61998J0022

Konkurrence - virksomheder, som medlemsstaterne indroemmer saerlige eller eksklusive rettigheder - begreb - autoriserede havnearbejdere, der har eneret paa udfoerelsen af visse former for havnearbejde - ikke omfattet

(EF-traktaten, art. 6 og 48 (efter aendring nu art. 12 EF og 39 EF) og EF-traktaten, art. 85, 86 og 90 (efter aendring nu art. 81 EF, 82 EF og 86 EF))

$$Bestemmelsen i traktatens artikel 90, stk. 1 (nu artikel 86, stk. 1, EF), sammenholdt med traktatens artikel 6, stk. 1 (efter aendring nu artikel 12, stk. 1, EF), og traktatens artikel 85 og 86 (nu artikel 81 EF og 82 EF), skal fortolkes saaledes, at den ikke tillaegger borgerne ret til at modsaette sig anvendelsen af bestemmelser i en medlemsstat, hvorefter de ved udfoerelsen af havnearbejde er forpligtet til udelukkende at benytte autoriserede havnearbejdere som omhandlet i de naevnte bestemmelser og skal betale dem et vederlag, der langt overstiger loennen for deres egne ansatte eller den loen, de betaler andre arbejdstagere.

Traktatens artikel 90, stk. 1, sammenholdt med en anden bestemmelse i traktaten, finder kun anvendelse paa virksomheder. De naevnte arbejdere, selv betragtet under ét, kan ikke antages at udgoere en »virksomhed« som omhandlet i Faellesskabets konkurrenceregler, idet de i forhold til de virksomheder, de udfoerer havnearbejde for, befinder sig i et arbejdsforhold, der er kendetegnet ved, at de udfoerer det naevnte arbejde for hver enkelt af de paagaeldende virksomheder og efter dennes anvisninger, og at de derfor maa betragtes som »arbejdstagere« som omhandlet i EF-traktatens artikel 48 (efter aendring nu artikel 39 EF).

1 Ved dom af 15. januar 1998, indgaaet til Domstolen den 28. januar 1998, har Hof van Beroep, Gent, i medfoer af EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) forelagt to praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af EF-traktatens artikel 90, stk. 1 og 2 (nu artikel 86, stk. 1 og 2, EF), sammenholdt med EF-traktatens artikel 6 (efter aendring nu artikel 12 EF) og EF-traktatens artikel 85 og 86 (nu artikel 81 EF og 82 EF).

2 Spoergsmaalene er blevet stillet under straffesager mod Jean Claude Becu og Annie Verweire samt mod selskaberne Smeg NV (herefter »Smeg«) og Adia Interim NV (herefter »Adia Interim«), som ovennaevnte personer er henholdsvis direktoer og forretningsfoerer for. De er alle tiltalt for at have ladet havnearbejde udfoere paa havneomraadet i Gent af ikke-autoriserede havnearbejdere, hvilket er i strid med bestemmelserne i lov af 8. juni 1972 om havnearbejde (Moniteur belge af 10.8.1972, s. 8826, herefter »loven af 1972«).

De nationale bestemmelser

3 Artikel 1 i loven af 1972 har foelgende ordlyd: »Der maa ikke udfoeres havnearbejde i havneomraader af andre arbejdere end autoriserede havnearbejdere.« I henhold til lovens artikel 4 straffes en arbejdsgiver, hans driftsledere eller befuldmaegtigede, som har ladet udfoere arbejde i strid med loven eller dens gennemfoerelsesbestemmelser, med boede.

4 For saa vidt angaar definitionen af begreberne »havneomraade« og »havnearbejde« henvises der i artikel 2 i loven af 1972 til de kongelige anordninger, der er udstedt til gennemfoerelse af loven af 5. december 1968 om kollektive overenskomster og paritetiske udvalg (Moniteur belge af 15.1.1969, s. 267, herefter »loven af 1968«). I henhold til artikel 35 og 37 i loven af 1968 opretter kongen paritetiske udvalg af arbejdsgivere og arbejdstagere, og, paa begaering af disse udvalg, paritetiske underudvalg. De naevnte paritetiske udvalg og underudvalg bestaar af en formand, en naestformand, et ligeligt antal repraesentanter for arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer samt to eller flere sekretaerer (artikel 39). De har bl.a. til opgave at medvirke ved udarbejdelsen af kollektive overenskomster mellem de repraesenterede organisationer (artikel 38).

