61999C0062

1 Med denne anmodning om præjudiciel afgørelse ønsker Landesarbeitsgericht Düsseldorf at opnå en afgørelse vedrørende fortolkningen af en retsakt, som Domstolen ikke tidligere har truffet afgørelse om, nemlig Rådets direktiv 94/45/EF af 22. september 1994 om indførelse af europæiske samarbejdsudvalg eller en procedure i fællesskabsvirksomheder og fællesskabskoncerner med henblik på at informere og høre arbejdstagerne (herefter »direktivet«) (1). De præjudicielle spørgsmål har til formål at få afklaret, om en virksomheds centrale ledelse - allerede før den formelle iværksættelse af proceduren med henblik på nedsættelse af et samarbejdsudvalg i henhold til direktivet - er forpligtet til at stille de oplysninger og dokumenter, som den interne arbejdstagerrepræsentations organer har anmodet om, til rådighed, når anmodningen har til formål at gennemføre denne procedure inden for den koncern, som virksomheden tilhører.

Før jeg tager stilling til besvarelsen af spørgsmålene, skal jeg redegøre for de relevante fællesskabsretlige og nationale bestemmelser.

De relevante fællesskabsretlige og nationale bestemmelser

2 Det fremgår af direktivets artikel 1, at direktivet har til formål at forbedre arbejdstagernes ret til at blive informeret og hørt i virksomheder i Fællesskabet. Med henblik herpå bestemmes det bl.a., at der skal indføres et samarbejdsudvalg i virksomheder, som omfatter bedrifter i flere medlemsstater (fællesskabsvirksomheder) og i koncerner, som omfatter virksomheder i flere medlemsstater (fællesskabskoncerner).

Artikel 2, stk. 1, definerer direktivets personelle anvendelsesområde og opregner de virksomhedstyper, hvori der skal indføres et europæisk samarbejdsudvalg, samt de personer, der skal deltage i proceduren. Bestemmelsen har følgende ordlyd: »I dette direktiv forstås ved:

a) 'en virksomhed, der omfatter bedrifter i flere medlemsstater' ('en fællesskabsvirksomhed'): En virksomhed med mindst 1 000 ansatte i medlemsstaterne og med mindst 150 ansatte i hver af mindst to medlemsstater

b) 'en koncern': En gruppe omfattende en virksomhed, der udøver kontrol, og de af denne kontrollerede virksomheder

c) 'en koncern, som omfatter virksomheder i flere medlemsstater' ('en fællesskabskoncern'): En koncern, der opfylder følgende betingelser:

- den beskæftiger mindst 1 000 arbejdstagere i medlemsstaterne - den omfatter mindst to virksomheder i forskellige medlemsstater, og

- mindst én virksomhed beskæftiger mindst 150 arbejdstagere i en medlemsstat, og en anden virksomhed beskæftiger mindst 150 arbejdstagere i en anden medlemsstat

d) 'arbejdstagerrepræsentanter': Repræsentanter for arbejdstagerne i henhold til national lovgivning og/eller praksis

e) 'central ledelse': Den centrale ledelse for fællesskabsvirksomheden eller, hvis det drejer sig om en fællesskabskoncern, for den virksomhed, der udøver kontrol.«

Efter artikel 3 forstås ved en virksomhed, »der udøver kontrol« i artikel 2, stk. 1, litra b)'s forstand, »en virksomhed, der kan udøve bestemmende indflydelse på en anden virksomhed ('den kontrollerede virksomhed'), f.eks. i kraft af ejendomsret, finansiel deltagelse eller de regler, den er underlagt« (stk. 1). Herefter hedder det: »Medmindre det modsatte bevises, formodes bestemmende indflydelse godtgjort, når en virksomhed, direkte eller indirekte, i relation til en anden virksomhed:

a) ejer størstedelen af virksomhedens tegnede kapital, eller

b) besidder flertallet af de stemmerettigheder, der er knyttet til de kapitalandele, som virksomheden har udstedt, eller

c) har ret til at udnævne mere end halvdelen af medlemmerne af virksomhedens administrations-, ledelses- eller tilsynsorgan.«

I henhold til artikel 4, stk. 1, har den centrale ledelse i en fællesskabsvirksomhed eller i den virksomhed, der udøver kontrol i en fællesskabskoncern, ansvaret for, »at skabe de vilkår og tilvejebringe de midler, der er nødvendige for nedsættelse af et europæisk samarbejdsudvalg«.

