61997J0321

1 Praejudicielle spoergsmaal - Domstolens kompetence - graenser - fortolkning af aftalen om oprettelse af Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade i relation til anvendelsen heraf i de stater, der er medlemmer af Den Europaeiske Frihandelssammenslutning - ikke omfattet

(EF-traktaten, art. 177 (nu art. 234 EF); EOES-aftalen)

2 Socialpolitik - tilnaermelse af lovgivningerne - beskyttelse af arbejdstagerne i tilfaelde af arbejdsgiverens insolvens - direktiv 80/987 - utilstraekkelig gennemfoerelse i en ny medlemsstat paa datoen for dens tiltraedelse - mulighed for at paaberaabe sig direktivet eller for et erstatningsansvar for staten paa grundlag af begivenheder indtruffet foer tiltraedelsen - foreligger ikke

(Raadets direktiv 80/987)

1 Domstolen har ganske vist principielt kompetence til praejudicielt at afgoere spoergsmaal vedroerende fortolkningen af aftalen om oprettelse af Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade (EOES), saafremt der rejses et saadant spoergsmaal ved en ret i en medlemsstat, men eftersom bestemmelserne i den paagaeldende aftale fra tidspunktet for dens ikrafttraedelse udgoer en integrerende del af faellesskabsretten, gaelder den naevnte kompetence kun for saa vidt angaar Faellesskabet, hvorfor Domstolen ikke har kompetence til at tage stilling til fortolkningen af EOES-aftalen i relation til anvendelsen heraf i de stater, der er medlemmer af Den Europaeiske Frihandelssammenslutning (EFTA).

Det forhold, at den paagaeldende EFTA-stat senere er blevet medlem af Den Europaeiske Union, saaledes at spoergsmaalet hidroerer fra en ret i en af medlemsstaterne, kan ikke medfoere, at Domstolen faar kompetence til at fortolke EOES-aftalen for saa vidt angaar dennes anvendelse paa situationer, som ikke henhoerer under Faellesskabets retsorden. Mens Domstolen saaledes har kompetence til at fortolke faellesskabsretten, som EOES-aftalen er en integrerende del af, for saa vidt angaar dens anvendelse i de nye medlemsstater fra datoen for deres tiltraedelse, er den ikke kompetent til at tage direkte stilling til EOES-aftalens virkninger i disse staters nationale retsorden i perioden forud for tiltraedelsen.

2 Faellesskabsretten indebaerer ikke, at private, efter at en EFTA-stat er tiltraadt Den Europaeiske Union - paa hvilket tidspunkt direktiv 80/987 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfaelde af arbejdsgiverens insolvens i medfoer af faellesskabsretten skulle vaere gennemfoert i den paagaeldende stat - for denne nye medlemsstats nationale domstole kan paaberaabe sig rettigheder, som de stoetter direkte paa det naevnte direktiv, eller at staten kan ifalde erstatningsansvar for tab, som de har lidt som foelge af, at direktivet ikke er gennemfoert korrekt, naar de begivenheder, der er en betingelse for udloesning af den i direktivet foreskrevne garanti, er indtruffet foer tiltraedelsen.

1 Ved kendelse af 15. september 1997, indgaaet til Domstolens Justitskontor den 17. september 1997, har Stockholms tingsraett i medfoer af EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) forelagt tre praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af artikel 6 i aftalen om Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade, undertegnet den 2. maj 1992 og godkendt ved Raadets og Kommissionens afgoerelse 94/1/EKSF, EF af 13. december 1993 om indgaaelse af aftalen om Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade mellem De Europaeiske Faellesskaber, deres medlemsstater og Republikken Finland, Republikken Island, Fyrstendoemmet Liechtenstein, Kongeriget Norge, Det Schweiziske Edsforbund, Kongeriget Sverige og Republikken OEstrig (EFT 1994 L 1, s. 1, herefter »EOES-aftalen«), og af Raadets direktiv 80/987/EOEF af 20. oktober 1980 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfaelde af arbejdsgiverens insolvens (EFT L 283, s. 23).

