61996A0129

1 Annullationssoegsmaal - fysiske eller juridiske personer - retsakter, der beroerer dem umiddelbart og individuelt - Kommissionens beslutning i medfoer af EKSF-traktaten, hvorved en stoette fastslaas at vaere uforenelig med faellesmarkedet og kraeves tilbagebetalt - stoettemodtagende virksomhed, der ikke har anlagt sag til proevelse af afgoerelsen om at indlede proceduren for undersoegelse af stoetten - soegsmaalsret

(EKSF-traktaten, art. 33)

2 EKSF - stoette til jern- og staalindustrien - godkendelse fra Kommissionen - regional investeringsstoette - frist for Kommissionen til den 31. december 1994 til at tage stilling til stoettens forenelighed med faellesmarkedet - Kommissionen ikke kompetent til at godkende en stoette efter denne dato - retsvirkning - stoetten uforenelig med faellesmarkedet

[EKSF-traktaten, art. 4, litra c); Kommissionens beslutning nr. 3855/91/EKSF, art. 1, 5 og 6]

3 EKSF - stoette til jern- og staalindustrien - godkendelse fra Kommissionen - regional investeringsstoette - betingelser - rettidig anmeldelse af paataenkte stoetteforanstaltninger - manglende overholdelse af fristen - retsvirkninger

(Kommissionens beslutning nr. 3855/91/EKSF, art. 5 og art. 6, stk. 1)

4 EKSF - stoette til jern- og staalindustrien - tilbagesoegning af en ulovlig stoette - stoettemodtagernes eventuelle berettigede forventning - beskyttelse - betingelser og graenser

5 Institutionernes retsakter - begrundelse - pligt - raekkevidde - EKSF-beslutninger

(EKSF-traktaten, art. 15, stk. 1)

6 Eftersom en beslutning fra Kommissionen om, at en stoette er uforenelig med faellesmarkedet og skal tilbagebetales, stifter selvstaendige retsvirkninger, raader den stoettemodtagende virksomhed over et retsmiddel til proevelse af en saadan beslutning, uanset om den har anfaegtet afgoerelsen om at indlede proceduren for undersoegelse af stoetten.

7 Ved anvendelsen af beslutning nr. 3855/91 om faellesskabsregler for stoette til jern- og staalindustrien er datoen den 31. december 1994, der er fastsat for udbetalingen af regional investeringsstoette, noedvendigvis den sidste frist for Kommissionen til at traeffe afgoerelse om foreneligheden af denne stoettekategori. Efter udloebet af denne frist kan en saadan stoette ikke laengere betragtes som forenelig med faellesmarkedet i medfoer af artikel 1, stk. 1, i beslutning nr. 3855/91 og er derfor forbudt i henhold til EKSF-traktatens artikel 4, litra c).

For det foerste fremgaar det nemlig af bestemmelserne i beslutning nr. 3855/91, at de deri omhandlede stoetteforanstaltninger kun kan ydes efter forhaandsgodkendelse fra Kommissionen. For det andet er den undtagelse, som beslutning nr. 3855/91 fastsaetter fra princippet efter EKSF-traktatens artikel 4, litra c), om et absolut forbud mod stoette, begraenset tidsmaessigt - i modsaetning til EF-traktatens bestemmelser om statsstoette, der permanent bemyndiger Kommissionen til at traeffe afgoerelse om foreneligheden af stoetten - og maa i oevrigt saa meget mere fortolkes strengt, som det fremgaar af beslutningens 11. betragtning, at »da regional investeringsstoette har karakter af undtagelser, vil det vaere uberettiget at opretholde denne form for stoette i et laengere tidsrum end det, der er noedvendigt for moderniseringen af den paagaeldende jern- og staalindustri, og som er fastsat til tre aar«.

8 Som det fremgaar af opbygningen af de proceduremaessige bestemmelser i beslutning nr. 3855/91/EKSF om faellesskabsregler for stoette til jern- og staalindustrien, og navnlig af beslutningens artikel 6, stk. 1, var det hensigten med denne at sikre Kommissionen en frist paa seks maaneder til at traeffe afgoerelse om de anmeldte paataenkte stoetteforanstaltningers forenelighed med faellesmarkedet.

Idet Kommissionen saaledes, for saa vidt angaar regional investeringsstoette i den naevnte beslutnings artikel 5's forstand, skulle raade over en frist paa mindst seks maaneder frem til skaeringsdatoen den 31. december 1994 til at indlede og afslutte proceduren forud for den naevnte skaeringsdato, har den foelgelig, saafremt en paataenkt stoetteforanstaltning er blevet meddelt efter den 30. juni 1994, ikke laengere pligt til inden den 31. december 1994 at vedtage en beslutning om dens forenelighed.

9 Virksomheder, som modtager statsstoette, kan ikke have en berettiget forventning om, at stoetten er lovlig, medmindre den er blevet ydet under iagttagelse af proceduren, hvilket en paapasselig erhvervsdrivende maa vaere i stand til at forvisse sig om. Desuden kan en privat kun paaberaabe sig princippet om beskyttelse af den berettigede forventning i forbindelse med begrundede forventninger, som en faellesskabsinstitution har givet ham anledning til, idet den har givet ham klare tilsikringer.

10 Begrundelsen for en beslutning opfylder kravene i EKSF-traktatens artikel 15, stk. 1, saafremt den klart og utvetydigt viser Kommissionens raesonnement, og den saaledes for det foerste goer det muligt for de beroerte at goere sig bekendt med baggrunden for den trufne foranstaltning med henblik paa at kunne varetage deres interesser og afgoere, om beslutningen er lovlig, og for det andet goer det muligt for Faellesskabets retsinstanser at udoeve deres kontrol i den henseende.

I sag T-129/96,

Preussag Stahl AG, med hjemsted i Salzgitter (Tyskland) ved advokat Jochim Sedemund, Berlin, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Aloyse May, 31, Grand-rue,

sagsoeger,

stoettet af

Forbundsrepublikken Tyskland ved afdelingschef Ernst Roeder og ekspeditionssekretaer Bernd Kloke, begge Forbundsoekonomiministeriet, som befuldmaegtigede, bistaaet af advokaterne Holger Wissel og Oliver Axster, Duesseldorf,

intervenient,

mod

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Dimitris Triantafyllou og Paul Nemitz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

sagsoegt,

angaaende en paastand om annullation af Kommissionens beslutning 96/544/EKSF af 29. maj 1996 om statsstoette til Walzwerk Ilsenburg GmbH (EFT L 233, s. 24),

har

DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET I FOERSTE INSTANS

(Tredje Udvidede Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, V. Tiili, og dommerne C.P. Briët, K. Lenaerts, A. Potocki og J.D. Cooke,

justitssekretaer: fuldmaegtig A. Mair,

paa grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 13. januar 1998,

afsagt foelgende

Dom

Relevante retsregler

1 EKSF-traktatens artikel 4, litra c) (herefter »traktaten«), forbyder enhver form for statsstoette til jern- og staalindustrien.

