61997J0002

1 Socialpolitik - beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed - direktiv 90/394 om beskyttelse af arbejdstagerne mod risici for under arbejdet at vaere udsat for kraeftfremkaldende stoffer - anvendelse af et kraeftfremkaldende stof paa arbejdsstedet - arbejdsgivernes forpligtelser - afhaengighed af resultaterne af vurderingen af risikoen - ingen

(Raadets direktiv 90/394, art. 3 og 4)

2 Socialpolitik - beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed - direktiv 90/394 om beskyttelse af arbejdstagerne mod risici for under arbejdet at vaere udsat for kraeftfremkaldende stoffer - arbejdstagernes udsaettelse for kraeftfremkaldende stoffer - arbejdsgivernes forpligtelser - afhaengighed af resultatet af vurderingen af risikoen

(Raadets direktiv 90/394, art. 3 og 5)

3 Socialpolitik - beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed - direktiv 90/394 om beskyttelse af arbejdstagerne mod risici for under arbejdet at vaere udsat for kraeftfremkaldende stoffer - nationale bestemmelser, der paalaegger arbejdsgiverne strengere forpligtelser end de i direktivet fastsatte - strengere beskyttelsesforanstaltninger, jf. traktatens artikel 118 A, stk. 3 - lovlighed - betingelser

(EF-traktaten, art. 118 A, stk. 3; Raadets direktiv 90/394, art. 5)

4 Socialpolitik - beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed - direktiv 89/655 om minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med arbejdstagernes brug af arbejdsudstyr under arbejdet - frist for tilpasning af allerede eksisterende arbejdsudstyr - nationale bestemmelser, der fastsaetter en kortere frist end den i direktivet fastsatte - lovlighed - betingelser

[Raadets direktiv 89/655, art. 4, stk. 1, litra b)]

1 Artikel 4 i direktiv 90/394 om beskyttelse af arbejdstagerne mod risici for under arbejdet at vaere udsat for kraeftfremkaldende stoffer skal fortolkes saaledes, at en arbejdsgivers forpligtelse til at begraense et kraeftfremkaldende stof eller erstatte det med et andet stof ikke afhaenger af resultaterne af den vurdering af risikoen, der er naevnt i direktivets artikel 3.

2 Artikel 5 i direktiv 90/394 om beskyttelse af arbejdstagerne mod risici for under arbejdet at vaere udsat for kraeftfremkaldende stoffer skal fortolkes saaledes, at arbejdsgiverens forpligtelse til at undgaa eller nedsaette arbejdstagernes udsaettelse for et kraeftfremkaldende stof afhaenger af resultaterne af den vurdering af risikoen, der er naevnt i direktivets artikel 3.

3 En national bestemmelse, hvorefter arbejdsgiveren er forpligtet til at nedsaette arbejdstagernes udsaettelse for et kraeftfremkaldende stof uafhaengigt af vurderingen af risikoen, strider ikke mod direktiv 90/394 om beskyttelse af arbejdstagerne mod risici for under arbejdet at vaere udsat for kraeftfremkaldende stoffer, naar den udgoer en forstaerket beskyttelsesforanstaltning vedroerende arbejdsforholdene, der er tilladt efter traktatens artikel 118 A, stk. 3, og direktiv 90/394, der kun fastsaetter minimunsforskrifter paa omraadet.

En saadan forpligtelse, der oeger beskyttelsen af arbejdstagernes sundhed og sikkerhed, og som desuden kun er en udbygning af forpligtelsen ifoelge artikel 5 i direktivet, er ikke et brud paa sammenhaengen i Faellesskabets regulering paa omraadet for beskyttelse af arbejdstagernes sundhed og sikkerhed. Endvidere finder en national bestemmelse, der udvider forpligtelsen ifoelge direktivets artikel 5 ved at forpligte arbejdsgiveren til at nedsaette arbejdstagerens udsaettelse for et kraeftfremkaldende stof uafhaengigt af vurderingen af risikoen, anvendelse uden forskelsbehandling og aendrer ikke udoevelsen af de grundlaeggende frihedsrettigheder, der er sikret ved traktaten.

4 En medlemsstat er ikke efter artikel 4 i direktiv 89/655 om minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med arbejdstagernes brug af arbejdsudstyr under arbejdet afskaaret fra at fastsaette en frist for tilpasning af eksisterende arbejdsudstyr, der udloeber foer den 31. december 1996, der er sidste frist ifoelge direktivets artikel 4, stk. 1, litra b), saafremt denne frist ikke er saa kort, at arbejdsgiverne ikke har mulighed for at gennemfoere en saadan tilpasning, eller saafremt den er forbundet med omkostninger, der klart er uforholdsmaessigt hoeje i forhold til de omkostninger, de maatte have afholdt, saafremt fristen havde vaeret laengere.

1 Ved kendelse afsagt den 14. december 1996, indgaaet til Domstolen den 3. januar 1997, har Tribunale di Genova i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt tre praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af artikel 4 i Raadets direktiv 89/655/EOEF af 30. november 1989 om minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med arbejdstagernes brug af arbejdsudstyr under arbejdet (andet saerdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EOEF) (EFT L 393, s. 13) samt artikel 3, 4 og 5 i Raadets direktiv 90/394/EOEF af 28. juni 1990 om beskyttelse af arbejdstagerne mod risici for under arbejdet at vaere udsat for kraeftfremkaldende stoffer (sjette saerdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EOEF) (EFT L 196, s. 1).

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en sag mellem Società italiana petroli SpA (IP) (herefter »Italiana petroli«) og Borsana Srl (herefter »Borsana«) vedroerende levering efter sidstnaevnte selskabs anmodning, jf. direktiv 89/655 og 90/394, af braendstoffer med det lavest mulige indhold af benzen samt udstyr til indvinding ved braendstofsalg af udstoedningsgasser.

