Conclusions
FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
CHRISTINE STIX-HACKL
fremsat den 26. september 2002(1)
Sag C-198/99 P
Empresa Nacional Siderúrgica SA (Ensidesa)
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
»Appel – konkurrence – EKSF-traktatens artikel 65, stk. 1 – normal konkurrence – Kommissionens beslutningsprocedure – bøde i ecu – referenceår for omsætningen«
Indhold
| II ─ Påstande og appelanbringender |
|
|
| Sammenfatning af appelanbringenderne og deres led efter retlige tyngdepunkter |
|
|
| III ─ Undersøgelse af sagen |
|
|
| 1. Spørgsmålet om kvorum, da Kommissionen vedtog beslutningen |
|
|
| 2. Spørgsmålet om overensstemmelsen mellem indholdet af den vedtagne beslutning og indholdet af den meddelte beslutning |
|
|
| 3. Spørgsmålet, om Kommissionens beslutning blev forskriftsmæssigt bekræftet |
|
|
|
|
Appelanbringenderne om, at der foreligger en retlig fejl ved bedømmelsen af beslutningens materielle lovlighed |
|
|
1. Omvekslingen af bøden i ecu efter vekselkursen i det sidste år for overtrædelserne |
|
|
2. Beregningen af bøden på grundlag af omsætningen i det sidste år i overtrædelsesperioden |
| IV ─ Forslag til afgørelse |
|
|
I – Indledning
1.
Den foreliggende sag drejer sig om en prøvelse af dom afsagt den 11. marts 1999 af Retten i Første Instans (Anden Udvidede
Afdeling i sagen Ensidesa mod Kommissionen
(2)
(herefter »den appellerede dom«).
2.
Vedrørende forhistorien angående forbindelserne mellem jern- og stålindustrien og Kommissionen i årene 1970-1990, navnlig
vedrørende bestemmelserne om den åbenbare krisetilstand og vedrørende Kommissionens beslutning nr. 2448/88/EKSF af 19. juli
1988 om indførelse af en overvågningsordning for visse produkter for virksomhederne i jern- og stålindustrien
(3)
, henvises til den appellerede dom. Overvågningsordningen på grundlag af den nævnte beslutning udløb den 30. juni 1990 og
blev erstattet med et informationssystem på individuel og frivillig basis
(4)
.
3.
Den 16. februar 1994 vedtog Kommissionen over for 17 europæiske stålvirksomheder og en af deres faglige organisationer beslutning
94/215/EKSF [...] om en procedure i henhold til EKSF-traktatens artikel 65 vedrørende aftaler og forskellige former for samordnet
praksis mellem europæiske producenter af stålbjælker
(5)
(herefter »beslutningen«). Adressaterne for beslutningen havde ifølge Kommissionen handlet i strid med konkurrencereglerne
i Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, idet de på en måde, der begrænsede konkurrencen, havde indført informationsudvekslingsordninger
samt foretaget fastsættelse af priser og opdeling af markeder. Kommissionen pålagde 14 af disse virksomheder bøder. Med hensyn
til Empresa Nacional Siderúrgica SA (Ensidesa) (herefter »appellanten«) fastsatte Kommissionen en bøde på 4 000 000 ECU.
4.
En række af de berørte virksomheder, heriblandt appellanten, samt den faglige organisation anfægtede beslutningen ved et søgsmål
ved Retten. Konklusionen herpå blev, at Retten nedsatte bøden til 3 350 000 EUR og i øvrigt frifandt Kommissionen.
5.
Appellanten har ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 26. maj 1999 iværksat appel af denne dom.
II – Påstande og appelanbringender
6.
Appellanten har under appellen nedlagt følgende påstande:
- 1)
- Den appellerede dom ophæves, for så vidt som den pålægger appellanten en bøde på 3 350 000 EUR, i øvrigt frifinder Kommissionen,
og pålægger appellanten at bære sine egne sagsomkostninger og at betale tre fjerdedele af Kommissionens omkostninger. Subsidiært
ophæves den appellerede dom delvis på grundlag af de anbringender, der anføres i nærværende appelskrift, og bøden, der er
pålagt virksomheden, nedsættes.
- 2)
- I begge tilfælde tilpligtes Kommissionen at betale sagsomkostningerne i første instans og i appelsagen.
Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
- 1)
- Appellen forkastes.
- 2)
- Appellanten tilpligtes at betale sagens omkostninger.
7.
Som det fremgår af appelskriftet, gør appellanten følgende
appelanbringender gældende:
Første appelanbringende
»Tilsidesættelse af fællesskabsretten som følge af en urigtig retlig bedømmelse af de tilsidesættelser af væsentlige formforskrifter,
der blev begået i forbindelse med vedtagelsen af Kommissionens beslutning.«
Andet appelanbringende
»Tilsidesættelse af fællesskabsretten som følge af en urigtig retlig bedømmelse af de former for adfærd, som appellanten beskyldes
for med henblik på EKSF-traktatens artikel 65, stk. 1.«
Tredje appelanbringende
»Tilsidesættelse af fællesskabsretten, idet Retten i Første Instans ikke annullerede beslutningens artikel 1 med den begrundelse,
at denne ikke angiver varigheden af overtrædelsen vedrørende fastsættelse af priserne.«
Fjerde appelanbringende
»Tilsidesættelse af fællesskabsretten som følge af en urigtig retlig bedømmelse af aftalen om opdeling af det franske marked.«
Femte appelanbringende
»Tilsidesættelse af fællesskabsretten, idet Retten i Første Instans ikke udøvede sin kontrolfunktion forskriftsmæssigt, og
idet der blev gjort indgreb i Ensidesas ret til kontradiktion.«
Sjette appelanbringende
»Tilsidesættelse af fællesskabsretten, idet omvekslingen af omsætningen til ecu blev stadfæstet, og idet der blev taget hensyn
til den omsætning, som blev opnået i det sidste år i overtrædelsesperioden.«
Sammenfatning af appelanbringenderne og deres led efter retlige tyngdepunkter
8.
