61998C0174

I - Indledning

1 I de foreliggende appelsager har Kongeriget Nederlandene (sag C-174/98 P) og G. van der Wal (sag C-189/98 P) iværksat appel af dom afsagt af Retten i Første Instans den 19. marts 1998, Van der Wal mod Kommissionen (herefter »den anfægtede dom«) (1), hvorved Retten frifandt Kommissionen for sagsøgerens påstand om annullation af Kommissionens afgørelse af 29. marts 1996 (herefter »den omtvistede afgørelse«) om ikke at give sagsøgeren adgang til dokumenter, som Generaldirektoratet for Konkurrence havde tilstillet de nationale domstole i henhold til meddelelse 93/C 39/05 om samarbejdet mellem Kommissionen og de nationale domstole vedrørende anvendelsen af traktatens artikel 85 og 86 (2).

II - Retsgrundlaget

2 I slutakten til traktaten om Den Europæiske Union, som blev undertegnet i Maastricht den 7. februar 1992, indsatte medlemsstaterne en erklæring (nr. 17) om retten til adgang til oplysninger (3). Herefter offentliggjorde Kommissionen meddelelse 93/C 156/05, som den forelagde Rådet, Parlamentet og Det Økonomiske og Sociale Udvalg den 5. maj 1993, om offentlig adgang til institutionernes dokumenter (4). Den 2. juni 1993 vedtog Kommissionen meddelelse 93/C 166/04 om åbenhed i Fællesskabet (5).

3 Som led i disse første stadier på vejen mod gennemførelse af princippet om åbenhed vedtog Rådet og Kommissionen den 6. december 1993 en adfærdskodeks for aktindsigt i Rådets og Kommissionens dokumenter (herefter »adfærdskodeksen«) (6) med henblik på at fastsætte principperne for adgang til de dokumenter, som Rådet og Kommissionen ligger inde med.

4 For at overholde denne forpligtelse traf Kommissionen den 8. februar 1994 under henvisning til EF-traktatens artikel 162 (nu artikel 218 EF) afgørelse 94/90/EKSF, EF, Euratom om aktindsigt i Kommissionens dokumenter (herefter »afgørelse 94/90«) (7). Afgørelsens artikel 1 indeholder en formel vedtagelse af adfærdskodeksen, der er optaget som bilag til afgørelsen.

5 Adfærdskodeksen, således som Kommissionen har vedtaget den, indeholder følgende generelle princip:

»Offentligheden skal have størst mulig adgang til de dokumenter, som Kommissionen og Rådet ligger inde med.«

6 Adfærdskodeksen indeholder følgende opregning af, hvilke forhold en institution kan påberåbe sig som begrundelse for ikke at give aktindsigt i dokumenter:

»Institutionerne afslår at give aktindsigt i dokumenter, hvis offentliggørelse kunne skade

- beskyttelsen af offentlige interesser (den offentlige sikkerhed, internationale forbindelser, valutastabilitet, retslige procedurer, inspektioner og undersøgelser)

- beskyttelsen af enkeltpersoner og af privatlivets fred

- beskyttelsen af drifts- og forretningshemmelighed

- beskyttelsen af Fællesskabets finansielle interesser

- beskyttelsen af fortrolighed på anmodning af den fysiske og juridiske person, som har givet oplysningen, eller som krævet i lovgivningen i den medlemsstat, som har givet oplysningen.

Institutionerne kan også afslå at give adgang for at sikre beskyttelsen af institutionens interesser for så vidt angår tavshedspligten om forhandlingerne.«

7 Desuden offentliggjorde Kommissionen meddelelse 94/C 67/03 om øget aktindsigt i dokumenter (8), hvori det bl.a. hedder:

»Kommissionen kan indtage den holdning, at aktindsigt i et dokument bør nægtes, fordi dets offentliggørelse kunne skade offentlige og private interesser og institutionens arbejde ...

Undtagelsesbestemmelserne har ikke automatisk karakter, og alle anmodninger behandles individuelt ...«

8 I 1993 vedtog Kommissionen meddelelse 93/C 39/05 (9) om samarbejdet mellem Kommissionen og de nationale domstole om anvendelse af traktatens artikel 85 og 86. I denne meddelelse anføres dels de emneområder, som de nationale domstole kan anmode Kommissionen om at oplyse dem om, og dels grænserne for, hvor bindende Kommissionens besvarelser er for disse (10).

III - Faktiske omstændigheder og retsforhandlinger

9 De faktiske omstændigheder er i den anfægtede dom beskrevet som følger:

I XXIV Beretning om konkurrencepolitikken (1994) (herefter »XXIV Beretning«) anføres det, at Kommissionen af de nationale domstole har fået forelagt en række spørgsmål under anvendelse af den procedure, der er beskrevet i meddelelse 93/C 39/05 (11).

10 Ved skrivelse af 23. januar 1996 anmodede Van der Wal i sin egenskab af advokat og medindehaver af et firma, som beskæftiger sig med sager, der rejser konkurrenceretlige spørgsmål på fællesskabsplan, om at få tilstillet kopier af nærmere angivne svarskrivelser fra Kommissionen på sådanne spørgsmål, nemlig:

1) skrivelsen af 2. august 1993 fra generaldirektøren for Generaldirektoratet for Konkurrence (GD IV) til Oberlandesgericht Düsseldorf vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt en forhandleraftale var forenelig med Kommissionens forordning (EØF) nr. 1983/83 af 22. juni 1983 om anvendelse af traktatens artikel 85, stk. 3, på kategorier af eneforhandlingsaftaler (12)

2) skrivelsen af 13. september 1994 fra kommissionsmedlem Van Miert til Tribunal d'instance de St Brieuc vedrørende fortolkningen af Rådets forordning nr. 26 af 4. april 1962 om anvendelse af visse konkurrenceregler inden for produktion og handel med landbrugsvarer (13)

3) den skrivelse, som Kommissionen i første kvartal 1995 tilstillede Cour d'appel de Paris, som havde anmodet om Kommissionens udtalelse vedrørende kontraktvilkår med hensyn til salgsmål for forhandlere af motorkøretøjer, set i relation til EF-traktatens artikel 85, stk. 1 (nu artikel 81, stk. 1, EF), og Kommissionens forordning (EØF) nr. 123/85 af 12. december 1984 om anvendelse af EØF-traktatens artikel 85, stk. 3, på kategorier af salgs- og serviceaftaler vedrørende motorkøretøjer (14).

11 Ved skrivelse af 23. februar 1996 meddelte generaldirektøren for GD IV Van der Wal afslag på begæringen, idet en offentliggørelse af de pågældende skrivelser ville kunne skade »beskyttelsen af offentlige interesser (retslige procedurer)«. Generaldirektøren anførte nærmere:

»... Når Kommissionen besvarer spørgsmål fra de nationale retsinstanser, som skal træffe afgørelse i sager, der er indbragt for dem, optræder Kommissionen som en 'amicus curiae'. Kommissionen formodes i den forbindelse at udvise en vis tilbageholdenhed, ikke alene for så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt den godtager den måde, spørgsmålene er stillet på, men også for så vidt angår spørgsmålet om, hvorledes Kommissionen vil anvende svarene på de pågældende spørgsmål.

Når svarene er afsendt, udgør de efter min opfattelse en integrerende del af sagen og beror hos den retsinstans, der har forelagt spørgsmålet. De i Kommissionens besvarelse indeholdte retlige og faktiske omstændigheder må betragtes som en del af den sag, der verserer for den nationale domstol. Kommissionen har fremsendt svarene til den pågældende nationale domstol, og spørgsmålet om, hvorvidt oplysningerne skal offentliggøres og/eller stilles til rådighed for tredjemand, henhører i første række under den nationale domstols kompetence, som besvarelsen er rettet til ...«

Generaldirektøren fremhævede endvidere, at der nødvendigvis må bestå et tillidsforhold mellem på den ene side Fællesskabets udøvende myndighed og på den anden side medlemsstaternes nationale, dømmende myndigheder. Sådanne generelle overvejelser må ikke mindst tillægges betydning i en sag som den foreliggende, hvor der endnu ikke er afsagt en retskraftig dom i de sager, hvor Kommissionen var blevet anmodet om en udtalelse.

12 Ved skrivelse af 29. februar 1996 fremsatte appellanten en bekræftende begæring over for Kommissionens Generalsekretariat, hvori han bl.a. anførte, at han havde vanskeligt ved at se, hvorledes det kunne gribe forstyrrende ind i sager for de nationale domstole, såfremt tredjemand blev bekendt med ikke-fortrolige oplysninger, som Kommissionen havde givet den pågældende nationale domstol som led i anvendelsen af Fællesskabets konkurrenceregler.

13 Ved skrivelse af 29. marts 1996 (herefter »den anfægtede afgørelse«) bekræftede Kommissionens generalsekretær den af GD IV trufne afgørelse, »idet en offentliggørelse af Kommissionens svar kunne skade beskyttelsen af offentlige interesser, nærmere bestemt være i strid med retsplejehensyn«. I skrivelsen hedder det videre:

»... en offentliggørelse af de ønskede besvarelser, som består i retlige vurderinger, indebærer således en risiko for, at forholdet og det nødvendige samarbejde mellem Kommissionen og de nationale domstole belastes. En domstol, som har stillet et spørgsmål til Kommissionen, tilmed vedrørende en verserende sag, vil naturligvis ikke bryde sig om, at det svar, den har modtaget, udspredes offentligt ...«

Generalsekretæren tilføjede, at den anvendte fremgangsmåde afviger væsentligt fra den i traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) omhandlede procedure, som Van der Wal havde henvist til i sin bekræftende begæring.

14 Herefter anlagde Van der Wal den 29. maj 1996 sag med påstand om annullation af den omtvistede afgørelse. Til støtte for påstanden om annullation fremførte han tilsidesættelse af afgørelse 94/90 og af EF-traktatens artikel 190 (nu artikel 253 EF).

15 Retten frifandt Kommissionen; i dommens begrundelse hedder det bl.a.:

»41 Indledningsvis bemærkes, at afgørelse 94/90 er en retsakt, der tillægger borgerne ret til aktindsigt i dokumenter, som Kommissionen ligger inde med (jf. dommen i sagen WWF UK mod Kommissionen, præmis 55) (15). Det fremgår af opbygningen af afgørelsen, at den generelt finder anvendelse på begæringer om aktindsigt i dokumenter, og at enhver kan bede om aktindsigt i et hvilket som helst kommissionsdokument, uden at begæringen skal begrundes (jf. herved den ovenfor i præmis 2 nævnte meddelelse 93/C 156/05) (16). Undtagelserne fra denne ret til aktindsigt skal fortolkes og anvendes indskrænkende, således at det i afgørelsen fastsatte almindelige princip ikke bringes i fare (jf. dommen i sagen WWF UK mod Kommissionen, præmis 56).

42 Afgørelse 94/90 indeholder to kategorier af undtagelser. Med hensyn til den første kategori, hvis ordlyd er bindende, hedder det, at 'institutionerne afslår at give aktindsigt i dokumenter, hvis offentliggørelse kunne skade [bl.a. ...] beskyttelsen af offentlige interesser (... retslige procedurer)' (jf. ovenfor i præmis 8). Heraf følger, at Kommissionen er forpligtet til ikke at give aktindsigt i dokumenter, der er omfattet af den pågældende undtagelse, såfremt det godtgøres, at dette er tilfældet (jf. dommen i sagen WWF UK mod Kommissionen, præmis 58).

43 Den omstændighed, at verbet står i konditionalis, indebærer, at med henblik på at bevise, at en offentliggørelse af dokumenter, der har forbindelse til en retslig procedure, kunne skade beskyttelsen af offentlige interesser, således som det kræves efter retspraksis (jf. den foregående præmis), skal Kommissionen, inden den træffer afgørelse vedrørende en begæring om aktindsigt i sådanne dokumenter, for hvert enkelt dokument undersøge, om dets offentliggørelse, ud fra de oplysninger, den råder over, må antages at skade en af de interesser, der er beskyttet i henhold til den første kategori af undtagelser. Såfremt dette er tilfældet, er Kommissionen forpligtet til ikke at give aktindsigt i det pågældende dokument (jf. ovenfor i præmis 42).

44 Det må herefter undersøges, om Kommissionen kan påberåbe sig undtagelsen med hensyn til beskyttelsen af offentlige interesser, og i givet fald i hvilket omfang, som begrundelse for ikke at give aktindsigt i dokumenter, den har tilstillet en national retsinstans som svar på en forespørgsel, den er fremkommet med som led i det samarbejde, der er etableret i henhold til meddelelsen, uanset at Kommissionen ikke er part i den retslige procedure, der verserer for den nationale retsinstans, og som har været anledning til retsinstansens forespørgsel.

45 I den forbindelse bemærkes, at det i den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 6 fastslås, at enhver har ret til en retfærdig rettergang. For at sikre denne ret skal sagen bl.a. behandles af 'en uafhængig og upartisk domstol' (den europæiske menneskerettighedskonvention, artikel 6).

46 Det fremgår af fast retspraksis, at grundrettighederne hører til de almindelige retsgrundsætninger, som Fællesskabets retsinstanser skal beskytte (jf. bl.a. Domstolens udtalelse 2/94 af 28.3.1996, Sml. I, s. 1759, præmis 33, og Rettens dom af 22.10.1997, forenede sager T-213/95 og T-18/96, SCK og FNK mod Kommissionen, Sml. II, s. 1739, præmis 53). I den forbindelse lægger Domstolen og Retten de fælles forfatningsmæssige traditioner i medlemsstaterne til grund samt de anvisninger i form af internationale traktater om beskyttelse af menneskerettighederne, som medlemsstaterne har været med til at udarbejde, eller som de senere har tiltrådt. Den europæiske menneskerettighedskonvention er herved af særlig betydning (jf. bl.a. Domstolens dom af 15.5.1986, sag 222/84, Johnston, Sml. s. 1651, præmis 18). Endvidere fremgår det af artikel F, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Union, der trådte i kraft den 1. november 1993, at 'Unionen respekterer de grundlæggende rettigheder, således som de garanteres ved den europæiske menneskerettighedskonvention ... og således som de følger af medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner, som generelle principper for fællesskabsretten'.

47 Retten for enhver til en retfærdig rettergang for en uafhængig domstol indebærer bl.a., at både de nationale retsinstanser og Fællesskabets retsinstanser frit kan anvende deres egne processuelle regler for så vidt angår retsinstansens kompetence, reglerne om rettergangsmåden i almindelighed og spørgsmålet om fortrolighed for så vidt angår sagens akter i særdeleshed.

48 Den undtagelse fra det almindelige princip om aktindsigt i kommissionsdokumenter, der er begrundet i hensynet til beskyttelsen af offentlige interesser, såfremt de pågældende dokumenter er forbundet med en retslig procedure, og som er fastsat i afgørelse 94/90, har til formål at sikre, at denne grundrettighed overholdes. Rækkevidden af undtagelsen kan derfor ikke begrænses til kun at omfatte beskyttelsen af parternes interesser under en konkret retslig procedure, men omfatter også den ovenfor nævnte ret for de nationale retsinstanser og Fællesskabets retsinstanser til frit at anvende deres egne processuelle regler (jf. forudgående præmis).

49 Rækkevidden af denne undtagelse indebærer således, at Kommissionen også kan påberåbe sig den, selv når den ikke selv er part i en retslig procedure, der konkret kan begrunde en beskyttelse af offentlige interesser.

50 Der må i den forbindelse sondres mellem dokumenter, som Kommissionen udfærdiger alene med henblik på en konkret retslig procedure, som f.eks. de i den foreliggende sag omhandlede skrivelser, og andre dokumenter, der ikke har sammenhæng med en sådan procedure. En anvendelse af undtagelsen med hensyn til beskyttelsen af offentlige interesser kan kun være begrundet for så vidt angår den første kategori af dokumenter, idet spørgsmålet om, hvorvidt der skal gives adgang til sådanne dokumenter, alene henhører under den pågældende nationale retsinstans' kompetence, hvilket da også er den egentlige baggrund for undtagelsen med hensyn til beskyttelsen af offentlige interesser i forbindelse med en retslig procedure (jf. ovenfor i præmis 48).

51 Såfremt en national retsinstans som led i en retslig procedure, der verserer for den, anmoder Kommissionen om visse oplysninger på grundlag af det samarbejde, der omhandles i meddelelsen, afgiver Kommissionen udtrykkeligt sit svar med henblik på den pågældende retslige procedure. Under sådanne omstændigheder må det antages, at hensynet til beskyttelsen af offentlige interesser tilsiger, at Kommissionen nægter adgang til de pågældende oplysninger og dermed også til de dokumenter, der indeholder dem, idet det alene tilkommer den pågældende nationale retsinstans på grundlag af de nationale, processuelle regler at træffe afgørelse om, hvorvidt der skal gives adgang til sådanne oplysninger, så længe den retslige procedure, der har givet anledning til, at de findes i et kommissionsdokument, verserer.

