61996B0041

++++

Saerlige rettergangsformer ° udsaettelse af gennemfoerelsen ° udsaettelse af gennemfoerelsen af Kommissionens beslutning om forbud mod at naegte at levere et laegemiddel, som i betydeligt omfang parallelimporteres ° betingelser ° alvorlig og uoprettelig skade ° afvejning af samtlige interesser i sagen

(EF-traktaten, art. 185; Rettens procesreglement, art. 104)

En laegemiddelproducent, som Kommissionen forbyder at naegte at levere et laegemiddel for at forhindre en stigning i paralleleksporten af denne vare fra medlemsstater, hvor varen forhandles til betragteligt lavere pris end i den anden medlemsstat, hvortil den eksporteres, fordi Kommissionen finder, at saadanne naegtelser omfattes af de aftaler, der er forbudt i henhold til traktatens artikel 85, stk. 1, hvilket den paagaeldende producent bestrider, idet han goer gaeldende, at han ensidigt fastsaetter sin forretningspolitik paa grundlag af et kontrolsystem, der ikke har til formaal at laegge pres paa grossisterne for at afholde dem fra at eksportere, kan med foeje haevde, at en oejeblikkelig gennemfoerelse af den omhandlede beslutning, som fortsat vil skabe usikkerhed om kriterierne for sondringen mellem det ensidigt fastsatte og det kontraktfastsatte, vil fratage ham muligheden for selvstaendigt at fastlaegge en raekke vigtige led i hans forretningspolitik og skabe usikkerhed med hensyn til hans frihed til at fastlaegge denne politik.

Dette kan ganske saerligt foraarsage et alvorligt tab for laegemiddelproducenten paa grund af en heraf foelgende maerkbar foroegelse af parallelimporten netop i laegemiddelbranchen, som karakteriseres ved, at de nationale sundhedsvaesener har fastlagt ordninger til fastsaettelse eller kontrol af priserne og refusionsordninger, som medfoerer store udsving i prisen for samme laegemiddel i de forskellige medlemsstater.

Naar et saadant tab ikke staar i rimeligt forhold til grossisternes interesse i at oege deres eksport og til interessen hos det nationale sundhedsvaesen, forbrugerne og skatteyderne i den stat, hvortil laegemidlet skal eksporteres, i, at prisen nedsaettes paa det nationale marked, maa Retten, fordi den begaerede forholdsregel er uopsaettelig, traeffe afgoerelse om, at gennemfoerelsen udsaettes.

I sag T-41/96 R,

Bayer AG, Leverkusen (Tyskland), ved advokat Jochim Sedemund, Koeln, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Aloyse May, 31, Grand-rue,

sagsoeger,

mod

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Wouter Wils og Klaus Wiedner, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

sagsoegt,

angaaende en begaering om udsaettelse af gennemfoerelsen af artikel 2 i Kommissionens beslutning af 10. januar 1996 om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 85 (IV/34.279/F3 ° Adalat),

har

PRAESIDENTEN FOR DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET I FOERSTE INSTANS

afsagt foelgende

Kendelse

Faktiske omstaendigheder og retsforhandlinger

1 Bayer-koncernen er en international kemisk koncern, som inden for medicinalsektoren er den ottendestoerste virksomhed i verden. Ifoelge oplysningerne i Kommissionens beslutning af 10. januar 1996 om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 85 (IV/34.279/F3 ° Adalat) (herefter "beslutningen") havde koncernen i 1991-1992 et salg paa ca. 3 264 mio. ECU. Koncernens moderselskab, Bayer AG ("Bayer"), har i adskillige aar under betegnelsen Adalat (i Frankrig "Adalate") produceret og forhandlet en serie laegemidler ("Adalat") indeholdende det virksomme stof nifedipin, som bruges til behandling af hjerte-/kar-sygdomme. Ifoelge interne Bayer-dokumenter, som citeres i beslutningen, er Adalat "et af de foerende praeparater til behandling af hypertension og hjerteinsufficiens". Det er "et foerende produkt med en staerk identitet". Adalat indtager niendepladsen paa listen over de fyrre mest solgte laegemidler i verden i 1992 og tegner sig for et salg paa ca. 783 mio. ECU.

2 Det fremgaar af beslutningen, at Adalat er et hovedprodukt i Bayer-datterselskabernes salgsstrategier i de forskellige medlemsstater. I 1992 tegnede dette laegemiddel sig for ca. 15% af den samlede omsaetning i Bayer Spanien og 36% af den samlede omsaetning i Bayer Frankrig. I Det Forenede Kongerige udgjorde Adalat 56% af Bayer UK' s samlede omsaetning.

3 Ifoelge Bayer' s oplysninger er Adalat' s markedsandel inden for Faellesskabet paa ca. 8%. Ifoelge samme kilde ° gengivet i beslutningen ° optager Bayer paa markederne for midler mod hjerteinsufficiens og hypertension henholdsvis 7% og 9% i Spanien, henholdsvis 5% og 4% i Frankrig og henholdsvis 20% og 17% i Det Forenede Kongerige.

4 I de fleste medlemsstater fastsaettes prisen paa Adalat direkte eller indirekte af de nationale sundhedsmyndigheder. Fra 1989 til 1993 laa de priser, som var fastsat af de spanske og franske sundhedsmyndigheder i gennemsnit 40% under priserne i Det Forenede Kongerige. Paa Adalat Retard 20 mg var prisforskellen i Spanien 35-47% og i Frankrig ca. 24%. For Adalat-kapsler var prisen i Spanien 48-55% og i Frankrig 39-45% under prisen i Det Forenede Kongerige.

5 Paa grund af disse prisforskelle paabegyndte grossister i Spanien fra 1989 en eksport af Adalat til Det Forenede Kongerige. Fra 1991 har grossister i Frankrig fulgt samme fremgangsmaade. Ifoelge Bayer er Bayer UK' s salg af Adalat fra 1989 til 1993 blevet naesten halveret paa grund af parallelimport. Bayer' s britiske datterselskab har saaledes lidt et omsaetningstab paa 230 mio. DM, hvilket for Bayer har udgjort et indtaegtstab paa 100 mio. DM.

6 Over for denne situation besluttede Bayer Spanien og Bayer Frankrig ikke laengere at efterkomme ordrer fra grossister i Spanien og Frankrig fuldt ud.