5 I henhold til artikel 6 i loven af 1968 kan kollektive overenskomster indgaas i et paritetisk udvalg eller underudvalgs regi. I saa fald skal de ifoelge lovens artikel 24 og 28 indgaas af alle de deri repraesenterede organisationer, og paa begaering af en af organisationerne eller af det organ, i hvis regi overenskomsterne er indgaaet, kan kongen goere dem bindende. Ifoelge artikel 3 i loven af 1968 er en overenskomst, der er gjort bindende, bindende for alle arbejdsgivere og arbejdstagere, som henhoerer under det paagaeldende paritetiske organ, og for saa vidt som de er omfattet af overenskomstens anvendelsesomraade.

6 I artikel 1 i kongelig anordning af 12. januar 1973 om oprettelse af et paritetisk havneudvalg og om udvalgets benaevnelse og kompetence (Moniteur belge af 23.1.1973, s. 877), som aendret bl.a. ved kongelig anordning af 8. april 1989 (Moniteur belge af 20.4.1989, s. 6599, herefter »den kongelige anordning af 1973«), er begrebet »havnearbejde« defineret som foelger:

»enhver form for haandtering af varer, der transporteres af soegaaende skibe, af skibe, der besejler indre vandveje, af jernbanevogne eller lastbiler, og accessoriske ydelser vedroerende saadanne varer, uanset om det paagaeldende arbejde udfoeres i dokomraader, paa indre vandveje, paa kajomraader eller i virksomheder, som importerer, eksporterer eller transitforsender varer, samt enhver form for haandtering af varer, der af soegaaende skibe eller af skibe, der besejler indre vandveje, transporteres til eller fra industrivirksomheders kajomraader«.

7 I artikel 1 i den kongelige anordning af 1973 er begrebet »haandtering« defineret som foelger:

»lastning, losning, stuvning, omstuvning, omladning, losning af massegods, klargoering til afgang, opdeling, sortering, placering, stabling og nedtagning samt sammensaetning og fordeling af de enkelte ladninger«.

8 Den kongelige anordning af 1973 fastlaegger ogsaa den geografiske afgraensning af forskellige »havneomraader«, herunder Gents.

9 Definitionen af begreberne »havnearbejde« og »havneomraade« er gentaget i artikel 2 i den kongelige anordning af 12. august 1974 om oprettelse af paritetiske underudvalg for havne og om udvalgenes benaevnelse og kompetence samt fastsaettelse af antallet af medlemmer (Moniteur belge af 10.9.1974, s. 11020, herefter »den kongelige anordning af 1974«). Paa begaering af det paritetiske havneudvalg er der oprettet en raekke paritetiske underudvalg, bl.a. for Gents havn. De paagaeldende underudvalg er kompetente for saa vidt angaar alle arbejdstagere og deres arbejdsgivere, som i de paagaeldende havneomraader udfoerer havnearbejde, enten som hovedbeskaeftigelse eller accessorisk.

10 Artikel 3 i loven af 1972 bestemmer: »Betingelserne og de naermere regler for at blive autoriseret havnearbejder fastsaettes af kongen efter udtalelse fra det paritetiske udvalg, der er kompetent med hensyn til det paagaeldende havneomraade.«

11 For saa vidt angaar Gents havn er de paagaeldende betingelser og naermere regler fastsat i kongelig anordning af 21. april 1977 om betingelserne og de naermere regler for at blive autoriseret havnearbejder i Gents havneomraade (Moniteur belge af 10.6.1977, s. 7760, herefter »den kongelige anordning af 1977«), der er udstedt efter udtalelse fra det kompetente paritetiske underudvalg.

