61998J0322

Socialpolitik - mandlige og kvindelige arbejdstagere - adgang til beskæftigelse samt arbejdsvilkår - ligebehandling - nedlæggelse af en deltidsstilling af økonomiske årsager - national retsforskrift, som udelukker muligheden for at sammenligne del- og fuldtidsbeskæftigede arbejdstagere ved den udvælgelse på grundlag af sociale kriterier, som en arbejdsgiver skal foretage - lovligt

(Rådets direktiv 76/207, art. 2, stk. 1, og art. 5, stk. 1)

$$Artikel 2, stk. 1, og artikel 5, stk. 1, i direktiv 76/207 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for, at en national retsforskrift fortolkes således, at deltids- og fuldtidsbeskæftigede arbejdstagere generelt ikke er sammenlignelige ved den udvælgelse på grundlag af sociale kriterier, som en arbejdsgiver skal foretage, når en deltidsstilling nedlægges af økonomiske årsager.

( jf. præmis 35 og domskonkl. )

I sag C-322/98,

angående en anmodning, som Landesarbeitsgericht Hamburg (Tyskland) i medfør af EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Bärbel Kachelmann

mod

Bankhaus Hermann Lampe KG,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af artikel 5, stk. 1, i Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40),

har

DOMSTOLEN (Femte Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, D.A.O. Edward, og dommerne L. Sevón, P.J.G. Kapteyn (refererende dommer), H. Ragnemalm og M. Wathelet,

generaladvokat: A. Saggio

justitssekretær: fuldmægtig L. Hewlett,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

- Bärbel Kachelmann ved advokat K. Bertelsmann, Hamburg

- Bankhaus Hermann Lampe KG ved advokat I. Heydasch, Hamburg

- den tyske regering ved afdelingschef W.-D. Plessing og kontorchef C.-D. Quassowski, begge Forbundsfinansministeriet, som befuldmægtigede

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved juridisk konsulent P. Hillenkamp og A. Aresu, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede, bistået af advokaterne C. Jacobs og R. Karpenstein, Hamburg,

på grundlag af retsmøderapporten,

efter at der i retsmødet den 20. januar 2000 er afgivet mundtlige indlæg af Bärbel Kachelmann, af Bankhaus Hermann Lampe KG og af Kommissionen,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 14. marts 2000,

afsagt følgende

Dom

1 Ved kendelse af 24. juli 1998, indgået til Domstolen den 20. august 1998, har Landesarbeitsgericht Hamburg i medfør af EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) forelagt et præjudicielt spørgsmål vedrørende fortolkningen af artikel 5, stk. 1, i Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40, herefter »direktivet«).

2 Spørgsmålet er blevet rejst under en tvist mellem Bärbel Kachelmann og hendes tidligere arbejdsgiver, Bankhaus Hermann Lampe KG (herefter »Bankhaus«), der er opstået som følge af, at hun er blevet afskediget af økonomiske årsager.

Retsregler

Fællesskabsretten

3 Ifølge direktivets artikel 2, stk. 1, indebærer princippet om ligebehandling i direktivets forstand, at der ikke finder nogen forskelsbehandling sted på grundlag af køn, hverken direkte eller indirekte under henvisning særlig til ægteskabelig eller familiemæssig stilling.

4 Direktivets artikel 5 bestemmer:

»1. Anvendelsen af princippet om ligebehandling for så vidt angår arbejdsvilkår, herunder afskedigelsesvilkår, indebærer, at mænd og kvinder sikres samme vilkår uden forskelsbehandling på grundlag af køn.

2. Med henblik herpå træffer medlemsstaterne de nødvendige foranstaltninger til:

a) at administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser, som er i modstrid med princippet om ligebehandling, ophæves

b) at de bestemmelser i kollektive overenskomster eller individuelle arbejdskontrakter, i virksomheders interne reglementer eller i vedtægter for selvstændige erhverv, som er i modstrid med princippet om ligebehandling, anses som ugyldige, kan erklæres ugyldige eller ændres

c) at de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser, der er i modstrid med princippet om ligebehandling, revideres, når det beskyttelseshensyn, som oprindelig lå til grund for disse, ikke længere er begrundet; at arbejdsmarkedets parter med hensyn til overenskomstbestemmelser af samme art opfordres til at foretage de ønskelige revisioner.«

National ret

5 § 1, stk. 1, 2 og 3, i Kündigungsschutzgesetz (tysk lov om beskyttelse mod opsigelse, BGBl. 1969 I, s. 1317) i den affattelse heraf, som finder anvendelse i hovedsagen (herefter »KSchG«), bestemmer:

»1. Opsigelse af en arbejdstager, som har været ansat uafbrudt i mere end seks måneder i samme virksomhed, er retligt uvirksom, hvis den er socialt uberettiget.