Det fremgår af det, der fremføres vedrørende de enkelte appelanbringender og deres led, at appellanten gør gældende, at der
foreligger en række tilsidesættelser af EKSF-traktaten. Sammenfattet efter retlige tyngdepunkter er det appellantens opfattelse,
at Retten i den appellerede dom har tilsidesat
fællesskabsretten , idet den
- –
- retligt fejlagtigt har antaget, at beslutningen er formelt lovlig , selv om beslutningen ikke blev vedtaget forskriftsmæssigt ( første appelanbringende)
- –
- overskred sine beføjelser vedrørende prøvelse, således som de er hjemlet i EKSF-traktatens artikel 33, stk. 1 ( femte appelanbringende)
- –
- retligt fejlagtig antog, at beslutningen er materielt lovlig , selv om
de i beslutningen påtalte former for adfærd ikke kunne have nogen skadelige virkninger for »den normale konkurrence« i betydningen
i EKSF-traktatens artikel 65 ( andet appelanbringende)
beslutningen ikke er tilstrækkeligt begrundet for så vidt angår varigheden af prisaftalerne ( tredje appelanbringende)
begrundelsen vedrørende opdelingen af det franske marked er behæftet med en retlig fejl ( fjerde appelanbringende)
- –
- har begået en retlig fejl ved bedømmelsen af bøden ( sjette appelanbringende).
9.
Den følgende undersøgelse er tilrettelagt efter denne sammenfatning. De af appellanten fremførte appelanbringender, de led
og argumenter, der indgår heri, samt Kommissionens argumentation henføres under disse enkelte punkter.
10.
Appelanbringenderne i denne sag svarer indholdsmæssigt delvis til de appelanbringender, eller til visse led af de appelanbringender,
som er fremført i sag C-194/99 P (Thyssen Stahl mod Kommissionen)
(6)
. Jeg fremsætter i dag også forslag til afgørelse i den nævnte sag. I det omfang argumentationen er indholdsmæssigt overensstemmende,
henviser jeg i nærværende forslag til afgørelse til de bedømmelser, jeg har foretaget i forslaget til afgørelse i sag C-194/99 P.
III – Undersøgelse af sagen
A –
Appelanbringendet om, at der foreligger en retlig fejl ved bedømmelsen af beslutningens formelle lovlighed første appelanbringende)
11.
Det første appelanbringende omfatter tre led. Med det første led kritiserer appellanten Rettens antagelse om, at det fornødne quorum
forelå, da Kommissionen traf afgørelse om beslutningen. Det andet og det tredje led vedrører et anbringende om, at det ikke
blev erkendt, at formforskrifterne vedrørende bekræftelse af beslutningen blev tilsidesat, og et anbringende om manglende
overensstemmelse mellem den vedtagne og den meddelte version af beslutningen.
1. Spørgsmålet om quorum, da Kommissionen vedtog beslutningen
Parternes argumenter
12.
Med det første led af det første appelanbringende gør
appellanten gældende, at Retten har fejlfortolket referatet af mødet i kommissærkollegiet den 16. februar 1994, hvorunder beslutningen
blev vedtaget. Således formoder Retten – uden at tage hensyn til alle de beviser, appellanten har gjort gældende, og idet
den bygger på en åbenbart usammenhængende fortolkning af det pågældende mødereferat – at beslutningen blev vedtaget af det
foreskrevne quorum blandt Kommissionens medlemmer.
13.
Det anføres således i den appellerede dom, at det »fremgår« af s. 2 i referatet af Kommissionens ovennævnte møde den 16. februar
1994, at ni medlemmer var til stede under Kommissionens drøftelse, selv om det fremgår af s. 40 i referatet af dette møde,
at to kabinetschefer og et medlem af kabinettet for andre kommissærer havde deltaget i mødet »i kommissionsmedlemmernes fravær«,
hvilket betyder, at tre kommissærer var fraværende på tidspunktet for vedtagelsen af beslutningen om eftermiddagen.
14.
Appellanten har endvidere anført, at Retten afslog at imødekomme virksomhedens begæring om bevisoptagelse med henblik på,
at det ved hjælp af en undersøgelse af kommissærernes mødekalendere kunne påvises, hvilke kommissærer faktisk var til stede
på det møde, hvorunder beslutningen blev vedtaget. Dermed har Retten gjort indgreb i den ret, der tilkommer appellanten i
medfør af artikel 24 i EKSF-statutten for Domstolen til at kunne sikre sig, at der er fulgt en lovlig procedure i forbindelse
med vedtagelsen af beslutningen, en ret som Domstolen
(7)
udtrykkeligt har fastslået.
15.
Ifølge appellanten følger det heraf, at Domstolen herefter i overensstemmelse med artikel 24 i EKSF-statutten for Domstolen
skal anmode Kommissionen om at fremlægge mødekalenderne og andre lignende dokumenter vedrørende Kommissionens medlemmer.
16.
Kommissionen finder for det første, at anbringendet skal afvises, da det alene tilkommer Retten at vurdere de faktiske omstændigheder
og den værdi, der skal tillægges de beviser, der forelægges for den.
17.
Anmodningen om fremlæggelse af mødekalenderne må ifølge Kommissionen ligeledes afvises, da der ikke er tale om en foranstaltning,
der kan begæres anvendt under en appel. Kommissionen bemærker herved nærmere, at artikel 118 i Domstolens procesreglement,
der udtrykkeligt vedrører appelsager, henviser til samme procesreglements artikel 43, 44, 55-90, 93, 95-100 og 102, men at
den klart undtager artikel 45-54, som vedrører kapitlet om bevisoptagelse.
18.
Såfremt Domstolen optager dette anbringende til behandling, gør Kommissionen gældende, at det er ubegrundet. Ifølge Kommissionen
har Retten således med rette taget hensyn til fortegnelsen på mødereferatets s. 2, hvis formål er at give en nøjagtig oversigt
over de kommissionsmedlemmer, der var til stede eller fraværende under det pågældende møde. I øvrigt finder Kommissionen,
at appellanten fortolker mødereferatets side 40 forkert. Den bemærker, således som Retten har påpeget, at det ikke fremgår
af angivelserne det nævnte sted, at de tre pågældende kommissionsmedlemmer var fraværende på tidspunktet for drøftelsen af
punkt XXV.
Bedømmelse
19.
Da klagepunkterne i det væsentlige svarer til de anbringender, som appellanten Thyssen Stahl har fremført i sag C-194/99 P,
henviser jeg vedrørende begrundelsen for, at det første led af det
første appelanbringende må afvises, til punkt 52 ff. i det forslag til afgørelse, som jeg i dag fremsætter i den ovennævnte sag.
Denne begrundelse gælder tilsvarende.
20.
Det første led af det
første appelanbringende, hvormed Retten kritiseres for at have antaget, at der forelå det fornødne quorum, da Kommissionen traf
afgørelse om beslutningen, må følgelig
afvises
(8)
.
2. Spørgsmålet om overensstemmelsen mellem indholdet af den vedtagne beslutning og indholdet af den meddelte beslutning
Parternes argumenter
21.
Med det andet led af det første appelanbringende kritiserer
appellanten den appellerede doms præmis 135 og påtaler, at Retten med urette fastslog, at der var overensstemmelse mellem den vedtagne
version af beslutningen og den meddelte version.
