61996A0086

1 Annullationssoegsmaal - fysiske eller juridiske personer - retsakter, der beroerer dem umiddelbart og individuelt - beslutning fra Kommissionen, der er rettet til en medlemsstat, og hvori statsstoette erklaeres uforenelig med faellesmarkedet - beslutning, der i forhold til potentielle stoettemodtagere fremstaar som en generel foranstaltning - deltagelse i en procedure som interesserede tredjemaend i henhold til traktatens artikel 93, stk. 2 - afvisning

(EF-traktaten, art. 93, stk. 2, og art. 173, stk. 4)

2 Annullationssoegsmaal - fysiske eller juridiske personer - retsakter, der beroerer dem umiddelbart og individuelt - beslutning fra Kommissionen, der er rettet til en medlemsstat, og hvori statsstoette erklaeres uforenelig med faellesmarkedet - sag anlagt af en sammenslutning - afvisning

(EF-traktaten, art. 93, stk. 2, og art. 173, stk. 4)

1 Andre personer end en beslutnings adressater vil kun kunne paastaa, at de beroeres individuelt som omhandlet i traktatens artikel 173, stk. 4, hvis beslutningen rammer dem paa grund af visse egenskaber, som er saerlige for dem, eller paa grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre og derfor individualiserer dem paa lignende maade som adressaten.

En kommissionsbeslutning, hvori det fastslaas, at forlaengelsen af gyldighedsperioden for skattebestemmelser, der indfoerer regler om ekstraordinaere afskrivninger for nationale flyselskaber, udgoer en stoette, der er uforenelig med faellesmarkedet, fremstaar, selv om den er rettet til en medlemsstat, i forhold til de personer, som de paagaeldende regler eventuelt kan komme til gode, som en generel foranstaltning, der finder anvendelse paa objektivt afgraensede situationer og har retsvirkninger for en gruppe personer, der er bestemt generelt og abstrakt.

Som foelge heraf kan en virksomhed, som beroeres af den naevnte beslutning i samme omfang som enhver anden erhvervsdrivende, der - aktuelt eller potentielt - befinder sig i en tilsvarende situation, ikke goere gaeldende, at den fordel, som den omtvistede beslutning fratager selskabet, er individuel.

En fysisk eller juridisk person kan endvidere kun anses for individuelt beroert i sin egenskab af interesseret part i henhold til traktatens artikel 93, stk. 2, naar der er tale om en beslutning fra Kommissionen, hvorved den naegter at indlede den undersoegelsesfase, der er fastsat i denne bestemmelse. I dette tilfaelde kan den paagaeldende kun opnaa, at de processuelle garantier, der indroemmes ved den naevnte bestemmelse, respekteres, hvis vedkommende har adgang til at indbringe beslutningen for Faellesskabets retsinstanser. Saafremt Kommissionen derimod har vedtaget sin beslutning efter undersoegelsesfasen, er de interesserede tredjemaends processuelle garantier faktisk respekteret, saaledes at de ikke laengere alene paa grundlag af denne egenskab kan anses for individuelt beroert af den naevnte beslutning, der blev vedtaget efter undersoegelsesfasen.

Paa statsstoetteomraadet er en virksomheds deltagelse i proceduren i henhold til traktatens artikel 93, stk. 2, ikke tilstraekkelig til at individualisere selskabet paa lignende maade som adressaten for den omtvistede beslutning. Deltagelsen udgoer i givet fald kun en af de omstaendigheder, der medfoerer, at en fysisk eller juridisk person kan anses for individuelt beroert af den beslutning, vedkommende begaerer annulleret.

2 En forening, der er oprettet for at varetage en gruppe borgeres kollektive interesser, er ikke individuelt beroert i henhold til traktatens artikel 173, stk. 4, af en retsakt, der paavirker denne gruppes interesser generelt, og en saadan forening kan ikke anlaegge et annullationssoegsmaal, naar medlemmerne ikke kan goere det individuelt, medmindre saerlige forhold goer sig gaeldende, herunder den rolle, foreningen maatte have spillet under den procedure, der har foert til udstedelsen af den paagaeldende retsakt.

I forbindelse med en procedure, der foerer til vedtagelsen af en beslutning, hvorved det fastslaas, at statsstoette er uforenelig med faellesmarkedet, kan den omstaendighed, at en saadan sammenslutning er interveneret for Kommissionen for at varetage sine medlemmers kollektive interesser, ikke godtgoere, at sammenslutningen har en selvstaendig interesse i at anlaegge sag til proevelse af denne beslutning.

