61996A0001

Ansvar uden for kontraktforhold - betingelser - institutionernes retsstridige adfaerd - maelkeproducenter, som er naegtet en referencemaengde i henhold til tillaegsafgiftsordningen efter at have indstillet deres leverancer i henhold til praemieordningen for ikke-markedsfoering - producent, der ikke har genoptaget produktionen frivilligt ved ophoeret af ikke-markedsfoeringsforpligtelsen - tilsidesaettelse af den berettigede forventning - foreligger ikke

(Raadets forordning nr. 1078/77 og nr. 857/84)

Faellesskabet kan ikke ifalde ansvar for anvendelsen af forordning nr. 857/84 - der omhandler fastsaettelse inden for rammerne af ordningen med opkraevning af en tillaegsafgift paa maelk af referencemaengden for hver enkelt producent paa grundlag af den produktion, der er blevet leveret i et referenceaar - paa en producent, der som foelge af en ikke-markedsfoeringsforpligtelse, der er indgaaet i henhold til forordning nr. 1078/77, og som er udloebet i referenceaaret, ikke har genoptaget produktionen paa dette tidspunkt af aarsager, der er irrelevante for det forhold, at der var indgaaet en forpligtelse, og som foerst flere aar efter har givet udtryk for at ville genoptage produktionen.

En saadan producent, der ikke har vaeret ulovligt forhindret i at genoptage produktionen ved ophoeret af ikke-markedsfoeringsperioden, kan ikke goere gaeldende at have haft en berettiget forventning om at kunne genoptage maelkeproduktionen paa et hvilket som helst tidspunkt i fremtiden. Paa omraadet med faelles markedsordninger, hvor der sker en loebende tilpasning til aendringer i den oekonomiske situation, kan de erhvervsdrivende ikke have en berettiget forventning om, at de ikke underlaegges begraensninger som foelge af eventuelle markedspolitiske eller strukturpolitiske bestemmelser.

I sag T-1/96,

Bernhard Boecker-Lensing og Ludger Schulze-Beiering, landmaend, deltagere i et tysk interessentskab, Borken (Tyskland), ved advokaterne Bernd Meisterernst, Mechtild Duesing, Dietrich Manstetten, Frank Schulze og Klaus Kettner, Muenster, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokaterne Dupong og Dupong, 4-6, rue de la Boucherie,

sagsoegere,

mod

Raadet for Den Europaeiske Union ved juridisk konsulent Arthur Brautigam, som befuldmaegtiget, bistaaet af advokaterne Hans-Juergen Rabe, Georg M. Berrisch og Marco Núñez-Mueller, Hamburg og Bruxelles, og med valgt adresse i Luxembourg hos generaldirektoer Alessandro Morbilli, Den Europaeiske Investeringsbanks Direktorat for Juridiske Anliggender, 100, boulevard Konrad Adenauer,

og

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved ledende juridisk konsulent Dierk Booss og Michael Niejahr, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede, bistaaet af advokaterne Hans-Juergen Rabe, Georg M. Berrisch og Marco Núñez-Mueller, Hamburg og Bruxelles, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagnercentret, Kirchberg,

sagsoegt,

angaaende en paastand i medfoer af EF-traktatens artikel 178 og artikel 215, stk. 2, om erstatning af det tab, sagsoegerne har lidt ved, at de har vaeret forhindret i at markedsfoere maelk som foelge af Raadets forordning (EOEF) nr. 857/84 af 31. marts 1984 om almindelige regler for anvendelsen af den i artikel 5c i forordning (EOEF) nr. 804/68 omhandlede afgift paa maelk og mejeriprodukter (EFT L 90, s. 13), som suppleret ved Kommissionens forordning (EOEF) nr. 1371/84 af 16. maj 1984 (EFT L 132, s. 11),

har

DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET I FOERSTE INSTANS

(Foerste Afdeling)