52 I den foreliggende sag har sagsøgeren anmodet om at få udleveret tre skrivelser, der alle vedrørte verserende retslige procedurer, og med hensyn til hvilke sagsøgeren ikke har hævdet, at indholdet blot var en gentagelse af oplysninger, sagsøgeren i øvrigt kunne få adgang til på grundlag af bestemmelserne i afgørelse 94/90. Den første skrivelse drejede sig således om, hvorvidt en forhandleraftale var forenelig med forordning nr. 1983/83, den anden spørgsmålet om anvendelse af forordning nr. 26 og den tredje fortolkningen af forordning nr. 123/85 (jf. ovenfor i præmis 11). Skrivelserne vedrørte således retlige spørgsmål, der var rejst i forbindelse med konkrete, verserende sager.

53 Som Kommissionen allerede har påpeget, er det herved uden betydning, om de pågældende tre dokumenter indeholdt forretningshemmeligheder, idet Kommissionens afgørelse om ikke at offentliggøre svarskrivelserne er begrundet ud fra ovennævnte hensyn (jf. ovenfor i præmis 45-52).

...«

IV - Parternes påstande

16 Den anfægtede dom blev tilstillet Kongeriget Nederlandene den 24. marts 1998 og Gerard van der Wal den 19. marts 1998. Appellanterne, Kongeriget Nederlandene og G. van der Wal, indleverede to appelskrifter til Domstolens Justitskontor henholdsvis den 11. maj 1998 (sag C-174/98 P) og den 19. maj 1998 (sag C-189/98 P).

17 Kongeriget Nederlandene har nedlagt påstand om ophævelse af den af Retten afsagte dom, annullation af Kommissionens omtvistede afgørelse (subsidiært om hjemvisning af sagen til Retten med henblik på ny behandling i overensstemmelse med Domstolens dom) og, at Kommissionen dømmes til at betale sagens omkostninger.

18 Van der Wal har ligeledes nedlagt påstand om, at Domstolen antager hans appel, ophæver den anfægtede dom og annullerer Kommissionens omtvistede afgørelse. Subsidiært påstår han sagen hjemvist til Retten i Første instans med henblik på ny behandling i overensstemmelse med Domstolens dom. Endelig påstår han Kommissionen dømt til at betale sagens omkostninger.

19 Kommissionen har (i sagerne C-174/98 P og C-189/98 P) nedlagt påstand om, at Domstolen afviser begge appelskrifter og dømmer appellanterne til at betale sagens omkostninger.

V - Anbringenderne til støtte for appellen

20 Kongeriget Nederlandene har fremført to anbringender til støtte for dets appel: for det første tilsidesættelse af afgørelse 94/90 og af artikel 33 og 46 i EF-statutten for Domstolen, som vedrører lovligheden og fuldstændigheden i begrundelserne i den anfægtede dom. Van der Wal fremfører ud over de anbringender, som også Kongeriget Nederlandene påberåber sig i sit appelskrift, tillige også tilsidesættelsen af den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder af 4. november 1950 (herefter »konventionen«), samt af princippet om parternes ligestilling under sagen og om retten til kontradiktion.

21 Alle de ovennævnte anbringender drejer sig i det væsentlige om Rettens begrundelse, og navnlig om fortolkningen af de retsregler, der gælder for nærværende tvist. Helt centralt blandt de fremsatte begrundelser for ophævelsen er den fortolkning, som Retten giver af afgørelse 94/90 angående offentlighedens adgang til Kommissionens dokumenter, eller rettere sagt den fortolkning, den giver af den omtvistede undtagelse fra det almindelige princip om aktindsigt i kommissionsdokumenter, der er begrundet i hensynet til »beskyttelsen af offentlige interesser, såfremt de pågældende dokumenter er forbundet med en retslig procedure«. Det er denne fortolkning, som både anbringendet om tilsidesættelse af konventionens artikel 6 og anbringendet, der vedrører begrundelsen for den anfægtede dom, omhandler, idet det er fortolkningen af den omtvistede undtagelse, der fastlægger grænserne for kontrollen af, om begrundelsen er fyldestgørende, klart udformet og sammenhængende. Også appellanternes anbringende, der vedrører princippet om parternes ligestilling under sagen og om retten til kontradiktion, støttes på fortolkningen af den samme undtagelse. Appellanterne gør hermed gældende, at Retten ved at henvise til konventionens artikel 6 for at kunne fortolke indholdet af undtagelsen har overskredet grænserne for den indbragte tvist og i realiteten har erstattet begrundelsen i Kommissionens afgørelse med sin egen.

22 Af hensyn til systematikken skal appellanternes anbringender behandles i følgende rækkefølge: først det anbringende, der vedrører tilsidesættelsen af konventionens artikel 6 (A); dernæst det, der angår tilsidesættelsen af afgørelse 94/90 (B); derpå anbringendet vedrørende domsbegrundelsen i den anfægtede dom (C), og endelig anbringendet om princippet om parternes ligestilling under sagen og om retten til kontradiktion (D). For at reducere risikoen for hyppige gentagelser, en risiko, som følger af, at der i de to appelskrifter er en række sammenfaldende anbringender, som er opdelt i mange afsnit og støttes på overlappende og hyppigt gentagne påstande og argumenter, findes det endvidere hensigtsmæssigt at samle disse påstande og argumenter i grupper, således at gennemgangen heraf kan give et samlet billede, med en understregning af de punkter, hvor de to appelskrifter afviger fra hinanden.

A - Tilsidesættelse af konventionen

a) Parternes argumenter

23 Ifølge Van der Wal har Retten i sin afgørelse anlagt en forkert og vanskeligt forståelig fortolkning af principperne i konventionens artikel 6, hvorved den har tilsidesat fællesskabsretten.

24 Appellanten gør gældende, at med hensyn til pligten til at respektere de grundlæggende menneskerettigheder har Retten i den anfægtede doms præmis 46 korrekt understreget, at den er bundet af den fortolkning, der gives af Den Europæiske Menneskerettighedskommission og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der har sæde i Strasbourg, vedrørende anvendelsesområdet for og indholdet af disse rettigheder. Herved påpeger Van der Wal, at artikel 6 i konventionen og de ovenfor nævnte institutioners retspraksis ikke underbygger Rettens standpunkt, ifølge hvilket den pågældende artikel indeholder et princip om, at de nationale domstole frit kan anvende deres egne processuelle regler. Han anfører desuden, at man ikke med rette kan påberåbe sig artikel 6 i konventionen for at beskytte en national domstols position eller for at bestemme dens position i forhold til andre domstole uden at tage parternes individuelle interesser i betragtning. I præmis 47 og 48 i den anfægtede dom anlægger Retten en argumentation, der strider mod hensigten med konventionens artikel 6, som er at beskytte borgernes individuelle interesser over for staten. Retten mener tilsyneladende, at artikel 6 tilsikrer dommeren en rettighed. Ved således at tilføje et nyt princip til listen over de garantier, der indeholdes i artikel 6 - nemlig princippet om de nationale retsinstansers og Fællesskabets retsinstansers ret til frit at anvende deres egne processuelle regler - en rettighed, som hverken understøttes af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis eller af teorien, tilsidesætter Retten hermed fællesskabsretten.

25 Ifølge Van der Wal er Rettens argumentation i præmis 47 i den anfægtede dom ukorrekt, såfremt den indebærer, at princippet om frit at kunne anvende egne processuelle regler ifølge Retten er indeholdt i betegnelsen »uafhængig domstol« i den forstand, der forudsættes i konventionens artikel 6 (forstået således, at dommeren skal kunne træffe sin afgørelse, idet han frit danner sig sin overbevisning om de faktiske og retlige spørgsmål, helt uafhængigt af sagens parter og uden, at en anden ikke-uafhængig domstol kan kontrollere hans bedømmelse). Derudover anfører Van der Wal, at Retten, når den henviser til den nationale domstols position i forhold til Fællesskabets retsinstanser, sandsynligvis tænker på den førstnævntes uafhængighed af Kommissionen, som imidlertid ikke udgør nogen retsinstans i den forstand, der forudsættes i konventionens artikel 6. Sammenfattende mener appellanten, at konventionens artikel 6 ikke på nogen måde etablerer noget princip om, at nationale retsinstanser og Fællesskabets retsinstanser frit kan anvende deres egne processuelle regler.

26 Ifølge Kommissionen er Domstolen og Retten ikke formelt bundet af Den Europæiske Menneskerettighedskommissions og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, selv om denne praksis har stor betydning for fortolkningen af konventionen. Det er ikke denne konvention, men fællesskabsrettens generelle principper, der anvendes af Domstolen og Retten. Fællesskabet er ikke medlem af konventionen og er derfor ikke bundet af de bestemmelser, der vedrører retsinstitutionerne i Strasbourg.

27 Kommissionen påpeger, at Van der Wal foreholder Retten, at den har udvidet de ovennævnte retsinstansers fortolkning af konventionens artikel 6. Denne fortolkning udelukker dog ikke etableringen af en højere beskyttelsesgrad inden for andre nationale retsordener eller den europæiske retsorden.

28 Ifølge Kommissionen er præmis 47 i den anfægtede dom overbevisende hvad angår princippet om retten til frit at kunne anvende egne processuelle regler. Endvidere drejer Rettens argumentation i denne præmis sig om almene principper inden for fællesskabsretten med henblik på en fortolkning af afgørelse 94/90, hvorfor der ikke kan være tale om uforenelighed med konventionen eller om en fejlagtig fortolkning heraf.

29 Endelig anfører Kommissionen, at Rettens argumentation ikke er uforenelig med det grundlæggende formål med artikel 6 i konventionen. Den fremhæver, at der ikke foreligger nogen konflikt mellem en domstols uafhængighed og beskyttelsen af borgernes rettigheder. Den førstnævnte, som også omfatter domstolenes ret til frit at anvende egne processuelle regler, tager netop sigte på at garantere de sidstnævntes grundlæggende rettigheder.

b) Min opfattelse

30 Domstolen har gentagne gange fastslået, at det er dens faste praksis, at »grundrettighederne hører til de almindelige retsgrundsætninger, som Domstolen skal beskytte. I den forbindelse lægger Domstolen de fælles forfatningsmæssige traditioner i medlemsstaterne til grund samt de anvisninger i form af internationale traktater om beskyttelse af menneskerettighederne, som medlemsstaterne har været med til at udarbejde, eller som de senere har tiltrådt. Konventionen er herved af særlig betydning. Som Domstolen ligeledes har fastslået, følger det heraf, at foranstaltninger, som er uforenelige med overholdelsen af de ved konventionen anerkendte og sikrede menneskerettigheder, ikke er tilladte i Fællesskabet (jf. bl.a. dom af 18.6.1991, sag C-260/89, ERT, Sml. I, s. 2925, præmis 41)« (17).

31 Som det også med rette bemærkes i den anfægtede dom (18), udgør konventionens regler, på samme måde som de fælles forfatningstraditioner i medlemsstaterne en inspirationskilde for de almene principper i fællesskabsretten (19). Disse regler har endda særlig stor betydning, og inden for grænserne af den ovennævnte retspraksis har Domstolen på den ene side fået en rolle som fortolker af konventionen (20), og på den anden side kan den ikke fremkomme med en fortolkning af fællesskabsretten, som er uforenelig med overholdelse af menneskerettighederne, således som disse er anerkendt og sikret gennem konventionen. Men eftersom Den Europæiske Union ikke har tilsluttet sig konventionen, kan Domstolen og Retten ikke være formelt bundet af Den Europæiske Menneskerettighedskommissions og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelser (21), selv om det er både logisk og rimeligt, at der efter omstændighederne henvises til disse afgørelser.

32 På grundlag af ovenstående mener jeg, at for så vidt som anbringendet om tilsidesættelse af konventionens artikel 6 - og følgelig af fællesskabsretten - støtter sig på det argument, at den anfægtede dom adskiller sig fra den fortolkning, som Den Europæiske Menneskerettighedskommission og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg giver af indholdet af og anvendelsesområdet for konventionens artikel 6, kan det ikke tiltrædes.

33 Men under alle omstændigheder må dette anbringende forkastes som ugrundet, fordi det på intet punkt er blevet godtgjort, at den fortolkning, som Retten har anlagt i den anfægtede dom, er i strid med overholdelse af enhvers ret til en retfærdig rettergang for en uafhængig domstol, således som denne rettighed er anerkendt og sikret gennem konventionens artikel 6; det er således på intet punkt blevet godtgjort, at denne fortolkning strider mod den fortolkning, som Den Europæiske Menneskerettighedskommission og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol indtil nu har anlagt heraf.

34 For det første anvender den anfægtede dom ikke i modsætning til, hvad appellanten hævder, en argumentation, der sikrer domstolene en ret, som er uforenelig med parternes personlige interesser. Beskyttelsen af de sidstnævnte er under alle omstændigheder det centrale punkt i Rettens argumentation i de omtvistede præmisser 47 og 48 i dommen. Mere konkret: Når Retten hele vejen argumenterer på det niveau, der drejer sig om almene principper inden for fællesskabsretten, fortolker den det indhold, der ligger i hvert enkelt menneskes ret til en retfærdig rettergang for en uafhængig domstol, og påpeger, at indholdet af denne rettighed omfatter de nationale retsinstansers og Fællesskabets retsinstansers ret til frit at anvende deres egne processuelle regler. Den konstaterer således med føje, at den undtagelse fra det generelle princip om fri adgang til de dokumenter, Kommissionen besidder, og som støttes på beskyttelsen af offentlige interesser, når disse dokumenter har forbindelse til en retslig procedure, har til hensigt at sikre den ovennævnte rettighed. Den bemærker, at den omtvistede undtagelse »derfor ikke [kan] begrænses til kun at omfatte beskyttelsen af parternes interesser under en konkret retslig procedure, men omfatter også den ovenfor nævnte ret for de nationale retsinstanser og Fællesskabets retsinstanser til frit at anvende deres egne processuelle regler« (22), en ret, der meningsmæssigt kan udledes af »retten for enhver til en retfærdig rettergang« (23). Det fremgår klart af den ovennævnte argumentation, at Retten ikke blot ikke ser bort fra den omstændighed, at konventionens artikel 6 tager sigte på at sikre en individuel rettighed, men udtrykkeligt opfatter princippet om de nationale retsinstansers og Fællesskabets retsinstansers ret til frit at anvende deres egne processuelle regler som en institutionel garanti for beskyttelsen af parternes interesser.

35 For det andet skal jeg understrege, at denne institutionelle garanti i modsætning til, hvad appellanten hævder, med rette kan sættes i forbindelse med kravet om eksistensen af en »uafhængig domstol«. Jeg skal indrømme, at det er særdeles vanskeligt at forestille sig en fuldstændig »uafhængig« domstol, som ikke har kompetence til at anvende sine egne processuelle regler (de nationale retsplejeregler, når det drejer sig om nationale domstole) og til lige så frit at træffe afgørelser om spørgsmål, som opstår i forbindelse med proceduren i almindelighed, og fortroligheden vedrørende procesdokumenterne i særdeleshed.

36 I øvrigt synes forbindelsen mellem retten til frit at anvende egne processuelle regler og domstolenes uafhængighed hverken at stride mod ånden i konventionen eller mod den opfattelse, der har hersket indtil i dag inden for teori og praksis hos retsinstitutionerne i Strasbourg med hensyn til indholdet af betegnelsen »uafhængig retsinstans«, jf. konventionens artikel 6.

Med uafhængig retsinstans menes der efter ånden i konventionen især, at ethvert indgreb i domstolenes virke skal udelukkes ved institutionelle, funktionelle og personlige garantier, hvad enten dette indgreb kommer fra den udøvende eller den lovgivende magts organer eller andre magtfaktorer (pressionsgrupper af politisk, økonomisk, kulturel eller anden art), eller fra parterne selv (24). Men eftersom Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har antaget, at det med hensyn til domstolenes uafhængighed i den forstand, der forudsættes i konventionens artikel 6, er yderst vigtigt at formerne overholdes (25), må det antages, at forbuddet mod indgreb i domstolenes virke også omfatter risikoen for et sådant indgreb eller en tilsyneladende indblanding heri.

