61997C0108

I - Indledning

1 Med sine praejudicielle spoergsmaal til Domstolen har Landgericht Muenchen I, Foerste Afdeling for Handelssager, anmodet om en fortolkning af artikel 3, stk. 1, litra c), og artikel 3, stk. 3, foerste punktum, samt artikel 6, stk. 1, litra b), i Raadets foerste direktiv 89/104/EOEF af 21. december 1988 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om varemaerker (1) (herefter »direktivet«).

2 Disse spoergsmaal er blevet rejst i forbindelse med en retssag mellem paa den ene side selskabet Windsurfing Chiemsee Produktions- und Vertriebs GmbH (WSC) (herefter »sagsoegeren«) og paa den anden side a) i sag C-108/97 virksomheden Boots- und Segelzubehoer Walter Huber (herefter »sagsoegte 1«) og b) i sag C-109/97 virksomheden Franz Attenberger (herefter »sagsoegte 2«); retssagen skyldes, at de sagsoegte til kendetegning af deres produkter har anvendt varemaerket »Chiemsee«, som sagsoegeren havde ladet registrere.

II - Direktiv 89/104

3 Direktivets artikel 2 er affattet saaledes:

»Et varemaerke kan bestaa af alle tegn, der kan gengives grafisk, navnlig ord, herunder personnavne, afbildninger, bogstaver, tal eller varens form eller emballage, for saa vidt disse tegn er egnede til at adskille en virksomheds varer eller tjenesteydelser fra andre virksomheders.«

4 Direktivets artikel 3, der omhandler registreringshindringer og ugyldighedsgrunde, bestemmer:

»1. Foelgende tegn og varemaerker udelukkes fra registrering eller kan erklaeres ugyldige, hvis de allerede er blevet registreret:

a) ...

b) ...

c) varemaerker, som udelukkende bestaar af tegn eller angivelser, der i omsaetningen kan tjene til at betegne varens eller tjenesteydelsens art, beskaffenhed, maengde, anvendelse, vaerdi, geografiske oprindelse, tidspunktet for varens fremstilling eller for praestationen af tjenesteydelsen eller andre egenskaber ved disse

d) ...

...

h) ...

2. ...

3. Et varemaerke maa ikke udelukkes fra registrering og kan ikke erklaeres ugyldigt efter stk. 1, litra b), c) eller d), hvis det inden anmeldelsen til registrering, som foelge af den brug, der er gjort deraf, har faaet fornoedent saerpraeg. Medlemsstaterne kan i oevrigt traeffe bestemmelse om, at det samme skal gaelde, naar det fornoedne saerpraeg foerst opnaas efter anmeldelse til registrering eller efter registrering.

...«

5 Artikel 5, der vedroerer de rettigheder, der er knyttet til varemaerket, bestemmer foelgende:

»1. Det registrerede varemaerke giver indehaveren en eneret. Indehaveren kan forbyde tredjemand, der ikke har hans samtykke, at goere erhvervsmaessig brug af

a) et tegn, der er identisk med varemaerket, for varer eller tjenesteydelser af samme art som dem, for hvilke varemaerket er registreret

b) et tegn, der er identisk med eller ligner varemaerket, naar de varer eller tjenesteydelser, der er daekket af varemaerket, er af samme eller lignende art som dem, der er daekket af det paagaeldende tegn, og der som foelge heraf i offentlighedens bevidsthed er risiko for forveksling, herunder at der er en forbindelse med varemaerket.

2. ...

...

5. ...«

6 I oevrigt bestemmer direktivets artikel 6, der vedroerer begraensninger i varemaerkets retsvirkninger, foelgende:

»1. De til varemaerket knyttede rettigheder giver ikke indehaveren ret til at forhindre tredjemand i at goere erhvervsmaessig brug af

a) ...

b) angivelser vedroerende varens eller tjenesteydelsens art, beskaffenhed, maengde, anvendelse, vaerdi, geografiske oprindelse, tidspunktet for varens fremstilling eller for praestationen af tjenesteydelsen eller andre egenskaber ved varen eller tjenesteydelsen

c) ...

for saa vidt dette sker i overensstemmelse med redelig markedsfoeringsskik.«

III - De nationale retsforskrifter

7 Inden direktivet blev gennemfoert og indtil den 31. december 1994 gjaldt i Tyskland, som det fremgaar af forelaeggelseskendelserne, den saakaldte Warenzeichengesetz (lov om varemaerker, herefter »WZG«). Ifoelge WZG's § 4, stk. 2, nr. 1, var varemaerker, der »mangler fornoedent saerpraeg eller udelukkende bestaar af saadanne ord, der indeholder angivelser vedroerende varens fremstillingsmaade, fremstillingstidspunkt, fremstillingssted, beskaffenhed, anvendelse ...«, udelukket fra registrering.

8 Men selv varemaerker, der i den citerede bestemmelses forstand mangler fornoedent saerpraeg, var beskyttet i henhold til WZG's § 4, stk. 3, saafremt de var »indarbejdet i omsaetningskredsen«).

9 Desuden var der i WZG's § 25 (»Ausstattungsschutz«, »udstyrsbeskyttelse«) indroemmet mulighed for opnaa en varemaerkeret, som ikke beror paa registrering, men paa ibrugtagning og den indvirkning, brugen har paa omsaetningskredsen. Det fremgaar af forelaeggelseskendelserne, at forudsaetningen for at opnaa varemaerkeret gennem brug i den paagaeldende bestemmelse blev betegnet som »Verkehrsgeltung«, dvs. at det brugte maerke har faaet en overfoert betydning som varemaerke i omsaetningskredsen.

10 Direktivet blev gennemfoert i tysk ret ved Markengesetz (varemaerkeloven, herefter »MarkenG«), der traadte i kraft den 1. januar 1995 (2).

11 I henhold til MarkenG's § 8, stk. 2, der svarer til direktivets artikel 3, stk. 1, litra c), er det blandt andet udelukket at registrere maerker, »som udelukkende bestaar af ... angivelser, der i omsaetningen kan tjene til at betegne varens ... art, beskaffenhed, maengde, anvendelse, vaerdi, geografiske oprindelse ... eller andre egenskaber«.

12 I henhold til MarkenG's § 8, stk. 3, kan et maerke, som ifoelge MarkenG's § 8, stk. 2, ikke kan tillaegges beskyttelse (3), alligevel registreres, »hvis maerket forud for tidspunktet for afgoerelsen om registreringen som foelge af dets anvendelse for varer ... som det er anmeldt for, er indarbejdet i de relevante omsaetningskredse«.

13 I henhold til MarkenG's § 4, stk. 2 (der har afloest § 25 i den tidligere lov), kan der desuden stiftes en varemaerkeret gennem brug og den saakaldte overfoerte betydning, som maerket har faaet i omsaetningen.

14 Ifoelge de tyske domstoles praksis er begrebet indarbejdelse mere omfattende og mere grundlaeggende end begrebet overfoert betydning. Det forhold, at et maerke kan registreres, fordi det er indarbejdet, betyder noedvendigvis, at det ogsaa har faaet en overfoert betydning; dette gaelder derimod ikke omvendt. Naar det skal afgoeres, om der foreligger en overfoert betydning eller indarbejdelse, skal der sondres mellem et maerkes verbale og morfologiske elementer, der pr. definition har et saerpraeg, og de elementer, der ikke har et saadant (som for eksempel beskrivende begreber, herunder ogsaa angivelser, der betegner varens geografiske oprindelse). De foerstnaevnte elementer giver paa generel vis grundlag for at registrere og beskytte maerket, mens de sidstnaevnte gennem brug skal have opnaaet anerkendelse i de relevante omsaetningskredse. Graden af den kraevede anerkendelse ved overfoert betydning/indarbejdelse varierer fra ca. 16 til 70%. Med henblik paa at konstatere den konkrete procentsats benytter man sig foerst og fremmest af opinionsundersoegelser. I henhold til tysk retspraksis og teori er det dog vanskeligt at opnaa anerkendelse og beskyttelse af angivelser, med hensyn til hvilke der er behov for at udelukke enerettigheder (»Freihaltebeduerfnis«), det vil sige - hvis jeg har forstaaet det rigtigt - at der stilles strenge krav, som skal vaere opfyldt, for at en virksomhed kan opnaa eneret paa angivelser, som ogsaa andre virksomheder er interesseret i at kunne bruge.

IV - Faktiske omstaendigheder

15 Chiemsee er med et areal paa 80 km2 Bayerns stoerste soe. Den udgoer et tiltraekningspunkt for turismen. Der drives blandt andet surfsport paa soeen. I dens omgivelser, som benaevnes »Chiemgau«, drives der hovedsagelig landbrug.