2 Efter hoering af Det Raadgivende Udvalg og efter samstemmende og enstemmig udtalelse fra Raadet vedtog Kommissionen paa grundlag af traktatens artikel 95, stk. 1 og 2, beslutning nr. 3855/91/EKSF af 27. november 1991 om faellesskabsregler for stoette til jern- og staalindustrien (EFT L 362, s. 57), benaevnt »den femte kodeks for stoette til jern- og staalindustrien« (herefter »kodeksen«).

3 Det fastsaettes i kodeksens artikel 1, stk. 1, at stoette til jern- og staalindustrien, der finansieres af en medlemsstat og lokale forvaltninger, kun kan betragtes som forenelig med faellesmarkedets tilfredsstillende funktion, hvis den opfylder bestemmelserne i artikel 2-5.

4 Kodeksens artikel 1, stk. 3, lyder:

»Stoette i henhold til [kodeksen] maa kun ydes efter fremgangsmaaderne i artikel 6 og maa ikke udbetales efter den 31. december 1996.

Sidste frist for udbetaling af stoette i henhold til artikel 5 er den 31. december 1994, naar bortses fra saerlige skattemaessige indroemmelser (Investitionszulage) i de fem nye delstater som omhandlet i den tyske lov af 1991 om aendring af skatter og afgifter, der kan danne grundlag for betaling indtil den 31. december 1995.«

5 Kodeksens artikel 5 lyder:

»Regional investeringsstoette ydet i henhold til generelle stoetteordninger kan indtil den 31. december 1994 betragtes som forenelig med faellesmarkedet, saafremt:

- ...

- ...

- den stoettemodtagende virksomhed er etableret paa den tidligere Tyske Demokratiske Republiks omraade, og stoetten ledsages af en nedsaettelse af den samlede produktionskapacitet paa dette omraade.«

6 Endvidere bestemmer kodeksens artikel 6 foelgende:

»1. Kommissionen underrettes saa betids om enhver paataenkt indfoerelse eller aendring af den i artikel 2-5 omhandlede stoette, at den kan fremsaette sine bemaerkninger hertil. Den underrettes paa samme vilkaar om enhver paataenkt anvendelse inden for jern- og staalindustrien af stoetteordninger, med hensyn til hvilke den i forvejen har udtalt sig paa grundlag af EOEF-traktatens bestemmelser. De i denne artikel omhandlede stoetteprojekter skal vaere anmeldt senest den 30. juni 1994 hvad angaar den i artikel 5 omhandlede stoette, og senest den 30. juni 1996 hvad angaar al anden stoette.

...

3. Kommissionen indhenter udtalelse fra medlemsstaterne om ... regional investeringsstoette, naar den paagaeldende investering eller de samlede investeringer, der skal stoettes i tolv paa hinanden foelgende maaneder, overstiger 10 mio. ECU, og andre stoetteprojekter af stoerre betydning, som anmeldes til den, inden den tager stilling dertil. Den underretter samtlige medlemsstater om sin stillingtagen til hvert enkelt stoetteprojekt med angivelse af dets art og omfang.

4. Saafremt Kommissionen efter at have opfordret de interesserede parter til at fremsaette deres bemaerkninger konstaterer, at en stoetteforanstaltning ikke er forenelig med bestemmelserne i [kodeksen], giver den paagaeldende medlemsstat meddelelse om sin beslutning. Kommissionen traeffer en saadan beslutning senest tre maaneder efter modtagelsen af de oplysninger, der er noedvendige for, at den kan vurdere den paagaeldende stoetteforanstaltning. Bestemmelserne i traktatens artikel 88 finder anvendelse, saafremt en medlemsstat ikke efterkommer den paagaeldende beslutning. Den paagaeldende medlemsstat kan kun ivaerksaette de i stk. 1 ... omhandlede foranstaltninger med Kommissionens godkendelse og paa de af denne fastsatte vilkaar.

5. Dersom Kommissionen ikke inden to maaneder efter modtagelsen af anmeldelsen af de paataenkte stoetteforanstaltninger har indledt den i stk. 4 omhandlede fremgangsmaade eller paa anden maade tilkendegivet sin stilling, kan de paataenkte foranstaltninger ivaerksattes paa betingelse af, at medlemsstaten paa forhaand har meddelt Kommissionen, at den har til hensigt at goere dette. Saafremt de oevrige medlemsstater hoeres i henhold til stk. 3, forlaenges denne frist til tre maaneder.

6. Enhver stoette, der paataenkes ydet efter [artikel 5], skal anmeldes til Kommissionen i overensstemmelse med stk. 1 ...«

7 Kodeksens traadte i henhold til artikel 9 i kraft den 1. januar 1992 og fandt anvendelse indtil den 31. december 1996.

Faktiske omstaendigheder

8 Virksomheden Walzwerk Ilsenburg GmbH (herefter »valsevaerket Ilsenburg«) med hjemsted i delstaten Sachsen-Anhalt, er en af de statsvirksomheder, der tilhoerte den tidligere Tyske Demokratiske Republik (herefter »DDR«). I 1992 blev virksomheden overtaget af Preussag Stahl AG (herefter »Preussag«) som et retligt set selvstaendigt datterselskab. I 1995 fusioneredes virksomheden med Preussag, som da er blevet den retlige efterfoelger til valsevaerket Ilsenburg's rettigheder.

9 Med henblik paa at sikre virksomhedens levedygtighed paa de nye markedsvilkaar var Preussag noedt til at foretage omfattende rationaliseringer, herunder at overflytte produktionen af tykke plader fra sin fabrik i Salzgitter, i det tidligere Vesttyskland, til valsevaerket Ilsenburg.

10 Med henblik paa daekningen af omkostningerne paa 29,5 mio. DM i forbindelse med denne overflytning var det aftalt, at delstaten Sachsen-Anhalt skulle yde stoette bestaaende af dels en investeringsstoette paa 5,85 mio. DM, dels en saerlig skattemaessig indroemmelse paa 0,9505 mio. DM. Disse stoetteforanstaltninger henhoerte under to generelle ordninger for regionalstoette, som Kommissionen havde godkendt i henhold til de relevante bestemmelser i hhv. EF- og EKSF-traktaten, nemlig hhv. rammeplanen for faellesskabsaktionen »Forbedring af den regionale oekonomiske struktur« og loven om investeringstilskud (Investitionszulagengesetz).

