61997A0072

1 Annullationssoegsmaal - frister - begyndelsestidspunkt - retsakt, der hverken er offentliggjort eller meddelt sagsoegeren - noejagtigt kendskab til indhold og begrundelse

(EF-traktaten, art. 173, stk. 5)

2 Socialpolitik - Den Europaeiske Socialfond - tilskud til finansiering af erhvervsuddannelsesforanstaltninger - medlemsstaternes attestation af den faktiske og regnskabsmaessige rigtighed af anmodningen om udbetaling af saldo - raekkevidde

(Raadets forordning nr. 2950/83, art. 5, stk. 4; Raadets afgoerelse 83/516, art. 2, stk. 2; Kommissionens beslutning 83/673, art. 7)

3 Institutionernes retsakter - begrundelse - pligt - raekkevidde

(EF-traktaten, art. 190)

4 Annullationssoegsmaal - anbringender - magtfordrejning - begreb

5 Socialpolitik - Den Europaeiske Socialfond - tilskud til finansiering af erhvervsuddannelsesforanstaltninger - beslutning om at nedsaette et oprindeligt bevilget tilskud - de paagaeldende virksomheders ret til kontradiktion

1 Den frist, en virksomhed har til at anlaegge sag med paastand om annullation af beslutninger fra Kommissionen om at nedsaette stoerrelsen af det tilskud fra Den Europaeiske Socialfond, som oprindeligt var blevet bevilget virksomheden, begynder foerst at loebe fra den dato, paa hvilken virksomheden fik noejagtigt kendskab til udstederen og indholdet af samt begrundelsen for beslutningerne, idet disse blev meddelt de nationale myndigheder, hvorimod de ikke var blevet offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende.

2 Den attestation, som der er tale om i artikel 5, stk. 4, i forordning nr. 2950/83 om gennemfoerelse af afgoerelse 85/616 bestaar i at undersoege den faktiske og regnskabsmaessige rigtighed af de oplysninger, modtageren har fremsendt til stoette for anmodningen om udbetaling af saldoen af et tilskud. Den afgoerelse om attestation, der traeffes af medlemsstaten, fritager den ikke for at opfylde de andre pligter, der paahviler den i medfoer af den gaeldende EF-lovgivning. Saaledes er medlemsstaten, selv om den allerede har foretaget attestationen, stadig forpligtet efter ordlyden af artikel 2, stk. 2, i afgoerelse 83/516 og artikel 7 i beslutning 83/673 - vedroerende forvaltningen af Den Europaeiske Socialfond - til at garantere en ansvarlig gennemfoerelse af de foranstaltninger, som finansieres med tilskud fra fonden, og til Kommissionen straks at underrette enhver formodet uregelmaessighed. De pligter, der fremgaar af de paagaeldende bestemmelser, er ikke tidsmaessigt begraensede og skal fortolkes saaledes, at de gaelder i hele den periode, hvorunder en foranstaltning finansieres af Den Europaeiske Socialfond. Udoevelsen af Kommissionens enekompetence til at nedsaette en EF-stoette fra Den Europaeiske Socialfond kan ikke vaere betinget af attestationen efter artikel 5, stk. 4, i forordning nr. 2950/83.

Foelgelig skal enhver attestation efter artikel 5, stk. 4, i forordning nr. 2950/83 betragtes som en operation, der efter sin karakter foretages med forbehold af medlemsstaten. En anden fortolkning ville skade den effektive virkning af artikel 7 i beslutning 83/673, som paalaegger medlemsstaterne at underrette Kommissionen om konstaterede uregelmaessigheder ved forvaltningen af de foranstaltninger, der skal finansieres af Den Europaeiske Socialfond.

3 Det skal klart og utvetydigt fremgaa af den begrundelse, der kraeves efter traktatens artikel 190, hvilke betragtninger den institution, som har udstedt retsakten, har lagt til grund, saaledes at den beroerte kan goere sig bekendt med baggrunden for den trufne foranstaltning, og Domstolen kan udoeve sin kontrol. Raekkevidden af denne pligt afhaenger af retsaktens karakter og den sammenhaeng, i hvilken den er blevet udstedt.

4 En retsakt er kun behaeftet med magtfordrejning, naar det paa grund af objektive, relevante og samstemmende indicier maa antages, at den er truffet udelukkende eller dog i det mindste overvejende for at forfoelge andre maal end dem, der er angivet, eller for at omgaa en fremgangsmaade, der saerligt er fastsat ved traktaten for at imoedegaa konkret foreliggende vanskeligheder.

5 Da retten til kontradiktion for en modtager af et tilskud fra Den Europaeiske Socialfond skal overholdes, naar Kommissionen nedsaetter tilskuddet, kan denne ikke traeffe en beslutning om at nedsaette tilskuddet uden foerst at have givet modtageren mulighed for at goere sine synspunkter gaeldende vedroerende den paataenkte nedsaettelse af tilskuddet eller have sikret sig, at modtageren havde haft lejlighed hertil.

Relevante retsregler

1 Ifoelge artikel 1, stk. 2, litra a), i Raadets afgoerelse 83/516/EOEF af 17. oktober 1983 om Den Europaeiske Socialfonds opgaver (EFT L 289, s. 38, herefter »afgoerelse 83/516«) deltager fonden i finansieringen af foranstaltninger vedroerende erhvervsuddannelse og erhvervsvejledning.

2 I artikel 1 i Raadets forordning (EOEF) nr. 2950/83 af 17. oktober 1983 om gennemfoerelse af afgoerelse 83/516/EOEF (EFT L 289, s. 1, herefter »forordning nr. 2950/83«) opregnes de udgifter, der kan ydes tilskud til af Den Europaeiske Socialfond (herefter »ESF«).

3 Ifoelge artikel 5, stk. 1, i forordning nr. 2950/83 medfoerer godkendelse fra ESF af en ansoegning om tilskud udbetaling af et forskud paa 50% af det bevilgede tilskud paa den dato, der er anfoert for uddannelsesforanstaltningens begyndelse. I medfoer af forordningens artikel 5, stk. 4, skal anmodninger om udbetaling af saldobeloeb indeholde en detaljeret redegoerelse for indholdet, resultaterne og finansieringen af den paagaeldende foranstaltning, og medlemsstaten skal attestere den faktiske og regnskabsmaessige rigtighed af de i udbetalingsanmodningerne indeholdte oplysninger.

4 Det fremgaar af artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 2950/83, at saafremt tilskuddet fra ESF ikke anvendes paa de i godkendelsesbeslutningen fastsatte betingelser, kan Kommissionen suspendere, nedsaette eller lade tilskuddet bortfalde efter at have givet den paagaeldende medlemsstat lejlighed til at fremkomme med sine bemaerkninger. Stk. 2 i naevnte artikel bestemmer, at udbetalte beloeb, der ikke er blevet anvendt paa de i godkendelsesbeslutningen fastsatte betingelser, skal tilbagebetales.

5 Artikel 7 i forordning nr. 2950/83 regulerer den naermere revision paa stedet, som Kommissionen har ret til at foretage.

6 Artikel 6, stk. 1, i Kommissionens beslutning 83/673/EOEF af 22. december 1983 vedroerende forvaltningen af Den Europaeiske Socialfond (ESF) (EFT L 377, s. 1, herefter beslutning »83/673«) praeciserer, at medlemsstaternes anmodninger om udbetaling skal tilgaa Kommissionen inden for en frist paa ti maaneder efter foranstaltningernes afslutning. Artikel 6, stk. 2, bestemmer, at de udbetalte forskud skal tilbagebetales, saafremt afholdte udgifter ikke dokumenteres senest tre maaneder efter den tidsfrist paa ti maaneder, der er fastsat i stk. 1. Endelig fastsaetter artikel 7, at saafremt gennemfoerelsen af en foranstaltning, hvortil der er ydet tilskud, goeres til genstand for en undersoegelse paa grundlag af en formodet uregelmaessighed, underretter medlemsstaterne straks Kommissionen.

Faktiske omstaendigheder og retsforhandlinger

7 I 1988 indgav Departamento para os Assuntos do Fundo Social Europeu (Departementet for Anliggender vedroerende Den Europaeiske Socialfond, herefter »DAFSE«, som henhoerer under det portugisiske Arbejds- og Socialministerium) paa vegne af Den Portugisiske Republik og til fordel for sagsoegeren to ansoegninger om tilskud for regnskabsaaret 1988 til ESF's tjenestegrene. Ansoegningerne vedroerte henholdsvis et erhvervsuddannelsesprojekt for unge portugisere, der soeger arbejde for foerste gang (sag nr. 881311 P1) og et erhvervsuddannelsesprojekt for oeget specialisering og genbrug under hensyntagen til den oekonomiske krise (sag nr. 880249 P3).

8 De to projekter blev godkendt ved to kommissionsbeslutninger, der blev meddelt sagsoegeren ved skrivelser fra DAFSE af 25. maj 1988. For saa vidt angik projekt nr. 881311 P1 var der i beslutningen fastsat et tilskudsbeloeb fra ESF paa 104 623 102 PTE, idet Den Portugisiske Republik forpligtede sig til at bidrage til finansieringen af dette projekt med 85 600 720 PTE over Orçamento da Segurança Social/Instituto de Gestão Financeira da Segurança Social (budgettet for social sikring/Instituttet for den Finansielle Forvaltning af Social Sikring, herefter »OSS/IGFSS«). For saa vidt angik projekt nr. 880249 P3 var der i beslutningen fastsat et tilskudsbeloeb fra ESF paa 60 851 922 PTE, idet Den Portugisiske Republik ligeledes forpligtede sig til at bidrage til finansieringen af dette projekt med 49 787 936 PTE over OSS/IGFSS.

