61996J0352

Faelles toldtarif - faellesskabstoldkontingenter - toldkontingenter for indfoersel af ris til kompensation for forhoejelsen af visse toldsatser efter nye medlemsstaters tiltraedelse - forordning nr. 1522/96 - lovlighed efter de relevante bestemmelser i GATT og efter proportionalitetsprincippet og begrundelsespligten - magtfordrejning - foreligger ikke

(Den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel, artikel XXIV, stk. 6; aftalememorandummet vedroerende fortolkningen af artikel XXIV, punkt 5 ff.; Raadets forordning nr. 1522/96, art. 3, 4 og 9)

Forordning nr. 1522/96 om visse toldkontingenter for indfoersel af ris og brudris, der blev vedtaget til gennemfoerelse af de aftaler, som var blevet indgaaet med Australien og Thailand efter afslutningen af forhandlingerne paa grundlag af artikel XXIV, stk. 6, i GATT, bestemmer i artikel 3 og 4, at importlicenserne udelukkende udstedes til de erhvervsdrivende, der er i besiddelse af en af oprindelseslandet udstedt eksportlicens, og angiver i artikel 9 kriterierne for indgreb i tilfaelde af risiko for Faellesskabets rissektor, hvorved der navnlig fastsaettes en maksimumstaerskel for visse varer. Da Faellesskabet med vedtagelsen af disse bestemmelser har oensket at opfylde en saerlig forpligtelse, som var paataget inden for rammerne af GATT, dvs. forpligtelsen til ved aftale med de paagaeldende tredjelande at opnaa gensidigt tilfredsstillende kompensationer, der tager hoejde for forhoejelsen af visse toldsatser som foelge af de nye medlemsstaters anvendelse af den faelles toldtarif, skal denne forpligtelse anses for opfyldt, saaledes at den ikke kan danne grundlag for en stillingtagen til forordningens lovlighed, naar Faellesskabet og tredjelandene har indgaaet de naevnte aftaler.

Der ses i oevrigt ikke med forvaltningsordningen i henhold til forordningens artikel 3 og 4 eller reglerne om indgreb i forordningens artikel 9 at foreligge en tilsidesaettelse af proportionalitetsprincippet, ligesom reglerne om indgreb heller ikke savner begrundelse eller er udtryk for magtfordrejning.

I sag C-352/96,

Den Italienske Republik ved afdelingschef, professor Umberto Leanza, Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtiget, bistaaet af statens advokat, Danilo Del Gaizo, og med valgt adresse i Luxembourg paa Italiens Ambassade, 5, rue Marie-Adélaïde,

sagsoeger,

mod

Raadet for Den Europaeiske Union ved juridisk konsulent Antonio Tanca, som befuldmaegtiget, og med valgt adresse i Luxembourg hos generaldirektoer Alessandro Morbilli, Den Europaeiske Investeringsbanks Direktorat for Juridiske Anliggender, 100, boulevard Konrad Adenauer,

sagsoegt,

angaaende en paastand om annullation af Raadets forordning (EF) nr. 1522/96 af 24. juli 1996 om aabning og forvaltning af visse toldkontingenter for indfoersel af ris og brudris (EFT L 190, s. 1), og navnlig artikel 3, 4 og 9 heri,

har

DOMSTOLEN

(Sjette Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, P.J.G. Kapteyn, og dommerne J.L. Murray (refererende dommer), H. Ragnemalm, R. Schintgen og K.M. Ioannou,

generaladvokat: J. Mischo

justitssekretaer: R. Grass,

paa grundlag af den refererende dommers rapport,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 28. april 1998,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 25. oktober 1996 har Den Italienske Republik i medfoer af EF-traktatens artikel 173, stk. 1, anlagt sag med paastand om annullation af artikel 3, 4 og 9 i Raadets forordning (EF) nr. 1522/96 af 24. juli 1996 om aabning og forvaltning af visse toldkontingenter for indfoersel af ris og brudris (EFT L 190, s. 1, herefter »forordningen«).

