61996A0185

1 Retspleje - intervention - afvisningspaastand ikke nedlagt af sagsoegte - afvisning

(EF-statutten for Domstolen, art. 37, stk. 4; Rettens procesreglement, art. 116, stk. 3)

2 Konkurrence - aftaler - forbud - gruppefritagelse - forordning nr. 123/85 - anvendelsesomraade

(EF-traktaten, art. 85, stk. 1 og 3; Kommissionens forordning nr. 123/85)

3 Konkurrence - administrativ procedure - undersoegelse af klager - hensyntagen til Faellesskabets interesse i, at en sag forfoelges - kriterier ved vurderingen heraf

(EF-traktaten, art. 85, stk. 1)

4 Konkurrence - administrativ procedure - undersoegelse af klager - pligt for Kommissionen til at traeffe afgoerelse om, hvorvidt der foreligger en overtraedelse - ingen - klagerens mulighed for at anlaegge sag ved en national retsinstans

(EF-traktaten, art. 85, stk. 1 og 2; Raadets forordning nr. 17, art. 3)

5 Ansvar uden for kontraktforhold - betingelser - retsstridighed - fejl

(EF-traktaten, art. 215)

1 En intervenient kan ikke nedlaegge en afvisningspaastand, naar sagsoegte ikke i forvejen har nedlagt en saadan paastand.

2 Forordning nr. 123/85 om anvendelse af traktatens artikel 85, stk. 3, paa kategorier af salgs- og serviceaftaler vedroerende motorkoeretoejer indeholder ikke bindende forskrifter, der direkte paavirker gyldigheden eller indholdet af vilkaarene i en aftale eller forpligter aftaleparterne til at tilpasse aftalen til forordningen, og indebaerer heller ikke, at aftalen bliver ugyldig, hvis de betingelser, som er indeholdt i den tidligere forordning, ikke er opfyldt.

I saa tilfaelde falder den paagaeldende aftale kun ind under forbuddet i traktatens artikel 85, stk. 1, hvis den har til formaal eller til foelge at begraense konkurrencen inden for faellesmarkedet, og hvis den kan paavirke handelen mellem medlemsstaterne maerkbart.

3 Det er en betingelse for, at Kommissionen kan afvise en klage med den begrundelse, at der mangler den fornoedne faellesskabsinteresse, at den ved udoevelsen af sin skoensbefoejelse foretager en afvejning paa den ene side af den paastaaede overtraedelses betydning for faellesmarkedets funktion, og paa den anden side af sandsynligheden for, at det kan godtgoeres, at der er sket en overtraedelse, og omfanget af de hertil noedvendige undersoegelser.

Det paahviler saaledes Kommissionen at indsamle et tilstraekkeligt praecist og samstemmende bevismateriale til at kunne overbevise sig om, at de paastaaede overtraedelser udgoer maerkbare konkurrencebegraensninger i traktatens artikel 85, stk. 1's forstand. Dette krav er bl.a. ikke opfyldt, naar det er muligt at give en anden plausibel forklaring paa de paagaeldende omstaendigheder, som udelukker, at der foreligger en tilsidesaettelse af Faellesskabets konkurrenceregler.

4 En klager har ikke ret til at opnaa en afgoerelse fra Kommissionen i traktatens artikel 189's forstand vedroerende eksistensen af de paastaaede overtraedelser, naar Kommissionen ikke har enekompetence til at fastslaa kontraktbestemmelsers uoverensstemmelse med traktatens artikel 85, stk. 1, men naar ogsaa de nationale domstole som foelge af denne traktatbestemmelses direkte virkning har kompetence til at traeffe afgoerelse herom.

Naar der er tale om en standardkontrakt for eneforhandling af motorkoeretoejer kan Kommissionen med desto stoerre ret henvise klagerne til at anlaegge sag ved de nationale domstole, som det tilkommer disse at traeffe afgoerelse vedroerende de konkrete betingelser for parternes gennemfoerelse af standardkontrakten og paa grundlag af gaeldende national ret tage stilling til, hvilken raekkevidde og hvilke retsvirkninger det navnlig har for de oevrige elementer i aftalen, at visse af kontraktbestemmelserne er ugyldige i medfoer af traktatens artikel 85, stk. 2.

5 Hvis der ikke er foert bevis for ulovligheden af en afgoerelse om afvisning af en klage, som er truffet i henhold til artikel 3 i forordning nr. 17, og hvis sagsoegeren ikke har fremfoert et saerskilt anbringende om ulovligheden, er der ikke grundlag for at antage, at Kommissionen har begaaet en fejl, som medfoerer erstatningspligt for Faellesskabet.

I de forenede sager T-185/96, T-189/96 og T-190/96,

Riviera Auto Service Établissements Dalmasso SA, i likvidation, Nice (Frankrig), ved likvidator advokat Hélène Cauzette-Rey, som under denne sag er repraesenteret ved advokat Christian Bourgeon, Paris, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat François Brouxel, 6, rue Zithe,

