61997C0052

1 Pretura circondariale di Trento oensker en afgoerelse af, om en national lovbestemmelse, hvorefter Ente Poste Italiane's (det italienske postvaesens) ansaettelse af personale undtagelsesvis kan ske paa bestemt tid - den almindelige regel i italiensk ret gaar nemlig ud paa, at arbejdsaftaler skal anses for aftaler om ansaettelse paa ubestemt tid - udgoer en statsstoette, som der skal gives underretning om i henhold til traktatens artikel 93, stk. 3, sidste punktum.

2 Efter italiensk lovgivning kan ansaettelse paa bestemt tid kun ske i en raekke specielt angivne tilfaelde, der har karakter af undtagelser. Ifoelge artikel 1 i lov nr. 230 af 18. april 1962 skal med forbehold af visse i loven fastsatte undtagelser (1) en aftale om ansaettelse anses for at vaere indgaaet paa ubestemt tid.

3 Artikel 9, stk. 21, i lovdekret nr. 510 af 1. oktober 1996, som ophoejet til lov nr. 608 af 28. november 1996 om hasteforanstaltninger vedroerende samfundsnyttigt arbejde, indeholder imidlertid foelgende bestemmelse:

»Arbejdstagere, der har haft ansaettelse i henhold til en aftale om ansaettelse paa bestemt tid i Ente Poste Italiane fra den 1. december 1994, har i overensstemmelse med de arbejdsretlige bestemmelser og med de faglige sammenslutningers samtykke indtil den 31. december 1996 fortrinsret til ansaettelse paa ubestemt tid i tilsvarende stillinger og/eller stillinger omfattende tilsvarende opgaver i Ente Poste Italiane; de paagaeldende ansatte skal inden den 30. november 1996 tilkendegive, at de oensker at goere brug af denne ret. Ansaettelse af personale i henhold til aftaler om tidsbegraenset ansaettelse, der er indgaaet med Ente Poste Italiane, kan fra datoen for denne virksomheds oprettelse og i alt fald ikke efter den 30. juni 1997 medfoere ansaettelse paa ubestemt tid og ophoerer ved udloebet af den i den enkelte arbejdsaftale fastsatte ansaettelsesperiode.«

4 Denne bestemmelse haenger sammen med omdannelsen af det italienske postvaesen til en offentlig virksomhed fra den 1. januar 1994. Ifoelge artikel 6, stk. 2, i lov nr. 71/1994 blev de ansatte i postvaesenet funktionaerer i Ente Poste Italiane paa grundlag af privatretlige arbejdskontrakter. Ifoelge forelaeggelseskendelsen var formaalet med artikel 9, stk. 21, andet punktum, at indfoere en overgangsperiode, ved hvis udloeb ansaettelseskontrakterne skulle vaere bragt i overensstemmelse med den for den private sektor gaeldende ordning.

5 Sagsoegerne i hovedsagen, Viscido, Scandella m.fl. og Terragnolo m.fl., har anlagt sag mod Ente Poste Italiane under anbringende af, at denne virksomhed fra den 1. januar 1994 har daekket strukturelt betinget personalebehov ved at ansaette personale paa bestemt tid. De har gjort gaeldende, at de ansaettelser, der herved er sket, maa antages at vaere overgaaet til ansaettelser paa ubestemt tid. De har endvidere gjort gaeldende, at den anfaegtede bestemmelse udgoer en mod traktatens artikel 92 og 93 stridende statsstoette, idet Ente Poste Italiane derigennem fritages for en omkostningsbyrde, som andre virksomheder maa baere efter gaeldende ret.

6 Den forelaeggende ret har paa baggrund heraf anmodet Domstolen om en praejudiciel afgoerelse af foelgende spoergsmaal:

»1) Omfatter begrebet 'statsstoette eller stoette, som ydes ved hjaelp af statsmidler under enhver taenkelig form' en lovbestemmelse, hvorved en enkelt offentlig erhvervsoekonomisk virksomhed fritages fra at foelge generelle bestemmelser om kontrakter om ansaettelse paa bestemt tid?

2) Skal i bekraeftende fald for en stoette af naevnte art den i traktatens artikel 93, stk. 3, fastlagte procedure vedroerende Kommissionens forudgaaende kontrol foelges?