Den centrale ledelse skal føre forhandlinger med et »særligt forhandlingsorgan«, der består af mindst tre og højst 17 arbejdstagere, som skal stamme fra forskellige medlemsstater, hvor fællesskabsvirksomhedernes bedrifter eller koncernens virksomheder befinder sig (artikel 5, stk. 1 og 2).

Endelig pålægger artikel 11 hver medlemsstat at sikre, »at ledelsen i [bedrifter i] fællesskabsvirksomheder og i virksomheder i en fællesskabskoncern beliggende på medlemsstatens område og repræsentanterne for disses arbejdstagere eller, hvor det er relevant, arbejdstagerne selv opfylder forpligtelserne i henhold til [...] direktiv[et], uanset om den centrale ledelse befinder sig på medlemsstatens område.« (stk. 1). Medlemsstaterne skal sikre, »at virksomhederne efter anmodning fra de parter, der berøres af [...] direktiv[et], giver oplysninger om det gennemsnitlige antal ansatte, jf. artikel 2, stk. 1, litra a) og c).« (stk. 2).

3 Direktiv 94/45 er gennemført i tysk ret ved Gesetz über Europäische Betriebsräte (lov af 28. oktober 1996 om europæiske samarbejdsudvalg, herefter »EBRG«).

§ 2, stk. 1, begrænser EBRG's anvendelsesområde til virksomheder, der udøver deres aktiviteter i Fællesskabet, og som har hjemsted i Tyskland, og koncerner, der udøver deres aktiviteter i Fællesskabet, når den kontrollerende virksomhed har sit hjemsted i Tyskland. § 6, stk. 2, gentager de betingelser, der er opstillet i direktivets artikel 3, stk. 2, som nødvendige betingelser for, at en virksomhed kan betragtes som en virksomhed, der udøver kontrol i en fællesskabskoncern.

EBRG's § 5, der gennemfører direktivets artikel 11, fastsætter udtrykkeligt en informationspligt:

»1. Den centrale ledelse skal på anmodning fra en arbejdstagerrepræsentation

meddele denne oplysninger om det gennemsnitlige antal arbejdstagere og deres fordeling på medlemsstaterne, virksomhederne og bedrifterne, samt om virksomhedens eller koncernens struktur.

2. Et samarbejdsudvalg ('Betriebsrat') eller et centralt samarbejdsudvalg ('Gesamtbetriebsrat') kan gøre kravet efter stk. 1 gældende over for den lokale bedrifts- eller virksomhedsledelse. Denne er forpligtet til at indhente de for oplysningerne nødvendige informationer og dokumenter hos den centrale ledelse.«

Hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

4 Rekvirenten i første instans og indkærede i appelsagen, hvori det præjudicielle spørgsmål er opstået, er samarbejdsudvalget i virksomheden bofrost* Josef H. Boquoi Deutschland West GmbH & Co. KG i Straelen (herefter »samarbejdsudvalget«). Samarbejdsudvalget havde gentagne gange i henhold til EBRG's § 5 anmodet virksomhedens styringsudvalg om oplysninger om antallet af medarbejdere i koncernen og koncernens virksomhedsstruktur. Styringsudvalget efterkom ikke anmodningen og afslog ved skrivelse af 9. januar 1997 endeligt at meddele oplysningerne.

5 Samarbejdsudvalget fremsatte derfor den 30. marts 1998 begæring for Arbeitsgericht med henblik på, at det blev pålagt modparten i første instans og indkærede i appelsagen (herefter »arbejdsgiveren«) »ved fremlæggelse og udlevering af dokumenter« at underrette det om, a) hvorvidt den tyske virksomhed bofrost* - som følge af, at virksomheden selv eller dens selskabsdeltagere havde kapitalandele deri - var forbundet i en koncern med andre europæiske virksomheder, nærmere bestemt bofrost* J.H. Boquoi Deutschland Ost GmbH & Co. KG, bofrost* Dienstleistungs GmbH & Co. KG, spedbo Speditions GmbH & Co. KG, bofrost* Italien, bofrost* Spanien, bofrost* Østrig, bofrost* Frankrig, bofrost* Nederlandene, bofrost* Grækenland og bofrost* England, b) hvor mange arbejdstagere, der gennemsnitligt var beskæftiget i disse virksomheder, c) virksomhedens retsform, hjemsted og kompetente registermyndighed, d) hvilket retssystem selskaberne var underlagt, og e) virksomhedernes tilsynsorganer og hvilke personer, der havde kompetence til at udpege disse.