9 Den 14. juli 1988 modtog sagsoegeren i medfoer af artikel 5, stk. 1, i forordning nr. 2950/83 et forskud paa 50% af tilskudsbeloebene fra ESF og fra OSS/IGFSS, nemlig under sag nr. 881311 P1 et beloeb paa 52 311 551 PTE og et paa 42 800 360 PTE samt under sag nr. 880249 P3 et beloeb paa 30 425 961 PTE og et paa 24 893 968 PTE.

10 Efter at have gennemfoert de to uddannelsesforanstaltninger anmodede sagsoegeren DAFSE om at faa udbetalt saldobeloebet af de bevilgede tilskud.

11 Den 2. februar 1990 meddelte DAFSE sagsoegeren, at selskabets anmodning om udbetaling af saldobeloeb under sag nr. 881311 P1 var blevet fremsendt til Kommissionen efter en den 30. oktober 1989 foretagen attestation af udgifternes faktiske og regnskabsmaessige rigtighed, men at et beloeb paa 6 491 845 PTE ikke var tilskudsberettiget.

12 Den 16. oktober 1991 anmodede sagsoegeren DAFSE om at angive datoen for udbetaling af saldobeloebene af tilskuddene for de to allerede gennemfoerte projekter. Den 24. oktober 1991 svarede DAFSE, at man afventede en redegoerelse og et revisionsresultat.

13 Da DAFSE ikke fremsendte disse to dokumenter, anlagde sagsoegeren den 17. september 1993 sag mod den portugisiske stat i medfoer af artikel 69 i Lei do Processo dos Tribunais Administrativos nr. 262/85 af 16. juli 1985 (lov om rettergangsmaaden ved forvaltningsdomstolene; herefter »LPTA«) med paastand om anerkendelse af selskabets ret til udbetaling af saldobeloebene. Sagsoegeren fik ikke medhold i dette soegsmaal med den begrundelse, at sagsoegte ikke kunne vaere den portugisiske stat, men det organ, der havde udstedt retsakten, i det paagaeldende tilfaelde DAFSE's generaldirektoer. Sagsoegeren anlagde derefter en tilsvarende sag mod DAFSE's generaldirektoer. Sagsoegeren fik heller ikke medhold i dette soegsmaal, da der skulle have vaeret anlagt et civilt soegsmaal mod den portugisiske stat i medfoer af artikel 73 i LPTA og artikel 51, stk. 1, litra h), i Estatuto do Tribunal Administrativo (statutten for forvaltningsdomstolen).

14 Den 26. januar 1994 meddelte DAFSE sagsoegeren resultaterne af en kontrol, som paa DAFSE's foranledning var blevet foretaget af Inspecçáo Geral de Finanças (herefter »IGF«). Sagsoegeren fremsatte bemaerkninger den 24. februar 1994, hvorom DAFSE kraevede visse praeciseringer den 16. maj 1994, og dette krav efterkom sagsoegeren den 26. maj 1994.

15 Den 9. september 1994 gav DAFSE sagsoegeren meddelelse om de attesteringsafgoerelser, der var truffet efter gennemgangen af anmodningerne om udbetaling af saldobeloeb, og anmodede herved sagsoegeren om inden 30 dage at tilbagebetale et samlet beloeb paa 62 856 998 PTE, nemlig 29 052 034 PTE under sag nr. 881311 P1 og 33 804 964 PTE under sag nr. 880249 P3. Den 10. oktober 1994 anlagde sagsoegeren sag ved Tribunal Administrativo do Círculo, Lissabon, til proevelse af dette tilbagebetalingspaalaeg, hvorunder sagsoegeren navnlig gjorde gaeldende, at DAFSE's eventuelle fordring var foraeldet.

16 Den 11. maj 1995 meddelte DAFSE sagsoegeren, at Kommissionen havde godkendt anmodningen om udbetaling af saldobeloebet i sag nr. 880249 P3, idet Kommissionen bekraeftede DAFSE's attestation, som var blevet foretaget den 9. september 1994. Attestationen angik ogsaa sag nr. 881311 P1 (jf. den foregaaende praemis).

17 Den 25. maj 1995 anmodede sagsoegerens advokat DAFSE om at fremsende en attestering eller bekraeftet kopi af beslutningen om godkendelse af anmodningen om udbetaling af saldobeloebet under sag nr. 880249 P3. Sagsoegeren modtog dog ikke noget svar paa denne henvendelse.

18 Ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 10. juli 1995 har sagsoegeren anlagt sag til annullation af den beslutning, hvorved Kommissionen nedsatte de to tilskud fra ESF, som sagsoegeren havde faaet meddelelse om i DAFSE's skrivelse af 11. maj 1995 (sag T-145/95).

19 Den 9. december 1996 vedtog Kommissionen beslutning K(96) 2554 og K(96) 2555 (herefter »de omtvistede beslutninger«) med henblik paa, at der i sag nr. 881311 P1 og nr. 880249 P3 blev fratrukket det stoettebeloeb, der var blevet bevilget ved beslutning K(88) 831/29,04,88.

20 I svarskriftet i sag T-145/95, som blev indleveret den 16. december 1996, praeciserede Kommissionen, at de omtvistede beslutninger, vedlagt svarskriftet som bilag, erstattede Kommissionens godkendelse af anmodningerne om udbetaling af saldobeloebene af de tilskud, der var blevet bevilget i sag nr. 881311 P1 og nr. 880249 P3, hvilken godkendelse havde form af Kommissionens debetnota nr. 95001035 U og nr. 95001037 W, der fastsatte det tilbagebetalingspligtige beloeb til henholdsvis 15 978 639 PTE og 18 592 730 PTE.

21 Kommissionen udledte heraf, at det ikke laengere var noedvendigt at traeffe afgoerelse i sagen.

22 Ved skrivelse af 10. januar 1997 fra Rettens Justitskontor blev sagsoegeren opfordret til at udtale sig om Kommissionens sidstnaevnte bemaerkning. Sagsoegeren efterkom opfordringen den 4. februar 1997.

23 Ved kendelse afsagt den 28. maj 1997 i sagen Proderec mod Kommissionen (sag T-145/95, Sml. II, s. 823) fandt Retten (praemis 23), at Kommissionen gennem vedtagelsen af de omtvistede beslutninger stiltiende havde tilbagekaldt den anfaegtede retsakt med den begrundelse, at den ikke opfyldte kravene til begrundelse af en beslutning om nedsaettelse af et oprindeligt bevilget faellesskabstilskud. Retten antog ogsaa (praemis 26), at tilbagekaldelsen af den anfaegtede retsakt havde skabt samme virkninger som en annullationsdom og ikke beroerte sagsoegerens adgang til at anfaegte lovligheden af de omtvistede beslutninger under et saerskilt soegsmaal. Retten udledte heraf (praemis 27, 28 og 29), at sagsoegeren ikke laengere havde nogen interesse i annullation af den anfaegtede retsakt, saaledes at sagen var blevet uden genstand, og at det derfor var ufornoedent at traeffe afgoerelse i sagen.

24 Den 28. januar 1997 gav DAFSE sagsoegeren meddelelse om de omtvistede beslutninger, idet man fremsendte to enslydende skrivelser med foelgende ordlyd:

»I tilslutning til vores skrivelse nr. [henholdsvis 5394 for sag nr. 881311 P1 og 5445 for sag nr. 880249 P3] af 95.05.11 fremsendes hermed kopi af den formelle beslutning, Europa-Kommissionen har truffet vedroerende sag [henholdsvis nr. 881311 P1 og nr. 880249 P3].«

25 Ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 27. marts 1997 har sagsoegeren anlagt denne sag med paastand om annullation af de omtvistede beslutninger.

26 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Fjerde Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse. Retten har dog som et led i tilrettelaeggelsen af sagen opfordret sagsoegeren til skriftligt at besvare et spoergsmaal inden retsmoedet, hvilket er sket inden for den fastsatte frist.

27 I retsmoedet den 2. april 1998 afgav parterne indlaeg og besvarede spoergsmaal fra Retten.

Parternes paastande

28 I staevningen har sagsoegeren nedlagt foelgende paastande:

- De omtvistede beslutninger annulleres.

- Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

29 I replikken har sagsoegeren tilfoejet, at »formalitetsspoergsmaalet« ikke boer paakendes.

30 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:

- Afvisning.

- Frifindelse.

- Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Formaliteten

Parternes argumenter

31 Kommissionen har ikke formelt fremsat formalitetsindsigelse i medfoer af procesreglementets artikel 114, stk. 1, men anfoerer i svarskriftet, at sagen er blevet anlagt efter udloebet af den frist, der er fastsat i EF-traktatens artikel 173, stk. 5. Den anfoerer, at sagsoegeren fik kendskab til de omtvistede beslutninger, da sagsoegeren fik tilstillet svarskriftet i sag T-145/95, altsaa senest den 7. januar 1997, eftersom svarskriftet var bilagt de naevnte beslutninger. Kommissionen fastslaar, at Rettens Justitskontor den 10. januar 1997 anmodede sagsoegeren om at udtale sig om noedvendigheden af en afgoerelse i sagen, og heraf udleder Kommissionen, at der herved under alle omstaendigheder er tale om den naermeste dato, der kan antages som begyndelsestidspunktet for soegsmaalsfristen. Det tilfoejes, at det begyndelsestidspunkt, som skal tages i betragtning - i forbindelse med beslutninger, sagsoegeren ikke er adressat for - ikke er den dato, paa hvilken DAFSE gav meddelelse om beslutningerne til sagsoegeren, men den dato, paa hvilken sagsoegeren fik kendskab til beslutningerne, i den konkrete sag senest den 10. januar 1997. Da denne sag blev anlagt den 27. marts 1997, er den klart blevet anlagt efter soegsmaalsfristens udloeb, hvorfor den boer afvises.