7 Kommissionen traf derfor den 10. januar 1996 den naevnte beslutning over for Bayer, som i artikel 1 fastslaar, at Bayer AG har overtraadt traktatens artikel 85, idet Bayer Spanien og Bayer Frankrig med deres respektive grossister i Spanien og Frankrig i forbindelse med deres faste forretningsforbindelser havde aftalt at forbyde eksport af Adalat til andre medlemsstater. Kommissionen har fastslaaet, at de relevante geografiske markeder er de nationale markeder, i det omfang salget af laegemidler paavirkes af den administrative politik og indkoebspolitik, de nationale sundhedsvaesener anlaegger. Ifoelge beslutningen foerer en analyse af den adfaerd, Bayer Spanien og Bayer Frankrig har anlagt over for deres respektive grossister, til den konklusion, at disse Bayer-datterselskaber har paalagt grossisterne et eksportforbud inden for rammerne af deres forretningsforbindelser med dem. Kommissionen har udledt et saadant forbud af, hvad den anser for at vaere en systematisk indkredsning af eksporterende grossister samt af, at de to datterselskaber successivt har beskaaret leverancer til de grossister, der eksporterer alle eller en del af de leverede varer (punkt 156).

8 Ifoelge beslutningens artikel 2 skal Bayer "bringe den i artikel 1 omhandlede overtraedelse til ophoer og i forbindelse hermed isaer

° senest to maaneder efter meddelelsen af naervaerende beslutning fremsende en rundskrivelse til deres grossister i Frankrig og Spanien, hvori det klart anfoeres, at det er tilladt at eksportere inden for Faellesskabet, og at en saadan eksport ikke vil medfoere nogen sanktioner

° senest to maaneder efter meddelelsen af naervaerende beslutning angive dette klart i de almindelige salgsbetingelser, der anvendes i Frankrig og Spanien".

9 I beslutningens artikel 3 paalaegges Bayer en boede paa 3 mio. ECU. I artikel 4 paalaegges en tvangsboede paa 1 000 ECU for hver dags forsinkelse med opfyldelsen af de i artikel 2 udtrykkeligt angivne forpligtelser.

10 Ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 22. marts 1996 har Bayer paastaaet beslutningen annulleret.

11 Ved saerskilt dokument registreret paa Rettens Justitskontor den 22. marts 1996 indgav sagsoegeren i medfoer af traktatens artikel 185 ligeledes begaering om, at gennemfoerelsen af beslutningens artikel 2 udsaettes. Kommissionen indgav sine skriftlige bemaerkninger til Rettens Justitskontor den 4. april 1996. Den 17. april 1996 fremkom sagsoegeren med sine bemaerkninger til Kommissionens bemaerkninger. Den sagsoegte institution tog stilling hertil ved processkrift den 25. april 1996. Parterne afgav mundtlige forklaringer den 2. maj 1996.

Retlige bemaerkninger

12 I henhold til EF-traktatens artikel 185 og 186, jf. artikel 4 i Raadets afgoerelse 88/591/EKSF, EOEF, Euratom af 24. oktober 1988 om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (EFT L 319, s. 1), som aendret ved Raadets afgoerelse 93/350/Euratom, EKSF, EOEF af 8. juni 1993 (EFT L 144, s. 21) og 94/149/EKSF, EF af 7. marts 1994 (EFT L 66, s. 29), og ved Raadets afgoerelse 95/1/EF, Euratom, EKSF af 1. januar 1995 (EFT L 1, s. 1), kan Retten, hvis den skoenner, at forholdene kraever det, udsaette gennemfoerelsen af den anfaegtede retsakt eller foreskrive de noedvendige foreloebige forholdsregler.

13 Det fastslaas i artikel 104, stk. 1, i Rettens procesreglement, at en begaering om udsaettelse af gennemfoerelsen kun kan antages til realitetsbehandling, hvis den, der fremsaetter begaeringen, har anlagt sag til proevelse af retsakten ved Retten. I artikel 104, stk. 2, bestemmes, at begaeringer om foreloebige forholdsregler, som er omhandlet i traktatens artikel 185 og 186, skal angive de omstaendigheder, der medfoerer uopsaettelighed, og de faktiske og retlige grunde til, at den begaerede forholdsregel umiddelbart forekommer berettiget. De begaerede forholdsregler skal vaere af foreloebig art i den forstand, at de ikke maa foregribe afgoerelsen i hovedsagen (jf. kendelse afsagt af Rettens praesident den 22.4.1996, sag T-23/96 R, De Persio mod Kommissionen, Sml. Pers. II, s. 527, praemis 19).

Parternes argumenter

Fumus boni juris

14 Sagsoegeren har indledningsvis fremhaevet, at selskabet ikke har nogen indvendinger mod, at det fastslaas over for dets grossister, at "det er tilladt at eksportere inden for Faellesskabet". Selskabet har nemlig aldrig paalagt grossisterne eksportrestriktioner og har ikke til hensigt at goere det. Selskabet modsaetter sig derimod den formulering, hvorefter "en saadan eksport ikke vil medfoere nogen sanktioner", hvilket ifoelge sagsoegeren indebaerer, at selskabet "ikke laengere ensidigt kunne naegte helt eller delvis at forsyne grossister, som eksporterer selskabets laegemidler til andre nationale markeder". Sagsoegeren ville saaledes blive paalagt en "leveringspligt".

15 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at Bayer Spanien og Bayer Frankrig ikke har indgaaet nogen aftale med deres grossister i Spanien og Frankrig om forbud mod at eksportere Adalat til andre medlemsstater, navnlig til Det Forenede Kongerige. Under retsmoedet i forbindelse med begaeringen om foreloebige forholdsregler har sagsoegeren bekraeftet, at beskaeringen af leverancerne til grossister i Spanien og Frankrig havde til formaal at daemme op for paralleleksport til Det Forenede Kongerige. Sagsoegerens datterselskaber har imidlertid aldrig paalagt deres kunder et eksportforbud. I det omfang de ikke havde nogen leveringspligt, havde de ensidigt afslaaet at efterkomme en raekke ordrer. For at undgaa enhver aftale med grossisterne om et eksportforbud havde datterselskaberne endog instrueret personalet i distributionsafdelingen om ikke at angive de virkelige aarsager til den ensidige beskaering af omfanget af leverancerne og om systematisk at henvise til "utilstraekkelig lagerbeholdning" paa grund af interne problemer med leverancer eller produktion.

