61998C0300

I Indledning

1. De præjudicielle spørgsmål, som Arrondissementsrechtbank, Haag (Nederlandene), og Nederlandenes Hoge Raad har forelagt i disse sager i henhold til EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF), vedrører fortolkningen af artikel 50 i aftalen om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder (herefter »TRIPs-aftalen«), som er indeholdt i bilag 1 C til overenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen (herefter »WTO-overenskomsten«), der er indgået på Fællesskabets vegne, for så vidt angår de områder, der hører under dets kompetence, ved Rådets afgørelse 94/800/EF af 22. december 1994 . Domstolen er nærmere bestemt blevet anmodet om at udtale sig om betydningen af begrebet »intellektuel ejendomsret« i TRIPs-aftalens artikel 50, stk. 1. Inden den kan fortolke dette begreb, skal den dog afgøre, dels om den har kompetence til at fortolke TRIPs-aftalens artikel 50 i det foreliggende tilfælde, dels om denne artikels stk. 6 har direkte virkning.

II Relevante retsforskrifter

A TRIPs-aftalen

2. Domstolen har beskæftiget sig med WTO-overenskomsten og TRIPs-aftalen, som er indgået inden for rammerne af WTO-overenskomsten, i tidligere sager, hvori der var rejst spørgsmål om fortolkningen af bestemmelser i overenskomsten eller aftalen .

3. De dele af TRIPs-aftalens artikel 50, som de nationale retter har anmodet Domstolen om en fortolkning af, og som er relevante i disse sager, har følgende ordlyd:

»1. De retlige myndigheder skal være beføjet til at træffe hurtige og effektive foreløbige foranstaltninger:

a) for at forhindre, at der bliver begået en krænkelse af nogen intellektuel ejendomsret, og navnlig for at forhindre, at der kommer varer ind i handelsleddene på deres område, herunder importerede varer umiddelbart efter toldbehandlingen

b) for at bevare relevant bevismateriale vedrørende den påståede krænkelse.

2. De retlige myndigheder skal være beføjet til inaudita altera parte (uden at høre den anden part) at træffe foreløbige foranstaltninger, hvor dette er hensigtsmæssigt, især i de tilfælde, hvor en forsinkelse efter al sandsynlighed vil forvolde uoprettelig skade for rettighedsindehaveren, eller hvor der er en påviselig risiko for, at et bevismateriale tilintetgøres.

...

4. Dersom der er truffet foreløbige foranstaltninger inaudita altera parte (uden at høre den anden part), skal de berørte parter underrettes derom senest umiddelbart efter, at foranstaltningen er truffet. På den tiltaltes begæring skal der foretages en fornyet gennemgang inkl. en ret til høring med henblik på inden for et rimeligt tidsrum efter, at foranstaltningerne er meddelt, at fastlægge, om disse foranstaltninger skal ændres, kendes ugyldige eller stadfæstes.

...

6. Foreløbige foranstaltninger, der træffes på grundlag af stk. 1 og 2, skal på den tiltaltes begæring kendes ugyldige eller på anden måde ophøre med at have virkning, hvis de procedurer, der fører til en beslutning om sagens realitet, ikke indledes inden for en rimelig frist, der skal fastlægges af den retlige myndighed, som beordrer foranstaltningerne iværksat, dersom et medlems lovgivning gør dette muligt, eller i mangel af en sådan fastlæggelse inden for en frist på højst 20 arbejdsdage eller 31 kalenderdage, alt efter hvilken frist der er den længste, jf. dog stk. 4.

...«

B Fællesskabsbestemmelser

4. For at sikre, at det indre marked kan fungere korrekt, er der ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/71/EF af 13. oktober 1998 om retlig beskyttelse af mønstre foretaget en indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om retlig beskyttelse af mønstre.

5. Ifølge femte betragtning til direktivet er »det ... ikke nødvendigt at gennemføre en fuldstændig harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om mønstre ... det vil være tilstrækkeligt, at harmoniseringen begrænses til de nationale retsregler, som mest direkte indvirker på det indre markeds funktion ... bestemmelser om sanktioner, retsmidler og håndhævelse bør fastsættes nationalt ...«

6. Endvidere hedder det i syvende betragtning til direktivet: »Dette direktiv er ikke til hinder for, at der på mønstre anvendes national lovgivning eller fællesskabsret, der giver en anden beskyttelse end den, der opnås ved registrering eller offentliggørelse som mønster, f.eks. lovgivning om ikke-registrerede mønsterrettigheder, varemærker, patenter og brugsmodeller, samt lovgivningen om markedsføring eller civilretligt ansvar.«

7. Endelig bestemmes det i direktivets artikel 16:

»Bestemmelserne i dette direktiv berører ikke Fællesskabets eller vedkommende medlemsstats lovgivning om ikke-registrerede mønsterrettigheder, varemærker eller andre kendetegn, patenter, brugsmodeller, typografiske skrifttyper, civilretligt ansvar eller markedsføring.«

III Faktiske omstændigheder og præjudicielle spørgsmål

A Sag C-300/98

8. Parfums Christian Dior SA (herefter »Dior«) er indehaver af varemærkerne for parfumerne Tendre Poison, Eau Sauvage og Dolce Vita i kraft af internationale registreringer, bl.a. for Benelux. Alle registreringerne er foretaget på grundlag af oplysninger fra selskabet.

9. Dior markedsfører sine produkter i Det Europæiske Fællesskab gennem et lukket distributionssystem af udvalgte salgssteder. Dior-produkterne har på grund af deres prestigefyldte og luksuriøse image en udstråling, som også kommer til udtryk i reklamer.

10. Tuk Consultancy BV (herefter »Tuk«) har solgt og leveret parfumer med Dior's varemærker til forskellige selskaber, bl.a. Digros BV i Hoofddorp (Nederlandene).

11. I hovedsagen, der er en sag om foreløbige foranstaltninger, har Dior nedlagt påstand om, at Tuk skal indstille ethvert salg af produkter med Dior's varemærker, som ikke er blevet bragt i omsætning inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (herefter »EØS«) af Dior selv eller med Dior's samtykke, idet Tuk, hvis dette ikke sker, skal pålægges en økonomisk sanktion. Dior har også fremsat andre krav.

12. Som anført i forelæggelsesdommen har Dior i denne forbindelse hævdet, at Tuk ved at sælge parfumer, der er forsynet med Dior's varemærker, har krænket selskabets rettigheder til de nævnte mærker, da de pågældende parfumer ikke er blevet bragt i omsætning inden for EØS af Dior selv eller med Dior's samtykke. Tuk har ved fremlæggelse af en erklæring fra en autoriseret revisor godtgjort, at selskabet har erhvervet parfumerne i Nederlandene og således inden for EØS. Den blotte omstændighed, at Tuk har købt parfumerne i Nederlandene, er dog ikke tilstrækkelig til at fastslå, at de er blevet bragt i omsætning af Dior eller med dennes samtykke inden for EØS. Endelig har parterne indgående debatteret, hvem det påhviler at bevise, at Dior har bragt de omtvistede parfumer i omsætning enten inden for eller uden for EØS.

13. Den forelæggende ret har anført som sin foreløbige opfattelse, at der i et tilfælde som det foreliggende må sondres mellem på den ene side spørgsmålet om, hvorvidt Tuk har krænket Dior's rettigheder til de pågældende varemærker (hvilket er forbudt), og på den anden side spørgsmålet om, hvorvidt Tuk har brudt en åbning i Dior's lukkede distributionssystem (hvilket er tilladt). Endvidere har retten efter at have henvist til princippet om fællesskabskonsumption beskæftiget sig med, hvor langt en erhvervsdrivende skal strække sig for at forhindre, at han forhandler varer, som nok er bragt i omsætning med varemærkeindehaverens samtykke, men ikke inden for EØS. Endelig har retten draget den konklusion, at i betragtning af, at parfumernes oprindelse er ubestridt, og at det er tilstrækkeligt godtgjort, at de er købt inden for EØS og leveret til Tuk fra et sted inden for EØS, samtidig med at Tuk ikke kan se på selve varerne, at de har været bestemt for markeder uden for EØS, bør der for nærværende ikke nedlægges et generelt forbud over for Tuk, mens det ikke bør afvises at forbyde TUK at forhandle Dior's produkter, som er forsynet med varemærkerne Tendre Poison, Eau Sauvage og Dolce Vita, medmindre Tuk har købt og fået leveret de pågældende varer af leverandører etableret inden for EØS, som skriftligt har bekræftet over for selskabet, at de har erhvervet dem inden for EØS.

14. Endvidere har den forelæggende ret ex officio bragt TRIPs-aftalens artikel 50, stk. 6, på bane og rejst spørgsmålet om, hvorvidt denne artikel har direkte virkning. Den har bemærket, at Domstolen i Hermès-dommen fastslog, at en foranstaltning truffet under en sag om foreløbige foranstaltninger inden for rammerne af nederlandsk ret er en »foreløbig foranstaltning« som omhandlet i TRIPs-aftalens artikel 50, stk. 6, men at Domstolen ikke har udtalt sig om spørgsmålet om, hvorvidt denne bestemmelse har direkte virkning. Derfor har den forelæggende ret fundet, at der, før der afsiges endelig dom, må forelægges Domstolen et præjudicielt spørgsmål i henhold til traktatens artikel 177.

15. På baggrund af disse betragtninger og efter at have meddelt, at afgørelsen om sagens omkostninger vil blive truffet, når den endelige dom afsiges har den forelæggende ret truffet følgende foreløbige afgørelse:

Tuk forbydes enhver forhandling af produkter hidrørende fra Dior, der er forsynet med varemærkerne Tendre Poison, Eau Sauvage og Dolce Vita, for så vidt Tuk ikke har erhvervet disse hos leverandører, der er uafhængige af Tuk, og som skriftligt har bekræftet over for Tuk, at de har erhvervet produkterne inden for EØS.

Det pålægges Tuk hver gang på første anmodning fra Dior's advokat at godtgøre, at de nævnte betingelser er opfyldt, ved enten at tilsende denne advokat de nævnte leverandørerklæringer til fortrolig meddelelse (såfremt advokaten har erklæret sig rede til denne fortrolighed), eller at fremlægge en erklæring herom fra en autoriseret revisor (såfremt Dior er rede til at betale omkostningerne i denne forbindelse).

