EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 61997CJ0288

Domstolens Dom (Anden Afdeling) af 29. april 1999.
Consorzio fra i Caseifici dell'Altopiano di Asiago mod Regione Veneto.
Anmodning om præjudiciel afgørelse: Pretura circondariale di Bassano del Grappa - Italien.
Mælk - Tillægsafgift - Begrebet 'opkøber' - Producentkooperativ.
Sag C-288/97.

Samling af Afgørelser 1999 I-02575

ECLI identifier: ECLI:EU:C:1999:214

61997J0288

Domstolens Dom (Anden Afdeling) af 29. april 1999. - Consorzio fra i Caseifici dell'Altopiano di Asiago mod Regione Veneto. - Anmodning om præjudiciel afgørelse: Pretura circondariale di Bassano del Grappa - Italien. - Mælk - Tillægsafgift - Begrebet 'opkøber' - Producentkooperativ. - Sag C-288/97.

Samling af Afgørelser 1999 side I-02575


Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse

Nøgleord


1 Landbrug - faelles markedsordning - maelk og mejeriprodukter - tillaegsafgift paa maelk - »opkoeber« - begreb - sammenslutning af kooperativer, der producerer maelk, og som har til opgave for medlemmernes regning at udfoere de administrative og regnskabsmaessige opgaver, som er noedvendige for betaling af afgiften - omfattet

[Raadets forordning nr. 3950/92, art. 2, stk. 2, og art. 9, litra e); Kommissionens forordning nr. 536/93, art. 7]

2 Landbrug - faelles markedsordning - maelk og mejeriprodukter - tillaegsafgift paa maelk - opkoeber, der indbetaler afgiften - fradrag af afgiftsbeloebet i den maelkepris, der betales til producenten - forpligtelse - foreligger ikke

(Raadets forordning nr. 3950/92, art. 2, stk. 2)

Sammendrag


3 Begrebet opkoeber ifoelge artikel 2, stk. 2, og artikel 9, litra e), i Raadets forordning nr. 3950/92 om en tillaegsafgift paa maelk og mejeriprodukter skal fortolkes saaledes, at det omfatter enhver mellemkommende virksomhed, der i henhold til aftale koeber maelk hos en producent, uden hensyn til, hvorledes denne modtager betaling, med det formaal enten at behandle eller forarbejde maelken selv eller at afstaa den til en behandlings- eller forarbejdningsvirksomhed, og som - naar denne virksomhed er en sammenslutning af kooperativer, der selv har status som opkoeber - for deres regning udfoerer de administrative og regnskabsmaessige opgaver, som er noedvendige for betaling af afgiften, herunder de i artikel 7 i Kommissionens forordning nr. 536/93 om gennemfoerelsesbestemmelser for tillaegsafgiften paa maelk og mejeriprodukter naevnte opgaver.

4 Artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 3950/92 om en tillaegsafgift paa maelk og mejeriprodukter skal fortolkes saaledes, at selv om opkoeberne har mulighed for i den maelkepris, der betales til producenten, at fratraekke det beloeb, denne skylder i tillaegsafgift, er de ikke efter naevnte bestemmelse forpligtet hertil.

Dommens præmisser


1 Ved kendelse af 17. juli 1997, indgaaet til Domstolen den 29. juli 1997, har Pretura circondariale di Bassano del Grappa i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt Domstolen to praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af artikel 2 og 9 i Raadets forordning (EOEF) nr. 3950/92 af 28. december 1992 om en tillaegsafgift paa maelk og mejeriprodukter (EFT L 405, s. 1).

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en sag, som Consorzio fra i Caseifici dell'Altopiano di Asiago (herefter »Consorzio«) har anlagt mod regionen Veneto til anfaegtelse af en administrativ sanktion, regionen havde paalagt Consorzio for uregelmaessigheder ved foerelsen af et register over leverandoerer samt undladelse af at henlaegge de beloeb i tillaegsafgift, der vedroerer de medlemmer af Consorzio, som havde overskredet deres maelkekvote.