sammensat af praesidenten, B. Vesterdorf, og dommerne R.M. Moura Ramos og P. Mengozzi,

justitssekretaer: H. Jung,

paa grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 24. september 1998,

afsagt foelgende

Dom

Retsforskrifter

1 I 1977 udstedte Raadet med henblik paa at nedbringe en overskudsproduktion af maelk inden for Faellesskabet forordning (EOEF) nr. 1078/77 af 17. maj 1977 om indfoerelse af en praemieordning for ikke-markedsfoering af maelk og mejeriprodukter og for omstilling af malkekvaegsbesaetninger (EFT L 131, s. 1, herefter »forordning nr. 1078/77«). Ved forordningen blev producenterne tilbudt en praemie for at paatage sig en forpligtelse til at undlade at markedsfoere maelk i en periode paa fem aar eller omstille besaetningerne.

2 Trods mange producenters indgaaelse af saadanne forpligtelser, fortsatte overproduktionen i 1993. Raadet udstedte derfor forordning (EOEF) nr. 856/84 af 31. marts 1984 (EFT L 90, s. 10) om aendring af Raadets forordning (EOEF) nr. 804/68 af 27. juni 1968 om den faelles markedsordning for maelk og mejeriprodukter (EFT 1968 I, s. 169). Ved den nye artikel 5c i forordningen blev der indfoert en »tillaegsafgift« paa de maengder maelk, som producenterne leverer, og som overstiger en »referencemaengde«.

3 Ved Raadets forordning (EOEF) nr. 857/84 af 31. marts 1984 om almindelige regler for anvendelsen af den i artikel 5c i forordning nr. 804/68 omhandlede afgift paa maelk og mejeriprodukter (EFT L 90, s. 13, herefter »forordning nr. 857/84«) blev referencemaengden for hver enkelt producent fastsat paa grundlag af den produktion, der var leveret i et referenceaar, nemlig kalenderaaret 1981, med forbehold af muligheden for medlemsstaterne at vaelge kalenderaaret 1982 eller 1983. Forbundsrepublikken Tyskland valgte sidstnaevnte som referenceaar.

4 De ikke-markedsfoeringsforpligtelser, som visse producenter havde indgaaet i medfoer af forordning nr. 1078/77, daekkede de referenceaar, der var valgt. Da sagsoegerne ikke havde produceret maelk i de paagaeldende aar, kunne de ikke faa tildelt en referencemaengde og saaledes heller ikke markedsfoere maelk, der var fritaget for tillaegsafgiften.

5 Ved domme af 28. april 1988 i sagerne Mulder (sag 120/86, Sml. s. 2321, herefter »Mulder I-dommen«) og Von Deetzen (sag 170/86, Sml. s. 2355) fastslog Domstolen, at forordning nr. 857/84, som suppleret ved Kommissionens forordning (EOEF) nr. 1371/84 af 16. maj 1984 om gennemfoerelsesbestemmelserne for den tillaegsafgift, der er omhandlet i artikel 5c i forordning nr. 804/68 (EFT L 132, s. 11), er ugyldig som foelge af, at den tilsidesaetter princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

6 Med henblik paa at opfylde disse domme udstedte Raadet forordning (EOEF) nr. 764/89 af 20. marts 1989 om aendring af forordning nr. 857/84 (EFT L 84, s. 2). I medfoer af denne aendringsforordning fik de producenter, der havde indgaaet ikke-markedsfoerings- eller omstillingsforpligtelser, tildelt en »saerlig« referencemaengde (ogsaa benaevnt »kvote«).

7 Tildelingen af en saerlig referencemaengde var undergivet flere betingelser. Visse af disse betingelser, der navnlig angik tidspunktet for ikke-markedsfoeringsforpligtelsens ophoer, blev kendt ugyldige af Domstolen ved domme af 11. december 1990 i sagerne Spagl (sag C-189/89, Sml. I, s. 4539) og Pastaetter (sag C-217/89, Sml. I, s. 4585).