32 Sagsoegeren har fremhaevet, at de omtvistede beslutninger blev meddelt den 28. januar 1997 af DAFSE, saaledes at fristen, jf. traktatens artikel 173, stk. 5, for at anlaegge annullationssag foerst begyndte at loebe paa den naevnte dag. Under disse omstaendigheder opfylder en sag anlagt den 27. marts 1997 klart de fristbetingelser, der opstilles i traktatens artikel 173, stk. 5.

Rettens bemaerkninger

33 Traktatens artikel 173, stk. 5, fastsaetter fristen for at rejse annullationssoegsmaal til to maaneder, idet fristen efter omstaendighederne beregnes fra offentliggoerelsen af retsakten, dens meddelelse til sagsoegeren, eller i mangel heraf fra den dag, da sagsoegeren fik kendskab til den. Denne frist skal desuden efter procesreglementets artikel 102, stk. 2, forhoejes med en frist paa ti dage under hensyn til afstanden, naar sagsoegeren, som i denne sag, har hjemsted i Portugal.

34 Sagsoegeren er ikke adressat for de omtvistede beslutninger. Disse blev tilstillet myndighederne i Den Portugisiske Republik. Alligevel beroerer de sagsoegeren umiddelbart og individuelt, jf. traktatens artikel 173, stk. 4, idet sagsoegeren herved fratages en del af de tilskud fra ESF, der oprindelig var bevilget, og de portugisiske myndigheder har ikke i denne forbindelse en selvstaendig skoensmaessig befoejelse (jf. bl.a. Domstolens dom af 7.5.1991, sag C-291/89, Interhotel mod Kommissionen, Sml. I, s. 2257, praemis 13, og af 4.6.1992, sag C-157/90, Infortec mod Kommissionen, Sml. I, s. 3525, praemis 17).

35 Konkret skal det undersoeges, om sagsoegeren, saaledes som Kommissionen haevder, har anlagt sagen mere end to maaneder og ti dage efter at have faaet kendskab til de omtvistede beslutninger, idet disse var blevet meddelt adressaten, DAFSE, og ikke var blevet offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende.

36 Det staar fast, at Kommissionen som bilag til det svarskrift, den afgav den 18. december 1996 i sag T-145/95 (jf. ovenfor, praemis 20), vedlagde kopier af de omtvistede beslutninger, men den har dog ikke godtgjort, at sagsoegeren faktisk fik kendskab til eksistensen og indholdet af de omtvistede beslutninger den 7. januar 1997, eventuelt den 10. januar 1997 (jf. ovenfor, praemis 31). Herved kan Kommissionen ikke noejes med at paaberaabe sig den dato, paa hvilken Rettens Justitskontor oversendte svarskriftet til den person, der alene i sag T-145/95 var befuldmaegtiget til at modtage enhver forkyndelse adresseret til sagsoegeren, jf. herved procesreglementets artikel 44, stk. 2. Det kan ikke udledes af denne ene omstaendighed, at sagsoegeren faktisk fik kendskab til eksistensen og indholdet af de omtvistede beslutninger i den forstand, der forudsaettes i traktatens artikel 173, stk. 5, saaledes at fristen ifoelge denne bestemmelse for at indlede en ny sag ud over sag T-145/95 begyndte at loebe, hvilket maa gaelde selv i det tilfaelde, hvor den nye sag maatte faa samme parter.

37 Det maa herefter antages, at de datoer, paa hvilken sagsoegeren fik noejagtigt kendskab til udstederen og indholdet af samt begrundelsen for de omtvistede beslutninger for at kunne udnytte sin soegsmaalsret (jf. Domstolens dom af 5.3.1980, sag 76/79, Koenecke mod Kommissionen, Sml. s. 665, praemis 7, og af 6.12.1990, sag C-180/88, Wirtschaftsvereinigung Eisen- und Stahlindustrie mod Kommissionen, Sml. I, s. 4413, praemis 22) er datoerne den 28. januar 1997 og den 4. februar 1997 (jf. ovenfor, praemis 22 og 24). Den foerste dato er den, paa hvilken sagsoegeren anerkender at have modtaget kopi af de omtvistede beslutninger fra DAFSE. Den anden er den, paa hvilken sagsoegeren afgav indlaeg vedroerende den paastand om undladelse af at traeffe afgoerelse i sagen, som Kommissionen havde formuleret i svarskriftet i sag T-145/95, hvilket var bilagt kopierne af de omtvistede beslutninger.

38 Det foelger heraf, at naervaerende sag er blevet anlagt inden for fristen paa to maaneder i traktatens artikel 173, stk. 5, forlaenget med ti dage under hensyn til afstanden, beregnet fra det tidspunkt, da sagsoegeren fik kendskab til de omtvistede beslutninger.

39 Sagen kan derfor fremmes til paakendelse.

Realiteten

40 Sagsoegeren har naermere bestemt paaberaabt sig fire anbringender, for det foerste overtraedelse af de gaeldende bestemmelser, der foelger af DAFSE's anden attestation, for det andet tilsidesaettelse af traktatens artikel 190, for det tredje magtfordrejning og for det fjerde tilsidesaettelse af sagsoegerens ret til kontradiktion.

Foerste anbringende, overtraedelse af de gaeldende bestemmelser, der foelger af DAFSE's anden attestation

Parternes argumenter

41 Sagsoegeren har paaberaabt sig mangler ved DAFSE's anden attestation af 9. september 1994 samt den faktiske og regnskabsmaessige rigtighed af de udgifter, der blev fremlagt til stoette for anmodningen om betaling af saldoen fra de to tilskud fra ESF med henblik paa at anfaegte lovligheden af de omtvistede beslutninger, der blev truffet paa grundlag af naevnte attestation.

42 Anbringendet indeholder tre led.

- Anbringendets foerste led

43 Sagsoegeren har paaberaabt sig, at DAFSE var inkompetent ratione temporis. DAFSE kunne ikke via en ny faktisk og regnskabsmaessig attestation aendre den attestation, der var foretaget den 30. oktober 1989 i overensstemmelse med artikel 5, stk. 4, i forordning nr. 2950/83. Ifoelge ordlyden af artikel 1, stk. 2, og artikel 4 samt artikel 6, stk. 1 og 2, i beslutning 83/673 skal den faktiske og regnskabsmaessige attestation af udgifter, der er fremlagt i anmodningen om betaling af et tilskud fra ESF fra modtagerens side, ske inden for en frist paa 13 maaneder efter afslutningen af de saaledes finansierede foranstaltninger. I dette tilfaelde afsluttede sagsoegeren ved udgangen af 1984 de foranstaltninger, der var finansieret af de to tilskud fra ESF. Den anden faktiske og regnskabsmaessige attestation, DAFSE foretog i 1994, fandt saaledes klart sted efter udloebet af den frist, som er fastsat i de ovennaevnte bestemmelser.

44 I replikken tilfoejer sagsoegeren, at Kommissionen nu maa vaere afskaaret fra at soege at retfaerdiggoere den anden attestation med henvisning til, at DAFSE allerede den 25. januar 1990 naerede tvivl om den faktiske og regnskabsmaessige rigtighed af de udgifter, der var fremlagt som bilag til betalingsanmodningen. Sagsoegeren anfoerer, at DAFSE, saafremt denne myndighed naerede en saadan tvivl i oktober 1989, da man foretog den foerste attestation, kunne have meddelt dette til sagsoegeren den 2. februar 1990, hvilket man undlod. Sagsoegeren anfoerer endvidere, at DAFSE's skrivelse af 2. februar 1990, hvori DAFSE meddeler sagsoegeren den foerste attestation, ikke praeciserede, at denne var blevet foretaget under et eller andet forbehold.

45 Ligeledes bemaerker sagsoegeren i replikken, at de udgifter, som Kommissionen naerer tvivl om i svarskriftet, angaar ydelser, der er godtgjort paa grundlag af dokumenter fra to andre virksomheder. Da ydelserne blev leveret af disse to virksomheder, og da deres regninger blev betalt af sagsoegeren, finder denne, at eventuelle uregelmaessigheder, som maatte fremgaa af disse dokumenter, ikke kan laegges sagsoegeren til last.

46 Kommissionen har afvist den fortolkning af de gaeldende forordningsbestemmelser, der anlaegges af sagsoegeren.

47 Kommissionen har foerst gjort gaeldende, at artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 2950/83 ikke fastsaetter nogen frist for at foretage nedsaettelsen af ESF's tilskud, og at artikel 7 i samme forordning ej heller fastsaetter en frist for at foretage de deri fastsatte undersoegelser. Denne situation afspejler i virkeligheden faellesskabslovgivers vilje til ikke at betinge nedsaettelsen af et tilskud eller undersoegelsen af en mistanke om uregelmaessigheder af overholdelse af frister.

48 Kommissionen bemaerker videre, at den portugisiske stat ganske vist den 30. oktober 1989 attesterede den faktiske og regnskabsmaessige rigtighed af anmodningen om betaling af saldobeloebet af ESF's tilskud, som var blevet fremsat af sagsoegeren, men DAFSE's tekniker, der behandlede sagen, foreslog dog allerede i et informationsnotat af 27. oktober 1989 at lade foretage en revision af de paagaeldende projekter som foelge af konstaterede lakuner. Kommissionen udleder heraf, at de faktiske og regnskabsmaessige oplysninger i anmodningen om betaling af saldobeloebet af tilskuddet blev attesteret af DAFSE med forbehold af sagsoegerens interesser, idet denne i modsat fald ville have mistet retten til betaling af tilskuddet fra Kommissionen, selv om mistanken om uregelmaessigheder ikke var blevet bekraeftet senere. Kommissionen tilfoejer, at DAFSE den 25. januar 1990 anmodede IGF om at foretage en undersoegelse af de paagaeldende sager.