Denne dom er umiddelbart eksigibel.

De Europæiske Fællesskabers Domstol anmodes i henhold til EF-traktatens artikel 177 om at træffe afgørelse vedrørende følgende spørgsmål:

»Skal TRIPs-aftalens artikel 50, stk. 6, fortolkes således, at den har direkte virkning i den forstand, at de deri omhandlede retsfølger også indtræder, såfremt den nationale lov ikke indeholder nogen bestemmelse, der svarer til denne bestemmelse i aftalen?«

B Sag C-392/98

16. Selskabet Wilhelm Layher GmbH & Co. KG (herefter »Layher Tyskland«) konstruerer og fremstiller stilladssystemer, bl.a. »Allroundsteiger-stilladser« . Layher Nederlandene (herefter sammen med Layher Tyskland »Layher«), som er et datterselskab af Layher Tyskland, er eneimportør af Allroundsteiger-stilladser for Nederlandene.

17. I 1974 meddelte det tyske patentkontor Eberhard Layher patent på stilladskoblingssystemet Allroundsteiger-stilladser. Patentet udløb den 16. oktober 1994. Den 8. august 1975 ansøgte Eberhard Layher om patent for Nederlandene på et »stilladssystem« (»steigersysteem«), idet han påberåbte sig prioritetsret på grundlag af det tyske patent. Det nederlandske patent, som blev udstedt på grundlag af denne ansøgning, udløb den 7. august 1995.

18. Rob Van Dijk, som driver virksomhed under navnet »Assco Holland Steigers Plettac Nederland«, forhandler i Nederlandene et stilladssystem fremstillet af Assco Gerüste GmbH (herefter »Assco Tyskland« eller, sammen med Assco Holland Steigers Plettac Nederland, »Assco«) under betegnelsen »Assco Rondosteiger«. Dette produkt er med hensyn til sit koblingssystem og sine dimensioner identisk med Layher's Allroundsteiger-stillads.

19. Ud fra den opfattelse, at Assco Rondosteiger i alt væsentligt udgjorde en fuldstændig kopi af Allroundsteiger, anlagde Layher Tyskland sag ved Landgericht Köln mod Assco Tyskland og to af selskabets direktører. Layher Tyskland nedlagde i det væsentlige påstand om, at det blev forbudt Assco Tyskland at udbyde stilladser og/eller dele til stilladser til salg i Tyskland, som kort fortalt var forsynet med et koblingssystem magen til Layher's, eller at markedsføre sådanne stilladser eller dele. Landgericht tog påstanden til følge ved dom af 27. juni 1996. Efter at være blevet appelleret er dommen blevet stadfæstet med en let ændret formulering.

20. For at opnå en tilsvarende retsafgørelse i Nederlandene indgav Layher til Rechtbank, Utrecht, begæring om, at det som en foreløbig foranstaltning og under trussel om tvangsbøde blev forbudt Assco i Nederlandene at indføre, sælge eller markedsføre »Assco Rondosteiger«, således som de nu fremstilles, og at udbyde produktet eller dele til produktet til salg eller på anden måde bringe produktet eller dele til det i omsætning i Nederlandene.

21. Layher motiverede sin begæring med, at Assco havde optrådt ulovligt over for selskabet ved at markedsføre et stilladssystem, der var en slavisk efterligning af Allroundsteiger. Det skal bemærkes i denne forbindelse, som anført i forelæggelsesdommen, at et industrielt mønster, som ikke er eneretsbeskyttet i henhold til den fælles Benelux-lov om mønstre og modeller , kan beskyttes på grundlag af de almindelige bestemmelser om retsstridige handlinger i Burgerlijk Wetboek (den nederlandske borgerlige lovbog) (indtil 1.1.1992 lovbogens artikel 1401 ff., derefter lovbogens artikel 6 og 162 ff.).

22. Præsidenten for Rechtbank tog i alt væsentligt begæringen til følge og fastsatte, for så vidt som det er nødvendigt, i samme forbindelse fristen i henhold til TRIPs-aftalens artikel 50, stk. 6, til et år.

23. Assco appellerede denne afgørelse til Gerechtshof, Amsterdam. Assco kritiserede navnlig præsidenten for Rechtbank for at have anset et år som en rimelig frist som omhandlet i TRIPs-aftalens artikel 50, stk. 6. Heroverfor anførte Layher, at sagen om foreløbige foranstaltninger ikke kunne anses for at være en »foreløbig foranstaltning« i denne bestemmelses forstand. Gerechtshof mente, at denne indsigelse udgjorde en kontraanke, og fandt den i øvrigt begrundet. Foranlediget af såvel appellen som kontraappellen ophævede Gerechtshof den afgørelse, hvorved præsidenten for Rechtbank havde fastsat fristen i henhold til TRIPs-aftalens artikel 50, stk. 6, til et år. Derudover stadfæstede den præsidentens afgørelse for så vidt angår appellen.

24. Assco indgav kassationsanke til Nederlandenes Hoge Raad, som for at kunne træffe afgørelse i sagen har forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1) Har Domstolen kompetence til at fortolke TRIPs-aftalens artikel 50, også for så vidt som bestemmelsen i denne artikel ikke vedrører foreløbige foranstaltninger, der skal forhindre krænkelse af en varemærkeret?

2) Har TRIPs-aftalens artikel 50, navnlig denne artikels stk. 6, direkte virkning?

3) Såfremt efterligning af et industrielt mønster efter national borgerlig ret kan anfægtes efter de almindelige regler om retsstridige handlinger, navnlig om illoyal konkurrence, skal den beskyttelse, som tilkommer rettighedshaveren ad denne vej, da anses for at være en intellektuel ejendomsret i TRIPs-aftalens artikel 50, stk. 1's forstand?«

IV Besvarelsen af de præjudicielle spørgsmål

25. Jeg behandler først spørgsmålet om, hvorvidt den præjudicielle forelæggelse i sag C-300/98 kan antages til realitetsbehandling (A). Derefter går jeg over til vurderingen af de realitetsspørgsmål, som de forelæggende retter har rejst (B).

A Kan den præjudicielle forelæggelse i sag C-300/98 antages til realitetsbehandling

26. Om præjudicielle spørgsmåls relevans har Domstolen fastslået, at »den ikke har kompetence til at give den forelæggende ret en besvarelse, når de spørgsmål, den har fået forelagt, savner enhver forbindelse med de faktiske omstændigheder i hovedsagen eller dennes genstand og således ikke er udtryk for, at der objektivt er brug for en besvarelse, på grundlag af hvilken hovedsagen kan afgøres« .

27. Endvidere har Domstolen fastslået, at »det for at opnå en fortolkning af fællesskabsretten, som den nationale ret kan bruge, er påkrævet, at denne giver en beskrivelse af de faktiske omstændigheder og de regler, som de forelagte spørgsmål hænger sammen med, eller i alt fald forklarer de faktiske forhold, der er baggrunden for dens spørgsmål« .

28. Som Rådet og Kommissionen har anført i deres skriftlige indlæg i sag C-300/98, synes den præjudicielle forelæggelse ikke objektivt nødvendig for at afgøre tvisten i hovedsagen. Desuden fremgår det ikke af forelæggelsesdommen, hvordan Domstolens svar på de præjudicielle spørgsmål kan bidrage til løsningen af sagen om foreløbige foranstaltninger.

29. Forelæggelsesdommen drejer sig om en retssag, som ganske vist vedrører varemærkeret, men som har ikke nogen forbindelse med spørgsmålene om fortolkning af TRIPs-aftalens artikel 50, stk. 6, eller dennes direkte virkning. Det fremgår navnlig ikke af den nationale rets oplysninger, om der er rejst spørgsmål om fastlæggelsen af den frist, som det selskab, der er sagsøgt i sagen om foreløbige foranstaltninger, har til at begære ophævelse af de trufne foreløbige foranstaltninger. Desuden fremgår det klart af forelæggelsesdommen, at det præjudicielle spørgsmål er blevet stillet ex officio, uden at parterne forinden har anmodet eller udtalt sig om det. Endelig står det ikke klart, om og i bekræftende fald nøjagtig hvordan et svar på det præjudicielle spørgsmål kan bidrage til den nationale rets afgørelse. Den har nemlig i sagen om foreløbige foranstaltninger som er et led i hovedsagen allerede undersøgt og reelt truffet endelig afgørelse om Dior's påstande, idet den har erklæret sin dom for umiddelbart eksigibel og samtidig meddelt, at afgørelsen om sagens omkostninger vil blive truffet, når den endelige dom (formelt) afsiges. Domstolen har med andre ord ikke alle de oplysninger om de faktiske og retlige omstændigheder til rådighed, som er nødvendige for at kunne give anvendeligt svar på det forelagte præjudicielle spørgsmål.

30. På denne baggrund drager jeg den konklusion, at den af Arrondissementsrechtbank, Haag, fremsatte anmodning om en præjudiciel afgørelse i sag C-300/98 ikke kan antages til realitetsbehandling.

B De præjudicielle spørgsmåls realitet

a) Har Domstolen kompetence til at fortolke TRIPs-aftalens artikel 50, når den finder anvendelse på områder, hvor Fællesskabet endnu ikke har udøvet sin kompetence (første spørgsmål i sag C-392/98)

31. Det første præjudicielle spørgsmål i sag C-392/98 rejser i alt væsentligt det præliminære spørgsmål, om Domstolen har kompetence til at fortolke bestemmelserne i TRIPs-aftalens artikel 50, for så vidt de ikke omfatter foreløbige foranstaltninger, der skal forhindre krænkelse af en varemærkeret, men foreløbige foranstaltninger, der, som i hovedsagen, skal give beskyttelse mod efterligning af et industrielt mønster på grundlag af de almindelige regler om retsstridige handlinger, navnlig reglerne om illoyal konkurrence. Som det vil fremgå, skal Domstolen nærmere bestemt tage stilling til, om den kan og skal erklære sig kompetent til at fortolke bestemmelser i internationale multilaterale aftaler såsom TRIPs-aftalen, når disse bestemmelser finder anvendelse på områder, hvor Fællesskabet endnu ikke har udøvet sin kompetence. Det er et kompliceret spørgsmål, som berører kernen i den generelle problematik vedrørende samspillet mellem de nationale retssystemer, fællesskabsretten og folkeretten samt den måde, hvorpå det institutionelle forhold mellem Domstolen og de øvrige fællesskabsinstitutioner og de nationale myndigheder er ordnet.