Samarbejdsudvalget har gjort gældende, at betingelserne i EBRG's § 5, stk. 1, er opfyldt, idet den tyske virksomhed bofrost* er den virksomhed, der udøver kontrol, i § 2, stk. 1's forstand. Samarbejdsudvalget har særligt gjort gældende, at Josef H. Boquoi i kraft af sin stilling som formand for det rådgivende udvalg af selskabsdeltagere, hvori virksomhederne i bofrost*-koncernen er repræsenteret, har bestemmende indflydelse på det europæiske styringsudvalg (2), der består af medlemmerne af koncernens nationale virksomhedsledelser. Samarbejdsudvalget har endvidere anført, at Josef H. Boquoi er indehaver af majoritetsandele i de tyske virksomheder.

Arbejdsgiveren har anført, at der ikke er påvist holdepunkter for, at virksomheden skulle have bestemmende indflydelse på bofrost*-virksomhederne i de andre medlemsstater, og særligt, at det ikke er muligt at antage, at der foreligger en sådan bestemmende indflydelse i EBRG's § 6, stk. 2's forstand, da bofrost*-koncernen er en såkaldt »Gleichordnungskonzern«, dvs. en koncern, hvori der ikke findes én enkelt virksomhed, der udøver kontrol. Josef H. Boquoi er ikke selskabsdeltager i nogen af anpartsselskaberne i bofrost*-virksomhederne, men derimod højst kommanditist.

6 Ved kendelse af 5. august 1998 tog Arbeitsgericht i medfør af EBRG's § 5 samarbejdsudvalgets begæring om, at oplysningerne skulle meddeles, til følge med den begrundelse, at den tyske virksomheds indflydelse og dermed kontrol af de andre virksomheder i koncernen i udlandet var godtgjort.

7 Ved kæreskrift af 23. november 1998 indbragte arbejdsgiveren kendelsen for Landesarbeitsgericht Düsseldorf. Under kæremålet har parterne gentaget de anbringender og argumenter, som de fremførte i første instans. Retten har rejst spørgsmålet, om den interne arbejdstagerrepræsentations krav på meddelelse af oplysninger også består, når det endnu ikke er godtgjort, at koncernen driver virksomhed inden for Fællesskabet, og at virksomheden indtager en kontrollerende stilling inden for koncernen. Retten har også rejst spørgsmålet, på hvilken måde der skal ske meddelelse af oplysninger, som gør det muligt at vurdere forholdet mellem den tyske virksomhed og de andre virksomheder i bofrost*-koncernen.

8 Landesarbeitsgericht har forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal artikel 11, stk. 1 og 2, i Rådets direktiv 94/45/EF af 22. september 1994 fortolkes således, at det deri omhandlede krav på meddelelse af oplysninger allerede består, selv om det (endnu) ikke er fastslået, om der i koncernen som omhandlet i artikel 2, stk. 1, litra b), i direktiv 94/45/EF findes en virksomhed, der udøver kontrol, jf. artikel 3 i direktiv 94/45/EF?

Såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende: omfatter kravet på meddelelse af oplysninger i henhold til artikel 11, stk. 1 og 2, i direktiv 94/45/EF da også en ret for samarbejdsudvalget til at forlange oplysninger fra den adspurgte virksomhed, som udløser formodningsvirkningen i artikel 3, stk. 2, i direktiv 94/45/EF?

Omfatter artikel 11, stk. 1 og 2, i direktiv 94/45/EF da også en ret for samarbejdsudvalget til at forlange, at virksomheden udleverer dokumenter med henblik på nærmere præcisering og uddybning af oplysningerne?«

Stillingtagen til besvarelsen

9 Med de tre præjudicielle spørgsmål ønsker den tyske ret først og fremmest at få oplyst, om artikel 11, stk. 1, og 2, skal fortolkes således, at en virksomhed skal meddele sin interne arbejdstagerrepræsentation oplysninger om sin og koncernens opbygning og interne organisation, selv om det ikke er afklaret, om den virksomhed, til hvis ledelse arbejdstagerne har henvendt sig, er en virksomhed, der udøver kontrol i en fællesskabskoncern, jf. direktivets artikel 2, stk. 1, litra b), og artikel 3 (første spørgsmål). Hvis dette spørgsmål besvares bekræftende, ønsker retten at få oplyst, om ledelsen også er forpligtet til at meddele oplysninger om virksomhedens stilling i koncernen (andet spørgsmål), og til at udlevere dokumenter om de krævede oplysninger (tredje spørgsmål).

