(jf. præmis 25)

(jf. præmis 28 og 29)

(jf. præmis 30-32)

(jf. præmis 59 og 60)

(jf. præmis 101-106)

DOMSTOLENS DOM (Femte Afdeling)
2. oktober 2003(1)

»Appel – aftaler og samordnet praksis – europæiske producenter af stålbjælker«

I sag C-198/99 P,

Empresa Nacional Siderúrgica SA (Ensidesa), Avilés (Spanien), ved abogados S. Martínez Lage og J. Pérez-Bustamante Köster, og med valgt adresse i Luxembourg,

appellant,

angående appel af dom afsagt den 11. marts 1999 af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (Anden Udvidede Afdeling) i sag T-157/94, Ensidesa mod Kommissionen (Sml. II, s. 707), hvori der er nedlagt påstand om ophævelse af denne dom,

den anden part i appelsagen:

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved J. Currall og W. Wils, som befuldmægtigede, bistået af abogado J. Rivas de Andrés, og med valgt adresse i Luxembourg,

sagsøgt i første instans,

har

DOMSTOLEN (Femte Afdeling),,

sammensat af afdelingsformanden, M. Wathelet, og dommerne D.A.O. Edward, A. La Pergola, P. Jann (refererende dommer) og S. von Bahr,

generaladvokat: C. Stix-Hackl
justitssekretær: ekspeditionssekretær M.-F. Contet,

efter at parterne har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 31. januar 2002,,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 26. september 2002,

afsagt følgende

Dom

–

Principalt ophæves den appellerede dom, i det omfang den har pålagt appellanten en bøde på 3 350 000 EUR og i øvrigt har frifundet sagsøgte samt tilpligtet appellanten at bære sine egne omkostninger og betale tre fjerdedele af Kommissionens omkostninger.

–

Subsidiært ophæves den appellerede dom delvis i overensstemmelse med de i appelskriftet anførte anbringender, og den appellanten pålagte bøde nedsættes.

–

Under alle omstændigheder pålægges Kommissionen at betale omkostningerne i første instans og i appelsagen.

–

Appellen forkastes i det hele.

–

Appellanten tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1)

tilsidesættelse af fællesskabsretten, idet Retten ikke påtalte den manglende overholdelse af væsentlige formforskrifter ved vedtagelsen af den anfægtede beslutning

2)

tilsidesættelse af EKSF-traktatens artikel 65, stk. 1

3)

tilsidesættelse af fællesskabsretten, idet Retten undlod at annullere den anfægtede beslutnings artikel 1, uanset at denne bestemmelse ikke angiver varigheden af overtrædelsen vedrørende fastsættelse af priserne

4)

urigtig retlig bedømmelse af aftalen om opdeling af det franske marked

5)

ulovlig udøvelse af Rettens kontrolfunktion og tilsidesættelse af appellantens ret til kontradiktion

6)

tilsidesættelse af fællesskabsretten ved valget af den omsætning, der blev anvendt med henblik på beregningen af bøden, og ved omregningen af denne omsætning til ecu.

»122

Det fremgår i øvrigt af listen over tilstedeværende personer, der findes på s. 2 i mødereferatet, at ni medlemmer af Kommissionen var til stede under Kommissionens drøftelser vedrørende punkt XXV, nemlig: Delors, Sir Leon Brittan, Van Miert, Ruberti, Millan, Van den Broek, Flynn, Steichen og Paleokrassas. Kvorumbetingelsen i artikel 5 i [Kommissionens forretningsorden, således som den foreligger ved Kommissionens afgørelse 93/492/Euratom, EKSF, EØF af 17.2.1993 (EFT L 230, s. 15, herefter »forretningsordenen fra 1993«)], var således opfyldt. [Den anfægtede beslutning] kunne endvidere vedtages med tilslutning fra de ni medlemmer, der var til stede, i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 6.