12 I artikel 3, stk. 1, i den naevnte kongelige anordning er det fastsat:

»En arbejdstager kan blive autoriseret havnearbejder, saafremt han:

1_ opfylder de fornoedne vandelskrav

2_ i laegelig henseende er erklaeret egnet af laegetjenesten for havnearbejde

3_ er mindst 21 aar og hoejst 45 aar

4_ har det fornoedne kendskab til den faglige sprogbrug til at kunne forstaa alle ordrer og anvisninger vedroerende det arbejde, der skal udfoeres

5_ har fulgt forberedende kurser i arbejdssikkerhed

6_ har de fornoedne tekniske forudsaetninger for at kunne udfoere arbejdet

7_ ikke tidligere er blevet frakendt autoriseringen som havnearbejder ...«

13 Artikel 3, stk. 2, i kongelig anordning af 1977 bestemmer: »Det paritetiske underudvalg traeffer afgoerelse om autorisering under hensyntagen til behovet for arbejdskraft.«

Hovedsagen

14 Smeg er et belgisk selskab, der paa havneomraadet i Gent, saaledes som dette er fastlagt i de kongelige anordninger af 1973 og 1974, driver en kornoplagringsvirksomhed. Selskabets virksomhed bestaar dels i lastning og losning af kornskibe, dels i oplagring af korn for tredjemands regning. Varerne ankommer og afsendes med skib, tog eller lastbil.

15 Til arbejdet paa kajomraadet, dvs. det egentlige havnearbejde, som f.eks. lastning og losning af kornskibe, anvender Smeg autoriserede havnearbejdere. Til det oevrige arbejde, der udfoeres, naar kornet er i silo, dvs. lastning og losning paa lageret, vejning, haandtering, vedligeholdelse af installationer, arbejdet i siloerne og paa brovaegten, lastning og losning af tog og lastbiler, anvender Smeg ikke autoriserede havnearbejdere, men arbejdere, som er ansat i selskabet, eller vikarer fra det belgiske vikarbureau Adia Interim.

16 Anklagemyndigheden rejste tiltale mod Smeg og selskabets direktoer, Jean Claude Becu, samt mod Adia Interim og bureauets forretningsfoerer, Annie Verweire, ved Correctionele Rechtbank, Gent, for i strid med loven af 1972 at have ladet udfoere havnearbejde i havneomraadet i Gent af ikke-autoriserede havnearbejdere.

17 Ved dom af 20. november 1995 frikendte Correctionele Rechtbank, Gent, de tiltalte, idet retten tiltraadte det af de tiltalte anfoerte, hvorefter loven af 1972 og de kongelige anordninger af 1973 og 1974 er uforenelige med EF-traktatens artikel 90, stk. 1, sammenholdt med artikel 86. Retten fandt, at forskellen mellem timeloennen for de arbejdstagere, der var ansat af Smeg (667 BEF), og for autoriserede havnearbejdere (mindst 1 335 BEF) var »urimelig« som omhandlet i traktatens artikel 86, stk. 2, litra a), naar henses til, at ogsaa loebende vedligeholdelsesarbejde, der udfoeres paa Smeg's omraade, burde have vaeret udfoert af autoriserede havnearbejdere.

18 Anklagemyndigheden ankede dommen til Hof van Beroep, Gent, som bemaerkede, at de faktiske omstaendigheder i den indankede sag i det vaesentlige er de samme som dem, der var baggrunden for Domstolens dom af 10. september 1991 (sag C-179/90, Merci convenzionali porto di Genova, Sml. I, s. 5889, herefter »Merci-dommen«). Men retten fremhaevede, at der er en vaesentlig forskel mellem de to sager, idet forholdet efter belgisk lovgivning - i modsaetning til de italienske bestemmelser, der var omtvistet i Merci-sagen - er det, at havnearbejdere kan blive autoriseret og hermed som de eneste maa udfoere naermere angivne former for arbejde inden for et afgraenset omraade, mens hverken virksomheder eller selskaber er tillagt monopol.

