61997J0071

1 Traktatbrudssoegsmaal - objektiv karakter - traktatbruddets oprindelse - uden betydning

(EF-traktaten, art. 169)

2 Institutionernes retsakter - direktiver - gennemfoerelsesfrister - forlaengelse af en frist, som viser sig at vaere for kort - fremgangsmaade

(EF-traktaten, art. 189, stk. 3)

3 Medlemsstater - forpligtelser - gennemfoerelse af direktiver - manglende gennemfoerelse - begrundelse - ulovlig

(EF-traktaten, art. 169)

4 Traktatbrudssoegsmaal - foranstaltninger truffet af den paagaeldende medlemsstat efter sagens anlaeg - uden betydning

(EF-traktaten, art. 169)

1 Proceduren i henhold til traktatens artikel 169 er baseret paa en objektiv konstatering af, at en medlemsstat har tilsidesat sine forpligtelser efter traktaten eller efter bestemmelser i den afledte ret. Naar det er godtgjort, at der foreligger et traktatbrud, er det uden betydning, om dette beror paa hensigten hos den medlemsstat, som traktatbruddet kan tilregnes, paa dennes forsoemmelighed eller paa tekniske vanskeligheder, som medlemsstaten er stoedt paa ved gennemfoerelsen.

2 Saafremt den frist, som er fastsat for gennemfoerelse af et direktiv, viser sig at vaere for kort, er der kun én mulighed for den paagaeldende stat, som er forenelig med faellesskabsretten, nemlig inden for Faellesskabets rammer at tage initiativ til, at den kompetente faellesskabsinstitution eventuelt vedtager at forlaenge fristen.

3 En medlemsstat kan ikke paaberaabe sig bestemmelser, fremgangsmaader eller forhold i sin nationale retsorden til stoette for, at forpligtelser og frister, der foelger af et direktiv, ikke overholdes.

4 Domstolen kan ikke under en traktatbrudssag tage hensyn til foranstaltninger, som en medlemsstat har truffet til opfyldelse af sine forpligtelser efter sagens anlaeg.

1 Ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 19. februar 1997 har Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber anlagt sag i medfoer af EF-traktatens artikel 169 med paastand om, at det fastslaas, at Kongeriget Spanien har tilsidesat sine forpligtelser efter artikel 3 og 4 i Raadets direktiv 91/676/EOEF af 12. december 1991 om beskyttelse af vand mod forurening foraarsaget af nitrater, der stammer fra landbruget (EFT L 375, s. 1, herefter »direktivet«), ved dels ikke at have udpeget de zoner, der anses for saarbare, og ikke at have givet Kommissionen meddelelse om disse zoner, dels ikke at have udarbejdet eller meddelt Kommissionen kodekserne for godt landmandskab.

2 Ifoelge direktivets artikel 3, stk. 2, skal medlemsstaterne inden to aar efter meddelelsen af direktivet som saarbare zoner udpege alle kendte jordomraader paa deres omraade, som bidrager til forureningen, og hvorfra der er afstroemning til vand, der er kortlagt i overensstemmelse med artikel 3, stk. 1. De skal underrette Kommissionen om denne oprindelige udpegelse inden seks maaneder.

3 Ifoelge direktivets artikel 4, stk. 1, litra a), og artikel 2 skal medlemsstaterne inden to aar efter meddelelsen af direktivet udarbejde en kodeks eller kodekser for godt landmandskab og forelaegge Kommissionen de naermere enkeltheder i deres kodekser.

4 Ifoelge direktivets artikel 12 skal medlemsstaterne dels saette de noedvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme direktivet inden to aar fra dets meddelelse, dels straks underrette Kommissionen derom.

5 Da Kommissionen ikke havde modtaget nogen meddelelse fra Kongeriget Spanien om de bestemmelser, som det havde truffet til efterkommelse af direktivet, og da den ikke i oevrigt raadede over oplysninger, som gav den grundlag for at efterproeve, om Kongeriget Spanien havde vedtaget de noedvendige bestemmelser hertil, tilsendte Kommissionen den 10. maj 1995 den spanske regering en aabningsskrivelse, hvori den i overensstemmelse med proceduren i henhold til traktatens artikel 169 opfordrede regeringen til at fremsaette sine bemaerkninger inden for en frist paa to maaneder. I aabningsskrivelsen anfoerte Kommissionen, at Kongeriget Spanien ikke havde efterkommet direktivets artikel 3, stk. 2, og artikel 4 og endvidere ikke havde givet den meddelelse om de nationale gennemfoerelsesforanstaltninger til direktivet.