Faellesskabsretten

3 Direktiv 89/655 blev vedtaget under henvisning til EOEF-traktatens artikel 118 A. Artikel 4, der baerer overskriften »Regler vedroerende arbejdsudstyr«, indeholder foelgende bestemmelser:

»1. Med forbehold af artikel 3 skal arbejdsgiveren fremskaffe og/eller anvende:

a) arbejdsudstyr, der, hvis det for foerste gang stilles til arbejdstagernes raadighed i virksomheden og/eller institutionen efter den 31. december 1992, opfylder:

i) bestemmelserne i alle relevante faellesskabsdirektiver, der gaelder herfor

ii) de i bilaget fastsatte minimumsforskrifter, naar der ikke gaelder andre faellesskabsdirektiver, eller disse kun gaelder delvis

b) arbejdsudstyr, der, hvis det allerede er stillet til arbejdstagernes raadighed i virksomheden og/eller institutionen den 31. december 1992, senest fire aar efter denne dato opfylder de i bilaget fastsatte minimumsforskrifter.«

4 Direktiv 90/394 blev vedtaget under henvisning til traktatens artikel 118 A. Det indeholder i artikel 3, der har overskriften »Anvendelsesomraade - bestemmelse og vurdering af risikoen«, foelgende forskrifter:

»1. Dette direktiv gaelder for de aktiviteter, hvorved arbejdstagerne er eller kan blive udsat for kraeftfremkaldende stoffer i forbindelse med deres arbejde.

2. For enhver aktivitet, hvor der kan vaere risiko for, at arbejdstagerne udsaettes for kraeftfremkaldende stoffer, skal arten, graden og varigheden af udsaettelsen bestemmes, saaledes at enhver risiko for deres sikkerhed og sundhed kan vurderes, og saaledes at det kan afgoeres, hvilke foranstaltninger der skal traeffes.

Denne vurdering skal fornys regelmaessigt og under alle omstaendigheder ved enhver aendring i forholdene, der kan faa indvirkning paa arbejdstagerens udsaettelse for kraeftfremkaldende stoffer.

Arbejdsgiveren skal paa anmodning af de ansvarlige myndigheder give dem de oplysninger, der er lagt til grund for vurderingen.

...«

5 Artikel 4 i direktiv 90/394, der har overskriften »Begraensning og substitution«, indeholder foelgende bestemmelser:

»1. Arbejdsgiveren begraenser anvendelsen af et kraeftfremkaldende stof paa arbejdsstedet, bl.a. ved, for saa vidt det er teknisk muligt, at erstatte det med et stof, et praeparat eller en proces, som under anvendelsesbetingelserne herfor ikke er farligt eller er mindre farligt for arbejdstagernes sundhed eller i givet fald sikkerhed.

2. Arbejdsgiveren underretter efter anmodning fra den ansvarlige myndighed denne om resultatet af sine undersoegelser.«

6 Artikel 5 i direktiv 90/394, der har overskriften »Foranstaltninger til forebyggelse eller nedsaettelse af udsaettelse«, foejer hertil foelgende bestemmelser:

»1. Saafremt den i artikel 3, stk. 2, omhandlede vurdering viser, at der er risiko for arbejdstagernes sikkerhed eller sundhed, skal udsaettelsen undgaas.

2. Saafremt det ikke er teknisk muligt at erstatte det kraeftfremkaldende stof med et stof, et praeparat eller en proces, som under de paagaeldende anvendelsesbetingelser ikke er mindre farligt for sikkerheden og sundheden, soerger arbejdsgiveren for, at fremstillingen og brugen af det kraeftfremkaldende stof finder sted i et lukket system, hvor dette er teknisk muligt.

3. Hvis det ikke er teknisk muligt at anvende et lukket system, soerger arbejdsgiveren for, at arbejdstagernes udsaettelse nedsaettes til et saa lavt niveau, som det er teknisk muligt.

...«

7 Raadets direktiv 85/210/EOEF af 20. marts 1985 om tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om blyindholdet i benzin (EFT L 96, s. 25) blev vedtaget med hjemmel i EOEF-traktatens artikel 100 foer ikrafttraedelsen af den europaeiske faelles akt. Artikel 4, foerste afsnit, indeholder foelgende bestemmelse:

»Fra den 1. oktober 1989 maa benzenindholdet i blyholdig og blyfri benzin ikke overstige 5% vol.«

8 Artikel 7 i direktiv 85/210 indeholder foelgende bestemmelse:

»1. Med forbehold af stk. 2 kan medlemsstaterne ikke under henvisning til bly- eller benzenindholdet hindre eller begraense den frie bevaegelighed for eller den frie markedsfoering af benzin, der opfylder dette direktiv.

2. Naar en medlemsstat anvender artikel 2, stk. 3, fastsaettes det maksimale tilladte blyindhold i blyholdig benzin, som bringes paa markedet, til 0,15 g Pb/l.«

De italienske lovbestemmelser

9 Lovdekret nr. 626 af 19. september 1994 (GURI nr. 265 af 12.11.1994, supplemento ordinario, herefter »lovdekret nr. 626/94«) indeholder i artikel 6, stk. 1, foelgende bestemmelse:

»De personer, der varetager arbejdspladsernes, arbejdsstedernes og arbejdsanlaeggenes indretning, foelger de almindelige principper for forebyggelse paa sundheds- og sikkerhedsomraadet ved valget af udformning og teknisk indretning heraf. De vaelger maskiner og beskyttelsesudstyr, der opfylder de vigtigste sikkerhedskrav ifoelge den gaeldende lovgivning.«

10 Artikel 62 i lovdekret nr. 626/94 har overskriften »Substitution og begraensning« og lyder saaledes:

»1. Arbejdsgiveren undgaar eller begraenser anvendelsen af et kraeftfremkaldende stof paa arbejdsstedet, bl.a. ved, for saa vidt det er teknisk muligt, at erstatte det med et stof, et praeparat eller en proces, som under anvendelsesbetingelserne herfor ikke er farligt eller er mindre farligt for arbejdstagernes sundhed eller i givet fald sikkerhed.