2 Spoergsmaalene er rejst under en sag, der er anlagt af Ulla-Brith Andersson og Susanne Waakeraas-Andersson mod den svenske stat med henblik paa at faa fastslaaet et erstatningsansvar for staten som foelge af, at denne ikke paa korrekt vis har gennemfoert direktiv 80/987, hvortil der henvises i punkt 24 i bilag XVIII til EOES-aftalen.

Relevante retsregler

3 Ifoelge EOES-aftalens artikel 2, litra b), forstaas i aftalen ved »'EFTA-staterne', de kontraherende parter, som er medlemmer af Den Europaeiske Frihandelssammenslutning«.

4 EOES-aftalens artikel 6 bestemmer foelgende:

»Med forbehold af fremtidig udvikling i retspraksis fortolkes bestemmelserne i denne aftale i det omfang, de indholdsmaessigt er identiske med tilsvarende regler i traktaten om oprettelse af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab og traktaten om oprettelse af Det Europaeiske Kul- og Staalfaellesskab samt retsakter udstedt i medfoer af disse to traktater, ved deres gennemfoerelse og anvendelse i overensstemmelse med de relevante afgoerelser, der er truffet af De Europaeiske Faellesskabers Domstol forud for tidspunktet for undertegnelsen af denne aftale.«

5 I EOES-aftalens artikel 7 hedder det:

»Retsakter, der er omhandlet eller indeholdt i bilagene til denne aftale eller i afgoerelser truffet af Det Blandede EOES-Udvalg, er bindende for de kontraherende parter og udgoer eller skal goeres til en del af deres interne retsorden paa foelgende maader:

...

b) en retsakt svarende til et EOEF-direktiv overlader det til de kontraherende parters myndigheder at bestemme form og midler for gennemfoerelsen.«

6 EOES-aftalens protokol 34 om den mulighed, som EFTA-staternes domstole har for at anmode De Europaeiske Faellesskabers Domstol om at traeffe afgoerelse om fortolkningen af EOES-regler, der svarer til faellesskabsregler (EFT 1994 L 1, s. 204, herefter »protokol 34«), bestemmer foelgende:

»Artikel 1

Naar der opstaar et spoergsmaal om fortolkningen af bestemmelser i aftalen, som indholdsmaessigt er identiske med bestemmelserne i traktaterne om oprettelse af De Europaeiske Faellesskaber, som aendret eller suppleret, eller i retsakter udstedt i medfoer heraf, i en sag indbragt for en domstol i en EFTA-stat, kan denne domstol, saafremt den skoenner det noedvendigt, anmode De Europaeiske Faellesskabers Domstol om at traeffe afgoerelse om et saadant spoergsmaal.

Artikel 2

En EFTA-stat, som agter at goere brug af denne protokol, meddeler depositaren og De Europaeiske Faellesskabers Domstol, i hvilket omfang og efter hvilke retningslinjer protokollen finder anvendelse paa dens domstole.«

7 I EOES-aftalens artikel 108, stk. 2, foerste afsnit, hedder det: »EFTA-staterne opretter en domstol (EFTA-Domstolen).«

8 I artikel 34 i aftalen mellem EFTA-staterne om oprettelse af en tilsynsmyndighed og en domstol (EFT 1994 L 344, s. 1, herefter »EFTA-tilsynsaftalen«), indgaaet den 2. maj 1992, fastslaas det:

»EFTA-Domstolen har kompetence til at afgive raadgivende udtalelser om fortolkningen af EOES-aftalen.

Saafremt et saadant spoergsmaal rejses ved en ret i en af EFTA-staterne, kan denne ret, hvis den skoenner, at det er noedvendigt, foer den afsiger sin dom, anmode EFTA-Domstolen om at afgive en saadan udtalelse.