22.
Appellanten har anført, at idet Retten fandt, at teksten til den meddelte beslutning ikke nødvendigvis skal være sammenfaldende
med teksten til den vedtagne beslutning, foretog den en urigtig anvendelse af den retspraksis
(9)
, som den selv nævner, og ifølge hvilken den manglende formelle overensstemmelse mellem den vedtagne beslutning og den beslutning,
der er meddelt parterne, må medføre, at den sidstnævnte annulleres.
23.
Ifølge
Kommissionen må dette appelanbringende afvises, fordi Retten vedrørende dette punkt blot fastslog sagens faktiske omstændigheder og bemærkede,
at den ikke havde konstateret nogen indholdsmæssig forskel mellem beslutningens forskellige versioner.
24.
Den finder i øvrigt, at dette anbringende er retligt ugrundet, og at det skyldes en urigtig fortolkning af den appellerede
doms præmis 135. Kommissionen gør gældende, at Retten således ikke hævdede, at Kommissionen kunne meddele parterne en tekst,
der ikke svarede til den vedtagne tekst, men at omstændigheder såsom en usammenhængende paginering eller forskellige skrifttyper
ikke påvirkede disse dokumenters formelle og intellektuelle bestanddele.
Bedømmelse
25.
Den appellerede doms præmis 135, som appellanten kritiserer, vedrører den påståede manglende overensstemmelse mellem den version
af beslutningen, der forelå for Kommissionen, da beslutningen blev vedtaget, og den version af beslutningen, der blev meddelt
appellanten.
26.
Den rent indholdsmæssige overensstemmelse mellem den beslutningsversion, der blev meddelt appellanten, og den version, som
forelå for Kommissionen, da beslutningen blev vedtaget, er en faktisk konstatering og ikke et retsspørgsmål.
27.
Det andet led af det
første appelanbringende, hvorefter der angiveligt fejlagtigt blev konstateret at være overensstemmelse mellem den meddelte og den
vedtagne version af beslutningen, må følgelig
afvises .
3. Spørgsmålet, om Kommissionens beslutning blev forskriftsmæssigt bekræftet
Parternes argumenter
28.
Med det tredje led af det første appelanbringende kritiserer
appellanten den appellerede doms præmis 143-147, der vedrører overholdelsen af artikel 16, stk. 1, i Kommissionens forretningsorden af
17. februar 1993
(10)
, som dengang var gældende. Ifølge appellanten har Retten ved at anse den af Kommissionen fulgte fremgangsmåde for korrekt
sat sig ud over det indhold, der må tillægges artikel 16, stk. 1, i Kommissionens forretningsorden, og hvorefter de vedtagne
retsakter skal vedlægges referatet af det møde, hvorunder de blev vedtaget.
29.
Appellanten finder i øvrigt, at Retten i den appellerede doms præmis 147 ikke foretog en korrekt bevisbedømmelse med hensyn
til spørgsmålet om, hvorvidt teksten til den beslutning, der blev meddelt parterne, var blevet bekræftet af Kommissionens
formand og generalsekretær.
30.
Ifølge
Kommissionen må dette dobbelte argument afvises, da appellanten kritiserer fastlæggelsen af de faktiske omstændigheder eller bevisbedømmelsen,
hvilket henhører under Rettens enekompetence.
31.
Den anser i øvrigt dette anbringende for ugrundet. Den finder, at der ligeledes må tages hensyn til den appellerede doms præmis
145 og 146, og bemærker, at appellanten ikke har fremlagt noget indicium for, at der er nogen indholdsmæssig forskel mellem
beslutningens versioner.
32.
Vedrørende den appellerede doms præmis 147 bemærker Kommissionen, at artikel 16, stk. 1, i Kommissionens forretningsorden
ikke kræver, at beslutningen, der er meddelt parterne, skal bekræftes, men alene påbyder bekræftelse af den i mødereferatet
nævnte version.
Bedømmelse
33.
Da klagepunkterne i det væsentlige svarer til de anbringender, som appellanten Thyssen Stahl har fremført i sag C-194/99 P,
henviser jeg vedrørende begrundelsen for, at det tredje led af det
første appelanbringende må afvises, til punkt 66 ff. i forslaget til afgørelse, som jeg i dag fremsætter i den ovennævnte sag. Denne
begrundelse gælder tilsvarende.
34.
Det tredje led af det
første appelanbringende, ifølge hvilket det angiveligt blev overset, at Kommissionens beslutning ikke blev forskriftsmæssigt bekræftet,
må følgelig
afvises .
B –
Appelanbringendet om, at Retten har overskredet sin kompetence (femte appelanbringende)
Parternes argumenter
35.
Appellanten kritiserer den appellerede doms præmis 322 ff., hvori Retten undersøger spørgsmålet om den selvstændige karakter af den overtrædelse
af konkurrencereglerne, der udgøres af informationsudvekslingsordningen inden for Stålbjælkeudvalget.
36.
Appellanten henviser til, at Kommissionen i sit svar på et skriftligt spørgsmål fra Retten gjorde gældende, at informationsudvekslingsordningen,
som blev foreholdt virksomheden, ikke udgjorde en selvstændig overtrædelse af EKSF-traktatens artikel 65, stk. 1, men at den
var en del af mere omfattende overtrædelser. Appellanten bemærker, at Kommissionen under den mundtlige forhandling endvidere
udtrykkeligt udtalte, at Domstolens praksis vedrørende traktorer
(11)
efter dens opfattelse ikke var anvendelig på den omtvistede informationsudvekslingsordning.
37.
Appellanten har derefter anført, at i den appellerede doms præmis 339 konkluderede Retten alligevel, at informationsudvekslingsordningen
i beslutningen blev betragtet som en selvstændig overtrædelse, og at de argumenter, som Kommissionen havde fremført i sit
svar af 19. januar 1998 og under den mundtlige forhandling, følgelig måtte afvises, for så vidt som de tilsigtede at ændre
denne retlige bedømmelse.
38.
Efter appellantens opfattelse er Kommissionens beslutning blevet omformuleret i den appellerede dom, og dens indhold er dermed
blevet ændret, idet beslutningen er blevet tillagt en konklusion, som den ikke indeholder. Efter appellantens opfattelse har
Retten dermed og i strid med dens egne betragtninger i »planglas-dommen«
(12)
begået en fejl ved udøvelsen af dens opgave, som består i at efterprøve lovligheden af en retsakt, hvorved der pålægges sanktioner.