49 Kommissionen fremhaever endelig, at sagsoegeren udmaerket var bekendt med de grunde, der havde foranlediget DAFSE til at rejse tvivl om, hvorvidt der for visse udgifters vedkommende kunne modtages tilskud, eftersom den den 26. januar 1994 havde faaet kendskab til resultaterne af den kontrol, der var blevet gennemfoert paa DAFSE's initiativ, og havde kunnet kommentere dem. Ved denne lejlighed havde sagsoegeren imidlertid vaeret ude af stand til at anfaegte grundlaget for den analyse, der var optaget i resultaterne af naevnte revision, ligesom sagsoegeren ikke havde kunnet fremlaegge noget bevis, der kunne anfaegte konklusionerne. Kommissionen naevner praecist visse passager i revisionen vedroerende ydelser og dokumenter fra de to virksomheder, som sagsoegeren benyttede for at gennemfoere de foranstaltninger, der var blevet finansieret med udgangspunkt i sagsoegerens to projekter. Kommissionen fastslaar, at sagsoegeren under denne sag ikke anfaegter den faktiske og regnskabsmaessige rigtighed af de mangler, som goeres gaeldende i resultaterne af revisionen.

- Anbringendets andet led

50 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at DAFSE har overskredet sine befoejelser paa omraadet efter artikel 5, stk. 4, i forordning nr. 2950/83 og artikel 2, stk. 1, litra d), i det portugisiske lovdekret nr. 37/91. Disse bestemmelser begraenser DAFSE's kompetence til alene at foretage den faktiske og regnskabsmaessige attestation af de oplysninger, der er vedlagt anmodningen om betalingen af saldobeloebet af ESF's tilskud. DAFSE kan alene udoeve sin ret til at foretage den faktiske og regnskabsmaessige attestation paa det tidspunkt, hvor anmodningen om betaling af restbeloeb fremsendes. I denne sag angik den anden faktiske og regnskabsmaessige attestation fra DAFSE's side, som blev meddelt sagsoegeren ved skrivelsen af 9. september 1994, imidlertid andre oplysninger end dem, der blev fremsendt ved den foerste attestation af 30. oktober 1989. Virkningen af, at den foerste attestation blev tilbagekaldt ved den anden, er altsaa af denne grund ulovlig. Sagsoegeren fremhaever ogsaa virkningerne af DAFSE's faktiske og regnskabsmaessige attestation vedroerende det nationale tilskud i medfoer af de relevante bestemmelser i portugisisk lovgivning, og sagsoegeren laegger vaegt paa, at denne attestation giver ret til udbetaling af det nationale tilskud.

51 Kommissionen har svaret, at DAFSE's attestation af den faktiske og regnskabsmaessige rigtighed ifoelge bestemmelserne i artikel 5, stk. 4, i forordning nr. 2950/83 ikke betyder, at dette organ ikke laengere a posteriori kan undersoege anmodningen om betaling af saldobeloeb og om noedvendigt fremsaette en korrigeret anmodning om betaling til Kommissionen. Den pligt, medlemsstaten har til at foretage en attestation, skal undersoeges i lyset dels af oensket om at undgaa uregelmaessigheder ved anvendelsen af ESF's tilskud, dels af medlemsstatens subsidiaere ansvar for betalingen af et tilskud, som er blevet anvendt retsstridigt, hvilket ansvar er hjemlet ved artikel 6, stk. 2, i forordning nr. 2950/83. Ved i 1994 at foretage den endelige attestation af anmodningen om betaling af saldobeloeb, efter korrektion af ulovligheder opdaget under gennemfoerelsen af foranstaltningerne, traf DAFSE derfor ikke en ny afgoerelse, som ophaevede den foerste attestation af 30. oktober 1989.

52 Tilsvarende ligger de udgifter, som ikke er attesteret af medlemsstaten, ikke uden for Kommissionens bedoemmelse, da artikel 7, stk. 3, i forordning nr. 2950/83 bestemmer, at »medlemsstaterne stiller det fornoedne dokumentationsmateriale for den i artikel 5, stk. 2 og 4, fastsatte attestation til raadighed for Kommissionen«. Desuden paapegede Retten i dommen af 13. december 1995 (sag T-85/94 (122), Kommissionen mod Branco, Sml. II, s. 2993, praemis 23 og 24), at det er Kommissionen, der traeffer afgoerelse vedroerende anmodningerne om udbetaling af saldobeloeb, og at det er den - og den alene - som har befoejelse til at nedsaette et tilskud fra ESF i medfoer af forordningens artikel 6, stk. 1, samt at Kommissionen i forhold til modtageren af tilskud fra ESF ifalder det retlige ansvar for beslutningen om at nedsaette tilskuddet, uanset om den nationale myndighed har indstillet, at der sker en saadan nedsaettelse.

53 Angaaende virkningen af attestationen paa det nationale tilskud har Kommissionen bemaerket, at dette ikke blev udbetalt i den konkrete sag, eftersom det nationale kompetente organ allerede paa davaerende tidspunkt havde mistanke om, at visse udgifter var behaeftet med uregelmaessigheder. Det er desuden dens opfattelse, at selv om udbetalingen af de nationale tilskud var sket, ville det ikke have stiftet nogen ret for sagsoegeren i medfoer af portugisisk national ret.

- Anbringendets tredje led

54 Sagsoegeren har bemaerket, at DAFSE har anvendt et kriterium om »en rimelig karakter« og en »sund oekonomisk forvaltning« for at foretage den anden faktiske og regnskabsmaessige attestation, som sagsoegeren fik kendskab til den 9. september 1994. Men dels var DAFSE ikke kompetent til at anvende et saadant kriterium i forbindelse med den faktiske og regnskabsmaessige attestation, DAFSE skulle foretage, dels blev dette kriterium ikke anvendt i forbindelse med den foerste attestation af 30. oktober 1989.

55 Under fremhaevelse af, at DAFSE aldrig har foreholdt sagsoegeren manglende faktisk gennemfoerelse eller manglende bogfoering af de udgifter, der optraeder i betalingsanmodningerne fra 1989, har sagsoegeren paaberaabt sig en fordeling af befoejelser mellem Kommissionen og DAFSE. Sagsoegeren finder herefter, at alene DAFSE har til opgave at undersoege, om oplysningerne i betalingsanmodningen og deres regnskabsmaessige udtryk er i overensstemmelse med virkeligheden. Sagsoegeren udleder heraf, at DAFSE ikke er befoejet til at foretage en efterfoelgende kontrol af overholdelsen af beslutningen om at godkende et tilskud fra fonden, og da slet ikke ud fra et kriterium om »rimelig karakter« og »sund oekonomisk forvaltning«. Henset til den selvstaendige forvaltning, ESF udoever som instrument for Faellesskabets politik paa arbejdsmarkedsomraadet og omraadet for faglig uddannelse samt til noedvendigheden af en ensartet anvendelse af faellesskabsretten, herunder navnlig vedroerende betingelserne i beslutningen om godkendelse af en anmodning om EF-tilskud, henhoerer bedoemmelsen af, om disse betingelser er opfyldt, udelukkende under Kommissionen.

56 Naar DAFSE foretager en faktisk og regnskabsmaessig attestation, skal organet naa frem til, enten at der foreligger faktisk og regnskabsmaessig rigtighed af de oplysninger, modtageren har forelagt, og foelgelig attestere dem, eller at oplysningerne er faktisk og regnskabsmaessigt urigtige og foelgelig afslaa at attestere dem. DAFSE kan ikke under nogen omstaendigheder goere sig til dommer over vaerdien af de forhold, som skal attesteres. I realiteten maa man forklare de forskelle, der er fastslaaet at foreligge mellem attestationen af 2. februar 1990 og attestationen af 9. september 1994, med, at der er anvendt et kriterium om »rimelig karakter« og »sund oekonomisk forvaltning«.

57 Sagsoegeren har i oevrigt bemaerket, at DAFSE ikke havde defineret det ovennaevnte kriterium inden dets anvendelse ved den anden attestation, og at myndigheden ikke havde henvist hertil under den foerste attestation.

58 Kommissionen har svaret, at nedsaettelsen af ESF's tilskud ikke blot hviler paa anvendelsen af et kriterium om »rimelig karakter« og »sund oekonomisk forvaltning«, men ogsaa paa det forhold, at visse andre betingelser i beslutningerne om godkendelse af anmodningerne ikke var blevet overholdt. Det paagaeldende kriterium figurerer i oevrigt blandt de i sidstnaevnte beslutninger fastsatte betingelser. Sagsoegeren har ved at underskrive dokumentet for modtagelse af godkendelsesbeslutningen saaledes forpligtet sig til at anvende den saaledes bevilgede stoette i overensstemmelse med de gaeldende nationale regler og faellesskabsregler. Saavel de nationale regler som faellesskabsreglerne i sagen bestemmer imidlertid netop, at der skal anvendes kriterier om sund oekonomisk forvaltning.

59 Artikel 7 i forordning nr. 2950/83 fastsaetter, at der kan foretages kontrol af indholdet af en anmodning om udbetaling af saldobeloeb, og at medlemsstaten skal yde Kommissionen den fornoedne bistand ved kontrollen, uanset hvilken kontrol medlemsstaten selv har foretaget.

Rettens bemaerkninger

60 Inden paadoemmelsen af de tre led i det foerste anbringende, og med henblik paa at skabe grundlag for den, er det noedvendigt at fastlaegge karakteren og betydningen af den faktiske og regnskabsmaessige attestation i de paagaeldende faellesskabsbestemmelsers forstand.