16 Naermere bestemt har Bayer bestridt Kommissionens udsagn om, at de grossister, som eksporterede, skulle vaere blevet indkredset ved hjaelp af et salgskontrolsystem og dernaest automatisk havde faaet deres leverancer beskaaret. Dette er ifoelge sagsoegeren paa ingen maade bevist. I det foreliggende tilfaelde er sagsoegeren efter at have leveret varer til en grossist ude af stand til at efterproeve, hvorvidt grossisten eksporterer varerne. Under disse betingelser vidste grossisterne, at de ikke behoevede at frygte nogen begraensning i leverancerne, naar de eksporterede. I modsaetning til, hvad Kommissionen har gjort gaeldende, havde de saaledes ingen "interesse i at overholde eksportforbuddet". Kommissionen havde i oevrigt fastslaaet, at sagsoegerens distributionskontrolsystem blot bestod i foerst at registrere de maengder, som var leveret til grossisten i loebet af de forudgaaende perioder ("referencemaengderne") og i ensidigt paa forhaand at fastlaegge de maanedlige og aarlige maengder, som sagsoegeren ville levere til grossisten (saedvanligvis referencemaengden forhoejet ca. 10% aarligt), og dernaest ved hjaelp af distributionskontrolsystemet at undersoege, hvornaar grossistens loebende ordrer oversteg referencemaengderne. I saa fald havde sagsoegeren ikke laengere accepteret ordrer om leverancer eller kun delvis accepteret dem. Kommissionens bemaerkning om, at sagsoegeren i enkelte tilfaelde ikke tillagde referencemaengden 10% eller efterfoelgende korrigerede denne, aendrer efter sagsoegerens opfattelse ikke ved, at Bayer forud og ensidigt fastsatte, hvilke maengder der skulle leveres.

17 Sagsoegeren har i denne sammenhaeng bestridt Kommissionens anbringende om, at grossisterne havde accepteret det paastaaede eksportforbud ved blot "tilsyneladende" at begraense maengden af deres ordrer, hvilket paa grund af de fortsatte handelsrelationer mellem sagsoegeren og grossisterne skulle udgoere en aftale i den i traktatens artikel 85, stk. 1, anfoerte betydning (beslutningens punkt 181). Denne fortolkning er ifoelge sagsoegeren ikke i overensstemmelse med artikel 85' s ordlyd eller med maalene med og opbygningen af Faellesskabets konkurrenceret. En ensidig adfaerd er ikke i medfoer af denne konkurrenceret forbudt, blot fordi den tilsigter at forhindre paralleleksport. Beslutningen ville saaledes udstraekke anvendelsesomraadet for artikel 85 til ligeledes at omfatte en ensidig leveringsnaegtelse, hvilket principielt efter sagsoegerens opfattelse kun kan vaere omfattet af traktatens artikel 86.

18 Navnlig ville Kommissionens analyse have den virkning, at det centrale led i aftalebegrebet i artikel 85, nemlig parternes samstemmende vilje, faldt bort. Ifoelge det synspunkt, som forfaegtes af Kommissionen, vil en leverandoer, der som sagsoegeren vil vedtage rent ensidige foranstaltninger, ikke kunne forhindre, at der ° endog imod hans vilje ° opstaar en "aftale", fordi det er tilstraekkeligt, at kunden ensidigt aendrer sin adfaerd i forbindelse med ordreafgivelsen. Desuden ville det vaere en aftale i den i artikel 85 anvendte betydning, selv naar kunden kun tilsyneladende aendrer sin adfaerd, og naar den faktiske adfaerd tvaertimod klart viser, at leverandoeren netop ikke tilsigtede at indgaa den paastaaede aftale. Beslutningen gaar efter sagsoegerens opfattelse saaledes maerkbart ud over Domstolens praksis og Kommissionens aktuelle praksis, idet det i oevrigt bemaerkes, at Kommissionen har anset denne beslutning for at vaere en "proevesag".

19 Endelig er begrebet "sanktion", som anvendes i beslutningens artikel 2, upraecist. Det kan efter sagsoegerens opfattelse omfatte et resultat ° som af sagsoegeren forudsat ° hvorefter sagsoegerens salgssystem aendres med henblik paa at daemme op for paralleleksport. Som et led i et saadant resultat ville Bayer indstille leverancerne til grossisterne og overlade denne opgave til sine datterselskaber, hvilket ikke er omfattet af artikel 85. Sagsoegeren slutter herudfra, at artikel 2 ikke kan anvendes oejeblikkeligt, for saa vidt som bestemmelsens anvendelsesomraade ikke er blevet fastlagt af Kommissionen.

20 Kommissionen har indledningsvis fremhaevet, at udtrykket "sanktion" sigter til de begraensninger i leverancerne, som er beskrevet i beslutningen, samt til enhver anden foranstaltning med samme virkning, nemlig overholdelse af eksportforbuddet.

21 Kommissionen har i oevrigt anfoert, at den adfaerd, som beslutningen betegner som ulovlig, ikke er rent ensidig, men er udtryk for samstemmende vilje mellem paa den ene side Bayer Spanien og Bayer Frankrig og paa den anden deres respektive grossister i Spanien og i Frankrig. Ifoelge Kommissionen forudsaetter en aftale i den i artikel 85, stk. 1, anvendte betydning, at to parter har interesse i at indgaa aftalen, uden at der noedvendigvis er tale om faelles interesse. I dette tilfaelde bestaar sagsoegerens interesse ifoelge Kommissionen i at forhindre eller i det mindste i at indskraenke paralleleksport. Grossisternes interesse bestaar ifoelge Kommissionen i at undgaa begraensning af leverancerne af Adalat.

22 At der foreligger en aftale om eksportforbud bevises efter Kommissionens opfattelse af de af Bayer foretagne begraensninger i leverancerne til grossister, som tilsidesaetter denne aftale, med henblik paa at faa dem til at afstaa fra fortsat at eksportere. Bayer havde saaledes ved hjaelp af et distributionskontrolsystem indkredset de grossister i Spanien og i Frankrig, som eksporterede til andre medlemsstater, og herefter begraenset deres forsyninger betragteligt. Disse begraensninger fandt efter Kommissionens opfattelse sted automatisk, saa snart en grossist tilsidesatte eksportforbuddet. I modsaetning til, hvad sagsoegeren har gjort gaeldende, byggede begraensningerne ikke paa en referencemaengde, som var fastsat for hver grossist i begyndelsen af hvert regnskabsaar paa grundlag af den maengde, som var leveret aaret foer, forhoejet med 10%. For visse grossister ° f.eks. CERP Lorraine eller Hefame ° var leverancerne blevet begraenset paa grundlag af det tidligere aar uden tillaeg af 10%. For andre ° heriblandt Husafa og Cofares ° var de blevet begraenset, saaledes at de end ikke kunne daekke behovene paa det nationale marked.