2. Saafremt det ikke er muligt at erstatte det kraeftfremkaldende stof, soerger arbejdsgiveren for, at fremstillingen og brugen af det kraeftfremkaldende stof finder sted i et lukket system, fremdeles saafremt dette er teknisk muligt.

3. Saafremt det ikke er teknisk muligt at anvende et lukket system, soerger arbejdsgiveren for, at arbejdstagernes udsaettelse nedsaettes til et saa lavt niveau, som er teknisk muligt.«

11 I artikel 63 i lovdekret nr. 626/94 bestemmes det under overskriften »Vurdering af risikoen«:

»1. Arbejdsgiveren gennemfoerer en vurdering vedroerende udsaettelsen for kraeftfremkaldende stoffer, og resultaterne heraf angives i det i artikel 4, stk. 2, naevnte dokument, jf. dog artikel 62.

2. Ved denne vurdering skal der bl.a. henses til udsaettelsessituationens forskellige karakteristika, dens varighed og dens hyppighed, de maengder af kraeftfremkaldende stoffer, der fremstilles eller anvendes, koncentrationsgraden, deres evne til paa forskellig maade at blive optaget i organismen, endvidere til deres form, og, saafremt disse stoffer forekommer i fast form, til om stoffet udgoer en kompakt eller en soenderdelt masse eller et pulver, og endelig til om stoffet opbevares i en solid, lukket beholder, saaledes at dets spredning begraenses eller hindres.

3. Arbejdsgiveren traeffer, paa grundlag af resultaterne af den i stk. 1 omhandlede vurdering, de i dette afsnit foreslaaede forebyggende foranstaltninger og beskyttelsesforanstaltninger, der tilpasses de saerlige forhold paa de forskellige arbejdssteder.

...«

12 Artikel 89 og 90 i lovdekret nr. 626/94 indeholder bestemmelser om straf paa indtil faengsel i tre til seks maaneder for overtraedelse af dekretets artikel 62 og 63.

13 I artikel 36, stk. 7, i lovdekret nr. 626/94 er der endvidere indsat et nyt stykke i artikel 20 i praesidentdekret nr. 303 af 19. marts 1956, der har foelgende ordlyd:

»Arbejdsudstyr af enhver art, der frembyder risiko som foelge af udslip af gasser og luftarter, vaesker eller stoevarter, skal vaere forsynet med passende indretninger til tilbageholdelse eller filtrering, der placeres i naerheden af udslipstedet.«

14 Bestemmelserne i artikel 36 i lovdekret nr. 626/94 traadte efter denne artikels stk. 8 i kraft tre maaneder efter dekretets offentliggoerelse i Gazzetta ufficiale della Repubblica italiana.

15 Endvidere indeholder artikel 2, stk. 1 og 2, i lovdekret nr. 294 af 27. maj 1996 (GURI nr. 123 af 28.5.1996, herefter »lovdekret nr. 294/96«) foelgende bestemmelser:

»1. Fra den 1. juli 1997 og indtil den 30. juni 1999 er det hoejst tilladte indhold i benzin af benzen 1,4% vol.

2. Fra den 1. juli 1999 er det hoejst tilladte indhold i benzin af benzen 1% vol.«

Tvisten i hovedsagen

16 Den 19. juli 1991 indgik Italiana petroli og Borsana flere kontrakter om levering af braendstoffer til motorkoeretoejer samt om vederlagsfri brug af anlaeg og udstyr, der var noedvendigt for videreforhandling af saadanne braendstoffer.

17 Ved skrivelse af 3. juni 1996 anmodede Borsana Italiana petroli om i henhold til bestemmelserne i lovdekret nr. 626/94 samt direktiv 89/655 og 90/394 at levere braendstof med det lavest mulige indhold af benzen samt af hensyn til beskyttelsen af selskabets ansatte udstyr til indvinding af gasser og dampe paa salgstidspunktet.

18 Italiana petroli mente ikke at kunne imoedekomme Borsana's anmodning som foelge af uoverensstemmelsen mellem reglerne i lovdekret nr. 626/94, navnlig dettes artikel 62 og 63, og reglerne i direktiv 90/394 og 89/655 for saa vidt angaar vurderingen af risiciene for udsaettelsen for kraeftfremkaldende stoffer og de frister, inden for hvilke arbejdsgiverne skal have tilpasset arbejdsudstyret. Italiana petroli udtrykte endvidere tvivl om lovligheden efter EF-traktatens artikel 30, 36 og 100 A af direktiv 90/394 og lovdekret nr. 626/94, for saa vidt der herved paalaegges arbejdsgiverne en supplerende forpligtelse til i det omfang, den tekniske udvikling goer det muligt, at nedbringe udsaettelsen for kraeftfremkaldende stoffer og saaledes ogsaa for benzen i braendstoffer, saaledes at det minimum, der fastsaettes i direktiv 85/210 eller endog de endnu lavere minima ifoelge lovdekret nr. 294/96, respekteres.

19 Paa baggrund heraf har Italiana petroli den 25. juni 1996 sagsoegt Borsana ved Tribunale di Genova med paastand om, at det fastslaas, at selskabet ikke har vaeret pligtigt til Borsana at levere braendstoffer med et lavere indhold af benzen end mindsteindholdet ifoelge direktiv 85/210 samt lovdekret nr. 294/96, eller til, foer udloebet af de i direktiv 89/655 og lovdekret nr. 294/96 fastsatte frister, at levere selskabet udstyr til indvinding af gasser og dampe.

