61998J0456

1. Fri bevægelighed for personer - etableringsfrihed - selvstændige handelsagenter - direktiv 86/653 - nationale bestemmelser, hvorefter en agenturkontrakts gyldighed er betinget af, at handelsagenten er optaget i et register for handelsagenter - ulovlige

(Rådets direktiv 86/653)

2. Institutionernes retsakter - direktiver - medlemsstaternes gennemførelse - nødvendigheden af at sikre direktivers effektive virkning - de nationale retters pligt til at medvirke hertil

(EF-traktaten, art. 189, stk. 3 (nu art. 249, stk. 3, EF))

1. Direktiv 86/653 om samordning af medlemsstaternes lovgivning om selvstændige handelsagenter er til hinder for nationale bestemmelser, hvorefter en agenturkontrakts gyldighed er betinget af, at handelsagenten er optaget i et register for handelsagenter.

( jf. præmis 14 og 19 samt domskonkl. )

2. Den nationale ret er, når den anvender nationale retsforskrifter, hvad enten de er ældre eller yngre end et direktiv, forpligtet til, i videst muligt omfang at fortolke dem i lyset af direktivets ordlyd og formål, således at de kan finde anvendelse i overensstemmelse med direktivets målsætning.

( jf. præmis 16 og 19 samt domskonkl. )

I sag C-456/98,

angående en anmodning, som Pretura di Brescia (Italien) i medfør af EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Centrosteel Srl

mod

Adipol GmbH,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af Rådets direktiv 86/653/EØF af 18. december 1986 om samordning af medlemsstaternes lovgivning om selvstændige handelsagenter (EFT L 382, s. 17) og af de artikler i EF-traktaten, der findes i dennes tredje del, afsnit III, kapitel 2 og 3, og som vedrører henholdsvis etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser,

har

DOMSTOLEN (Første Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, L. Sevón, og dommerne P. Jann (refererende dommer) og M. Wathelet,

generaladvokat: F.G. Jacobs

justitssekretær: R. Grass,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

- Adipol GmbH ved advokat B. Terrano, Trieste, og advokat G. Orlandi, Brescia

- den italienske regering ved afdelingschef, professor U. Leanza, Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmægtiget, bistået af statens advokat, P.G. Ferri

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved M. Patakia og A. Aresu, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede,

på grundlag af den refererende dommers rapport,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 16. marts 2000,

afsagt følgende

Dom

1 Ved kendelse af 24. november 1998, indgået til Domstolen den 15. december 1998, har Pretura di Brescia i medfør af EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) forelagt tre præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af Rådets direktiv 86/653/EØF af 18. december 1986 om samordning af medlemsstaternes lovgivning om selvstændige handelsagenter (EFT L 382, s. 17, herefter »direktivet«) og af de artikler i EF-traktaten, der er findes i dennes tredje del, afsnit III, kapitel 2 og 3, og som vedrører henholdsvis etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser.

2 Spørgsmålene er blevet rejst under en sag anlagt af Centrosteel Srl (herefter »Centrosteel«), et selskab med hjemsted i Brescia (Italien), mod Adipol GmbH (herefter »Adipol«), et selskab med hjemsted i Wien (Østrig).

3 Det følger af hovedsagens akter, at Centrosteel i perioden fra 1989 til 1991 udøvede virksomhed som handelsagent for Adipol i henhold til en mellem parterne indgået agenturkontrakt. Efter at kontrakten var blevet ophævet, fremsatte Centrosteel krav om betaling af et nærmere bestemt provisionsbeløb.

4 Efter at Adipol havde afvist at betale det af Centrosteel krævede beløb, blev der rejst sag i første instans ved Pretura di Brescia, hvor sagsøgte gjorde gældende, at den nævnte agenturkontrakt var ugyldig som følge af, at Centrosteel ikke var optaget i registeret for agenter og handelsrejsende, således som det havde pligt til i henhold til artikel 2 i den italienske lov nr. 204 af 3. maj 1985 (GURI nr. 119 af 22.5.1985, s. 3623, herefter »lov nr. 204«).

5 Ifølge denne bestemmelse skal der ved hvert handelskammer oprettes et register for handelsagenter og handelsrejsende, hvori »personer, som udøver virksomhed eller har til hensigt at udøve virksomhed som handelsagenter eller handelsrejsende, skal optages«. Artikel 9 i lov nr. 204 bestemmer, at »personer, som ikke er optaget i registret i henhold til denne lov, ikke må udøve virksomhed som handelsagenter eller handelsrejsende«.

