Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 61997CJ0383

    Domstolens Dom (Første Afdeling) af 9. februar 1999.
    Straffesag mod Arnoldus van der Laan.
    Anmodning om præjudiciel afgørelse: Amtsgericht Nordhorn - Tyskland.
    Mærkning og præsentation af levnedsmidler - EF-traktatens artikel 30 og direktiv 79/112/EØF - Hollandsk, formpresset skinke af bovstykker.
    Sag C-383/97.

    Samling af Afgørelser 1999 I-00731

    ECLI identifier: ECLI:EU:C:1999:64

    61997J0383

    Domstolens Dom (Første Afdeling) af 9. februar 1999. - Straffesag mod Arnoldus van der Laan. - Anmodning om præjudiciel afgørelse: Amtsgericht Nordhorn - Tyskland. - Mærkning og præsentation af levnedsmidler - EF-traktatens artikel 30 og direktiv 79/112/EØF - Hollandsk, formpresset skinke af bovstykker. - Sag C-383/97.

    Samling af Afgørelser 1999 side I-00731


    Sammendrag
    Dommens præmisser
    Afgørelse om sagsomkostninger
    Afgørelse

    Nøgleord


    1 Frie varebevaegelser - kvantitative restriktioner - foranstaltninger med tilsvarende virkning -forbud mod markedsfoering af levnedsmidler begrundet i hensynet til forbrugerbeskyttelse - graenser - anvendelse af en maerkning i overensstemmelse med direktiv 79/112 giver tilstraekkelig beskyttelse

    (EF-traktaten, art. 30; Raadets direktiv 79/112)

    2 Tilnaermelse af lovgivningerne - maerkning af og praesentationsmaader for levnedsmidler - direktiv 79/112 - krav om, at varebetegnelse og ingrediensliste fremgaar af maerkningen

    [Raadets direktiv 79/112, art. 2, art. 3, stk. 1, art. 5, stk. 1, art. 6, stk. 5, litra a)]

    Sammendrag


    1 Traktatens artikel 30 er til hinder for nationale bestemmelser, der af forbrugerbeskyttelseshensyn forbyder markedsfoering af foedevarer, der lovligt er fremstillet og markedsfoert i en anden medlemsstat, naar forbrugerbeskyttelsen er sikret gennem en maerkning i overensstemmelse med bestemmelserne i direktiv 79/112 om tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om maerkning af og praesentationsmaader for levnedsmidler bestemt til den endelige forbruger samt om reklame for saadanne levnedsmidler, navnlig bestemmelserne om maerkning af produkter og ingrediensliste.

    2 Artikel 3, stk. 1, i direktiv 79/112 om tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om maerkning af og praesentationsmaader for levnedsmidler bestemt til den endelige forbruger samt om reklame for saadanne levnedsmidler bestemmer, at varebetegnelse og ingrediensliste er obligatoriske oplysninger, som skal fremgaa af levnedsmidlets maerkning. En varebetegnelse, der ikke giver koeberen i den medlemsstat, hvor produktet markedsfoeres, mulighed for at erkende produktets egentlige art, er i strid med artikel 2 og artikel 5, stk. 1, i direktiv 79/112.

    Saafremt maengden af tilsat vand udgoer mere end 5 vaegtprocent af faerdigvaren, foreligger der en tilsidesaettelse af artikel 3, stk. 1, sammenholdt med artikel 6, stk. 5, litra a), i direktiv 79/112, saafremt »vand« ikke er anfoert paa ingredienslisten.

    Dommens præmisser


    1 Ved kendelse af 30. oktober 1997, indgaaet til Domstolen den 10. november 1997, har Amtsgericht Nordhorn i henhold til EF-traktatens artikel 177 forelagt et praejudicielt spoergsmaal vedroerende fortolkningen af EF-traktatens artikel 30 ff.

    2 Spoergsmaalet er blevet rejst under en straffesag mod Arnoldus van der Laan, der er tiltalt for overtraedelse af § 17, stk. 1, nr. 2, litra b), og § 17, stk. 1, nr. 5, i Lebensmittel- und Bedarfsgegenstaendegesetz (tysk lov om levnedsmidler og forbrugsgenstande, herefter »LMBG«) i anledning af forhandling i Tyskland af forskellige koedprodukter.