3 Consorzio er en sammenslutning af kooperativer, hvis medlemmer producerer maelk.

4 Consorzio har anfaegtet den i hovedsagen omtvistede administrative sanktion, navnlig under anbringende af, at sammenslutningen ikke kan anses for opkoeber i faellesskabsbestemmelsernes forstand.

5 Ved forordning nr. 3950/92 blev den ordning om tillaegsafgift, der var blevet indfoert ved Raadets forordning (EOEF) nr. 856/84 af 31. marts 1984 om aendring af forordning (EOEF) nr. 804/68 om den faelles ordning for maelk og mejeriprodukter (EFT L 90, s. 10), og Raadets forordning (EOEF) nr. 857/84 af 31. marts 1984 om almindelige regler for anvendelsen af den i artikel 5c i forordning (EOEF) nr. 804/68 omhandlede afgift paa maelk og mejeriprodukter (EFT L 90, s. 13), forlaenget for en periode paa syv aar.

6 Ved de to sidstnaevnte forordninger er der blevet indfoert henholdsvis en tillaegsafgift paa de maengder maelk, der overstiger en aarlig referencemaengde, der fastlaegges for den enkelte producent eller opkoeber, og regler for anvendelsen af naevnte afgift. Ved forordning nr. 3950/92 er denne ordning blevet aendret, navnlig for saa vidt angaar reglerne om opkraevning af afgiften.

7 I ottende betragtning til forordning nr. 3950/92 udtales det saaledes, at »for at undgaa tidligere tiders betydelige forsinkelser i opkraevning og betaling af afgiften, hvilket er uforeneligt med ordningens maal, boer det fastsaettes, at opkoeberne, der syntes at vaere bedst egnet til at udfoere de noedvendige transaktioner, skal betale afgiften, og der boer gives opkoeberne de noedvendige midler til at sikre opkraevningen hos de afgiftspligtige producenter«.

8 I artikel 1 i forordning nr. 3950/92 hedder det, at: »... [der] ... indfoeres en tillaegsafgift, som skal erlaegges af producenter af komaelk, for de maengder maelk eller maelkeaekvivalenter, der er leveret til en opkoeber eller solgt direkte til konsum ... og som overstiger en naermere fastsat maengde«.

9 Artikel 2 i samme forordning bestemmer:

»1. Afgiften skal erlaegges for alle de maengder maelk eller maelkeaekvivalenter, der afsaettes i den paagaeldende tolvmaanedersperiode, og som overstiger en af de maengder, der er omhandlet i artikel 3. Den betales af de producenter, der har bidraget til overskridelsen.

...

2. For saa vidt angaar leverancer betaler den opkoeber, der skal erlaegge afgiften, inden en dato og efter regler, som skal fastsaettes naermere, det skyldige beloeb til medlemsstatens kompetente organ; beloebet fratraekkes i den maelkepris, der betales til de afgiftspligtige producenter, og hvis dette ikke er muligt, opkraeves det paa anden passende vis.

...

Naar de maengder, som en producent har leveret, overstiger hans referencemaengde, har opkoeberen ret til paa vilkaar, der bestemmes af medlemsstaten, som forskud paa den afgift, der skal betales, at fratraekke et beloeb i maelkeprisen for alle leverancer fra denne producent, der overskrider hans referencemaengde.«

10 Artikel 9 i forordning nr. 3950/92 indeholder foelgende bestemmelse:

»I denne forordning forstaas ved:

...

c) producent: landmand, fysisk eller juridisk person eller sammenslutning af fysiske eller juridiske personer, hvis bedrift ligger paa Faellesskabets geografiske omraade, og

- som saelger maelk eller andre mejeriprodukter direkte til forbrugeren

- og/eller leverer til opkoeberen

...

e) opkoeber: en virksomhed eller en sammenslutning, der opkoeber maelk eller andre mejeriprodukter hos producenten:

- for at behandle eller forarbejde dem

- for at saelge dem videre til en eller flere virksomheder, der behandler eller forarbejder maelk eller andre mejeriprodukter.

