61997C0001

1 Har en tyrkisk arbejdstager tilknytning til en medlemsstats lovlige arbejdsmarked, naar han er beskaeftiget og oppebaerer almindelig loen under et saerligt, offentligt finansieret hjaelpeprogram, der giver den paagaeldende en beskaeftigelse, der er omfattet af den sociale sikringsordning, og som har til formaal at forbedre den paagaeldendes muligheder for at finde andet arbejde. Dette er i det vaesentligste det praejudicielle spoergsmaal, som Verwaltungsgericht der Freien Hansestadt Bremen har forelagt. Sagen maa i saerlig grad overvejes paa baggrund af Domstolens for relativt nyligt afsagte dom i Guenaydin-sagen (1).

2 De kontraherende parter (medlemsstaterne og Faellesskabet) i associeringsaftalen med Tyrkiet (2) enedes om, paa grundlag af artikel 48, 49 og 50 i traktaten om oprettelse af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab, »gradvist indbyrdes at gennemfoere arbejdskraftens frie bevaegelighed« (3). Dette betyder naturligvis ikke, at tyrkiske statsborgere har ret til fri bevaegelighed inden for Faellesskabet, men blot, at de har bestemte rettigheder i vaertsmedlemsstaten (4).

3 I tredje betragtning i praeamblen til associeringsraadets afgoerelse nr. 1/80 af 19. september 1980 om udvikling af associeringen (5) (herefter »afgoerelsen«) hedder det, at parternes internationale forpligtelser »paa det sociale omraade vil ... indebaere en forbedring af den ordning, som anvendes paa arbejdstagerne og deres familiemedlemmer i forhold til den ordning, der blev indfoert ved associeringsraadets afgoerelse nr. 2/76« (6). Afgoerelsens kapitel II, afsnit 1, angaar beskaeftigelsesforhold og arbejdskraftens frie bevaegelighed. I artikel 6, der er indeholdt i afsnit 1, bestemmes bl.a. foelgende, som er relevant her:

»1. Med forbehold af artikel 7 vedroerende familiemedlemmers fri adgang til beskaeftigelse har tyrkiske arbejdstagere med tilknytning til det lovlige arbejdsmarked (7) i en bestemt medlemsstat:

- efter at have haft lovlig beskaeftigelse (8) i et aar, ret til fornyelse af deres arbejdstilladelser i denne medlemsstat hos samme arbejdsgiver, saafremt der er beskaeftigelse

- efter at have haft lovlig beskaeftigelse i tre aar, ret til i denne medlemsstat med forbehold af den fortrinsstilling, som arbejdstagere fra Faellesskabets medlemsstater har, at modtage tilbud om anden beskaeftigelse hos en arbejdsgiver efter eget valg, saafremt dette tilbud er afgivet under normale vilkaar og er registreret ved den paagaeldende medlemsstats arbejdsmarkedsmyndigheder

- efter at have haft lovlig beskaeftigelse i fire aar i den paagaeldende medlemsstat fri adgang til enhver form for loennet arbejde efter eget valg.

2. AArlig ferie, barselsorlov og fravaer paa grund af arbejdsulykker eller sygdom af kortere varighed ligestilles med perioder med lovlig beskaeftigelse. Uforskyldte arbejdsloeshedsperioder, der er behoerigt konstateret af de kompetente myndigheder, og fravaer af laengere varighed paa grund af sygdom er ikke, selv om de ikke ligestilles med perioder med lovlig beskaeftigelse, til skade for de rettigheder, der er erhvervet gennem den forudgaaende beskaeftigelsesperiode.

...«

4 Yderligere bestemmes det i samme afsnit i artikel 8, stk. 1, at tyrkiske arbejdstagere boer gives fortrinsret i de tilfaelde, hvor en medlemsstats myndigheder beslutter at tillade indkaldelse af arbejdstagere, som ikke er statsborgere i en af Faellesskabets medlemsstater, naar et tilbud om beskaeftigelse ikke kan efterkommes »ved indkaldelse af den arbejdskraft, der er til raadighed paa medlemsstaternes arbejdsmarked«. Artikel 8, stk. 2, bestemmer:

»Ledige stillinger, der er registreret af arbejdsmarkedsmyndighederne i en medlemsstat, og som ikke har kunnet besaettes med arbejdskraft fra Faellesskabet med tilknytning til denne medlemsstats lovlige arbejdsmarked, besaettes saa vidt muligt med tyrkiske arbejdstagere, der er registreret som arbejdssoegende, og som har lovlig bopael paa den paagaeldende medlemsstats omraade.«

Ligeledes henvises der i afgoerelsens artikel 7 og 10 til tyrkiske arbejdstagere med tilknytning til det lovlige arbejdsmarked i en medlemsstat med hensyn til disses familiemedlemmers ret til beskaeftigelse og til princippet om forbud mod forskelsbehandling, mens artikel 11 fastsaetter tilsvarende rettigheder for statsborgere i medlemsstaterne, der har tilknytning til det lovlige arbejdsmarked i Tyrkiet.

5 Ifoelge § 1 i Bundessozialhilfegesetz (tysk lov om bistandshjaelp, herefter »BSHG«) omfatter social bistand bistand til underhold (Lebensunterhalt) og bistand til personer, som befinder sig i saerlige situationer. Den sociale bistand har til formaal at goere det muligt for modtageren at foere et menneskevaerdigt liv. § 19 bestemmer, for saa vidt det er relevant, foelgende:

»1) For bistandsansoegere, navnlig for unge mennesker, der ikke kan finde arbejde, skal der skaffes arbejdsmuligheder. Der kan ogsaa afholdes udgifter til tilvejebringelse og opretholdelse af arbejdsmuligheder. Arbejdsmulighederne skal i almindelighed vaere af midlertidig varighed og vaere egnet til at sikre en bedre indslusning af bistandsansoegere i arbejdslivet.

2) Saafremt der for bistandsansoegere skabes mulighed for almennyttigt og supplerende arbejde, kan de enten tildeles den saedvanlige arbejdsloen eller bistand til underhold samt en passende godtgoerelse for merudgifter; for supplerende arbejde anses kun arbejde, som ellers ikke ville blive udfoert, ikke i dette omfang eller ikke paa dette tidspunkt. Der kan i konkrete tilfaelde ses bort fra kravet om, at arbejdet skal vaere supplerende, saafremt indslusningen i arbejdslivet derved bedre kan fremmes, eller dette tilsiges af den ydelsesberettigedes og hans families saerlige forhold.

3) Saafremt der i henhold til stk. 2 ydes bistand til underhold, stiftes der ikke herved et ansaettelsesforhold i den betydning, hvori udtrykket er anvendt i arbejdsretten, og ikke et beskaeftigelsesforhold i den betydning, hvori udtrykket er anvendt i syge- og pensionsforsikringen i henhold til loven. Arbejderbeskyttelseslovgivningen finder dog anvendelse.«

Efter den indtil den 1. august 1996 gaeldende affattelse af BSHG's § 25 havde personer, der naegtede at yde passende arbejde eller at tiltraede en passende beskaeftigelse, ikke krav paa bistand til underhold.

6 Mehmet Birden (herefter »sagsoegeren«) er tyrkisk statsborger. Han flyttede i 1990 til Tyskland og indgik i januar 1992 aegteskab med en tysk statsborger. Paa grundlag af dette aegteskab opnaaede han en opholdstilladelse indtil den 29. juni 1992 samt en ubetinget arbejdstilladelse. Han fandt intet arbejde og modtog derefter social bistand. Den 3. januar 1994 indgik sagsoegeren en et-aars arbejdskontrakt som faglaert medhjaelper hos Kulturzentrum Lagerhaus Bremen-Ostertor eV. Ansaettelsesforholdet blev den 2. januar 1995 forlaenget med yderligere et aar. Den ugentlige arbejdstid androg 38,5 timer. Hans vederlag svarede til vederlaget i loengruppe 2a MTL II, trin 1, i Manteltarifvertrag der Laender der Bundesrepublik Deutschland (den kollektive overenskomst for arbejdstagere i delstaterne). Efter fradrag af indkomstskat og solidaritetsbidrag samt bidrag til syge-, pleje-, pensions- og arbejdsloeshedsforsikring androg hans maanedlige nettoloen 2 155,70 DEM. Sagsoegeren modtog i ansaettelsesperioden ingen bistand til sit underhold.