20 Den forelaeggende ret naevner i forelaeggelseskendelsen foerst, at i det italienske forhandlingssystem for salg af braendstof er det forhandleren eller en ansat hos ham, der skal udfoere alt det arbejde, som vedroerer levering af benzin og ydelser i forbindelse hermed til bilisterne, der kun paa et meget begraenset antal benzintanke, fortrinsvis paa soen- og helligdage og som oftest i tankens lukketid, kan faa direkte adgang til benzinpumperne. Dette forhold medfoerer, at arbejdstageren i videre omfang udsaettes for gas og dampe fra braendstoffer.

21 Den forelaeggende ret bemaerker dernaest, at for saa vidt angaar spoergsmaalet om den forberedende karakter af vurderingen af risikoen for udsaettelse for kraeftfremkaldende stoffer i forhold til arbejdsgiverens pligt til at begraense og erstatte disse stoffer synes lovdekret nr. 626/94 naermest at vaere opbygget paa en maade, der vender ordningen ifoelge direktiv 90/394, som dekretet er en gennemfoerelse af, paa hovedet. Ifoelge dekretets artikel 62 er arbejdsgiveren saaledes forpligtet til at undgaa, erstatte eller nedsaette anvendelsen af kraeftfremkaldende stoffer og til at begraense arbejdstagerens udsaettelse for disse stoffer til »et saa lavt niveau, som er teknisk muligt«, mens han efter artikel 63 i samme dekret med forbehold af bestemmelserne i artikel 62 forpligtes til at vurdere risiciene ved udsaettelse for kraeftfremkaldende stoffer og til at traeffe forebyggende foranstaltninger og beskyttelsesforanstaltninger paa grundlag af resultaterne af denne vurdering. Forpligtelsen til at nedsaette arbejdstagernes udsaettelse for kraeftfremkaldende stoffer til »et saa lavt niveau, som er teknisk muligt«, jf. dekretets artikel 62, gaelder saaledes for arbejdstageren uafhaengigt af vurderingen af risikoen, mens forpligtelsen ifoelge direktiv 90/394 til at undgaa eller nedsaette udsaettelsen af arbejdstagerne for kraeftfremkaldende stoffer afhaenger af resultatet af en saadan vurdering.

22 For saa vidt angaar spoergsmaalet om tilpasning af arbejdsudstyret bemaerker den forelaeggende ret, at artikel 36, stk. 8, i lovdekret nr. 626/94 fastsaetter, at bestemmelserne om arbejdsudstyret traeder i kraft tre maaneder efter dekretets offentliggoerelse i Gazzetta ufficiale della Repubblica italiana, hvorimod der i artikel 4, stk. 1, i direktiv 89/655 er fastsat en overgangsperiode paa fire aar. Den forelaeggende ret finder det hverken rimeligt eller forholdsmaessigt, at en arbejdsgiver inden for en frist paa tre maaneder skal efterkomme de nye bestemmelser og det endda under strafansvar med mulighed for tre til seks maaneders faengsel.

23 Den forelaeggende ret fremhaever vedroerende spoergsmaalet om nedsat indhold af benzen i braendstoffer, saa det kommer under overgraensen ifoelge direktiv 85/210 og lovdekret nr. 294/96, at den italienske regering i lovdekretet har fastsat lavere procentsatser end de i naevnte direktiv foreskrevne. Den italienske regering har herved anvendt ordningen i henhold til traktatens artikel 100 A, stk. 4, og altsaa givet Kommissionen meddelelse om gennemfoerelsen af lovdekretet. Den forelaeggende ret har endvidere anfoert, at det ved artikel 6, stk. 1, i lovdekret nr. 626/94 paalaegges ogsaa »de personer, der varetager arbejdspladsernes, arbejdsstedernes og arbejdsanlaeggenes indretning«, at opfylde de forpligtelser, som efter direktiv 90/394 i denne henseende paahviler arbejdsgiverne. Ifoelge den forelaeggende ret er en saadan udvidelse i forhold til direktiv 90/394 af den forpligtede personkreds i overensstemmelse med faellesskabsretten, idet der er tale om en udvidet og forstaerket beskyttelse af arbejdstageren paa arbejdsstedet. Den finder det imidlertid usikkert, om der ifoelge direktiv 90/394, hvorefter der skal traeffes foranstaltninger for at nedsaette risikoen i det omfang, det er teknisk muligt, skal ske en nedsaettelse af indholdet i braendstoffer af benzen, saa det bliver lavere end det mindsteindhold, der er fastlagt ved direktiv 85/210 og lovdekret nr. 294/96.

24 Tribunale di Genova har paa baggrund heraf besluttet at udsaette sagen og anmode Domstolen om en praejudiciel afgoerelse af foelgende spoergsmaal:

»1) Skal bestemmelserne i artikel 3, 4 og 5 i direktiv 90/394 af 28. juni 1990 om beskyttelse af arbejdstagerne mod risici for under arbejdet at vaere udsat for kraeftfremkaldende stoffer (sjette saerdirektiv) fortolkes saaledes, at forpligtelsen til at traeffe foranstaltninger med henblik paa begraensning og substitution af risikoen samt foranstaltninger for at forebygge eller nedsaette arbejdstagerens udsaettelse for det kraeftfremkaldende stof afhaenger af resultaterne af den saakaldte i direktivets artikel 3 omhandlede 'vurdering af risikoen'?

