61997C0007

1 I denne sag har Oberlandesgericht Wien som kartelretlig instans (retten er foerste instans i konkurrencesager) spurgt Domstolen, om det forhold, at en aviskoncern, der har en vaesentlig andel af dagbladsmarkedet, naegter at optage et konkurrerende dagblad i sin ordning med direkte udbringning, eller goer det til en betingelse herfor, at det konkurrerende dagblad ogsaa aftager visse andre ydelser fra koncernen, udgoer et misbrug af dominerende stilling, der strider mod traktatens artikel 86.

De faktiske omstaendigheder og den nationale rets spoergsmaal

2 Oscar Bronner GmbH & Co. KG (herefter »Oscar Bronner«) udgiver dagbladet »Der Standard«. I 1994 havde dette 3,6% af de oestrigske dagblades samlede oplag og ca. 6% af annonceindtaegterne.

3 Den foerste sagsoegte i hovedsagen, Mediaprint Zeitungs- und Zeitschriftenverlag GmbH & Co. KG, udgiver dagbladene »Neue Kronen Zeitung« og »Kurier« og varetager distributionen og annoncevirksomheden for disse aviser gennem sine 100%-ejede datterselskaber Mediaprint Zeitungsvertriebsgesellschaft mbH & Co. KG og Mediaprint Anzeigengesellschaft mbH & Co. KG, der er henholdsvis anden og tredje sagsoegte i hovedsagen. I 1994 havde de to aviser tilsammen en markedsandel paa 46,8% af de oestrigske dagblades samlede oplag og 42% af annonceindtaegterne. De to dagblade havde desuden en daekning paa 53,3% af alle personer over 14 aar i private husstande og 71% af alle dagbladslaesere.

4 I henhold til § 35 i den oestrigske konkurrencelov (herefter »Kartellgesetz«) har Oscar Bronner for den nationale ret nedlagt paastand om, at Mediaprint-koncernen (herefter »Mediaprint«) tilpligtes at ophoere med at misbruge sin dominerende stilling og at optage Oscar Bronner i sin landsdaekkende udbringningsordning for dagblade mod et passende vederlag. Der findes ganske vist en raekke regionale eller lokale udbringningsordninger i OEstrig, men Mediaprint's ordning er den eneste landsdaekkende. Oscar Bronner har gjort gaeldende, at det kun ved en direkte udbringningsordning kan sikres, at abonnenterne faar deres avis i de tidlige morgentimer; udbringning via postvaesenet, der normalt foerst sker hen paa formiddagen, er ikke noget reelt alternativ. Henset til, at »Der Standard« kun har et beskedent antal abonnenter, ville det vaere urentabelt for Oscar Bronner at opbygge en egen udbringningsordning. Oscar Bronner har desuden anfoert, at Mediaprint udsaetter ham for forskelsbehandling, idet virksomheden har optaget dagbladet »Wirtschaftsblatt«, som Mediaprint ikke udgiver, i sin udbringningsordning.

5 Mediaprint har anfoert, at virksomheden har foretaget betydelige investeringer og en stor arbejdsindsats med henblik paa opbygningen af udbringningsordningen. Selv om Mediaprint indtager en dominerende stilling, er virksomheden ikke forpligtet til at stoette sine konkurrenter. Situationen for »Wirtschaftsblatt«, der er optaget i udbringningsordningen, kan ikke sammenlignes med situationen for »Der Standard«, eftersom udgiveren af »Wirtschaftsblatt« ogsaa har indgaaet aftale med Mediaprint om, at denne virksomhed skal trykke bladet og staa for distributionen; optagelsen i udbringningsordningen udgjorde saaledes kun en del af en samlet pakke. Desuden konkurrerer »Wirtschaftsblatt« ikke direkte med Mediaprint's dagblade, da det ikke som de typiske dagblade omhandler sport, kultur og tv. Endelig ville det overskride graenserne for udbringningsordningens kapacitet, saafremt den blev aabnet for alle udgivere af oestrigske dagblade.

6 Den nationale ret er af den opfattelse, at den udelukkende har kompetence til at anvende nationale konkurrenceregler og ikke til at anvende traktatens konkurrenceregler direkte. Retten har imidlertid anfoert, at saafremt en erhvervsdrivendes adfaerd er omfattet af traktatens artikel 86, foreligger der noedvendigvis ogsaa misbrug af dominerende stilling som omhandlet i § 35 i Kartellgesetz, der materielt set er identisk med artikel 86. En adfaerd, som strider mod faellesskabsretten, kan ikke vaere lovlig efter national ret, eftersom faellesskabsretten har forrang. Retten har bemaerket, at en anvendelse af traktatens artikel 86 er betinget af, at misbruget kan paavirke samhandelen mellem medlemsstater, og den har henvist til Oscar Bronner's frygt for, at den omstaendighed, at han var blevet naegtet optagelse i Mediaprint's udbringningsordning, kunne medfoere, at han ville blive traengt helt ud af dagbladsmarkedet, og hans oekonomiske eksistens ville blive truet. Den nationale ret har konkluderet, at da Oscar Bronner som udgiver af et oestrigsk dagblad, der ogsaa saelges i udlandet, deltager i international handel, paavirkes samhandelen inden for Faellesskabet.

7 Den nationale ret har derfor stillet Domstolen foelgende spoergsmaal:

»1) Skal EF-traktatens artikel 86 fortolkes saaledes, at der er tale om misbrug af dominerende stilling i form af, at der uberettiget opstilles hindringer for adgang til markedet, naar en virksomhed, som udgiver, fremstiller og distribuerer dagblade og med sine produkter indtager en fremtraedende stilling paa det oestrigske dagbladsmarked (nemlig 46,8% af det samlede oplag, 42% af annonceindtaegterne og 71%'s daekning, set i forhold til samtlige dagblade), og som driver den eneste i OEstrig eksisterende landsdaekkende ordning med direkte udbringning til abonnenter, over for en anden virksomhed, som ogsaa udgiver, fremstiller og distribuerer et dagblad i OEstrig, naegter at afgive et bindende tilbud om at optage dette dagblad i sin udbringningsordning, naar det endvidere laegges til grund, at den virksomhed, der oensker at blive optaget i udbringningsordningen, paa grund af sit beskedne oplag og den heraf foelgende ringe abonnenttaethed hverken alene eller i samarbejde med de oevrige virksomheder, der udbyder dagblade paa markedet, med rimelige omkostninger kan opbygge sin egen udbringningsordning og drive den rentabelt?

2) Er der tale om misbrug som omhandlet i EF-traktatens artikel 86, saafremt - under de i spoergsmaal 1 naermere angivne omstaendigheder - den, der staar for ordningen med udbringning af dagblade, goer det til en betingelse for at optage forretningsforbindelse med udgiveren af et konkurrerende produkt, at denne ikke alene indgaar aftale om udbringning, men ogsaa om andre tilbudte ydelser (f.eks. distribution via udsalgssteder, trykning) som led i en samlet pakke?«

8 Oscar Bronner, Mediaprint og Kommissionen har indgivet skriftlige indlaeg, og alle disse parter var repraesenteret under retsmoedet.

Formaliteten

9 Mediaprint og Kommissionen har gjort gaeldende, at sagen skal afvises. Efter deres opfattelse er den nationale ret en konkurrencemyndighed, som udelukkende har kompetence til at anvende national konkurrenceret.

10 Efter min mening er det imidlertid klart, at Kartellgericht er en ret og ogsaa optraeder saaledes i hovedsagen. Den maa derfor have kompetence til at anvende artikel 86.

11 At der er tale om en ret, der ogsaa optraeder som en saadan, bekraeftes af Domstolens praksis vedroerende spoergsmaalet, om et organ udgoer en »ret i en af medlemsstaterne« i artikel 177's forstand. Domstolen laegger vaegt paa en raekke faktorer, f.eks. paa, om organet er oprettet ved lov, har permanent karakter, virker som obligatorisk retsinstans, anvender en kontradiktorisk sagsbehandling, traeffer afgoerelse paa grundlag af retsregler, samt om det er uafhaengigt (1). Organet skal desuden handle i sin egenskab af ret. Dette er tilfaeldet, »hvis der verserer en tvist for [retsinstansen] ... og hvis forelaeggelsen sker med henblik paa afgoerelse af en retssag« (2).

12 Mediaprint og Kommissionen har ikke bestridt, at Kartellgericht opfylder disse krav. Oberlandesgericht Wien er i henhold til Kartellgesetz nedsat som permanent kartelretsinstans for hele OEstrig (3). Retten er sammensat af en dommer, der er retsformand, og to laegdommere (4), hvis tekniske kvalifikationer og uafhaengighed er garanteret (5) (retsformanden traeffer dog mellemafgoerelser alene (6)). Retten har til opgave at anvende Kartellgesetz i henhold til de procedurer, der er fastsat i loven (7).