Garage des quatre vallées SA, Albertville (Frankrig),

Pierre Joseph Tosi, Albertville,

ved advokat Rémi Saint Pierre,

Palma SA (CIA - Groupe Palma), Salon-de-Provence (Frankrig),

Christophe og Gérard Palma, Salon-de-Provence, i likvidation, ved advokat Dominique Rafoni, som likvidator,

under denne sag repraesenteret ved advokaterne Jean-Louis og Gisèle Portolano, Aix-en-Provence (Frankrig), og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Nathan Roy, 18, rue des Glacis,

sagsoegere,

mod

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved ledende juridisk konsulent Giuliano Marenco, samt Guy Charrier og Loïc Guérin, der er udstationerede som nationale eksperter ved Kommissionen, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Goméz de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagnercentret, Kirchberg,

sagsoegt,

stoettet af

Groupe Volkswagen France SA, Villers-Cotterets (France), ved advokat Joseph Vogel, Paris, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokaterne Arendt og Medernach, 8-10, rue Mathias Hardt,

intervenient,

hvori der er nedlagt paastand dels om annullation af de beslutninger, hvorved Kommissionen afviste klagerne over, at der var sket en tilsidesaettelse af EF-traktatens artikel 85, stk. 1 (sagerne T-185/95, T-189/96 og T-190/96), dels om erstatning af det tab, som sagsoegerne haevder at have lidt paa grund af disse afgoerelser (sagerne T-189/96 og T-190/96),

har

DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET I FOERSTE INSTANS

(Tredje Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, V. Tiili, og dommerne A. Potocki og J.D. Cooke,

justitssekretaer: ekspeditionssekretaer B. Pastor,

paa grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 13. oktober 1998,

afsagt foelgende

Dom

Baggrunden for tvisterne

1 Sagsoegerne er tidligere forhandlere for selskabet VAG France, der siden har aendret navn til Groupe Volkswagen France SA (herefter »Volkswagen«), og som er datterselskab af den tyske bilfabrikant Volkswagen og eneimportoer i Frankrig af motorkoeretoejer af maerkerne Volkswagen og Audi.

2 Efter at Volkswagen havde opsagt sagsoegernes eneforhandlingsaftale mellem 1986 og 1991 indgav disse i medfoer af artikel 3 i Raadets forordning nr. 17. af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81), en raekke klager til Kommissionen over, at de, efter at vaere blevet udelukket fra forhandlernettet, havde faaet afslag paa forsyning under henvisning til Volkswagen's standardforhandlingskontrakt (herefter »standardkontrakten«).

3 I klagerne anmodede sagsoegerne Kommissionen om at fastslaa, at standardkontrakten var i strid med EF-traktatens artikel 85, stk. 1, og ikke berettigede koncessionsgiveren til, alene med den begrundelse, at sagsoegerne ikke laengere var tilsluttet dennes forhandlernet, at naegte at saelge til dem eller forbyde koncessionsgiverens autoriserede forhandlere at videresaelge nye motorkoeretoejer til dem af maerkerne Audi og Volkswagen og/eller videresaelge reservedele.

4 Volkswagen tog paa Kommissionens opfordring stilling til klagerne og besvarede de anmodninger om oplysninger, som Kommissionen tilsendte den i henhold til artikel 11 i forordning nr. 17. af 6. februar 1962. Endvidere foretog Kommissionen en undersoegelse hos 260 eneforhandlere ved tilsendelse af et detaljeret spoergeskema, hvoraf den modtog ca. 200 brugbare svar.

5 Undersoegelsen gav anledning til, at Kommissionen ivaerksatte en procedure om konstatering af en tilsidesaettelse af Faellesskabets konkurrenceregler, og til, at den tilsendte Volkswagen en meddelelse af klagepunkter, hvorefter 17 af de bestemmelser, som var indeholdt i den standardkontrakt, der var i kraft den 1. januar 1990 - eller som udgjorde en konkret anvendelse heraf - fandtes at vaere konkurrencebegraensende.

6 Efter Kommissionens opfattelse medfoerte disse konkurrencebegraensninger, at standardkontrakten som helhed ikke kunne omfattes af en gruppefritagelse i henhold til Kommissionens forordning (EOEF) nr. 123/85 af 12. december 1984 om anvendelse af traktatens artikel 85, stk. 3, paa kategorier af salgs- og serviceaftaler vedroerende motorkoeretoejer (EFT 1985 L 15, s. 16, herefter »den tidligere forordning«).

7 Kommissionen tilfoejede, at standardkontrakten ikke kunne nyde godt af en individuel fritagelse efter traktatens artikel 85, stk. 3, saa laenge den ikke var anmeldt. Under alle omstaendigheder opfyldte den ikke betingelserne i denne bestemmelse.

8 Som foelge heraf meddelte Kommissionen Volkswagen, at den paataenkte at fastslaa, at denne havde gjort sig skyldig i en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, og at forpligte denne til ved paalaeggelse af tvangsboeder at bringe disse overtraedelser til ophoer samt at paalaegge den en boede i medfoer af artikel 15 og 16 i forordning nr. 17 af 6. februar 1962.

9 Efter at have modtaget bemaerkninger fra de implicerede parter foretog Kommissionen den 8. november 1994 en hoering, hvorunder Volkswagen og klagerne var repraesenteret.

10 Kommissionen besluttede dog til sidst ikke at imoedekomme klagerne. Ved meddelelse af 24. juni 1996 tilkendegav den saaledes, at den ikke ville fortsaette undersoegelsen af sagerne og opfordrede klagerne til at fremsaette deres bemaerkninger.

11 Kommissionen fandt dog ikke, at disse bemaerkninger frembragte forhold eller argumenter, som kunne modificere dens aendrede synspunkt. Ved afgoerelser af 23. september 1996 (herefter »afgoerelserne om afvisning«) afviste Kommissionen klagerne endeligt.

12 Herved antog Kommissionen foerst, at visse klagepunkter under undersoegelsen havde vist sig at vedroere kontraktbestemmelser eller en kontraktlig praksis, som ikke udgjorde nogen konkurrencebegraensning i henhold til traktatens artikel 85, stk. 1.