...«

9 I henhold til Agreement on transitional Arrangements for a period after the Accession of certain EFTA States to the European Union, indgaaet den 28. september 1994 mellem EFTA-staterne, kan de nationale domstole i EFTA-stater, der tiltraeder Den Europaeiske Union, i sager vedroerende faktiske omstaendigheder, som er indtruffet forud for tiltraedelsen, ogsaa efter tiltraedelsen anmode EFTA-Domstolen om at udtale sig om fortolkningen af EOES-aftalen. Det fremgaar af den paagaeldende aftales artikel 5, at EFTA-Domstolen - i sin sammensaetning forud for tiltraedelsen - fortsat var kompetent for saa vidt angaar anmodninger indgivet senest den 31. marts 1995.

10 Direktiv 80/987, som foreskriver et system til beskyttelse af arbejdstagerne i tilfaelde af arbejdsgiverens insolvens, bestemmer foelgende i artikel 1, stk. 1 og 2:

»1. Dette direktiv finder anvendelse paa krav, som arbejdstagere i medfoer af en arbejdsaftale eller et ansaettelsesforhold har erhvervet i forhold til arbejdsgivere, der er insolvente i henhold til artikel 2, stk. 1.

2. Medlemsstaterne kan undtagelsesvis fra dette direktivs anvendelsesomraade udelukke krav fra visse kategorier af arbejdstagere, fordi arbejdstagernes arbejdsaftale eller ansaettelsesforhold er af en saerlig karakter, eller fordi der findes andre former for garanti, som sikrer arbejdstagerne en beskyttelse svarende til den, der fremgaar af dette direktiv.

Fortegnelsen over de i foerste afsnit omhandlede kategorier af arbejdstagere er indeholdt i bilaget.«

11 I bilag XVIII, punkt 24, henvises der til direktiv 80/987. Det anfoeres i det paagaeldende punkt, at bilaget til direktivet i forbindelse med EOES-aftalen tilpasses, saaledes at det for Kongeriget Sveriges vedkommende bl.a. ikke omfatter »en ansat eller de efterladte til en ansat, som selv eller sammen med sin naermeste familie ejede en vaesentlig del af arbejdsgiverens virksomhed eller bedrift, og som havde en betydelig indflydelse paa virksomhedens aktiviteter«.

12 Det hedder i artikel 168 i akten vedroerende vilkaarene for Republikken OEstrigs, Republikken Finlands og Kongeriget Sveriges tiltraedelse og tilpasningerne af de traktater, der danner grundlag for Den Europaeiske Union (EFT 1994 C 241, s. 21, og EFT 1995 L 1, s. 1, herefter »tiltraedelsesakten«):

»Medmindre der i listen i bilag XIX eller i andre af denne akts bestemmelser er fastsat en frist herfor, ivaerksaetter de nye medlemsstater de forholdsregler, der er noedvendige for fra tiltraedelsen at overholde bestemmelserne i direktiver ... efter EF-traktatens artikel 189.«

13 Ifoelge § 7 i loenegarantilagen (1992:497) sker der udbetaling i henhold til loengarantien for fordringer paa loen eller andet vederlag, som er privilegerede i henhold til § 12 i foermaansraettslagen (1970:979) (lov om privilegerede fordringer). § 12, sidste stykke, i sidstnaevnte lov - i den affattelse, der var gaeldende paa det for hovedsagen relevante tidspunkt - fastslaar imidlertid, at loenkrav for arbejdstagere, som selv eller sammen med naerstaaende senere end seks maaneder foer konkursbegaeringen har ejet mindst en femtedel af virksomheden, ikke er privilegerede. Det samme gaelder, naar andelen har vaeret ejet af en af arbejdstagerens naerstaaende.

14 Den forelaeggende ret har i denne forbindelse understreget, at naerstaaendes ejerskab medfoerer, at en arbejdstager mister retten til daekning i henhold til loengarantien, selv om arbejdstageren ikke selv ejer nogen andel af virksomheden.