2 Efter Republikken OEstrigs, Republikken Finlands og Kongeriget Sveriges tiltraedelse af Det Europaeiske Faellesskab foerte sidstnaevnte forhandlinger med tredjelande i henhold til artikel XXIV, stk. 6, i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel (herefter »GATT«), og navnlig i henhold til punkt 5 ff. i aftalememorandummet vedroerende fortolkningen af artikel XXIV i GATT fra 1994 (herefter »aftalememorandummet«) for med disse lande at aftale visse kompensationer, der var noedvendige som foelge af den forhoejelse af forskellige toldsatser, de tre tiltraedende staters anvendelse af den faelles toldtarif gav anledning til.

3 I punkt 5 i aftalememorandummet hedder det bl.a., at:

»Disse forhandlinger foeres loyalt med det maal at opnaa kompensationer, der er gensidigt tilfredsstillende for parterne ...«

4 Efter afslutningen af de naevnte forhandlinger indgik Faellesskabet aftaler med Australien og Kongeriget Thailand, der blev godkendt ved Raadets afgoerelse 95/592/EF af 22. december 1995 (EFT L 334, s. 38). Forordningen blev vedtaget til gennemfoerelse af de naevnte aftaler.

5 Efter forordningens artikel 1, stk. 1, litra a), og i overensstemmelse med de naevnte aftaler aabnes aarlige toldkontingenter for toldfri indfoersel af 63 000 tons sleben eller delvis sleben ris til Faellesskabet. I forordningens artikel 1, stk. 3, bestemmes det, at dette kontingent fordeles paa oprindelseslandene Australien og Thailand med henholdsvis 1 019 tons og 21 455 tons.

6 For saa vidt angaar disse to lande indeholder forordningens artikel 3 og 4 regler om forvaltning af disse kontingenter. I artikel 3 er det bestemt, at der udstedes importlicenser for ris og brudris til de erhvervsdrivende, der er i besiddelse af en eksportlicens udstedt i oprindelseslandet. Det hedder i denne artikels stk. 1:

»Naar ansoegningen om importlicens vedroerer ris og brudris med oprindelse i Thailand samt ris med oprindelse i Australien og USA i forbindelse med de i artikel 1 omhandlede maengder, skal den ledsages af en eksportlicens, der er udarbejdet efter den model, der er anfoert henholdsvis i bilag I og II, og som udstedes af disse landes myndigheder, der er angivet i de samme bilag.«

7 Artikel 4 indeholder regler om udstedelse af importlicenser som naevnt af de kompetente myndigheder i den paagaeldende medlemsstat.

8 Artikel 9 indeholder foelgende bestemmelse:

»1. Kommissionen foerer tilsyn med de maengder varer, der importeres i medfoer af denne forordning, navnlig for at fastslaa

- i hvilket omfang de traditionelle handelsstroemme, udtrykt i maengder og praesentation, til det udvidede Faellesskab er aendret vaesentligt, og

- om der finder stoette sted mellem eksport, som er omhandlet af denne forordning, og eksport paalagt normal importtold.

2. Saafremt et eller begge af de kriterier, der er fastlagt, i leddene i stk. 1 opfyldes, og navnlig saafremt importen af ris i pakke paa 5 kg eller derunder overstiger 33 428 tons, og i alle tilfaelde aarligt, skal Kommissionen forelaegge Raadet en beretning herom, der om noedvendigt ledsages af passende forslag til, hvordan rissektoren i Faellesskabet kan forhindres i at bryde sammen.«

9 Den Italienske Republik har gjort gaeldende, at artikel 3 og 4 i forordningen er i strid med artikel XXIV, stk. 6, i GATT, med aftalen med Australien og med afgoerelse 95/592 om godkendelse af denne aftale, med EF-traktatens artikel 43 og med proportionalitetsprincippet. Den har desuden anfoert, at artikel 9 ikke er fyldestgoerende begrundet og desuden er i strid med artikel XXIV, stk. 6, i GATT, traktatens artikel 43 og proportionalitetsprincippet, og endelig at den er udtryk for magtfordrejning.

