61997J0176

Transport - soetransport - aftale om lastfordeling mellem en medlemsstat og et tredjeland - fremtidig aftale uden tilladelse ifoelge artikel 5 i forordning nr. 4055/86 - traktatbrud

(Raadets forordning nr. 4055/86, art. 5)

Der foreligger en fremtidig aftale om lastfordeling efter betydningen i artikel 5, stk. 1, i forordning nr. 4055/86 - om anvendelse af princippet om fri udveksling af tjenesteydelser inden for soetransport mellem medlemsstaterne indbyrdes og mellem medlemsstaterne og tredjelande - i forbindelse med en aftale om soetransport mellem en medlemsstat og et tredjeland, som ifoelge de deri indeholdte relevante bestemmelser foerst traadte i kraft efter den 1. januar 1987, naevnte forordnings ikrafttraedelsesdato, og som indeholder arrangementer om lastfordeling mellem de kontraherende parter. For saa vidt som der ikke er givet tilladelse til disse arrangementer i henhold til artikel 5, stk. 1, i forordning nr. 4055/86, strider de mod denne bestemmelse.

1 Ved staevninger indleveret til Domstolens Justitskontor den 5. maj 1997 har Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber i medfoer af EF-traktatens artikel 169 anlagt to sager med paastand om, at det fastslaas, at Kongeriget Belgien (sag C-176/97) og Storhertugdoemmet Luxembourg (sag C-177/97) har tilsidesat deres forpligtelser i henhold til artikel 5 i Raadets forordning (EOEF) nr. 4055/86 af 22. december 1986 om anvendelse af princippet om fri udveksling af tjenesteydelser inden for soetransport mellem medlemsstaterne indbyrdes og mellem medlemsstaterne og tredjelande, idet de har indfoert og opretholdt en raekke arrangementer om lastfordeling i aftalen om soetransport mellem Den Belgisk-Luxembourgske OEkonomiske Union og Malaysia, som blev godkendt af Kongeriget Belgien paa egne og Storhertugdoemmet Luxembourgs vegne og traadte i kraft efter den 1. januar 1987 (EFT L 378, s. 1, herefter »forordningen«).

Relevante retsregler

2 Forordningens artikel 5, stk. 1, bestemmer foelgende:

»Arrangementer om lastfordeling i fremtidige aftaler med tredjelande er forbudt bortset fra saerlige tilfaelde, hvor linje-rederierne i Faellesskabet ellers ikke har faktisk mulighed for at besejle de paagaeldende tredjelande. Under saadanne omstaendigheder kan de paagaeldende arrangementer tillades paa de i artikel 6 fastsatte betingelser.«

3 Samme forordnings artikel 6 bestemmer:

»1. Hvis en medlemsstats statsborgere eller rederier som defineret i artikel 1, stk. 1 og 2, befinder sig i eller risikerer at komme i en situation, hvor de ikke har faktisk mulighed for at besejle et bestemt tredjeland, underretter den paagaeldende medlemsstat de oevrige medlemsstater og Kommissionen saa hurtigt som muligt.

2. Raadet traeffer med kvalificeret flertal paa forslag af Kommissionen afgoerelse om de noedvendige foranstaltninger. Saadanne foranstaltninger kan under de i artikel 5, stk. 1, omhandlede omstaendigheder omfatte forhandlinger om og indgaaelse af arrangementer om lastfordeling.

3. Saafremt Raadet ikke har truffet afgoerelse om de noedvendige foranstaltninger inden seks maaneder efter, at en medlemsstat har givet underretning i henhold til stk. 1, kan den paagaeldende medlemsstat traeffe saadanne foranstaltninger, som paa dette tidspunkt maatte vaere noedvendige for at bevare en faktisk mulighed for besejling i overensstemmelse med artikel 5, stk. 1.

4. Foranstaltninger, der traeffes i henhold til stk. 3, skal vaere i overensstemmelse med faellesskabsforskrifterne og give statsborgere eller faellesskabsrederier som defineret i artikel 1, stk. 1 og 2, rimelig, fri adgang uden forskelsbehandling til de relevante lastandele.