11 Den tyske regering anmeldte den paataenkte stoette til Kommissionen ved telefax af 24. november 1994, der dagen efter blev journaliseret af Kommissionen under nr. 777/94 (herefter »projekt nr. 777/94«). I denne meddelelse henvistes udtrykkeligt til anmeldelsen af 10. maj 1994 af en anden paataenkt investeringsstoetteforanstaltning paa 11,8 mio. DM, ligeledes i favoer af valsevaerket Ilsenburg og beregnet til omstilling af stroemforsyningen og miljoebeskyttelsesforbedringer (herefter »projekt nr. 308/94«).

12 Ved skrivelse af 1. december 1994 opfordrede Kommissionen den tyske regering til at traekke anmeldelsen af projekt nr. 777/94 tilbage for at undgaa, at der blev indledt en procedure blot med den begrundelse, at anmeldelsesfristen, der var udloebet ved udgangen af juni 1994, ikke var blevet overholdt. Kommissionen bemaerkede, at overskridelsen af denne frist ikke hindrede en undersoegelse af de paataenkte stoetteforanstaltninger, for saa vidt som den endnu kunne vedtage en beslutning inden udgangen af 1994. Da projekt nr. 777/94 foerst var blevet anmeldt den 25. november 1994, dvs. blot 17 arbejdsdage foer Kommissionens sidste moede i 1994, mente Kommissionen imidlertid, at den selv ved en saa kraftig fremskyndelse af projektet som overhovedet muligt ville vaere ude af stand til at traeffe en afgoerelse foer aarets udgang, da det i lyset af stoerrelsen af de paataenkte investeringer var noedvendigt at hoere medlemsstaterne.

13 Ved skrivelse af 13. december 1994 svarede forbundsregeringen Kommissionen, at den ikke under nogen omstaendigheder ville traekke anmeldelsen af projekt nr. 777/94 tilbage. Forbundsregeringen underrettede Preussag om denne stillingtagen.

14 I mellemtiden havde Preussag - den 7. december 1994 - sendt en skrivelse til kommissaer Van Miert og kommissaer Bangemann, hvori selskabet forklarede den sene anmeldelse med henvisning til de langvarige og omfattende droeftelser af virkningen af projekt nr. 777/94 paa beskaeftigelsessituationen i den beroerte region. Preussag anmodede derfor de to kommissaerer om at foranledige Kommissionens tjenestegrene til at foretage undersoegelsen paa grundlag af anvendelsesomraadet for kodeksens bestemmelser.

15 Ved telefax af 21. december 1994, der blev bekraeftet ved skrivelse af samme dag, modtog Preussag foelgende meddelelse:

»Martin Bangemann Medlem af Europa-Kommissionen

Tak for Deres skrivelse af 7. december 1994.

Min kollega, Karel van Miert, og jeg deler Deres opfattelse om, at der hurtigt boer traeffes en afgoerelse om stoetten til virksomheder i de nye tyske delstater for ikke at blokere den oekonomiske udvikling dér paa grund af unoedvendigt langstrakte administrative procedurer.

Jeg er derfor glad for at kunne meddele Dem, at EF-Kommissionen i dag har godkendt stoetten til valsevaerket Ilsenburg i overensstemmelse med ansoegningen. Jeg oensker virksomheden succes i sin videre udvikling.

Med venlig hilsen Sign. Martin Bangeman.«

16 Ved telex SG(94)D/37659 af 21. december 1994 meddelte Kommissionen de tyske myndigheder, hvilke stoetteforanstaltninger den ikke havde indvendinger imod, og projekt nr. 308/94 var en af disse.

17 Den investeringsstoette, som Landesfoerderinstitut Sachsen-Anhalt ved afgoerelse af 20. oktober 1994 havde ydet Preussag paa betingelse af anmeldelse deraf til Kommissionen, blev krediteret sagsoegerens konto den 23. december 1994.

18 Ved skrivelse SG(95)D/1056 af 1. februar 1995 til forbundsregeringen bekraeftede Kommissionen nogle paataenkte regionale stoetteforanstaltningers forenelighed med kodeksens artikel 5, heriblandt projekt nr. 308/94.

19 Den 15. februar 1995 besluttede Kommissionen at indlede undersoegelsesproceduren efter kodeksens artikel 6, stk. 4, i relation til projekt nr. 777/94. Denne afgoerelse blev meddelt de tyske myndigheder ved skrivelse af 10. marts 1995, der senere blev gengivet i en meddelelse offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende (EFT 1995 C 289, s. 11). Kommissionen anfoerte deri, at den meget sene anmeldelse af den paataenkte stoette havde bevirket, at den ikke kunne traeffe afgoerelse om stoettens forenelighed inden den 31. december 1994, og at den efter denne dato ikke laengere havde kompetence til at traeffe afgoerelse jf. ordlyden af kodeksens artikel 5. Kommissionen opfordrede endvidere de oevrige medlemsstater og andre interesserede parter til inden maaned fra offentliggoerelsen af meddelelsen at fremsaette deres bemaerkninger til projekt nr. 777/94.

20 Ved skrivelse af 23. februar 1995 meddelte kommissaer Bangemann Preussag, at den godkendelse, der omhandledes i hans skrivelse af 21. december 1994, angik projekt nr. 308/94 og ikke projekt nr. 777/94.

21 Stoerrelsen af den saerlige skattelettelse i forbindelse med projekt nr. 777/94 blev ved to afgoerelse fra Finanzamt Wolfenbuettel af 26. oktober 1995 og 9. januar 1996 fastsat til henholdsvis 428 975,70 DM og 190 052 DM, der blev krediteret sagsoegeren de paagaeldende dage.

22 Ved beslutning 96/544/EKSF af 29. maj 1996 om statsstoette til Walzwerk Ilsenburg GmbH (EFT L 233, s. 24, herefter »den anfaegtede beslutning«) fastslog Kommissionen, at investeringsstoetten og skattelettelserne udgoer statsstoette, som ikke er forenelig med faellesmarkedet, og som er forbudt i henhold til traktaten og kodeksen, og Kommissionen kraevede, at stoetten blev tilbagebetalt. Denne beslutning blev meddelt forbundsregeringen den 26. juni 1996, der fremsendte den til Preussag den 9. juli 1996.

Retsforhandlinger

23 Ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 15. august 1996 har Preussag anlagt naervaerende sag med paastand med annullation af den anfaegtede beslutning.

24 Ved kendelse af 11. december 1996 tog Retten den begaering, Forbundsrepublikken Tyskland havde indgivet den 31. oktober 1996, med henblik paa at kunne intervenere i sagen til stoette for Preussag's paastande, til foelge.