10 I hovedsagen er der - som allerede nævnt - tvist om, hvorvidt samarbejdsudvalget i bofrost* med hjemsted i Straelen har krav på oplysninger med tilhørende dokumenter fra virksomhedens ledelse vedrørende: a) forholdet mellem den tyske bofrost*-virksomhed og virksomhederne i koncernen i andre medlemsstater, b) antallet af medarbejdere i disse virksomheder og den form for arbejdskontrakter, der er indgået med disse, c) det nationale retssystem, som selskabernes interne forhold er underlagt, d) de organer, der repræsenterer disse virksomheder udadtil, og endelig e) de interne tilsynsorganer.

Den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse drejer sig om to problemstillinger, nemlig om direktivet finder anvendelse i en sag som denne, og - hvis dette er tilfældet - hvilke rettigheder arbejdstagerrepræsentationer har i henhold til direktivet.

11 Som bekendt blev direktivet vedtaget efter lange og vanskelige forhandlinger, da nogle af medlemsstaterne var imod fællesskabsretsakter, der kunne komme i konflikt med de nationale bestemmelser om fagforeningers rettigheder og med arbejdstagernes rettigheder til repræsentation i almindelighed (3). På grund af denne modstand har direktivet et noget begrænset indhold. Som det allerede fremgår af overskriften, regulerer det nemlig alene indførelse af en procedure med henblik på at informere og høre arbejdstagerne og indførelse af europæiske samarbejdsudvalg, der på sin vis er en efterligning af den arbejdstagerrepræsentation, som allerede findes i nogle medlemsstaters retsordener. Desuden vedrører direktivet kun multinationale virksomheder, dvs. virksomheder af en betydelig størrelse i flere medlemsstater samt koncerner med virksomheder i forskellige stater (4). I øvrigt regulerer direktivet kun proceduren med henblik på nedsættelse af samarbejdsudvalgene og ikke disses aktiviteter, selv om den 19. betragtning samt punkt 2 og 3, i de subsidiære forskrifter i direktivets bilag kort opregner samarbejdsudvalgets rettigheder, herunder informationen og den delvise deltagelse i beslutningerne om den interne organisation og virksomhedsstrategierne.

Når man læser direktivet, lægger man straks mærke til, at det regulerer retsforholdet mellem på den ene side »den centrale ledelse« i artikel 2, stk. 1, litra e)'s forstand, som består af ledelsesorganerne i fællesskabsvirksomheden eller fællesskabskoncernen, og på den anden side virksomhedens eller koncernens arbejdstageres »særlige forhandlingsorgan«. Som jeg allerede har nævnt, vedrører direktivet ikke forholdet mellem ledelsen og arbejdstagernes repræsentanter i den samme virksomhed.

12 I den foreliggende sag er problemet at fastslå, om direktivet - trods den manglende regulering af forholdet mellem ledelsen og arbejdstagerrepræsentationen - giver arbejdstagerne et krav på at få meddelt oplysninger og udleveret dokumenter, når arbejdstagerrepræsentationen tager sigte på at få nedsat et europæisk samarbejdsudvalg.

Samarbejdsudvalget har både i hovedsagen og i sine indlæg for Domstolen gjort gældende, at arbejdstagerne ikke uden de oplysninger, som udvalget har anmodet om, er i stand til at indlede proceduren med henblik på nedsættelse af et europæisk samarbejdsudvalg.

Af følgende grunde kan dette efter min opfattelse kun delvist tiltrædes.

13 Efter direktivets artikel 5, stk. 1, indleder den centrale ledelse i fællesskabsvirksomheden eller fællesskabskoncernen forhandlinger »om nedsættelse af et europæisk samarbejdsudvalg på eget initiativ eller på skriftlig anmodning fra mindst 100 arbejdstagere eller deres repræsentanter i mindst to bedrifter eller virksomheder beliggende i mindst to forskellige medlemsstater«. Iværksættelsen af proceduren beror derfor på et andet forhold end den handling, der anmodes om i hovedsagen, som vedrører de interne driftsmæssige forbindelser i bofrost*-virksomheden i Straelen. Desuden har proceduren med henblik på nedsættelse af et europæisk samarbejdsudvalg - når det er fastslået, at forudsætningerne herfor er til stede - kun to aktører: på den ene side den centrale ledelse i fællesskabsvirksomheden eller fællesskabskoncernen, der i henhold til direktivets artikel 4, stk. 1, »har ansvaret for at skabe de vilkår og tilvejebringe de midler, der er nødvendige for nedsættelse af et europæisk samarbejdsudvalg«, og på den anden side »det særlige forhandlingsorgan«, der sammensættes af mindst tre og højst 17 medlemmer fra bedrifterne i de forskellige medlemsstater, hvor fællesskabsvirksomheden har sine bedrifter, eller koncernen har sine virksomheder [artikel 5, stk. 2, litra b), og c)] (5).