13 Visse af disse procedurer har mere administrativ end juridisk karakter (f.eks. kartelregisterfoerelse), men den foreliggende hovedsag er af rent juridisk karakter. En part har anlagt sag mod en anden part i henhold til § 35 i Kartellgesetz, hvorefter der kan nedlaegges paastand om, at Kartellgericht paabyder en virksomhed at bringe misbrug af en dominerende stilling til ophoer. Bestemmelsens ordlyd, og isaer ordene »hat auf Antrag ... aufzutragen« (»skal paa begaering paabyde«), viser klart, at bestemmelsen giver en soegsmaalsret, og at Kartellgericht ikke har befoejelse til at udoeve et skoen med hensyn til, om den vil behandle sagen. I forbindelse med sin afgoerelse af sagen anvender Kartellgericht de bestemmelser og begreber, isaer begreberne »dominerende stilling« og »misbrug«, der er anvendt i § 34 og 35 i Kartellgesetz.

14 Der kan derfor naeppe vaere tvivl om, at Kartellgericht skal anses for at vaere en ret. Da traktatens artikel 86 har umiddelbar virkning, maa en borger principielt kunne paaberaabe sig den i den konkrete sag for Kartellgericht (8). Dette gaelder uafhaengigt af, at den paagaeldende eventuelt ogsaa har mulighed for at paaberaabe sig de rettigheder, der tilkommer ham i henhold til traktatbestemmelsen, for de almindelige domstole. Princippet om faellesskabsrettens effektive virkning forudsaetter, at enhver ret, der har kompetence til at behandle en sag angaaende omstaendigheder, der reguleres af en faellesskabsretlig bestemmelse, ogsaa har mulighed for at anvende denne bestemmelse (9).

15 Det virker overraskende, at Kommissionen har henvist til Domstolens dom i SABAM-sagen til stoette for den modsatte opfattelse. I den naevnte dom fastslog Domstolen, at ogsaa retter, der saerlig har til opgave at anvende national konkurrenceret eller at kontrollere, at forvaltningsmyndighederne har anvendt konkurrenceretten korrekt, ikke er fritaget for at anvende artikel 86, hvis denne bestemmelse paaberaabes for dem (10).

16 Over for dette kunne man dog eventuelt goere gaeldende, at problemet ikke er blevet loest ved dommen i SABAM-sagen, eftersom den forelaeggende ret var en almindelig domstol for civile sager og ikke en domstol, som var specialiseret i konkurrenceret. I Kommissionens meddelelse om samarbejdet mellem Kommissionen og medlemsstaternes konkurrencemyndigheder ved behandling af sager, der henhoerer under EF-traktatens artikel 85 og 86 (11), har Kommissionen anerkendt, at visse medlemsstaters myndigheder udelukkende kan anvende nationale retsregler, idet de ikke processuelt har mulighed for at anvende artikel 85 og 86. Da artikel 85 og 86 naermere er rettet mod virksomheder end mod medlemsstater, og da Kommissionen er den myndighed, der er primaert ansvarlig for, at disse bestemmelser anvendes, kan det taenkes, at medlemsstaterne ikke er forpligtet til at paalaegge deres konkurrencemyndigheder (som ikke maa forveksles med deres domstole) at anvende dem. Det kan derfor forekomme, at saadanne myndigheder blot er forpligtet til at anvende de nationale konkurrenceregler paa en maade, som ikke strider mod artikel 85 og 86.

17 Hvis denne tese er rigtig, ville man muligvis i forbindelse med en domstolsproevelse af disse myndigheders afgoerelser anse det for forkert at udvide proevelsen til at omfatte spoergsmaalet, om myndighederne har undladt at anvende de faellesskabsretlige bestemmelser eller har anvendt dem forkert. I saa fald skal retten muligvis anses for den udelukkende nationale konkurrencemyndigheds forlaengede arm.

18 Det er imidlertid ikke noedvendigt at komme naermere ind paa dette her. Et saadant problem opstaar ikke, naar en medlemsstat, som i det paagaeldende tilfaelde, er organiseret saadan, at det specialiserede konkurrenceretlige organ selv er en domstol, der anvender en kontradiktorisk sagsbehandling, som er af juridisk karakter. I saadanne tilfaelde forudsaetter princippet om faellesskabsrettens effektive virkning og artikel 86's umiddelbare anvendelighed, at den paagaeldende ret har mulighed for at anvende artikel 86 direkte paa den sag, den har faaet forelagt, og at det ikke er noedvendigt at anlaegge en saerlig sag stoettet paa faellesskabsretten for en anden ret.

19 I den foreliggende sag er det heller ikke noedvendigt at komme ind paa spoergsmaalet, om Domstolen, naar den tager stilling til traktatens artikel 86, skal tage udgangspunkt i, at artiklen ikke kan anvendes som saadan, men at en stillingtagen vil kunne hjaelpe den nationale ret i forbindelse med dens anvendelse af national ret. Dette spoergsmaal ville opstaa, hvis den nationale ret ikke havde kompetence til at anvende artikel 86; og det er i oevrigt paa dette grundlag, at anmodningen om praejudiciel afgoerelse er blevet forelagt Domstolen.

20 Spoergsmaalet er, om det ville vaere korrekt af Domstolen at traeffe en afgoerelse paa dette grundlag. Som Kommissionen har paapeget, bygger de oestrigske konkurrenceretlige bestemmelser ikke direkte paa den faellesskabsretlige konkurrenceret, og de henviser heller ikke til faellesskabsretten. I oestrigsk ret er begrebet »dominerende stilling« defineret helt anderledes end i faellesskabsretten. Et misbrug er kun forbudt, naar Kartellgericht har anordnet, at det skal bringes til ophoer. Der findes desuden saerlige regler om dominerende stilling i forbindelse med medierne. Den foreliggende sag adskiller sig saaledes fra de sager, hvor der er en direkte forbindelse mellem den nationale ret og faellesskabsretten som f.eks. det tilfaelde, at den nationale ret udgoer en direkte gennemfoerelse af faellesskabsretten (12).

21 Det ville muligvis kunne fremfoeres, at konkurrenceretten har saerlige kendetegn, som medfoerer, at Domstolen i hvert fald skal traeffe en afgoerelse i de situationer, hvor der foreligger en paavirkning af samhandelen inden for Faellesskabet. Paa faellesskabsrettens nuvaerende udviklingstrin skal der i sager, der henhoerer under artikel 85 og 86, paa lige fod anvendes den nationale og den faellesskabsretlige konkurrenceret (13). Selv om den nationale domstol foreslaar, at der skal anvendes national ret, saa skal artikel 86 saaledes finde anvendelse paa de konkrete omstaendigheder i den sag, som den forelaeggende ret beskaeftiger sig med, og paa den sammenhaeng, inden for hvilken retten har anmodet Domstolen om en praejudiciel afgoerelse.

22 Det er ikke afklaret, hvilke graenser faellesskabsretten saetter for, at der i tilfaelde, som henhoerer under artikel 85 og 86, kan ske en afvigende anvendelse af national ret (14); henset til de vanskeligheder, der paa nuvaerende tidspunkt er med at definere saadanne graenser, har der endda vaeret forslag fremme om at foretage en ny vurdering af princippet om samtidig anvendelse af faellesskabsretten og national ret (15). I praksis overvindes disse problemer delvis ved det snaevre samarbejde mellem Kommissionen og de nationale konkurrenceretlige myndigheder, hvis betydning Kommissionen har understreget (16). Paa denne baggrund er det forstaaeligt, at en national ret ogsaa i tilfaelde af, at den kun har kompetence til at anvende national ret, isaer naar der sker en paavirkning af samhandelen inden for Faellesskabet, maatte oenske at modtage vejledning om retsstillingen i henhold til faellesskabsretten, saaledes at den nationale ret om muligt kan naa frem til et analogt resultat i henhold til national ret. Selv hvis den nationale domstol ikke ifoelge national ret eller faellesskabsretten er forpligtet til at anvende Domstolens afgoerelse, saa kan denne meget vel vaere afgoerende i en saadan sag. Et saadant tilfaelde er saaledes helt anderledes end den situation, hvor det praejudicielle soegsmaal blot anlaegges som en eksercits i komparativ ret (17).

23 Der staar saaledes modstridende opfattelser over for hinanden, som man ville skulle tage stilling til for at faa en afklaring af spoergsmaalet. Efter min mening er diskussionen imidlertid hypotetisk, da det, som allerede naevnt, er klart, at en national ret, der skal tage stilling til en paastand som den, hovedsagen drejer sig om, maa have mulighed for at anvende artikel 86 direkte. Den omstaendighed, at artikel 86 ikke er blevet paaberaabt for den nationale ret i hovedsagen, rejser ikke tvivl om, at Domstolen har kompetence til at traeffe den begaerede afgoerelse. Den nationale ret har anmodet om en afgoerelse vedroerende artikel 86, og den skal muligvis anvende denne bestemmelse, hvis det fastslaas, at den er kompetent til det.

24 Mediaprint og Kommissionen har ogsaa anfoert, at anmodningen om praejudiciel afgoerelse skal afvises, fordi kravet om, at der skal foreligge en paavirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne, ikke er opfyldt. Det er ikke korrekt at konkludere, at Der Standard vil blive traengt ud af markedet, og selv hvis det var korrekt, saa ville paavirkningen af samhandelen henset til det beskedne antal eksemplarer, der saelges i udlandes, vaere uden betydning.