8 Paa baggrund af disse domme udstedte Raadet forordning (EOEF) nr. 1639/91 af 13. juni 1991 om aendring af forordning nr. 857/84 (EFT L 150, s. 35, herefter »forordning nr. 1639/91«), som ophaevede de forpligtelser, der var blevet kendt ugyldige, hvorefter de beroerte producenter kunne faa tildelt en saerlig referencemaengde.

9 Ved dom af 19. maj 1992 i sagerne Mulder m.fl. mod Raadet og Kommissionen (forenede sager C-104/89 og C-37/90, Sml. I, s. 3061, herefter »Mulder II-dommen«), fastslog Domstolen, at Faellesskabet var ansvarligt for de tab, der var forvoldt visse maelkeproducenter, som havde vaeret forhindret i at markedsfoere maelk som foelge af anvendelsen af Raadets forordning nr. 857/84, fordi de havde paataget sig nogle forpligtelser i medfoer af forordning nr. 1078/77.

10 Paa foranledning af denne dom offentliggjorde Raadet og Kommissionen den 5. august 1992 meddelelse 92/C 198/04 (EFT C 198, s. 4). Efter heri at have redegjort for virkningerne af Mulder II-dommen tilkendegav institutionerne med henblik paa at give dommen fuld virkning, at de ville vedtage de praktiske regler for betaling af erstatning til de paagaeldende producenter. Indtil vedtagelsen af de omhandlede regler forpligtede institutionerne sig til over for enhver producent, der havde krav paa erstatning, at give afkald paa at paaberaabe sig foraeldelsen i henhold til artikel 43 i EOEF-statutten for Domstolen. Forpligtelsen var dog betinget af, at retten til erstatning ikke var foraeldet paa tidspunktet for offentliggoerelsen af meddelelsen eller paa det tidspunkt, hvor producenten havde rettet henvendelse til en af institutionerne.

11 Raadet udstedte derpaa forordning (EOEF) nr. 2187/93 af 22. juli 1993 om tilbud om erstatning til visse producenter af maelk og mejeriprodukter, som midlertidigt har vaeret forhindret i at udoeve deres virksomhed (EFT L 196, s. 6). Forordningen hjemler et tilbud om en fast erstatning til de producenter, som under naermere angivne omstaendigheder har lidt tab ved anvendelsen af den ordning, som var omhandlet i Mulder II-dommen.

Den faktiske baggrund for tvisten

12 Boecker-Lensing, der er landmand i Borken (Tyskland), har indgaaet en ikke-markedsfoeringsforpligtelse inden for rammerne af forordning nr. 1078/77. Forpligtelsen ophoerte den 18. marts 1983. Han har ikke genoptaget produktionen af maelk ved forpligtelsens ophoer.

13 Den 13. september 1988 indgik han en kontrakt med en anden landmand, Schulze-Beiering, om oprettelse pr. 15. september 1988 af et interessentskab, hvis formaal var at drive landbrugsvirksomhed. Han indskoed det landbrugsareal, for hvilket han havde indgaaet ikke-markedsfoeringsforpligtelsen, i dette selskab.

14 Ved skrivelse af 28. juni 1989 anmodede han de nationale myndigheder om tildeling af en referencemaengde.

15 Ved skrivelser af 21. december 1990 fremsatte han over for Raadet og Kommissionen krav om erstatning for sine tab. I sine svar af henholdsvis 11. januar 1991 og 19. februar 1991 erklaerede institutionerne, at de ikke ville paaberaabe sig foraeldelsen, indtil udloebet af en frist paa tre maaneder fra offentliggoerelsen af Mulder II-dommen i De Europaeiske Faellesskabers Tidende, dog under forudsaetning af, at retten til erstatning ikke allerede var foraeldet.