6 Ifølge den forelæggende ret har de italienske retter altid tidligere fastslået, at en agenturkontrakt, der er indgået af en person, som ikke er optaget i registret, er ugyldig på grund af tilsidesættelse af den præceptive bestemmelse i artikel 9 i lov nr. 204, og at en sådan person ikke kan anlægge sag med krav om provision og godtgørelse i forbindelse med den udøvede virksomhed.

7 Domstolen har som svar på et præjudicielt spørgsmål forelagt af Tribunale de Bologna (Italien) fastslået, at direktivet er til hinder for nationale bestemmelser, hvorefter en agenturkontrakts gyldighed er betinget af, at handelsagenten er optaget i et register for handelsagenter (jf. dom af 30.4.1998, C-215/97, Bellone, Sml. I, s. 2191).

8 Domstolen fastslog i denne dom, at direktivets artikel 13, stk. 2, med hensyn til agenturkontraktens form kun nævner skriftlighedskravet som gyldighedsbetingelse for kontrakten. Fællesskabslovgiver har foretaget en udtømmende regulering af dette spørgsmål, hvorfor medlemsstaterne ikke ud over udfærdigelse af en skriftlig kontrakt kan kræve andre betingelser opfyldt (jf. Bellone-dommen, præmis 14).

9 Den forelæggende ret har på grundlag af Bellone-dommen gjort gældende, at i den udstrækning, hvor direktiver i henhold til Domstolens faste praksis ikke har direkte virkning i forholdet mellem private, kan Bellone-dommen ikke medføre, at lov nr. 204 ikke kan anvendes i den for retten anlagte sag. Retten har derfor fundet, at der eventuelt skal henvises direkte til traktatens bestemmelser, navnlig vedrørende etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser, da disse i modsætning til direktiver er direkte og umiddelbart anvendelige i den nationale retsorden. Den italienske lovgivnings eventuelle uforenelighed med disse fællesskabsretlige principper vil nødvendigvis føre til, at loven ikke kan anvendes.

10 På denne baggrund har den forelæggende ret besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1) Der ønskes en fortolkning af EF-traktatens artikel 52, 53, 54, 55, 56, 57 og 58, idet det nærmere ønskes oplyst, om artikel 2 og 9 i den italienske lov nr. 204 af 1985, hvorefter personer, som udøver virksomhed som handelsagenter, skal være optaget i et register, og agenturkontrakter, der er indgået med personer, som ikke er optaget i registret, er ugyldige, udgør begrænsninger af etableringsfriheden?

2) Er traktatens bestemmelser om etableringsfriheden, dvs. artikel 52-58, til hinder for nationale bestemmelser, hvorefter en agenturkontrakts gyldighed er betinget af, at handelsagenten er optaget i et register for handelsagenter?

3) Er traktatens bestemmelser om den frie udveksling af tjenesteydelser, dvs. artikel 59-66, til hinder for nationale bestemmelser, hvorefter en agenturkontrakts gyldighed er betinget af, at handelsagenten er optaget i et register for handelsagenter?«

Formaliteten

11 Adipol, den italienske regering og Kommissionen har gjort gældende, at den præjudicielle forelæggelse skal afvises af følgende grunde:

- Den er baseret på en fejlagtig vurdering af de faktiske omstændigheder, idet Centrosteel ikke handlede som handelsagent, men blot modtog visse betalinger fra Adipol på grundlag af en aftale, hvis gyldighed er tvivlsom (Adipol).

- Traktatens bestemmelser om etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser er ikke blevet påberåbt af parterne i hovedsagen (Adipol).

- Den internationale privatrets regler giver ikke de italienske retter kompetence til at behandle tvisten i hovedsagen, idet kun de østrigske retter er kompetente med hensyn hertil (Kommissionen).

- De stillede spørgsmål er ikke nødvendige for at løse tvisten i hovedsagen (Adipol, den italienske regering og Kommissionen).

12 Bortset fra det sidste anbringende, som er forbundet med sagens realitet, og som derfor vil blive behandlet sammen med realiteten, kan de øvrige påberåbte formalitetsindsigelser ikke tages til følge af de grunde, som generaladvokaten har beskrevet i punkt 10-27 i sit forslag til afgørelse, og som Domstolen kan tilslutte sig.

De præjudicielle spørgsmål

13 Indledningsvis bemærkes, at direktivet har til formål at harmonisere medlemsstaternes lovgivning om retsforholdet mellem parterne i en handelsagenturkontrakt, uanset om der foreligger noget som helst grænseoverskridende element. Dets anvendelsesområde er derfor mere omfattende end det anvendelsesområde, der gælder for de grundlæggende friheder, der er fastsat i traktaten.