25 Den nationale ret har imidlertid paa forhaand fastslaaet, at kravet om, at der skal foreligge en paavirkning af samhandelen, er opfyldt, og den har stillet sine spoergsmaal paa denne baggrund. Dette er tilstraekkeligt til, at anmodningen om praejudiciel afgoerelse kan antages til realitetsbehandling. Det anbringende, som Mediaprint i sit skriftlige indlaeg har anfoert om, at det antal eksemplarer af Der Standard, som saelges uden for OEstrig, kun udgoer en ganske lille del af det samlede oplag, vil ganske vist kunne saa tvivl om den nationale rets argumentation, men dette er ikke tilstraekkeligt til, at Domstolen kan konkludere, at den nationale rets spoergsmaal aabenbart savner enhver forbindelse med hovedsagen.

26 Den nationale rets opfattelse ville, som Kommissionen har indroemmet, desuden kunne stoettes af yderligere et argument. Hvis det forhold, at Mediaprint naegter adgang til sin udbringningsordning, maatte goere det vanskeligt at komme ind paa det oestrigske marked, saa kunne dette medfoere, at det oestrigske marked blev isoleret paa en saadan maade, at der ikke kunne opstaa konkurrence fra bladhuse fra andre medlemsstater, som maatte oenske at udgive eller saelge aviser i OEstrig, og dette ville paavirke udviklingen af handelsstroemme inden for Faellesskabet. Kommissionens argument om, at en saadan paavirkning er usandsynlig, naar der henses til de andre udbringningsmuligheder, der findes, rammer sagens kerne. Maatte man naa frem til, at det forhold, at Mediaprint naegter at give adgang til sin udbringningsordning, som foelge af paavirkningerne af det oestrigske dagbladsmarked udgoer et misbrug, saa ville man paa grundlag af ovennaevnte overvejelser ogsaa naa frem til, at der potentielt ville kunne ske en paavirkning af samhandelen inden for Faellesskabet.

27 Jeg naar derfor frem til, at sagen kan antages til realitetsbehandling.

Det foerste spoergsmaal

28 For at kunne afgoere, om en virksomhed i strid med artikel 86 har misbrugt en dominerende stilling paa markedet, skal man foerst definere det relevante marked og derefter tage stilling til, om den paagaeldende virksomhed er »dominerende« paa dette marked; er dette tilfaeldet, skal det endelig afgoeres, om virksomhedens adfaerd udgoer et misbrug af denne stilling.

Det relevante marked

29 Den nationale ret synes med sine spoergsmaal at gaa ud fra, at det relevante marked er dagbladsmarkedet, og at Mediaprint's hoejtudviklede udbringningsordning i denne forbindelse er en af de faktorer, der skal inddrages ved undersoegelsen af, om virksomheden har en dominerende stilling paa dette marked. Efter min opfattelse er det relevante marked, saadan som ogsaa Oscar Bronner og Kommissionen har anfoert, naeppe dagbladsmarkedet som saadan, men derimod distributionsmarkedet eller en del af dette. En virksomhed kan have en dominerende stilling paa et produktmarked, men ikke kontrollere distributionen, og omvendt. Det paastaaede misbrug bestaar i, at der naegtes adgang til Mediaprint's udbringningsordning, eller at der skal opfyldes urimelige betingelser for at opnaa adgangen. Det paastaas altsaa, at Mediaprint misbruger sin magtposition paa markedet for avisdistribution til at udelukke konkurrence paa det dertil hoerende dagbladsmarked.

30 I OEstrig findes der ud over Mediaprint's landsdaekkende ordning aabenbart en raekke lokale eller regionale ordninger; desuden findes der andre distributionsformer, saasom udbringning via postvaesenet, salg i forretninger og kiosker, ved automater og saa videre. Paa denne baggrund er det noedvendigt at tage stilling til, om det relevante marked er a) distribution af dagblade generelt set, b) regionale eller landsdaekkende udbringningsordninger for dagblade eller c) landsdaekkende udbringningsordninger for dagblade. Det afgoerende i denne forbindelse er spoergsmaalet om, i hvilket omfang en landsdaekkende udbringningsordning kan substitueres med regionale eller lokale udbringningsordninger eller med andre distributionsformer. Den landsdaekkende udbringningsordning udgoer et saerskilt marked, hvis den kun i begraenset omfang kan substitueres med andre former for distribution. Det er i denne forbindelse saerlig vigtigt, i hvilket omfang udbringningsordningen har saerlige karakteristika, der paavirker forbrugernes valg og graden af krydselasticitet mellem efterspoergslen af dette system og andre distributionsformer (18).

31 Det er imidlertid ikke noedvendigt at komme naermere ind paa dette spoergsmaal her. Som jeg senere skal forklare, saa udgoer det forhold, at Mediaprint naegter at give adgang til sin udbringningsordning, selv hvis man definerer det relevante marked saa snaevert som muligt, ikke noget misbrug, der strider mod artikel 86.

Dominerende stilling

32 I henhold til den traditionelle tankegang er det naeste skridt at fastlaegge, om Mediaprint har en dominerende stilling paa det relevante marked. I United Brands-dommen definerede Domstolen begrebet »dominerende stilling« som »den situation, at en virksomhed indtager en saa staerk oekonomisk stilling, at den har mulighed for at hindre, at der opretholdes effektiv konkurrence paa det paagaeldende marked, idet den naevnte stilling giver virksomheden vide muligheder for uafhaengig adfaerd i forhold til konkurrenter, kunder og i sidste instans til forbrugerne« (19). Resultatet kan saaledes vaere forskelligt afhaengigt af, hvorledes den nationale ret definerer det relevante marked. Det er imidlertid ikke noedvendigt at gaa naermere ind paa de forskellige muligheder her, da det, som det senere skal fremgaa, i den foreliggende sammenhaeng er hensigtsmaessigt at behandle spoergsmaalet om dominerende stilling sammen med spoergsmaalet om misbrug.

Misbrug

33 Kernen i den forelaeggende rets foerste spoergsmaal er, om det udgoer et misbrug, at en virksomhed i en position som Mediaprint's naegter at give en konkurrent adgang til virksomhedens landsdaekkende udbringningsordning. Oscar Bronner har under henvisning til princippet om »essential facilities« gjort gaeldende, at Mediaprint er forpligtet til at give konkurrenterne en saadan adgang, da denne er en forudsaetning for en effektiv konkurrence paa dagbladsmarkedet.

34 En virksomhed, som har en dominerende stilling med hensyn til faciliteter, som er vaesentlige for, at der kan leveres varer eller erlaegges tjenesteydelser paa et andet marked, misbruger i henhold til princippet om »essential facilities« sin dominerende stilling, hvis den uden saglig grund naegter at give adgang til disse faciliteter. En virksomhed, som har en dominerende stilling, er saaledes i visse tilfaelde ikke blot forpligtet til at undlade at forholde sig paa en maade, der begraenser konkurrencen, men ogsaa til aktivt at fremme konkurrencen ved at give potentielle konkurrenter adgang til de faciliteter, som virksomheden har udviklet.

Relevant retspraksis og anden praksis

35 Domstolen har i sin retspraksis endnu ikke henvist til princippet om »essential facilities«. Men den har truffet afgoerelse i en raekke sager om naegtelse af at levere varer eller erlaegge tjenesteydelser. I to tidlige sager fastslog Domstolen, at det kan udgoere et misbrug at indstille leveringer til en gammel kunde. I sagen Commercial Solvents (20) udtalte Domstolen, at en virksomhed, der havde en dominerende stilling med hensyn til fremstilling af et raastof, ikke kunne indstille leveringer til en gammel kunde, der fremstillede foelgeprodukter af dette, blot fordi virksomheden havde besluttet selv at begynde at fremstille foelgeproduktet og derfor oenskede at fjerne sin hidtidige kunde fra markedet.

36 Paa lignende vis drejede sagen United Brands (21) sig om en virksomhed (UBC), der havde en dominerende stilling paa markedet for dyrkning af bananer. Virksomheden, der markedsfoerte bananerne under varemaerket »Chiquita«, indstillede sine leveringer til et dansk selskab, der var modneri og distributoer, da sidstnaevnte efter visse uoverensstemmelser med UBC begyndte at virke for afsaetning af bananer fra en konkurrent og tage sig mindre af modningen af UBC's bananer. Domstolen fastslog foelgende:

»en virksomhed, der har en dominerende stilling hvad angaar distribution af en vare - og som udnytter prestigen ved et maerke, der er velkendt og vaerdsat af forbrugerne - [kan] ikke ... indstille sine leveringer til en gammel kunde, som overholder handelssaedvanerne, naar denne kundes ordrer paa ingen maade er unormale« (22).

