61997J0119

1 Institutionernes retsakter - begrundelse - pligt - raekkevidde - henvisning til en tidligere retsakt - tilladt

(EF-traktaten, art. 190)

2 Appel - anbringender - Domstolens proevelsesret med hensyn til vurdering af beviserne - udelukket, medmindre de er gengivet forkert

3 Konkurrence - administrativ procedure - undersoegelse af klager - hensyntagen til interessen for Faellesskabet i behandlingen af en sag - bedoemmelseskriterier

4 Konkurrence - administrativ procedure - undersoegelse af klager - Kommissionens fastsaettelse af prioriteter - pligt til at foretage en vurdering fra sag til sag - de kritiserede former for praksis bragt til ophoer - utilstraekkelig begrundelse for henlaeggelse

[EF-traktaten, art. 3, litra g), art. 85, 86 og art. 89, stk. 1]

5 Retspleje - bevisoptagelse - begaering fremsat af en part - afslag - betingelser

1 Der kan i begrundelsen for en forvaltningsakt henvises til andre retsakter og navnlig laegges vaegt paa indholdet af en tidligere retsakt, isaer hvis den er konneks.

2 Rettens vurdering af de beviser, der er fremfoert for den, udgoer ikke et retsspoergsmaal og er dermed ikke undergivet Domstolens proevelsesret i forbindelse med appellen, medmindre de er gengivet forkert, eller det fremgaar af de fremlagte dokumenter, at Rettens konstateringer er materielt urigtige.

3 Eftersom de faktiske og retlige omstaendigheder kan vaere meget forskellige fra sag til sag inden for et omraade som konkurrenceretten, afhaenger Kommissionens vurdering af en klages interesse for Faellesskabet af omstaendighederne i hvert enkelt konkret tilfaelde. Antallet af kriterier, som Kommissionen kan laegge vaegt paa, boer ikke begraenses, og det boer heller ikke paalaegges Kommissionen udelukkende at anvende bestemte kriterier.

4 Kommissionen, som efter traktatens artikel 89, stk. 1, har til opgave at paase, at de i artikel 85 og 86 fastlagte principper anvendes, skal fastlaegge og gennemfoere den faelles konkurrencepolitik. Med henblik paa at kunne udfoere denne opgave effektivt er den berettiget til at prioritere de klager, den modtager, forskelligt.

Den kan imidlertid ikke, naar den opstiller prioriteter, paa forhaand udelukke, at den vil gribe ind over for bestemte situationer, der ligger inden for rammerne af den opgave, der er tildelt Kommissionen ved traktaten. Den skal i denne forbindelse i hvert enkelt tilfaelde vurdere, hvor grove de paastaaede indgreb i konkurrencen er, og om de fortsat har virkninger.

Saafremt der fortsat bestaar konkurrencebegraensende virkninger, efter at de former for praksis, der har foraarsaget dem, er bragt til ophoer, har Kommissionen stadig i henhold til traktatens artikel 2, artikel 3, litra g), og artikel 86 kompetence til at gribe ind for at fjerne eller neutralisere de paagaeldende virkninger.

Kommissionen kan saaledes ikke alene under henvisning til, at de former for praksis, der haevdes at vaere i strid med traktaten, er bragt til ophoer, beslutte at henlaegge en klage over de paagaeldende former for praksis paa grund af sagens manglende interesse for Faellesskabet uden at have undersoegt, om der fortsat bestaar konkurrencebegraensende virkninger, og om de paastaaede indgreb i konkurrencen i givet fald er saa grove eller fortsat har saadanne virkninger, at klagen derfor er af interesse for Faellesskabet.

5 Saafremt sagsoegerne har fremsat begaering om, at Retten paalaegger sagsoegte at fremlaegge et dokument, der tilsyneladende er relevant for sagens afgoerelse, under angivelse af, hvem der har skrevet dokumentet, og dettes adressat og dato, kan Retten ikke undlade at imoedekomme en saadan begaering med den begrundelse, at dokumentet ikke er blevet fremlagt for Retten, og at der heller ikke i oevrigt er fremfoert noget, der kan bekraefte, at der findes et saadant dokument.

Retten kan nemlig ikke blot forkaste parternes paastande med den begrundelse, at der ikke er foert tilstraekkeligt bevis herfor, da det beror paa Retten gennem en imoedekommelse af begaeringen at fjerne den usikkerhed, der kan bestaa med hensyn til rigtigheden af de paagaeldende paastande, eller at angive grundene til, at et saadant dokument under alle omstaendigheder og uanset dets indhold ikke kan vaere relevant for sagens afgoerelse.

1 Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 22. marts 1997 har Union française de l'express (Ufex), tidligere Syndicat français de l'express international (herefter »SFEI«), DHL International og Service CRIE i medfoer af artikel 49 i EF-statutten for Domstolen ivaerksat appel af dom afsagt af Retten i Foerste Instans den 15. januar 1997 i sag T-77/95, SFEI m.fl. mod Kommissionen (Sml. II, s. 1, herefter »den appellerede dom«), hvorved Retten frifandt Kommissionen for sagsoegernes paastand om annullation af Kommissionens beslutning af 30. december 1994 om afvisning af en klage, sagsoegerne havde indgivet i henhold til EF-traktatens artikel 86 (herefter »den omtvistede beslutning«).

2 Den 21. december 1990 indgav SFEI, DHL International, Service CRIE og May Courier en klage til Kommissionen med henblik paa at faa fastslaaet, at det franske postvaesen (herefter »La Poste«) bl.a. havde tilsidesat traktatens artikel 86.

3 For saa vidt angaar artikel 86 klagede sagsoegerne over den logistiske og kommercielle bistand, som La Poste haevdedes at yde sit datterselskab, Société française de messageries internationales, siden 1992 GDEW France (herefter »SFMI«), som opererer paa markedet for international kurertjeneste. Ifoelge sagsoegerne bestod misbruget i, at La Poste lod SFMI drage fordel af sin infrastruktur paa unormalt fordelagtige vilkaar med henblik paa at udvide den dominerende stilling, La Poste havde paa markedet for almindelig postbefordring, til ogsaa at omfatte det hermed forbundne marked for international kurertjeneste.

4 Ved skrivelse af 10. marts 1992 meddelte Kommissionen sagsoegerne, at deres klage var blevet afvist.

5 Ved kendelse af 30. november 1992 (sag T-36/92, SFEI m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2479) afviste Retten det annullationssoegsmaal til proevelse af beslutningen, som SFEI, DHL International, Service Crie og May Courier havde anlagt. Denne kendelse blev imidlertid ved dom af 16. juni 1994 (sag C-39/93 P, SFEI m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 2681) ophaevet af Domstolen, som hjemviste sagen til Retten.

6 Ved skrivelse af 4. august 1994 trak Kommissionen den beslutning, der var genstand for sagen ved Retten, tilbage. Ved kendelse af 3. oktober 1994 (sag T-36/92, SFEI m.fl. mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgoerelser) fastslog Retten derfor, at det ikke laengere var fornoedent at traeffe afgoerelse i sagen.