    Tysk lovgivning

    3 Ifoelge LMBG's § 17, stk. 1, nr. 2, litra b), er det forbudt »... erhvervsmaessigt at markedsfoere ... levnedsmidler, hvis beskaffenhed afviger fra handelssaedvane, hvorved deres vaerdi i ikke uvaesentlig grad er forringet, herunder saerligt i henseende til naerings- eller nydelsesvaerdi eller deres anvendelighed ... uden tilstraekkelig maerkning«.

    4 Det er endvidere ifoelge LMBG's § 17, stk. 1, nr. 5, forbudt »erhvervsmaessigt at markedsfoere levnedsmidler under vildledende betegnelse, angivelse eller udformning«.

    5 Ifoelge § 33 i LMBG er Deutsches Lebensmittelbuch en samling af retningslinjer, i hvilke levnedsmidlers fremstilling, egenskaber og oevrige kendetegn, der har betydning for, i hvilket omfang levnedsmidler er egnet til salg, bliver beskrevet.

    6 § 47a, stk. 1, i LMBG bestemmer:

    »Produkter, der er omfattet af denne lov, er undtaget fra § 47, stk. 1, foerste led, naar de retmaessigt bliver fremstillet og retmaessigt markedsfoeres i en anden af De Europaeiske Faellesskabers medlemsstater eller i en anden deltagerstat i aftalen om Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade, eller saafremt de har oprindelse i et tredjeland og retmaessigt er bragt i omsaetning i en anden af De Europaeiske Faellesskabers medlemsstater eller i en anden deltagerstat i aftalen om Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade, og er indfoert hertil og markedsfoeres her, selv om de ikke opfylder de i Forbundsrepublikken Tyskland gaeldende levnedsmiddelretlige forskrifter. Foerste led gaelder ikke for produkter, der

    1. ikke er omfattet af forbuddene i § 8, § 24 eller § 30, eller

    2. ikke er omfattet af andre retsregler til beskyttelse af sundheden, medmindre forbundsministeren ikke i medfoer af stk. 2 har offentliggjort en generel beslutning om produktets handelsegnethed i Bundesanzeiger.«

    7 Saafremt saadanne levnedsmidler afviger fra reglerne i LMBG, skal afvigelserne i medfoer af § 47a, stk. 4, i LMBG maerkes paa relevant maade, i det omfang det er paakraevet af hensyn til forbrugerbeskyttelse.

    Tvisten i hovedsagen

    8 Koedprodukterne »Lupack«, »Bristol« og »Benti« fremstilles og markedsfoeres lovligt i Nederlandene af det nederlandske selskab Van der Laan, Almelo, og forhandles i Tyskland af Bentheimer Fleischwarenvertriebs GmbH. Produkterne markedsfoeres med foelgende maerkning:

    »Lupack:

    Hollandsk formpresset bovskinke, sammensat af stykker af bov, uden spaek eller svaer. Indeholder 75% svinekoed.

    Ingredienser: svinekoed, vand, salt, sukker, stabilisator E 450(a), antioxidant E 301, konserveringsmiddel E 250.

    Bristol:

    Koedprodukt: hollandsk bovskinke uden spaek eller svaer.

    Ingredienser: svinekoed, salt, sukker, stabilisator E 450(a), antioxidant E 301, konserveringsmiddel E 250.

    Benti:

    Hollandsk formpresset bovskinke, sammensat af stykker af bov, uden spaek eller svaer. Indeholder 70% svinekoed.

    Ingredienser: svinekoed, vand, salt, sukker, stabilisator E 450(a), antioxidant E 301, konserveringsmiddel E 250.«

    9 Ved afgoerelse af 13. september 1994 paalagde Landkreis Grafschaft Bentheim Arnoldus van der Laan som direktoer i selskabet Van der Laan en administrativ boede paa 7 500 DEM bl.a. for overtraedelse af § 17, stk. 1, nr. 2, litra b), og § 17, stk. 1, nr. 5, i LMBG. Staatsanwaltschaft Osnabrueck begaerede efterfoelgende sagen fortsat som indenretlig straffesag.