13 Dernaest afviste Kommissionen de oevrige klagepunkter, som oprindelig var rejst, idet den antog, at der ikke fandtes den fornoedne faellesskabsinteresse i at fortsaette proceduren. Kommissionen bemaerkede, at det bevismateriale, som det ville have kraevet for at godtgoere, at der eventuelt var begaaet overtraedelser i fortiden, stod i misforhold til Kommissionens opgave og dens arbejdsstyrke henset til fordelingen af befoejelserne mellem faellesskabsmyndighederne og de nationale domstole. I oevrigt fandt Kommissionen, at den maatte intervenere for fremtiden paa lovgivningsplan ved udfaerdigelsen af sin forordning (EF) nr. 1475/95 af 28. juni 1995 om anvendelse af traktatens artikel 85, stk. 3, paa kategorier af salgs- og serviceaftaler vedroerende motorkoeretoejer (EFT L 145, s. 25, herefter »den nye forordning«).

Retsforhandlinger ved Retten

14 Under disse omstaendigheder har sagsoegerne anlagt de foreliggende sager ved staevninger indleveret den 22. og den 26. november 1996.

15 Ved kendelser af 16. september 1997 er der givet Volkswagen tilladelse til at intervenere i de tre sager til stoette for Kommissionens paastande. Volkswagen har afgivet sit interventionsindlaeg den 18. december 1997.

16 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Tredje Afdeling) besluttet af indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse. Ved skrivelse af 1. juli 1998 har Retten dog anmodet parterne om at besvare visse spoergsmaal.

17 Ved kendelse af 3. september 1998 er de tre sager blevet forenet med henblik paa den mundtlige forhandling og dommen.

18 Parterne har afgivet indlaeg og besvaret Rettens spoergsmaal under det offentlige retsmoede den 13. oktober 1998.

Parternes paastande

Sag T-185/96

19 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

- Afvisningen annulleres.

- Kommissionen tilpligtes at afholde sagens omkostninger.

20 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:

- Frifindelse.

- Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

21 Intervenienten har nedlagt foelgende paastande:

- Afvisning.

- Frifindelse.

- Sagsoegeren tilpligtes at afholde samtlige omkostningerne i forbindelse med interventionen.

Sagerne T-189/96 og T-190/96

22 Sagsoegerne har nedlagt foelgende paastande:

- Afgoerelserne om afvisning annulleres.

- Sagen realitetsbehandles, og det fastslaas, at standardkontrakten falder ind under traktatens artikel 85, stk. 1, og hverken opfylder betingelserne for en gruppefritagelse i henhold til den tidligere forordning eller for en individuel fritagelse i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3.

- Det fastslaas, at Kommissionen er erstatningsansvarlig efter almindelige ansvarsregler og skal erstatte det tab paa 540 000 ECU, som sagsoegerne har lidt, og som svarer til 10% af den forventede omsaetning, sagsoegerne har mistet paa grund af Kommissionens passivitet.

- Kommissionen tilpligtes at afholde sagens omkostninger paa 100 000 FRF.

23 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:

- Frifindelse for paastanden om annullation.

- Afvisning af den anden og tredje paastand.

- Sagsoegerne tilpligtes at afholde sagens omkostninger.

24 Intervenienten har nedlagt foelgende paastande:

- Afvisning af paastanden om erstatning.

- Frifindelse for paastanden om annullation.

- Subsidiaert frifindelse for den anden paastand.

- Sagsoegerne tilpligtes at afholde samtlige omkostninger i forbindelse med interventionen.

Paastandene om annullation (sagerne T-185/96, T-189/96 og T-190/96)

Formaliteten med hensyn til paastandene om annullation

25 Ifoelge fast retspraksis kan intervenienten ikke nedlaegge en afvisningspaastand, naar en saadan paastand ikke er nedlagt i forvejen, hvilket ikke er tilfaeldet i denne sag (Rettens dom af 27.11.1997, sag T-290/94, Kaysersberg mod Kommissionen, Sml. II, s. 2137, praemis 76).

26 Intervenientens afvisningspaastand maa derfor afvises.

Formaliteten med hensyn til den anden paastand i sagerne T-189/96 og T-190/96

27 Det maa fastslaas, at i det omfang den anden paastand i sagerne T-189/96 og T-190/96 tilsigter, at Retten realitetsbehandler sagen og klagerne, overskrider denne paastand graenserne for den legalitetskontrol med afgoerelser om afvisning af en klage, som Faellesskabets retsinstanser har kompetence til at udoeve i medfoer af traktatens artikel 173.

28 Foelgelig maa den anden paastand i sagerne T-189/96 og T-190/96 afvises.

Realiteten

Foerste anbringende: Det goeres gaeldende, at traktatens artikel 85 er tilsidesat, fordi Kommissionen med urette har antaget, at visse bestemmelser i standardkontrakten ikke er konkurrencebegraensende

29 Sagsoegernes kritik af afgoerelserne om afvisning gaar i det vaesentlige ud paa, at Kommissionens antagelse af, at fire bestemmelser i standardkontrakten ikke er konkurrencebegraensende, udgoer en tilsidesaettelse af princippet om en indskraenkende fortolkning af gruppefritagelsesklausulen, der er omhandlet i anden betragtning til den tidligere forordning, og har foroeget den oekonomiske afhaengighed for forhandlerne, som de naevnte omtvistede bestemmelser har medfoert, og som det er noedvendigt at begraense for at kunne indroemme gruppefritagelse.

30 Det bemaerkes, at den tidligere forordning ikke indeholder bindende forskrifter, der direkte paavirker gyldigheden eller indholdet af vilkaarene i en aftale eller forpligter aftaleparterne til at tilpasse aftalen til forordningen og indebaerer heller ikke, at aftalen bliver ugyldig, hvis de betingelser, som er indeholdt i den tidligere forordning, ikke er opfyldt (Domstolens domme af 18.12.1986, sag 10/86, VAG France, Sml. s. 4071, praemis 16, og af 30.4.1998, sag C-230/96, Cabour, Sml. I, s. 2055, praemis 47).

