61996J0343

1 Faellesskabsret - direkte virkning - told og andre afgifter i strid med faellesskabsretten - tilbagebetaling - naermere regler - anvendelse af national ret - betingelser om frister og procedurer, der er mindre gunstige end dem, der gaelder for tilbagesoegningssager mellem private - lovlighed - betingelser

2 Faellesskabsret - direkte virkning - told og andre afgifter i strid med faellesskabsretten - tilbagebetaling - naermere regler - anvendelse af national ret - aendringer vedtaget efter at Domstolen har kendt en afgift traktatstridig, idet betingelserne for tilbagesoegning goeres mindre gunstige - lovlighed - betingelser

3 Faellesskabsret - direkte virkning - told og andre afgifter i strid med faellesskabsretten - tilbagebetaling - naermere regler - anvendelse af national ret - betingelser - den afgiftspligtige paalagt bevisbyrden for ikke-overvaeltning - ulovlighed

4 Faellesskabsret - direkte virkning - told og andre afgifter i strid med faellesskabsretten - tilbagebetaling - naermere regler - anvendelse af national ret - krav om underretning til den kompetente myndighed om tilbagebetalingskravet - lovlighed

1 Faellesskabsretten er ikke til hinder for, at nationale bestemmelser undergiver tilbagebetalingen af told eller andre afgifter i strid med faellesskabsretten betingelser om frister og procedurer, som er mindre gunstige end dem, der gaelder for tilbagesoegningssager mellem private, naar disse betingelser anvendes paa samme maade i tilbagesoegningssager saavel paa faellesskabsretligt som paa nationalretligt grundlag og ikke goer det umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt at haevde tilbagesoegningsretten.

2 Faellesskabsretten er ikke til hinder for, at en medlemsstat efter Domstolens afsigelse af domme, der kender skatter eller afgifter stridende mod faellesskabsretten, vedtager bestemmelser, som goer betingelserne for at tilbagesoege disse skatter og afgifter mindre gunstige end dem, der ville gaelde, saafremt de ikke var blevet vedtaget, forudsat at denne aendring ikke konkret har taget sigte paa de naevnte skatter og afgifter, og forudsat at de nye bestemmelser ikke goer det umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt at haevde tilbagesoegningsretten.

3 Faellesskabsretten er til hinder for, at en medlemsstat undergiver tilbagebetalingen af told og andre afgifter i strid med faellesskabsretten en betingelse, saasom at tolden eller afgifterne ikke er blevet overvaeltet paa tredjemand, hvis opfyldelse det paahviler ansoegeren at bevise.

At paalaegge den afgiftspligtige byrden ved at bevise, at de ikke-skyldige skatter eller afgifter ikke er blevet overvaeltet paa tredjemand, goer det praktisk umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt at opnaa tilbagebetaling.

4 Faellesskabsretten er ikke til hinder for, at et krav om tilbagebetaling af told eller andre afgifter i strid med faellesskabsretten undergives en betingelse uden tilbagevirkende gyldighed om, at der gives underretning til det skattekontor, som har modtaget ansoegerens selvangivelse for det paagaeldende skatteaar, idet kravet i modsat fald ikke vil blive behandlet.

For saa vidt som et saadant procedurekrav finder anvendelse paa alle tilbagesoegningskrav, der hviler paa national ret eller faellesskabsretten, har det hverken til virkning at afskaere de paagaeldende fra den effektive gennemfoerelse af faellesskabsretten eller til virkning at saette dem i en mindre gunstig situation end den, de ville vaere i, saafremt de fremsatte krav om tilbagebetaling af skatter eller andre former for afgifter, der er i strid med national ret.

I sag C-343/96,

angaaende en anmodning, som Pretura circondariale di Bolzano, Sezione Distaccata di Vipiteno (Italien) i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for naevnte ret verserende sag,

Dilexport Srl

mod

Amministrazione delle Finanze dello Stato,

at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af de faellesskabsretlige bestemmelser om tilbagesoegning af fejlagtigt erlagte beloeb,

har

DOMSTOLEN

(Femte Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, J.-P. Puissochet (refererende dommer), og dommerne C. Gulmann, D.A.O. Edward, L. Sevón og M. Wathelet,

generaladvokat: D. Ruiz-Jarabo Colomer

justitssekretaer: ekspeditionssekretaer D. Louterman-Hubeau,

efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:

- Dilexport Srl ved advokat Bruno Telchini, Bolzano

- den italienske regering ved afdelingschef, professor Umberto Leanza, Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtiget, bistaaet af statens advokat, Ivo Maria Braguglia

- den franske regering ved kontorchef Catherine de Salins og ekspeditionssekretaer Gautier Mignot, begge Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtigede

- Det Forenede Kongeriges regering ved Lindsey Nicoll, Treasury Solicitor's Department, som befuldmaegtiget

- Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Enrico Traversa, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtiget,$

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at der er afgivet mundtlige indlaeg i retsmoedet den 5. marts 1998 af Dilexport Srl ved advokat Bruno Telchini, af Amministrazione delle Finanze dello Stato ved Ivo Maria Braguglia, af den franske regering ved Gautier Mignot, af Det Forenede Kongeriges regering ved barrister Nicholas Paines og af Kommissionen ved Enrico Traversa,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 28. april 1998,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved kendelse af 17. august 1996, suppleret ved kendelse af 28. oktober 1996, indgaaet til Domstolen henholdsvis den 30. september og den 31. oktober 1996, har Pretura circondariale di Bolzano, Sezione Distaccata di Vipiteno, i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt seks praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af de faellesskabsretlige bestemmelser om tilbagesoegning af fejlagtigt erlagte beloeb.

2 Disse spoergsmaal er blevet rejst under en tvist mellem Dilexport Srl (herefter »Dilexport«) og Amministrazione delle Finanze dello Stato (herefter »myndighederne«) angaaende tilbagebetaling af forbrugsafgift paa friske eller toerrede bananer og bananmel (herefter »forbrugsafgiften paa bananer«).

3 Forbrugsafgiften paa bananer blev indfoert i Italien ved lov nr. 986 af 9. oktober 1964 (GURI nr. 264 af 27.10.1964, s. 4580).