Anbringender til anfaegtelse af artikel 3 og 4

10 Efter forordningens artikel 3 og 4 udstedes importlicenser kun til de erhvervsdrivende, der er i besiddelse af en eksportlicens, der er erhvervet i oprindelseslandet, og eksportlicensen skal vedlaegges ansoegningen om importlicens.

11 Den italienske regering goer gaeldende, at en gensidig tilfredsstillende loesning efter artikel XXIV, stk. 6, i GATT ikke kan foreligge, naar tredjelande, som det er tilfaeldet i naervaerende sag, ved udvidelsen af Faellesskabet opnaar saerlige fordele, for hvilke der ikke bliver tale om passende kompensationer.

12 I oevrigt er ifoelge den italienske regering den i artikel 3 og 4 omhandlede fremgangsmaade ved forvaltningen af toldkontingenterne ikke som i aftalen med Kongeriget Thailand fastlagt i aftalen med Australien, og den er saaledes ulovlig for saa vidt angaar Australien, og forordningen er hermed i strid med afgoerelse 95/592 om godkendelse af disse aftaler.

13 Den italienske regering har desuden gjort gaeldende, at en saadan forvaltningsordning giver de paagaeldende lande en fordel, der er i strid med det almindelige proportionalitetsprincip, idet der for eksportoerer i tredjelandet anerkendes en befoejelse til at forvalte eksporten af det aftalte toldkontingent. Den er desuden af den opfattelse, at denne fordel viser, at Raadet klart ikke tilstraebte vedtagelsen af en foranstaltning, der ud fra den faelles landbrugspolitiks krav var passende.

14 Raadet har foerst med hensyn til artikel XXIV, stk. 6, i GATT bemaerket, at saeregenhederne ved GATT principielt er til hinder for, at Domstolen tager dennes bestemmelser i betragtning, naar den tager stilling til lovligheden af en forordning under et soegsmaal anlagt af en medlemsstat i henhold til traktatens artikel 173, stk. 1 (jf. dom af 5.10.1994, sag C-280/93, Tyskland mod Raadet, Sml. I, s. 4973, praemis 106-109).

15 Det har subsidiaert gjort gaeldende, at der ikke i artikel XXIV, stk. 6, i GATT, hvorefter der bestaar en pligt til at forhandle loyalt for at opnaa en gensidigt tilfredsstillende loesning, opstilles noget andet kriterium, paa grundlag af hvilket resultatet af forhandlingerne kan vurderes.

16 Raadet har vedroerende det argument, at den i denne bestemmelse omhandlede forvaltningsmetode er ulovlig for saa vidt angaar Australien, idet den ikke er omhandlet i aftalen med dette land, bemaerket, at Faellesskabet har et skoen ved forvaltningen af toldkontingenterne. I oevrigt kan den kritiserede forvaltningsmetode hverken vaere i strid med artikel XXIV, stk. 6, i GATT eller med aftalen med Australien, idet der ikke heri findes nogen bestemmelse, der omhandler den situation, at en af parterne ved udoevelsen af sine skoensbefoejelser agter at give den anden part flere fordele end dem, der er fastlagt i den indgaaede aftale.

17 Raadet har med hensyn til den paastaaede tilsidesaettelse af proportionalitetsprincippet gjort gaeldende, at tilkendelsen til de australske eksportoerer af samme fordel, som den, de thailandske eksportoerer har faaet, begrundes med, at det er noedvendigt ikke at give de foerstnaevnte en mindre gunstig stilling end den, de thailandske eksportoerer har faaet, hvilket udspringer af den almindelige sammenhaeng i relationerne med dette land. Den omhandlede foranstaltning maa derfor anses for absolut passende for opnaaelsen af det formaal, med henblik paa hvilket den blev vedtaget.