På baggrund af ovenstående er det klart, at såfremt der skal træffes afgørelse om et spørgsmål, der vedrører eller står i forbindelse med forløbet af en retslig procedure, såsom spørgsmålet om en afgørelse vedrørende fortroligheden af processuelle dokumenter, og om at give aktindsigt i sagens akter, udgør den omstændighed, at et andet organ i realiteten indtræder i retsinstansernes sted, når den pågældende afgørelse skal træffes, et indgreb og rummer under alle omstændigheder faren for eller mistanken om, at denne er blevet påvirket under udøvelsen af sit virke. Jeg skal her understrege, at dette virke ikke kun kan begrænses til en bedømmelse af de faktiske og retlige spørgsmål, som angår realiteten i sagen, men også omfatter løsningen på ethvert spørgsmål, som vedrører procesforløbet. Men selv om det antoges, at indholdet af den rettighed, som er sikret gennem konventionens artikel 6, ikke omfattede afgørelser vedrørende den retslige procedure, må man ikke desto mindre antage, at indgreb i forbindelse med beslutningstagningen rummer en fare for og skaber en mistanke om, at der også sker indblanding i domstolenes arbejde med at løse realitetsspørgsmålene i den verserende sag. Med andre ord: Sikringen af enhver domstols ret til processuel uafhængighed, dvs. dens mulighed for gennem en fri anvendelse af de regler, som gælder for den retslige procedure, der verserer for den, selv at træffe afgørelse om de spørgsmål, som vedrører det pågældende procesforløb, udgør en væsentlig garanti for, og under alle omstændigheder et vigtigt tegn på dens uafhængighed, således som denne er sikret gennem konventionens artikel 6 og fortolket af Den Europæiske Menneskerettighedskommission og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg (26). For at underbygge argumentet om, at det er tilstrækkeligt med et indicium for eller en sandsynliggørelse af, at domstolens uafhængighed er blevet krænket, skal jeg derfor understrege, som Retten nævner i præmis 43 i den anfægtede dom, at den omtvistede undtagelse, der bygger på »beskyttelsen af offentlige interesser (retslige procedurer)«, påbyder, at der nægtes adgang til dokumenter, som Kommissionen er i besiddelse af, selv om offentliggørelsen heraf blot »kunne« være til skade for de ovennævnte offentlige interesser.

37 Men selv om man antog, at teori og praksis med hensyn til konventionens artikel 6 indtil nu ikke klart har omfattet domstolenes ret til frit at anvende egne processuelle regler, indebærer dette ikke efter min opfattelse en tilsidesættelse af konventionen. Der er tale om en udvidet fortolkning heraf, som kan foretages af Domstolen og Retten i Første Instans, men konventionen er ikke disses eneste inspirationskilde, når de skal formulere almene principper inden for fællesskabsretten.

38 På grundlag af ovenstående betragtninger mener jeg, at anbringendet, hvorefter fællesskabsretten er blevet tilsidesat ved en tilsidesættelse af konventionens artikel 6, må forkastes som irrelevant, og under alle omstændigheder er ugrundet.

B - Tilsidesættelse af afgørelse 94/90

39 Kongeriget Nederlandene er af den opfattelse, at den fortolkning, som Retten har anlagt af den ved afgørelse 94/90 indførte ordning, i princippet er korrekt (27). Men det mener, at bestemmelserne i afgørelsen er blevet overtrådt ved den nævnte korrekte fortolkning i forbindelse med den undtagelse, der vedrører »beskyttelsen af offentlige interesser (retslige procedurer)«. Anbringendet er opdelt i fem punkter (28): det første punkt vedrører det teoretiske grundlag for den omtvistede undtagelse og mere specifikt princippet om de nationale domstoles »ret til frit at anvende egne processuelle regler« (a); det andet, tredje og fjerde punkt drejer sig om kriteriet for anvendelse af undtagelsen, og om, hvor bredt denne kan fortolkes (b); det femte punkt vedrører følgerne af denne fortolkning for en ensartet anvendelse af fællesskabsretten (c).

a) Det første punkt

aa) Parternes argumenter

40 Kongeriget Nederlandene anfører, at Retten ud fra princippet om retten til frit at anvende egne processuelle regler fejlagtigt har udledt, at forfatteren til et dokument, der er udfærdiget med henblik på en konkret retslig procedure, ikke er frit stillet til at give adgang til dette dokument, fordi denne adgang, i hvert fald så længe den pågældende procedure verserer, er i strid med de offentlige interesser. Appellanten gør gældende, at princippet om retten til frit at anvende egne procesregler, således som det er fastlagt ved Domstolens praksis, som Retten klart bygger på, vedrører den måde, de fællesskabsretlige bestemmelser, der har direkte virkning, anvendes af de nationale domstole i landets interne retsorden, og skal forstås således, at proceduren for den nationale domstol udelukkende bestemmes af de nationale retsregler under overholdelse af visse betingelser (29). Alligevel er det eneste spørgsmål, der ifølge Kongeriget Nederlandene foreligger i den foreliggende sag, nemlig, om Kommissionen er forpligtet til at give adgang til sine egne dokumenter, et spørgsmål, som er uden relation til den nationale domstols forpligtelser, og heller ikke tilsidesætter den sidstnævntes uafhængighed. Følgelig begik Retten ifølge Kongeriget Nederlandene en fejl, da den fastslog, at det var muligt at påberåbe sig undtagelsen i afgørelse 94/90, der drejer sig om offentlige interesser, for at beskytte de nationale domstoles ret til frit at anvende egne processuelle regler (30).

41 Samtidig påpeger Kongeriget Nederlandene, at Retten ikke drager alle de konsekvenser, som den fejlagtige påberåbelse har. Hvis man nemlig anerkender, at adgangen til oplysninger i sagsakterne under en konkret retslig procedure er et spørgsmål, som reguleres af nationale regler, er der efter appellantens opfattelse ikke nogen grund til, at påberåbelsen af retten til frit at anvende egne processuelle regler begrænses til kun at gælde dokumenter, som udfærdiges alene med henblik på den konkrete retslige procedure (31), og kun så længe den retslige procedure verserer (32).

42 Endvidere har Retten ifølge Kongeriget Nederlandene ikke foretaget de nødvendige undersøgelser for at kunne vurdere, om tilladelsen til adgang til de omtvistede dokumenter i væsentlig grad ville kunne påvirke den nationale domstols ret til frit at anvende egne processuelle regler. Den har konkret ikke foretaget de nødvendige undersøgelser for at kunne vurdere, om de nationale domstole tillader adgang til oplysninger i sagsakterne i den nationale procedure, og om Kommissionen, med de nationale regler for øje, havde mulighed for at tillade denne aktindsigt.

43 Ifølge Van der Wal er der ingen grund til at antage, at Rådet og Kommissionen med de undtagelser, der er indeholdt i adfærdskodeksen og i afgørelse 94/90, har villet sikre de nationale domstoles ret til frit at anvende deres egne processuelle regler. Efter Van der Wal's opfattelse tager undtagelsen vedrørende »retslige procedurer« kun sigte på at beskytte parternes interesser i en konkret verserende procedure for en national domstol.

44 Endelig anfører Van der Wal, at princippet om retten til frit at anvende egne processuelle regler ikke hører under begrebet uafhængig domstol i konventionens artikel 6.

45 Ifølge Kommissionen bygger det første punkt af anbringendet på en fejlagtig fortolkning af, hvad Retten mener, når den anvender udtrykket »retten til frit at anvende egne processuelle regler«.

46 Kommissionen anfører, at Kongeriget Nederlandene med urette fremhæver, at Retten, når den omtaler ovennævnte princip, henviser til Domstolens retspraksis i forbindelse med sagen »Rewe« (33), skønt denne sag hverken nævnes i den skriftlige eller mundtlige forhandling for Retten, og heller ikke i den anfægtede dom. Derimod mener Kommissionen, at Rettens argumentation er i fuld overensstemmelse med den retspraksis, som Kommissionen har henvist til ved Retten (34), ifølge hvilken det udelukkende tilkommer de nationale domstole på grundlag af de nationale retsplejeregler at afgøre, om, hvornår og under hvilke betingelser Kommissionens svar kan meddeles tredjemand.

47 Med hensyn til argumentet om, at Retten har anvendt en ulogisk argumentation, når den begrænser anvendelsen af det ovennævnte princip til de dokumenter, som specielt udfærdiges med henblik på en konkret retslig procedure og kun så længe den pågældende procedure verserer, anfører Kommissionen, at de afsnit af dommen, der vedrører tilfælde, hvor dokumenter, som eksisterer uafhængigt af en konkret procedure og af den periode, hvori proceduren løber, kun udgør visse underordnede argumenter, som Retten ikke udtaler sig så kategorisk om, som Kongeriget Nederlandene hævder. Og dette er helt logisk, eftersom disse tilfælde hverken er genstand for den anfægtede dom eller for den for Retten indbragte tvist.

48 Med hensyn til argumentet om, at der for det første under ingen omstændigheder er tale om en krænkelse af retten til frit at anvende egne processuelle regler, når de nationale domstole giver tredjemand adgang til dokumenterne i overensstemmelse med de herfor gældende nationale regler, og for det andet, at Retten burde have undersøgt dette, anfører Kommissionen, at denne opfattelse indebærer en fuldstændig tilsidesættelse af de nationale domstoles uafhængighed; i stedet for at lade de nationale domstole svare, skulle Kommissionen altså under kontrol af Retten indtræde i deres sted og træffe en afgørelse på grundlag af sin egen fortolkning af de nationale regler. Derfor har Retten med føje fastslået, at dette ville være uforeneligt med overholdelsen af de nationale domstoles ret til frit at anvende egne processuelle regler.

49 Hvad endelig angår den af Van der Wal fremsatte påstand om, at undtagelsen »retslige procedurer« udelukkende vedrører parternes interesser, anfører Kommissionen efter først at have ytret tvivl om, hvorvidt den kan realitetsbehandles (35), at for det første drejer afgørelse 94/90 sig om »offentlige« interesser og »retslige procedurer« som sådanne, og at Retten for det andet i dens argumentation har taget hensyn til beskyttelsen af parternes interesser (36).

ab) Min opfattelse

ab.1. Formaliteten

50 Ifølge Kommissionen har den af Van der Wal fremsatte påstand om fortolkningen af undtagelsens indhold, der støttes på beskyttelsen af »offentlige interesser (retslige procedurer)« ikke realitetsbehandles, idet den er ugrundet og upræcis. Kommissionen, der henviser til udtryk i appelskriftet som f.eks. »ifølge appellanten« (37), er således af den opfattelse, at fremsættelsen af denne del af anbringendet udelukkende bygger på appellantens personlige synspunkter uden nogen form for juridisk argumentation.

Ifølge Domstolens praksis »[skal] appellen indeholde de retlige anbringender og argumenter, der påberåbes til støtte for appellantens påstande for Domstolen ... en appel [skal] præcist angive, hvilke elementer der anfægtes i den dom, som påstås ophævet, samt de retlige argumenter, der særligt støtter denne påstand« (38).

Når man ser på denne praksis, mener jeg ikke, at Kommissionens påstand er overbevisende. I anbringendet vedrørende Rettens fejlagtige fortolkning af afgørelse 94/90 og specifikt af den omtvistede undtagelse gør Van der Wal gældende, at hverken denne afgørelse eller nogen anden retsregel kan begrunde den fortolkning, som Retten har anlagt i præmis 48 i den anfægtede dom. Efter at appellanten først har præciseret den omtvistede præmis i den anfægtede dom, forsøger han dernæst at fortolke afgørelse 94/90, idet han generelt henviser til hensigten hos forfatterne til afgørelsen (punkt 25 i hans appelskrift) og til tidligere gældende regelsæt (punkt 26). På grundlag heraf anfører han, at den omtvistede undtagelse udelukkende har til formål at beskytte parternes interesser og ikke princippet om de nationale domstoles ret til frit at anvende egne processuelle regler, et princip, som han anfægter, idet han henviser til fortsættelsen i appelskriftet. Det er min opfattelse, at selv om hans fremstilling er både kortfattet og holdt i generelle vendinger, er den ikke i strid med de krav, som Domstolens praksis stiller, og indeholder - ganske vist på et minimumsniveau - de fornødne elementer for en juridisk begrundelse af det pågældende punkt af anbringendet. Dette gælder særligt i betragtning af den omstændighed, at der i punktet fremsættes en påstand af negativt indhold, nemlig at der ikke eksisterer noget juridisk grundlag for den fortolkning, som Retten har anlagt. Dette negative indhold retfærdiggør i høj grad det begrænsede omfang, som den juridiske begrundelse af det pågældende punkt af anbringendet har fået. Endvidere må det antages, at udtryk af typen »efter appellantens mening« eller »appellanten er af den opfattelse, at ...« blot angiver, at der fremsættes en påstand; de hører hjemme inden for rammerne af hvert enkelt sagsakts særlige stil og kan ikke i sig selv påvirke realiteten i dens indhold, hverken positivt eller negativt.

På grundlag af ovenstående foreslår jeg Domstolen at afvise Kommissionens formalitetsindsigelse og forkaste behandlingen af denne del af anbringendet, som vedrører tilsidesættelsen af afgørelse 94/90.

ab.2. Anbringendets holdbarhed

51 Jeg skal først understrege, at det første argument i Rettens begrundelse, således som det er formuleret i præmis 41, 42 og 43 i den anfægtede dom, ikke anfægtes. Retten har således med føje fastslået, at afgørelse 94/90 udgør en retsakt, der giver borgerne adgang til de dokumenter, som Kommissionen (39) er i besiddelse af, og at undtagelserne herfra skal fortolkes og anvendes restriktivt, således at anvendelsen af det almene princip, der er etableret med denne afgørelse, ikke kommer i fare. Det er ligeledes med føje, at Retten sondrer mellem fakultative og obligatoriske undtagelser. Til de sidstnævnte hører også den omtvistede undtagelse, som tillader institutionerne at nægte aktindsigt i et dokument, hvis offentliggørelse kan skade beskyttelsen af offentlige interesser (retslige procedurer). Endelig har Retten med føje anført, at Kommissionen er forpligtet til at nægte adgang til de dokumenter, som står i forbindelse med en retslig procedure, såfremt Kommissionen for hver enkelt dokument (40), den anmodes om, konstaterer, at offentliggørelsen af dokumentet faktisk, på grund af de oplysninger, det indeholder, kan berøre en af de offentlige interesser, som den førstnævnte gruppe undtagelser skal beskytte (41).

52 Appellanterne anfører, at Retten har anvendt ovennævnte princip, som den har fastslået ved fortolkningen og anvendelsen af den omtvistede undtagelse, fejlagtigt, når henses til de faktiske omstændigheder i den foreliggende sag. Jeg skal nedenfor vise, at selv om de argumenter, som de støtter deres påstand på, ikke kan føre til en anfægtelse af den anfægtede doms begrundelse, er det muligt inden for rammerne heraf at rejse tvivl om dommens begrundelse, hvis man lægger til grund, at Retten har forsømt at afkræve Kommissionen en præcisering af den nationale domstols synspunkt, således at man kunne sikre sig, at den omtvistede undtagelse havde den fornødne restriktive karakter.

53 Jeg skal først anføre, at Kongeriget Nederlandenes anbringende om, at Retten fejlagtigt påberåber sig princippet om de nationale domstoles ret til frit at anvende deres egne processuelle regler, et princip, som ikke vedrører spørgsmålet om, hvorvidt Kommissionen er forpligtet til at give adgang til de dokumenter, som den selv er i besiddelse af, må forkastes, fordi det bygger på en forkert opfattelse af princippet om retten til frit at anvende egne processuelle regler i den betydning, det er anvendt i den anfægtede dom. Som Kongeriget Nederlandene selv anfører, vedrører den i appelskriftet anførte Rewe-dom medlemsstaternes ret til uafhængighed i retsplejen som led i anvendelsen af de fællesskabsregler, der finder umiddelbar anvendelse, hvilken uafhængighed beror på en integreret og systematisk fællesskabslovgivning inden for retsplejeområdet (42). Denne forståelse af begrebet »uafhængighed i retsplejen« er ikke identisk med de nationale retsinstansers og Fællesskabets retsinstansers ret til frit at anvende deres egne processuelle regler, som der tales om i den anfægtede dom. Dette fremgår især af to punkter. For det første: bortset fra, at den ovenfor nævnte Rewe-dom ikke omtales i den anfægtede dom, vedrører retten til frit at anvende egne processuelle regler, som dommen omtaler, ikke den nationale retsorden, men derimod domstolene selv; med andre ord drejer den sig mindre om, hvilken ret der skal anvendes, som at fastlægge kompetencen og betingelserne for anvendelsen heraf. Ved således udtrykkeligt at henvise til hver enkelt domstols uafhængighed, skønner Retten i den anfægtede dom, at »domstol[ene] ... frit kan anvende deres egne processuelle regler« (43). For det andet drejer princippet om retten til frit at anvende egne processuelle regler, som begrebet anvendes i den anfægtede dom, sig ikke kun om nationale domstole, men både om »de nationale retsinstanser og Fællesskabets retsinstanser« (44). Når derfor den ret, der har pådømt sagens realitet i den anfægtede dom, taler om domstolenes frihed til at anvende deres egne processuelle regler, hentyder den ikke til de nationale retsplejeregler, som Rewe-dommen handler om, men til de retsplejeregler, som anvendes ved hver enkelt domstol, såvel de nationale som Fællesskabets retsinstanser. Princippet om retten til frit at anvende egne processuelle regler, som omtales i den anfægtede dom, er således tæt forbundet med den uafhængighed, det tilstræbes at sikre hver enkelt dommer, og betyder, at denne skal bestemme over den procedure, han er dommer i, således at han er den eneste, der har kompetence til at træffe afgørelse i ethvert spørgsmål om anvendelse af de retsplejeregler, der gælder for den pågældende procedure, uden at være udsat for pres fra tredjemand - og uden at der er nogen tvivl om, hvorvidt han er det (45).