I sag T-86/96,

Arbeitsgemeinschaft Deutscher Luftfahrt-Unternehmen, Bonn, en sammenslutning bestaaende af foelgende medlemmer:

- Aero Lloyd Flugreisen GmbH & Co. Luftverkehrs-KG, Oberursel (Tyskland)

- Air Berlin GmbH & Co. Luftverkehrs KG, Berlin

- Condor Flugdienst GmbH, Kelsterbach (Tyskland)

- Germania Fluggesellschaft mbH, Berlin

- Hapag-Lloyd Fluggesellschaft mbH, Langenhagen (Tyskland)

- LTU Lufttransport Unternehmen GmbH & Co. KG, Duesseldorf (Tyskland)

og

Hapag-Lloyd Fluggesellschaft mbH, Langenhagen, paa egne vegne,

ved advokat Gerrit Schohe, Hamburg, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Marc Baden, 34 b, rue Philippe II,

sagsoegere,

mod

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Anders Jessen og Paul Nemitz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede, bistaaet af advokaterne Hans-Juergen Rabe og Georg M. Berrisch, Hamburg og Bruxelles, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagnercentret, Kirchberg,

sagsoegt,

angaaende en paastand om annullation af Kommissionens beslutning 96/369/EF af 13. marts 1996 om skattemaessige afskrivningsfordele for tyske selskaber (EFT L 146, s. 42),

har

DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET I FOERSTE INSTANS

(Femte Udvidede Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, J.D. Cooke, og dommerne R. García-Valdecasas, P. Lindh, J. Pirrung og M. Vilaras,

justitssekretaer: fuldmaegtig J. Palacio González,

paa grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 29. oktober 1998,

afsagt foelgende

Dom

1 I 1965 indfoerte Forbundsrepublikken Tyskland § 82f i Einkommensteuer-Durchfuehrungsverordnung (bekendtgoerelse om gennemfoerelse af indkomstbeskatningen, herefter »EStDV«) i den tyske skattelovgivning. Ved denne bestemmelse indfoertes for en bestemt periode regler om ekstraordinaere afskrivninger paa anskaffelsesomkostningerne for bestemte kategorier af handels- og fiskeriskibe og luftfartoejer.

2 Ifoelge disse regler havde erhvervsdrivende, der koebte et nyt luftfartoej, mulighed for i aaret efter anskaffelsen og de foelgende fire aar at foretage ekstraordinaere afskrivninger paa hoejst 30% af de samlede anskaffelsesomkostninger. Dette ekstraordinaere afskrivningsbeloeb kunne fordeles efter eget valg over de fem foerste aar. Efter denne periode skulle saldoen paa anskaffelsesomkostningerne afskrives lineaert. De luftfartoejer, der var omfattet af bestemmelsen, var luftfartoejer, der var indregistreret i Tyskland og blev anvendt til erhvervsmaessig international transport af varer eller personer eller til anden servicevirksomhed i udlandet.

3 I 1986 forlaengede de tyske myndigheder gyldighedsperioden for § 82f i EStDV indtil den 31. december 1994.

4 Den 21. april 1993 meddelte Kommissionen i henhold til EF-traktatens artikel 93, stk. 1, den tyske regering, at afskrivningsordningen udgjorde en eksisterende stoette, der var uforenelig med traktatens artikel 92 (EFT C 289, s. 2). Den opfordrede den tyske regering til at ophaeve ordningen inden for den civile luftfartssektor senest den 1. januar 1994. Denne sag blev registreret under nummer E 4/93.

5 Ved skrivelse af 8. september 1993 meddelte den tyske regering Kommissionen, at den agtede at forlaenge gyldigheden af § 82f i EStDV fra den 1. januar 1995 til den 31. december 1999. Denne forlaengelse blev gennemfoert den 13. september 1993 ved Standortsicherungsgesetz (lov om forbedring af de skattemaessige vilkaar med henblik paa at sikre, at Tyskland fortsat er et attraktivt etableringssted inden for det indre marked for virksomheder, Bundesgesetzblatt I, s. 1569). Forlaengelsen skulle imidlertid foerst traede i kraft, naar Kommissionens godkendelse forelaa (lovens artikel 20, stk. 2).

6 Kommissionen fandt, at den tyske regerings skrivelse af 8. september 1993 udgjorde en underretning om en ny stoetteforanstaltning i henhold til traktatens artikel 93, stk. 3, og registrerede denne under nr. N 640/93.

7 Den 8. december 1993 besluttede Kommissionen at indlede proceduren i henhold til traktatens artikel 93, stk. 2, i de to sager E 4/93 og N 640/93. Ved en meddelelse offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende den 19. januar 1994 opfordrede den de oevrige medlemsstater og interesserede parter til at fremsaette deres bemaerkninger om de paagaeldende foranstaltninger (EFT C 16, s. 3).

8 Den 29. november 1995 vedtog Kommissionen beslutning K(95) 3319 endelig udg. om skattemaessige afskrivningsfordele for tyske selskaber (herefter »beslutning K 3319«). Denne beslutning forboed naermere bestemt Tyskland at forlaenge gyldighedsperioden for § 82f i EStDV fra den 1. januar 1995 til den 31. december 1999.

9 Ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 28. februar 1996 og registreret under sagsnr. T-25/96 anlagde sagsoegerne sag med paastand om annullation af beslutning K 3319.

10 Den 13. marts 1996 vedtog Kommissionen beslutning 96/369/EF om skattemaessige afskrivningsfordele for tyske selskaber (EFT L 146, s. 42, herefter »den omtvistede beslutning«).