16 Sagsoegeren er etableret i Grabenstaett, der ligger i naerheden af Chiemsee. Virksomheden saelger sportslig modebeklaedning og sportssko samt andre sportsartikler (»fashion sport«), som er designet af et soesterselskab, der ogsaa er etableret ved Chiemsee, men de fremstilles andetsteds. Siden 1990 har sagsoegeren brugt soeens navn til at betegne sine produkter. Mellem 1992 og 1995 lod sagsoegeren denne betegnelse registrere for sine produkter som figurmaerke i forskellige grafiske udformninger, undertiden ledsaget af supplerende billeder (hvis jeg fortolker det korrekt, er der ofte tale om en sportsmand, der springer i vandet) eller verbale angivelser, saasom »Chiemsee Jeans«, »Windsurfing - Chiemsee - Active Wear«, »By Windsurfing Chiemsee«, osv. Naevnt i kronologisk raekkefoelge er der, som gengivet i forelaeggelseskendelserne, tale om foelgende maerker:

Registreringsnummer/maerke registreringsdato

A) 200961717.2.1992

(figur)

B)200961817.2.1992

(figur)

C)20148311.6.1992

(figur)

D)204364331.8.1993

(figur)

E)204364431.8.1993

(figur)

F)208630430.11.1994

(figur)

G)290105431.1.1995

(figur)

17 Som den forelaeggende ret har anfoert, har de kompetente tyske administrative myndigheder og retsinstanser altid haft den opfattelse, at ordet »Chiemsee« betegner en geografisk oprindelse og derfor ikke som saadan kan registreres som varemaerke. Men de har alligevel tilladt en registrering alene paa grundlag af, at den grafiske udformning og de elementer, der er forbundet med denne, i hvert tilfaelde er forskellige.

18 Sagsoegte i sag C-108/97, der er etableret i et omraade naer Chiemsee, har - foerst siden 1995 - solgt blandt andet sportsbeklaedning (saasom T-shirts og sweatshirts osv.). Disse varer er maerket med ordet »Chiemsee«, som ikke er registreret som maerke, og som har foelgende grafiske udformning:

(a)

(figur)

19 Endvidere saelger sagsoegte i sag C-109/97 i omegnen af Chiemsee varer af samme type som virksomheden i sag C-108/97. Ud over den netop naevnte maerkning har varerne foelgende kendetegn, der heller ikke er blevet registreret:

(b)

(figur)

(c)

(figur)

20 I hovedsagen har sagsoegeren modsat sig de sagsoegtes brug af betegnelsen »Chiemsee« og gjort gaeldende, at der paa trods af forskellene i den grafiske udformning bestaar en risiko for forveksling med den betegnelse, Windsurfing Chiemsee selv har benyttet siden 1990, som virksomheden har ladet registrere som varemaerke, og som er kendt i omsaetningen.

21 Over for dette har de sagsoegte fremfoert, at ordet »Chiemsee« ikke kan tillaegges beskyttelse, da det udgoer en angivelse vedroerende den geografiske oprindelse, som der ikke boer bestaa en eneret til, og at dets anvendelse i en anden grafisk udformning derfor ikke kan fremkalde risiko for forveksling.

22 Paa grundlag heraf har den nationale ret anset det for noedvendigt at forelaegge Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

»1) Spoergsmaal vedroerende artikel 3, stk. 1, litra c):

Skal artikel 3, stk. 1, litra c), fortolkes saaledes, at det er tilstraekkeligt, at der foreligger mulighed for en anvendelse af betegnelsen til bestemmelse af den geografiske oprindelse, eller skal denne mulighed konkret vaere naerliggende (saaledes at forstaa, at andre tilsvarende virksomheder allerede anvender dette ord til at betegne den geografiske oprindelse for deres varer af lignende art, eller at der i det mindste foreligger konkrete holdepunkter for, at dette maa forventes inden for en overskuelig fremtid), eller skal der endog bestaa et behov for at anvende denne betegnelse som henvisning til de paagaeldende varers geografiske oprindelse, eller skal der desuden ogsaa bestaa et kvalificeret behov for anvendelsen af oprindelsesbetegnelsen, f.eks. fordi varer af denne art, som fremstilles i regionen, har et saerligt renommé?

Har den omstaendighed, at varemaerkets virkninger er begraenset efter artikel 6, stk. 1, litra b), betydning for, om artikel 3, stk. 1, litra c), skal fortolkes vidt eller snaevert?

Omfatter de geografiske oprindelsesangivelser i artikel 3, stk. 1, litra c), kun angivelser, som vedroerer varens fremstilling paa det paagaeldende sted, eller er det tilstraekkeligt, at varerne markedsfoeres paa eller fra dette sted, eller er det med hensyn til fremstilling af beklaedningsgenstande tilstraekkeligt, at de designes i den omhandlede region, men derefter fremstilles andetsteds i loenforarbejdning?

2) Spoergsmaal vedroerende artikel 3, stk. 3, foerste punktum:

Hvilke krav indebaerer denne forskrift for, om en beskrivende betegnelse kan registreres i henhold til artikel 3, stk. 1, litra c)?

Naermere bestemt: Er kravene i alle tilfaelde ens, eller er de forskellige alt efter graden af det foreliggende behov for at udelukke enerettigheder?

Er det navnlig foreneligt med denne bestemmelse, at det hidtil i tysk retspraksis er blevet antaget, at der ved beskrivende betegnelser, med hensyn til hvilke der bestaar et behov for at udelukke enerettigheder, kraeves og skal bevises indarbejdelse i mere end 50% af de relevante omsaetningskredse?

Indebaerer bestemmelsen krav med hensyn til den art og maade, hvorpaa det ved brugen opnaaede saerpraeg skal fastslaas?«

V - Sagens realitet

A - Foerste spoergsmaal

23 Med foerste og tredje led af det foerste praejudicielle spoergsmaal, der skal undersoeges samlet, oensker den forelaeggende ret i det vaesentlige oplyst, om, og i givet fald under hvilke betingelser, en geografisk betegnelse kan udgoere et varemaerke, og i hvilket omfang et saadant varemaerke i saa fald opnaar beskyttelse over for tredjemand.

24 For at kunne svare paa dette spoergsmaal er det noedvendigt indledningsvis at henlede opmaerksomheden paa direktivets formaal og begrundelsen for at beskytte et varemaerke.

25 Som det fremgaar af foerste og tredje betragtning til direktivet, har dette til formaal at tilnaerme medlemsstaternes forskellige varemaerkelovgivninger, da de bestaaende forskelligheder kan hindre den frie bevaegelighed for varer og den frie udveksling af tjenesteydelser samt fordreje konkurrencevilkaarene i faellesmarkedet.

26 Med dette formaal for oeje opstiller direktivet isaer faelles regler vedroerende registrering og eventuel senere konstatering af, at maerket er ugyldigt, og fastlaegger indholdet af og graenserne for maerkets retsbeskyttelse, idet det overlades til medlemsstaterne at fastsaette de naermere, isaer processuelle, regler.

27 Hovedformaalet med det af faellesskabslovgiver vedtagne system er at opretholde og beskytte varemaerkets vaesentlige funktion. Som det fremgaar af isaer syvende betragtning til direktivet og dettes artikel 2, artikel 3, stk. 1, litra b), artikel 3, stk. 3, artikel 5, stk. 5, og artikel 10, stk. 2, litra a), er denne funktion paa den ene side at individualisere en virksomheds varer og skelne dem fra andre lignende varer (maerkets adskillelsesfunktion) og paa den anden side at forbinde dem med en bestemt virksomhed (garanti for varernes oprindelse).

Som Domstolen flere gange har understreget er »varemaerkets hovedfunktion« nemlig »at indestaa for maerkevarens oprindelsesaegthed over for forbrugeren eller den endelige bruger, idet denne saettes i stand til at adskille varen fra varer af anden oprindelse uden risiko for forveksling« (4).

28 Det er efter min opfattelse netop i lyset af denne funktion, at det i henhold til direktivets artikel 3, stk. 1, ikke blot er en selvstaendig registreringshindring eller ugyldighedsgrund for et varemaerke, at det mangler fornoedent saerpraeg [litra b)], men ogsaa er en mere specifik registreringshindring eller ugyldighedsgrund, at varemaerker udelukkende bestaar af beskrivende angivelser [litra c)], eller er blevet saedvanlige i daglig sprogbrug eller i markedsfoering [litra d)].

29 Selv om litra c) og d), ud fra en formel betragtning er adskilt fra litra b), i direktivets tekst, er de nemlig indholdsmaessigt udtryk for mere saerlige, mere specifikke eller blot mere karakteristiske tilfaelde af, at maerket mangler fornoedent saerpraeg, der forklarer og kaster lys over det generelle begreb manglende saerpraeg uden at indfoere begreber, der er af en anden art eller er grundlaeggende forskellige fra det generelle begreb (5). Jeg naar ogsaa frem til dette resultat ved en fortolkning af ovennaevnte regel, sammenholdt med artikel 3, stk. 3, hvorefter en registreringshindring eller ugyldighedsgrund i henhold til stk.1, litra b), c) eller d), falder bort, hvis varemaerket senere som foelge af den brug, der er gjort deraf, har faaet fornoedent saerpraeg. Med andre ord opnaar maerket i disse tilfaelde, der behandles ens i artikel 3, stk. 3, efterfoelgende den egenskab, som det ikke havde oprindelig, hvilket var grunden til, at maerket ikke kunne registreres, eller at det kunne slettes, nemlig det fornoedne saerpraeg. Det skal foelgelig antages, at de tilfaelde, som ikke er naevnt saerskilt i artikel 3, stk. 1, litra c) eller d), henhoerer under artikel 3, stk. 1, litra b) (6).