54 På grundlag af de betragtninger, jeg har fremsat under gennemgangen af anbringendet om tilsidesættelse af konventionen, må Van der Wal's påstande om, for det første, at den omtvistede undtagelse i afgørelse 94/90 kun tager sigte på at beskytte parternes interesser, og for det andet, at princippet om retten til frit at anvende egne processuelle regler ikke er indeholdt i begrebet »den uafhængige domstol«, forkastes. Som Kommissionen med rette påpeger, fremgår det klart af formuleringen i den omtvistede undtagelse, som taler om »beskyttelsen af offentlige interesser« og om »retslige procedurer«, at Rådet og Kommissionen ikke kun har tilstræbt at beskytte parternes interesser. Men under alle omstændigheder, således som jeg også har anført, tager Retten i den anfægtede dom hensyn til, at den omtvistede undtagelse tager sigte på at beskytte parternes interesser, og fastslår udtrykkeligt princippet om retten til frit at anvende egne processuelle regler som en institutionel garanti for parternes interesser (46). Samtidig fremgår det ikke på nogen måde, at dette princip ikke skulle være indeholdt i begrebet »uafhængig domstol«, som det anvendes i konventionens artikel 6; tværtimod udgør det en væsentlig garanti, og under alle omstændigheder et vigtigt tegn på eksistensen af denne uafhængighed (47).

55 Hvad dernæst angår kritikken af Rettens argumentation, for det første med hensyn til sondringen i dommens præmis 50 mellem dokumenter, som Kommissionen udfærdiger alene med henblik på en konkret retslig procedure, og andre dokumenter, der ikke har sammenhæng hermed, og for det andet med hensyn til omtalen af Kommissionens pligt til at nægte adgang til de omtvistede dokumenter, så længe den retslige procedure verserer, kan denne heller ikke efter min opfattelse tages til følge. Det er ubestridt, at hvert af de omtvistede dokumenter i sagen var udfærdiget med henblik på en konkret procedure, som Kommissionen ikke optrådte som part i, og som ikke var afsluttet på det tidspunkt, da de faktiske begivenheder i sagen fandt sted. Det er derfor tilstrækkeligt at fremhæve, at den i den anfægtede dom valgte fortolkning særligt omhandler dokumenter, som vedrørte retsspørgsmål inden for rammerne af konkrete verserende procedurer, hvilket bekræfter rigtigheden af Rettens retlige og logiske begrundelse i dommen.

56 Under alle omstændigheder er det dog min opfattelse, at den ovenfor nævnte kritik er ugrundet og ikke kan underbygge det fremsatte anbringende.

Det er relevant at sondre mellem de to kategorier af dokumenter af hensyn til nødvendigheden af at kunne bevise den årsagssammenhæng, der skal bestå mellem offentliggørelsen af dokumenterne og krænkelsen af offentlige interesser ved tilsidesættelse af den kompetente domstols ret til frit at anvende egne processuelle regler. I et tilfælde som i denne sag, hvor Kommissionen ikke er part i den konkrete retslige procedure, kan denne tilsidesættelse alene finde sted i relation til de dokumenter, der vedrører den pågældende procedure. Det rent formelle kriterium, der går på, at de udelukkende er udfærdiget til brug i en konkret retslig procedure, retfærdiggør for det første, at dokumenterne kan opfattes som en del af sagsakterne, der har direkte relation til den konkrete retslige procedure, og for det andet, at muligheden for at offentliggøre dem henføres under den domstols kompetence, hvor den pågældende procedure verserer. I de tilfælde derimod, hvor dokumenterne eksisterer uafhængigt af en retslig procedure, forholder det sig anderledes. Det er da rimeligt at slutte, at disse dokumenter ikke vedrører den retslige procedure, men indeholder - som en slags bekræftelse på de faktiske omstændigheder - visse oplysninger, som de involverede parter har adgang til fra andre kilder. Det må derfor erkendes, at selv om de udgør eller har udgjort elementer i en sags akter, er de ikke direkte forbundet med procesdokumenterne, hvis eventuelle fortrolighed afgøres af den kompetente domstol, hvorfor der ikke er nogen grund til, at de er omfattet af den undtagelse, der vedrører beskyttelsen af domstolenes ret til frit at anvende egne processuelle regler. Hvis de var omfattet heraf, ville dette klart indebære en udvidet uhjemlet fortolkning af den omtvistede undtagelse.

Kongeriget Nederlandene uddrager heraf, at undtagelsen alene vedrører verserende retslige procedurer. Jeg mener, at uanset der er grundlag for at udvide den omtvistede undtagelse til også at gælde ikke verserende sager (48), har dette argument et forkert udgangspunkt. Det fremgår nemlig hverken af den i appelskriftet nævnte præmis 51 eller af nogen anden præmis i den anfægtede dom, at Retten kategorisk har begrænset princippet om retten til frit at anvende egne processuelle regler til ene og alene at gælde verserende retslige procedurer. Derimod synes Rettens argumentation i den omtvistede præmis 51 alene at gælde for de faktiske omstændigheder i den foreliggende sag, som vedrører dokumenter med relation til verserende retslige procedurer.

57 Men modsat appellanternes ovenfor gennemgåede anbringender kan deres fremsatte klagepunkt over, at Retten ikke har foretaget de nødvendige undersøgelser, rejse tvivl om rigtigheden af den anfægtede dom.

58 Appellanternes argumentation herfor finder jeg dog ikke overbevisende. Hverken Kommissionen eller Retten selv ville på egen hånd kunne fortolke de pågældende nationale retsplejeregler vedrørende fri adgang til de omtvistede dokumenter uden at krænke princippet om den nationale domstols ret til frit at anvende egne processuelle regler. Som allerede anført består det afgørende spørgsmål i denne sag i at få præciseret, hvilken institution der er kompetent til at afgøre dette, og ikke af svaret på spørgsmålet, om de omtvistede dokumenter skal offentliggøres eller ej. Men for at kunne besvare dette spørgsmål er det desuden ikke tilstrækkeligt blot at kende indholdet af de gældende nationale retsplejeregler, men det er klart, at man også - inden for rammerne af anvendelsen disse bestemmelser - må være bekendt med sagsforholdet i hver enkelt retssag for at kunne afgøre, om offentliggørelsen af de omtvistede dokumenter ville kunne få negative følger for sagens forløb. Set i dette lys er det klart, at hverken Kommissionen eller Retten selv på egen hånd ville kunne træffe afgørelse herom uden at give indtryk af, at de blandede sig i den nationale domstols arbejde (49).

59 Det er ikke desto mindre min opfattelse, at Kommissionen på grundlag af baggrunden for afgørelse 94/90 og nødvendigheden af at sikre dens effektive virkning ikke, under Rettens kontrol, på egen hånd burde have undersøgt, om den ifølge de nationale retsregler havde ret til at offentliggøre de omtvistede dokumenter, men derimod burde have sat sig i stand til at fastslå, hvilken stilling den kompetente nationale domstol indtog til dette spørgsmål. Med andre ord burde Kommissionen have anmodet den kompetente nationale domstol om at tage stilling til det vigtige spørgsmål om offentliggørelsen af den pågældende omtvistede skrivelse og konkret at erklære, om den var indforstået med offentliggørelsen heraf. Og afhængigt af den bindende erklæring fra den nationale domstol, kunne Kommissionen da have givet eller nægtet adgang til de omtvistede dokumenter (50).

Der er mange grunde, der taler for en sådan fortolkning af de forpligtelser, der påhviler Kommissionen på grundlag af afgørelse 94/90. For det første er denne fortolkning ikke i strid med overholdelsen af princippet om, at den nationale domstol, som alene er kompetent til at træffe afgørelse om offentliggørelsen af de omtvistede dokumenter, frit kan anvende sine egne processuelle regler. For det andet sikrer den endnu bedre den effektive virkning af det generelle princip om den bredest mulige aktindsigt, som indførtes med afgørelse 94/90, idet den størst mulige indsats for at sikre sig, hvad den nationale domstol mener, her er ensbetydende med en passende snæver anvendelse af den omtvistede undtagelse, der bygger på »beskyttelse af de offentlige interesser (retslige procedurer)«, således som jeg skal påvise under gennemgangen af de øvrige punkter i anbringendet vedrørende fortolkningen af afgørelse 94/90 (51). For det tredje udgør henvisningen til den nationale domstols konkrete stillingtagen et element i den retlige begrundelse for Kommissionens afvisning. Mere generelt gør den afgørelsen mere fuldstændig, idet Kommissionen bliver i stand til yderligere at begrunde sin afgørelse med en henvisning til den kompetente nationale domstols fremsatte synspunkt - eller også til manglen på en sådan erklæring (52). For det fjerde stemmer bestræbelsen på at sikre sig den nationale domstols mening overens med princippet om god forvaltningsskik, som i denne sag pålægger Kommissionen i højest mulig grad at bestræbe sig på, at retten til adgang til de dokumenter, den er i besiddelse af, kan udnyttes, en bestræbelse, som er af stor vigtighed uanset det endelige resultat, og således ikke blot generelt at påberåbe sig sin manglende kompetence og henvise Fællesskabets borgere til muligvis tidskrævende og kostbare procedurer for forskellige nationale domstole med henblik på en afgørelse i hver enkelt sag (53). For det femte afviger denne fortolkning af Kommissionens forpligtelser ikke fra dennes opgaver i bred forstand og udgør ikke en overdreven belastning for den, idet der allerede foreligger en kommunikationskanal til de nationale domstole ved det allerede nu fungerende samarbejde mellem Kommissionen og disse vedrørende anvendelsen af EF-traktatens artikel 85 og 86 (nu artikel 82 EF).

60 Med udgangspunkt i de sidstnævnte betragtninger, hvoraf visse vil blive nærmere gennemgået senere, mener jeg, at Rettens dom bør ophæves, idet Retten har fortolket afgørelse 94/90 fejlagtigt med hensyn til Kommissionens forpligtelser vedrørende den undtagelse, der bygger på »beskyttelse af de offentlige interesser (retslige procedurer)«, og følgelig ikke har foretaget de nødvendige undersøgelser af, om disse forpligtelser er blevet overholdt ved prøvelsen af Kommissionens begrundelse for at afslå at give adgang til de omtvistede dokumenter (54).

Derimod foreslår jeg Domstolen at forkaste de anbringender, appellanterne har fremført til støtte for det første punkt af anbringendet, som drejer sig om tilsidesættelse af afgørelse 94/90, som ugrundede.

b) Anbringendets andet, tredje og fjerde punkt

ba) Parternes argumenter

61 I det andet punkt af første anbringende gør Kongeriget Nederlandene gældende, at Retten med henblik på at afgøre, om adgangen til de omtvistede dokumenter ville kunne skade offentlige interesser, fejlagtigt har bygget på adressatens identitet, nemlig på den omstændighed, at det drejer sig om et dokument, som er stilet til en national domstol. Ifølge Kongeriget Nederlandene vedrører det kriterium, som afgørelse 94/90 anvender, de oplysninger, som dokumentet indeholder, således som Retten også korrekt påpeger i præmis 43 i den anfægtede dom.

62 Desuden gør appellanten gældende, at Retten med urette ikke undersøgte hvert enkelt dokument med henblik på at afgøre, om det ud fra dets indhold var berettiget at give adgang hertil, en omstændighed, der også beror på, at dokumenterne ikke blev fremlagt for Retten (55).

63 I det tredje punkt af første anbringende fremfører Kongeriget Nederlandene, at den fortolkning, som Retten anlægger af afgørelse 94/90, betyder, at Kommissionen aldrig kan give adgang til et dokument, som udfærdiges med henblik på en konkret retslig procedure, så længe denne procedure verserer. Den ovennævnte fortolkning fører til, at det ikke er muligt at give adgang til en hel kategori af dokumenter, som herved udelukkes fra afgørelse 94/90's anvendelsesområde, uden at der findes noget retligt grundlag herfor. Derfor er den fortolkning, som Retten anlægger i den anfægtede dom, uforenelig med afgørelse 94/90.

64 I det fjerde punkt af første anbringende anfører Kongeriget Nederlandene, at undtagelserne til det generelle princip, der er knæsat ved afgørelse 94/90, om adgang til de dokumenter, som Kommissionen er i besiddelse af, skal fortolkes og anvendes snævert. Den udvidede fortolkning, som Retten giver, ifølge hvilken alle de dokumenter, som Kommissionen udfærdiger med henblik på en konkret procedure, er udelukket fra dette princips anvendelsesområde, uafhængigt af deres indhold, er uforenelig med afgørelse 94/90 og tilsidesætter dens formål, for så vidt som den umuliggør gennemførelsen af det specielle formål, nemlig gennemsigtighed i relationerne mellem Kommission og de nationale domstole (56).

65 I det andet punkt af første anbringende anfører Kommissionen, som også her rejser formalitetsindsigelse mod de af Van der Wal fremsatte argumenter (57), at der intetsteds i afgørelse 94/90 med hensyn til »beskyttelse af offentlige interesser« angives noget om, at der for at sikre denne beskyttelse kun skal tages hensyn til oplysningernes art. Kommissionen finder, at begrundelsen for, at den aktindsigt, der var ansøgt om, blev nægtet, fremgår tilstrækkeligt klart af præmis 45-52 i den anfægtede dom. Særligt i præmis 53 understreges det, at det er uden betydning, om de pågældende tre dokumenter indeholdt forretningshemmeligheder. Endelig fremgår det af præmis 52, at Retten har kontrolleret hvert dokument separat. Ifølge Kommissionen er grunden til, at Kongeriget Nederlandene ikke kan acceptere resultatet af Rettens foretagne kontrol, ikke er, at der ikke er foretaget kontrol af de separate dokumenter, men at det ikke kan acceptere Rettens indledende begrundelse i præmis 45-52 i den anfægtede dom.

66 Med hensyn til det tredje punkt af første anbringende anfører Kommissionen, som også her rejser formalitetsindsigelse (58), at Rettens fortolkning ikke udelukker de omtvistede dokumenter fra anvendelsesområdet for afgørelse 94/90, men at disse dokumenter blot hører til de undtagelser i afgørelsen, ifølge hvilke Kommissionen er forpligtet til at afslå adgang til dem.

67 Med hensyn til det fjerde punkt af første anbringende anfører Kommissionen, at den fortolkning, Retten har anlagt af den omtvistede undtagelse, er korrekt. Det fremgår klart af formuleringen i afgørelse 94/90, at når offentliggørelsen af et dokument kan skade beskyttelsen af offentlige interesser, herunder i forbindelse med retslige procedurer, er dette tilstrækkeligt til, at Kommissionen er forpligtet til at afslå at give aktindsigt i dokumentet.

bb) Min opfattelse

bb.1. Formaliteten

68 Kommissionen anfører, at Van der Wal ikke præciserer, hvilke præmisser i den anfægtede dom han sigter til i sit anbringende om, at Retten for at fastslå, om offentliggørelsen af dokumenterne kunne skade offentlige interesser, ikke foretog den nødvendige kontrol af hvert dokument for sig og heller ikke krævede dette af Kommissionen. Følgelig kan dette anbringende efter Domstolens praksis ikke realitetsbehandles.

Som allerede anført skal appellen efter retspraksis »indeholde de retlige anbringender og argumenter, der påberåbes til støtte for appellantens påstande for Domstolen ... en appel [skal] præcist angive, hvilke elementer der anfægtes i den dom, som påstås ophævet, samt de retlige argumenter, der særligt støtter denne påstand« (59).

Efter min opfattelse strider Van der Wal's formulering af dette klagepunkt ikke mod ovennævnte retspraksis. Appellanten henviser til præmis 43 i den anfægtede dom, hvor Retten, som han bemærker, erkender, at Kommissionen separat skal undersøge indholdet af hvert enkelt dokument. I det følgende anfører han på dette grundlag, at Retten intetsteds i den anfægtede dom har kontrolleret, om Kommissionen faktisk har foretaget denne kontrol. Og den benægtende karakter af anbringendet er i sig selv nok til, at man ikke på overbevisende måde kan kræve, at appellanten burde have påpeget nøjagtigt på hvilke punkter i dommen, Retten ikke foretog den kontrol, som den ifølge appellanten var pligtig til.

På grundlag af ovenstående foreslår jeg Domstolen at realitetsbehandle Van der Wal's klagepunkt.

69 Kommissionen anfører ligeledes, at det tredje punkt af første anbringende heller ikke kan realitetsbehandles, fordi Kongeriget Nederlandene gentager de samme argumenter, det har fremført i punkt 16-22 i det interventionsindlæg, som det indgav for Retten.

Ifølge Domstolens førnævnte praksis skal en appel afvises, når den blot gentager elle nøjagtigt gengiver de anbringender og argumenter, som allerede er blevet fremført for Retten, uden at den i tilstrækkelig grad angiver de elementer i den anfægtede dom og de retlige argumenter, der støtter appellen (60). En sådan appel har i realiteten blot til formål at opnå, at de i stævningen for Retten fremsatte påstande pådømmes endnu en gang, hvad der i medfør af artikel 49 i EF-statutten for Domstolen ligger uden for dennes kompetence.