7 Den 29. august 1994 opfordrede SFEI Kommissionen til at handle, jf. EF-traktatens artikel 175.

8 Den 28. oktober 1994 sendte Kommissionen SFEI en skrivelse i medfoer af artikel 6 i Kommissionens forordning nr. 99/63/EOEF af 25. juli 1963 om udtalelser i henhold til artikel 19, stk. 1 og 2, i Raadets forordning nr. 17 (EFT 1963-1964, s. 42, herefter »forordning nr. 99/63«), hvori den gav udtryk for, at den agtede at afvise klagen.

9 Efter at have modtaget SFEI's bemaerkninger traf Kommissionen den omtvistede beslutning, der har foelgende ordlyd:

»Der henvises til den klage, De har indgivet til Kommissionens tjenestegrene den 21. december 1990, og som var vedlagt en kopi af en saerskilt klage indgivet den 20. december 1990 til det franske konkurrenceraad. De to klager drejer sig om det franske postvaesens internationale kurertjenester.

Den 28. oktober 1994 sendte Kommissionens tjenestegrene Dem en skrivelse i medfoer af artikel 6 i forordning nr. 99/63, hvori det blev meddelt, at de oplysninger, der var tilvejebragt under behandlingen af sagen, ikke gav Kommissionen grundlag for at tage Deres klage stoettet paa traktatens artikel 86 til foelge, og De blev opfordret til at fremkomme med Deres bemaerkninger hertil.

I Deres skrivelse af 28. november 1994 har De fastholdt Deres opfattelse, hvorefter der foreligger et misbrug af en dominerende stilling fra det franske postvaesen og SFMI's side.

Kommissionen skal derfor paa baggrund af Deres sidstnaevnte skrivelse hermed meddele Dem sin endelige beslutning vedroerende Deres klage af 21. december 1990 med hensyn til spoergsmaalet om indledning af en procedure i henhold til artikel 86.

Kommissionen finder under henvisning til de udfoerlige grunde, der er anfoert i Kommissionens skrivelse af 28. oktober 1994, at det i det foreliggende tilfaelde ikke er godtgjort, at de paastaaede overtraedelser fortsat finder sted, saaledes at Deres begaering vil kunne imoedekommes. Det bemaerkes herved, at Deres skrivelse af 28. november 1994 ikke indeholder nye oplysninger, der giver Kommissionen grundlag for at aendre denne konklusion, som stoettes af de nedenfor anfoerte grunde.

For det foerste behandler groenbogen om udvikling af det indre marked for posttjenester (KOM(93) 247 endelig udg. af 2.6.1993) bl.a. de vaesentligste af de problemer, der rejses i SFEI's klage. Selv om den kun indeholder forslag de lege ferenda, skal de ogsaa tages i betragtning med henblik paa at vurdere, om Kommissionen anvender sine begraensede ressourcer hensigtsmaessigt, og navnlig om dens tjenestegrene bestraeber sig paa at udarbejde regler vedroerende fremtiden for markedet for posttjenester i stedet for paa eget initiativ at undersoege paastaaede overtraedelser, som den goeres opmaerksom paa.

For det andet har Kommissionen paa baggrund af en undersoegelse i medfoer af forordning nr. 4064/89 hos det joint venture (GD Net), der er oprettet af TNT, La Poste og fire andre postvaesener, offentliggjort sin beslutning af 2. december 1991 i sag IV/M.102. Ved sin beslutning af 2. december 1991 besluttede Kommissionen ikke at modsaette sig den anmeldte fusion og at erklaere den forenelig med faellesmarkedet. Den paaviste saerlig i relation til joint venturet, at 'den foreslaaede transaktion hverken skaber eller forstaerker en dominerende stilling, som i betydelig grad kan begraense konkurrencen paa faellesmarkedet eller paa en vaesentlig del heraf'.

Beslutningen drejer sig paa nogle vigtige punkter om den indflydelse, det tidligere SFMI's aktiviteter kunne have paa konkurrencen: SFMI's eksklusive adgang til La Poste's faciliteter var blevet begraenset og skulle bortfalde to aar efter fusionens gennemfoerelse, saaledes at selskabet helt blev afskaaret fra at benytte La Poste som underleverandoer. Enhver adgang, som La Poste lovligt gav SFMI, skulle paa tilsvarende maade tilbydes enhver anden kurervirksomhed, som La Poste indgik aftale med.

Dette resultat svarer fuldstaendig til de loesninger, som De med henblik paa fremtiden foreslog den 21. december 1990. De kraevede, at SFMI skulle forpligtes til at betale samme pris for PTT's tjenester, som hvis man koebte dem af et privat selskab, saafremt SFMI maatte vaelge fortsat at benytte sig af disse tjenester. De kraevede endvidere, at 'enhver form for stoette og forskelsbehandling bringes til ophoer', og at 'SFMI tilpasser sine priser ud fra den reelle vaerdi af de af La Poste tilbudte tjenester'.

Det er herefter aabenbart, at de problemer vedroerende den aktuelle og fremtidige konkurrence paa omraadet for international kurertjeneste, som De henviser til, er blevet loest paa passende vis ved de foranstaltninger, Kommissionen allerede har truffet.

Saafremt De finder, at de betingelser, der blev paalagt La Poste i sag IV/M.102, ikke er blevet overholdt, f.eks. paa omraaderne for transport og reklame, er det saaledes op til Dem - saa vidt muligt - at foere bevis herfor og eventuelt indgive en klage i henhold til artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 17/62. Udtalelser om, at 'SFMI's aktuelle takster (uden hensyn til eventuelle rabatter) fortsat ligger langt under dem, der anvendes af SFEI's medlemmer' (s. 3 i Deres skrivelse af 28.11.), eller at 'Chronopost har reklameskilte paa P & T's lastvogne' (erklaering fra staevningsmand, vedlagt som bilag til Deres skrivelse), skal imidlertid stoettes af faktiske elementer, der kan begrunde, at Kommissionens tjenestegrene foretager en undersoegelse.

De foranstaltninger, Kommissionen traeffer i henhold til traktatens artikel 86, har til formaal at sikre en reel konkurrence paa det indre marked. Paa faellesmarkedet for internationale kurertjenester ville der, naar henses til ovenstaaende detaljerede redegoerelse, skulle frembringes nye oplysninger om eventuelle overtraedelser af artikel 86, for at Kommissionen skulle kunne begrunde en undersoegelse af de naevnte aktiviteter.

I oevrigt finder Kommissionen, at den ikke har pligt til at undersoege eventuelle overtraedelser af konkurrencereglerne, som tidligere har fundet sted, hvis en saadan undersoegelses eneste formaal eller virkning er at tjene parternes individuelle interesser. Kommissionen ser ikke nogen interesse i at indlede en saadan undersoegelse i henhold til traktatens artikel 86.