37 I dommene i sagerne Télémarketing (23) og GB-Inno-BM (24) opstillede Domstolen princippet om, at »det er misbrug af en dominerende stilling efter artikel 86, at en virksomhed, som har en dominerende stilling paa et bestemt marked - uden at det er objektivt noedvendigt - forbeholder sig selv forberedende arbejdsopgaver, som kan udfoeres af en anden virksomhed inden for dennes erhvervsomraade paa et beslaegtet, men selvstaendigt marked, med fare for, at enhver konkurrence fra denne virksomheds side bliver udelukket« (25). I dommen i sagen Télémarketing blev et tv-selskab anset for at have misbrugt sin dominerende stilling paa tv-sendemarkedet ved at forlange, at annoncoerer skulle aftage ydelser fra et tv-marketingsselskab, der var tilknyttet tv-selskabet. Sammenkoblingen af de to slags ydelser foerte i sidste ende til, at man naegtede at erlaegge tv-selskabets ydelser over for alle andre tv-marketingsvirksomheder, hvorved man til fordel for det tilknyttede selskab udelukkede enhver konkurrence paa et beslaegtet marked.

38 I sagen GB-Inno-BM fastslog Domstolen under henvisning til dommen i sagen Télémarketing, at en virksomhed, som havde et monopol paa markedet for oprettelse og drift af et telekommunikationsnet, tilsidesatte traktatens artikel 86, idet det, uden at det var objektivt noedvendigt, tiltog sig et beslaegtet, men dog saerskilt, marked for import, salg, tilslutning, ibrugtagning og vedligeholdelse af apparater, der skulle tilsluttes det paagaeldende net, og derved udelukkede konkurrence fra andre virksomheder.

39 Endelig undersoegte Domstolen i to andre retssager spoergsmaalet, om en naegtelse af at levere udgoer et misbrug i en situation, hvor der ikke foreligger andre faktorer som f.eks. den omstaendighed, at leveringer til en gammel kunde indstilles, eller at der foretages en sammenknytning af ydelser, der ikke har nogen indbyrdes sammenhaeng. I dommen i sagen Volvo mod Veng (26) fastslog Domstolen, at en bilproducent, der var indehaver af et beskyttet moenster til karosserireservedele til producentens biler, ikke misbrugte sin dominerende stilling ved at naegte at give andre licens til at levere saadanne reservedele, der var noedvendige i forbindelse med reparation af bilerne. Domstolen fastslog foelgende:

»Det bemaerkes endvidere, at den ret, indehaveren af et beskyttet moenster har til at forhindre, at andre uden hans tilladelse fremstiller, saelger eller indfoerer produkter, der er omfattet af moensterretten, udgoer enerettens egentlige indhold. Heraf foelger dels, at en forpligtelse for indehaveren af et beskyttet moenster til - selv mod betaling af en rimelig licensafgift - at give andre licens til levering af produkter, der er omfattet af moensterretten, ville indebaere, at eneretten mistede sit egentlige indhold, dels, at naegtelse af at indroemme en saadan licens ikke i sig selv kan udgoere et misbrug af en dominerende stilling.

Det skal dog bemaerkes, at indehaverens udoevelse af eneretten til et moenster for karosseridele til automobiler kan vaere omfattet af forbuddet i artikel 86, hvis den foerer til, at en virksomhed, der indtager en dominerende stilling, handler paa en maade, der er udtryk for misbrug, f.eks. hvis den vilkaarligt naegter at levere reservedele til uafhaengige reparationsvaerksteder, fastsaetter urimeligt hoeje reservedelspriser eller beslutter ikke laengere at fremstille reservedele til en bestemt bilmodel, selv om der stadig findes et stort antal biler af denne model, forudsat at en saadan adfaerd kan paavirke samhandelen mellem medlemsstater« (27).

40 I den nyere dom i sagen Magill (28) stadfaestede Domstolen derimod dommen fra Retten i Foerste Instans, hvori det blev konstateret, at tv-selskaber misbrugte deres dominerende stilling ved under paaberaabelse af deres nationale ophavsret til deres tv-program at forhindre, at en anden udgav ugentlige tv-programblade, der ville have konkurreret med de programblade, som hvert tv-selskab udgav udelukkende for deres eget program. Domstolen fastslog foelgende:

»Appellanterne - som ifoelge sagens natur var de eneste kilder til de oplysninger om programlaegningen, der udgoer det noedvendige basismateriale for et ugentligt tv-programblad - gav saaledes ikke de tv-seere, der oenskede at skaffe sig oplysninger om programudbuddet for den kommende uge, nogen anden mulighed end at koebe de ugentlige programblade for hver enkelt kanal og selv samle oplysningerne heri med henblik paa at foretage sammenligninger.

Appellanternes naegtelse af at stille de paagaeldende oplysninger til raadighed uden henvisning til de nationale regler om ophavsret forhindrede saaledes, at der blev skabt et nyt produkt - et komplet ugentligt tv-program - som appellanterne ikke udboed til salg, og som der var en potentiel efterspoergsel paa fra forbrugernes side, hvilket udgoer et misbrug i henhold til traktatens artikel 86, stk. 2, litra b)« (29).

41 I sagen Tiercé Ladbroke (30) beskaeftigede Retten i Foerste Instans sig med dommen i sagen Magill. I sagen Tiercé Ladbroke afviste Kommissionen en klage over, at virksomheder, der havde ejendomsret til tv-billeder og lydkommentarer til franske hestevaeddeloeb, og en virksomhed, der havde eneret til at markedsfoere disse billeder i Tyskland og OEstrig, afslog at give et vaeddemaalsselskab ret til at udsende lyd og billede i dets vaeddeloebsagenturer i Belgien. Retten opretholdt Kommissionens beslutning og konstaterede, at Kommissionen paa korrekt vis havde defineret produktmarkedet som markedet for gengivelse af lyd og billede fra hestevaeddeloeb generelt og afgraenset det geografiske marked til at omfatte Belgien. I forbindelse med spoergsmaalet om misbrug konstaterede Retten, at virksomhederne indtil videre ikke havde givet nogen licens for Belgien; deres afslag paa at meddele vaeddemaalsselskabet licens havde saaledes ikke medfoert nogen forskelsbehandling mellem de erhvervsdrivende paa det belgiske marked. Da det geografiske marked efter Rettens opfattelse desuden var opdelt i forskellige markeder, medfoerte afslaget ikke nogen opsplitning af markederne.

42 Endelig fastslog Retten, at eftersom der ikke forelaa saadanne faktorer, udgjorde afslaget paa at meddele licens ikke et misbrug saadan som i dommen i sagen Magill. Mens afslaget paa at give licens i sidstnaevnte sag hindrede sagsoegeren i at komme ind paa markedet for generelle tv-programblade, var sagsoegeren i sagen Tiercé Ladbroke ikke alene til stede paa, men havde den stoerste andel af hovedmarkedet for modtagelse af vaeddemaal, paa hvilket det paagaeldende produkt, nemlig lyd og billede, blev tilbudt forbrugerne, hvorimod indehaverne af de intellektuelle ejendomsrettigheder ikke var til stede paa dette marked. Selv hvis det maatte antages, at vaeddeloebsselskabernes tilstedevaerelse paa det belgiske marked for lyd og billede ikke var en afgoerende omstaendighed, saa ville artikel 86 ikke finde anvendelse:

»Det afslag, der er givet sagsoegeren, kunne nemlig kun vaere omfattet af forbuddet i artikel 86, hvis det vedroerte et produkt eller en tjenesteydelse, der enten fremtraeder som afgoerende for udoevelsen af den paagaeldende virksomhed i den forstand, at der ikke findes noget faktisk eller potentielt alternativ, eller som et nyt produkt, som maaske forhindres i at komme ind paa markedet, selv om der er en saerlig, konstant og regelmaessig efterspoergsel fra forbrugernes side« (31).

43 Af den naevnte retspraksis fremgaar det klart, at en dominerende virksomhed udoever et misbrug, hvis den uden begrundelse indstiller leveringer af varer eller tjenesteydelser til en gammel kunde eller udelukker konkurrence paa et tilknyttet marked ved at foretage en sammenknytning af forskellige varer og tjenesteydelser. Et misbrug kan dog aabenbart ogsaa allerede bestaa i blot det forhold, at det afslaas at meddele licens, naar afslaget hindrer, at der paa et beslaegtet marked introduceres et nyt produkt, som konkurrerer med den dominerende virksomheds eget produkt paa dette marked.

44 Kommissionen har i en lang raekke sager om artikel 85 og 86 beskaeftiget sig med spoergsmaalet om naegtelse af at foretage leveringer. Der var f.eks. tale om, at salg af computere blev knyttet sammen med salg af centrale enheder og basisprogrammel, og at man naegtede at levere visse former for programmel, der skulle bruges til andre end IBM computere (32); om, at man naegtede at levere faerdigbilledfilm, fordi der ikke blev givet garanti for, hvem filmene skulle saelges videre til (33); om, at man naegtede at levere industrisukker til en producent af raffineret sukker, idet man reducerede prisforskellen mellem sukker til detailhandelen og sukker til brug i industrien saa meget, at margenen var for lille for en uafhaengig producent af sukker til detailhandelen (34); om, at et flyselskab naegtede et konkurrerende flyselskab adgang til et edb-reservationssystem for derved at presse dette flyselskab til at haeve sine takster eller ophoere med at flyve paa en bestemt straekning (35); om naegtelse af at interline, det vil sige at udstede billetter paa et andet flyselskabs vegne, da sidstnaevnte begyndte at konkurrere paa en bestemt straekning (36); om klausuler i distributions- og salgsaftaler, der forhindrede supermarkeder i at oplagre krydderimaerker fra andre producenter (37); og om begraensning af adgangen til underjordiske roerledninger, der blev brugt i forbindelse med optankning af fly i en lufthavn (38). Kommissionen har desuden som en betingelse for at udstede gruppefritagelse kraevet, at der uden forskelsbehandling blev givet adgang til visse indretninger, saasom edb-reservationssystemer (39) og tildeling af ankomst- og afgangstidspunkter i lufthavne (40).

