskabsretten indeholder kun enkelte undtagelser herfra, herunder forordning nr. 3118/93. Det strider mod denne forordnings formål at kræve afgift af et køretøj for dets midlertidige benyttelse af vejene i en medlemsstat i medfør af en tilladelse til cabotagekørsel, da det netop er forordningens formål at muliggøre midlertidig transport i en anden medlemsstat.

48 Kommissionen har gjort gældende, at under hensyn til, at bestemmelserne i artikel 6 i forordning nr. 3118/93 er udtømmende og ikke omfatter motorkøretøjsafgift, er de til hinder for, at værtsmedlemsstaten opkræver en sådan afgift inden for den periode, hvor den tilladelse til cabotagekørsel, som er udstedt af etableringsmedlemsstaten, har gyldighed, uanset hvor det motorkøretøj, som anvendes til godstransport i den pågældende periode, har sit sædvanlige stationeringssted.

49 Kommissionen fremhæver, at Hoves SARL har fået udstedt tilladelser til cabotagekørsel af en gyldighed på to måneder, som blev udstedt successivt gennem flere år, men at lovligheden af de tilladelser til cabotagekørsel, som de luxembourgske myndigheder udstedte igennem disse år, ikke er omtvistet i sagen. Kommissionen henviser i så henseende til, at Forbundsrepublikken Tyskland som værtsmedlemsstat har mulighed for at efterprøve lovligheden af cabotagetransport og at pålægge sanktioner eller anmode etableringsmedlemsstaten om at intervenere, såfremt der er begået grove uregelmæssigheder. Der fremgår imidlertid ikke at være taget noget initiativ hertil over for de luxembourgske myndigheder.

Domstolens besvarelse

50 Ifølge EF-traktatens artikel 61 (efter ændring nu artikel 51 EF) er den frie udveksling af tjenesteydelser på transportområdet omfattet af bestemmelserne i afsnittet vedrørende transport.

51 EF-traktatens artikel 75 (efter ændring nu artikel 71 EF) bestemmer, at Rådet, med henblik på gennemførelsen af den fælles transportpolitik og under hensyntagen til transportspørgsmålenes særlige karakter, efter en bestemt fremgangsmåde bl.a. skal fastsætte de betingelser, under hvilke transportvirksomheder har adgang til at udføre interne transporter i en medlemsstat, hvor de ikke er hjemmehørende. Rådet har opfyldt denne forpligtelse med vedtagelsen af forordning nr. 4059/89 og nr. 3118/93, der begge er udstedt med hjemmel i traktatens artikel 75.

52 Denne frihed til at udføre interne transporter i en anden medlemsstat tilkommer ifølge artikel 1 i forordning nr. 3118/93 »[e]nhver transportvirksomhed, der udfører vejgodstransport for fremmed regning, og som er indehaver af en fællesskabstilladelse i henhold til forordning (EØF) nr. 881/92«. Ifølge sidstnævnte forordnings artikel 3, stk. 2, udstedes fællesskabstilladelse til »enhver transportvirksomhed, der udfører vejgodstransport for fremmed regning, og som [...] er etableret i en medlemsstat [...] i overensstemmelse med denne stats lovgivning«, når virksomheden i denne medlemsstat »i overensstemmelse med Fællesskabets og medlemsstatens retsforskrifter om adgang til transporterhvervet har ret til at udføre international vejgodstransport«.

53 Følgelig hører et selskab som Hoves SARL, der er lovligt stiftet i overensstemmelse med den luxembourgske lovgivning, og som har tilladelse i Storhertugdømmet Luxembourg til at udføre international vejgodstransport, til de virksomheder, som er omfattet af friheden til at udføre intern transport i en anden medlemsstat, forudsat selskabet har fået udstedt tilladelse til cabotagekørsel af de kompetente myndigheder i etableringsmedlemsstaten, dvs. i det konkrete tilfælde i hovedsagen af de luxembourgske myndigheder.