16 Efter vedtagelsen af forordning nr. 1639/91 afslog de nationale myndigheder at tildele den foerste sagsoeger en referencemaengde med den begrundelse, at da det landbrugsareal, der var genstand for ikke-markedsfoeringsforpligtelsen, var blevet indskudt i selskabet, var det ikke laengere muligt at anse ham for »producent« i den betydning, hvori udtrykket er anvendt i artikel 12, litra c), i forordning nr. 857/84.

17 Efter vedtagelsen af forordning nr. 2187/93 af 22. juli 1993 anmodede foerste sagsoeger om at faa tilsendt et tilbud om erstatning som omhandlet i denne forordning. Anmodningen blev afvist med henvisning til, at ingen af sagsoegerne, i modsaetning til hvad der var foreskrevet i forordningen, havde faaet tildelt en endelig referencemaengde.

18 Efter Domstolens dom af 27. januar 1994 (sag C-98/91, Herbrink, Sml. I, s. 223), som har anerkendt, at et interessentskab har ret til at faa tildelt en saerlig referencemaengde, modtog selskabet Boecker-Beiering den 10. april 1995 fra de nationale myndigheder en foreloebig saerlig referencemaengde, som blev endelig den 5. juli 1996.

19 Ved skrivelse af 5. april gjorde sagsoegerne et erstatningskrav gaeldende over for Kommissionen. Kommissionen svarede ved skrivelse af 30. maj 1995, at man var i faerd med at undersoege, i hvilket omfang der kunne tilkendes dem erstatning. Denne skrivelse er forblevet resultatloes.

20 Den foerste sagsoeger har ved aftale af 27. juni 1996 overdraget sine erstatningskrav mod Faellesskabet til selskabet.

Retsforhandlinger og parternes paastande

21 Ved staevning indleveret den 2. januar 1996 har sagsoegerne anlagt naervaerende sag. Foruden de nedenfor naevnte paastande har de anmodet om udsaettelse af sagen.

22 Raadet og Kommissionen modsatte sig ved processkrift af 5. februar 1996 denne anmodning. Ved kendelse af 27. februar 1996 afviste formanden for Rettens Foerste Afdeling denne anmodning.

23 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Foerste Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse, men har anmodet parterne om at besvare visse spoergsmaal skriftligt.

24 Sagsoegerne har for Retten nedlagt foelgende paastande:

- De sagsoegte tilpligtes at betale sagsoegerne en erstatning for perioden 2. april 1984 til 13. juni 1991 paa 118 436,52 DEM med rente 8% pro anno fra 19. maj 1992.

- De sagsoegte tilpligtes at betale sagens omkostninger samt omkostninger til syn og skoen med 1 961,90 DEM.

25 De sagsoegte har for Retten nedlagt foelgende paastande:

- Afvisning.

- Subsidiaert frifindelse.

- Sagsoegerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Retlige bemaerkninger

26 Sagsoegerne har anfoert, at betingelserne for Faellesskabets erstatningsansvar for den skade, de har lidt, er opfyldt. De sagsoegte har bestridt, at betingelserne er opfyldt, og har gjort gaeldende, at sagen boer afvises, fordi den ikke opfylder kravene i procesreglementets artikel 44, stk. 1, litra c), og fordi de paaberaabte rettigheder er foraeldede.

Formaliteten

27 De sagsoegte har gjort gaeldende, at staevningen ikke opfylder kravene i procesreglementets artikel 44, stk. 1, litra c). De har anfoert, at det ikke af staevningen fremgaar, hvorledes foerste sagsoeger har overdraget den paaberaabte ret til erstatning til selskabet.

28 De har desuden gjort gaeldende, at disse rettigheder er foraeldede. De skrivelser, som foerste sagsoeger sendte til Raadet og Kommissionen den 21. december 1990, kunne ikke afbryde foraeldelsen, da sagsoegerne ikke havde anlagt sag inden for fristen paa to maaneder i traktatens artikel 173, som artikel 43, tredje punktum, i statutten for Domstolen henviser til. Under disse omstaendigheder ville alle de rettigheder, der er opstaaet foer den 2. januar 1991, vaere foraeldede paa datoen for sagsanlaegget, den 2. januar 1996.