11 Det anfoeres i sidste betragtning til denne beslutning, at beslutning K 3319 »[boer] traekkes tilbage, idet den tyske version af den paagaeldende beslutning, som indholdsmaessigt er identisk med naervaerende beslutning, indeholdt mange skrivefejl«.

12 Beslutningens dispositive del har foelgende ordlyd:

»Artikel 1

Forlaengelsen fra den 1. januar 1995 til den 31. december 1999 af § 82f-ordningen i den tyske skattelovgivning ('Einkommensteuerdurchfuehrungsverordnung'), hvorved der indfoeres en ekstraordinaer afskrivningsordning til fordel for luftfartoejer, udgoer en statsstoette, der er uforenelig med faellesmarkedet efter EF-traktatens artikel 92 og EOES-aftalens artikel 61.

Artikel 2

Tyskland skal ophaeve den i artikel 1 naevnte stoetteforanstaltning med virkning fra den 1. januar 1995.

...

Artikel 4

Proceduren angaaende den fortsatte bestaaen frem til den 31. december 1994 af de bestemmelser i den tyske skattelov, som er naevnt i artikel 1, afsluttes.

Artikel 5

Kommissionens beslutning [K 3319] tilbagekaldes.

Artikel 6

Denne beslutning er rettet til Forbundsrepublikken Tyskland.«

13 Ved kendelse af 14. marts 1997 i sag T-25/96, Arbeitsgemeinschaft Deutscher Luftfahrt-Unternehmen og Hapag-Lloyd mod Kommissionen (Sml. II, s. 363) udtalte Retten, at genstanden for sagen om proevelse af beslutning K 3319 var bortfaldet som foelge af vedtagelsen af den omtvistede beslutning, og at det derfor ikke laengere var fornoedent at traeffe afgoerelse i sagen.

Retsforhandlinger og parternes paastande

14 Ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 31. maj 1996 har sagsoegerne anlagt naervaerende sag.

15 Ved saerskilt dokument indleveret den 16. september 1996 har Kommissionen nedlagt paastand om afvisning i medfoer af procesreglementets artikel 114. Sagsoegerne har fremsat deres bemaerkninger til denne paastand den 15. november 1996.

16 Ved kendelse af 8. juli 1997 har Retten udskudt afgoerelsen af denne paastand til afgoerelse i forbindelse med sagens realitet.

17 Ved saerskilt dokument indleveret den 10. december 1997 fremsatte sagsoegerne en begaering om foreloebige forholdsregler. Ved kendelse afsagt af formanden for Rettens Fjerde Udvidede Afdeling den 2. april 1998 i sag T-86/96 R, Arbeitsgemeinschaft Deutscher Luftfahrt-Unternehmen og Hapag-Lloyd mod Kommissionen (Sml. II, s. 641) blev denne begaering ikke taget til foelge.

18 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Femte Udvidede Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse. Retten har dog ved skrivelse af 1. oktober 1998 anmodet parterne om at fremlaegge bestemte dokumenter og at besvare en raekke spoergsmaal. Sagsoegerne og Kommissionen har efterkommet denne anmodning inden for de fastsatte frister.

19 Parterne har i retsmoedet den 29. oktober 1998 afgivet deres mundtlige indlaeg og besvaret de af Retten stillede spoergsmaal.

20 Sagsoegerne har nedlagt foelgende paastande:

- Sagen antages til realitetsbehandling

- Den omtvistede beslutning annulleres, for saa vidt den omhandler forlaengelsen af gyldighedsperioden for § 82f i EStDV fra den 1. januar 1995 til den 31. december 1999.

- Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

21 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:

- Afvisning. - Subsidiaert frifindelse.

- Sagsoegerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Formaliteten

Parternes argumenter

22 Kommissionen har nedlagt paastand om afvisning med den begrundelse, at sagsoegerne ikke er individuelt beroert af den omtvistede beslutning i den forstand, hvori udtrykket anvendes i traktatens artikel 173, stk. 4.

23 Retten har i dom af 5. juni 1996 i sag T-398/94, Kahn Scheepvaart mod Kommissionen (Sml. II, s. 477, praemis 39) udtalt, at § 82f i EStDV udgjorde en generel beskatningsregel. Den omtvistede beslutning vedroerer imidlertid netop denne bestemmelse. Som foelge heraf udgoer den en generel foranstaltning, der ikke i sig selv kan beroere andre personer individuelt end dens adressat, Tyskland.

24 Sagsoegerne kan endvidere ikke vaere ramt af beslutningen paa grund af visse egenskaber, som er saerlige for dem, eller paa grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre (Domstolens dom af 15.7.1963, sag 25/62, Plaumann mod Kommissionen, Sml. 1954-1964, s. 411, paa s. 414; org. ref. Rec. s. 197, paa s. 223.

25 Ifoelge sagsoegerne maa der sondres mellem soegsmaalskompetence for Arbeitsgemeinschaft Deutscher Luftfahrt-Unternehmen (herefter »ADL«) og soegsmaalskompetence for Hapag-Lloyd Fluggesellschaft mbH (herefter »HFL«).