4 I dommen af 7. maj 1987, sag 184/85, Kommissionen mod Italien (Sml. s. 2013), fastslog Domstolen, at Den Italienske Republik havde tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EOEF-traktatens artikel 95, stk. 2, da den havde indfoert og opretholdt en forbrugsafgift paa friske bananer med oprindelse i andre medlemsstater, herunder de franske oversoeiske departementer. I en anden dom afsagt samme dag (sag 193/85, Co-Frutta, Sml. s. 2085) fastslog Domstolen desuden, at traktatens artikel 95, stk. 2, er til hinder for en forbrugsafgift, som rammer visse indfoerte frugter, saafremt den maa antages at beskytte den indenlandske frugtproduktion.

5 Ifoelge de for Domstolen fremkomne oplysninger under retsforhandlingerne var tilbagebetaling af afgifter som forbrugsafgift paa bananer paa dette tidspunkt navnlig undergivet bestemmelserne i artikel 91 i toldlovbekendtgoerelsen, godkendt ved dekret fra republikkens praesident nr. 43 af 23. januar 1973 (GURI nr. 80 af 28.3.1973, herefter »tlb«), og i artikel 19 i lovdekret nr. 688 af 30. september 1982 (GURI nr. 270 af 30.9.1982, s. 7072), omdannet til lov ved lov nr. 873 af 27. november 1982 (GURI nr. 328 af 29.11.1982, s. 8599, herefter »lovdekretet af 1982«).

6 Det hedder i tlb's artikel 91: »Den afgiftspligtige har krav paa tilbagebetaling af for meget erlagte beloeb som foelge af regnefejl ved fastsaettelsen eller som foelge af anvendelsen af en anden afgift end den, der er fastsat i toldtariffen for den ved toldberigtigelsen beskrevne vare, paa betingelse af, at den paagaeldende fremsaetter kravet inden for en ufravigelig frist paa fem aar regnet fra betalingsdatoen, og at kravet ledsages af den originale kvittering til attestation af, at betaling har fundet sted.«

7 Artikel 19 i lovdekretet af 1982 bestemmer:

»Foruden tilfaelde, hvor der foreligger faktiske fejl, tilbagebetales fejlagtigt erlagt indfoerselstold og fejlagtigt erlagte produktionsafgifter, forbrugsskatter eller statsafgifter, saafremt det skriftligt godtgoeres, at byrden ikke er overvaeltet paa andre, uanset om betaling har fundet sted foer naervaerende dekrets ikrafttraeden.«

8 Kommissionen har, uden at vaere blevet modsagt, praeciseret, at ifoelge Corte Suprema di cassazione's fortolkning var bestemmelserne i tlb's artikel 91 ikke anvendelige paa tilbagebetalingskrav, som hvilede paa tilsidesaettelsen af en retsregel, hvilke er undergivet foraeldelsesfristen paa ti aar, der er fastsat for soegsmaal med paastand om tilbagebetaling af beloeb betalt med urette ifoelge codice civile's artikel 2946.

9 Forbrugsafgiften paa bananer blev ophaevet ved artikel 32 i lov nr. 428 af 29. december 1990 med titlen »Disposizioni per l'adempimento di obblighi derivanti dall'appartenenza dell'Italia alle Comunità europee (legge comunitaria per il 1990)« [bestemmelser om opfyldelsen af pligter hidroerende fra Italiens tilhoersforhold til De Europaeiske Faellesskaber (lov om gennemfoerelse af faellesskabsbestemmelser 1990), GURI, supplemento ordinario nr. 10 af 12.1.1991, s. 1, herefter »1990-loven«] og der traadte i kraft den 27. januar 1991.

10 Ved lovens artikel 29 indfoeres der nye regler vedroerende »tilbagebetaling af de i forhold til faellesskabsreglerne underkendte afgifter«.

11 Det hedder i artikel 29:

»1. Den femaarige bortfaldsfrist ifoelge artikel 91 i toldlovbekendtgoerelsen, godkendt ved dekret fra republikkens praesident nr. 43 af 23. januar 1973, skal forstaas saaledes, at den finder anvendelse paa alle ansoegninger om og soegsmaal vedroerende tilbagebetaling af beloeb betalt i forbindelse med toldbehandling. Med virkning fra den 90. dag efter ikrafttraedelsen af denne lov forkortes den ovennaevnte frist og den ved lovbekendtgoerelsens artikel 84 fastsatte foraeldelsesfrist til tre aar.

2. Indfoerselstold, produktionsafgifter, forbrugsskatter, tillaegsafgiften paa sukker og statsafgifter, der er opkraevet under anvendelse af nationale bestemmelser i strid med faellesskabslovgivningen tilbagebetales, medmindre byrden er blevet overvaeltet paa andre.

3. Artikel 19 i lovdekret nr. 688 af 30. september 1982 - efter aendringer omdannet til lov nr. 873 af 27. november 1982 - finder anvendelse, naar de opkraevede afgifter ikke er omfattet af Faellesskabets retsorden.

4. Krav om tilbagebetaling af de skatter og andre former for afgifter, som er naevnt i stk. 2 og 3, skal, naar den hertil svarende udgift har paavirket virksomhedens indkomst, tillige meddeles det skattekontor, som har modtaget selvangivelsen for det paagaeldende skatteaar. I modsat fald behandles kravet ikke.

...

7. Bestemmelsen i stk. 2 finder anvendelse paa tilbagebetaling af beloeb betalt inden ikrafttraedelsen af denne lov.

8. Bestemmelsen i stk. 4 finder anvendelse med virkning fra det skatteaar, i hvilket denne lov er traadt i kraft.«

12 Ifoelge indlaeggene fra Kommissionen og den italienske regering, som ikke er blevet bestridt paa dette punkt, skal 1990-lovens artikel 29, stk. 1, ifoelge Corte Suprema di cassazione fortolkes saaledes, at den deri naevnte bortfaldsfrist paa tre aar ikke kan have tilbagevirkende gyldighed.