19 Hof van Beroep, Gent, udsatte herefter sagen og har forelagt Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

»1) Kan EF-traktatens artikel 90, stk. 1, jf. artikel 7, 85 og 86, paa faellesskabsrettens nuvaerende udviklingstrin tillaegge faellesskabsborgere, dvs. fysiske og juridiske personer, rettigheder, som medlemsstaterne har pligt til at respektere, i tilfaelde, hvor lastning og losning i havneomraader navnlig af varer, der ad soevejen indfoeres fra en medlemsstat til en anden medlemsstats omraade, og havnearbejde generelt udelukkende maa udfoeres af 'autoriserede havnearbejdere', hvorved bemaerkes, at de naermere betingelser og fremgangsmaaden for anerkendelse fastsaettes af kongen efter udtalelse fra det paritetiske udvalg, der er kompetent for det paagaeldende havneomraade, og at der skal anvendes saerlige tariffer for dette arbejde, selv om arbejdet ogsaa kunne udfoeres af almindelige (dvs. ikke-autoriserede havne-) arbejdere?

2) Maa autoriserede havnearbejdere som omhandlet i artikel 1 i loven af 8. juni 1972, der har en eksklusiv ret til at udfoere havnearbejde i de naermere i lovgivningen fastlagte havneomraader, anses for at have faaet overdraget at udfoere tjenesteydelser af almindelig oekonomisk interesse i henhold til EF-traktatens artikel 90, stk. 2, og for ikke laengere at kunne opfylde deres saerlige opgaver, saafremt artikel 90, stk. 1, og forbudsbestemmelserne i artikel 7, 85 og 86 finder anvendelse paa dem?«

Det foerste spoergsmaal

20 Med det foerste spoergsmaal oensker den nationale ret reelt oplyst, om bestemmelsen i traktatens artikel 90, stk. 1, sammenholdt med artikel 6, stk. 1, og artikel 85 og 86, skal fortolkes saaledes, at den tillaegger borgerne ret til at modsaette sig bestemmelser i en medlemsstat, hvorefter de ved udfoerelsen af havnearbejde er forpligtet til udelukkende at benytte autoriserede havnearbejdere som dem, der er omhandlet i loven af 1972, og skal betale dem et vederlag, der langt overstiger loennen for deres egne ansatte eller den loen, de betaler andre arbejdstagere.

21 Hertil bemaerkes foerst, at det fremgaar af Domstolens praksis, at traktatbestemmelser, der, som det er tilfaeldet for artikel 6, stk. 1, artikel 85 og 86, har direkte virkning, bevarer denne virkning og medfoerer rettigheder for borgerne, som de nationale retter skal beskytte, ogsaa inden for rammerne af artikel 90 (jf. bl.a. Merci-dommen, praemis 23, og dom af 17.7.1997, sag C-242/95, GT-Link, Sml. I, s. 4449, praemis 57).

22 Endvidere bemaerkes, at traktatens artikel 90, stk. 1, har foelgende ordlyd: »Medlemsstaterne afstaar, for saa vidt angaar offentlige virksomheder og virksomheder, som de indroemmer saerlige eller eksklusive rettigheder, fra at traeffe eller opretholde foranstaltninger, som er i strid med denne traktats bestemmelser, navnlig i de i artiklerne 6 og 85-94 naevnte.«

23 Endelig maa det fastslaas, at naar det i henhold til de nationale bestemmelser, der er omtvistet i hovedsagen, kun er en bestemt kategori af personer, der maa udfoere naermere angivne former for arbejde inden for afgraensede omraader, indroemmes de naevnte personer saerlige eller eksklusive rettigheder som omhandlet i ovennaevnte artikel 90, stk. 1. Dette gaelder ikke mindst, fordi den autorisering, det paritetiske underudvalg i Gent meddeler med hjemmel i den kongelige anordning af 1977, kun har gyldighed for havneomraadet i Gent og ikke automatisk meddeles alle de havnearbejdere, der opfylder betingelserne for at blive autoriseret, men under hensyntagen til behovet for arbejdskraft.

24 Forbudsbestemmelsen i traktatens artikel 90, stk. 1, som er indeholdt i EF-traktatens tredje del, afsnit V (efter aendring nu afsnit VI EF), kapitel 1, der omhandler konkurrencereglerne, 1. afdeling, der har overskriften »Regler for virksomhederne«, finder imidlertid kun anvendelse, saafremt de foranstaltninger, bestemmelsen omhandler, vedroerer »virksomheder«.