- Karakteren og betydningen af den faktiske og regnskabsmaessige attestation

61 Artikel 5, stk. 4, i forordning nr. 2950/83 - den eneste bestemmelse om attestationen af den faktiske og regnskabsmaessige rigtighed af anmodningerne om udbetaling af saldobeloeb - bestemmer foelgende:

»Anmodninger om udbetaling af saldobeloeb skal indeholde en detaljeret redegoerelse for indholdet, resultaterne og finansieringen af den paagaeldende foranstaltning. Medlemsstaten attesterer den faktiske og regnskabsmaessige rigtighed af de i udbetalingsanmodningerne indeholdte oplysninger.«

62 Den attestation, der er tale om i samme forordnings artikel 5, stk. 2, vedroerer udelukkende det eventuelle yderligere forskud, der kan udbetales med op til 30%, og den vedroerer gennemfoerelsen af halvdelen af foranstaltningen paa de i godkendelsesbeslutningen fastsatte betingelser.

63 Artikel 7, stk. 3, i forordning nr. 2950/83 foreskriver desuden medlemsstaterne, at de »stiller det fornoedne dokumentationsmateriale for den i artikel 5, stk. 2 og 4, fastsatte attestation til raadighed for Kommissionen«.

64 Derimod naevner hverken afgoerelse 83/516 eller beslutning 83/673 denne attestation i deres bestemmelser, selv om der henvises hertil i bilag II til beslutningen, som indeholder en model til den formular, modtageren skal udfylde for at faa saldobeloebet udbetalt.

65 Imidlertid bestemmes det i artikel 6, stk. 1 og 2, i beslutning 83/673:

»Medlemsstaternes anmodninger om udbetaling skal tilgaa Kommissionen inden for en frist paa ti maaneder efter foranstaltningernes afslutning. Der udbetales ikke tilskud paa grundlag af anmodninger, som er indgivet efter denne frists udloeb.

Saafremt afholdte udgifter ikke dokumenteres ved hjaelp af skemaet i bilag 2 senest tre maaneder efter den tidsfrist paa ti maaneder, der er fastsat i stk. 1, skal udbetalte forskud tilbagebetales.«

66 Formularen i bilag II er den, som modtageren af tilskuddet tilbagesender til medlemsstaten for, at denne kan foretage den attestation, der omhandles i artikel 5, stk. 4, i forordning nr. 2950/83 (jf. ovenfor, praemis 64).

67 Den attestation, som der er tale om i artikel 5, stk. 4, i forordning nr. 2950/83, bestaar derfor i at undersoege den faktiske og regnskabsmaessige rigtighed af de oplysninger, modtageren har fremsendt til stoette for anmodningen om udbetaling af saldoen af et tilskud. En rubrik i formularen i bilag II til beslutning 83/673 er specielt beregnet herpaa.

68 Naar en modtager oversender en anmodning om udbetaling af saldoen fra et tilskud fra ESF til en medlemsstats kompetente myndigheder, kan disse indtage tre holdninger. De kan oversende den fremsendte anmodning, som den foreligger, ledsaget af en attestation af den faktiske og regnskabsmaessige rigtighed af samtlige forelagte udgifter. De kan ogsaa oversende anmodningen til Kommissionen med praecisering af, at de alene attesterer den faktiske og regnskabsmaessige rigtighed af en del af de forelagte oplysninger, saaledes som DAFSE gjorde i dette tilfaelde den 30. oktober 1989. Endelig kan de slet ikke foretage sig noget med risiko for, at modtageren mister retten til at modtage det endnu ikke udbetalte beloeb fra EF-tilskuddet, saafremt passiviteten hos medlemsstatens myndigheder forlaenges ud over den frist, der er sat herfor i artikel 6, stk. 1, i beslutning 83/673. Som sagsoegeren har bemaerket, er manglen paa en faktisk og regnskabsmaessig attestation af en udgift altsaa en endelig afgoerelse vedroerende finansiering, da kompetencen til at attestere efter artikel 5, stk. 4, skal udoeves inden for en bestemt frist.

69 Vedroerende betydningen af denne faktiske og regnskabsmaessige attestation maa det foerst konstateres, at den afgoerelse om attestation, der traeffes af medlemsstaten, ikke fritager den for at opfylde de andre pligter, der paahviler den i medfoer af den gaeldende faellesskabslovgivning.

70 Saaledes er medlemsstaten, selv om den allerede har foretaget attestationen efter artikel 5, stk. 4, i forordning nr. 2950/83, stadig forpligtet efter ordlyden af artikel 2, stk. 2, i afgoerelse 83/516, som bestemmer:

»De paagaeldende medlemsstater garanterer en forsvarlig gennemfoerelse af foranstaltningerne ...«

71 Den er ogsaa forpligtet efter ordlyden af artikel 6 i beslutning 83/673, som bestemmer:

»Saafremt gennemfoerelsen af en foranstaltning, hvortil der er ydet tilskud, goeres til genstand for en undersoegelse paa grundlag af en formodet uregelmaessighed, underretter medlemsstaten straks Kommissionen.«

72 De pligter, der fremgaar af de paagaeldende bestemmelser, er ikke tidsmaessigt begraensede og skal fortolkes saaledes, at de gaelder i hele den periode, hvorunder en foranstaltning finansieres af ESF. Den periode, som gaar fra det tidspunkt, da medlemsstaten fremsender anmodningen om udbetaling af saldoen, som er fremsendt af modtageren af tilskuddet, og det tidspunkt, da Kommissionen traeffer en beslutning, kan ikke betragtes saaledes, at den ikke indgaar i forvaltningen af en saadan foranstaltning, hvilket der henvises til i artikel 7 i beslutning 83/673. Det ses i oevrigt, at medlemsstaten betragtes som Kommissionens privilegerede partner, saavel i artikel 5, stk. 5, in fine, i forordning nr. 2950/83 - hvorefter »Kommissionen underretter alle beroerte parter ved udbetalingen af beloeb« - som i samme forordnings artikel 6 og 7, der fastsaetter proceduren, naar Kommissionen konstaterer, at betingelserne for at yde tilskud ikke er blevet overholdt, eller naar den oensker at foretage visse undersoegelser efter indgivelse af en betalingsanmodning. Disse forhold bekraefter derfor, at medlemsstaten fortsat er bundet af visse pligter efter at have foretaget den faktiske og regnskabsmaessige attestation, som omhandles i artikel 5, stk. 4, i forordning nr. 2950/83. Endelig maa det fremhaeves, at artikel 7 i beslutning 83/673 intet udtaler om en noedvendigvis svigagtig karakter af de uregelmaessigheder, som medlemsstaterne er pligtige at meddele Kommissionen, naar de faar mistanke herom, hvorfor sagsoegeren ikke kan haevde - saaledes som det synes at fremgaa af sagsoegerens svar paa et spoergsmaal fra Retten i retsmoedet - at eventuelt manglende svigagtig karakter af uregelmaessighederne oploeser indholdet af den pligt, der saaledes er paalagt medlemsstaterne.

73 Det maa i oevrigt paapeges, at Kommissionen efter fast retspraksis er enekompetent til at nedsaette et EF-tilskud fra ESF (jf. Domstolens dom af 24.10.1996, sag C-32/95 P, Kommissionen mod Lisrestal m.fl., Sml. I, s. 5373, praemis 29, og dom i sagen Kommissionen mod Branco, jf. ovenfor, praemis 23). Udoevelsen af denne enekompetence for Kommissionen kan ikke vaere betinget af attestationen efter artikel 5, stk. 4, i forordning nr. 2950/83. Det staar faktisk fortsat Kommissionen frit for at nedsaette et EF-tilskud, selv om medlemsstaten har attesteret den faktiske og regnskabsmaessige rigtighed af samtlige de oplysninger, der er blevet fremlagt til stoette for anmodningen om udbetaling af saldobeloebet. Bestemmelserne fastsaetter ingen saerlig frist for at udoeve denne kompetence.

74 Henset til den tilsikring af, at de saaledes finansierede foranstaltninger afsluttes, som medlemsstaterne forpligter sig til paa grundlag af artikel 2, stk. 2, i afgoerelse 83/516 samt til medlemsstatens pligt til over for Kommissionen at oplyse om enhver mistanke om uregelmaessigheder - hvilken pligt er fastsat i artikel 7 i beslutning 83/673 - skal enhver attestation efter artikel 5, stk. 4, i forordning nr. 2950/83 foelgelig betragtes som en operation, der efter sin karakter foretages med forbehold af medlemsstaten. En anden fortolkning ville skade den effektive virkning af artikel 7 i beslutning 83/673, som paalaegger medlemsstaterne af underrette Kommissionen om konstaterede uregelmaessigheder ved forvaltningen af de foranstaltninger, der skal finansieres af ESF.

- Anbringendets foerste led

75 Det fremgaar af de ovenstaaende betragtninger, at sagsoegeren ikke kan paaberaabe sig en inkompetence ratione temporis for DAFSE til at udfoere de attestationshandlinger, som naevnes i skrivelsen af 9. september 1994. For det foerste kan disse handlinger ikke betragtes som et udtryk for en ny faktisk og regnskabsmaessig attestation i den forstand, der forudsaettes i artikel 5, stk. 4, i forordning nr. 2950/83. Der er i virkeligheden tale om udfoerelse af opgaver, som paahviler de kompetente myndigheder i Den Portugisiske Republik i forbindelse med anvendelsen af tilskuddene fra ESF, og disse opgaver hviler paa artikel 2, stk. 2, i afgoerelse 83/516 og artikel 7 i beslutning 83/673. Som Kommissionen har oplyst, uden at blive modsagt af sagsoegeren, viser de tekniske dokumenter udfaerdiget den 25. januar 1990 af DAFSE's ansatte, hvis opgave det er at undersoege anmodningen om udbetaling af saldobeloeb af tilskuddene, at man allerede havde en formodning om uregelmaessigheder paa denne dato. Den eneste faktisk og regnskabsmaessige attestation, der fandt sted i forbindelse med denne sag, og som opfyldte kravet i artikel 5, stk. 4, i forordning nr. 2950/83, er den akt, som DAFSE henviser til i sin skrivelse af 2. februar 1990. Denne attestation opfylder i oevrigt fristkravene i artikel 6, stk. 1, i beslutning 83/673, saaledes som sagsoegeren anerkender.