7 De omhandlede kontrakter blev indgaaet med og finansieret af de sociale myndigheder i Freie Hansestadt Bremen under et program kaldet »Werkstatt Bremen«. Werkstatt Bremen tilsigter i overensstemmelse med BSHG's § 19, stk. 2, at tilbyde arbejde i en periode paa op til to aar til bistandsmodtagere, der ikke kan goere krav gaeldende paa arbejdsloeshedsydelser fra Bundesanstalt fuer Arbeit, med henblik paa at lette dem deres foerste adgang eller tilbagevenden til det almindelige arbejdsmarked. Betaling af socialforsikringsbidrag giver deltagerne et retligt krav paa senere at kunne haeve arbejdsloeshedsunderstoettelse eller faa arbejdsloeshedshjaelp i henhold til Arbeitsfoerderungsgesetz (tysk lov om beskaeftigelsesfremme). Werkstatt Bremen kan overtage indtil 100% af arbejdsgiverens loenomkostninger, ligesom arbejdspladserne kan finansieres af Werkstatt Bremen og arbejdsgiverne i faellesskab (9). Arbejdsgiverne er saedvanligvis offentlige eller almennyttige institutioner, hvoraf de sidste ogsaa kan vaere foreninger af privatpersoner (10).

8 Sagsoegerens aegteskab blev oploest den 10. juni 1995. Hans ansoegning af 14. juni 1995 til udlaendingemyndighederne hos sagsoegte i hovedsagen, Stadtgemeinde Bremen (Bremen kommune, herefter »sagsoegte«), om forlaengelse af sin opholdstilladelse ud over den 29. juni samme aar blev afslaaet ved afgoerelse af 15. august 1995 med begrundelse i hans skilsmisse. Sagsoegeren har ikke i henhold til tysk ret (11) krav paa at kunne forblive i Tyskland. Artikel 6, stk. 1, i afgoerelsen kan ikke anvendes, fordi han ikke har tilknytning til det lovlige arbejdsmarked. I begyndelsen af 1996 tilboed Kulturzentrum sagsoegeren yderligere en arbejdskontrakt af ubegraenset varighed med 12 timers ugentlig beskaeftigelse uden for Werkstatt Bremen's rammer. Han kunne ikke tiltraede denne kontrakt, idet han ikke havde nogen opholdstilladelse. Sagsoegerens administrative klage blev den 28. marts 1996 afvist med samme begrundelse som den oprindelige ansoegning.

9 Den 9. april 1996 indbragte sagsoegeren sagen for Verwaltungsgericht der Freien Hansestadt Bremen (herefter »den forelaeggende ret«) med paastand om, at afgoerelserne af 15. august 1995 og 28. marts 1996 blev omgjort, samt at hans opholdstilladelse blev forlaenget i medfoer af afgoerelsens artikel 6, stk. 1. Sagsoegte har gjort gaeldende, at de tidsbegraensede arbejdskontrakter i henhold til BSHG's § 19 kun staar aabne for bistandsmodtagere, som ikke er berettigede til arbejdsloeshedsunderstoettelse, og som ikke er i besiddelse af naevnevaerdige kvalifikationer. Saadanne stillinger kan derfor ikke sammenlignes med stillinger paa det lovlige arbejdsmarked.

10 Den forelaeggende ret anser det afgoerende tidspunkt med hensyn til vurderingen af sagsoegerens krav for at ligge engang i sommeren 1995 (den 14.6., den 29.6. eller den 15.8.); i alle tilfaelde anser retten ikke arbejdstilbuddet i begyndelsen af 1996 for at vaere vaesentligt. I henhold til artikel 177 i traktaten om oprettelse af Det Europaeiske Faellesskab (herefter »traktaten«) har den udsat sagen og forelagt Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

»Har en tyrkisk arbejdstager tilknytning til en medlemsstats lovlige arbejdsmarked i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 6, stk. 1, i Associeringsraadet EOEF-Tyrkiets afgoerelse nr. 1/80 om udvikling af associeringen, naar han udoever en beskaeftigelse, som navnlig fremmes af denne medlemsstat med offentlige midler, som obligatorisk er omfattet af den sociale sikringsordning, som tjener til at aabne mulighed for en foerste adgang eller tilbagevenden til arbejdslivet, og som kun en begraenset personkreds har adgang til ifoelge det nationale formaal, der skal fremmes (i den foreliggende sag i henhold til § 19, stk. 2, i Bundessozialhilfegesetz)?«

11 Sagsoegeren, Forbundsrepublikken Tyskland, Den Hellenske Republik og Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber har afgivet mundtlige og skriftlige indlaeg. Ligeledes har Den Franske Republik indgivet skriftlige indlaeg.

12 Sagsoegeren gentog sit anbringende for den forelaeggende ret, nemlig at en person har tilknytning til det lovlige arbejdsmarked i en medlemsstat som bestemt i afgoerelsens artikel 6, stk. 1, naar han under udoevelsen af en lovlig beskaeftigelse udfoerer loennet arbejde og i den forbindelse betaler skatter og bidrag som alle andre. Den »lovlige« karakter af en saadan beskaeftigelse forudsaetter, at denne hverken er illegal eller fiktiv. Det er uden betydning, at denne beskaeftigelse er finansieret af offentlige midler for at lette indslusningen paa arbejdsmarkedet af et begraenset antal bistandsmodtagere.

13 Frankrig har gjort gaeldende, at sagsoegerens beskaeftigelse er af accessorisk og ikke-kommerciel art, som, idet den er knyttet til offentlige opgaver og finansieres med offentlige midler, ikke indebaerer en tilknytning til det lovlige arbejdsmarked. Frankrig har henvist til Bozkurt-dommen, hvori Domstolen har udtalt, at spoergsmaalet om, hvorvidt en beskaeftigelse er lovlig, »skal afgoeres i henhold til lovgivningen i vaertsstaten om, under hvilke betingelser tyrkiske statsborgere har adgang til indrejse paa det nationale omraade og til at udoeve beskaeftigelse dér« (12), samt til, at i henhold til tysk lov, som bestemt i BSHG's § 19, stk. 3, bestaar der ikke noget arbejdsforhold i arbejdsretlig forstand eller med hensyn til syge- eller pensionsforsikring (13). Tilsvarende franske programmer bliver i hoejere grad korrekt betegnet som uddannelsesprogrammer, selv om der i den forbindelse indgaas en ansaettelseskontrakt.

14 Forbundsrepublikken Tyskland har gjort gaeldende, at sociale beskaeftigelsesprogrammer, der skal fremme indslusningen af en begraenset gruppe personer paa arbejdsmarkedet, ikke giver de paagaeldende status som arbejdstagere efter faellesskabsretten (14). Det egentlige spoergsmaal er imidlertid ikke, om den paagaeldende er arbejdstager, men om han har tilknytning til det lovlige arbejdsmarked. Afgoerelsens artikel 6, stk. 1, skal forstaas saaledes, at det drejer sig om det »almindelige« arbejdsmarked, hvortil alle normale arbejdstagere har fri adgang. Uanset bestraebelserne for at faa beskaeftigelserne under beskaeftigelsesprogrammet til at svare mest muligt til »normale« ansaettelser, og uanset sagsoegerens status efter tysk arbejdsret var hans beskaeftigelse i det vaesentligste af social og »kunstig« art. I Bozkurt-dommen hedder det, at den tyrkiske arbejdstagers status skal afgoeres i henhold til vaertsstatens lovgivning om betingelserne for hans beskaeftigelse, og at hans stilling paa arbejdsmarkedet efter artikel 6, stk. 1, skal vaere permanent og ikke kun foreloebig (15). Dette kriterium er ikke opfyldt i forbindelse med en tidsmaessig begraenset arbejdskontrakt. Desuden var sagsoegeren udelukkende beskaeftiget med marginalt supplerende opgaver, for hvilke der ikke bestod nogen markedsmaessig efterspoergsel, og som ellers ikke ville vaere blevet udfoert, og som derfor maatte finansieres af offentlige midler. Hans arbejdsgiver var ikke i konkurrence med andre markedsdeltagere, idet der ikke tillades et parallelt arbejdsmarked ved siden af det almindelige.