45 Visse kommentatorer har opfattet dommen i sagen Télémarketing og isaer dommen i sagen Magill saaledes, at Domstolen herved har bekraeftet det princip om »essential facilities«, som Kommissionen har anvendt i sine beslutninger. Da dette princip stammer fra USA's antitrustret, kan det vaere passende at give et kort overblik over den relevante amerikanske ret.

46 I henhold til amerikansk ret anses kontraktfriheden for at vaere et grundlaeggende aspekt af handelsfriheden. Antitrustretten, der er nedfaeldet i section 2 i Sherman Act 1890, tilsigter i det vaesentlige at beskytte konkurrencen ved et forbud mod at skabe eller opretholde en monopolistisk stilling og ikke saa meget ved at regulere, hvorledes virksomheder, der har en dominerende stilling, skal forholde sig. De amerikanske domstole har dog ikke desto mindre fastslaaet, at der bestaar en pligt til at indgaa en bindende kontrakt i de tilfaelde, hvor princippet om »essential facilities« finder anvendelse, i situationer hvor en virksomhed bruger sin monopolistiske stilling paa ét marked til at opnaa en dominerende stilling paa et andet marked, idet den benytter sig af midler, der strider mod fri konkurrence (»leveraging«), eller hvor det naegtes at levere for derved at udelukke konkurrence og skabe et monopol. En monopolist har ret til at naegte at indgaa en kontrakt, hvis formaalet blot er at vaelge, hvem der skal vaere virksomhedens kunder, eller at oege effektiviteten. En saadan ret bestaar derimod ikke, hvis naegtelsen medfoerer mindsket konkurrence og hoejere priser, eller der paa anden vis sker en forringelse af tjenesteydelsers eller varers kvalitet set i forhold til den pris, forbrugeren betaler.

47 Det amerikanske princip om »essential facilities« har udviklet sig saaledes, at en virksomhed, der har en monopolistisk stilling, er forpligtet til at indgaa en kontrakt med en konkurrent, saafremt foelgende fem betingelser er opfyldt (41): For det foerste skal der vaere tale om, at en monopolist kontrollerer en vaesentlig facilitet. En facilitet anses for vaesentlig, naar det er noedvendigt at have adgang til den for paa det paagaeldende marked at kunne konkurrere med den virksomhed, der kontrollerer faciliteten. F.eks. er foelgende blevet anset for at vaere en vaesentlig facilitet: jernbanebroer i byen St. Louis (42), et lokalt telekommunikationsnet (43) og et lokalt elektricitetsnet (44). For det andet skal det i praksis vaere umuligt eller ikke med rimelighed kunne forlanges, at en konkurrent opretter en tilsvarende vaesentlig facilitet. Det er paa den ene side ikke tilstraekkeligt, at dette ville vaere vanskeligt eller dyrt, men det kraeves paa den anden side heller ikke, at det er absolut umuligt (45). For det tredje skal der vaere blevet naegtet konkurrenten adgang til at benytte sig af faciliteten. Derunder hoerer ogsaa det tilfaelde, at man naegter at indgaa en aftale herom paa rimelige vilkaar (46). For det fjerde skal det vaere muligt at stille faciliteten til raadighed. For det femte maa der ikke vaere nogen legitim forretningsmaessig begrundelse for at naegte adgang til faciliteten. En virksomhed, der har en dominerende stilling, og som kontrollerer en vaesentlig facilitet, kan afvise at indgaa en aftale herom, hvis den har en legitim teknisk eller forretningsmaessig begrundelse for det (47). En virksomhed kan i givet fald begrunde, at den ikke vil indgaa aftale herom, med et hensyn til effektivitet (48).

48 Den foerste gang, Kommissionen udtrykkelig henviste til princippet om »essential facilities«, var i forbindelse med to sager om foreloebige forholdsregler angaaende havnen i Holyhead, nemlig sagen B&I Line plc mod Sealink Harbours Ltd og Sealink Stena Ltd (49) og sagen Sea Containers mod Stena Sealink (50). I den sidstnaevnte sag konkluderede Kommissionen, at Sealink i sin egenskab af havnemyndighed misbrugte sin dominerende stilling paa markedet for havneydelser, idet den naegtede at lade en konkurrent faa adgang til havnen i Holyhead paa rimelige vilkaar og uden forskelsbehandling. I sin beslutning fastslog Kommissionen foelgende, idet den gentog og udvidede det, den havde anfoert i sin foerste beslutning:

»En virksomhed, som har en dominerende stilling paa markedet for en vaesentlig facilitet og selv benytter denne facilitet (en facilitet eller infrastruktur, som konkurrenterne noedvendigvis maa have adgang til for at kunne praestere ydelser for deres kunder), og som uden objektiv grund naegter andre virksomheder adgang til denne facilitet eller kun giver dem adgang hertil paa vilkaar, der er mindre fordelagtige end dem, der anvendes for dens egne ydelser, overtraeder derved artikel 86, forudsat at de oevrige kriterier i denne artikel er opfyldt. En virksomhed med en dominerende stilling maa ikke udoeve diskrimination til fordel for dens egne aktiviteter paa et beslaegtet marked. En virksomhed, der ejer en vaesentlig infrastruktur, handler i strid med artikel 86, naar den udnytter sin staerke position paa et marked til at beskytte eller styrke sin position paa et andet, dermed beslaegtet, marked, specielt ved at naegte konkurrenter adgang til den paagaeldende infrastruktur eller kun give adgang paa mindre fordelagtige vilkaar end dem, der gaelder for dens egne aktiviteter, og dermed stiller konkurrenterne ringere i konkurrencen« (51).

49 Kommissionen stoettede denne retsopfattelse paa Domstolens afgoerelser i sagerne Commercial Solvents (52), Télémarketing (53), GB-Inno-BM (54), ERT (55) og Rettens afgoerelse i sagen Magill (56). Kommissionen tilfoejede: »Dette gaelder ogsaa, naar den virksomhed, der soeger at faa adgang til den noedvendige infrastruktur, er en ny konkurrent paa det relevante marked« (57).

50 Det fremgaar saaledes klart, at Kommissionen er af den opfattelse, at det forhold, at en konkurrent naegtes adgang til en vaesentlig facilitet, i sig selv kan udgoere et misbrug, selv hvis der ikke foreligger yderligere faktorer saasom sammenknytning af salg, forskelsbehandling af en anden uafhaengig konkurrent, indstilling af leverancer til gamle kunder eller bevidst adfaerd til skade for en konkurrent (det skal dog bemaerkes, at der i mange af de sager, som Kommissionen har beskaeftiget sig med, i stoerre eller mindre omfang forelaa saadanne yderligere faktorer). En vaesentlig facilitet kan vaere et produkt, som f.eks. et raastof, eller en ydelse, inklusive adgang til et sted, som f.eks. til en havn eller en lufthavn eller til et distributionssystem, som f.eks. et telekommunikationsnet. I mange tilfaelde er forholdet vertikalt, idet den dominerende virksomhed udelukkende anvender produktet eller ydelsen til egen aktivitet i efterfoelgende produktionsled eller udoever en forskelsbehandling til fordel for den egne aktivitet og derved handler til skade for konkurrenterne paa markedet i efterfoelgende produktionsled. Der kan dog ogsaa vaere tale om et horisontalt forhold, idet der foretages en sammenknytning af salg af beslaegtede, men dog forskellige produkter eller tjenesteydelser.

51 Naar Kommissionen tager stilling til, om en facilitet er vaesentlig, saa forsoeger den at bedoemme omfanget af ulempen og afgoere, om denne er af permanent eller kun midlertidig karakter. Den undersoegelse, som skal foretages, har en kommentator beskrevet som en »undersoegelse af, om man paa rimelig vis maa forvente, at den ulempe, der foelger af, at der naegtes adgang til faciliteten, goer det enten umuligt eller paa vedvarende vis, i alvorligt omfang og noedvendigvis goer det urentabelt for konkurrenterne at operere paa det paagaeldende marked« (58). Den undersoegelse, der foretages, skal vaere objektiv og omhandle konkurrenterne generelt. En enkelt konkurrent kan derfor ikke goere gaeldende, at han befinder sig i en saerlig saarbar situation.

52 Begrebet »essential facilities« spiller saaledes en vaesentlig rolle i Kommissionens praksis ved sager om naegtelse af levering.