32. Indledningsvis skal det nævnes, at TRIPs-aftalen er en blandet aftale, som er indgået i medfør af en delt kompetence mellem Fællesskabet og medlemsstaterne. Dette fastslog Domstolen udtrykkeligt i udtalelse 1/94 , hvori den afviste at anerkende, at Fællesskabet er enekompetent i henhold til EF-traktatens artikel 113 (efter ændring nu artikel 133 EF), med den begrundelse, at TRIPs-aftalen ikke er omfattet af den fælles handelspolitik, bortset fra de bestemmelser i aftalen, der vedrører forbuddet mod at lade varemærkeforfalskede varer overgå til fri omsætning . Domstolen konstaterede samtidig i udtalelsen dels, at der kun var gennemført en delvis harmonisering på fællesskabsplan på visse af de af TRIPs-aftalen omfattede områder og på andre områder slet ingen , dels, at fællesskabsinstitutionerne endnu ikke havde udnyttet deres kompetence med hensyn til håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder, bortset fra Rådets forordning (EØF) nr. 3842/86 af 1. december 1986 om forbud mod varemærkeforfalskede varers overgang til fri omsætning . For de nationale institutioners vedkommende er der således tale om en aktuel kompetence, mens der for fællesskabsinstitutionernes vedkommende endnu kun er tale om en potentiel kompetence.

33. Det skal understreges i denne forbindelse, at fortolkningen af TRIPs-aftalens artikel 50 i sag C-392/98 med hensyn til foreløbige foranstaltninger til beskyttelse mod efterligning af et industrielt mønster, der er truffet i henhold de almindelige civilretlige regler om retsstridige handlinger, navnlig om illoyal konkurrence, vedrører et område, hvorpå Fællesskabet endnu ikke konkret har udøvet sin (potentielle) kompetence inden for Fællesskabet. Dette område henhører med andre ord i princippet stadig under medlemsstaternes kompetence.

34. Under alle omstændigheder indeholder direktiv 98/71 , som i øvrigt trådte i kraft (den 17.11.1998 ) efter det tidspunkt, hvor hovedsagens faktiske omstændigheder udspillede sig , ikke bestemmelser om foreløbige foranstaltninger som de i TRIPs-aftalens artikel 50 omhandlede. Som anført i femte betragtning til direktivet , og som Rådet med rette har bemærket i sit skriftlige indlæg, har TRIPs-aftalens artikel 50 ikke til formål at harmonisere medlemsstaternes lovgivning om mønstre; artiklens praktiske gennemførelse henhører derfor for nærværende under medlemsstaternes kompetence.

Desuden er beskyttelse mod efterligning af industrielle mønstre, som ydes i henhold til de almindelige civilretlige regler om retsstridige handlinger, navnlig regler om illoyal konkurrence, ikke omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 98/71. Det fremgår således af syvende betragtning til direktivet, og af dets artikel 16 , at beskyttelse af mønstre og modeller på grundlag af bestemmelser om civilretligt ansvar og illoyal konkurrence ikke er omfattet af den harmonisering af de nationale lovgivninger, som gennemføres ved direktivet.

35. Fællesskabet kan således på fællesskabsrettens nuværende udviklingstrin ikke anses for at være part i TRIPs-aftalens bestemmelser, såsom artikel 50, når disse vedrører foreløbige foranstaltninger til beskyttelse mod efterligning af et industrielt mønster, som er truffet i henhold til de almindelige civilretlige regler om retsstridige handlinger, navnlig om illoyal konkurrence . Det synes heller ikke at berøre nogen fællesskabsbestemmelse, hvordan TRIPs-aftalens artikel 50 skal fortolkes og anvendes i det foreliggende tilfælde.

36. Kan Domstolen i betragtning af ovenstående konstateringer anses for kompetent til at fortolke bestemmelser i blandede aftaler såsom TRIPs-aftalens artikel 50, når de pågældende bestemmelser finder anvendelse på områder, hvor Fællesskabet endnu ikke har udøvet sin kompetence?

37. Efter en lang række sager, hvori Domstolen havde fortolket bestemmelser i blandede aftaler uden nærmere at angive, om dens kompetence byggede på, at de pågældende bestemmelser med sikkerhed henhørte under Fællesskabets beføjelser, eller at dens kompetence omfatter enhver bestemmelse i en blandet aftale , rejste generaladvokat Darmon spørgsmålet direkte under Demirel-sagen , der drejede sig om fortolkningen af en række bestemmelser i associeringsaftalen mellem EØF og Tyrkiet. Der var rejst indsigelse af flere regeringer, som påstod, at Domstolen ikke havde kompetence til at afgøre spørgsmål vedrørende fortolkningen af bestemmelserne vedrørende arbejdskraftens frie bevægelighed, idet de mente, at disse bestemmelser udelukkende henhørte under medlemsstaternes kompetence. Generaladvokat Darmon anførte, at »Domstolens praksis er meget klar med hensyn til spørgsmålet om den fællesskabsretlige karakter af medlemsstaternes forpligtelser til at overholde aftaler udadtil, som Fællesskabet har indgået, og hvad angår den opgave, Domstolen som led i sin kompetence har til at afgøre fortolkningsspørgsmål vedrørende bestemmelser i sådanne aftaler med henblik på disses ensartede anvendelse. Der fremgår dog ikke af Domstolens praksis noget kriterium for, hvornår Domstolen har en sådan kompetence, ligesom det heller ikke udtrykkeligt fremgår, at der aldrig kan være tilfælde, hvor en bestemmelse i en blandet aftale allerede som følge af sin art eller et udtrykkeligt forbehold i aftalen kan være undtaget fra Domstolens kompetence til at afgøre fortolkningsspørgsmål« .

38. I Demirel-dommen erklærede Domstolen sig kompetent til at afgøre fortolkningsspørgsmålene på grund af associeringsaftalernes særlige karakter . Det er imidlertid langt fra indlysende, at formålet med sådanne aftaler og den udsigt til et senere medlemskab af Fællesskabet, der er grundlaget for associeringsaftalernes særlige institutionelle stilling, er kriterier, som kan danne basis for en almen teori dette udelukkede generaladvokat Darmon i øvrigt udtrykkeligt i sit forslag til afgørelse i Demirel-sagen eller som også kan anvendes på multilaterale aftaler såsom TRIPs-aftalen .

39. Da generaladvokat Tesauro tog spørgsmålet om en sådan anvendelse op til behandling i sit forslag til afgørelse i Hermès-sagen , understregede han i det væsentlige, at en sådan anvendelse ikke kan komme på tale, og bekræftede det velbegrundede i Domstolens kompetence for så vidt angår TRIPs-aftalens bestemmelser vedrørende områder, hvorpå medlemsstaterne fortsat er kompetente. Han uddrog kun nogle få argumenter af Demirel-dommen til støtte herfor. Ifølge disse er Domstolen ikke fortolkningskompetent på områder, hvor medlemsstaterne er enekompetente, og Fællesskabet er ansvarligt for samtlige bestemmelser i blandede aftaler.

40. Domstolen afgjorde imidlertid heller ikke spørgsmålet endeligt i Hermès-dommen, og det er i øvrigt det, der har nødsaget Nederlandenes Hoge Raad til at foretage den aktuelle præjudicielle forelæggelse. For at begrunde, at den var kompetent, støttede Domstolen sig nemlig for det første på, at artikel 99 i Rådets forordning (EF) nr. 40/94 af 20. december 1993 om EF-varemærker tillader, at der træffes »foreløbige, herunder sikrende retsmidler« , hvilket betyder, at Fællesskabet reelt allerede har udøvet sin kompetence. For det andet baserede den sig på sin tidligere praksis, hvorefter det afgjort er i Fællesskabets interesse, at en bestemmelse, som kan finde anvendelse både på situationer henhørende under national ret og på situationer henhørende under fællesskabsretten, fortolkes ensartet, uanset de vilkår, hvorunder bestemmelsen skal anvendes, således at senere fortolkningsuoverensstemmelser undgås . Under henvisning til denne dom kunne Domstolen fastslå, at der i den pågældende sag var tale om et område, hvor Fællesskabet reelt havde udøvet sin kompetence. Derfor kan det i modsætning til den opfattelse, som henholdsvis Assco og Det Forenede Kongerige har givet udtryk for i deres skriftlige indlæg vedrørende ovenstående punkter i Hermès-dommen, ikke lægges til grund, at Domstolen har erklæret sig ubegrænset kompetent til at fortolke TRIPs-aftalens artikel 50 og dermed fortolkningskompetent i den foreliggende sag . Hermès-dommens præmisser giver imidlertid ikke grundlag for med sikkerhed at fastslå selv ikke ved at ræsonnere a contrario at Domstolen har givet afkald på enhver fortolkningskompetence på områder, som ikke vedrører beskyttelsen af EF-varemærket, og som, mere generelt, angår områder, hvor Fællesskabet endnu ikke har udøvet sin (potentielle) kompetence.

41. Da spørgsmålet om, hvorvidt Domstolen skal anses for kompetent under omstændigheder som i den foreliggende sag, endnu ikke er blevet afgjort i retspraksis, må der undersøges tre grundlæggende aspekter af den problematik, som det rejser, inden det kan besvares: aa) den institutionelle ligevægt mellem Fællesskabets myndigheder og de nationale myndigheder, ab) den institutionelle ligevægt mellem Domstolen og Fællesskabets øvrige institutioner og ac) spørgsmålet om ensartet anvendelse af TRIPs-aftalen. Som det vil fremgå, fører undersøgelsen af disse tre aspekter i sidste ende til det resultat, at Domstolen ikke er fortolkningskompetent i det foreliggende tilfælde, men den viser også, at der påhviler den nationale ret en række forpligtelser (ad).

aa) Den institutionelle ligevægt mellem Fællesskabets myndigheder og de nationale myndigheder

42. En udvidelse af Domstolens fortolkningskompetence til også at omfatte bestemmelserne i TRIPs-aftalen, som vedrører områder, hvorpå Fællesskabet endnu ikke har udøvet sin kompetence, krænker tilsyneladende de nationale myndigheders kompetence. Eftersom Fællesskabets kompetence på de pågældende områder kun er potentiel, og medlemsstaterne derfor stadig kan indføre deres egne bestemmelser, vil en central og bindende fortolkning fra Domstolens side af de omtvistede bestemmelser for samtlige de områder, som er omfattet af dem en fortolkning, der utvivlsomt også vil være bestemmende for, hvordan bestemmelserne skal anvendes udgøre en klar overtrædelse af den nuværende kompetencefordeling mellem de nationale myndigheder og Fællesskabets myndigheder. Der er derfor ikke nogen grund til, at de nationale domstole eller de nationale administrative myndigheder skal være forpligtet til at anvende Domstolens fortolkning i stedet for deres egen eller, i givet fald, et WTO-organs fortolkning, når der anvendes bestemmelser i aftaler, som kun medlemsstaten, men ikke Fællesskabet, er part i.