123

Sagsøgernes anbringende hviler imidlertid på en liste over tilstedeværende personer, der findes på s. 40 i mødereferatet, og ifølge hvilken Budd og Santopinto, henholdsvis kabinetschef for Sir Leon Brittan og for Ruberti, samt Evans, medlem af Flynns kabinet, »var til stede under mødet i kommissionsmedlemmernes fravær«. Sagsøgerne udleder heraf, at i modsætning til hvad der anføres på s. 2 i mødereferatet, var Sir Leon Brittan, Ruberti og Flynn ikke til stede under vedtagelsen af [den anfægtede beslutning] som nævnt i punkt XXV.

124

Dette anbringende kan ikke tiltrædes. Det fremgår nemlig af selve ordlyden af listen på s. 2 i mødereferatet, at den har til formål at give en præcis fortegnelse over tilstedeværende eller fraværende medlemmer af Kommissionen under det omhandlede møde. Denne fortegnelse vedrører såvel mødet om morgenen som mødet om eftermiddagen og udgør således beviset for, at de nævnte medlemmer af Kommissionen var til stede under disse to møder, medmindre det udtrykkeligt anføres, at et medlem var fraværende under drøftelsen vedrørende et særligt punkt. Listen på s. 40 i mødereferatet har derimod ikke til formål at give en fortegnelse over de tilstedeværende medlemmer af Kommissionen, men vedrører udelukkende andre personer, der måtte være til stede, som f.eks. kabinetscheferne. Under disse omstændigheder kan de indirekte følgeslutninger, som sagsøgerne vil drage af den nævnte liste, ikke gøres gældende over for den udtrykkelige angivelse på s. 2 i mødereferatet af de medlemmer af Kommissionen, der var til stede eller fraværende.«

»143

Det skal først bemærkes, at artikel 16, stk. 1, i forretningsordenen fra 1993 ikke præciserede, på hvilken måde de på møderne vedtagne retsakter skulle »vedlægges« som bilag til referatet, til forskel fra – f.eks. – artikel 16 i Kommissionens forretningsorden, som affattet ved afgørelse 95/148/EF, Euratom, EKSF, af 8. marts 1995 (EFT L 97, s. 82), som bestemmer, at de pågældende retsakter skal vedlægges »som fast tilknyttet bilag« til referatet.

144

I nærværende sag blev mødereferatet modtaget af Retten vedlagt dokumenterne K(94)321/2 og K(94)321/3 på de forskellige autentiske sprog i det samme omslag og på samme måde, som Kommissionens repræsentanter har hævdet at have modtaget det fra Kommissionens Generalsekretariat efter Rettens anmodning af 11. marts 1998. Det må herefter formodes, at disse dokumenter blev »vedlagt« mødereferatet i den forstand, at de blev anbragt sammen med dette uden at være knyttet til det fysisk.

145

Formålet med artikel 16, stk. 1, i forretningsordenen fra 1993 er at sikre, at Kommissionen forskriftsmæssigt har vedtaget retsakten, således som den er blevet meddelt adressaten. I den foreliggende sag har sagsøgeren ikke påvist nogen indholdsmæssig forskel mellem den version af [den anfægtede beslutning], som blev meddelt selskabet, og den version, der ifølge Kommissionen blev »vedlagt« mødereferatet.

146

Under disse omstændigheder, og når henses til den gyldighedsformodning, der knytter sig til Fællesskabets retsakter (Rettens dom af 27.10.1994, sag T-35/92, John Deere mod Kommissionen, Sml. II, s. 957, præmis 31), har sagsøgeren ikke påvist, at dokumenterne K(94)321/2 og K(94)321/3 ikke blev »vedlagt« mødereferatet som omhandlet i artikel 16 i forretningsordenen fra 1993. Disse dokumenter må følgelig anses for bekræftet ved formandens og generalsekretærens underskrifter, der er anbragt på den første side af det nævnte referat.

