61997J0102

Tilnaermelse af lovgivningerne - bortskaffelse af olieaffald - direktiv 75/439 - medlemsstaterne forpligtet til at prioritere behandlingen af olieaffald ved regenerering - graenser - tekniske, oekonomiske og organisatoriske hensyn - begreb

(Raadets direktiv 75/439, art. 3, stk. 1)

$$Det fremgaar af artikel 3, stk. 1, i direktiv 75/439 om bortskaffelse af olieaffald, som aendret ved direktiv 87/101, at faellesskabslovgiver med henvisningen til »tekniske, oekonomiske og organisatoriske hensyn« ikke har villet fastsaette undtagelser, der kun omfatter en generel gennemfoerelsesbestemmelse, men definere anvendelsesomraadet og indholdet af en positiv forpligtelse til at prioritere regenerering af olieaffald.

Bestemmelsen maa opfattes som et udtryk for proportionalitetsprincippet, hvilket indebaerer, at medlemsstaterne er forpligtet til at traeffe passende foranstaltninger, som staar i rimeligt forhold til det formaal, som er, at behandlingen af olieaffald ved regenerering prioriteres, i den forstand, at graensen for den positive forpligtelse er, at saadanne tekniske, oekonomiske og organisatoriske hensyn goer sig gaeldende. Definitionen af disse hensyn henhoerer i oevrigt ikke under medlemsstaternes enekompetence.

En medlemsstat, som paa trods af, at der var en raekke foranstaltninger, der kunne bidrage til at naa det ovenfor naevnte maal, der forfoelges med direktiv 75/439, som aendret, og som ud fra et teknisk, oekonomisk og organisatorisk synspunkt kunne vedtages, men som ikke har truffet nogen af de paagaeldende foranstaltninger, men tvaertimod er ophoert med at anvende en af dem og ikke paa anden passende vis har forsoegt at naa det paagaeldende maal, overholder ikke den naevnte forpligtelse.

1 Ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 10. marts 1997 har Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber i medfoer af EF-traktatens artikel 169 (nu artikel 226 EF) anlagt sag med paastand om, at det fastslaas, at Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 3, stk. 1, i Raadets direktiv 75/439/EOEF af 16. juni 1975 om bortskaffelse af olieaffald (EFT L 194, s. 23), som aendret ved Raadets direktiv 87/101/EOEF af 22. december 1986 (EFT 1987 L 42, s. 43), idet den ikke prioriterer genvinding af olieaffald frem for termisk behandling, selv om dette ikke er umuligt ud fra tekniske, oekonomiske og organisatoriske hensyn.

2 I foerste og anden betragtning til direktiv 87/101 hedder det:

»I henhold til direktiv 75/439/EOEF traeffer medlemsstaterne de noedvendige foranstaltninger til indsamling og uskadelig bortskaffelse af olieaffald, idet denne bortskaffelse saa vidt muligt skal ske ved genanvendelse (regenerering og/eller forbraending med andre formaal end tilintetgoerelse).

Regenerering er generelt den mest rationelle nyttiggoerelse af olieaffald i betragtning af de energibesparelser, der kan opnaas herved; behandling af olieaffald ved regenerering skal derfor prioriteres, naar dette er muligt ud fra tekniske, oekonomiske og organisatoriske hensyn.«

3 Artikel 3 i direktiv 75/439, som aendret, har foelgende ordlyd:

»1. Medlemsstaterne traeffer, naar dette er muligt ud fra tekniske, oekonomiske og organisatoriske hensyn, de noedvendige foranstaltninger for at prioritere behandling af olieaffald ved regenerering.

2. Naar der ikke foretages regenerering ud fra de i stk. 1 naevnte hensyn, traeffer medlemsstaterne de noedvendige foranstaltninger til, at forbraending af olieaffald sker efter naermere, miljoemaessigt forsvarlige regler i overensstemmelse med bestemmelserne i dette direktiv, forudsat at en saadan forbraending er mulig ud fra et teknisk, oekonomisk og organisatorisk synspunkt.