Som opkoeber betragtes imidlertid ogsaa en sammenslutning af opkoebere fra samme geografiske omraade, der for [medlemmernes] regning udfoerer de noedvendige administrative og regnskabsmaessige opgaver i forbindelse med betaling af afgiften ...

...

g) leverance: enhver leverance af maelk eller andre mejeriprodukter, uanset om transporten besoerges af producenten, af opkoeberen, af den virksomhed, der behandler eller forarbejder disse produkter, eller af tredjemand

h) maelk eller maelkeaekvivalent, der saelges direkte til konsum: maelk eller mejeriprodukter omregnet til maelkeaekvivalent, der saelges eller afstaas gratis uden mellemkomst af en virksomhed, der behandler eller forarbejder maelk eller andre mejeriprodukter.«

11 Ved »maengder maelk eller maelkeaekvivalenter [afsat i en medlemsstat]« i artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 3950/92 forstaas ifoelge artikel 1 i Kommissionens forordning (EOEF) nr. 536/93 af 9. marts 1993 om gennemfoerelsesbestemmelser for tillaegsafgiften paa maelk og mejeriprodukter (EFT L 57, s. 12) »enhver maengde maelk eller maelkeaekvivalenter, som forlader en bedrift paa medlemsstatens omraade. Maengder, som en producent afstaar til behandling eller forarbejdning i henhold til en kontrakt om loenforarbejdning, betragtes som en leverance«.

12 Artikel 7 i forordning nr. 536/93 indeholder foelgende bestemmelse:

»1. Medlemsstaterne traeffer alle fornoedne kontrolforanstaltninger for at sikre, at tillaegsafgiften opkraeves ... med henblik herpaa gaelder foelgende:

a) En opkoeber i en medlemsstat skal vaere godkendt af medlemsstaten.

En opkoeber kan kun godkendes, hvis foelgende betingelser er opfyldt:

- ...

- han skal i medlemsstaten raade over lokaler, hvor myndighederne har adgang til lagerregnskab, registre og andre papirer som naevnt i litra c)

- han skal forpligte sig til loebende ajourfoering af lagerregnskab, registre og andre papirer som naevnt i litra c)

- han skal forpligte sig til at indgive de erklaeringer, der er naevnt i artikel 3, stk. 2, til medlemsstatens myndigheder.«

13 Dekret fra republikkens praesident nr. 569/93 (herefter »DPR nr. 569/93«) indeholder i artikel 1, stk. 3, en bestemmelse, hvis hjemmel er de ovenfor citerede bestemmelser, og som fastsaetter foelgende: »ved opkoeber af maelk og mejeriprodukter skal stedse ogsaa forstaas kooperativer, der anvender eller forarbejder komaelk, uden hensyn til arten af det retsforhold, som levering af maelk og mejeriprodukter til kooperativet hviler paa«.

14 Selv om Consorzio har gjort indsigelse mod den i hovedsagen omtvistede administrative sanktion med den begrundelse, at sammenslutningen ikke er opkoeber i faellesskabsbestemmelsernes forstand, havde Consorzio oprindeligt ansoegt om og opnaaet anerkendelse som opkoeber i den italienske lovgivnings, dvs. DPR nr. 569/93's forstand.

15 Den forelaeggende ret har paa baggrund heraf fundet, at sagens afgoerelse afhaenger af fortolkningen af artikel 9 og 2 i forordning nr. 3950/92. Den har herefter udsat sagen og anmodet Domstolen om en praejudiciel afgoerelse af foelgende to spoergsmaal:

»1) Skal artikel 9 og artikel 2 i forordning (EOEF) nr. 3950/92 af 28. december 1992 fortolkes saaledes, at enhver person, til hvem der leveres maelk, uden hensyn til arten af det retsforhold, der har givet anledning til leveringen, kan antages af vaere 'opkoeber', og som saadan forpligtet til at betale tillaegsafgift, og navnlig saaledes, at et kooperativ for saa vidt angaar den maelk, som kooperativets egne medlemmer ikke saelger, men leverer til det, kan anses for 'opkoeber'?