26 For saa vidt angaar ADL er den omstaendighed, at den omtvistede beslutning udgoer en generel foranstaltning, uden betydning. Et soegsmaal, der anlaegges af en sammenslutning vedroerende statsstoette, kan antages til realitetsbehandling alene betinget af, at sammenslutningens forhold er paavirket af den anfaegtede beslutning, idet den er Kommissionens forhandlingspartner (Domstolens dom af 2.2.1988, forenede sager 67/85, 68/85 og 70/85, Van der Kooy m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 219, og af 24.3.1993, sag C-313/90, CIRFS m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1125).

27 ADL's egenskab af forhandlingspartner kan bekraeftes af foelgende forhold:

- Sammenslutningens opgave er at repraesentere og at varetage alle private, tyske flyselskabers interesser.

- Dens egenskab af interesseret part i den forstand, hvori udtrykket anvendes i traktatens artikel 93, stk. 2, i henhold til hvilken bestemmelse Kommissionen var forpligtet til at give ADL adgang til at deltage i den procedure, der er foreskrevet ved bestemmelsen (Domstolens dom af 19.5.1993, sag C-198/91, Cook mod Kommissionen, Sml. I, s. 2487, og af 15.6.1993, sag C-225/91, Matra mod Kommissionen, Sml. I, s. 3203).

- Det forhold, at ADL udtrykkeligt havde faaet fuldmagt fra sine medlemmer til at varetage deres interesser i forbindelse med den naevnte procedure, og at ADL har vaeret ansvarlig over for dem for resultatet af forhandlingerne med Kommissionen.

- ADL's aktive deltagelse i den naevnte procedure ved indgivelse af skriftlige bemaerkninger den 18. februar 1994 og den 19. marts 1994, indgivelse af en sagkyndig rapport udarbejdet i marts 1994 af selskabet Price Waterhouse, sammenslutningens deltagelse i et moede den 30. marts 1995 om den foreloebige sagkyndige rapport i februar 1995 udarbejdet af selskabet Jet Finance og opretholdelsen af uformel kontakt med Generaldirektoratet for Transport og det medlem af Kommissionen, der er ansvarlig for transportomraadet.

- ADL's egenskab af forhandlingspartner med en saerlig rolle i forhold til den tyske regering og navnlig Transportministeriet. ADL har saaledes deltaget i flere moeder, hvor sammenslutningen under overvaerelse af repraesentanter for de forskellige kompetente forbundsministerier har interveneret til fordel for en forlaengelse af § 82f i EStDV.

28 ADL har anfoert, at de faglige sammenslutninger endvidere spiller en saerlig rolle i forbindelse med proceduren i henhold til traktatens artikel 93, stk. 2. De er bedre end deres medlemmer i stand til at forelaegge branchens sag og interesser for Kommissionen (generaladvokat Sir Gordon Slynn's forslag til afgoerelse i sagen Van der Kooy m.fl. mod Kommissionen, a.st., s. 246). Naar Kommissionen som afslutning paa denne procedure vedtager en bebyrdende beslutning, maa disse sammenslutningers saerlige rolle, foelgelig komme til konkret udtryk i en mulighed for at anlaegge en sag mod den naevnte beslutning.

29 Det fremgaar af disse omstaendigheder, at ADL's forhold er paavirket af den omtvistede beslutning, idet den er Kommissionens forhandlingspartner. Heraf foelger, at dens soegsmaal kan tages til realitetsbehandling.

30 Da der er tale om et faelles soegsmaal, er det ifoelge fast retspraksis ikke noedvendigt at undersoege, om HLF har soegsmaalskompetence (jf. dommen i sagen CIRFS m.fl. mod Kommissionen, a.st., praemis 31).

31 Saafremt Retten maatte finde, at ADL's soegsmaal maa afvises, har sagsoegerne subsidiaert gjort gaeldende, at HLF er umiddelbart og individuelt beroert af den omtvistede beslutning.

32 HLF er umiddelbart beroert. For det foerste indgaar selskabet blandt de virksomheder, der kan benytte den ordning, der er fastsat i § 82f i EStDV, hvis forlaengelse er forbudt ved den omtvistede beslutning (Domstolens dom af 17.9.1980, sag 730/79, Philip Morris mod Kommissionen, Sml. 2671, praemis 5). For det andet raader Tyskland ikke over noget skoen ved gennemfoerelsen af beslutningen (generaladvokat VerLoren van Themaat's forslag til afgoerelse i sag 11/82, Piraiki-Patraiki mod Kommissionen, hvori Domstolen afsagde dom den 17.1.1985, Sml. s. 207, paa s. 216 og 217).

33 HLF er individuelt beroert. Selv om den omtvistede beslutning er en generel foranstaltning, er HLF i en position, der af fire grunde adskiller selskabet fra alle andre (jf. Domstolens dom i sagen Plaumann mod Kommissionen, a.st., s. 223, og af 18.5.1994, sag C-309/89, Cordoníu mod Raadet, Sml. I, s. 1853, praemis 19).