Ifølge appellanten burde Retten have annulleret den bøde, der med urette var pålagt for en selvstændig overtrædelse – en overtrædelse,
der ifølge Kommissionens egne forklaringer faktisk ikke havde foreligget.
39.
Ifølge
Kommissionen må dette anbringende afvises, da det for første gang er gjort gældende for Domstolen, og da det er forskelligt fra den søgsmålsgrund,
der blev påberåbt i første instans.
40.
Kommissionen anser i øvrigt anbringendet for ugrundet. Efter dens opfattelse har Retten på ingen måde omformuleret og ændret
beslutningens indhold, men her derimod blot forkastet de af Kommissionen fremførte forklaringer i dennes skriftlige indlæg
og under den mundtlige forhandling.
Bedømmelse
41.
Da klagepunkterne i det væsentlige svarer til de anbringender, som appellanten Thyssen Stahl har fremført i sag C-194/99 P,
henviser jeg vedrørende begrundelsen for, at det
femte appelanbringende må forkastes som ugrundet, til punkt 89 ff. i det forslag til afgørelse, som jeg i dag fremsætter i den
ovennævnte sag. Denne begrundelse gælder tilsvarende.
42.
Det
femte appelanbringende, hvormed Retten kritiseres for at have overskredet sine beføjelser og dermed tilsidesat EKSF-traktatens
artikel 33, stk. 1, må følgelig forkastes som
ugrundet .
C –
Appelanbringenderne om, at der foreligger en retlig fejl ved bedømmelsen af beslutningens materielle lovlighed
1. Fortolkningen af begreberne »samordnet praksis« og »den normale konkurrence« i EKSF-traktatens artikel 65’s forstand (
andet appelanbringende)
Parternes argumenter
43.
Appellanten kritiserer den appellerede doms præmis 215 ff. og påtaler, at Retten har fortolket begreberne »aftale« og »samordnet praksis«
i EKSF-traktatens artikel 65 i sammenhæng med aftalerne vedrørende priserne på samme måde som de tilsvarende begreber i EF-traktatens
artikel 85 (nu artikel 81 EF), uden at tage hensyn til, at de faktiske omstændigheder, der omhandles i beslutningen, burde
være bedømt i henhold til EKSF-traktatens artikel 46 ff., 60 og 65.
44.
Ifølge appellanten svarer »den normale konkurrence«, der omhandles i EKSF-traktaten, ikke til den konkurrence, der beskyttes
i EF-traktaten, men er en ufuldstændig konkurrence på et oligopolistisk marked.
45.
Appellanten gør gældende, at EKSF-traktatens artikel 60 indfører et element af samordning mellem virksomhederne, idet den
fører til en så godt som automatisk tilpasning til de offentliggjorte priser. Det er følgelig med urette, at Retten bedømte
de former for adfærd, der var lagt appellanten til last, i forhold til EKSF-traktatens artikel 65, stk. 1, uden at tage hensyn
til artikel 60.
46.
Ifølge appellanten begik Retten endvidere en retlig fejl i den appellerede doms præmis 230 med antagelsen om, at det ikke
påhvilede Kommissionen at påvise den skadelige virkning for konkurrencen af de påtalte former for adfærd. Denne opfattelse
står efter appellantens opfattelse i modstrid med, hvad Kommissionen selv har anført i beslutningens betragtning 222, hvorefter
disse former for adfærd havde en ikke ubetydelig virkning for konkurrencen.
47.
Appellanten anser endvidere den appellerede doms begrundelse for selvmodsigende, når henses til, at det i dommens præmis 517
anføres, at »Kommissionen [...] har overvurderet de økonomiske virkninger af de aftaler om fastsættelse af priser, som er
konstateret i nærværende sag, i forhold til den konkurrence, der ville have været uden sådanne overtrædelser, når henses til
den gunstige økonomiske konjunktur og til virksomhedernes vide adgang til at føre almindelige drøftelser indbyrdes og med
GD III [...]«.
48.
Appellanten kritiserer dernæst den appellerede doms præmis 404 ff. Ifølge appellanten kom Retten i den appellerede doms præmis
416, efter at den havde undersøgt forskellige beviser, til den konklusion, at tjenestemændene i GD III »ikke var i stand til
at opdage, at [...] prisoplysningerne fremkom som resultat af aftaler mellem virksomhederne«.
49.
Appellanten finder, at Rettens argumentation indebærer en klar forvanskning af de skriftlige beviser og af vidneerklæringerne
med hensyn til den viden, som GD III havde om udvekslingen af prisoplysninger. Appellanten gør gældende, at Retten på grundlag
af denne argumentation kunne afvise de fremlagte beviser og konkludere, at virksomhederne ikke havde påvist GD III’s deltagelse
eller i det mindste ikke, hvilken præcis viden Kommissionen havde om indholdet af møderne.
50.
Kommissionen har for det første anført, at appellanten med dette appelanbringende blot gentager de anbringender, der blev fremført for
Retten, og at det følgelig skal afvises.
51.
Selv om dette appelanbringende kan realitetsbehandles, må det dog efter Kommissionens opfattelse forkastes som ubegrundet,
da der ikke foreligger nogen retlig fejl ved Rettens begrundelse i præmis 238 ff. og 245 ff. Kommissionen gør navnlig gældende,
at de former for adfærd, som appellanten beskyldes for, og som vedrører fastsættelse af priser og markedsandele, udgør »aftaler«
og »samordnet praksis« i EKSF-traktatens artikel 65’s forstand. Disse former for adfærd nævnes ikke i EKSF-traktatens artikel
60, og EKSF-traktatens artikel 65 ville blive uden enhver virkning, hvis de blev anset for lovlige.
52.
Vedrørende virkningerne for konkurrencen er det Kommissionens opfattelse, at eftersom EKSF-traktatens artikel 65 forbyder
enhver aftale eller samordnet praksis, »som har til formål [...] at hindre, begrænse eller fordreje den normale konkurrence
[...]«, antog Retten med føje, at det ikke var nødvendigt at påvise, at det påtalte kartel havde haft skadelige virkninger
for konkurrencen.
53.
Kommissionen har anført, at dette anbringende under alle omstændigheder i øvrigt må afvises, for så vidt som det hermed gøres
gældende, at GD III var bekendt med de former for adfærd, der senere blev påtalt. Ifølge Kommissionen er der nemlig her tale
om en ren kritik af bedømmelsen af beviserne og ikke om et argument, der skal godtgøre, at beviserne er urigtigt gengivet.
Den finder herefter, at appellanten ikke påviser, hvad den påståede forkerte gengivelse af beviserne konkret består i, selv
om det påhviler appellanten at godtgøre, hvor og hvordan Retten har begået en fejl ved bedømmelsen af beviserne.