76 Det forhold, at DAFSE ikke adviserede sagsoegeren om den mistanke, man naerede med hensyn til sagsoegerens anmodning om udbetaling af saldoen, da man gav sagsoegeren oplysning den 2. februar 1990 om gennemfoerelsen af den faktiske og regnskabsmaessige attestation, er ikke af en saadan karakter, at den kan paavirke lovligheden af de omtvistede beslutninger, idet artikel 7 i beslutning 83/673 paa ingen maade paalaegger medlemsstaterne og Kommissionen straks at underrette modtageren om eksistensen af en mistanke vedroerende rigtigheden af de oplysninger, der er forelagt til stoette for en anmodning om saldoudbetaling. Det har tilsvarende ringe betydning, at DAFSE's skrivelse af 2. februar 1990 ikke formelt omtaler, at den faktiske og regnskabsmaessige attestation blev foretaget den 30. oktober 1989 under forbehold. Det fremgaar faktisk af de gaeldende forordningsbestemmelser, at en attestation i overensstemmelse med artikel 5, stk. 4, i forordning nr. 2950/83 ikke fritager den paagaeldende medlemsstat for de andre pligter, som disse forordningsbestemmelser paalaegger den.

77 Det maa herefter bemaerkes, at de omtvistede beslutninger paa ingen maade henviser til eksistensen af to attestationer, jf. artikel 5, stk. 4, i forordning nr. 2950/83. Den eneste attestation, som de henviser til (tredje betragtning) er den, som blev foretaget den 30. oktober 1989. Hertil kommer, at selv om DAFSE i en skrivelse af 9. september 1994 flere gange henviser til en attestation (certificação), omtaler den ikke artikel 5, stk. 4, i forordning nr. 2950/83.

78 Endelig bemaerkes, at der ikke er fastsat nogen saerlig frist i faellesskabslovgivningen, hverken hvad angaar medlemsstatens pligt til at underrette Kommissionen, naar den har formodning om visse uregelmaessigheder, eller hvad angaar Kommissionens kompetence til at nedsaette tilskuddet fra ESF (jf. ovenfor, praemis 71 og 72). Selv om det maatte antages, at denne pligt maa opfyldes, og denne kompetence varetages inden for en rimelig frist, maa det foelgelig understreges, at sagsoegeren i sagen ikke har gjort gaeldende, at det lange tidsrum mellem de forskellige handlinger fra DAFSE's og Kommissionens side var urimeligt og foelgelig som saadant maatte paavirke lovligheden af de omtvistede beslutninger, uanset at sagsoegeren naevner disse forskellige tidsrum.

79 Heraf foelger, at anbringendets foerste led ikke kan laegges til grund.

- Anbringendets andet led

80 Det fremgaar ligeledes af betragtningerne vedroerende karakteren og betydningen af den faktiske og regnskabsmaessige attestation, at DAFSE ikke ved at foretage visse yderligere undersoegelser og visse revisioner er gaaet ud over de befoejelser, som EF-lovgivningen tildeler medlemsstaterne ved forvaltningen af proceduren for undersoegelsen af en anmodning om udbetaling af saldobeloeb fra et tilskud fra ESF. Tvaertimod viser DAFSE's holdning, at myndigheden opfylder de pligter, som denne lovgivning paalaegger den, navnlig ved artikel 7 i beslutning 83/673 (jf. ovenfor, praemis 71).

81 Desuden kan det ikke haevdes - naar de afgoerelser, DAFSE har truffet efter den faktiske og regnskabsmaessige attestation af 30. oktober 1983, ikke kan sidestilles med en attestation efter artikel 5, stk. 4, i forordning nr. 2950/83 - at myndigheden ved denne lejlighed overskred sine befoejelser vedroerende attestation.

82 Endelig skal der ikke tages stilling til et argument fra sagsoegeren om, at der foreligger en tilsidesaettelse af de portugisiske regler, da det ikke tilkommer Retten at undersoege virkningerne af en attestation vedroerende betaling af et nationalt tilskud i relation til nationale regler.

83 Heraf foelger, at anbringendets andet led ikke kan laegges til grund.

- Anbringendets tredje led

84 Det maa undersoeges, om sagsoegeren, som haevdet, blev stillet over for et yderligere kriterium om »rimelig karakter« og »sund oekonomisk forvaltning«, da man tog stilling til sagsoegerens anmodninger om saldoudbetaling, hvilket angives at vaere en betingelse, der ikke findes blandt dem, som opstillet i afgoerelserne om at yde de paagaeldende tilskud.

85 Henset til karakteren og betydningen af den faktiske og regnskabsmaessige attestation efter artikel 5, stk. 4, i forordning nr. 2950/83, har det ingen betydning at vide - for at vurdere lovligheden af at anvende dette kriterium i sagen - om kriteriet var genstand for en saerlig kontrol i forbindelse med DAFSE's faktiske og regnskabsmaessige attestation den 30. oktober 1989. Henset til de befoejelser, der er tillagt saavel medlemsstaten som Kommissionen til revision og kontrol, maa det vaere tilladt for disse at kritisere enhver tilsidesaettelse fra modtagerens side af de betingelser, der blev opstillet ved ydelsen af EF-tilskuddet, uanset om denne tilsidesaettelse er svigagtig eller ej.

86 Det fremgaar af de erklaeringer om accept af afgoerelserne om at yde tilskuddet, som er undertegnet af sagsoegeren, at denne forpligtede sig til med foelgende formulering at overholde de gaeldende nationale bestemmelser og EF-bestemmelser:

»1. Med henblik paa en gnidningsloes afvikling erklaeres foelgende: Den tildelte stoette anvendes i samklang med de gaeldende nationale bestemmelser og faellesskabsbestemmelser samt i samklang med afgoerelsen om godkendelse - under udfoerelsen af foranstaltninger fastsat i ovennaevnte dokumenter - hvad navnlig angaar uddannelsesart, erhverv, antal uddannelsestimer og de reelle jobperspektiver ...«

87 Det staar fast, at baade de portugisiske retsregler og EF-bestemmelserne betinger anvendelsen af offentlige midler af overholdelse af et krav om sund oekonomisk forvaltning. Paa dette punkt har Kommissionen - uden at blive modsagt af sagsoegeren trods spoergsmaal fra Retten i retsmoedet - henvist til bestemmelserne i portugisisk ret i afgoerelse 6/88 fra Statssekretariatet for Beskaeftigelse og Erhvervsuddannelse og i artikel 2, stk. 1, i Raadets forordning (Euratom, EKSF, EOEF), nr. 610/90 af 13. marts 1990 om aendring af finansforordning af 21. december 1977 vedroerende De Europaeiske Faellesskabers almindelige budget (EFT L 70, s. 1).

88 De uregelmaessigheder, der henvises til i de omtvistede beslutninger, er saaledes ikke - altsaa i modsaetning til det af sagsoegeren haevdede - blevet godtgjort paa grundlag af et kriterium, som ikke fandtes blandt de betingelser, som gjaldt for udbetaling af de naevnte tilskud. Tvaertimod kan anvendelsen af kriteriet om »rimelig karakter« og »sund oekonomisk forvaltning«, som blot bestaar i at bringe paa det rene, om de udgifter, der anfoeres af modtageren og afholdes af denne, staar i adaekvat sammenhaeng med de ydelser, for hvilke de blev afholdt, udmaerket indgaa i den kontrol, som medlemsstaten er pligtig at foretage ud over den blotte faktiske og regnskabsmaessige attestation, hvilket er i overensstemmelse med artikel 7 i beslutning 83/673, naar medlemsstaten har formodning om uregelmaessigheder, uanset om disse er svigagtige (jf. ovenfor, praemis 71).

89 Hvad angaar eksistensen af de uregelmaessigheder, der laegges sagsoegeren til last, henviser de omtvistede beslutninger til meddelelsen til sagsoegeren den 26. januar 1994 af resultaterne af den af IGF udfoerte kontrol og til de bemaerkninger, sagsoegeren fremsendte hertil den 24. februar 1994.

90 Som Kommissionen har fremhaevet i svarskriftet, oplyses det i tredje afsnit i punkt 3.3 i disse kontrolresultater:

»Undersoegelsen af RSP's og DEPROM's registre, der er foretaget af IGF, maa medfoere alvorlige forbehold vedroerende trovaerdigheden af DEPROM samt vedroerende paalideligheden af de udarbejdede dokumenter, da man har fastslaaet foelgende faktiske omstaendigheder:

a) manglende overensstemmelse mellem de fakturerede tjenesteydelser og de forinden praesterede tjenesteydelser

b) betydelig forskel mellem de fakturerede beloeb og de omkostninger, som svarer til grundlaget for faktureringen, og

c) udeladelse af tjenesteydernes navne og manglende objektive oplysninger, der kan foere til en bedoemmelse af den faktiske praestation af tjenesteydelserne eller til godkendelse af de paagaeldende beloeb.«

91 Punkt 4 i samme dokument henviser derefter til IGF's kontrol af PROM's registre som foelge af DAFSE's anmodning af 5. september 1991, hvilken kontrol efter afslutningen betoed afvisning af de udgifter, der var attesteret af fakturaer og kvitteringer fra DEPROM, saaledes som Kommissionen ogsaa har fremhaevet i svarskriftet.