13 Ifoelge den nationale ret fortolker eller anvender de italienske retter lovens artikel 29, stk. 2, saaledes, at myndighederne, med henblik paa at modsaette sig tilbagebetaling af toldafgifter eller skatter, som fejlagtigt er betalt, kan paaberaabe sig den formodning, at de paagaeldende afgifter og skatter saedvanligvis er blevet overvaeltet paa tredjemand.

14 Det fremgaar af forelaeggelseskendelsen og supplementet hertil, at Dilexport til statskassen havde indbetalt et beloeb paa 6 945 756 ITL i forbrugsafgift paa bananer ved indfoersel, i 1988, af en sending bananer i fri omsaetning i en anden medlemsstat; opkraevningen blev foretaget af Brenner Toldkammer i Italien.

15 Da Dilexport fandt, at beloebet var blevet betalt fejlagtigt, idet den paagaeldende afgift stred mod traktatens artikel 95, stk. 2, fremsatte selskabet forgaeves tilbagebetalingskrav over for myndighederne. Senere rejste selskabet sag om betalingspaalaeg ved Pretura circondariale di Bolzano, Sezione Distaccata di Vipiteno, med paastand om, at Pretura paalaegger myndighederne at tilbagebetale selskabet det paagaeldende beloeb med renter beregnet med virkning fra selskabets betaling af afgifterne.

16 I forelaeggelseskendelsen har den nationale ret bemaerket, at 1990-lovens artikel 29, som denne er formuleret, findes at kunne skabe begrundet tvivl om, hvorvidt bestemmelsen er forenelig med faellesskabsretten, som denne er fastlagt i Domstolens praksis, f.eks. i dom af 9. november 1983 (sag 199/82, San Giorgio, Sml. s. 3595, og af 29.6.1988, sag 240/87, Deville, Sml. s. 3513), og at denne tvivl traenger sig paa som foelge dels af Kommissionens indlaeg i den sag, der foerte til Domstolens dom af 5. oktober 1995 (sag C-125/94, Aprile, Sml. I, s. 2919), dels af den praksis, som blev fulgt ved anvendelsen af disse bestemmelser.

17 Af disse grunde har Pretura di Vipiteno besluttet at udsaette sagen og at forelaegge Domstolen foelgende seks praejudicielle spoergsmaal:

»1) Skal faellesskabsretten fortolkes saaledes, at en medlemsstat er afskaaret fra at indfoere en ordning som den, der er omhandlet i artikel 29 i den italienske lov nr. 428 af 29. december 1990, hvorefter adgangen til at tilbagesoege afgifter, som er opkraevet i strid med faellesskabsretten, er undergivet frister for foraeldelse og bortfald samt bevisregler, der er forskellige fra og mere restriktive end de almindelige regler, der gaelder i civilretten? Navnlig spoerges, hvad angaar princippet om, at de betingelser, som er fastsat i den nationale lovgivning for at udnytte adgangen til tilbagesoegning, 'ikke maa vaere mindre gunstige end dem, der gaelder for tilsvarende nationale soegsmaal', hvad der skal forstaas ved udtrykket 'tilsvarende nationale soegsmaal'.

2) Er de grundlaeggende principper i Faellesskabets retsorden til hinder for, at en medlemsstat - inden for et begraenset omraade, som kun vedroerer den saerlige sektor, der udgoeres af en vis ensartet gruppe af fiskale afgifter, hvoraf langt den overvejende del er afgifter, som faellesskabsretten finder anvendelse paa - indfoerer saerlige undtagelsesbestemmelser, der skal begraense adgangen til at tilbagesoege fejlagtigt betalte beloeb, og som altsaa fraviger de almindelige regler for tilbagesoegning af fejlagtigt betalte beloeb, jf. artikel 2033 i den civile retsplejelov? Navnlig spoerges, om forbuddet mod forskelsbehandling kan fortolkes indskraenkende, og om det kan anvendes paa en medlemsstats lovbestemmelser af den karakter, der er indeholdt i artikel 29, afsnit II, i lov nr. 428 af 29. december 1990, blot fordi de betingelser for tilbagebetaling af de fiskale afgifter, som er omhandlet i disse lovbestemmelser, og som faellesskabsretten finder anvendelse paa, ganske vist er mere restriktive end de almindelige regler i civilretten, men dog i henseende til deres virkning er mindre tyngende end de saerlige betingelser for tilbagebetaling, der er fastsat i artikel 29, afsnit II.

3) Er de naevnte grundlaeggende principper i Faellesskabets retsorden til hinder for, at en medlemsstat - efter at Domstolen ved flere domme har kendt diverse afgifter saasom indfoerselstold, produktionsafgifter, forbrugsafgifter, tillaegsafgift for sukker og forlystelsesafgifter, uforenelig med faellesskabsretten - vedtager en raekke processuelle forskrifter som dem, der er indfoert ved artikel 29 i lov nr. 428 af 29. december 1990, og som saerlig begraenser muligheden for at anlaegge sag med henblik paa tilbagesoegning af de naevnte fejlagtigt betalte afgifter, som er opkraevet i strid med faellesskabsretten?

4) Er en lov som den i sagen omhandlede - der angives at vaere indfoert for at tilpasse den nationale lovgivning til Domstolens praksis - og vedtaget med mere end tre et halvt aars forsinkelse i forhold til tidspunktet for afsigelsen af Domstolens dom, hvorved den medlemsstat, som har foretaget den forsinkede gennemfoerelse, har opnaaet en yderligere ugrundet berigelse, i strid med faellesskabsretten, navnlig under hensyn til hvad der er gjort gaeldende som bevis, men ikke antaget i dommen af 9. november 1983 i sag 199/82, San Giorgio, og er det navnlig ikke uforeneligt med faellesskabsretten at fortolke og anvende naevnte artikel 29 paa en saadan maade, at en formodning anses for tilstraekkeligt bevis - ud fra den antagelse, at 'forbrugsafgiften notorisk er blevet inkorporeret i prisen' - for, at afgiften er blevet overvaeltet paa tredjemand, med den foelge, at tilbagesoegningskravet afvises?