25 Det maa i den forbindelse fastslaas, at loen- og arbejdsvilkaarene, herunder for autoriserede havnearbejdere i havneomraadet i Gent, er fastsat i kollektive overenskomster, der er indgaaet i henhold til loven af 1968 og gjort bindende ved kongelig anordning udstedt i medfoer af loven (jf., for Gents havn, kongelig anordning af 11.5.1979, Moniteur belge af 28.6.1979, s. 7378). Den belgiske regering har i oevrigt ubestridt anfoert, at de autoriserede havnearbejdere faktisk ansaettes af de forskellige virksomheder, der lader udfoere havnearbejde i henhold til tidsbestemte arbejdskontrakter for en periode, der i almindelighed er kort, og med henblik paa at udfoere klart definerede arbejdsopgaver.

26 Det maa herefter fastslaas, at autoriserede havnearbejdere i forhold til de virksomheder, de udfoerer havnearbejde for, befinder sig i et arbejdsforhold, der er kendetegnet ved, at de udfoerer det naevnte arbejde for hver enkelt af de paagaeldende virksomheder og efter dennes anvisninger, og at de derfor maa betragtes som »arbejdstagere« som omhandlet i EF-traktatens artikel 48 (efter aendring nu artikel 39 EF), saaledes som bestemmelsen er fortolket i Domstolens praksis (jf. for saa vidt angaar definitionen af begrebet arbejdstager Merci-dommen, praemis 13). Da havnearbejderne er en integrerende del af de paagaeldende virksomheder, saa laenge ansaettelsesforholdet varer, og de saaledes danner en oekonomisk enhed med den enkelte virksomhed, udgoer de derfor ikke selv »virksomheder« som omhandlet i Faellesskabets konkurrenceregler.

27 Det maa tilfoejes, at selv betragtet under ét kan autoriserede havnearbejdere i et havneomraade ikke antages at udgoere en virksomhed.

28 For det foerste fremgaar det af Domstolens praksis, at en persons status som arbejdstager ikke aendres ved, at arbejdstageren - samtidig med at befinde sig i et underordnelsesforhold til virksomheden - er knyttet til de andre arbejdstagere i kraft af en sammenslutning (jf. i samme retning Merci-dommen, praemis 13).

29 For det andet bemaerkes, at som generaladvokaten har fremhaevet i punkt 58, 59 og 60 i forslaget til afgoerelse, tyder hverken forelaeggelsesdommen eller svarene paa Domstolens spoergsmaal herom paa, at de autoriserede havnearbejdere i havneomraadet i Gent er knyttet til hinanden i kraft af en sammenslutning eller en anden form for organisation, der giver holdepunkter for at antage, at de handler paa markedet for havnearbejde som en enhed eller som arbejdstagere i en saadan enhed.

30 Det foelger heraf, at bestemmelser som dem, der omtvistes i hovedsagen, ikke kan falde ind under forbudsbestemmelsen i traktatens artikel 90, stk. 1, som kun finder anvendelse paa virksomheder, sammenholdt med en anden bestemmelse i traktaten.

31 Saadanne bestemmelser kan heller ikke falde ind under forbudsbestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 isoleret betragtet, idet de paagaeldende traktatbestemmelser i sig selv udelukkende vedroerer virksomheders adfaerd og ikke omfatter love eller administrative bestemmelser, der er fastsat af medlemsstaterne (jf. bl.a. dom af 18.6.1998, sag C-266/96, Corsica Ferries France, Sml. I, s. 3949, praemis 35).

32 For saa vidt angaar traktatens artikel 6, stk. 1, der indeholder det almindelige forbud mod forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet, fremgaar det af fast retspraksis, at bestemmelsen kun kan anvendes selvstaendigt paa forhold omfattet af faellesskabsretten, for hvilken traktaten ikke indeholder saerlige bestemmelser om forbud mod forskelsbehandling (jf. herved dom af 17.5.1994, sag C-18/93, Corsica Ferries, Sml. I, s. 1783, praemis 19, og af 12.5.1998, sag C-336/96, Gilly, Sml. I, s. 2793, praemis 37). For saa vidt angaar arbejdstagere har princippet fundet konkret udtryk i traktatens artikel 48 og for saa vidt angaar den fri udveksling af tjenesteydelser i traktatens artikel 59 (efter aendring nu artikel 49 EF).