53 I medlemsstaternes retsordener anses aftalefriheden generelt for at vaere et vaesentligt aspekt af den frie handel. Alligevel bestemmes det i visse medlemsstaters konkurrenceret udtrykkeligt, at naegtelse af at indgaa en bindende kontrakt kan udgoere misbrug af en dominerende stilling. Dette gaelder i Spanien (59), Finland (60), Frankrig (61), Graekenland (62) og Portugal (63). Hvad specifikt angaar vaesentlige faciliteter har visse medlemsstater ved saerlige lovregler forbudt virksomheder, der kontrollerer saadanne faciliteter, at naegte at indgaa aftaler om at stille disse til raadighed, medmindre virksomhederne kan begrunde afslaget. Dette gaelder i Finland hvad angaar telefonnettet (64), el-transmissionsnettet (65) og postvaesenet (66) og i OEstrig hvad angaar jernbanenettet (67), produktion og distribution af energi (68) samt sporvogns- og bustrafik (69). I andre medlemsstater har begrebet »essential facilities« udviklet sig til at bygge paa mere generelle grundsaetninger om, at virksomheder, der kontrollerer saadanne faciliteter, ikke uden begrundelse maa naegte adgang til dem. I Danmark blev dette begreb, indtil der traadte en ny lov i kraft (70), anvendt paa Helsingoer havn og det sjaellandske el-transmissionsnet (71). I Frankrig er begrebet blevet anvendt i forbindelse med en start- og landingsplads for helikoptere (72). I en spansk sag vedroerende adgang til tobaksleverancer (73) omtalte man noeje princippet om »essential facilities«, som dette blev udviklet i Kommissionens beslutning vedroerende sagen Sea Containers mod Stena Sealink (74).

Bedoemmelse af de foreliggende problemer

54 Paa denne baggrund skal jeg nu gennemgaa det problem, som er omhandlet i det foerste spoergsmaal fra den nationale ret. Det skal bemaerkes, at selv om et af Oscar Bronner's anbringender er, at Mediaprint, da virksomheden naegtede ham adgang til sin udbringningsordning, forskelsbehandlede ham i forhold til en anden bladudgiver, saa har den forelaeggende ret ikke stillet noget spoergsmaal angaaende dette. Formaalet med den nationale rets foerste spoergsmaal er at faa afklaret, om en virksomhed i en position som Mediaprint's udoever et misbrug, hvis den, ogsaa selv om der ikke foreligger andre forhold, saasom naegtelse af levering, sammenknytning af salg eller forskelsbehandling af uafhaengige kunder, naegter en anden bladudgiver adgang til en udbringningsordning, som virksomheden har oprettet med henblik paa sin egen forretning med aviser.

55 Af ovenstaaende overvejelser fremgaar det klart, at spoergsmaalet vedroerer en generel problemstilling, der kan opstaa i meget forskellige sammenhaenge. Selv om de konkrete forhold i sagen ikke giver anledning til at forsoege at opstille udtoemmende retningslinjer for, hvordan dette problem skal loeses, saa vil jeg dog afklare en raekke generelle punkter, inden jeg gaar naermere ind paa de specifikke omstaendigheder i den foreliggende sag.

56 For det foerste fremgaar det, at retten til at vaelge sine forretningsforbindelser og retten til at disponere frit over sin ejendom er almindeligt anerkendte principper i medlemsstaternes retsordener og i visse tilfaelde har forfatningsrang. Der kan kun foretages indgreb i disse rettigheder, saafremt dette er omhyggeligt begrundet.

57 For det andet er det ofte noedvendigt at foretage en meget noeje afvejning af modstridende argumenter, naar man konkurrencepolitisk vil begrunde, at der foretages indgreb i en dominerende virksomheds aftalefrihed. Normalt er det paa laengere sigt konkurrencefremmende og i forbrugernes interesse, at det tillades en virksomhed at bestemme, at indretninger, som den har udviklet med henblik paa sine forretninger, udelukkende skal anvendes til virksomhedens eget brug. Hvis man f.eks. gav for let adgang til en produktions-, indkoebs- eller distributionsfacilitet, saa ville en konkurrent ikke blive tilskyndet til at udvikle konkurrerende faciliteter. Man ville saaledes ganske vist fremme konkurrencen paa kort sigt, men den ville blive begraenset paa lang sigt. Desuden ville en dominerende virksomheds incitament til at investere i effektive faciliteter blive mindsket, hvis virksomhedens konkurrenter paa anmodning herom ville have mulighed for at faa del i gevinsten. Det forhold, at en dominerende virksomhed i forhold til en konkurrent opnaar en fordel ved, at en facilitet kun benyttes til eget brug, kan altsaa ikke i sig selv begrunde, at konkurrenten har krav paa at faa adgang til den.

58 For det tredje maa det i forbindelse med bedoemmelsen af dette problem ikke glemmes, at det primaere formaal med artikel 86 snarere er at forhindre konkurrencefordrejning - og isaer at sikre forbrugernes interesser - end at beskytte bestemte konkurrenters position. Saaledes kan det f.eks. i et tilfaelde, hvor en konkurrent kraever at faa adgang til et raastof for derved at blive i stand til paa et marked i et efterfoelgende produktionsled at konkurrere med den dominerende virksomhed vedroerende et endeligt produkt, vaere utilstraekkeligt kun at fokusere paa den dominerende virksomheds magtposition paa det forudliggende marked og konkludere, at det forhold, at virksomheden forbeholder sig selv det efterfoelgende marked, automatisk udgoer et misbrug. En saadan adfaerd har nemlig ikke nogen ufordelagtig foelge for forbrugerne, medmindre den dominerende virksomheds endelige produkt i den grad er beskyttet mod konkurrence, at det opnaar en magtposition paa markedet.

59 I sagen Commercial Solvents tog generaladvokat Warner, der naaede frem til samme resultat som Domstolen, ligeledes hensyn til situationen paa det efterfoelgende marked:

»[Jeg mener] ikke, at spoergsmaalet, om markedet for raamaterialer til produktion af en saerskilt vare er et relevant marked, logisk kan adskilles fra spoergsmaalet, om markedet for denne vare er et relevant marked. Forbrugeren er trods alt kun interesseret i det faerdige produkt, og artikel 86 omhandler tilfaelde, hvor der opstaar skade for forbrugeren, enten direkte eller indirekte« (75).

60 Den davaerende sag drejede sig om produktet ethambutol, et praeparat der anvendes mod tuberkulose. Paa baggrund af de konkrete omstaendigheder i sagen mente generaladvokaten, at Kommissionen med rette havde konkluderet, at markedet for ethambutol med god grund kunne anses for et marked i sig selv, fordi ethambutol bl.a. blev brugt sammen med andre produkter mod tuberkulose og kompletterede disse snarere end konkurrerede med dem.

61 Det er paa den anden side klart, at naegtelse af adgang til en facilitet i visse tilfaelde kan indebaere, at konkurrencen afskaeres eller indskraenkes maerkbart til ulempe for forbrugerne baade paa kort og paa lang sigt. Dette vil vaere tilfaeldet, naar adgangen til den paagaeldende facilitet er en betingelse for konkurrence paa et beslaegtet marked for varer eller tjenesteydelser, der kun i begraenset omfang er substituerbare.

62 Naar man bedoemmer saadanne modstridende interesser, skal man vaere saerlig omhyggelig i tilfaelde af, at varerne eller tjenesteydelserne eller de faciliteter, der anmodes om adgang til, er et resultat af omfattende investeringer. Dette kan isaer vaere tilfaeldet i forbindelse med naegtelse af at give licens til brug af intellektuelle ejendomsrettigheder. Naar saadanne enerettigheder gives for en tidsmaessigt begraenset periode, saa er der herved i sig selv foretaget en afvejning mellem hensynet til fri konkurrence og hensynet til at tilskynde til forskning, udvikling og kreativitet. Det er derfor med god grund, at Domstolen har fastslaaet, at naegtelse af at meddele en licens, naar der ikke foreligger andre faktorer, ikke i sig selv udgoer et misbrug (76).

63 Afgoerelsen i Magill-sagen (77) kan efter min mening forklares ud fra de saerlige omstaendigheder i denne sag, der gjorde, at afvejningen endte med den konklusion, at der bestod en forpligtelse til at meddele licens. For det foerste var de bestaaende produkter, nemlig individuelle ugentlige programblade for hver tv-kanal, utilstraekkelige, isaer naar man sammenlignede med de blade, der stod til raadighed for seerne i andre lande. Udoevelsen af ophavsretten forhindrede derfor et meget tiltraengt nyt produkt i at komme ind paa markedet. For det andet var det vanskeligt at begrunde bestemmelsen om ophavsret til programoversigter med, at den beloennede eller tilskyndede en skabende virksomhed. Da programoversigter kun har vaerdi i en kort periode, forhindrede udoevelsen af ophavsretten for det tredje vedvarende, at det nye produkt kunne indfoeres paa markedet. Det kan i oevrigt bemaerkes, at de nationale retsregler om intellektuel ejendomsret selv under visse omstaendigheder indeholder graenser, nemlig ved at bestemme, at der bestaar en pligt til at meddele licens.