5) Er det foelgelig lovligt efter faellesskabsretten, at den nationale ret - eller dennes teknisk sagkyndige - blot med grundlag i saadanne simple formodninger fastslaar, at afgiften er blevet overvaeltet paa tredjemand - hvilke formodninger anfoeres typisk at bestaa i frie beviser, som dermed systematisk udelukker gennemfoerelsen af tilbagesoegningskrav, saaledes som det har vist sig at vaere tilfaeldet i praksis, hvor Amministrazione delle Finanze dello Stato som den myndighed, der er debitor for fordringen, aldrig har anerkendt at vaere forpligtet til at tilbagebetale afgiften?

6) Kan der indfoeres en regel som den, der er indeholdt i naevnte artikel 29, stk. 4 og 8 - som foreskriver iagttagelse af processuelle formaliteter (saasom forpligtelsen til at give underretning til bestemte kontorer, der henhoerer under den samme myndighed, som er debitor for afgiften), der ikke kraevedes i tidligere sager om tilbagesoegning efter de almindelige regler paa omraadet - og kan denne regel anvendes med tilbagevirkende gyldighed?«

18 Formuleringen af disse spoergsmaal, saaledes som den er blevet praeciseret i praemisserne til forelaeggelseskendelsen og supplementet hertil, viser, at den nationale ret naerer tvivl om, hvorvidt en medlemsstat, uden at overtraede faellesskabsretten, kan

- undergive soegsmaal om tilbagebetaling af afgifter i strid med faellesskabsretten, saasom forbrugsafgiften paa bananer, betingelser, der er mindre gunstige end dem, der gaelder for tilbagesoegningssager mellem private (foerste og andet spoergsmaal)

- aendre, i restriktiv retning, den tilbagesoegningsordning, som gaelder for de paagaeldende afgifter, paa et senere tidspunkt i forhold til domme afsagt af Domstolen, som har kendt afgifterne i strid med faellesskabsretten (tredje spoergsmaal)

- undergive, navnlig, tilbagebetalingen af afgifterne en betingelse saasom, at afgiften ikke er blevet overvaeltet paa tredjemand, som ansoegeren om tilbagebetaling formodes ikke at opfylde (fjerde og femte spoergsmaal), og

- paalaegge en saerlig betingelse om, at der skal gives skattekontorerne underretning om kravet om tilbagebetaling af disse afgifter, da kravet i modsat fald ikke behandles (sjette spoergsmaal).

Den forelaeggende rets kompetence

19 Med hensyn til den bemaerkning, som indledningsvis er blevet fremsat af den italienske regering, og hvorefter den forelaeggende ret aabenbart ikke har kompetence til at paakende tvisten i hovedsagen, maa der henvises til, at Domstolen i dom af 14. januar 1982 (sag 65/81, Reina, Sml. s. 33, praemis 7) principielt fastslog, at det ikke tilkommer den at undersoege, om den kendelse, der forelaegges den, er afsagt i overensstemmelse med de nationale bestemmelser vedroerende retternes sammensaetning og virkemaade. Domstolen er derfor bundet af en forelaeggelseskendelse, der er afsagt af en ret i en medlemsstat, saa laenge denne ikke er blevet omgjort under en eventuel anke efter national ret (jf. dom af 20.10.1993, sag C-10/92, Balocchi, Sml. I, s. 5105, praemis 16 og 17).

Foerste og andet spoergsmaal

20 Med det foerste og andet spoergsmaal spoerger den nationale ret naermere bestemt, om faellesskabsretten er til hinder for, at nationale bestemmelser som dem, der er omtvistet i hovedsagen, undergiver tilbagebetalingen af told eller andre afgifter i strid med faellesskabsretten betingelser, der er mindre gunstige end dem, der gaelder for tilbagesoegningssager mellem private.

21 Dilexport og Kommissionen har foreslaaet at besvare dette spoergsmaal bekraeftende. De henviser til Domstolens praksis (jf. bl.a. domme af 16.12.1976, sag 33/76, Rewe, Sml. s. 1989, og sag 45/76, Comet, Sml. s. 2043), hvoraf fremgaar, at selv om tilbagebetaling af told eller faellesskabsstridige afgifter kun kan finde sted i henhold til de materielle og formelle betingelser, som er fastsat ved de forskellige relevante nationale lovgivninger, gaelder det dog, at disse betingelser ikke maa vaere mindre gunstige end dem, der gaelder for tilsvarende nationale tilbagesoegningssager. Dilexport og Kommissionen goer gaeldende, at tilbagebetalingen af retsstridigt opkraevede afgifter i italiensk ret er undergivet reglerne om tilbagesoegningssager mellem private, og at 1990-lovens artikel 29 tilsidesaetter det af Domstolen fastslaaede principielle forbud mod forskelsbehandling, naar tilbagebetalingen af afgifter i strid med faellesskabsretten herved undergives mindre gunstige regler.

22 Den italienske, franske og Det Forenede Kongeriges regering kan vel tilslutte sig udtalelserne fra Dilexport og Kommissionen vedroerende de i Domstolens praksis fastslaaede principper, men de har i modsaetning hertil foreslaaet et benaegtende svar paa det forelagte spoergsmaal. Ifoelge de naevnte regeringer ses det ikke, at de i 1990-lovens artikel 29 naevnte sager er undergivet mindre gunstige regler, isaer hvad angaar foraeldelsesfristerne, i forhold til de sager om tilbagebetaling af indirekte afgifter og skatter, som ligner dem.

23 Det skal paapeges, at retten til at faa tilbagebetalt afgifter, som en medlemsstat har opkraevet i strid med faellesskabsrettens bestemmelser, ifoelge Domstolens faste praksis bestaar som en konsekvens af og i tilslutning til de rettigheder, som borgerne er tillagt ved faellesskabsrettens bestemmelser efter den fortolkning, som Domstolen har givet af disse (San-Giorgio-dommen, praemis 12; dom af 2.2.1988, sag 309/85, Barra, Sml. s. 355, praemis 17, og af 6.7.1995, sag C-62/93, BP Supergaz, Sml. I, s. 1883, praemis 40). Medlemsstaten er saaledes som udgangspunkt forpligtet til at tilbagebetale afgifter opkraevet i strid med faellesskabsretten (dom af 14.1.1997, forenede sager C-192/95 - C-218/95, Comateb m.fl., Sml. I, s. 165, praemis 20).