Bedømmelse
54.
Det fremgår af appellantens argumenter, at det
andet appelanbringende, som vedrører Rettens fortolkning af begreberne »aftaler [...] og [...] samordnet praksis« og »den normale
konkurrence«, omfatter to led, der ses at indeholde følgende klagepunkter:
- –
- Retten tog ikke højde for de lovlige forstyrrelser, der indgår i »den normale konkurrence«, eller undlod at anerkende dem
som sådanne.
- –
- Retten så bort fra den omstændighed, at »aftaler« og »samordnet praksis« kun kan udgøre en tilsidesættelse af EKSF-traktatens
konkurrenceregler, såfremt der er konstateret virkninger på markedet, hvilket Retten imidlertid ikke efterprøvede.
55.
Det fremgår af det første led af det
andet appelanbringende, at appellanten er af den opfattelse, at de lovlige forstyrrelser, som hævdes at indgå i begrebet »den normale
konkurrence«, omfatter EKSF-markedernes oligopolistiske struktur, der er forudsat i EKSF-traktaten, offentliggørelserne af
prislisterne i henhold til EKSF-traktatens artikel 60 og de oplysninger, som GD III med hjemmel i EKSF-traktatens artikel
47 var i besiddelse af, samt dette Generaldirektorats adfærd.
56.
Da disse klagepunkter i det væsentlige svarer til de anbringender, som appellanten Thyssen Stahl har fremført i sag C-194/99 P,
henviser jeg vedrørende begrundelsen for, at det første led af det
andet appelanbringende må forkastes som ugrundet, til punkt 135 ff. i forslaget til afgørelse, som jeg i dag fremsætter i den ovennævnte
sag. Denne begrundelse gælder tilsvarende.
57.
Med det andet led af det
andet appelanbringende gør appellanten gældende, at »aftaler« og »samordnet praksis« i EKSF-traktatens artikel 65, stk. 1 – i modsætning
til de parallelle begreber (»aftaler« og »samordnet praksis«) i EF-traktatens artikel 85 – også skal bevises at have skadelige
virkninger på markedet, selv om formålet med de påtalte aftaler og former for samordnet praksis er at fremkalde en konkurrencebegrænsende
virkning på markedet.
58.
Hovedpunktet i appellantens argumentation er virksomhedens opfattelse af det angivelige omfang af de lovlige forstyrrelser,
der indgår i »den normale konkurrence«, hvilket argument – således som jeg har påvist – må afvises ud fra principielle overvejelser.
Da begrundelsen i den appellerede doms præmis 230 i øvrigt er i overensstemmelse med Domstolens faste praksis vedrørende EF-traktatens
artikel 85
(13)
, og da det ikke ses, hvorfor denne retspraksis ikke skulle kunne overføres på EKSF-traktatens artikel 65, stk. 1, må appellantens
anbringender vedrørende dette punkt følgelig også forkastes som ugrundede.
59.
Hvad endelig angår den angivelige modstrid med den appellerede doms præmis 517 skal det bemærkes, at appellanten sammenligner
den appellerede doms begrundelse for, at gerningsindholdet i EKSF-traktatens artikel 65, stk. 1, er realiseret ved de kritiserede
former for adfærd, med den begrundelse, hvormed Retten under udøvelse af sin fulde prøvelsesret nedsatte den bøde, der var
pålagt i medfør af EKSF-traktatens artikel 65, stk. 5.
60.
Da klagepunkterne i det væsentlige svarer til de anbringender, som appellanten Thyssen Stahl har fremført i sag C-194/99 P,
henviser jeg vedrørende begrundelsen for, at det andet led af det
andet appelanbringende må forkastes som ugrundet, til punkt 158 ff. i forslaget til afgørelse, som jeg i dag fremsætter i den ovennævnte
sag. Denne begrundelse gælder tilsvarende.
61.
Det
andet appelanbringende, hvorefter der foreligger en urigtig bedømmelse af EKSF-traktatens artikel 65, stk. 1, i relation til begreberne
»den normale konkurrence« og »aftaler [...] og [...] samordnet praksis«, må følgelig i det hele forkastes som
ugrundet .
2. Den påståede mangelfulde begrundelse i den appellerede dom med hensyn til varigheden af prisaftalerne (
tredje appelanbringende)
Parternes argumenter
62.
Med dette anbringende kritiserer
appellanten den appellerede doms præmis 259.
63.
Appellanten gør gældende, at Retten i dommens præmis 259 bemærker, at beslutningens betragtning 227-237 ikke indeholder oplysninger,
der kan begrunde den fulde varighed af overtrædelsen i form af prisfastsættelse. Appellanten understreger, at Retten imidlertid
støtter sig på beslutningens betragtning 118 ff., og at den i den appellerede doms præmis 263 bemærker, at det var med føje,
at Kommissionen i beslutningens betragtning 221 fastslog, at aftalerne og den samordnede praksis måtte betegnes som en konstant
koordinering.
64.
Ifølge appellanten fremgår det imidlertid af Rettens egen praksis, at det påhviler Kommissionen i sine beslutninger at påvise,
at den enkelte overtrædelse foreligger, samt dens varighed
(14)
.
65.
Kommissionen finder, at appellanten ved kun at henvise til den appellerede doms præmis 259 har gengivet dommens ordlyd forkert.
66.
Ifølge Kommissionen er anbringendet også ugrundet. Den gør gældende, at selv om Retten i den appellerede doms præmis 259 indrømmer,
at beslutningens betragtning 227-237 ikke gør det muligt at fastslå overtrædelsernes varighed, hviler dens konklusion imidlertid
på andre betragtninger til beslutningen og på deri nævnte dokumenter, nemlig på beslutningens betragtning 118 ff., der blev
undersøgt i den appellerede doms præmis 260.
Bedømmelse
67.
Det er klart, at appellanten ved at påberåbe sig præmis 259 ikke tager hensyn til, at det er de betragtninger til beslutningen,
der citeres som begrundelse i den appellerede doms præmis 260 ff., der skal begrunde den egentlige konklusion.
68.
Det kan ikke udledes af Rettens praksis, som appellanten har henvist til, at der skulle være pligt til systematisk at bedømme
en kommissionsbeslutning, der vedrører fortsatte konkurrencebegrænsende aktiviteter, under hensyn til, hvorvidt der i beslutningen
er ført individuelt bevis for hvert enkelt tilfælde af deltagelse fra hver enkelt af de pågældende virksomheder
(15)
.
69.
