61997C0071

1 Under den foreliggende traktatbrudssag, som er anlagt i medfoer af EF-traktatens artikel 169, har Kommissionen foreholdt Kongeriget Spanien, at det ikke har opfyldt sine forpligtelser efter Raadets direktiv 91/676/EOEF af 12. december 1991 om beskyttelse af vand mod forurening foraarsaget af nitrater, der stammer fra landbruget (1) (herefter »direktivet«).

2 Kommissionen har navnlig foreholdt den sagsoegte regering, at den

- ikke har udpeget de zoner, der anses for saarbare, og ikke har givet Kommissionen meddelelse om disse zoner, saaledes som det er foreskrevet i direktivets artikel 3

- ikke har udarbejdet og meddelt Kommissionen kodekserne for godt landmandskab, saaledes som det er foreskrevet i direktivets artikel 4.

3 Ifoelge direktivets artikel 3, stk. 2, skulle medlemsstaterne inden to aar efter meddelelsen af direktivet som saarbare zoner udpege alle kendte jordomraader paa deres omraade, som bidrager til forureningen, og hvorfra der er afstroemning til vand, der er kortlagt i overensstemmelse med artikel 3, stk. 1. De skulle underrette Kommissionen om denne oprindelige udpegelse inden seks maaneder.

4 Ifoelge direktivets artikel 4 skulle medlemsstaterne inden to aar efter meddelelsen af direktivet udarbejde en kodeks eller kodekser for godt landmandskab og forelaegge Kommissionen de naermere enkeltheder i deres kodekser.

5 Det fremgaar af en fodnote til direktivets artikel 12, stk. 1, at direktivet blev meddelt medlemsstaterne den 19. december 1991. Fristen for udpegelsen af de saarbare zoner og for udarbejdelsen af kodekser for godt landmandskab udloeb altsaa den 18. december 1993, mens fristen for at give Kommissionen meddelelse om de saarbare zoner udloeb den 18. juni 1994.

6 Det fremgaar af staevningen, at Kongeriget Spanien den 17. februar 1997 stadig ikke havde givet Kommissionen meddelelse om de udpegelser af saarbare zoner, som var foreskrevet i direktivets artikel 3, og om kodekserne for godt landmandskab.

7 Den spanske regering har gjort gaeldende, at direktivets gennemfoerelse for det foerste blev forsinket paa grund af tekniske vanskeligheder og for det andet paa grund af den omstaendighed, at staten og de selvstyrende regioner har konkurrerende kompetence paa dette omraade.

8 Det er herom tilstraekkeligt at anfoere, at det fremgaar af Domstolens faste praksis, dels at »direktivernes bindende karakter medfoerer en forpligtelse for alle medlemsstaterne til at overholde de frister, der fastsaettes heri, saaledes at deres ensartede gennemfoerelse kan sikres inden for hele Faellesskabet« (2), dels at »en medlemsstat ikke kan paaberaabe sig bestemmelser, fremgangsmaader eller forhold i sin nationale retsorden til stoette for, at forpligtelser og frister, der foelger af et direktiv, ikke overholdes« (3).

9 Endvidere har Domstolen fastslaaet (4), at »medlemsstaternes regeringer deltager i det forberedende arbejde med udformningen af direktiverne og derfor maa vaere i stand til at udfaerdige de lovbestemmelser, der er noedvendige til gennemfoerelsen inden for den fastsatte frist. Saafremt fristen for gennemfoerelse af et direktiv viser sig at vaere for kort, er der kun én mulighed for den paagaeldende medlemsstat, som er forenelig med faellesskabsretten, nemlig inden for Faellesskabets rammer at tage initiativ til, at den kompetente faellesskabsinstitution eventuelt vedtager at forlaenge fristen«.

10 Den sagsoegte regering har endvidere gjort gaeldende, at der ikke i det foreliggende tilfaelde kan antages at vaere sket et traktatbrud, da dette efter regeringens opfattelse forudsaetter, at den ikke har haft til hensigt at opfylde sine forpligtelser.