23 Grossisterne havde efter Kommissionens opfattelse haft fuldt kendskab til begrundelsen for disse leveringsnaegtelser og havde stiltiende accepteret eksportforbuddet. At de var indforstaaede med dette forbud fremgaar navnlig efter Kommissionens opfattelse af den begraensning i de maengder, som de afgav ordrer paa hos Bayer Spanien og Bayer Frankrig med henblik paa at tilpasse sig de omsaetningstal, som disse datterselskaber efter forhandlinger med deres kunder fandt normale for forsyningen af det nationale marked. Ifoelge Kommissionen forelaa der en aftale, hvilket bekraeftes af, at en raekke grossister ad omveje forsoegte at opnaa stoerre leverancer, netop fordi de over for Bayer skulle forpligte sig til ikke at eksportere og foelgelig afgive ordrer paa begraensede maengder, som ikke kunne eksporteres.

24 Ganske som i Sandoz-sagen (Domstolens dom af 11.1.1990, sag C-277/87, Sandoz prodotti farmaceutici mod Kommissionen, Sml. I, s. 45 ° summarisk offentliggoerelse), i hvilken sag kunderne stiltiende havde accepteret et eksportforbud med henblik paa at blive handelspartnere, udgjorde eksportforbuddet et af de vigtige elementer i de faste forretningsforbindelser mellem Bayer og selskabets grossister i Spanien og Frankrig. Desuden svarer de omhandlede faktiske forhold til de omstaendigheder, som laa til grund for Kommissionens beslutning 80/1283/EOEF af 25. november 1980 om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/29.702: Johnson & Johnson, EFT L 377, s. 16), i hvilken sag kunderne fra den 1. januar 1977 havde accepteret et uskrevet eksportforbud paalagt af fabrikanten, som anvendte et kontrolsystem og truede med at ophaeve eller forsinke forsyningen til paralleleksportoererne.

Uopsaettelighed

25 Sagsoegeren har anfoert, at en oejeblikkelig gennemfoerelse af beslutningens artikel 2 vil tvinge selskabet til at efterkomme alle ordrer fra en grossist, som derefter eksporterer, hvilket vil medfoere en betragtelig foroegelse af parallelhandelen. Den del af det samlede forbrug af Adalat i Det Forenede Kongerige, som daekkes af parallelimport, udgjorde allerede naesten 50% i 1993 og vil overstige 75% paa grund af den staerke interesse hos grossister i Spanien og i Frankrig i at opnaa supplerende leverancer med henblik paa eksport. Kommissionen har fastslaaet, at denne interesse var af et saadant omfang, at efterspoergslen paa Adalat i loebet af kort tid var steget med 300% i forhold til de tidligere leverede maengder, og at en enkelt grossist havde afgivet ordrer paa ca. 50% af det samlede forbrug i Spanien. Desuden ville den leveringspligt, som paalaegges i den omhandlede bestemmelse, sandsynligvis ikke blot finde anvendelse paa de omtvistede varer, men tillige paa alle sagsoegerens andre varer samt andre laegemiddelproducenters. Efter sagsoegerens opfattelse vil beslutningen noedvendigvis medfoere en staerk stigning i parallelhandelen med sagsoegerens vigtigste produkter. Alle nationale markeder vil foelgelig blive forsynet med varer fra de medlemsstater, hvor de nationale sundhedsvaesener fastsaetter prisen lavest, idet prisforskellen naar helt op paa 100%. At de forskellige nationale markeder overvejende ville blive forsynet fra "lavprislande", vil uopretteligt paavirke sagsoegerens distributionssystem, som i oejeblikket har datterselskaber i stort set alle medlemsstater. Endelig vil sagsoegeren sandsynligvis lide et aarligt omsaetningstab alene for sine vigtigste varer paa ca. 240 mio. DM.

26 Saafremt 75% af markedet i Det Forenede Kongerige blev forsynet med Adalat fra grossister i Spanien, vil dette bl.a. medfoere et aarligt omsaetningstab for Bayer UK paa 100 mio. DM og et overskudstab paa 30 mio. DM for sagsoegeren under forudsaetning af en prisforskel paa 30%. Dette vil fjerne ethvert oekonomisk grundlag for den distributionsstruktur, som Bayer har gennemfoert i Det Forenede Kongerige. Sagsoegeren ville blive tvunget til at afskedige et stort antal medarbejdere i Bayer UK, som har mere end 540 ansatte i sin afdeling for laegemidler. Sagsoegeren ville miste faglaert personale og den direkte adgang til kunderne, som er resultatet af et arbejde igennem adskillige tiaar. Et saadant tab ville ikke paa kort sigt kunne genoprettes. Af disse grunde vil en oejeblikkelig gennemfoerelse af den omhandlede bestemmelse i beslutningens artikel 2 for sagsoegeren medfoere et uforholdsmaessigt og uopretteligt oekonomisk tab.

27 Sagsoegeren har bestridt Kommissionens argument, hvorefter sagsoegeren blot kunne nedsaette sine priser i Det Forenede Kongerige, saaledes at de kunne konkurrere med de Adalat-produkter, som blev importeret fra Spanien eller fra Frankrig. Priserne i Det Forenede Kongerige er underlagt udbyttekontrol gennem National Health Service ("NHS"). Sagsoegeren har anfoert, at en prisreduktion i dette land ville have samme katastrofale foelger som en massiv forhoejelse af parallelimporten. Den ville foere til tab af omsaetning og udbytte, hvilket ville medfoere fare for, at Bayer UK' s afdeling ikke ville kunne overleve. Desuden har Kommissionen ikke i medfoer af artikel 85 kompetence til at tvinge sagsoegeren til at nedsaette sine priser. Under alle omstaendigheder er det eneste afgoerende spoergsmaal, hvorvidt en oejeblikkelig gennemfoerelse vil medfoere en uoprettelig aendring af den nuvaerende tilstand til skade for sagsoegeren. Spoergsmaalet om, hvorvidt sagsoegeren ° som Kommissionen har paastaaet ° stadig ville have tilstraekkeligt overskud, saafremt bestemmelsen blev gennemfoert oejeblikkeligt, er helt irrelevant.