54 Som fastsat i artikel 6 i forordning nr. 3118/93 er udførelse af cabotagekørsel undergivet værtsmedlemsstatens love og administrative bestemmelser på en række områder. Ifølge denne bestemmelses ordlyd indeholder stk. 1, litra a)-e), en udtømmende opregning af de områder, for hvilke der hverken består en forpligtelse til at registrere køretøjet i værtsmedlemsstaten eller til at betale motorkøretøjsafgift dér.

55 Det må i denne henseende konstateres, at det vil være ensbetydende med, at selve friheden til udveksling af tjenesteydelser på cabotageområdet ikke længere vil bestå, hvis en transportvirksomhed forpligtes til at registrere køretøjet i værtsmedlemsstaten, idet udøvelsen af denne frihed, som det er fastsat i artikel 3, stk. 3, andet afsnit, i forordning nr. 3118/93, forudsætter, at motorkøretøjet er registreret i etableringsmedlemsstaten.

56 På samme måde vil en forpligtelse for en transportvirksomhed til at betale motorkøretøjsafgift i værtsmedlemsstaten, når virksomheden i forvejen har betalt en sådan afgift i etableringsmedlemsstaten, være i strid med formålet med forordning nr. 3118/93, som ifølge anden betragtning er at fjerne enhver restriktion over for den virksomhed, der udfører tjenesteydelsen, på grundlag af nationalitet eller som følge af, at virksomheden er etableret i en anden medlemsstat end den medlemsstat, hvor tjenesteydelsen skal udføres.

57 Det er i denne henseende uden betydning, at køretøjernes stationeringssted i den forstand, hvori dette udtryk anvendes i tysk retspraksis - som begrundelse for opkrævning af den tyske motorkøretøjsafgift - er beliggende i Tyskland, fordi det sted, hvor der træffes bestemmelse om køretøjets benyttelse, befinder sig i denne medlemsstat. Et selskab som Hoves SARL var nemlig berettiget til at samarbejde med et selskab, som er beliggende i en anden medlemsstat, og at overlade til dette selskab at træffe visse afgørelser om tilrettelæggelsen af transporterne, uden at det dermed ophørte med at være et selskab, som præsterede tjenesteydelser på cabotageområdet.

58 Under alle omstændigheder bestemmes det i artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 3118/93, at medlemsstaterne yder hinanden gensidig bistand med henblik på anvendelsen af forordningen. Hvis de tyske myndigheder var i tvivl om lovligheden af de tilladelser til cabotagekørsel, der var udstedt af de luxembourgske myndigheder, skulle de have forelagt dem dette spørgsmål, for at disse om nødvendigt kunne tage situationen op til fornyet vurdering. I deres egenskab af myndigheder i værtsmedlemsstaten var de tyske myndigheder imidlertid ikke berettiget til ikke at respektere de tilladelser til cabotagekørsel, der var udstedt af etableringsmedlemsstaten, eller at fastsætte en betingelse for cabotagekørsel, som ikke fremgår af forordning nr. 3118/93 (jf. i denne retning analogt dom af 10.2.2000, sag C-202/97, FTS, Sml. I, s. 883, præmis 51-56, og af 30.3.2000, sag C-178/97, Banks m.fl., Sml. I, s. 2005, præmis 38-43).

59 Herefter skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 6 i forordning nr. 3118/93 er til hinder for nationale retsforskrifter i en værtsmedlemsstat, som fører til, at denne opkræver afgifter for benyttelse af motorkøretøjer til godstransport med den begrundelse, at køretøjerne har deres sædvanlige stationeringssted på værtsmedlemsstatens område, selv om de er registreret i etableringsmedlemsstaten og anvendes i værtsmedlemsstaten til cabotagekørsel i overensstemmelse med tilladelser, der er lovligt udstedt af etableringsmedlemsstaten.

Andet spørgsmål

60 Med det andet spørgsmål ønsker den nationale ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 5 i direktiv 93/89 er til hinder for nationale retsforskrifter i en værtsmedlemsstat i den forstand, hvori udtrykket anvendes i artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 3118/93, som fører til, at denne opkræver afgifter for benyttelse af motorkøretøjer til godstransport med den begrundelse, at køretøjerne har deres sædvanlige stationeringssted på værtsmedlemsstatens område, selv om de er registreret i etableringsmedlemsstaten, hvor den i direktivets artikel 3, stk. 1, omhandlede afgift betales, og køretøjerne anvendes i værtsmedlemsstaten til cabotagekørsel i overensstemmelse med tilladelser, der er lovligt udstedt af etableringsmedlemsstaten.