2) Skal artikel 2, stk. 2, i forordning (EOEF) nr. 3950/92 af 28. december 1992 fortolkes saaledes, at der bestaar en egentlig pligt for opkoeberen til at foretage fradrag som forskud paa tillaegsafgift i det beloeb, der udbetales til producenterne, eller saaledes, at der blot af hensyn til opkoeberen er skabt en adgang for ham til at foretage fradrag som naevnt, uden at der kan paalaegges sanktioner for en eventuel undladelse heraf?«

Det foerste spoergsmaal

16 Med det foerste spoergsmaal spoerger den forelaeggende ret naermere bestemt, hvilke kriterier der skal vaere opfyldt, for at personer, til hvem der leveres maelk, kan anses for opkoeber som omhandlet i artikel 2, stk. 2, og artikel 9, litra e), i forordning nr. 3950/92 og specielt, naar de paagaeldende personer er et italiensk consorzio, dvs. en sammenslutning af maelkeproducentkooperativer.

17 Over for Consorzio's anbringende om, at kun personer, der fra producenten koeber komaelk i henhold til en kontrakt i den borgerlige rets forstand, kan vaere opkoeber i den angivne forstand, hvilket hovedsageligt stoettes paa ordlyden af artikel 2 og 9 i forordning nr. 3950/92, har Regione Veneto og den italienske regering gjort gaeldende, at et kooperativ som det i hovedsagen omhandlede uafhaengigt af den form, som den retshandel, der danner grundlag for leveringen af maelken, har, kan vaere opkoeber, for saa vidt som maelken leveres til vedkommende; sagsoegte i hovedsagen og den italienske regering mener, at der foreligger levering i alle tilfaelde, hvor der ikke er tale om direkte salg fra producent til forbruger.

18 Indledningsvis skal systemet i reglerne om tillaegsafgiften omtales. Dette bygger - oprindeligt i henhold til artikel 5c, stk. 1 og 2, i Raadets forordning (EOEF) nr. 804/68 af 27. juni 1968 (EFT 1968 I, s. 169), der blev indsat ved forordning nr. 856/84, og fra 1993 i overensstemmelse med artikel 1 i forordning nr. 3950/92 - paa en sondring mellem de referencemaengder for maelk, der saelges direkte til konsum, og maelk, der leveres til en opkoeber (jf. dom af 16.11.1995, sag C-196/94, Schiltz-Thilmann, Sml. I, s. 3991, praemis 6).

19 Det skal tilfoejes, at efter artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 3950/92, sammenholdt med ottende betragtning til forordningen, er producenten debitor for den afgift, der skal erlaegges for alle de maengder maelk, som afsaettes, hvilket efter artikel 1 i forordning nr. 536/93 vil sige enhver maengde maelk, der forlader en bedrift, naar denne overskrider henholdsvis referencemaengden for maelk til direkte salg og maengden til levering. Denne sondring gaar igen i artikel 9, litra c), i forordning nr. 3950/92 og benyttes navnlig ved definitionen af producenten som den person, som enten saelger maelk eller andre mejeriprodukter direkte til konsum eller leverer disse produkter til en opkoeber eller begge dele (jf. dom af 15.1.1991, sag C-341/89, Ballmann, Sml. I, s. 25, praemis 12).

20 Domstolen har vedroerende foerstnaevnte mulighed, dvs. direkte salg til konsum - jf. dom af 23. november 1995, sag C-285/93, Dominikanerinnen-Kloster-Altenhohenau (Sml. I, s. 4069, praemis 13), vedroerende artikel 12, litra h), i forordning nr. 857/84, sammenholdt med samme forordnings artikel 12, litra c), som senere er blevet ophaevet, men hvis ordlyd for saa vidt angaar de her relevante spoergsmaal var den samme som ordlyden af artikel 9, litra h) og c), i forordning nr. 3950/92 - fastslaaet, at der er tale om salg direkte til forbrug, naar maelken af producenten saelges til tredjemand uden mellemkomst af en virksomhed, der behandler eller forarbejder maelken.