18 Raadet har endelig hvad angaar tilsidesaettelsen af EF-traktatens artikel 43 bemaerket, at sagsoegeren ikke har fremfoert argumenter til stoette for det synspunkt, at den anfaegtede forordning udgoer en tilsidesaettelse af denne bestemmelse.

19 Det bemaerkes indledningsvis, at naar Faellesskabet har villet opfylde en saerlig forpligtelse, som er paataget inden for rammerne af GATT, eller naar faellesskabsretsakten udtrykkeligt henviser til praecise bestemmelser i GATT, paahviler det Domstolen at proeve lovligheden af den paagaeldende faellesskabsretsakt i forhold til GATT's bestemmelser (jf. bl.a. dom af 5.10.1994, Tyskland mod Raadet, a.st., praemis 111).

20 Det bemaerkes dernaest, at Faellesskabet med vedtagelsen af forordning (EF) nr. 1522/96 til gennemfoerelse af de med tredjelandene indgaaede aftaler efter afslutningen af forhandlingerne paa grundlag af artikel XXIV, stk. 6, i GATT har oensket at opfylde en saerlig forpligtelse, som er paataget inden for rammerne af GATT.

21 Heraf foelger, at det paahviler Domstolen at efterproeve lovligheden af den omtvistede forordning efter bestemmelserne i GATT, som af sagsoegeren paastaas at vaere tilsidesat. Det drejer sig her om artikel XXIV, stk. 6, i GATT samt punkt 5 ff. i aftalememorandummet.

22 Det fremgaar af selve ordlyden af punkt 5 i aftalememorandummet, at parterne skal soege at opnaa »gensidigt tilfredsstillende kompensationer«. Begrebet »gensidigt tilfredsstillende kompensationer« udgoer ikke i sig selv et objektivt kriterium, og pligten til at opnaa en gensidigt tilfredsstillende aftale maa anses for opfyldt, naar en aftale, der rummer en loesning, indgaas af de paagaeldende parter.

23 Heraf foelger, at naar de samme parter er naaet frem til en aftale vedroerende spoergsmaalet om de gensidigt tilfredsstillende kompensationer, skal den i artikel XXIV, stk. 6, i GATT omhandlede forpligtelse anses for opfyldt, saaledes at den ikke kan danne grundlag for en stillingtagen til forordningens lovlighed. Argumentet herom skal derfor forkastes.

24 Det skal vedroerende argumentet om, at den i forordningen omhandlede forvaltningsmetode for toldkontingenter for saa vidt angaar Australien er i strid med den med dette land indgaaede aftale samt med afgoerelse 95/592 om godkendelse af denne aftale, bemaerkes, at selv om denne ikke forpligtede Raadet til at indfoere ordningen for eksportlicenser, indeholdt den heller ikke noget forbud herimod. Det fremgaar i oevrigt af sjette betragtning til forordningen, at den anfaegtede forvaltningsordning bl.a. blev indfoert for at sikre en effektiv opfyldelse af naevnte aftale for saa vidt angaar visse toldkontingenter for indfoersel af ris og brudris. Den i forordningen omhandlede forvaltningsordning tilsidesaetter herefter hverken aftalen med Australien eller afgoerelsen om godkendelse af denne aftale.

25 Det bemaerkes vedroerende den tilsidesaettelse af proportionalitetsprincippet, der paastaas at vaere en foelge af den omhandlede forordnings artikel 3 og 4, at ifoelge Domstolens faste praksis er det ved afgoerelsen af, om en faellesskabsbestemmelse er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, afgoerende, om de midler, der bringes i anvendelse, er egnede til at virkeliggoere det tilstraebte maal og ikke gaar ud over, hvad der er noedvendigt for at virkeliggoere dette (jf. f.eks. dom af 9.11.1995, sag C-426/93, Tyskland mod Raadet, Sml. I, s. 3723, praemis 42).