31 I saa tilfaelde falder den paagaeldende aftale kun ind under forbuddet i traktatens artikel 85, stk. 1, hvis den har til formaal eller til foelge at begraense konkurrencen inden for faellesmarkedet maerkbart, og hvis den kan paavirke handelen mellem medlemsstaterne (dommen i Cabour-sagen, praemis 48).

32 For at bedoemme berettigelsen af det foerste anbringende maa Retten derfor alene efterproeve, om Kommissionen har begaaet en retlig fejl ved endeligt at have antaget, at de omhandlede bestemmelser ikke var konkurrencebegraensende i traktatens artikel 85, stk. 1's forstand.

- Koncessionsgiverens kontrol med videresalg af kontraktlige produkter til de endelige forbrugere via mellemmaend

33 Sagsoegerne har kritiseret Kommissionen for, at den har opgivet sit tidligere synspunkt om, at klausulen i standardkontrakten om fastsaettelse af betingelser for koncessionsgiverens kontrol med de bestillinger, som mellemhandlere foretager hos eneforhandlerne for de endelige forbrugeres regning, var konkurrencebegraensende.

34 Herom bemaerkes, at Kommissionen naaede frem til den konstatering, som sagsoegeren ikke har tilbagevist, og hvorefter de naevnte bestillinger, naar de én gang var accepteret af eneforhandlerne, ikke kunne annulleres og foelgelig var uopsigelige.

35 Under disse forhold finder Retten det ikke godtgjort, at Kommissionen har begaaet en retlig fejl ved at antage, at disse betingelser for kontrollen med eneforhandlingsnettets taethed ikke i sig selv udgjorde en konkurrencebegraensning i traktatens artikel 85, stk. 1's forstand.

- Koncessionsgiverens direkte salg til visse endelige forbrugere

36 Sagsoegerne har kritiseret Kommissionen for at have indtaget det endelige standpunkt, at Faellesskabets konkurrenceregler ikke omfattede de direkte salg til visse endelige forbrugere, som koncessionsgiveren ifoelge standardkontrakten havde eneret paa at foretage til lavere priser end dennes eneforhandlere. Herved har Kommissionen efter sagsoegerens opfattelse ikke i tilstraekkelig grad taget hensyn til det indgreb, som disse salg i kraft af deres omfang og naermere vilkaar kunne medfoere for den oekonomiske balance i forholdet mellem koncessionsgiveren og eneforhandleren.

37 Retten skal herom fastslaa, at dette anbringende ikke vedroerer selve lovligheden af den bedoemte klausul, men udelukkende den omstaendighed, at koncessionsgiverens misbrug af denne klausul - som der ikke er foert bevis for - kunne forstyrre eneforhandlingsaftalens oekonomiske balance.

- Forhandlerens vederlag

38 Sagsoegerne har bebrejdet Kommissionen, at den som konklusion har antaget, at den handlefrihed, som tilkom koncessionsgiveren ved beregningen af vederlaget til forhandlerne under fastsaettelse af prisnedsaettelser og rabatter, ikke var et omraade, som henhoerte under Faellesskabets konkurrenceregler. Ifoelge sagsoegerne havde koncessionsgiveren imidlertid gennemtrumfet en foerste nedsaettelse af fortjenstmarginen uden nogen modydelse og dernaest en midlertidig suspension af fortjenstmarginen, som hovedsagelig var begrundet i de »anarkistiske prisnedsaettelser i forhandlernettene«. Herved blev eneforhandlerne i en vis periode af regnskabsaaret 1993 afskaaret fra at udnytte hele deres fortjenstmargin.

39 Det bemaerkes, at den paagaeldende bestemmelse i standardkontrakten medfoerte en retlig aendring af vederlaget til saelgerne paa baggrund af de oekonomiske vilkaar paa markedet.

40 Endvidere bemaerkes, at de to indgreb, koncessionsgiveren kritiseres for at have foretaget, vedroerte forholdet mellem fabrikanten og forhandlerne, som Kommissionen med rette har fremhaevet. Endelig er det ikke godtgjort, at disse interventioner udgjorde et direkte indgreb fra koncessionsgiveren i fastsaettelsen af priserne for eneforhandlernes videresalg til de endelige forbrugere, da det ikke fremgaar, at de »skalapriser«, som koncessionsgiveren anbefalede eneforhandlerne, rent faktisk havde karakter af paabudte videresalgspriser.

- Aftale om faelles kontokurant

41 Sagsoegerne har gjort gaeldende, at Kommissionen med urette har afvist, at betingelserne i aftalen om kontokuranten var konkurrencebegraensende, selv om denne aftale medfoerte, at koncessionsgiveren kunne begraense eneforhandlerens kassebeholdning og leveringsfrihed paa grund af de befoejelser, som koncessionsgiveren havde forbeholdt sig til at forsinke godskrivningen paa den for saelgeren disponible kreditkonto.

42 Det bemaerkes, at sagsoegernes kritik ikke vedroerer selve den omtvistede klausul, men det eventuelle misbrug heraf, som dog ikke kan udledes af sagens akter.

43 Det er saaledes ikke bevist, at Kommissionen har begaaet en retlig fejl ved at antage, at de ovenfor gennemgaaede bestemmelser i standardkontrakten ikke i sig selv medfoerte en konkurrencebegraensning i traktatens artikel 85, stk. 1's forstand.