Da det i nærværende sag hverken fremgår af den appellerede dom eller af appellantens anbringender, hvorvidt og i hvilket omfang
appellanten konkret har bestridt sin deltagelse, kan Retten ikke kritiseres for en manglende begrundelse af den appellerede
dom på dette punkt.
70.
Det
tredje appelanbringende, hvorefter der angiveligt foreligger en mangelfuld begrundelse for varigheden af prisaftalerne, må følgelig
forkastes som
ugrundet .
3. Den angiveligt urigtige begrundelse i den appellerede dom for opdelingen af det franske marked
(fjerde appelanbringende)
Parternes argumenter
71.
Appellanten kritiserer den appellerede doms præmis 296 ff.
72.
Appellanten har anført, at Retten ikke godtog virksomhedens forklaring om, at den udførte mængde i fjerde kvartal 1989 på
ingen måde var usædvanlig, men tværtimod svarede til virksomhedens sædvanlige udførsler, og at Retten modsat antog, at dette
ikke kunne udgøre et indicium for, at virksomheden ikke havde deltaget i den aftale, hvis formål var at stabilisere deltagernes
leverancer på et niveau svarende til deres sædvanlige leveringsmønstre.
73.
Ifølge appellanten afviste den appellerede dom med urette at anvende de principper, som Domstolen fastslog i dommen i sagen
CRAM og Rheinzink mod Kommissionen
(16)
, i den foreliggende sag, selv om den heri omtvistede beslutning også burde være annulleret, fordi de påtalte omstændigheder
kunne være forklaret anderledes, end det blev gjort i beslutningen.
74.
Ifølge
Kommissionen må dette anbringende afvises, da der er tale om en ren gentagelse af anbringender, der allerede blev gjort gældende i første
instans, og da der er tale om et spørgsmål vedrørende bedømmelsen af faktum.
Bedømmelse
75.
Som det fremgår af den appellerede doms præmis 296 ff., gjorde appellanten allerede under sagens behandling ved Retten gældende,
at der er en anden forklaring på virksomhedens adfærd vedrørende leverancerne på det franske marked i fjerde kvartal 1989,
en adfærd, der i beslutningens betragtning 70 blev anset for at udgøre en opdeling af markedet i strid med reglerne for konkurrencen.
76.
Retten behandlede spørgsmålet i den appellerede doms præmis 270, og den fastslog, at den foreslåede alternative forklaring
ikke kunne give anledning til tvivl om, at appellanten havde deltaget i en markedsopdeling for Frankrigs vedkommende. I den
forbindelse henviste Retten udtrykkeligt til Domstolens praksis i sagen CRAM og Rheinzink mod Kommissionen
(17)
.
77.
Det må følgelig konstateres, at Retten i sin undersøgelse inddrog de principper, der er fastslået i den ovennævnte retspraksis,
men at den dog afviste at bringe dem i anvendelse i denne sag, fordi den fandt, at de ikke kunne svække Kommissionens indicier.
Dette er en afgørelse, der hviler på en bedømmelse af de faktiske omstændigheder, der som sådan – medmindre disse er forkert
gengivet ─ ikke kan gøres til genstand for en appel.
78.
Det
fjerde appelanbringende, hvorefter der foreligger en retlig fejlagtig bedømmelse af aftalen om opdeling af det franske marked, må
følgelig
afvises .
D –
Appelanbringendet vedrørende bøden (sjette appelanbringende)
79.
Det
sjette appelanbringende omfatter to led. Med det første led anfægter appellanten Rettens antagelse om, at omvekslingen af virksomhedens
bøde i ecu, der blev foretaget i beslutningen, er lovlig. Med det andet led kritiserer appellanten det forhold, at Retten
efterprøvede beregningen af bøden på grundlag af omsætningen i det sidste år for overtrædelserne.
1. Omvekslingen af bøden i ecu efter vekselkursen i det sidste år for overtrædelserne
Parternes argumenter
80.
Appellanten kritiserer den appellerede doms præmis 471, hvori det fastslås, at omvekslingen af bøden i ecu efter vekselkursen i det sidste
år for overtrædelserne var lovlig.
81.
Ifølge appellanten tog Retten ikke i betragtning, at Kommissionen havde handlet ulovligt, idet den i stedet for at fastsætte
bøden i spanske pesetas og derefter veksle den til ecu efter den officielle vekselkurs, der var gældende på dagen før beslutningen,
med henblik på bøden omvekslede appellantens omsætning i ecu efter den kurs, der var gældende i 1990, som var det sidste år
i overtrædelsesperioden, og i 1994 anvendte dette ecu-beløb uændret i beslutningen.
82.
Appellanten gør gældende, at som følge af den forskel, der var mellem vekselkursen mellem spanske pesetas og ecu i 1990 og
på dagen før beslutningen, førte denne fremgangsmåde til, at Ensidesa ulovligt blev pålagt yderligere 800 000 ECU i bøde.
83.
Appellanten henviser til Domstolens dom i Lührs-sagen
(18)
, ifølge hvilken den mindst byrdefulde vekselkurs for de berørte skal anvendes, og konkluderer på dette grundlag, at Retten
har tilsidesat princippet om ret og rimelighed.
84.
Kommissionen har som svar på begge disse led af appelanbringendet tilsammen anført, at anbringendet skal afvises, fordi det blot gentager
de for Retten fremførte anbringender.
85.
I øvrigt anser Kommissionen anbringendet for ugrundet. Den har anført, at hvis princippet om ret og rimelighed blev anvendt
således, som appellanten forstår det, ville dette føre til en vilkårlig fastsættelse af bøderne fra sag til sag, hvilket er
i strid med retssikkerhedsprincippet, da der skal være mulighed for med en vis grad af sikkerhed at vide, hvor stor en bøde
der kan pålægges for en adfærd.
86.
Kommissionen finder, at ved at tage hensyn til vekselkursen og omsætningen i det sidste år, hvori overtrædelsen har fundet
sted, sikres en ensartet behandling af enhver, der rejses sag imod, og at dette er det valg, som bedst afspejler de fordele,
der er opnået af dem, der har tilsidesat reglerne. Efter Kommissionens opfattelse findes der ingen anden løsning, der gør
det muligt at straffe den påtalte adfærd forholdsmæssigt under hensyn til tidspunktet, hvor den er begået, og de virkninger,
den har medført.
Bedømmelse
87.