15 Graekenland har gjort gaeldende, at det i hvert enkelt tilfaelde maa undersoeges, om vaertslandet oprindelig havde til hensigt at indsluse en tyrkisk arbejdstager paa sit arbejdsmarked (16). Med beskaeftigelsen under BSHG var det ikke hensigten at give sagsoegeren direkte adgang til det tyske arbejdsmarked, men blot at sikre, at han ikke var afhaengig af bistandshjaelp, og sluttelig at give ham adgang til det lovlige arbejdsmarked. Graekenland har ligeledes under den mundtlige forhandling gjort gaeldende, at sagsoegerens arbejde ikke havde en egentlig oekonomisk vaerdi, at det ikke var permanent og kun foreloebigt, idet det var tidsmaessigt begraenset, og at det ikke opfyldte de kriterier, som Domstolen fastslog i Guenaydin-sagen (17), og som muliggoer en sondring mellem et normalt ansaettelsesforhold og et offentligt finansieret uddannelsesprogram.

16 Kommissionen har gjort gaeldende, at tre betingelser for anvendelsen af afgoerelsens artikel 6, stk. 1, skal tages i betragtning. En af disse er genstand for det praejudicielle spoergsmaal, og Kommissionen mener ikke, at sagsoegeren opfylder denne. Med hensyn til den foerste betingelse, spoergsmaalet om, hvorvidt sagsoegeren er arbejdstager, anbefaler Kommissionen en saa vid fortolkning af traktatens artikel 48 som muligt (18) og en snaever udlaegning af Bettray-dommen paa grund af de saerlige omstaendigheder i denne sag (en stofmisbruger, der deltog i et arbejdsprogram, som var specielt tilrettelagt for personer, der var ude af stand til at bestride et normalt arbejde). Sagsoegeren opfyldte artikel 48's normale betingelser om at vaere undergivet en arbejdsgivers anvisninger og modtage vederlag fra denne, og hans arbejde havde en vis vaerdi og var ikke blot marginalt supplerende.

17 Ligeledes opfyldes i naervaerende sag den tredje betingelse i artikel 6, stk. 1, om, at tyrkiske statsborgere skal have haft lovlig beskaeftigelse i en af de naevnte tre perioder.

18 Den anden og vigtigste betingelse i afgoerelsens artikel 6, stk. 1, om, at den paagaeldende skal have tilknytning til det lovlige arbejdsmarked, er derimod efter Kommissionens opfattelse ikke opfyldt. At beskaeftigelsesforholdet er lovligt, opfylder ikke kravet, idet den afgoerende betingelse er det lovlige arbejdsmarked. Dette maa derfor forstaas som en henvisning til en egentlig oekonomisk virksomhed, ikke blot en kunstig, der tjener sociale formaal, og som udelukkende finansieres af offentlige midler, og som ikke er udsat for oekonomisk konkurrence. Kommissionen henviser til, at afgoerelse nr. 2/76 ikke indeholder denne betingelse, ligesom den heller ikke blev optaget i de for nyligt indgaaede aftaler med stater i Central- og OEsteuropa, der i oevrigt giver arbejdstagere mere begraensede rettigheder til fri bevaegelighed end efter aftalen og afgoerelsen.

Gennemgang

19 Det er hensigtsmaessigt indledningsvis at erindre sig Domstolens generelle holdning til fortolkningen og anvendelsen af afgoerelsens artikel 6. Domstolen har i sin faste praksis udtalt, at afgoerelsens artikel 6, stk. 1, finder umiddelbar anvendelse i medlemsstaterne, og at tyrkiske statsborgere, der opfylder dens betingelser, derfor umiddelbart kan paaberaabe sig de rettigheder, der tillaegges dem i bestemmelsens forskellige led (19).

20 Under hensyn til, at tredje betragtning i afgoerelsens praeambel fastslaar, at afgoerelsen indebaerer en forbedring af den ordning, som anvendes paa arbejdstagerne og deres familiemedlemmer paa det sociale omraade, betyder afgoerelsens kapitel II, afsnit 1, som indeholder artikel 6, en yderligere sikring af arbejdskraftens frie bevaegelighed i forhold til traktatens artikel 48, 49 og 50. Domstolen har derfor fundet det uomgaengeligt noedvendigt i videst muligt omfang at overfoere principperne fra disse bestemmelser paa tyrkiske arbejdstagere, der har opnaaet de i afgoerelse nr. 1/80 anfoerte rettigheder (20). Imidlertid regulerer afgoerelsen i artikel 6 alene situationen for tyrkiske arbejdstagere, der allerede er lovligt tilknyttet vaertsmedlemsstatens arbejdsmarked, og begraenser ikke medlemsstaternes adgang til at fastsaette regler for tyrkiske statsborgeres adgang til indrejse paa det nationale omraade, og for, under hvilke betingelser de kan tiltraede deres foerste ansaettelse dér (21).

21 Jeg skal herefter gennemgaa de betingelser, som en tyrkisk statsborger skal opfylde for at vaere omfattet af afgoerelsens artikel 6, stk. 1. Det fremgaar af en gennemlaesning af teksten, at der er tre betingelser, som i det vaesentlige er de, Kommissionen har paaberaabt sig (22). For det foerste skal den tyrkiske statsborger vaere »arbejdstager«. For det andet skal han, som udtrykt i den engelske version, vaere forskriftsmaessigt registreret paa en medlemsstats arbejdsmarked. Ifoelge den franske, den tyske og den italienske version skal han vaere tilknyttet en medlemsstats regulaere arbejdsmarked, eller som udtrykt i den danske og den nederlandske version skal han vaere tilknyttet det lovlige arbejdsmarked i en bestemt medlemsstat. For det tredje skal han have haft lovlig beskaeftigelse i en af tre mulige perioder, der hver isaer giver ham visse rettigheder til adgang til videre beskaeftigelse. I den foreliggende sag paaberaaber sagsoegeren sig et aars lovlig beskaeftigelse, hvilket giver ham ret til en forlaengelse af tilladelsen til at arbejde for den samme arbejdsgiver, dersom den omtvistede anden betingelse er opfyldt.

22 Alle tre sprogligt forskellige betingelser haenger sammen med enten arbejde eller beskaeftigelse. Det er derfor ikke overraskende, at det i praksis forekommer, at Domstolen fastslaar, at flere af disse betingelser er opfyldt samtidig, eller fortolker en i lyset af en anden. Saaledes har Domstolen i Sevince-dommen fastslaaet, at lovlig beskaeftigelse forudsaetter, at den paagaeldende arbejdstagers »situation paa arbejdsmarkedet er permanent og ikke kun foreloebig« (23), hvilket synes at vaere en delvis gentagelse af den anden betingelse (24). Domstolen var sandsynligvis af den opfattelse, at det i denne sag var et spoergsmaal om lovlig beskaeftigelse, idet det var noedvendigt at afgoere, om beskaeftigelsesperioder, i hvilke arbejdstagerens situation paa arbejdsmarkedet ikke var permanent, men kun foreloebig, kunne tages i betragtning med hensyn til erhvervelsen af rettigheder i henhold til artikel 6, stk. 1. Betingelsen om, at situationen skal vaere permanent og ikke kun foreloebig, er ikke opfyldt, dersom den tyrkiske statsborgers opholdstilladelse kun er midlertidig, idet den afhaenger af en endelig afgoerelse af et oprindeligt afslag paa opholdstilladelse (25), eller hvis hans opholdstilladelse er opnaaet ved svig (26).