3. Naar der hverken foretages regenerering eller forbraending af olieaffald ud fra de i stk. 1 og 2 naevnte hensyn, traeffer medlemsstaterne de noedvendige foranstaltninger til at sikre dets destruktion uden skadelige virkninger eller kontrolleret opbevaring eller deponering.«

4 Artikel 5, stk. 2 og 3, i direktiv 75/439, som aendret, bestemmer:

»2. Naar de i artikel 2, 3 og 4 fastsatte maal ikke kan naas paa anden vis, traeffer medlemsstaterne de noedvendige foranstaltninger for at sikre, at en eller flere virksomheder indsamler og/eller i givet fald bortskaffer det olieaffald, de faar tilbudt af indehaverne, i det omraade, som anvises dem af de kompetente myndigheder.

3. For at opfylde de i artikel 2 og 4 fastsatte maal kan medlemsstaterne traeffe beslutning om, hvilken af de behandlinger, der er omhandlet i artikel 3, olieaffaldet skal underkastes. Med henblik herpaa kan de ivaerksaette passende kontrolforanstaltninger.«

5 I artikel 14 og 15 i direktiv 75/439/EOEF, som aendret, er det fastsat:

»Artikel 14

Til gengaeld for de forpligtelser, som medlemsstaterne i henhold til artikel 5 paalaegger de virksomheder, der foretager indsamling og/eller bortskaffelse, kan disse virksomheder faa tildelt en godtgoerelse for dette. Denne godtgoerelse maa ikke overstige de aarlige udaekkede omkostninger, der faktisk konstateres hos virksomhederne, idet der tages hensyn til, at disse opnaar en rimelig fortjeneste.

Ovennaevnte godtgoerelse maa ikke skabe betydelige fordrejninger af konkurrencevilkaarene eller kunstige handelsmoenstre for produkter.

Artikel 15

Godtgoerelsen kan bl.a. finansieres ved afgifter, der paalaegges de produkter, som efter anvendelse omdannes til olieaffald, eller selve olieaffaldet.

Finansiering af godtgoerelsen skal vaere i overensstemmelse med 'forureneren betaler'-princippet.«

6 I henhold til artikel 2 direktiv 87/101 skulle medlemsstaterne traeffe de noedvendige foranstaltninger for at efterkomme direktivet med virkning fra den 1. januar 1990.

7 Ved skrivelse af 11. april 1991 meddelte den tyske regering Kommissionen, at direktiv 87/101 var blevet gennemfoert ved foelgende retsforskrifter:

- Abfallgesetz (lov om affald, BGBl. 1986 I, s. 1410) samt, som bekendtgoerelser til gennemfoerelse af loven

- Altoelverordnung (bekendtgoerelse om olieaffald, BGBl. 1987 I, s. 2335)

- Abfallbestimmungsverordnung (bekendtgoerelse om affaldsanvendelse), Reststoffbestimmungsverordnung (bekendtgoerelse om anvendelse af restprodukter) og Abfall- og Reststoffueberwachungsverordnung (bekendtgoerelse om kontrol med affald og restprodukter, BGBl. 1990 I, s. 613 ff.).

8 Kommissionen fandt, at de naevnte retsforskrifter ikke var en korrekt gennemfoerelse af direktivets artikel 3, stk. 1, som aendret, idet genvinding af olieaffald ikke var prioriteret, men blot sidestillet med termisk behandling, uden at dette var begrundet i tekniske, oekonomiske og organisatoriske hensyn. Kommissionen fremsendte derfor den 10. august 1992 en aabningsskrivelse til Forbundsrepublikken Tyskland, som blev anmodet om at fremkomme med sine bemaerkninger til det paatalte traktatbrud inden for en frist paa to maaneder.