24 Imidlertid har Domstolen ogsaa i en raekke afgoerelser fastslaaet, at spoergsmaalet om anfaegtelse af ulovlige krav om betaling af afgifter og om tilbagesoegning af afgifter, der er betalt med urette, er loest paa forskellig maade i de enkelte medlemsstater og inden for samme stat endog kan afhaenge af, hvilke typer skatter og afgifter der er tale om. I nogle tilfaelde er der, for anfaegtelse af saadanne krav, ved lov fastsat praecise frist- og procedureregler for saavel klager til afgiftsmyndighederne som indbringelse af spoergsmaalet for domstolene. I andre tilfaelde skal sager om tilbagebetaling af urigtigt erlagte afgifter indbringes for de almindelige domstole, i de fleste tilfaelde efter de regler, der gaelder for tilbagesoegning af beloeb erlagt i urigtig formening om skyld, ligesom der er adgang til at anlaegge saadanne sager inden for kortere eller laengere frister, i visse tilfaelde inden for den almindelige formueretlige foraeldelsesfrist (jf. den seneste afgoerelse herom i dom af 17.11.1998, sag C-228/96, Aprile, Sml. I, s. 7141, praemis 17).

25 Disse forskelle mellem de nationale ordninger er navnlig en foelge af, at der ikke findes faellesskabsretlige bestemmelser om tilbagesoegning af nationale afgifter, der er opkraevet med urette. I en saadan situation tilkommer det hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at udpege de kompetente retter og fastsaette de processuelle regler for sagsanlaeg til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som faellesskabsretten medfoerer for borgerne. Disse regler maa dog ikke vaere mindre gunstige end dem, der gaelder for tilsvarende soegsmaal paa grundlag af national ret (aekvivalensprincippet), og de maa heller ikke i praksis goere det umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt at udoeve de rettigheder, der tillaegges i henhold til Faellesskabets retsorden (effektivitetsprincippet) (jf. den seneste afgoerelse herom i dom af 15.9.1998, sag C-231/96, Edis, Sml. I, s. 4951, praemis 19 og 34, sag C-260/96, Spac, Sml. I, s. 4997, praemis 18, samt Aprile-dommen, praemis 18).

26 For saa vidt angaar sidstnaevnte princip har Domstolen fastslaaet, at det er foreneligt med faellesskabsretten, at der af retssikkerhedshensyn fastsaettes rimelige, praeklusive soegsmaalsfrister til beskyttelse af baade den afgiftspligtige og den paagaeldende myndighed (jf. de ovennaevnte domme i Rewe-sagen, praemis 5, og Comet-sagen, praemis 17 og 18, af 27.3.1980, sag 61/79, Denkavit italiana, Sml. s. 1205, praemis 23; se ogsaa dom af 10.7.1997, sag C-261/95, Palmisani, Sml. I, s. 4025, praemis 28, og af 17.7.1997, sag C-90/94, Haahr Petroleum, Sml. I, s. 4085, praemis 48). Saadanne frister kan ikke antages i praksis at goere det umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt at udoeve de rettigheder, der tillaegges i henhold til faellesskabsretten. En national, praeklusiv frist paa tre aar, som regnes fra det tidspunkt, hvor den anfaegtede betaling foretages, findes herved ikke at vaere urimelig (jf. Edis-dommen, praemis 35, og Spac-dommen, praemis 19, samt Aprile-dommen, praemis 19).

27 Det er en betingelse for, at aekvivalensprincippet er overholdt, at den omtvistede regel finder anvendelse uden forskel paa soegsmaal, der vedroerer tilsidesaettelse af faellesskabsretten, og soegsmaal, der vedroerer tilsidesaettelse af national ret, og der er tale om afgifter eller gebyrer af samme art. Dette princip kan derimod ikke fortolkes saaledes, at en medlemsstat er forpligtet til at udvide den gunstigste nationale ordning om tilbagebetaling til at omfatte alle tilbagebetalingskrav vedroerende afgifter eller gebyrer, der er opkraevet i strid med faellesskabsretten (jf. Edis-dommen, praemis 36, og Spac-dommen, praemis 20, samt Aprile-dommen, praemis 20).

28 Faellesskabsretten er saaledes ikke til hinder for, at en medlemsstats lovgivning ud over en almindelig foraeldelsesfrist, der gaelder med hensyn til soegsmaal med paastand om tilbagebetaling af beloeb erlagt i urigtig formening om skyld mellem private, indeholder saerlige og mindre gunstige regler med hensyn til indgivelse af klager og anlaeggelse af soegsmaal med henblik paa anfaegtelse af gebyrer og andre former for afgifter. Det ville kun forholde sig anderledes, saafremt de paagaeldende regler alene fandt anvendelse paa tilbagebetalingskrav vedroerende saadanne gebyrer og afgifter, der stoettes paa faellesskabsretten (jf. Edis-dommen, praemis 37, og Spac-dommen, praemis 21, samt Aprile-dommen, praemis 21).

29 I den foreliggende sag maa det bemaerkes, dels at en bortfaldsfrist som den, der er fastsat i 1990-lovens artikel 29, stk. 1, ikke kan betragtes saaledes, at den kun gaelder i soegsmaal rejst paa faellesskabsretligt grundlag (jf. den ovennaevnte Aprile-dom, praemis 22).

30 Dels maa det bemaerkes, at en regel som 1990-lovens artikel 29, stk. 2 - der giver adgang til tilbagebetaling af afgifter, som ikke er blevet overvaeltet paa andre - ikke, skoent den alene finder anvendelse i soegsmaal rejst paa faellesskabsretligt grundlag, ud fra aekvivalensprincippets synspunkt er mindre gunstig end de bestemmelser, som gaelder for soegsmaal paa nationalretligt grundlag. I den henseende fastholder artikel 29, stk. 3, hvad angaar tilbagesoegningskrav i henhold til national ret, den tidligere gaeldende ordning ifoelge artikel 19 i lovdekretet af 1982.