30 Jeg skal nu gennemgaa den omstridte bestemmelse i artikel 3, stk. 1, litra c). Det fremgaar af bestemmelsens formulering som saadan, at tre betingelser skal vaere opfyldt, for at et varemaerke, som bestaar af en geografisk betegnelse, henhoerer under denne bestemmelse: a) varemaerket skal udelukkende bestaa af en geografisk betegnelse, b) betegnelsen skal i omsaetningen kunne tjene til at betegne den geografiske oprindelse, og c) den geografiske oprindelse skal vaere en egenskab ved varen. Der gaelder naermere foelgende:

a) Udelukkende

31 Det skal indledningsvis bemaerkes, at kun de maerker, der »udelukkende« bestaar af tegn eller angivelser, som kun har et beskrivende indhold, henhoerer under denne bestemmelse. Foelgelig henhoerer de maerker, der ud over de paagaeldende angivelser indeholder et eller flere ord, billeder, skildringer osv., der isoleret set eller i kombination med den beskrivende angivelse, giver maerket et saerpraeg, ikke under reglen. Set ud fra dette henhoerer de varemaerker, som sagsoegeren i hovedsagen har, og som er gengivet ovenfor under A, B, C, D og E, samt sagsoegte 2's varemaerke, der er gengivet ovenfor under c), efter min mening ikke under den omstridte bestemmelse (7).

32 Problemet opstaar foelgelig i tilfaelde som det, hovedsagen drejer sig om, for de maerkers vedkommende, der udelukkende er sammensat af en geografisk angivelse, saadan som de af sagsoegerens maerker, der er gengivet ovenfor under F og G, og de to sagsoegtes maerker, der er gengivet ovenfor under a) og b).

b) Geografisk oprindelse

33 Som allerede anfoert, fremgaar det af forelaeggelseskendelsen, at de tyske myndigheder anser en geografisk angivelse som »Chiemsee« for at vaere beskrivende og foelgelig for ikke i sig selv at kunne registreres. En registrering tillader de udelukkende som foelge af, at den grafiske udformning er forskellig i det enkelte tilfaelde. I denne forbindelse har den forelaeggende ret naevnt de af sagsoegerens maerker, som er gengivet ovenfor under F og G, og som udelukkende adskiller sig fra hinanden som foelge af den specifikke grafiske udformning af ordet »Chiemsee«, som maerkerne bestaar af.

34 Efter min opfattelse er dette synspunkt forkert. Naar det eneste eller vigtigste element i et maerke er et geografisk begreb, saa skal afgoerelsen af, om dette begreb kan tjene til at betegne den geografiske oprindelse i den omstridte bestemmelses forstand, traeffes efter objektive kriterier, herunder den betydning, som begrebet i sig selv har. Ved varemaerker som dem, der er gengivet ovenfor under F og G, samt under a) og b), er det eneste eller det vigtigste element det verbale, dvs. det lydindtryk, som opstaar i tilhoererens eller iagttagerens oerer eller fantasi. Den visuelle forestilling, som det enkelte maerke vaekker, er begraenset og spiller en helt underordnet rolle i forbindelse med opfattelsen af maerket, da den visuelle forestilling er begraenset til de forskellige grafiske gengivelser af det samme ord [i det maerke, som naevnes ovenfor under b), er ordet »Chiemsee« blot anbragt inden i en ellipse, der har en moerkere farve], og disse ikke stoettes eller forstaerkes af andre ord eller afbildninger. Dette bevirker, at der opstaar fare for forveksling mellem varemaerkerne, fordi man skaber det indtryk, at der blot er tale om variation af det samme maerke, og dermed at varerne stammer fra én og samme virksomhed, som maerket tilhoerer. Konklusionen er, at det forhold, at det samme ord praesenteres forskelligt grafisk i hvert tilfaelde, ikke - saadan som den forelaeggende ret fejlagtigt har antaget - udgoer noget saerpraeg eller supplerende element, der, som det siges, tilfoejes begrebet paa en saadan maade, at der i det enkelte tilfaelde skabes et nyt »sammensat« maerke. Der er tale om enkle varemaerker, der enten er identiske eller ligner hinanden [som ved de ovenfor under F) og a) naevnte maerker], saaledes at der opstaar det indtryk, at der er tale om variationer af samme maerke.

Den modsatte opfattelse ville medfoere en uendelig mangedobling af maerker, der bestaar af samme begreb, da et ord grafisk kan fremstilles paa uendelig mange maader. Dette ville imidlertid medfoere en total forvirring paa markedet og mangedoble antallet af konflikter mellem varemaerker, og dette kan ikke have vaeret faellesskabslovgivers hensigt (8).

35 Det skal herefter bemaerkes, at den omtvistede bestemmelse ikke kan udelukke alle geografiske betegnelser som helhed.

Det er saaledes klart, at opfundne, mytiske eller ikke-eksisterende geografiske betegnelser (f.eks. »Thule«, »Utopia«, »Ingenmandsland«, »Atlantis« osv.) ikke henhoerer under denne bestemmelse, da de ikke kan beskrive nogen geografisk oprindelse.

Det samme gaelder for navne paa byer, steder eller omraader, der er forsvundet eller har skiftet navn i tidernes loeb (f.eks. »Byzans«, »Dacien«, »Lutetia«, »Babylon« osv.).

Endvidere kan de geografiske betegnelser, som set ud fra en logisk betragtning eller sandsynlighedsbetragtning ikke betegner den paagaeldende vares oprindelse, ikke henhoere under denne bestemmelse. I denne forbindelse anfoerer man ofte maerket »Mont Blanc« for fyldepenne (fordi ingen logisk set kan forvente, at dette produkt stammer fra det paagaeldende bjerg), maerket »Pôle Nord« for bananer (fordi klimaet paa disse breddegrader forhindrer dyrkning af bananer) osv.

Paa samme maade kan man ikke tage hensyn til helt ukendte geografiske begreber, dvs. begreber, der refererer til steder, som offentligheden ikke kender, og dette uanset, om stederne ligger i eller uden for den stat, hvor spoergsmaalet om varemaerkebeskyttelsen er rejst, da publikum i alle tilfaelde ikke har mulighed for at relatere det paagaeldende produkt til de steder, som de konkrete geografiske begreber angiver.

36 I alle ovennaevnte sager betegner det geografiske begreb enten som foelge af begrebets natur eller paa grund af konkrete omstaendigheder ikke varens geografiske oprindelse, og det kan derfor lovligt anvendes som varemaerke. Dette skyldes, at forbindelsen mellem det, der betegner (navnet), og det, der betegnes (det der betegnes med navnet), er vilkaarlig (9), dvs. saa original og uventet, at forbindelsen er egnet til at individualisere varen og skelne den fra tilsvarende varer fra andre virksomheder. I disse tilfaelde opfylder varemaerket derfor i princippet sin adskillelsesfunktion.

37 Det fremgaar af ovenstaaende, at den omstridte bestemmelse ikke generelt er til hinder for at anvende alle geografiske begreber, men blot udelukker brug af visse af dem. Efter min opfattelse er der tale om de geografiske begreber, der paa det tidspunkt, hvor maerket blev anmeldt, endnu ikke var grundfaestet, men alligevel kunne udgoere »herkomstbetegnelser« eller »oprindelsesbetegnelser« i den specifikke betydning, som disse juridiske begreber havde i faellesskabsretten paa det tidspunkt, hvor direktivet blev vedtaget.

Hvis faellesskabslovgiver havde villet udelukke angivelser, der udelukkende betegner den geografiske oprindelse, saa ville denne have talt om tegn, der betegner denne oprindelse, da dette baade i daglig sprogbrug og i forretningsbrug er de geografiske angivelsers primaere funktion. Det forhold, at man i direktivet bruger formuleringen »der i omsaetningen kan tjene til at betegne ...« viser efter min mening, at disse angivelser har den saerlige betydning, som jeg har gjort rede for ovenfor.

38 Udtrykkene »herkomstbetegnelser« og »oprindelsesbetegnelser« havde en klar betydning i faellesskabsretten, allerede inden faellesskabslovgiver - i hvert fald for landbrugsprodukt- og levnedsmiddelbranchens vedkommende - definerede dem i forordning (EOEF) nr. 2081/92 (10).

39 I sin retspraksis har Domstolen, isaer i forbindelse med fortolkningen af EF-traktatens artikel 36, praeciseret indholdet af disse begreber. Der er tale om sager, hvor spoergsmaalet var, om nationale foranstaltninger, der medfoerte hindringer for de frie varebevaegelser, kunne vaere begrundet som foelge af beskyttelsen af de rettigheder, der beror specifikt paa den industrielle ejendomsret, og isaer paa herkomst- og oprindelsesbetegnelserne.

40 I sin dom af 20. februar 1975 i sagen Kommissionen mod Tyskland (11) udtalte Domstolen saaledes, at »de oprindelsesbetegnelser og angivelser af afsendelsesstedet, som er omhandlet i det naevnte direktiv, sigter - uanset hvorledes de afgraenses over for hinanden - i alle tilfaelde til et produkt fra et bestemt geografisk omraade.

I det omfang disse benaevnelser nyder retsbeskyttelse, maa de opfylde formaalet med denne beskyttelse, navnlig noedvendigheden af at sikre varetagelsen ikke blot af de paagaeldende producenters interesse i at undgaa illoyal konkurrence, men ogsaa af forbrugernes interesse i at vaerge sig mod vildledende betegnelser.

Disse benaevnelser opfylder ikke deres saerlige funktion, medmindre det produkt, de staar for, faktisk har kvaliteter og egenskaber, som skyldes dets geografiske herkomst.