9 Den tyske regering anfoerte i svarskrivelse af 10. marts 1993, at med henblik paa at prioritere genvinding er det i Altoelverordnung's § 2 og 4 fastsat, at det olieaffald, der er bedst egnet til at blive regenereret, ikke maa blandes med andre former for olieaffald eller andet affald. Regeringen henviste endvidere til forskellige tekniske og oekonomiske hensyn, som f.eks., at der ikke er efterspoergsel efter regenererede produkter, at regenerering er forbundet med betydelige omkostninger, og at de tilskud, der blev udbetalt i henhold til den tidligere lov om olieaffald, var blevet ophaevet.

10 Kommissionen fandt imidlertid, at de paagaeldende bestemmelser ikke prioriterede regenerering, og at det ikke var tilstraekkeligt at henvise til naermere angivne omstaendigheder til stoette for, at der forelaa hensyn som omhandlet i artikel 3 i direktiv 75/439, som aendret. Kommissionen fremsatte derfor den 14. marts 1995 i henhold til traktatens artikel 169 en begrundet udtalelse over for Forbundsrepublikken Tyskland, som blev anmodet om at traeffe de noedvendige foranstaltninger med henblik paa at opfylde sine forpligtelser i henhold til direktivet senest to maaneder efter meddelelsen af udtalelsen.

11 Ved skrivelse af 22. januar 1995 svarede den tyske regering, at det med henblik paa gennemfoerelsen af artikel 3 i direktiv 75/439, som aendret, ikke var noedvendigt, at der blev vedtaget bestemmelser, hvorefter regenerering udtrykkeligt prioriteres, naar den rangfoelge, der er fastlagt i den paagaeldende artikel, er sikret ved bindende bestemmelser, hvilket er tilfaeldet i tysk ret.

12 Kommissionen fandt ikke den tyske regerings svar tilfredsstillende, og da regeringen ikke tilstillede Kommissionen andre oplysninger om, at der var truffet nye foranstaltninger, har Kommissionen anlagt naervaerende sag.

13 Ved kendelse afsagt af Domstolens praesident den 19. september 1997 fik Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland tilladelse til at indtraede i sagen til stoette for Forbundsrepublikken Tysklands paastande. Det Forenede Kongerige tilbagekaldte imidlertid sin interventionsbegaering og blev ved kendelse afsagt af Domstolens praesident den 26. marts 1998 slettet af registret som intervenient.

Formaliteten

14 Den tyske regering har nedlagt paastand om, at sagen afvises, idet Kommissionen har tilsidesat kollegialitetsprincippet i forbindelse med fremsaettelsen af den begrundede udtalelse og sagens anlaeg. Paa baggrund af Domstolens dom af 29. september 1998 (sag C-191/95, Kommissionen mod Tyskland, Sml. I, s. 5449) frafaldt regeringen denne paastand i retsmoedet. Det er herefter ufornoedent at tage stilling til denne paastand.

Realiteten

15 Kommissionen har gjort gaeldende, at Forbundsrepublikken Tyskland ikke har prioriteret regenerering af olieaffald, uden at den har godtgjort, at det ud fra tekniske, oekonomiske og organisatoriske hensyn ikke var muligt at prioritere en saadan behandling, og at den herved har tilsidesat artikel 3 i direktiv 75/439, som aendret.

16 Den tyske regering har henvist til Domstolens praksis, hvorefter det med hensyn til gennemfoerelsen af et direktiv under visse omstaendigheder er tilstraekkeligt, at der foreligger en generel retlig ramme. Ifoelge regeringen er dette tilfaeldet for saa vidt angaar artikel 3 i direktiv 75/439, som aendret. Det fremgaar bl.a. af Altoelverordnung, at regenerering af olieaffald er tillagt prioritet, idet olieaffald, som kan regenereres i henhold til bekendtgoerelsens § 2, 3 og 4, ikke maa blandes med olieaffald, der ikke kan regenereres, saaledes at alt olieaffald, som kan regenereres, ogsaa kan blive det. Tilsvarende er det i henhold til § 5b i Abfallgesetz af 1986 sikret, at olie, der hidroerer fra forbraendingsmotorer, og som er saerlig egnet til at blive regenereret, i kraft af en returneringsordning er til raadighed for regenerering.