44 Det foerste anbringende kan derfor ikke laegges til grund.

Andet anbringende: Det goeres gaeldende, at traktatens artikel 85 er tilsidesat ved Kommissionens afvisning af at fastslaa, at andre af de omtvistede klausuler i standardkontrakten var konkurrencebegraensende

45 Med det andet anbringende kritiserer sagsoegeren i det vaesentlige Kommissionen for dens afvisning af at konkludere, at otte andre omtvistede bestemmelser i standardkontrakten var konkurrencebegraensende, idet Kommissionen henviste til den urigtige begrundelse, at der manglede den fornoedne faellesskabsinteresse i at fortsaette undersoegelsen af klagerne. Kommissionen kunne efter sagsoegernes opfattelse ikke med rette haevde, at indsamlingen af det bevismateriale, som var noedvendig for at godtgoere, at traktatens artikel 85, stk. 1, var tilsidesat, stod i misforhold til Kommissionens midler, naar sagens akter tvaertimod indeholdt grundlag for at fastholde de oprindelige klagepunkter, som var meddelt koncessionsgiveren. I modsaetning til det af Kommissionen haevdede er det ikke muligt for de nationale domstole at traeffe en effektiv afgoerelse vedroerende de omtvistede konkurrencebegraensninger. Endelig kunne heller ikke den omstaendighed, at den tidligere forordning var ophaevet, og at den nye forordning var traadt i kraft, begrunde Kommissionens argument om, at der ikke var den fornoedne faellesskabsinteresse.

46 Herom bemaerkes, at det er en betingelse for, at Kommissionen kan afvise en klage som i denne sag med den begrundelse, at der mangler den fornoedne faellesskabsinteresse, at Kommissionen ved udoevelsen af sin skoensbefoejelse foretager en afvejning paa den ene side af den paastaaede overtraedelses betydning for faellesmarkedets funktion, og paa den anden side af sandsynligheden for, at det kan godtgoeres, at der er sket en overtraedelse, og omfanget af de hertil noedvendige undersoegelser (Rettens domme af 18.9.1992, sag T-24/90, Automec mod Kommissionen, Sml. II, s. 2223, praemis 86, og af 24.1.1995, sag T-5/93, Tremblay m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 185, praemis 62).

47 Det paahviler saaledes Kommissionen at indsamle et tilstraekkeligt praecist og samstemmende bevismateriale til, at den kan danne sig en fast overbevisning om, at de paastaaede overtraedelser udgoer maerkbare konkurrencebegraensninger i traktatens artikel 85, stk. 1's forstand. Dette krav er bl.a. ikke opfyldt, naar det er muligt at give en anden plausibel forklaring paa de paagaeldende omstaendigheder, som udelukker, at der foreligger en tilsidesaettelse af Faellesskabets konkurrenceregler (Domstolens dom af 28.3.1984, forenede sager 29/83 og 30/83, CRAM og Rheinzink mod Kommissionen, Sml. s. 1679, praemis 16 ff.).

48 I oevrigt har en klager ikke ret til at opnaa en afgoerelse fra Kommissionen i traktatens artikel 189's forstand vedroerende eksistensen af de paastaaede overtraedelser, naar Kommissionen ikke, som tilfaeldet er i denne sag, har enekompetence til at fastslaa kontraktbestemmelsers uoverensstemmelse med traktatens artikel 85, stk. 1, men naar ogsaa de nationale domstole som foelge af denne traktatbestemmelses direkte virkning har kompetence til at traeffe afgoerelse herom (Rettens dom af 27.6.1995, sag T-186/94, Guérin mod Kommissionen, Sml. II, s. 1753, praemis 23).

49 Selv om Kommissionen saaledes paa de paagaeldende private erhvervsdrivendes begaering kan ivaerksaette en procedure om konstatering af tilsidesaettelser af traktatens artikel 85, falder klagernes private interesse i tilsvarende mindre grad sammen med Faellesskabets interesse i at fortsaette undersoegelsen af de paastaaede overtraedelser, naar Kommissionen allerede er naaet frem til den konklusion, at visse af de oprindelige klagepunkter maa frafaldes.

50 Kommissionen kan med desto stoerre ret henvise klagerne til at anlaegge sag ved de nationale domstole, da det tilkommer disse at traeffe afgoerelse vedroerende de konkrete betingelser for parternes gennemfoerelse af standardkontrakten (dette boer sammenholdes med Rettens dom af 12.12.1996, sag T-88/92, Leclerc mod Kommissionen, Sml. II, s. 1961, praemis 122 og 123) og paa grundlag af gaeldende national ret tage stilling til, hvilken raekkevidde og hvilken retsvirkninger det navnlig har for de oevrige elementer i aftalen, at visse af kontraktbestemmelserne er ugyldige i medfoer af traktatens artikel 85, stk. 2 (Domstolens dom af 14.12.1983, sag 319/82, Société de vente de ciments et bétons de l'Est, Sml. s. 4173, praemis 11 og 12, og ovennaevnte dom i Cabour-sagen, praemis 51).

51 Det henhoerer altsaa under de nationale domstoles kompetence at traeffe en afgoerelse paa grundlag af deres eget retssystem vedroerende det ansvar, som kontraktparterne kan paadrage sig ved at naegte at saelge til forhandlere uden for nettet i medfoer af en eneforhandlingsaftale, hvoraf visse bestemmelser er ugyldige.

52 Endelig bemaerkes, at selv om Kommissionen skal vaere opmaerksom paa begraensninger i retsbeskyttelsen, som de nationale domstole har mulighed for at indroemme klagerne efter traktatens bestemmelser (jf. ovennaevnte dom i sagen Automec mod Kommissionen, praemis 89), kan den tidligere og den nye forordning yde de nationale domstole bistand ved bedoemmelsen af, om de kontraktbestemmelser, som de faar forelagt til vurdering, er lovlige.