Saafremt dette spoergsmaal besvares bekraeftende, spoerges det, om nationale gennemfoerelsesbestemmelser, hvorved arbejdsgiveren forpligtes til at traeffe foranstaltninger med henblik paa at erstatte et kraeftfremkaldende stof eller begraense dets anvendelse i det omfang, dette er 'teknisk muligt', og/eller til at traeffe foranstaltninger for at nedsaette arbejdstagernes udsaettelse for stoffet 'til et saa lavt niveau, som er teknisk muligt', uafhaengigt af, om der forinden er gennemfoert en konkret vurdering af risikoen og indhentet oplysninger i overensstemmelse med direktivets artikel 3, og hvorved der for tilsidesaettelse af disse forpligtelser fastsaettes strafferetlige sanktioner, herunder frihedsstraf, der ikke - som disse bestemmelser er udformet - er forskellige fra de sanktioner, der er fastsat for arbejdsgiverens undladelse af efter konkret at have konstateret risikoen og vurderet dennes omfang at traeffe foranstaltninger i samklang med lovgivningens bestemmelser, er i strid med direktivet.

2) Er det i strid med bestemmelsen i artikel 4 i direktiv 89/655 (der for saa vidt angaar fristerne for tilpasning af arbejdsudstyret sondrer mellem arbejdsudstyr, der allerede er stillet til arbejdstagernes raadighed den 31.12.1992, og arbejdsudstyr, der er stillet til arbejdstagernes raadighed efter denne dato), at der i den nationale gennemfoerelsesbestemmelse ikke og muligvis i strid med rimeligheds- og proportionalitetsprincippet opstilles nogen sondring af denne art og fastsaettes en enkelt frist, ved hvis udloeb ordningen i alle enkeltheder (herunder strenge straffebestemmelser for arbejdsgiveren) traeder i kraft?

3) Skal artikel 3, 4 og 5 i direktiv 90/394 (og de tilsvarende artikler i lovdekret nr. 626 af 1994 til gennemfoerelse heraf) fortolkes saaledes, at der herefter under strafansvar paalaegges arbejdsgiverne, respektive de andre i artikel 6 i lovdekret nr. 626 af 1994 naevnte retssubjekter, forpligtelser, for saa vidt angaar nedsaettelsen af procentindholdet af benzen i benzin, der er videregaaende i forhold til de i direktiv 85/210 fastsatte maksima og de i forhold til sidstnaevnte maksima endnu lavere maksima, der er fastsat i lovdekret nr. 294 af 1996?«

25 Indledningsvis bemaerkes det, at ifoelge Domstolens faste praksis efter dom af 26. februar 1986, sag 152/84, Marshall, Sml. s. 723, praemis 48, kan et direktiv ikke i sig selv skabe forpligtelser for private, det vil her sige en privat arbejdsgiver, og en direktivbestemmelse kan derfor ikke som saadan paaberaabes over for dem.

26 Det fremgaar imidlertid ogsaa af Domstolens faste praksis efter dommen af 10. april 1984, sag 14/83, Von Colson og Kamann, Sml. s. 1891, praemis 26, at medlemsstaternes pligt ifoelge et direktiv til at virkeliggoere direktivets maal, og pligten i medfoer af traktatens artikel 5 til at traeffe alle almindelige eller saerlige foranstaltninger til at sikre opfyldelsen af denne pligt, paahviler alle myndighederne i medlemsstaterne, herunder ogsaa domstolene inden for deres kompetence. Det fremgaar af dom af 13. november 1990, sag C-106/89, Marleasing, Sml. I, s. 4135, praemis 8, og af 16. december 1993, sag C-334/92, Wagner Miret, Sml. I, s. 6911, praemis 20, at den nationale domstol ved anvendelsen af nationale retsforskrifter, hvad enten der er tale om bestemmelser, der saerligt er blevet indfoert med henblik paa at gennemfoere et direktiv, eller ej, er forpligtet til i videst muligt omfang at fortolke dem i lyset af naevnte direktivs ordlyd og formaal og at fremkalde det med traktatens artikel 189, stk. 3, tilsigtede resultat.

27 De forelagte spoergsmaal skal besvares paa baggrund af denne praksis.

Det foerste spoergsmaal

28 Den forelaeggende ret har med det foerste spoergsmaal naermere bestemt spurgt,

- om artikel 3, 4 og 5 i direktiv 90/394 skal fortolkes saaledes, at arbejdsgivernes pligt til at begraense det kraeftfremkaldende stof eller erstatte det med et andet stof samt til at undgaa eller nedsaette udsaettelsen for stoffet afhaenger af den i direktivets artikel 3 omhandlede vurdering af risikoen

- og i bekraeftende fald, om nationale bestemmelser, hvorved arbejdsgiveren forpligtes til at begraense det kraeftfremkaldende stof eller erstatte med et andet stof og/eller til at undgaa eller nedsaette arbejdstagernes udsaettelse for stoffet uafhaengigt af, om der er gennemfoert en vurdering af risikoen, er i strid med direktivet.

29 Det bemaerkes, at efter artikel 3 i direktiv 90/394 skal for enhver aktivitet, hvor der kan vaere risiko for udsaettelse for kraeftfremkaldende stoffer, arten, graden og varigheden af udsaettelsen bestemmes, saaledes at enhver risiko for arbejdstagernes sikkerhed og sundhed kan vurderes, og saaledes at det kan afgoeres, hvilke foranstaltninger der skal traeffes.

30 Naar der er konstateret en risiko for arbejdstagernes sikkerhed og sundhed i overensstemmelse med artikel 3 i direktiv 90/394, er arbejdsgiveren efter direktivets artikel 5 forpligtet til at undgaa, at arbejdstagerne udsaettes for det kraeftfremkaldende stof, eller til at soerge for, at udsaettelsen nedsaettes til et saa lavt niveau, som det er teknisk muligt.