14 Til trods for direktivets begrænsede anvendelsesområde og til trods for det ringe antal deltagere i hovedsagen finder jeg, at en fortolkning af direktivet, der ikke giver arbejdstagerrepræsentationerne i alle virksomheder inden for Fællesskabet ret til at indhente oplysninger med henblik på iværksættelse af proceduren til nedsættelse af et europæisk samarbejdsudvalg, vil begrænse direktivets praktiske effektivitet og stride mod dets mål. Hvis virksomhedsledelsen ikke af sig selv træder i aktion, og der endnu ikke foreligger en formel anmodning fra et antal arbejdstagere fra de forskellige bedrifter eller virksomheder i flere medlemsstater, kan et sådant initiativ fra arbejdstageres side i en bedrift nemlig ikke være uden betydning for anvendelsen af direktivet. Hvis dette var tilfældet, ville det være ensbetydende med et generelt forbud mod at indhente oplysninger, hvilket ville udhule den i direktivet anerkendte ret for arbejdstagerne til at få nedsat et europæisk samarbejdsudvalg. Med andre ord: Hvis arbejdstagerne blev nægtet denne ret, ville det være det samme som at forbyde overhovedet at fremskaffe oplysninger, hvilket helt klart strider imod direktivets formål, idet denne nye institution inden for europæisk socialpolitik derved ville blive frataget sit grundlag. Dette grundlag udgøres af arbejdstagernes ret til adgang til oplysninger, der giver dem mulighed for at være med til at bestemme, hvad der foregår i virksomheden.

15 Denne fortolkning bekræftes af direktivets artikel 11, dvs. netop af den bestemmelse, som den nationale ret anmoder om en fortolkning af. Efter artikel 11, stk. 2, sørger medlemsstaterne for, at oplysninger om det i artikel 2, stk. 1, litra a) og c), nævnte antal ansatte på anmodning fra parter, som direktivet finder anvendelse på, fremlægges af virksomhederne. I betragtning af bestemmelsens ordlyd, der generelt henviser til bestemmelsernes adressater, og i betragtning af direktivets formål, der allerede er nævnt, er der ingen tvivl om, at begrebet parter, som direktivet finder anvendelse på dels omfatter ledelsesorganerne i alle virksomhederne og ikke kun den centrale ledelse i artikel 2, litra e)'s forstand, og dels arbejdstagernes repræsentationsorganer og ikke kun de særlige forhandlingsorganer som omhandlet i artikel 2, litra h). Deraf følger, at virksomheden også forud for iværksættelsen af proceduren i henhold til direktivets artikel 4 ff. er underlagt en almindelig informationspligt.

Dette resultat bekræftes endvidere af ordlyden af artikel 11, stk. 1, der helt generelt bestemmer, at ledelsen i [bedrifter i] fællesskabsvirksomheder og alle ledelser i virksomheder i fællesskabskoncerner, samt alle arbejdstagerrepræsentationer og alle arbejdstagere i disse bedrifter eller virksomheder skal opfylde »forpligtelserne i henhold til dette direktiv«. Direktivets personelle anvendelsesområde er derfor ikke indskrænket til de aktører, der deltager i proceduren vedrørende nedsættelse af samarbejdsudvalget.

16 For så vidt angår det første præjudicielle spørgsmål vil jeg derfor mene, at direktivet, og særligt artikel 11, stk. 2, anerkender arbejdstagerrepræsentationernes ret til information og forpligter alle virksomhederne til at bistå hermed. Denne forpligtelse kan ikke være begrænset kun til at gælde for fællesskabsvirksomheder eller koncerner i artikel 2, stk. 1, litra a), b) og c)'s forstand. Heraf følger i en sag som den foreliggende - hvori den virksomhed, som anmodningen om oplysninger er rettet til, opfylder forudsætningerne for, at det kan antages, at den indtager en kontrollerende stilling i koncernen - at denne virksomhed så meget mere er forpligtet til at meddele den interne arbejdstagerrepræsentations organer de oplysninger, der er nødvendige for nedsættelsen af et europæisk samarbejdsudvalg (6).

17 Hvilke oplysninger kan en på nationalt plan anerkendt arbejdstagerrepræsentation, der ikke deltager aktivt i forbindelse med nedsættelsen af det europæiske samarbejdsudvalg da få adgang til? Er virksomheden med andre ord forpligtet til at gøre fortrolige oplysninger og dokumenter tilgængelige også forud for den formelle procedure? Dette er, hvad det andet og det tredje præjudicielle spørgsmål hovedsagelig drejer sig om.