17 Ifoelge den tyske regering er det ikke noedvendigt at prioritere regenerering paa en maade, der gaar videre end i henhold til den bestaaende retlige ramme, naar henses til de tekniske, oekonomiske og organisatoriske hensyn, der goer sig gaeldende.

18 Den tyske regering har i den forbindelse naermere praeciseret, at udtrykket »hensyn« i artikel 3, stk. 1, i direktiv 75/439, som aendret, ikke skal fortolkes snaevert. Selve formuleringen af artiklen viser, at den prioritet, regenerering skal tillaegges, er negativt betinget i den forstand, at ingen hensyn skal vaere til hinder herfor. Saafremt faellesskabslovgiver havde villet tillaegge henvisningen til de naevnte hensyn karakter af en undtagelsesbestemmelse, som skal fortolkes snaevert, ville hovedreglen have vaeret regenerering, fulgt af en saerskilt formuleret undtagelse.

19 Regeringen har tilfoejet, at naar de naevnte hensyn ikke skal fortolkes snaevert, bevirker det bl.a., at de ikke skal betragtes isoleret og abstrakt, men kumulativt og ud fra et helhedssynspunkt.

20 Endvidere indeholder direktiv 75/439, som aendret, ingen definition af begrebet tekniske, oekonomiske og organisatoriske hensyn, og dets indhold er derfor saerdeles vagt. Ifoelge regeringen har medlemsstaterne derfor et vidt skoen med hensyn til, om der foreligger saadanne hensyn som omhandlet i direktivets artikel 3, stk. 1.

21 Den tyske regering har, som et teknisk hensyn, henvist til, at kapaciteten til fremstilling af basisolier ved regenerering af olieaffald er utilstraekkelig, og at den tekniske kvalitet af de basisolier, der fremstilles i visse genraffineringsvirksomheder, ikke opfylder forbrugernes krav.

22 De oekonomiske hensyn, der goer sig gaeldende, skyldes navnlig, at genraffinering ikke er rentabel, bl.a. som foelge af de lave priser paa basisolie, den faldende efterspoergsel efter dette produkt og problemerne med at afsaette olie, der er resultatet af en saadan genraffinering. Saafremt regenerering af olieaffald blev tillagt stoerre prioritet, kunne det tilskynde virksomhederne til at foretage uhensigtsmaessige investeringer, f.eks. med henblik paa at foroege den bestaaende kapacitet til fremstilling af basisolier, selv om der ikke er den noedvendige efterspoergsel. Saafremt den prioritet, regenerering er tillagt, blev forstaerket, ville dette medfoere en aendring af markedsstrukturen til skade for de oevrige virksomheder paa markedet, som f.eks. uafhaengige virksomheder, der indsamler olieaffald, eller cementindustrien og andre virksomheder, som anvender olieaffald som braendsel.

23 For saa vidt endelig angaar organisatoriske hensyn har den tyske regering anfoert, at der i Tyskland kun er to virksomheder, som fremstiller basisolie ved regenerering af olieaffald, og at de paagaeldende virksomheder derfor kunne faa en monopolstilling, saafremt regenerering blev prioriteret hoejere.