2. En opsigelse er socialt uberettiget, hvis ikke den er begrundet i forhold vedrørende arbejdstagerens person eller adfærd eller i tvingende krav vedrørende driften, som er til hinder for fortsat at beskæftige arbejdstageren i virksomheden ...

3. Såfremt en arbejdstager opsiges på grund af tvingende krav vedrørende driften i stk. 2's forstand, anses opsigelsen dog for socialt uberettiget, hvis arbejdsgiveren ved udvælgelsen af arbejdstageren ikke har taget hensyn eller tilstrækkeligt hensyn til sociale omstændigheder; på arbejdstagerens anmodning skal arbejdsgiveren angive grundene til det af ham på grundlag af sociale kriterier trufne valg. Første punktum finder ikke anvendelse, såfremt driftstekniske, økonomiske eller andre i driften begrundede hensyn nødvendiggør den fortsatte beskæftigelse af en eller flere arbejdstagere og dermed er til hinder for, at udvælgelsen foretages på grundlag af sociale kriterier. Arbejdstageren skal dokumentere de forhold, som godtgør, at opsigelsen er socialt uberettiget i stk. 1's forstand.«

6 Ifølge § 611a i Bürgerliches Gesetzbuch (den tyske civile lovbog) må en arbejdsgiver ikke i forbindelse med indgåelse af en aftale eller ved nogen anden foranstaltning, navnlig ved en afskedigelse, stille en arbejdstager ringere på grund af dennes køn.

7 Ifølge § 2, stk. 1, i Beschäftigungsförderungsgesetz (tysk lov om fremme af beskæftigelse) må en arbejdsgiver ikke behandle en deltidsbeskæftiget arbejdstager anderledes end fuldtidsbeskæftigede arbejdstagere, medmindre saglige grunde berettiger hertil.

Tvisten i hovedsagen

8 Bärbel Kachelmann blev ansat hos Bankhaus den 1. april 1991. Hun er bankuddannet og korrespondent i tysk og engelsk og var i filialen i Hamburg beskæftiget som dokumentalist med behandling af inkassosager. Hun arbejdede som deltidsbeskæftiget med en ugentlig arbejdstid på 30 timer (76,92%). For de fuldtidsansatte udgjorde arbejdstiden ifølge den kollektive overenskomst 38 timer pr. uge.

9 På grund af en nedgang i udlandsforretningerne besluttede Bankhaus at lægge sektionen for inkassosager, der indtil da havde været selvstændig, sammen med den øvrige dokumentafdeling. Samtidig hermed blev der foretaget en delvis omfordeling af arbejdsopgaverne. Da Bankhaus fandt, at selskabet havde for mange ansatte, besluttede det at afskedige Bärbel Kachelmann af økonomiske årsager med virkning fra den 30. september 1996, hvorom det tilsendte hende meddelelse ved skrivelse af 21. juni 1996.

10 Bärbel Kachelmann anlagde herefter sag ved Arbeitsgericht Hamburg til prøvelse af afskedigelsen. Ifølge sagsøgeren i hovedsagen havde Bankhaus ikke som led i den beslutningsproces, som førte til, at hun blev afskediget af økonomiske årsager, foretaget nogen udvælgelse på grundlag af sociale kriterier mellem de arbejdstagere, som udførte samme opgaver. Selskabet havde således ikke sammenlignet hende, som var beskæftiget 30 timer om ugen, med de arbejdstagere, som var beskæftiget på fuld tid, dvs. 38 timer om ugen, selv om hun forud for meddelelsen om afskedigelsen havde erklæret sig rede til at arbejde på fuld tid.