21 Hermed fremhaeves paa baggrund af naevnte Dominikanerinnen-Kloster-Altenhohenau-dom i tillaegsafgiftens system, der for saa vidt angaar markedsfoering af maelk eller andre mejeriprodukter kun levner plads for naevnte valgmulighed, den omstaendighed, at naar bortses fra direkte salg, sker der levering af maelk som omhandlet i artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 3950/92, naar en maelkemaengde forlader producentens bedrift og overgives til en mellemmand med henblik paa behandling eller forarbejdning, eller naar denne mellemmand afstaar maelken til en virksomhed, der behandler eller forarbejder maelk.

22 I det omfang, mellemmanden efter artikel 5c, stk. 1, i forordning nr. 804/68, som affattet efter forordning nr. 856/84, samt artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 3950/92, dvs. den behandlings- eller forarbejdningsvirksomhed, som producenten leverer maelken til, skal bestemmes som en opkoeber som omhandlet i artikel 9, litra e), i forordning nr. 3950/92, skal begrebet herom fortolkes vidt.

23 Det fremgaar saaledes af foerste betragtning til denne forordning, at formaalet med ordningen om tillaegsafgift, som er at formindske uligevaegten mellem udbud og efterspoergsel i sektoren for maelk og mejeriprodukter og at nedbringe det heraf foelgende strukturoverskud, kun kraever opkraevning af en afgift af de maengder, som overskrider de maelkemaengder, der saelges direkte eller leveres, og at en mellemmands status som opkoeber i foerste omgang er uden betydning for realiseringen af dette formaal.

24 Det skal tilfoejes, at en vid fortolkning af opkoeberbegrebet ogsaa er begrundet efter artikel 9, litra h), i forordning nr. 3950/92. Ifoelge denne bestemmelse, som indeholder en definition af, hvad der skal forstaas ved direkte salg til konsum, omfatter naevnte begreb ikke blot gensidigt bebyrdende retshandler i den borgerlige rets forstand som koeb og salg, men ogsaa vederlagsfri overdragelse.

25 Begrebet »opkoeber« efter artikel 2, stk. 2, og artikel 9, litra e), i forordning nr. 3950/92 betegner herefter enhver virksomhed, der i henhold til aftale erhverver maelk fra en producent, uden hensyn til hvorledes denne modtager betaling, med henblik paa at behandle eller forarbejde den selv eller overdrage den til en behandlings- eller forarbejdningsvirksomhed.

26 Hvad naermere den omstaendighed angaar, at Consorzio er en sammenslutning af kooperativer bemaerkes, at selv i tilfaelde af, at disse skal anses for opkoeber i den ovenfor i praemis 22-25 angivne forstand, skal Consorzio selv anses for opkoeber, for saa vidt som sammenslutningen for sine medlemmers regning udfoerer de noedvendige administrative og regnskabsmaessige opgaver i forbindelse med betaling af afgiften, jf. artikel 9, litra e), andet afsnit, i forordning nr. 3950/92.

27 Hvad angaar den omstaendighed, at de italienske myndigheder har godkendt Consorzio som opkoeber, jf. artikel 7, stk. 1, litra a), i forordning nr. 536/93, tilkommer det i overensstemmelse med fast retspraksis den nationale ret at fastslaa de faktiske omstaendigheder, der har givet anledning til sagen, og at fastslaa, hvilke konsekvenser de har for den afgoerelse, retten skal traeffe i lyset af de af Domstolen givne retningslinjer, for at retten kan fortolke begrebet opkoeber.