24 Paa denne baggrund er det efter regeringens opfattelse tvivlsomt, om regenerering retligt kan prioriteres hoejere. Det ville saaledes vaere i strid med faellesskabsretten, saafremt olieaffald foerst skulle tilbydes virksomheder, der fremstiller basisolie. Endvidere ville frivillige aftaler om fordeling af olieaffald vaere i strid med kartelretlige bestemmelser. I oevrigt er de tilskud, der blev udbetalt til regenerering af olieaffald til basisolier, blevet ophaevet, og forbundsregeringen oensker ikke at genindfoere dem, idet de er til skade for andre virksomheder og udgoer stoette, som i henhold til traktaten er forbudt. Eftersom smoeremidler ikke i Tyskland er belagt med saerlige afgifter, kan der endvidere ikke gribes ind til fordel for regenerering derved, at der her ydes fiskale fordele. Endelig vil Forbundsraadet afvise af godkende afgifter paa olieaffald, der forbraendes, idet en saadan afgift alene ville forhoeje omkostningerne for de virksomheder, som f.eks. cementvirksomheder, der anvender olieaffald som braendsel, uden at olieaffaldet herved ville blive styret hen imod regenereringsvirksomheder. Den tyske regering har i den forbindelse anfoert, at i henhold til Raadets beslutning 97/425/EF af 30. juni 1997 om bemyndigelse af medlemsstaterne til fortsat at anvende de gaeldende punktafgiftsnedsaettelser eller -fritagelser for visse typer mineralolie, naar disse benyttes til saerlige formaal, i overensstemmelse med proceduren i direktiv 92/81/EOEF (EFT L 182, s. 22), blev det tilladt Forbundsrepublikken Tyskland fortsat at anvende en punktafgiftsfritagelse som fastsat i Raadets direktiv 92/81/EOEF af 19. oktober 1992 om harmonisering af punktafgiftsstrukturen for mineralolier (EFT L 316, s. 12) for spildolie, der genanvendes som braendsel. Ifoelge regeringen kan Kommissionen ikke forlange, at en medlemsstat skal goere, hvad den i henhold til et raadsdirektiv er fritaget for.

25 Kommissionen har anfoert, at de bestemmelser, som ifoelge Forbundsrepublikken Tyskland er en gennemfoerelse af direktiv 75/439, som aendret, fastlaegger de naermere vilkaar for regenerering af olieaffald, men ikke paa nogen maade prioriterer regenerering. Kommissionen har herved henvist til Forbundsraadets beslutning af 31. januar 1997, hvori den tyske regering opfordres til at »gennemfoere direktiv 75/439/EOEF, som tillaegger behandlingen af olieaffald ved regenerering prioritet«.

26 For saa vidt angaar begrebet tekniske, oekonomiske og organisatoriske hensyn i artikel 3, stk. 1, i direktiv 75/439, som aendret, er der ifoelge Kommissionen tale om en undtagelsesbestemmelse, som derfor skal fortolkes snaevert.

27 Ifoelge Kommissionen har den tyske regering ikke godtgjort, at tekniske hensyn goer sig gaeldende, idet der for det foerste kunne tilvejebringes yderligere produktionskapacitet, saafremt Forbundsrepublikken Tyskland prioriterede regenerering af olieaffald, og endvidere kunne en anvendelse af andre tekniske fremgangsmaader ved regenereringen betyde, at de fremstillede produkter ville vaere i overensstemmelse med de tekniske krav og kunne imoedekomme forbrugernes efterspoergsel.

28 Kommissionen har endvidere paapeget, at det oekonomiske hensyn, den tyske regering har paaberaabt sig, og som er en foelge af, at regenerering ikke er rentabel, netop er, hvad der tilstraebes med direktiv 75/439, som aendret, idet regenerering soeges fremmet.

29 For saa vidt angaar det forhold, at regenereringsvirksomhederne skulle opnaa en monopolstilling, saafremt regenerering af olieaffald blev prioriteret, har Kommissionen anfoert, at en saadan situation naeppe vil opstaa, eftersom det forhold, at regenerering i oekonomisk henseende bliver mere attraktiv, vil medfoere, at nedgangen i antallet af regenereringsvirksomheder vil blive bragt til ophoer. Endvidere er den forventede aendring af markedsstrukturen ikke et bestaaende organisatorisk hensyn.