147

For så vidt angår det forhold, at det for Retten fremlagte mødereferat selv er en fotokopi, som ikke er forsynet med formandens og generalsekretærens originale underskrifter, skal det bemærkes, at den første side af dette dokument er forsynet med stemplet »bekræftet genpart, generalsekretær Carlo Trojan«, og at dette stempel er forsynet med den originale underskrift fra Trojan, der er Kommissionens faste generalsekretær. Retten finder, at denne bekræftelse af genpartens overensstemmelse fra Kommissionens faste generalsekretær udgør et tilstrækkeligt bevis for, at den originale version af mødereferatet er forsynet med de originale underskrifter fra Kommissionens formand og generalsekretær.«

»395

Retten bemærker indledningsvis, at selv om det antages, at der efter den åbenbare kriseperiode fortsat kan have været en vis tvivl med hensyn til den reelle rækkevidde af traktatens artikel 65, stk. 1, eller med hensyn til Kommissionens opfattelse på dette punkt i betragtning af den uklare holdning, den havde haft indtil den 30. juni 1988 (jf. herom præmis 491-502 i den d.d. afsagte dom i sag T-141/94, Thyssen [Stahl] mod Kommissionen), kan denne omstændighed ikke ændre det forhold, at den adfærd, som sagsøgeren beskyldes for vedrørende tiden efter den nævnte dato, og navnlig efter den 1. januar 1989, udgør overtrædelser. Retten har allerede henvist til Domstolens praksis, hvorefter forbuddet i traktatens artikel 65, stk. 1, er strengt og betegnende for den ordning, der er indført ved traktaten (udtalelse 1/61 [af 13.12.1961, Sml. 1954-1964, s. 265, org.ref.: Rec. s. 505], på s. 519).

409

Det er rigtigt, at Kommissionen i den forbindelse forfulgte det generelle mål at opretholde ligevægten mellem udbuddet og efterspørgslen og følgelig stabilisere det generelle prisniveau, således at jern- og stålvirksomhederne på ny kunne blive rentable (jf. f.eks. det interne notat fra GD III af 24.10.1988 med henblik på mødet med industrien den 27.10.1988, erindringsnotatet fra GD III af 10.5.1989 med henblik på konsultationsmødet den 27.4.1989, erindringsnotatet fra GD III af 28.10.1989 vedrørende konsultationsmødet den 26.10.1989 og det interne notat fra GD III af 8.11.1989 vedrørende et møde med producenterne den 7.11.1989).

414

Det er rigtigt, at en lang række dokumenter vedrørende møderne mellem industrien og GD III omhandler prisprognoser.

415

Det er endvidere rigtigt, at det i det efterfølgende perspektiv fremgår af samtlige de dokumenter, der er fremlagt for Retten, at visse af de oplysninger, der blev givet til GD III vedrørende de fremtidige priser på stålbjælker, stammede fra de aftaler, der var indgået inden for [Eurofers udvalg ved navn »’Stålbjælkeudvalget« (herefter »Stålbjælkeudvalget«] (jf. navnlig referaterne af møderne i [Stålbjælkeudvalget] den 18.10.1988, den 10.1., 19.4., 6.6. og 11.7.1989, sammenholdt med referaterne og »speaking notes« vedrørende konsultationsmøderne den 27.10.1988, den 26.1., 27.4. og 27.7.1989).

416

Retten finder imidlertid, at tjenestemændene fra GD III på daværende tidspunkt ikke var i stand til blandt de mange oplysninger, som Eurofer forsynede dem med – og som navnlig vedrørte den almindelige situation på markedet, lagrene, indførslerne og udførslerne og tendenserne vedrørende efterspørgslen – at opdage, at oplysningerne vedrørende priser stammede fra aftaler mellem virksomhederne.«

»259

Det er rigtigt, at det anførte i [den anfægtede beslutnings] betragtning 227-237 ikke i sig selv indeholder forhold, der beviser den fulde varighed af overtrædelsen vedrørende prisfastsættelse inden for Stålbjælkeudvalget, der er lagt appellanten til last i beslutningens artikel 1, nemlig en periode på 24 måneder fra den 1. januar 1989 til den 31. december 1990. Det fremgår således ikke af denne del af beslutningen, at deltagerne i Stålbjælkeudvalgets møder havde indgået eller anvendt en aftale eller anvendte en samordnet praksis vedrørende prisfastsættelse i fjerde kvartal 1990.