11 Ved dom af 18. februar 1997 frifandt Arbeitsgericht Bankhaus. Retten anførte, at Bärbel Kachelmann ikke kunne få tildelt en stilling som fuldtidsbeskæftiget, uden at hendes arbejdskontrakt blev ændret, hvorfor hendes stilling og stillingerne for de fuldtidsbeskæftigede arbejdstagere ikke var sammenlignelige. I øvrigt var Bankhaus ikke forpligtet til ved en ændring af arbejdskontrakten at forøge hendes arbejdstid, således at hun kunne ansættes i en fuldtidsstilling alene med det formål at undgå, at hun blev afskediget.

12 Da Bärbel Kachelmann finder, at det er en indirekte forskelsbehandling at udelukke deltidsbeskæftigede arbejdstagere fra den gruppe arbejdstagere, blandt hvilke arbejdsgiveren ved en afskedigelse af økonomiske årsager skal foretage udvælgelsen efter sociale kriterier, og at dette følgelig er i strid med direktivet, har hun appelleret afgørelsen til Landesarbeitsgericht Hamburg.

13 Det fremgår af forelæggelseskendelsen, at Bankhaus stadig har ansat en fuldtidsbeskæftiget kvindelig medarbejder, hvis arbejdsopgaver er sammenlignelige med Bärbel Kachelmann's, men at sidstnævnte efter sine sociale data må antages at have større behov for beskyttelse i beskæftigelsen. Det kan endvidere efter Landesarbeitsgericht's opfattelse tænkes at udgøre en indirekte forskelsbehandling af sagsøgeren i hovedsagen, at den pågældende kvindelige medarbejder ikke anses for sammenlignelig med sagsøgeren, fordi den ene er fuldtids- og den anden deltidsbeskæftiget.

Det præjudicielle spørgsmål

14 Landesarbeitsgericht Hamburg har derfor besluttet at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal artikel 5, stk. 1, i direktiv 76/207/EØF fortolkes således, at kvindelige, deltidsbeskæftigede arbejdstagere ved anvendelsen af § 1, stk. 3, i lov om beskyttelse mod opsigelse (Kündigungsschutzgesetz) - i den affattelse heraf, som gjaldt indtil den 30. september 1996 - bør anses for sammenlignelige med fuldtidsbeskæftigede mandlige og kvindelige arbejdstagere ved afskedigelser, der foretages på grundlag af sociale kriterier, hvis der inden for en branche er væsentligt flere deltidsbeskæftigede kvinder end mænd?«

Formaliteten

15 Den tyske regering har gjort gældende, at det præjudicielle spørgsmål må afvises fra realitetsbehandling. Den finder for det første, at direktivets artikel 5, stk. 1, er irrelevant for afgørelsen af tvisten i hovedsagen, da den i henhold til KSchG's § 1, stk. 3, foretagne udvælgelse efter sociale kriterier vedrører to arbejdstagere, som er af samme køn, nemlig to kvindelige arbejdstagere. For det andet anser den Landesarbeitsgericht's sagsfremstilling i forelæggelseskendelsen for utilstrækkelig til, at Domstolen kan udtale sig i sagen.

16 Herom bemærkes, at det efter fast retspraksis udelukkende tilkommer de nationale retter, for hvem tvisten verserer, og som har ansvaret for den retsafgørelse, der skal træffes, at bedømme efter sagens konkrete omstændigheder, om det er nødvendigt at indhente en præjudiciel afgørelse for at kunne afsige dom i hovedsagen, og om de spørgsmål, som retten forelægger Domstolen, er relevante (jf. bl.a. dom af 14.12.1995, sag C-387/93, Banchero, Sml. I, s. 4663, præmis 15). Når de af den nationale retsinstans stillede spørgsmål vedrører fortolkningen af en bestemmelse i fællesskabsretten, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse herom (jf. bl.a. dom af 15.12.1995, sag C-415/93, Bosman, Sml. I, s. 4921, præmis 59).