Indlæg til Domstolen

61 Finanzamt Borken har fremhævet, at der er en forbindelse mellem retten for en medlemsstat til at kræve registrering af et køretøj og retten til at kræve betaling af afgiften for dette køretøj. Da der ikke findes nogen fællesskabsbestemmelse, som harmoniserer registreringen, kan to medlemsstater godt begge anse en registrering for nødvendig i en bestemt situation og derfor begge opkræve afgift. Artikel 5 i direktiv 93/89 er ikke til hinder herfor.

62 Den franske regering har henvist til formålet med direktiv 93/89, som ifølge direktivets første betragtning er, »at afgiftssystemerne harmoniseres«. Efter regeringens opfattelse er denne harmonisering udformet således, at registreringsmedlemsstaten har eneret til at opkræve motorkøretøjsafgift, mens de øvrige medlemsstater tilsvarende skal fritage herfor. I så henseende giver det efter regeringens opfattelse sig selv, at registreringsmedlemsstaten er det lovlige sted for registrering af køretøjerne.

63 Det Forenede Kongeriges regering har under den mundtlige forhandling anført, at den er enig i den franske regerings og Kommissionens opfattelse. Den foreslår, at det andet spørgsmål besvares med, at artikel 5 i direktiv 93/89 er til hinder for nationale retsforskrifter, hvorefter den i artikel 3, stk. 1, i direktiv 93/89 omhandlede afgift opkræves, såfremt et køretøj benyttes retsstridigt på offentlig vej, når den retsstridige brug defineres som en undladelse af registrering.

64 Kommissionen har fremhævet, at direktivet er baseret på, at der består en uadskillelig forbindelse mellem retten til opkrævning af afgift og registreringen, uden at direktivet dog griber ind i selve registreringen. Da kriterierne for registrering af køretøjer, som anvendes til godstransport, endnu ikke er harmoniseret, er konflikter vedrørende registreringen uundgåelige og bør løses. De gør det dog ikke i sig selv berettiget at bryde den uadskillelige forbindelse mellem retten til opkrævning af afgift og registreringen. De bør ikke medføre, at der i strid med gældende regler opkræves afgift af motorkøretøjer på andet grundlag end registreringen.

65 Kommissionen er derfor af den opfattelse, at motorkøretøjsafgiften i henhold til direktiv 93/89 er en følge af registreringen og ikke kan opkræves på andet grundlag. Som følge heraf foreslår Kommissionen, at spørgsmålet besvares med, at direktivets artikel 5 er til hinder for, at der i den periode, hvori køretøjet er registreret i en anden medlemsstat, anvendes en national retsforskrift, hvorefter opkrævningen af den i direktivets artikel 3 omhandlede afgift er knyttet til køretøjets retsstridige brug, dvs. at det benyttes på offentlig vej, uden at det er lovligt registreret i overensstemmelse med færdselslovgivningen.

Domstolens besvarelse

66 Tvisten i hovedsagen skyldes en positiv lovkonflikt om registrering af køretøjer og dermed om opkrævning af afgifter heraf. På den ene side er det et krav efter den luxembourgske lovgivning, at Hoves SARL's køretøjer registreres som følge af, at selskabet har hjemsted i Luxembourg, og på den anden side kræver den tyske lovgivning, at samme køretøjer registreres med den begrundelse, at deres sædvanlige stationeringssted befinder sig i Tyskland. Begge landes lovgivning kræver, at der svares motorkøretøjsafgift på grund af forbindelsen mellem registreringen af køretøjerne og opkrævningen af afgifter.

67 Det må konstateres, at direktiv 93/89 med henblik på at fjerne konkurrencefordrejninger mellem medlemsstaternes transportvirksomheder har harmoniseret de nationale afgiftsordninger for visse erhvervskøretøjer, hvis totalvægt med last overstiger et bestemt niveau.