31 I oevrigt fremgaar det af de for Domstolen fremlagte oplysninger fra den italienske regering, at den treaarige foraeldelsesfrist, der tager sigte paa alle sager om tilbagebetaling af beloeb betalt i forbindelse med toldekspedition, ganske svarer til den frist, som ifoelge den italienske lovgivning gaelder for sager om tilbagebetaling af en hel raekke indirekte afgifter (ovennaevnte Aprile-dom, praemis 29), hvis formaal kan antages at vaere om ikke identisk, saa i det mindste staerkt sammenligneligt med formaalet med den, som gaelder for de paagaeldende sager i tvisten i hovedsagen.

32 Det tilkommer imidlertid den nationale ret i sidste instans at sikre sig dels, at de mere gunstige vilkaar ikke ville have vaeret gaeldende, saafremt den omtvistede afgift havde vaeret uforenelig - ikke, som her i sagen - med en faellesskabsretlig regel, men med en national regel, dels at de gaeldende betingelser ikke goer det praktisk umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt at haevde de rettigheder, der bestaar ifoelge Faellesskabets retsorden.

33 Herefter maa der svares paa det foerste og andet spoergsmaal, at faellesskabsretten ikke er til hinder for, at nationale bestemmelser undergiver tilbagebetalingen af told eller andre afgifter i strid med faellesskabsretten betingelser om frister og procedurer, der er mindre gunstige end dem, der gaelder for tilbagesoegningssager mellem private, naar disse betingelser anvendes paa samme maade i tilbagesoegningssager saavel paa faellesskabsretligt som paa nationalretligt grundlag og ikke goer det umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt at haevde tilbagesoegningsretten.

Tredje spoergsmaal

34 Den nationale rets tredje spoergsmaal er, om faellesskabsretten er til hinder for, at en medlemsstat efter Domstolens afsigelse af domme, der kender skatter eller afgifter stridende mod faellesskabsretten, vedtager bestemmelser, som goer betingelserne for at tilbagesoege disse skatter og afgifter mindre gunstige end dem, der ville gaelde, saafremt de ikke var blevet vedtaget.

35 Kommissionen har paapeget, at Domstolen i den ovennaevnte Deville-dom fastslog, at faellesskabsretten var til hinder for, at den nationale lovgiver efter Domstolens afsigelse af en dom, der kender en afgift traktatstridig, vedtager bestemmelser, som konkret forringer mulighederne for tilbagesoegning af disse afgifter. Kommissionen vil ikke udelukke, at det er tilfaeldet i hovedsagen, men finder, at det tilkommer den nationale ret at bringe dette paa det rene.

36 For sit vedkommende har den franske regering gjort gaeldende, at medlemsstaterne frit kan fastsaette og aendre, endog med tilbagevirkende gyldighed, betingelserne for at anlaegge sag med paastand om tilbagebetaling af told og afgifter, herunder ogsaa efter afsigelsen af domme fra Domstolen, saafremt disse betingelser ikke er diskriminerende eller i praksis goer det umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt for de afgiftspligtige at haevde de rettigheder, der er tillagt dem ved Faellesskabets retsorden. Navnlig maa det ifoelge regeringen sikres, at den forkortede foraeldelsesregel ikke pludseligt bevirker ikke-behandling af ansoegninger om tilbagebetaling, som gyldigt kunne vaere blevet fremsat under den tidligere lovgivning, eller i hvert fald boer det sikres, at de afgiftspligtige har en rimelig frist til at varetage deres rettigheder i.

37 Det maa paapeges, at Domstolen i dommen i Barra-sagen, praemis 19, fastslog, at faellesskabsretten er til hinder for en national lovbestemmelse, hvorefter kun personer, der har gjort et tilbagesoegningskrav gaeldende inden afsigelsen af en dom, hvorved Domstolen udtalte, at en afgift er i strid med traktaten, kan faa afgiften tilbagebetalt. En saadan bestemmelse fratager uden videre fysiske eller juridiske personer, som ikke opfylder denne betingelse, retten til at faa tilbagebetalt et beloeb, der er erlagt i urigtig formening om skyld, hvorfor bestemmelsen goer det umuligt for borgerne at paaberaabe sig de rettigheder, der er tillagt dem ved faellesskabsretten.

38 Tilsvarende kendte Domstolen i dommen i Deville-sagen for ret, at en national lovgiver ikke, efter at Domstolen har afsagt en dom, hvoraf det fremgaar, at en bestemt lovgivning er uforenelig med traktaten, maa fastsaette en processuel regel, som konkret forringer mulighederne for tilbagesoegning af afgifter, som er opkraevet med urette i henhold til denne lovgivning.

39 Det fremgaar af de naevnte domme, at en medlemsstat ikke maa udstede bestemmelser, i hvilke der med hensyn til tilbagesoegning af en afgift, som ved dom afsagt af Domstolen er erklaeret uforenelig med faellesskabsretten, eller hvis uforenelighed med faellesskabsretten foelger af en saadan dom, fastsaettes betingelser, der konkret vedroerer den paagaeldende afgift, og som er mindre gunstige end dem, der uden saadanne betingelser ville have vaeret gaeldende med hensyn til kravet om tilbagebetaling af den paagaeldende afgift (Edis-dommen, praemis 24).

40 Konkret er det tilstraekkeligt at henvise til, at Domstolen allerede i praemis 29 og 31 i dommen af 17. november 1998 i Aprile-sagen, der er naevnt ovenfor, har fastslaaet, at den omtvistede bestemmelse ganske vist forkorter den frist, hvorunder der kan fremsaettes krav om tilbagebetaling af fejlagtigt betalte beloeb i forbrugsafgift paa bananer, men at den gaelder for samtlige beloeb betalt i forbindelse med toldekspeditioner, som den undergiver en foraeldelses- og praeklusionsordning svarende til den, der gaelder for en hel raekke interne afgifter, gebyrer mv. Domstolen har saaledes antaget, at en bestemmelse som 1990-lovens artikel 29 er forenelig med faellesskabsretten.

41 Under disse omstaendigheder kan den omtvistede lovgivning ikke anses for en foranstaltning, som konkret skal begraense virkningerne af det af Domstolen antagne i dommene om forbrugsafgiften paa bananer.