29 Det bemaerkes, at i overensstemmelse med procesreglementets artikel 44, stk. 1, litra c), skal staevningen indeholde soegsmaalets genstand og en kort fremstilling af soegsmaalsgrundene.

30 Beviset for overdragelsen af foerste sagsoegers ret til erstatning til selskabet fremgaar af aftalen, indgaaet mellem de to parter den 27. juni 1996, og som sagsoegerne har vedlagt replikken. Det fremgaar heraf, at foerste sagsoeger har overdraget selskabet retten til den erstatning, som han var berettiget til inden selskabets stiftelse.

31 For saa vidt angaar foraeldelsen maa det fastslaas, at denne i den foreliggende sag kan paavirke omfanget af den ret til erstatning, som sagsoegerne har paaberaabt sig. Det vil derfor vaere hensigtsmaessigt foerst at undersoege, om betingelserne for at Faellesskabet ifalder erstatningsansvar i medfoer af traktatens artikel 215 er opfyldt.

32 Sagen boer derfor antages til realitetsbehandling.

Faellesskabets erstatningsansvar

Parternes argumenter

33 Sagsoegerne har anfoert, at de har lidt skade som foelge af, at de ikke fik tildelt en referencemaengde efter forordning nr. 857/84, der er blevet erklaeret ugyldig af Domstolen. Paa grundlag af Mulder II-dommen har de gjort gaeldende, at det paahviler institutionerne at betale erstatning for skaden.

34 Den periode, i hvilken produktion var forhindret, varede, indtil sagsoegerne fik tildelt en foreloebig referencemaengde i 1995 efter afsigelsen af Herbrink-dommen, a.st.. Fra tidspunktet for vedtagelsen af forordning nr. 1693/91, som tildelte en referencemaengde til producenter i denne situation, er det de nationale myndigheder, der skal baere ansvaret for, at de er blevet forhindret i at producere denne maengde. Foelgelig er det kun perioden indtil den 13. juni 1991, datoen for forordning nr. 1639/91's ikrafttraedelse, der skal erstattes.

35 Som svar paa de sagsoegtes anbringender vedroerende den manglende aarsagsforbindelse mellem tabet og Faellesskabets adfaerd, har sagsoegerne anfoert, at Domstolen i dommene i sagerne Spagl og Pastaetter har fastslaaet, at man ikke kan kraeve, at producenter, der har underskrevet en ikke-markedsfoeringsforpligtelse, genoptager produktionen af maelk umiddelbart efter forpligtelsens ophoer. Foelgelig burde enhver landmand, hvis ikke-markedsfoeringsperiode udloeb i 1983, have haft tid til at modernisere sine anlaeg og sin besaetning, inden produktionen blev genoptaget.

36 Sagsoegerne har anfoert, at de havde til hensigt at genoptage produktionen af maelk efter at have moderniseret besaetningen, hvilket de ikke har kunnet goere paa grund af forordning nr. 857/84. Det foelger under alle omstaendigheder af Domstolens dom af 22. oktober 1992 (sag C-85/90, Dowling, Sml. I, s. 5305), at producenterne med henblik paa genoptagelse af produktionen mindst skulle raade over perioden fra 1. januar 1983 til forordning nr. 857/84's ikrafttraedelse i 1984.

37 Med hensyn til statussen som producent, som de sagsoegte har anfaegtet, har sagsoegerne anfoert, at de nationale myndigheder har tildelt dem en endelig referencemaengde og saaledes har anerkendt egenskaben af producent. Faellesskabsinstitutionerne er bundet af denne anerkendelse.