I dommen i sagen Sarrió mod Kommissionen
(19)
har Domstolen i præmis 87 ff. vedrørende spørgsmålet om omvekslingen af en bøde til ecu efter vekselkursen for det sidste
år for overtrædelserne (ganske vist på grundlag af overtrædelser af konkurrencereglerne inden for EF-traktatens anvendelsesområde,
dvs. med henblik på Rådets forordning nr. 17 af 6.2.1962
(20)
) fastslået:
»I det foreliggende tilfælde har appellanten ikke godtgjort, at Retten har tilsidesat forordning nr. 17 eller generelle retlige
principper ved at godkende Kommissionens beregningsmetode baseret på omsætningen i det sidste hele år i overtrædelsesperioden.
For det første indeholder forordning nr. 17 ikke noget forbud mod at anvende ecu ved bødeudmålingen. Desuden har Kommissionen
[...] beregnet de bøder, der skulle pålægges virksomheder, som havde medvirket i samme overtrædelse, efter en og samme metode,
som gav [den] mulighed for at bedømme såvel de enkelte virksomheders størrelse og økonomiske betydning som omfanget af overtrædelsen
på grundlag af den økonomiske situation, som den var på det tidspunkt, da overtrædelsen blev begået.
Endelig bemærkes, at valutaudsving er en risikofaktor, der både kan give fordele og ulemper, og som virksomhederne sædvanligvis
bliver udsat for i forbindelse med deres handelsaktiviteter, og hvis eksistens som sådan ikke kan medføre, at en bøde, der
lovligt er fastsat ud fra overtrædelsens grovhed og omsætningen i det sidste år i overtrædelsesperioden, bliver upassende.
Under alle omstændigheder udgør det maksimale bødebeløb, der i medfør af artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 fastsættes
i forhold til omsætningen i det sidste regnskabsår forud for vedtagelsen af beslutningen, en grænse for de eventuelle negative
konsekvenser af valutaudsvingene.«
88.
Da det ikke ses, hvorfor disse principper ikke skulle anvendes – eller skulle anvendes anderledes – i forbindelse med anvendelsen
af EKSF-traktatens artikel 65, stk. 5, der er relevant i den foreliggende sag, må appellantens anbringende forkastes af de
samme grunde.
89.
I den nævnte dom henviste Domstolen ganske vist ikke udtrykkeligt til retspraksis, således som den fremgår af Lührs-sagen,
som appellanten har nævnt, men det er klart, at det i Lührs-dommen vedrørende eksportafgifter formulerede princip om, at »[spørgsmålet]
skal herefter besvares således, at i betragtning af den med forordning nr. 348/76 forbundne usikkerhed kræver billighedshensyn,
at det ved omregning af eksportafgiften til national valuta er den kurs, som på det relevante tidspunkt var den mindst byrdefulde
for borgerne, der skal anvendes«
(21)
, ikke, når henses til forskellene mellem de berørte interesser, kan finde anvendelse i tilfælde af tilsidesættelse af det
fællesskabsretlige forbud mod karteller.
90.
Det første led af det
sjette appelanbringende, hvorefter der foreligger en angiveligt urigtig retlig bedømmelse ved pålæggelsen af en bøde i ecu, skal
følgelig forkastes som
ugrundet .
2. Beregningen af bøden på grundlag af omsætningen i det sidste år i overtrædelsesperioden
Parternes argumenter
91.
Appellantens argumenter vedrører den appellerede doms præmis 474. Appellanten gør gældende, at Retten i denne præmis tiltræder,
at Kommissionen har anvendt omsætningen i det sidste år i overtrædelsesperioden, selv om den med henblik på bødeberegningen
burde have lagt den omsætning til grund, der var den sidst opnåede før vedtagelsen af beslutningen, og for hvilken den rådede
over konsoliderede regnskaber, det vil i appellantens tilfælde sige omsætningen for 1992. Såfremt året 1990 anvendes som kriterium,
er dette ifølge appellanten hverken foreneligt med retssikkerhedsprincippet eller med princippet om ret og rimelighed.
92.
Som begrundelse påberåber appellanten sig på ny Lührs-dommen
(22)
, hvori det angiveligt blev fastslået, at der i tilfælde af retlig usikkerhed skal vælges det beregningsgrundlag, der er mest
gunstigt for den berørte part, hvilket i appellantens tilfælde burde have medført, at bødeberegningen nødvendigvis skulle
ske på grundlag af det sidste omsætningstal, der var til rådighed før vedtagelsen af beslutningen.
93.
Ifølge appellanten modsiges dette princip heller ikke af dommen i sagen Sarrió mod Kommissionen
(23)
, idet problemet vedrørende retlig usikkerhed ikke blev behandlet som sådan i denne dom.
94.
Kommissionen har taget samlet stilling til begge led af dette appelanbringende. Jeg henviser derfor til punkt 84 ff. i nærværende forslag
til afgørelse.
Bedømmelse
95.
I præmis 85 ff. i dommen i sagen Sarrió mod Kommissionen
(24)
fastslog Domstolen vedrørende spørgsmålet om beregningen af en bøde på grundlag af omsætningen i det sidste år i overtrædelsesperioden
(ganske vist på grundlag af tilsidesættelser af konkurrenceretten inden for EF-traktatens anvendelsesområde, dvs. i relation
til forordning nr. 17) følgende:
»Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt det er lovligt at tage hensyn til to referenceår, nemlig et i forbindelse med fastlæggelsen
af det maksimale bødebeløb og et andet i forbindelse med bedømmelsen af virksomhedens størrelse og økonomiske styrke på tidspunktet
for overtrædelsen, skal det for det første understreges, at det loft, der er fastsat i artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17
for bøder på over 1 mio. regningsenheder, og som udgør »10% af omsætningen i det sidste regnskabsår« [...] sigter til det
regnskabsår, der går forud for datoen for beslutningen. Det er i øvrigt logisk at henholde sig til dette regnskabsår ved fastlæggelsen
af det maksimale bødebeløb, der kan pålægges en virksomhed, der har overtrådt konkurrencereglerne.
For det andet må man, når en virksomheds størrelse og økonomiske styrke på gerningstidspunktet skal bedømmes, nødvendigvis
henholde sig til omsætningen på dette tidspunkt [...] I modsat fald opnås der et forkert billede af den relative størrelse
af de virksomheder, som har deltaget i overtrædelsen, fordi der tages hensyn til ydre og usikre faktorer såsom de nationale
valutaers udvikling i den efterfølgende periode (jf. dom af 8.7.1999, sag C-49/92 P, Kommissionen mod Anic Partecipazioni,
Sml. I, s. 4125, præmis 165).«
96.
Da det ikke ses, hvorfor disse principper ikke skulle finde anvendelse – eller anvendes anderledes – i forbindelse med anvendelsen
af EKSF-traktatens artikel 65, stk. 5, der er relevant i denne sag, må appellantens anbringender afvises af de samme grunde.