Af ovennaevnte grunde skal jeg saaledes meddele Dem, at Deres klage maa afvises.«

Sagen for Retten

10 Ved staevning indleveret den 6. marts 1995 anlagde SFEI, DHL International, Service CRIE og May Courier annullationssoegsmaal ved Retten, idet de bl.a. gjorde gaeldende, at der var sket en tilsidesaettelse af traktatens artikel 86, af reglerne om vurderingen af faellesskabsinteressen og af princippet om god forvaltningsskik, lighedsprincippet og forbuddet mod forskelsbehandling. De paaberaabte sig ogsaa magtfordrejning fra Kommissionens side.

11 De gjorde for det foerste gaeldende, at Kommissionen havde tilsidesat traktatens artikel 86 ved at have baseret sig paa en beslutning i henhold til Raadets forordning (EOEF) nr. 4064/89 af 21. december 1989 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (EFT L 395, s. 1, berigtiget i EFT 1990 L 257, s. 13), idet kriterierne for vurderingen af de faktiske omstaendigheder, Kommissionen skal undersoege, er forskellige, alt efter om det er artikel 86 eller forordningen, der finder anvendelse.

12 For det andet gjorde sagsoegerne gaeldende, at Kommissionen ikke havde overholdt reglerne om vurderingen af Faellesskabets interesse i den sag, der var genstand for klagen. Kommissionen havde ikke taget hensyn til de krav, der efter retspraksis skal vaere opfyldt, for at en klage kan afvises paa grund af sagens manglende interesse for Faellesskabet (dom af 18.9.1992, sag T-24/90, Automec mod Kommissionen, Sml. II, s. 2223, praemis 86, herefter »Automec II-dommen«), med hensyn til den paastaaede overtraedelses betydning for det faelles markeds funktion, sandsynligheden for at kunne godtgoere dens eksistens og raekkevidden af de noedvendige undersoegelsesforanstaltninger. Endvidere havde Kommissionen ikke forklaret, hvordan den kunne vaere sikker paa, at de konkurrencebegraensende former for praksis var bragt til ophoer.

13 For det tredje paaberaabte sagsoegerne sig en tilsidesaettelse af princippet om god forvaltningsskik og af forbuddet mod forskelsbehandling.

14 Hvad angaar princippet om god forvaltningsskik gjorde de gaeldende, at Kommissionen ikke havde taget hensyn til en oekonomisk redegoerelse udarbejdet af et revisionsfirma, som var vedlagt sagsoegernes klage.

15 Forbuddet mod forskelsbehandling var blevet tilsidesat, idet Kommissionen havde besluttet at afvise klagen med den begrundelse, at eftersom der alene var tale om tidligere begaaede overtraedelser, ville en undersoegelse kun tjene parternes individuelle interesser. En saadan begrundelse haevdedes at stride mod adskillige tidligere beslutninger fra Kommissionen.

16 For det fjerde gjorde sagsoegerne gaeldende, at Kommissionen havde gjort sig skyldig i magtfordrejning. De anfoerte i denne forbindelse, at udtalelserne fra de forskellige konkurrencekommissaerer illustrerede Kommissionens uklare holdning, idet Kommissionen officielt syntes at vaere optaget af at sikre, at konkurrencereglerne blev overholdt inden for postsektoren, men i realiteten havde givet efter for visse medlemsstaters og postvaeseners pression.

17 Med henblik paa at underbygge dette synspunkt fremsatte sagsoegerne begaering om, at det blev paalagt Kommissionen at fremlaegge en skrivelse af 1. juni 1995 fra kommissionsmedlem Sir Leon Brittan til formanden for Kommissionen, hvoraf det skulle fremgaa, at Kommissionen havde besluttet at undlade at forfoelge de i klagen omhandlede overtraedelser for at fremme Raadets gennemfoerelse af en postpolitik.

Den appellerede dom

18 I den appellerede dom fastslog Retten, at anbringendet om en tilsidesaettelse af traktatens artikel 86 ikke kunne foere til det tilsigtede resultat, idet afvisningen af klagen udelukkende var begrundet i, at den paagaeldende sag ikke havde tilstraekkelig interesse for Faellesskabet (praemis 34, 35 og 36). Retten bemaerkede i denne forbindelse, at der ganske vist alene i den omtvistede beslutnings naestsidste afsnit blev henvist til sagens interesse for Faellesskabet (praemis 31), men at dette afsnit var uloeseligt forbundet med resten af beslutningen, hvorfor hele beslutningen var dikteret af en vurdering af, om det var hensigtsmaessigt at gribe ind paa et omraade, hvor Kommissionen allerede havde udoevet sin myndighed (praemis 32).

19 Retten understregede i denne forbindelse, at Kommissionen i beslutningen indledningsvis erindrede om, at markedet for posttjenester havde vaeret genstand for en samlet undersoegelse i den groenbog om posttjenester, der blev offentliggjort den 11. juni 1992, og i de retningslinjer for udvikling af EF's posttjenester, der blev offentliggjort den 2. juni 1993. Det anfoertes endvidere i beslutningen, at problemet med de paastaaede overtraedelser af traktatens artikel 86 saerligt i relation til international kurertjeneste var blevet undersoegt og loest af Kommissionen i forbindelse med GD Net-beslutningen. Endelig understregede Kommissionen, at klagerne ikke havde godtgjort, at overtraedelserne fortsat fandt sted, og at Kommissionen ikke skulle beskaeftige sig med tidligere overtraedelser alene af hensyn til parternes individuelle interesse (praemis 32).

20 Retten bemaerkede endvidere, at de enkelte dele af den omtvistede beslutning ikke ville give nogen mening, hvis de skulle betragtes som en retlig vurdering paa grundlag af traktatens artikel 86. Beslutningen indeholdt nemlig ikke nogen definition af det relevante marked, hverken det geografiske marked eller produktmarkedet, og heller ikke nogen vurdering af La Poste's stilling paa dette marked eller en stillingtagen til, om de paagaeldende former for praksis faldt ind under traktatens artikel 86 (praemis 33).

21 I relation til det andet anbringende udtalte Retten for det foerste, at Kommissionen ved vurderingen af faellesskabsinteressen er berettiget til at laegge vaegt paa andre relevante faktorer end dem, Retten har opregnet i sine tidligere domme. Som det fremgaar af Automec II-dommen, maa den paagaeldende vurdering nemlig noedvendigvis foretages ud fra en undersoegelse af det enkelte konkrete tilfaeldes saerlige omstaendigheder, som er undergivet Rettens kontrol (praemis 46).

22 For det andet udtalte Retten, at Kommissionen lovligt kan beslutte, at det ikke er hensigtsmaessigt at behandle en klage over nogle former for praksis, der senere er bragt til ophoer. En behandling af sagen og en konstatering af nogle tidligere overtraedelser ville ikke laengere tjene til at sikre, at konkurrencen inden for faellesmarkedet ikke fordrejes, og saaledes ikke vaere i overensstemmelse med den opgave, der er tildelt Kommissionen ved traktaten. Formaalet med en saadan procedure ville i det vaesentlige vaere at goere det lettere for klagerne for de nationale domstole at paavise et ansvarsgrundlag med henblik paa at opnaa erstatning. Dette gjaldt navnlig i det foreliggende tilfaelde, hvor de omtvistede former for praksis var bragt til ophoer som foelge af Kommissionens indgriben (praemis 57 og 58).