92 I sine bemaerkninger af 24. februar 1994 og i forbindelse med den skriftlige forhandling har sagsoegeren paa ingen maade bestridt, at det forholder sig som konstateret, og at konklusionerne i kontrolresultaterne fra IGF er korrekte, hvorved sagsoegeren blot dels har forklaret baggrunden for sin forbindelse med RSP og manglen paa enhver retlig tilknytning til DEPROM ud over de handelsforbindelser, som sagsoegeren var blevet foranlediget til at pleje med denne virksomhed, dels har fremhaevet, at man havde betalt DEPROM's regninger.

93 I saa henseende findes sagsoegeren ikke at kunne paaberaabe sig, at der er fundet uregelmaessigheder i de tjenesteydelser, der er praesteret af en virksomhed, hvis regninger sagsoegeren i oevrigt har betalt, eller overholdelsen af udgiftsrammer, der er fastsat i afgoerelsen om at yde tilskud, for at frigoere sig fra ethvert ansvar i relation til saadanne uregelmaessigheder. I og med at regningerne er blevet fremlagt af sagsoegeren paa grundlag af udgifter afholdt for at gennemfoere de paagaeldende projekter, paavirker de eventuelle uregelmaessigheder, som de maatte vaere behaeftet med, noedvendigvis lovligheden af de naevnte udgifter, eftersom sagsoegeren var pligtig at tilsikre lovligheden af samtlige de udgifter, som man anmoder om daekning for med henblik paa beregning af stoerrelsen af det tilskud, der skal oppebaeres. Saadanne uregelmaessigheder maa foelgelig tilregnes sagsoegeren.

94 Under alle omstaendigheder maa det - selv om sagsoegeren i retsmoedet haevdede, at man anfaegtede eksistensen af de uregelmaessigheder, der kom frem paa grundlag af de kontrolresultater, som blev meddelt den 26. januar 1994, hvorved sagsoegeren i flaeng naevner staevningens punkt 13, 14, 16, 19, 22, 24, 29, 32 og 36 - fastslaas, at sagsoegerens udtalelse ikke har stoette i noget forhold. De udvalgte punkter i staevningen goer det paa ingen maade muligt at bestemme karakteren og betydningen af den kritik, der angiveligt er formuleret hvad angaar spoergsmaalet om, hvorvidt de tilregnede uregelmaessigheder faktisk foreligger. Herved ses der ikke at foreligge noget bevis for sagsoegerens udtalelse om, at de kontrakter, som laa til grund for de omtvistede fakturaer, var blevet forelagt DAFSE og Kommissionen til godkendelse, da den oprindelige ansoegning om tilskud blev forelagt. Udtalelsen modsiges tillige af sagsoegerens egne skrivelser. Det fremgaar saaledes af to kontakter bilagt sagsoegerens bemaerkninger af 24. februar 1994 vedroerende resultaterne af IGF's kontrol (bilag 3 til disse bemaerkninger), at de naevnte kontrakter blev afsluttet den 19. juli 1988, altsaa efter vedtagelsen af beslutningerne fra Kommissionen om at yde tilskud, hvilke afgoerelser blev meddelt sagsoegeren af DAFSE den 25. maj 1988 (jf. ovenfor, praemis 8).

95 Endelig har Kommissionen med rette bemaerket, uden at blive modsagt af sagsoegeren (jf. ovenfor, praemis 90, 91 og 92), at de uregelmaessigheder, som kom frem under den af IGF og DAFSE foretagne kontrol, og som foerte til en nedsaettelse af de paagaeldende tilskud, ikke alene blev opdaget ved anvendelse af et kriterium om »rimelig karakter« og »sund oekonomisk forvaltning«.

96 Heraf foelger, at foerste anbringendes tredje led ikke kan laegges til grund.

97 Anbringendet forkastes derfor i det hele.

Andet anbringende, tilsidesaettelse af traktatens artikel 190

Parternes argumenter

98 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at DAFSE's anvendelse af kriteriet om »rimelig karakter« og »sund oekonomisk forvaltning« tilsidesaetter begrundelsespligten efter traktatens artikel 190, eftersom kriteriet ikke forinden er blevet fastlagt og ikke er blevet anvendt under den foerste attestation. Ifoelge sagsoegeren aendrede DAFSE de regler, der gaelder for foretagelse af attestation, og sloerede klarheden af de omtvistede beslutninger, hvorved sagsoegeren blev afskaaret fra at faa kendskab til kriteriets reelle betydning.

99 Sagsoegeren fastslaar, at der bestaar en sammenblanding eller ligefrem modsaetning mellem de paa hinanden foelgende afgoerelser fra DAFSE og Kommissionen i denne sag. Nedsaettelsernes stoerrelse varierer indbyrdes uden forklaring. Sagsoegeren fik saaledes ret til at modtage en betaling paa 128 896 811 PTE som foelge af den foerste attestation, hvorefter DAFSE den 9. september 1994 afkraevede sagsoegeren tilbagebetaling af 62 856 998 PTE, hvorimod Kommissionen nu i de omtvistede beslutninger paalaegger sagsoegeren at tilbagebetale 34 571 349 PTE.

100 Kommissionen har fremhaevet, at sagsoegeren ikke har forklaret, hvorfor man nu paaberaaber sig manglende begrundelse af de omtvistede beslutninger. Ikke desto mindre praeciserer Kommissionen under alle omstaendigheder, at beslutningernes betragtninger viser, at de hviler paa resultaterne af den af DAFSE kraevede kontrol, at sagsoegeren fik meddelelse om de paagaeldende resultater og begrundelsen for dem, og at sagsoegeren fik lejlighed til at udtale sig herom.

101 Kommissionen bestrider, at der foreligger nogen sammenblanding eller ligefrem modsaetning mellem de af DAFSE meddelte afgoerelser og de omtvistede beslutninger vedroerende de beloeb, sagsoegeren skal tilbagebetale. Den konstaterede forskel skyldes, at de foerste i modsaetning til de andre tog hensyn til, hvor meget der skulle tilbagebetales af den nationale tilskudsydelse. Detaljerne i denne forskel fremgaar af informationsnotitser, DAFSE leverede den 9. september 1994. Sagsoegeren har derfor ikke godtgjort, at der foreligger en eller anden begrundelsesmangel.

Rettens bemaerkninger

102 Det fremgaar af fast retspraksis, at det klart og utvetydigt skal fremgaa af den begrundelse, der kraeves efter traktatens artikel 190, hvilke betragtninger den institution, som har udstedt retsakten, har lagt til grund, saaledes at den beroerte kan goere sig bekendt med baggrunden for den trufne foranstaltning, og Faellesskabets retsinstanser kan udoeve deres kontrol (Domstolens dom af 15.4.1997, sag C-22/94, Irish farmers Association m.fl., Sml. I, s. 1809, praemis 39, og Rettens dom af 14.7.1997, sag T-81/955, Interhotel mod Kommissionen, Sml. II, s. 1265, praemis 72, samt den dér naevnte retspraksis). Raekkevidden af denne pligt afhaenger af retsaktens karakter og den sammenhaeng, i hvilken den er blevet udstedt.

103 Konkret maa der foerst henvises til, at da de handlinger, DAFSE foretog i 1994, ikke har karakter af en faktisk og regnskabsmaessig attestation efter artikel 5, stk. 4, i forordning nr. 2950/83 (jf. ovenfor, praemis 75), kan DAFSE's anvendelse af et kriterium om »rimelig karakter« og »sund oekonomisk forvaltning« ikke have aendret reglerne om attestationen. I oevrigt er ikke alle de uregelmaessigheder, som er blevet opdaget under gennemfoerelsen af de af ESF finansierede projekter, kommet frem ved anvendelsen af dette kriterium (jf. ovenfor, praemis 95).

104 Hertil kommer, at de omtvistede beslutninger udtrykkeligt henviser til de forskellige etaper i den procedure, som foerte Kommissionen til at nedsaette de oprindeligt bevilgede tilskud og delvis at kraeve tilbagebetaling af de indroemmede forskud. De omtaler navnlig de handlinger, der blev foretaget af de kompetente portugisiske myndigheder.

105 Da det ikke praeciseres, at de paa et eller andet tidspunkt ikke er i overensstemmelse med disse handlinger, kan det antages, at deres indhold falder sammen med begrundelsen for de omtvistede beslutninger, i det mindste i det omfang, hvori sagsoegeren har kunnet faa kendskab hertil.

106 De omtvistede beslutninger naevner isaer resultaterne fra IGF's kontrol (fjerde betragtning), oversendelsen af resultaterne til sagsoegeren den 26. januar 1994 og dennes bemaerkninger af 24. februar 1994 (femte betragtning). Det maa herved bemaerkes, at sagsoegeren faktisk uden tvetydighed har oplyst i indledningen til disse bemaerkninger, at de netop skulle vaere udtryk for en reaktion paa indholdet af resultaterne af den af IGF foretagne kontrol; oversendelsen fandt sted den 26. januar 1994.

107 Desuden praeciserer de omtvistede beslutninger, at de foretagne undersoegelser gav grundlag for at fastslaa, at betingelserne for at yde EF-tilskud ikke var blevet overholdt.

108 Endelig har Kommissionen fremhaevet, uden at blive modsagt paa dette punkt, at DAFSE den 16. maj 1994 havde anmodet om visse yderligere forklaringer hos sagsoegeren, der svarede den 26. maj 1994 (jf. ovenfor, praemis 14).

109 Det foelger heraf, at anvendelsen af det af sagsoegeren kritiserede kriterium ikke medfoerte en tilsidesaettelse af traktatens artikel 190.

110 Hvad angaar den forskel, som haevdes at bestaa mellem stoerrelsen af de tilskud fra EFS, der skulle oppebaeres eller tilbagebetales, og som kunne meddeles sagsoegeren under den procedure, der foerte til vedtagelsen af de omtvistede beslutninger, maa den forklares ved enten den dato, paa hvilken de paagaeldende beloeb blev fastsat, eller ved det forhold, om beloebene fra de nationale tilskud, der skulle tilbagebetales, blev taget i betragtning eller ej.