28 Ifoelge Kommissionen hviler sagsoegerens anbringender vedroerende uopsaetteligheden paa en misforstaaelse af beslutningens artikel 2. Artikel 2 tager udelukkende sigte paa aftalerne om ikke-eksport mellem sagsoegeren og dennes grossister i Spanien og i Frankrig. Bayer vil saaledes ikke have pligt til at forsyne alle grossisterne i ubegraenset omfang. Selskabet vil kunne begraense eller annullere leverancerne, i det omfang dette ikke sker som en sanktion over for en saadan eksport.

29 Ifoelge Kommissionen baerer sagsoegeren bevisbyrden og har ikke fremfoert noget, som for det foerste kan godtgoere, at en oejeblikkelig anvendelse af den omhandlede bestemmelse i beslutningens artikel 2 vil medfoere en betragtelig stigning af paralleleksporten til Det Forenede Kongerige. Ifoelge de af Bayer fremlagte statistiske oplysninger (bilag 3 til begaeringen om foreloebige forholdsregler), var denne import allerede blevet mere end fordoblet fra 1984 til 1993, saaledes at den fra 1993 naesten udgjorde halvdelen af den Adalat, som blev forhandlet i Det Forenede Kongerige. Desuden har paralleleksport af Adalat til Det Forenede Kongerige fra 1992 ikke laengere paa grund af pundets devaluering vaeret rentabel for grossisterne i Frankrig. Selv om eksport fra Spanien svarede til en tiendedel af de varer, som sagsoegeren afsatte i Spanien, udgoer den efter Kommissionens opfattelse kun en lille del af den samlede paralleleksport til Det Forenede Kongerige paa grund af det spanske markeds mindre omfang. Kommissionen har heraf draget den slutning, at paralleleksporten fra Spanien aldrig har vaeret af betydning, og at paralleleksporten fra Frankrig ikke laengere er det.

30 For det andet har sagsoegeren ikke bevist, at det er noedvendigt at udsaette gennemfoerelsen for at undgaa den paastaaede risiko for tab. Naar henses til paralleleksportoerernes omkostninger i forbindelse med transport og indpakning, ville Bayer nemlig kunne undgaa en massiv stigning i parallelimporten ved at nedsaette sine priser til et niveau, som dog laa betragteligt over prisen i Spanien og i Frankrig, saaledes at sagsoegeren stadig ville have en tilstraekkelig indtjening. Det eneste eventuelle tab ville saaledes bestaa i et mindre overskud. Kommissionen har herved anfoert, at sagsoegeren i Det Forenede Kongerige raader over store markedsandele paa over henholdsvis 16% og 19%, for saa vidt angaar de to vigtigste produkter i Adalat-serien. Det er saaledes usandsynligt, at Bayer UK paa kort sigt kunne blive udkonkurreret i Det Forenede Kongerige, eftersom selskabet forhandler andre produkter i dette land.

Interesseafvejningen

31 Sagsoegeren har gjort gaeldende at have en altovervejende interesse i udsaettelse af gennemfoerelsen af bestemmelsen i beslutningens artikel 2 med henblik paa at undgaa et uopretteligt og uforholdsmaessigt tab og at opretholde den finansielle tilstand. Den begaerede udsaettelse af gennemfoerelsen vil ikke have nogen indflydelse paa den aktuelle parallelimport, da grossister i Spanien og Frankrig stadig frit helt eller delvis kan eksportere Adalat-produkter indkoebt hos Bayer Spanien og Bayer Frankrig.

32 Derimod foreligger der ikke nogen dominerende faellesskabsinteresse i en oejeblikkelig gennemfoerelse af beslutningens artikel 2. I vaesentlig grad er det grossister, som opnaar uforholdsmaessige, uventede og exceptionelt hoeje fortjenester ("wind-fall-profits"), som udnytter paralleleksport til Det Forenede Kongerige. Mens grossisternes fortjenstmargen for salg til traditionelle kunder i Spanien og Frankrig er paa ca. 12%, er denne margen fordoblet, for saa vidt angaar paralleleksport af Adalat til Det Forenede Kongerige.

33 Den "indirekte" fordel, som forbrugerne i Det Forenede Kongerige ville faa, fordi NHS ville nyde godt af en del af rabatterne, er efter sagsoegerens opfattelse marginal. Forbrugerne skal betale samme pris, hvad enten produkterne stammer fra Bayer UK eller fra parallelimport, eftersom NHS, som praktisk taget har monopol paa koeb af laegemidler i Det Forenede Kongerige, principielt yder samme refusion for en bestemt vare, uanset dennes oprindelse.

34 Endelig maa det tages i betragtning, at beslutningen er en "proevesag", hvis retlige grundlag efter sagsoegerens opfattelse er mere end tvivlsomt, og hvis resultat ikke boer accepteres, foerend Retten har truffet afgoerelse i hovedsagen.

35 Kommissionen har bestridt, at sagsoegerens interesse kan sidestilles med den almindelige interesse og andre beroertes interesser. Den begaerede udsaettelse af gennemfoerelsen ville ikke blot vaere til gene for paralleleksportoererne, som alene lovligt har udnyttet enhedsmarkedets muligheder, men ligeledes for NHS og ° som foelge heraf ° for forbrugerne og skatteyderne i Det Forenede Kongerige, naar henses til den ordning, hvorved NHS paa grundlag af en aarlig beregning og gennem en refusionsprocedure ° den saakaldte "claw back" ° kraever indbetaling af en del af de rabatter, som grossisterne yder apotekerne.

Rettens bemaerkninger

Fumus boni juris

36 Bestemmelsen i beslutningens artikel 2, hvis gennemfoerelse sagsoegeren har begaeret udsat, tilsigter at bringe den overtraedelse til ophoer, som er omhandlet i artikel 1, og som bestaar i en aftale mellem paa den ene side Bayer Spanien og Bayer Frankrig og paa den anden side deres respektive grossister i Spanien og i Frankrig om et forbud mod eksport af Adalat til andre medlemsstater. Bestemmelsen paalaegger sagsoegeren i en rundskrivelse til grossisterne i Spanien og i Frankrig og i de almindelige salgsbetingelser, der anvendes i Spanien og i Frankrig, at anfoere, at "det er tilladt at eksportere inden for Faellesskabet, og at en saadan eksport ikke vil medfoere nogen sanktioner".