    10 Landkreis Grafschaft Bentheim og Staatsanwaltschaft Osnabrueck har under denne sag for det foerste gjort gaeldende, at produktet »Bristol« ikke er en naturlig bov, men en formpresset, kogt, saltet koedvare, der ifoelge punkt 2.19-2.3411 ff. i retningslinjerne for koed og koedprodukter i Deutsches Lebensmittelbuch skulle have vaeret maerket som »formpresset bov sammensat af bovstykker«.

    11 De goer for det andet gaeldende, at Lupack og Benti ifoelge indholdsangivelserne kun indeholder henholdsvis 75% og 70% svinekoed. Det er imidlertid almindelig kutyme, at en kogt, saltet vare indeholder 100% svinekoed. De omtvistede produkter afviger foelgelig fra handelssaedvane i en saadan grad, at en maerkning i henhold til LMBG's § 17, stk. 1, nr. 2, litra b), herefter ikke er mulig.

    12 For det tredje er det konstateret, at Bristol har et indhold af tilsat vand paa mellem 3,7% og 18% og Lupack paa mellem 8,7% og 10,6%, hvilket ikke er tilladt i saltede koedvarer.

    13 For det fjerde goeres det gaeldende, at indholdet af muskulaert koedprotein ligger paa mellem 87,9% og 88,1% for Bristol's vedkommende og paa 87,9% for Benti's vedkommende, hvilket er langt mindre end de 90%, der er anfoert i Deutsches Lebensmittelbuch.

    14 De goer endelig gaeldende, at uanset Deutsches Lebensmittelbuch kraever et proteinindhold i den fedtfrie del paa mindst 19%, ligger indholdet i de undersoegte proever paa mellem 15% og 18,2% for Bristol's vedkommende og paa mellem 16,6% og 17,2% for Lupack's vedkommende. Der er saaledes tale om en ikke ubetydelig afvigelse fra mindstekravet.

    15 Da den forelaeggende ret var i tvivl om, hvorvidt den anfoerte fortolkning og anvendelse af § 17 i LMBG, sammenholdt med retningslinjerne i Deutsches Lebensmittelbuch, var i strid med traktatens artikel 30 ff., har den besluttet at udsaette sagen og forelaegge Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

    »Er § 17, stk. 1, nr. 2, litra b), henholdsvis § 17, stk. 1, nr. 5, i Lebensmittel- und Bedarfsgegenstaendegesetz, jf. punkt 2.19/2.3411 ff. i de vejledende retningslinjer for koed og koedprodukter, som er indeholdt i den tyske Lebensmittelbuch, saaledes som disse forskrifter anvendes i den foreliggende sag af Landkreis Grafschaft Bentheim og Staatsanwaltschaft Osnabrueck, i strid med EF-traktatens artikel 30 ff., dvs. med det heri indeholdte diskriminationsforbud?«

    Det praejudicielle spoergsmaal

    16 Med det praejudicielle spoergsmaal oensker den forelaeggende ret naermere bestemt oplyst, om traktatens artikel 30 er til hinder for nationale bestemmelser, der forbyder markedsfoering af denne art produkter af hensyn til forbrugerbeskyttelse.

    17 Det bemaerkes for det foerste, at i medfoer af traktatens artikel 30 er kvantitative indfoerselsrestriktioner saavel som alle foranstaltninger med tilsvarende virkning forbudt mellem medlemsstaterne.

    18 Ifoelge fast retspraksis maa enhver bestemmelse for handelen, som direkte eller indirekte, aktuelt eller potentielt, kan hindre samhandelen i Faellesskabet, betragtes som en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ restriktion (dom af 11.7.1974, sag 8/74, Dassonville, Sml. s. 837, praemis 5).