111 Desuden figurerer begrundelsen for denne forskel i de dokumenter, som imidlertid blev tilstillet sagsoegeren.

112 Saaledes omtaler DAFSE's skrivelse af 2. februar 1990 resultatet af den faktiske og regnskabsmaessige attestation af 30. oktober 1989, som foranledigede DAFSE til at anerkende samtlige forelagte udgifter med undtagelse af beloeb paa 6 491 845 PTE, af nationale tilskud og EF-tilskud taget under ét.

113 I oevrigt meddeler DAFSE's skrivelse af 9. september 1994 sagsoegeren virkningerne af de yderligere undersoegelser, som blev foretaget i mellemtiden, og oplyser, at sagsoegeren er pligtig at tilbagebetale 29 052 034 PTE i sag nr. 881311 P1 og 33 804 964 PTE i sag nr. 880249 P3. De dokumenter, der var vedlagt skrivelsen, og som baerer titlen »Informação n_ 1165/DSJ/DSAFEP/94« og »Informação n_ 1166/DSJ/DSAFEP/94«, praeciserer, at disse beloeb samtidig vedroerer tilbagebetalingen af de indroemmede forskud i forbindelse med EF-tilskuddene (15 978 619 PTE for sag nr. 881311 P1 ifoelge punkt 18 i bilag 7 til svarskriftet og 18 592 730 PTE for sag nr. 880249 P3 ifoelge punkt 19 i bilag 8 til svarskriftet) og de nationale tilskud (13 073 415 PTE for sag nr. 881311 P1 ifoelge punkt 18 i bilag 7 til svarskriftet og 15 212 234 PTE for sag nr. 880249 P3 ifoelge punkt 19 i bilag 8 til svarskriftet). De tilbagebetalingspligtige tilskud, som der tages sigte paa ved disse dokumenter, er dem, som Kommissionen kraever tilbagebetalt i de omtvistede beslutninger (artikel 2 i begge beslutninger). Det hedder i beslutningerne, som kun angaar EF-tilskuddene, at sagsoegeren er pligtig at tilbagebetale 15 978 619 PTE i sag nr. 881311 P1 og 18 592 730 PTE i sag nr. 880249 P3.

114 Da Kommissionen er enekompetent til at nedsaette ESF's tilskud (jf. ovenfor, praemis 73), kan der ikke vaere nogen modsigelse mellem indholdet af DAFSE's skrivelse af 2. februar 1990 - der attesterer den faktiske og regnskabsmaessige rigtighed af betalingsanmodningerne - og de omtvistede beslutninger med paalaeg om tilbagebetaling af en del af forskuddene som foelge af nedsaettelsen af tilskuddene. Det maa under alle omstaendigheder bemaerkes, at sagsoegeren, foer de omtvistede beslutninger blev truffet, fik lejlighed til at faa kendskab til de grunde, der retfaerdiggjorde de indtrufne aendringer efter den faktiske og regnskabsmaessige attestation fra DAFSE's side den 30. oktober 1989, og at disse grunde paa ny blev fremlagt i de omtvistede beslutninger.

115 Under hensyn til de ovenstaaende betragtninger maa det andet anbringende forkastes.

Tredje anbringende, magtfordrejning

Parternes argumenter

116 Ifoelge sagsoegeren er de to omtvistede beslutninger behaeftet med magtfordrejning, henset til de omstaendigheder, hvorunder de blev truffet.

117 Kommissionen har afvist, at der foreligger en magtfordrejning, der foelger af anvendelsen af et kriterium om »rimelig karakter« og om »sund oekonomisk forvaltning«. Sagsoegte henviser herved til sine bemaerkninger i forbindelse med foerste anbringendes tredje led.

Rettens bemaerkninger

118 Endvidere maa det paapeges, at en retsakt, saaledes som det fremgaar af Domstolens faste praksis (jf. Domstolens dom af 13.11.1990, sag C-331/88, Fedesa m.fl., Sml. I, s. 4023, praemis 24, og Rettens dom af 6.4.1995, sag T-143/89, Ferriere Nord mod Kommissionen, Sml. II, s. 917, praemis 68), kun er behaeftet med magtfordrejning, naar det paa grund af objektive, relevante og samstemmende indicier maa antages, at den er truffet udelukkende eller dog i det mindste overvejende for at forfoelge andre maal end dem, der er angivet, eller for at omgaa en fremgangsmaade, der saerligt er fastsat ved traktaten for at imoedegaa konkret foreliggende vanskeligheder.

119 Konkret har sagsoegeren blot henvist til de omstaendigheder, hvorunder de omtvistede beslutninger blev truffet, uden at praecisere de saerlige forhold, der skulle godtgoere magtfordrejning.

120 Saaledes som disse bemaerkninger foreligger til bedoemmelse, maa det tredje anbringende forkastes.

Fjerde anbringende, kraenkelse af sagsoegerens ret til kontradiktion

Parternes argumenter

121 Sagsoegeren har paatalt en kraenkelse af sin ret til kontradiktion, der fremkom dels ved anvendelsen uden varsel af kriteriet om »rimelig karakter« og »sund oekonomisk forvaltning«, dels ved det forhold, at sagsoegeren ikke blev hoert af Kommissionen, foer denne traf de omtvistede beslutninger.

122 Kommissionen har paapeget, at de to omtvistede beslutninger, saaledes som betragtningerne til dem angiver, hviler paa den af DAFSE foretagne attestation. Sagsoegte tilfoejer, at sagsoegeren fik meddelelse om denne attestation og dens grunde, og at sagsoegeren fik lejlighed til at fremsaette bemaerkninger hertil. Kommissionen udleder heraf, at sagsoegerens ret til kontradiktion fuldt ud er blevet overholdt. Den laegger navnlig vaegt paa, at sagsoegeren fik oplysning om en revision i oktober 1991, at den modtog en kopi af resultaterne af revisionen i januar 1994, at den kunne konsultere sagsakterne hos DAFSE, og at den kunne fremsaette bemaerkninger i to omgange i februar og maj 1994.

Rettens bemaerkninger

123 Ifoelge retspraksis skal retten til kontradiktion for en modtager af et tilskud fra ESF overholdes, naar Kommissionen nedsaetter tilskuddet (jf. herved dommen i sagen Kommissionen mod Lisrestal m.fl., der er naevnt ovenfor, praemis 21-38).

124 I saa henseende maa det for det foerste fastslaas, at det af sagsoegeren anfaegtede kriterium om »rimelig karakter« og »sund oekonomisk forvaltning« staar i forbindelse med overholdelsen af betingelserne i national ret og i faellesskabsretten, som sagsoegeren har tiltraadt ved formelt at acceptere betingelserne for ydelse af de to tilskud fra ESF inden vedtagelsen af de omtvistede beslutninger (jf. ovenfor, praemis 86, 87 og 88).

125 Hertil kommer, at kriteriet blev anvendt af DAFSE og Kommissionen efter afslutningen af undersoegelserne inden for rammerne af en kontrol, hvis resultater blev meddelt sagsoegeren, og i relation til hvilke sagsoegeren kunne fremsaette sine bemaerkninger.

126 Foelgelig er anvendelsen af kriteriet ikke af en saadan karakter, at sagsoegerens ret til kontradiktion kan vaere kraenket.

127 Hvad for det andet angaar sagsoegerens ret til at blive hoert af Kommissionen foer en beslutning om at nedsaette tilskuddet fra ESF maa det fremhaeves, at Retten i dommen af 6. december 1994 (sag T-450/93, Lisrestal m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1177, praemis 49) bemaerkede, uden paa dette punkt at blive korrigeret af Domstolen efter appel i den ovennaevnte sag, Kommissionen mod Lisrestal m.fl., at Kommissionen ikke kunne vedtage en beslutning om at nedsaette et tilskud fra ESF uden foerst at have givet modtageren mulighed for at goere sine synspunkter gaeldende vedroerende den paataenkte nedsaettelse af tilskuddet eller have sikret sig, at sagsoegeren havde haft lejlighed hertil.

128 Efter det oplyste forholder det sig saaledes i denne sag, at DAFSE holdt sagsoegeren underrettet om de foretagne forskellige undersoegelsesforanstaltninger og om deres resultater, hvorved DAFSE gav sagsoegeren lejlighed til at fremsaette sine bemaerkninger. Sagsoegeren blev saaledes informeret om det endelige resultat af DAFSE's undersoegelser ved skrivelse af 9. september 1994 og de vedlagte bilag, som DAFSE tilstillede sagsoegeren. Desuden fremsatte sagsoegeren, saaledes som det angives i de omtvistede beslutninger (femte betragtning til hver enkelt af dem), sine bemaerkninger vedroerende resultaterne af den kontrol, der blev foretaget af IGF paa DAFSE's anmodning (jf. ovenfor, praemis 14).

129 Under saadanne omstaendigheder maa Kommissionen antages gyldigt at have opfyldt sin pligt til at sikre sig, at sagsoegeren havde faaet mulighed for faktisk og retligt at goere sine synspunkter gaeldende, hvorved sagsoegerens ret til at blive hoert blev overholdt, inden der blev truffet en beslutning om at nedsaette tilskuddet fra ESF i sagsoegerens tilfaelde.

130 Det foelger af samtlige ovenstaaende betragtninger, at det fjerde anbringende skal forkastes.

131 Sagsoegte vil derfor i det hele vaere at frifinde.

Sagens omkostninger

132 Ifoelge procesreglementets artikel 87, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Sagsoegeren har tabt sagen og paalaegges derfor betale sagens omkostninger i overensstemmelse med Kommissionens paastand.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN

(Fjerde Afdeling)

1) Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber frifindes.

2) Sagsoegeren betaler sagens omkostninger.