Efter min opfattelse strider Kongeriget Nederlandenes fremsættelse af det pågældende anbringende, trods dets uomtvistelige lighed med det for Retten tidligere fremsatte, ikke mod ovennævnte retspraksis, og sammenholdt med de øvrige af appellanterne fremsatte anbringender, rejser det under alle omstændigheder spørgsmål, som må undersøges inden for rammerne af appelsagen.

Kongeriget Nederlandene havde for Retten anført, at den fortolkning, som Kommissionen havde givet af den omtvistede undtagelse i afgørelse 94/90, medførte, at en hel kategori af dokumenter blev udelukket fra anvendelsesområdet for denne afgørelse. I punkt 18 i appelskriftet gentager Kongeriget Nederlandene det samme anbringende, hvad det juridiske indhold angår, og påpeger, at der foreligger en tilsvarende fejlagtig fortolkning af den pågældende undtagelse, men denne gang er anbringendet udtrykkeligt rettet mod den anfægtede dom (konkret mod præmis 50 heri). Men uanset ligheden mellem anbringenderne er det, der er fremsat i appelskriftet (tredje punkt af andet anbringende), tilstrækkeligt præcist med hensyn til de omtvistede punkter i den anfægtede dom. I øvrigt må man inden for rammerne af en systematisk fortolkning for det første lægge til grund, at anbringendet er fast forbundet med de øvrige punkter af samme anbringende (fortolkningens bredde og anvendelsesområdet for den omtvistede undtagelse). For det andet skal jeg understrege, at gennemgangen af den generelle problematik omkring fortolkningen af den omtvistede undtagelse i appelsagen adskiller sig fra gennemgangen af den tilsvarende problematik ved Retten, idet Retten, som påberåbt af begge appellanter, fortolkede den pågældende afgørelse med en henvisning i det første argument af sin følgeslutning til enhvers ret til »en retfærdig rettergang«, hvilket parterne ikke havde taget stilling til under den første retssag.

På grundlag af de ovenstående to bemærkninger må det efter min opfattelse antages, at undersøgelsen af det omtvistede anbringende, når det betragtes som en del af et bredere anbringende, under ingen omstændigheder fører til en ren og skær genoptagelse af undersøgelsen af de sagsakter, som blev indbragt for Retten. Jeg foreslår derfor Domstolen at afvise Kommissionens formalitetsindsigelse og realitetsbehandle disse anbringender og argumenter.

bb.2. Holdbarheden af påstande og argumenter

70 De påstande, som appellanterne har fremsat i andet, tredje og fjerde punkt af andet anbringende vedrører fortolkningens bredde og anvendelsen af den omtvistede undtagelse, der bygger på »beskyttelsen af offentlige interesser (retslige procedurer)«. Uanset hvorledes de enkelte argumenter er fremsat, kan den omstændighed, at Retten under fortolkningen af afgørelse 94/90 har undladt at fastslå, at den havde pligt til at kontrollere, om Kommissionen havde gjort alt, hvad den kunne, for nøje at undersøge den nationale domstols synspunkt, føre til en ophævelse af den anfægtede dom.

71 Jeg skal først understrege, at Retten ved fortolkningen af afgørelse 94/90 ikke har taget fejl, for så vidt som den vurderede, at den for at fastslå, om adgangen til de omtvistede dokumenter kunne være til skade for offentlige interesser (retslige procedurer), i den foreliggende sag burde støtte sig, ikke på »om de tre dokumenter indeholdt forretningshemmeligheder«, men derimod på grunden til, at de blev udfærdiget, på dokumentmodtagernes identitet og generelt på den omstændighed, at »skrivelserne [således] vedrørte retlige spørgsmål, der var rejst i forbindelse med konkrete, verserende sager« (61).

72 Ifølge den sproglige formulering af den omtvistede bestemmelse i afgørelse 94/90, afslår institutionerne at give aktindsigt i dokumenter, »hvis offentliggørelse kunne skade« beskyttelsen af offentlige interesser (retslige procedurer). Kriteriet for anvendelse af undtagelsen, altså for at fastslå, om der er fare for at skade offentlige interesser, er, hvilke sandsynlige følger selve offentliggørelsen kan have. Det er klart, at risikoen for, at en offentliggørelse kan skade offentlige interesser, for det meste er knyttet til indholdet og karakteren af de oplysninger, som de omtvistede dokumenter indeholder (62). Men intet udelukker, når man tager de særlige omstændigheder i hvert enkelt tilfælde i betragtning, at risikoen beror på andre forhold, såsom grunden til dokumenternes udfærdigelse sammenholdt med modtagerens identitet. I øvrigt hjælper disse forhold i øvrigt fortolkeren til at danne sig en første opfattelse af de omtvistede dokumenters indhold.

73 Når man således i den foreliggende sag tager de særlige forhold i betragtning, har Retten korrekt begrænset sig til at undersøge, om de nævnte omstændigheder forelå, hvad der i øvrigt ikke er blevet anfægtet af parterne. Den omstændighed, at det drejede sig om dokumenter, som blev udfærdiget med henblik på konkrete retslige procedurer, og som var stilet til en national domstol og udgjorde et element i akterne i verserende procedurer, er tilstrækkelig til, at det med sikkerhed kan fastslås, at det drejer sig om dokumenter, som vedrører spørgsmål, der er rejst inden for rammerne af konkrete verserende procedurer. Naturligvis er konstateringen af dokumenternes indhold, som udtrykkeligt er nævnt i den anfægtede doms præmis 52, kun indirekte og af begrænset omfang. Men den er alligevel tilstrækkelig til, at der kan pålægges Kommissionen en pligt (63) - som i forvejen er fastlagt i afgørelse 94/90 - til at nægte offentliggørelse af dokumenter, når det fastslås, at en offentliggørelse ville indebære en risiko for at kunne skade offentlige interesser, som i denne sag er knyttet sammen med den kompetente nationale domstols ret til frit at anvende egne processuelle regler. Når en så begrænset konstatering er tilstrækkelig til fuldt ud at begrunde den risiko, der ville ligge i Kommissionens offentliggørelse af dokumenterne, er der ingen grund til yderligere at undersøge dokumenternes indhold, og så meget desto mindre til at fremlægge dem for Retten. Tværtimod ville en forpligtelse til at foretage yderligere undersøgelser (f.eks. en undersøgelse af, om forløbet i de retslige procedurer ville kunne påvirkes på grund af dokumenternes konkrete indhold), eventuelt kunne rumme en fare for, at Kommissionen og Retten blandede sig i den nationale domstols virke (64).

74 Ovenstående viser klart, at Kommissionen ikke blot ikke har anvendt et fejlagtigt kriterium vedrørende anvendelse af den omtvistede undtagelse, men derudover også har foretaget den for en korrekt anvendelse af undtagelserne nødvendige undersøgelse af dokumenternes indhold. Og i forbindelse hermed har Retten foretaget en korrekt undersøgelse af anvendelsen af den pågældende undtagelse, idet den endda har behandlet hvert dokument separat, hvilket klart fremgår af præmis 52 og 53 i den anfægtede dom.

75 Som også Kommissionen anfører, er det samtidig klart, at Retten ikke har udelukket de omtvistede dokumenter fra anvendelsesområdet for afgørelse 94/90, men har henført dokumenterne til en af de deri bestemte undtagelser, i medfør af hvilke Kommissionen var forpligtet til at nægte deres offentliggørelse. I øvrigt er argumentet om, at det i denne sag drejer sig om udelukkelse af en hel kategori af dokumenter, snarere retorisk end begrundet. Eftersom dokumenterne er blevet kontrolleret separat, og begrundelsen for forbuddet mod at offentliggøre dem er fælles for dem alle, er det logisk, at der gives en samlet begrundelse for afslaget på aktindsigt - og for kontrollen heraf. Det samme ville også ske, hvis en anden undtagelse var blevet anvendt, f.eks. hvis det havde drejet sig om en række dokumenter, som hver især indeholdt forretningshemmeligheder. Hvis forbuddet mod at give adgang til ethvert dokument, som indeholder forretningshemmeligheder, anførtes i begrundelsen og derpå senere anvendtes på hvert enkelt dokument, ville dette da udgøre en uberettiget udelukkelse af en hel kategori af dokumenter fra anvendelsesområdet for afgørelse 94/90, eller simpelt hen være en praktisk måde at fremstille den fælles fortolkning og anvendelse af den omtvistede undtagelse på i tilfælde, som er blevet undersøgt separat og klart viser sig at være ens? Resultatet af disse betragtninger må være, at den omstændighed, at Retten har valgt en fortolkning, som udelukker adgang til visse dokumenter på grundlag af de ovenfor anvendte kriterier, ikke automatisk gør fortolkningen og anvendelsen af denne undtagelse utilladeligt brede (65), når blot kriterierne er juridisk og logisk holdbare.

76 I øvrigt forekommer det mig, at heller ikke det argument er begrundet, hvorefter den af Retten valgte fortolkning og anvendelse af den omtvistede undtagelse udgør en tilsidesættelse af formålet med afgørelse 94/90, eftersom det herved bliver umuligt at opfylde det særlige formål, der er gennemsigtighed i relationerne mellem Kommissionen og de nationale domstole. Jeg skal her anføre, at det ikke fremgår af nogen bestemmelse i fællesskabsretten, at der eksisterer et »særligt formål« gående ud på gennemsigtighed i relationerne mellem Kommissionen og de nationale domstole. Hvad der eksisterer, er princippet om gennemsigtighed, som består i retten til adgang til Kommissionens arkiver. Denne rettighed er reguleret af afgørelse 94/90, der, som allerede gennemgået, indfører en undtagelse til princippet om gennemsigtighed, med henblik på at beskytte de nationale retsinstansers og Fællesskabets retsinstansers ret til frit at anvende deres egne processuelle regler. Der kan eventuelt i de nationale retsregler eksistere et særligt formål om gennemsigtighed, der gælder for procedurer for de nationale retsinstanser. Men i mangel af en fællesskabslovgivning på dette punkt og i betragtning af princippet om medlemsstaternes ret til frit at anvende egne processuelle regler ligger en undersøgelse af dette formål og konstateringen heraf uden for Domstolens kompetence. Men selv om man ville hævde, at det »særlige formål«, der går ud på gennemsigtighed i relationerne mellem Kommissionen og de nationale domstole, i det væsentlige udgør en garanti for, at førstnævnte ikke griber ind i de sidstnævntes virke og er baseret på enhvers ret til en retfærdig rettergang for en uafhængig og upartisk domstol, måtte man tage hensyn til to forhold: for det første, at gennemsigtigheden i den retslige procedure sikres ved, at Kommissionens svar meddeles sagens parter, og for det andet, at proceduren til yderligere sikring af gennemsigtigheden over for tredjemand på det nuværende stadium i fællesskabsrettens udvikling måtte ske ved indførelse af regler til gennemførelse af princippet om medlemsstaternes uafhængighed i retsplejen og princippet om de nationale retsinstansers og Fællesskabets retsinstansers ret til frit at anvende deres egne processuelle regler. Det ville følgelig være nytteløst at påberåbe sig dette »særlige formål« mod den i den anfægtede dom valgte fortolkning. Hvad endelig relationerne mellem Kommissionen og de nationale domstole angår vedrørende anvendelsen af traktatens artikel 85 og 86 skal jeg minde om, at disse relationer her reguleres ved Domstolens praksis (66) og den hermed forbundne meddelelse 93/C 39/05 (67). Men ingen af disse to indeholder tilsyneladende noget »særligt formål« gående ud på gennemsigtighed i de nævnte relationer. Tværtimod er Kommissionen snarere forpligtet til at udvise en vis tilbageholdenhed med at offentliggøre dokumenterne, for det første, fordi spørgsmålet om, i hvilken form og under hvilke betingelser samarbejdet mellem Kommissionen og de nationale retsinstanser skal foregå, afgøres inden for grænserne af de nationale processuelle regler (68), og for det andet på grund af det gode samarbejdsklima, præget af tillid og god tro, der skal herske mellem Kommissionen og de nationale retsinstanser i henhold til EF-traktatens artikel 5 (nu artikel 10 EF).

77 Selv om appellanternes ovenfor fremførte anbringender ikke kan tiltrædes, skal jeg dog påpege, at Retten i sin undersøgelse af Kommissionens handlinger ikke, som den burde, har overholdt sin forpligtelse til at fortolke den omtvistede undtagelse indskrænkende, som bygger på »beskyttelsen af offentlige interesser (retslige procedurer)«, en forpligtelse, der også henvises til i den anfægtede dom (69), og som ifølge appellanterne er blevet tilsidesat af Retten. Hvis beskyttelsen af den ved afgørelse 94/90 indførte ret til at få adgang til de dokumenter, som Kommissionen ligger inde med, skal være effektiv, og selve formålet hermed ikke bringes i fare, indebærer en indskrænkende anvendelse af den omtvistede undtagelse, at Kommissionen er forpligtet til at tage sådanne skridt, som uden at falde uden for dens opgaver i højest mulig grad kan begrænse det område, hvor offentliggørelse af dokumenterne kan nægtes, således at behovet for at påberåbe sig den omtvistede undtagelse og muligheden for at anvende den i praksis reduceres til et absolut minimum (70). I denne sag ville sådanne skridt bestå i at anmode de kompetente nationale domstole om en meningstilkendegivelse vedrørende offentliggørelsen af hvert enkelt dokument, således at Kommissionen, hvis hver enkelt kompetent national domstol indvilger heri, kan gennemføre den offentliggørelse, der er ansøgt om. Kommissionen burde altså have gjort, hvad der stod i dens magt for at sikre sig den ovenfor nævnte meningstilkendegivelse. I denne sag ville denne række af mulige handlinger, der ikke ville ligge uden for rækken af oplysninger, som Kommissionen kan få adgang til på normal vis inden for sit opgaveområde, omfatte en forespørgsel hos de nationale domstole, med hvilke der allerede var indledt en samarbejdsprocedure i henhold til traktatens artikel 85 og 86 (71).

78 På grundlag af ovenstående mener jeg derfor, at den anfægtede dom kan ophæves - og, som jeg vil påvise nedenfor (72), skal ophæves - idet Retten ved en fejlagtig fortolkning og anvendelse af forpligtelsen i den omtvistede sag til en indskrænkende fortolkning af den undtagelse, som bygger på »beskyttelsen af offentlige interesser (retslige procedurer)«, har undladt at kontrollere, hvad den burde have gjort, nemlig om Kommissionen har udført alle i denne sag nødvendige og behørige handlinger for at reducere behovet for at påberåbe sig den omtvistede undtagelse til et minimum. Undladelsen heraf kan på afgørende vis påvirke dommens konklusion, idet Retten, hvis den havde foretaget den nævnte kontrol og konstateret, at Kommissionen ikke havde udført de pågældende handlinger, måtte have annulleret Kommissionens afgørelse.

c) Det femte punkt

ca) Parternes argumenter

79 Ifølge Kongeriget Nederlandene indebærer den fortolkning, hvorefter afgørelsen om at give adgang til Kommissionens dokumenter, i hvert fald så længe sagen verserer for den nationale domstol, udelukkende tilkommer den nationale domstol og skal træffes i henhold til de nationale retsplejeregler, at adgangen til aktindsigt afhænger af det pågældende retssystem, hvilket følgelig bringer den ensartede anvendelse af fællesskabsretten og især af afgørelse 94/90 i fare.

80 Heroverfor anfører Kommissionen, at den anfægtede dom ikke på nogen måde indebærer en ophævelse af den ensartede anvendelse af afgørelse 94/90. Kommissionen skal altid nægte at offentliggøre de svar, den tilsender de nationale domstole inden for rammerne af den decentrale anvendelse af konkurrenceretten. Den omstændighed, at domstolene i visse medlemsstater tillader adgang til visse dokumenter, men ikke i andre, har intet at gøre med en ensartet anvendelse af fællesskabsretten.

cb) Min opfattelse

81 Jeg mener, at hverken Rettens fortolkning af afgørelse 94/90 eller den fortolkning, som jeg foreslår Domstolen at anlægge (73), er et indgreb i den ensartede anvendelse af fællesskabsretten og især af afgørelse 94/90. Indholdet af den her anvendte fællesskabsret er, at det ud fra princippet om den nationale retsinstans' ret til frit at anvende sine egne processuelle regler kun er denne, der har kompetence til at afgøre, om oplysninger i en sagsakt i en verserende sag skal offentliggøres, og at Kommissionen skal nægte at offentliggøre disse efter først at have foretaget den nødvendige forespørgsel hos den nationale domstol om dennes opfattelse. Rækkevidden af denne fællesskabsordning kan fortolkes ens, selv om de samme dokumenter alt efter de enkelte medlemsstaters retsplejeregler, der naturligvis ikke må gøre det umuligt eller alt for vanskeligt at udøve de rettigheder, som Fællesskabets retsorden indebærer (74), kan offentliggøres i én medlemsstat, men ikke i en anden. Som Kommissionen med rette påpeger, beror en eventuel uensartethed i forbindelse med spørgsmålet om muligheden for at offentliggøre et konkret dokument inden for EU ikke på den ovennævnte fortolkning af rækkevidden af undtagelsen, som bygger på »beskyttelsen af offentlige interesser (retslige procedurer)«. Den eventuelle uensartethed er en følge af, at der ikke foreligger en harmonisering af de nationale retsplejeregler og af det hermed beslægtede princip om medlemsstaternes ret til frit at anvende egne processuelle regler (75), og Kongeriget Nederlandene henviser da også selv i sit appelskrift til erkendelsen af denne uensartethed i retspraksis (76).