    19 Det bemaerkes endvidere, at i henhold til afgoerelsen i Cassis de Dijon-sagen (dom af 20.2.1979, sag 120/78, Rewe-Zentral, Sml. s. 649) forstaas ved foranstaltninger med tilsvarende virkning, der er forbudt i henhold til artikel 30, saadanne hindringer for de frie varebevaegelser, der i mangel af en harmonisering af lovgivningerne foelger af, at der paa varer fra andre medlemsstater, hvor de er lovligt fremstillet og bragt i omsaetning, anvendes regler om, hvilke betingelser saadanne varer skal opfylde (f.eks. med hensyn til benaevnelse, form, dimensioner, vaegt, sammensaetning, praesentation, maerkning og emballage), og det uanset om saadanne regler anvendes uden forskel paa alle varer, naar en saadan anvendelse ikke kan begrundes ud fra et alment hensyn, der gaar forud for hensynene til de frie varebevaegelser (dom af 24.11.1993, forenede sager C-267/91 og C-268/91, Keck og Michouard, Sml. I, s. 6097, praemis 15, og af 26.6.1997, sag C-368/95, Familiapress, Sml. I, s. 3689, praemis 8).

    20 Det er ubestridt, at faellesskabsretten ikke indeholder harmoniserede regler om fremstilling eller markedsfoering af produkter fremstillet af bov som dem, hovedsagen angaar. Det fremgaar i oevrigt af oplysningerne i sagen, at produkterne lovligt fremstilles og markedsfoeres i Nederlandene.

    21 Forbuddet mod markedsfoering i Tyskland kan derfor kun anses for lovligt, saafremt det er begrundet ud fra et alment hensyn.

    22 Det er ubestridt, at det omhandlede forbud ikke er begrundet ud fra hensyn til den offentlige sundhed.

    23 Landkreis Grafschaft Bentheim og Staatsanwaltschaft Osnabrueck har derimod henvist til forbrugerbeskyttelseshensynet, som § 17 i LMBG skal varetage.

    24 Det bemaerkes hertil, at hensynet til forbrugerbeskyttelsen kan sikres ved midler, der ikke hindrer indfoerslen af produkter, der lovligt er fremstillet og markedsfoert i andre medlemsstater, bl.a. ved anbringelse af en passende etiket, der angiver det solgte produkts egenskaber (dom af 13.11.1990, sag C-269/89, Bonfait, Sml. I, s. 4169, praemis 15).

    25 Maerkning af levnedsmidler er reguleret i Raadets direktiv 79/112/EOEF af 18. december 1978 om tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om maerkning af og praesentationsmaader for levnedsmidler bestemt til den endelige forbruger samt om reklame for saadanne levnedsmidler (EFT 1979 L 33, s. 1, herefter »direktivet«). Paa tidspunktet for de faktiske omstaendigheder i hovedsagen fandt direktivet anvendelse som senest aendret ved Kommissionens direktiv 91/72/EOEF af 16. januar 1991 (EFT L 42, s. 27).

    26 Direktivet bestemmer i artikel 2:

    »1. Maerkningen og dennes naermere udformning maa ikke:

    a) vaere af en saadan art, at den vildleder koeberen, isaer:

    i) med hensyn til levnedsmidlets beskaffenhed, og isaer dets art, identitet, egenskaber, sammensaetning, maengde, holdbarhed, oprindelsessted eller det sted, hvor levnedsmidlet kommer fra, fremstillings- eller frembringelsesmaade ...«.

    27 Det bestemmes i artikel 3:

    »1. Maerkning af levnedsmidler skal paa de betingelser og med forbehold af de undtagelser, der er fastsat i artikel 4-14, kun omfatte foelgende obligatoriske oplysninger:

    1) varebetegnelse

    2) ingrediensliste ...«

    28 Artikel 5, stk. 1, har foelgende ordlyd:

    »Et levnedsmiddels varebetegnelse er den betegnelse, der er anvendt i de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser, som gaelder for dette, eller dersom en saadan betegnelse ikke er fastsat, det navn, der har vundet haevd i den medlemsstat, hvor salg til den endelige forbruger finder sted, eller en beskrivelse af levnedsmidlet og om noedvendigt af dets brug, der skal vaere saa noejagtig, at koeberen oplyses om dets egentlige art og kan skelne det fra andre tilsvarende levnedsmidler, som det ville kunne forveksles med.«

    29 Artikel 6, stk. 5, indeholder foelgende bestemmelse:

    »a) Ingredienslisten bestaar i en opregning af samtlige ingredienser i levnedsmidlet efter aftagende vaegt henfoert til fremstillingstidspunktet. Den indledes af en passende angivelse, hvori indgaar ordet 'ingredienser'.