64 Mens udoevelse af intellektuel ejendomsret som regel kun indskraenker konkurrencen i en begraenset periode, kan en dominerende virksomheds monopol paa et produkt, en tjenesteydelse eller en facilitet i visse tilfaelde medfoere, at konkurrencen paa et beslaegtet marked vedvarende udelukkes. I saadanne tilfaelde kan der kun opnaas konkurrence ved at kraeve, at den dominerende virksomhed leverer produktet eller tjenesteydelsen eller giver adgang til faciliteten. Hvis dette kraeves, saa skal den dominerende virksomhed efter min opfattelse have fuld kompensation ved at faa mulighed for at omlaegge en rimelig del af sine investeringsomkostninger til leveringerne og opnaa en passende fortjeneste ved investeringen set i forhold til den risiko, virksomheden har paataget sig. Spoergsmaalet, om det i visse tilfaelde kan vaere passende at tillade en virksomhed at opretholde sit monopol i en begraenset periode, skal jeg lade staa aabent.

65 Konkurrencepolitisk set kan et saadant indgreb - hvad enten dette opfattes som en anvendelse af princippet om »essential facilities« eller, mere traditionelt, anses for en reaktion paa, at det naegtes at levere varer eller tjenesteydelser - efter min opfattelse kun begrundes i de situationer, hvor den dominerende virksomhed virkelig »tager kvaelertag« paa markedet. Dette kan f.eks. vaere tilfaeldet, hvor det enten ikke er muligt at tilvejebringe en tilsvarende facilitet, eller hvor det som foelge af fysiske, geografiske eller retlige restriktioner ville vaere saerdeles vanskeligt, eller hvor det paa grund af almene hensyn ikke er oenskvaerdigt. Det er ikke nok, at virksomheden har en konkurrencemaessig fordel ved at kontrollere faciliteten.

66 Jeg vil ikke udelukke, at alene de omkostninger, der er forbundet med at tilvejebringe en tilsvarende facilitet, kan udgoere en uovervindelig byrde for at komme ind paa markedet. Dette kan isaer vaere tilfaeldet i situationer, hvor oprettelsen af faciliteten fandt sted under omstaendigheder, hvor der ikke var konkurrence, f.eks. ved en delvis offentlig finansiering. Efter min mening skal der dog laegges en objektiv maalestok til grund: med andre ord kan det forhold, at der naegtes adgang til en facilitet, kun udgoere et misbrug, hvis det er overordentlig vanskeligt ikke blot for den virksomhed, der anmoder om adgang til faciliteten, men ogsaa for alle andre virksomheder at udoeve konkurrence. Hvis den eneste hindring for at komme ind paa markedet er omkostningerne ved at oprette en tilsvarende facilitet, saa skal hindringen vaere saa stor, at den vil afholde enhver fornuftig virksomhed fra at gaa ind paa markedet. Efter min opfattelse vil man i denne forbindelse skulle inddrage alle omstaendigheder, herunder i hvilket omfang den dominerende virksomhed - henset til spoergsmaalet om, i hvilken grad investeringen amortiseres og hvilke omkostninger, der er forbundet med, at den opretholdes - er noedsaget til at medregne investerings- eller vedligeholdelsesomkostninger i de priser, der forlanges paa det beslaegtede marked; (der skal herved tages hensyn til, at en konkurrent, der har oprettet en tilsvarende facilitet og derefter konkurrerer paa det beslaegtede marked, vil have store amortiseringsomkostninger i begyndelsen, men sandsynligvis vil have lave omkostninger til vedligeholdelse).

67 Det er efter min opfattelse klart, at Mediaprint i den foreliggende sag ikke kan vaere forpligtet til at give Oscar Bronner adgang til virksomhedens landsdaekkende udbringningsordning. Selv om Oscar Bronner muligvis ikke er i stand til selv at oprette en ordning, der svarer til Mediaprint's, staar der dog adskillige andre - ganske vist mindre fordelagtige - distributionsformer til hans raadighed. Dette bekraeftes af udsagn i »Der Standard« selv, hvorefter bladet »har haft en opsigtsvaekkende vaekst baade hvad angaar abonnementer (plus 15%) og annoncering (plus 30% i forhold til sidste aar)« (78). Dette udsagn harmonerer ikke med den opfattelse, at adgangen til Mediaprint's udbringningsordning er af afgoerende betydning for, at Oscar Bronner kan konkurrere paa avismarkedet.

68 Desuden ville det skulle godtgoeres, at det for at oprette en landsdaekkende udbringningsordning ville vaere noedvendigt at foretage saa store investeringer, at dette ville afholde selv en driftig udgiver, der er overbevist om, at der er et marked for endnu et stort dagblad, fra at gaa ind paa markedet. Det er muligt, at det, saadan som Oscar Bronner har gjort gaeldende, ville vaere urentabelt at oprette en landsdaekkende ordning for en avis med et beskedent oplag. Det maa derfor forudses, at der paa kort sigt kan opstaa tab, som kraever et vist investeringsniveau. Men formaalet med at etablere en konkurrerende landsdaekkende ordning ville vaere at goere det muligt for Oscar Bronner at konkurrere paa lige fod med Mediaprint's aviser og udvide den geografiske udbredelse og oplaget i betragteligt omfang.

69 Hvis man accepterede Oscar Bronner's anbringende, saa ville dette medfoere, at Faellesskabet, de nationale myndigheder og retsinstanser ville vaere noedsaget til at foretage en omfattende regulering af markederne inden for Faellesskabet, idet man ville skulle fastlaegge priser og leveringsbetingelser for en stor del af erhvervslivet. Det ville ikke blot vaere umuligt at gennemfoere saadanne indgreb; det ville ogsaa paa lang sigt modvirke konkurrencen og naeppe kunne forenes med en fri markedsoekonomi.

70 Den foreliggende sag svarer saaledes efter min mening langt fra til den situation, hvor det kan vaere rimeligt at paalaegge en dominerende virksomhed at give andre adgang til en facilitet, som virksomheden har udviklet med henblik paa eget brug.

Det andet spoergsmaal

71 Med sit andet spoergsmaal soeger den nationale ret at faa oplyst, om en virksomhed, der har en position som Mediaprint's, misbruger sin dominerende stilling, hvis den goer det til en betingelse for at give adgang til sin udbringningsordning, at der ogsaa aftages andre tjenesteydelser, som f.eks. distribution via udsalgssteder og trykning.

72 Spoergsmaal 2 er ikke udtrykkelig gjort afhaengig af, at spoergsmaal 1 besvares bekraeftende. Efter min opfattelse er det dog kun relevant i dette tilfaelde.

73 Det er ganske vist rigtigt, at spoergsmaal 2 i princippet kan opstaa, selv om spoergsmaal 1 besvares benaegtende. For selv hvis det forhold, at en dominerende virksomhed naegter at give adgang til sin udbringningsordning, ikke i sig selv udgoer et misbrug, saa kan der foreligge et misbrug, saafremt virksomheden paa ubegrundet vis goer adgangen betinget af, at der aftages andre ydelser, og paa denne maade forsoeger at udvide sin magtposition paa et beslaegtet marked. Under de foreliggende omstaendigheder ville et saadant spoergsmaal imidlertid vaere rent hypotetisk. Mediaprint har naegtet Oscar Bronner adgang til sin udbringningsordning under alle omstaendigheder. Virksomheden har ikke i forhold til Oscar Bronner forsoegt at goere adgangen betinget af, at denne aftager andre ydelser.

74 Formaalet med spoergsmaal 2 er derfor snarere at faa fastslaaet, om Mediaprint, saafremt det forhold, at der naegtes adgang til den landsdaekkende ordning, rent faktisk udgoer et misbrug, kan kraeve, at Oscar Bronner til gengaeld for, at denne faar adgang til ordningen, skal aftage visse andre ydelser. Dette kunne f.eks. vaere tilfaeldet, hvis det kunne godtgoeres, at det som foelge af de stramme deadlines, der gaelder for dagblade, ikke ville kunne lade sig goere at lade trykning og distribution foretage af forskellige virksomheder. Den nationale ret soeger med andre ord oplyst, hvilke betingelser den i tilfaelde af, at det foerste spoergsmaal besvares bekraeftende, skal goere adgangen til udbringningsordningen afhaengig af.

75 Da spoergsmaal 1 skal besvares benaegtende, er spoergsmaal 2 ikke relevant.

Forslag til afgoerelse

76 Foelgelig mener jeg, at de praejudicielle spoergsmaal fra Oberlandesgericht Wien skal besvares saaledes:

»Det udgoer ikke et misbrug af dominerende stilling som omhandlet i EF-traktatens artikel 86, at en virksomhed, der har en meget vaesentlig andel af dagbladsmarkedet i en medlemsstat, og som driver den eneste landsdaekkende udbringningsordning for abonnenter, naegter udgiveren af et konkurrerende dagblad adgang til denne udbringningsordning.«

(1) - Jf. f.eks. dom af 17.9.1997, sag C-54/96, Dorsch Consult, Sml. I, s. 4961.

(2) - Dom af 19.10.1995, sag C-111/94, Job Centre, Sml. I, s. 3361, praemis 9.

(3) - Jf. § 88 i Kartellgesetz.

(4) - Jf. § 89, stk. 1, i Kartellgesetz.

(5) - Jf. § 94 i Kartellgesetz.

(6) - Jf. § 92 i Kartellgesetz.

(7) - Jf. isaer § 43 i Kartellgesetz.