43. Jeg tror imidlertid, at det kun er ved første øjekast, en udvidelse af Domstolens fortolkningskompetence ville føre til den ovennævnte konflikt med den eksisterende kompetencefordeling mellem Fællesskabet og medlemsstaterne. I virkeligheden vil en sådan konflikt kun vise sig på områder, hvor medlemsstaterne er enekompetente . Som understreget i udtalelse 1/94 henhører TRIPs-aftalen imidlertid hverken under Fællesskabets eller medlemsstaternes enekompetence. Den delte kompetence, som der er tale om, og som er årsagen til, at denne aftale betegnes som en blandet aftale, vedrører områder, der ganske vist henhører under medlemsstaternes kompetence, men som ikke er uden forbindelse med fællesskabsretten. I øvrigt er medlemsstaternes kompetence foreløbig, og fællesskabsinstitutionerne kan til enhver tid gøre deres blot potentielle kompetence til en aktuel kompetence.

44. På samme måde ville det være i strid med kravet om effektiv anvendelse af fællesskabsretten og forebyggelse af fremtidige fortolkningsuoverensstemmelser eller modstrid mellem nationale bestemmelser og fællesskabsbestemmelser at afvise, at Fællesskabet har en interesse på de områder, som i øjeblikket endnu henhører under medlemsstaternes kompetence. Denne fællesskabsinteresse kan naturligvis ikke berettige, at fællesskabsretten i relation til blandede internationale aftaler øver en »tiltrækningskraft«, der helt svækker den nationale ret, for dette ville være ensbetydende med at ophæve den nuværende kompetencefordeling mellem Fællesskabets myndigheder og de nationale myndigheder. Den er dog tilstrækkelig til, at det er berettiget at tilstræbe, at Fællesskabets institutioner og de nationale organer ser ens på, hvordan blandede internationale aftaler skal fortolkes, og til at imødegå den opfattelse, at det ville skade medlemsstaternes kompetence, såfremt Domstolen ved at besvare præjudicielle spørgsmål får mulighed for at fastlægge denne fælles fortolkning.

45. Det følger af det ovenstående, at hensynet til ligevægten mellem de nationale myndigheder og Fællesskabets myndigheder ikke udgør en uoverstigelig hindring for at tilstræbe en fælles fortolkning ved anvendelse af Domstolens praksis inden for rammerne af traktatens artikel 177. Derimod ville det være i strid med først og fremmest den institutionelle ligevægt mellem Domstolen og de øvrige fællesskabsinstitutioner at anvende denne retspraksis, sådan som det vil fremgå af det følgende.

ab) Den institutionelle ligevægt mellem Domstolen og Fællesskabets øvrige institutioner

46. Da Domstolen skulle udtale sig om, hvorvidt indgåelsen af TRIPs-aftalen henhørte under Fællesskabets enekompetence på det handelspolitiske område som omhandlet i traktatens artikel 113, advarede den udtrykkelig om, at den ville betragte enhver procedurefordrejning i forbindelse med fællesskabsinstitutionernes aktiviteter som en overtrædelse af fællesskabsretten. Som et konkret svar på Kommissionens argument om, at indgåelsen af aftalen på samme tid ville muliggøre en harmonisering inden for Fællesskabet og dermed bidrage til gennemførelsen af det indre marked og dettes funktion, eftersom TRIPs-aftalen ville føre til, at der blev indført regler på områder, hvor der ikke var nogen EF-harmoniseringsbestemmelser, udtalte Domstolen i sin egenskab af ubestridt garant for den i traktaten foreskrevne institutionelle/konstitutionelle ligevægt følgende: »Det må i denne forbindelse understreges, at for så vidt angår harmonisering af medlemsstaternes lovgivning vedrørende intellektuelle ejendomsrettigheder har Fællesskabet i henhold til artikel 100 og 100 A lovgivningskompetence internt og vil med hjemmel i artikel 235 kunne skabe ny kompetence, som ligger over medlemsstaternes kompetence, således som det skete med forordningen om EF-varemærker ... Disse bestemmelser er undergivet andre afstemningsregler (enstemmighed for så vidt angår artikel 100 og 235) og procedureregler (høring af Parlamentet for så vidt angår artikel 100 og 235, co-decisionsproceduren for så vidt angår artikel 100 A) end dem, der gælder efter artikel 113. Såfremt man anerkendte, at Fællesskabet var enekompetent til at indgå aftaler med tredjelande med henblik på modernisering af beskyttelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder og til samtidig på fællesskabsplan at skabe en harmonisering, ville Fællesskabets institutioner kunne unddrage sig de regler, som de internt er undergivet med hensyn til procedure og afstemningsmåde« .

47. Jeg mener ikke, at Domstolen kan tillægge sig selv, hvad den har nægtet de øvrige fællesskabsinstitutioner, dvs. at den ikke kan påtage sig at fastsætte bindende retningslinjer for den fremtidige harmonisering på de omtvistede områder, i hvert fald ikke hvad fortolkninger angår, når den (potentielle) udtalelses- og beslutningskompetence tilhører andre fællesskabsorganer, nærmere bestemt Rådet, Kommissionen og Parlamentet, som skal træffe afgørelse i henhold til den i traktaten fastsatte procedure.

48. Eftersom præjudicielle fortolkninger er bindende for fællesskabsinstitutionerne, og fortolkningen af en bestemmelse uundgåeligt har indvirkning på den måde, hvorpå den anvendes , kommer man nemlig ikke uden om, at en udvidelse af Domstolens fortolkningskompetence til også at omfatte TRIPs-aftalens bestemmelser vedrørende områder, hvor Fællesskabet endnu ikke har udøvet sin (potentielle) kompetence, ville være ensbetydende med, at Domstolen ville overtage de andre institutioners traktatbestemte kompetence vedrørende harmonisering af de nationale lovgivninger på den intellektuelle ejendomsrets område. En sådan overtagelse ville dog ikke indtræde, blot fordi de omtvistede bestemmelser fortolkes. Den ville først og fremmest være en følge af det tidspunkt, hvorpå Domstolen udøvede sin fortolkningskompetence , ikke af fortolkningens indhold. Konkret ville kompetenceovertagelsen ikke finde sted ved, at der skete en fortolkning som led i en, direkte eller indirekte, fortolkning eller en, direkte eller indirekte, prøvelse af gyldigheden af de foranstaltninger, som de kompetente fællesskabsinstitutioner havde indført (eller undladt at indføre). Den ville finde sted ved, at fortolkningen skete, før der var taget noget lovgivningsinitiativ fra de nævnte institutioners side. Når disse institutioner tager et sådant initiativ, er det fuldstændig berettiget og logisk forventeligt, at Domstolen fortolker dets retsgrundlag inden for rammerne af sin prøvelseskompetence eller den kompetence, som den tillægges i traktatens artikel 177 en fortolkning, som overlader Domstolen en margen, inden for hvilken den kan udøve sin retsskabende funktion idet dette er en uundgåelig følge af den nævnte kompetence. Domstolens retsskabende funktion er, så længe den ikke udarter til en åbenbar tilranelse af de kompetente lovgivningsorganers skønsmæssige beføjelser, i overensstemmelse med dens generelle institutionelle rolle. Derimod er det ikke i overensstemmelse med denne rolle, at Domstolen tager lovgivningsinitiativer for at harmonisere de nationale lovgivninger. I det foreliggende tilfælde ville en fortolkning af den omtvistede bestemmelse i TRIPs-aftalen svare til et sådant initiativ. Da, efter aftalens indgåelse, enhver udøvelse af fællesskabskompetence som led i harmoniseringen af de nationale lovgivninger vedrørende intellektuel ejendomsret samtidig udgør en anvendelse af denne aftale (for så vidt, naturligvis, denne udøvelse er omfattet af aftalens anvendelsesområde), ville den ovenfor omtalte fortolkning i praksis i hvert fald med hensyn til spørgsmålet om dens forenelighed med de internationale regler, der følger af TRIPs-aftalen ikke alene være bestemmende for løsningen af tvisten for den forelæggende ret, men også for den fremtidige udøvelse af Fællesskabets kompetence (som i øjeblikket kun er potentiel) .

49. Det kan ganske vist indvendes, at fortolkningen af en bestemmelse i en blandet international aftale ikke altid påvirker den måde, hvorpå de kompetente fællesskabsorganer anvender og gennemfører den. Det er ikke nødvendigt at påberåbe sig en eller anden teoretisk sondring hvis værdi i øvrigt ville være tvivlsom mellem fortolkningen og anvendelsen af en retsregel for at støtte denne påstand. Det er tilstrækkeligt at henvise til, at fortolkningen af den omtvistede bestemmelse kan føre til den konklusion, at bestemmelsen kan have direkte virkning, således at der ikke er behov for nogen EF- eller national gennemførelsesforanstaltning for at anvende den. I så fald har fortolkningen af bestemmelsen ved første øjekast ikke nogen virkning på den måde, hvorpå den anvendes. Der er nemlig reelt ikke tale om anvendelse i betydningen udøvelse af en skønsbeføjelse, eller med andre ord: Domstolens fortolkning begrænser sig til den omtvistede bestemmelses semantiske kerne, og den kan de kompetente fællesskabsinstitutioner ikke ændre, uanset hvordan de anvender bestemmelsen.

50. Ovenstående påstand er dog ikke helt overbevisende, og den kan i det foreliggende tilfælde ikke berettige en udvidelse af Domstolens fortolkningskompetence. Når alt kommer til alt, beror den institutionelle uligevægt, som vil være resultatet, hvis det fastslås, at Domstolen er kompetent, i praksis ikke på, om den omtvistede bestemmelse kan have direkte virkning eller ej.