18 Hvis de oplysninger, som der anmodes om, er offentligt tilgængelige eller i hvert fald tilgængelige for fagforeningsrepræsentationerne, er der ingen tvivl om, at der foreligger en pligt for virksomhederne til at gøre arbejdstagerrepræsentationerne bekendt med dem. Problemet vedrører altså de oplysninger, der i et vist omfang er fortrolige.

Da de første kontakter mellem ledelsen og arbejdstagerne i en virksomhed - som i hovedsagen - ikke er en del af den procedure, der reguleres i direktivet, er virksomheden efter min opfattelse i denne periode kun forpligtet til at udlevere oplysninger, der ikke er fortrolige i national rets forstand, dvs. enten offentligt tilgængelige oplysninger eller oplysninger, som man efter national ret ikke kan nægte at give under henvisning til, at de er fortrolige (7). Artikel 11, stk. 2, præciserer, at »virksomhederne [efter anmodning fra den part, der berøres af direktivet], giver oplysninger om det gennemsnitlige antal ansatte, jf. artikel 2, stk. 1, litra a) og c)«, dvs. de - formodentlig offentligt tilgængelige - oplysninger om antallet af ansatte, således at den pågældende kan bedømme virksomhedens eller koncernens størrelse i flere medlemsstater. For så vidt angår koncernerne er det uklart, om henvisningen til det samlede antal ansatte i alle koncernens virksomheder nødvendigvis omfatter arbejdstagernes ret til adgang til oplysninger om de indbyrdes forbindelser mellem de enkelte virksomheder. I den foreliggende sag vedrører samarbejdsudvalgets anmodning om oplysninger (8) hovedsagelig netop disse oplysninger. Direktivets indhold og formål gør det muligt - også med henblik på de oplysninger, der må karakteriseres som fortrolige - at meddele de almindelige oplysninger, som ledelsen skal meddele initiativtagerne.

19 Denne forpligtelse omfatter forud for proceduren for nedsættelsen af det europæiske samarbejdsudvalg kun de oplysninger, der er nødvendige for nedsættelsen af udvalget, med andre ord kun oplysningerne om, hvorvidt virksomheden - eller som i hovedsagen koncernen - skal karakteriseres som en fællesskabsvirksomhed, henholdsvis en fællesskabskoncern. Når der er tale om virksomheder, er forudsætningen herfor i henhold til artikel 2, stk. 1, litra a), b) og c), et stort antal medarbejdere og en fordeling af bedrifterne på flere medlemsstater, og når der er tale om koncerner, at de enkelte virksomheder, der hører til koncernen, er fordelt på flere stater, et stort antal medarbejdere samt fastlæggelsen af en kontrollerende virksomhed i direktivets artikel 3's forstand.

Antallet af medarbejdere og virksomhedens hjemsted er i almindelighed offentlige eller i det mindste tilgængelige oplysninger. De eneste oplysninger, hvor der kunne opstå tvivl om fortroligheden, vedrører forholdet mellem virksomhederne og den »kontrollerende stilling«, som én af virksomhederne har over for de andre virksomheder i koncernen. Det er muligt, at disse oplysninger efter national ret må kvalificeres som fortrolige.

I fortsættelse af min gennemgang i det foregående med hensyn til direktivets formål, har jeg den opfattelse, at disse formål - og særligt artikel 11, stk. 2 - skal fortolkes således, at virksomhedsledelsen også allerede ved den første kontakt mellem ledelsesorganerne og arbejdstagerrepræsentationerne skal tilbyde sin hjælp med henblik på, at direktivet kan blive gennemført fuldstændigt. Til dette formål må den overgive alle oplysninger, der er egnede og nødvendige for, at proceduren med henblik på nedsættelse af det europæiske samarbejdsudvalg kan indledes. For ikke at krænke fortroligheden af oplysningerne om virksomhedens forhold, i det omfang denne anerkendes i national ret, er ledelsen dog, som allerede antydet, forpligtet til at meddele arbejdstagerne almindelige oplysninger om forbindelsen mellem koncernens virksomheder og om en virksomheds eventuelle »kontrollerende« stilling i koncernen. Virksomheden er altså forpligtet til at meddele de nødvendige oplysninger til indledning af proceduren med henblik på nedsættelse af samarbejdsudvalget, men dog ikke at give videregående og mere nøjagtige oplysninger om de forskellige forbindelser mellem koncernvirksomhederne. Sagt på en anden måde: Når ledelsen alene meddeler, at der eksisterer en forbindelse med flere virksomheder i direktivets artikel 2, stk. 1's forstand, og udpeger den kontrollerende virksomhed, er denne information tilstrækkelig til, at de beskæftigede i de pågældende virksomheder sammen kan forestå nedsættelsen af samarbejdsudvalget.