Parternes paastande

25 Sagsoegerne har nedlagt foelgende paastande:

- Kommissionen tilpligtes i medfoer af artikel 23 i EKSF-statutten for Domstolen at fremlaegge alle dokumenter (forslag, moedereferater, etc.), der kan belyse omstaendighederne omkring vedtagelsen af den anfaegtede beslutning.

- Sagsoegeren gives adgang til indsigt i de dokumenter, der fremlaegges.

- Den anfaegtede beslutning annulleres.

- Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

26 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:

- Afvisning af sagen eller frifindelse.

- Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

27 Forbundsrepublikken Tyskland har nedlagt foelgende paastand:

- Den anfaegtede beslutning annulleres.

28 I sine bemaerkninger til Forbundsrepublikken Tysklands interventionsbegaering har Kommissionen nedlagt foelgende paastande:

- Intervenientens anbringender forkastes.

- Intervenienten tilpligtes delvis at betale sagens omkostninger.

Annullationspaastanden Formaliteten

29 Kommissionen har gjort gaeldende, at det foreliggende soegsmaal er rejst for sent og udgoer unoedig traette, idet Preussag ved at have undladt at anlaegge sag til proevelse af afgoerelsen af 15. februar 1995 om at indlede proceduren til undersoegelse af den omtvistede stoette havde muliggjort en faktisk konsolidering af en overtraedelse af proceduren og traktaten.

30 Med stoette fra intervenienten har Preussag heroverfor anfoert, at selv om afgoerelsen om at indlede proceduren til undersoegelse af den omtvistede stoette i sig selv kunne goeres til genstand for et annullationssoegsmaal, foelger det ikke af traktatens artikel 33, at den formelle beslutning om afslutning er uanfaegtelig af denne grund.

31 Det er for Retten tilstraekkeligt at fastslaa, at den anfaegtede beslutning stifter selvstaendige retsvirkninger, herunder en pligt til at tilbagebetale den udbetalte stoette, og at Preussag foelgelig maa raade over et retsmiddel til proevelse af en saadan afgoerelse (Domstolens dom af 17.9.1980, sag 730/79, Philip Morris mod Kommissionen, Sml. s. 2671, praemis 5, og af 9.3.1994, sag C-188/92, TWD Textilwerke Deggendorf, Sml. I, s. 833, praemis 14), uanset at den ikke har anfaegtet afgoerelsen om at indlede proceduren til undersoegelse af den omtvistede stoette.

32 Heraf foelger, at Kommissionens formalitetsindsigelse ikke kan tages til foelge.

Realiteten

33 Preussag har fremsat syv anbringender til stoette for annullationspaastanden.

Det foerste anbringende om Kommissionens kompetence i tidsmaessig henseende

- Parternes argumenter

34 Preussag har naermere anfoert, at ingen af kodeksens bestemmelser forboed Kommissionen efter den 31. december 1994 at fastslaa foreneligheden af de regionale investeringsstoetteforanstaltninger, der er omhandlet i kodeksens artikel 5, i det omfang, hvori de materielle betingelser for godkendelse deraf som i det foreliggende tilfaelde var opfyldt forud for denne dato. Fristen pr. 31. december 1994 i henhold til kodeksens artikel 1, stk. 3, andet afsnit, havde udelukkende til formaal at begraense fristen for udbetaling af den paagaeldende stoette. Desuden er Kommissionen ikke frigjort fra sin pligt til at traeffe afgoerelse om den materielle forenelighed af stoette, der maatte vaere blevet udbetalt uden at vaere blevet forskriftsmaessigt anmeldt eller uden at vaere blevet godkendt af Kommissionen (Domstolens dom af 14.2.1990, sag C-301/87, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 307). Endelig har Kommissionen ikke selv anset det for umuligt efter den 31. december 1994 at traeffe afgoerelse om foreneligheden af projekt nr. 777/94, eftersom den - efter denne dato - indledte undersoegelsesproceduren og bad om udtalelser fra medlemsstaterne og oevrige interesserede.

35 Intervenienten har tilfoejet, at Retten i sin dom af 22. oktober 1996 (sag T-266/94, Skibsvaerftsforeningen m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1399, praemis 92 ff.) fandt, at Kommissionen havde kompetence til at godkende driftsstoette efter skaeringsdatoen i henhold til artikel 10a, stk. 2, i Raadets direktiv 90/684/EOEF af 21. december 1990 om stoette til skibsbygningsindustrien (EFT L 380, s. 27, herefter »direktiv 90/684«). Eftersom den saerlige skattelettelse med henblik paa investeringen under alle omstaendigheder kunne udbetales indtil den 31. december 1995, var Kommissionen i henhold til sin egen retlige vurdering i stand til at vedtage sin beslutning rettidigt, saa en udbetaling kunne finde sted foer denne dato.

36 Kommissionen har heroverfor i det vaesentlige anfoert, at datoen 31. december 1994 baade er en udbetalingsfrist og en frist for vedtagelse af beslutninger, og at udbetalingen af stoette skal foelge efter godkendelsesbeslutningen, ikke forud herfor, idet medlemsstaterne i henhold til kodeksens artikel 6, stk. 4, ikke maa ivaerksaette stoetteforanstaltninger uden Kommissionens godkendelse. Fra den 1. januar 1995 blev det absolutte forbud mod stoette, der er fastsat i traktatens artikel 4, litra c), genetableret, og en beslutning truffet efter denne dato ville ikke kunne legalisere en allerede udbetalt stoette. Den proceduremaessige uregelmaessighed i form en overskridelse af anmeldelsesfristen transformeres i saa fald, saaledes at stoetten bliver materielt uforenelig med traktaten, og saaledes at Kommissionen er blevet inkompetent i tidsmaessig henseende for saa vidt angaar godkendelse af den paagaeldende stoette. Kommissionen havde ikke desto mindre pligt til at indlede undersoegelsesproceduren efter bestemmelserne i kodeksens artikel 6, stk. 3 og 4, der ogsaa skal anvendes i tilfaelde, hvor stoetteforanstaltningerne ikke er forenelige med kodeksen.

37 Endvidere bestaar der efter Kommissionens opfattelse betydelige forskelle mellem den foreliggende tvist og den ovennaevnte sag Skibsvaerftsforeningen m.fl. mod Kommissionen. Endelig viser henvisningen i kodeksens artikel 1, stk. 3, andet afsnit, til kodeksens artikel 5, at fristen for at vedtage beslutninger udloeb den 31. december 1994, ogsaa for saa vidt angik saerlige skattelettelser.

- Rettens bemaerkninger

38 Retten skal bemaerke, at efter ordlyden af kodeksens artikel 1, stk. 1, kan de af kodeksen omfattede stoetteforanstaltninger kun betragtes som forenelige med faellesmarkedets tilfredsstillende funktion, hvis de opfylder bestemmelserne i artikel 2-5.