26 Det bemaerkes, at formaalet med forordningen, som det fremgaar af foerste, ottende og niende betragtning til denne, er at opretholde de traditionelle handelsstroemme til det udvidede Faellesskab og samtidig undgaa foranstaltninger, der indebaerer stoette mellem eksport omfattet direkte af forordningen og eksport paalagt normal importtold. Formaalet med den anfaegtede forvaltningsordning er endvidere ifoelge tredje og sjette betragtning at sikre, at der ved forvaltningen af de med de paagaeldende tredjelande aftalte toldkontingenter tages hensyn til de traditionelle leverandoerer.

27 Det maa derfor afgoeres, om den indfoerte forvaltningsordning er i overensstemmelse med det saaledes angivne maal, og om den er noedvendig for at virkeliggoere det.

28 Det bemaerkes i den forbindelse, at eksportlandets myndigheder afgjort har de bedste muligheder for at afgoere, hvem der i disse lande var OEstrigs, Finlands og Sveriges traditionelle leverandoerer, og for at soerge for, at disse faar de eksportlicenser, der er noedvendige for at opretholde de traditionelle handelsstroemme.

29 Det maa desuden bemaerkes, at den omtalte forvaltningsordning er et led i et faellesskabssystem for tilsyn og kontrol som omhandlet i forordningens artikel 9.

30 Som generaladvokaten rigtigt har bemaerket i punkt 32 i forslaget til afgoerelse, kan den ydede fordel desuden ikke anses for at vaere saa stor, at forordningens artikel 3 og 4 staar i et misforhold til det tilstraebte formaal, som jo er at regulere forvaltningen af de toldkontingenter, der er blevet fastlagt ved de med de paagaeldende tredjelande indgaaede aftaler.

31 Paa baggrund heraf maa det fastslaas, at der ikke med den i forordningens artikel 3 og 4 fastlagte forvaltningsordning kan antages at vaere sket en tilsidesaettelse af proportionalitetsprincippet.

32 Endelig bemaerkes med hensyn til den paastaaede tilsidesaettelse af traktatens artikel 43, at sagsoegeren ikke har givet oplysninger til stoette for anbringendet om, at de omhandlede bestemmelser viser, at Raadet klart ikke soegte at traeffe en foranstaltning, der var passende efter de krav, som den faelles landbrugspolitik stiller.

33 Det maa derfor fastslaas, at undersoegelsen af forordningens artikel 3 og 4 i lyset af de af den italienske regering anfoerte anbringender intet har frembragt, der kan rejse tvivl om forordningens gyldighed.

Anbringenderne til anfaegtelse af artikel 9

34 Den italienske regering har anfoert, at artikel 9 i den omtvistede forordning ikke er fyldestgoerende begrundet for saa vidt angaar de kriterier og elementer, som Raadet har ment at burde laegge til grund for fastsaettelse af en taerskel for importen af ris i pakke paa 5 kg eller derunder paa 33 428 tons.

35 Den italienske regering har desuden anfoert, at fastsaettelsen af naevnte taerskel er i strid med artikel XXIV, stk. 6, i GATT og med proportionalitetsprincippet. For det foerste er den fastsatte maengde stoerre end den maengde, der var paakraevet for at opretholde de traditionelle handelsstroemme. For det andet er den hoejere end det niveau, som maatte kraeves overholdt for ikke at give de traditionelle eksportoerer i visse tredjelande en uretmaessig konkurrencemaessig fordel i forhold til Faellesskabets virksomheder. Den har tilfoejet, at bestemmelsen er resultatet af en manglende hensyntagen til, hvorledes foranstaltningen kunne tilpasses de krav, som den faelles landbrugspolitik stiller.