37 I modsaetning til, hvad sagsoegeren har anfoert, er udtrykket "sanktioner" i artikel 2 blevet defineret af Kommissionen. Det maa forstaas under henvisning til de elementer, som udgoer den overtraedelse, som er beskrevet i beslutningen. Det daekker saaledes udelukkende leveringsnaegtelse til grossister, som er blevet indkredset som eksportoerer, med henblik paa at faa dem til at afstaa fra fortsat at tilsidesaette det paastaaede eksportforbud samt enhver anden foranstaltning med samme virkning.

38 Det fremgaar saaledes klart, at begrebet "sanktioner" ikke her indebaerer enhver leveringsnaegtelse begrundet i sagsoegerens oenske om at begraense paralleleksporten. Det maa fortolkes i forbindelse med begrebet "aftale" i beslutningen.

39 Efter denne indledende praecisering bemaerkes, at parterne er fundamentalt uenige om, hvorledes den adfaerd, som i beslutningen anses for at vaere en overtraedelse, og som bestaar i, at sagsoegeren efter bestemte kriterier har begraenset sine leverancer med henblik paa at formindske paralleleksport og i, at grossisterne har indrettet sig herpaa, skal bedoemmes. Uenigheden vedroerer spoergsmaalet om, hvorvidt disse former for adfaerd er en del af en aftale i traktatens artikel 85, stk. 1' s betydning og saaledes falder inden for denne bestemmelses anvendelsesomraade. Ifoelge sagsoegeren er leveringsnaegtelserne helt ensidige. Ifoelge Kommissionen indgaar de derimod som dele af en aftale, der har til formaal at afskaerme de nationale markeder.

40 I denne forbindelse bemaerkes, at der kun foreligger en aftale i den i artikel 85, stk. 1, anfoerte betydning, hvis parternes vilje er samstemmende, men at det ikke kraeves, at parterne formelt har givet udtryk for deres enighed. Denne kan ligeledes implicit fremgaa af virksomhedernes klare og utvetydige adfaerd som et led i deres faste forretningsforbindelser (jf. den naevnte dom i sagen Sandoz prodotti farmaceutici mod Kommissionen).

41 Naar henses til parternes anbringender, maa det indledningsvis fremhaeves, at Kommissionen ° ved under visse betingelser at anvende artikel 85, stk. 1, paa leveringsnaegtelser, som har til formaal at begraense paralleleksport ° har truffet en beslutning, som rejser det saerligt vanskelige spoergsmaal, under hvilke omstaendigheder en leveringsnaegtelse, naar den er et led i faste forretningsforbindelser, kan vaere en del af en aftale om eksportforbud. Et saadant spoergsmaal, som vedroerer fastlaeggelsen af, hvilke elementer der indgaar i en aftale i artikel 85' s betydning, og som derfor vedroerer afgraensningen af denne bestemmelses anvendelsesomraade og raekkevidde, vil noedvendiggoere en dybtgaaende undersoegelse under retsforhandlingerne i hovedsagen.

42 De af sagsoegeren fremfoerte anbringender forekommer paa sagens nuvaerende stadium umiddelbart ikke at vaere uden grundlag.

43 Sagsoegeren har erkendt, at de omhandlede leveringsnaegtelser havde til formaal at daemme op for paralleleksporten ved at begraense de leverede maengder. Imidlertid skulle det anvendte informationssystem alene indkredse de grossister, som havde afgivet uforholdsmaessigt store ordrer sammenlignet med aaret foer. En saadan adfaerd ° forudsat at den blev bevist ° boer ikke noedvendigvis i sig selv fortolkes som et forsoeg paa at forbyde eksport til grossisterne. Sagsoegeren var principielt berettiget til frit at organisere sit distributionsnet og til fuldt ud at udnytte sin kontraktfrihed i sin forretningspolitik uden i medfoer af artikel 85, stk. 1, at vaere bundet af en pligt til at levere til sine kunder.

44 Der maa herefter tages stilling til sagsoegerens indvendinger over for Kommissionens anbringende, hvorefter sagsoegerens "distributionskontrolsystem" (dette udtryk anvendes i et dokument fra Bayer Spanien, som Kommissionen har fundet hos Bayer Frankrig, og som citeres i beslutningens punkt 109 og 158) havde haft til formaal at opspore de eksporterende grossister netop med henblik paa at "straffe" dem ved at begraense leverancerne.

45 Selv om kontrolsystemet indgik som et led i de faste forretningsforbindelser mellem sagsoegeren og dennes kunder, som i de af Kommissionen paaberaabte naevnte sager Sandoz og Johnson & Johnson, indebar det imidlertid ikke ° i modsaetning til, hvad der var tilfaeldet i de to naevnte sager ° noget udtrykkeligt eksportforbud.

46 I Sandoz-sagen var fakturaerne blevet paafoert klausulen "maa ikke eksporteres", og disse var ikke blot bogfoeringsbilag, men indeholdt "detaljerede klausuler, som er strengt noedvendige for de professionelle handlende og de almindelige forretningsforbindelser mellem Sandoz PF og forhandlerne". Domstolen kunne saaledes traeffe afgoerelse om, at denne klausul om eksportforbud, som kunderne stiltiende havde accepteret, indgik som et led i de faste forretningsforbindelser mellem den omhandlede virksomhed og forhandlerne (den naevnte dom i sagen Sandoz prodotti farmaceutici mod Kommissionen, praemis 9-12). Det fremgaar i oevrigt af den naevnte beslutning 80/1283 i Johnson & Johnson-sagen, at eksportforbuddet, som foerst udtrykkeligt var angivet i prislisterne, dernaest var blevet opretholdt ved hjaelp af trusler om at ophaeve og forsinke leverancerne. Den paagaeldende virksomhed havde i praksis gennemfoert et kontrolsystem med sine kunder for at kunne indkredse eksportoererne navnlig ved hjaelp af proevekoeb og nummerering af forsendelserne samt ved at fjerne dele af brugsvejledningen ved de leverede varer.

47 I denne sag fremgaar det hverken saa klart og aabenbart, at det af sagsoegeren gennemfoerte system havde til formaal at kontrollere kundernes distribution af sagsoegerens produkter netop for at paalaegge dem et eksportforbud, eller at grossisterne stiltiende havde samtykket i et saadant forbud som et led i deres faste forretningsforbindelser med Bayer Spanien og Bayer Frankrig.