14 Der er ligeledes grund til at bemærke, at Domstolen i Bellone-dommen udtalte sig om en situation, der er identisk med den, der har givet anledning til den tvist, der verserer ved den forelæggende ret, dvs. spørgsmålet om gyldigheden af en agenturkontrakt, der er undergivet italiensk ret, når agenten ikke er optaget i et register for agenter og handelsrejsende. Domstolen fastslog i denne dom, at direktivet er til hinder for, at en agenturkontrakts gyldighed gøres betinget af, at handelsagenten er optaget i et sådant register.

15 Det er korrekt, at det følger af Domstolens faste praksis, at et direktiv ikke, når der ikke er sket korrekt gennemførelse heraf i national ret, i sig selv kan skabe forpligtelser for private (dom af 26.2.1986, sag 152/84, Marshall, Sml. s. 723, præmis 48, og af 14.7.1994, sag C-91/92, Faccini Dori, Sml. I, s. 3325, præmis 20).

16 Det følger imidlertid ligeledes af Domstolens praksis (dom af 13.11.1990, sag C-106/89, Marleasing, Sml. I, s. 4135, præmis 8, af 16.12.1993, sag C-334/92, Wagner Miret, Sml. I, s. 6911, præmis 20, Faccini Dori-dommen, præmis 26, og dom af 27.6.2000, forenede sager C-240/98 - C-244/98, Océano Grupo Editorial og Salvat Editores, Sml. I, s. 4941, præmis 30), at den nationale domstol ved anvendelsen af nationale retsforskrifter, hvad enten de er ældre eller yngre end direktivet, er forpligtet til, i videst muligt omfang at fortolke dem i lyset af direktivets ordlyd og formål og at fremkalde det med direktivet tilsigtede resultat, og således handle i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 189, stk. 3 (nu artikel 249, stk. 3, EF).

17 Den nationale ret, der skal afgøre en tvist, som falder inden for direktivets anvendelsesområde, og som har udspring i faktiske omstændigheder, der ligger efter udløbet af direktivets gennemførelsesfrist, skal derfor, når den anvender bestemmelserne i national ret eller en fast national retspraksis - således som det synes at være tilfældet i hovedsagen - fortolke dem på en sådan måde, at de kan finde anvendelse i overensstemmelse med direktivets målsætning. Som generaladvokaten har fremhævet i punkt 36 i sit forslag til afgørelse, synes Corte suprema di cassazione allerede efter den ovenfor nævnte Bellone-dom at have ændret sin retspraksis, idet manglende overholdelse af den i lov nr. 204 fastsatte forpligtelse til at blive optaget i registret for agenter og handelsrejsende ikke længere i italiensk ret medfører ugyldighed af agenturkontrakten.

18 Henset til de ovenfor nævnte betragtninger er det ikke, således som den italienske regering og Kommissionen har gjort gældende, nødvendigt at besvare den forelæggende rets spørgsmål, som henviser til traktatens bestemmelser vedrørende etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser, idet den for den nævnte ret verserende sag kan løses på grundlag af direktivet og Domstolens praksis vedrørende direktivers retsvirkninger.

19 Herefter skal de forelagte spørgsmål besvares således, at direktivet er til hinder for nationale bestemmelser, hvorefter en agenturkontrakts gyldighed er betinget af, at handelsagenten er optaget i et register for handelsagenter. Den nationale ret er, når den anvender nationale retsforskrifter, hvad enten de er ældre eller yngre end direktivet, forpligtet til, i videst muligt omfang at fortolke dem i lyset af direktivets ordlyd og formål, således at de kan finde anvendelse i overensstemmelse med direktivets målsætning.

Sagens omkostninger

20 De udgifter, der er afholdt af den italienske regering og af Kommissionen, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN (Første Afdeling)

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Pretura di Brescia ved kendelse af 24. november 1998, for ret:

Rådets direktiv 86/653/EØF af 18. december 1986 om samordning af medlemsstaternes lovgivning om selvstændige handelsagenter er til hinder for nationale bestemmelser, hvorefter en agenturkontrakts gyldighed er betinget af, at handelsagenten er optaget i et register for handelsagenter. Den nationale ret er, når den anvender nationale retsforskrifter, hvad enten de er ældre eller yngre end direktivet, forpligtet til, i videst muligt omfang at fortolke dem i lyset af direktivets ordlyd og formål, således at de kan finde anvendelse i overensstemmelse med direktivets målsætning.