39 I deres egenskab af regional investeringsstoette kunne de omtvistede stoetteforanstaltninger i henhold til kodeksens artikel 5 betragtes som forenelige med faellesmarkedet indtil den 31. december 1994, og principielt var fristen for udbetalingen af stoetten fastsat til samme dato i medfoer af artikel 1, stk. 3, andet afsnit.

40 Endvidere praeciseres det i kodeksens artikel 1, stk. 3, foerste afsnit, at stoette i henhold til kodeksen kun maatte ydes efter fremgangsmaaderne i artikel 6. Det foreskrives dog i artikel 6, stk. 1, at Kommissionen skal underrettes om forslagene om indfoerelse af stoetteforanstaltninger, mens artikel 1, stk. 4, sidste punktum, fastsaetter, at den paagaeldende medlemsstat kun kan ivaerksaette de paataenkte foranstaltninger med Kommissionens godkendelse og paa de af denne fastsatte vilkaar.

41 Af dette foelger noedvendigvis, at de af kodeksen omfattede stoetteforanstaltninger kun kunne ydes efter forhaandsgodkendelse fra Kommissionen. Som det fremgaar af henvisningen i kodeksens artikel 1, stk. 3, andet afsnit, til kodeksens artikel 5, udgjorde fristen pr. 31. december 1994 for udbetaling af regional investeringsstoette i den sammenhaeng noedvendigvis skaeringsdatoen i henhold til artikel 5 for Kommissionens vedtagelse af beslutninger om foreneligheden af denne kategori af stoette med faellesmarkedet.

42 I modsaetning til, hvad intervenienten har gjort gaeldende, er det samme tilfaeldet for saa vidt angaar de saerlige skattelettelser, selv om disse i henhold til artikel 1, stk. 3, andet afsnit, kunne ydes indtil den 31. december 1995. Denne udskydelse af fristen for udbetaling gjaldt alene i tilfaelde af forudgaaende gennemfoerelse af de stoettede investeringer, idet retten til saerlige skattelettelser var betinget deraf, og kunne ikke medfoere en forlaenget frist for Kommissionen til at traeffe afgoerelse om foreneligheden af denne type stoette.

43 Sagsoegeren kan ej heller paaberaabe sig Kommissionens pligt til at traeffe afgoerelse om foreneligheden med EF-traktaten af stoette, der er blevet udbetalt uden at vaere blevet anmeldt forskriftsmaessigt eller uden at vaere blevet godkendt af Kommissionen. I modsaetning til EF-traktatens bestemmelser om statsstoette, der stedse bemyndiger Kommissionen til at traeffe afgoerelse om foreneligheden af stoetten, var den i kodeksen fastlagte undtagelse fra princippet efter traktatens artikel 4, litra c), om et absolut forbud mod stoette begraenset tidsmaessigt. I den foreliggende sag maa undtagelsen saa meget mere fortolkes strengt, som det fremgaar af kodeksens ellevte betragtning, at »da regional investeringsstoette har karakter af undtagelser, vil det vaere uberettiget at opretholde denne form for stoette i et laengere tidsrum end det, der er noedvendigt for moderniseringen af den paagaeldende jern- og staalindustri, og som er fastsat til tre aar«.

44 Som Kommissionen med rette har bemaerket, bestaar der forskelle mellem den foreliggende tvist og den ovennaevnte sag Skibsvaerftsforeningen m.fl. mod Kommissionen, hvori denne i maj 1994 rigtigt nok godkendte en driftsstoetteforanstaltning, selv om artikel 10a i direktiv 90/684 bestemte, at indtil den 31. december 1993 kunne saadan stoette betragtes som forenelig med det faelles marked, bl.a. hvis der ikke blev ydet supplerende produktionsstoette til kontrakter indgaaet mellem den 1. juli 1990 og den 31. december 1993.

45 Det fremgaar saaledes af denne bestemmelse, at Kommissionen skulle traeffe afgoerelse om noedvendigheden og foreneligheden af driftsstoette - og ikke investeringsstoette som i naervaerende tvist - i forbindelse med bestemte kontrakter, der kunne underskrives indtil udloebet af referenceperioden. Heraf udledte Retten, at Kommissionen havde kompetence og pligt til at vurdere noedvendigheden og dermed foreneligheden med faellesmarkedet af driftsstoette, der blev ydet til kontrakter indgaaet i hele perioden, hvilket indebar en kompetence for Kommissionen til at udtale sig om kontrakterne efter den 31. december 1993 (praemis 95 og 96). Retten bemaerkede endvidere, at hvad angik driftsstoette, herunder navnlig produktionsstoette knyttet til bestemte kontrakter, var det alene tidspunktet for underskrivelsen af kontrakterne, der havde betydning i relation til stoettens indvirkning paa konkurrencen (praemis 96). Endelig bemaerkede Retten udtrykkeligt, at der - i modsaetning til kodeksen - i artikel 10a i direktiv 90/684 ikke var fastsat nogen anmeldelsesfrist (praemis 99).

46 Det bemaerkes herudover, at afgoerelsen om at indlede proceduren til undersoegelse af projekt nr. 777/94 blev truffet under overholdelse af de proceduremaessige bestemmelser i kodeksens artikel 6, der kunne anvendes frem til 31. december 1996, og at den derfor ikke kan udlaegges saaledes, at Kommissionen stadig ansaa sig for kompetent til at traeffe afgoerelse om stoettens materielle forenelighed med kodeksens bestemmelser.

47 Henset til samtlige disse forhold, maa anbringendet forkastes.

Det andet anbringende om hensigtsmaessigheden af fristen for undersoegelse af projekt nr. 777/94

- Parternes argumenter

48 Ifoelge Preussag, der i det vaesentlige stoettes af Forbundsrepublikken Tyskland, burde den manglende overholdelse af anmeldelsesfristen i sig selv ikke vaere til hinder for en undersoegelse af projekt nr. 777/94, eftersom Kommissionen frem til den 31. december 1994 raadede over et tidsrum paa ca. seks uger til at traeffe sin afgoerelse. For saa vidt angik hoeringen af de oevrige medlemsstater i henhold til kodeksens artikel 6, stk. 3, ville det have vaeret tilstraekkeligt med en kort meddelelse om, at stoetteprojektet var foreneligt med de materielle betingelser for en godkendelse.

49 Med henblik paa en bedoemmelse af foreneligheden af projekt nr. 777/94 med faellesmarkedet kunne Kommissionen have begraenset sig til at fastslaa, at stoettemodtageren, som det fremgik af anmeldelsen af projekt nr. 308/94, var beliggende paa det tidligere DDR's omraade, og at stoetten var ledsaget af en nedsaettelse af den samlede produktionskapacitet paa dette omraade.