53 Det er paa grundlag af disse principper, at det maa efterproeves, om Kommissionen har anlagt et aabenbart urigtigt skoen ved at afvise klagerne under henvisning til, at der ikke var den fornoedne faellesskabsinteresse i at fortsaette undersoegelsen heraf (jf. ovennaevnte dom i sagen Tremblay m.fl. mod Kommissionen, praemis 64).

- Hindringer for transnationale transaktioner paa tvaers af nettet

54 Sagsoegerne har gjort gaeldende, at standardkontrakten indeholdt bestemmelser, som klart havde til formaal at hindre transnationale videresalg af kontraktlige produkter mellem saelgere inden for nettet. Navnlig var eneforhandleren bundet af en forpligtelse til maanedlige indkoeb af kontraktlige produkter, en forpligtelse til at aftage bestillinger af de af koncessionsgiveren videregivne ordrer og at tilsende denne et vist antal ordrer, som gav ham mulighed for at raade over et minimumslager. Desuden havde undersoegelsen vist, at der ikke fandt nogen transnationale videresalg sted mellem nettets forhandlere, og der var tilvejebragt oplysninger, hvoraf fremgik, at koncessionsgiveren havde bekaempet saadanne transaktioner f.eks. ved cirkulaerer, der var tilsendt eneforhandlerne, og som indeholdt trusler.

55 Retten finder modsat denne opfattelse, at Kommissionen med foeje har kunnet antage, at selve ordlyden af de paagaeldende bestemmelser i standardkontrakten, som kun forbyder eneforhandlerne at videresaelge kontraktlige produkter til saelgere uden for nettet, ikke i sig selv ydede fornoeden stoette for sagsoegerens anbringende, og at de naermere betingelser for eneforhandlernes forpligtelse til indkoeb hos koncessionsgiveren ikke uden videre udelukkede muligheden for at erhverve kontraktlige produkter hos andre af nettets forhandlere.

56 I oevrigt er det ikke godtgjort, at det er aabenbart urigtigt, naar Kommissionen konkluderede, at de oprindelige klagepunkter mod koncessionsgiveren sluttelig viste sig ikke at vaere tilstraekkelig praecise og samstemmende til, at den kunne danne sig en overbevisning om, at der var sket en overtraedelse, for hvilken beviset var saa staerkt, at det kunne baere en eventuel legalitetskontrol.

57 Navnlig indeholdt de rundskrivelser, for hvilke der oprindelig var rejst klagepunkt mod Volkswagen, en kritik af de franske eneforhandlere for at have foretaget reeksport til ikke-godkendte mellemhandlere og advarsler mod at foretage »nogen som helst form for eksport, som strider mod eneforhandlerkontrakten [...]«. Det fremgaar saaledes ikke ved en gennemgang af disse rundskrivelser, at de har haft til formaal at forbyde transnationale videresalg mellem nettets saelgere.

58 Desuden kan den omstaendighed, at der ikke fandt nogen transnationale transaktioner sted paa tvaers af nettet - som intervenienten bemaerkede under den mundtlige forhandling uden at blive modsagt af sagsoegerne - forklares med Volkswagen's befoejelse til at tilbyde sine eneforhandlere samtlige modeller med korte leveringsfrister og mod indroemmelse af en leveringskredit.

59 Det er saaledes ikke godtgjort, at Kommissionen har begaaet en aabenbar fejl ved at indstille undersoegelsen af klagerne om de haevdede konkurrencebegraensninger paa trods af disses objektive grovhed i forhold til gennemfoerelsen af et faellesmarked mellem medlemsstaterne (Domstolens dom af 13.7.1966, forenede sager 56/64 og 58/64, Consten og Grundig mod Kommissionen, Sml. 1965-1968, s. 245, org. ref.: Rec. s. 429).

- Begraensning af eneforhandlernes adgang til indkoeb af reservedele uden for nettet

60 Sagsoegerne har gjort gaeldende, at standardkontrakten begraensede eneforhandlernes adgang til at aftage reservedele fra tredjemand, fordi forhandlerne var forpligtet til at indkoebe bestemte maengder hos koncessionsgiveren og at opnaa en kontraktlig garanti fra tredjemandsfabrikanter af mindst samme varighed som Volkswagen.

61 De angiver, at en eneforhandler, som var tilsluttet den ordning for automatisk lagerstyring (herefter »GAS-ordningen«), der var indfoert af koncessionsgiveren, paa grund af det ensartede mindstekrav om aftagelse af Volkswagen-reservedele, som gjaldt efter denne ordning, var noedt til at bestille en stor procentdel af reservedelene hos koncessionsgiveren, selv om disse var disponible hos tredjemand, hvormed eneforhandleren ville faa et overskudslager af artikler, som der var ringe afsaetning af.

62 Det bemaerkes, at, som det fremgaar ved en gennemgang af de omhandlede bestemmelser, havde nettets saelgere efter standardkontrakten udtrykkelig mulighed for at indkoebe forsyninger hos de tredjemaend, de oenskede, af reservedele af en tilsvarende kvalitet som dem, der blev leveret af koncessionsgiveren, bortset fra reparationer, som var omfattet af garantien, og tilbagetagelser af kontraktlige produkter.

63 Det fremgaar ikke af omstaendighederne i sagen, at lagerforpligtelsernes omfang ikke var fastsat paa grundlag af forhaandsberegninger, og at saelgerne ikke frit kunne vaelge mellem koncessionsgiverens bonus og de lavere priser, som andre leverandoerer maatte tilbyde, hvorved den omstaendighed, at indkoebene var koncentreret hos koncessionsgiveren, kunne forklares med eneforhandlerens objektive interesse heri (jf. ovenfor, praemis 58).

64 Endelig finder Retten ikke grundlag for at anse det for aabenbart urigtigt, naar Kommissionen antog, at Volkswagen's oenske om at tilvejebringe ensartede betingelser for de forskellige originale reservedeles kvalitet var i overensstemmelse med den endelige forbrugers interesse i at opnaa den videst mulige garanti, i hvert fald svarende til den, som fabrikanten ydede.