31 Det maa fremhaeves, at forpligtelsen ifoelge direktivets artikel 5 til at undgaa eller nedsaette arbejdstagernes udsaettelse for det kraeftfremkaldende stof udtrykkeligt er gjort afhaengig af resultaterne af den i artikel 3 naevnte vurdering.

32 Saaledes forholder det sig derimod ikke med den i artikel 4 i direktiv 90/394 naevnte forpligtelse. For efter denne bestemmelse skal arbejdstageren begraense anvendelsen af det kraeftfremkaldende stof paa arbejdsstedet eller erstatte det med et stof, der ikke er farligt eller er mindre farligt, for saa vidt dette er teknisk muligt, og forpligtelsen hertil bestaar uafhaengigt af resultaterne af den i artikel 3 naevnte vurdering.

33 Det foelger saaledes af ordlyden af artikel 3, 4 og 5 i direktiv 90/394, at arbejdsgiverens forpligtelse ifoelge artikel 5 til at undgaa eller nedsaette udsaettelsen for et kraeftfremkaldende stof, i modsaetning til hans forpligtelse til at begraense stoffet eller erstatte det med et andet ifoelge artikel 4, afhaenger af resultaterne af den i artikel 3 naevnte vurdering af risikoen.

34 Det fremgaar imidlertid af forelaeggelseskendelsen, at arbejdsgiveren efter artikel 62 i lovdekret nr. 626/94 er forpligtet til under alle omstaendigheder og uafhaengigt af vurderingen af risikoen at begraense arbejdstagernes udsaettelse for det kraeftfremkaldende stof »til et saa lavt niveau, som teknisk er muligt«. Med denne bestemmelse paalaegges der altsaa arbejdsgiveren en mere omfattende forpligtelse end efter artikel 5 i direktiv 90/394, idet forpligtelsen til at undgaa eller nedsaette udsaettelsen af arbejdstagerne for det kraeftfremkaldende stof herefter ikke udtrykkeligt afhaenger af resultaterne af vurderingen af risikoen.

35 Det bemaerkes i denne forbindelse, at direktiv 90/394 blev vedtaget med hjemmel i traktatens artikel 118 A, og indeholder »minimumsforskrifter« vedroerende beskyttelsen af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed mod de risici, der er forbundet med udsaettelse for kraeftfremkaldende stoffer under arbejdet. Som Domstolen har fastslaaet i dom af 12. november 1996 (sag C-84/94, Det Forenede Kongerige mod Raadet, Sml. I, s. 5755, praemis 17), betyder udtrykket »minimumsforskrifter« i traktatens artikel 118 A, der gaar igen i artikel 1 i direktiv 90/394, at medlemsstaterne kan vedtage strengere regler end dem, Faellesskabet har fastsat. Det fremgaar i oevrigt ogsaa af traktatens artikel 118 A, stk. 3, at medlemsstaterne, naar der er vedtaget minimumsforskrifter som omhandlet i denne artikel, frit kan vedtage strengere beskyttelsesforanstaltninger vedroerende arbejdsforholdene.

36 Det maa derfor undersoeges, om en national bestemmelse som artikel 62 i lovdekret nr. 626/94, hvorefter arbejdsgiveren skal nedsaette arbejdstagernes udsaettelse for det kraeftfremkaldende stof uafhaengigt af vurderingen af risikoen, udgoer en strengere beskyttelsesforanstaltning vedroerende arbejdsforholdene, som er tilladt efter traktatens artikel 118 A, stk. 3, og efter direktiv 90/394.

37 Herved maa det, for det foerste, bemaerkes, at arbejdsgiverens forpligtelse til at nedsaette arbejdstagernes udsaettelse for det kraeftfremkaldende stof uafhaengigt af vurderingen af risikoen oeger beskyttelsen af arbejdstagernes sundhed og sikkerhed. I oevrigt er forpligtelsen hertil kun en udbygning af forpligtelsen ifoelge artikel 5 i direktiv 90/394. Den betegner derfor ikke et brud paa sammenhaengen i Faellesskabets regulering paa omraadet for beskyttelse af arbejdstagernes sundhed og sikkerhed.

38 Det maa, for det andet, fremhaeves, at en national bestemmelse, der udvider forpligtelsen ifoelge artikel 5 i direktiv 90/394, ved at forpligte arbejdsgiveren til at nedsaette arbejdstagernes udsaettelse for et kraeftfremkaldende stof uafhaengigt af vurderingen af risikoen, finder anvendelse uden forskelsbehandling og ikke aendrer udoevelsen af de grundlaeggende frihedsrettigheder, der er sikret ved traktaten.

39 Det skal derfor fastslaas, at en national bestemmelse som artikel 62 i lovdekret nr. 626/94, hvorefter arbejdsgiveren er forpligtet til at nedsaette arbejdstagernes udsaettelse for et kraeftfremkaldende stof uafhaengigt af vurderingen af risikoen, udgoer en forstaerket beskyttelsesforanstaltning vedroerende arbejdsforholdene, der er tilladt efter traktatens artikel 118 A, stk. 3, og direktiv 90/394.

40 Naar der er tale om en forstaerket beskyttelsesforanstaltning vedroerende arbejdsforholdene, der er forenelig med traktaten, og dermed om en medlemsstats udoevelse af sin residuelle kompetence i henhold til traktatens artikel 118 A, stk. 3, tilkommer det ikke Domstolen at tage stilling til, om en saadan foranstaltning og bestemmelserne om straf for dens overtraedelse er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet.