23 De grunde, hvorpaa Domstolen stoetter sin afgoerelse om, at en tyrkisk statsborger er arbejdstager, vil ofte vaere tilstraekkelige til ogsaa at opfylde den anden og tredje betingelse, dersom der ikke foreligger saerlige omstaendigheder. I Guenaydin- og Ertanir-sagen var det saaledes uomtvistet, at de paagaeldende tyrkiske statsborgere var arbejdstagere, men alligevel anvendte Domstolen et kriterium, som meget ligner det, der anvendes i Lawrie Blum-sagen (27) og i Le Manoir-sagen (28), til at definere en arbejdstager i traktatens artikel 48's forstand, ved sin overvejelse af den anden betingelse i afgoerelsens artikel 6, stk. 1, om tilknytning til det lovlige arbejdsmarked i en medlemsstat. Domstolen fastslog, at »det skal dernaest undersoeges, om arbejdstageren er part i et ansaettelsesforhold, hvori han for tredjemand, under dennes ledelse, udfoerer en reel, faktisk erhvervsmaessig beskaeftigelse, og hvor han som modydelse herfor modtager loen« (29).

24 Ikke desto mindre er de tre betingelser i afgoerelsens artikel 6, stk. 1, saeregent forskellige, hvilket jeg i generelle vendinger vil goere rede for, inden jeg beskaeftiger mig med de saerlige omstaendigheder i den foreliggende sag. Udtrykt direkte skal overvejelsen med henblik paa traktatens artikel 48 tjene til at afgoere, om en tyrkisk statsborger er arbejdstager. Dette er i overensstemmelse med kravet om, at afgoerelsen, i henhold til associeringsaftalens artikel 12, i videst muligt omfang skal fortolkes i lyset af traktatens regler om arbejdskraftens frie bevaegelighed. Dette indebaerer naturligvis ogsaa en fastlaeggelse af virkningen af sager henhoerende under artikel 48, saasom Bettray-sagen (30), i forbindelse med afgoerelsen.

25 I Bettray-sagen drejede det sig om en narkotika-misbruger, som deltog i et beskaeftigelsesprogram under den nederlandske sociale beskaeftigelseslov for personer, »som paa ubestemt tid og paa grund af egne forhold ikke er i stand til at arbejde under normale vilkaar« (31). Domstolen fastslog, at »hverken en stoerre eller mindre produktivitetsgrad eller spoergsmaalet om, hvorledes midlerne til at sikre afloenningen tilvejebringes, kan vaere afgoerende for, om en person kan anerkendes som arbejdstager« (32). Imidlertid foreligger der ikke nogen reel eller faktisk oekonomisk virksomhed i de tilfaelde, hvor beskaeftigelsen eller arbejdet blot var skabt for at gennemfoere aktiviteter, som »et middel til genuddannelse af de personer, der udoever den, eller til, at de paa ny kan finde beskaeftigelse«, og hvor virksomheden var »afpasset efter den enkeltes fysiske og psykiske muligheder« for at bevare, genskabe eller fremme deres arbejdsevne snarere end, at disse personer var udvalgt »efter deres evne til at udfoere et bestemt arbejde« (33). Eftersom kriteriet om tilknytning til arbejdsmarkedet i Guenaydin-sagen i de fleste henseender er identisk med faellesskabsrettens definition af en arbejdstager, og Domstolen i denne sag anvendte dette kriterium paa faglig uddannelse og paa programmer til indslusning paa arbejdsmarkedet, er det mere hensigtsmaessigt at vurdere den konkrete anvendelse af Bettray-dommen i en senere overvejelse af Guenaydin-dommen i forbindelse med den anden betingelse.

26 Hvis man kort betragter den tredje betingelse om lovlig beskaeftigelse og forudsaetter, at den anden betingelse er opfyldt, hvad der er vaesentligt i denne sag, synes dette kun yderligere at kraeve, at beskaeftigelsen i en af de anfoerte perioder ikke var ulovlig i betydningen kriminel, stridende mod nogen af opholdstilladelsens vilkaar eller paa anden maade ulovlig (34). Der foreligger intet, der tyder paa, at sagsoegeren ikke opfylder denne betingelse.

27 Den foreliggende sag drejer sig i det vaesentligste om den anden betingelse i afgoerelsens artikel 6, stk. 1, om arbejdstagerens tilknytning til medlemsstatens (regulaere eller lovlige) arbejdsmarked (35). Hvad der kraeves for at opfylde denne betingelse er i et vist omfang allerede afklaret gennem retspraksis. Det tilkommer naturligvis altid den nationale ret i lyset af Domstolens praksis og den i enhver praejudiciel afgoerelse foretagne fortolkning at fastslaa, om denne betingelse er opfyldt i det konkrete tilfaelde. Det skal foerst afgoeres, om den paagaeldende persons lovlige beskaeftigelsesforhold kan stedfaestes til medlemsstatens omraade eller er tilstraekkeligt taet knyttet til dette omraade (36). Som det fremgaar, skal en arbejdstagers situation paa arbejdsmarkedet altsaa vaere permanent og ikke kun foreloebig, saerligt med hensyn til hans opholdstilladelse i den paagaeldende medlemsstat, forud for opnaaelse af opholdsret i henhold til rettigheder efter artikel 6, stk. 1 (37). Ingen af disse betingelser rejser et problem i denne sag. Den midlertidige karakter af sagsoegerens kontrakt kan efter min mening ikke forstaas saaledes, at hans situation paa arbejdsmarkedet ikke var permanent eller kun foreloebig. Som det fremgaar af retspraksis, vedroerer denne betingelse arbejdstagerens situation paa arbejdsmarkedet under ét, og angaar i hoejere grad vanskeligheder med hensyn til opholdstilladelsen end karakteren af den enkelte ansaettelseskontrakt.

28 Det er blevet fremfoert, hovedsagelig paa baggrund af en mulig udlaegning af den franske og den tyske version af afgoerelsens artikel 6, stk. 1, at kravet om, at arbejdstagere skal have tilknytning til det »regulaere« arbejdsmarked (38), skal forstaas saaledes, at det henviser til et angiveligt »saedvanligt« eller »almindeligt« arbejdsmarked, snarere end et »kunstigt«; og navnlig, at spoergsmaalet om, hvorvidt en bestemt stilling er saedvanlig, skal afgoeres paa grundlag af, om den finansieres af offentlige midler, om den isaer har sociale formaal saasom indslusning af arbejdstagere i arbejdslivet, om de opgaver, der skal udfoeres, har marginal eller supplerende karakter, er af almindelig interesse, og under normale omstaendigheder ikke ville blive udfoert, dersom de frie markedskraefter om udbud og efterspoergsel havde vaeret afgoerende, om den staar uden for den normale konkurrence mellem virksomheder og arbejdstagere, og om den udelukkende har midlertidig karakter.

29 Domstolen udviklede en proeve, der omfattede enkelte af disse kendetegn, som jeg naermere skal gennemgaa i det foelgende, i Guenaydin-sagen, hvori den henviste til, at der forelaa »et saedvanligt arbejdsforhold« (39). Som det fremgaar, mener jeg ikke, at et saedvanligt arbejdsforhold automatisk maa sidestilles med det saakaldte almindelige arbejdsmarked. Det er imidlertid vaesentligt at fastslaa, hvordan dette kriterium blev udviklet. I lyset af opbygningen af afgoerelsen samt af retspraksis, er hovedkriteriet »med tilknytning til det [regulaere eller lovlige] arbejdsmarked« efter min opfattelse, at den paagaeldende arbejdstager har beskaeftigelse eller er til raadighed for arbejdsmarkedet, samt at han opfylder de betingelser, der kraeves ifoelge national lov (40).