30 Kommissionen har vanskeligt ved at se, paa hvilken maade organisatoriske hensyn som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 75/439, som aendret, er til hinder for, at de af Forbundsrepublikken Tyskland undersoegte forholdsregler kan traeffes. Kommissionen har naermere anfoert, at en »forpligtelse til at tilbyde« olieaffald til regenereringsvirksomheder ikke noedvendigvis er i strid med faellesskabsretten. Kommissionen har herved henvist til artikel 5, stk. 2, i direktiv 75/439, som aendret, hvorefter der kan indfoeres en saadan ordning, naar de bl.a. i artikel 3 fastsatte maal ikke kan naas paa anden vis. Kommissionen har understreget, at Forbundsraadets tilkendegivelse om ikke at ville indfoere en punktafgift paa olieaffald, der anvendes til braendsel, er resultatet af en politisk vurdering og ikke af et organisatorisk hensyn som omhandlet i artikel 3 i direktiv 75/439, som aendret. Ifoelge Kommissionen kunne indfoerelsen af en saadan afgift give nye impulser til fremme af regenerering, ligesom forpligtelsen til at indfoere en saadan afgift er fastsat i direktiv 92/81. Det er kun som en undtagelse, at Forbundsrepublikken Tyskland har faaet tilladelse til at anvende en punktafgiftsfritagelse for spildolie, der anvendes som braendsel til opvarmning.

31 Kommissionen har i retsmoedet ogsaa henvist til, at der i henhold til artikel 14 og 15 i direktiv 75/439, som aendret, udtrykkeligt er mulighed for at tildele de virksomheder, der foretager indsamling og/eller bortskaffelse, godtgoerelser, som derfor ikke kan antages at vaere stoette, som er i strid med EF-traktatens artikel 92 (efter aendring nu artikel 87 EF).

32 Indledningsvis bemaerkes, at gennemgangen af tysk lovgivning har vist, at det ikke i nogen af bestemmelserne udtrykkeligt er fastsat, at regenerering er prioriteret ved behandlingen af olieaffald.

33 Som den tyske regering har anfoert, fremgaar det af fast retspraksis, at det for gennemfoerelsen af et direktiv i national ret ikke er absolut noedvendigt formelt og ordret at gentage direktivets bestemmelser i udtrykkelige ved lov eller administrativt fastsatte specialregler, men at det er tilstraekkeligt, at der foreligger en generel retlig ramme, der giver en sikker hjemmel for, at direktivet anvendes fuldt ud paa en tilstraekkelig klar og praecis maade (jf. bl.a. dom af 15.3.1990, sag C-339/87, Kommissionen mod Nederlandene, Sml. I, s. 851, praemis 6).

34 Selv om de bestemmelser, der ifoelge den tyske regering er en gennemfoerelse af direktiv 75/439, som aendret, udgoer en retlig ramme, som i kraft af en ordning med indsamling af olieaffald og en forpligtelse til at holde olie, der kan recirkuleres, adskilt fra andre former for olie, fastlaegger de naermere vilkaar for regenerering af olieaffald og vidner om, at denne form for behandling er tillagt stoerre betydning, fremgaar det imidlertid ikke, at den paagaeldende form for behandling prioriteres i forhold til andre former for behandling, hverken gennem bindende eller ansporende bestemmelser.

35 Det maa i den forbindelse bemaerkes, at et af hovedformaalene med direktiv 87/101 var at prioritere regenerering af olieaffald. Dette formaal, som er udtrykt i anden betragtning til direktivet, begrundes med, at regenerering er den mest rationelle nyttiggoerelse af olieaffald i betragtning af de energibesparelser, der kan opnaas herved.

36 Saafremt der i en medlemsstat goer sig tekniske, oekonomiske og organisatoriske hensyn gaeldende, der er til hinder for, at regenerering prioriteres, udloeses den i artikel 3, stk. 2, i direktiv 75/439, som aendret, subsidiaere forpligtelse til at traeffe de noedvendige foranstaltninger til, at forbraending af olieaffald sker efter naermere, miljoemaessigt forsvarlige regler i overensstemmelse med bestemmelserne i det naevnte direktiv. Denne forpligtelse er igen betinget af, »at en saadan forbraending er muligt ud fra et teknisk, oekonomiske og organisatorisk synspunkt«, jf. artikel 3, stk. 2, in fine.