38 De sagsoegte har bestridt Faellesskabets erstatningsansvar over for sagsoegerne. Foerste sagsoeger har af egen vilje besluttet ikke at genoptage produktionen ved ophoeret af sin ikke-markedsfoeringsforpligtelse i 1983. Da opgivelsen af produktionen er blevet besluttet af aarsager, som ikke har noget at goere med forpligtelsen eller dennes foelger, kan det ikke haevdes, at princippet om beskyttelse af den berettigede forventning er blevet tilsidesat. Det paaberaabte tab af indtaegter frembyder saaledes ikke nogen aarsagsforbindelse med Faellesskabets retsanordnende adfaerd.

Rettens bemaerkninger

39 Faellesskabet kan kun ifalde ansvar uden for kontraktforhold efter traktatens artikel 215, stk. 2, for det tab, institutionerne har forvoldt, saafremt visse betingelser er opfyldt, nemlig at den adfaerd, som faellesskabsinstitutionen kritiseres for at have udvist, er retsstridig, at der er indtraadt et tab, og at der er aarsagsforbindelse mellem den retsstridige adfaerd og det haevdede tab (Domstolens dom af 17.12.1981, forenede sager 197/80, 198/80, 199/80, 200/80, 243/80, 245/80 og 247/80, Ludwigshafener Walzmuehle m.fl. mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 3211, praemis 18, og Rettens dom af 13.12.1995, forenede sager T-481/93 og T-484/93, Exportateurs in Levende Varkens m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2941, praemis 80).

40 Med hensyn til situationen for de maelkeproducenter, der havde indgaaet en ikke-markedsfoeringsforpligtelse, er Faellesskabet erstatningsansvarlig over for hver enkelt producent, der har lidt et erstatteligt tab, som foelge af at han har vaeret forhindret i at levere maelk i medfoer af forordning nr. 857/84 (Mulder II-dommen, praemis 22).

41 Dette erstatningsansvar skyldes kraenkelsen af den berettigede forventning, som producenter, tilskyndet af en faellesskabsretsakt til at indstille markedsfoeringen af maelk i en begraenset periode af hensyn til almenvellet og mod betaling af en praemie, kunne have med hensyn til deres ikke-markedsfoeringsforpligtelses begraensede virkninger (Mulder I-dommen, praemis 24, og Von Deetzen-dommen, a.st., praemis 13). Princippet om beskyttelse af den berettigede forventning er dog ikke til hinder for, at der - af aarsager, som ikke har noget at goere med ikke-markedsfoeringsforpligtelsen - under en ordning som tillaegsafgiftsordningen paalaegges en producent begraensninger som foelge af, at han ikke har markedsfoert maelk i en bestemt periode, der ligger forud for ikrafttraedelsen af den naevnte ordning.

42 Sagsoegerne har gjort gaeldende, at anvendelsen af forordning nr. 857/84 ville medfoere en ulovlig naegtelse af en referencemaengde i perioden fra den 2. april 1984 til den 13. juni 1991. Det ville have skuffet foerste sagsoegers haab om at kunne genoptage maelkeproduktionen ved ophoeret af hans ikke-markedsfoeringsperiode.

43 Under disse omstaendigheder boer det foerst undersoeges, om de anbringender, som sagsoegerne har fremfoert til stoette for et erstatningskrav, er berettigede, navnlig om der bestaar en ulovlig adfaerd fra institutionernes side, og om der er indtraadt det haevdede tab.

44 Det bemaerkes, at foerste sagsoeger ikke genoptog maelkeproduktionen ved ophoeret af ikke-markedfoeringsperioden i marts 1983, og foerst flere aar efter gav udtryk for at ville genoptage den. Som Kommissionen har anfoert, fremgaar det af den sagkyndige erklaering, som sagsoegerne har fremlagt, at staldbygningerne vedligeholdtes i den periode, forpligtelsen gjaldt. Producenten havde altsaa kunnet genoptage produktionen i 1983 og som foelge heraf faa tildelt en referencemaengde, da ordningen med tillaegsafgifter traadte i kraft i 1984.