Hvad saerlig angaar herkomstbetegnelserne boer den geografiske stedfaestelse af et produkts oprindelse indebaere en kvalitet og nogle saerlige egenskaber, som kan tjene til at individualisere produktet« (praemis 7).

41 Desuden anerkendte Domstolen i sin dom af 13. marts 1984 i sagen Prantl (12), og saadan som det blev praeciseret i dom af 10. november 1992 i sagen Exportur (13), at en flaske, der er blevet paafyldt et produkt, kan vaere udtryk for en »indirekte geografisk oprindelsesbetegnelse« (der var tale om den saakaldte »Bocksbeutel«-flaske, som vinproducenterne i Franken og Baden markedsfoerer deres vin i). Som det fremgaar af dommen, kan denne angivelse beskyttes, hvis producenterne i et bestemt omraade laenge har anvendt den med henblik paa at adskille deres produkter fra andre, men en national foranstaltning, som udelukkende giver de indenlandske producenter ret til at anvende disse flasker, strider mod traktatens artikel 30 og 36, saafremt producenter fra andre medlemsstater ogsaa traditionelt og i lang tid har anvendt lignende flasker til markedsfoering af deres vine.

42 I den netop omtalte sag, Exportur, var spoergsmaalet, om franske virksomheder havde ret til at producere og saelge konditorvarer i Frankrig under betegnelsen »Alicante« og »Jijona« (spanske bynavne), som en spansk virksomhed havde brugt i lange tider til at kendetegne lignende varer, denne fremstillede (14). I dommen af 10. november 1992 foretog Domstolen foelgende sondring mellem begrebet »herkomstbetegnelse« og udtrykket »oprindelsesbetegnelse«:

»Herkomstbetegnelser er bestemt til at oplyse forbrugerne om, at det produkt, hvorpaa herkomstbetegnelsen er angivet, stammer fra et bestemt sted, omraade eller land. Til denne geografiske herkomst kan der vaere knyttet et mere eller mindre betydeligt renommé« (praemis 11).

»For saa vidt angaar oprindelsesbetegnelser, garanterer disse ud over et produkts geografiske herkomst for, at det er fremstillet i henhold til kvalitetsforskrifter eller fremstillingsstandarder, som er fastsat i et af en offentlig myndighed udstedt dokument, og som staar under denne myndigheds kontrol« (samme praemis).

43 Den faellesskabsretlige beskyttelse af oprindelsesbetegnelser eller herkomstbetegnelser er et formaal af almen interesse. En vinproducent har saaledes ikke ret til i benaevnelserne vedroerende fremstillingsmetoden for sine produkter at anvende geografiske angivelser, som ikke svarer til vinens faktiske oprindelsessted (15).

44 For enden af den lange vej hen mod en definition af de to omstridte udtryk, en vej som foerst og fremmest Domstolen har banet i sin praksis, er der i artikel 2 i den allerede naevnte forordning nr. 2081/92 (16) opstillet foelgende faellesskabsretlige definition:

»2. I denne forordning forstaas ved:

a) 'oprindelsesbetegnelse': navnet paa et omraade, et bestemt sted eller i undtagelsestilfaelde et land, der betegner et landbrugsprodukt eller et levnedsmiddel:

- som har oprindelse i dette omraade, dette bestemte sted eller dette land, og

- hvis egenskaber eller andre kendetegn hovedsageligt eller fuldstaendigt kan tilskrives det geografiske miljoe med dets naturbetingede og menneskelige faktorer, og som er fremstillet, forarbejdet og tilvirket i det afgraensede geografiske omraade

b) 'geografisk betegnelse': navnet paa et omraade, et bestemt sted eller i undtagelsestilfaelde et land, der betegner et landbrugsprodukt eller et levnedsmiddel:

- som har oprindelse i dette omraade, dette bestemte sted eller dette land,

og

- hvis bestemte egenskaber, omdoemme eller andre kendetegn kan tilskrives den geografiske oprindelse, og som er fremstillet og/eller forarbejdet og/eller tilvirket i det afgraensede geografiske omraade« (17).

45 Det fremgaar af ovenstaaende overvejelser, at begrebet »angivelse af den geografiske oprindelse« i faellesskabsretten, og isaer paa omraadet for kendetegn, herunder varemaerker, er et praecist juridisk begreb og viser den direkte og noedvendige kausale sammenhaeng mellem en vare og det sted, den stammer fra. Denne kausale sammenhaeng skyldes det forhold, at varen har visse saeregenheder, karakteristika eller egenskaber, der er forbundet med dens oprindelse. Disse specifikke kendetegn kan bygge paa naturlige faktorer (f.eks. raastoffer, jord, regionalt klima), den maade, produktet fremstilles eller behandles paa (f.eks. en traditionel fremstillingsmaade), eller menneskelige faktorer (f.eks. koncentration af virksomheder, der ligner hinanden, i den samme region, specialiseringer i fabrikation af bestemte varer og bibeholdelse af bestemte kvalitetsniveauer). Naar disse varer bliver kendt i en bredere kreds, saa opnaar ogsaa det sted, hvor de produceres, anseelse paa den maade, at man derefter i de interesserede kredse naevner navnet paa det sted, hvor den paagaeldende vare eller type vare fremstilles (f.eks. »Limoges« eller »Meissen« for en bestemt type porcelaen, »Bordeaux« for vin osv.) (18). Hvis ovennaevnte kausale sammenhaeng mellem stedet og varen grundfaestes, saa bliver stednavnet desuden faelles formuegode for de producenter, der er etableret i regionen, og de opnaar derved eneret til at benytte dette navn. Denne ret anerkendes normalt paa nationalt plan og beskyttes ogsaa paa faellesskabsplan.

46 Direktivets artikel 3, stk. 1, litra c), betyder saaledes, som sagsoegeren med rette har anfoert, at en geografisk angivelse har adskillelsesevne og lovligt kan udgoere et maerke, som betegner en bestemt virksomheds varer, under betingelse af, at valget af denne angivelse er »vilkaarlig« i den forstand, jeg har redegjort for ovenfor, dvs. paa betingelse af, at angivelsen hverken udgoer eller kan udgoere en herkomstbetegnelse eller en oprindelsesbetegnelse. I dette tilfaelde kan opfattelsen af det geografiske begreb nemlig ikke udloese nogen bestemt association i publikums fantasi; den udloeser derimod den samme virkning, som hvis man havde valgt et hvilket som helst opdigtet ord eller navn.

Hvis den geografiske angivelse derimod allerede er kendt, fordi den er forbundet med bestemte varer, dvs. hvis der allerede er skabt en direkte og noedvendig forbindelse mellem den geografiske angivelse og disse varer, saa kan en enkelt virksomhed ikke tilegne sig monopol paa denne angivelse som varemaerke. Det er i denne forbindelse tilstraekkeligt, at de faktiske betingelser for at beskytte en geografisk angivelse som herkomstbetegnelse eller oprindelsesbetegnelse (fremstilling af varer, der har bestemte kendetegn, paa det paagaeldende sted) er opfyldt paa det tidspunkt, hvor det varemaerke, der anmodes om anerkendelse af, anmeldes (i visse tilfaelde dog paa det tidspunkt, hvor afgoerelsen herom udstedes), og dette uanset om den paagaeldende angivelse allerede er blevet lovmaessigt registreret eller ej. I henhold til den omstridte bestemmelses ordlyd er det nemlig tilstraekkeligt, at angivelsen (19) »i omsaetningen kan tjene til at betegne varens ... geografiske oprindelse«.

47 De sagsoegte har forsoegt at gendrive denne opfattelse ved at paaberaabe sig de nationale bestemmelser og den tyske retspraksis, hvorefter en geografisk betegnelse, saadan som jeg har anfoert ovenfor, i princippet ikke kan godkendes som varemaerke, fordi den er af beskrivende art og skal kunne anvendes af alle. I oevrigt har den forelaeggende ret tilsyneladende tilsluttet sig denne holdning.

48 Det skal i denne forbindelse straks bemaerkes, at den nationale domstol i henhold til fast retspraksis »ved anvendelsen af nationale retsforskrifter, hvad enten de er aeldre eller yngre end direktivet, er forpligtet til, i videst muligt omfang, at fortolke dem i lyset af direktivets ordlyd og formaal og at fremkalde det med direktivet tilsigtede resultat« (20). Dette gaelder saa meget desto mere i det foreliggende tilfaelde, hvor det ifoelge direktivet udtrykkelig er udelukket at anvende nationale varemaerkeretlige regler parallelt (sjette betragtning til direktivet).

49 Efter min opfattelse modsvarer de sagsoegtes opfattelse den tendens, der inden direktivets vedtagelse var i visse nationale retssystemer (herunder tysk ret), hvad angaar registrering af geografiske angivelser som varemaerker - en tendens, der ikke burde foelges laengere. Foer direktivets vedtagelse var der i medlemsstaternes retssystemer nemlig stort set to tendenser vedroerende dette problem. Der var en smidig tendens, hvor man i princippet tillod en registrering af de paagaeldende angivelser under visse betingelser, som grundlaeggende svarer til dem, jeg har foreslaaet her (isaer fransk og italiensk ret samt retssystemerne i Benelux-landene); og der var en stram tendens, hvor man i princippet afviste at registrere saadanne angivelser og gjorde dette af aarsager, som grundlaeggende svarer til dem, sagsoegeren har paaberaabt sig (isaer britisk, tysk og skandinavisk ret) (21).