42 Saaledes som Domstolen allerede har fastslaaet i dommen af 17. november 1998 i den ovennaevnte Aprile-sag, praemis 28, fastsaetter den omtvistede bestemmelse en tilstraekkelig lang frist til, at den effektivt sikrer retten til tilbagebetaling. Det bemaerkes herved naermere, at det fremgaar af de skriftlige og mundtlige indlaeg, der er afgivet for Domstolen, at de italienske domstole, herunder Corte Suprema di cassazione, har fortolket bestemmelsen saaledes, at den hjemlede mulighed for, at der kunne anlaegges sag senest tre aar efter bestemmelsens ikrafttraeden. Under de omstaendigheder kan det ikke antages, at bestemmelsen reelt har tilbagevirkende gyldighed.

43 Det tredje spoergsmaal maa foelgelig besvares med, at faellesskabsretten ikke er til hinder for, at en medlemsstat efter Domstolens afsigelse af domme, der kender skatter eller afgifter stridende mod faellesskabsretten, vedtager bestemmelser, som goer betingelserne for at tilbagesoege disse skatter og afgifter mindre gunstige end dem, der ville gaelde, saafremt de ikke var blevet vedtaget, forudsat at denne aendring ikke konkret har taget sigte paa de naevnte skatter og afgifter, og forudsat at de nye bestemmelser ikke goer det umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt at haevde tilbagesoegningsretten.

Fjerde og femte spoergsmaal

44 Med det fjerde og femte spoergsmaal spoerger den nationale ret, om faellesskabsretten er til hinder for, at en medlemsstat undergiver tilbagebetalingen af told og andre afgifter i strid med faellesskabsretten en betingelse, saasom at tolden eller afgifterne ikke er blevet overvaeltet paa tredjemand, hvis opfyldelse det paahviler ansoegeren at bevise.

45 Ifoelge Dilexport og Kommissionen boer disse spoergsmaal besvares bekraeftende. Dilexport og Kommissionen henviser til, at Domstolen navnlig i den ovennaevnte San Giorgio-dom fastslog, at faellesskabsretten er til hinder for formodninger eller bevisregler, der paalaegger den afgiftspligtige byrden ved at bevise, at de med urette betalte afgifter ikke er blevet overvaeltet paa andre retssubjekter, eller i forbindelse med saerlige begraensninger med hensyn til formen for det kraevede bevis, saasom udelukkelse af ethvert andet bevismiddel end det skriftlige bevis. Den franske regering, som anfoerer, at affattelsen af 1990-lovens artikel 29, stk. 2, ikke indeholder nogen bevisbyrderegel, deler dette synspunkt, saafremt den nationale lovgivning skal fortolkes i den af den nationale ret angivne retning.

46 Den italienske regering har gjort gaeldende, at 1990-lovens artikel 29, stk. 2, i modsaetning til, hvad der oplyses af den forelaeggende ret, ifoelge fast praksis ved Corte Suprema di cassazione fortolkes saaledes, at myndighederne har bevisbyrden for, at den omtvistede told eller afgift er blevet overvaeltet paa tredjemand, paa grundlag af lovlige bevismidler ifoelge national ret, saasom saerligt bestyrkede, praecise og samstemmende formodninger eller erklaeringer afgivet af bogholderimaessigt sagkyndige.

47 Der maa herved henvises til Domstolens praksis, hvorefter faellesskabsretten ikke er til hinder for, at et nationalt retssystem ikke anerkender tilbagebetaling af afgifter opkraevet med urette, saafremt dette maatte foere til en ugrundet berigelse. Fra et faellesskabsretligt synspunkt er der derfor intet til hinder for, at nationale retter i overensstemmelse med deres nationale regler tager hensyn til, om de med urette opkraevede afgifter har kunnet indregnes i varepriserne og saaledes har kunnet overvaeltes paa koeberne. Det kan derfor ikke betragtes som stridende mod faellesskabsretten, at nationale lovbestemmelser i princippet udelukker tilbagebetaling af afgifter og skatter opkraevet i strid med faellesskabsretten, naar det er godtgjort, at den afgiftspligtige faktisk har overvaeltet dem paa andre (San Giorgio-dommen, praemis 13, og Comateb m.fl.-dommen, praemis 21, samt dommen af 27.2.1980, sag 68/79, Just, Sml. s. 501, praemis 26).

48 Derimod findes det stridende mod faellesskabsretten, at der indfoeres bevisregler, der goer det praktisk umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt at opnaa tilbagebetaling af afgifter opkraevet i strid med faellesskabsretten. Dette vil isaer vaere tilfaeldet i forbindelse med formodninger eller bevisregler, der paalaegger den afgiftspligtige byrden ved at bevise, at de med urette betalte afgifter ikke er blevet overvaeltet paa andre retssubjekter, eller i forbindelse med saerlige begraensninger med hensyn til formen for det kraevede bevis (San Giorgio-dommen, praemis 14, og dom af 25.2.1988, forenede sager 331/85, 376/85 og 378/85, Bianco og Girard, Sml. s. 1099, praemis 12).

49 Konkret bestemmer 1990-lovens artikel 29, stk. 2, at de deri naevnte skatter og andre former for afgifter tilbagebetales, naar de er i strid med faellesskabslovgivningen, medmindre byrden er blevet overvaeltet paa andre retssubjekter.

50 Der er imidlertid uenighed mellem den italienske regering og den nationale ret om, hvorledes man skal forstaa den fortolkning, der i italiensk retspraksis gives af denne bestemmelse.

51 Det maa herved paapeges, at Domstolen ikke har kompetence til at fortolke national ret (jf. bl.a. den ovennaevnte Deville-dom, praemis 17), og at det alene tilkommer de nationale domstole at fastlaegge den noejagtige betydning af nationale administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser (jf. i denne retning dom af 16.4.1991, sag C-347/89, Eurim-Pharm, Sml. I, s. 1747, praemis 15, og af 16.12.1992, forenede sager C-132/91, C-138/91 og C-139/91, Katsikas m.fl., Sml. I, s. 6577, praemis 39).