260

Det fremgår imidlertid af [den anfægtede beslutnings] betragtning 118-121 og af de deri nævnte dokumenter, at Stålbjælkeudvalgets medlemmer – efter at de på mødet den 11. september 1990 såvel principielt som med henblik på gennemførelsen i praksis havde drøftet en mindre prisstigning, der »sandsynligvis anvendes fra den 1. januar« 1991 – fortsatte deres drøftelser på mødet den 9. oktober 1990, indtil de nåede til enighed om en prisforhøjelse i størrelsesordenen 20-30 DEM på de kontinentale markeder i første kvartal 1991 (jf. referatet fra det nævnte møde, dokumenterne nr. 346-354 i sagsakten). Endvidere anføres det i referatet fra mødet, at »for så vidt angår priserne havde niveauerne fra tredje kvartal 1990 trods visse vanskeligheder i nogle lande kunnet videreføres i fjerde kvartal med fuldstændig anvendelse af de nye forskelle«.

261

Når henses til de aftaler, der regelmæssigt blev indgået eller forlænget fra kvartal til kvartal, og til de former for praksis, der fandt gentagen anvendelse inden for Stålbjælkeudvalget indtil de første undersøgelser, som Kommissionen foretog i januar 1991, finder Retten, at disse dokumenter udgør beviset for, at den ulovlige samordning af priserne, og navnlig forlængelsen af de tidligere indgåede aftaler, fortsatte i fjerde kvartal 1990.

262

Mere generelt finder Retten, at de aftaler og former for samordnet praksis vedrørende prisfastsættelsen, der foreholdes sagsøgeren, på grundlag af de faktiske konstateringer i [den anfægtede beslutnings] betragtning 95-121 og 227-237 indgår som et led i de regelmæssige møder og permanente kontakter mellem producenterne, der var anledningen til et løbende samarbejde mellem dem inden for Stålbjælkeudvalget.

263

Det er følgelig med rette, at Kommissionen i [den anfægtede beslutnings] betragtning 221 fastslog, at parterne gennemførte en konstant koordinering, hvis formål navnlig var at forhøje og harmonisere priserne i EKSF’s forskellige medlemsstater, og i beslutningens betragtning 242 bemærkede, at ansvaret for de i beslutningen beskrevne aftaler og former for samordnet praksis vedrørende prisfastsættelse inden for Stålbjælkeudvalget ligger hos alle virksomhederne for så vidt angår det tidsrum, i hvilket de hver især deltog i møderne og det dermed forbundne samarbejde, dvs. for sagsøgerens vedkommende, når henses til den særlige situation for de spanske producenter (jf. beslutningens betragtning 313), en periode på 24 måneder fra den 1. januar 1989 til den 31. december 1990.«

»296

Når henses til disse samstemmende omstændigheder, der har sammenhæng med møderne i Stålbjælkeudvalget, hvormed et af hovedformålene var at stabilisere omfanget af importleverancerne med henvisning til de sædvanlige leveringsmønstre (jf. nedenfor), finder Retten, at Kommissionen i [den anfægtede beslutnings] betragtning 260 med rette kunne konkludere, at sagsøgeren, uden at have deltaget aktivt i »udformningen af ordningen«, fulgte denne, og at det derfor med føje kunne lægges til grund, at virksomheden havde deltaget i den pågældende overtrædelse.

297

Eftersom det er fastslået, at formålet med den omhandlede aftale var at stabilisere deltagernes leverancer på et niveau svarende til deres sædvanlige leveringsmønstre, kan den omstændighed, at de mængder, som sagsøgeren eksporterede til det franske marked i fjerde kvartal, i vidt omfang svarede til dem, som virksomheden havde eksporteret i det første og det andet kvartal, ikke fortolkes som bevis for, at virksomheden ikke deltog i den nævnte aftale, og heller ikke som et forhold, der berettiger en anvendelse på omstændighederne i den foreliggende sag af de principper, som Domstolen fastslog i [dom af 28.3.1984, forenede sager 29/83 og 30/83], CRAM og Rheinzink mod Kommissionen [Sml. s. 1679].«

På grundlag af disse præmisser

DOMSTOLEN (Femte Afdeling)