3) Kan, saafremt naevnte procedure ikke er blevet fulgt, forbuddet mod en stoette af naevnte art anses for umiddelbart anvendeligt i den italienske stats retsorden?

4) Saafremt spoergsmaalet under 3) besvares bekraeftende, spoerges, om et forbud som naevnt kan paaberaabes i en retssag mellem den offentlige erhvervsoekonomiske virksomhed og personer, der til stoette for en paastand om, at deres ansaettelsesforhold skal overgaa til ansaettelse paa ubestemt tid, eller for et krav om erstatning, goer gaeldende, at de generelle bestemmelser om ansaettelse paa bestemt tid ikke er blevet anvendt i deres tilfaelde.«

7 Sagsoegerne i hovedsagen har ikke indgivet skriftlige eller mundtlige indlaeg til Domstolen. Den tyske og den italienske regering samt Kommissionen er af den opfattelse, at den omtvistede bestemmelse ikke indebaerer, at der ydes statsstoette i henhold til traktatens artikel 92, stk. 1. Jeg deler denne opfattelse.

8 Artikel 92, stk. 1, indeholder foelgende bestemmelse:

»Bortset fra de i denne traktat hjemlede undtagelser er statsstoette eller stoette, som ydes ved hjaelp af statsmidler under enhver taenkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkaarene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med faellesmarkedet i det omfang, den paavirker samhandelen mellem medlemsstaterne.«

9 Det fremgaar af Domstolens praksis, at en foranstaltning kun udgoer statsstoette, saafremt den medfoerer overfoersel af statsmidler til en virksomhed (eller fritagelse for oekonomiske forpligtelser i forhold til staten, som f.eks. afgiftsbyrder eller bidrag til social sikring).

10 Domstolen har ved dom af 24. januar 1978, sag 82/77, Van Tiggele (2), fastslaaet, at den omstaendighed, at mindstepriser fastsaettes af en offentlig myndighed, selv om det er forbrugerne, der alene afholder omkostningerne herved, for salg en detail af en vare ikke udgoer en statsstoette, idet denne foranstaltning ikke indebaerer, at der direkte eller indirekte ydes statsmidler.

11 Domstolen er senere i dom af 17. marts 1993, forenede sager C-72/91 og C-73/91, Sloman Neptun (3), naaet til det resultat, at den delvise undladelse af at anvende tyske arbejdsretlige bestemmelser og bestemmelser om social sikring paa udenlandske besaetningsmedlemmer paa skibe, der foerer tysk flag, ikke udgoer en statsstoette. Domstolen har under henvisning til Van Tiggele-dommen udtalt (4):

»... kun de fordele, som direkte elle indirekte ydes ved hjaelp af statsmidler [skal] betragtes som stoette efter EOEF-traktatens artikel 92, stk. 1. Allerede ordlyden af denne bestemmelse samt de i traktatens artikel 93 indeholdte procedureregler viser nemlig, at fordele, der indroemmes ved hjaelp af andre midler end statsmidler, ikke er omfattet af de paagaeldende bestemmelsers anvendelsesomraade. Sondringen mellem stoette ydet af staten og stoette ydet ved hjaelp af statsmidler har til formaal at sikre, at stoettebegrebet ikke alene omfatter stoette ydet direkte af staten, men ligeledes stoette ydet af offentlige eller private organer, der er udpeget eller oprettet af staten.«

12 Vedroerende de tyske bestemmelser bemaerkede Domstolen foelgende (5):

»... den paagaeldende ordning tilsigter ikke ved sit formaal eller sin opbygning at skabe en fordel, der udgoer en supplerende byrde for staten eller for organer af ovennaevnte art, men indebaerer udelukkende en aendring - til fordel for rederierne - af de rammer, som gaelder for de kontraktlige forhold mellem virksomhederne og deres ansatte. Konsekvenserne heraf, saavel hvad angaar forskellen i beregningen af de sociale sikringsbidrag - som den nationale ret har fremhaevet - som hvad angaar tabet i skatteindtaegter paa grund af de lave loenninger - som Kommissionen har fremhaevet - er forhold, som er uadskilleligt forbundet med ordningen, og som ikke udgoer noget middel til at yde de paagaeldende virksomheder en bestemt fordel«.