36 Den italienske regering har i oevrigt anfoert, at valget af ovennaevnte importmaengde tilgodeser andre formaal end dem, af hensyn til hvilke forordningen blev vedtaget, og at forordningen dermed er behaeftet med magtfordrejning.

37 Raadet har vedroerende den paastaaede begrundelsesmangel anfoert, at de synspunkter, som bestemmelsen i artikel 9 er baseret paa, klart fremgaar af betragtningerne til forordningen.

38 De synspunkter, som Raadet har givet udtryk for vedroerende de paastaaede tilsidesaettelser af artikel XXIV, stk. 6, i GATT, af traktatens artikel 43 og af proportionalitetsprincippet, og som er gengivet i praemis 14, 15, 17 og 18 i naervaerende dom, hvor de vedroerer forordningens artikel 3 og 4, gaelder ogsaa for forordningens artikel 9. Raadet har vedroerende proportionalitetsprincippet tilfoejet, at den i artikel 9 naevnte maengde udgoer en garanti for stoerre beskyttelse af Faellesskabets erhvervsdrivende. Raadet har med hensyn til valget af taersklen paa 33 428 tons bemaerket, at der er tale om den maengde af ris i pakke paa 5 kg eller derunder, der aarligt blev indfoert af de tre tiltraedende stater i aarene umiddelbart foer tiltraedelsen, forhoejet med 10%.

39 Raadet har endelig stillet sig uforstaaende med hensyn til indholdet af den paastaaede magtfordrejning. Forordningen blev ganske klart vedtaget med det formaal at gennemfoere de aftaler, der var indgaaet med de paagaeldende tredjelande, mens artikel 9 er en foranstaltning til sikring af, at rissektoren i Faellesskabet ikke bryder sammen.

40 Det bemaerkes vedroerende anbringendet om utilstraekkelig begrundelse, at efter fast retspraksis skal den begrundelse, som kraeves i henhold til traktatens artikel 190, vaere afpasset efter arten af den omhandlede retsakt. Den skal klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den faellesskabsmyndighed, der har udstedt retsakten, har lagt til grund dels saaledes, at de beroerte personer kan faa kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og dels saaledes, at Domstolen kan udoeve sin proevelsesret. Af denne retspraksis foelger desuden, at det ikke kraeves, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter. Spoergsmaalet om, hvorvidt en beslutnings begrundelse opfylder kravene efter traktatens artikel 190, skal nemlig ikke blot vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes i forhold til den sammenhaeng, hvori den indgaar, samt alle de retsregler, som gaelder paa det paagaeldende omraade (jf. paa linje hermed dom af 14.2.1990, sag C-350/88, Delacre m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 395, praemis 15 og 16, og af 5.5.1998, sag C-180/96, Det Forenede Kongerige mod Kommissionen, Sml. I, s. 2265, praemis 70).

41 I den foreliggende sag fremgaar det af ottende og niende betragtning til forordningen, at Raadets begrundelse for at vedtage denne navnlig var oensket om at opretholde de traditionelle handelsstroemme til det udvidede Faellesskab, hvorved det dog var noedvendigt at undgaa stoette mellem eksport omfattet direkte af forordningen og eksport paalagt normal importtold. Som fremhaevet af generaladvokaten i punkt 39 i forslaget til afgoerelse var Raadet desuden ikke forpligtet til i betragtningerne at forklare, hvilken beregningsmetode der blev anvendt for at naa den i artikel 9 fastsatte taerskelmaengde. Kravet om begrundelse af Faellesskabets retsakter kan faktisk ikke udstraekkes til ogsaa at forpligte Raadet til at angive beregningsgrundlaget for alle i retsakten forekommende tal.

42 Paa baggrund heraf maa det fastslaas, at Raadet paa tilfredsstillende maade har begrundet den anfaegtede forordnings artikel 9.