45 Desuden er aarsagerne til, at maelkeproduktionen ikke blev genoptaget ved ophoeret af ikke-markedsfoeringsforpligtelsen, irrelevante for det forhold, at der var indgaaet en forpligtelse i medfoer af forordning nr. 1078/77. Som sagsoegernes advokat har anfoert under den mundtlige forhandling, ville foerste sagsoeger give sig tid til at rejse den noedvendige kapital til modernisering af staldbygningerne.

46 I modsaetning til sagsoegerne i Spagl- og Pastaetter-dommene, a.st., har foerste sagsoeger ikke i denne sag godtgjort at have foretaget skridt, der kan bevise hans hensigt om at genoptage produktionen ved ophoeret af ikke-markedsfoeringsperioden.

47 Da sagsoegeren ikke frivilligt har genoptaget produktionen, kan han ikke goere en berettiget forventning om at kunne genoptage maelkeproduktionen paa et hvilket som helst tidspunkt i fremtiden, gaeldende. Paa omraader med en faelles markedsordning, hvor der sker en loebende tilpasning til aendringer i den oekonomiske situation, kan de erhvervsdrivende ikke have en berettiget forventning om, at de ikke underlaegges begraensninger som foelge af eventuelle markedspolitiske eller strukturpolitiske bestemmelser (jf., i denne retning, Domstolens dom af 17.6.1987, forenede sager 424/85 og 425/85, Frico, Sml. s. 2755, praemis 33, Mulder I-dommen, praemis 23, og Von Deetzen-dommen, a.st., praemis 12).

48 Under disse omstaendigheder ville foerste sagsoeger ikke hoere til blandt de producenter, hvorpaa ovennaevnte forordning nr. 764/89 af 20. marts 1989 og forordning nr. 1639/91 fandt anvendelse, da disse retsanordnende akter ikke havde til formaal at ophaeve udelukkelsen af tildeling af referencemaengder til producenter, der havde vaeret forhindret i at genoptage markedsfoeringen ved ophoeret af den forpligtelse, som de havde indgaaet.

49 Det foelger af ovenstaaende, at Faellesskabet ikke kan ifalde ansvar overfor sagsoegerne for anvendelsen af forordning nr. 857/84.

50 Det forhold, at de nationale myndigheder har tildelt sagsoegerne en referencemaengde den 10. april 1995, aendrer paa ingen maade dette resultat. Da de nationale myndigheders adfaerd ikke er bindende for Faellesskabet, kan tildelingen af en referencemaengde ikke foregribe spoergsmaalet om eksistensen af en ret til erstatning i medfoer af traktatens artikel 215, stk. 2.

51 Desuden kan sagsoegerne ikke haevde at have lidt et tab i perioden fra den 2. april 1984 til den 28. juni 1989 med henvisning til, at de var forhindret i at genoptage maelkeproduktionen. Foerste sagsoeger har faktisk foerst den 28. juni 1989 anmodet om tildeling af en referencemaengde.

52 Da de sagsoegte ikke har udvist en ulovlig adfaerd, der har medfoert den anfoerte skade, kan et erstatningsansvar for Faellesskabet ikke komme i betragtning. Foelgelig er det unoedvendigt at undersoege, om de andre betingelser for et saadan ansvar er opfyldt.

53 Under disse omstaendigheder er det unoedvendigt at undersoege spoergsmaalet om foraeldelse.

54 Det foelger af ovenstaaende, at de sagsoegte skal frifindes.

Sagens omkostninger

55 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Da sagsoegerne har tabt sagen, boer de i overensstemmelse med Raadets og Kommissionens paastande paalaegges at betale sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN

(Foerste Afdeling)

1) Raadet for Den Europaeiske Union og Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber frifindes.

2) Sagsoegerne betaler sagens omkostninger.