En sag, der er karakteristisk for den anden tendens, er sagen »York«, hvor House of Lords i 1982 i sidste ende afviste at registrere et varemaerke for paahaengsvogne, der indeholdt dette ord, og gjorde dette isaer med den begrundelse, at »et geografisk navn prima facie ikke kan registreres«; House of Lords bekraeftede den administrative myndigheds opfattelse, hvorefter »det virker helt fornuftigt at konkludere, at paahaengs- eller saettevogne, ogsaa selv om det endnu ikke er tilfaeldet, paa et eller andet tidspunkt kan blive produceret dér [dvs. i York]« (22).

Paa samme maade afviste man i Tyskland at registrere maerket »Nola« for diaetetiske levnedsmidler og korngryn, fordi der fandtes en italiensk by af samme navn, og denne laa i et omraade, hvor man dyrkede korn, og dette paa trods af, at den normale tyske forbruger ikke var klar over dette. I denne forbindelse fastslog den tyske domstol, at »det ikke er fuldstaendig usandsynligt, at navnet Nola i fremtiden vil kunne blive anvendt som angivelse af geografisk oprindelse. Isaer vil konkurrenter, hvis der tages hensyn til udviklingen i handelen mellem Tyskland og Italien inden for faellesmarkedet, kunne vaere interesseret i, at geografiske betegnelser - ogsaa de, der er af mindre betydning - kan anvendes frit af alle« (23).

50 Naar den forelaeggende ret og de sagsoegte fremfoerer, at der i den ovennaevnte forstand er behov for at lade den geografiske angivelse staa til raadighed for alle, saa er denne holdning forkert og ikke i overensstemmelse med direktivet.

51 For det foerste er det behov for fri anvendelse, som direktivet anerkender, kravet om, at det tegn eller den angivelse, der anmodes om varemaerkeregistrering af, skal staa til fri raadighed; dvs. at der paa det relevante tidspunkt - i princippet den dag, hvor varemaerket anmeldes (artikel 4) - ikke er nogen anden virksomhed, der har sikret sig varemaerket med henblik paa at kendetegne identiske eller lignende varer. Med dette formaal for oeje undersoeger man, hvordan den faktiske situation er paa det relevante tidspunkt, uden at tage hensyn til de situationer, der maatte opstaa i fremtiden. Som foelge heraf eksisterer der - saafremt ogsaa de oevrige betingelser er opfyldt - enten ikke noget aeldre varemaerke, og det nye varemaerke skal saa tillades, eller ogsaa eksisterer der et aeldre varemaerke, og registreringen af det nye maerke skal saa afvises, saafremt det aeldre varemaerke er lovligt, og tillades, hvis det aeldre varemaerke er ulovligt, medmindre der udtrykkeligt er fastsat det modsatte i direktivet.

52 Det samme gaelder analogt for tilfaelde - som her - hvor indehaveren af et aeldre geografisk maerke anmoder om beskyttelse over for et yngre maerke. Det nye maerke kan kun have forrang, saafremt det aeldre maerke ikke eksisterer lovligt paa det tidspunkt, hvor soegsmaalet fra indehaveren af det aeldre varemaerke behandles (varemaerket kan f.eks. vaere ulovligt, fordi det fra begyndelsen var ugyldigt og ikke er blevet indarbejdet i omsaetningen; eller fordi det, selv om det var lovligt fra starten, senere er blevet til en artsbenaevnelse; fordi den berettigede har forholdt sig passivt (24) osv.).

53 Den opfattelse, jeg har afvist ovenfor, indebaerer desuden en uklarhed vedroerende spoergsmaalet, om en geografisk angivelse skal blive ved med at staa til »fri raadighed« forstaaet saaledes, at den kan bruges som varemaerke, eller saaledes, at den kan bruges som en anden slags supplerende angivelse, der staar paa varen. Hvis det foerste er tilfaeldet, saa er denne opfattelse nemlig behaeftet med en alvorlig logisk modsigelse. Hvordan kan man aktuelt - og endog paa grundlag af principielle overvejelser - afvise at give den person, der som den foerste havde den idé at anvende et begreb, ret til at goere dette, med det formaal for oeje at give vedkommendes potentielle konkurrenter ret til at anvende det i fremtiden?

54 Hvis man derimod forstaar udtrykket »fri raadighed« saaledes, at det er noedvendigt, at enhver interesseret person har mulighed for at anvende det geografiske begreb til anden lovlig brug end til brug som varemaerke, saa er dette problem, som jeg snart skal komme ind paa (25), loest helt i direktivets artikel 6, stk. 1, litra b). I saa fald er der imidlertid tale om en begraensning af virkningerne af en varemaerkeret, som allerede eksisterer. Konkurrenternes behov for at anvende det geografiske begreb paa alle andre maader end til varemaerkebrug er med andre ord paa ingen maade nogen grund til at afvise at give den berettigede denne varemaerkeret.

c) Egenskab

55 Den fortolkning, som jeg her har foreslaaet, harmonerer med den tredje betingelse i den omtvistede bestemmelse, hvorefter den geografiske oprindelse skal vaere en »egenskab« ved varen. Dette udtryk betyder efter min opfattelse ikke blot en faelles egenskab ved varen, men derimod en saeregenhed, som kan karakterisere og individualisere varen. Hvad angaar en vares oprindelse, skal det bemaerkes, at enhver vare har en oprindelse, forstaaet saaledes, at den er blevet fremstillet »et eller andet sted«. I den forstand er det forhold, at en vare er blevet fremstillet »et eller andet sted«, noget selvfoelgeligt og i sig selv uden betydning - ligesom det ogsaa er noget selvfoelgeligt og derfor ubetydeligt, at varen er blevet fremstillet af »en eller anden« paa det og det »tidspunkt«, paa den og den »maade« osv. Som foelge heraf er det forhold, at varen er blevet fremstillet i en fabrik i kommunen »A« eller i industriomraadet i byen »B«, ikke i sig selv en »egenskab« ved varen set under den synsvinkel, der interesserer os her, dvs. et element, der kan individualisere varen og adskille den fra andre lignende varer. Stedet, maaden, eller tidspunktet for denne produktion eller fabrikantens identitet opnaar foerst betydning og bliver en »egenskab« ved varen, naar disse forhold allerede paa selvstaendig vis har faaet en betydning i omsaetningen, for eksempel idet de allerede har opnaaet renommé eller anseelse. Dette skyldes, at varen, der er knyttet til disse elementer, i dette tilfaelde, saadan som jeg allerede har redegjort for, faar del i det renommé, den anseelse eller blot den egenskab, som stedet, fremstillingsmaaden eller fabrikantens navn betegner.

56 I det konkrete tilfaelde forholder det sig, som den forelaeggende ret har bekraeftet, saaledes, at Chiemsee isaer er kendt som et feriested. I omraadet omkring soeen, der som sagt hedder Chiemgau, udoeves der turistaktiviteter og drives landbrug; omraadet er derimod ikke kendt for produktion af tekstiler og beklaedning og isaer sportsbeklaedning. Desuden fandtes der paa det tidspunkt, hvor sagsoegeren fik registreret varemaerkerne, ikke andre virksomheder i omraadet, der ligeledes anvendte dette maerke til lignende varer (26).

Efter min mening var sagsoegerens valg af angivelsen »Chiemsee« som betegnelse for dennes produkter under disse forhold lovlig set ud fra direktivets artikel 3, stk. 1, litra c). Dette geografiske begreb skal nemlig i det konkrete tilfaelde tilsyneladende ikke betegne den geografiske oprindelse, men blot udnytte de positive og behagelige foelelser, der vaekkes hos den, der forestiller sig soeen midt i smukke naturomgivelser (f.eks. en erindring eller droem om et naturligt liv, ferie eller sportsaktiviteter) (27).

57 Det lader heller ikke til, at der foreligger andre af de registreringshindringer, der naevnes i artikel 3, stk. 1. Foelgelig skal sagsoegerens valg af ovennaevnte geografiske ord anses for at vaere tilstraekkelig originalt og »vilkaarligt« i ovennaevnte forstand og for at vaere i overensstemmelse med artikel 2. Saaledes er selv de af sagsoegerens maerker, der udelukkende bestaar af denne angivelse, beskyttet og giver sagsoegeren en enebrugsret. De giver isaer sagsoegeren ret til at modsaette sig de sagsoegtes brug af de under a), b) og c) naevnte maerker, da disse maerker er enten identiske med eller ligner sagsoegerens aeldre maerker og desuden bruges til at betegne identiske eller lignende produkter, saaledes at der aabenbart opstaar en risiko for forveksling hos publikum, der vil kunne antage, at disse varer stammer fra samme virksomhed.

58 Naar sagsoegerens varemaerker ikke strider mod artikel 3, stk. 1, er det ikke noedvendigt at undersoege, om disse maerker i henhold til artikel 3, stk. 3, »som foelge af den brug«, der er gjort deraf, har faaet fornoedent saerpraeg. Det er nemlig en betingelse for at anvende sidstnaevnte regel, at maerket foerst paa et senere tidspunkt som foelge af brug har faaet et saerpraeg, som det ikke havde oprindeligt, og dette er ikke tilfaeldet her.