68 Direktivet fastsætter de mindstesatser, som skal anvendes for afgifter af de pågældende køretøjer, og bestemmer, at disse kun kan opkræves af registreringsmedlemsstaten.

69 Det fremgår af opbygningen af direktiv 93/89, at det forudsættes i direktivet, at der kun findes én medlemsstat, hvor køretøjerne er registreret. Det bestemmes således i direktivets artikel 5, at afgifterne »kun« kan opkræves »på køretøjer, der er registreret i medlemsstaten selv«.

70 Direktiv 93/89 indeholder imidlertid ingen kollisionsnorm, hvorefter det kan fastslås, hvilken medlemsstat der er kompetent til at foretage registreringen.

71 Det må dog konstateres, at formålet med forordning nr. 3118/93, som er at fremme udviklingen af tjenesteydelser på cabotageområdet, sammenholdt med den harmonisering af afgifterne for visse erhvervskøretøjer, som er foretaget ved direktiv 93/89, ikke vil kunne opfyldes, såfremt værtsmedlemsstaten under henvisning til, at et køretøj omfattes af anvendelsesområdet for dens lovgivning om opkrævning af afgifter for køretøjer, kunne tvinge en transportvirksomhed, som benytter dette køretøj til cabotagekørsel i overensstemmelse med tilladelser, som er lovligt udstedt af etableringsmedlemsstaten, til at betale en af de i direktivets artikel 3, stk. 1, omhandlede afgifter for køretøjet, selv om der i forvejen er betalt en sådan afgift i etableringsmedlemsstaten.

72 Herefter skal det andet spørgsmål besvares med, at artikel 5 i direktiv 93/89 er til hinder for nationale retsforskrifter i en værtsmedlemsstat i den forstand, hvori udtrykket anvendes i artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 3118/93, som fører til, at denne opkræver afgifter for benyttelse af motorkøretøjer til godstransport med den begrundelse, at køretøjerne har deres sædvanlige stationeringssted på værtsmedlemsstatens område, selv om de er registreret i etableringsmedlemsstaten, hvor den i direktivets artikel 3, stk. 1, omhandlede afgift betales, og køretøjerne anvendes i værtsmedlemsstaten til cabotagekørsel i overensstemmelse med tilladelser, der er lovligt udstedt af etableringsmedlemsstaten.

Sagens omkostninger

73 De udgifter, der er afholdt af den franske regering, Det Forenede Kongeriges regering og af Kommissionen, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Finanzgericht Münster ved kendelse af 23. februar 2000, for ret:

1) Artikel 6 i Rådets forordning (EØF) nr. 3118/93 af 25. oktober 1993 om betingelserne for transportvirksomheders adgang til at udføre intern vejgodstransport i en medlemsstat, hvor de ikke er hjemmehørende, er til hinder for nationale retsforskrifter i en værtsmedlemsstat, som fører til, at denne opkræver afgifter for benyttelse af motorkøretøjer til godstransport med den begrundelse, at køretøjerne har deres sædvanlige stationeringssted på værtsmedlemsstatens område, selv om de er registreret i etableringsmedlemsstaten og anvendes i værtsmedlemsstaten til cabotagekørsel i overensstemmelse med tilladelser, der er lovligt udstedt af etableringsmedlemsstaten.

2) Artikel 5 i Rådets direktiv 93/89/EØF af 25. oktober 1993 om opkrævning i medlemsstaterne af afgifter på visse køretøjer, der anvendes til vejgodstransport, samt af vejafgifter og brugsafgifter for benyttelse af visse infrastrukturer, er til hinder for nationale retsforskrifter i en værtsmedlemsstat i den forstand, hvori udtrykket anvendes i artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 3118/93, som fører til, at denne opkræver afgifter for benyttelse af motorkøretøjer til godstransport med den begrundelse, at køretøjerne har deres sædvanlige stationeringssted på værtsmedlemsstatens område, selv om de er registreret i etableringsmedlemsstaten, hvor den i direktivets artikel 3, stk. 1, omhandlede afgift betales, og køretøjerne anvendes i værtsmedlemsstaten til cabotagekørsel i overensstemmelse med tilladelser, der er lovligt udstedt af etableringsmedlemsstaten.