82 På grundlag af ovenstående må det af Kongeriget Nederlandene i femte punkt af første anbringende fremførte vedrørende tilsidesættelsen af den ensartede anvendelse af fællesskabsretten, afvises som ugrundet.

C - Tilsidesættelse af artikel 33 og 46 i EF-statutten for Domstolen

a) Parternes argumenter

83 Ifølge Kongeriget Nederlandene er den anfægtede dom ikke behørigt begrundet (77), idet Retten ikke har anført grunden til, at det er en tilsidesættelse af konventionens artikel 6, som princippet om de nationale domstoles ret til frit at anvende egne processuelle regler er baseret på, hvis Kommissionen beslutter at give adgang til dokumenter, som den selv har udfærdiget med henblik på en konkret retslig procedure.

84 Desuden anfører Kongeriget Nederlandene, at den anfægtede dom er uforståelig, idet Retten på den ene side erkender, at de nationale domstole er frit stillet med hensyn til at anvende deres egne processuelle regler om domstolenes beføjelser, procesforløbet i almindelighed og processkrifternes fortrolighed i særdeleshed (78), og på den anden side begrænser princippet om de nationale domstoles ret til frit at anvende egne processuelle regler til de dokumenter, som udfærdiges af Kommissionen med henblik på en konkret retslig procedure, så længe denne verserer (79). Med hensyn til det sidstnævnte punkt understreger Kongeriget Nederlandene, at det ikke kan indse, hvorfor de nationale domstoles ret til frit at anvende egne processuelle regler kun vedrører visse elementer i sagsakterne, eller hvorfor de bestemmelser, som vedrører offentliggørelsen af de elementer i proceduren, der drejer sig om nationale retsplejeregler, skal udelukkes, når proceduren er afsluttet.

85 Van der Wal, som henviser til sine bemærkninger vedrørende det andet, tredje og fjerde punkt af andet anbringende (således som dette behandles her i dette forslag til afgørelse), anfører, at den anfægtede doms begrundelse er utilstrækkelig, fordi Retten ikke for hvert enkelt dokuments vedkommende har undersøgt, om Kommissionen ud fra de oplysninger, som det enkelte dokument indeholder, havde mulighed for at påberåbe sig beskyttelsen af offentlige interesser for at nægte adgang til dokumenterne. I tilknytning hertil anfører han, at den anfægtede dom ikke indeholder nogen begrundelse for, hvorfor Retten i præmis 45 vurderer, at den bør foretage en vurdering på grundlag af konventionens artikel 6, og hvorledes Retten når til den konklusion, at princippet om retten til frit at anvende egne processuelle regler fremgår af enhvers ret til en retfærdig rettergang for en uafhængig og upartisk domstol. En nøjagtig begrundelse herfor er så meget desto mere påkrævet, eftersom begrundelsen er afgørende for præmissernes formulering og ikke er blevet påberåbt af nogen af parterne.

86 Ifølge Kommissionen mistyder Kongeriget Nederlandene Rettens argumentation. På de omtvistede punkter i den anfægtede dom besvarer Retten appellantens første argument, ifølge hvilket undtagelsen vedrørende de retslige procedurer kun drejer sig om tilfælde, hvor Kommissionen selv er part i en retslig procedure. Retten afviser dette klagepunkt (præmis 49 i den anfægtede dom) ud fra en fortolkning af afgørelse 94/90 (præmis 48 i den anfægtede dom), der går ud på, at den omtvistede undtagelse i afgørelsen har til formål at sikre de nationale retsinstansers og Fællesskabets retsinstansers ret til frit at anvende deres egne processuelle regler. Den anfægtede dom taler ikke om nogen tilsidesættelse af konventionens artikel 6. Henvisningen til denne artikel er blot et forsøg på at begrunde princippet om retten til frit at anvende egne processuelle regler teoretisk. Selv om man helt fjernede præmis 45 og 46, som drejer sig om konventionen, ville realiteten i den anfægtede dom forblive den samme.

87 Ifølge Kommissionen er det ikke det vigtigste at få fastslået, om Retten har givet en tilstrækkelig begrundelse for, at der er sket en tilsidesættelse af konventionens artikel 6, men derimod, om den har givet en tilstrækkelig begrundelse for sin fortolkning af den undtagelse, der vedrører beskyttelsen af offentlige interesser, eller om den har givet en tilstrækkelig begrundelse for at afvise det første annullationsanbringende, som sagsøgeren har fremsat for Retten, og som går ud på, at den ovennævnte undtagelse, der er anført i afgørelse 94/90, kun omfatter retslige procedurer, i hvilke Kommissionen selv er part. Kommissionen er således af den opfattelse, at den anfægtede dom er tilstrækkelig klar, hvad angår Rettens argumentation, og at præmis 47 er overbevisende med hensyn til princippet om retten til frit at anvende egne processuelle regler, der er et væsentligt element i domstolenes uafhængighed.

88 Endelig gentager Kommissionen argumentet om, at de udtalelser i den anfægtede dom, som for det første drejer sig om dokumenter, der eksisterer uafhængigt af de retslige procedurer, og for det andet om den situation, der foreligger efter afslutningen af de retslige procedurer, som de er udfærdiget med henblik på, må anses for helt sekundære betragtninger, som Van der Wal ikke kan drage nogen nytte af.

b) Min opfattelse

89 Spørgsmålet om, hvorvidt en begrundelse i en dom afsagt af Retten er selvmodsigende eller utilstrækkelig, er et juridisk spørgsmål, der som sådant kan fremsættes inden for rammerne af en appel (80). Men de af appellanterne fremførte påstande om fejl i begrundelserne i den anfægtede dom må afvises enten som irrelevante eller som grundløse.

For det første må argumenterne om, at der ikke er givet nogen korrekt begrundelse for nødvendigheden af at fortolke konventionens artikel 6 og for heraf at uddrage princippet om de nationale retsinstansers og Fællesskabets retsinstansers ret til frit at anvende deres egne processuelle regler, samt for, at der er sket en tilsidesættelse af denne, afvises som irrelevante, idet de ikke kan føre til en ophævelse af dommen. For selv om argumenterne blev betragtet som holdbare, og selv om man altså anså den af Retten fremførte begrundelse, således som den er formuleret, for ikke at være præcis eller for mangelfuld, måtte de enkelte konklusioner, som Retten er nået til i sin behandling af den rettighed, der indeholdes i konventionens artikel 6, under alle omstændigheder, som gennemgået ovenfor (81), betragtes som retligt og logisk korrekte. Domstolen har således fastslået, at hvis der foreligger en tilsidesættelse af fællesskabsretten i præmisserne i en dom afsagt af Retten, men dommens konklusion af andre retlige grunde er holdbar, skal en appelsag forkastes (82).

Men under alle omstændigheder må de af appellanterne fremførte argumenter vedrørende den begrundelse i den anfægtede dom, der henviser til konventionens artikel 6, afvises som ugrundede. Som allerede anført i forbindelse med de generelle principper inden for fællesskabsretten, har Retten nemlig korrekt henvist til den ovennævnte rettighed, som er sikret gennem konventionens artikel 6, og har korrekt heraf udledt princippet om retten til frit at anvende egne processuelle regler (83). Følgelig har Retten givet en korrekt og tilstrækkelig begrundelse for sin fortolkning af den omtvistede undtagelse, der bygger på »beskyttelsen af offentlige interesser (retslige procedurer)« (84), med henblik på at besvare det anbringende, som er fremført for den, idet den anfører, at »rækkevidden af denne undtagelse [således] indebærer, at Kommissionen også kan påberåbe sig den, selv når den ikke selv er part i en retslig procedure, der konkret kan begrunde en beskyttelse af offentlige interesser« (85). I øvrigt har Retten ikke på noget punkt i sin argumentation vedrørende de generelle principper inden for fællesskabsretten anført, at der foreligger en tilsidesættelse af konventionens artikel 6.

90 Ligeledes må de argumenter, der vedrører en manglende begrundelse eller en mangelfuld begrundelse for, at princippet om retten til frit at anvende egne processuelle regler kun gælder dokumenter, der er udfærdiget med henblik på en konkret retslig procedure og kun i verserende sager, afvises som irrelevante, og under alle omstændigheder som ugrundede. For at underbygge dette skal jeg alene henvise til min gennemgang ovenfor (86), og her blot understrege, at en begrundelse for, at princippet om retten til frit at anvende egne processuelle regler i forbindelse med dokumenter, der er udfærdiget uafhængigt af en konkret retslig procedure og i procedurer, der ikke længere verserer, ikke var påkrævet for at løse den tvist, som Retten behandlede, eller for at underbygge konklusionen i den anfægtede dom (87).

91 Hvad endelig angår argumentet om, at den anfægtede doms begrundelse er forkert, fordi Retten ikke for hvert enkelt dokuments vedkommende har undersøgt, om Kommissionen ud fra de oplysninger, dokumentet indeholder, havde mulighed for at påberåbe sig beskyttelsen af offentlige interesser for at nægte aktindsigt, må dette efter min opfattelse betragtes som irrelevant, idet Retten, som allerede anført, i dommens præmis 52 for hvert enkelt dokuments vedkommende, således som krævet, har undersøgt de elementer, der var nødvendige for at afgøre, om der ud fra de eventuelle følger af en offentliggørelse ville være fare for at skade offentlige interesser (retslige procedurer) (88). Og selv om dette skulle blive anset for at være i modstrid med dommens præmis 43, som i den nederlandske gengivelse (89) taler om en vurdering af de oplysninger, der er indeholdt i det omtvistede dokument, kan denne modsætning ikke begrunde en ophævelse af den anfægtede dom, eftersom der trods fejlen i begrundelsens første argument, der drejer sig om omfanget af de elementer, der skal tages hensyn til, ikke er nogen juridisk eller logisk fejl heri eller i konklusionen (90).

92 Men den anfægtede dom er alligevel fejlagtigt begrundet med hensyn til den kontrol, som Retten burde have foretaget af Kommissionens anvendelse af den omtvistede undtagelse. Selv om Retten udtrykkeligt har erklæret, at alle undtagelser skal fortolkes og anvendes indskrænkende (91), har dens generelle fortolkning og anvendelse af den omtvistede undtagelse ikke været korrekt. Retten har således ikke foretaget de nødvendige verifikationer og har følgelig ikke på tilstrækkelig og juridisk fyldestgørende vis begrundet den omstændighed, at den endte med at anse anvendelsen af den pågældende undtagelse for rigtig (92). Konkret burde Retten, som allerede anført, under de omstændigheder, der foreligger i denne sag, for at kunne besvare de klagepunkter, der blev fremsat for den om, at Kommissionens fortolkning og anvendelse af den omtvistede undtagelse, der bygger på »beskyttelsen af offentlige interesser (retslige procedurer)« (93), var forkerte, have kontrolleret, om Kommissionen havde taget alle de hertil nødvendige og passende skridt for at reducere behovet for at anvende denne undtagelse til et minimum, og have anført resultaterne af den pågældende kontrol. Rettens undladelse af at foretage denne kontrol, hvilket i første omgang beror på den forfejlede fortolkning af afgørelse 94/90 vedrørende de forpligtelser, der påhviler Kommissionen, når den anvender undtagelserne fra reglen om fri aktindsigt, gør også begrundelsen i den anfægtede dom utilstrækkelig. For Retten har i sin undersøgelse af den omtvistede handling ikke på tilstrækkelig og juridisk fyldestgørende vis begrundet, hvorfor den har antaget, at Kommissionen har foretaget en korrekt - og følgelig indskrænkende - anvendelse af den omtvistede undtagelse. I medfør heraf må Rettens dom derfor ophæves på grund af mangelfuld begrundelse.

D - Tilsidesættelse af princippet om parternes ligestilling under sagen og om retten til kontradiktion

a) Parternes argumenter

93 Ifølge Van der Wal har Retten i dommens præmis 45-51 for det første tilsidesat forhandlingsprincippet, således som dette anvendes i fællesskabsretten, og som i de forskellige nationale retssystemer ofte omtales som princippet om domstolenes neutralitet eller princippet om parternes ligestilling under sagen, og for det andet princippet om beskyttelsen af parternes ret til at forsvare sig (retten til kontradiktion). Ifølge appellanten har Retten baseret sin vurdering på konventionens artikel 6 (94), skønt parterne ikke har påberåbt sig denne bestemmelse (95), og Rettens henvisning hertil er heller ikke tilstrækkeligt begrundet. Kommissionens adfærd retfærdiggøres og sanktioneres således a posteriori af Retten med en begrundelse, som Kommissionen selv ikke havde anført. I øvrigt er parternes ret til kontradiktion blevet tilsidesat derved, at de ikke har taget til genmæle mod den argumentation, der bygger på den europæiske menneskerettighedskonvention, idet denne hverken omtales i den omtvistede afgørelse eller under forhandlingerne for Retten, selv om denne argumentation spiller en afgørende rolle for Rettens vurdering.

94 Kommissionen anfører, at det er ukorrekt, at Retten baserer sin vurdering på konventionens artikel 6, og at det heller ikke kan hævdes, at Retten har overskredet grænserne for parternes tvist. Kommissionens afvisning af at give adgang til de omtvistede dokumenter, den var i besiddelse af, et afslag, som den støttede på »beskyttelsen af offentlige interesser (retslige procedurer)« og på, at det udelukkende tilkommer den nationale retsinstans på grundlag af de nationale bestemmelser at afgøre, under hvilke betingelser tredjemand kan blive gjort bekendt med disse dokumenter, var altså i det væsentlige baseret på den nationale domstols ret til frit at anvende egne processuelle regler. Retten bekræftede dette princip og denne fortolkning af afgørelse 94/90, og appellanten havde mulighed for til sit forsvar for Retten herom at fremsætte alle de anbringender, påstande og argumenter, han ønskede. Henvisningen til konventionen udgjorde blot en teoretisk præcisering af grundlaget for dette princip. I øvrigt forklarer Van der Wal ikke, hvorved hans forsvar for Retten ville have været forskelligt, hvis konventionen udtrykkeligt havde været omtalt.

b) Min opfattelse

95 Selv om det generelt må antages, at Retten ikke kan tage stilling ultra petita i den betydning, at den principielt skal holde sig inden for rammerne af den tvist, som sagens parter har afstukket grænserne for, kan man dog ikke hævde, at der i denne sag er tale om noget sådant. Som allerede påvist har Retten ikke baseret sin afgørelse på konventionens artikel 6, men på fortolkningen af den i adfærdskodeksen fastlagte undtagelse vedrørende »retslige procedurer«. Denne fortolkning støtter sig på en analyse af de generelle principper i fællesskabsretten, som omfatter konventionens artikel 6. Anvendelsen af denne bestemmelse kan ikke anses for ubegrundet, den udgør ikke en tilsidesættelse af fællesskabsretten og gør heller ikke den anfægtede doms begrundelse mangelfuld. Jeg skal herved påpege, at parterne i sagen ved deres annullationsanbringender og dertil hørende påstande, som de fremsatte for Retten, udtrykkeligt har afkrævet denne en fortolkning af den ovennævnte undtagelse i adfærdskodeksen (96). Det er følgelig klart, at henvisningen til konventionens artikel 6 ikke udgør nogen ny opfattelse, som Retten har opfundet, men en videreførelse af dens argumentation vedrørende indholdet af den påstand, som appellanten selv har fremført for den. Og denne omstændighed er efter Domstolens praksis i sig selv nok til, at der ikke kan være tale om overskridelse af genstanden for tvisten og en antagelse ultra petita (97). Men under alle omstændigheder ville det aldrig kunne accepteres, at en retsinstans i sine bestræbelser på at finde den sande betydning af de afgørende retlige bestemmelser, som endda er fremført af parterne selv, skulle være bundet af parternes argumenter eller være forpligtet til at fremlægge ethvert juridisk argument, der tjener som grundlag for det første argument i dens begrundelse. En nøjere bestemmelse af lovens betydning hører ikke ind under anvendelsesområdet for princippet om parternes ret til frit at disponere over sagens genstand. Denne opfattelse strider ikke mod retsinstansens forpligtelse til ikke at dømme ultra petita, hvorimod det modsatte standpunkt ville rumme en alvorlig fare for, at der blev afsagt domme på forkerte juridiske præmisser (98).