13 Domstolen har i dom af 30. november 1993, sag C-189/91, Kirsammer-Hack (6), under anvendelse af sin tidligere praksis fastslaaet, at mindre virksomheders undtagelse fra den nationale ordnings beskyttelse mod uberettiget opsigelse ikke udgoer statsstoette. Det hedder i Domstolens dom (7):

»I den foreliggende sag indebaerer undtagelsen af en gruppe virksomheder fra den paagaeldende stoetteordning ingen direkte eller indirekte overfoersel af statsmidler til disse virksomheder. Den er alene udtryk for lovgivers vilje til at fastsaette saerlige retlige rammer for det arbejdsretlige forhold mellem arbejdsgivere og arbejdstagere i mindre virksomheder samt til at undgaa, at disse paalaegges oekonomiske byrder, som kan hindre deres udvikling.«

14 Den just omtalte retspraksis finder ganske klart anvendelse i det foreliggende tilfaelde. De italienske bestemmelser indeholder med fritagelsen af Ente Poste Italiane i en overgangsperiode fra forpligtelsen til at ansaette personale paa ubestemt tid intet om nogen direkte eller indirekte overfoersel af statsmidler til denne virksomhed. Med suspenderingen af de almindelige italienske arbejdsretlige regler har deres formaal naermest vaeret at ophaeve de retlige begraensninger, der kunne forhindre en gnidningsloes omdannelse af det italienske postvaesen til en offentlig virksomhed.

15 Det kan heroverfor indvendes, at ansaettelse paa grundlag af aftaler om tidsbegraenset ansaettelse kan give staten omkostninger i form af tabte skatteindtaegter eller ydelser i anledning af arbejdsloeshed. Men som Domstolen har fastslaaet i Sloman Neptun-dommen (8), er saadanne byrder »uadskilleligt forbundet med ordningen, og ... udgoer [ikke] noget middel til at yde [den paagaeldende virksomhed] en bestemt fordel«. Under alle omstaendigheder er der tale om usikre omkostninger, der ikke lader sig opgoere, idet Ente Poste Italiane uden den smidighed, som den anfaegtede bestemmelse har givet, maaske ikke ville have ansat eller ogsaa have ansat faerre ekstra personer, for at raade bod maa en mere kortvarig mangel paa personale.

16 I oevrigt kan det spoerges, hvorfor artikel 92, stk. 1, ikke omfatter alle foranstaltninger vedroerende beskaeftigelse eller sociale forhold, der paa grund af deres selektive maade at virke paa kan fordreje konkurrencen og dermed har en tilsvarende virkning som statsstoette i betragtning af saadanne foranstaltningers potentielle indvirkning paa konkurrencen. Besvarelsen af dette spoergsmaal maa muligvis foerst og fremmest vaere at finde i praktiske hensyn: en gennemgang af alle disse foranstaltninger kraever en undersoegelse alene ud fra traktatens bestemmelser af hele det sociale og oekonomiske liv i en medlemsstat (9).

17 Det foerste spoergsmaal fra den forelaeggende ret skal derfor efter min mening besvares saaledes, at en bestemmelse som den i hovedsagen omtvistede ikke indebaerer ydelse af en stoette i traktatens artikel 92, stk. 1's forstand. Det maa herefter vaere ufornoedent at behandle den forelaeggende rets oevrige spoergsmaal.

Forslag til afgoerelse

18 Jeg skal herefter foreslaa Domstolen at besvare spoergsmaalene fra Pretura circondariale di Trento paa foelgende maade:

»En national bestemmelse, der fritager en virksomhed fra forpligtelsen til at overholde en generel ordning vedroerende arbejdskontrakters varighed, indebaerer ikke, at der ydes en statsstoette i traktatens artikel 92, stk. 1's forstand.«

(1) - Flere andre undtagelser er blevet gjort ved lov nr. 56 af 28.2.1987.

(2) - Sml. s. 25.

(3) - Sml. I, s. 887.

(4) - Praemis 19.

(5) - Praemis 21.

(6) - Sml. I, s. 6185.

(7) - Praemis 17.

(8) - Jf. note 3.

(9) - Jf. Davies, Paul: »Market Integration and Social Policy in the Court of Justice«, Industrial Law Journal 1995, s. 49, jf. navnlig s. 58 ff.