Hvis dette på den ene side ikke er tilfældet, og de nationale myndigheder og fællesskabsinstitutionerne derfor må indføre gennemførelsesforanstaltninger, for at bestemmelsen kan anvendes, er Domstolen ikke fritaget for sin fortolkningsforpligtelse , og så melder alle de ovenfor omtalte problemer med hensyn til faren for, at Domstolen sætter sin kompetence i stedet for den kompetence, der tilkommer Fællesskabets lovgivningsinstitutioner, sig på ny. I så fald består den eneste løsning, som er forenelig med traktaten, i, at Domstolen indtager den stik modsatte og paradoksale holdning, at den erklærer sig kompetent til at fortolke den omtvistede bestemmelse, men udelukkende for at fastslå, at bestemmelsen ikke kan have direkte virkning.

Hvis man på den anden side antager, at den omtvistede bestemmelse har direkte virkning, og at den kan anvendes i overensstemmelse med Domstolens fortolkning, uden at fællesskabsinstitutionerne og de nationale institutioner behøver at træffe gennemførelsesforanstaltninger, svarer denne fortolkning, i sammenhæng med den direkte virkning, til en intern harmonisering af de nationale lovgivninger vedrørende de spørgsmål, som bestemmelsen regulerer, og som er relevante i hovedsagen. Hvis denne harmonisering imidlertid gennemføres på grundlag af en bestemmelse i en af Fællesskabet indgået international aftale, uden at de i traktaten fastsatte kompetence- og procedureregler er blevet overholdt, er der tale om procedurefordrejning, og en sådan har Domstolen udtrykkelig forbudt i udtalelse 1/94 .

51. På denne baggrund står det klart, at en udvidelse af Domstolens fortolkningskompetence inden for rammerne af traktatens artikel 177 til også at omfatte bestemmelser i TRIPs-aftalen vedrørende områder, hvorpå Fællesskabet endnu ikke har udøvet sin (potentielle) kompetence, ville udgøre en »retsskabende« politik, der ville være i strid med den i traktaten fastsatte institutionelle struktur, og som vanskeligt ville kunne begrundes ud fra en hensigtsmæssighedsvurdering.

ac) Spørgsmålet om ensartet fortolkning af TRIPs-aftalen

52. De væsentligste indvendinger, der kan rejses mod en begrænsning af Domstolens fortolkningskompetence til kun at omfatte de bestemmelser i TRIPs-aftalen, der vedrører områder, hvorpå Fællesskabet allerede har udøvet sin kompetence, hænger sammen med den almindeligt anerkendte nødvendighed af en ensartet fortolkning af alle bestemmelser i blandede internationale aftaler.

53. Sådan som generaladvokat Tesauro anførte i sit forslag til afgørelse i Hermès-sagen, er den konstruktion, ifølge hvilken Domstolen alene er kompetent til at fortolke de regler, der henhører under Fællesskabets kompetence til at indgå en aftale, men ikke tillige dem, som henhører under medlemsstaternes kompetence, »problematisk på grund af den indbyrdes sammenhæng, der kan være mellem bestemmelser i samme aftale, i den forstand, at det kan være vanskeligt at fastslå nøjagtigt, om en bestemt regel (også) henhører under Fællesskabet eller alene under den enkelte medlemsstat, og det kan heller ikke udelukkes, at en bestemt national fortolkning kan øve indflydelse på anvendelsen af fællesskabsregler og/eller systemets funktion betragtet under ét« .

54. Hertil har Kommissionen anført i sit skriftlige indlæg i sag C-392/98, at hvis Domstolens kompetence til at fortolke TRIPs-aftalens artikel 50 var begrænset til tilfælde, hvor der var tale om foreløbig beskyttelse af en varemærkeret, ville aftalen skulle fortolkes ensartet inden for Fællesskabet, når der var tale om foreløbige foranstaltninger, der vedrørte visse, men ikke alle, intellektuelle ejendomsrettigheder. Noget sådant ville efter Kommissionens opfattelse være uacceptabelt. For det første ville det, i betragtning af hvor nær en forbindelse der er mellem en ejendomsrets indhold og den retlige beskyttelse af den, være utænkeligt, at der gjaldt en ensartet fortolkning af ejendomsrettens indhold, men forskellige fortolkninger med hensyn til, hvilke foranstaltninger der skulle sikre dens beskyttelse . Desuden ville det ifølge Kommissionen lige så lidt kunne forsvares over for Fællesskabets handelspartnere at fortolke bestemmelserne om retsbeskyttelse, herunder navnlig om foreløbige foranstaltninger, på en måde, der varierede for visse intellektuelle ejendomsrettigheders vedkommende, men ikke for andres. Det må ikke glemmes, at det oftest er retsbeskyttelsesforanstaltningerne, og især de foreløbige foranstaltninger, der skaber handelskonflikter i forhold til tredjelande, og som derfor pr. definition kræver en ensartet anvendelse. Endelig har Kommissionen bemærket, at WTO-overenskomsten udgør et hele, og at intellektuelle ejendomsrettigheder ikke kan anskues særskilt. De myndigheder, som har forhandlet om og indgået denne overenskomst, har erklæret, at ingen bestemmelser i aftalen eller i bilagene til den kan have direkte virkning. Det ville ifølge Kommissionen både være besynderligt og have alvorlige konsekvenser, om muligheden for at anlægge forskellige fortolkninger førte til, at de nationale retter og Domstolen drog forskellige konklusioner af ovennævnte erklæring fra de kontraherende parter.

55. Endelig går nogle ind for, at Domstolen skal have kompetence til at træffe præjudiciel afgørelse om alle bestemmelser i blandede aftaler, for at det kan sikres, at de fortolkes ensartet og følgelig anvendes på samme måde inden for Fællesskabet, navnlig på grund af dettes interesse i ikke at blive stillet til ansvar for overtrædelser begået af medlemsstaterne. Dette standpunkt bygger på, at Fællesskabet og medlemsstaterne, der i TRIPs-aftalen i mangel af en kompetenceklausul angives som stiftende medlemmer på lige fod, over for de øvrige kontraherende parter udgør én kontraherende part eller i hvert fald parter, som alle er lige ansvarlige for eventuelle overtrædelser af aftalen. Deres interne kompetencefordeling har derfor kun betydning inden for Fællesskabet. Standpunktet bygger også på den forudsætning, at Fællesskabet er ansvarligt over for samtlige parter i en blandet aftale, således at det kan drages til ansvar for enhver overtrædelse af de omtvistede bestemmelser i aftalen, uanset hvem der har gjort sig skyldig i den .

56. Jeg mener ikke, at ovennævnte indvendinger er irrelevante, men de er alle udtryk for en for forenklet opfattelse af de spørgsmål, som melder sig i denne sag hver for sig eller samlet og som udspringer dels af nødvendigheden af en konsekvent fortolkning af TRIPs-aftalens bestemmelser og af en ensartet anvendelse af disse bestemmelser inden for Fællesskabet, dels af det krav om en ensartet repræsentation udadtil af dette fællesskab, som ligger til grund for de argumenter, der er blevet fremført vedrørende dets internationale ansvar. Jeg mener ikke, at denne forenklede opfattelse giver grundlag for at konkludere, at Domstolen må være kompetent til at fortolke samtlige bestemmelser i TRIPs-aftalen, herunder de bestemmelser, som vedrører områder, hvorpå Fællesskabet endnu ikke har udøvet sin kompetence.

57. For det første skal det med hensyn til kravet om en ensartet anvendelse, der er begrundet i nødvendigheden af en konsekvent fortolkning af bestemmelserne i de aftaler, som er knyttet til WTO-overenskomsten, herunder navnlig TRIPs-aftalen, understreges, at det ikke nødvendigvis vidner om mangel på konsekvens, at der kan forekomme flere forskellige fortolkninger . Det er med andre ord ikke udtryk for en modsigelse, hvis det semantiske indhold af en bestemmelse varierer, alt efter hvilken genstand bestemmelsen finder anvendelse på (i det foreliggende tilfælde en intellektuel ejendomsret), hvem fortolkeren er (i det foreliggende tilfælde Domstolen eller de nationale retsinstanser), eller hvilket retssystem bestemmelsen indgår i (i det foreliggende tilfælde fællesskabsbestemmelser eller nationale bestemmelser).

58. Det skal endvidere fremhæves, at det retssystem, som WTO-aftalerne skaber, endnu ikke synes fuldt ud at bygge på den opfattelse, at aftalernes bestemmelser skal fortolkes og anvendes ensartet og konstant. Hvad dette angår er det ikke uden betydning, således som Domstolen understregede i sin nyligt afsagte dom af 23. november 1999 i sagen Portugal mod Rådet, at forhandlinger mellem parterne spiller en væsentlig rolle ifølge reglerne for bilæggelse af tvister i de forskellige WTO-aftaler . Det konkrete system, inden for hvis rammer enhver eventuel fortolkning af TRIPs-aftalens bestemmelser skal foretages, bygger med andre ord endnu ikke fuldt ud på princippet om, at der skal gælde en centraliseret og effektiv ensartet fortolkning, som gør det muligt at afgøre eventuelle konflikter på institutionsplan. Det er endnu baseret på, at der skal søges forhandlingsløsninger, dvs. på en indbyrdes tilnærmelse af de forskellige fortolkninger og anvendelser af aftalernes bestemmelser. Da det endegyldige indhold af de rettigheder og pligter, som følger af den omtvistede aftale, således beror på forhandlinger, ville det ikke være rimeligt på forhånd at fastlægge en ensartet fortolkning af aftalens bestemmelser ad retlig vej.

59. For det andet mener jeg ikke, at argumentet om, at den indbyrdes sammenhæng, der må antages at være mellem bestemmelserne i én og samme aftale, kan gøre det vanskeligere med nøjagtighed at bestemme, om en given bestemmelse (også) henhører under Fællesskabets område, eller om den kun henhører under det nationale område, kan begrunde, at Domstolen skal have kompetence til at fortolke samtlige bestemmelser i en blandet international aftale. Som Domstolen understregede i udtalelse 1/94, »kan spørgsmålet om kompetencefordeling ikke løses ud fra de eventuelle vanskeligheder, som vil kunne opstå ved administrationen af aftalerne« .