(8) - Dom af 30.1.1974, sag 127/73, BRT mod SABAM, Sml. s. 51, praemis 15.

(9) - Jf. dom af 15.12.1976, sag 35/76, Simmenthal, Sml. s. 1871.

(10) - Jf. dommens praemis 19 og 20.

(11) - EFT 1997 C 313, s. 3.

(12) - Domme af 17.7.1997, sag C-28/95, Leur-Bloem, Sml. I, s. 4161, og sag C-130/95, Giloy, Sml. I, s. 4291.

(13) - Dom af 13.2.1969, sag 14/68, Wilhem m.fl., Sml. 1969, s. 1, org. ref.: Rec. s. 1.

(14) - Jf. dom i sagen Wilhem m.fl. (anfoert i fodnote 13), dom af 10.7.1980, forenede sager 253/78, 1/79, 2/79 og 3/79, Giry og Guerlain m.fl., Sml. s. 2327, generaladvokat Tesauro's forslag til afgoerelse i sag C-266/93, Volkswagen AG og VAG Leasing, Sml. 1995, I, s. 3477, samt meddelelse fra Kommissionen, anfoert i fodnote 11, punkt 16-22.

(15) - Robert Walz, »Rethinking Walt Wilhem, or the Supremacy of Community Competition Law over National Law«, ELRev, Vol. 21, 1996, s. 449.

(16) - Jf. generelt Kommissionens meddelelse, anfoert i fodnote 11.

(17) - Jf. dom af 28.3.1995, sag C-346/93, Kleinwort Benson, Sml. I, s. 615.

(18) - Jf. dom af 14.2.1978, sag 27/76, United Brands, Sml. s. 207, praemis 22-35. Jf. ogsaa Kommissionens meddelelse om relevante markeder, EFT 1997 C 372, s. 5.

(19) - Praemis 65.

(20) - Dom af 6.3.1974, forenede sager 6/73 og 7/73, Commercial Solvents mod Kommissionen, Sml. s. 223.

(21) - Anfoert i fodnote 18.

(22) - Praemis 182.

(23) - Dom af 6.4.1985, sag 311/84, CBEM mod CLT og IPB, Sml. s. 3261.

(24) - Dom af 13.12.1991, sag C-18/88, Sml. I, s. 5941.

(25) - GB-Inno-BM-dommen, praemis 18.

(26) - Dom af 5.10.1988, sag 238/87, Sml. s. 6211.

(27) - Praemis 8 og 9. Jf. ogsaa dom af 5.10.1988, sag 53/87, CICRA m.fl. mod Renault, Sml. s. 6039.

(28) - Dom af 6.4.1995, forenede sager C-241/91 P og C-242/91 P, RTE og ITP mod Kommissionen, Sml. I, s. 743.

(29) - Praemis 53 og 54.

(30) - Dom af 12.6.1997, sag T-504/93, Sml. II, s. 923; appellen verserer for indevaerende (sag C-300/97 P).

(31) - Praemis 131.

(32) - Dom af 11.11.1981, sag 60/81, IBM mod Kommissionen, Sml. s. 2639.

(33) - Polaroid mod SSI, Trettende Beretning om Konkurrencepolitikken (1984), s. 95.

(34) - Kommissionens beslutning 88/518/EOEF af 18.7.1988 om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 86, Napier Brown - British Sugar, EFT L 284, s. 41.

(35) - Kommissionens beslutning nr. 88/589/EOEF af 4.11.1988 om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 86, London European - Sabena, EFT L 317, s. 47.

(36) - Kommissionens beslutning 92/213/EOEF af 26.2.1992 om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 og 86, British Midland mod Aer Lingus, EFT L 96, s. 34, og Lufthansa mod Air Europe, Tyvende Beretning om Konkurrencepolitikken (1991), s. 83.

(37) - Kommissionens beslutning 78/172/EOEF af 21.12.1977 om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85, krydderier, EFT L 53, s. 20.

(38) - Disma, Treogtyvende Beretning om Konkurrencepolitikken (1994), s. 80.

(39) - Kommissionens forordning (EF) nr. 3652/93 af 22.12.1993 om anvendelse af traktatens artikel 85, stk. 3, paa visse kategorier af aftaler mellem virksomheder vedroerende edb-reservationssystemer for lufttransportydelser, EFT L 333, s. 37.

(40) - Kommissionens forordning (EOEF) nr. 1617/93 af 25.6.1993 om anvendelse af traktatens artikel 85, stk. 3, paa visse kategorier af aftaler, vedtagelser og samordnet praksis vedroerende faelles udarbejdelse og samordning af fartplaner, faelles drift, konsultationer om passager- og fragttakster inden for ruteflyvning samt tildeling af ankomst- og afgangstidspunkter i lufthavne (slots), EFT L 155, s. 18, og Raadets forordning (EOEF) nr. 95/93 af 18.1.1993 om faelles regler for tildeling af ankomst- og afgangstidspunkter i Faellesskabets lufthavne, EFT L 14, s. 1.

(41) - Jf. MCI Communications mod AT&T, 708 F.2d 1081 (7th Cir. 1983), 464 US 891 (1983).

(42) - United States mod Terminal Railroad Association of St Louis, 224 US 383 (1912).

(43) - MCI Communications mod AT&T, anfoert i fodnote 41.

(44) - Otter Tail Power Co. mod United States, 410 US 366 (1973).

(45) - Jf. f.eks. Fishman mod Estate of Wirtz, 807 F.2d 520 (7th Cir. 1986).

(46) - Eastman Kodak Co. mod Southern Photo Materials Co., 273 US 359 (1927).

(47) - Jf. f.eks. Byars mod Bluff City News Co., 609 F.2d 843 (6th Cir. 1979).

(48) - R. H. Bork, The Antitrust Paradox, 1978 (genoptrykt i 1993), s. 346. Aspen Skiing Co. mod Aspen Highlands Skiing Corp., 427 US 585 (1985).

(49) - Kommissionens beslutning af 11.6.1992, CMLR (1992) 5, s. 255.

(50) - Kommissionens beslutning 94/19/EF af 21.12.1993 om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 86 (IV/34.689 - Sea Containers mod Stena Sealink - Foreloebige forholdsregler), EFT 1994 L 15, s. 8.

(51) - Punkt 66 i beslutningen.

(52) - Anfoert i fodnote 20.

(53) - Anfoert i fodnote 23.

(54) - Anfoert i fodnote 25.

(55) - Dom af 18.6.1991, sag C-260/89, Sml. I, s. 2925.

(56) - Dom af 10.7.1991, sag T-69/89, RTE mod Kommissionen, Sml. II, s. 485.

(57) - Punkt 67 i Kommissionens beslutning 94/19.

(58) - J. Temple Lang, »Defining legitimate competition: companies` duties to supply competitors, and access to essential facilities«, Fordham International Law Journal, vol. 18 (1994), s. 245 ved nr. 284 og 285.

(59) - Artikel 6 i lov nr. 16/1989 af 17.7.1989 om konkurrence (Defensa de la Competencia, BOE nr. 170 af 18.7.1989); jf. afgoerelse fra Tribunal de la Defensa de la Competencia af 1.2.1995, sag 350/94, 3C, Communications Espãna mod Telefónica de Espãna (Teléfonos en Aeropuertos).

(60) - § 7 i Laki kilpailunrajoituksista (lov om konkurrencebegraensninger), 27.5.1992/480.

(61) - Artikel 8 i bekendtgoerelse nr. 86-1243 af 1.12.1986, Code de Commerce, Codes Dalloz, 1990/91, s. 523.

(62) - Artikel 2, litra c), i lov nr. 703/1977.

(63) - Artikel 3, stk. 4, og artikel 2, litra f) og g), i lovdekret nr. 371/93.

(64) - § 15 i Telemarkkinalaki, 30.4.1997/396.

(65) - §§ 9.2 og 10.1. i Saehkoemarkkinalaki, 17.3.1995/386.

(66) - § 4.2 i Postitoimintalaki (lov om postvaesenet), 29.10.1993/907.

(67) - § 3 i Eisenbahnbefoerderungsgesetz 1988, BGBl. 1988, nr. 180.

(68) - §§ 6 og 8 i Elektrizitaetswirtschaftsgesetz 1975, BGBl. 1975, nr. 260.

(69) - § 8, stk. 2, i Kraftfahrlinienverkehrsgesetz 1952, BGBl. 1952, nr. 84.

(70) - Lov nr. 384 af 10.6.1997.

(71) - Konkurrenceraadet Dokumentation 1996-1, s. 60.

(72) - Conseil de la concurrence's beslutning nr. 96-D-51 af 3.9.1996, SARL Héli-Inter Assistance, BOCC af 8.1.1997, s. 3.

(73) - Tribunal de la Defensa de la Competencia's afgoerelse af 26.5.1997, sag 21/97, McLane Espãna mod Tabacalera.

(74) - Anfoert i fodnote 48.

(75) - S. 268.

(76) - Dommen i sagen Volvo mod Veng, anfoert i fodnote 26.

(77) - Anfoert i fodnote 28.

(78) - »Der Standard« af 28.2.1997, der er vedlagt som bilag til Mediaprint's indlaeg.