30 Kravet om, at en tyrkisk arbejdstager skal opfylde disse formaliteter, kommer til udtryk i et udtrykkeligt krav om registrering i den engelske version af artikel 6, stk. 1, og foerer ogsaa til en overbevisende alternativ fortolkning af ordet »regulaer«, som anvendes i visse andre sproglige versioner. En fortolkning af afgoerelsens artikel 6, stk. 1, sammenholdt med artikel 8, viser, at kravet om registrering indgaar som led i den almindelige ordning for kontrol med og koordinering af arbejdstilbud og den disponible arbejdskraft. Denne opfattelse bestyrkes af henvisningen i artikel 6, stk. 1, andet led, om tyrkiske arbejdstageres ret til efter tre aars lovlig beskaeftigelse, med forbehold af den fortrinsstilling, som arbejdstagere fra Faellesskabets medlemsstater har, at modtage visse tilbud om beskaeftigelse, saafremt de »er registreret ved den paagaeldende medlemsstats arbejdsmarkedsmyndigheder«. Anvendelsen af bestemmelsen i artikel 10 om forbud mod forskelsbehandling for saa vidt angaar afloenning og de oevrige arbejdsvilkaar, lettes ogsaa gennem en registrering af tyrkiske arbejdstagere. Afgoerelsens artikel 6, stk. 2, forudsaetter, at en ufrivilligt arbejdsloes tyrkisk arbejdstager, hvis arbejdsloeshedsperioder er »behoerigt konstateret af de kompetente myndigheder«, i det mindste foreloebig fortsat har tilknytning til det regulaere eller lovlige arbejdsmarked i en medlemsstat, idet den giver mulighed for, at rettigheder, der er erhvervet paa baggrund af tidligere beskaeftigelsesperioder, bevares. En fortolkning af begrebet »régulier« i den franske version, hvorefter visse ved lov eller administrativt fastsatte betingelser kraeves opfyldt, har stoette i brugen af samme begreb i forbindelse med den tredje betingelse »emploi régulier«, der i den engelske version hedder »legal employment«. Den franske version af afgoerelsens artikel 8 henviser ligeledes til »chômage régulier«. Uanset om man kan sondre mellem personer, der er ansat i »regulaere« arbejdspladser paa det frie arbejdsmarked, og personer med anden form for ansaettelsesforhold, kan en saadan sondring ikke anvendes med hensyn til arbejdsloese. Yderligere indebaerer henvisningerne til det lovlige arbejdsmarked i den danske og den nederlandske version af afgoerelsens artikel 6, stk. 1, at det i relation til disse betingelser drejer sig om formelle krav i lov, og ikke om det frie markeds »love«.

31 Denne opfattelse kommer ogsaa til udtryk i Domstolens praksis. I Bozkurt-dommen udtalte Domstolen, at afgoerelsens artikel 6, stk. 2, noedvendigvis »forudsaetter ... at den paagaeldendes erhvervsevne fortsat er til stede« (41), samt at »ved varig uarbejdsdygtighed [som i naevnte sag] er arbejdstageren derimod ikke laengere til raadighed for arbejdsmarkedet, hvorfor der ikke er nogen objektiv begrundet interesse i at sikre ham ret til adgang til arbejdsmarkedet og - som et accessorium hertil - en opholdsret« (42). Uanset om forholdet er det, at arbejdstageren er blevet fuldstaendigt og varigt uarbejdsdygtig, eller om det skyldes andre omstaendigheder, f.eks. fordi han har naaet pensionsalderen, »omfatter [afgoerelsens artikel 6] derimod ikke en tyrkisk statsborger, der endeligt har forladt arbejdsmarkedet i en medlemsstat« (43).

32 I Tetik-dommen udtalte Domstolen, at en tyrkisk arbejdstager, som efter fire aars beskaeftigelse frivilligt opgiver sit arbejde for at soege anden beskaeftigelse i den paagaeldende medlemsstat, »kan ... endvidere ikke automatisk anses for endeligt at have forladt denne stats arbejdsmarked, dog paa den betingelse, at han fortsat er tilknyttet det lovlige arbejdsmarked i medlemsstaten i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 6, stk. 1, in initio« (44). Domstolen udtalte endvidere:

»I en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor den tyrkiske arbejdstager ikke har kunnet indtraede i et nyt ansaettelsesforhold straks efter at have opgivet sin tidligere beskaeftigelse, er denne betingelse imidlertid i princippet kun fortsat opfyldt, for saa vidt som den paagaeldende, der er uden beskaeftigelse, opfylder samtlige de formaliteter, der eventuelt er foreskrevet i den paagaeldende medlemsstat, f.eks. ved at lade sig registrere som arbejdssoegende og ved at staa til raadighed for denne stats arbejdsformidling inden for den deri fastsatte frist.

Denne betingelse goer det i oevrigt muligt at sikre, at den tyrkiske arbejdstager inden for en rimelig frist, der skal indroemmes ham for at goere det muligt at indtraede i et nyt ansaettelsesforhold, ikke misbruger sin opholdsret i den paagaeldende medlemsstat, men faktisk soeger ny beskaeftigelse« (45).

33 Det fremgaar af denne dom samt af en fortolkning af artikel 6, stk. 1, set i dens retlige sammenhaeng, at betingelsen om, at en tyrkisk arbejdstager skal vaere tilknyttet det lovlige arbejdsmarked i en medlemsstat, indeholder indbyrdes sammenhaengende formelle og materielle elementer. Arbejdstageren skal opfylde samtlige formaliteter med hensyn til registrering som en beskaeftiget eller (inden for en rimelig periode) arbejdsloes person, og skal vaere til raadighed for arbejdsmarkedet og soege beskaeftigelse, saafremt han ikke aktuelt er i beskaeftigelse.

34 Dette foranlediger mig til at gennemgaa Guenaydin-sagen. I Guenaydin-sagen fastslog Domstolen kriterier, som delvis er af aabenbar stoerre relevans for de meget forskellige faktiske omstaendigheder i den foreliggende sag, end for det endelige resultat i Guenaydin-sagen. Guenaydin-sagen angik afslag paa en ansoegning om varig opholdstilladelse til en tyrkisk arbejdstager, som havde faaet indrejsetilladelse i Tyskland for at studere og efterfoelgende til at opholde sig der alene med henblik paa oplaering og for at opnaa erfaring paa den tyske virksomheds fabrik. I de fire aar, den paagaeldendes beskaeftigelse varede, opnaaede han status som en vaerdsat medarbejder, der ikke kunne erstattes af en anden.

35 Generaladvokat Elmer argumenterede for, at der skulle sondres mellem paa den ene side beskaeftigelse og paa den anden oplaering af teoretisk eller uddannelsesmaessig art, saaledes at personer i den sidstnaevnte gruppe ikke kan antages at have tilknytning til arbejdsmarkedet (46). Betingelsen om tilknytning til det lovlige arbejdsmarked i en medlemsstat skulle efter hans opfattelse vaere vid nok til at omfatte arbejde, hvori der indgaar uddannelsesmaessige elementer. Generaladvokat Elmer foreslog, at loennet beskaeftigelse kun faldt uden for dette begreb, hvor der er tale om praktisk arbejde, der indgaar som led i et egentligt uddannelsesforloeb (47). Alt tydede efter generaladvokatens opfattelse paa, at Faik Guenaydin havde ganske almindeligt arbejde, og ikke f.eks. var i et laereforhold, idet han var blevet ansat paa almindelige arbejdsmarkedsvilkaar, fik almindelig loen, ikke modtog nogen form for statslig uddannelsesstoette og var blevet ansat for en aarraekke (48).