60. For det tredje tilfører argumentet om faren for, at Domstolen og de nationale retsinstanser har forskellig opfattelse af spørgsmålet om, hvorvidt TRIPs-aftalens bestemmelser har direkte virkning, heller ikke noget nyt, der kan være til hjælp ved løsningen af det foreliggende problem. Ud over hvad jeg har anført ovenfor om den institutionelle ligevægt mellem Domstolen og de øvrige fællesskabsinstitutioner , skal det understreges, at spørgsmålet om direkte virkning i juridisk forstand ikke trods dets politiske betydning adskiller sig fra ethvert andet fortolkningsspørgsmål.

61. For det fjerde må det konstateres, at det ikke er noget absolut krav, at internationale aftaler anvendes på en ensartet måde inden for Fællesskabet, om end dette er en rimelig målsætning, som under alle omstændigheder har betydning for fællesskabsretten . Uanset hvor »monistisk« man måtte anskue forholdet mellem folkeretten og fællesskabsretten, er det ikke nogen selvfølge, at anvendelsen af folkeretten inden for Fællesskabet altid kræver en højere grad af ensartethed end anvendelsen af den ret, der gælder inden for Fællesskabets område. Denne kan, alt efter kompetencefordelingen mellem fællesskabsinstitutionerne og de nationale institutioner på det pågældende område, være rent fællesskabsmæssig eller rent national eller på én gang fællesskabsmæssig og national. I øvrigt kan hverken karakteren af den internationale retsorden, som WTO-overenskomsten hidtil har skabt, eller det nuværende stadium i den europæiske integrationsproces berettige, at bestemmelser i aftaler indgået inden for rammerne af WTO indføres og anvendes ensartet inden for Fællesskabets område, på samme måde som fællesskabsretten er integreret og anvendes i de medlemsstater i Fællesskabet, som har en føderal struktur.

62. For det femte er det tvivlsomt, om de problemer, som den europæiske integrationsproces giver anledning til, nødvendigvis skal løses på det område, hvor Fællesskabets internationale forbindelser udspiller sig, selv om dette område både politisk og retligt egner sig godt til afprøvning og udvikling af denne proces.

63. Hvad dette angår har Domstolen ganske vist erkendt, at det er nødvendigt, at der er enhed i Fællesskabets repræsentation udadtil, og at det er fuldt berettiget at forsøge at sikre enhed i dets optræden udadtil og ikke at svække dets forhandlingsposition, men den har ikke givet udtryk for, at dette hensyn kunne ændre den interne kompetencefordeling (inden for Fællesskabet) mellem Fællesskabet og de nationale myndigheder .

64. I øvrigt ligger også principperne om de interne kompetencers udvidelse udadtil og paralleliteten mellem indre og ydre kompetencer til grund for Domstolens accept af blandede aftaler. Disse principper er årsagen til, at iagttagelsen af den interne kompetencefordeling (inden for Fællesskabet) har forrang frem for nødvendigheden af at sikre enhed i Fællesskabets repræsentation udadtil. Manglende anerkendelse af denne forrang ville nemlig betyde, at der alene kunne indgås internationale aftaler, for hvilke Fællesskabet var enekompetent.

65. For det sjette ville det på fællesskabsrettens nuværende udviklingstrin ikke alene være i strid med den i traktaten fastsatte institutionelle ligevægt , men også være ineffektivt, hvis man for at sikre enhed i Fællesskabets repræsentation udadtil først og fremmest skulle basere sig på den måde, hvorpå Domstolen fortolkede den pågældende internationale aftale inden for rammerne af de beføjelser, som den er tillagt ved traktatens artikel 177.

66. Det skal indledningsvis understreges, at Domstolen selv har fastslået dels at kravet om enhed i Fællesskabets optræden udadtil må sikres ved et snævert samarbejde mellem medlemsstaterne og Fællesskabets institutioner, såvel under forhandlingerne om og ved indgåelsen af en blandet aftale som i forbindelse med opfyldelsen af de påtagne forpligtelser, dels at denne forpligtelse til samarbejde så meget mere gælder med hensyn til aftaler som dem, der er optaget som bilag til WTO-overenskomsten, når henses til den uløselige sammenhæng mellem dem og til den ordning med krydsgengældelsesforanstaltninger, som er indført ved memorandummet om procedureregler for bilæggelse af tvister .

67. Skønt der på dette punkt ikke er nogen tvivl om, at Domstolen er en central institution, der som sådan kunne sikre den nødvendige samordning af samarbejdet mellem Fællesskabets myndigheder og de nationale myndigheder, er det ikke nogen selvfølge, at den samordning, som Domstolen kunne sikre inden for rammerne af de konkrete beføjelser, som den i øjeblikket er tillagt, herunder navnlig dens kompetence til at besvare præjudicielle spørgsmål fra de nationale domstole vedrørende fortolkningen af den pågældende internationale aftale, ville være det bedste middel til at sikre ikke blot enheden, men også effektiviteten af Fællesskabets repræsentation udadtil. Uanset den ubestridelige nytte af en ensartet fortolkning af bestemmelserne i Fællesskabets internationale aftaler vedrørende områder, hvor Fællesskabet endnu ikke har udøvet sin (potentielle) kompetence, passer den snævre og bindende karakter af Domstolens præjudicielle afgørelser dårligt sammen med den fleksibilitet og tilpasningsevne, som kræves ved den samordning, der er nødvendig for, at Fællesskabet og dets medlemsstater kan nå frem til en fælles holdning såvel under forhandlingerne om indgåelsen som ved gennemførelsen af aftaler som dem, som er optaget som bilag til WTO-overenskomsten, og som bl.a. bygger på princippet om »gensidighed og gensidigt fordelagtige aftaler« . På grund af de præjudicielle spørgsmåls fragmentariske karakter er det udtryk for en overforenkling at mene, at et sådant spørgsmål, der stilles i forbindelse med en tvist ved en national domstol, og som er begrænset af de retlige og faktiske oplysninger, som denne har fremlagt, effektivt kan sikre en fælles optræden af Fællesskabet og dets medlemsstater ved gennemførelsen af en forpligtelse, som de har påtaget sig inden for rammerne af en international aftale. Tværtimod kan en sådan domstolsafgørelse endog have negative virkninger og fordreje samarbejdet mellem Fællesskabet og medlemsstaterne, navnlig fordi den ikke har til formål at afgøre en tvist, der er opstået på baggrund af et tidligere samarbejde mellem de to sider (Fællesskabet og medlemsstaterne), men tager sigte på at foregribe en i grunden politisk proces, som endnu ikke har fundet sted, på det retlige plan. Under alle omstændigheder kan samarbejdet mellem fællesskabsorganer og nationale organer om at sikre enhed i Fællesskabets repræsentation udadtil ikke reduceres til samarbejdsproceduren mellem Domstolen og de nationale retsinstanser i medfør af traktatens artikel 177.

68. For at Domstolen kan spille en effektiv samordnende rolle, bør den ikke handle som et organ, som det påhviler at foretage den første, autoritative fortolkning af en international aftale inden for rammerne af det i traktatens artikel 177 foreskrevne samarbejde med de nationale retsinstanser, men snarere som en integreret del af den proces, der skal sikre enhed i Fællesskabets repræsentation udadtil (eventuelt forhåndsvis som et rådgivende organ eller efterfølgende som et organ, der kontrollerer og evaluerer de førte forhandlinger). Dette ville dog kræve en nydefinering af Domstolens rolle og formentlig en ændring af den rådgivende rolle, som traktatens artikel 228, stk. 6, tillægger den . Sådanne ændringer af Domstolens rolle kan næppe gennemføres ved en udvidelse af dens fortolkningskompetence inden for rammerne af besvarelsen af præjudicielle spørgsmål, navnlig i betragtning af således som Domstolen selv understregede det i Kleinwort Benson-dommen at »det ikke [kan] accepteres, at de svar, Domstolen giver retterne i de kontraherende stater, kun er vejledende og helt uden bindende virkning. Dette ville bevirke en fuldstændig ændring af Domstolens rolle i henhold til protokollen af 3. juni 1971, nemlig som en retsinstans, hvis domme er bindende« .

69. Det står følgelig klart, at nødvendigheden af en korrekt og konsekvent fortolkning og af en ensartet anvendelse af WTO-aftalerne inden for Fællesskabet, sammen med nødvendigheden af at sikre enhed i Fællesskabets repræsentation udadtil, ikke på fællesskabsrettens nuværende udviklingstrin kan berettige, at man bryder den nuværende dynamiske kompetencefordeling mellem på den ene side Fællesskabet og medlemsstaterne og på den anden Domstolen og de øvrige fællesskabsinstitutioner. At tillægge Domstolen en primær kompetence til at besvare præjudicielle spørgsmål om fortolkningen af bestemmelser i blandede internationale aftaler vedrørende områder, som endnu henhører under medlemsstaternes kompetence, forekommer desuden uegnet til at garantere den effektive samordning, der skal sikre den nødvendige ensartede repræsentation udadtil.

70. Det følger af det foregående, at Domstolen ikke kan erklære sig kompetent til at fortolke TRIPs-aftalens artikel 50 i et tilfælde som det foreliggende, hvor anvendelsen af denne artikel vedrører et område, hvor Fællesskabet endnu ikke har udøvet sin kompetence.

ad) Den nationale rets forpligtelser

71. At Domstolen erklærer ikke at være kompetent i det foreliggende tilfælde, betyder imidlertid ikke, at den forelæggende ret, som forbliver kompetent til at foretage denne fortolkning, ikke er undergivet visse begrænsninger ved udøvelsen af denne kompetence. I lighed med enhver anden national myndighed har domstolene pligt til at bidrage til udviklingen af et tæt samarbejde mellem Fællesskabets myndigheder og de nationale myndigheder for, som omtalt ovenfor, at sikre den nødvendige enhed i Fællesskabets repræsentation udadtil .

72. Hvad dette angår tror jeg, det kan være til nytte for den nationale ret, at Domstolen præciserer denne forpligtelse. Domstolen har naturligvis ikke beføjelse til at bestemme, hvordan forholdet mellem de nationale myndigheder skal udvikle sig, herunder forholdet mellem den forelæggende ret og de øvrige nationale myndigheder, når det drejer sig om at fastlægge de standpunkter, der skal danne grundlag for medlemsstatens samarbejde med Fællesskabets myndigheder. Domstolen bør dog stille oplysninger til rådighed, der præciserer det samarbejde, som i almindelighed bør udvikle sig mellem de nationale myndigheder, herunder den forelæggende ret, og Fællesskabets organer.