41 Det foerste spoergsmaal skal derfor besvares med, at

- artikel 4 i direktiv 90/394 skal fortolkes saaledes, at en arbejdsgivers forpligtelse til at begraense et kraeftfremkaldende stof eller erstatte det med et andet stof ikke afhaenger af resultaterne af den vurdering af risikoen, der er naevnt i direktivets artikel 3

- artikel 5 i direktiv 90/394 skal fortolkes saaledes, at arbejdsgiverens forpligtelse til at undgaa eller nedsaette arbejdstagernes udsaettelse for et kraeftfremkaldende stof afhaenger af resultaterne af den vurdering af risikoen, der er naevnt i direktivets artikel 3

- en national bestemmelse, hvorefter arbejdsgiveren er forpligtet til at nedsaette arbejdstagernes udsaettelse for et kraeftfremkaldende stof uafhaengigt af vurderingen af risikoen, strider ikke mod direktivet, naar den udgoer en forstaerket beskyttelsesforanstaltning vedroerende arbejdsforholdene, der er tilladt efter traktatens artikel 118 A, stk. 3, og direktiv 90/394.

Det andet spoergsmaal

42 Den forelaeggende ret oensker med sit andet spoergsmaal naermere bestemt at faa oplyst, om en medlemsstat i kraft af proportionalitetsprincippet og artikel 4 i direktiv 89/655 er afskaaret fra at fastsaette en frist paa tre maaneder for tilpasning af eksisterende arbejdsudstyr og indfoere bestemmelser om straf omfattende faengselsstraf paa tre til seks maaneder for en arbejdsgiver, der ikke overholder denne frist.

43 Foerst bemaerkes det, at medlemsstaterne ifoelge direktiv 89/655 skulle have gennemfoert direktivet senest den 31. december 1992.

44 En gennemfoerelse af direktivet efter naevnte dato som den, der skete ved lovdekret nr. 626/94 af 19. september 1994, er saaledes for sen.

45 Det bemaerkes dernaest, at efter artikel 4, stk. 1, litra b), i direktiv 89/655 skulle arbejdsudstyr, der allerede var stillet til arbejdstagernes raadighed den 31. december 1992, senest fire aar efter denne dato opfylde de i bilaget til direktivet fastsatte minimumsforskrifter.

46 Fastsaettelse af en frist for tilpasning af eksisterende arbejdsudstyr, der udloeb foer den 31. december 1996, er hermed i overensstemmelse med indholdet af de forpligtelser, som er fastlagt i artikel 4, stk. 1, litra b), i direktiv 89/655.

47 Fristen paa fire aar i henhold til naevnte bestemmelse udgoer nemlig en laengste frist. Intet afskaerer medlemsstaterne fra at foregribe opfyldelsen af de forpligtelser, der er fastsat i direktivet for eksisterende arbejdsudstyr.

48 Medlemsstaterne skal imidlertid, naar de i overensstemmelse med traktatens artikel 5 traeffer alle de foranstaltninger, som er egnede til at sikre opfyldelsen af de forpligtelser, der udspringer af et direktiv, overholde faellesskabsrettens generelle retsgrundsaetninger og navnlig proportionalitetsprincippet (jf. paa linje hermed bl.a. dom af 10.7.1990, sag C-362/88, Hansen, Sml. I, s. 2911, praemis 17, 18 og 19).

49 Det bemaerkes i den forbindelse, at medlemsstaterne, naar de traeffer foranstaltninger som f.eks. fastsaettelse af en frist for tilpasning af eksisterende arbejdsudstyr, der indebaerer hensyntagen til indviklede oekonomiske og tekniske forhold, har et vidt skoen (jf. paa linje hermed bl.a. dom af 14.7.1983, sag 174/82, Sandoz, Sml. s. 2445, praemis 19).

50 Det tilkommer derfor den forelaeggende ret at undersoege, om en frist paa tre maaneder til tilpasning af eksisterende arbejdsudstyr paa baggrund af disse skoensbefoejelser og under hensyntagen navnlig til det italienske braendstofsforhandlingssystems karakteristika er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, idet arbejdsgiverne med denne frist har mulighed for at gennemfoere tilpasningen uden omkostninger, der er alt for hoeje i forhold til dem, de maatte have afholdt, saafremt fristen havde vaeret laengere.

51 Vedroerende spoergsmaalet, om de strafferetlige sanktioner for at tilsidesaette naevnte frist er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, maa der laegges vaegt paa, at tvisten i hovedsagen, der er en borgerlig sag, angaar en paastand, hvorved Borsana kraever Italiana petroli doemt til saavel at levere selskabet braendstoffer med et saa lavt indhold af benzen som muligt som at give selskabet raadighed over udstyr til indvinding af gasser og dampe paa salgstidspunktet med henblik paa beskyttelsen af selskabets ansattes sundhed.

52 Det er paa baggrund heraf klart, at en besvarelse af dette spoergsmaal under ingen omstaendigheder kan vaere til nytte for den forelaeggende rets afgoerelse.

53 Det andet spoergsmaal skal derfor besvares med, at artikel 4 i direktiv 89/655 ikke afskaerer en medlemsstat fra at fastsaette en frist for tilpasning af eksisterende arbejdsudstyr, der udloeber foer den 31. december 1996, saafremt denne frist ikke er saa kort, at arbejdsgiverne ikke har mulighed for at gennemfoere en saadan tilpasning, eller saafremt den er forbundet med omkostninger, der klart er uforholdsmaessigt hoeje i forhold til de omkostninger, de maatte have afholdt, saafremt fristen havde vaeret laengere.

Det tredje spoergsmaal

54 Den forelaeggende ret oensker med det tredje spoergsmaal oplyst, om artikel 3, 4 og 5 i direktiv 90/394 og de tilsvarende artikler i lovdekret nr. 626/94 skal fortolkes saaledes, at der bestaar en forpligtelse for arbejdsgiverne og de andre i naevnte dekrets artikel 6 omhandlede personer til at bringe indholdet af benzen i braendstoffer ned under det hoejeste indhold, der er fastsat i direktiv 85/210, samt de endnu lavere hoejeste indhold, der er fastsat i lovdekret nr. 294/96, naar dette er teknisk muligt.