50 Kommissionen har heroverfor anfoert, at selv om fristen for at anmelde stoetteforanstaltninger, der udloeb den 30. juni 1994, ikke var en praeklusionsfrist, medfoerte den tyske regerings betydelige overskridelse af fristen, at Kommissionen ikke laengere havde mulighed for at traeffe afgoerelse foer den 31. december 1994 som foelge af pligten til at hoere medlemsstaterne.

51 Kodeksens artikel 5 overlod en skoensbefoejelse til Kommissionen, hvorved enhver form for automatik var udelukket, idet den skulle kontrollere virksomhedens forretningssted og brugen af stoetten i forbindelse med en investering med modernisering som formaal, samt kontrollere forbindelsen mellem maalsaetningen for de omhandlede regionale ordninger og nedsaettelsen af den samlede produktionskapacitet paa det paagaeldende geografiske omraade.

- Rettens bemaerkninger

52 Kodeksens artikel 6, stk. 1, bestemte udtrykkeligt, at Kommissionen skulle underrettes saa betids, at den kunne fremsaette sine bemaerkninger til de af om kodeksen omfattede paataenkte stoetteforanstaltninger.

53 Det bemaerkes i den henseende, at det fremgaar af opbygningen af kodeksens proceduremaessige bestemmelser, at denne havde til hensigt at sikre Kommissionen en frist paa seks maaneder til at traeffe afgoerelse om de anmeldte paataenkte stoetteforanstaltningers forenelighed med faellesmarkedet.

54 Med forbehold for den ovenfor omtalte undtagelsesordning vedroerende saerlige skattelettelser skulle alle regionale investeringsstoetteforanstaltninger i kodeksens artikel 5's forstand, for hvilke artikel 1, stk. 3, andet afsnit, fastsatte den 31. december 1994 som skaeringsdato for udbetaling, saaledes have vaeret anmeldt inden den 30. juni 1994 i henhold til artikel 6, stk. 1, sidste punktum. Derimod kunne stoette henhoerende under de andre af kodeksen omfattede kategorier, for hvilke der i medfoer af artikel 1, stk. 3, foerste afsnit, kunne ske udbetaling frem til den 31. december 1996, gyldigt anmeldes indtil den 30. juni 1996 ifoelge artikel 6, stk. 1, sidste punktum.

55 Naar endvidere Kommissionen som i den foreliggende sag i medfoer af kodeksens artikel 6, stk. 3, skulle hoere medlemsstaterne om det anmeldte stoetteprojekt, foer den tog stilling dertil, kunne - for det foerste - medlemsstaten i medfoer af kodeksens artikel 6, stk. 5, andet punktum, ikke ivaerksaette de paataenkte foranstaltninger foer efter udloebet af en frist paa tre maaneder regnet fra datoen for modtagelsen af stoetteanmeldelsen, og - for det andet - indroemmede artikel 6, stk. 4, andet punktum, Kommissionen en frist paa tre maaneder efter modtagelsen af de oplysninger, der var noedvendige for, at den kunne vurdere den paagaeldende stoetteforanstaltning.

56 Heraf foelger, at Kommissionen i den foreliggende sag maatte raade over en frist paa mindst seks maaneder frem til skaeringsdatoen pr. 31. december 1994 til at indlede og afslutte sin procedure forud for den naevnte skaeringsdato (sagen Skibsvaerftsforeningen m.fl. mod Kommissionen, praemis 99, jf. praemis 44 ovenfor).

57 Eftersom projekt nr. 777/94 blev anmeldt efter den 30. juni 1994, havde Kommissionen foelgelig ikke laengere pligt til inden den 31. december 1994 at vedtage en beslutning om projektets forenelighed.

58 Selv hvis det, som Preussag har gjort gaeldende, kunne laegges til grund, at der ikke var tvivl om foreneligheden af den omtvistede stoette, og at det med henblik paa hoering af medlemsstaterne ville have vaeret tilstraekkeligt med en kort meddelelse, havde Kommissionen under alle omstaendigheder overhovedet ikke pligt til underrette den tyske regering om en eventuel afgoerelse om ikke at rejse indsigelser mod denne stoetteforanstaltning foer udloebet af den frist paa tre maaneder, der var fastsat i kodeksens artikel 6, stk. 5, andet punktum, regnet fra anmeldelsen af projekt nr. 777/94, og saa meget mindre inden den 31. december 1994.

59 Ved mod Kommissionens anbefaling (jf. praemis 12 ovenfor) at have opretholdt anmeldelsen af projekt nr. 777/94 paa et tidspunkt, der gav institutionen en betydeligt kortere frist end de seks maaneder, der var fastsat i kodeksen, loeb de tyske myndigheder risikoen for at goere det umuligt for Kommissionen at undersoege projektet inden udloebet af dens kompetence. Uden bevis for aabenbart manglende omhu fra Kommissionens side, kan det ikke laegges denne til last, at den paagaeldende risiko materialiserede sig.

60 Herefter maa anbringendet forkastes.

Det tredje anbringende om tilsidesaettelse af kodeksens artikel 6, stk. 4, foerste og andet punktum

61 Ifoelge Preussag er den anfaegtede beslutning ulovlig, idet Kommissionen har lagt en enkel procedureforskrift til grund for at erklaere stoetten uforenelig med faellesmarkedet og kraeve denne tilbagebetalt, skoent stoettens materielle forskriftsmaessighed var opfyldt fra begyndelsen, og kodeksens artikel 6, stk. 4, foerste og andet punktum, kun bemyndiger Kommissionen til vedtage en negativ beslutning i tilfaelde af stoettens materielle uforenelighed med faellesmarkedet.

62 Kommissionen har heroverfor anfoert, at den foreliggende tvist ikke drejer sig om en simpel tilsidesaettelse af en intern frist, men om dens manglende materielle kompetence efter den 1. januar 1995.

63 Det skal paapeges, at fristen for Kommissionen til at traeffe afgoerelse om den omtvistede stoettes forenelighed udloeb den 31. december 1994. Under disse omstaendigheder kunne den paagaeldende stoette i medfoer af kodeksens artikel 1, stk. 1, ikke laengere betragtes som forenelig med faellesmarkedet, og i medfoer af traktatens artikel 4, litra c), var den derfor forbudt.

64 Herefter kan dette anbringende ikke tages til foelge.

Det fjerde anbringende om tilsidesaettelse af det principielle forbud mod forskelsbehandling

65 Preussag anser sig for at vaere offer for ubegrundet forskelsbehandling, fordi Kommissionen har godkendt en raekke stoetteforanstaltninger, der er blevet anmeldt langt efter udloebet af anmeldelsesfristen.