34 For det foerste finder § 82f i EStDV umiddelbart anvendelse paa HLF, uden at det er noedvendigt at traeffe foranstaltninger paa nationalt plan. Muligheden for at benytte den ekstraordinaere afskrivningsordning, der er fastsat ved denne bestemmelse, udgoer saaledes en umiddelbar, ubetinget og individuel fordel for HLF. Imidlertid er virkningen af den omtvistede beslutning, at denne fordel fratages selskabet fra 1. januar 1995. Beslutningen udgoer saaledes for selskabet en individuel foranstaltning. Som omfattet af den ordning, der er forbudt ved den omtvistede beslutning, har HLF derfor ret til at anlaegge soegsmaal, selv om beslutningen er rettet til Tyskland (Domstolens dom i sagen Philip Morris mod Kommissionen, a.st., praemis 5, og af 9.3.1994, sag C-188/92, TWD Textilwerke Deggendorf, Sml. I, s. 833, praemis 14).

35 For det andet er HLF som interesseret part i henhold til traktatens artikel 93, stk. 2, tillagt saadanne processuelle garantier, at selskabet har ret til at deltage i den procedure, der er fastsat i den naevnte bestemmelse, og til at fremsaette sine bemaerkninger over for Kommissionen (Domstolens dom af 14.11.1984, sag 323/82, Intermills mod Kommissionen, Sml. s. 3809, praemis 16, dommen i sagen Cook mod Kommissionen, a.st., praemis 24, og dommen i sagen Matra mod Kommissionen, a.st., praemis 18). Alene denne omstaendighed giver den mulighed for at anlaegge et soegsmaal til proevelse af dels, om dets processuelle garantier er blevet iagttaget, dels om den omtvistede beslutning er i strid med faellesskabsretten (Domstolens dom af 28.1.1986, sag 169/84, Cofaz m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 391, praemis 23, og kendelse afsagt af Rettens praesidents den 15.12.1992, sag T-96/92 R, CCE de la Société Générale des Grandes Sources m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2579, praemis 33, og af 2.4.1993, sag T-12/93 R, CCE de Vittel og CE Pierval mod Kommissionen, Sml. II, s. 449, praemis 22). Det er saaledes uden betydning, om HLF har deltaget i proceduren i henhold til traktatens artikel 93, stk. 2 (Rettens domme af 27.4.1995, sag T-96/92, CCE de la Société Générale des Grandes Sources m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1213, praemis 36, og sag T-12/93, CCE de Vittel m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1247, praemis 47, og af 11.7.1996, forenede sager T-528/93, T-542/93, T-543/93 og T-546/93, Métropole télévision m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 649, praemis 62).

36 For det tredje har HLF under alle omstaendigheder deltaget i proceduren i henhold til traktatens artikel 93, stk. 2, i overensstemmelse med de kriterier, der er opstillet i dommen i sagen Cofaz m.fl. mod Kommissionen (a.st., praemis 24 og 25). Sammen med ADL har selskabet to gange fremsat skriftlige bemaerkninger over for Kommissionen, har indgivet en sagkyndig rapport udarbejdet af selskabet Price Waterhouse og har opretholdt en taet kontakt med Kommissionens tjenestegrene (jf. ovenfor, praemis 27).

37 I denne forbindelse kan det ikke komme HLF til skade, at selskabet ikke var initiativtager til den klage, der gav anledning til, at proceduren blev indledt (dommen i sagen Cofaz m.fl. mod Kommissionen, a.st., praemis 24 og 26). Selskabet er som omfattet af den afskrivningsordning, der er fastsat i § 82f i EStDV, interveneret i sagen til fordel for en forlaengelse af gyldighedsperioden for denne bestemmelse - og ikke imod en saadan. Ligeledes kan det ikke kraeves, at selskabet skal bevise, at dets stilling paa markedet i vaesentligt omfang er paavirket af den omtvistede beslutning (dommen i sagen Cofaz m.fl. mod Kommissionen, a.st., praemis 25). Dette kriterium er alene relevant, naar det skal vurderes, hvorvidt et soegsmaal anlagt af en konkurrent til det selskab, der modtager den omtvistede stoette, kan antages til realitetsbehandling (generaladvokat VerLoren van Themaat's forslag til afgoerelse i sagen Cofaz m.fl. mod Kommissionen, a.st., s. 392, paa s. 406).

38 For det fjerde afhaenger HLF's retslige beskyttelse helt og aldeles af, at naervaerende soegsmaal kan tages til realitetsbehandling. Saavel § 82f i EStDV som den omtvistede beslutning gaelder umiddelbart over for selskabet. Da det ikke er noedvendigt at traeffe foranstaltninger paa nationalt plan, kan HLF ikke anlaegge soegsmaal ved en tysk ret og saaledes opnaa en vurdering af gyldigheden af den omtvistede beslutning ved forelaeggelse af et praejudicielt spoergsmaal for Domstolen i medfoer af traktatens artikel 177 (Rettens dom af 22.10.1996, sag T-330/94, Salt Union mod Kommissionen, Sml. II, s. 1475, praemis 39, og af 7.11.1996, sag T-298/94, Roquette Frères mod Raadet, Sml. II, s. 1531, praemis 45).