48 Navnlig synes de indicier, som beslutningen bygger paa, ikke ved foerste oejekast at vaere tilstraekkelige til, at man kan formode, at grossisterne har fortolket sagsoegerens omtvistede adfaerd som en trussel om at begraense leverancerne, saafremt de fortsatte med paralleleksport. At de havde haft kendskab til sagsoegerens underliggende motiver til at naegte at levere til dem betyder ikke noedvendigvis, at grossisterne paa denne baggrund havde kunnet slutte sig til, at sagsoegeren ville forbyde dem at eksportere de leverede produkter ved at kontrollere eksporten og "straffe" en saadan ved fornyede beskaeringer af leverancerne. I denne henseende bemaerkes, at grossisterne i de i beslutningen naevnte dokumenter hverken henviser til et saadant forbud eller til det kontrolsystem, som skulle opspore paralleleksporten, og som sagsoegeren skulle have gennemfoert med henblik paa at paalaegge dem dette forbud. De henviser blot til, at sagsoegeren vil forhindre paralleleksport ved at begraense leverancerne.

49 Dertil kommer, at grossisternes adfaerd, da de blev moedt med de omhandlede begraensninger af leverancerne, snarere umiddelbart syntes at lade formode, at de ikke stiltiende havde samtykket i det paastaaede eksportforbud. Det fremgaar saaledes af en summarisk gennemgang af sagen, at grossisterne ikke har aendret deres adfaerd for saa vidt angaar eksporten, men alene har tilpasset deres ordrer til sagsoegerens krav og til tilsyneladende at acceptere ikke at afgive ordrer paa stoerre maengder, end Bayer Spanien og Bayer Frankrig ansaa for at vaere normale til forsyningen af det nationale marked (beslutningens punkt 183). De har saaledes paa forskellig vis skaffet sig leverancer, bl.a. ved at fordele eksportordrerne paa de forskellige afdelinger og ved at afgive ordrer til smaa grossister (punkt 182).

50 Det ser saaledes ud til, at aftalen mellem sagsoegeren og grossisterne alene har vedroert omfanget af de ordrer, som grossisterne afgav. En saadan aftale kan principielt ikke fortolkes som et implicit eksportforbud. Aftalen udstikker saaledes ingen begraensninger i bestemmelsesstedet for de leverede varer. Under visse betingelser i henhold til national lovgivning om mindstelagre af laegemidler kunne grossisterne prioritere eksport af Adalat til Det Forenede Kongerige i forhold til forsyningen af deres nationale marked (jf. beslutningens punkt 203, foerste led, og punkt 204).

51 Denne analyse synes bekraeftet af den stadige stigning fra 1989 til 1993 i paralleleksporten fra Spanien og fra Frankrig, som i 1993 daekkede naesten 50% af behovet for Adalat paa markedet i Det Forenede Kongerige (jf. de af sagsoegeren fremlagte statistiske oplysninger, bilag 3 til begaeringen om foreloebige forholdsregler, gengivet af Kommissionen).

52 Det foelger heraf, at sagsoegerens argumentation, hvorefter der ikke foreligger nogen aftale om eksportforbud mellem Bayer Spanien og Bayer Frankrig og deres respektive grossister i de to lande, ikke umiddelbart savner ethvert grundlag, idet der dog tages forbehold for den vurdering, som skal gennemfoeres som et led i hovedsagen. En gennemgang af de overordentligt vanskelige retlige og faktiske spoergsmaal, som beslutningen rejser vedroerende begrebet "aftale" i den i artikel 85, stk. 1, anfoerte betydning, maa under alle omstaendigheder foretages af Retten, naar den traeffer afgoerelse om sagens realitet.

Uopsaettelighed

53 Vedroerende spoergsmaalet om uopsaettelighed har sagsoegeren gjort en raekke forhold gaeldende for at bevise, at det tab, sagsoegeren risikerer at lide, saafremt den omhandlede bestemmelse finder oejeblikkelig anvendelse, er alvorligt og vanskeligt at genoprette eller i hvert fald uforholdsmaessigt, naar bl.a. henses til afvejningen af de forskellige interesser.

54 For at kunne vurdere, hvor alvorligt det af sagsoegeren paastaaede tab maatte vaere, maa man bl.a. tage hensyn til, at beslutningens artikel 2 ° naar henses til dens begrundelse ° kan fortolkes som et forbud mod at naegte at levere med henblik paa at forhindre en stigning i paralleleksport af Adalat til Det Forenede Kongerige paa grundlag af det kontrolsystem, som sagsoegeren har gjort gaeldende ikke skulle laegge pres paa grossisterne med henblik paa at faa dem til at afstaa fra at eksportere. Selv om en leveringsnaegtelse efter fast retspraksis under visse klart fastlagte saerlige omstaendigheder kan indgaa som et led i en aftale i den i artikel 85, stk. 1, anfoerte betydning (jf. bl.a. Domstolens dom af 17.9.1985, forenede sager 25/84 og 26/84, Ford mod Kommissionen, Sml. s. 2725, praemis 20, 21 og 22), er kontraktfriheden paa dette omraade ikke desto mindre hovedreglen, hvilket Retten har fastslaaet i dom af 18. september 1992, sag T-24/90, Automec mod Kommissionen (Sml. II, s. 2223, praemis 51 og 52). Saafremt Retten i dette tilfaelde skulle tage sagsoegerens paastand til foelge, ville en oejeblikkelig gennemfoerelse af den omhandlede bestemmelse medfoere risiko for, at sagsoegeren ikke fik mulighed for selvstaendigt at fastlaegge en raekke vigtige led i sin forretningspolitik. Under alle omstaendigheder ville det skabe usikkerhed med hensyn til sagsoegerens frihed til at fastlaegge denne politik, naar navnlig henses til, at det er vanskeligt paa grundlag af de i beslutningen opregnede kriterier at fastlaegge, hvorvidt en leveringsnaegtelse indgaar som en del af en aftale om et eksportforbud, eller hvorvidt den er udtryk for en ensidig foranstaltning.

55 En saadan situation vil ganske saerligt kunne foraarsage et alvorligt tab for sagsoegeren netop i laegemiddelbranchen, som karakteriseres ved, at de nationale sundhedsvaesener har fastlagt ordninger til fastsaettelse eller kontrol af priserne og refusionsordninger, som medfoerer store udsving i prisen paa samme laegemiddel i de forskellige medlemsstater. Sagsoegeren er saaledes ikke herre over sine priser i eksportlandene, Spanien og Frankrig, hvor priserne paa Adalat fastsaettes af de ansvarlige myndigheder paa et niveau, der gennemsnitligt i oejeblikket ligger ca. 40% under prisen i Det Forenede Kongerige, saaledes som der er enighed om det mellem parterne.