17 Domstolen har dog tillige angivet, at den i særlige tilfælde med henblik på at efterprøve sin egen kompetence er beføjet til at undersøge de omstændigheder, hvorunder den nationale domstol har forelagt sagen (se i denne retning dom af 16.12.1981, sag 244/80, Foglia, Sml. s. 3045, præmis 21). Domstolen kan kun afslå at træffe afgørelse vedrørende et præjudicielt spørgsmål fra en national retsinstans, når det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af fællesskabsretten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, når problemet er af hypotetisk karakter, eller når Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en saglig korrekt besvarelse af de stillede spørgsmål (jf. bl.a. Bosman-dommen, præmis 61, og dom af 13.7.2000, sag C-36/99, Idéal tourisme, Sml. I, s. 6049, præmis 20).

18 Dette er ikke situationen i den foreliggende sag. Det er nemlig ubestridt, at direktivet ifølge artikel 1 tilsigter gennemførelse i medlemsstaterne af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til arbejdsvilkår, herunder vilkår for afskedigelse.

19 For det første fremgår det af forelæggelseskendelsen og af de indlæg, som er indgivet til Domstolen, at det præjudicielle spørgsmål vedrører den forskelsbehandling, som generelt kan tænkes at opstå ved anvendelsen af KSchG i tilfælde af en afskedigelse af økonomiske årsager.

20 For det andet må det fastslås, at Domstolen i det foreliggende tilfælde råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en saglig korrekt besvarelse af det stillede spørgsmål, selv om forelæggelseskendelsen er summarisk affattet.

21 Følgelig må det præjudicielle spørgsmål behandles i realiteten.

Realiteten

22 Med sit spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om direktivets artikel 2, stk. 1, og artikel 5, stk. 1, er til hinder for, at en national retsforskrift som KSchG's § 1, stk. 3, fortolkes således, at fuldtidsbeskæftigede arbejdstagere ikke er sammenlignelige med deltidsbeskæftigede ved den udvælgelse på grundlag af sociale kriterier, som en arbejdsgiver skal foretage ved nedlæggelse af en deltidsstilling af økonomiske årsager.

23 Herom bemærkes indledningsvis, at det fremgår af fast retspraksis, at en national bestemmelse eller ordning fører til en indirekte forskelsbehandling af kvindelige arbejdstagere, såfremt den, selv om den er affattet neutralt, faktisk forfordeler procentvis betydelig flere kvinder end mænd, medmindre denne forskellige behandling er begrundet i objektive faktorer, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn (jf. bl.a. dom af 6.4.2000, sag C-226/98, Jørgensen, Sml. I, s. 2447, præmis 29).

24 Det er ubestridt, at deltidsbeskæftigede arbejdstagere i Tyskland betydeligt oftere er kvinder end mænd.

25 For at kunne give den forelæggende ret en brugbar besvarelse af spørgsmålet, må det følgelig efterprøves, om anvendelsen af en national retsforskrift som den i hovedsagen omhandlede medfører en forskellig behandling af deltids- og fuldtidsbeskæftigede arbejdstagere. Hvis dette er tilfældet, må det derefter undersøges, om den forskellige behandling er begrundet i objektive faktorer, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn.

26 Herom må det først fastslås, at den omstændighed, at fuldtids- og deltidsbeskæftigede arbejdstagere ikke er sammenlignelige ved den udvælgelse efter sociale kriterier, som foretages i henhold til KSchG's § 1, stk. 3, ikke direkte virker til skade for deltidsbeskæftigede arbejdstagere. De fuldtidsbeskæftigede og de deltidsbeskæftigede arbejdstagere begunstiges eller skades nemlig på samme måde, når det i det konkrete tilfælde er en fuldtidsstilling, henholdsvis en deltidsstilling som nedlægges i virksomheden.

27 Det må dog fremhæves, som anført af Kommissionen, at der i alle brancher i Tyskland er langt flere fuldtidsbeskæftigede arbejdstagere end deltidsbeskæftigede, og det gælder formentlig også inden for Fællesskabets område som helhed. Følgelig stilles de deltidsbeskæftigede arbejdstagere generelt ringere ved nedlæggelse af stillinger, da de har færre muligheder for at finde en anden, sammenlignelig stilling.

28 Den omstændighed, at fuldtids- og deltidsbeskæftigede arbejdstagere ikke er sammenlignelige ved den udvælgelse efter sociale kriterier, som foretages i henhold til KSchG's § 1, stk. 3, kan derfor medføre en forskellig behandling til skade for deltidsbeskæftigede arbejdstagere og indirekte stille dem ringere.