97.
Denne konklusion må fastholdes uanset appellantens to argumenter vedrørende den retlige usikkerhed og ligebehandlingsprincippet.
98.
Der kan heller ikke her som begrundelse henvises til den af appellanten nævnte dom i Lührs-sagen
(25)
, da der i denne sag ikke var tale om beregningen af en bøde for tilsidesættelse af det fællesskabsretlige forbud mod karteller,
men om beregningen af en eksportafgift, i hvilken forbindelse der gør sig andre hensyn gældende. I Lührs-dommen henviste Domstolen
til argumentet om den retlige usikkerhed sammenholdt med argumentet om retfærdighed på afgifts- og skatteområdet. I tilfælde
af tilsidesættelser af Fællesskabets konkurrenceregler er det imidlertid – således som Domstolen fastslog i sagen Sarrió mod
Kommissionen – netop nødvendigt, at der med henblik på at gøre forholdene sammenlignelige som referenceår for bødeberegningen
anvendes det sidste år i overtrædelsesperioden.
99.
Hertil kommer, at den ret til at vælge mellem to mulige referenceår, som Kommissionen efter appellantens opfattelse har i
medfør af dommen i sagen Sarrió mod Kommissionen, ikke findes. Det i dommen nævnte »sidste regnskabsår« i henhold til artikel
15, stk. 2, i forordning nr. 17 vedrører klart kun det omsætningstal, der er afgørende for den maksimale bøde (10% af omsætningen).
Under hensyn til dens formål (at undgå urimelige finansielle byrder) kan denne bestemmelse også fortolkes således, at den
henviser til det sidste regnskabsår forud for vedtagelsen af beslutningen. Denne omsætning må imidlertid holdes adskilt fra
den, på grundlag af hvilken bødens grundbeløb fastsættes. Som forklaret af Domstolen i sagen Sarrió mod Kommissionen, skal
denne omsætning med henblik på at tilvejebringe sammenlignelige forhold beregnes på grundlag af omsætningen i det sidste år
i overtrædelsesperioden.
100.
Alt taget i betragtning kan det derfor ikke antages, at Kommissionen ved fastlæggelsen af referenceåret for den omsætning,
der skal bruges som grundlag for bøden, er forpligtet til systematisk at vælge det referenceår, der i relation til bødens
størrelse er det gunstigste for de forskellige virksomheder, der har deltaget i en tilsidesættelse af konkurrencereglerne.
101.
Det andet led af det
sjette appelanbringende, hvorefter der angiveligt foreligger en retlig fejl ved beregningen af bøden på grundlag af omsætningen
i det sidste regnskabsår inden for overtrædelsesperioden, må derfor også forkastes som
ugrundet .
102.
Det
sjette appelanbringende vedrørende Rettens bedømmelse af bøden må følgelig i det hele forkastes som
ugrundet .
IV – Forslag til afgørelse
103.
Af disse grunde foreslår jeg Domstolen at
- –
- forkaste appellen
- –
- pålægge appellanten at betale sagens omkostninger.
- 1 –
- Originalsprog: tysk.
- 2 –
- Sag T-157/94, Sml. II, s. 707.
- 3 –
- EFT L 212, s. 1.
- 4 –
- Jf. præmis 33 i dom af 11.3.1999, sag T-141/94, Thyssen Stahl mod Kommissionen, Sml. II, s. 347.
- 5 –
- EFT L 116, s. 1.
- 6 –
- Dom af 2.10.2003, Sml. I, s. 10821, på s. 10826.
- 7 –
- Dom af 15.6.1994, sag C-137/92 P, Kommissionen mod BASF m.fl., Sml. I, s. 2555.
- 8 –
- Da det ikke længere er nødvendigt at tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt Domstolen er forpligtet til at pålægge Kommissionen
at fremlægge dokumenter med henblik på at fastslå, om der forelå det fornødne quorum ved vedtagelsen af beslutningen, eller
dette ikke var tilfældet, skal det her blot for fuldstændighedens skyld fastslås, at det bestemmelser, som Kommissionen med
føje har citeret, udelukker enhver bevisoptagelse ved Domstolens foranstaltning i en appelsag.
- 9 –
- Jf. den i fodnote 7 nævnte dom.
- 10 –
- EFT L 230, s. 15.
- 11 –
- Dom af 28.5.1998, sag C-7/95 P, Deere mod Kommissionen, Sml. I, s. 3111.
- 12 –
- Dom af 10.3.1992, forenede sager T-68/89, T-77/89 og T-78/89, SIV m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1403.
- 13 –
- Dom af 30.6.1966, sag 56/65, Société technique minière, Sml. 1965-1968, s. 211, org.ref.: Rec. s. 337, og af 8.7.1999, sag
C-49/92 P, Kommissionen mod Anic Partecipazioni, Sml. I, s. 4125.
- 14 –
- Dom af 10.3.1992, sag T-11/89, Shell mod Kommissionen, Sml. II, s. 757, præmis 190, og af 14.5.1998, sag T-295/94, Buchmann
mod Kommissionen, Sml. II, s. 813.
- 15 –
- I sagen Shell mod Kommissionen var der rejst kritik af Kommissionens konkrete bevisførelse, som havde givet anledning til
væsentlig tvivl om, hvorvidt en virksomhed havde deltaget i alle de overtrædelser af konkurrencereglerne, der var begået ved
en fortsat adfærd, og i sagen Buchmann mod Kommissionen havde sagsøgeren anfægtet det forhold, at Kommissionen på grundlag
af den beviste deltagelse i prisaftaler og aftaler om produktionsstandsninger for maskinerne uden videre havde konkluderet,
at der også forelå en deltagelse i markedsopdelingerne (begge domme er nævnt i fodnote 14).
- 16 –
- Dom af 28.3.1984, forenede sager 29/83 og 30/83, Sml. s. 1679.
- 17 –
- Nævnt i fodnote 16.
- 18 –
- Dom af 1.2.1978, sag 78/77, Sml. s. 169.
- 19 –
- Dom af 16.11.2000, sag C-291/98 P, Sml. I, s. 9991. Denne dom vedrører Kommissionens beslutning 94/601/EF af 13.7.1994 om
en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 85 (IV/C/33.833 – Karton), EFT L 243, s. 1.
- 20 –
- Første forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86, EFT 1959-1962, s. 81.
- 21 –
- Nævnt i fodnote 18, præmis 13.
- 22 –
- Nævnt i fodnote 18.
- 23 –
- Dommen nævnt i fodnote 19.
- 24 –
- Nævnt i fodnote 19.
- 25 –
- Nævnt i fodnote 18.