55 Det bemaerkes foerst, at arbejdsgiveren efter artikel 4 i direktiv 90/394 er forpligtet til at begraense anvendelsen af det kraeftfremkaldende stof paa arbejdsstedet, bl.a. ved »for saa vidt det er teknisk muligt« at erstatte det med et stof, som ikke er farligt eller er mindre farligt for arbejdstagernes sundhed eller sikkerhed.

56 Som fremhaevet af generaladvokaten i punkt 57 ff. i forslaget til afgoerelse, er det imidlertid ikke teknisk muligt for en ansvarlig arbejdsgiver, der som Borsana driver tankstationer, at erstatte benzenen i braendstoffer, som han forhandler, med et stof, der ikke er farligt eller er mindre farligt for arbejdstagernes sundhed eller sikkerhed.

57 Endvidere anfoerer den nationale ret som naevnt i praemis 23 i naervaerende dom, at »de personer, der varetager arbejdspladsernes og arbejdsanlaeggenes indretning«, ogsaa efter lovdekret nr. 626/94 for saa vidt angaar dette begreb er underkastet de forpligtelser, som skal opfyldes af arbejdsgiveren, naar det gaelder arbejdsmiljoeets forskriftsmaessighed i henhold til bestemmelserne i artikel 3, 4 og 5 i direktiv 90/394. Det maa derfor ifoelge den forelaeggende ret vaere et spoergsmaal, om de naevnte bestemmelser for de i artikel 6 i lovdekret nr. 626/94 omhandlede personer skal fortolkes saaledes, at disse herefter er forpligtet til at bringe indholdet af benzen i braendstoffer ned under det hoejeste indhold paa 5% vol., der er fastsat i direktiv 85/210, naar denne begraensning er teknisk mulig.

58 Den nationale ret mener saaledes, at Domstolens fortolkning af faellesskabsretten er noedvendig af hensyn til afgoerelsen af et spoergsmaal vedroerende national ret.

59 Ifoelge fast retspraksis er Domstolen i medfoer af traktatens artikel 177 kompetent til at fortolke faellesskabsretten, hvor denne ikke umiddelbart regulerer det forhold, sagen angaar, men hvor den nationale lovgiver ved gennemfoerelsen af direktivets bestemmelser i national ret har fastsat, at rent interne forhold skal behandles paa samme maade som forhold, der er omfattet af direktivet, dvs. at den nationale lovgivning er tilpasset faellesskabsretten (jf. som den nyeste praksis herom dom af 17.7.1997, sag C-28/95, Leur-Bloem, Sml. I, s. 4161, praemis 34).

60 Saadan forholder det sig imidlertid ikke i den foreliggende sag. Lovdekret nr. 626/94 henviser nemlig ikke for saa vidt angaar benzenindholdet i braendstoffer til nogen faellesskabsretlig bestemmelse, men til italiensk ret. Heri er imidlertid, som det fremgaar af forelaeggelseskendelsen, det hoejeste indhold af benzen i braendstoffer fastsat til 1,4% vol. med virkning fra den 1. juli 1997, og til 1% vol. med virkning fra den 1. juli 1999.

61 I denne situation faar Domstolens fortolkning, uanset hvordan den end falder ud, ingen foelger for anvendeligheden paa den af lovdekret nr. 626/94 omfattede personkreds af de hoejeste indhold af benzen i braendstoffer, der er fastsat i italiensk lovgivning.

62 Det maa derfor fastslaas, at Domstolen ikke har kompetence til at afgoere det tredje praejudicielle spoergsmaal.

Sagens omkostninger

63 De udgifter, der er afholdt af den franske regering og af Kommissionen, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Tribunale di Genova ved kendelse af 14. december 1996, for ret:

1) Artikel 4 i Raadets direktiv 90/394/EOEF af 28. juni 1990 om beskyttelse af arbejdstagerne mod risici for under arbejdet at vaere udsat for kraeftfremkaldende stoffer (sjette saerdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EOEF) skal fortolkes saaledes, at en arbejdsgivers forpligtelse til at begraense et kraeftfremkaldende stof eller erstatte det med et andet stof ikke afhaenger af resultaterne af den vurdering af risikoen, der er naevnt i direktivets artikel 3.

Artikel 5 i direktiv 90/394 skal fortolkes saaledes, at arbejdsgiverens forpligtelse til at undgaa eller nedsaette arbejdstagernes udsaettelse for et kraeftfremkaldende stof afhaenger af resultaterne af den vurdering af risikoen, der er naevnt i direktivets artikel 3.

En national bestemmelse, hvorefter arbejdsgiveren er forpligtet til at nedsaette arbejdstagernes udsaettelse for et kraeftfremkaldende stof uafhaengigt af vurderingen af risikoen, strider ikke mod direktivet, naar den udgoer en forstaerket beskyttelsesforanstaltning vedroerende arbejdsforholdene, der er tilladt efter traktatens artikel 118 A, stk. 3, og direktiv 90/394.

2) En medlemsstat er ikke efter artikel 4 i Raadets direktiv 89/655/EOEF af 30. november 1989 om minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med arbejdstagerens brug af arbejdsudstyr under arbejdet (andet saerdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EOEF) afskaaret fra at fastsaette en frist for tilpasning af eksisterende arbejdsudstyr, der udloeber foer den 31. december 1996, saafremt denne frist ikke er saa kort, at arbejdsgiverne ikke har mulighed for at gennemfoere en saadan tilpasning, eller saafremt den er forbundet med omkostninger, der klart er uforholdsmaessigt hoeje i forhold til de omkostninger, de maatte have afholdt, saafremt fristen havde vaeret laengere.