66 Kommissionen har heroverfor gjort gaeldende, at det principielle forbud mod forskelsbehandling ikke indebaerer et forbud mod forskellig behandling af sager, der ikke er ens. Endvidere var det ikke noedvendigt med en meddelelse til medlemsstaterne i de sager, Preussag har henvist til.

67 Herom udtales blot, at de paataenkte stoetteforanstaltninger, Preussag har henvist til - som det fremgaar af sagens akter - var blevet anmeldt tidligere end projekt nr. 777/94 eller ikke kraevede hoering af medlemsstaterne.

68 Dette anbringende kan herefter ikke tages til foelge.

Den femte anbringende om tilsidesaettelse af beskyttelsen af den berettigede forventning

- Parternes argumenter

69 Med stoette i det vaesentlige fra Forbundsrepublikken Tyskland har Preussag gjort gaeldende, at udbetalingen af den omtvistede stoette udelukkende kan henfoeres til en administrativ fejl fra Kommissionens side jf. skrivelsen af 21. december 1994 (praemis 15 ovenfor). Af den telefax af samme dato, der gengav denne skrivelse, kunne Preussag udelukkende udlede en skriftlig meddelelse om godkendelse af projekt nr. 777/94, som Kommissionen havde vedtaget samme dag, og derfor havde selskabet fra den 28. december 1994 paabegyndt indgaaelsen af de kontrakter, der var noedvendige for at gennemfoere investeringsprojektet.

70 I henhold til den retspraksis, hvorefter en virksomhed efter reglerne skal sikre sig, at anmeldelsesproceduren for stoetteforanstaltninger overholdes, finder efter selskabets opfattelse ikke anvendelse i den foreliggende sag. Kommissionen var blevet underrettet om projekt nr. 777/94 og meddelelsen om afslutning af den administrative procedure, som var underskrevet af et kommissionsmedlem, udloeste efter sin art en berettiget forventning.

71 Kommissionen havde ikke ret til at vedtage den anfaegtede beslutning uden at tage hensyn til, at Preussag i tillid til den adfaerd uigenkaldeligt havde standset en produktion paa 480 000 tons om aaret paa sin fabrik i Salzgitter og havde foretaget investeringer i valsevaerket Ilsenburg, der ikke kunne konverteres.

72 Principperne om retssikkerhed og beskyttelse af den berettigede forventning har samme vaegt som princippet om forvaltningens lovlighed, naar der skal foretages en afvejning (Domstolens dom af 21.9.1983, forenede sager 205-215/82, Deutsche Milchkontor m.fl., Sml. s. 2633, praemis 30). I den foreliggende sag har den anfaegtede beslutning udelukkende vaere baseret paa et argument vedroerende en frist, og der har overhovedet ikke vaeret taget hensyn til den paagaeldende stoettes materielle forenelighed med faellesmarkedet. Der findes ingen offentlig interesse i en forandring af de oekonomiske konsekvenser, der er blevet udloest i et tilfaelde af berettiget forventning.

73 Forbundsrepublikken Tyskland har tilfoejet, at eftersom anmeldelsesfristen i kodeksen blot er af administrativ art, kunne denne paa ingen maade forrykke Preussag's forventning.

74 Kommissionen har paapeget, at stoettemodtagende virksomheder principielt kun kan have en berettiget forventning om en stoetteforanstaltnings forskriftsmaessighed, hvis stoetten er blevet ydet under overholdelse af proceduren, hvilket en paapasselig erhvervsdrivende boer vaere i stand til at forvisse sig om. I sig selv burde den betydelige overskridelse af anmeldelsesfristen under kendskab til sagens omstaendigheder imidlertid have forhindret, at der opstod en berettiget forventning hos Preussag.

75 Hvis Preussag og delstaten Sachsen-Anhalt havde foretaget det fornoedne, var de blevet bekendt med afsendelsen af Kommissionens telex SG(94)D/37659 af 21. december 1994, hvori det meddeltes, hvilke stoetteforanstaltninger Kommissionen ikke havde indvendinger imod, herunder projekt nr. 308/94, og hvoraf det fremgik, at proceduren til undersoegelse af projekt nr. 777/94 stadig verserede. Desuden udgjorde skrivelsen af 21. december 1994, undertegnet af Bangemann, ikke nogen fase af proceduren til undersoegelse af stoetteforanstaltninger.

76 Gennemfoerelsen af de paataenkte investeringer, hvis faktiske udfoerelse allerede fra den 28. december 1994 Kommissionen bestrider, kunne under alle omstaendigheder ikke aendre retstillingen, da Preussag ikke ville have behov for handle saaledes, hvis selskabet havde vaeret i god tro.

- Rettens bemaerkninger

77 Det skal paapeges, at ifoelge fast retspraksis kan der hos virksomheder, som modtager statsstoette, ikke bestaa en berettiget forventning om, at stoetten er lovlig, medmindre den er blevet ydet under iagttagelse af proceduren, hvilket en paapasselig erhvervsdrivende maa vaere i stand til at forvisse sig om (Domstolens dom af 20.9.1990, sag C-5/89, Kommissionen mod Tyskland, Sml. I, s. 3437, praemis 14).

78 Desuden kan en privat kun paaberaabe sig princippet om beskyttelse af den berettigede forventning i forbindelse med begrundede forventninger, som en institution har givet anledning til (Rettens dom af 15.12.1994, sag T-489/93, Unifruit Hellas mod Kommissionen, Sml. II, s. 1201, praemis 51).

79 Ved skrivelse af 1. december 1994 opfordrede Kommissionen den tyske regering til at traekke anmeldelsen af projekt nr. 777/94 tilbage, da den ganske saerlige forsinkelse med den anmeldelse var til hinder for, at der kunne vedtages en beslutning om projektets forenelighed inden udloebet af fristen pr. 31. december 1994 som fastsat i artikel 5 i kodeksen, der var bindende i alle enkeltheder i medfoer af traktatens artikel 14, stk. 2. Det er endvidere ubestridt, at Kommissionens tjenestegrene meddeler Kommissionens beslutninger om godkendelse af statsstoette til den paagaeldende medlemsstat. Saaledes underrettede Kommissionen ved den ovennaevnte telex SG(94)D/37659 af 21. december 1994 officielt de tyske myndigheder om, at den havde besluttet ikke at rejse indsigelser mod 26 projekter, der var opregnet og klart udskilt ved deres sagsnummer, hvoriblandt projekt nr. 777/94 ikke fandtes. Endelig fremgaar det af sagens faktiske omstaendigheder, at Kommissionen den 21. december 1994 endnu ikke havde afaesket medlemsstaterne udtalelser om dette projekt i henhold til kodeksens artikel 6, stk. 3.