20 Der kunne dog opstå tvivl om, hvorvidt de af ledelsen meddelte oplysninger er korrekte, eller om de er så generelt udformet, at det svarer til en retsstridig nægtelse. Som i det foreliggende tilfælde kan det være tilfældet, at parterne har forskellige holdninger til, om forudsætningerne for nedsættelsen af et samarbejdsudvalg er til stede. I dette tilfælde skal de nationale myndigheder sørge for, at virksomheden ikke unddrager sig sine forpligtelser og modsætter sig den korrekte anvendelse af direktivet. Således forpligter artikel 11, stk. 3, medlemsstaterne til at træffe »passende [administrative og retlige] foranstaltninger«, hvis bestemmelserne i direktivet ikke efterkommes.

21 Derfor må den nationale ret i det foreliggende tilfælde også med hensyn til fortrolige oplysninger råde over disse hjælpemidler, for at kunne fastslå, om forudsætningerne for nedsættelsen af det europæiske samarbejdsudvalg foreligger, - dvs. den tyske bofrost*-virksomheds kontrollerende stilling i den koncern, som den tilhører - og også hvis den, der fremsætter anmodningen, dvs. arbejdstagerrepræsentationen, ikke råder over tilstrækkelige oplysninger. Retten må da afgøre, om disse oplysninger er fortrolige og i givet fald sikre en behandling af disse, der svarer hertil.

22 For så vidt angår det andet spørgsmål, er jeg derfor af den opfattelse, at direktivet, og særligt artikel 11, stk. 1 og 2, skal fortolkes således, at et nationalt samarbejdsudvalg har ret til oplysninger om den berørte virksomheds stilling inden for fællesskabskoncernen, og at ledelsen af denne virksomhed er forpligtet til at arbejde loyalt sammen med arbejdstagerrepræsentationen. En nægtelse af at meddele specifikke oplysninger om stillingen i koncernen er - inden for de allerede nævnte grænser - kun berettiget, hvis disse oplysninger efter national ret må kvalificeres som fortrolige.

23 Disse overvejelser gælder i særlig grad i forbindelse med fremlæggelse af dokumenter, som den forelæggende rets tredje spørgsmål drejer sig om. I forbindelse med kontakter på et forberedende stadium har arbejdstagerne som i den foreliggende sag ganske vist adgang til dokumenter, der ikke er fortrolige, men de har ikke krav på at få forelagt fortrolige dokumenter. Når bestemte oplysninger, der fremgår af sådanne dokumenter, ikke meddeles, må der kompenseres herfor gennem et tilbud om loyalt samarbejde fra virksomhedsledelsens side inden for de nævnte grænser.

Hvis ledelsen uretmæssigt nægter dette, kan de berørte parter altid gå til domstolene, således at disse kan sikre overholdelsen og dermed den korrekte anvendelse af direktivet. Den nationale ret skal efterprøve, om dokumenterne er fortrolige, og sikre en behandling af disse, der svarer hertil.

Forslag til afgørelse

24 Sammenfattende foreslår jeg Domstolen at besvare de spørgsmål, der er forelagt af Landesarbeitsgericht Düsseldorf, som følger:

»1) Artikel 11, stk. 1 og 2, i Rådets direktiv 94/45/EF af 22. september 1994 om indførelse af europæiske samarbejdsudvalg eller en procedure i fællesskabsvirksomheder og fællesskabskoncerner med henblik på at informere og høre arbejdstagerne skal fortolkes således, at forpligtelsen til at meddele arbejdstagerrepræsentationerne de for indledningen af proceduren til nedsættelse af et europæisk samarbejdsudvalg nødvendige oplysninger, ikke kun gælder for virksomheder, for hvis vedkommende det er fastslået, at de har en kontrollerende stilling inden for en fællesskabskoncern i direktivets artikel 2, stk. 1, litra b)'s forstand, men for alle virksomheder på Fællesskabets område.

2) Det krav på informationer om virksomheden, som direktivet tillægger arbejdstagerrepræsentationerne, omfatter også almindelige oplysninger om, hvorvidt en virksomhed opfylder betingelserne for at kunne kvalificeres som en 'kontrollerende virksomhed' inden for en koncern i direktivets artikel 3, stk. 2's forstand. Kravet omfatter dog ikke mere udførlige oplysninger, der i henhold til retsreglerne i den medlemsstat, hvori virksomheden har sit hjemsted, må kvalificeres som fortrolige.