    Dog:

    - skal tilsat vand og flygtige ingredienser anfoeres i lister efter deres vaegt i faerdigvaren; den maengde vand, der er tilsat som ingrediens i et levnedsmiddel, bestemmes ved fra faerdigvarens samlede nettoindhold at fradrage den samlede maengde af de oevrige anvendte ingredienser. Man kan undlade at tage denne maengde i betragtning, saafremt den ikke overstiger 5 vaegtprocent af faerdigvaren ...«

    30 Artikel 15 bestemmer endelig:

    »1. Medlemsstaterne kan ikke ved anvendelse af ikke-harmoniserede nationale bestemmelser, som opstiller regler for maerkning af og praesentationsmaade for bestemte levnedsmidler eller levnedsmidler i almindelighed, forbyde handel med levnedsmidler, som er i overensstemmelse med de regler, der er fastsat i dette direktiv.

    2. Stk. 1 finder ikke anvendelse paa ikke-harmoniserede nationale bestemmelser, der er begrundet i hensyn til:

    - beskyttelse af den offentlige sundhed

    - bekaempelse af bedrageri, under forudsaetning af at disse bestemmelser ikke vil kunne haemme anvendelsen af de definitioner og regler, der er fastsat i dette direktiv

    - beskyttelse af industriel og kommerciel ejendomsret samt angivelse af det sted, varen kommer fra, oprindelsesbetegnelse og bekaempelse af illoyal konkurrence.«

    Produktbetegnelserne

    31 For saa vidt angaar de enkelte forhold, A. van der Laan er tiltalt for, bemaerkes for det foerste, at betegnelsen paa produktet Bristol: »Koedprodukt: hollandsk bovskinke uden spaek eller svaer« muligvis ikke er saa noejagtig, at koeberen oplyses om dets egentlige art, som kraevet ifoelge direktivets artikel 5, stk. 1.

    32 Som generaladvokaten har anfoert i punkt 39-42 i sit forslag til afgoerelse kan denne betegnelse nemlig give indtryk af, at det drejer sig om et naturligt formet produkt af bov i ét stykke, selv om der i realiteten er tale om formpresset bov, der er sammensat af forskellige stykker af bov.

    33 Saafremt den forelaeggende ret maatte fastslaa, at disse to produkter er af forskellig art, og at det ikke paa grundlag af betegnelsen paa produktet Bristol er muligt at skelne det fra et produkt, der bestaar af bov i ét stykke, er betegnelsen ikke i overensstemmelse med direktivets artikel 5, stk. 1, og er egnet til at vildlede forbrugeren i direktivets artikel 2's forstand.

    Ingredienserne

    34 For saa vidt angaar ingredienserne i de tre omtvistede produkter, nemlig deres indhold af svinekoed og vand, bemaerkes, at etiketterne paa produkterne Lupack og Benti paa den ene side giver forbrugeren en praecis oplysning om indholdet af koed, og paa den anden side lader denne erkende, at vandindholdet ligger paa mellem 5% og 25% af vaegten i det endelige produkt for Lupack's vedkommende og paa mellem 5% og 30% for Benti's vedkommende.

    35 En saadan maerkning opfylder kravene i direktivets artikel 3, stk. 1, og artikel 6, stk. 5, litra a).

    36 Derimod er den omstaendighed, at vand ikke er naevnt blandt ingredienserne i produktet Bristol, i strid med disse bestemmelser, saafremt vandindholdet overstiger 5 vaegtprocent af faerdigvaren.

    37 Det bemaerkes endvidere, at en medlemsstat ikke gyldigt kan goere gaeldende, at en ingrediensliste, der er i overensstemmelse med direktivets artikel 3, desuagtet maa anses for vildledende i direktivets artikel 15, stk. 2's forstand, saaledes at det kan begrunde anvendelsen af ikke-harmoniserede nationale bestemmelser.

    38 Som generaladvokaten har anfoert i punkt 62-66 i sit forslag til afgoerelse vil anvendelsen af saadanne bestemmelser under disse omstaendigheder kunne haemme anvendelsen af de definitioner og regler, der er fastsat i direktivet. Der ville endvidere vaere tale om en ubegrundet hindring for varernes frie bevaegelighed.