Rettens bemaerkninger

39 Det skal foerst undersoeges, hvorvidt HLF har soegsmaalskompetence, og derefter hvorvidt ADL har soegsmaalskompetence.

Soegsmaalskompetence for HLF

40 I henhold til traktatens artikel 173, stk. 4, kan enhver juridisk eller fysisk person anlaegge sag til proevelse af beslutninger, der retter sig til ham, samt over beslutninger, som skoent de er udfaerdiget i form af en forordning eller en beslutning rettet til en anden person, beroerer ham umiddelbart og individuelt.

41 Spoergsmaal om, hvorvidt HLF's soegsmaal kan antages til realitetsbehandling, afhaenger saaledes af, om den omtvistede beslutning, der er rettet til Tyskland, beroerer selskabet umiddelbart og individuelt.

42 Det fremgaar af fast retspraksis, at andre personer end en beslutnings adressater kun vil kunne paastaa, at de beroeres individuelt, som omhandlet i traktatens artikel 173, stk. 4, hvis beslutningen rammer dem paa grund af visse egenskaber, som er saerlige for dem, eller paa grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre og derfor individualiserer dem paa lignende maade som adressaten (Domstolens dom i sagen Plaumann mod Kommissionen, a.st., s. 223, Rettens kendelse af 9.8.1995, sag T-585/93, Greenpeace m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2205, praemis 48, stadfaestet ved Domstolens dom af 2.4.1998, sag C-321/95 P, Greenpeace Council m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1651, praemis 27 og 28, og Rettens dom af 13.12.1995, forenede sager T-481/93 og T-484/93, Exporteurs in Levende Varkens m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2941, praemis 51, og dommen i sagen Kahn Scheepvaart mod Kommissionen, a.st., praemis 37).

43 I den foreliggende sag kan det konstateres, at den omtvistede beslutning ved at forbyde forlaengelsen af gyldighedsperioden for § 82f i EStDV fra den 1. januar 1995 til den 31. december 1999 paavirker alle fysiske og juridiske personer, som erhverver et nyt luftfartoej indregistreret i Tyskland til erhvervsmaessig international transport af varer eller personer eller anden servicevirksomhed i udlandet. Disse personer er isaer flyselskaberne, de erhvervsdrivende, som koeber nye luftfartoejer med henblik paa at udbyde dem til leasing, samt de virksomheder, der tilbyder individuelle ydelser inden for luftfart.

44 Parterne har i retsmoedet gjort gaeldende, at den ekstraordinaere afskrivning, der er foreskrevet i § 82f i EStDV, kan anvendes af enhver person, der erhverver en andel i en investeringsfond, hvis formue omfatter et eller flere luftfartoejer. Disse personer er ligeledes paavirket af den omtvistede beslutning.

45 Da den omtvistede beslutning forbyder forlaengelsen af gyldighedsperioden for generelle beskatningsregler, fremstaar den anfaegtede beslutning, selv om den er rettet til en medlemsstat, saaledes i forhold til de personer, som de paagaeldende regler eventuelt kan komme til gode, som en generel foranstaltning, der finder anvendelse paa objektivt afgraensede situationer og har retsvirkninger for en gruppe personer, der er bestemt generelt og abstrakt.

46 Som foelge heraf kan HLF ikke goere gaeldende, at den fordel, som den omtvistede beslutning fratager selskabet, er individuel. Ved at forbyde forlaengelsen af gyldighedsperioden for § 82f i EStDV beroerer den omtvistede beslutning alene HLF i selskabets objektive egenskab af potentiel bruger af den omtvistede afskrivningsordning og i samme omfang som enhver anden erhvervsdrivende, der - aktuelt eller potentielt - befinder sig i en tilsvarende situation (Domstolens dom af 14.7.1983, sag 231/82, Spijker mod Kommissionen, Sml. s. 2559, praemis 9, i sagen Piraiki-Patraiki mod Kommissionen, a.st., praemis 14, og dommen i sagen Van der Kooy m.fl. mod Kommissionen, a.st., praemis 15).

47 Det forhold, at HLF er interesseret part i henhold til traktatens artikel 93, stk. 2, kan ikke give selskabet soegsmaalskompetence til proevelse af den omtvistede beslutning.