65 Endelig er det ikke godtgjort, at GAS-ordningen var obligatorisk for eneforhandlerne uanset antallet af de brugere heraf, som var tilknyttet nettet, eller at denne ordning paatvang de saelgere, som havde besluttet sig til at benytte ordningen, en automatisk ny forsyning, idet ordningen tvaertimod maatte antages at medfoere en forenkling og dermed en forbedring af eneforhandlingernes rentabilitet.

66 Det fremgaar derfor ikke, at det var aabenbart fejlagtigt, at Kommissionen indstillede undersoegelsen af klagerne vedroerende betingelserne for eneforhandlernes aftagelse af forsyninger med reservedele.

- Forpligtelse til ikke at udoeve konkurrence uden for det kontraktlige salgsomraade

67 Sagsoegerne har kritiseret Kommissionen for, at den har undladt at fastslaa ulovligheden af forbuddet for eneforhandleren mod at saelge nye koeretoejer, som konkurrerer med de kontraktlige koeretoejer, selv om eneforhandlerens adgang hertil ikke i sig selv ville nedsaette hans salgsmaessige effektivitet i salgsomraadet.

68 Det bemaerkes, som Kommissionen selv har erkendt, at det fremgaar af sagens akter, at en eneforhandler blev udelukket fra nettet med den begrundelse, at han indvilgede i at saelge koeretoejer af andre maerker uden for det kontraktlige omraade. Det fremgaar ikke, at kontrakter systematisk er blevet ophaevet af denne grund.

69 Under disse forhold havde Kommissionen grund til at antage, at de nationale domstole med foeje kunne traeffe afgoerelse vedroerende den omtvistede bestemmelses lovlighed efter traktatens artikel 85, stk. 1, ved bedoemmelsen efter national ret af raekkevidden og de foelger, navnlig i erstatningsretlig henseende, den omtvistede bestemmelses eventuelle ugyldighed har for de salgsnaegtelser, som i medfoer af standardkontrakten maatte vaere givet saelgere uden for nettet.

70 Det fremgaar saaledes ikke, at Kommissionen paa dette punkt har begaaet en aabenbar fejl, som kan medfoere, at afvisningerne maa annulleres.

- Udvidelse af standardkontrakten til brugte koeretoejer

71 Sagsoegerne har kritiseret Kommissionen for, at den har afvist at kvalificere de bestemmelser i standardkontrakten som konkurrencebegraensende, der indskraenkede eneforhandlerens frihed til at indkoebe reservedele hos tredjemand som led i sin handel med brugte koeretoejer, som ikke laengere er kontraktlige produkter, og at henvende sig til andre erhvervsdrivende, der tilbyder garantiformuleringer af samme type som koncessionsgiveren. Desuden kunne den omtvistede klausul medfoere bortfald af fritagelsesmuligheden efter den nye forordning.

72 Retten finder, at Kommissionen, uden at den behoevede at foretage mere indgaaende undersoegelser, har kunnet antage, at betingelserne for forsyningen med reservedele til brugte koeretoejer ikke begraensede eneforhandlernes handlefrihed i videre omfang, end det var noedvendigt for at bevare det image, der var knyttet til varemaerket saavel for fabrikantens som for det samlede nets vedkommende. Det fremgaar saaledes af sagens akter, at Volkswagen uden at vaere blevet modsagt af sagsoegerne har gjort gaeldende, at udviklingen af salget for nye koeretoejer kraever mere og mere kontrol med salget af brugte koeretoejer.

73 Retten finder derfor ikke, at Kommissionen har anvendt sin skoensbefoejelse aabenbart urigtigt.

- Aftaler om tilslutning til ordningen for finansiering til private

74 Sagsoegerne i sag T-189/96 har gjort gaeldende, at den forpligtelse, som paahvilede eneforhandlerne om tilslutning til ordningen for finansiering til private, til at foreslaa deres kunder de finansieringsmuligheder, som koncessionsgiverens datterselskab raadede over, gjorde omfanget af den kundekredit, som eneforhandleren kunne udnytte, afhaengig af den kredit eller de kreditvilkaar, som eneforhandleren kunne opnaa til de kontraktlige produkter. Denne afhaengighed, som var direkte i strid med traktatens artikel 85, stk. 1, litra c), var egnet til at begraense de uafhaengige kreditselskabers konkurrence til skade for forbrugerne.

75 Retten konstaterer, at det ikke fremgaar, at eneforhandlerne var juridisk forpligtet til at underskrive de omtvistede aftaler om tilslutning til ordningen for kreditfinansiering. Desuden bemaerkes, at koncessionsgiveren ganske vist har erkendt tidligere at have gjort stoettebeloebet til investeringen afhaengig af, at de eneforhandlere, som havde underskrevet disse aftaler, fremlagde finansieringsdokumenter, men at det ikke fremgaar af omstaendighederne i denne forbindelse, at dette stadig er tilfaeldet.

76 Under disse forhold er det ikke godtgjort, at Kommissionen har taget aabenbart fejl ved at antage, at det ikke af hensyn til Faellesskabets interesse var noedvendigt at behandle klagerne yderligere paa dette punkt.

- Koncessionsgiverens adgang til eneforhandlerens dokumenter og anvendelse af edb-system

77 Sagsoegerne i sag T-185/96 mener - i modsaetning til den analyse, som er lagt til grund i afvisningerne - at have modbevist koncessionsgiverens paastand om, at det ikke var obligatorisk at anvende Volkswagen's edb-system, at det var umuligt for koncessionsgiveren at indhente oplysninger hos eneforhandlerne uden deres viden, og at kundekartoteket ikke var blandt de dokumenter, som blev videresendt til koncessionsgiveren.