5. Medlemsstaterne og Kommissionen underrettes straks om nationale foranstaltninger, der traeffes i medfoer af stk. 3. Den konsultationsprocedure, der blev indfoert ved Raadets beslutning 77/587/EOEF, finder anvendelse.«

4 Forordningen traadte i overensstemmelse med sin artikel 12 i kraft dagen efter offentliggoerelsen i De Europaeiske Faellesskabers Tidende, dvs. den 1. januar 1987.

5 Ifoelge artikel 31, stk. 1, i konventionen af 25. juli 1921 (herefter »konventionen«) om oprettelse af Den Belgisk-Luxembourgske OEkonomiske Union (herefter »UEBL«) afsluttes traktater, told- og handelsaftaler samt internationale betalingsaftaler, der angaar udenrigshandelen, af Kongeriget Belgien paa vegne af UEBL, dog saaledes at den luxembourgske regering har adgang til at undertegne disse traktater eller aftaler i faellesskab med den belgiske regering.

6 Den 12. februar 1985 undertegnede UEBL og Malaysias regering i Kuala Lumpur en soetransportaftale (herefter »aftalen«). I aftalens indledning anfoeres det, at de kontraherende parter er »Kongeriget Belgiens regering paa egne og Storhertugdoemmet Luxembourgs vegne ... samt Malaysias regering.«

7 Det bestemmes i aftalens artikel 1, stk. 1:

»...

1) Udtrykket 'en kontraherende parts skibe' betyder handelsskibe, der foerer Malaysias flag eller Den Belgisk-Luxembourgske Union's flag, og er registreret i disse omraader.

Udtrykket omfatter imidlertid ikke

1) skibe til udelukkende militaert brug

...«

8 Aftalens artikel 2, stk. 1, bestemmer:

»En kontraherende parts skibe har tilladelse til at sejle mellem de havne i de to lande, der er aabne for udenrigshandelen, og til at udfoere transport af passagerer og fragt (herefter benaevnt de 'aftalte tjenesteydelser' mellem de to lande).«

9 Aftalens artikel 3 bestemmer foelgende:

»Chartrede skibe, der foerer et tredjelands flag, men som benyttes af nationale rederier i en af de kontraherende parter, har ogsaa tilladelse til at deltage i de aftalte tjenesteydelser, medmindre en af de kontraherende parter giver anden underretning.«

10 Aftalens artikel 16 bestemmer:

»1. De kontraherende parter bekraefter deres vilje til samarbejde paa omraadet for soetransport i den aand, der kommer til udtryk i De Forenede Nationers kodeks for linjekonferencer.

2. De kontraherende parters nationale rederier kan deltage i fragten og handelen ad soevejen mellem de kontraherende parter i overensstemmelse med principperne om ligelig deltagelse i trafikken og gensidige fordele.

3. Hvad angaar transporten af varer, der sendes ad soevejen (regelmaessig trafik) har de to parter lige ret til at faa adgang til den last, der udgoer deres gensidige udenrigshandel. Rederierne i tredjelande har ret til at erhverve en rimelig andel af lasterne i overensstemmelse med principperne i De Forenede Nationers kodeks for linjekonferencer.

4. Kontrollen med fordelingen af varerne ved lastning og losning i de to parters havne overlades til deres nationale rederier.«

11 Ifoelge aftalens artikel 21 skulle den traede i kraft paa det tidspunkt, hvor de kontraherende parter ad diplomatisk vej havde meddelt hinanden, at betingelserne i deres respektive forfatninger var blevet opfyldt.

12 Den 15. juli 1987 gav Kongeriget Belgien de malaysiske myndigheder underretning om lov af 29. juni 1987 om godkendelse af aftalen.

Den administrative procedure

13 Ved skrivelse af 23. juni 1992 foreslog Kommissionen de belgiske myndigheder, at de tilpassede aftalen, da Kommissionen fandt, at aftalens artikel 2, 3 og 16 indeholdt regler om fordeling af lasterne, som ikke var i overensstemmelse med forpligtelserne i henhold til forordningen.

14 De belgiske myndigheder tiltraadte dette forslag ved skrivelse af 12. november 1992. Ved skrivelse af 22. juli 1992 havde de luxembourgske myndigheder meddelt Kommissionen, at de tilsluttede sig Kongeriget Belgiens standpunkt med hensyn til deres bilaterale aftaler.

15 Ved skrivelse af 3. december 1992 erindrede Kommissionen saavel de belgiske som de luxembourgske myndigheder om deres forpligtelser ifoelge forordningen.