48 I forbindelse med proceduren i henhold til traktatens artikel 93 maa der saaledes sondres mellem paa den ene side den indledende fase af undersoegelsen af stoetteforanstaltninger i medfoer af traktatens artikel 93, stk. 3 - der alene har til formaal at goere det muligt for Kommissionen at danne sig en foerste opfattelse af, om den paagaeldende stoette er delvis eller fuldt ud forenelig med faellesmarkedet - og paa den anden side undersoegelsesfasen i henhold til traktatens artikel 93, stk. 2, (Domstolens dom af 2.4.1998, sag C-367/95 P, Kommissionen mod Sytraval og Brink's France, Sml. I, s. 1719, praemis 38). Denne undersoegelsesfase sikrer, at de beroerte erhvervskredse hoeres, og goer det muligt for Kommissionen at opnaa fuld oplysning om alle sagens momenter (Domstolens dom af 12.7.1973, sag 70/72, Kommissionen mod Tyskland, Sml. s. 813, praemis 19, af 20.3.1984, sag 84/82, Tyskland mod Kommissionen, Sml. s. 1451, praemis 13, og i sagen Kommissionen mod Sytraval og Brink's France, a.st, praemis 38, og Rettens dom af 15.9.1998, forenede sager T-126/96 og T-127/96, BFM og EFIM mod Kommissionen, Sml. II, s. 3437, praemis 45). Dette er aarsagen til, at traktatens artikel 93, stk. 2, fastsaetter en forpligtelse for Kommissionen til at opfordre de interesserede parter til at fremsaette deres bemaerkninger (dommen i sagen Tyskland mod Kommissionen, a.st., praemis 13, dommen i sagen Cook mod Kommissionen, praemis 22, og dommen i sagen Matra mod Kommissionen, a.st., praemis 16, og Rettens dom af 16.9.1998, sag T-188/95, Waterleiding Maatschappij mod Kommissionen, Sml. II, s. 3713, praemis 52).

49 En fysisk eller juridisk person kan kun anses for individuelt beroert i sin egenskab af interesseret part, naar der er tale om en beslutning fra Kommissionen, hvorved den naegter at indlede undersoegelsesfasen i henhold til traktatens artikel 93, stk. 2 (dommen i sagen Cook mod Kommissionen, a.st., praemis 23-26, dommen i sagen Matra mod Kommissionen, praemis 17-20, dommen i sagen Kommissionen mod Sytraval og Brink's France, a.st., praemis 40, 41, 47 og 48, og Rettens dom af 15.9.1998, sag T-11/95, BP Chemicals mod Kommissionen, Sml. II, s. 3235, praemis 88 og 89). I dette tilfaelde kan den, der er indroemmet processuelle garantier, kun opnaa, at de respekteres, hvis vedkommende har adgang til at indbringe beslutningen for Faellesskabets retsinstanser (dommen i sag Cook mod Kommissionen, a.st., praemis 23, dommen i sagen Matra mod Kommissionen, praemis 17, dommen i sagen Kommissionen mod Sytraval og Brink's France, praemis 40, og dommen i sagen BP Chemicals mod Kommissionen, praemis 89). Saafremt Kommissionen som i den foreliggende sag derimod har vedtaget sin beslutning efter undersoegelsesfasen, er de interesserede tredjemaends processuelle garantier faktisk respekteret, saaledes at de ikke laengere alene paa grundlag af denne egenskab kan anses for individuelt beroert af den naevnte beslutning.

50 For saa vidt angaar HFL's deltagelse i proceduren i henhold til traktatens artikel 93, stk. 2, er denne ene omstaendighed ikke tilstraekkelig til at individualisere selskabet paa lignende maade som adressaten for den omtvistede beslutning.

51 Det fremgaar af retspraksis, at deltagelse i den naevnte procedure paa statsstoetteomraadet i givet fald kun udgoer en af de omstaendigheder, der medfoerer, at en fysisk eller juridisk person kan anses for individuelt beroert af den beslutning, vedkommende begaerer annulleret (jf. navnlig dommen i sagen Cofaz m.fl. mod Kommissionen, a.st., praemis 25, og Rettens kendelse af 18.2.1998, Comité d'entreprise de la Société française de production m.fl. mod Kommissionen, sag T-189/97, Sml. II, s. 335, praemis 44).

52 Endelig kan Retten ikke, blot fordi der muligvis ikke, som haevdet af HFL, er adgang til at anlaegge sag i henhold til national ret i Tyskland, overskride graenserne for sin kompetence i henhold til traktatens artikel 173, stk. 4 (Domstolens kendelse af 23.11.1995, sag C-10/95 P, Asocarne mod Raadet, Sml. I, s. 4149, praemis 26, og af 24.4.1996, CNPAAP mod Raadet, sag C-87/95 P, Sml. I, s. 2003, praemis 38, og dommen i sagen Kahn Scheepvaart mod Kommissionen, a.st., praemis 50).

53 Det foelger af disse betragtninger, at HLF ikke har godtgjort at have egenskaber, der er saerlige for dem, eller at der foreligger faktiske forhold ud over selskabets deltagelse i proceduren i henhold til traktatens artikel 93, stk. 2, som adskiller det i forhold til andre potentielle brugere af afskrivningsordningen, der er indfoert ved § 82f i EStDV.

54 Under disse omstaendigheder, og idet det bemaerkes, at det er ufornoedent at undersoege, om selskabet er umiddelbart beroert af den omtvistede beslutning, maa sagen afvises for saa vidt angaar HLF.

Soegsmaalskompetence for ADL

55 Ifoelge fast retspraksis gaelder det, at en forening, der er oprettet for at varetage en gruppe borgeres kollektive interesser, ikke kan anses for at vaere individuelt beroert i henhold til traktatens artikel 173, stk. 4, af en retsakt, der paavirker denne gruppes interesser generelt (jf. bl.a. kendelsen i sagen Greenpeace m.fl. mod Kommissionen, a.st., praemis 59, stadfaestet ved Domstolens dom i sagen Greenpeace Council m.fl. mod Kommissionen, a.st., og Domstolens kendelse af 18.12.1997, sag C-409/96 P, Sveriges Betodlares og Henrikson mod Kommissionen, Sml. I, s. 7531, praemis 45).