80 Det foelger heraf, at de tyske myndigheder, der var Kommissionens eneste institutionelle forhandlingspartner, noedvendigvis maatte vaere bekendt med, at Kommissionen ikke havde godkendt projekt nr. 777/94. Det samme gaelder for Preussag, der saa meget mere hos de disse myndigheder burde have forvisset sig om, hvorvidt projektet var blevet godkendt, da selskabet var bekendt med Kommissionens negative holdning til projektet.

81 Svaret af 21. december 1994 - i form af skrivelsen signeret Bangemann - der blev givet paa Preussag's anmodning om indgriben af 7. december s.aa., havde under disse omstaendigheder ikke en saadan karakter, at sagsoegeren blev forsikret om, at Kommissionen havde aendret holdning.

82 Herudover var skrivelsen et svar paa en anmodning fra Preussag om uofficiel indgriben, der blev fremsat parallelt med den i kodeksen fastlagte undersoegelsesprocedure.

83 Det foelger heraf, at Preussag ikke gyldigt kan paaberaabe sig, at denne skrivelse skabte en berettiget forventning hos selskabet om godkendelse af den omtvistede stoette.

84 Derfor kan Preussag saaledes ikke med retsvirkning kritisere Kommissionen for ikke at have afvejet de ufravigelige hensyn til saavel principperne om retssikkerhed og beskyttelse af den berettigede forventning som princippet om forvaltningens lovlighed.

85 Af det ovenstaaende foelger, at dette anbringende maa forkastes.

Det sjette anbringende om tilsidesaettelse af artikel 6, stk. 5, idet Kommissionens tavshed boer ses som en godkendelse.

- Parternes argumenter

86 Preussag har bemaerket, at projekt nr. 777/94 lovligt kunne ivaerksaettes, da der var forloebet mere end tre maaneder mellem anmeldelsen og den 10. marts 1995, paa hvilket tidspunkt Kommissionen underrettede forbundsregeringen om indledningen af undersoegelsesproceduren i henhold til kodeksens artikel 6, stk. 4. Den tyske regering havde ikke pligt til paa forhaand at underrette Kommissionen om sin hensigt om at ivaerksaette det paagaeldende stoetteprojekt, eftersom Kommissionen selv direkte have give Preussag meddelelse om godkendelse af stoetten i form af skrivelsen 21. december 1994.

87 Kommissionen har heroverfor anfoert, at den ikke blev underrettet om ivaerksaettelsen af stoetten, og at stoetten blev ydet fra begyndelsen af maaneden efter den maaned, hvor anmeldelsen fandt sted.

- Rettens bemaerkninger

88 Det er ubestridt, at den omtvistede stoette blev ivaerksat allerede inden udloebet af tre-maanedersfristen regnet fra anmeldelsen af projektet, der er fastsat i kodeksens artikel 6, stk. 5, andet punktum.

89 Desuden har den tyske regering undladt paa forhaand at underrette Kommissionen om sin hensigt om at ivaerksaette projekt nr. 777/94 i strid med kravet i kodeksens artikel 6, stk. 5, foerste punktum, selv om den - som det fremgaar af gennemgangen af det forudgaaende anbringende - ikke havde anledning til at anse sig for fritaget for saadanne formaliteter.

90 Under disse omstaendigheder maa anbringendet forkastes.

Det syvende anbringende om tilsidesaettelse af begrundelsespligten

91 Efter Preussag's opfattelse indeholder den anfaegtede beslutning ingen begrundelse for, at Kommissionen udelukkende baserede sig paa en paastaaet overskridelse af anmeldelsesfristen for at fremsaette kravet om tilbagebetaling, at den ansaa sig for efter den 31. december 1994 at vaere inkompetent til at fastslaa, at stoetten var forenelighed med faellesmarkedet, og at den ikke ville anerkende Preussag's berettigede forventning om godkendelse af den omtvistede stoette.

92 Kommissionen har hertil anfoert, at den anfaegtede beslutning var blevet behoerigt begrundet i kraft af kodeksens begraensede tidsmaessige gyldighed, og at den manglende berettigede forventning var blevet behandlet fuldstaendigt aabent.

93 Som gennemgangen af de forudgaaende anbringender har vist, maa Retten fastslaa, at den anfaegtede beslutnings begrundelse i overensstemmelse med traktatens artikel 15, stk. 1, klart og utvetydigt viser Kommissionens raesonnement; for det foerste kunne sagsoegeren saaledes goere sig bekendt med baggrunden for den trufne foranstaltning med henblik paa at kunne varetage sine interesser og afgoere, om den anfaegtede beslutning er lovlig, og for det andet har Retten hermed faaet mulighed for at udoeve sin kontrol i den henseende (Domstolens dom af 15.5.1997, sag C-278/95 P, Siemens mod Kommissionen, Sml. I, s. 2507, praemis 17; Rettens dom af 12.12.1996, sag T-358/94, Air France mod Kommissionen, Sml. II, s. 2109, praemis 161).

94 Dette anbringende kan saaledes ikke tages til foelge.

95 Sagsoegte boer herefter frifindes for annullationspaastanden i sin helhed.

Paastanden vedroerende fremlaeggelse af dokumenter

96 Henset til det ovenfor anfoerte i sin helhed har Retten klart kunnet traeffe behoerig afgoerelse i sagen paa grundlag af de paastande, anbringender og argumenter, parterne har fremsat under saavel den skriftlige som den mundtlige forhandling, og paa grundlag af de akter, parterne har indleveret under sagen.

97 Sagsoegte boer derfor frifindes for paastanden om, for det foerste, at det tilpligtes Kommissionen i medfoer af artikel 23 i EKSF-statutten for Domstolen at fremlaegge alle dokumenter, der kan belyse omstaendighederne omkring vedtagelsen af den anfaegtede beslutning, og om for det andet, at sagsoegeren gives adgang til indsigt i de dokumenter, der fremlaegges.

Sagens omkostninger

98 Ifoelge procesreglementets artikel 87, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Da sagsoegeren har tabt sagen, og da Kommissionen har paastaaet sagsoegeren doemt til at betale sagens omkostninger, boer sagsoegeren doemmes til i tillaeg til sine egne omkostninger at betale Kommissionens omkostninger. I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 4, skal intervenienten i sagen, Forbundsrepublikken Tyskland, baere sine egne omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET

(Tredje Udvidede Afdeling)

1) Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber frifindes.

2) Sagsoegeren betaler sine egne og Kommissionens omkostninger.

3) Forbundsrepublikken Tyskland betaler sine egne omkostninger.