15 En lovaendring med henblik paa at opnaa en bedre overensstemmelse mellem de svenske regler om beskyttelse af loenkrav ved konkurs og bestemmelserne i direktiv 80/987 er traadt i kraft den 1. juni 1997.

Hovedsagen

16 Ulla-Brith Andersson og Susanne Waakeraas-Andersson var ansat i Aktiebolaget Kinna Installationsbyraa, da selskabet den 17. november 1994 blev erklaeret konkurs. Den eneste selskabsdeltager og det eneste bestyrelsesmedlem var Ulla-Brith Andersson's soen og Susanne Waakeraas-Andersson's aegtefaelle, Per-Arne Andersson.

17 Kurator afviste under henvisning til § 7 i loenegarantilagen og § 12, sidste stykke, i foermaansraettslagen en begaering fra sagsoegerne i hovedsagen om daekning i henhold til loengarantien, fordi de var naerstaaende til Per-Arne Andersson.

18 Sagsoegerne anlagde derefter sag mod den svenske stat ved Stockholms tingsraett med paastand om betaling af en erstatning paa henholdsvis 60 152 SEK og 32 732 SEK tillige med morarenter i henhold til loven.

19 De har under sagen gjort gaeldende, at den svenske stat i overensstemmelse med de retlige principper, som Domstolen har anerkendt i bl.a. dommen af 19. november 1991 i sagen Francovich m.fl. (forenede sager C-6/90 og C-9/90, Sml. I, s. 5357), som finder anvendelse inden for rammerne af EOES-aftalen i medfoer af dennes artikel 6, boer tilpligtes at betale erstatning for den skade, de har lidt som foelge af, at direktiv 80/987 ikke er blevet gennemfoert korrekt.

20 Den svenske stat har heroverfor gjort gaeldende, at Kongeriget Sverige ikke forud for landets tiltraedelse af Den Europaeiske Union havde nogen pligt til at drage omsorg for, at svensk ret var i overensstemmelse med faellesskabsretten, som kunne danne grundlag for erstatningskrav og paaberaabes for de svenske domstole. Heller ikke Kongeriget Sveriges forpligtelser i henhold til EOES-aftalen, som er af folkeretlig karakter, kan foere til et erstatningsansvar for staten over for private.

21 Den nationale ret har i forelaeggelsesbeslutningen bemaerket, at hvis de svenske regler om loengaranti havde vaeret i overensstemmelse med direktiv 80/987 og EOES-aftalens bilag XVIII, punkt 24, skulle sagsoegernes krav have vaeret daekket i henhold til loengarantien, eftersom sagsoegerne ikke tilhoerer den kategori af arbejdstagere, som er undtaget fra direktivets anvendelsesomraade.

22 Stockholms tingsraett har paa denne baggrund besluttet at udsaette sagen og forelaegge Domstolen foelgende tre praejudicielle spoergsmaal:

»1) Skal EOES-aftalens artikel 6 fortolkes saaledes, at de retlige principper, som EF-Domstolen bl.a. har fastslaaet i sagerne C-6/90 og C-9/90, er blevet en del af EOES-retten, saaledes at en stat kan ifalde erstatningsansvar over for private som foelge af, at den ikke inkorporerede Raadets direktiv 80/987/EOEF af 20. oktober 1980 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfaelde af arbejdsgiverens insolvens (loengarantidirektivet) korrekt i den periode, hvor staten alene var part i EOES-aftalen og endnu ikke var tiltraadt Den Europaeiske Union?

2) Saafremt spoergsmaal 1 besvares bekraeftende: Skal EOES-aftalens artikel 6 fortolkes saaledes, at loengarantidirektivet og de retlige principper, som EF-Domstolen bl.a. har fastslaaet i sagerne C-6/90 og C-9/90, har forrang for national ret, saafremt staten ikke har inkorporeret det naevnte direktiv korrekt?