96 Af det ovenstående kan det endvidere udledes, at Retten ikke var forpligtet til at meddele parterne sin hensigt om at henvise - således som den gjorde - til konventionens artikel 6 og heller ikke til at anmode dem om at tage stilling hertil. Det er indlysende, at principperne om parternes lige ret til at blive hørt under sagen og om retten til kontradiktion er blevet respekteret af Retten, eftersom parterne har haft lejlighed til at fremkomme med deres argumenter vedrørende de annullationsanbringender og påstande, der var blevet fremført, og som Retten i sin dom har holdt sig indenfor. Men som Kommissionen med rette anfører, forklarer appellanten ikke, hvordan hans forsvar for Retten ville have været anderledes, hvis den omtvistede artikel i konventionen på forhånd havde været omtalt.

97 Jeg skal yderligere anføre, at der ikke er tale om, at præmisserne i Rettens dom har erstattet Kommissionens begrundelse for afgørelsen. Kommissionen har begrundet sin afvisning af at give adgang til de omtvistede dokumenter ved at henvise til den undtagelse, som bygger på »beskyttelsen af offentlige interesser (retslige procedurer)« og fortolke denne således, at efter at besvarelserne var sendt til de nationale domstole, og skrivelserne udgjorde en uadskillelig del af akterne i de for disse domstole verserende sager, hørte spørgsmålet om at offentliggøre skrivelserne og/eller stille dem til rådighed for tredjemand først og fremmest under den nationale domstols kompetence, som den enkelte besvarelse var stilet til (99). Princippet om retten til frit at anvende egne processuelle regler, som Retten har påberåbt sig og anvendt i den anfægtede dom, og som den har knyttet sammen med konventionens artikel 6 på den allerede anførte måde, afviger ikke væsentligt fra den begrundelse, som Kommissionen har fremført, en omstændighed, som også kom frem under gennemgangen af de øvrige anbringender. Hvis der trods alt består en vis forskel mellem de to begrundelser, ligger denne forskel, som bevæger sig på et juridisk terminologisk niveau, ikke i ratio, dvs. i det regulerende indhold i den omtvistede undtagelse, eller i den måde, som denne undtagelse skulle anvendes på, når man tager sagens faktiske omstændigheder i betragtning, men derimod i en nøjagtig bestemmelse af det teoretiske grundlag for den pågældende undtagelse. En sådan forskel er imidlertid ikke ensbetydende med en udskiftning af det retlige grundlag for den omtvistede afgørelse.

Endelig skal jeg bemærke, at det forhold, at Kommissionen kun har en bunden kompetence (100) ved anvendelsen af den omtvistede undtagelse, udelukker muligheden for en ulovlig udskiftning af begrundelsen. Med andre ord: Eftersom det er ubestridt, at de omtvistede dokumenter er blevet udfærdiget med henblik på en konkret retslig procedure og indgår som en del af akterne i denne endnu verserende sag, kan der ikke være tale om en ulovlig udskiftning af en begrundelse, eftersom Kommissionen ikke har nogen skønsmæssig beføjelse, men derimod en pligt til at nægte adgang til de omtvistede dokumenter; derfor kan det ikke hævdes, at en yderligere vurdering eller præcisering af teoretisk karakter med hensyn til grundlaget for den anvendte bestemmelse, den systematiske fortolkning heraf og dens formål a posteriori på ulovlig vis ville kunne retfærdiggøre udøvelsen af en sådan beføjelse.

98 På grundlag af ovenstående betragtninger mener jeg, at det anbringende, der støttes på tilsidesættelsen af princippet om parternes ligestilling under sagen og om retten til kontradiktion ikke kan tiltrædes.

VI - Konklusion vedrørende appellen

99 Fejlen i den anfægtede dom består i, som jeg allerede har anført, at Retten for det første har fortolket afgørelse 94/90 forkert med hensyn til Kommissionens forpligtelser i forbindelse med anvendelse af den undtagelse, der bygger på »beskyttelsen af offentlige interesser (retslige procedurer)«. Den har således ikke efterfølgende foretaget de nødvendige undersøgelser vedrørende overholdelsen af disse forpligtelser, da den kontrollerede Kommissionens begrundelse for at afvise at give adgang til de omtvistede dokumenter. Retten har helt konkret ikke kontrolleret, om Kommissionen har foretaget alle de handlinger, der var nødvendige for og egnede til at indhente de kompetente nationale domstoles syn på sagen og derved reducere behovet for at anvende den ovennævnte undtagelse til et minimum. Denne fejl har medført en mangelfuld begrundelse for den anfægtede dom. I sin kontrol af den handling, der var sagens genstand, har Retten ikke på tilstrækkelig og juridisk fyldestgørende vis begrundet, hvorfor den har antaget, at Kommissionen har foretaget en korrekt - og derfor også indskrænkende - anvendelse af den omtvistede undtagelse. Hvis Retten, som den burde, havde foretaget disse undersøgelser, kunne den muligvis have konstateret, at Kommissionen ikke havde overholdt sine forpligtelser, ikke havde anvendt den omtvistede undtagelse indskrænkende, og følgelig ikke havde givet en korrekt begrundelse for sit afslag; i så fald havde Retten måttet ophæve Kommissionens afslag. Derfor foreslår jeg Domstolen at ophæve den anfægtede dom.

100 Når dommen er ophævet, må Retten på grundlag af sagens akter vurdere, om Kommissionen faktisk har foretaget alle de handlinger, der var nødvendige for og egnede til at indhente de kompetente nationale domstoles syn på spørgsmålet om offentliggørelse af de omtvistede dokumenter.

101 Eftersom denne sag med hensyn til realiteten således ikke er færdigbehandlet, skal den derfor i henhold til artikel 54 i EF-statutten for Domstolen hjemvises til Retten i Første Instans til afgørelse.

VII - Sagens omkostninger

102 I henhold til procesreglementets artikel 122, stk. 1, træffer Domstolen afgørelse om sagens omkostninger, »såfremt der ikke gives appellanten medhold, eller såfremt der gives appellanten medhold, og Domstolen selv endeligt afgør sagen«. Eftersom der her ikke foreligger noget af disse to tilfælde, foreslår jeg Domstolen at udsætte afgørelsen om sagens omkostninger.

VIII - Forslag til afgørelse

103 På grundlag af ovenstående gennemgang foreslår jeg Domstolen:

»1) at ophæve den af Retten den 19. marts 1998 afsagte dom, sag T-83/96, Van der Wal mod Kommissionen

2) at hjemvise sagen til afgørelse ved Retten i Første Instans

3) at udsætte afgørelsen om sagens omkostninger.«

(1) - Sag T-83/96, Sml. II, s. 545.

(2) - EFT C 39, s. 6.

(3) - Erklæringen har følgende ordlyd: »Konferencen mener, at gennemsigtighed i beslutningsprocessen styrker institutionernes demokratiske karakter samt offentlighedens tillid til myndighederne. Konferencen anbefaler derfor, at Kommissionen senest i 1993 forelægger Rådet en rapport om foranstaltninger, der kan øge offentlighedens adgang til de oplysninger, som institutionerne råder over.«

(4) - EFT C 156, s. 5.

(5) - EFT C 166, s. 4.

(6) - EFT L 340, s. 41.

(7) - EFT L 46, s. 58.

(8) - EFT C 67, s. 5.

(9) - Nævnt i fodnote 2.

(10) - Kommissionen anfører i sin meddelelse følgende: »

37. [...] de nationale domstole [kan] inden for rammerne af deres nationale retsplejeregler anmode Kommissionen og navnlig dens Generaldirektorat for Konkurrence om forskellige oplysninger. Der er først og fremmest tale om proceduremæssige oplysninger - om Kommissionen har en bestemt sag til behandling, om en aftale er blevet anmeldt, om Kommissionen har indledt en formel procedure eller allerede truffet formel beslutning eller fremsendt administrativ skrivelse. Om fornødent kan de nationale domstole også anmode Kommissionen om at udtale sig om, hvornår den regner med at indrømme eller nægte individuel fritagelse af anmeldte aftaler eller anmeldt praksis, således at de får bedre mulighed for at afgøre, om de skal udsætte sagen eller træffe foreløbige forholdsregler. Kommissionen vil for sit vedkommende bestræbe sig på at prioritere behandlingen af sager, som er blevet indbragt for og udsat af en national domstol, navnlig når det har betydning for udfaldet af en civil tvist.

38. Dernæst kan de nationale domstole anmode Kommissionen om at udtale sig om retlige spørgsmål. Har de særlige vanskeligheder med anvendelsen af artikel 85, stk. 1, og artikel 86, kan de anmode Kommissionen om at udtale sig om den af Kommissionen fastlagte praksis med hensyn til det pågældende område inden for fællesskabsretten. For så vidt angår artikel 85 og 86 drejer det sig især om betingelserne for anvendelse af disse artikler i henseende til påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne og mærkbarheden af de konkurrencebegrænsninger, der er tale om. I sine svar tager Kommissionen ikke stilling til, hvilken afgørelse der bør træffes i sagen. Endvidere kan domstolene, når de er i tvivl om, hvorvidt en omtvistet aftale kan fritages individuelt, anmode Kommissionen om en foreløbig udtalelse herom. Udtaler Kommissionen, at der i den pågældende sag ikke er sandsynlighed for fritagelse, vil de nationale domstole kunne undlade at udsætte sagen og træffe afgørelse om aftalens gyldighed.

39. Kommissionen[s] svar er ikke bindende for de nationale domstole, der har anmodet om dem. I sine besvarelser præciserer Kommissionen, at dens stillingtagen ikke er endelig, samt at de nationale domstoles ret til at forelægge sagen for EF-Domstolen i overensstemmelse med EØF-traktatens artikel 177 på ingen måde berøres heraf.

40. Endelig kan de nationale domstole også anmode Kommissionen om faktuelle oplysninger, såsom statistikker, markedsundersøgelser og økonomiske analyser. Kommissionen vil inden for de nedenfor angivne rammer bestræbe sig på at give disse oplysninger eller oplyse, hvor de kan fremskaffes.«

(11) - Nævnt i fodnote 2.

(12) - EFT L 173, s. 1.

(13) - EFT 1959-1962, s. 120.

(14) - EFT 1985 L 15, s. 16.

(15) - Der henvises her til Rettens dom af 5.3.1997, sag T-105/95, WWF UK mod Kommissionen, Sml. II, s. 313.

(16) - Nævnt i fodnote 2.

(17) - Dom af 29.5.1997, sag C-299/95, Kremzow, Sml. I, s. 2629, præmis 14. Med hensyn til udviklingen i retspraksis se bl.a. dom af 14.5.1974, sag 4/73, Nold mod Kommissionen, Sml. s. 491, præmis 13, af 28.10.1975, sag 36/75, Rutili, Sml. s. 1219, præmis 32, af 10.7.1984, sag 63/83, Kirk, Sml. s. 2689, præmis 22, Johnston-dommen, af 1.4.1987, sag 257/85, Dufay mod Parlamentet, Sml. s. 1561, præmis 10, af 5.10.1994, sag C-404/92 P, X mod Kommissionen, Sml. I, s. 4737, præmis 17, og af 17.12.1998, sag C-185/95 P, Baustahlgewebe mod Kommissionen, Sml. I, s. 8417, præmis 20-22.

(18) - Præmis 46.

(19) - Se også den i fodnote 17 nævnte dom i sagen Baustahlgewebe mod Kommissionen, præmis 21, samt hvad generaladvokat Léger anfører i sit forslag til afgørelse i den pågældende sag: »I artikel F, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Union er Den Europæiske Unions tilknytning til konventionen blevet bekræftet på en sådan måde, at det i dag er afgjort, at det henhører under Domstolens opgaver at sikre de rettigheder, der er opstillet i konventionen. Det fremgår af Domstolens praksis, at Domstolen ikke begrænser sig til umiddelbart at sikre, at der i fællesskabsretten ikke sker indgreb i de grundsætninger, som er opstillet i konventionen. Domstolen lader sig inspirere af disse grundsætninger, når den udvikler grundlæggende principper, som er øverst i regelhierarkiet inden for dette område. Jeg skal i øvrigt bemærke, at de fælles forfatningsmæssige traditioner i medlemsstaterne i betydeligt omfang medvirker til udarbejdelse af disse grundlæggende principper. Ligesom de forfatningsmæssige traditioner er konventionen en inspirationskilde ikke blot i forbindelse med de grundlæggende rettigheder, men også, når der er tale om andre generelle principper i fællesskabsretten« (punkt 25-28).

(20) - Se generaladvokat La Pergola's forslag til afgørelse i den i fodnote 17 nævnte sag Kremzow, punkt 6.

(21) - Se den i fodnote 17 nævnte dom i sagen Baustahlgewebe mod Kommissionen, præmis 29.

(22) - Den anfægtede doms præmis 48. Min fremhævelse.

(23) - Den anfægtede doms præmis 47.

(24) - Se f.eks. dom af 9.12.1994, afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, Raffineries grecques Stran et Stratis Abdreadis, serie A, nr. 301-B, præmis 49 og 50. Se ligeledes F. Tulkens, »La notion européenne de tribunal indépendant et impartial. La situation en Belgique«, Revue de Science criminelle et de droit pénal comparé, 1990, s. 667 ff., især s. 680.

(25) - Se f.eks. dom af 22.10.1984, afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, Sramek, serie A, nr. 155, præmis 32. Se ligeledes R. St. J. Macdonald, F. Matcher and H. Petzold (edited by), The european system for the protection of human rights, Martinus Nijhoff Publishers, Dordrecht - Boston - London, 1993, s. 397.

(26) - Jeg skal her anføre, at sammenhængen mellem retten til frit at anvende egne processuelle regler og dommerens uafhængighed ligeledes udgør en institutionel garanti til beskyttelse af parternes interesser (ovenfor, punkt 34). Denne sammenfletning af sikringen af parternes interesser med beskyttelsen af domstolenes ret til frit at anvende egne processuelle regler og deres uafhængighed hænger sammen med fastlæggelsen af et generelt princip, som man kunne kalde princippet om »det private rums« ukrænkelighed - med privatlivets ukrænkelighed som forbillede - ved gennemførelsen af en retslig procedure. Tilsvarende betragtninger er formuleret af Retten i Første Instans i dom af 17.6.1998, sag T-174/95, Svenska Journalistförbundet, Sml. II, s. 2289, præmis 135 og 136, hvori den fastslog følgende: »I henhold til bestemmelserne om behandling af sager ved Retten er parterne beskyttet mod uretmæssig brug af procesdokumenterne. Således er det i artikel 5, stk. 3, tredje afsnit, i instruksen for justitssekretæren af 3.3.1994 (EFT L 78, s. 32) fastsat, at ingen andre, hverken private eller offentlige myndigheder, kan få adgang til sagsakterne eller procesdokumenterne uden retsformandens udtrykkelige tilladelse, som forudsætter en høring af parterne. Endvidere kan retsformanden i medfør af procesreglementets artikel 116, stk. 2, undlade at tilstille en intervenient i en sag hemmelige eller fortrolige dokumenter. Disse bestemmelser afspejler et generelt retsplejeprincip, hvorefter parterne har ret til at varetage deres interesser uden at være udsat for indflydelse udefra, navnlig fra offentlighedens side« (mine fremhævelser).

(27) - Appellanten henviser konkret til formuleringerne i præmis 41-43 i den anfægtede dom.

(28) - Som allerede nævnt er det første anbringende fælles for de to forenede appeller, der pådømmes samlet. Af praktiske grunde skal jeg give en systematisk gennemgang af dette anbringende i forbindelse med Kongeriget Nederlandenes appel (sag C-174/89 P), idet jeg dér, hvor det skønnes nødvendigt, henviser til de yderligere påstande og argumenter, som findes i Van der Wal's appelskrift.

(29) - Kongeriget Nederlandene henviser konkret til følgende domme afsagt af Domstolen: dom af 16.12.1976, sag 33/76, Rewe, Sml. s. 1989, præmis 5, af 16.12.1976, sag 45/76, Comet, Sml. s. 2043, præmis 12-16, af 27.2.1980, sag 68/79, Just, Sml. s. 501, præmis 25, af 9.11.1983, sag 199/82, San Giorgio, Sml. s. 3595, af 25.2.1988, forenede sager 331/85, 376/85 og 378/85, Bianco og Girard, Sml. s. 1099, præmis 12, af 24.3.1988, sag 104/86, Kommissionen mod Italien, Sml. s. 1799, præmis 7, af 14.7.1988, forenede sager 123/87 og 330/87, Jeunehomme og EGI, Sml. s. 4517, præmis 17, af 9.6.1992, sag C-96/91, Kommissionen mod Spanien, Sml. I, s. 3789, præmis 12, af 19.11.1991, forenede sager C-6/90 og C-9/90, Francovich m.fl., Sml. I, s. 5357, præmis 12, af 14.12.1995, sag C-312/93, Peterbroeck, Sml. I, s. 4599, præmis 12, af 14.12.1995, forenede sager C-430/93 og C-431/93, Van Schijndel og Van Veen, Sml. I, s. 4705, præmis 17, af 8.2.1996, sag C-212/94, FMC m.fl., Sml. I, s. 389, præmis 71, og af 2.12.1997, sag C-188/95, Fantask m.fl., Sml. I, s. 6783.