36 Jeg har tidligere anfoert, at Domstolen i Guenaydin-sagen, som en af flere betingelser for, om en arbejdstager er tilknyttet arbejdsmarkedet i en medlemsstat, undersoegte, »om arbejdstageren er part i et ansaettelsesforhold, hvori han for tredjemand, under dennes ledelse, udfoerer en reel, faktisk erhvervsmaessig beskaeftigelse, og hvor han som modydelse herfor modtager loen« (49). I forbindelse med sondringen mellem erhvervsuddannelse (50) og en tyrkisk statsborgers tilknytning til arbejdsmarkedet udtalte Domstolen:

»I et tilfaelde, som det hovedsagen angaar, maa en tyrkisk arbejdstager, der efter at have gennemfoert en erhvervsuddannelse paatager sig loennet beskaeftigelse alene med henblik paa oplaering og forberedelse til en ledende stilling i et datterselskab af den virksomhed, hvori han er ansat, anses for part i et saedvanligt arbejdsforhold, naar han i det arbejde, som han reelt og faktisk udfoerer for sin arbejdsgiver, og under dennes ledelse, har samme arbejds- og loenvilkaar, som de arbejdstagere, der udfoerer tilsvarende eller lignende beskaeftigelse i virksomheden, saaledes at hans situation objektivt set ikke adskiller sig fra deres« (51).

37 Der er med andre ord tale om, at den blotte omstaendighed, at beskaeftigelsen alene har til formaal at kvalificere arbejdstageren til andet arbejde inden for samme virksomhed, ikke aendrer dens karakter af »arbejdsforhold«. Domstolen indskraenker ligeledes den direkte anvendelse af den faellesskabsretlige definition paa den anden betingelse i afgoerelsens artikel 6, stk. 1, for saa vidt som den anser stoerrelsen af vederlaget og arbejdsvilkaarene som vigtige betingelser for, at der foreligger et arbejdsforhold. Stoerrelsen af vederlaget blev af Domstolen udtrykkeligt erklaeret for uvaesentligt i Lawrie Blum-sagen i relation til artikel 48 (52). Forskellen kan bero paa den omstaendighed, at Domstolen til forskel fra Guenaydin-sagen aabenbart lagde til grund, at en virksomhed, som ville kvalificere den paagaeldende som arbejdstager i henhold til de faellesskabsretlige regler, falder uden for begrebet tilknytning til det regulaere (eller lovlige) arbejdsmarked efter afgoerelsens artikel 6, stk. 1, idet den fandt sted inden for rammerne af en »bestemt erhvervsuddannelse« (53).

38 Det bemaerkes endvidere, at Domstolens fortolkning af »et saedvanligt arbejdsforhold« i Guenaydin-sagen paa ingen maade er knyttet til den aktuelle oekonomiske vaerdi af det paagaeldende arbejde, andet end for saa vidt at dette afspejles i det vederlag, der ydes for det. Domstolen tilstraeber ikke en sondring mellem virksomhed, der udfoeres som foelge af det frie spil mellem udbud og efterspoergsel, og virksomhed, der udfoeres i offentlig interesse. Den betragtning, der blev fremfoert af Kommissionen samt af de medlemsstater, der afgav indlaeg, og som gaar videre end forekomsten af en oekonomisk virksomhed og et arbejdsforhold hos en bestemt arbejdsgiver, under dennes ledelse, mod vederlag, hvilket kan dokumenteres i det enkelte tilfaelde, som grundlag for arbejdsforholdets eksistens under frie konkurrencebetingelser paa det formentlig saedvanlige arbejdsmarked, ville vaere haabloest at anvende i praksis. Foruden offentlig og velgoerende virksomhed som saadan, ville der herved ikke blive taget hensyn til, at en del tilsyneladende markedsorienteret oekonomisk virksomhed er afhaengig af offentlige tilskud eller kontrakter, at infrastrukturen stilles til raadighed af det offentlige, at uddannelsen af arbejdskraften varetages af det offentlige osv., saaledes at »saedvanlige« markedsvilkaar i denne videre betydning ikke let kan defineres i relation til en konkret sag. Og i hvert fald forekommer denne udlaegning mig ikke at afspejle den danske, den engelske og den nederlandske version af afgoerelsen.

39 Domstolen udtalte endvidere i Guenaydin-sagen:

»Det tilkommer den nationale ret at undersoege, om denne betingelse er opfyldt, herunder navnlig om arbejdstageren er ansat efter nationale bestemmelser, der som en undtagelse fra de almindelige regler specielt har til formaal at indsluse den paagaeldende paa arbejdsmarkedet, og om han som modydelse herfor modtager en loen, som stoerrelsesmaessigt svarer til det saedvanlige loenniveau hos den paagaeldende arbejdsgiver eller inden for den paagaeldende branche for personer, der udfoerer tilsvarende eller lignende beskaeftigelse, der ikke overvejende finansieres af offentlige midler som led i et saerligt erhvervsintroducerende program for vedkommende arbejdstager« (54).

40 Henvisningen til nationale undtagelsesbestemmelser synes at tillaegge stillingens status efter national arbejdsret en vis betydning (55). Henvisningerne til regler, som »specielt har til formaal at indsluse den paagaeldende paa arbejdsmarkedet«, og isaer til, at loennen »ikke overvejende finansieres af offentlige midler som led i et saerligt erhvervsintroducerende program for vedkommende arbejdstager«, forekommer at vaere uden forbindelse med de faktiske omstaendigheder i Guenaydin-sagen. Der er intet oplyst om, at Faik Guenaydin var ansat i henhold til saadanne bestemmelser eller et saadant program.

41 Domstolen udtalte i domskonklusionen i Guenaydin-sagen, at afgoerelsens artikel 6, stk. 1, »skal fortolkes saaledes, at en tyrkisk statsborger, der uafbrudt i mere end tre aar lovligt har haft reel, faktisk erhvervsmaessig beskaeftigelse i en medlemsstat hos én og samme arbejdsgiver, og hvis arbejdsvilkaar objektivt set ikke adskiller sig fra vilkaarene for andre ansatte hos samme arbejdsgiver eller inden for den paagaeldende branche, som udfoerer tilsvarende eller lignende opgaver, har tilknytning til det lovlige arbejdsmarked i denne stat og har lovlig beskaeftigelse i bestemmelsens forstand«.

42 Det hovedkriterium, der fremgaar af Guenaydin-sagen, er saaledes, at det omtvistede arbejdsforhold skal omfatte »en reel, faktisk erhvervsmaessig beskaeftigelse«, hvilket kriterium Domstolen ogsaa anvendte i Bettray-sagen. Anvendelsen af kriteriet i denne sag betoed, at personer, der var endeligt ude af stand til at arbejde paa normale vilkaar, og som var beskaeftiget under den tyske lov om social arbejdsformidling, ikke kunne anses for arbejdstagere efter faellesskabsretten. I den sag var beskaeftigelsesprogrammet, ligesom i den foreliggende sag, finansieret af det offentlige (selv om Domstolen i Bettray-sagen udtalte, at dette normalt ikke var relevant.)