3) Saafremt spoergsmaal 1 besvares benaegtende: Medfoerer en stats tiltraedelse af Den Europaeiske Union, at loengarantidirektivet og de retlige principper, som EF-Domstolen har fastslaaet i sagerne C-6/90 og C-9/90, har forrang for national ret, selv vedroerende omstaendigheder, som indtraf i den periode, hvor staten alene var part i EOES-aftalen, men endnu ikke tiltraadt Den Europaeiske Union, saafremt staten ikke har inkorporeret det naevnte direktiv korrekt?«

Det foerste praejudicielle spoergsmaal

23 Med det foerste spoergsmaal oensker den forelaeggende ret naermere bestemt oplyst, om en EFTA-stat, der senere er blevet medlem af Den Europaeiske Union, i medfoer af EOES-aftalen kan ifalde erstatningsansvar for tab, som private har lidt som foelge af, at direktiv 80/987 ikke er blevet gennemfoert korrekt, i overensstemmelse med de retlige principper, der bl.a. er blevet fastslaaet i sagen Francovich m.fl.

24 Den svenske stat, den svenske, den islandske og den norske regering samt Kommissionen har anfoert, at Domstolen ikke har kompetence til at tage stilling til fortolkningen af EOES-aftalen i medfoer af traktatens artikel 177, eftersom den stat, som den forelaeggende ret hoerer under, paa tidspunktet for de faktiske omstaendigheder i hovedsagen ikke var medlem af Den Europaeiske Union, men en EFTA-stat.

25 Sagsoegerne i hovedsagen og den franske regering har derimod gjort gaeldende, at sagen er forelagt Domstolen af en ret i en medlemsstat, og at EOES-aftalen udgoer en integrerende del af faellesskabsretten (jf. dom af 30.4.1974, sag 181/73, Haegeman, Sml. s. 449). Domstolen har derfor kompetence til at traeffe praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af EOES-aftalen.

26 Det bemaerkes, at en aftale indgaaet af Raadet i henhold til EF-traktatens artikel 228 (efter aendring nu artikel 300 EF) og EF-traktatens artikel 238 (nu artikel 310 EF), for saa vidt angaar Faellesskabet, er en retsakt udstedt af en af Faellesskabets institutioner, jf. traktatens artikel 177, stk. 1, litra b), at bestemmelserne i en saadan aftale fra tidspunktet for dennes ikrafttraedelse udgoer en integrerende del af faellesskabsretten, og at Domstolen efter faellesskabsretten har kompetence til praejudicielt at afgoere spoergsmaal vedroerende fortolkningen af en saadan aftale (jf. dom af 30.9.1987, sag 12/86, Demirel, Sml. s. 3719, praemis 7).

27 Det foelger heraf, at Domstolen principielt har kompetence til praejudicielt at afgoere spoergsmaal vedroerende fortolkningen af EOES-aftalen, saafremt der rejses et saadant spoergsmaal ved en ret i en medlemsstat.

28 Denne kompetence til at fortolke EOES-aftalen i medfoer af traktatens artikel 177 gaelder imidlertid kun for saa vidt angaar Faellesskabet, hvorfor Domstolen ikke har kompetence til at tage stilling til fortolkningen af aftalen i relation til anvendelsen heraf i EFTA-staterne.

29 Der er heller ikke tillagt Domstolen en saadan kompetence inden for rammerne af EOES-aftalen. Det fremgaar saaledes af dennes artikel 108, stk. 2, og af EFTA-tilsynsaftalens artikel 34, at EFTA-Domstolen har kompetence til at traeffe afgoerelse vedroerende fortolkningen af EOES-aftalen i EFTA-staterne. EFTA-tilsynsaftalen indeholder ingen bestemmelser, der giver Domstolen en parallel kompetence. EOES-aftalens artikel 107 og protokol 34 giver ganske vist mulighed for, at en EFTA-stat kan tillade sine domstole under visse betingelser at anmode Domstolen om en praejudiciel afgoerelse om fortolkningen af en bestemmelse i EOES-aftalen, men denne mulighed er hidtil ikke blevet benyttet.