6 Ved skrivelse af 26. juni 1995 tilsendte de spanske myndigheder Kommissionen en rapport om situationen samt et forslag til et kongeligt dekret med henblik paa en gennemfoerelse af direktivet i national ret. Ved skrivelse af 14. marts 1996 tilsendte de spanske myndigheder endvidere Kommissionen det kongelige dekret nr. 261/1996 af 16. februar 1996 om beskyttelse af vand mod forurening foraarsaget af nitrater, der stammer fra landbruget, som var udstedt til gennemfoerelse af direktivet. Dekretet blev offentliggjort i Boletín Oficial del Estado nr. 61 af 11. marts 1996.

7 Da Kommissionen stadig ikke havde modtaget meddelelse fra Kongeriget Spanien om de udpegelser, der er omhandlet i direktivets artikel 3, og de kodekser for godt landmandskab, som er omhandlet i artikel 4, tilsendte den Kongeriget Spanien en begrundet udtalelse den 26. september 1996, hvori den opfordrede det til at efterkomme sine forpligtelser inden for en frist paa to maaneder.

8 Ved skrivelse af 26. november 1996 meddelte de spanske myndigheder Kommissionen, at de snarest muligt ville traeffe de foranstaltninger, som Kommissionen havde rejst krav om i den begrundede udtalelse.

9 Da Kommissionen ikke modtog nogen meddelelse om saadanne foranstaltninger, anlagde den naervaerende sag.

10 I replikken har Kommissionen erkendt at have modtaget seks ud af i alt sytten kodekser for godt landmandskab, hvorfor den finder det ufornoedent, at Domstolen tager stilling til anbringendet om, at forpligtelsen til at udarbejde og meddele kodekser for godt landmandskab, er tilsidesat for saa vidt angaar foelgende selvstyrende regioner: Madrid, Navarra, Andalusien, Murcia, Valencia og Cantabrien.

11 Kongeriget Spanien har i svarskriftet for det foerste gjort gaeldende, at det ikke har begaaet noget traktatbrud. Efter dets opfattelse forudsaetter begrebet traktatbrud, at en medlemsstat har til hensigt ikke at opfylde sine forpligtelser, hvilket ikke er tilfaeldet i denne sag. Forsinkelsen med direktivets gennemfoerelse skyldes dels tekniske vanskeligheder i forbindelse med gennemfoerelsen, dels den konkurrerende kompetence, som staten og de selvstyrende regioner har paa de omraader, som er omfattet af direktivet.

12 For det andet har Kongeriget Spanien i duplikken gjort gaeldende, at otte af de selvstyrende regioner, for hvilke anbringendet vedroerende direktivets artikel 4 er opretholdt, nemlig Castilien-Leon, Galicien, Baskerlandet, Rioja, Aragonien, Extremadura, Asturien og Balearerne, har vedtaget kodekser for godt landmandskab, og at disse kodekser er blevet tilstillet Kommissionen. Desuden har syv selvstyrende regioner, nemlig Aragonien, Balearerne, De Kanariske OEer, Castilien-Leon, Navarra, Valencia og Castilien-La Mancha, udpeget saarbare zoner i overensstemmelse med direktivets artikel 3, stk. 2, mens fem andre, nemlig Asturien, Galicien, Madrid, Murcia og Cantabrien, har erklaeret, at der ikke findes saadanne saarbare zoner paa deres omraade. Endelig har ogsaa den selvstyrende region Andalusien udpeget saarbare zoner, men endnu ikke meddelt de naermere oplysninger herom.

13 Kongeriget Spanien er derfor af den opfattelse, at det er ufornoedent, at Domstolen tager stilling til den foreholdte tilsidesaettelse af forpligtelserne til at udarbejde kodekser for godt landmandskab og til at udpege de saarbare zoner for de selvstyrende regioner, som har opfyldt deres forpligtelser.