43 Det bemaerkes, at det ved afgoerelsen af, om en faellesskabsretlig bestemmelse er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, maa undersoeges, om de midler, som efter denne bestemmelse tages i anvendelse, er passende i forhold til det tilstraebte maal og ikke gaar videre end noedvendigt for at naa det.

44 Det bemaerkes i den forbindelse, at formaalet med den omtvistede forordning er at opfylde de aftaler, der er indgaaet med tredjelande for at opretholde de traditionelle handelsstroemme til det udvidede Faellesskab, samtidig med at ordninger, der indebaerer stoette mellem eksport omfattet direkte af denne forordning og eksport paalagt normal importtold, undgaas (jf. praemis 26 i naervaerende dom).

45 Det fremgaar i oevrigt af de aktstykker, som Raadet har fremlagt efter anmodning fra Domstolen, at det omhandlede tal svarer til gennemsnitsimporten med tillaeg af 10% til de tre nye medlemsstater i aarene umiddelbart foer deres tiltraedelse af Faellesskabet.

46 Det bemaerkes endelig, at artikel 9 ikke begraenser Kommissionens mulighed for at gribe ind, saafremt den fastlagte taerskel overskrides. Det er saaledes bestemt, at Kommissionen kan benytte sine kontrolbefoejelser, ogsaa selv om de indfoerte maengder ikke overstiger denne taerskel, og navnlig, saafremt et eller begge af de i stk. 1 fastlagte kriterier er opfyldt.

47 Heraf foelger, at den af Raadet fastsatte maengde paa 33 428 tons ikke kan anses for at staa i et misforhold til de traditionelle handelsstroemme, som oenskes opretholdt med forordningen.

48 Argumentet om, at forordningens artikel 9 er uforenelig med artikel XXIV, stk. 6, i GATT samt med aftalememorandummet, skal af de ovenfor i praemis 22 og 23 i naervaerende dom anfoerte grunde forkastes.

49 Det bemaerkes, at anbringendet om tilsidesaettelse af traktatens artikel 43 skal forkastes af de ovenfor i naervaerende doms praemis 31 naevnte grunde.

50 Endelig bemaerkes vedroerende den paastaaede magtfordrejning, at efter Domstolens praksis defineres magtfordrejning som en faellesskabsinstitutions udstedelse af en retsakt, hvorom det maa antages, at den er vedtaget udelukkende eller dog i det mindste overvejende for at forfoelge andre maal end dem, der er angivet, eller for at omgaa en fremgangsmaade, der saerligt er fastsat ved traktaten for at imoedegaa konkret foreliggende vanskeligheder (jf. bl.a. dom af 13.7.1995, sag C-156/93, Parlamentet mod Kommissionen, Sml. I, s. 2019, praemis 31).

51 Der foreligger imidlertid ikke i naervaerende sag oplysninger, paa grundlag af hvilke det kan fastslaas, at Raadet med vedtagelsen af den omtvistede bestemmelse har forfulgt andre maal end dem, der er naevnt i betragtningerne til forordningen. Sagsoegeren har i oevrigt ikke givet oplysninger, der kan svaekke konstateringen heraf.

52 Det maa derfor fastslaas, at undersoegelsen af forordningens artikel 9 i lyset af de af den italienske regering fremfoerte anbringender intet har frembragt, der kan rejse tvivl om denne bestemmelses gyldighed.

53 Af det anfoerte fremgaar i det hele, at ingen af sagsoegerens anbringender kan laegges til grund, hvorfor sagsoegte skal frifindes.

Sagens omkostninger

54 Efter procesreglementets artikel 69, stk. 2, doemmes den part, der taber sagen, til at betale sagens omkostninger, saafremt der er nedlagt paastand herom. Raadet har nedlagt paastand om, at Den Italienske Republik betaler sagens omkostninger. Da denne har tabt sagen, paalaegges det den at betale sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

(Sjette Afdeling)

1) Raadet for Den Europaeiske Union frifindes.

2) Den Italienske Republik betaler sagens omkostninger.