33 Det maa i den forbindelse fastslaas, at hverken de nationale bestemmelser som saadanne, forelaeggelsesdommen eller de indlaeg, der er indgivet til Domstolen, synes at indeholde oplysninger, hvorefter det maa laegges til grund, at der er tale om forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet, hverken med hensyn til adgangen til at blive autoriseret havnearbejder eller udoevelsen af dette arbejde.

34 I oevrigt bemaerkes, at da der i forelaeggelsesdommen ikke paa nogen maade er rejst det spoergsmaal, om forpligtelsen til at benytte autoriserede havnearbejdere som dem, der omhandles i den kongelige anordning af 1977, ved udfoerelsen af havnearbejde, i forhold til andre autoriserede havnearbejdere og/eller arbejdstagere, der opfylder betingelserne for at blive autoriseret, kan antages at udgoere en hindring i den i traktatens artikel 48 og/eller 59 forudsatte betydning, har Domstolen ikke kunnet udtale sig herom. Det tilkommer i givet fald den nationale ret at tage stilling til, om dette er tilfaeldet.

35 Retten kan herved vaere foranlediget til at undersoege, om de nationale regler, der omtvistes i hovedsagen - derved at de foreskriver, at der ved udfoerelsen af havnearbejde skal anvendes autoriserede havnearbejdere, der har status som »arbejdstagere« - stiller krav til den retlige form af arbejdskontrakten mellem parterne og saaledes principielt falder ind under ovennaevnte forbud.

36 Det fremgaar saaledes af dom af 5. juni 1997 (sag C-398/95, SETTG, Sml. I, s. 3091), at nationale bestemmelser, der, ved at stille krav til den retlige form af arbejdskontrakten mellem parterne, hindrer erhvervsdrivende, som har hjemsted i en medlemsstat, i at udoeve deres virksomhed i en anden medlemsstat som selvstaendige i henhold til en kontrakt om udfoerelse af tjenesteydelser, er en hindring, der kan henhoere under forbudsbestemmelsen i traktatens artikel 59.

37 Sammenfattende maa det foerste spoergsmaal herefter besvares med, at bestemmelsen i traktatens artikel 90, stk. 1, sammenholdt med artikel 6, stk. 1, og artikel 85 og 86, skal fortolkes saaledes, at den ikke tillaegger borgerne ret til at modsaette sig anvendelsen af bestemmelser en i medlemsstat, hvorefter de ved udfoerelsen af havnearbejde er forpligtet til udelukkende at benytte autoriserede havnearbejdere som dem, der er omhandlet i loven af 1972, og skal betale dem et vederlag, der langt overstiger loennen for deres egne ansatte eller den loen, de betaler andre arbejdstagere.

Det andet spoergsmaal

38 Henset til besvarelsen af det foerste spoergsmaal er det ufornoedent at besvare det andet spoergsmaal, som kun er forelagt, saafremt nationale bestemmelser som dem, der er omhandlet i det foerste spoergsmaal, maatte vaere i strid med traktatens artikel 90, stk. 1, sammenholdt med en anden bestemmelse i samme traktat.

Sagens omkostninger

39 De udgifter, der er afholdt af den belgiske, den italienske og den nederlandske regering samt af Kommissionen, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i de sager, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

(Sjette Afdeling)

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Hof van Beroep, Gent, ved dom af 15. januar 1998, for ret:

Bestemmelsen i EF-traktatens artikel 90, stk. 1 (nu artikel 86, stk. 1, EF), sammenholdt med EF-traktatens artikel 6, stk. 1 (efter aendring nu artikel 12, stk. 1, EF), og EF-traktatens artikel 85 og 86 (nu artikel 81 EF og 82 EF), skal fortolkes saaledes, at den ikke tillaegger borgerne ret til at modsaette sig anvendelsen af bestemmelser en i medlemsstat, hvorefter de ved udfoerelsen af havnearbejde er forpligtet til udelukkende at benytte autoriserede havnearbejdere som dem, der er omhandlet i den belgiske lov af 8. juni 1972, og skal betale dem et vederlag, der langt overstiger loennen for deres egne ansatte eller den loen, de betaler andre arbejdstagere.