73. Dette samarbejde kan, for det første, kun bestå i gensidig orientering og samordning af Fællesskabets og de nationale myndigheders fælles optræden inden for rammerne af deres respektive beføjelser. På fællesskabsrettens nuværende udviklingstrin kan nødvendigheden af enhed i Fællesskabets repræsentation udadtil ikke påvirke den autonomi, som de to parter nyder på dette område.

74. Endvidere skal det bemærkes, at man i dette samarbejde kan støtte sig på de erfaringer, som man har høstet inden for rammerne af de nuværende former for åbent og loyalt samarbejde, der hviler på bestemmelserne i traktatens artikel 5 (nu artikel 10 EF). Konkret kan de nationale myndigheder rette henvendelse til de kompetente fællesskabsmyndigheder, navnlig Rådet og Kommissionen, og anmode om oplysninger og råd om fortolkningen af en bestemmelse i en blandet international aftale. Det samarbejde, som er kommet i stand i forbindelse med anvendelsen af EF-traktatens artikel 85 og 86 (nu artikel 81 EF og 82 EF), er et nyttigt eksempel på, hvordan en samarbejdsprocedure mellem fællesskabsmyndigheder og nationale myndigheder kan tilrettelægges .

75. Endelig kan og bør de nationale myndigheder lægge særlig vægt på Domstolens domme og udtalelser vedrørende de internationale aftaler og lignende aftaler, som der er tale om. Selv om Domstolen med andre ord ikke har kompetence til at besvare præjudicielle spørgsmål om bestemmelser i blandede internationale aftaler, der vedrører områder, som fortsat henhører under medlemsstaternes kompetence, må de nationale myndigheder, og følgelig de nationale domstole, tage nøje hensyn til eventuelle fortolkningsafgørelser, som Domstolen måtte have truffet vedrørende de pågældende bestemmelser eller beslægtede bestemmelser, når disse vedrører et område, hvor Fællesskabet allerede har udøvet sin kompetence. Navnlig er det en selvfølge, når Domstolen har truffet en afgørelse om fortolkningen af de generelle principper i en international aftale, at de nationale domstole ikke kan ignorere denne afgørelse. Selv om de strengt taget ikke har pligt til at følge Domstolens fortolkning , betyder den forpligtelse, der påhviler dem til at arbejde snævert sammen med Fællesskabets myndigheder, og den omstændighed, at Domstolens fortolkning er bindende for samtlige fællesskabsinstitutioner, i det mindste, at de ikke må fravige denne fortolkning, uden at der er en konkret grund til det. Jeg mener med andre ord, at de nationale retsinstanser har pligt til at give en specifik og udførlig begrundelse (under hensyn til de konkrete omstændigheder i sagen) for enhver afgørelse, der fraviger Domstolens fortolkning .

76. Ovenstående betragtninger om de nationale retsinstansers forpligtelse til at arbejde snævert sammen med Fællesskabets institutioner og til at bidrage til enheden i Fællesskabets repræsentation udadtil viser, at den nødvendige praktiske harmonisering mellem på den ene side iagttagelsen af kompetencefordelingen inden for Fællesskabet mellem fællesskabsmyndighederne og de nationale myndigheder og på den anden en korrekt, effektiv og solidarisk holdning til Fællesskabets internationale forpligtelser, på fællesskabsrettens nuværende udviklingstrin kun kan bygge på fremgangsmåder og forpligtelser, som indgår i en alternativ retlig ramme, der ofte vil være mindre strikt (»soft law«). Dette er hverken mærkeligt eller selvmodsigende, men skyldes den variable geometri og den endnu ufuldstændige institutionalisering af sameksistensen mellem de nationale retssystemer, fællesskabsretten og folkeretten. Under denne institutionalisering bytter retten og politikken deres respektive egenskaber: Den førstnævnte pålægger den sidstnævnte sin bindende karakter, og den sidstnævnte tilfører den førstnævnte sin relativitet og fleksibilitet.

b) Har TRIPs-aftalens artikel 50, stk. 6, direkte virkning (eneste spørgsmål i sag C-300/98 og andet spørgsmål i sag C-392/98)

77. Spørgsmålet om, hvorvidt TRIPs-aftalens artikel 50, stk. 6, har direkte virkning, er i det foreliggende tilfælde kun aktuelt, hvis Domstolen i modsætning til hvad jeg har gjort mig til talsmand for ovenfor finder, at den af Arrondissementsrechtbank, Haag, fremsatte anmodning om en præjudiciel afgørelse i sag C-300/98 kan antages til realitetsbehandling , eller at den i sag C-392/98 har kompetence til at fortolke den omtvistede bestemmelse i TRIPs-aftalen.

78. Hvis Domstolen derfor finder anledning til at udtale sig om dette spørgsmål, mener jeg, at den må følge den nyligt afsagte dom i sagen Portugal mod Rådet , hvori den i alt væsentligt afgjorde, at WTO-aftalerne ikke har direkte virkning.

Domstolen fastslog nemlig, efter at have undersøgt WTO-aftalernes art og opbygning, herunder navnlig reglerne for bilæggelse af tvister (som også omfatter TRIPs-aftalen ), og den manglende gensidighed i den direkte anvendelse af bestemmelserne i disse aftaler, at de pågældende bestemmelser ikke udgør regler, hvis overholdelse i fællesskabsinstitutionernes retsakter er genstand for efterprøvelse ved Domstolen, dog med to klassiske undtagelser, nemlig hvis Fællesskabet har ønsket at opfylde en særlig inden for rammerne af WTO påtaget forpligtelse, eller når den pågældende fællesskabsretsakt udtrykkeligt henviser til bestemte bestemmelser i WTO-aftalerne .

Da kriterierne for, om en bestemmelse i en international aftale kan påberåbes eller ej, er de samme som kriterierne for, om den samme bestemmelse har direkte virkning, og da ovennævnte to undtagelser ene og alene vedrører muligheden for at påberåbe sig en bestemmelse, må det antages, at den omstændighed, at WTO-aftalernes bestemmelser i overensstemmelse med ovennævnte afgørelse generelt ikke kan påberåbes, automatisk fører til, at ingen af TRIPs-aftalens bestemmelser har direkte virkning. Følgelig kan den omtvistede bestemmelse i TRIPs-aftalens artikel 50, stk. 6, ikke have direkte virkning, uanset om den er tilstrækkelig præcis og ubetinget, eller om den kræver gennemførelsesforanstaltninger. Eftersom WTO-aftalernes art og opbygning udelukker, at deres bestemmelser kan have direkte virkning , er det ufornødent at undersøge det konkrete indhold af den omtvistede bestemmelse i TRIPs-aftalen.

79. Til denne generelle afvisning af, at den omtvistede bestemmelse har direkte virkning, skal endelig føjes to særskilte betragtninger vedrørende de specifikke spørgsmål, som hver enkelt af de to forenede sager rejser.

80. For det første skal det bemærkes vedrørende sag C-300/98, at afvisningen af, at TRIPs-aftalens artikel 50, stk. 6, har direkte virkning, ikke betyder, at den nationale ret ikke skal tage hensyn til denne bestemmelse. Som generaladvokat Tesauro fremhævede i sit forslag til afgørelse i forbindelse med Hermès-dommen , og som Domstolen fastslog i denne dom , skal Domstolen, uanset hvordan spørgsmålet om, hvorvidt en bestemmelse i en international aftale har direkte virkning, besvare de fortolkningsspørgsmål, som denne bestemmelse giver anledning til, således at den nationale ret kan fortolke de nationale bestemmelser i lyset af den.

81. For det andet skal det understreges med hensyn til sag C-392/98, at den nationale ret skal tage hensyn til dommen i sagen Portugal mod Rådet , også selv om Domstolen afviser at være fortolkningskompetent og ikke tager stilling til spørgsmålet om, hvorvidt den omtvistede bestemmelse har direkte virkning. Under alle omstændigheder medfører kravet om et snævert samarbejde mellem Fællesskabets organer og de nationale organer med henblik på at sikre enhed i Fællesskabets repræsentation udadtil, at enhver afgørelse, hvori den nationale ret anlægger en divergerende fortolkning, skal være specifikt og udførligt begrundet .

82. Uden at ville foregribe den nationale rets udøvelse af sin kompetence skal jeg i denne forbindelse bemærke, at årsagerne til, at Domstolen i ovennævnte dom fastslog, at WTO-aftalerne ikke kan have direkte virkning (reglerne om bilæggelse af tvister, manglende gensidighed i den direkte anvendelse af bestemmelserne i disse aftaler), vedrører så generelle træk ved disse aftaler, at de nationale domstole kun meget vanskeligt kan nå frem til en anden løsning heller ikke selv om de forelægges bestemmelser vedrørende områder, hvor medlemsstaterne har bevaret deres kompetence (i det foreliggende tilfælde regler om foreløbig beskyttelse mod efterligning af et industrielt mønster i henhold til de almindelige civilretlige regler om retsstridige handlinger, navnlig om illoyal konkurrence) uden at de risikerer at tilsidesætte forpligtelsen til at tage hensyn til den enhed, der skal tilstræbes i Fællesskabets repræsentation udadtil.

c) Fortolkning af begrebet »intellektuel ejendomsret« som omhandlet i TRIPs-aftalens artikel 50, stk. 6 (tredje spørgsmål i sag C-392/98)

83. Nederlandenes Hoge Raad har med sit tredje spørgsmål anmodet Domstolen om at fastslå, om i et tilfælde som det i hovedsagen omhandlede, hvor den nationale borgerlige ret hjemler et retsmiddel mod efterligning af et industrielt mønster i henhold til de almindelige regler om retsstridige handlinger, navnlig om illoyal konkurrence den beskyttelse, der tilkommer rettighedsindehaveren ad denne vej, skal anses for at være en »intellektuel ejendomsret« i den forstand, hvori udtrykket anvendes i TRIPs-aftalens artikel 50, stk. 1.