59 Da angivelsen »Chiemsee« under de konkrete omstaendigheder ikke henhoerer under forbuddet i artikel 3, stk. 1, litra c), er der efter min mening desuden ingen grund til at undersoege det problem, der omtales i det foerste praejudicielle spoergsmaals tredje led, da denne undersoegelse forudsaetter, at de paagaeldende angivelser henhoerer under denne bestemmelse (28).

60 I det foerste spoergsmaals andet led har den forelaeggende ret spurgt, om der ved fortolkningen af artikel 3, stk. 1, litra c), skal tages hensyn til bestemmelserne i direktivets artikel 6, stk. 1, litra b).

61 Dette spoergsmaal skal besvares benaegtende.

62 Formaalet med artikel 6 er at begraense de virkninger, som eneretten til varemaerket, der er fastlagt i direktivets artikel 5, har. Det betyder, at varemaerket allerede er registreret og har opnaaet beskyttelse. Dvs. at varemaerket har bestaaet kontrollen med, at det opfylder de positive og negative betingelser, der i direktivets artikel 2 og artikel 3, stk. 1, er fastsat med henblik paa kontrol - herunder ogsaa betingelserne i artikel 3, stk. 1, litra c). Da spoergsmaalet om anvendelse af artikel 6 kun kan opstaa efterfoelgende, har denne artikel ikke nogen direkte indvirkning paa fortolkningen af den her omstridte bestemmelse.

63 Den forelaeggende ret har muligvis oensket oplyst, hvilke graenser der er for beskyttelsen af et varemaerke, som lovligt bestaar af en geografisk angivelse, set over for tredjemand, der er interesseret i at benytte disse angivelser forretningsmaessigt.

64 Hvis dette er tilfaeldet, saa skal det bemaerkes, at tredjemand under alle omstaendigheder ikke har ret til at benytte denne angivelse uaendret som varemaerke, da dette ville stride mod varemaerkeindehaverens eneret. Tredjemand er imidlertid berettiget til at anvende enten indirekte angivelser (f.eks. beskrivende angivelser eller billeder) (29), der angiver den samme geografiske oprindelse, eller, om fornoedent, den samme geografiske angivelse som geografisk betegnelse i andre dokumenter eller papirer - men ikke varemaerket - der vedroerer vedkommendes varer eller forretningsvirksomhed generelt, naar den paagaeldende handler i overensstemmelse med redelig handelsskik i den paagaeldende branche. Tredjemand har derfor ret til at benytte ovennaevnte angivelse som geografisk begreb (i den oprindelige ordrette forstand) i sin forretningskorrespondance, annoncer i pressen, ved etikettering af varen osv. (30).

I denne forbindelse skal der naevnes den skaebne, som betegnelsen »Baccarat« har lidt. Baccarat er en landsby i Lorraine, der var naesten ukendt, indtil det oejeblik for flere aartier siden, hvor en krystalglasfabrik etablerede sig dér og benyttede landsbyens navn som varemaerke. Disse produkter opnaaede verdensry, hvilket har bevirket, at offentligheden opfatter ordet »Baccarat« som en betegnelse for de paagaeldende varer og ikke for landsbyen. Der var ogsaa andre krystalglasfabrikker, der etablerede sig i landsbyen og dens omegn, og en af dem, der havde sit hovedsaede i Baccarat, brugte dette navn i sin korrespondance. De franske retsinstanser gik med rette ud fra, at beskyttelsen af sagsoegerens varemaerke ikke kunne gaa saa langt, at det var forbudt for den anden virksomhed at bruge ordet paa ovennaevnte retmaessige vis (31).

B - Andet spoergsmaal

65 Med sit andet praejudicielle spoergsmaal oensker den forelaeggende ret i det vaesentlige oplyst, om et geografisk begreb, der ikke som saadant kan registreres som varemaerke, alligevel kan opnaa registrering, fordi det er blevet indarbejdet i de relevante omsaetningskredse som foelge af brug, og hvorledes denne indarbejdelse skal konstateres.

66 Som det fremgaar af sagsfremstillingen, er der i det foreliggende tilfaelde tale om en konflikt mellem de to sagsoegtes nye varemaerker, som de anmoder om anerkendelse af, og sagsoegerens varemaerker, der er blevet registreret tidligere.

67 Det skal indledningsvis bemaerkes, at reglerne i artikel 3, stk. 3, er en undtagelse til bestemmelserne i samme artikels stk. 1, litra b), c) og d). Dette betyder i tilfaelde som det foreliggende, at et geografisk maerke, der ikke kunne registreres eller skulle erklaeres ugyldigt, fordi det ikke havde saerpraeg, og isaer fordi det henhoerte under stk. 1, litra c), kan registreres og ikke laengere kan erklaeres ugyldigt, hvis det efterfoelgende har opnaaet saerpraeg som foelge af brug. Det er foelgelig en betingelse for at anvende stk. 3, at det paagaeldende maerke henhoerer under stk. 1, litra c).

68 Jeg har allerede anfoert, at sagsoegerens varemaerker efter min opfattelse fra begyndelsen havde saerpraeg og derfor ikke henhoerer under stk. 1, litra c). Hvis denne antagelse er korrekt, saa er der i det foreliggende tilfaelde ikke tale om en situation efter artikel 3, stk. 3, og det er foelgelig ikke noedvendigt at svare paa det andet praejudicielle spoergsmaal. For fuldstaendighedens skyld skal jeg dog ogsaa kort komme ind paa de problemer, der er forbundet med dette sidste spoergsmaal.

69 Ifoelge direktivet kan baade de varemaerker, der som saadanne har saerpraeg, og de, der efterfoelgende opnaar saerpraeg som foelge af brug, registreres, fordi de, om end paa forskellig vis, opfylder den vaesentlige funktion ved et varemaerke, nemlig at individualisere en virksomheds varer og skelne dem fra lignende varer fra andre virksomheder.

70 I direktivet anfoeres det ikke, hvilken type »brug« af maerket, der skal vaere sket, for at dette opnaar saerpraeg. Da denne brug imidlertid foerer til, at der opnaas en faellesskabsretlig rettighed, nemlig ret til det varemaerke, hvis indhold og omfang er fastlagt helt i direktivet, saa har begrebet et faellesskabsretligt indhold og skal fortolkes ens i medlemsstaterne. Dette er i det vaesentlige grunden til, at man ikke kan tage hensyn til de relevante regler i medlemsstaternes nationale ret. Man kan derfor, som sagsoegeren og Kommissionen med rette har anfoert i deres skriftlige indlaeg, ikke tage hensyn til den herskende opfattelse i tysk retspraksis, hvorefter der er behov for at udelukke enerettigheder til geografiske angivelser, en opfattelse der som sagt i oevrigt ikke er forenelig med direktivet. Der kan desuden ikke tages hensyn til den subtile sondring mellem »indarbejdelse« (»Verkehrsdurchsetzung«) og overfoert betydning (»Verkehrsgeltung«) i omsaetningen, der foretages i tysk ret.

71 Efter min opfattelse maa brugen for det foerste - og efter den nationale retsinstans' skoen - vaere sket i en passende periode. Dette giver mulighed for at kontrollere varemaerkets fasthed og undgaa en mangedobling af varemaerker, der kun bruges lejlighedsvis eller konjunkturbestemt og ikke har nogen serioes udsigt til at blive anvendt varigt. Desuden giver man dem, der har en legitim interesse i at goere deres eventuelle indsigelser gaeldende og modsaette sig registreringen af varemaerket, tilstraekkelig tid hertil.

72 For det andet er det noedvendigt, at der i de relevante omsaetningskredse er opstaaet en overbevisning om, at varemaerket betegner en bestemt virksomheds varer. Denne omsaetningskreds bestaar foerst og fremmest af aftagerne af de paagaeldende varer. Den omfatter desuden i princippet ogsaa de forhandlere og forretninger, der saelger lignende varer, og fabrikanter, der fremstiller saadanne varer. Disse grupper, og isaer den sidste, skal dog behandles med varsomhed. De kan nemlig, isaer af konkurrenceaarsager, have en saerlig interesse i, at en registrering af maerket foretages eller afvises, og den holdning, de indtager, vil i saa fald ikke vaere uden bagtanke (32).

Hvad naermere angaar de procentsatser, som den forelaeggende ret har naevnt, forholder det sig saaledes, at spoergsmaalet i princippet skal vurderes skoensmaessigt af den nationale ret, der traeffer en afgoerelse paa grundlag af de konkrete omstaendigheder i den enkelte sag. Da artikel 3, stk. 3, er en undtagelsesbestemmelse, skal den imidlertid fortolkes strengt. Da der i hoejere grad spoerges om, hvilken resonans varemaerket har hos det publikum, det er rettet mod, skal der ud over en bedoemmelse af dets vaerdi, kvalitet og mere generelt dets indhold, ogsaa inddrages kvantitative kriterier. Hvad dette angaar er en procentsats paa mindst 50% efter min opfattelse en fornuftig graense, under hvilken man ikke kan tale om, at varemaerket er blevet indarbejdet i omsaetningen.

73 Endelig maa man, hvad varemaerkets resonans angaar, gaa ud fra, at det ikke er nok, at offentligheden er blevet opmaerksom paa, at der findes endnu et maerke paa markedet. Der skal endvidere vaere opstaaet en overbevisning om, at de varer, der er forsynet med maerket, er forbundet med en bestemt virksomhed (33).