    Proteinindholdet

    39 For saa vidt angaar proteinindholdet i den fedtfrie del i Bristol og Benti og proteinindholdet i det muskulaere koed i Bristol og Lupack har Kommissionen med rette bemaerket, at der herved er tale om egenskaber ved produkterne, der ikke angaar ingredienserne, men snarere kvaliteten. Direktivet kraever ikke, at dette indhold skal fremgaa af maerkningen.

    40 Det skal imidlertid undersoeges, om produktmaerkningen i denne henseende maa antages at vaere vildledende for forbrugeren i direktivets artikel 2's forstand.

    41 Det bemaerkes, som anfoert af generaladvokaten i punkt 75 i forslaget til afgoerelse, at selv om de tyske forbrugere havde forventninger til proteinindholdet i den fedtfrie del af produktet eller i det muskulaere koed, ville der aldrig vaere tale om en saa praecis forventning, at en forbruger ville kunne foele sig vildledt, naar henses til forskellene mellem de faktisk konstaterede indhold paa henholdsvis 15% og 87,9% og de satser paa henholdsvis 19% og 90%, der angiveligt fremgaar af Deutsches Lebensmittelbuch.

    42 Det foelger heraf, at forbuddet mod markedsfoering af produkter, hvis proteinindhold i den fedtfrie del eller i det muskulaere koed afviger i et saadant omfang fra de vaerdier, der er fastsat i nationale bestemmelser, ikke kan begrundes med forbrugerbeskyttelseshensyn.

    43 Det forelagte spoergsmaal skal derfor besvares med, at traktatens artikel 30 er til hinder for nationale bestemmelser, der af forbrugerbeskyttelseshensyn forbyder markedsfoering af foedevarer, der lovligt er fremstillet og markedsfoert i en anden medlemsstat, naar forbrugerbeskyttelsen er sikret gennem en maerkning i overensstemmelse med bestemmelserne i direktiv 79/112, navnlig bestemmelserne om maerkning af produkter og ingrediensliste. En varebetegnelse, der ikke giver koeberen i den medlemsstat, hvor produktet markedsfoeres, mulighed for at erkende produktets egentlige art, er i strid med artikel 2 og artikel 5, stk. 1, i direktiv 79/112. Saafremt maengden af tilsat vand udgoer mere end 5 vaegtprocent af faerdigvaren, foreligger der en tilsidesaettelse af artikel 3, stk. 1, sammenholdt med artikel 6, stk. 5, litra a), i direktiv 79/112, saafremt »vand« ikke er anfoert paa ingredienslisten.

    Sagens omkostninger

    Afgørelse om sagsomkostninger


    44 De omkostninger, der er afholdt af den graeske regering og af Kommissionen, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke godtgoeres. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

    Afgørelse


    Paa grundlag af disse praemisser

    kender

    DOMSTOLEN

    (Foerste Afdeling)

    vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af Amtsgericht Nordhorn ved kendelse af 30. oktober 1997, for ret:

    EF-traktatens artikel 30 er til hinder for nationale bestemmelser, der af forbrugerbeskyttelseshensyn forbyder markedsfoering af foedevarer, der lovligt er fremstillet og markedsfoert i en anden medlemsstat, naar forbrugerbeskyttelsen er sikret gennem en maerkning i overensstemmelse med bestemmelserne i Raadets direktiv 79/112/EOEF af 18. december 1978 om tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om maerkning af og praesentationsmaader for levnedsmidler bestemt til den endelige forbruger samt om reklame for saadanne levnedsmidler, navnlig bestemmelserne om maerkning af produkter og ingrediensliste.

    En varebetegnelse, der ikke giver koeberen i den medlemsstat, hvor produktet markedsfoeres, mulighed for at erkende produktets egentlige art, er i strid med artikel 2 og artikel 5, stk. 1, i direktiv 79/112.

    Saafremt maengden af tilsat vand udgoer mere end 5 vaegtprocent af faerdigvaren, foreligger der en tilsidesaettelse af artikel 3, stk. 1, sammenholdt med artikel 6, stk. 5, litra a), i direktiv 79/112, saafremt »vand« ikke er anfoert paa ingredienslisten.

    Top