29 Det må følgelig undersøges, om en sådan forskellig behandling er begrundet i objektive faktorer, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn.

30 Herom bemærkes, at socialpolitikken på fællesskabsrettens nuværende udviklingstrin er omfattet af medlemsstaternes kompetence, og at medlemsstaterne har en rimelig skønsmargen med hensyn til de sociale beskyttelsesforanstaltningers art og de konkrete betingelser for deres gennemførelse. Såfremt sådanne foranstaltninger er i overensstemmelse med et berettiget socialpolitisk formål, er egnede og nødvendige til at opfylde dette formål og således begrundet i forhold, som intet har med forskelsbehandling på grundlag af køn at gøre, kan de ikke anses for en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet (jf. Jørgensen-dommen, præmis 41).

31 Det fremgår af sagens akter, at formålet med de pågældende tyske lovforskrifter er at beskytte arbejdstagerne ved opsigelse, dog under skyldig hensyntagen til virksomhedens driftsmæssige og økonomiske behov.

32 Det fremgår i så henseende af de for Domstolen afgivne indlæg, at spørgsmålet, om stillingerne er sammenlignelige, afgøres på grundlag af arbejdskontrakternes materielle indhold, idet der foretages en vurdering af, om den arbejdstager, hvis stilling nedlægges af driftsmæssige grunde, i betragtning af sine faglige kvalifikationer og sit hidtidige arbejdsområde i virksomheden vil være i stand til at udføre et andet, men ligestillet arbejde, som udføres af andre arbejdstagere.

33 Anvendelsen af disse kriterier kan utvivlsomt indirekte være til skade for deltidsbeskæftigede arbejdstagere, fordi det er udelukket at foretage en sammenligning mellem deres stillinger og stillinger for fuldtidsbeskæftigede arbejdstagere. Imidlertid bemærkes, at såfremt fuldtids- og deltidsbeskæftigede arbejdstagere blev anset for sammenlignelige ved den udvælgelse efter sociale kriterier, som foretages i henhold til KSchG's § 1, stk. 3, vil dette, som anført af den tyske regering, begunstige de deltidsbeskæftigede arbejdstagere, samtidig med at de fuldtidsbeskæftigede arbejdstagere stilles ringere. Ved nedlæggelse af deltidsstillinger måtte det nemlig i så fald tilbydes de deltidsbeskæftigede at blive overført til en fuldtidsstilling, selv om de ikke på grundlag af deres arbejdskontrakt kan rejse krav om at blive ansat i en sådan stilling.

34 Det henhører under den nationale lovgivers skøn at bestemme, om der bør indføres en sådan begunstigelse af deltidsbeskæftigede arbejdstagere, og det tilkommer denne alene at finde en rimelig balance inden for arbejdsretten mellem parternes forskellige interesser. I den foreliggende sag er dette skøn baseret på hensyn, som intet har at gøre med arbejdstagernes tilhørsforhold til det ene eller andet køn.

35 Det forelagte spørgsmål må herefter besvares med, at direktivets artikel 2, stk. 1, og artikel 5, stk. 1, ikke er til hinder for at fortolke en national retsforskrift som KSchG's § 1, stk. 3, således, at deltids- og fuldtidsbeskæftigede arbejdstagere generelt ikke er sammenlignelige ved den udvælgelse på grundlag af sociale kriterier, som en arbejdsgiver skal foretage, når en deltidsstilling nedlægges af økonomiske årsager.

Sagens omkostninger

36 De udgifter, der er afholdt af den tyske regering og af Kommissionen, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN (Femte Afdeling)

vedrørende det spørgsmål, der er forelagt af Landesarbeitsgericht Hamburg ved kendelse af 24. juli 1998, for ret:

Artikel 2, stk. 1, og artikel 5, stk. 1, i Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for, at en national retsforskrift som § 1, stk. 3, i Kündigungsschutzgesetz - i den affattelse heraf, som gjaldt indtil den 30. september 1996 - fortolkes således, at deltids- og fuldtidsbeskæftigede arbejdstagere generelt ikke er sammenlignelige ved den udvælgelse på grundlag af sociale kriterier, som en arbejdsgiver skal foretage, når en deltidsstilling nedlægges af økonomiske årsager.