74 Hvilke bevismidler, der kan bruges til at paavise et varemaerkes saerpraeg, afhaenger i det store og hele af de gaeldende processuelle bevisregler i medlemsstaterne, og det er de nationale retsinstanser, der skal bedoemme bevismidlerne (34). De nationale retssystemers processuelle autonomi er dog ikke ubegraenset, naar det, der skal foeres bevis for, er, at en betingelse for at anvende en faellesskabsretlig regel er opfyldt. Det skal foelgelig antages, at der i det mindste skal afledes visse generelle regler af den samlede sammenhaeng, direktivet staar i.

75 Bevismidlerne skal for det foerste vaere egnede, dvs. at de skal haenge sammen med det, der skal foeres bevis for. I det foreliggende tilfaelde skal der ikke foeres bevis for varens kommercielle succes paa markedet, men derimod for varemaerkets resonans hos publikum, dvs. opfattelse af forbindelsen mellem maerket og en bestemt virksomhed, og bevismidlerne skal derfor give mulighed for at bedoemme raekkevidden og styrken af denne resonans. Som foelge heraf kan man ikke anse bevismidler som dem, sagsoegeren har foreslaaet - f.eks. omsaetningen af den maerkede vare, udgifter til reklame eller pressemeddelelser - for at vaere egnede, da disse elementer mere vedroerer virksomhedens finansielle udvikling end det problem, der her er omstridt. Omvendt skal de bevismidler, som Kommissionen har foreslaaet - f.eks. erklaeringer fra det kompetente handelskammer, faglige organisationer eller sammenslutninger af sagkyndige - anses for egnede.

76 Naar der findes flere bevismidler, der i princippet er egnede, saa er det ikke tilladt at indskraenke dem a priori i praksis og endnu mindre i gennemfoerelsesbestemmelser. Den tendens, der ses hos de tyske retsinstanser, hvor man kun eller foerst og fremmest stoetter sig til opinionsundersoegelser, kan derfor ikke anses for at vaere forenelig med direktivet. Parterne skal foelgelig have mulighed for at anvende alle de egnede midler til at foere bevis eller modbevis, som de raader over. Det tilkommer saa den nationale ret at foretage en saglig bedoemmelse af disse bevismidler og eventuelt tillaegge bestemte bevismidler stoerst vaegt.

77 Hvad naermere angaar opinionsundersoegelser saa kan disse ikke anses for uegnede (35), men man skal vaere sparsommelig og forsigtig med anvendelsen, isaer hvad angaar spoergsmaalet om, hvorvidt de er repraesentative og objektive.

Saaledes skal det organ, der gennemfoerer opinionsundersoegelsen, kunne give garantier for serioesitet og paalidelighed, enten paa grund af dets institutionelle rammer (f.eks. et universitetsinstitut), dets saerlige professionelle kompetence (f.eks. en serioes meningsmaalingsvirksomhed), eller den antagelse, at det er det bedst egnede organ i det konkrete tilfaelde (f.eks. en sagkyndig, som alle parter er blevet enige om at vaelge).

Desuden skal baade det repraesentative udvalg af befolkningen, der spoerges, og de spoergsmaal, der stilles, opfylde de ovennaevnte kriterier; i modsat fald kan der ikke tages hverken helt eller delvist hensyn til opinionsundersoegelsen.

VI - Forslag til afgoerelse

Paa grundlag af ovenstaaende overvejelser foreslaar jeg foelgende besvarelse af de praejudicielle spoergsmaal:

»1) Et varemaerke, der udelukkende bestaar af et geografiske begreb, strider ikke mod artikel 3, stk. 1, litra c), i Raadets foerste direktiv 89/104/EOEF af 21. december 1988 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om varemaerker, saafremt dette begreb er en fantasibetegnelse eller er ukendt i offentligheden, eller hvis der ikke bestaar nogen direkte og noedvendig oprindelsesforbindelse mellem den vare, som maerket vedroerer, og den geografiske region, som begrebet henviser til, hvilken forbindelse isaer skyldes, at omraadet er eller kan blive kendt, fordi der dér allerede fremstilles lignende varer, som forbrugerne vaerdsaetter paa grund af deres saerlige karakter eller kvalitet.

2) Et varemaerke kan opnaa fornoedent saerpraeg i henhold til artikel 3, stk. 3, foerste punktum, i direktiv 89/104, hvis det efter den nationale rets opfattelse foelger af egnede oplysninger, at der som foelge af brug af maerket i en passende periode forud for anmeldelsen i den relevante omsaetningskreds er opstaaet en overbevisning om, at den vare, som kendetegnes ved maerket, hidroerer fra en bestemt virksomhed.«

(1) - EFT 1989 L 40, s. 1.

(2) - I henhold til direktivets artikel 16, stk. 1, skulle medlemsstaterne gennemfoere bestemmelserne i national ret senest den 28.12.1991. Ved beslutning 92/10/EOEF (EFT 1992 L 6, s. 35) gjorde Raadet dog brug af sin befoejelse til i henhold til direktivets artikel 16, stk. 2, at forlaenge fristen til at gennemfoere direktivet i national ret til den 31.12.1992.

(3) - Der kan - som den forelaeggende ret har anfoert - for eksempel vaere tale om et maerke, der udelukkende bestaar af en angivelse, som kan tjene til at betegne varens geografiske oprindelse.

(4) - Jf. bl.a. dom af 11.11.1997, sag C-349/95, Loendersloot, Sml. I, s. 6227, praemis 24.

(5) - At de beskrivende angivelser, og de angivelser, der er blevet saedvanlige, udgoer underkategorier af betegnelser, der mangler fornoedent saerpraeg, fremgaar tydeligt af artikel 2, stk. 1, i forslaget til Raadets foerste direktiv om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivninger vedroerende varemaerker, som Kommissionen forelagde Raadet den 25.11.1980 (EFT 1980 C 351, s. 1), og som blev aendret den 17.12.1985 (EFT 1985 C 351, s. 4). I henhold til den oprindelige formulering kunne man afslaa eller ophaeve registrering af blandt andet varemaerker, som paa anmeldelsesdagen ... savner fornoedent saerpraeg i en medlemsstat, saerlig: a) ... [her angives ordlyden af den nuvaerende artikel 3, stk. 1, litra c), med foelgende tilfoejelse, der svarer til den aktuelle ordlyd af artikel 3, stk. 3]: medmindre disse maerker har opnaaet fornoedent saerpraeg som foelge af den brug, der er gjort af dem, b) ... [svarer i det vaesentlige til ordlyden af artikel 3, stk. 1, litra d)] (min fremhaevelse). Ovennaevnte tilfaelde omhandles paa samme sted i Pariserkonventionen af 20.3.1883 om beskyttelse af industriel ejendomsret, senest revideret i Stockholm den 14.7.1967 (Recueil des traités des Nations unies, vol. 828, nr. 11851, s. 305). I artikel 6e, litra b), nr. 2, bestemmes det, at registrering af fabriks- og handelsmaerker kun kan afslaas eller kendes ugyldige »2. naar de savner ethvert saerpraeg eller udelukkende bestaar af tegn eller angivelser, som i omsaetningen kan tjene til at betegne varernes art ... oprindelsessted eller frembringelsens tidspunkt, eller som benyttes i daglig sprogbrug eller i redelig og fast handelssaedvane i det land, hvor beskyttelsen kraeves«. Desuden skal der henvises til, at artikel 7, stk. 1 og 3, i Raadets forordning (EF) nr. 40/94 af 20.12.1993 om EF-varemaerker (EFT 1994 L 11, s. 1) er formuleret paa lignende vis som direktivets artikel 3, stk. 1 og 3.

(6) - Jf. W.R. Cornish, Intellectual property: patents, copyright, trade marks and allied rights, 3rd. ed., London 1996, s. 588.

(7) - Da de maerker, som »udelukkende« bestaar af et geografisk begreb, henhoerer under den omstridte bestemmelse, kan et maerke ikke henhoere delvist - dvs. kun for den dels vedkommende, der vedroerer en geografisk angivelse - under bestemmelsen. Dette skyldes, at varemaerket i sin egenskab af et sammensat maerke pr. definition ikke henhoerer under denne bestemmelse. Desuden kan man heller ikke mere generelt set betragte varemaerkernes enkelte elementer isoleret, da der skal tages hensyn til helhedsindtrykket af varemaerket, jf. dom af 11.11.1997, sag C-251/95, SABEL, Sml. I, s. 6191, praemis 23.

(8) - Jf. ottende betragtning til direktivet, hvori det understreges, at det er noedvendigt at reducere det samlede antal af varemaerker og derved ogsaa antallet af konflikter imellem disse, idet det afvises at beskytte maerker, der ikke bruges rent faktisk.

(9) - Jf. for argumentet om, at der ikke er nogen kausal sammenhaeng mellem det, der betegner, og det, der betegnes, F. Saussure, Cours de linguistique générale, éd. T. de Mauro, Payot, Paris 1987, s. 100 ff.