84. I betragtning af mit forslag til svar på det første præjudicielle spørgsmål fra Nederlandenes Hoge Raad, hvorefter Domstolen i det foreliggende tilfælde ikke har kompetence til at fortolke den omtvistede bestemmelse i TRIPs-aftalen, er det ufornødent at besvare det tredje spørgsmål . For fuldstændighedens skyld og for det tilfælde, at Domstolen finder, at den har kompetence til at fortolke bestemmelsen, mener jeg dog, at det er formålstjenligt at tilføje de følgende bemærkninger.

85. Begrebet »industriel ejendomsret« som anvendt i artikel 50, stk. 1, litra a), i TRIPs-aftalen skal fortolkes på baggrund af artikel 1, stk. 2, hvori det hedder: »I denne aftale forstås ved intellektuel ejendomsret alle kategorier af intellektuel ejendomsret, der er omhandlet i afsnit 1 til 7 i del II.«

86. I denne sammenhæng henviser ovennævnte bestemmelse i det væsentlige til afsnit 4 (»Industrielle mønstre«) i del II (»Normer vedrørende de intellektuelle ejendomsrettigheders disponibilitet, dækningsområde og anvendelse«) i TRIPs-aftalen, herunder navnlig artikel 25 og 26, der omhandler henholdsvis krav, der stilles i forbindelse med beskyttelsen af industrielle mønstre, og beskyttelsens indhold.

87. Med hensyn til hvilke krav, der skal være opfyldt for at nyde godt af beskyttelsen, bestemmes det i artikel 25, stk. 1, som har størst betydning i denne forbindelse, at medlemmerne skal træffe foranstaltninger til beskyttelse af uafhængigt frembragte industrielle mønstre, der er nye eller originale. Ifølge samme artikel kan medlemmerne fastsætte, at mønstre ikke er nye eller originale, medmindre de tydeligt afviger fra kendte mønstre eller kombinationer af kendte mønsterbestanddele. De kan også fastsætte, at en sådan beskyttelse ikke skal gælde for mønstre, der i alt væsentligt er dikteret af tekniske eller funktionelle forhold.

88. Valget af disse krav er resultatet af et kompromis og tager sigte på at dække de forskellige former for beskyttelse, som er gældende i de kontraherende lande . Medlemmerne kan tilsyneladende både vælge mellem kriterierne originalitet og nyhed og med en vis skønsfrihed bestemme indholdet af disse to begreber. På samme måde kan begrebet »uafhængigt frembragt« hævdes nærmest at have subjektiv karakter, hvorimod begrebet »nyhed« peger i retning af en mere objektiv synsvinkel . Endelig mener jeg, at der må svares benægtende på spørgsmålet om, hvorvidt de kontraherende parter kan anvende kriterier ud over de i artikel 25, stk. 1, foreskrevne, idet anvendelsen af supplerende kriterier kunne bringe den »effektiv[e] og hensigtsmæssig[e] beskyttelse af de intellektuelle ejendomsrettigheder«, som TRIPs-aftalen ifølge sin præambel tilsigter, i fare.

89. Med hensyn til indholdet af beskyttelsen af industrielle mønstre bestemmes det i TRIPs-aftalens artikel 26 for det første, at indehaveren af et beskyttet industrielt mønster har ret til at forhindre, at tredjeparter, som ikke har indehaverens samtykke, fremstiller, sælger eller importerer artikler, der bærer eller inkorporerer et mønster, der er en kopi eller i alt væsentligt en kopi af det beskyttede mønster, dersom en sådan handling har en kommerciel målsætning. For det andet bestemmes det, at medlemmerne kan fastsætte begrænsede undtagelser fra beskyttelsen af industrielle mønstre, forudsat at sådanne undtagelser ikke i urimeligt omfang er i modstrid med den normale udnyttelse af beskyttede industrielle mønstre og ikke i urimeligt omfang er til skade for de legitime interesser, som indehaveren af det beskyttede mønster har, under hensyn til tredjeparters legitime interesser. For det tredje fastsættes varigheden af beskyttelsen til mindst ti år.

90. På dette stadium skal det bemærkes, at begrebet »indehaveren af et beskyttet industrielt mønster« ikke defineres i det foregående, hvorfor det ud fra en logisk betragtning må henvise til den, som har ret til den beskyttelse, der kræver opfyldelse af de i artikel 25, stk. 1, nævnte krav. Jeg mener ikke, at begrebet »indehaveren« berettiger den konklusion, som den nederlandske regering har draget, og hvorefter kun ubetingede rettigheder til industrielle mønstre, dvs. rettigheder, som i henhold til specifikke regler kan gøres gældende over for enhver, nyder beskyttelse.

91. Bortset fra de ovenfor omtalte betingelser og regler for beskyttelse af intellektuel ejendomsret til industrielle mønstre indeholder de specifikke bestemmelser i TRIPs-aftalens artikel 25 og 26 intet om, hvordan de kontraherende parter skal konstatere og beskytte de nævnte rettigheder. Det må derfor antages, at man derudover skal anvende de mere generelle bestemmelser i TRIPs-aftalens artikel 1, stk. 1, tredje punktum, og artikel 41, stk. 5, der tager sigte på at sikre de kontraherende parter størst mulig fleksibilitet ved anvendelsen af aftalens bestemmelser . Ifølge førstnævnte bestemmelse kan medlemmerne således frit fastlægge den mest hensigtsmæssige metode til gennemførelse af bestemmelserne i denne aftale inden for deres egne retssystemer og deres egen praksis. I sidstnævnte bestemmelse foreskrives det, uden at dette berører forskrifterne i de foregående stykker i artikel 41 , at del III i TRIPs-aftalen (»Håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder«) ikke indebærer nogen forpligtelse til at indføre et retligt system til håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder, som adskiller sig fra det retlige system, der anvendes til håndhævelse af lovgivningen i almindelighed, og at den heller ikke indvirker på medlemmernes evne til håndhævelse af deres lovgivning i almindelighed. Desuden indebærer ingen bestemmelse i TRIPs-aftalens del III nogen forpligtelse til at foretage omfordeling mellem de ressourcer, der afsættes til håndhævelse af de intellektuelle ejendomsrettigheder, og de ressourcer, der afsættes til håndhævelse af lovgivningen i almindelighed .

92. I den forbindelse skal det bemærkes vedrørende beskyttelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder til industrielle mønstre, at TRIPs-aftalen ikke synes at udelukke anvendelse af bestemmelserne om illoyal konkurrence, når blot de i artikel 25, 26 og 41 foreskrevne betingelser og krav er opfyldt. Desuden hedder det i TRIPs-aftalens artikel 2, stk. 1: »For så vidt angår del II, III og IV i denne aftale, skal medlemmerne efterkomme artikel 1 til 12 samt artikel 19 i Pariserkonventionen (1967).« Det er almindelig kendt, at denne konventions artikel 10a drejer sig om effektiv beskyttelse mod illoyal konkurrence.

93. Det følger af det foranstående, at aftalens parter ikke har pligt til at indføre et særligt regelsæt til beskyttelse af industrielle mønstre, når betingelserne for og indholdet af den beskyttelse, som er foreskrevet i ovennævnte bestemmelser, er fastsat i almindelige civilretlige bestemmelser. Følgelig skal i et tilfælde som det i hovedsagen omhandlede, hvor efterligning af et industrielt mønster efter national borgerlig ret kan anfægtes efter de almindelige regler om retsstridige handlinger, navnlig om illoyal konkurrence, den beskyttelse, som tilkommer rettighedsindehaveren ad denne vej, anses for at være en »intellektuel ejendomsret« i TRIPs-aftalens artikel 50, stk. 1's forstand, når de i denne aftales artikel 25, 26 og 41 foreskrevne betingelser og krav er opfyldt.

94. På dette stadium skal det understreges, at den nøjagtige udformning af de nationale regler om retsbeskyttelse af de i hovedsagen omhandlede industrielle mønstre og spørgsmålet om, hvorvidt disse nationale regler opfylder de i TRIPs-aftalen fastsatte betingelser og krav, henhører under den nationale domstols kompetence. Denne domstol har det bedste kendskab til den nationale ret og kan afgøre, om det pågældende mønster er omfattet af anvendelsesområdet for aftalens artikel 25, 26 og 41 som beskrevet ovenfor.

95. I øvrigt gøres der i forelæggelsesafgørelsen bortset fra en generel henvisning til den nederlandske rets bestemmelser og bemærkningen om, at der er tale om almindelige civilretlige regler om retsstridige handlinger, navnlig om illoyal konkurrence ikke udførligt rede for samtlige aspekter (retslig fortolkning og anvendelse) af de nationale regler om beskyttelse mod efterligning af industrielle mønstre, der finder anvendelse i det foreliggende tilfælde, således at Domstolen får mulighed for at give en mere anvendelig fortolkning af de betingelser og krav vedrørende beskyttelse af rettigheder til industrielle mønstre, som foreskrives i TRIPs-aftalen. De oplysninger og bemærkninger om de nationale regler, som de parter, der har afgivet skriftlige indlæg, har fremført, kan ikke kompensere for de mangler, som forelæggelsesafgørelsen udviser i så henseende, og kan ikke være et pålideligt grundlag for vurderingen af, hvordan det præjudicielle spørgsmål skal besvares, eftersom prøvelsen af deres rigtighed ikke henhører under Domstolen.

96. Det skal dog ikke glemmes, at den nationale ret kan fremsætte en ny anmodning om en præjudiciel afgørelse, hvis den finder, at der udestår konkrete spørgsmål om fortolkningen af TRIPs-aftalen, og ved den lejlighed fremlægge samtlige de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for at Domstolen kan give den et anvendeligt svar.

V Forslag til afgørelse

97. På dette grundlag foreslår jeg Domstolen, at den besvarer de præjudicielle spørgsmål på følgende måde:

»1) Anmodningen om en præjudiciel afgørelse fra Arrondissementsrechtbank, Haag, i sag C-300/98 kan ikke antages til realitetsbehandling.

2) I sag C-392/98 har Domstolen ikke kompetence til at fortolke artikel 50 i aftalen om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder (TRIPs-aftalen), som indeholdt i bilag 1 C til overenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen, der er indgået på Fællesskabets vegne, for så vidt angår de områder, der hører under dets kompetence, ved Rådets afgørelse 94/800/EF af 22. december 1994, såfremt denne artikel i hovedsagen anvendes på et område, hvor Fællesskabet endnu ikke har udøvet sin kompetence.«