28 Af det anfoerte fremgaar i det hele, at begrebet »opkoeber« ifoelge artikel 2, stk. 2, og artikel 9, litra e), i forordning nr. 3950/92 skal fortolkes saaledes, at det omfatter enhver mellemkommende virksomhed, der i henhold til aftale koeber maelk hos en producent, uden hensyn til hvorledes denne modtager betaling, med det formaal enten at behandle eller forarbejde maelken selv eller at afstaa den til en behandlings- eller forarbejdningsvirksomhed, og som - naar denne virksomhed er en sammenslutning af kooperativer, der selv har status som opkoeber - for deres regning udfoerer de administrative og regnskabsmaessige opgaver, som er noedvendige for betaling af afgiften, herunder de i artikel 7 i forordning nr. 536/93 naevnte opgaver.

Det andet spoergsmaal

29 Ved besvarelsen af den forelaeggende rets andet spoergsmaal om, hvorvidt opkoeberen har en pligt til at fradrage det beloeb, der skal betales i tillaegsafgift, bemaerkes det, at ordlyden af artikel 2, stk. 2, foerste afsnit, i forordning nr. 3950/92 vel synes at indicere, at fradrag er den normale fremgangsmaade, som en koeber kan benytte for at erholde sig de afgiftsbeloeb, der skal indbetales til de kompetente myndigheder, men at denne bestemmelse dog ikke kan danne grundlag for en klar og utvetydig fortolkning.

30 Imidlertid taler den omstaendighed, at koeberen i kraft af denne bestemmelse har mulighed for paa enhver passende maade at opkraeve det skyldige beloeb i tillaegsafgift, hvis han ikke har fradraget det i den maelkepris, som er betalt til producenten, for at fortolke bestemmelsen saaledes, at der er tale om en mulighed, der tilbydes den afgiftspligtige producent, men ikke en forpligtelse, som denne ikke vil kunne undlade at opfylde.

31 Denne fortolkning af fradrag af afgiften som en mulighed stoettes af bestemmelsen i artikel 2, stk. 2, sidste afsnit, i forordning nr. 3950/92 i det omfang, opkoeberen derefter som forskud paa den afgift, producenten skal betale, kan fratraekke et beloeb i maelkeprisen for alle leverancer fra denne producent, der overskrider hans referencemaengde.

32 Det andet praejudicielle spoergsmaal skal herefter besvares saaledes, at artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 3950/92 skal fortolkes saaledes, at selv om opkoeberne har mulighed for i den maelkepris, der betales til producenten, at fratraekke det beloeb, denne skylder i tillaegsafgift, er de ikke efter naevnte bestemmelse forpligtet hertil.

Afgørelse om sagsomkostninger


Sagens omkostninger

33 De udgifter, der er afholdt af den italienske regering, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Afgørelse


Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

(Anden Afdeling)

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Pretura circondariale di Bassano del Grappa ved kendelse af 17. juli 1997, for ret:

1) Begrebet opkoeber ifoelge artikel 2, stk. 2, og artikel 9, litra e), i Raadets forordning (EOEF) nr. 3950/92 af 28. december 1992 om en tillaegsafgift paa maelk og mejeriprodukter skal fortolkes saaledes, at det omfatter enhver mellemkommende virksomhed, der i henhold til aftale koeber maelk hos en producent, uden hensyn til hvorledes denne modtager betaling, med det formaal enten at behandle eller forarbejde maelken selv eller at afstaa den til en behandlings- eller forarbejdningsvirksomhed, og som - naar denne virksomhed er en sammenslutning af kooperativer, der selv har status som opkoeber - for deres regning udfoerer de administrative og regnskabsmaessige opgaver, som er noedvendige for betaling af afgiften, herunder de i artikel 7 i Kommissionens forordning (EOEF) nr. 536/93 af 9. marts 1993 om gennemfoerelsesbestemmelser for tillaegsafgiften paa maelk og mejeriprodukter naevnte opgaver.

2) Artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 3950/92 skal fortolkes saaledes, at selv om opkoeberne har mulighed for i den maelkepris, der betales til producenten, at fratraekke det beloeb, denne skylder i tillaegsafgift, er de ikke efter naevnte bestemmelse forpligtet hertil.

Top