(10) - Raadets forordning af 14.7.1992 om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og levnedsmidler (EFT L 208, s. 1). Der findes ogsaa regler om geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser i andre faellesskabsretlige bestemmelser, isaer vedroerende vinsektoren, f.eks. artikel 2, stk. 3, litra s), i Kommissionens direktiv 70/50/EOEF af 22.12.1969 under henvisning til bestemmelserne i artikel 33, stk. 7, om afskaffelse af foranstaltninger med tilbagevirkning som kvantitative importrestriktioner, der ikke omfattes af andre bestemmelser truffet i medfoer af EOEF-traktaten (EFT 1970 I, s. 10), og i artikel 6, stk. 5, i Raadets forordning (EOEF) nr. 2333/92 af 13.7.1992 om fastsaettelse af almindelige regler for betegnelse og praesentation af mousserende vine og mousserende vine tilsat kulsyre (EFT L 231, s. 9).

(11) - Sag 12/74, Sml. s. 181. I denne dom afgjorde Domstolen blandt andet, at tyske foranstaltninger, der begraensede brugen af betegnelserne »Sekt« og »Weinbrand« til at omfatte vin, som var fremstillet i Tyskland, og havde et bestemt mindsteindhold af tyske druer, stred mod faellesskabsretlige bestemmelser, bl.a. artikel 2, stk. 3, litra s), i direktiv 70/50 (jf. ovenfor i fodnote 10), hvorefter foranstaltninger, der »alene forbeholder indenlandske varer benaevnelser, som ikke er oprindelsesbetegnelser eller angivelse af afsendelsesstedet«, er forbudt i henhold til traktatens artikel 30 ff.

(12) - Sag 16/83, Sml. s. 1299.

(13) - Sag C-3/91, Sml. I, s. 5529, praemis 31-34.

(14) - Spoergsmaalet var opstaaet, fordi de ovennaevnte betegnelser i henhold til en bestemmelse i den spansk-franske konvention fra 1973 om beskyttelse af oprindelsesbetegnelser og herkomstangivelser samt betegnelser paa visse varer i Frankrig udelukkende er forbeholdt spanske produkter og kun maa anvendes i overensstemmelse med spansk lovgivning.

(15) - Dom af 13.12.1994, sag C-306/93, SMW Winzersekt, Sml. I, s. 5555, praemis 25.

(16) - Jf. ovenfor, punkt 38.

(17) - Det er efter min mening ikke noedvendigt at fremhaeve, at denne definition, selv om den indledes med ordene »i denne forordning«, har en mere generel vaerdi.

(18) - I disse tilfaelde opnaar det geografiske begreb ud over den oprindelige ordrette betydning (angivelse af et geografisk sted) en anden, overfoert, betydning (»a secondary meaning« efter engelsk sprogbrug). Det kan ske, at denne anden betydning supplerer eller erstatter den foerste, saadan som det er tilfaeldet ved betegnelsen »Baccarat«, som jeg skal komme ind paa senere.

(19) - Jeg bruger udtrykket »geografisk angivelse« for at goere det kort, og fordi det er en saadan, den foreliggende sag drejer sig om. De samme overvejelser gaelder dog ogsaa for et »tegn«, der i henhold til den omstridte bestemmelses ordlyd kan betegne den geografiske oprindelse. I et saadant tilfaelde udgoer tegnet en indirekte angivelse af den geografiske oprindelse, saadan som det f.eks. gaelder for »Bocksbeutel«-flasken, jeg allerede har omtalt (jf. ovenfor, punkt 41).

(20) - Dom af 20.3.1997, sag C-352/95, Phytheron International, Sml. I, s. 1729, praemis 18.

(21) - Jf. herom F. Gevers, Geographical Names and Signs used af Trade Marks, European Intellectual Property Review, volume 12, 1990, s. 285, og G. Bonnet: La marque constituée par un nom géographique en droit français, La Semaine juridique, 1990, II, s. 782.

(22) - 1982, FSR 111; jf. ogsaa F. Gevers, naevnt ovenfor (fodnote 21), s. 287.

(23) - BGH, dom af 14.1.1963 (GRUR, 1963, s. 469); jf. herom A. Rothschild, Les limites à la protection du nom géographique en tant que marque, mémoire de DESS, Strasbourg, 1985, s. 38 og 39.

(24) - Som eksempel kan naevnes betegnelsen »sherry«, der er en engelsk forvanskning af det spanske geografiske begreb »Jerez«, og som oprindelig betegnede en vin fra dette distrikt i Spanien. Som foelge af, at producenterne havde forholdt sig passivt, var denne betegnelse i vidt omfang blevet anvendt af andre producenter og blevet en artsbenaevnelse (jf. herom generaladvokat Warner's forslag til afgoerelse i sagen Kommissionen mod Tyskland, jf. ovenfor i fodnote 11, s. 208). Dette skete ikke med varebetegnelserne »champagne« og »cognac«, der blev produceret i de franske omraader af samme navn. Der skal henvises til, at det allerede fra 1919 i henhold til artikel 274 og 275 i Versailles-traktaten havde vaeret forbudt for de tyske vinproducenter at anvende disse begreber. Denne beskyttelse er blevet suppleret af faellesskabsretlige regler (jf. f.eks. artikel 6 i Raadets forordning nr. 3309/85 af 18.11.1985 (EFT L 320, s. 9) og nu artikel 6, stk. 5, i Raadets forordning (EOEF) nr. 2333/92 af 13.7.1992 (EFT L 231, s. 9), der forbyder de producenter af mousserende vine, der ikke er berettiget til at anvende betegnelsen »champagne«, at foretage endog indirekte henvisninger til denne, f.eks. ved at anvende udtrykket »méthode champenoise« (jf. herom dommen i sagen SMW Winzersekt, jf. ovenfor i fodnote 15).

(25) - Jf. nedenfor, punkt 60 ff.

(26) - I sit skriftlige indlaeg har sagsoegte 1 fremfoert, at ogsaa andre virksomheder, som er etableret i omraadet omkring soeen, benytter begrebet »Chiemsee« til at betegne den beklaedning, de fremstiller. Disse faktiske omstaendigheder fremgaar imidlertid ikke af forelaeggelseskendelsen; anbringendet kan derfor ikke paaberaabes (jf. dommen i sagen Phytheron International, naevnt ovenfor i fodnote 20, praemis 11-14).

(27) - Jf. dom af 7.5.1997, forenede sager C-321/94 - C-324/94, Pistre m.fl., Sml. I, s. 2343, praemis 37 og 38.

(28) - Jeg skal blot anfoere, at der, naar der tages stilling til, om en geografisk angivelse, der betegner den geografiske oprindelse i den betydning af artikel 3, stk. 1, litra c), som jeg har gjort rede for, saa skal der tages hensyn til det sted, hvor varen er blevet fremstillet, forarbejdet eller tilvirket helt eller i vaesentlig grad [jf. ogsaa definitionen i artikel 2, stk. 2, litra b), i forordning nr. 2081/92].

(29) - F.eks. et fotografi eller en video med Chiemsee som baggrund for en reklame for varer, ogsaa selv om der maatte vaere tale om varer, der ligner sagsoegerens.

(30) - Jeg kan f.eks. ikke se, hvorfor det skulle vaere forbudt at saelge skjorter eller andre souvenirs paatrykt navnet »Chiemsee« i de turistbutikker, der ligger ved soeen - en fremgangsmaade, der er meget udbredt i turistregioner. Noget andet er, om denne form for salg skal opfylde visse betingelser (man kunne f.eks. kraeve, at denne angivelse kun bruges, naar det er absolut noedvendigt, at de solgte varer skal vaere paafoert et lovligt maerke paa en saadan maade, at der ikke skabes det indtryk, at maerket er »Chiemsee«, at de paagaeldende varer ikke anbringes i naerheden af dem, der lovligt har det registrerede varemaerke »Chiemsee«, at ordet angives med skrifttyper, der ikke frembringer risiko for forveksling osv.).

(31) - Jf. Cour d'appel de Nancy, dom af 21.2.1980 (PIBD, 1980, III, 227), og Cour de cassation (chambre commerciale), dom af 17.5.1982 (PIBD, 1982, nr. 312, III, 238). Jf. herom G. Bonnet, som anfoert ovenfor i fodnote 21, s. 786, og A. Rothschild, som anfoert ovenfor i fodnote 23, s. 33.

(32) - Saaledes kan et firma, der saelger lignende varer, eventuelt vaere interesseret i, at maerket ikke registreres, idet det haaber paa, at den har vundet en del af kunderne, inden det konkurrerende firma atter er slaaet igennem paa markedet med varen under et andet maerke. Det kan ogsaa taenkes, at et firma, der delvis paavirkes af det nye maerke, er interesseret i, at dette registreres, fordi dette vil medfoere endnu stoerre ulemper for en vigtigere konkurrent.

(33) - Dette betyder naturligvis ikke, at denne overbevisning skal vaere indtraadt udelukkende igennem koeb af varer.

(34) - Jf. dom af 22.6.1994, sag C-9/93, IHT Internationale Heiztechnik og Danzinger, Sml. I, s. 2789, praemis 18, 19 og 20.

(35) - Dom af 9.12.1965, forenede sager 29/63, 31/63, 36/63, 39/63-47/63, 50/63 og 51/63, Laminoirs de la Providence m.fl., Sml. 1965-1968, s. 135, org. ref.: Rec. s. 1123, og af 29.2.1984, sag 37/83, Rewe-Zentrale, Sml. s. 1229.