23 For det tredje undersoegte Retten, om Kommissionen i det foreliggende tilfaelde med foeje kunne konkludere, at de i klagen kritiserede former for praksis var bragt til ophoer som foelge af vedtagelsen af GD Net-beslutningen (praemis 61).

24 Retten bemaerkede i den forbindelse indledningsvis, at Kommissionen i GD Net-beslutningen foerst konstaterede, at de anmeldte aftaler indeholdt en klausul, hvorefter en tjeneste, som et postvaesen skulle levere som underleverandoer for det faelles datterselskab, ville blive leveret mod betaling paa normale handelsvilkaar. Kommissionen bemaerkede imidlertid, at postvaesenerne paa tidspunktet for beslutningen ikke havde indfoert ordninger, der gjorde det muligt at beregne de noejagtige priser for hver enkelt af de leverede tjenester, hvorfor den fandt, at konkurrencefordrejninger ikke kunne udelukkes. Den skoennede saaledes, at postvaesenerne ikke havde nogen oekonomisk begrundelse for at lade datterselskabet faa fordel af krydssubsidiering, idet deres individuelle andel af det faelles datterselskabs overskud ikke ville kunne modsvare den eventuelle subsidiering, hver enkelt deltager maatte yde. Desuden gav de postvaesener, der deltog i transaktionen, tilsagn om at levere de samme tjenester til tredjemand paa samme vilkaar, saa laenge de ikke kunne godtgoere, at der ikke skete krydssubsidiering (praemis 62).

25 Retten bemaerkede dernaest, at GD Net-beslutningen bl.a. vedroerte La Poste, som derfor var retligt bundet af bestemmelserne i de anmeldte aftaler og navnlig af bestemmelserne vedroerende betalingen for de tjenester, selskabet leverede som underleverandoer for sit datterselskab, samt af de i bilaget til den omtvistede beslutning omhandlede tilsagn. Retten understregede i oevrigt, at La Poste som foelge af fusionen trak sig tilbage fra markedet for internationale kurertjenester, saaledes at selskabet ikke opretholdt egne aktiviteter inden for denne sektor, som gav det mulighed for at unddrage sig de tilsagn, der blev givet (praemis 64).

26 Retten konkluderede, at eftersom La Poste var bundet af de anmeldte aftaler og af de ovennaevnte tilsagn, kunne Kommissionen efter gennemfoerelsen af fusionen, dvs. den 18. marts 1992 ifoelge de for Retten frembragte oplysninger, med rette antage, at reglerne var overholdt, idet der ikke var holdepunkter for en overtraedelse heraf (praemis 68).

27 For det fjerde bemaerkede Retten, at de beviser, sagsoegerne havde fremfoert med henblik paa at godtgoere, at de omtvistede former for praksis fortsat fandt sted - nemlig dels en erklaering fra en staevningsmand, hvorefter der var konstateret et reklameskilt vedroerende tjenesten »Chronopost« paa et af La Poste's koeretoejer, dels en udtalelse i sagsoegernes skrivelse om, at »SFMI's aktuelle takster fortsat ligger langt under dem, der anvendes af SFEI's medlemmer« - ganske vist kunne give grundlag for at fastslaa, at der faktisk fandtes underleveranceaftaler, men derimod ikke kunne give grundlag for en formodning om, at der forelaa krydssubsidiering (praemis 69).

28 Retten bemaerkede videre, at den beslutning, Kommissionen i juli 1996 traf om at indlede en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 93, stk. 2, vedroerende stoette, som Frankrig skulle have ydet selskabet SFMI-Chronopost (EFT 1996 C 206, s. 3), og som sagsoegerne havde paaberaabt sig under retsmoedet, ikke gav grundlag for at fastslaa, at Kommissionen paa tidspunktet for vedtagelsen af den omtvistede beslutning raadede over oplysninger, der var tilstraekkelige til at begrunde, at der blev indledt en undersoegelse i henhold til traktatens artikel 86 for saa vidt angaar perioden efter vedtagelsen af GD Net-beslutningen (praemis 71).

29 Hvad angaar den i GD Net-beslutningen indeholdte bemaerkning om, at postvaesenerne ikke ville have nogen oekonomisk begrundelse for at lade det faelles datterselskab faa fordel af krydssubsidiering, bemaerkede Retten, at denne vurdering ikke var blevet indbragt for Retten, og at den ikke var blevet bestridt af sagsoegerne i deres skriftlige indlaeg (praemis 72).

30 Retten forkastede saaledes det andet anbringende efter at have understreget, at sagsoegerne ikke havde vaeret i stand til at foere noget bevis for, at der fortsat forelaa krydssubsidiering, saaledes at der var grundlag for at indlede en undersoegelse (praemis 73).

31 I relation til det tredje anbringende understregede Retten, at Kommissionen ved den omtvistede beslutning afviste klagen med den begrundelse, at sagen ikke havde tilstraekkelig interesse for Faellesskabet, navnlig fordi de kritiserede former for praksis var bragt til ophoer som foelge af GD Net-beslutningen. Under disse omstaendigheder fandtes det ikke at kunne udgoere en tilsidesaettelse af princippet om god forvaltningsskik, at Kommissionen ikke benyttede sig af en sagkyndig rapport, som angik en periode, der laa forud for vedtagelsen af GD Net-beslutningen (praemis 100).

32 For saa vidt angaar forbuddet mod forskelsbehandling fastslog Retten foerst, at sagsoegerne ikke havde godtgjort, at Kommissionen i en situation, der kan sammenlignes med den foreliggende, hvor nogle omtvistede former for praksis er bragt til ophoer som foelge af en tidligere beslutning fra Kommissionens side, ikke desto mindre har indledt en undersoegelse i henhold til traktatens artikel 86 af de tidligere foreliggende faktiske omstaendigheder (praemis 102).

33 Endvidere kunne sagsoegerne efter Rettens opfattelse ikke goere gaeldende, at der var sket forskelsbehandling ved anvendelsen af traktatens artikel 86, idet den omtvistede beslutning udelukkende var baseret paa sagens manglende interesse for Faellesskabet, hvorfor Kommissionen ikke havde vurderet de kritiserede omstaendigheder i forhold til artikel 86 (praemis 103).

34 Hvad angaar det fjerde anbringende om magtfordrejning udtalte Retten, at sagsoegernes bemaerkninger vedroerende en skrivelse, som Sir Leon Brittan skulle have sendt til formanden for Kommissionen, og som ikke var fremlagt for Retten, idet der heller ikke i oevrigt var fremfoert noget, der kunne bekraefte, at der fandtes en saadan skrivelse, alene hvilede paa paastande, der ikke var underbygget, og saaledes ikke kunne give grundlag for at fastslaa, at der forelaa magtfordrejning (praemis 117).