16 Ved skrivelse af 19. februar 1993 svarede de belgiske myndigheder, at de samarbejdede med de luxembourgske myndigheder for at sikre en tilpasning af aftalen.

17 Da aftalen ikke blev aendret, opfordrede Kommissionen den 28. marts 1994 saavel Kongeriget Belgien som Storhertugdoemmet Luxembourg til at fremsaette deres bemaerkninger inden for en frist paa to maaneder vedroerende den manglende opfyldelse af forpligtelserne i henhold til forordningen. I skrivelserne gjorde Kommissionen gaeldende, at de arrangementer om lastfordeling, som var indeholdt i aftalen, siden dens ikrafttraeden kraenkede princippet om fri udveksling af tjenesteydelser, der finder anvendelse paa soetransport.

18 I deres svar af 11. juli 1994 anfoerte de belgiske myndigheder, at de havde foreslaaet de malaysiske myndigheder at foretage aendringer i aftalen for at bringe den i overensstemmelse med faellesskabsretten.

19 Ved skrivelse af 15. juli 1994 forklarede de luxembourgske myndigheder, at sagen henhoerte under UEBL, og at dens bilaeggelse indebar en faelles aktion med Belgien, hvilket kraevede en vis tid. Da de luxembourgske myndigheder ikke var i besiddelse af samtlige oplysninger i sagen, anmodede de imidlertid om en forlaengelse af fristen for at besvare aabningsskrivelsen. Herpaa indroemmede Kommissionen dem en yderligere frist paa en maaned.

20 Ved skrivelse af 25. januar 1995 anfoerte de luxembourgske myndigheder over for Kommissionen, at de handlede i faellesskab med de belgiske myndigheder, at Kongeriget Belgien handlede paa vegne af Storhertugdoemmet Luxembourg over for Malaysias regering, og at der foertes droeftelser med dette land.

21 Ved skrivelse af 6. juli 1995 svarede Kommissionen, at Storhertugdoemmet Luxembourg imidlertid stadig var ansvarlig for forordningens rette anvendelse.

22 Den 21. december 1995 fremsatte Kommissionen to begrundede udtalelser over for Kongeriget Belgien og Storhertugdoemmet Luxembourg, da de paagaeldende landes myndigheder endnu ikke havde foretaget de aendringer i aftalen, som forekom den noedvendige. I udtalelserne gentog Kommissionen de samme grunde som dem, den havde fremfoert i sine aabningsskrivelser.

23 Ved skrivelse af 21. marts 1996 svarede de belgiske myndigheder paa den begrundede udtalelse, at de forskellige henvendelser til de malaysiske myndigheder ikke havde foert til et positivt resultat. De gjorde desuden gaeldende, at aftalen, da de kontraherende parter havde overholdt den efter dens undertegning, ikke - modsat det af Kommissionen haevdede - fremstod som en »fremtidig aftale« i den betydning, hvori udtrykket er anvendt i forordningens artikel 5, stk. 1.

24 I deres svar af 14. marts 1996 praeciserede de luxembourgske myndigheder, at Kongeriget Belgien havde afsluttet soefartsaftalerne paa vegne af UEBL, og at de paagaeldende aftaler ifoelge fast praksis ikke var undergivet ratifikationsprocedure i Storhertugdoemmet Luxembourg. De bemaerkede tillige, at de belgiske myndigheder havde gjort sig anstrengelser for at sikre en tilpasning af aftalen, og henviste til de argumenter, som de belgiske myndigheder havde fremfoert vedroerende spoergsmaalet, om aftalen var en »fremtidig aftale«. Endelig rejste de spoergsmaalet om, hvorvidt Storhertugdoemmet Luxembourg, i modsaetning til UEBL, havde gjort sig skyldig i retsbrud.

25 Da Kommissionen ikke modtog nogen meddelelse om en aendring af aftalen, anlagde den disse traktatbrudssoegsmaal.

26 Ved kendelse afsagt af Domstolens praesident den 13. november 1997 er de to sager blevet forenet med henblik paa den mundtlige forhandling og domsafsigelsen.

Sagen for Domstolen

27 Det er Kommissionens opfattelse, at ifoelge aftalens artikel 2, 3 og 16 kan alene de nationale rederier i de kontraherende parter deltage i fragten og handelen ad soevejen mellem disse stater, saaledes at skibe, der anvendes af statsborgere i de oevrige medlemsstater, er udelukket fra denne trafik.