43 Det tilkommer den forelaeggende ret at traeffe afgoerelse om, hvorvidt det arbejde, sagsoegeren udfoerte for Kulturzentrum, maa anses for »en reel, faktisk erhvervsmaessig beskaeftigelse«, idet det skal tages i betragtning, om det som i Bettray-sagen i det vaesentligste havde genoptraeningsformaal, og om det blot bestod i »en bestemt erhvervsuddannelse«. Intet af de kriterier, som Domstolen har anfoert i Guenaydin-dommens praemis 34, kan alene vaere afgoerende, lige saa lidt som de skal anses for udtoemmende. Uanset at det er af vaesentlig betydning, om der er tale om offentlig finansiering, skal den forelaeggende ret ogsaa tage i betragtning, om det udfoerte arbejde udgoer en reel gevinst for arbejdsgiveren, og, som Domstolen udtalte i Guenaydin-sagen, om vederlaget og de oevrige vilkaar, herunder fradrag til sociale og andre ydelser, er de samme som eller svarer til de vilkaar, som gaelder for andre arbejdstagere inden for det samme beskaeftigelsesomraade. Den omstaendighed, at deltagerne i Werkstatt Bremen rekrutteres fra en begraenset kreds, er efter min opfattelse ikke relevant, saafremt de objektive kendetegn ved det arbejde, de udfoerer, er identiske med dem, der gaelder for andre arbejdstagere (56). Jeg mener, at det er vaesentligt, at sagsoegeren blev afloennet efter en kollektiv overenskomst for den offentlige sektor, og at der i hans loen blev tilbageholdt indkomstskat, solidaritetstillaeg samt bidrag til syge-, pensions- og arbejdsloeshedsforsikring. Desuden havde sagsoegeren efter tysk arbejdsret status som arbejdstager; ifoelge BSHG's § 19, stk. 3, synes kun bistandsmodtagere ikke at vaere omfattet af arbejdsretten.

44 Jeg mener ikke, at der boer laegges afgoerende vaegt paa den omstaendighed, at det arbejde, der udfoeres under programmet, er af supplerende karakter, forstaaet saaledes, at det drejer sig om arbejde, der uden programmet ikke ville vaere blevet udfoert, idet dette, som jeg tidligere har anfoert, ville udvide betragtningen af arten af det enkelte arbejdsforhold til at omfatte en bedoemmelse af en arbejdsplads' overlevelsesmuligheder paa det frie marked, hvilket ikke har stoette hverken i afgoerelsens ordlyd, dens opbygning eller i retspraksis. Man kan ikke haevde, at en alt-mulig-mand eller en opsynsmand principielt ikke udfoerer nyttigt og vaerdifuldt arbejde. Tilsvarende - selv om den omstaendighed, at beskaeftigelsesprogrammet har til formaal at indsluse deltagerne paa arbejdsmarkedet, kan betyde, at en arbejdstager endnu ikke er til raadighed for arbejdsmarkedet eller i stand til at udfoere en reel, faktisk erhvervsmaessig beskaeftigelse, eller at han alene deltager i en bestemt erhvervsuddannelse - er formaalet med genoptraening og indslusning kun afgoerende, dersom de faktiske omstaendigheder svarer til dem, der forelaa i Bettray-sagen.

45 Der kan paapeges flere forskelle i forhold til det genoptraeningsprogram, som Bettray-sagen angik. Selv om sagsoegeren ikke besidder nogen formelle kvalifikationer, er der intet, der tyder paa, at han er varigt uarbejdsdygtig, at hans arbejdsgiver alene blev skabt for at beskaeftige personer i hans situation, eller at hans beskaeftigelse i Kulturzentrum mere afhang af hans kunnen end af centrets behov. Selv om den ordning, han deltog i, har et program, som stoettede deltagerne, og som alene foerer til udbetaling af en underholdsydelse, omfattede det program, han deltog i, en mere generel arbejdstraening, til saedvanlig loen og gav udsigt til fortsat beskaeftigelse, naar programmet var fuldfoert. Det er ogsaa relevant, at Kulturzentrum tilboed sagsoegeren lignende beskaeftigelse, efter at Werkstatt Bremen-programmet var afsluttet, selv om Kulturzentrum fra begyndelsen tilsyneladende ikke havde oekonomisk mulighed for at tilbyde ham fuldtidsbeskaeftigelse uden for programmet.

46 Med hensyn til, om sagsoegerens beskaeftigelse blot skal anses for en bestemt erhvervsuddannelse, bemaerkes, at han var beskaeftiget med opgaver, som maa antages at have en oekonomisk vaerdi for hans arbejdsgiver. Der synes ikke at vaere tale om en form for formel uddannelse af teoretisk art (57). Det synes foerst og fremmest at vaere gennem arbejdserfaring, at formaalet om indslusning paa arbejdsmarkedet opfyldes. Den tyske regering har endvidere oplyst, at beskaeftigelse inden for Werkstatt Bremen's program i henhold til BSHG's § 19 var udformet saaledes, at den saa vidt muligt svarede til normale arbejdsvilkaar, saaledes at der eventuelt ikke var nogen aabenbar forskel mellem sagsoegerens og andre arbejdstageres situation.

47 Sammenfattende ville jeg besvare den forelaeggende rets spoergsmaal saaledes, at en tyrkisk arbejdstager som sagsoegeren, som var lovligt beskaeftiget som alt-mulig-mand under et program, der var oprettet i henhold til BSHG's § 19, og som overvejende var finansieret af offentlige midler, skal anses for at have tilknytning til det lovlige arbejdsmarked i den paagaeldende medlemsstat, saafremt der var tale om en reel og faktisk beskaeftigelse, der medfoerte en reel gevinst for hans arbejdsgiver af tilsvarende omfang som fra andre arbejdstagere, som udfoerte samme eller sammenlignelige opgaver, og hans afloenning og andre ansaettelsesvilkaar svarede til andre arbejdstageres, der var beskaeftiget hos samme arbejdsgiver eller inden for samme branche.

Forslag til afgoerelse

48 Jeg foreslaar foelgelig Domstolen at besvare det spoergsmaal, der er forelagt af Verwaltungsgericht der Freien Hansestadt Bremen, saaledes:

»En tyrkisk arbejdstager, som har lovlig beskaeftigelse under et program, hvis formaal er at lette deltagernes indslusning paa arbejdsmarkedet, og som overvejende finansieres af offentlige midler, skal anses for at have tilknytning til det lovlige arbejdsmarked i den paagaeldende medlemsstat i den betydning, hvori udtrykket anvendes i artikel 6, stk. 1, i Associeringsraadet EOEF-Tyrkiets afgoerelse nr. 1/80 af 19. september 1980 om udvikling af associeringen, saafremt der er tale om en reel og faktisk beskaeftigelse, der medfoerer en reel gevinst for hans arbejdsgiver af tilsvarende omfang som fra andre arbejdstagere, der udfoerer samme eller sammenlignelige opgaver, og hans afloenning og andre ansaettelsesvilkaar svarer til andre arbejdstageres, der er beskaeftiget hos samme arbejdsgiver eller inden for samme branche.«

(1) - Dom af 30.9.1997, sag C-36/96, Sml. I, s. 5143.

(2) - Artikel 12 i aftalen om oprettelse af en associering mellem Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab og Tyrkiet, undertegnet i Ankara den 12.9.1963 dels af Republikken Tyrkiet, dels af EOEF's medlemsstater og Faellesskabet, og indgaaet, godkendt og bekraeftet paa Faellesskabets vegne ved Raadets afgoerelse 64/732/EOEF af 23.12.1963 (Samling af Aftaler Indgaaet af De Europaeiske Faellesskaber, bind 3, s. 541, herefter »aftalen«).

(3) - Associeringsraadet blev oprettet ved aftalens artikel 6; med hjemmel i aftalens artikel 22, stk. 1, kan associeringsraadet traeffe beslutning i de tilfaelde aftalen opregner. Aftalens artikel 12 suppleres af artikel 36 i tillaegsprotokollen, der er undertegnet den 23.11.1970, tilknyttet aftalen og indgaaet ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2760/72 af 19.12.1972 (Samling af Aftaler Indgaaet af De Europaeiske Faellesskaber, bind 3, s. 581); det bestemmes heri, at arbejdskraftens frie bevaegelighed mellem Faellesskabets medlemsstater og Tyrkiet vil blive gennemfoert gradvist, og at »associeringsraadet traeffer beslutning om de noedvendige retningslinjer med henblik herpaa«.