35 Ud fra disse betragtninger forkastede Retten det fjerde anbringende.

36 Kommissionen blev derfor frifundet, og det blev paalagt sagsoegerne at betale sagens omkostninger.

Appellen

37 Appellanterne har gjort tolv anbringender gaeldende til stoette for appellen.

38 For det foerste goeres det gaeldende, at Retten har gengivet den omtvistede beslutning forkert.

39 For det andet goeres det gaeldende, at Retten har begaaet en retlig fejl ved at laegge til grund, at Kommissionen kunne basere den omtvistede beslutning paa en anden beslutning, som var truffet i en anden sag med andre parter og til dels havde en anden genstand og en anden hjemmel.

40 For det tredje og subsidiaert goeres det gaeldende, at begrundelsen for den appellerede dom er selvmodsigende.

41 For det fjerde goeres det gaeldende, at der ikke er noget retligt grundlag for den appellerede dom.

42 For det femte goeres det gaeldende, at Retten ikke lovligt kunne udlede af sagens akter, at Kommissionen havde fornoedent grundlag for at fastslaa, at overtraedelserne var bragt til ophoer.

43 For det sjette goeres det gaeldende, at Retten har tilsidesat reglerne om vurderingen af faellesskabsinteressen.

44 For det syvende goeres det gaeldende, at Retten har tilsidesat EF-traktatens artikel 86, sammenholdt med artikel 3, litra g), artikel 89 og artikel 155.

45 For det ottende goeres det gaeldende, at Retten har tilsidesat lighedsprincippet, retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

46 For det niende goeres det gaeldende, at Retten har anlagt en forkert vurdering af begrebet »sammenlignelige situationer« i forbindelse med undersoegelsen af anbringendet vedroerende lighedsprincippet.

47 For det tiende goeres det gaeldende, at Retten har tilsidesat princippet om god forvaltningsskik.

48 For det ellevte goeres det gaeldende, at Retten har undladt at tage stilling til et vigtigt punkt i appellanternes argumentation vedroerende grundlaget for Kommissionens afvisning af deres klage.

49 Endelig goeres det gaeldende, at Retten har begaaet retlige fejl i forbindelse med anvendelsen af begrebet magtfordrejning, idet den ikke har undersoegt alle de paaberaabte dokumenter.

Det foerste anbringende

50 Som det foerste led i deres foerste anbringende goer appellanterne gaeldende, at Retten har gengivet den omtvistede beslutning forkert ved ikke at anse beslutningen for at vaere baseret paa to saerskilte begrundelser, nemlig eksistensen af groenbogen om posttjenester og retningslinjerne for udvikling af EF's posttjenester paa den ene side og GD Net-beslutningen paa den anden side.

51 Som det andet led i det foerste anbringende goer appellanterne gaeldende, at Retten ogsaa har gengivet beslutningen forkert ved at tilfoeje en begrundelse baseret paa »faellesskabsinteressen«, som ikke var naevnt i beslutningen.

52 Det skal hertil blot bemaerkes, at Retten med rette antog, at hele beslutningen var baseret paa den manglende interesse for Faellesskabet.

53 Kommissionen tog nemlig igennem hele beslutningen stilling til, om det var hensigtsmaessigt, at Kommissionen paa ny greb ind paa et omraade, hvor den allerede havde taget initiativer som groenbogen, retningslinjerne og GD Net-beslutningen. Da disse initiativer alene blev naevnt i denne sammenhaeng, kan de ikke betragtes som selvstaendige begrundelser for afvisningen af klagen.

54 Ud fra disse betragtninger kan det foerste anbringende ikke tiltraedes.

Det andet anbringende

55 Som deres andet anbringende goer appellanterne gaeldende, at Retten har begaaet en retlig fejl ved at fastslaa, at Kommissionen som grundlag for den omtvistede beslutning kunne henvise til en anden beslutning.

56 Efter appellanternes opfattelse skal enhver retslig eller administrativ afgoerelse kunne staa alene, idet den myndighed, der traeffer afgoerelsen, skal goere dette ud fra sagens saerlige omstaendigheder.

57 Det bemaerkes, at der, som generaladvokaten har anfoert i punkt 20 i forslaget til afgoerelse, i begrundelsen for en forvaltningsakt kan henvises til andre retsakter og navnlig laegges vaegt paa indholdet af en tidligere retsakt, isaer hvis den er konneks.

58 Retten har derfor ikke begaaet en retlig fejl ved at godkende, at Kommissionen i den omtvistede beslutning henviste til GD Net-beslutningen og antog, at denne havde bragt de i klagen omhandlede former for praksis til ophoer, i betragtning af at den var retligt bindende for La Poste, der som foelge af fusionen trak sig tilbage fra markedet for internationale kurertjenester.

59 Det andet anbringende kan herefter ikke tiltraedes.

Det tredje anbringende

60 Som deres tredje anbringende, der er subsidiaert i forhold til det foregaaende, goer appellanterne gaeldende, at saafremt Domstolen maatte finde, at Retten ikke har begaaet en retlig fejl ved at godkende, at Kommissionen begrundede den omtvistede beslutning med en henvisning til GD Net-beslutningen, boer den appellerede dom ophaeves, fordi begrundelsen er selvmodsigende.

61 Det fremgaar ifoelge appellanterne af praemis 32 og 67 i den appellerede dom, at alle de faktiske omstaendigheder og overtraedelser, der er naevnt i klagen som en tilsidesaettelse af traktatens artikel 86, blev gjort til genstand for en faktisk og retlig vurdering i forbindelse med GD Net-beslutningen. Eftersom der i den omtvistede beslutning henvises til begrundelsen for GD Net-beslutningen, er begrundelsen for den appellerede dom selvmodsigende, for saa vidt som det i oevrigt haevdes, at den omtvistede beslutning ikke indeholdt en bedoemmelse af de kritiserede former for praksis paa grundlag af traktatens artikel 86.

62 Det skal hertil blot bemaerkes, at Retten begraensede sig til at fastslaa, at Kommissionen i den omtvistede beslutning afviste klagen, fordi sagen ikke havde tilstraekkelig interesse for Faellesskabet, og at den derfor ikke var forpligtet til at bedoemme de omtvistede former for praksis paa grundlag af traktatens artikel 86. Som det fremgaar af naervaerende doms praemis 58, er raekkevidden af henvisningen til GD Net-beslutningen i oevrigt begraenset, da den for det foerste tjener til at fremfoere den antagelse, at selv om de kritiserede former for praksis faktisk tidligere havde fundet sted, var de blevet bragt til ophoer som foelge af GD Net-beslutningen, og da den for det andet ikke vedroerer den bedoemmelse af de paagaeldende former for praksis, som Kommissionen maatte have foretaget paa grundlag af traktatens artikel 86 i GD Net-beslutningen.