28 Aftalen er derfor i strid med forordningens artikel 5, stk. 1, som, bortset fra saerlige tilfaelde, forbyder arrangementer om lastfordeling i fremtidige aftaler med tredjelande.

29 Kommissionen har tilfoejet, at begrebet »fremtidig aftale« i samme bestemmelse tager sigte paa de aftaler, som ikke forpligtede medlemsstaterne ved forordningens ikrafttraeden den 1. januar 1987.

30 Dette er ifoelge Kommissionen tilfaeldet med aftalen, eftersom den ifoelge sin artikel 21 ikke kunne traede i kraft, foerend de forfatningsmaessige betingelser hos de kontraherende parter var opfyldt. Foerst den 15. juli 1987 modtog Malaysia underretning om den belgiske lov om godkendelse af aftalen.

31 Kommissionen har naermere anfoert, at der i sagen ikke foreligger nogen ansoegning til Raadet i henhold til artikel 5, stk. 1, og artikel 6, som giver Raadet mulighed for at tillade saadanne arrangementer i »saerlige tilfaelde«.

32 Endelig er Storhertugdoemmet Luxembourg ifoelge Kommissionen ogsaa part i aftalen, da denne stat i overensstemmelse med konventionens artikel 31, stk. 1, blev repraesenteret af Kongeriget Belgien, da aftalen blev indgaaet og godkendt.

33 Kongeriget Belgien har erkendt, at aftalen boer kvalificeres som fremtidig i forordningens artikel 5, stk. 1's forstand, og at dens bestemmelser skal aendres for at vaere i overensstemmelse med de bestemmelser i forordningen, der angaar arrangementer om lastfordeling.

34 Storhertugdoemmet Luxembourg har erkendt, at det var part i aftalen, og tilslutter sig i oevrigt Kongeriget Belgiens standpunkt.

35 Det bemaerkes for det foerste, at aftalen - da der foerst i juli 1987 blev givet underretning til de malaysiske myndigheder om den belgiske lov om godkendelse - ifoelge sin artikel 21 traadte i kraft efter den 1. januar 1987, datoen for forordningens ikrafttraeden. Der foreligger hermed en »fremtidig aftale« i forordningens artikel 5, stk. 1's forstand.

36 Det bemaerkes for det andet - som de sagsoegte regeringer har erkendt - at aftalen, der binder saavel Kongeriget Belgien som Storhertugdoemmet Luxembourg, i artikel 2, 3 og 16 indeholder arrangementer om lastfordeling, der i mangel af en tilladelse i henhold til forordningens artikel 5, stk. 1, strider mod sidstnaevnte bestemmelse.

37 Det maa derfor fastslaas, at Kongeriget Belgien og Storhertugdoemmet Luxembourg har tilsidesat deres forpligtelser i henhold til forordningens artikel 5, idet de har indfoert og opretholdt en raekke arrangementer om lastfordeling i aftalen om soetransport mellem UEBL og Malaysia, som blev godkendt af Kongeriget Belgien paa egne og Storhertugdoemmet Luxembourgs vegne og traadte i kraft efter den 1. januar 1987.

Sagens omkostninger

38 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, saafremt der er nedlagt paastand herom. Da Kongeriget Belgien og Storhertugdoemmet Luxembourg har tabt sagen, og da Kommissionen har nedlagt paastand herom, paalaegges disse stater at betale sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

(Femte Afdeling)

1) Kongeriget Belgien og Storhertugdoemmet Luxembourg har tilsidesat deres forpligtelser i henhold til artikel 5 i Raadets forordning nr. 4055/86 af 22. december 1986 om anvendelse af princippet om fri udveksling af tjenesteydelser inden for soetransport mellem medlemsstaterne indbyrdes og mellem medlemsstaterne og tredjelande, idet de har indfoert og opretholdt en raekke arrangementer om lastfordeling i aftalen om soetransport mellem Den Belgisk-Luxembourgske OEkonomiske Union og Malaysia, som blev godkendt af Kongeriget Belgien paa egne og Storhertugdoemmet Luxembourgs vegne og traadte i kraft efter den 1. januar 1987.

2) Kongeriget Belgien og Storhertugdoemmet Luxembourg betaler sagens omkostninger.