14 Hvad angaar anbringendet om, at Kongeriget Spanien ikke har haft til hensigt at tilsidesaette de forpligtelser, som paahvilede det i medfoer af direktivets artikel 3 og 4, bemaerkes, at proceduren i henhold til traktatens artikel 169 er baseret paa en objektiv konstatering af, at en medlemsstat har tilsidesat sine forpligtelser efter traktaten eller efter bestemmelser i den afledte ret (jf. i denne retning dom af 1.3.1983, sag 301/81, Kommissionen mod Belgien, Sml. s. 467, praemis 8).

15 Naar det er godtgjort, at der foreligger et traktatbrud, saaledes som det er tilfaeldet i denne sag, er det uden betydning, om traktatbruddet beror paa hensigten hos den medlemsstat, som traktatbruddet kan tilregnes, paa dennes forsoemmelighed eller paa tekniske vanskeligheder, som medlemsstaten er stoedt paa ved gennemfoerelsen.

16 I saa henseende har Domstolen fastslaaet, at saafremt fristen for gennemfoerelse af et direktiv viser sig at vaere for kort, er der kun én mulighed for den paagaeldende stat, som er forenelig med faellesskabsretten, nemlig inden for Faellesskabets rammer at tage initiativ til, at den kompetente faellesskabsinstitution eventuelt vedtager at forlaenge fristen (jf. dommen i sagen Kommissionen mod Belgien, a.st., praemis 11).

17 Hvad saerlig angaar argumentet om, at den omhandlede forsinkelse navnlig skyldes, at staten og de selvstyrende regioner har konkurrerende kompetence, bemaerkes, at det fremgaar af Domstolens faste praksis, at en stat ikke kan paaberaabe sig bestemmelser, fremgangsmaader eller forhold i sin nationale retsorden til stoette for, at forpligtelser og frister, der foelger af et direktiv, ikke overholdes (dom af 6.7.1995, sag C-259/94, Kommissionen mod Graekenland, Sml. I, s. 1947, praemis 5).

18 Hvad angaar Kongeriget Spaniens argument om, at Domstolen ikke boer tage stilling til anbringendet om, at det har tilsidesat sine forpligtelser til at udarbejde kodekser for godt landmandskab og til at udpege de saarbare zoner for saa vidt angaar de selvstyrende regioner, som er naevnt foerste gang i duplikken, bemaerkes, at Domstolen efter sin faste praksis ikke kan tage hensyn til foranstaltninger, som en medlemsstat har truffet til opfyldelse af sine forpligtelser, men foerst efter sagens anlaeg (jf. dom af 17.9.1987, sag 291/84, Kommissionen mod Nederlandene, Sml. s. 3483, praemis 15).

19 Det fremgaar af samtlige de foranstaaende betragtninger, at Kongeriget Spanien har tilsidesat sine forpligtelser efter direktivets artikel 3 og 4 ved dels ikke at have udpeget de zoner, der anses for saarbare, og ikke at have givet Kommissionen meddelelse om disse zoner, dels ikke at have udarbejdet og meddelt Kommissionen kodekserne for godt landmandskab, for saa vidt angaar de selvstyrende regioner, bortset fra Andalusien, Cantabrien, Madrid, Murcia, Navarra og Valencia.

Sagens omkostninger

20 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger. Da Kongeriget Spanien har tabt sagen, boer det tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

(Sjette Afdeling)

1) Kongeriget Spanien har tilsidesat sine forpligtelser efter artikel 3 og 4 i Raadets direktiv 91/676/EOEF af 12. december 1991 om beskyttelse af vand mod forurening foraarsaget af nitrater, der stammer fra landbruget, ved dels ikke at have udpeget de zoner, der anses for saarbare, og ikke at have givet Kommissionen meddelelse om disse zoner, dels ikke at have udarbejdet og meddelt Kommissionen kodekserne for godt landmandskab, for saa vidt angaar de selvstyrende regioner, bortset fra Andalusien, Cantabrien, Madrid, Murcia, Navarra og Valencia.

2) Kongeriget Spanien betaler sagens omkostninger.