63 Da den appellerede dom saaledes ikke er selvmodsigende, kan det tredje anbringende ikke tiltraedes.

Det fjerde anbringende

64 Som deres fjerde anbringende goer appellanterne gaeldende, at Retten ikke har foretaget de noedvendige undersoegelser med henblik paa at kontrollere, om Kommissionen var i stand til at konstatere, at der, som haevdet, ikke forelaa krydssubsidiering mellem La Poste og datterselskabet.

65 De foreholder naermere Retten, at den ikke har taget hensyn til en raekke elementer, som de gjorde Retten bekendt med, og som bekraefter, at der fortsat skete subsidiering efter 1991, saasom La Poste's manglende driftsbogholderi, SFMI's udnyttelse af La Poste's image og en oekonomisk redegoerelse, som blev fremlagt af den franske regering i den sag, der foerte til Domstolens dom af 11. juli 1996 (sag C-39/94, SFEI m.fl., Sml. I, s. 3547).

66 Det skal hertil blot bemaerkes, at Rettens vurdering af de beviser, der er fremfoert for den, ikke udgoer et retsspoergsmaal og dermed ikke er undergivet Domstolens proevelsesret i forbindelse med appellen, medmindre de er gengivet forkert, eller det fremgaar af de fremlagte dokumenter, at Rettens konstateringer er materielt urigtige (dom af 2.3.1994, sag C-53/92 P, Hilti mod Kommissionen, Sml. I, s. 667, praemis 42, af 1.6.1994, sag C-136/92 P, Kommissionen mod Brazzelli Lualdi m.fl., Sml. I, s. 1981, praemis 48 og 49, og af 6.4.1995, forenede sager C-241/91 P og C-242/91 P, RTE og ITP mod Kommissionen, Sml. I, s. 743, praemis 67, jf. ogsaa kendelse af 17.9.1996, sag C-19/95 P, San Marco mod Kommissionen, Sml. I, s. 4435, praemis 39), hvilket appellanterne ikke goer gaeldende.

67 Det fjerde anbringende maa derfor afvises.

Det femte anbringende

68 Som det foerste led i det femte anbringende goer appellanterne gaeldende, at Retten i den appellerede doms praemis 68 ikke lovligt kunne udlede af sagsakterne, at Kommissionen havde fornoedent grundlag for at fastslaa, at overtraedelserne var bragt til ophoer, da GD Net-beslutningen blev truffet.

69 Ifoelge appellanterne er denne antagelse i strid med selve ordlyden af GD Net-beslutningen, hvorefter de af de beroerte virksomheder afgivne tilsagn foerst skulle gaelde fra den 18. marts 1995. Kommissionen kunne saaledes ikke i 1994 paa grundlag af disse tilsagn konkludere, at de i klagen omhandlede former for praksis var bragt til ophoer.

70 Det bemaerkes, at Retten i praemis 72 i den appellerede dom udtalte, at uafhaengigt af de naevnte tilsagn er

»parterne i den anmeldte fusion ... fortsat bundet af bestemmelserne i deres aftale, herunder bestemmelsen om, at enhver tjeneste, som et postvaesen leverer som underleverandoer, skal leveres mod betaling paa normale handelsvilkaar. Desuden fremgaar det af GD Net-beslutningen, at postvaesenerne ikke vil have nogen oekonomisk begrundelse for at lade det faelles datterselskab faa fordel af krydssubsidiering. Denne vurdering i GD Net-beslutningen, som ikke er blevet indbragt for Retten, er ikke blevet bestridt af sagsoegerne i deres skriftlige indlaeg. Tilsagnene udgoer i realiteten en yderligere bebyrdende foranstaltning for postvaesenerne, idet disse forpligtes til at give de samme vilkaar i forbindelse med lignende tjenester til andre virksomheder, der udfoerer internationale kurertjenester, saa laenge de ikke kan bevise, at der ikke sker krydssubsidiering«.

71 Eftersom Kommissionen og Retten fandt, at GD Net-beslutningen uafhaengigt af de tilsagn, den foreskrev, var af en saadan karakter, at de kritiserede former for praksis blev bragt til ophoer, vedroerer det foerste led i det femte anbringende under alle omstaendigheder et overfloedigt punkt i begrundelsen for den appellerede dom, hvorfor det er irrelevant. Det er herefter ufornoedent at undersoege, om det paagaeldende led i anbringendet - som anfoert af appellanterne - rejser et retsspoergsmaal, eller om det tvaertimod henhoerer under Rettens vurdering af beviser, i hvilket tilfaelde det maa afvises.

72 Det foerste led i det femte anbringende maa saaledes forkastes.

73 Som det andet led i det femte anbringende anfaegter appellanterne bemaerkningen i praemis 71 i den appellerede dom om, at den ovennaevnte beslutning, Kommissionen i juli 1996 traf om at indlede en procedure i henhold til traktatens artikel 93, stk. 2, vedroerende stoette, som Frankrig skulle have ydet selskabet SFMI-Chronopost, »ikke [giver] grundlag for at fastslaa, at Kommissionen paa tidspunktet for vedtagelsen af den anfaegtede beslutning raadede over oplysninger, der var tilstraekkelige til at begrunde, at der blev indledt en undersoegelse i henhold til traktatens artikel 86 for saa vidt angaar perioden efter vedtagelsen af GD Net-beslutningen«.

74 Det skal hertil blot bemaerkes, at det andet led i det femte anbringende ikke kan undersoeges i forbindelse med en appel, idet det vedroerer undersoegelsen af de beviser, der blev foert for Retten, og dermed vurderingen af de faktiske omstaendigheder.

75 Det andet led i det femte anbringende maa saaledes forkastes.

Det sjette og det ottende anbringende

76 Som deres sjette anbringende goer appellanterne gaeldende, at Retten har begaaet en retlig fejl i vurderingen af faellesskabsinteressen. Det foelger efter deres opfattelse af udtrykket »bl.a.« i praemis 86 i Automec II-dommen, at Kommissionen har pligt til i det mindste at vurdere faellesskabsinteressen ud fra de dér opregnede faktorer, som kun efter omstaendighederne kan suppleres med andre faktorer, der saerligt goer sig gaeldende i det konkrete tilfaelde. I modsat fald ville begrebet faellesskabsinteressen blive et vagt begreb, som Kommissionen selv definerer fra sag til sag.

77 Appellanterne understreger, at den i praemis 86 i Automec II-dommen beskrevne fremgangsmaade er blevet gentaget i alle Rettens senere domme vedroerende vurderingen af faellesskabsinteressen (domme af 24.1.1995, henholdsvis sag T-114/92, BEMIM mod Kommissionen, Sml. II, s. 147, praemis 80, og sag T-5/93, Tremblay m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 185, praemis 62).

78 Som deres ottende anbringende goer appellanterne gaeldende, at Rettens bemaerkning i praemis 46 i den appellerede dom, hvorefter Kommissionen ikke var forpligtet til at henholde sig til de i faellesskabsretspraksis anfoerte faktorer ved vurderingen af, om der er en interesse for Faellesskabet i at fortsaette behandlingen af en klage, udgoer en tilsidesaettelse af retssikkerhedsprincippet, princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og lighedsprincippet.