56 Ifoelge samme retspraksis kan en saadan forening ikke anlaegge et annullationssoegsmaal, naar medlemmerne ikke kan goere det individuelt, medmindre saerlige forhold goer sig gaeldende, herunder den rolle, foreningen maatte have spillet under den procedure, der har foert til udstedelsen af den paagaeldende retsakt (kendelsen i sagen Sveriges Betodlares og Henrikson mod Kommissionen, a.st., praemis 45).

57 I den foreliggende sag er det allerede fastslaaet, at HLF, der er medlem af ADL, ikke er individuelt beroert af den omtvistede beslutning. Endvidere er ADL ikke fremkommet med nogen oplysninger, der kan godtgoere, at sammenslutningens oevrige medlemmer er i stand til at anlaegge et soegsmaal, der kan antages til realitetsbehandling. Som foelge heraf kan ADL ikke anses for gyldigt at traede i stedet for en eller flere af sine medlemmer (jf. Rettens dom af 6.7.1995, forenede sager T-447/93, T-448/93 og T-449/93, AITEC m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1971, praemis 62).

58 Det maa derfor undersoeges, om der foreligger saerlige omstaendigheder, der kan berettige, at ADL skulle have soegsmaalskompetence.

59 Under henvisning til dommen i sagen Van der Kooy m.fl. mod Kommissionen og i sagen CIRFS m.fl. mod Kommissionen, a.st., har ADL gjort gaeldende, at sammenslutningen har en selvstaendig retlig interesse, idet dens stilling som Kommissionens forhandlingspartner paavirkes af den omtvistede beslutning. Til stoette for denne opfattelse har den paaberaabt sig fem forhold, nemlig sammenslutningens egenskab af repraesentant for den beroerte branche, dens egenskab af interesseret tredjemand, fuldmagten fra dens medlemmer til at varetage deres interesser i forbindelse med proceduren i henhold til traktatens artikel 93, stk. 2, dens aktive deltagelse i denne procedure og dens egenskab af forhandlingspartner med en saerlig rolle i forhold til den tyske regering.

60 De fire foerstnaevnte forhold viser alene, at ADL er interveneret for Kommissionen for at varetage sine medlemmers kollektive interesser. De kan saaledes ikke godtgoere, at ADL har en selvstaendig interesse i at anlaegge sag til proevelse af den omtvistede beslutning.

61 For saa vidt angaar sammenslutningens egenskab af forhandlingspartner for den tyske regering, fremgaar det af de dokumenter, der er fremlagt som bilag K 14, at ADL er blevet indbudt af Transportministeriet til at deltage i tre moeder med henblik paa at udveksle oplysninger og for sammen med de andre deltagere at fastlaegge en faelles fremgangsmaade i forhold til Kommissionen. Imidlertid kan deltagelsen i saadanne moeder ikke medfoere, at ADL kan anses for forhandler som omhandlet i dommen i sagen Van der Kooy m.fl. mod Kommissionen og i sagen CIRFS m.fl. mod Kommissionen, a.st.

62 Til forskel fra den sagsoegende sammenslutning i sagen Van der Kooy m.fl. mod Kommissionen har ADL ikke i den foreliggende sag forhandlet eller undertegnet nogen aftale om indfoerelse eller forlaengelse af gyldighedsperioden for de skatteregler, der er anfaegtet af Kommissionen, og skal ikke for at gennemfoere den omtvistede beslutning optage nye forhandlinger og indgaa en ny aftale vedroerende disse regler.

63 Tilsvarende har ADL til forskel fra den sagsoegende sammenslutning i sagen CIRFS m.fl. mod Kommissionen ikke spillet nogen rolle i omstruktureringen af luftfartssektoren ved at forhandle indfoerelsen, forlaengelsen og anvendelsen af et regelsaet vedroerende statsstoette inden for denne branche med Kommissionen.

64 Under disse omstaendigheder maa sagen ligeledes afvises for saa vidt angaar ADL.

65 Saafremt ADL's soegsmaal blev antaget til realitetsbehandling under de i denne sag foreliggende omstaendigheder, hvor dens medlemmer ikke er individuelt beroert, og ADL ikke har en selvstaendig retlig interesse, ville det medfoere, at fysiske og juridiske personer kunne omgaa traktatens artikel 173, stk. 4, ved at anlaegge et kollektivt soegsmaal (jf. dom i sagen AITEC m.fl. mod Kommissionen, a.st., praemis 60).

66 Herefter maa sagen afvises i sin helhed.

Sagens omkostninger

67 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Da sagsoegerne har tabt sagen, paalaegges det dem i overensstemmelse med Kommissionens paastand herom at betale sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN

(Femte Udvidede Afdeling)

1) Sagen afvises.

2) Sagsoegerne betaler sagens omkostninger in solidum.