3) Virksomhedsledelsen skal også udlevere de dokumenter til arbejdstagerrepræsentationerne, der er nødvendige med henblik på nedsættelse af et europæisk samarbejdsudvalg, medmindre disse dokumenter må kvalificeres som fortrolige efter den nationale ret, der skal anvendes.«

(1) - EFT L 254, s. 64.

(2) - Det fremgår af forelæggelseskendelsen, at det af majoritetsselskabsdeltagerne i bofrost*-virksomhederne oprettede rådgivende udvalg deltager med status som rådgiver i møderne i bofrost*-styringsudvalget for Europa. I overensstemmelse med de over for de enkelte bofrost*-virksomheder bestående rådgivnings- og kontrolforpligtelser fremkommer medlemmerne af det rådgivende udvalg under møderne i bofrost*-styringsudvalget for Europa med bemærkninger vedrørende fordelagtigheden, rentabiliteten, hensigtsmæssigheden og lovligheden af de foranstaltninger, der foreslås besluttet. I forbindelse med afgørelser vedrørende dispositioner og initiativer, der ligger uden for den sædvanlige erhvervsmæssige virksomhed, udøver medlemmerne af det rådgivende udvalg godkendelsesretten på selskabsdeltagernes vegne, jf. HGB's (Handelsgesetzbuch's) § 164 analogt. Bofrost*-styringsudvalget har derimod til opgave at fastsætte de grundlæggende principper for bofrost*-virksomhederne med henblik på at opnå den i videst muligt omfang ensartede og effektive markedsføring af mærket bofrost* i Europa under hensyntagen til de særlige forhold, der gør sig gældende i de enkelte lande. Bofrost*-styringsudvalget for Europa er sammensat af medlemmer fra de nationale ledelsesorganer på grundlag af de for de enkelte bofrost*-virksomheder gældende nationale bestemmelser. Hver aftalepart (dvs. hvert land, hvor bofrost*-virksomheder opererer) har én stemme. Såfremt en aftalepart er repræsenteret af flere personer, kan disse kun udøve stemmeretten i fællesskab. Der kan kun træffes afgørelser med enstemmighed. Kan enstemmighed ikke opnås, udsættes afgørelsen til et senere møde.

(3) - Det første forslag til et direktiv om statutten for det europæiske selskab blev fremsat i 1970'erne. Det Økonomiske og Sociale Udvalg's udtalelse, der først blev afgivet otte år efter fremsættelsen af forslaget, var negativ. Forslaget til femte direktiv om harmonisering af selskabsretten, der også omfatter selskabernes struktur, stammer fra 1980'erne. Direktiv 94/45 blev først vedtaget efter ratificeringen af aftalen om socialpolitikken i bilaget til Maastricht-traktaten. Også i dette tilfælde stammer forslaget fra 1991, og lovgivningsprocessen varede i tre år.

((4) - Artikel 2, stk. 1, litra a), b) og c).

(5) - For så vidt angår valg og udnævnelse af samarbejdsudvalgets medlemmer, henviser direktivet derimod til nationale bestemmelser.

(6) - En fortolkning af EBRG's § 2, stk. 1, hvorefter direktivet ikke finder anvendelse på alle virksomheder i Tyskland, men derimod kun på fællesskabsvirksomheder, der er etableret i Tyskland, eller virksomheder, der kontrollerer fællesskabskoncerner, ville indskrænke direktivets anvendelse uforholdsmæssigt og rejse tvivl om bestemmelsens forenelighed med direktivet.

(7) - En virksomheds pligt til i procedurens senere faser at videregive fortrolige oplysninger fremgår ganske vist ikke udtrykkeligt af direktivet, men kan efter min opfattelse udledes af artikel 8, som pålægger medlemmerne af det særlige forhandlingsorgan tavshedspligt (stk. 1) og bestemmer, at denne pligt kun fraviges, når oplysningerne »er af en sådan art, at de ud fra objektive kriterier ville genere eller skade de pågældende virksomheder«.

(8) - EBRG's § 5 synes at anerkende, at arbejdstagerrepræsentationerne har en videregående ret, idet den bestemmer, at virksomhedsledelsen ikke blot skal meddele informationer om det gennemsnitlige antal arbejdstagere i virksomhederne og deres fordeling på medlemsstaterne, men også informationer om virksomhederne og bedrifterne.