(4) - Guenaydin-dommen, a.st., praemis 22.

(5) - Denne afgoerelse er ikke blevet offentliggjort i EF-Tidende, men kan findes i et vaerk fra Kontoret for De Europaeiske Faellesskabers Officielle Publikationer: CEE-TR 132/80.

(6) - Generaladvokat Elmer bemaerkede i punkt 9 i sit forslag til afgoerelse i sag C-434/93, Bozkurt (Sml. 1995 I, s. 1475), at forskellen mellem afgoerelse nr. 2/76 og afgoerelse nr. 1/80 »er ... af mere redaktionel karakter«, idet den sidste er »klarere formuleret«.

(7) - Engelsk: »duly registered as belonging to the labour force of a Member State«; fransk: »appartenant au marché régulier de l'emploi d'un État membre«; italiensk: »inserito nel regolare mercato del lavoro di uno Stato membro«; nederlandsk: »die tot de legale arbeidsmarkt van een Lid-Staat behoort«; tysk: »der dem regulaeren Arbeitsmarkt eines Mitgliedstaats angehoert«. Afgoerelsen er endnu ikke offentliggjort paa de oevrige officielle faellesskabssprog.

(8) - Engelsk: »legal employment«; fransk: »emploi régulier«; italiensk: »regolare impiego«; nederlandsk: »legale arbeid«; tysk: »ordnungsgemaesse Beschaeftigung«.

(9) - Meddelt af Forbundsrepublikken Tysklands repraesentant under den mundtlige forhandling.

(10) - A.st.

(11) - Auslaendergesetz (udlaendingelov) og Arbeitsaufenthaltsverordnung (forordning om arbejdsophold).

(12) - A.st., praemis 27.

(13) - Dette skyldes ifoelge oplysninger fra Forbundsrepublikken Tyskland formentlig en urigtig udlaegning af BSHG, da denne kun kan naegtes, hvis en deltager i et beskaeftigelsesprogram samtidig modtager bistandshjaelp, hvilket ikke var tilfaeldet i denne sag.

(14) - Dom af 31.5.1989, sag 344/87, Bettray, Sml. s. 1621, praemis 17, 18 og 19.

(15) - A.st., praemis 26 og 27.

(16) - Dette beror paa den omstaendighed, at medlemsstaterne kan fastsaette betingelserne for en tyrkisk statsborgers indtraeden paa deres arbejdsmarked: jf. dom af 16.12.1992, sag C-237/91, Kus, Sml. I, s. 6781, praemis 25.

(17) - A.st., praemis 33 og 34.

(18) - Bozkurt-dommen, a.st., praemis 20, dom af 23.1.1997, sag C-171/95, Tetik, Sml. I, s. 329, praemis 28.

(19) - Dom af 20.9.1990, sag C-192/89, Sevince, Sml. I, s. 3461, praemis 26, af 5.10.1994, sag C-355/93, Eroglu, Sml. I, s. 5113, praemis 11, Guenaydin-dommen, a.st., praemis 24, og dom af 30.9.1997, sag C-98/76, Ertanir, Sml. I, s. 5179, praemis 24.

(20) - Bozkurt-dommen, a.st., praemis 14, 19 og 20, Tetik-dommen, a.st., praemis 20, Guenaydin-dommen, a.st., praemis 20 og 21, Ertanir-dommen, a.st., praemis 20 og 21.

(21) - Kus-dommen, a.st., praemis 25, Guenaydin-dommen, a.st., praemis 23, Ertanir-dommen, a.st., praemis 23.

(22) - Jf. ligeledes punkt 19 i generaladvokat Darmon's forslag til afgoerelse i Eroglu-sagen.

(23) - A.st., praemis 30, gentaget i Bozkurt-dommen, a.st., praemis 26.

(24) - I et andet tilfaelde synes generaladvokat Darmon i punkt 41 i sit forslag til afgoerelse i Eroglu-sagen at have forenet den anden og tredje betingelse, idet han fastslog, at det afgoerende for, om en arbejdstager er tilknyttet det lovlige arbejdsmarked, er »at arbejdstagerens situation er 'lovlig' i forhold til vaertsmedlemsstatens lovgivning«, hvilket synes at pege paa den tyske formulering af artikel 6, stk. 1, med hensyn til lovlig beskaeftigelse (»ordnungsgemaesse Beschaeftigung«, mine fremhaevelser).

(25) - A.st., punkt 31.

(26) - Dom af 5.6.1997, sag C-285/95, Kol, Sml. I, s. 3069.

(27) - Dom af 3.7.1986, sag 66/85, Sml. s. 2121.

(28) - Dom af 21.11.1991, sag C-27/91, Sml. I, s. 5531, praemis 7.

(29) - Guenaydin-dommen, a.st., praemis 31, jf. ogsaa Ertanir-dommen, a.st., praemis 43. Jf. ligeledes generaladvokat Darmon's forslag til afgoerelse i Eroglu-sagen, punkt 30, hvor han i det vaesentlige anvender det samme kriterium til at afgoere, om en tyrkisk statsborger er arbejdstager.

(30) - A.st.

(31) - A.st., praemis 5.

(32) - A.st., praemis 15.

(33) - A.st., praemis 17 og 19.

(34) - Jf. generaladvokat Elmer's forslag til afgoerelse i Bozkurt-sagen, punkt 21, og i Guenaydin-sagen, punkt 24.

(35) - Flere steder har jeg i den originale engelske tekst til dette forslag til afgoerelse i parentes henvist til det regulaere eller lovlige arbejds- eller beskaeftigelsesmarked for at sammenfatte nuancerne i afgoerelsens forskellige sproglige versioner.

(36) - Bozkurt-dommen, a.st., praemis 22 og 23, Guenaydin-dommen, a.st., praemis 29, Ertanir-dommen, a.st., praemis 39.

(37) - Sevince-dommen, a.st., praemis 30.

(38) - Denne betegnelse findes ligeledes i den italienske version af afgoerelsen.

(39) - A.st., praemis 33.

(40) - Den citerede passus er indeholdt i Tetik-dommen, a.st., jf. punkt 32 i dette forslag til afgoerelse.

(41) - A.st., praemis 38.

(42) - A.st., praemis 36, sammenholdt med praemis 37, hvori den tyske regerings argument tiltraedes.

(43) - A.st., praemis 39.

(44) - A.st., praemis 40.

(45) - A.st., praemis 41 og 42, jf. endvidere praemis 46.

(46) - A.st., punkt 17 og 18 i forslaget til afgoerelse.

(47) - A.st., punkt 22.

(48) - A.st., punkt 23.

(49) - A.st., praemis 31. Det er klart, at betingelsen om tilknytning til det lovlige arbejdsmarked ikke er taenkt at vaere udtoemmende, idet det efter omstaendighederne kan vaere tilstraekkeligt, at en tyrkisk arbejdstager er arbejdssoegende, uanset om han midlertidigt er arbejdsloes.

(50) - Jf. foerste punktum i praemis 33 samt det i praemis 32 anfoerte om, at der intet er til hinder for, at en medlemsstat meddeler en tyrkisk statsborger tilladelse til indrejse og ophold alene med henblik paa at gennemgaa en bestemt erhvervsuddannelse paa statens omraade, bl.a. i henhold til en laerekontrakt.

(51) - A.st., praemis 33.

(52) - A.st., praemis 21. Den uddannelsessoegende, som Le Manoir-sagen angik, blev anset for arbejdstager, selv om hun ikke oppebar mindsteloennen.

(53) - Guenaydin-dommen, a.st., praemis 32.

(54) - A.st., praemis 34.

(55) - Denne fodnote vedroerer kun den engelske version.

(56) - Ertanir-dommen, a.st., praemis 42, 43 og 44.

(57) - Jf. generaladvokat Elmer's forslag til afgoerelse i Guenaydin-sagen, a.st., punkt 18.