78 Det fremgaar ikke af sagens akter, at der bestod en kontraktlig forpligtelse til at anvende edb-systemet. Endvidere har Retten ikke, i mangel af bevis for, at koncessionsgiveren har misbrugt dette system, grundlag for at betegne det som en aabenbar fejlagtig antagelse, naar Kommissionen konkluderede, at den ikke efter sin behandling af klagerne kunne holde den rationalisering af den administrative ordning for eneforhandlerne, som var det objektive formaal med det omtvistede system, ude fra de konkurrencebegraensende virkninger, som dette system maatte have.

79 Kommissionen kan derfor ikke paa dette punkt antages at have begaaet et aabenbart urigtigt skoen.

- Ensidig opsigelse af kontrakten og aendring af det tildelte salgsomraade

80 Sagsoegerne har gjort gaeldende, at Kommissionen ikke behoevede at foretage nogen undersoegelse for at kunne vurdere den konkurrencebegraensende virkning af koncessionsgiverens ensidige ret til at aendre det tildelte salgsomraade og at opsige kontrakten af ekstraordinaere grunde. Kommissionen drog ingen foelger af Volkswagen's erklaering om, at der ikke var foretaget en ekstraordinaer opsigelse i tilfaelde, hvor der ikke var solgt det mindstemaal af produkter, som man havde sat sig, selv om denne erklaering var blevet modbevist i hvert fald i ét tilfaelde, hvilket ikke udelukker, at der er foretaget andre opsigelser.

81 Det fremgaar af selve dette anbringendets formulering, at koncessionsgiveren ikke har gjort sig skyldig i en systematisk udnyttelse af de anfaegtede bestemmelser, som i oevrigt ikke efter selve deres ordlyd fremgaar at vaere konkurrencebegraensende.

82 Det fremgaar saaledes ikke, at det var klart urigtigt, at Kommissionen gav afkald paa at foretage yderligere undersoegelser til vurdering af den omtvistede klausuls raekkevidde.

83 Det er hermed ikke godtgjort, at Kommissionen har gjort sig skyldig i et aabenbart urigtigt skoen ved at beslutte at indstille undersoegelsen af de oprindelige klagepunkter mod de ovenfor gennemgaaede bestemmelser, naar tillige henses til, at intervenienten har erklaeret under den mundtlige forhandling, uden at blive modsagt paa dette punkt af sagsoegerne, at standardkontrakten i mellemtiden er blevet afloest af en raekke nye kontraktbestemmelser, som er i overensstemmelse med den nye forordning.

84 Det andet anbringende kan derfor ikke laegges til grund.

Tredje anbringende: utilstraekkelig begrundelse af afvisningerne

85 Endelig har sagsoegerne gjort gaeldende, at afvisningerne savner begrundelse paa en raekke punkter.

86 I det omfang, disse forskellige kritikpunkter kan betegnes som egentlige annullationsanbringender, er det tilstraekkeligt at bemaerke, som det fremgaar af gennemgangen af de to foerste anbringender, at afvisningerne ikke er behaeftet med en begrundelsesmangel, som har hindret sagsoegerne i at bestride deres berettigelse og hindret Retten i at foretage legalitetskontrol dermed.

87 Det tredje anbringende kan derfor ikke laegges til grund.

88 Foelgelig kan paastandene om annullation i sagerne T-185/96, T-189/96 og T-190/96 ikke tages til foelge.

Paastandene om erstatning (sagerne T-189/96 og T-190/96)

89 Til stoette for deres paastand om erstatning har sagsoegerne i sag T-189/96 og T-190/96 i det vaesentlige gjort gaeldende, at Kommissionen har begaaet en grov fejl i forhold til dem ved at foretage et faktisk og retligt urigtigt skoen og ved at afvise deres klage.

90 Da der ikke er foert bevis for afvisningernes ulovlighed, og da sagsoegerne ikke har fremfoert et saerskilt anbringende om ulovligheden, har Retten ikke grundlag for at antage, at Kommissionen har begaaet en fejl, som medfoerer erstatningspligt for Faellesskabet.

91 Foelgelig kan paastandene om erstatning i sagerne T-189/96 og T-190/96 ikke tages til foelge.

92 Det fremgaar af samtlige de foregaaende betragtninger, at der i de tre soegsmaal i det hele maa ske frifindelse.

Sagens omkostninger

93 Ifoelge procesreglementets artikel 87, stk. 2, foerste afsnit, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. I henhold til artikel 87, stk. 3, foerste afsnit, kan Retten dog bestemme, at hver part skal baere sine egne omkostninger, hvor der foreligger ganske saerlige grunde. Endelig kan Retten ifoelge procesreglementets artikel 87, stk. 4, traeffe afgoerelse om, at andre intervenienter end en medlemsstat eller en institution skal baere deres egne omkostninger.

94 Det fremgaar af tvisternes forhistorie, at Kommissionen foretog en saa radikal aendring i sit standpunkt, at sagsoegerne kunne se sig foranlediget til at anlaegge sag ved Retten og kraeve, at Kommissionen forklarede sine grunde til at opgive den foerste analyse, som den foretog af bestemmelserne i standardkontrakten.

95 Under disse omstaendigheder boer sagsoegerne kun afholde deres egne omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN

(Tredje Afdeling)

1) Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber frifindes i sag T-185/96.

2) Den anden paastand i sagerne T-189/96 og T-190/96 afvises.

3) I oevrigt frifindes Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber i sagerne T-189/96 og T-190/96.

4) Hver part, saavel sagernes hovedparter som intervenienten, betaler sine omkostninger.