37 Kun saafremt der, som foelge af de hensyn, der er naevnt i artikel 3, stk. 1 og 2, i direktiv 75/439, som aendret, hverken foretages regenerering eller forbraending af olieaffald, gaelder der for medlemsstaterne den mere subsidiaere forpligtelse, der er anfoert i samme artikels stk. 3, nemlig til at traeffe de noedvendige foranstaltninger til at sikre affaldets destruktion uden skadelige virkninger eller kontrolleret bevaring eller deponering.

38 For saa vidt angaar de »tekniske, oekonomiske og organisatoriske hensyn«, der omhandles i artikel 3, stk. 1, i direktiv 75/439, som aendret, maa det fastslaas, at udtrykket er en del af en bestemmelse, som angiver en samlet forpligtelse, der paalaegges medlemsstaterne, og at den derfor ikke skal fortolkes snaevert, saaledes som Kommissionen har foreslaaet.

39 Det fremgaar saaledes af artikel 3, stk. 1, i direktiv 75/439, som aendret, at faellesskabslovgiver med henvisningen til »tekniske, oekonomiske og organisatoriske hensyn« ikke har villet fastsaette undtagelser, der kun omfatter en generel gennemfoerelsesbestemmelse, men definere anvendelsesomraadet og indholdet af en positiv forpligtelse til at prioritere regenerering af olieaffald.

40 I modsaetning til, hvad den tyske regering har anfoert, kan definitionen af disse hensyn ikke henhoere under medlemsstaternes enekompetence. Ud over, at det ville vaere i strid med princippet om, at faellesskabsretten skal fortolkes og anvendes ensartet, saafremt fortolkningen alene tilkom medlemsstaterne, ville dette ogsaa medfoere, at kravet om, at regenereringen skal vaere forenelig med tekniske, oekonomiske og organisatoriske hensyn, ville blive en betingelse, hvis overholdelse helt og holdent ville afhaenge af den paagaeldende medlemsstats gode vilje, saaledes at den forpligtelse, der er paalagt medlemsstaten, ville blive indholdsloes.

41 Bestemmelsen vedroerende tekniske, oekonomiske og organisatoriske hensyn skal derfor fortolkes i relation til de oevrige bestemmelser i direktiv 75/439, som aendret, ud fra hensynet til, at det tillaegges gennemslagskraft som helhed.

42 Bestemmelsen maa saaledes opfattes som et udtryk for proportionalitetsprincippet, hvilket indebaerer, at medlemsstaterne er forpligtet til at traeffe passende foranstaltninger, som staar i rimeligt forhold til det formaal, som er, at behandlingen af olieaffald ved regenerering prioriteres, i den forstand, at graensen for den positive forpligtelse er, at tekniske, oekonomiske og organisatoriske hensyn som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 75/439, som aendret, goer sig gaeldende.

43 Saafremt det antoges, saaledes som den tyske regering goer det, at de bestaaende tekniske, oekonomiske og organisatoriske forhold i en medlemsstat noedvendigvis er hensyn, som er til hinder for, at der traeffes de foranstaltninger, der er fastsat i artikel 3, stk. 1, i direktiv 75/439, som aendret, ville det vaere ensbetydende med, at den naevnte bestemmelse mistede sin gennemslagskraft, eftersom den forpligtelse, der er paalagt medlemsstaterne, ville vaere begraenset til, at status quo skulle opretholdes, og bestemmelsen ville saaledes ikke paalaegge dem en reel forpligtelse.