30 Det forhold, at den paagaeldende EFTA-stat senere er blevet medlem af Den Europaeiske Union, saaledes at spoergsmaalet hidroerer fra en ret i en af medlemsstaterne, kan ikke medfoere, at Domstolen faar kompetence til at fortolke EOES-aftalen for saa vidt angaar dennes anvendelse paa situationer, som ikke henhoerer under Faellesskabets retsorden.

31 Domstolen har kompetence til at fortolke faellesskabsretten, som EOES-aftalen er en integrerende del af, for saa vidt angaar dens anvendelse i de nye medlemsstater fra datoen for deres tiltraedelse.

32 Domstolen er i naervaerende sag blevet anmodet om at tage direkte stilling til EOES-aftalens virkninger i den forelaeggende rets nationale retsorden i perioden forud for tiltraedelsen.

33 Det maa under disse omstaendigheder fastslaas, at Domstolen ikke har kompetence til at besvare det foerste spoergsmaal

Det andet praejudicielle spoergsmaal

34 Paa baggrund af besvarelsen af det foerste spoergsmaal er der ikke anledning til at besvare det andet spoergsmaal.

Det tredje praejudicielle spoergsmaal

35 Med det tredje spoergsmaal oensker den forelaeggende ret naermere oplyst, om private efter en EFTA-stats tiltraedelse af Den Europaeiske Union for denne nye medlemsstats nationale domstole kan paaberaabe sig rettigheder, som de stoetter direkte paa direktiv 80/987, og om staten kan ifalde erstatningsansvar for tab, som de har lidt som foelge af, at det naevnte direktiv ikke er gennemfoert korrekt, naar de omstaendigheder, sagen vedroerer, er indtruffet foer tiltraedelsen.

36 Den svenske stat har anfoert, at det fremgaar af tiltraedelsesaktens artikel 166 og 168, at Kongeriget Sveriges forpligtelser som medlemsstat i Den Europaeiske Union foerst traadte i kraft med tiltraedelsen.

37 Den svenske regering har tilfoejet, at tiltraedelsesakten ikke indeholder bestemmelser om, at faellesskabsretten gaelder med tilbagevirkende kraft i en situation som den i hovedsagen omhandlede. Regeringen er endvidere af den opfattelse, at dommen af 2. oktober 1997 i sagen Saldanha og MTS (sag C-122/96, Sml. I, s. 5325) ikke er relevant, idet Domstolen i denne sag alene tog stilling til en procesretlig regel, som henhoerer under EF-traktatens materielle anvendelsesomraade fra datoen for Republikken OEstrigs tiltraedelse.

38 Kommissionen har gjort gaeldende, at Kongeriget Sverige forud for tiltraedelsen ikke havde pligt til at gennemfoere direktiv 80/987 med henblik paa en fremtidig tiltraedelse af Den Europaeiske Union, hvorfor direktivet ikke kunne have forrang for den svenske lovgivning paa omraadet, og at det fremgaar af dommen af 3. december 1992 i sagen Suffritti m.fl. (forenede sager C-140/91, C-141/91, C-278/91 og C-279/91, Sml. I, s. 6337), at direktivet heller ikke kan finde anvendelse paa faktiske omstaendigheder, der er indtruffet forud for tiltraedelsen.

39 Det skal indledningsvis fastslaas, at spoergsmaalet drejer sig om, hvorvidt direktiv 80/987 kan paaberaabes, og hvorvidt staten kan ifalde erstatningsansvar alene i medfoer af faellesskabsretten og ikke paa grundlag af EOES-aftalen som saadan.

40 Det bemaerkes for det foerste, at det i tiltraedelsesaktens artikel 168 praeciseres, at medmindre der i listen i bilag XIX eller i andre af aktens bestemmelser er fastsat en frist herfor, ivaerksaetter de nye medlemsstater de forholdsregler, der er noedvendige for fra tiltraedelsen at overholde bestemmelserne i direktiver.