79 Det bemaerkes, at eftersom vurderingen af en klages interesse for Faellesskabet afhaenger af omstaendighederne i hvert enkelt konkret tilfaelde, boer antallet af kriterier, som Kommissionen kan laegge vaegt paa, ikke begraenses, og det boer modsat heller ikke paalaegges Kommissionen udelukkende at anvende bestemte kriterier.

80 Inden for et omraade som konkurrenceretten kan de faktiske og retlige omstaendigheder vaere meget forskellige fra sag til sag, hvorfor det staar Retten frit for at anvende kriterier, der ikke tidligere er blevet taget i betragtning.

81 Som generaladvokaten har anfoert i punkt 59 og 93 i forslaget til afgoerelse, ville en tiltraedelse af appellanternes anbringender indebaere en fastlaasning af retspraksis.

82 Det sjette og det ottende anbringende maa herefter forkastes.

Det syvende anbringende

83 Som deres syvende anbringende goer appellanterne gaeldende, at Rettens opfattelse af Kommissionens opgave i forbindelse med overvaagningen af, at traktatens artikel 86 overholdes, er urigtig. I modsaetning til hvad der fremgaar af praemis 56, 57 og 58 i den appellerede dom, er det ikke tilstraekkeligt til at genetablere en acceptabel konkurrencesituation, at de konkurrencebegraensende former for praksis bringes til ophoer, idet der fortsat kan bestaa strukturelle skaevheder, som de paagaeldende former for praksis har frembragt. En indgriben fra Kommissionens side under saadanne omstaendigheder ligger absolut inden for rammerne af Kommissionens opgave, som er at etablere og opretholde en ordning, der indebaerer, at konkurrencen inden for faellesmarkedet ikke fordrejes.

84 Appellanterne anfoerer endvidere, at La Poste's krydssubsidiering til fordel for datterselskabet SFMI-Chronopost i det foreliggende tilfaelde gjorde det muligt for sidstnaevnte at gaa ind paa markedet for international kurertjeneste og inden for blot to aar opnaa en position som den foerende virksomhed paa dette marked. Selv hvis det antages, at krydssubsidieringen er bragt til ophoer, har den paavirket konkurrencen, og den indebaerer noedvendigvis en fortsat fordrejning heraf.

85 En konstatering af de omhandlede overtraedelser havde givet Kommissionen mulighed for i forbindelse med den omtvistede beslutning at traeffe de noedvendige foranstaltninger med henblik paa at genetablere en sund konkurrencesituation.

86 Indledningsvis bemaerkes, at Kommissionen efter Domstolens faste praksis er forpligtet til omhyggeligt at undersoege samtlige faktiske omstaendigheder og retlige forhold, som klagerne forelaegger for den (dom af 11.10.1983, sag 210/81, Demo-Studio Schmidt mod Kommissionen, Sml. s. 3045, praemis 19, af 28.3.1985, sag 298/83, CICCE mod Kommissionen, Sml. s. 1105, praemis 18, og af 17.11.1987, forenede sager 142/84 og 156/84, BAT og Reynolds mod Kommissionen, Sml. s. 4487, praemis 20). Endvidere har klagerne krav paa at faa deres klagemaal afgjort ved en beslutning fra Kommissionens side, der kan indbringes for Faellesskabets retsinstanser (dom af 18.3.1997, sag C-282/95 P, Guérin automobiles mod Kommissionen, Sml. I, s. 1503, praemis 36).

87 Artikel 3 i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81), giver imidlertid ikke den part, der har fremsat en begaering i medfoer af den naevnte bestemmelse, ret til at kraeve, at Kommissionen traeffer en endelig beslutning om, hvorvidt den paastaaede overtraedelse foreligger (dom af 18.10.1979, sag 125/78, Gema mod Kommissionen, Sml. s. 3173, praemis 17 og 18).

88 Kommissionen, som efter EF-traktatens artikel 89, stk. 1, har til opgave at paase, at de i traktatens artikel 85 og 86 fastlagte principper anvendes, skal nemlig fastlaegge og gennemfoere den faelles konkurrencepolitik (dom af 28.2.1991, sag C-234/89, Delimitis, Sml. I, s. 935, praemis 44). Med henblik paa at kunne udfoere denne opgave effektivt er den berettiget til at prioritere de klager, den modtager, forskelligt.

89 Den skoensbefoejelse, Kommissionen raader over i denne forbindelse, er imidlertid ikke ubegraenset.

90 For det foerste er Kommissionen undergivet en begrundelsespligt, naar den afviser at fortsaette behandlingen af en klage.

91 Eftersom begrundelsen skal vaere tilstraekkelig praecis og detaljeret til, at Retten kan foretage en effektiv proevelse af Kommissionens udoevelse af sin skoensbefoejelse til at opstille prioriteter (dom af 19.10.1995, sag C-19/93 P, Rendo m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 3319, praemis 27), har Kommissionen pligt til at angive de faktiske omstaendigheder, som ligger til grund for dens beslutning, og de retlige betragtninger, som har foranlediget den til at traeffe denne (dommen i sagen BAT og Reynolds mod Kommissionen, praemis 72, og dom af 17.1.1984, forenede sager 43/82 og 63/82, VBVB og VBBB mod Kommissionen, Sml. s. 19, praemis 22).

92 For det andet kan Kommissionen ikke, naar den opstiller prioriteter for behandlingen af de klager, den modtager, paa forhaand udelukke, at den vil gribe ind over for bestemte situationer, der ligger inden for rammerne af den opgave, der er tildelt Kommissionen ved traktaten.

93 Kommissionen skal i denne forbindelse i hvert enkelt tilfaelde vurdere, hvor grove de paastaaede indgreb i konkurrencen er, og om de fortsat har virkninger. Denne forpligtelse indebaerer bl.a., at Kommissionen skal tage hensyn til varigheden og omfanget af de paastaaede overtraedelser og deres indvirkning paa konkurrencesituationen i Faellesskabet.

94 Saafremt der fortsat bestaar konkurrencebegraensende virkninger, efter at de former for praksis, der har foraarsaget dem, er bragt til ophoer, har Kommissionen saaledes stadig i henhold til traktatens artikel 2, artikel 3, litra g), og artikel 86 kompetence til at gribe ind for at fjerne eller neutralisere de paagaeldende virkninger (jf. i samme retning dom af 21.2.1973, sag 6/72, Europemballage og Continental Can mod Kommissionen, Sml. s. 215, praemis 24 og 25).

95 Kommissionen kan saaledes ikke alene under henvisning til, at de former for praksis, der haevdes at vaere i strid med traktaten, er bragt til ophoer, beslutte at henlaegge en klage over de paagaeldende former for praksis paa grund af sagens manglende interesse for Faellesskabet uden at have undersoegt, om der fortsat bestaar konkurrencebegraensende virkninger, og om de paastaaede indgreb i konkurrencen i givet fald er saa grove eller fortsat har saadanne virkninger, at klagen derfor er af interesse for Faellesskabet.