52 Saafremt der, saaledes som den nationale ret antager, findes en formodning om, at man paa tredjemand har overvaeltet skatter og afgifter, der er blevet ulovligt opkraevet, og saafremt det paahviler ansoegeren at afkraefte formodningen for at opnaa tilbagebetaling af skatten, maa det antages, at de omtvistede bestemmelser strider mod faellesskabsretten.

53 Saafremt det, saaledes som det haevdes af den italienske regering, paahviler myndighederne ved ethvert i national ret anerkendt bevismiddel at paavise, at afgiften er blevet overvaeltet paa andre, maa det derimod antages, at de omhandlede bestemmelser ikke strider mod faellesskabsretten.

54 Det fjerde og femte spoergsmaal maa derfor besvares med, at faellesskabsretten er til hinder for, at en medlemsstat undergiver tilbagebetalingen af told og andre afgifter i strid med faellesskabsretten en betingelse, saasom at tolden eller afgifterne ikke er blevet overvaeltet paa tredjemand, hvis opfyldelse det paahviler ansoegeren at bevise.

Sjette spoergsmaal

55 Med det sjette spoergsmaal soeger den nationale ret klarlagt, om faellesskabsretten er til hinder for, at et krav om tilbagebetaling af told eller andre afgifter i strid med faellesskabsretten undergives en betingelse om underretning til det skattekontor, som har modtaget ansoegerens selvangivelse for det paagaeldende skatteaar, idet kravet i modsat fald ikke vil blive behandlet.

56 Den italienske regering har gjort indsigelse mod paakendelsen af spoergsmaalet med henvisning til, at den forelaeggende ret ikke har begrundet dets nytte i hovedsagen. Herved skal der blot henvises til Domstolens faste praksis, hvorefter den nationale ret bedst er i stand til at vurdere, hvorvidt en praejudiciel afgoerelse er noedvendig, inden den afsiger dom (jf. i denne retning ovennaevnte Aprile-dom, praemis 11).

57 Dilexport har gjort gaeldende, at det processuelle krav, som fremgaar af 1990-lovens artikel 29, stk. 4 og 8, baade er udtryk for forskelsbehandling og tilbagevirkning. Imidlertid har Dilexport under den mundtlige forhandling indroemmet, at den omtvistede pligt ikke angaar skatteaarene inden 1990-lovens ikrafttraeden, hvilket fremgaar af nyere praksis ved Corte Suprema di cassazione, der naevnes i punkt 59 i generaladvokatens forslag til afgoerelse.

58 Kommissionen og de regeringer, der har indgivet indlaeg til Domstolen, antager for deres vedkommende, at betingelsen om underretning af kravet til det skattekontor, som modtager den paagaeldendes selvangivelse, ikke strider mod det faellesskabsretlige aekvivalensprincip.

59 I den henseende maa det klart antages, at 1990-lovens artikel 29, stk. 4, finder anvendelse paa samtlige de skatter og afgifter, som naevnes i artiklens stk. 2 og 3, hvorved det ikke har betydning, om tilbagesoegningskravet hviler paa national ret eller faellesskabsretten.

60 Den omtvistede ordning, som ifoelge parternes samstemmende opfattelse ikke laengere har tilbagevirkning, har saaledes hverken til virkning at afskaere de paagaeldende fra den effektive gennemfoerelse af faellesskabsretten eller til virkning at saette dem i en mindre gunstig situation end den, de ville vaere i, saafremt de fremsatte krav om tilbagebetaling af skatter eller andre former for afgifter, der er i strid med national ret.

61 Det sjette spoergsmaal maa derfor besvares med, at faellesskabsretten ikke er til hinder for, at et krav om tilbagebetaling af told eller andre afgifter i strid med faellesskabsretten undergives en betingelse uden tilbagevirkende gyldighed om, at der gives underretning til det skattekontor, som har modtaget ansoegerens selvangivelse for det paagaeldende skatteaar, idet kravet i modsat fald ikke vil blive behandlet.

Sagens omkostninger

62 De udgifter, der er afholdt af den italienske regering, den franske regering og af Det Forenede Kongeriges regering samt af Kommissionen, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

(Femte Afdeling)

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Pretura circondariale di Bolzano, Sezione Distaccata di Vipiteno, ved kendelse af 17. august 1996, suppleret ved kendelse af 28. oktober 1996, for ret:

1) Faellesskabsretten er ikke til hinder for, at nationale bestemmelser undergiver tilbagebetalingen af told eller andre afgifter i strid med faellesskabsretten betingelser om frister og procedurer, der er mindre gunstige end dem, der gaelder for tilbagesoegningssager mellem private, naar disse betingelser anvendes paa samme maade paa tilbagesoegningssager saavel paa faellesskabsretligt som paa nationalretligt grundlag, og ikke goer det umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt at haevde tilbagesoegningsretten.

2) Faellesskabsretten ikke er til hinder for, at en medlemsstat efter Domstolens afsigelse af domme, der kender skatter eller afgifter stridende mod faellesskabsretten, vedtager bestemmelser, som goer betingelserne for at tilbagesoege disse skatter og afgifter mindre gunstige end dem, der ville gaelde, saafremt de ikke var blevet vedtaget, forudsat at denne aendring ikke konkret har taget sigte paa de naevnte skatter og afgifter, og forudsat at de nye bestemmelser ikke goer det umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt at haevde tilbagesoegningsretten.

3) Faellesskabsretten er til hinder for, at en medlemsstat undergiver tilbagebetalingen af told og andre afgifter i strid med faellesskabsretten en betingelse, saasom at tolden eller afgifterne ikke er blevet overvaeltet paa tredjemand, hvis opfyldelse det paahviler ansoegeren at bevise.

4) Faellesskabsretten er ikke til hinder for, at et krav om tilbagebetaling af told eller andre afgifter i strid med faellesskabsretten undergives en betingelse uden tilbagevirkende gyldighed om, at der gives underretning til det skattekontor, som har modtaget ansoegerens selvangivelse for det paagaeldende skatteaar, idet kravet i modsat fald ikke vil blive behandlet.