41 Eftersom der ikke i tiltraedelsesakten er fastsat en frist for gennemfoerelsen af direktiv 80/987, maa direktivet anses for at skulle have vaeret gennemfoert paa datoen for de nye medlemsstaters tiltraedelse.

42 Endvidere bemaerkes, at to begivenheder skal vaere indtraadt, for at direktiv 80/987 finder anvendelse: For det foerste skal der vaere indgivet en begaering til den kompetente nationale myndighed om indledning af en procedure, som sigter mod en samlet fyldestgoerelse af arbejdsgiverens kreditorer, og for det andet skal der enten vaere truffet afgoerelse om indledning af proceduren, eller det skal i tilfaelde, hvor virksomhedens aktiver ikke er tilstraekkelige, vaere konstateret, at den er lukket. Det er en betingelse for udloesning af den i direktivet foreskrevne garanti, at disse to begivenheder er indtraadt (jf. dom af 10.7.1997, sag C-373/95, Maso m.fl., Sml. I, s. 4051, praemis 45 og 46).

43 I betragtning af at disse to begivenheder i hovedsagen indtraadte forud for Kongeriget Sveriges tiltraedelse af Den Europaeiske Union, idet den sidste begivenhed, nemlig konkursdekretet, indtraadte den 17. november 1994, kan private ikke paaberaabe sig bestemmelserne i direktiv 80/987 til stoette for, at visse bestemmelser i den nationale lov ikke finder anvendelse (jf. Suffritti m.fl.-dommen, praemis 12). De kan heller ikke goere gaeldende, at der er sket en tilsidesaettelse af faellesskabsretten, til stoette for et erstatningskrav mod staten.

44 Kun saafremt en medlemsstat ikke paa korrekt vis har gennemfoert et direktiv ved udloebet af den for ivaerksaettelsen heraf fastsatte frist, kan private ifoelge Domstolens praksis, under visse betingelser, over for nationale retter goere rettigheder, de direkte stoetter paa direktivets bestemmelser, gaeldende (Suffritti m.fl.-dommen, praemis 13).

45 Tilsvarende gaelder, at kun saafremt de begivenheder, der er en betingelse for udloesning af den i direktiv 80/987 foreskrevne garanti, er indtraadt efter udloebet af fristen for gennemfoerelsen af direktivet, kan en eventuel forkert eller for sen gennemfoerelse af direktivet paaberaabes til stoette for et erstatningsansvar for staten for tab, der er paafoert private.

46 Det tredje spoergsmaal skal herefter besvares med, at faellesskabsretten ikke indebaerer, at private efter en EFTA-stats tiltraedelse af Den Europaeiske Union for denne nye medlemsstats nationale domstole kan paaberaabe sig rettigheder, som de stoetter direkte paa direktiv 80/987, eller at staten kan ifalde erstatningsansvar for tab, som de har lidt som foelge af, at det naevnte direktiv ikke er gennemfoert korrekt, naar de begivenheder, der er en betingelse for udloesning af den i direktivet foreskrevne garanti, er indtruffet foer tiltraedelsen.

Sagens omkostninger

47 De udgifter, der er afholdt af den svenske stat, den svenske, den franske, den islandske og den norske regering samt af Kommissionen, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Stockholms tingsraett ved kendelse af 15. september 1997, for ret:

1) Domstolen har ikke kompetence til at besvare det foerste spoergsmaal.

2) Faellesskabsretten indebaerer ikke, at private, efter at en stat i Den Europaeiske Frihandelssammenslutning er tiltraadt Den Europaeiske Union, for denne nye medlemsstats nationale domstole kan paaberaabe sig rettigheder, som de stoetter direkte paa Raadets direktiv 80/987/EOEF af 20. oktober 1980 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfaelde af arbejdsgiverens insolvens, eller at staten kan ifalde erstatningsansvar for tab, som de har lidt som foelge af, at det naevnte direktiv ikke er gennemfoert korrekt, naar de begivenheder, der er en betingelse for udloesning af den i direktivet foreskrevne garanti, er indtruffet foer tiltraedelsen.