96 Det maa ud fra disse betragtninger konstateres, at Retten har baseret sig paa en urigtig opfattelse af Kommissionens opgave paa konkurrenceomraadet ved uden at sikre sig, at det var blevet undersoegt, om de konkurrencebegraensende virkninger fortsat bestod, og om de i givet fald var af en saadan karakter, at klagen derfor var af interesse for Faellesskabet, at fastslaa, at en behandling af en klage over nogle tidligere overtraedelser ikke var i overensstemmelse med den opgave, der er tildelt Kommissionen ved traktaten, men i det vaesentlige ville tjene til at goere det lettere for klagerne for de nationale domstole at paavise et ansvarsgrundlag med henblik paa at opnaa erstatning.

97 Det syvende anbringende kan derfor tiltraedes.

Det niende anbringende

98 Som deres niende anbringende goer appellanterne gaeldende, at Retten i praemis 102 i den appellerede dom har anlagt en alt for snaever fortolkning af begrebet sammenlignelige situationer for paa denne baggrund at forkaste deres anbringende om, at Kommissionen tilsidesatte lighedsprincippet ved at indtage en anden holdning end den, den havde indtaget i andre sager.

99 Det skal hertil blot bemaerkes, at appellanterne ikke har kunnet henvise til en sag, hvori Kommissionen paa trods af en tidligere beslutning har indledt en undersoegelse i henhold til traktatens artikel 86 af former for praksis, som den ansaa for at vaere bragt til ophoer. Under disse omstaendigheder kan Retten ikke siges at have anlagt en urigtig vurdering af situationernes sammenlignelighed, da den antog, at sagsoegerne ikke havde godtgjort, at der var sket en tilsidesaettelse af lighedsprincippet.

100 Det niende anbringende kan derfor ikke tiltraedes.

Det tiende anbringende

101 Som deres tiende anbringende goer appellanterne gaeldende, at Retten har tilsidesat princippet om god forvaltningsskik, for saa vidt som den i praemis 100 i den appellerede dom fandt, at det ikke udgjorde en tilsidesaettelse af dette princip, at Kommissionen ikke benyttede sig af en sagkyndig rapport, som klagerne havde fremlagt, og som skulle paavise de paagaeldende former for praksis i perioden forud for vedtagelsen af GD Net-beslutningen.

102 Eftersom den omhandlede rapport udelukkende vedroerte en periode forud for det tidspunkt, hvor de kritiserede former for praksis blev anset for at vaere bragt til ophoer, fremstod den som irrelevant for vurderingen af, om det var hensigtsmaessigt at fortsaette undersoegelsen. Under disse omstaendigheder kunne Retten med rette laegge til grund, at Kommissionen ikke havde pligt til at benytte sig af rapporten.

103 Den tiende anbringende kan derfor ikke tiltraedes.

Det ellevte anbringende

104 Som deres ellevte anbringende goer appellanterne gaeldende, at Retten har undladt at tage stilling til et vigtigt punkt i deres argumentation vedroerende forskellene mellem grundlaget for henholdsvis den foerste afvisning af klagen, som blev meddelt klagerne ved skrivelse af 10. marts 1992, og den endelige afvisning af klagen, som var formaalet med den omtvistede beslutning.

105 Det bemaerkes i denne forbindelse, at Retten, som generaladvokaten har anfoert i punkt 29 i forslaget til afgoerelse, har gengivet det paagaeldende anbringende i praemis 22 i den appellerede dom og forkastet det i praemis 35.

106 Det ellevte anbringende kan derfor ikke tiltraedes.

Det tolvte anbringende

107 Som deres tolvte anbringende goer appellanterne gaeldende, at Retten har truffet afgoerelse vedroerende anbringendet om magtfordrejning uden at have undersoegt alle de dokumenter, de havde paaberaabt sig.

108 I praemis 117 i den appellerede dom fastslog Retten saaledes, at en skrivelse fra Sir Leon Brittan til formanden for Kommissionen ikke udgjorde et tilstraekkeligt indicium for, at der forelaa magtfordrejning, fordi den ikke var fremlagt for Retten, og da der heller ikke i oevrigt var fremfoert noget, der kunne bekraefte, at der fandtes en saadan skrivelse.

109 Da sagsoegerne for Retten udtrykkeligt havde fremsat begaering om, at det blev paalagt Kommissionen at fremlaegge den paagaeldende skrivelse, begik Retten en retlig fejl ved anvendelsen af begrebet magtfordrejning, idet den uden at give sig selv mulighed for at undersoege skrivelsen fastslog, at denne ikke udgjorde et tilstraekkeligt indicium.

110 Det bemaerkes, at Retten ikke kunne undlade at imoedekomme sagsoegernes begaering om, at det blev paalagt Kommissionen at fremlaegge et dokument, der tilsyneladende var relevant for sagens afgoerelse, med den begrundelse, at dokumentet ikke var blevet fremlagt for Retten, og at der heller ikke i oevrigt var fremfoert noget, der kunne bekraefte, at der fandtes et saadant dokument.

111 Det fremgaar af praemis 113 i den appellerede dom, at sagsoegerne havde angivet, hvem der havde skrevet den skrivelse, som de begaerede fremlagt, og skrivelsens adressat og dato. Stillet over for saadanne oplysninger kunne Retten ikke blot forkaste parternes paastande med den begrundelse, at der ikke var foert tilstraekkeligt bevis herfor, da det beroede paa Retten gennem en imoedekommelse af sagsoegernes begaering om, at der blev meddelt paalaeg om fremlaeggelse af dokumenter, at fjerne den usikkerhed, der kunne bestaa med hensyn til rigtigheden af de paagaeldende paastande, eller at angive grundene til, at et saadant dokument under alle omstaendigheder og uanset dets indhold ikke kunne vaere relevant for sagens afgoerelse.

112 Det tolvte anbringende kan derfor tiltraedes.

113 Det foelger af ovenstaaende, at der boer gives appellanterne medhold i det syvende og det tolvte anbringende, og at den appellerede dom derfor boer ophaeves.

Hjemvisning af sagen til Retten

114 Artikel 54, stk. 1, i EF-statutten for Domstolen bestemmer, at saafremt Domstolen giver appellanten medhold, ophaever den den af Retten trufne afgoerelse. Domstolen kan i denne forbindelse enten selv traeffe endelig afgoerelse, hvis sagen er moden til paakendelse, eller hjemvise den til Retten til afgoerelse. Da sagen ikke er moden til paakendelse, boer den hjemvises til Retten.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

(Femte Afdeling)

1) Den af Retten i Foerste Instans afsagte dom af 15. januar 1997 i sag T-77/95, SFEI m.fl. mod Kommissionen, ophaeves.

2) Sagen hjemvises til Retten i Foerste Instans.

3) Afgoerelsen om sagens omkostninger udsaettes.