(30) - Kongeriget Nederlandene henviser bl.a. til præmis 48 i den anfægtede dom.

(31) - Appellanten henviser til præmis 50 i den anfægtede dom.

(32) - Appellanten henviser til præmis 51 i den anfægtede dom.

(33) - Nævnt i fodnote 29.

(34) - Se Domstolens dom af 30.1.1974, sag 127/73, BRT, Sml. s. 51, af 10.11.1993, sag C-60/92, Otto, Sml. I, s. 5683, og af 28.2.1991, sag C-234/89, Delimitis, Sml. I, s. 935.

(35) - Se nedenfor, punkt 50.

(36) - Kommissionen henviser til den anfægtede doms præmis 47.

(37) - Kommissionen henviser til punkterne 25 og 26 i appelskriftet.

(38) - Se Domstolens kendelse af 26.9.1994, sag C-26/94 P, X mod Kommissionen, Sml. I, s. 4381, præmis 11 og 12. Se endvidere kendelse af 6.3.1997, sag C-3036/96 P, Bernardi mod Parlamentet, Sml. I, s. 1239, præmis 37 og de deri nævnte domme.

(39) - Jeg skal på dette punkt gøre opmærksom på, at afgørelse 94/90 på tidspunktet for denne sag, dvs. inden Amsterdam-traktaten, udgjorde retsgrundlaget for etableringen af offentlighedens adgang til de dokumenter, som Kommissionen er i besiddelse af. Som det kan udledes af Domstolens praksis, udgør afgørelse 94/90 Kommissionens reaktion på Det Europæiske Råds krav om, at borgernes ret til adgang til dokumenter, som offentlige myndigheder er i besiddelse af, en ret, der er anerkendt af lovgivningen i størstedelen af medlemsstaterne, også bør afspejle sig på fællesskabsniveau. Men så længe fællesskabslovgiver ikke havde etableret en generel ordning om offentlighedens adgang til dokumenter, som Fællesskabets institutioner er i besiddelse af, påhvilede det disse i medfør af deres beføjelse til at tilrettelægge deres interne organisation at træffe de foranstaltninger, som var nødvendige, for at ansøgninger om adgang til dokumenter kan behandles - og imødekommes - på en for god forvaltningsskik tilfredsstillende måde (se Domstolens dom af 30.4.1996, sag C-58/94, Nederlandene mod Rådet, Sml. I, s. 2169, præmis 34-37, angående Rådets beslutning 93/731/EF af 20.12.1993 om aktindsigt i Rådets dokumenter (EFT L 340, s. 43)).

(40) - Med hensyn til forpligtelsen til at undersøge hvert enkelt dokument for sig, se også den i punkt 7 nævnte meddelelse 94/C 67/03.

(41) - Angående de spørgsmål, som afvigelserne i den sproglige gengivelse af denne præmis medfører, se nedenfor fodnote 62.

(42) - Se f.eks. de i fodnote 29 nævnte domme Rewe (præmis 5) og Fantask m.fl. (præmis 39).

(43) - Se præmis 47 (min fremhævelse).

(44) - Præmis 47 og 48.

(45) - Se ovenfor, punkt 36.

(46) - Se ovenfor, punkt 34.

(47) - Se ovenfor, punkt 36.

(48) - Se vedrørende en sådan udvidelse artikel 3, stk. 2, i Rådets direktiv 90/313/EØF af 7.6.1990 om fri adgang til miljøoplysninger (EFT L 158, s. 56). Det hedder heri, at »medlemsstaterne kan indføre bestemmelser om, at myndighederne kan afslå at efterkomme anmodninger om sådanne oplysninger, når de berører: ... sager, der verserer for retten eller har været behandlet af denne ...«.

(49) - Se ovenfor, punkt 36.

(50) - Ifølge Kongeriget Nederlandene bør Kommissionen, når den er blevet underrettet om den nationale domstols synspunkt, på egen hånd vurdere, om afvisningen af at give aktindsigt kan retfærdiggøres ud fra offentlige interesser (se herom punkt 42 i det interventionsindlæg, som det indgav for Retten). Efter min opfattelse er dette synspunkt ikke rigtigt, idet en anerkendelse af Kommissionens ret til selv at afgøre spørgsmålet ville krænke princippet om den nationale domstols ret til frit at anvende sine egne processuelle regler. Den nationale domstols svar bør efter min mening være bindende for Kommissionen.

(51) - Se nedenfor, punkt 77.

(52) - Sammenlign også nedenfor, punkt 92.

(53) - Se med hensyn til forbindelsen mellem adgangen til de dokumenter, som Fællesskabets institutioner er i besiddelse af, og princippet om god forvaltning den i fodnote 39 nævnte dom Nederlandene mod Rådet, præmis 37.

(54) - Denne undladelse kan på afgørende vis påvirke domskonklusionen. Hvis Retten havde foretaget de nævnte undersøgelser, havde den eventuelt kunnet fastslå, at Kommissionen ikke havde overholdt sine forpligtelser med hensyn til at begrunde afslaget; i så fald burde Rettens vurdering have været, at den omtvistede afgørelse skulle annulleres. Se også nedenfor, punkt 99.

(55) - I forbindelse hermed anfører Van der Wal, at Retten i henhold til afgørelse 94/90 burde have fastslået, at Kommissionen har undladt for hvert enkelt omtvistet dokument at angive grunden til, at den afslog at give adgang hertil på grundlag af de deri indeholdte oplysninger, hvortil, som anført i den anfægtede doms præmis 43, den er forpligtet.

(56) - I forbindelse hermed anfører Van der Wal, at såfremt Rettens vurdering betyder, at kravet om en »begrundelse for hvert dokument« kan fortolkes som »begrundelse for hver gruppe af dokumenter«, er dette standpunkt uforeneligt med Rettens tidligere faste praksis, hvorefter de undtagelser, som Kommissionen påberåber sig, og den forpligtelse, der påhviler den, til at give en begrundelse, skal fortolkes snævert.

(57) - Se nedenfor, punkt 68.

(58) - Se nedenfor, punkt 69.

(59) - Se ovenfor, punkt 50.

(60) - Se f.eks. kendelse i sagen Bernardi mod Parlamentet, præmis 39, og dommen i sagen Baustahlgewebe mod Kommissionen, præmis 113, nævnt i henholdsvis fodnote 38 og 17.

(61) - Se præmis 50-53 i den anfægtede dom.

(62) - Kongeriget Nederlandene anfører, at Retten i sin begrundelse (præmis 43) fastslår, at Kommissionen, inden den træffer afgørelse vedrørende en begæring om aktindsigt i sådanne dokumenter, for hvert enkelt dokument skal undersøge, om dets offentliggørelse, ud fra de oplysninger, den råder over, må antages at skade offentlige interesser. Med hensyn til denne bemærkning er det værd at lægge mærke til, at selv om der i andre oversættelser tales om de oplysninger, som Kommissionen råder over [græsk: »åíüøåé ôùí ðëçñïöïñéþí ðïõ äéáèÝôåé« (»ud fra de oplysninger, den råder over«); fransk: »au regard des informations dont elle dispose«] eller som den har adgang til (engelsk: »in the light of the information available to it«), taler Retten i præmis 43 i den anfægtede dom ifølge den nederlandske tekst (processproget er nederlandsk) om oplysninger, som det omtvistede dokument indeholder (»wegens de informatie die het bevat«) [den danske oversættelse lyder: »ud fra de oplysninger, den råder over«]. For at kunne bedømme holdbarheden af appellantens anbringende, hvorefter valget af kriteriet for anvendelse af den omtvistede undtagelse er forkert, ville det efter min opfattelse være nytteløst at forsøge at forklare afvigelsen i oversættelserne og vælge en af dem. Som allerede anført, er det grundlæggende kriterium for afgørelse 94/90 en vurdering af de sandsynlige følger af offentliggørelsen. Et forsøg på a priori for hvert eneste tilfælde at præcisere dette kriterium nærmere ved at henvise enten kun til de oplysninger, dokumentet indeholder, eller kun til de oplysninger, Kommissionen råder over, eller kun til de oplysninger, som Kommissionen har adgang til, ville være overflødigt, eftersom Kommissionen, alt efter de særlige forhold i hvert enkelt tilfælde, i praksis er pligtig at foretage alle de handlinger, der er nødvendige for at kunne fastslå dette, herunder eventuelt også inden for alle tre kategorier af oplysninger. Med hensyn til, at der i betragtning af den ovennævnte afvigelse i oversættelserne ville kunne rejses spørgsmål om gyldigheden af begrundelsen i den anfægtede dom (en indbyrdes modsigelse mellem første og andet argument i begrundelsen), er det min opfattelse, at ethvert forsøg på at vælge mellem de forskellige oversættelser er nytteløst. Når konklusionen i den anfægtede doms argumentation med hensyn til det særlige problem om Kommissionens vurdering af dette spørgsmål ville kunne være rigtig ud fra en anden retlig grund - i den foreliggende sag anvendelsen af det generelle kriterium, der vedrører vurderingen af selve offentliggørelsen, og som her specificeres ad hoc gennem det kriterium, der vedrører en inddragelse af de oplysninger, som Kommissionen normalt har adgang til - må et eventuelt anbringende om eksistensen af en selvmodsigende begrundelse afvises. Se også nedenfor, punkt 91.

(63) - Med hensyn til den obligatoriske karakter, som den relevante kategori af undtagelser har, se punkt 51.

(64) - Sammenlign også punkt 58.

(65) - Med hensyn til pligten til at fortolke undtagelserne i afgørelse 94/90 indskrænkende, en pligt, som Retten fastslår i den anfægtede dom i præmis 41, se punkt 51.

(66) - Se de i fodnote 34 nævnte domme BRT, Otto og Delimitis.

(67) - Nævnt i fodnote 2.

(68) - Se f.eks. den i fodnote 34 nævnte Delimitis-dom, præmis 53.

(69) - Se præmis 41.

(70) - Sammenlign analogt hermed Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 7.6.1989, Gaskin, serie A, nr. 160. Denne sag, som på adskillige punkter adskiller sig fra den foreliggende, drejede sig om G. Gaskin, som efter sin mors død var under offentlig forsorg og tilsyn, indtil han blev myndig. I denne periode boede han hos forskellige plejeforældre, og hos de lokale myndigheder var der oprettet en fortrolig sagsmappe om ham. G. Gaskin hævdede, at han var blevet mishandlet i den tid, han stod under tilsyn. Efter at være blevet myndig forsøgte han for at komme over sine problemer og lære sin fortid at kende at finde ud af, hvor, hos hvem og under hvilke betingelser han havde levet. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fandt (præmis 49), at personer i en situation som G. Gaskin har en principiel ret til at få alle de oplysninger, de har brug for til at forstå deres barndom. Samtidig fandt den, at sagsmappens fortrolige karakter er vigtig for at sikre oplysningernes pålidelighed og objektivitet og beskytte tredjemand. Inden for disse rammer fastslog den, at Det Forenede Kongerige havde tilsidesat artikel 8 i konventionen ved at nægte G. Gaskin adgang til de dokumenter, som vedrørte hans barndom, uden at gøre den nødvendige indsats for at sikre sig de personers indvilgelse, der var beskyttet af dokumenternes fortrolige karakter, og uden at overdrage det til et uafhængigt organ at træffe den endelige afgørelse, såfremt de ovennævnte personer ikke svarede eller ikke gav deres accept.

(71) - Jeg skal bemærke, at man ikke kunne have krævet af Kommissionen, at den skulle have skaffet sig oplysninger, som den ikke råder over, eller skabe nye for at kunne meddele disse til dem, der anmoder herom. Se analogt hermed dommen af 19.2.1998, Guerra, præmis 53, hvori Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fastslog, at retten til frit at få informationer ikke skal fortolkes sådan, at den pålægger en stat en positiv forpligtelse til på eget initiativ at indsamle og offentliggøre oplysninger. Men en henvendelse til de nationale domstole med en anmodning om en meningstilkendegivelse ville i denne sag ikke betyde, at Kommissionen skulle skabe eller skaffe sig de oplysninger, den anmodes om. Disse råder den allerede over. Det, den burde have gjort, var så godt som overhovedet muligt at benytte alle de oplysninger, den kan få adgang til, for at reducere behovet for at påberåbe sig den omtvistede undtagelse til et minimum.

(72) - Se nedenfor, punkt 99.

(73) - Se ovenfor, punkt 59 og 77.

(74) - Med hensyn til grænserne for medlemsstaternes autonomi inden for retsplejen se f.eks. den i fodnote 29 nævnte Van Schijndel og Van Veen-dom præmis 17.

(75) - Se f.eks. generaladvokat Jacobs' forslag til afgørelse i de forenede sager Van Schijndel og Van Veen (nævnt i fodnote 29): »En vis grad af uensartethed med hensyn til gennemførelsen af fællesskabsretten er imidlertid uundgåelig, når der ikke er udstedt harmoniserede bestemmelser om retsmidler, processuelle forhold og tidsfrister« (punkt 45).

(76) - Se appelskriftets punkt 11. Se også ovenfor, punkt 40, i mit forslag til afgørelse.

(77) - Kongeriget Nederlandene henviser til præmis 47 og 48 i den anfægtede dom.

(78) - Kongeriget Nederlandene henviser til præmis 47 i den anfægtede dom.

(79) - Kongeriget Nederlandene henviser til præmis 51 i den anfægtede dom.

(80) - Se bl.a. den i fodnote 17 nævnte dom i sagen Baustahlgewebe mod Kommissionen, præmis 25, og de deri nævnte domme.

(81) - Se ovenfor, afsnittene om første og andet anbringende.

(82) - Se f.eks. dom af 12.11.1996, sag C-294/95 P, Ojha mod Kommissionen, Sml. I, s. 5863, præmis 52.

(83) - Se afsnittene om første anbringende og andet anbringende (første punkt).

(84) - Se præmis 48 i den anfægtede dom.

(85) - Se præmis 49 i den anfægtede dom.

(86) - Se punkt 55 og 56.

(87) - Det er Domstolens praksis, at når én af begrundelserne i en dom retligt set er tilstrækkelig til at underbygge Rettens konklusion, har de fejl, som en anden begrundelse i samme dom måtte være behæftet med, under ingen omstændigheder nogen indflydelse på den pågældende konklusion, og et annullationsanbringende herom må forkastes. Se f.eks. dom af 18.3.1993, sag C-35/92 P, Parlamentet mod Frederiksen, Sml. I, s. 991, præmis 31.

(88) - Se punkt 71-74.

(89) - Se med hensyn til afvigelserne i de forskellige oversættelser ovenfor, fodnote 62.

(90) - Se den i punkt 89 nævnte retspraksis.

(91) - Se præmis 41 i den anfægtede dom.

(92) - Se særlig præmis 51, 53 og 71 i den anfægtede dom.

(93) - Se præmis 25-33 i den anfægtede dom.

(94) - Appellanten henviser til præmis 45 i den anfægtede dom.

(95) - Appellanten henviser til præmis 25-40 i den anfægtede dom.

(96) - Se præmis 25-33 i den anfægtede dom.

(97) - Se herom dom af 19.11.1998, sag C-252/96 P, Parlamentet mod Gutiérrez de Quijano y Lloréns, Sml. I, s. 7421, præmis 32-34.

(98) - Jeg skal her citere generaladvokat Léger's betragtninger i den i fodnote 97 nævnte sag C-252/96 P, Parlamentet mod Gutiérrez de Quijano y Lloréns, punkt 35-37: »En domstol kan naturligvis kun træffe afgørelse vedrørende parternes påstande. Som tidligere anført er det parterne, som fastlægger tvistens rammer, og en domstol kan principielt ikke gå ud over de krav, som fremsættes under sagen, eller se helt bort fra tvisten, som denne er nærmere fastlagt i stævningen, når den træffer sin afgørelse. En domstols rolle er dog ikke helt passiv, og den kan ikke pålægges kun at fungere som 'parternes talerør'. Dens opgave, som er at fastslå, hvad der er ret, forudsætter, at den kan anvende de retsregler, som er relevante for tvistens afgørelse, på de faktiske omstændigheder, som disse er fremstillet af parterne. En domstol kan ikke være fuldstændig bundet af de argumenter, som parterne har fremført til støtte for deres krav, da den i modsat fald kan tænkes at blive nødsaget til at basere sin afgørelse på urigtige retlige betragtninger. Dette er grunden til, at procesreglerne giver domstolene forskellige muligheder for at søge den bedst mulige løsning på tvisten inden for dennes rammer.«

(99) - Som anført i præmis 68 i den anfægtede dom gentages den ovennævnte begrundelse i det væsentlige i begge de svar (af 23.2.1996 og 29.3.1996), som Kommissionen sendte til Van der Wal trods visse forskelle mellem de to skrivelser.

(100) - Se herom ovenfor, punkt 51.