56 Under disse omstaendigheder kan det ikke udelukkes, at der er risiko for en maerkbar stigning af paralleleksporten af Adalat til Det Forenede Kongerige, hvis den omhandlede bestemmelse gennemfoeres oejeblikkeligt. Kommissionens argumenter til stoette for, at grossister i Spanien og Frankrig ikke laengere skulle have interesse i at foroege omfanget af deres eksport til disse lande, er i denne forbindelse ikke overbevisende. Dels er det ubestridt (jf. praemis 51), at naesten 50% af behovet paa markedet i Det Forenede Kongerige i 1993 blev daekket af paralleleksport af Adalat, hvilket vidner om, at sagsoegerens kunder i Spanien og i Frankrig har en klar interesse i saadanne fremgangsmaader. Dels medfoerer prisforskellene paa de nationale markeder, at denne interesse fortsat bestaar. Kommissionens anbringender, hvorefter det mere begraensede spanske marked skulle umuliggoere en maerkbar stigning i paralleleksport fra dette land, er i virkeligheden uden relevans for spoergsmaalet om, hvorvidt det er muligt at foretage yderligere eksport til Det Forenede Kongerige. En saadan mulighed kan nemlig foere til, at en grossist ° uafhaengigt af behovene paa det nationale marked ° i maerkbar grad foroeger sin virksomhed. Kommissionens anbringender forekommer under alle omstaendigheder at vaere i modstrid med en raekke af beslutningens begrundelser, som f.eks. naevner, at de grossister i Spanien, der oensker at eksportere til Det Forenede Kongerige, endnu den dag i dag stoeder paa hindringer (jf. bl.a. punkt 215). Endelig skulle devalueringen af det britiske pund fra 1992 have frataget eksport fra Frankrig enhver handelsmaessig interesse, men en saadan devaluering udelukker paa ingen maade en udvikling i valutakurserne i tidens loeb, hvilket i oevrigt ogsaa fremgaar af beslutningen (punkt 195). Under alle omstaendigheder har Kommissionen fastslaaet, at intet efter 1992 tyder paa "nogen aendring i grossisternes adfaerd" (punkt 217).

57 At sagsoegeren ifoelge Kommissionen havde haft mulighed for selv at reagere over for parallelimport til Det Forenede Kongerige ved at nedsaette Bayer UK' s priser, saa de blev konkurrencedygtige, maa i denne sammenhaeng tillaegges mindre vaegt, fordi selskabet ikke selv fastsaetter priserne i eksportlandene, hvor de fastlaegges af de offentlige myndigheder.

58 Samtlige interesser i sagen maa derfor afvejes med henblik paa at vurdere, om uopsaettelighedsbetingelsen er opfyldt.

59 Sagsoegeren har i dette tilfaelde en berettiget interesse i den begaerede udsaettelse af gennemfoerelsen med henblik paa at kunne bevare sin kontraktfrihed (jf. praemis 43 og 54) og opretholde status quo. I sidstnaevnte forbindelse bemaerkes, at det forhold, at sagsoegeren kunne vaere noedsaget til at nedsaette prisen paa Adalat i Det Forenede Kongerige for at undgaa en maerkbar stigning i parallelimporten, ikke blot kan medfoere betydelige og uoprettelige indtaegtstab for sagsoegerens datterselskab i Det Forenede Kongerige, men ligeledes vil kunne fratage dette datterselskabs laegemiddelafdeling sit oekonomiske grundlag og foere til afskedigelse af adskillige medarbejdere. Det er saaledes ubestridt, at Adalat daekker 56% af Bayer UK' s samlede omsaetning.

60 Sagsoegerens risiko skal afvejes baade over for den interesse, som grossister i Spanien og i Frankrig har i at kunne oege deres eksport til Det Forenede Kongerige inden for rammerne af det faelles marked og i forhold til den interesse, NHS, forbrugerne og skatteyderne i Det Forenede Kongerige har i, at prisen paa Adalat nedsaettes paa det nationale marked. Naar man sammenholder de forskellige involverede interesser, fremgaar det, at det tab, som sagsoegeren muligvis vil lide, saafremt den omhandlede bestemmelse traeder i kraft omgaaende, ikke staar i rimeligt forhold til den interesse, grossister i Spanien og i Frankrig har i at kunne foroege deres eksport. De sidstnaevnte opererer allerede paa nationale markeder, som sagsoegerens omtvistede forretningspolitik langt fra har afskaermet, hvilket ogsaa fremgaar af det niveau, som parallelimporten af Adalat til Det Forenede Kongerige antager. Det er i denne forbindelse allerede blevet fastslaaet (jf. praemis 51 og 56), at denne parallelimport i 1993 daekkede naesten 50% af behovet paa markedet i Det Forenede Kongerige. Det fremgaar i oevrigt af sagen, at stroemmen af denne import er vokset endog i den periode ° fra 1989 til 1993 ° hvor overtraedelsen skulle vaere blevet begaaet. Heraf foelger, at en midlertidig opretholdelse af status quo, indtil Retten har truffet afgoerelse i hovedsagen, ikke udgoer en utaalelig hindring for integreringen af markedet og den frie konkurrence. Det bemaerkes for saa vidt angaar hensynet til NHS og ° i sidste raekke ° forbrugerne og skatteyderne i Det Forenede Kongerige, at Bayer UK' s aktuelle priser, som ligger over de priser, som er fastsat af de spanske og franske myndigheder, under alle omstaendigheder i Det Forenede Kongerige er underlagt indirekte kontrol fra de ansvarlige myndigheders side, saaledes som det ogsaa fremgaar af beslutningen (punkt 151).

61 Det fremgaar af det ovenfor anfoerte, at interesseafvejningen klart falder ud til sagsoegerens fordel, saaledes at den begaerede foranstaltnings uopsaettelighed er tilstraekkelig godtgjort paa grund af risikoen for, at sagsoegeren vil lide et tab, som i hvert fald er uforholdsmaessigt, saafremt Retten ikke tager begaeringen om udsaettelse af gennemfoerelsen til foelge.

62 Da betingelserne for at traeffe afgoerelse om udsaettelse af gennemfoerelsen saaledes er opfyldt, tages sagsoegerens begaering til foelge.

Af disse grunde

bestemmer

RETTENS PRAESIDENT

1) Gennemfoerelsen af beslutningens artikel 2 udsaettes.

2) Afgoerelsen om sagens omkostninger udsaettes.

Saaledes bestemt i Luxembourg den 3. juni 1996.