44 I den foreliggende sag maa det fastslaas, at Forbundsrepublikken Tyskland ikke har truffet nogen konkrete foranstaltninger med henblik paa at sikre, at regenerering af olieaffald prioriteres, og at den under sagen blot har henvist til sin egen definition af begrebet hensyn og til de eksisterende forhold i Tyskland i et forsoeg paa at begrunde, hvorfor der overhovedet ikke er truffet foranstaltninger til gennemfoerelse af artikel 3, stk. 1, i direktiv 75/439, som aendret.

45 Tvaertimod er forholdet det, at der ganske vist fandtes en ansporende foranstaltning i form af, at der blev udbetalt en godtgoerelse til fremme af regenerering, hvilket principielt var i overensstemmelse med artikel 14 i direktiv 75/439, som aendret, men godtgoerelsen er for nylig blevet ophaevet ved lov.

46 Ligeledes har Forbundsrepublikken Tyskland valgt fortsat at fritage spildolie, der genanvendes som braendsel, for punktafgift paa mineralolie og herved fremme forbraending af den paagaeldende form for olie, hvilket er i strid med formaalet med direktiv 75/439, som aendret, selv om dette produkt i henhold til den generelle ramme for direktiv 92/81 kan paalaegges afgift, og en specifik afgiftspaalaeggelse ligeledes principielt er tilladt i henhold til artikel 15 i direktiv 75/439, som aendret.

47 Det maa i den forbindelse praeciseres, at muligheden for fortsat at anvende en punktafgiftsfritagelse for olieaffald bestemt til forbraending, hvilket blev godkendt ved Raadets beslutning af 30. juni 1997, ikke medfoerer, at fiskale bestemmelser, som Forbundsrepublikken Tyskland kunne have vedtaget for at efterkomme sin forpligtelse til at gennemfoere artikel 3, stk. 1, i direktiv 75/439, som aendret, ikke kan tages i betragtning.

48 Selv om det ikke tilkommer Domstolen at traeffe afgoerelse om, hvilke foranstaltninger en medlemsstat burde have truffet med henblik paa at gennemfoere artikel 3, stk. 1, i direktiv 75/439, som aendret, tilkommer det den derimod som led i undersoegelsen af, om der goer sig hensyn som omhandlet i den naevnte artikel gaeldende, at tage stilling til, om der kunne traeffes foranstaltninger, hvorved regenerering af olieaffald prioriteres, og som opfylder kriteriet om, at de skal vaere mulige ud fra et teknisk, oekonomisk og organisatorisk synspunkt.

49 Det kan i den forbindelse blot fastslaas, at der var en raekke foranstaltninger, der kunne bidrage til at naa det maal, at regenerering af olieaffald blev prioriteret, og som ud fra et teknisk, oekonomisk og organisatorisk synspunkt kunne vedtages, men at Forbundsrepublikken Tyskland ikke har truffet nogen af de paagaeldende foranstaltninger, men tvaertimod ophoert med at anvende en af dem og ikke paa anden passende vis har forsoegt at naa det maal, der forfoelges med direktiv 75/439, som aendret.

50 Det maa herefter fastslaas, at Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 3, stk. 1, i direktiv 75/439, som aendret, idet den ikke har truffet de noedvendige foranstaltninger med henblik paa at prioritere regenerering af olieaffald, selv om dette var muligt ud fra tekniske, oekonomiske og organisatoriske hensyn.

Sagens omkostninger

51 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Da Kommissionen har nedlagt en saadan paastand, og Forbundsrepublikken Tyskland i det vaesentlige har tabt sagen, paalaegges det denne at betale sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

(Femte Afdeling)

1) Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 3, stk. 1, i Raadets direktiv 75/439/EOEF af 16. juni 1975 om bortskaffelse af olieaffald, som aendret ved Raadets direktiv 87/101/EOEF af 22. december 1986, idet den ikke har truffet de noedvendige foranstaltninger med henblik paa at prioritere regenerering af olieaffald, selv om dette var muligt ud fra tekniske, oekonomiske og organisatoriske hensyn.

2) Forbundsrepublikken Tyskland betaler sagens omkostninger.