11 Jeg kan ikke tilslutte mig denne opfattelse, da der, som Domstolen har fastslaaet (5), »for at realitetspaakende ... et soegsmaal i henhold til traktatens artikel 169 alene stilles krav om, at det goeres gaeldende, at der objektivt foreligger et traktatbrud, og ikke om, at det bevises, at der paa en eller anden maade fra vedkommende medlemsstats side er udvist langsommelighed eller uvilje«. Ved konstateringen af, om en medlemsstat har tilsidesat sine forpligtelser, ser Domstolen saaledes helt bort fra moralske betragtninger og fra, om der foreligger fortsaet.

12 Hvad angaar forpligtelsen til at udarbejde kodekser for godt landmandskab har den spanske regering i svarskriftet anfoert, at seks af de sytten selvstyrende regioner har udarbejdet en saadan kodeks, og at disse seks kodekser er blevet meddelt Kommissionen.

13 Kommissionen har i replikken erkendt, at den har modtaget de seks kodekser vedroerende de selvstyrende regioner i Andalusien, Cantabrien, Madrid, Murcia, Navarra og Valencia. Den finder det saaledes unoedvendigt, at Domstolen hvad angaar disse selvstyrende regioner udtaler sig vedroerende forpligtelsen til at udarbejde og meddele Kommissionen kodekser for godt landmandskab.

14 Ogsaa i duplikken har den spanske regering paastaaet sig frifundet og heri med den begrundelse, at fjorten selvstyrende regioner i mellemtiden havde udarbejdet og meddelt kodekserne for godt landmandskab. Endvidere havde syv selvstyrende regioner udpeget de saarbare zoner, fem andre regioner erklaeret, at der ikke findes saadanne zoner paa deres omraade, og den selvstyrende region Andalusien udpeget de saarbare zoner, men endnu ikke givet Kommissionen meddelelse herom.

15 Det fremgaar af Domstolens praksis (6), at Domstolen ikke kan tage hensyn til foranstaltninger, som en medlemsstat har truffet til opfyldelse af sine forpligtelser efter sagens anlaeg. Vedtagelsen af saadanne forsinkede foranstaltninger kan hoejst medfoere, at Kommissionen begraenser klagepunkterne eller eventuelt haever sagen. Dette er imidlertid ikke tilfaeldet i den foreliggende sag hvad angaar de foranstaltninger, som den spanske regering har omtalt i duplikken.

16 Jeg skal derfor foreslaa Domstolen at tage Kommissionens paastande til foelge, som disse er kommet til udtryk i replikken.

Forslag til afgoerelse

17 Paa grundlag af de anfoerte betragtninger skal jeg foreslaa Domstolen

- at fastslaa, at Kongeriget Spanien har tilsidesat sine forpligtelser efter Raadets direktiv 91/676/EOEF af 12. december 1991 om beskyttelse af vand mod forurening foraarsaget af nitrater, der stammer fra landbruget, dels ved ikke at have udarbejdet og meddelt Kommissionen de kodekser for godt landmandskab, som er foreskrevet i direktivets artikel 4, for saa vidt angaar de selvstyrende regioner, bortset fra Andalusien, Cantabrien, Madrid, Murcia, Navarra og Valencia, dels ved ikke at have udpeget de zoner, der anses for saarbare, og ikke at have givet Kommissionen meddelelse herom som foreskrevet i direktivets artikel 3

- at tilpligte Kongeriget Spanien at betale sagens omkostninger.

(1) - EFT L 375, s. 1.

(2) - Dom af 22.9.1976, sag 10/76, Kommissionen mod Italien, Sml. s. 1359, praemis 12.

(3) - Se f.eks. dom af 6.7.1995, sag C-259/94, Kommissionen mod Graekenland, Sml. I, s. 1947, praemis 5.

(4) - Se f.eks. dom af 1.3.1983, sag 301/81, Kommissionen mod Belgien, Sml. s. 467, praemis 11.

(5) - Jf. samme doms praemis 8.

(6) - Se f.eks. dom af 17.9.1987, sag 291/84, Kommissionen mod Nederlandene, Sml. s. 3483.